Tag-arkiv: IMF

Det dybe V – og lidt om fiflerierne i den seneste ”ulighedsrapport” fra Oxfam Ibis.

I slutningen af januar kom IMF med den seneste ”economic outlook”, hvor man (igen) havde opjusteret den globale vækst i 2021, mens tabet i 2020 fik (endnu) et nyk nedad. Der er naturligvis stor usikkerhed omkring estimaterne, og væsentligt større end normen. Helt afgørende bliver udrulning af vacciner og betydningen af nye varianter, givet at det må forventes at have stor betydning for de politiske tiltag (hvor meget og hvor hurtig man åbner de afgørende økonomier op igen).

Efter seneste revidering forventer det globale (real) BNP at vokse med 5,5 procent i 2021, efter et fald på 3,5 procent ( i sig selv et næsten 1 procent mindre fald end man tidligere forventede) i 2020. Som det fremgår af figuren ovenfor, dækker dette dog over store forskelle.

Læs resten

Sølle notat fra folketingets økonomiske konsulenter om ulighed og vækst

På en forespørgsel fra et medlem af finansudvalget (Pelle Dragsted fra Enhedslisten), har folketingets økonomiske konsulenter (der er to) udarbejdet et notat om økonomisk vækst og ulighed. Det er er kommet et temmelig sølle og ret beset ligegyldigt notat ud af, som sammenfatter en række analyser af en eventuel sammenhæng mellem indkomstulighed og økonomisk vækst udgivet af IMF og OECD.

Vi har tidligere givet analyserne  fra IMF og OECD en hård medfart på Punditokraterne – ikke mindst IMFs.  Således betegnede Christian Bjørnskov en af disse (Redistribution, Inequality and Growth), som fandt en negativ sammenhæng mellem ulighed og vækst med baggrund i uligheden i 150 lande, som præget af “empirisk fifleri“. Verdensbanken omtaler  – i en rapport sidste år (taking on equality)  – notatet fra IMF (og efterfølgende notater) på følgende vis:

Recent research by the International Monetary Fund has claimed that lower inequality in disposable income is associated with more rapid and more durable growth for a given level of redistribution. The robustness of the findings has been questioned, however, because of the presence of weak instruments in the econometric technique, a pervasive issue in this field of research.

Og i lighed med Christian konkluderer de:

After accounting for weak instruments, the coefficients turn insignificant; so, it is not possible to draw any conclusion about the effect of inequality on growth, whether positive or negative.

Dette ligger også i forlængelse af den efterhånden omfattende økonomiske litteratur, der finder at sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst er yderst svag, hvilket Otto Brøns også påpegede i 2014 her på bloggen.

Desværre kommer Folketingets økonomer aldrig rigtigt videre end til at referere materialet fra IMF og OECD, omend de trods alt gør opmærksom på at andre studier kommer frem til andre resultater. Men det kunne en nogenlunde opvakt gymnasieelev nok også have fundet ud af. Og nogen hjælp for medlemmerne i finansudvalget kan man næppe sige at notatet er. Det ville have krævet at man havde forklaret modellerne bag IMF og OECDs resultater, ikke mindst deres forudsætninger.

Skal der sige noget positivt om notatet, så er det at man påpeger, at  det økonomiske notat, som danner grundlag for rapporten “In it together”, påpeger at :

Ændringer i de øverste indkomster (9. og 10. indkomstdecil) har ingen statistisk signifikante effekter på økonomiske vækst

Venstrefløjen (inkl. Pelle Dragsted) har nemlig “skamridt” netop dette OECD notat og sammenkoblet det med deres forargelse over at de øverste deciler har haft en højere indkomstfremgang end resten. Så hvis vi i fremtiden kan slippe for dette, er meget jo vundet.  Til gengæld er det beklageligt, at folketingets økonomer ikke har fanget en meget væsentlig pointe i samme notat. Nemlig at stort set alle de anbefalinger man kommer med er ting der allerede gøres i Danmark. Ligeledes må man også undre sig over, at man i behandlingen af notaterne fra IMF ikke (i langt højere grad) understreger, at man her faktisk understreger, at der for lande med meget stor omfordeling, gælder at:

…that when redistribution is already high (above the 75th percentile), there is evidence that further redistribution is indeed harmful to growth, as the Okun “big trade-off” hypothesis would suggest

Det er ret væsentlig i forhold til netop Danmark, hvor omfordelingen er betydelig i lighed med andre (nord)europæiske velfærdsstater, hvilket vi også omtalte her på bloggen tilbage i 2014.

Sagens kerne er også, som nævnt, at koblingen mellem ulighed og vækst er meget svag og ustabil. Som Otto tidligere har skrevet her på bloggen,:

Ulighed bør i sig selv ikke forventes at have nogen særlig betydning for BNP. Derimod har den politik, der bliver ført, betydning for væksten, men kan påvirke Gini-koefficienten i både den ene og anden retning.

 

 

IMF gør fortsat mere skade end gavn

President Clinton and the International Monetary Fund have shifted into overdrive in their effort to save the economies of Indonesia, the Philippines, South Korea and Thailand–or, to be more accurate, to save the pocketbooks of international investors who could face a tide of defaults if these markets are not now shored up. But this must be the last time that the IMF acts in this capacity. If it is not, further bailouts, unprecedented in scope, will follow.

Sådan skrev George Shultz, William Simon og Walter Wriston i Wall Street Journal ( Who needs the IMF ) om fondens rolle i Asienkrisen tilbage i 1997-1998.

Som bekendt var det ikke sidste gang vi oplevede internationale finansielle kriser og lande med betalingsvanskeligheder. Blot 3 år senere opgav Argentina ved årsskiftet 2001/2002 at honorere sine internationale forpligtigelser og lod pesos flyde, efter IMF (endelig) havde opgivet at yde fortsat kredit.

Alle kriser har naturligvis deres særlige forløb, men et fællestræk synes at være, som Atish R. Ghosh, Jonathan D. Ostry og Mahvash S. Qureshi kommer frem til i “When Do Capital Inflow Surges End in Tears? ” fra maj nummeret af American Economic Review, at:

…….while changes in global conditions have an important bearing on crisis susceptibility, countries that allow the buildup of macroeconomic and financial vulnerabilities during boom times, and which receive mostly debt flows, are significantly more likely to see capital inflow surge episodes end in a financial crisis.

Ikke overraskende er risikoen for at en periode med kraftigt inflow af kapital ender i en finansiel krise i høj grad afhængig af den førte politik inden krisen.

IMF og neoliberale reformer

I en artikel af Jonathan D. Ostry, Prakash Loungani og Davide Furceri fra IMF, hvor man under overskriften “Neoliberalism: Oversold?” ser kritisk på dele af IMF’s traditionelle policy-forslag – først og fremmest deregulering af kapitalbevægelser og konsolidering af de offentlige finanser – har skabt en del furore de seneste dage.

På den ene side anerkender og understreger man, at den stigende internationale handel (frihandel) har “frelst” mio. af mennesker fra fatttigdom”. At direkte udenlandske investeringer ofte har indebåret overførsel af teknologi og know-how til udviklingsøkonomier, mens privatisering af statsejede virksomheder har indebåret kvalitetsforbedringer og mindsket presset på de offentlige finanser.

På den anden side mener man dog, at andre dele af den “neoliberale agenda” – frie kapitalbevægelser og konsolidering af de offentlige finanser – ikke har leveret som forventet. Som forfatterne skriver:

An assessment of these specific policies (rather than the broad neoliberal agenda) reaches three disquieting conclusions:

•The benefits in terms of increased growth seem fairly difficult to establish when looking at a broad group of countries.­

•The costs in terms of increased inequality are prominent. Such costs epitomize the trade-off between the growth and equity effects of some aspects of the neoliberal agenda.­

•Increased inequality in turn hurts the level and sustainability of growth. Even if growth is the sole or main purpose of the neoliberal agenda, advocates of that agenda still need to pay attention to the distributional effects.

I realiteten er der tale om en artikel, som i vid udstrækning opsummerer forfatternes egne konklusioner i tidligere analyser og arbejdspapirer, hvoraf vi her på bloggen har beskæftiget os med ikke mindst de som omhandler sammenhængen mellem vækst og indkomstfordeling.
Se bl.a. “IMF og ulighed (måske) III – empirisk fifleri” og “IMF om ulighed og vækst (måske)“.

Og som Christian Bjørnskov påpeger efter at have analyseret Ostry o. a. metode:

Problemet viser sig at være, at Ostry et al. ikke korrigerer for region-specifikke forskelle. Gør man det, ender man med at få mere præcise estimater på andre forhold, mens ulighed i disponible indkomster ikke bare bliver insignifikant, men faktisk skifte fortegn. Målet for omfordeling bliver ved med at være ligegyldigt. Hele resultatet er således kørt af tidsinvariante forskelle mellem regioner – Latinamerika er således kendetegnet af stor ulighed og massive politiske fejl, der holder det økonomisk tilbage.

Spørgsmålet er nok også, hvorvidt politikfejl ikke også er den væsentligste grund til de boom & bust episoder man har oplevet – og som “neoliberal” vil man også tilføje selve eksistensen af IMF.

Problemet er vist primært, som Milton Friedman på et tidspunkt påpegede, netop med tanke på IMF (efter Bretton-Woods sammenbrud):

“The IMF lost its only function and should have closed shop. But few things are so permanent as government agencies, including international agencies. ” “the IMF lost its only function and should have closed shop. But few things are so permanent as government agencies, including international agencies. “

Og hvis man skal svare på Ostry o. a. spørgsmål “Neoliberalism: Oversold?” så er spørgsmålet vel mere hvorvidt IMF og dets ageren ikke i sig selv netop er det modsatte af hvad “neoliberalisme” står for, hvis vi bruger det udtryk.

For som Milton Friedmans mangeårige faste medforfatter, Anna Schwartz, skrev i “Time to Terminate the ESF and the IMF“:

Defenders of the IMF as an international lender of last resort are misinformed since the IMF does not and cannot serve that purpose……..[IMF] should be abolished, not reformed, because they are not needed to resolve currency crises and they preclude superior solutions.

PS.
Jeg skal lige understrege, at der produceres masser af godt materiale i IMF (og OECD for den sags skyld) – ikke mindst data, som indgår i den fortsatte økonomiske forskning.

 

Ulighed, skat, propaganda og dovne journalister

Vi har her på punditokraterne ved flere lejligheder beskæftiget os med den kampagne som bl. a. IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke i årevis har ført mod multinationale selskaber. En kampagne præget af manglende økonomisk indsigt, grov manipulation og en pænt sagt alternativ omgang med fakta, som jeg har skrevet om bl.a. her, her og her.

Vi har også ved flere lejligheder skrevet om sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst. Bl. a. fordi økonomer tilknyttet OECD og IMF de seneste år har udsendt flere analyser, hvor de mener at finde en negativ sammenhæng mellem vækst og stigende ulighed. se bl.a. Otto Brøns kritik af Ostro, Berg & Tsangarides arbejdsnotat, Redistribution, Inequality, and Growth fra 2014, hvor Otto påpeger :

Et af kritikpunkterne er, at forfatterne ikke tager hensyn til landegruppeforskelle. Gør man det, bryder sammenhængen sammen. Den er statistisk talt spuriøs.

Forglemmelsen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig. Det påviste Barro i et empirisk studie i 2000. Og det er blevet bekræftet i efterfølgende studier. Litteraturen viser gennemgående en tendens til, at stigende ulighed er forbundet med lavere vækst – i fattige lande. I rige lande er voksende ulighed korreleret med stigende vækst.

Der kan være gode grunde til, at billedet ser sådan ud. Det er yderst tvivlsomt, om ulighed i sig selv har nogen indflydelse på den økonomiske vækst. Derimod kan årsagerne til en høj eller lav Gini-koefficient have stor betydning.

Problemet med årsager i forhold til fokus på selve uligheden fremgår egentlig meget klart af et arbejdsnotat fra Berg og Ostro selv, “Inequality and Unsustainable Growth: Two Sides of the Same Coin?”  fra 2011.

Her anfører de, at:

income distribution is only a part of the story—there are clearly many other variables involved and much about growth spells that remains unexplained. Also, it is hard to separate cause from effect. And of course policies affect growth directly as well as through income distribution.

Problemet er således i hvilken udstrækning det er selve indkomstfordelingen eller de forhold der betinger denne, som er de væsentligste.

Dovne journalister og eksperter uden indsigt

Et er den kritiske debat i økonomkredse, Noget helt andet er den i det offentlige rum. Her har organisationer som IBIS og deres “skatte- og alt muligt andet” ekspert, Lars Koch, stort set frit løb. Og Ja, vi er misundelige på den nemme adgang til kritikløs mikrofonholderi, som man f. eks. kunne opleve tirsdag den 4. august i Apropos på P1.

Under overskriften “rigdom og ulighed” handlede udsendelsen om ulighed og fattigdom. Udgangspunktet var en påstand om at

“Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere. Den ekstreme ulighed skyldes især, at virksomheder og enkeltpersoner med økonomiske interesser har stor indflydelse på de politiske beslutninger rundt omkring i verden. Noget, der i en globaliseret verden også har voksende betydning for Danmark.”

Som der står på udsedelsen hjemmeside og som man indledt den lille halve times propaganda med.

Programmet fik både Otto Brøns og undertegnede til at skrive til redaktionen.
Otto gjorde bl.a.  opmærksom på, at når man  på programhjemmesiden skriver, at

”Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere”

er det faktuelt forkert. Den globale ulighed i indkomst er – afhængig af opgørelsen – faldende eller højst stagnerende. Den egentlige fattigdom (som defineret af FN) er entydigt og stærkt faldende. Og Otto var endda så venlig at sende et link med kildereferencer

https://punditokraterne.dk/2014/05/01/allevegne-stiger-gini-bare-ikke-i-verden/

Hverken Otto eller jeg har fået noget svar fra redaktionen på Apropos, og de faktuelt forkerte oplysninger fremgår fortsat af programmets hjemmeside.

Det burde ellers ikke have været så svært for dem at finde data om den globale ulighed formentlig er faldene, eller hvis vi skal være forsigtige stagnerende. Nedenstående er hentet fra en artikel i The Guardian.
Guardianarticleworldincomed
Programmet bruger meget tid på den rapport som Oxfam og Ibis udsendte i vinter. En rapport som er blevet eftertrykkeligt tilbagevist som det rene nonsens. (se også her).

Efterfølgende har Lars Koch ved flere lejligheder vedgået at rapporten ikke siger noget om levevilkår, i hvert fald direkte. Men han hævder så, at den viser at en lille gruppe meget rige mennesker har uforholdsmæssig stor magt på grund den ulige fordeling af de globale formuer. Det skulle fremme en “neoliberal” politik. Besynderligt nok bruger han så den finansielle sektors lobbyisme i Bruxelles som eksempel. Det giver ingen mening.

Den finansielle sektor gennemreguleret og ikke just udtryk for “neoliberale idealer”. Det er faktisk svært at komme meget længere væk fra et frit marked, som fortsat er (overvejende) privat ejet end netop den finansielle sektor.

Hans egen omtale af programmet kan ses nedenfor.
Udklip1

 

 

 

 

Lars Koch har efterhånden i mange sammenhænge vist en temmelig slående mangel på konsistens. Således påstår han, at han og IBIS IKKE anvender Richard Murphy’s påstand om skatteundragelser for 1.000 mia. Euro i EU om året, men samtidig ligger der materiale på nettet hvor man gør akkurat det, se f. eks. her.

Udklip

 

 

3-2

På samme måde afviser Lars Koch at han hænger navngivne selskaber ud. Han vedgik således efter en længere debat i januar, at teleselskabet 3 intet ulovligt har foretaget sig. Ii går (den 9.8.2015) kaldte han dem så skattefuskere på facebook. Det bøder ikke ligefrem for troværdigheden.

Apropos på P1 er bestemt ikke de eneste som gør sig i letbenet og faktuel forkert videreformidling.

Senere på ugen var en af historierne i Berlingske’s erhvervstillæg at “ulighed kan svække økonomisk vækst“. Baggrunden var et nyligt arbejdsnotat fra IMF, hvor man (igen) mener at kunne påvise en negativ sammenhæng mellem ulighed og økonomisk vækst, samt en rapport fra OECD, In It Together – Why Less Inequality Benefits All, der bygger videre på tidligere rapporter og arbejdsnotater.

Problemet er her at journalisten tilsynladende ikke er klar over, at 1. Ingen af de to rapporter har betydning for lande med relativt lige indkomstfordeling som Danmark og 2.  At i den udstrækning at man finder en en sammenhæng mellem ulighed og lavere vækst, ændrer det ikke ved at der er økonomisk konsensus om at selskabskat, topskat osv. MINDSKER den økonomiske vækst.

Journalisten indleder således artiklen med at skrive, at :

Lavere topskat, lavere selskabsskat og færre afgifter. Det vil skabe større vækst, mere dynamik, masser af nye job og flere iværksættere. Sådan er det blevet sagt i årevis – hjemme og ude.

Men nu pibler det pludselig frem med analyser fra både den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, og Den Internationale Valutafond (IMF), som slår helt andre og nye toner an.

Disse ellers så liberale internationale organisationer peger således på, at stigende lighed kan stimulere den økonomiske vækst, mens ulighed og stor afstand mellem rige og fattige er til direkte skade for velstanden.

 Må jeg foreslå at Lars Erik Skovgaard, som har skrevet artiklen, læser OECDs anbefalinger fra i år, til at skabe mere vækst i Danmark?

I den seneste rapport peger de bl. a. på at Danmark skal :

Shift the tax structure away from income. The overall tax burden is high. Lowering and shifting taxation from labour and corporate income to indirect taxes and taxes on immovable property would help boost growth.

Altså stort set det som Lars Erik Skovgaard anfører som det OECD ikke længere mener. Det gør de dog fornuftigt nok fortsat. Det er helt grundlæggende, hvis vi ønsker højere vækst herhjemme. Som det fremgår nedenfor, er det nødvendigt, hvis vi ikke skal fortsætte med at sakke bagud (her målt på privatforbrug,).

privatforbrug

Afsluttende bemærkninger

Jeg kan naturligvis ikke vide med sikkerhed hvorfor pressen – det være sig den skrevne eller elektroniske – har så svært ved at behandle ulighed på en faglig forsvarlig og korrekt måde.

At IBIS og deres mand, Lars Koch, arbejder for at fremme en neo-marxistisk dagsorden er både tydelig og ikke særlig overraskende. Men at medierne i den grad ikke kun hopper med på denne, men også meget tydeligt ikke interesserer sig for, hvorvidt IBIS o.a. har fakta og videnskab på deres side, kan undre.

En del vil formentlig mene, at det skyldes at journalister ligger et pænt stykke til venstre for midten.

Jeg tror vi har et andet  og langt væsentligere problem. Nemlig at danske journalister hverken har evnerne eller lysten til at sætte sig ind i økonomiske problemstillinger. Det være sig sammenhængen mellem vækst og ulighed eller hvad der er oppe og nede i debatten om multinationale selskabers skattebetalinger o.m.a..

Hvorom alting er, er det slående hvor ensidig og ringe fagligt funderet formidlingen er her til lands.

IMF og ulighed – igen igen

Flere indlæg her på bloggen og en artikel i Børsen (d.12.3.) af Punditokraternes redaktør har beskæftiget sig med store problemer i et nyt arbejdspapir fra Den Internationale Valutafond (IMF). I papiret finder forfatterne tilsyneladende en positiv sammenhæng mellem på den ene side, hvor meget skatter og overførselsindkomster har nedbragt uligheden med, og på den anden hvor høj væksten har været i en lang række lande. Uligheden er målt ved den såkaldte Gini-koefficient.

Et af kritikpunkterne er, at forfatterne ikke tager hensyn til landegruppeforskelle. Gør man det, bryder sammenhængen sammen. Den er statistisk talt spuriøs.

Forglemmelsen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig. Det påviste Barro i et empirisk studie i 2000. Og det er blevet bekræftet i efterfølgende studier. Litteraturen viser gennemgående en tendens til, at stigende ulighed er forbundet med lavere vækst – i fattige lande. I rige lande er voksende ulighed korreleret med stigende vækst.

Der kan være gode grunde til, at billedet ser sådan ud. Det er yderst tvivlsomt, om ulighed i sig selv har nogen indflydelse på den økonomiske vækst. Derimod kan årsagerne til en høj eller lav Gini-koefficient have stor betydning.

Helt typisk er politiske tiltag for at sænke Gini-koefficienten gennem omfordeling ved hjælp af skattesystemet forbundet med en omkostning i form af mindre velstand. Okun kaldte det ”den utætte spand”: Hvis man forsøger at ”hælde” ressourcer fra høje til lave indkomster, vil en del af dem gå tabt gennem utæthederne.

Når man taler om Gini-koefficient og BNP i vor del af verden, tænker mange således umiddelbart på der velkendte forvridningstab ved marginalskatter. Forvridningstabet er en samfundsøkonomisk omkostning. Jo mere progressivt et skattesystem, desto større forvridningstab – samtidig med, at progressionen gør Gini-koefficienten for indkomsterne efter skat bliver mindre.

Men der er også politiske tiltag, som reducerer BNP og samtidig øger Gini-koefficienten. De skatteopkrævede midler bliver ikke altid omfordelt til de fattige, men kan tilfalde en rig elite. Det er især velkendt i den tredje verden – hvor der som sagt findes en negativ korrelation mellem Gini og BNP i litteraturen -, men der findes også eksempler i vesten. Politiske tiltag, som reducerer BNP og øger Gini, kan også være politisk skabte monopoler og begrænsninger i adgangen til at vælge erhverv. I dele af verden omfordeles der fra fattig til rig ved at hæmme landbefolkningens muligheder for at søge bedre aflønning i byerne. Krav om licens for at drive bestemte erhverv kan virke på samme måde. Men også tiltag, der tilsyneladende begunstiger de fattige, kan øge uligheden, fordi noget af regningen havner hos dem, der er endnu fattigere. Effektive minimumslønninger kan øge indkomsten hos dem, der er i job, men øge fattigdommen hos dem, der dermed holdes uden for arbejdsmarkedet. Overførselssystemer, der skaber fattigdomsfælder, kan virke på samme måde.

Det bør altså ikke undre, at der ikke er nogen stærk eller entydig korrelation mellem BNP og Gini-koefficient. Ulighed bør i sig selv ikke forventes at have nogen særlig betydning for BNP. Derimod har den politik, der bliver ført, betydning for væksten, men kan påvirke Gini-koefficienten i både den ene og anden retning.

Og derfor kan det i den grad undre, at forfatterne til IMF-papiret ikke har gjort sig større ulejlighed med at trænge ned bag Gini-målene.

IMF og ulighed (måske) III – empirisk fifleri

Vi har de sidste dage skrevet om det nye notat fra Ostry et al. i IMF om ulighed og vækst (her og her). Som jeg skrev torsdag, er resultaterne forbløffende skrøbelige og meget specifikke til deres bestemte empiriske metode. Det er svært at tro, at det er tilfældigt at de når til de bestemte resultater uden at vide, hvor spuriøse de er. Som en ven bemærkede i går, bliver man ikke deputy director i IMF uden at være relativt kompetent.

I dag er formålet blot at illustrere problemet overfor læserne. I plottet nedenfor har jeg lagt ulighedstal og væksttal ind, der er fra samme kilder som Ostry et al. bruger. Man kan fornemme den overordnede negative korrelation – den er -0,13 – men tag et grundigt kig på hver gruppe af lande. Indenfor landegrupperne er der praktisk taget ingen sammenhæng overhovedet mellem ulighed og vækst: Det vægtede gennemsnit af intragruppe-korrelationerne er -0,002. Ser man grundigt på figuren, kan man derfor se hvordan IMF-folkene fifler for at få det til at se ud som om, der er en sammenhæng, men også hvor empirisk uærligt, notatet er. Men – som Niclas Berggren lakonisk bemærkede i går – påstanden er i medierne nu, uanset hvor absurd man kan demonstrere den er.

IMF om ulighed og vækst (måske) II – Den danske socialstatsmodel skader vækst og velstand

Christian skrev i torsdags om et nyligt notat fra IMF, “Redistribution, Inequality and Growth“. Her redegjorde han for nogle af de betydelige metodiske problemer pågældende notat har. Men ikke nok med det, så må man i den grad undre sig over at fortalerne for høje progessive skatter og kraftig omfordeling overhovedet henviser til Notatet. For i den udstrækning at metode og konklusioner er anvendelige – og det er mere end tvivlsomt – er konklusionen reelt, at mens Jonathan D. Ostry, Andrew Berg, og Charalambos G. Tsangarides kom frem til at omfordeling almindeligvis ikke skader en økonomis vækstmuligheder, så indebærer den meget store omfordeling i lande med meget lav ulighed, som f.eks. Danmark, man fortsat omfordeling er skadelig for skabelse af fremtidig velstand.

I notatet bemærker man i konklusionen, at:

We do find some mixed evidence that very large redistributions may have direct negative effects on growth duration, such that the overall effect—including the positive effect on growth through lower inequality—may be roughly growth-neutral. But for non-extreme redistributions, there is no evidence of any adverse direct effect. The average redistribution, and the associated reduction in inequality, is thus associated with higher and more durable growth

Og hvad mener man så med “very large redistribution”?  Og hvor meget re-distribuerer de enkelte lande egentlig? (for diskussion af forfatternes metode, se bl.a. Christians indlæg og links nederst).

gini imf brutto net

Ovenstående figur er hentet fra notatet og viser lande med henholdsvis størst og mindst redistribution. Som det fremgår har man valgt kun at medtage de 20 procent mest folkerige lande. Som det indikeres er forskellen mellem Gini-koefficienten før skatter og overførselindkomster (“markeds” Gini-koefficient) og Gini efter skatter og overførselsindkomster (Gini-netto) størst i en række europæiske velfærdsstater.

Disse er ydermere karakteriseret ved at de er blandt de lande med den højeste Gini-kvocient for skat og overførsler i verden. Det er et ganske interessant resultat i og med at notatet er baseret på den præmis, at “markeds” Gini-koefficienten ikke er påvirket af eksistensen af en (stor) velfærdsstat og dens re-distribution. Det er i sig selv ganske bemærkelsesværdigt, idet man dermed antager at lande som Tyskland, Holland, Sverige og Danmark (som det fremgår af nedenstående figur hentet fra The Economist omtale af notatet i sidste uges “Free exchange” skulle være blandt verdens mest ulige lande, hvis det ikke var for den omfordeling, der finder sted via vores socialstat (her er kun medtaget “direkte” omfordeling).

a littel of the top

Det kan i parantes bemærkes, at GINI koefficienten (netto) ifølge Danmarks Statistik var 39 i 1939, altså på niveau med Venezuela i dag.

Som Christian bemærkede i sit blogindlæg har IMF notatet cirkuleret i pressen, hvor ikke mindst den mere venstreorienterede del af den, har brugt den til at fremhæve vores om-fordelende og kraftigt beskattende socialstat. Men hvis notatet skal tages på ordet, siger man groft sagt, at Danmark er et ekstremtilfælde, og at graden af omfordeling er SKADELIG for den økonomiske vækst. Således fremgår det at,

Turning to redistribution, we find (also in column 1 of Table 5) that when redistribution is
already high (above the 75th percentile), there is evidence that further redistribution is indeed harmful to growth, as the Okun “big trade-off” hypothesis would suggest. When it is below that level, however, there is no evidence that further redistribution has any effect on growth. Figure 7 shows redistribution for selected countries; further redistribution seems to start having a negative direct effect when it exceeds about 13 Gini points.

Det har dog ikke afholdt en række medier og politikere i at fremhæve notatet som et væsentligt argument for øget omfordeling og en hyldest til samfundsystemer baseret på massiv omfordeling og høje progressive skatter.

Således skriver PioPio under overskriften “Nyt internationalt studie afliver højrefløjens myter om, at omfordeling skader væksten”, at

I analysen konkluderer IMF, at lande med en stor grad af ulighed generelt oplever en lavere vækst end lande, hvor pengene er fordelt mere ligeligt.

og fortsætter med at

Det har mange af os i lang tid vidst på trods af, at markedsforblændede liberalister fra R, K, V og LA konstant har prædiket, at al økonomisk velstand og virkelyst ophører når man tager fra de rige og giver til de fattige.

Det fik bla. Mattias Tesfaie til på sin Facebook at skrive:

Flere af verdens største medier har i dag beskæftiget sig med en ny rapport fra IMF.

Rapporten dokumenterer, at et progressivt skattesystem, med forholdsvis høje skatter til de mest velstillede og omfordeling fra rig til fattig, er godt for økonomisk vækst og jobskabelse.

At IMF kommer med den slags udmeldinger, er mildest talt en nyhed. Derfor forstår jeg godt, at journalister på alverdens medier skriver om rapporten.

I Danmark har ingen medier dog beskæftiget sig med nyheden. Det synes jeg er mærkeligt. Men når journalisterne er ligeglade, må vi andre gå direkte til kilden.

Hvorefter han linker til rapporten, som han dog direkte adspurgt erkender, at han ikke har læst. Det skulle han måske have gjort.

For når man i rapportenpåpeger at lande med meget skæv indkomstfordeling er de der foretager den største omfordeling, og påpeger at fortsat omfordeling i lande med en meget lav GINI formentlig skader den økonomiske vækst, så er det altså primært vesteuropæiske og skandinaviske lande.

Ud fra et hjemmelig perspektiv er det således fristende at rent faktisk at acceptere rapportens grundlæggende metode idet selve rapportens resultater kan bruges som argument for mindre omfordeling i Danmark. Det vil jeg dog undlade med. Hertil er den anvendte metode ganske enkelt for problematisk.

For en yderligere kritik af anvendelsen af forskellen på “markeds” Gini og “netto” Gini kan jeg forøvrigt anbefale at læse Andreas Berghs “On the counterfactual problem of welfare state research: How can we measure redistribution?“.

En del af problemstillingen diskuteres også i Gosta Esping-Andersen og John Myles “The Welfare State and Redistribution“.

IMF om ulighed og vækst (måske)

De sidste par uger har der været en del opmærksomhed omkring et nyt papir fra IMF om ulighed, omfordeling og vækst. Jonathan Ostry, Andrew Berg og Charalambos Tsangarides diskuterer, om økonomisk ulighed er godt eller skidt for økonomisk vækst, og konkluderer i både deres litteraturgennemgang og deres empiri, at det er skidt. I Sverige har socialdemokraterne allerede grebet tanken og herhjemme har det socialdemokratiske bagland i form af Peter Ahrenfeldt Schrøder fra PIO også skrevet begejstret om studiet (læs her). Men de skulle måske have ventet en smule.

Der er for det første ganske store konceptuelle problemer i papiret. Andreas Bergh giver sin uforbeholdne, kritiske mening her og fokuserer ikke mindst på, at det mål for omfordeling, som Ostry et al. bruger, er tæt på nonsens. De tager forskellen på ginikoefficienten, mål på henholdsvis markedsindkomst og nettoindkomst – dvs. indkomst før enhver skat og omfordeling, og indkomsten efter al omfordeling har fundet sted- som mål for omfordeling. Men som Andreas viste for nogle år siden i en artikel i European Sociological Review, dur det ikke. Hvis, for eksempel, omfordeling gør det uprofitabelt at tage et job, vil den skabe mere ulighed målt på markedsindkomster. At den så bagefter jævner de disponible indkomster ud, behøver ikke betyde at der ser ud som om der har været omfordeling. Måler man omfordeler mellem markedsindkomster X og disponible indkomst W og ens omfordelingspolitik påvirker begge, giver et mål X-W ikke meget mening.

Værre er det, at studiet ’lugter’ når man kender til de bagvedliggende data. Sagt på en anden måde, var min fornemmelse for de data, Ostry et al. bruger og som jeg også selv har brugt en del på det sidste, at de næppe kunne føre til den konklusion. Da jeg alligevel sad i et fly i går på vej over Atlanten, og derfor havde rigeligt tid til overs, prøvede jeg at se om jeg cirka kunne genskabe deres resultat. Bruger man de samme ulighedsdata, samme mål for omfordeling og samme metode (System GMM), kan man fint få et meget lignende resultat. Dermed er den hellige, socialdemokratiske grav dog ikke velforvaret.

Problemet viser sig at være, at Ostry et al. ikke korrigerer for region-specifikke forskelle. Gør man det, ender man med at få mere præcise estimater på andre forhold, mens ulighed i disponible indkomster ikke bare bliver insignifikant, men faktisk skifte fortegn. Målet for omfordeling bliver ved med at være ligegyldigt. Hele resultatet er således kørt af tidsinvariante forskelle mellem regioner – Latinamerika er således kendetegnet af stor ulighed og massive politiske fejl, der holder det økonomisk tilbage.

Ostry et al. gør et dermed stort nummer ud et spuriøst resultat. Så spørgsmålet der står tilbage, er endnu en gang hvorfor så mange er så forhippede på ’vise’ at ulighed er dårlig. Ligesom den håbløse bog af Wilkinson og Pickett for nogle år siden, griber internationale medier med kyshånd pseudo-resultater, der peger i omfordelende retning, mens de næsten aldrig hylder individuel foretagsomhed eller udvikling uden en dominerende stat. Man undres.

Johan Norberg om IMF og behovet for reformer i Europas kriseøkonomier.

Johan Norberg har et ganske interessant indlæg i Svenska Dagbladet om IMF og deres seneste udmeldinger om offentlige besparelser vs. skatteforhøjelser.

Under overskriften, Krugman ropade hej alltför tidigt, tager Norberg udgangspunkt i at Fiansiel Times journalisten, Chris Giles, har tilbagevist IMFs påstand om at offentlige sparetiltag har haft større negativ effekt på den økonomiske vækst end først antaget.

Cris Giles har påvist, at den tilsyneladende sammenhæng mellem nedskæringer og krise, som IMF mener at kunne påvise, alene er styret af data fra Grækenland og Tyskland. Fjerner man disse to lande, bryder argumentet sammen.

Eller som Norberg skriver:

När Giles tog bort extremerna Grekland och Tyskland försvann det säkerställda sambandet, liksom när han inkluderade Nya Zeeland (som exkluderats). När Giles kontrollerade för ländernas bytesbalans före krisen försvann det robusta resultatet, liksom när han tittade på 2012 års budgetar i stället för 2011 års.

Det helt specielle i Grækenlands tilfælde er ifølge Norberg, at

länder som Grekland saknar ett dynamiskt näringsliv som kan träda in när staten skär ned. Då kan åtstramningar leda till fritt fall. Där är det viktigare att genomföra strukturreformer, som att avreglera arbetsmarknaden och öka konkurrensen, samtidigt som nedskärningarna sprids ut över flera år.