Tag: ideologi (side 1 af 2)

Præferencer for omfordeling og ligebehandling i Europa

I den amerikanske valgkamp var ’Danmark’ at af de gennemgående temaer i mange debatter. Særligt Bernie Sanders og dele af den demokratiske venstrefløj var meget opsatte på at beskrive det, de opfattede som mange gavnlige forhold i vores land. Det billede, Sanders og mange andre beskrev, svarede desværre dårligt til den danske virkelighed. Som vi har skrevet om før her på stedet, optegnede man en karikatur af Danmark som et vidunderligt velfungerende, socialistisk land. En del af karikaturen svarede dog til mange danskeres egenopfattelse: At vi har meget stærke præferencer for statslig omfordeling. Venstrefløjen roser sig selv for situationen, mens højrefløjen sukker og giver op overfor kravet om omfordeling. Problemet er, at det simpelthen ikke er sandt.

Vi har før brugt the European Social Survey til at ramme pæle gennem myter. Den store spørgeskemaundersøgelse dækker 31 lande, hvor man i alle har bedt respondenterne svare på et simpelt spørgsmål: Deres holdning på en skala fra 1 til 5 til udsagnet ”Government should reduce differences in income levels.” 3 er et neutralt svar, hvor 1 er ”stærkt enig” og 5 er ”stærkt uenig”.

Det særlige ved ESS er, at den afslører at det land i Europa, hvor befolkningen mindst støtter statslig omfordeling er: Danmark! Gennemsnitssvaret i Danmark er praktisk taget neutralt på 2,96. Nummer 2, 3, og 4 er henholdsvis Holland (2,56), Storbritannien (2,47) og Norge (2,43). I den anden ende, som det kan ses på figuren nedenfor, findes Grækenland (1,66), Bulgarien (1,69) og Tyrkiet (1,69). Og ganske som sædvanligt er Tjekkiet slet ikke som de andre tidligere kommunistiske lande, idet landet er nummer seks på listen. Skal man finde stærk støtte til omfordeling fra staten, er det ikke Danmark, men halvautokratiske fallitboer som Grækenland og Ungarn, man skal tage til. Præferencerne ser i øvrigt ikke ud til at være særligt klart korrelerede med f.eks. de faktiske indkomstforskelle.

Et måske endnu mere interessant forhold er, at man kan splitte folk op efter deres egen placering på en skala fra stærkt venstreorienteret til stærkt højreorienteret. Gør man det, så man får tre meget cirka lige store grupper, understreges pointen med det liberale, omfordelingsskeptiske Danmark. Gennemsnitssvaret hos de klart venstreorienterede danskere er 2,35, og dermed til højre for den gennemsnitlige højrefløjsvælger i 18 europæiske lande. Midten i dansk politisk svarer 3,03 og højrefløjen 3,32. Højrefløjen i et land som Frankrig har derimod et gennemsnit på 2,12 og den græske svarer 1,7 i snit.

Hvis man var kommunist – og dermed et særsyn her på stedet – kunne man spørge, om danskerne da imod at behandle medborgere ordentligt? Svaret er et tordnende nej. Spørger man folk om de er enige i at det er ” Important to help people and care for others well-being,” er det danske gennemsnit 2,08; udsagnet ”Important that people are treated equally and have equal opportunities” får et gennemsnit på 2,27; og sigter man specifikt til en minoritet med ”Gays and lesbians free to live life as they wish” er de danske holdninger stærkt positive på 1,64. Målt på den parameter er vi sammen med hollænderne det europæiske folk, der ser mest favorabelt på ligebehandling for homoseksuelle.

Sidst, men ikke mindst, sker der noget ganske pudsigt når man sammenholder omfordelingspræferencer og præferencer for ligebehandling af bøsser og lesbiske. Figuren nedenfor illustrerer at det er et helt generelt fænomen på tværs af ideologiske grupper: Jo stærkere befolkningens præferencer er for omfordeling, jo svagere er de for ligebehandling af bøsser og lesbiske. Der er således intet solidarisk i præferencerne for omfordeling (på det nationale niveau), men noget ganske rationelt og kynisk. Europæeres præferencer for omfordeling ser ud til at være for omfordeling for dem og deres, men absolut ikke for generel moralitet. Eller sådan ser min fortolkning i det mindste ud.

Er venstrefløjen ignoranter og er højrefløjen onde?

Interviewet på News forleden i forbindelse med Castros begravelse, hvor punditokraternes Niels Westy kommenterede over formanden for Dansk-Cubansk Venskabsforening, mindede mig om et særligt fænomen. Jeg har selv oplevet det gentagne gange, og tidligere på året bemærkede den fremragende økonomiske historiker Deirdre McCloskey med bekymring det samme problem.

Fænomenet er, at folk på de to fløje i politik ofte behandler politiske modstandere systematisk forskelligt. McCloskey beskriver situationen sådan at når man er uenige, antager folk på højrefløjen normalt, at venstrefløjen tager faktuel fejl – de er ignorante. Det betyder dermed, at man kan argumentere overfor dem, og at de i princippet bør kunne bringes til at ændre mening. Man skærper således egne argumenter og tror på, at intelligente og ordentlige mennesker på den anden fløj vil forstå dem.

Folk tilstrækkeligt langt ude på venstrefløjen har derimod en stærk tendens til at se uenigheden på en fundamentalt anden måde. I deres øjne er der ikke tale om faktuelle forskelle, men at folk på højrefløjen decideret er i ond tro. At argumentere liberalt indebærer derfor, at man er ligeglad med andre og er basalt og patologisk egoistisk. For dem opstår uenighederne dermed ikke på grund af forskelle i faktuelle forestillinger, men forskelle i moralitet. De har dermed en rationel tendens til at lade være med at argumentere – højrefløjen er jo i deres optik enten ligeglad eller vidende om, at har ret, men løgnagtig af egeninteresse – men vil i stedet bruge følelsesladede påstande og angreb på folks anstændighed. Det folk på den ydre venstrefløj således opfatter som en debat, hvor de har den moralske overhånd og deres indspark handler om det basale – højrefløjens uanstændighed – vil højrefløjen se som rene ad hominem argumenter uden noget som helst faktuelt indhold eller validitet.

Min personlige oplevelse er, at indsigten i denne type forskel i debatapproach har været meget værdifuld (om end jeg ikke kan påstå, at jeg har haft ’glæde’ af den). Indsigten i den generelle forskel på yderfløjene betyder dog ikke, at man kan absolvere højrefløjen for skyld. Et af de værste problemer i debatten opstår nemlig, når folk mener at de – og vi andre – bør være loyale overfor deres egen fløj. Loyalitet indebærer her, at man bør prima facie acceptere argumenter, så længe de fremføres af folk fra ens ’egen’ fløj. Min klare oplevelse er, at det er punditokraternes totale afvisning af denne type loyalitet, der ofte frustrerer nogle læsere, og decideret hidser dem op.

Problemet er, at i det øjeblik man ikke blot føler ideologisk sammenhold – et sammenfald af værdier, holdninger og forestillinger om hvordan verden basalt hænger sammen – men også føler loyalitet overfor en politisk fløj, holder højre-venstre-distinktionen i argumentationsindhold op. Med et krav om loyalitet kommer nemlig også et krav om, at man til enhver tid enten formelt eller i det mindste stiltiende accepterer ethvert argument fra ens egen fløj, uanset hvor tåbeligt det faktuelt er. I det tilfælde er der ikke længere tale om noget, der kan argumenteres, men blot et fløjtilhør, der nærmer sig religion. Og religion i enhver form kan folk have for sig selv i deres privatliv. Jeg vil ikke have noget med den at gøre og mener ikke, at den har noget at gøre i politiske eller videnskabelige diskussioner og nægter at tvinges til at acceptere den som valid argumentationsform.

Hvad medierne kalder ’højreorienteret’

Et kort symposium om Polen er et fejlslagent – eller ’failing’ – demokrati, som Marginal Revolution omtalte i går, mindede mig om en af de ting, der irriterer mig mest: Mediernes jævnlige karakteristik af bestemte partier og regimer som ’højreorienterede’, ’højreekstreme’ og lignende indikatorer.

Adam Zamoyski, en polsk-født britisk historiker, peger i sin del af symposiet på, hvor stor en fejltagelse det er, at benævne det nye polske styre som højreorienteret. Han betragter i stedet Lov og Retfærdighedspartiets kurs overfor medierne og retsvæsenet som en tilbagevenden til sovjetisk politik. Som Zamoyski skriver:

The PiS core are not natural capitalists: They are hostile to free-market economics, regard businessmen as “speculators” and believe in government control of everything, including property rights. Their fiscal policy is anything but right-wing. They have promised to crack down on banks, lower the retirement age and give massive monthly cash handouts to parents for each child.

They are conservative only in that they view the liberal center ground of Western politics — and the modern world in general — with suspicion. Their conservatism is essentially provincialism, their politics populist. They beat the drum of patriotism and talk of preserving national sovereignty, but their idea of patriotism is to wallow in the martyrology of the Second World War and the talk of sovereignty is mostly an expression of xenophobia.

Zamoyski understreger her den voldsomme bias, der ligger i journalisters behandling af en række partier som såkaldt ’stærkt højreorienterede’: Dansk Folkeparti, Front National i Frankrig, Donald Trump i USA, Viktor Orban i Ungarn og PiS i Polen er alle eksempler på partier og politikere, man påstår, er højreorienterede. Fælles for dem alle er, at de ønsker langt større statsstyring og national protektionisme på centrale sociale og økonomiske områder. Hvordan man overhovedet kan kalde dem højreorienterede i nogen anden forstand end en konservativ, quasi-religiøs retning, er ganske uforståeligt for mig.

Forældre/stat-analogien

Den liberale kæmpers største udfordring er ikke barnepigesamfundet, overvågningsstaten eller en socialistisk magtovertagelse, men det moderne menneskes eget indre ønske om at gå gennem livet som et forvokset barn. I hvert fald hvis man skal tro den så ofte glimrende Pete Boettke:

The problem that confronts the modern classical liberal, Buchanan (2005) postulates, is not the managerial socialism of the 20th century, nor even the Nanny State of paternalistic socialism, but the desire on the part of the population to remain in the infantile state of demanding a parent to protect them from the vagaries of life and provide them with economic security.

Analogien til børn og deres forældre når emnet er forholdet mellem individet og statsmagten er velkendt, og Boettkes variant – hvor statsmagten ikke så meget dikterer, som den blot føjer borgeren i dennes talte/utalte ønsker – er ganske god. Men der er dog faldgruber, som Arnold Kling (hattip til ham i øvrigt for i det hele taget at have henledt opmærksomheden på ovennævnte afsnit) næver og som er svære at være uenig i. Der er også en fare for, at argumentationen får en psykologisk skævvridning, som ikke nødvendigvis bekræfter det politiske standpunkt. Ikke desto mindre bruger man/vi med forskellige nuancer ikke sjældent analogien, hvilket indikerer, at den har sat sig fast ”at a gut level”. Så lad os da bruge den som et redskab velvidende, at billedet har sine fejl.

Hvem er du tættest på – nerd edition

For de økonominørdede af vores læsere er her en test af, hvilken topøkonom i the IGM Economic Experts Panel, som ens meninger er tættest på. Testen er her; panelet kan findes her.

Jeg tog testen i går, og endte tættest på Robert Hall. I løbet af testen varierede det lidt, og jeg var ofte også tæt på Luigi Zingales og Pete Klenow. Hattip: Eric Crampton.

Jason Brennans bleeding heart-liberalismebog

Den amerikanske universitetslektor ved Georgetown University Jason Brennan deltog for nyligt i Cato Institute’s bogforum i anledning af Libertarisnism: What everyone needs to know‘s udgivelse. Her er videooptagelsen af begivenheden:

Bogcover til Libertarianism af Jason BrennanBrennan – der tidligere har skrevet The Ethics of Voting og A Brief History of Liberty – fortæller, at bogen er skrevet på foranledning af Oxford University Press. Forlaget oplevede en forhøjet efterspørgsel efter litteratur om grundlæggende ”libertarianism” (i det følgende kaldt “liberalisme”) i en moderne sammenhæng. Forklaringsopgaven forsøges løftet via gennemgangen af de 105 hyppigste påstanden om liberalismens ideologiske indhold.

Det er selvsagt ingen leksikal gennemgang; på internettet kan man f.eks. finde sådan en her, her, her eller her.

Men Brennan skriver klart og tydeligt og jeg forestiller mig, at hans bog får relativ stor betydning fremadrettet i den pågående begrebs-debat. Brennan er nemlig ”medlem” af Bleeding Hearts Libertarian-gruppen, som udfordrer den traditionelle liberale opfattelse om, at liberalisme er moralsk rigtigt fordi ideologien, når den føres ud i livet, minimere tvang. I stedet mener gruppen, at liberalisme er moralsk rigtigt, fordi den, ført ud i livet, maksimerer den sociale retfærdighed i et samfund. Man har så at sige ladet sig inspirere af John Rawls og valgt at prioritere lighed over mulighed (veil of ignorance, osv.)

Matt Zwolinski, der er initiativtager, har præsenteret gruppen på Reason TV; i gruppe-bloggens første indlæg kan man læse følgende:

[B]oth Hayek and Nozick – like most libertarians – believe that capitalist markets do, in fact, serve the interests of the poor and downtrodden. But this fact does not seem to play an essential role in the moral justification of those markets. It is, it seems, merely a happy coincidence.

I do not wish to dismiss the Hayekian or Nozickian challenges to social or distributive justice out of hand. No doubt they contain and important insight, at least insofar as they serve to remind us of the important role that spontaneous order plays in economic and social systems. But this insight by itself is insufficient grounds for casting aside notions of social or distributive justice. Property rights, markets, and many of the resulting distributions of wealth and opportunities may have arisen spontaneously. But this does not prevent us from asking whether they are just, and whether we should or should not work to change them in some ways – even if the complexity of the market order and our bounded cognitive abilities means that our capacity for successful interventions is limited.

Brennan tog sit første indlæg på BHL-bloggen afstand fra det, som – med Brennan’s ord – de fleste associerer med liberalisme:

In academic philosophy, people tend to use the term ‘libertarian’ in a restrictive way, to refer to people who 1) hold that property rights and other rights are absolute or nearly absolute, 2) who ground their theories of rights and justice on the concept of self-ownership, 3) who reject social justice, and 4) who reject the idea that positive liberty really is liberty, and is a valuable form of liberty which society should project and promote. Libertarians hold that justice requires that we respect property rights, period, even if that means a large percentage of people will starve, lead poor and desperate lives, or have no stake in their society. If that’s libertarianism, count me out.

Hvis det skal være på den måde er jeg personligt temmelig enig med Sam Browning, fra Adam Smith Institute, der i sin første omtale af BHL-gruppen bemærkede:

Spontaneous orders like the market are more reactive to change and can process new information more quickly than are planned orders. This is what Hayek, Buchanan, Polanyi and many others all saw, and its a key reason – maybe the key reason – to prefer the market to the state.

I am probably a bleeding heart libertarian, in the sense that I’d like a system that raises the overall amount of utility in society and I don’t believe in natural rights. But that doesn’t imply any particular system in and of itself. The big question isn’t why, but how, to run society, and a convincing defence of a libertarian system should be based on outcomes rather than first principles. It’s not a good system because it’s moral, it’s moral because it’s a good system.

Jeg glæder mig til at se om Brennan’s definitioner – eller er det nærmere et skift i fokus? – kommer til at få den betydning fremover, som jeg har på fornemmelsen. Synspunktet har allerede været genstand for en del debat; f.eks. debatterede Cato Unbound fænomenet i april. Vil man gerne motivfortolke, kan man spørge, hvorfor Oxford University Press’ redaktør valgte bad en central person i debatten om hvad nutidig liberalisme er, skrive en bog, som har potentiale til at blive et moderne, autoritativt svar på netop dette spørgsmål.

Brennan er dog ærlig om eksistensen af de ideologiske uenigheder og sondrer således imellem tre former for liberalisme: Hård, klassisk og neoklassisk. På den måde får han også lige tilfredsstillet den moderne læsers umiddelbare behov for subsumption; det fysisk-mentale velvære, som klare og tydelige begreber skaber i en ikke-klar og -tydelig begrebsverden, er opretholdt. Problemet er, at det går lidt for hurtigt for sig; som også Aaron Powell fra Cato Institute bemærker i videoen. Powell har i øvrigt kommenteret bogen og foredraget på sin Facebook-side: Der er en som spørger Powell, om han vil anbefale bogen til spørgerens 17-årige søn. Powell svarer, at han vil anbefale alle de bøger, der fremgår af læse-listerne på hjemmesiden Libertarianism.org. Brennans bog er ikke på nogle af listerne.

Hos Institute of Economic Affairs i London har man i mange år sagt, at man ”udkæmper idéernes kamp.” Det er de ikke de eneste, der gør. CEPOS, Cato og alle de andre borgerligt-liberale tænketanke udkæmper først og fremmest en “kamp” for de historisk set liberale idealer; politisk som økonomisk. Men i en sådan kamp er der altid en hjemmefront: I øjeblikket er krigen dér ved at blive netbaseret og en række forskellige forsøger hver især at “indramme” liberalismen. For at nævne tre eksempler:

  1. Cato Institute forsøger gennem det nye initiativ libertarianism.org at markedsføre en klassisk (i hovedreglen naturretsbaseret) liberalisme, vha. blogindlæg, genoptryk af gamle taler, essays, videoer, podcasts og boglister. Tænketanken udgiver selvfølgelig også selv bøger; på dette punkt er David Boaz’  Libertarianism: A Primer fra 1997 et glimrende (og anbefalingsværdigt) værk.
  2. Institute for Humane Studies har lanceret LearnLiberty.org, der er en video-tung hjemmeside, som gør særligt brug af økonomiske argumenter; se f.eks. her, her, her, her og her. Unge fremadstormende ideologer kan med fordel hente inspiration dér når de opdager, at det er de færreste debatter man vinder, blot ved at henvise til den abstraktion, selvejerskabsprincipper er.
  3. Mises Institutes aktiviteter på området er episke (i ordets moderne betydning). Man udgiver bøger, artikler, har en glimrende blog, laver podcasts og sender video fra sine events og meget mere. Desuden udgiver man Libertarian Papers, som ofte rummer interessante indlæg.

Brennans bog – og endnu mere vigtigt hans og BHL-gruppens synspunkter – er en del af den kampen; spørgsmålet er bare, om det er ude eller hjemme, slaget slås. Brennan mener, at hans bog kan læses og bruges af alle; Powell siger, at bogen egner sig bedst til, at få ikke-liberale ind i det liberale telt.

Hvor venstredrejede er danske journalister?

DR og flere andre medier braget forleden dag historien om, at danske journalister stemmer længere til venstre end andre danskere. Det er næppe nogen nyhed – det var det samme i de få dage, jeg gik på Journalisthøjskolen for mere end tyve år siden – men lige chokerende at se tallene. Så her er de: Journalisternes stemmefordeling, og den seneste fordeling fra meningsmålinger i Berlingske. Man må for gud ved hvilken gang spørge sig selv, hvordan man kan påstå at de er upartiske og helt balancerede i nyhedsdækningen.

Hvad er ideologisk i Danmark?

Dansk politik har igennem mange år været næsten blottet for egentligt ideologiske diskussioner. Bevares, der er masser af mudderkastning og beskyldninger om blokpolitik, men det burde ikke komme som en overraskelse for denne blogs læsere, at vi mener at V og K simpelthen er rykket ind på midten og har overtaget socialdemokratiske holdninger for at score vælgere. Alligevel forveksles dette ryk nogle gange med, at danske vælgere ikke skulle være særligt ideologiske. Er der virkelig ikke særlige forskelle på vælgernes basale holdninger?

En af måderne, man kan nærme sig dette spørgsmål, er at se på the World Values Survey. De offentligt tilgængelige data dækker 2861 danskeres holdninger i 80erne og 90erne. Det følgende baserer sig derfor – da jeg ikke har adgang til 2008-undersøgelsen før alle andre – at hvad der var ideologisk for ti år siden, stadig er det. Det er dog en ret solid antagelse, da fordelingen af denne type data typisk ikke ændrer sig ret meget over tid. På en skala fra 1 (venstre) til 10 (højre) placerer 366 grundigt til venstre (1-3) og 555 grundigt til højre (8-10). De resterende 1940 befinder sig cirka på den politiske midte (4-7). Og hvad mener de så om basale samfundsspørgsmål? Læs resten

To be (Krugman) or not to be (Nobel)

Jeg har kæmpet mig igennem det altid læseværdige The New Yorker‘s meget lange, empatiske portræt af fhv. Enron-rådgiver, nu venstreorienteret avis-skribent Paul Krugman, fra Princeton University, der forrige år modtog Nobelprisen i økonomi for nogle ikke så dårlige skriverier, der vist intet har at gøre med hans nuværende metier.  Artiklen er et ikke-uinteressant indblik i mandens selvforståelse og mentalitet, og blandt flere andre interessante passager, var der særligt én, jeg fæstede mig ved, nemlig Krugmans & Robin Wells’ (hans kone) beskrivelse af deres valgaften i 2008:

Once Obama won the primary, Krugman supported him. Obviously, any Democrat was better than John McCain.

“I was nervous until they finally called it on Election Night,” Krugman says. “We had an Election Night party at our house, thirty or forty people.”

“The econ department, the finance department, the Woodrow Wilson school,” Wells says. “They were all very nervous, so they were grateful we were having the party, because they didn’t want to be alone. We had two or three TVs set up and we had a little portable outside fire pit and we let people throw in an effigy or whatever they wanted to get rid of for the past eight years.”

“One of our Italian colleagues threw in an effigy of Berlusconi.”

“I put out some coloring paper and markers so that people could write stuff on it and throw it into the fire. People really felt like there was stuff they wanted to shed! I had little hats and party whistles.”

Bortset fra at jeg kunne have lyst til at vide, hvad Krugman-parret selv tegnede/skrev på det, de brændte af, så lad mig skynde mig at sige, at jeg formodentlig har begået min andel af barnagtige ting, også i mit voksenliv, og jeg kender bestemt til at blive bidt af begejstringen af at være blandt ligesindede (omend det så typisk snart efter giver mig en instinktiv lyst til at løbe skrigende bort).  Alligevel må jeg sige: Én af grundene (omend langt fra den vigtigste) til, at jeg har stor respekt for f.eks. Milton Friedman, F.A. Hayek, George Stigler, Ronald Coase, James Buchanan, Gary Becker, Douglass North, Robert Lucas, Elinor Ostrom m.fl. er, at jeg faktisk ikke kunne forestille mig nogen af disse, Krugmans forgængere som modtagere af Nobelprisen i økonomi, sammenkalde deres åndsfæller med henblik på at afbrænde billeder o.a. forestillende deres fælles, politiske modstandere.

Måske en mentalitetsforskel, måske en generationsforskel, måske en klasseforskel.  Ihvertfald et bevis på, at det at have en Nobel ikke er det samme som at være nobel.

PS.  Portrættet har iøvrigt denne fine lille passage, der nok antyder, at Krugman ikke er fri for selvironi og -kritik, men også viser, at man skal være forsigtig med at vurdere en (samfundsvidenskabelig) akademiker alene på mængden af “citations”

The most successful paper Krugman ever wrote was about target zones, and it was completely wrong. In the years before Europe adopted the euro, it was thought that establishing something between floating exchange rates and fixed ones—a “target zone” within which a currency would be allowed to float—might reap some of the advantages of each. He estimates that by the time the paper was officially published, in 1991, some hundred and fifty derivative papers had already appeared. “Empirically, it doesn’t work at all,” Krugman says. “People loved it as an academic thing, but it had some very strong predictions about interest rates inside target zones. Those predictions all turned out to be wrong. But nobody attacked me for that.”

Hvem bestemmer dansk udenrigspolitik?

Det er blevet weekend, og man kan tillade sig at stille spørgsmål udover den almindelige nyhedsstrøm. Som vi omtalte forleden her på bloggen, har tyskeren Niklas Potrafke sidste år publiceret arbejde, der peger på at højreorienterede OECD-regeringer i efterkrigsperioden har stemt sammen med USA i højere grad end venstreorienterede regeringer i de samme lande. Potrafke har dermed vist, at regeringer opfører sig ideologisk, selv i internationale fora. Der er blot et problem, når det kommer til vores del af verden: Skandinaviens særlige tradition for mindretalsregeringer.

Problemet peger direkte på et standardspørgsmål i dansk politik: Hvem står for udenrigspolitikken? Diskussionen var specielt stærk i 1980erne, da en samlet og aggressiv opposition tvang en borgerlig regering til at føre den såkaldte ’fodnotepolitik’, som ikke mindst bød den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann dybt imod. Dagens punditokratspørgsmål er derfor, om Potrafkes fund også gælder for Danmark, eller andre end regeringen bestemmer landets udenrigspolitik. Læs resten

Mest indflydelsesrige borgerlige/liberale?

Den respekterede britiske avis The London Telegraph har endnu engang kåret de 100 mest indflydelsesrige “højreorienterede” (“conservative”) i USA og de 100 mest ditto “venstreorienterede” (“liberal”). Som alle den slags lister er der en væsenlig gang fis & varm luft i det – men også et eller flere gran af sandhed. Denne blogger fandt det lidt interessant, at der på den venstreorienterede top-25 kun fandtes tre ikke-politikere/ikke politisk udpegede – og alle kvinder (Oprah Winfrey, Michelle Obama, Arianna Huffington).  Til sammenligning var der på den højreorienterede otte styk – alle mænd, alle i medieverdenen (Rush Limbaugh, Matt Drudge, Glenn Beck, Roger Ailes, Andrew Beitbart, Sean Hannity, Charles Krauthammer, David Brooks).

Men hvad med at stille et spørgsmål til de vore kloge læsere: Hvem er egentlig de mest indflydelsesrige borgerlige/liberale/konservative i DK?  Må vi se nogle top-25 lister . . . .  Gerne seriøse og med begrundelser.

Camerons ikke-ideologi

Med Labours beslutning om at holde fast i juggernauten Gordon Brown, tyder det meste på en sejr for de britiske konservative ved dette års parlamentsvalg.  I så fald bliver Tory-partilederen David Cameron den næste premierminister.  Men hvad er hans ideologiske observans egentlig?  Er han en Thatcherite i fåreklæder?  En “compassionate conservative”?  Noget helt tredje?  Det altid læsværdige britiske Tory-ugemagasin The Spectator siger i denne uge i en artikel: “None of the above”.  Inderst inde består Camerons politiske filosofi af … ingenting (stort set):

“Once more, search parties are being sent out to look for David Cameron’s big idea. They will return empty-handed. For the truth is that there is no big idea. However much social responsibility, the post-bureaucratic age or progressive conservatism might be talked up as the ‘big idea’, they are not it. Rather, they are a set of classic conservative insights updated for the 21st century. Cameron is not an ideologue but rather that very English, very Tory thing: a principled pragmatist. …

Baroness Thatcher was never as ideologically rigid a politician as legend has it. But she could still, as leader of the opposition, turn up to a meeting and slam a volume of Hayek down on the table and declare: ‘This is what we believe.’ Her convictions were strong enough for her to push through a radical budget in 1981 that outraged conventional opinion — so much so that 364 economists wrote to the Times to denounce it. She was at war with conventional wisdom. Cameron will have no equivalent intellectual driving force when he contemplates the emergency budget the Tories will have to deliver if they win power.

A Cameron premiership will be a test of the utility of traditional English conservatism. If its insights are not sufficient, Prime Minister Cameron, pragmatist that he is, will become more ideological. That is the paradox of his pragmatism. But if Cameron succeeds on his own terms, if he is the prime minister who guides Britain out of this new spiral of decline, there will not be a creed called ‘Cameronism’. To create an ‘ism’, you have to believe in ‘isms’.”

Og hvad skal man så synes om dét?

Spændende læsning i 2009, nummer 2

I vores korte januarserie om ’spændende læsning i 2009’ var første bud Niclas Berggren og Mikael Elinders studie af sammenhængen mellem økonomisk vækst og tolerance. Andet bud er også fra en kollega, der samtidig er en personlig ven.

Niklas Potrafke, der pt. er ved universitetet i Konstanz, har specialiseret sig i spørgsmålet om, hvornår og på hvilke områder, politisk-ideologiske forskelle stadig betyder noget. Hans PhD-afhandling fra 2008 viste bl.a., at dag-til-dag politik ikke længere udviser de store ideologiske forskelle, men er det også sandt for staters holdninger i international politik? Svaret på dét spørgsmål gav Potrafke i en artikel i tidsskriftet Review of International Organizations. Læs resten

Er der fløjpolitiske “cykler” i dansk politik?

Jeg havde forleden denne klumme i Berlingske. På trods af redaktionssekretærens noget skarpe vinkling af rubrikken (der gjorde den mere personfikseret, end indholdet kan bære eller var ment som), så er indholdet nu sagligt nok (når jeg selv skal sige det): Bevæger dansk politik sig i pendul-lignende mønstre, hvor den ene fløj mere eller mindre systematisk udskiftes med den anden med jævne mellemrum? Mens jeg bestemt er af den holdning, at der findes “politiske cykler” (i.f.a. systematiske tendenser til, at f.eks. vælgerne straffer/belønner regeringer ud fra samfundsøkonomiens og/eller privatøkonomiens udvikling, og at borgerligt-liberale regeringer typisk giver højere skatter), kan jeg ikke se noget belæg for, at der er systematiske pendul-sving rent fløjpolitisk. Og hvorfor skulle der også være det?

Dimensioner II: Alle vil gerne være midten

Og her er så, i forlængelse af denne–fra dagens Berlingske Tidendeklumme nr. 2 om dimensioner og politik.

Sidder hjertet til højre?

Hermed min lørdags-klumme fra Berlingske:

Perspektiv: Sidder hjertet til højre?

Et kendt, men tyndslidt, udsagn siger, at »er man ikke venstreorienteret som ung, har man intet hjerte, og er man ikke højreorienteret som gammel, har man ingen hjerne«.

Men hvornår har man egentlig »et hjerte«? Er det, når man gennem en omfattende, statslig omfordeling vil tage fra nogen og give til andre? Eller er det, når man selv frivilligt giver egne penge og tid til at hjælpe? Intet dikterer, at de to ting skulle være udtryk for det samme. For det første er det jo ikke nødvendigvis det samme at være generøs med andres penge som at være det med ens egne. Logisk set kan man sagtens være en asocial venstreorienteret, der går ind for større omfordeling, men aldrig selv hjælper andre. For det andet behøver man ikke at være egoist, fordi man er modstander af statslig omfordeling – man kan sagtens samtidig mene, at man selv har en moralsk forpligtelse til at hjælpe mennesker i nød.

Er der noget, der tyder på, at man måske skal passe på med at associere »social indignation« eller »social samvittighed« ensidigt med det at være venstreorienteret og gå ind for stor omfordeling? Ja, det er der faktisk. I november forrige år udkom i USA en bog, der indtil videre har fået stor opmærksomhed dér, men pudsigt nok stort set ingen i lande som vores, hvor borgerne ellers ofte pryder sig med at være socialt bevidste, fordi vi betaler meget i skat. Bogen »Who Really Cares« (Hvem er egentlig omsorgsfulde?) er skrevet af forvaltnings-professoren Arthur C. Brooks fra Syracuse University, og han har med udgangspunkt i en række omfattende datasæt og statistiske analyser af disse set nærmere på, hvem der i USA (og andre lande) giver tid og penge til velgørende formål, og hvem der ikke gør.

To tredjedele af USAs 300 mio. indbyggere giver hvert år frivilligt penge til at hjælpe andre, og de giver betragtelige beløb. Men 75 mio. giver aldrig penge og 130 mio. bruger aldrig tid på velgørende arbejde. Så hvilke faktorer betyder noget for, om man giver eller ikke?

Ved at se på en lang række muligheder og samtidig statistiske kontrollere for andre elementer, finder Brooks, at der er fire forhold, der er særligt afgørende for, hvorvidt folk giver til velgørenhed eller ej: Religion; synet på statens rolle i borgernes liv; kilden til familiens indkomst; typen af familie.

Er man mere religiøs, mener man, at det ikke er statens opgave at stå for velfærd. Kommer man fra stærke familier, hvor man har lært dyden at være generøs, er det mere sandsynligt, at man vil være gavmild, og det gælder endog uafhængigt af indkomst. Lad os tage to hypotetiske personer, som tjener det samme. Mens den ene går hyppigt i kirke og er modstander af offentlige velfærdsydelser, går den anden aldrig i kirke og vil have mere omfordeling. Brooks’ analyser viser, at det er dobbelt så sandsynligt, at den førstnævnte vil donere til velgørenhed, og at han i alt vil give hele hundrede – 100! – gange flere penge årligt end den sidstnævnte. Naturligvis er der undtagelser – dette er gennemsnit – men resultaterne er klare.

Disse træk slår igennem, når man holder gavmildheden op imod ideologisk observans. Det er umiddelbart kun marginalt mere sandsynligt, at en selverklæret konservativ amerikaner giver penge til velgørenhed, end at en venstreorienteret gør det, mens sandsynligheden for at sidstnævnte udfører frivilligt arbejde er lidt højere. Men ser man på, hvor meget der gives, bliver forskellene meget udprægede: Konservative amerikanere gav i 2000 næsten en tredjedel flere penge væk end den modsatte fløj (1.600 dollar om året mod 1.227). Nogle vil sikkert gætte på, at denne forskel skyldes, at højreorienterede har flere penge at give af, men det er ikke tilfældet – snarere tværtimod: Venstreorienterede familier havde indkomster, der var i gennemsnit seks pct. højere end højreorienterede familier. Deler man op på indkomstgrupper og observans får man endog det billede, at konservative amerikanere i hver eneste indkomstgruppe er mere generøse end de venstreorienterede i samme. Gavmildheden slår sågar igennem, når det gælder at give blod til hospitalerne: Hvis alle gav så meget blod som de angiveligt koldhjertede konservative, ville USAs blodforsyning stige med knap 45 pct.

Mønstret matcher også partipolitisk: Republikanere tenderer i retning af at være mere generøse end Demokrater. Dét fik anekdotisk en vis opmærksomhed i forbindelse med præsidentvalget i 2000, hvor det kom frem, at Al Gore gav meget beskedne 0,2 pct. af sin pæne indkomst til velgørenhed – hvilket var kun 1/10 af gennemsnittet. Ser man på et kort over USA, er det stort set nøjagtigt de samme delstater, som i 2004 blev vundet af Demokraternes præsidentkandidat John Kerry, som i 2001 var dem, hvor indbyggerne gav mindre generøst end gennemsnittet, mens 24 af de 25 stater, hvor man er mest generøse, gik til Bush.

En anden myte, som Brooks afliver, er, at amerikanerne i et internationalt perspektiv skulle være specielt koldhjertede og egoistiske. Han har set nærmere på, hvor meget de giver til velgørenhed i forhold til f.eks. europæerne. Opgjort pr. indbygger giver amerikanerne i gennemsnit tre en halv gang mere end franskmænd, syv gange mere end tyskere og 14 gange mere end italienere. I USA deltog 51 pct. af befolkningen som frivillige til støtte for »gode sager« i 1998, mens tallet var 41 pct., når man ser bort fra religiøse sager. I Danmark er de tilsvarende tal 18 og 14 pct.

Journalister og politik

De fleste af os har det jo nok på fornemmelsen. At den gennemsnitlige danske journalist befinder sig et ganske pænt stykke til venstre for den politiske midte. En betydelig del af standen gør rigtignok en dyd ud af at anskue en given problemstilling fra mere end en side, men den opmærksomme og kritiske avislæser, radiolytter eller tv-seer sidder alligevel af og til tilbage med fornemmelsen af, at en given historie havde en lidt venstresnoet journalistisk vinkling betinget af formidlerens eget politiske ståsted. Den personlige stillingtagen smittede af på emnevalg og udlægning. Under alle omstændigheder er det vel kun de færreste, der tør kaste sig ud i en generel karakteristik af det danske pressekorps som gennemførte højrefløjslakajer.

Man skal imidlertid være ganske varsom med at lufte den slags fornemmelser. I reglen bliver de formastelige mødt med skarpe udfald samt erklæringer om, 1) at danske journalister hverken er mere eller mindre venstredrejede end den gennemsnitlige dansker, og 2) at danske journalister – også dem på P1 – ikke lader deres personlige holdninger påvirke deres journalistiske virke. Det, som nogle få syndere betragter som politisk farvede indlæg, er noget helt andet og meget finere: Kritisk journalistik.

Den slags argumenter har indtil dato været særdeles vanskelige at imødegå. Der er således kun blevet genereret en meget begrænset systematisk viden om, hvor journalister rent faktisk befinder sig på den politiske højre-venstre skala, og en undersøgelse, af hvorvidt politisk ståsted influerer på den journalistiske formidling, er naturligvis behæftet med store metodiske vanskeligheder.

Nu har en gruppe nordiske, samfundsvidenskabelige forskere imidlertid taget det første spadestik. I forbindelse med en større undersøgelse af hvilke personer, der bliver indskrevet på journaliststudiet i de nordiske lande, spurgte undersøgerne nemlig til, hvilket parti de studerende agtede at stemme på, “hvis der var folketingsvalg i morgen?”. Blandt de danske førsteårsstuderende (på Journalisthøjskolen i Århus, journaliststudiet på SDU i Odense og journaliststudiet på RUC) svarede kun ca. 11 procent, at de ville stemme på et af de to siddende regeringspartier eller Dansk Folkeparti (Venstre ca. 8 procent; De Konservative ca. 3 procent; Dansk Folkeparti 0 procent). Hele 34 procent svarede, at de havde til hensigt at stemme på Det Radikale Venstre, mens Enhedslisten med godt og vel 20 procent af de journaliststuderendes stemmer kom ind på en flot andenplads. Nummer tre i prøveafstemningen – med ca. 18 procent af stemmerne – blev SF, mens Socialdemokraterne måtte tage til takke med en ærefuld fjerdeplads og omtrent 14 procent af stemmerne (for statistikker og flere resultater se her).

Nu er det jo langtfra givet, at den pågældende årgang er repræsentativ for de danske journaliststuderende. Og det er da heller ikke umuligt, at de studerende i løbet af studieårene skifter partipolitisk ståsted. Men nogen decideret falsifikation af forestillingen om at danske journalisters politiske holdninger ligger til venstre for gennemsnitsdanskerens, giver undersøgelsen næppe heller anledning til.

Ugens citat: Schlüter (den gamle ideolog) om AFR

Fhv. statsminister Poul Schlüter har de sidste fem-seks år arbejdet beundringsværdigt på at få nogle af os til at glemme, at det var ham, der i sin tid sagde, at “ideologi er noget bras”.  (Faktisk brugte han i originalformuleringen et andet fire-bogstavsord, men det kom ikke med i det kendte interview i Berlingske.)

Og det gør han godt.  Her er den forgangne uges sammenkædning af den halvvidenskabelige meningsmåling fra A4/Epinion med spørgsmålet om regeringens ophørsudsalgs-linie (inkl. det reelt slet skjulte spark til Bendt Bendtsen og den nuværende konservative partiledelse):

“Hvis man opgiver sine tidligere synspunkter, som man er kendt for, og som man har stået for i en generation eller to, så skaber det forvirring hos vælgerne. De tænker, “når de borgerlige politikere ikke vil have deres holdninger længere, så skal jeg vel heller ikke have dem”.

PS. Schlüter foreslog iøvrigt ca. 1980 en fusion af V og K under navnet “Det Liberale Folkeparti”.  Se dét kunne have været interessant – eller det modsatte …

Drømmer jeg? Eller er jeg død? II

Forleden havde Michael Lind fra tænketanken New America Foundation en tankevækkende, omend for mange af os meget deprimerende artikel i Financial Times: “The unmourned end of libertarian politics”. Budskabet (der nedenfor gengives in extenso) er i sin enkelhed, at den klassiske liberale/nyliberalisme/libertarianisme–kald det hvad I vil–som har præget megen politik i de seneste årtier (og de fleste læsere af denne blog) er afgået ved døden som politisk kraft.  Den bliver presset af centripetale kræfter langs den traditionelle højre-venstre skala og af en centrifugal kraft på en ny globaliserings/anti-globaliserings dimension, og i dét slagsmål er der ikke plads til, hvad man her på stedet nok kunne kalde Mises-Hayek-Friedman-Rand-Nozick-Rothbard tænkning eller for den sags skyld Goldwater-Thatcher-Reagan retorik.

Jeg køber ikke selv ræsonnementet, og det hører med til historien, at Michael Lind ikke er, hvad en af vor tids største filosoffer–Tony Soprano–ville kalde “a friend of ours”; han er en slags Clintonistisk “third way” skribent, og der er i hans artikel alt for meget deterministisk “Titanic-logik” (som vores værdsatte eks-punditokrat Mikael Bonde Nielsen ville kalde det).  Men han er ikke dum, og der er noget om snakken.  Så giv artiklen en læsning og find på nogle gode svar …

“The unmourned end of libertarian politics

The most epochal event in world politics since the cold war has occurred – and few people have noticed. I am not referring to the conflict in Iraq or Lebanon or the campaign against terrorism.

It is the utter and final defeat of the movement that has shaped the politics of the US and other western democracies for several decades: the libertarian counter-revolution.

Between the 1930s and 1960s, the US and other liberal democracies adopted their own versions of modern welfare state capitalism. By the mid-20th century, in every western democracy, the legitimacy of the welfare state was accepted by mainstream parties of the right as well as the centre and left. But not by the libertarians. Unlike Eisenhower, Nixon and other “modern Republicans”, America’s libertarians did not seek a more fiscally responsible welfare state. They wanted to abolish the welfare state altogether and replace it with an “opportunity society” or “ownership society”. They were revolutionaries – or more precisely, counter-revolutionaries, seeking to restore an idealised Victorian world of laisser faire capitalism.

The libertarians launched a massive intellectual and rhetorical assault on modern government from the 1970s onward. Their formidable forces included influential economists such as Milton Friedman, the Nobel Prize winner, and Martin Feldstein, who chaired Ronald Reagan’s Council of Economic Advisers; think-tanks such as the Cato Institute; and affluent pressure groups such as the Club for Growth and Americans for Tax Reform, whose leader, Grover Norquist, famously said that government should be shrunk until it can be drowned in a bathtub.

Libertarians proposed to privatise Social Security, replacing government pensions with individual savings accounts. Healthcare, too, would be provided by individual “health savings accounts”. Public education, a legacy of the 19th century, was another target of the libertarian counter-revolutionaries, who proposed giving citizens vouchers for private schools. The libertarians also targeted labour market regulation, calling for abolition of the minimum wage. This would be combined with mass immigration, which would drive down wages further.

In the mid-20th century, welfare-statism was the “third way” between democratic socialism on the left and big-government conservatism that accepted the welfare state but sought to limit its costs. But in the 1970s and 1980s, the political spectrum shifted to the right. Not only communism but also democratic socialism vanished as plausible options because people no longer believed that the nationalisation of whole economies made any sense. At the same time, moderate conservatives who had made their peace with the welfare state were outflanked on the right by the radical libertarians.

Suddenly the former political “centre”, social democratic welfare-state capitalism, was redefined as the “left” and the former “right”, big-government conservatism, was now considered the “centre”. In the 1990s, the term “third way” meant, not Swedish social democracy, but the pro-market “neo-liberalism” of Bill Clinton and Tony Blair, which would have been considered moderate conservatism in the 1950s . In the US, the Democratic Leadership Council echoed the free-market, small-government rhetoric of the libertarian radicals. “The era of big government is over,” Mr Clinton declared. But he spoke too soon. In the past decade, the US public has rejected every element of the libertarian counter-revolution. The first proposal voters rejected was the privatisation of schooling. Because US education policy is dominated by states and cities, this issue was fought at the local level. It turned out that most conservative Republicans as well as Democrats were content with their suburban public schools. Again and again, voucher proposals went down to defeat.

President George W. Bush made Social Security privatisation a central part of his legislative agenda. Americans, alarmed by the stock market slide, rejected the idea and frightened Republican politicians dropped it. Neither has the Bush administration exerted itself over another libertarian proposal, health savings accounts, which almost certainly would be rejected by risk-averse voters. Indeed, to the horror of libertarians, Mr Bush and the Republican Congress created the prescription drug programme for the elderly, the biggest expansion of socialised medicine in the US since Lyndon Johnson presided over the creation of Medicare in 1965.

And the labour market? Here again, the libertarians have been completely routed. Against libertarian opposition, Congressional Republicans recently sought an increase in the minimum wage, coupled with cuts in the estate tax. And against libertarian opposition, swelling popular demand for an end to illegal immigration has forced both parties to support measures to police America’s chaotic borders.

For nearly a decade, the Republican party has controlled Washington and most state legislatures. And yet every big proposal of the libertarians has been rejected by the public and their elected representatives. Their only temporary achievement has been tax cuts, which are likely to be rolled back at least in part to reduce the deficit in the years ahead. With the disappearance as a significant force of the libertarian right, the centre of gravity inevitably will shift somewhat left in matters of political economy. But we will not see a restoration of the mid-20th century pattern because there will be no revival of the socialist left. The demise of both socialism and libertarianism pretty much limits the field to moderate social democracy and big-government conservatism. The limitation of options on the horizontal left-right spectrum is accompanied, however, by a growing vertical, top-bottom divide between an elite committed to globalisation and mass immigration and a populist, nationalist majority. If this replaces the older horizontal left-right divide, then we may see a third, “third way” – one which positions itself between the crudest forms of populism and utopian forms of transnationalism.

The libertarian moment has passed. It will not come again, and its defeat as a force in US politics will change the definitions of right, left and centre – not just in the US but also, the world.”

Lad ideerne blomstre

I 80’erne lod mange borgerlige intellektuelle sig inspirere af de såkaldt nye franske filosoffer, fordi de forekom at være befriende direkte i deres kritik af totalitarismen. Det drejede sig bl.a. om Bernard-Henri Lévy, der med La Barbarie à visage humain (1979) for alvor manifesterede sig som en ledende kritiker af den røde fascisme. Hans tanker nåede ret hurtigt et dansk publikum, da hans bog samme år blev fornemt oversat til dansk af David Gress. Og hans ressonementer blev videreført og bearbejdet af André Glucksmann; en anden navnkundig fransk filosof, der med La force du vertige (1983) angreb de europæiske fredsbevægelsers naivitet og hyllede atombomben som en fredsbevarende indretning. Og det blev ikke ved bøgerne. De for datiden så provokerende tanker blev gjort til genstand for omfattende analyse og debat i Weekendavisen, under Jørgen Schleimanns ledelse, og i Tidsskriftet Epoke, der blev udgivet af Jyllands-Posten og redigeret af Flemming Christian Nielsen.

Lad det være sagt med det samme; jeg læste de omtalte bøger og opfølgende artikler med stor fornøjelse og glædede mig over, at der i det mindste kunne mobiliseres en anelse ideologisk engagement blandt borgerlige meningsdannere. Da Levy i 1984 romandebuterede med Le Diable en tête ventede jeg utålmodigt til den forelå i dansk oversættelse (I djævlens vold, 1985) og købte straks 5 eksemplar til uddeling blandt venner. For i denne formåede Levy på original vis at skildre den paradoksale kendsgerning, at nazisternes børn ? indlejret i terrorceller af venstresocialistisk tilsnit ? også søgte at eskamotere jøder fra jordens overflade, under dække af at det handlede om palæstinensisk befrielseskamp.

Den idétradition, der opstod i kølvandet på de nye franske filosoffer, rummede desværre også det fortvivlende budskab, at ideer er betænkeligt farlige. Og adskillige borgerlige intellektuelle stod da også nærmest i kø for at afsværge enhver tilknytning til ideologier, idealer eller utopier. Derfor blev borgerlighed synonym for anti-holdninger, hvis eksistens ene og alene var betinget af venstrefløjens idéudvikling. Da den gik i sig selv, døde den ideologiske debat, hvilket de teknokratiske 90’ere vel på mange måder er en bekræftende lære om.

De ny-gamle franske filosoffer er fortsat aktive. Men efter murens fald har de ikke formået at bringe sig selv ud af anti-holdningernes mentale spændetrøje. De berettigede fjendebilleder fra Den Kolde Krig er i stedet skiftet ud med enigmatiske og konspiratoriske modforestillinger om muslimer, hvilket delvist kommer til udtryk i Levy’s Who Killed Daniel Pearl? hvor det faktuelle er lige så formeligt som i The Da Vinci Code af Dan Brown.

Mit ærinde med dette skræp er ikke at problematisere anti-holdningernes lejlighedsvise behørighed, men at argumentere for ideernes og idealernes nødvendighed. For når jeg hører borgerligt sindede mennesker udtale, at de søreme ikke kan begribe, at intellektuelle er så venstreorienterede, så får jeg lyst til at skrige: “Det er fordi vi borgerlige har kriminaliseret enhver form for idéudvikling og overladt det til de røde at tænke stort”. Men der er en generation på vej, der har mod på at bryde med denne åndelige træghed; nerve og hjerne til at formulere et liberalt alternativ, der hviler på egne præmisser og som ikke er kritisk afhængig af socialismens dysfunktioner. Giv dem for pokker noget plads og lad ideerne blomstre.

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑