Tag-arkiv: homogenitet

Indvandring 1: Hvor homogent var det gode gamle Danmark?

Nationalkonservative kommentatorer deler en kombination af ideer om diversitet og de gamle dage. De fleste tror på, at etnisk diversitet underminerer danske kulturtræk og vores langsigtede udvikling. Den ide kombinerer de med en tro på, at Danmark før i tiden var et meget mere homogent land end nu. Ingen af delene holder til et nærmere eftersyn.

Jeg har ved flere lejligheder hidset nationalkonservative op ved at dokumentere, at etnisk diversitet er stort set ukorreleret med social tillid (i modsætning til Putnams famøse påstand). På tværs af 126 lande er korrelationen -0,33, men tager man blot de nordiske lande væk, falder den til -0,22 og ethvert forsøg på at korrigere for andre kendte forhold reducerer den til 0.

Den anden ide har været sværere at imødegå, men jeg faldt forleden over konkret evidens. I Statistisk Årbog fra 1922 opregnes den danske 1921-befolknings fødesteder. Det tillader, at man beregner et diversitetsindeks for 1921 på helt samme måde, som man gør i moderne kilder. Og det viser et Danmark, der var lige så heterogent som i dag.

Herfindahl-Hirschman-indekset for det moderne Danmark, fra Alesina et al. (2003), er 0,082 (perfekt homogenitet er 0, total diversitet 1). Beregner man den etniske diversitet for 1921 er tallet 0,075. Forskellen er helt marginal, når man f.eks. bemærker at den etniske diversitet i Italien er 0,115. Beregner man i stedet den religiøse diversitet, er det moderne indeks 0,023 mens 1921-tallet er 0,027.

Dagens pointe er således, at Danmark i de gode gamle dage slet ikke var tydeligt mere homogent end i dag. Det er bare en anden homogenitet, vi ser i dag, og vi taler langt mere om den. Men er den ’farligere’ end den gamle? Det bedste bud på et svar er, at de begge nok er ligegyldige.