Tag: Hugo Chavez

Venezuelas lange deroute

Det venezuelanske samfund er ved at kollapse, og Maduro-regimet afskaffede fornylig under voldsomme protester de sidste rester af demokrati i landet. Som vi har skrevet intensivt om her på stedet, er det ikke længere ’bare’ toiletpapir og majsmel, der mangler på hylderne, men stort set alle almindelige varer. I den årlige sundhedsundersøgelse svarede flere end 8 af 10 venezuelanske voksne, at de har tabt sig det sidste år, og da landet sidste år kortvarigt åbnede grænsen til Colombia, rejste 35.000 mennesker den første dag over grænsen for at købe mad og medicin. Det 21. århundredes socialisme, som Hugo Chavez stolt kaldte sin politik, er forudsigeligt nok endt i en humanitær katastrofe.

Der er dog al mulig grund til at overveje de dybere og ældre problemer i Venezuela. Som Niels Westy tidligere har understreget her på stedet, er Maduros socialistiske styre skyldig i den økonomiske og sociale totale kollaps af landet, men der er ingen grund til at tro, at alt bliver godt hvis det chavistiske diktatur væltes. Et sandsynligt alternativ er i stedet at vende tilbage til en dybt middelmådig stagnation.

Venezuelas virkeligt grundlæggende problem kan illustreres i de to figurer nedenfor. Den første viser nationalindkomsten per indbygger i Venezuela, Chile, Spanien og USA siden 1950, mens den anden viser nationalindkomsten per fuldtidsansat ækvivalent. Den anden figur giver således et billede af udviklingen i arbejdskraftens produktivitet, og måske derfor også et bedre indtryk af de dybere problemer i det venezuelanske samfund.

De to figurer viser meget tydeligt to ting. For det første var Venezuela faktisk rigere end Spanien indtil først i 1970erne – landet havde omkring 1950 været meget tæt på dansk levestandard – og var langt rigere end de fleste andre latinamerikanske lande (eksemplificeret ved Chile). For det andet var Venezuelas økonomi stort set lige så produktiv som USA indtil midten af 1970erne, og fulgte meget tæt den amerikanske udvikling. Mens forskellen i indkomst per indbygger og indkomst per ansat således indikerer, at den væsentlige forskel på Venezuela og USA var en større beskæftigelsesgrad i USA – i Venezuela i 1970 var 27 % fuldtidsbeskæftigede versus 40 % i USA – fulgte landet øjensynligt med den internationale teknologiudvikling. Omvendt konvergerede Spanien fra omkring 1960 mens Chile faldt bagud indtil militærets magtovertagelse og efterfølgende reformer i midten af 70erne.

Den vigtige pointe for Venezuela er, at landet holdt op med at følge med i midten af 70erne. Spaniens vækst var upåvirket og Chiles vækst tog fart pga. reformerne, mens oliekrisen rasede og olieprisen mere end fordobledes fra 1972 til 1975. Fra 1978 til 1980 steg olieprisen igen til næsten de dobbelte, hvilket førte til recessioner i store dele af verden, inklusive USA. Men kan se et par års hurtig fremgang i Venezuela, der som bekendt sidder på nogle af verdens største oliereserver, men derefter går det forbløffende hurtigt tilbage. Venezuela i 1970erne er dermed et af de klareste eksempler på Hollandsk Syge, både når det gælder virkningen på konkurrenceevne og på de politiske incitamenter.

Det er for eksempel sigende for udviklingen, at prisniveauet relativt til USA mere end tredobles mellem 1972 og 1982. Mens landet stadig tjener penge på olien, ødelægges store dele af den resterende eksportsektor, og landet kommer til at plages af aldeles elendig politik – staten overtager en væsentlig del af investeringsaktiviteten, skatterne stiger og den politiske reguleringsbyrde i kreditmarkedet stiger.

Som det kan ses i figurerne, var 1990erne økonomisk en relativt rolig tid på trods af Hugo Chavezs kupforsøg i 1992 og præsident Carlos Andrés Pérez afsættelse året efter for bedrag, og bl.a. pga. efterfølgeren Luis Herrera Campins afskaffelse af prisregulering. Det endte brat med valget af Chavez i 1998 og den tydelige genoprettelse af økonomien fra 2001 kan helt tilskrives den stærkt stigende oliepris. Det, der ligner en økonomisk succes og blev hyldet som sådan af mange vestlige ’intellektuelle’ som Jeremy Corbyn, Noam Chomsky og Joseph Stiglitz, var et kortvarigt ressourceboom, der politisk tillod Chavez at indføre sine katastrofale socialistiske reformer.

Hele bundlinjen i fortællingen er således, at Chavez og Maduros socialistiske diktaturstat ikke blot er en social og økonomisk katastrofe i sig selv, men at dagens situation også i en vis forstand er kulminationen på mere end 40 års negativ udvikling. Produktivitetsproblemerne, som tydeligt ses i figur 2, har været maskeret af stigende beskæftigelse, så det almindelige mål – nationalindkomst per indbygger – ’blot’ så ud til at være stagneret. Man tror det næppe muligt, men Venezuela er i endnu dårlige stand end man umiddelbart skulle tro, og det umiddelbare indtryk er allerede skræmmende.

Hvor dyr var Chavez for Venezuela?

Der er næppe nogen tvivl om, at valget af Hugo Chavez og hans efterfølgende lange periode som præsident og effektiv enehersker i Venezuela har været skadelig for landets økonomi. Pressefriheden led også voldsomt – efter 2000-01 hvor Chavez i et 12 måneder langt tidsrum regerede via præsidentielt dekret steg Freedom Houses indikator for (mangel på) pressefrihed med hele 34 point (på en 0-100-skala). Men hvor dyr var Chavez?

Det spørgsmål forsøger Kevin Grier og John Maynard at svare velunderbygget på i en artikel, der er på vej ud i Journal of Economic Behavior & Organization (læs her og en tidligere ungated her). Grier og Maynard bruger en særlig metode, hvor de først identificerer en ’syntetisk kontrol’, en metode udviklet af Alberto Abadie, der i dette tilfælde kan informere dem om, hvordan Venezuela ville have udviklet sig uden Chavez. En serie omhyggelige tests viser, at et vægtet gennemsnit af Brasilien, Canada, Iran, Mexico og Peru tæt matcher Venezuelas økonomiske udvikling op til 1998. Den måske lidt uens gruppe, der skaber den syntetiske kontrol, reflekterer at Venezuela siden 1950erne har været en ressourceafhængig økonomi – landet har trods alt verdens femtestørste olieressourcer. På samme måde skaber Grier og Maynard en syntetisk kontrol for udviklingen i helbred, fattigdom og ulighed.

Øvelsen peger på, at indkomsten per indbygger i Venezuela i dag er cirka 4300 dollars lavere end den ville have været uden Chavez. Mangelsituationerne, som drypvis har været omtalt i vestlige medier – mangel på mælk, kylling og majsmel siden 2014 og øl og toiletpapir sidste år – er derfor ikke blot et tilfældigt fænomen, men et der afspejler en næsten absurd grad af spild og misallokering af ressourcer. På samme vis finder Grier og Maynard, at udviklingen i fattigdom og helbred ikke har været bedre end i sammenlignelige lande. Lande som Peru og Uruguay havde samme fald i fattigdom og forbedring i forventet livslængde. Det eneste sted, hvor Chavez’s intentioner synes at være blevet virkelighed, er den lavere økonomiske ulighed, og den udvikling ser endda ud til at være ganske midlertidig.

Grier og Maynards artikel er således interessant på to niveauer. For det første demonstrerer de, hvad en omhyggelig brug af Abadies syntetiske kontrol-metode kan føre til af indsigter. For det andet viser de to amerikanere, hvor ekstremt skadelig Hugo Chavez var for Venezuela. Ingen grad af undskyldning for hans økonomiske katastrofe – han havde de rigtige hensigter, det tidligere regime var slemt korrupt og lignende – er nok til at forklare, hvordan én mands vision har ødelagt så meget.

Detektor, Deadline, Hugo og venstrefløjens mytomani

I forbindelse med Chavez død i sidste uge deltog jeg i Deadline (onsdag den 6. marts). I min naivitet troede jeg at man ønskede min deltagelse, fordi jeg som økonom skriver om Latinamerika i Børsen og på Americas.dk. Til min store overraskelse viste det sig, at min væsentligste egenskab var mit medlemsskab af Liberal Alliance. Det kunne man have informeret mig om på forhånd.  F.eks. da Martin Krasnik ringede til mig få timer før selve udsendelsen.

Min “modstander” var Pelle Dragsted, presserådgiver hos Enhedslisten. Selve indslaget, som var noget rod, kan ses nedenfor.

Uanset den noget rodede forestilling, fremgår det klart, at Pelle Dragsted og undertegnede mildt sagt har en forskellig opfattelse af hvad der er foregået under Chavez i Venezuela.

Detektor og Venstrefløjens myter

Dragsted fremfører alle de sædvanlige argumenter fra venstrefløjen, som man tidligere har set dem gøre i forbindelse med forsvaret af andre venstreorienterede styrer.

Kort fortalt består Dragsteds forsvar for Venezuela i, at:

  • Man har opnået betydelig økonomisk vækst
  • Der har været betydelige sociale fremskridt

Hvorimod jeg fremfører, at :

  • Den økonomiske vækst har været relativt lav i forhold til andre lande i regionen, samtidig med at manglende investeringer mindsker det fremtidige potentiale.
  • Andre lande har oplevet samme eller større fremgang, målt på sociale fremskridt.

Vi kan naturligvis ikke begge have ret. Og det hjælper ikke Dragsted, at han henviser til en artikel i den venstreorienterede avis The Guardian. Hans brug af tal fra deres artikel er forøvrigt helt hen i skoven. Og så er der naturligvis både den manglende fornemmelse for Venezuelas velstand før Chavez, og den manglende sammenligning med andre lande i regionen.

Mens Christian Bjørnskov har modgået venstrefløjens påstande og myter med  fakta i “Chavez sociale resultater” og “Chavez økonomiske resultater“, har jeg gjort det samme i indlæggene “Kampen om Chavez eftermæle….“, “The death of a caudillo” på Americas.dk.

Konklusionen er samstemmende, at :

  • Venezuela har haft en, i forhold til resten af Latinamerika, lav økonomisk vækst de seneste 14 år.
  •  Andre lande har opnået langt større sociale fremskridt.

Detektor kommer på banen

I en ordveksling mellem Dragsted og undertegnede indrager jeg Colombia – vel vidende at Enhedslisten her klart har valgt side, vel og mærke for terrorgruppen FARC og mod den demokratisk valgte regering under ledelse af Manuel Santos. Og så får jeg nævnt, at der de senere år er blevet slået flere fagforeningsfolk ihjel i Venezuela end i Colombia.

Efterfølgende henvendte Detektor sig til mig og bad mig dokumentere denne påstand. Det var nu ikke svært, i det jeg i forbindelse med at dele af Europaparlamentet har prøvet at forhindre en frihandelsaftale med Peru og Colombia, med henvisning til bl.a. en påstået forfølgelse af fagforeningsaktive i Colombia, sidste år skrev et indlæg på Americas på baggrund af solide analyser som peger på, at der ikke kan påvises, at der foregår en systematisk forfølgelse af fagforeningaktive i Colombia. Faktisk er risikoen langt lavere for at blive myrdet som fagforeningsmedlem end for befolkningen generelt, se “Forfølgelse af fagforeninger i Colombia, fup eller fakta?” på Americas.dk

De ønskede også dokumentation for to andre udsagn, at

  • Hele regionen har oplevet et fald i uligheden og forbedrede sociale vilkår de sidste ti år. og at Peru som har en helt anden økonomisk model har oplevet lige så stort fald i uligheden i samme periode, men har haft en langt hastigere økonomisk vækst
  • Vi i Sydamerika ser alle variationer af økonomiske modeller og må konstatere at væksten efter årtusindskiftet har været højest i de mest frie økonomier

Hvortil jeg henviste til et par yderligere indlæg på Americas.dk samt en rapport fra henholdsvis CEPAL (hvis udgangspunkt var den argentinske økonom Raul Prebish og ideen om importsubstitution som vejen frem for Latinamerika), samt Verdensbanken.

De to rapporter kan hentes her:

Social Panorama 2012 (CEPAL)

Economic Mobility and The Rise of the Latin American Middle Class (Verdensbanken)

Efterfølgende har jeg modtaget en mail fra Detektor om at der ikke kommer et indslag. Det er anden gang jeg oplever dette. I november 2011 deltog jeg i en debat med bl.a. Mickey Gjerris fra etisk råd (se debatten nedenfor). Her var det mine påstande om at både vores luft og vand er mindre forurenede end for årtier siden, som man ønskede kilder til – hvilket de naturligvis fik. Heller ikke dengang kom der et indslag ud af det. Mine oplysninger var (naturligvis) faktuelt korrekte.

Det er selvfølgelig fint, hvis Detektor mener at udsagnene er tilstrækkeligt underbyggede, men det efterlader alligevel et spørgsmål, som ikke er helt uinteressant.

Hvor mange sager undersøger Detektor, hvor man kommer frem til at udsagnene er korrekte, eller i det mindste ikke kan tilbagevises?

Jeg er klar over, at konceptet primært er at vise når – typisk politikere – kommer med udsagn, som de ikke har faktuel basis for. Og jeg kan ikke udtale mig om hvorvidt man også har bedt min modpart i debatten om at fremlægge kilder til sine påstande. Men dels kan Dragsted og jeg næppe begge have ret, og dels er der grund til at tro, at når man bliver spurgt, så er det fordi man på Detektors redaktion betvivler sandheden i de pågældende udsagn.

Da Detektors egen indsats begrænser sig til at bede en selv om at levere den fornødne dokumentation, ville det næppe være et større arbejde at de lod alle de undersøgelser indgå, som aldrig ender med et indslag.

Det ville give mulighed for at andre, som betvivler de givne udsagn, kan blive klogere. Samtidig er jeg sikker på, at en del ikke mindst politikere – vil sætte pris på at andre kan vurdere omfanget af urigtige oplysninger i forhold til hvor mange gange de pågældendes oplysninger har vist sig at være helt korrekte.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑