En af måderne, man kan nærme sig dette spørgsmål, er at se på the World Values Survey. De offentligt tilgængelige data dækker 2861 danskeres holdninger i 80erne og 90erne. Det følgende baserer sig derfor – da jeg ikke har adgang til 2008-undersøgelsen før alle andre – at hvad der var ideologisk for ti år siden, stadig er det. Det er dog en ret solid antagelse, da fordelingen af denne type data typisk ikke ændrer sig ret meget over tid. På en skala fra 1 (venstre) til 10 (højre) placerer 366 grundigt til venstre (1-3) og 555 grundigt til højre (8-10). De resterende 1940 befinder sig cirka på den politiske midte (4-7). Og hvad mener de så om basale samfundsspørgsmål?

WVS spørger, hvor enig man er med ti udsagn, formuleret som to modsatte holdninger, der alle har med samfundets fundamentale indretning at gøre. Den følgende tabel viser, hvordan svarene fordeler sig i de tre grupper – hvor mange er for den ene retning, hvor mange for den anden. Spørgsmålene er arrangeret i rækkefølge fra det mest til det mindst ideologiske.

Tabellen viser klart, at det spørgsmål der er størst ideologiske forskelle på, er spørgsmålet om indkomstlighed. 86 % af dem, der stemmer markant til venstre, mener at der bør være større lighed i samfundet, mens 81 % af de klart højreorienterede mener, at der bør være større indkomstforskelle, dvs. mindre ’lighed’. Spørgsmålet omkring statsligt produktion versus privat ejerskab er næsten lige så ideologisk. I gruppen umiddelbart efter ligger danskernes holdninger til, hvorvidt arbejdsløse har pligt til at tage et arbejde, hvorvidt staten skal tage mere ansvar (og dermed ikke individer), om hårdt arbejde belønner sig, og om konkurrence er skadelig eller gavnlig. De får spørgsmål, der ikke er særlig forskel på – især mellem midtervælgere og højrefløjen – handler om statslig kontrol med erhvervslivet, om folk kun kan blive rigere på bekostning af andre (en nulsumsantagelse, der deler danskerne i to cirka lige store halvdele) og hvor konservative man er i eget lig.

Og hvad så, kan man spørge. Hvis man regner med, at fordelingen af svarene ikke har ændret sig markant – og den slags er forbløffende stabilt over tid – viser tallene tydeligt, at det at ’være dansk’ dækker over nogle meget markante, ideologiske forskelle. Forskellene mellem danskerne er store, og hvis dansk politik skulle være bare nogenlunde repræsentativ for danskernes holdninger, burde der være meget større ideologiske forskelle på dem. Må vi bede om mere ideologi og mindre kræmmeri i dansk politik, tak?

Once Obama won the primary, Krugman supported him. Obviously, any Democrat was better than John McCain.

“I was nervous until they finally called it on Election Night,” Krugman says. “We had an Election Night party at our house, thirty or forty people.”

“The econ department, the finance department, the Woodrow Wilson school,” Wells says. “They were all very nervous, so they were grateful we were having the party, because they didn’t want to be alone. We had two or three TVs set up and we had a little portable outside fire pit and we let people throw in an effigy or whatever they wanted to get rid of for the past eight years.”

“One of our Italian colleagues threw in an effigy of Berlusconi.”

“I put out some coloring paper and markers so that people could write stuff on it and throw it into the fire. People really felt like there was stuff they wanted to shed! I had little hats and party whistles.”

Bortset fra at jeg kunne have lyst til at vide, hvad Krugman-parret selv tegnede/skrev på det, de brændte af, så lad mig skynde mig at sige, at jeg formodentlig har begået min andel af barnagtige ting, også i mit voksenliv, og jeg kender bestemt til at blive bidt af begejstringen af at være blandt ligesindede (omend det så typisk snart efter giver mig en instinktiv lyst til at løbe skrigende bort).  Alligevel må jeg sige: Én af grundene (omend langt fra den vigtigste) til, at jeg har stor respekt for f.eks. Milton Friedman, F.A. Hayek, George Stigler, Ronald Coase, James Buchanan, Gary Becker, Douglass North, Robert Lucas, Elinor Ostrom m.fl. er, at jeg faktisk ikke kunne forestille mig nogen af disse, Krugmans forgængere som modtagere af Nobelprisen i økonomi, sammenkalde deres åndsfæller med henblik på at afbrænde billeder o.a. forestillende deres fælles, politiske modstandere.

Måske en mentalitetsforskel, måske en generationsforskel, måske en klasseforskel.  Ihvertfald et bevis på, at det at have en Nobel ikke er det samme som at være nobel.

PS.  Portrættet har iøvrigt denne fine lille passage, der nok antyder, at Krugman ikke er fri for selvironi og -kritik, men også viser, at man skal være forsigtig med at vurdere en (samfundsvidenskabelig) akademiker alene på mængden af “citations”

The most successful paper Krugman ever wrote was about target zones, and it was completely wrong. In the years before Europe adopted the euro, it was thought that establishing something between floating exchange rates and fixed ones—a “target zone” within which a currency would be allowed to float—might reap some of the advantages of each. He estimates that by the time the paper was officially published, in 1991, some hundred and fifty derivative papers had already appeared. “Empirically, it doesn’t work at all,” Krugman says. “People loved it as an academic thing, but it had some very strong predictions about interest rates inside target zones. Those predictions all turned out to be wrong. But nobody attacked me for that.”

Problemet peger direkte på et standardspørgsmål i dansk politik: Hvem står for udenrigspolitikken? Diskussionen var specielt stærk i 1980erne, da en samlet og aggressiv opposition tvang en borgerlig regering til at føre den såkaldte ’fodnotepolitik’, som ikke mindst bød den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann dybt imod. Dagens punditokratspørgsmål er derfor, om Potrafkes fund også gælder for Danmark, eller andre end regeringen bestemmer landets udenrigspolitik.

Det spørgsmål svarer vi på med lidt simple empiri. Vi bruger Erik Voetens data på afstemninger i FNs generalforsamling og ser på hvor ofte Danmark stemte sammen med USA i forhold til hvor ofte vi stemte med Sovjetunionen / Rusland. Der er en klar trend, som vi kontrollerer for i en multipel regression sammen med andre forhold. Dem smider vi ind sammen med et mål for, hvor højre- eller venstreorienteret regeringen var i hvert år siden 1948, og hvor højre- eller venstreorienteret oppositionens partier var i gennemsnit, eller hvor Folketinget som helhed placerede sig.

Resultatet af den øvelse er overraskende klart: Den model, der virkelig passer med Danmarks opførsel, viser at det er Folketingets samlede position, der har betydet noget. Regeringens politiske farve har ganske enkelt ikke betydet noget, og oppositionens ideologi heller ikke. Med andre ord har Danmarks opførsel i FN’s generalforsamling været kendetegnet af en konsensusposition i Folketinget. Der er dog ét men: Ideologi synes ikke at have betydet noget som helst, når USA havde en demokratisk regering. Helt på linje med Potrafke viser de simple tal, at Danmark kun har opført sig ideologisk i FN, når USA har haft en republikansk præsident.

Og det er ikke bare pjat. Alt andet lige viser øvelsen, at hvis ti sæder flyttede fra SF til de konservative, var det i gennemsnit 30 procent mere sandsynligt at Danmark stemte sammen med USA i stedet for Sovjet. Betyder det noget for den nuværende situation? Tja, den bold vil vi aflevere til læserne.

Men hvad med at stille et spørgsmål til de vore kloge læsere: Hvem er egentlig de mest indflydelsesrige borgerlige/liberale/konservative i DK?  Må vi se nogle top-25 lister . . . .  Gerne seriøse og med begrundelser.

“Once more, search parties are being sent out to look for David Cameron’s big idea. They will return empty-handed. For the truth is that there is no big idea. However much social responsibility, the post-bureaucratic age or progressive conservatism might be talked up as the ‘big idea’, they are not it. Rather, they are a set of classic conservative insights updated for the 21st century. Cameron is not an ideologue but rather that very English, very Tory thing: a principled pragmatist. …

Baroness Thatcher was never as ideologically rigid a politician as legend has it. But she could still, as leader of the opposition, turn up to a meeting and slam a volume of Hayek down on the table and declare: ‘This is what we believe.’ Her convictions were strong enough for her to push through a radical budget in 1981 that outraged conventional opinion — so much so that 364 economists wrote to the Times to denounce it. She was at war with conventional wisdom. Cameron will have no equivalent intellectual driving force when he contemplates the emergency budget the Tories will have to deliver if they win power.

A Cameron premiership will be a test of the utility of traditional English conservatism. If its insights are not sufficient, Prime Minister Cameron, pragmatist that he is, will become more ideological. That is the paradox of his pragmatism. But if Cameron succeeds on his own terms, if he is the prime minister who guides Britain out of this new spiral of decline, there will not be a creed called ‘Cameronism’. To create an ‘ism’, you have to believe in ‘isms’.”

Og hvad skal man så synes om dét?

Niklas Potrafke, der pt. er ved universitetet i Konstanz, har specialiseret sig i spørgsmålet om, hvornår og på hvilke områder, politisk-ideologiske forskelle stadig betyder noget. Hans PhD-afhandling fra 2008 viste bl.a., at dag-til-dag politik ikke længere udviser de store ideologiske forskelle, men er det også sandt for staters holdninger i international politik? Svaret på dét spørgsmål gav Potrafke i en artikel i tidsskriftet Review of International Organizations.

Hans omhyggelige empiriske undersøgelse af, hvordan 21 OECD-lande stemte i alle afstemninger i FN mellem 1984 og 2005 viser, at det ikke bare er staters strategiske og historiske hensyn og alliancer, der bestemmer, hvordan de stemmer, men også deres regeringers politiske farve. I 52 % af alle afstemninger stemte gennemsnitslandet sammen med USA. Potrafkes resultater viser dog også, at under de republikanske præsidenter i perioden – Reagan og de to Bush’er – men ikke under Clinton, påvirkede ideologi hvordan OECD-lande stemte. Hvis landet fik en moderat højreorienteret regering i stedet for en moderat venstreorienteret, var det cirka 3 % mere tilbøjeligt til at stemme sammen med USA, alt andet lige!

Er det en lille forskel? Egentlig ikke, for det gælder det gennemsnitlige lande i OECD. Med blot et par lande, der skifter regering, kan stemmevægten i FN derfor sagtens skifte for USA’s vedkommende. Studiet rejser også andre spørgsmål. For eksempel viser resultaterne i en vis grad, at Clinton-regeringerne fandt en slags uideologisk, international balance, men gælder det også for den langt mere ideologiske Obama? Og hvis man finder evidens for klart ideologisk stillingtagen i FN, hvad så med EU, WTO eller IMF? Potrafkes studie viser vej mod en ny serie empiriske undersøgelser af, hvad ideologi egentlig betyder for faktisk politik.

Perspektiv: Sidder hjertet til højre?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d., Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Et kendt, men tyndslidt, udsagn siger, at »er man ikke venstreorienteret som ung, har man intet hjerte, og er man ikke højreorienteret som gammel, har man ingen hjerne«.

Men hvornår har man egentlig »et hjerte«? Er det, når man gennem en omfattende, statslig omfordeling vil tage fra nogen og give til andre? Eller er det, når man selv frivilligt giver egne penge og tid til at hjælpe? Intet dikterer, at de to ting skulle være udtryk for det samme. For det første er det jo ikke nødvendigvis det samme at være generøs med andres penge som at være det med ens egne. Logisk set kan man sagtens være en asocial venstreorienteret, der går ind for større omfordeling, men aldrig selv hjælper andre. For det andet behøver man ikke at være egoist, fordi man er modstander af statslig omfordeling – man kan sagtens samtidig mene, at man selv har en moralsk forpligtelse til at hjælpe mennesker i nød.

Er der noget, der tyder på, at man måske skal passe på med at associere »social indignation« eller »social samvittighed« ensidigt med det at være venstreorienteret og gå ind for stor omfordeling? Ja, det er der faktisk. I november forrige år udkom i USA en bog, der indtil videre har fået stor opmærksomhed dér, men pudsigt nok stort set ingen i lande som vores, hvor borgerne ellers ofte pryder sig med at være socialt bevidste, fordi vi betaler meget i skat. Bogen »Who Really Cares« (Hvem er egentlig omsorgsfulde?) er skrevet af forvaltnings-professoren Arthur C. Brooks fra Syracuse University, og han har med udgangspunkt i en række omfattende datasæt og statistiske analyser af disse set nærmere på, hvem der i USA (og andre lande) giver tid og penge til velgørende formål, og hvem der ikke gør.

To tredjedele af USAs 300 mio. indbyggere giver hvert år frivilligt penge til at hjælpe andre, og de giver betragtelige beløb. Men 75 mio. giver aldrig penge og 130 mio. bruger aldrig tid på velgørende arbejde. Så hvilke faktorer betyder noget for, om man giver eller ikke?

Ved at se på en lang række muligheder og samtidig statistiske kontrollere for andre elementer, finder Brooks, at der er fire forhold, der er særligt afgørende for, hvorvidt folk giver til velgørenhed eller ej: Religion; synet på statens rolle i borgernes liv; kilden til familiens indkomst; typen af familie.

Er man mere religiøs, mener man, at det ikke er statens opgave at stå for velfærd. Kommer man fra stærke familier, hvor man har lært dyden at være generøs, er det mere sandsynligt, at man vil være gavmild, og det gælder endog uafhængigt af indkomst. Lad os tage to hypotetiske personer, som tjener det samme. Mens den ene går hyppigt i kirke og er modstander af offentlige velfærdsydelser, går den anden aldrig i kirke og vil have mere omfordeling. Brooks’ analyser viser, at det er dobbelt så sandsynligt, at den førstnævnte vil donere til velgørenhed, og at han i alt vil give hele hundrede – 100! – gange flere penge årligt end den sidstnævnte. Naturligvis er der undtagelser – dette er gennemsnit – men resultaterne er klare.

Disse træk slår igennem, når man holder gavmildheden op imod ideologisk observans. Det er umiddelbart kun marginalt mere sandsynligt, at en selverklæret konservativ amerikaner giver penge til velgørenhed, end at en venstreorienteret gør det, mens sandsynligheden for at sidstnævnte udfører frivilligt arbejde er lidt højere. Men ser man på, hvor meget der gives, bliver forskellene meget udprægede: Konservative amerikanere gav i 2000 næsten en tredjedel flere penge væk end den modsatte fløj (1.600 dollar om året mod 1.227). Nogle vil sikkert gætte på, at denne forskel skyldes, at højreorienterede har flere penge at give af, men det er ikke tilfældet – snarere tværtimod: Venstreorienterede familier havde indkomster, der var i gennemsnit seks pct. højere end højreorienterede familier. Deler man op på indkomstgrupper og observans får man endog det billede, at konservative amerikanere i hver eneste indkomstgruppe er mere generøse end de venstreorienterede i samme. Gavmildheden slår sågar igennem, når det gælder at give blod til hospitalerne: Hvis alle gav så meget blod som de angiveligt koldhjertede konservative, ville USAs blodforsyning stige med knap 45 pct.

Mønstret matcher også partipolitisk: Republikanere tenderer i retning af at være mere generøse end Demokrater. Dét fik anekdotisk en vis opmærksomhed i forbindelse med præsidentvalget i 2000, hvor det kom frem, at Al Gore gav meget beskedne 0,2 pct. af sin pæne indkomst til velgørenhed – hvilket var kun 1/10 af gennemsnittet. Ser man på et kort over USA, er det stort set nøjagtigt de samme delstater, som i 2004 blev vundet af Demokraternes præsidentkandidat John Kerry, som i 2001 var dem, hvor indbyggerne gav mindre generøst end gennemsnittet, mens 24 af de 25 stater, hvor man er mest generøse, gik til Bush.

En anden myte, som Brooks afliver, er, at amerikanerne i et internationalt perspektiv skulle være specielt koldhjertede og egoistiske. Han har set nærmere på, hvor meget de giver til velgørenhed i forhold til f.eks. europæerne. Opgjort pr. indbygger giver amerikanerne i gennemsnit tre en halv gang mere end franskmænd, syv gange mere end tyskere og 14 gange mere end italienere. I USA deltog 51 pct. af befolkningen som frivillige til støtte for »gode sager« i 1998, mens tallet var 41 pct., når man ser bort fra religiøse sager. I Danmark er de tilsvarende tal 18 og 14 pct.