Tag-arkiv: Hong Kong

Hong Kong og andre succeser i Asien

Efter at have opholdt mig ved Deakin University i Melbourne de sidste fem uger – med et par afstikkere til Sydney og Brisbane – er jeg nu på vej mod Europa. Jeg har dog denne gang valgt at gøre ophold en enkelt dag i Hong Kong, hvor jeg befinder mig i skrivende stund. Den tidligere britiske koloni er i disse dage under virtuel belejring af det socialistiske diktatur i Beijing, der i stadig mindre grad er villigt til at overholde den 50-årige aftale med Storbritannien om ét land – to systemer.

Der holdes dog på mange måder stand, og ikke kun i form af den demokratiske oppositions overvældende sejr byens række af lokalvalg forleden. Min oplevelse af både lufthavnen og byen i dag var, at der er en venlighed og umiddelbarhed overfor fremmede, som jeg absolut ikke har oplevet i Kina. Alting fungerer også, og det er ikke svært at se både byens rigdom og dens stadig overlegne institutioner. Hong Kong er ganske enkelt en semi-britisk oase i en i stigende grad totalitært socialistisk sump.

Der er også ganske meget at forsvare, som ikke kun er økonomi. Det illustrerer vi i de følgende tre grafer, hvor vi plotter V-Dem-projektets ekspertvurderinger af fravær af mediecensur – dvs. pressefrihed – og juridisk ansvarlighed, som en indikation på kvaliteten af retsvæsenet (men ikke nødvendigvis lovene), og Madison-projektets købekraftskorrigerede nationalprodukt per indbygger (Interesserede kan med fordel bruge V-Dems Country Graph-feature, hvor man kan tegne grafer over landes institutionelle udvikling). Vi holder her Hong Kongs udvikling op mod Kina, Taiwan – dvs. den kapitalistiske version af fastlands-Kina – og Singapore. Sidstnævnte er den anden lille, britiske koloni og bystat i Asien, der dog tog en lidt anden rute end Hong Kong.

Den første graf illustrerer ganske pudsigt, hvordan pressefriheden havde snævre kår i årene umiddelbart efter anden verdenskrig, og omtrent ligesom i Italien i samme periode, mens Singapore havde en langt friere presse. Det holdt dog kun til landets uafhængighed midt i 60erne, da Lee Kuan Yew indførte et økonomisk meget liberalt, men også intolerant regime. Omvendt er Hong Kongs pressefrihed forbedret markant fra samme periode og indtil omkring 1990, og byens relativt aggressive presse er i dag så fri som i Nordeuropa. Taiwans status er fulgt med op med en cirka ti-årig forsinkelse, mens Kinas havde en kort periode, hvor den kunne skrive nogle ting. Som figuren viser ganske tydeligt, er den frihed undermineret igen i de senere år.

Den anden figur viser, hvordan kvaliteten af retsvæsenet har været nordeuropæisk standard i både Hong Kong og Singapore siden den sene kolonitid, og at dette forhold ikke har ændret sig væsentligt de senere år. Taiwans er noget dårligere, og på linje med Kinas. Det skal dog med, at Taiwans love – som dets retsvæsen håndhæver nogenlunde godt – er langt bedre end Kinas.

Sidst, men ikke mindst, skal økonomien naturligvis med. Hong Kong og Singapore var tydeligvis rigere end Kina og Taiwan allerede før anden verdenskrig. Singapore i særlig grad har klaret sig godt, og endda bedre end Hong Kong siden cirka 1990. Taiwan har også oplevet imponerende vækst under Kuomintang-styret, der er fortsat under de sidste knap 20 års demokrati. Og mens Kinas vækst siden Dengs reformer først i 1980erne har været imponerende i sig selv – omend noget af den muligvis er løgn (læs f.eks. her) – er det store land faktisk kun fulgt med opad. Hong Kongs borgere var cirka fire gange så rige som kineserne først i 50erne, og de er cirka fire gange så rige i dag.

I Hong Kong er det bare ikke nok for de fleste borgere. Mens Beijing-regimet åbenbart ikke forstår, at velstand og relativ stabilitet ikke er nok – som i andre dele af Kina – er der to ting at lære. For det første, er to generationer af bystatens borgere vokset op med hele den vestlige pakke, med undtagelse af fuldt demokrati. De har derfor meget naturligt appetit på den sidste bid, de ikke har, og ingen tålmodighed med eller forståelse for et totalitært regimes behov for undertrykkelse og korruption. Og for det andet, som jeg skrev i Børsen i august, er Hong Kongs institutionelle kombination dét, der lægger de økonomiske guldæg, der også påvirker fastlandets økonomi. Man kan ikke bare slå en bid af gåsen ihjel, uden at guldæggene også forsvinder.

Hong Kong synger

Uafhængighedsbevægelser tager mange former, fra det absurde voldelige til det fredeligt hjertevarme. Det sidste så man i bl.a. Estland, hvor uafhængighedsbevægelsen startede sidst i 1980erne med en række sangstævner, hvor esterne genoplivede landets tradition for korsang. Der var tale om en af de mest fredelige protester, men også en som sovjetstyret vidste ramte direkte ind i de estiske hjerter.

Los Angeles Times berettede i går om, at noget lignende er ved at ske i Hong Kong ved siden af de mere traditionelle protester (Hattip: Niclas Berggren). En anonym komponist, der kalder sig Thomas dgx yhl, har skrevet en sang der på engelsk kaldes ”Glory to Hong Kong.” Sangen lyder besnærende som en slags nationalhymne, der beder for frihed og demokrati, og hylder alt det, Beijing-regimet forsøger at underminere. Sangen, der er på kantonesisk – det sprog, der tales i Hong Kong ved siden af engelsk – er den seneste uge blevet sunget i indkøbscentre, parker og i en protest foran det Beijing-styrede skin-parlament LegCo.

Mens der stadig er en meget reel risiko for, at Beijing simpelthen lader tropper fra hæren rykke ind og besætte Hong Kong – og dermed endegyldigt viser at det kommunistiske og i stigende grad totalitære styre på ingen måde har til hensigt at respektere den britiske-kinesiske aftale om Ét Land, To Systemer fra 1997 – er noget tydeligvis ved at ske i Hong Kong. Flere gange i sommers har en million mennesker ud af byens syv millioner indbyggere været på gaden i protester mod styret, den benhårde, uhildede magttrussel fra Beijing ser for tiden ud til at have samme virkning som de russiske angreb på Ukraine: Den tvinger folk i Hong Kong til at opdage eller genopdage deres identitet som en bystat med vestlige frihedsidealer og –værdier. Ingen med respekt for sig selv kan spå om, hvordan det kommer til at gå, men Hong Kongs identitet forsvinder næppe igen, uanset hvor diktatorisk det kommunistiske regime ender med at reagere.

Hong Kong R.I.P.

Som læsere af punditokraterne sikkert har bemærket, har vi ofte – når vi har beskæftiget os med udviklingsøkonomiske problemstillinger, økonomisk vækst og frihed – fremhævet Hong Kong. Der som økonomi kom tættest på Milton Friedman’s idealer om en fri markedsøkonomi. Uanset hvad fremtiden end bringer, var den udvikling Hong Kong var igennem i 2. halvdel af det 20. århundrede spektakulær. Mens BNP per capita  i konstante priser i 1960 (ifølge Penn World Tables 6.3) var ca. 1/3 af den danske i, er BNP  per capita i dag ca. 25% større end vores.

En ikke lille del af fortjenesten for at det lykkedes at fastholde en meget fri økonomisk model må tilfalde Sir John Cowperthwaite, der i perioden 1961-1971 – med sin tro på Adam Smiths tanker – som koloniens “finansminister”  (stort set) formåede at afvise lokale pressionsgruppers ønsker om subsidier og særlig hjælp og “moderlandets” ønske om at udvikle en moderne velfærdsstat.

growthIgennem 1960erne og 1970erne var Hong Kong en af de hurtigst voksende økonomier i verden, og det formentlig mest investeringeffektive (målt på vækst i BNP i forhold til investering). Sammenligner vi med Singapore, der oplevede nogenlunde samme vækstrate i perioden 1960 – 2000, har denne vækst krævet et langt højere investeringsniveau.

I weekenden vedtog man så at indføre en minimumsløn i Hong Kong, hvilket gav The Economist anledning til at lave en “briefing” med overskriften “End of An experiment“. Som The Economist bemærker kan man ikke sætte lighedstegn mellem Kinas overtagelse af Hong Kong i 1997 og “normaliseringen” af Hong Kong – det er således ikke nødvendigvis en konsekvens af overdragelsen i 1997. Under den sidste engelske administration steg de offentlige udgifter således ganske voldsomt. Som det bemærkes i artiklen i Economist:

The huge growth in government spending during the last colonial administration was required, according to Lord Patten, the final governor, because “Hong Kong’s economic vitality and strength were not matched by adequate social-welfare.”

201029bbc808Hvad minimumslønnen ender med at være er overladt til et udvalg, der vil komme med et udspil til august. Men hvis lokale fagforeningers ønske om en minimumsløn på 32 HK$ i timen følges, vil op mod 170.000 jobs være i fare for at forsvinde (ca. 5-6% af arbejdsstyrken).

Indførelse af en minimumsløn er kun det seneste tiltag, der har har indebåret stigende offentlig indblanding og øget regulering.

Som The Economist slutter sin artikel (under overskriften “Milton’s paradise lost”):

“Hong Kong remains, by and large, a vibrant, entrepreneurial place, with government spending far below Western standards. The costs of rising intervention will take a while to appear—and may always be hard to measure, especially with mainland China growing so fast. Yet a remarkable economic experiment is at an end.”