Tag: ideologi (page 1 of 3)

Præferencer for omfordeling og ligebehandling i Europa

I den amerikanske valgkamp var ’Danmark’ at af de gennemgående temaer i mange debatter. Særligt Bernie Sanders og dele af den demokratiske venstrefløj var meget opsatte på at beskrive det, de opfattede som mange gavnlige forhold i vores land. Det billede, Sanders og mange andre beskrev, svarede desværre dårligt til den danske virkelighed. Som vi har skrevet om før her på stedet, optegnede man en karikatur af Danmark som et vidunderligt velfungerende, socialistisk land. En del af karikaturen svarede dog til mange danskeres egenopfattelse: At vi har meget stærke præferencer for statslig omfordeling. Venstrefløjen roser sig selv for situationen, mens højrefløjen sukker og giver op overfor kravet om omfordeling. Problemet er, at det simpelthen ikke er sandt.

Vi har før brugt the European Social Survey til at ramme pæle gennem myter. Den store spørgeskemaundersøgelse dækker 31 lande, hvor man i alle har bedt respondenterne svare på et simpelt spørgsmål: Deres holdning på en skala fra 1 til 5 til udsagnet ”Government should reduce differences in income levels.” 3 er et neutralt svar, hvor 1 er ”stærkt enig” og 5 er ”stærkt uenig”.

Det særlige ved ESS er, at den afslører at det land i Europa, hvor befolkningen mindst støtter statslig omfordeling er: Danmark! Gennemsnitssvaret i Danmark er praktisk taget neutralt på 2,96. Nummer 2, 3, og 4 er henholdsvis Holland (2,56), Storbritannien (2,47) og Norge (2,43). I den anden ende, som det kan ses på figuren nedenfor, findes Grækenland (1,66), Bulgarien (1,69) og Tyrkiet (1,69). Og ganske som sædvanligt er Tjekkiet slet ikke som de andre tidligere kommunistiske lande, idet landet er nummer seks på listen. Skal man finde stærk støtte til omfordeling fra staten, er det ikke Danmark, men halvautokratiske fallitboer som Grækenland og Ungarn, man skal tage til. Præferencerne ser i øvrigt ikke ud til at være særligt klart korrelerede med f.eks. de faktiske indkomstforskelle.

Et måske endnu mere interessant forhold er, at man kan splitte folk op efter deres egen placering på en skala fra stærkt venstreorienteret til stærkt højreorienteret. Gør man det, så man får tre meget cirka lige store grupper, understreges pointen med det liberale, omfordelingsskeptiske Danmark. Gennemsnitssvaret hos de klart venstreorienterede danskere er 2,35, og dermed til højre for den gennemsnitlige højrefløjsvælger i 18 europæiske lande. Midten i dansk politisk svarer 3,03 og højrefløjen 3,32. Højrefløjen i et land som Frankrig har derimod et gennemsnit på 2,12 og den græske svarer 1,7 i snit.

Hvis man var kommunist – og dermed et særsyn her på stedet – kunne man spørge, om danskerne da imod at behandle medborgere ordentligt? Svaret er et tordnende nej. Spørger man folk om de er enige i at det er ” Important to help people and care for others well-being,” er det danske gennemsnit 2,08; udsagnet ”Important that people are treated equally and have equal opportunities” får et gennemsnit på 2,27; og sigter man specifikt til en minoritet med ”Gays and lesbians free to live life as they wish” er de danske holdninger stærkt positive på 1,64. Målt på den parameter er vi sammen med hollænderne det europæiske folk, der ser mest favorabelt på ligebehandling for homoseksuelle.

Sidst, men ikke mindst, sker der noget ganske pudsigt når man sammenholder omfordelingspræferencer og præferencer for ligebehandling af bøsser og lesbiske. Figuren nedenfor illustrerer at det er et helt generelt fænomen på tværs af ideologiske grupper: Jo stærkere befolkningens præferencer er for omfordeling, jo svagere er de for ligebehandling af bøsser og lesbiske. Der er således intet solidarisk i præferencerne for omfordeling (på det nationale niveau), men noget ganske rationelt og kynisk. Europæeres præferencer for omfordeling ser ud til at være for omfordeling for dem og deres, men absolut ikke for generel moralitet. Eller sådan ser min fortolkning i det mindste ud.

Er venstrefløjen ignoranter og er højrefløjen onde?

Interviewet på News forleden i forbindelse med Castros begravelse, hvor punditokraternes Niels Westy kommenterede over formanden for Dansk-Cubansk Venskabsforening, mindede mig om et særligt fænomen. Jeg har selv oplevet det gentagne gange, og tidligere på året bemærkede den fremragende økonomiske historiker Deirdre McCloskey med bekymring det samme problem.

Fænomenet er, at folk på de to fløje i politik ofte behandler politiske modstandere systematisk forskelligt. McCloskey beskriver situationen sådan at når man er uenige, antager folk på højrefløjen normalt, at venstrefløjen tager faktuel fejl – de er ignorante. Det betyder dermed, at man kan argumentere overfor dem, og at de i princippet bør kunne bringes til at ændre mening. Man skærper således egne argumenter og tror på, at intelligente og ordentlige mennesker på den anden fløj vil forstå dem.

Folk tilstrækkeligt langt ude på venstrefløjen har derimod en stærk tendens til at se uenigheden på en fundamentalt anden måde. I deres øjne er der ikke tale om faktuelle forskelle, men at folk på højrefløjen decideret er i ond tro. At argumentere liberalt indebærer derfor, at man er ligeglad med andre og er basalt og patologisk egoistisk. For dem opstår uenighederne dermed ikke på grund af forskelle i faktuelle forestillinger, men forskelle i moralitet. De har dermed en rationel tendens til at lade være med at argumentere – højrefløjen er jo i deres optik enten ligeglad eller vidende om, at har ret, men løgnagtig af egeninteresse – men vil i stedet bruge følelsesladede påstande og angreb på folks anstændighed. Det folk på den ydre venstrefløj således opfatter som en debat, hvor de har den moralske overhånd og deres indspark handler om det basale – højrefløjens uanstændighed – vil højrefløjen se som rene ad hominem argumenter uden noget som helst faktuelt indhold eller validitet.

Min personlige oplevelse er, at indsigten i denne type forskel i debatapproach har været meget værdifuld (om end jeg ikke kan påstå, at jeg har haft ’glæde’ af den). Indsigten i den generelle forskel på yderfløjene betyder dog ikke, at man kan absolvere højrefløjen for skyld. Et af de værste problemer i debatten opstår nemlig, når folk mener at de – og vi andre – bør være loyale overfor deres egen fløj. Loyalitet indebærer her, at man bør prima facie acceptere argumenter, så længe de fremføres af folk fra ens ’egen’ fløj. Min klare oplevelse er, at det er punditokraternes totale afvisning af denne type loyalitet, der ofte frustrerer nogle læsere, og decideret hidser dem op.

Problemet er, at i det øjeblik man ikke blot føler ideologisk sammenhold – et sammenfald af værdier, holdninger og forestillinger om hvordan verden basalt hænger sammen – men også føler loyalitet overfor en politisk fløj, holder højre-venstre-distinktionen i argumentationsindhold op. Med et krav om loyalitet kommer nemlig også et krav om, at man til enhver tid enten formelt eller i det mindste stiltiende accepterer ethvert argument fra ens egen fløj, uanset hvor tåbeligt det faktuelt er. I det tilfælde er der ikke længere tale om noget, der kan argumenteres, men blot et fløjtilhør, der nærmer sig religion. Og religion i enhver form kan folk have for sig selv i deres privatliv. Jeg vil ikke have noget med den at gøre og mener ikke, at den har noget at gøre i politiske eller videnskabelige diskussioner og nægter at tvinges til at acceptere den som valid argumentationsform.

Hvad medierne kalder ’højreorienteret’

Et kort symposium om Polen er et fejlslagent – eller ’failing’ – demokrati, som Marginal Revolution omtalte i går, mindede mig om en af de ting, der irriterer mig mest: Mediernes jævnlige karakteristik af bestemte partier og regimer som ’højreorienterede’, ’højreekstreme’ og lignende indikatorer.

Adam Zamoyski, en polsk-født britisk historiker, peger i sin del af symposiet på, hvor stor en fejltagelse det er, at benævne det nye polske styre som højreorienteret. Han betragter i stedet Lov og Retfærdighedspartiets kurs overfor medierne og retsvæsenet som en tilbagevenden til sovjetisk politik. Som Zamoyski skriver:

The PiS core are not natural capitalists: They are hostile to free-market economics, regard businessmen as “speculators” and believe in government control of everything, including property rights. Their fiscal policy is anything but right-wing. They have promised to crack down on banks, lower the retirement age and give massive monthly cash handouts to parents for each child.

They are conservative only in that they view the liberal center ground of Western politics — and the modern world in general — with suspicion. Their conservatism is essentially provincialism, their politics populist. They beat the drum of patriotism and talk of preserving national sovereignty, but their idea of patriotism is to wallow in the martyrology of the Second World War and the talk of sovereignty is mostly an expression of xenophobia.

Zamoyski understreger her den voldsomme bias, der ligger i journalisters behandling af en række partier som såkaldt ’stærkt højreorienterede’: Dansk Folkeparti, Front National i Frankrig, Donald Trump i USA, Viktor Orban i Ungarn og PiS i Polen er alle eksempler på partier og politikere, man påstår, er højreorienterede. Fælles for dem alle er, at de ønsker langt større statsstyring og national protektionisme på centrale sociale og økonomiske områder. Hvordan man overhovedet kan kalde dem højreorienterede i nogen anden forstand end en konservativ, quasi-religiøs retning, er ganske uforståeligt for mig.

Forældre/stat-analogien

Den liberale kæmpers største udfordring er ikke barnepigesamfundet, overvågningsstaten eller en socialistisk magtovertagelse, men det moderne menneskes eget indre ønske om at gå gennem livet som et forvokset barn. I hvert fald hvis man skal tro den så ofte glimrende Pete Boettke:

The problem that confronts the modern classical liberal, Buchanan (2005) postulates, is not the managerial socialism of the 20th century, nor even the Nanny State of paternalistic socialism, but the desire on the part of the population to remain in the infantile state of demanding a parent to protect them from the vagaries of life and provide them with economic security.

Analogien til børn og deres forældre når emnet er forholdet mellem individet og statsmagten er velkendt, og Boettkes variant – hvor statsmagten ikke så meget dikterer, som den blot føjer borgeren i dennes talte/utalte ønsker – er ganske god. Men der er dog faldgruber, som Arnold Kling (hattip til ham i øvrigt for i det hele taget at have henledt opmærksomheden på ovennævnte afsnit) næver og som er svære at være uenig i. Der er også en fare for, at argumentationen får en psykologisk skævvridning, som ikke nødvendigvis bekræfter det politiske standpunkt. Ikke desto mindre bruger man/vi med forskellige nuancer ikke sjældent analogien, hvilket indikerer, at den har sat sig fast ”at a gut level”. Så lad os da bruge den som et redskab velvidende, at billedet har sine fejl.

Hvem er du tættest på – nerd edition

For de økonominørdede af vores læsere er her en test af, hvilken topøkonom i the IGM Economic Experts Panel, som ens meninger er tættest på. Testen er her; panelet kan findes her.

Jeg tog testen i går, og endte tættest på Robert Hall. I løbet af testen varierede det lidt, og jeg var ofte også tæt på Luigi Zingales og Pete Klenow. Hattip: Eric Crampton.

Jason Brennans bleeding heart-liberalismebog

Den amerikanske universitetslektor ved Georgetown University Jason Brennan deltog for nyligt i Cato Institute’s bogforum i anledning af Libertarisnism: What everyone needs to know’s udgivelse. Her er videooptagelsen af begivenheden:

Bogcover til Libertarianism af Jason BrennanBrennan – der tidligere har skrevet The Ethics of Voting og A Brief History of Liberty – fortæller, at bogen er skrevet på foranledning af Oxford University Press. Forlaget oplevede en forhøjet efterspørgsel efter litteratur om grundlæggende ”libertarianism” (i det følgende kaldt “liberalisme”) i en moderne sammenhæng. Forklaringsopgaven forsøges løftet via gennemgangen af de 105 hyppigste påstanden om liberalismens ideologiske indhold.

Det er selvsagt ingen leksikal gennemgang; på internettet kan man f.eks. finde sådan en her, her, her eller her.

Men Brennan skriver klart og tydeligt og jeg forestiller mig, at hans bog får relativ stor betydning fremadrettet i den pågående begrebs-debat. Brennan er nemlig ”medlem” af Bleeding Hearts Libertarian-gruppen, som udfordrer den traditionelle liberale opfattelse om, at liberalisme er moralsk rigtigt fordi ideologien, når den føres ud i livet, minimere tvang. I stedet mener gruppen, at liberalisme er moralsk rigtigt, fordi den, ført ud i livet, maksimerer den sociale retfærdighed i et samfund. Man har så at sige ladet sig inspirere af John Rawls og valgt at prioritere lighed over mulighed (veil of ignorance, osv.)

Matt Zwolinski, der er initiativtager, har præsenteret gruppen på Reason TV; i gruppe-bloggens første indlæg kan man læse følgende:

[B]oth Hayek and Nozick – like most libertarians – believe that capitalist markets do, in fact, serve the interests of the poor and downtrodden. But this fact does not seem to play an essential role in the moral justification of those markets. It is, it seems, merely a happy coincidence.

I do not wish to dismiss the Hayekian or Nozickian challenges to social or distributive justice out of hand. No doubt they contain and important insight, at least insofar as they serve to remind us of the important role that spontaneous order plays in economic and social systems. But this insight by itself is insufficient grounds for casting aside notions of social or distributive justice. Property rights, markets, and many of the resulting distributions of wealth and opportunities may have arisen spontaneously. But this does not prevent us from asking whether they are just, and whether we should or should not work to change them in some ways – even if the complexity of the market order and our bounded cognitive abilities means that our capacity for successful interventions is limited.

Brennan tog sit første indlæg på BHL-bloggen afstand fra det, som – med Brennan’s ord – de fleste associerer med liberalisme:

In academic philosophy, people tend to use the term ‘libertarian’ in a restrictive way, to refer to people who 1) hold that property rights and other rights are absolute or nearly absolute, 2) who ground their theories of rights and justice on the concept of self-ownership, 3) who reject social justice, and 4) who reject the idea that positive liberty really is liberty, and is a valuable form of liberty which society should project and promote. Libertarians hold that justice requires that we respect property rights, period, even if that means a large percentage of people will starve, lead poor and desperate lives, or have no stake in their society. If that’s libertarianism, count me out.

Hvis det skal være på den måde er jeg personligt temmelig enig med Sam Browning, fra Adam Smith Institute, der i sin første omtale af BHL-gruppen bemærkede:

Spontaneous orders like the market are more reactive to change and can process new information more quickly than are planned orders. This is what Hayek, Buchanan, Polanyi and many others all saw, and its a key reason – maybe the key reason – to prefer the market to the state.

I am probably a bleeding heart libertarian, in the sense that I’d like a system that raises the overall amount of utility in society and I don’t believe in natural rights. But that doesn’t imply any particular system in and of itself. The big question isn’t why, but how, to run society, and a convincing defence of a libertarian system should be based on outcomes rather than first principles. It’s not a good system because it’s moral, it’s moral because it’s a good system.

Jeg glæder mig til at se om Brennan’s definitioner – eller er det nærmere et skift i fokus? – kommer til at få den betydning fremover, som jeg har på fornemmelsen. Synspunktet har allerede været genstand for en del debat; f.eks. debatterede Cato Unbound fænomenet i april. Vil man gerne motivfortolke, kan man spørge, hvorfor Oxford University Press’ redaktør valgte bad en central person i debatten om hvad nutidig liberalisme er, skrive en bog, som har potentiale til at blive et moderne, autoritativt svar på netop dette spørgsmål.

Brennan er dog ærlig om eksistensen af de ideologiske uenigheder og sondrer således imellem tre former for liberalisme: Hård, klassisk og neoklassisk. På den måde får han også lige tilfredsstillet den moderne læsers umiddelbare behov for subsumption; det fysisk-mentale velvære, som klare og tydelige begreber skaber i en ikke-klar og -tydelig begrebsverden, er opretholdt. Problemet er, at det går lidt for hurtigt for sig; som også Aaron Powell fra Cato Institute bemærker i videoen. Powell har i øvrigt kommenteret bogen og foredraget på sin Facebook-side: Der er en som spørger Powell, om han vil anbefale bogen til spørgerens 17-årige søn. Powell svarer, at han vil anbefale alle de bøger, der fremgår af læse-listerne på hjemmesiden Libertarianism.org. Brennans bog er ikke på nogle af listerne.

Hos Institute of Economic Affairs i London har man i mange år sagt, at man ”udkæmper idéernes kamp.” Det er de ikke de eneste, der gør. CEPOS, Cato og alle de andre borgerligt-liberale tænketanke udkæmper først og fremmest en “kamp” for de historisk set liberale idealer; politisk som økonomisk. Men i en sådan kamp er der altid en hjemmefront: I øjeblikket er krigen dér ved at blive netbaseret og en række forskellige forsøger hver især at “indramme” liberalismen. For at nævne tre eksempler:

  1. Cato Institute forsøger gennem det nye initiativ libertarianism.org at markedsføre en klassisk (i hovedreglen naturretsbaseret) liberalisme, vha. blogindlæg, genoptryk af gamle taler, essays, videoer, podcasts og boglister. Tænketanken udgiver selvfølgelig også selv bøger; på dette punkt er David Boaz’  Libertarianism: A Primer fra 1997 et glimrende (og anbefalingsværdigt) værk.
  2. Institute for Humane Studies har lanceret LearnLiberty.org, der er en video-tung hjemmeside, som gør særligt brug af økonomiske argumenter; se f.eks. her, her, her, her og her. Unge fremadstormende ideologer kan med fordel hente inspiration dér når de opdager, at det er de færreste debatter man vinder, blot ved at henvise til den abstraktion, selvejerskabsprincipper er.
  3. Mises Institutes aktiviteter på området er episke (i ordets moderne betydning). Man udgiver bøger, artikler, har en glimrende blog, laver podcasts og sender video fra sine events og meget mere. Desuden udgiver man Libertarian Papers, som ofte rummer interessante indlæg.

Brennans bog – og endnu mere vigtigt hans og BHL-gruppens synspunkter – er en del af den kampen; spørgsmålet er bare, om det er ude eller hjemme, slaget slås. Brennan mener, at hans bog kan læses og bruges af alle; Powell siger, at bogen egner sig bedst til, at få ikke-liberale ind i det liberale telt.

Hvor venstredrejede er danske journalister?

DR og flere andre medier braget forleden dag historien om, at danske journalister stemmer længere til venstre end andre danskere. Det er næppe nogen nyhed – det var det samme i de få dage, jeg gik på Journalisthøjskolen for mere end tyve år siden – men lige chokerende at se tallene. Så her er de: Journalisternes stemmefordeling, og den seneste fordeling fra meningsmålinger i Berlingske. Man må for gud ved hvilken gang spørge sig selv, hvordan man kan påstå at de er upartiske og helt balancerede i nyhedsdækningen.

Hvad er ideologisk i Danmark?

Dansk politik har igennem mange år været næsten blottet for egentligt ideologiske diskussioner. Bevares, der er masser af mudderkastning og beskyldninger om blokpolitik, men det burde ikke komme som en overraskelse for denne blogs læsere, at vi mener at V og K simpelthen er rykket ind på midten og har overtaget socialdemokratiske holdninger for at score vælgere. Alligevel forveksles dette ryk nogle gange med, at danske vælgere ikke skulle være særligt ideologiske. Er der virkelig ikke særlige forskelle på vælgernes basale holdninger?

En af måderne, man kan nærme sig dette spørgsmål, er at se på the World Values Survey. De offentligt tilgængelige data dækker 2861 danskeres holdninger i 80erne og 90erne. Det følgende baserer sig derfor – da jeg ikke har adgang til 2008-undersøgelsen før alle andre – at hvad der var ideologisk for ti år siden, stadig er det. Det er dog en ret solid antagelse, da fordelingen af denne type data typisk ikke ændrer sig ret meget over tid. På en skala fra 1 (venstre) til 10 (højre) placerer 366 grundigt til venstre (1-3) og 555 grundigt til højre (8-10). De resterende 1940 befinder sig cirka på den politiske midte (4-7). Og hvad mener de så om basale samfundsspørgsmål? Continue reading

To be (Krugman) or not to be (Nobel)

Jeg har kæmpet mig igennem det altid læseværdige The New Yorker’s meget lange, empatiske portræt af fhv. Enron-rådgiver, nu venstreorienteret avis-skribent Paul Krugman, fra Princeton University, der forrige år modtog Nobelprisen i økonomi for nogle ikke så dårlige skriverier, der vist intet har at gøre med hans nuværende metier.  Artiklen er et ikke-uinteressant indblik i mandens selvforståelse og mentalitet, og blandt flere andre interessante passager, var der særligt én, jeg fæstede mig ved, nemlig Krugmans & Robin Wells’ (hans kone) beskrivelse af deres valgaften i 2008:

Once Obama won the primary, Krugman supported him. Obviously, any Democrat was better than John McCain.

“I was nervous until they finally called it on Election Night,” Krugman says. “We had an Election Night party at our house, thirty or forty people.”

“The econ department, the finance department, the Woodrow Wilson school,” Wells says. “They were all very nervous, so they were grateful we were having the party, because they didn’t want to be alone. We had two or three TVs set up and we had a little portable outside fire pit and we let people throw in an effigy or whatever they wanted to get rid of for the past eight years.”

“One of our Italian colleagues threw in an effigy of Berlusconi.”

“I put out some coloring paper and markers so that people could write stuff on it and throw it into the fire. People really felt like there was stuff they wanted to shed! I had little hats and party whistles.”

Bortset fra at jeg kunne have lyst til at vide, hvad Krugman-parret selv tegnede/skrev på det, de brændte af, så lad mig skynde mig at sige, at jeg formodentlig har begået min andel af barnagtige ting, også i mit voksenliv, og jeg kender bestemt til at blive bidt af begejstringen af at være blandt ligesindede (omend det så typisk snart efter giver mig en instinktiv lyst til at løbe skrigende bort).  Alligevel må jeg sige: Én af grundene (omend langt fra den vigtigste) til, at jeg har stor respekt for f.eks. Milton Friedman, F.A. Hayek, George Stigler, Ronald Coase, James Buchanan, Gary Becker, Douglass North, Robert Lucas, Elinor Ostrom m.fl. er, at jeg faktisk ikke kunne forestille mig nogen af disse, Krugmans forgængere som modtagere af Nobelprisen i økonomi, sammenkalde deres åndsfæller med henblik på at afbrænde billeder o.a. forestillende deres fælles, politiske modstandere.

Måske en mentalitetsforskel, måske en generationsforskel, måske en klasseforskel.  Ihvertfald et bevis på, at det at have en Nobel ikke er det samme som at være nobel.

PS.  Portrættet har iøvrigt denne fine lille passage, der nok antyder, at Krugman ikke er fri for selvironi og -kritik, men også viser, at man skal være forsigtig med at vurdere en (samfundsvidenskabelig) akademiker alene på mængden af “citations”

The most successful paper Krugman ever wrote was about target zones, and it was completely wrong. In the years before Europe adopted the euro, it was thought that establishing something between floating exchange rates and fixed ones—a “target zone” within which a currency would be allowed to float—might reap some of the advantages of each. He estimates that by the time the paper was officially published, in 1991, some hundred and fifty derivative papers had already appeared. “Empirically, it doesn’t work at all,” Krugman says. “People loved it as an academic thing, but it had some very strong predictions about interest rates inside target zones. Those predictions all turned out to be wrong. But nobody attacked me for that.”

Hvem bestemmer dansk udenrigspolitik?

Det er blevet weekend, og man kan tillade sig at stille spørgsmål udover den almindelige nyhedsstrøm. Som vi omtalte forleden her på bloggen, har tyskeren Niklas Potrafke sidste år publiceret arbejde, der peger på at højreorienterede OECD-regeringer i efterkrigsperioden har stemt sammen med USA i højere grad end venstreorienterede regeringer i de samme lande. Potrafke har dermed vist, at regeringer opfører sig ideologisk, selv i internationale fora. Der er blot et problem, når det kommer til vores del af verden: Skandinaviens særlige tradition for mindretalsregeringer.

Problemet peger direkte på et standardspørgsmål i dansk politik: Hvem står for udenrigspolitikken? Diskussionen var specielt stærk i 1980erne, da en samlet og aggressiv opposition tvang en borgerlig regering til at føre den såkaldte ’fodnotepolitik’, som ikke mindst bød den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann dybt imod. Dagens punditokratspørgsmål er derfor, om Potrafkes fund også gælder for Danmark, eller andre end regeringen bestemmer landets udenrigspolitik. Continue reading

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑