Tag: IFN

Policy usikkerhed og den manglende recovery

Jeg sidder i skrivende stund til et offentligt seminar i Stockholm, organiseret af Instituttet för Näringslivsforskning (IFN) med Steven J. Davis. Davis er professor ved the Booth School ved University of Chicago og en af hovedkræfterne bag et større forskningsprojekt om policy-usikkerhed. Projektet handler om at måle hvor usikker og uforudsigelig politik i dag og den nærmeste fremtid er, og hvilke konsekvenser usikkerheden har.

Tænker man på en specifik dansk kontekst er Davis arbejde stærkt relevant. For det første gælder usikkerheden, hvem der kommer til at tage beslutningerne – er det særligt tydeligt i den danske, politiske virkelighed? For det andet er det næppe klart, hvilke beslutninger, der kommer til at blive taget – det er svært at forudse, hvad de danske politikere nu kan finde på. Og for det tredje er det usikkert, hvilke konsekvenser beslutningerne kommer til at have, når selve politikken er usikker og muligvis upræcist formuleret.

Policy-usikkerheden kan således komme fra forskellige kilder, og ikke mindst usikkerhed omkring hvornår det næste valg kommer, og hvem kommer til at vinde valget. I en særligt dansk kontekst er det værd at bemærke, at konceptet ’hvem der kommer til at vinde valget’ er særligt tåget, da det at vinde ikke behøver at betyde, at man får regeringsmagten. Usikkerheden kan dog også komme fra overfølsomme reaktioner på medierne og – bliver man nødt til at understrege – fra rendyrket inkompetence.

Usikkerhed i skattepolitikken er et eksempel på den første mekanisme: Hvis det er uklart, hvordan boligskatterne kommer til at udvikle sig, vil mange mennesker rationelt udskyde boliginvesteringer. Usikkerhed i enten niveauet af boligskatter eller deres implementering kan derfor fryse boligmarkedet. Det samme gælder for usikkerhed i reguleringspolitik, der kan få virksomheder til enten at udskyde investeringer, eller helt opgive dem eller flytte investeringerne til et andet og mere politisk sikkert land.

Et andet problem er, at når nogle lande og mange virksomheder søger at tage et lån, kan policy-usikkerhed påvirke låneomkostningerne. Usikkerhed i regulerings-, skatte, eller udgiftspolitik vil alt andet lige gøre private investeringer mere usikre, hvilket vil betyde, at enhver bank eller anden finansiel institution vil kræve en højere risikopræmie på lånet. Det samme gælder private investorer, de køber aktier eller virksomhedsobligationer, ligesom man vil kræve væsentligt højere risikopræmier på statsobligationer fra lande, der opfattes som politisk usikre (tænk Grækenland). I det omfang at banker ikke kan kræve en høj risikopræmie – måske pga. usikkerhed omkring de politiske reaktioner på præmierne – kan det være rationelt helt at opgive nogle typer udlån.

For det tredje kan usikkerheden naturligvis også reflektere, at politikere og det underliggende politiske system reagerer for hurtigt på, hvad de opfatter som problemer. Politikken vil således ofte blive hastet igennem og være dårligt gennemtænkt. Den kan også lide under problemet, der beskrives i økonomvitsen ”Vi må gøre noget! Det her er ’noget’. Så det må vi gøre.” Med andre ord samler man tilfældige ideer op, der flyder rundt i den offentlige eller akademiske debat, og implementerer den uden videre omtanke.

Den særlige værdi i Steven Davis arbejde med Scott Baker og Nicholas Bloom er, at de for det første kvantificerer policy-usikkerheden ved at bruge medieomtale af processen. For det andet viser de, at usikkerheden faktisk har ganske tydelige, økonomiske konsekvenser – usikker og dårlig politik koster virksomheder og vælgere. Når man således ser på den danske krise og tiden derefter er det slående, hvordan de private investeringer ikke er kommet i gang igen – dvs. at der mangler en dansk ’recovery’ fra krisen. Vi havde i forvejen et langsigtet problem i forbindelse med produktivitetsudviklingen – helt specifikt i serviceerhvervene og den offentlige sektor – men efter krisen er dansk økonomis anæmiske udvikling påfaldende. Historien, som Davis fortæller, er en interessant analytisk vinkel at tage, og en vinkel, der ser ud til at være helt konsistent med både udviklingen på Christiansborg og de 99,9 % af Danmark, der ligger udenfor borgen.

UPDATE: Hele præsentationen og den efterfølgende debat kan ses her. Arrangementet er yderligere omtalt her hos IFN og her i Svenska Dagbladet.

Hvor er bøsser mest tilfredse?

Lykkeforskningen ser næsten udelukkende på, hvad der gør de fleste folk mere eller mindre lykkelige og tilfredse med deres liv. Mens forskningen er kommet ganske langt i at forstå det overordnede spørgsmål, har der ofte ligget en nagende tvivl hos dele af miljøet: Overser vi, at minoriteter måske er påvirket af ganske andre ting? Et nyt studie, der sammenligner 110 lande, tager fat på problemet.

Sammen med mine svenske venner Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og Therese Nilsson (Lunds Universitet og IFN) har jeg lavet papiret ”What aspects of society affect the quality of life of a minority? Global evidence from the new Gay Happiness Index.” Tricket er, at Niclas for nogen tid siden deltog i en global undersøgelse af homoseksuelle mænds tilfredshed – the Gay Happiness Index. Han fik besked, da undersøgelsen blev offentlig, og foreslog Therese og mig at vi burde kigge på den. Det er præcist det, vi har gjort, og med den ekstra fordel, at undersøgelsen også spurgte om respondenternes opfattelse af samfundets syn på dem, og deres oplevelser med diskrimination.

Som man kan se i figuren nedenfor, der illustrerer europæiske landes situation, er der stor forskel på, hvor tilfredse bøsser er med deres liv. Svarene, som vi har skaleret mellem 0 og 10, varierer fra 2,9 i Albanien og 3,7 i Bosnien, til 9,9 i Norge og 10 i Danmark. Det er også ret klart, at de nordiske lande (de blå søjler) som sædvanlig ligger i top, mens de postkommunistiske lande (de røde søjler) er i bund – med den interessante undtagelse af Tjekkiet (pudsigt nok Niclas andet hjem). Den næste figur illustrerer den ekstremt stærke sammenhæng vi ser i hele verden mellem hvordan samfundet opfatter bøsser – deres opfattelse af om love er neutrale, om folk og offentlige institutioner er ’bøsse-venlige’, og om det er accepteret at bøsser holder hånd, kysser og kontakter hinanden offentligt – og hvor lykkelige de er.

BøsselykkeBøsselykke 2Hovedfundene er dog, at gennem offentlighedens opfattelse og diskrimination – de to store ’transmissionsmekanismer’ – er bøsser langt mere tilfredse i lande med lovgivning, der sikrer lige rettigheder (i modsætning til særrettigheder), der er rige, demokratiske, stærkt globaliserede og har relativt begrænsede offentlige sektorer, og som ikke har en kommunistisk fortid eller store muslimske eller ortodokst kristne befolkningsgrupper. Sjovt nok påvirker omfanget af trusler ikke bøssers tilfredshed i synligt omfang, men truslerne – der er voldsommere i fattige og ikke-demokratiske lande, og i lande med store muslimske, katolske eller protestantiske grupper, påvirker dog deres incitament til at flytte væk. Food for thought, som man siger på engelsk, for både dem der argumenterer, at den eneste vej frem er særrettigheder og mere stat, eller dem der mener, at religion kan ordne alt.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑