Tag: indvandring (page 2 of 4)

Det er ligegyldigt om indvandring får gennemsnitsindkomsten til at falde

Denne punditokrat har bevæget sig ud i en tvist med en konservativ folkekandidat, som i en diskussion om indvandringen til Danmark skrev:

”Den gennemsnitlige indkomst pr. indbygger i Danmark faldt i årene 2010-13 fra 324.207 kr. til 320.342 kr. I samme periode steg antallet indvandrere med 118.019 personer. Med en gennemsnitsindkomst på det halve af den øvrige befolkning, gør de nytilkomne samfundet fattigere og hvor politik før drejede sig om, hvordan vi skulle forvalte og fordele den stigende velstand, må vi nu tage stilling til, hvordan byrderne ved den faldende indkomst skal bæres…”

Det forekommer naturligt at se på, om indvandringen gavner det danske samfund ud fra nogle makroøkonomiske indikatorer. En af dem er indkomst per capita og den samlede indkomst i Danmark, BNI. Men er dét et meningsfuldt mål for indvandringens effekt på økonomien?

Et tænkt eksempel:

To personer bor på hver sin side af en landegrænse. Den ene tjener 4 kroner og den anden tjener 2. Gennemsnitsindkomsten i Land A er 4 kroner og Land B er 2 kr. Så bevæger ham fra Land B sig over grænsen. Befolkningen fordobles, BNI øges med 50 pct., men gennemsnitsindtægten falder med 25 pct.

Og der er vel at mærke ikke sket nogen reel forandring hverken i den samlede velstand eller i dens fordeling.

Her er to befolkninger, der bor for sig:
før

Her bor de i samme land:
efter

Selvfølgelig ændres gennemsnittet, når to uens grupper, der før blev regnet hver for sig, nu regnes under ét. Det svarer ikke nødvendigvis til nogen ændring i den reelle indkomst, ligesom børn ikke bliver lavere af, at der bliver født nye søskende, selvom gennemsnitshøjden falder. Der skal specifikt gøres rede for, hvordan indkomst flyttes. Det sker ikke bare, fordi der flytter folk til. Det sker fordi det besluttes.

I dagens Danmark vil den tabel se anderledes ud. Der vil danskerne fra første tabel miste nogle penge, som vil blive overført til den nye gruppe. Men igen: Det er ikke en følge af aritmetik.

Herudover: Gennemsnitsbetragtninger siger intet om de pågældende indvandreres position i samfundet – det siger ikke engang noget om, hvorvidt de er selvforsørgende. Indvandrere der primært arbejder i lavtlønnede fag, f.eks. som ufaglærte gartnere, aupairpiger eller SOSU-medhjælpere, vil have en indkomst, der ligger under gennemsnittet. Det vil derfor se ud som om de pågældende mennesker gør skade på økonomien, selvom det modsatte er tilfældet.

Faren ved at stirre sig blind på om gennemsnitsindkomsten stiger eller falder, er, at det lægger op til en generel agitation imod migration selv i tilfælde hvor det entydigt kommer alle parter til gavn, eksempel den migration der foregår mellem nye og gamle EU-lande, USA og Latinamerika, USA og Europa.

Danmark har ikke haft samme gavn af indvandring fra tredjeverdenslande, og det er der specifikke, lokale grunde til. Først og fremmest at mange indvandrere og flygtninge står udenfor arbejdsmarkedet og altså forsørges af det offentlige. (Pernille Vermund henviste helt rimeligt til tal fra Rockwool-fonden, som kan ses her. Der er tale om 16,6 mia. kr om året.). Det er dét, der er problemet. Snak om gennemsnitsindkomsten er kun forplumrende.


Jeg har i øvrigt ført en tilsvarende disput med Morten Uhrskov Jensen, som lå til grund for en lunken anmeldelse af hans bog, Indvandringens pris, i tidsskriftet Critique. Nielsy Westy har gennemgået argumenterne i endnu større detalje hér.

Lars Christensens skitse til en immigrationsreform

Lars Christensen har efter eget udsagn været så sindssygt træt af flygtninge- og indvandrerdebatten, at han har lagt en lang skitse til en liberal politik på området ud ikke på sin Market Monetarists-blog, men Facebook. Som han skriver om debatten:

Derudover synes jeg, at debatten minder ufattelig meget om miljødebatten – ta’ blot diskussionen om vandmiljøplanen i 1980erne eller diskussionen om ”global opvarmning”. I disse debatter handlede det ufattelig meget om ”følelserne”. De venstreorienterede ”miljøforkæmpere” tegner altid katastrofe scenarier og skriger på ”handling” med det sammen. Vandmiljøplanen fra 1985 er et godt eksempel på, hvordan følelser og katastrofe-scenarier fik lov at bestemme politikken.

Indvandrere-debatten er de borgerliges miljødebat.

Det vil jeg give ham ret i.

Lars præsenterer ideen om en immigrationsskat, der i udpluk lyder:

1) Folketinget beslutter hver femte år en årlig kvote for de kommende fem år den årlig netto-indvandring (både flygtninge og indvandrere). Hvis kvoten ”overshoots” det ene år, så skal den fratrækkes i det følgende års kvote.
2) Af historiske og institutionelle årsager fratrækkes flygtninge og indvandring fra andre EU-lande. Dette er ikke nødvendigvis fornuftigt fra et rationelt økonomiske perspektiv, men det er ret oplagt, at ingen reform kan lukke for flygtninge eller indvandring fra andre EU-lande.
3) Når kvoten er fastsat fratrækkes flygtninge og EU-indvandrere. Det giver en rest-kvote. Dette er den reelle kvote, der hvert år skal allokeres.
4) Optimalt set burde denne kvote allokeres ved at bortauktionere kvoterne på samme måde, som man bortauktionerer CO2-kvoter i dag. Dette være et system som Julian Simon og Milton Friedman har foreslået. Jeg tror dog, at et sådan ”marked” ikke nødvendigvis vil være efficient og likvidt nok til at give mening. Derfor ville mit forslag være en egentlig immigrationskat. Denne skat ”kalibreres”, så man kan ramme den årlige ”rest-kvote”. Skatten kan justeres løbende i løbet af året – foreksempel hver kvartal. Hvis der for eksempel komme uventet mange flygtninge kan skatte sættes op eller hvis mange forlader Danmark, så kan skatten nedsættes.
5) Ved at sætte en immigrationsskat vil man sikre ”self-selection” – altså at kun de immigranter, der mener, at det vil være skatten værd i fremtidig indtjening. Dermed er der ingen grund til ”diskrimination” baseret på nationalitet, religion, uddannelse. Skatten vil sikre den mest optimale allokering af rest-kvoten.
6) Immigrationsskatten er tænkt som en engangsskat, der betales ved ”entry” til Danmark. Dette kan suppleres med årligt ”fee” – for eksempel – 20.000 eller 50.000 kr., der betales over skattebilletten over for eksempel 10 år.
7) Når det årlige fee er betalt i 5 eller 10 år kan dette så give adgang til permanent opholdstilladelse med fulde rettigheder i forhold til offentlige ydelser og andet.
8) I denne ”prøveperiode” (5-10 år) gives, der ikke adgang til nogen former for sociale ydelser og sundhedsydelser. Man kunne stille et krav om en obligatorisk sundhedsforsikring.
9) Man kunne bestemt også tænke sig, at det årlige ”fee” også kom til at gælde for flygtninge. For flygtninge skulle antallet af året fee’et betales afhænge af udgifterne til ophold og ydelser i forbindelse med ankomsten til Danmark.
10) Indtægterne fra immigrationsskatten samt de årlige fees skal i første omgang betale udgifter til flygtninge samt udgifter til administration af systemet. De restende udgifter til en gang årligt uddeles direkte til hver enkelt dansk statsborger som en ”immigrationscheck”. Dermed få hver enkelt dansker en kontant betaling for at tage imod immigranter.

Denne punditokrat kan meget godt lide det aftaleretlige tilsnit en sådan immigrationspolitik har, men ville nok selv foretrække en immigrationspolitik baseret på forskellige residency-ordninger, ligesom det kendes fra golfstaterne.

Skitsen kan læses og kommenteres her: http://www.facebook.com/lars.christensen.9/posts/10153018095628793

 

Dobbelte fejlskud om filippinske au pairer

Information bragte i dag en artikel med titlen: ”K vil holde au pair-løn nede af hensyn til børnefamilier.” Der fremhæver Mai Mercado, at aupair-arbejde ikke må ”gør[es] dyrere for børnefamilierne,” og taler imod obligatoriske feriedage med hensyn til, at ”rigtig mange … måske godt [kunne] bruge au pair-hjælp” de dage.

Mercados tåkrummende udtalelser fremstiller au pairer som basisvarer, som politikerne ikke må fordyre – en konservativ tilføjelse til Venstres krav, om at det ikke skal være dyrere at være dansker, hvilket det jo uden billige filippinere utvivlsomt ville være for nogle.

Desværre er det ikke meget bedre hos den velmenende Johanne Schmidt-Nielsen. Begge ser bort fra, hvad de pågældende mennesker selv kunne tænke sig at sige om den sag. Hun omtaler lige så glædeligt de filippinske kvinder som importvarer – de er stadig ressourcer, men bare ressourcer som det er synd for. De er åbenbart ”tyende” (!), der indgår i overklassens per definition suspekte conspicuous consumption.

Hvis man gerne vil have en tjener, så må man betale det, en tjener koster,” udtaler den store humanist. (Helt i tråd med den tilsvarende etisk-protektionistiske kritik af middelklassen for at købe billige udenlandske varer og hyre polsk arbejdskraft). Ingen af de to politikere udviser den store interesse for de filippinske kvinders egne ønsker.

Heldigvis er der andre, der har gjort sig den ulejlighed at tage “au pair-piger” alvorligt. I seneste udgave af tidsskriftet Identities har to antropologer interviewet filippinske au pair-piger fra Bohol, som alle har været på ophold i Danmark. Artiklen anbefales på det varmeste. Selvom denne gruppe oftest fremstilles som ofre i litteraturen, er det ikke et billede, som understøttes i materialet fra dette feltarbejde.

I artiklen møder vi f.eks. Rosie, ”a young woman who had worked as a maid during her college studies,” hvis ophold var et springbræt ind i en voksentilværelse hjemme. Hun beskriver, at hun “‘grew up with her job (…) I became an adult when I worked here [where she was maid], as I budgeted my money for important things, for my family’.”

En anden beskriver, hvad hun havde lært på sit ophold, som: “to stand on my own feet, to be independent, to decide on my own, to be strong – I was far from my loved ones, that is a big challenge’.”

Det er givetvis noget andet end en kulturelt orienteret dannelsesrejse, som er ordningens officielle formål. Den typiske filippinske arbejdsudvandring er mere business end Byron. Gennem udrejse opnår de muligheder, de ikke kunne få hjemme som ”standby” – folk, der er selvforsøgende, men bliver tilbage og ikke forsørger sig selv. En af de muligheder er, overraskende nok for den, der anser dem for slaveagtige tyende, en højere grad af personlig frihed:

”While the au pairs framed their move as challenging, some also emphasised that they found pleasure in escaping the watchful eyes at home. … ”As one au pair put it: ‘it’s like you’ve been jailed and off-jailed’”

Personlig frihed er et gennemgående tema:

“Another au pair similarly explained that one of the great things about going abroad was gaining freedom, having been restrained by parental control until she came to Denmark at the age of 24.”

Selvom kritikerne af au pair-ordningen har ret i, at den reelt er en fremmedarbejderordning, så er det ikke i sig selv et særlig godt noget argument for at lukke eller begrænse den. Der er jo en grund til, at folk rejser ud. Geografisk mobilitet er en strålende vej til social mobilitet, selvom der kan være farer. Således også med au pair-ordningen:

Through migration they thus acquire higher social status in their local society, which allows them to re-position themselves within their families, as long as they live up to the ideals of maturity, prudence, and independence that are associated with adulthood in Philippine society. Despite the many ambiguities, uncertainties, and possibilities of exploitation that are associated with au pairing, it is therefore regarded, in the au pairs’ home communities, as an attractive pathway towards personal development for young women.

Migration reduceres ofte til et udslag af hovedløs økonomisk desperation (“fattigdomsflygtninge”). Men det er en grov karikatur — dem, der rejser ud, er jo netop i færd med at tage vare på sig selv, ikke passive ofre for omstændighederne. Det lader i den forbindelse til at være mindre væsentligt, hvad debattører i værtslandet synes om det.

Det betyder ikke, at der ikke er risici forbundet med arbejdsmigration. Eksempelvis er der mange stuepiger og barnepiger i Hongkong og Singapore, som behandles helt skrækkeligt.
Det er bare ikke en grund til automatisk at erklære alle au pairer for ofre, når man derved afskærer stadig flere fra at forbedre deres økonomiske kår.

Alene det imponerende faktum, at mange au pairer er i stand til at sende 1000-1500 kr. hjem på deres relativt sparsomme lommepenge, vidner en del om disse kvinders økonomiske og personlige overskud. Au pairerne udfører noget mere end bare let husarbejde, og mange arbejder mere end de 30 timer, men “au pairing in Denmark was generally viewed in very positive terms in the Philippines. Former au pairs, who also had work experience from Singapore, … described their au pair placement in Denmark as significantly safer and less labour intensive.”

Det er fejlagtigt at opfatte migranter fra fattigere lande som arbejdskraftens svar på drivtømmer. Vi har at gøre med mennesker, som påviseligt opsøger og udnytter muligheder, fravælger nogle lande og tilvælger andre – og i det hele taget opfører sig som de voksne mennesker, de er eller arbejder hårdt for at blive.

Indvandring 2: Er indvandring farligere nu end før?

Visse læsere er blevet meget fortørnede over, at jeg har kritiseret en ofte borgerlig diskurs imod indvandring. En del af kritikken handler om, at jeg overhovedet ikke taler om noget relevant – at standardmålene for diversitet ikke fanger de ’rigtige’ aspekter – og at jeg ikke forstår diskursen. Centralt i denne nationalkonservative (om man vil) diskurs synes at være en ide om, at den nuværende indvandring er kvalitativt anderledes end tidligere tiders indvandring, og dermed farligere.

Til en hvis grad har kritikerne nogle pointer. Der er for eksempel flere indvandrere nu end i 1950 – den sidste gang Danmarks Statistik angav fødested for udlændinge. Sammenholder man 1950-statistikken med DSTs ”Indvandrere i Danmark 2012”, var der i 1950 knap 77.000 indvandrere i Danmark, mens der i dag er 314.000. For 63 år siden var 38 % af vores udlændinge i 1950 fra andre nordiske lande. I dag er tallet 9 %. Andelen af indvandrere fra Tyskland, Storbritannien, andre vesteuropæiske lande samt USA, Canada og Australien var dengang 53 %, mens den i dag er 25 %. Indvandringen fra Østeuropa er også steget som andel af den samlede indvandring: I 1950 var 4 % af udlændingene fra Sovjetunionen, Polen, eller randstaterne, som de baltiske lande kaldtes dengang. I dag er tallet 12 %.

Forskellen, som mange hæfter sig ved, er derfor at en langt større andel af vores indvandrere – cirka halvdelen – er af ikke-europæisk oprindelse. Cirka 75.000 mennesker bosiddende i Danmark i dag er af forskellig asiatisk oprindelse, 13.000 er oprindeligt fra Afrika, mens 79.000 er af anden ikke-europæisk afstamning. De ligner rent fysisk derfor ikke ’almindelige’ danskere.

Der er en række andre forskelle i indvandringen. Så vidt man kan bedømme med den tids information, kom indvandrere i 1950 fra lande med cirka 2/3 af Danmarks levestandard; i dag er de typisk fra lande med halvdelen af den danske levestandard. Antager man, at indvandrerne er tilnærmelsesvist repræsentative for deres hjemlande, er de fire gange så tilbøjelige til at mene, at religion er vigtig i deres dagligdag, og kun 40 % så tilbøjelige til at erklære, at man kan stole på andre mennesker. Så vidt man kan komme med et kvalificeret gæt, var indvandrerne i 1950 lidt mere tillidsfulde, men sandsynligvis også mere religiøse.

Det er dog ikke et særtræk ved indvandrerne. De er på de punkter faktisk helt gennemsnitlige i verden, med et religiøsitetsniveau på 68 % og et tillidsniveau på 26 %. Begge tal er næsten præcist det globale gennemsnit og reflekterer blot, at Danmark i global sammenhæng er et meget underligt land! Vi er de mest tilllidsfulde, de mindst religiøse (sammen med svenskerne og esterne), og stadig blandt de 20 rigeste lande. Indvandrerne kommer dog alligevel i gennemsnit fra lande, der er rigere end det globale gennemsnit. Det betyder dermed også, at de alt andet lige vil have langt stærkere arbejdsmoral end danskerne. Som Casper Dahl dokumenterede i foråret, er danskerne nemlig det folk i verden, der er mindst tilbøjeligt til at mene, at hårdt arbejde er så vigtig en værdi, at den er værd at lære ens børn.

Så er de ’nye’ danske indvandrere farligere end de gamle? Det er et svært spørgsmål at svare på, for det går ikke at se på de 1950-indvandrerne med 2013-briller. I 1950 var der 25.000 tyskere i landet. Med 2013-briller på, er de næsten ligesom danskere og ganske flinke og arbejdssomme. Men i 1950 kom de fra et land, der blot fem år tidligere havde forsøgt at erobre Europa og udrydde en hel religion! Hvem var de farligst for dansk kultur og egenart i 1950 – en tysker eller en thai? Nazister eller muslimer? Og hvem har vist sig lettest at integrere: Grækere eller litauere? Vietnamesere eller spaniere? Historisk indvandring bør altid ses i en historisk kontekst. Gør man det, er det måske værd at overveje, hvor stor truslen er i dag, og hvor lille den viste sig at være fra en ganske farlig indvandring mange år siden.

De gode, de onde og de grusomme

Så er vi oppe at køre igen efter et par dage, hvor bloggen af tekniske grunde ikke var tilgængelig – vi beklager.

Og så til dagens indlæg, der skal ses i sammenhæng med min klumme denne weekend på 180grader ”Onkel Danny, $torebror $am og kampen om kulturen ”.

Debatten om dansk kultur, indvandring og integration har de seneste årtier været domineret af to grupperinger – den ene er de kulturrelativistiske multikulturelle, med f.eks. dagbladet Politiken som bannerfører. Det er her man f.eks. kan gå op i, at vi sender hårdt belastede kriminelle tilbage til de lande de kom fra, og hvor man leder med lys og lygte efter årsager til den mildt sagt problematiske integration hos majoriteten, mens minoriteter oftes ligestilles med ofre. Lad os kalde dem ”de gode”, det er jeg sikker på, at de vil sætte pris på. De kan vel overordnet betegnet som liberale politisk og kollektivistiske økonomisk. Det vil sige at man er tilhænger af åbne grænser, synes det er fint med høje skatter og går ind for en omfattende velfærdsstat.

Heroverfor har vi – først og fremmest anført af Dansk Folkeparti -– de kulturkonservative. Lad os kalde dem de onde, det er jeg sikker på er opfattelsen på Politikens chefredaktion. Også ”de onde” er tilhængere af en omfattende velfærdsstat, men i modsætning til ”de gode” er de klar over, at et sådan system indebærer et krav om gensidig identifikation og homogenitet, altså en monokultur – assimilation er alts en nødvendighed.

I modsætning til ”de gode” er ”de onde” klar over, at velfærdsstaten bedst fungerer i en protestantisk kulturkreds med dens vægt på individuel ansvar og krav til den enkelte,. Hvad de dog har svært ved at erkende er selvfølgelig, at selve den universelle velfærdsstat er med til at nedbryde selv samme traditionelle protestantiske værdier, som udgjorde forudsætningerne for, at en velfærdsstat som den danske overhovedet kunne fungere.,

Den tredje gruppering, som ikke fylder meget i debatten er sværere at placere, og alligevel ikke. Den anser ikke den danske nationalitet eller kultur som en kvalitet i sig selv, men hylder heller ikke kulturrelativisternes lige så absurde minoritetsdyrkelse. Det er ikke et tilfælde, at visse lande og kulturkredse har vist sig andre overlegne til at skabe velstand og frihed. Vores verdensdels velstand og relative frihed, skyldes ikke vores hærgen i andre verdensdele, men at den vestlige kultur har været alle andre overlegen. Men det er jo ikke givet at det fortsætter på denne måde. Var det 20 århundrede præget af det amerikansk-europæiske mix overlegenhed, er det 21. århundrede mere end godt på vej til at blive det amerikansk-asiatiske århundrede økonomisk, om det også følges op af samme niveau for individuelle frihedsrettigheder, må tiden og ikke mindst Kinas fremtidige udvikling vise.

Vi kan kalde dette standpunkt og denne gruppe for ”de grusomme” – hvilket både ”de gode” og ”de onde” sikkert vil være enige om. I deres naivitet er de overbeviste om, at i en fri verden præget af markedsøkonomi vil de bedste kulturer overleve, mens de andre vil forgå.

I forhold til “de gode og de onde” kan man kort betegne forskellene med, at “de grusommes” motto kunne være, ata “døren står åben, men pengene bliver i pungen”. Med andre ord mener “de grusomme” at vi er nød til at vælge mellem vefærdsstaten og at være et åbent samfund, og at de sidste er at foretrække. “De onde” synes at foretrække det første.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg som liberalist  tilhører “de grusomme”, det kan ikke være anderledes. Jeg er således ikke i stand til at mobilisere en særlig form for samhørighedsfølelese for mit fædreland – det er blot et tilfælde, omend et på mange måder heldigt (for undertegnede) tilfælde, at jeg blev født som dansker. Jeg føler ikke nogen særlig samhørighed eller ansvar overfor andre, blot fordi de er udstyret med samme pas, det må komme an på om andres værdier er i overensstemmelse med mine egne.

Jeg tilslutter mig derfor fuldt ud Dan Turells måde at se tingene på, som han skriver i novellen $torebror $am, hvor han beskriver sig selv om amerikanerdansker og ikke begræder, hvis det danske sprog skulle forsvinde i løbet af et par generationer (hvilket der nu ikke er grund til at frygte). I lighed med Dan Turell tillægger jeg ikke det at noget er dansk en speciel værdi. Men det er ikke det samme, som der ikke er en række værdier knyttet til det at være dansker. Hvilket Christian Bjørnskov har skrevet om flere gange, for eksempel her.

Ny Alliance vil lukke kasserne og åbne grænserne

Ifølge dagens aviser, bl.a. Nyhedsavisen og 180grader, foreslår NA, at man skal åbne for indvandring, men lukke for de offentlige kasser, således at udlændinge der kommer til Danmark selv må sørge for f.eks. private forsikringer til sygdomsbehandling og ledighedsydelse

Det er selvfølgelig tankevækkende, at hvor 180grader bruger overskriften “Ny Alliance vil lukke kasserne og åbne grænserne” så er Nyhedsavisens overskrift “Syge indvandrere skal selv betale for lægehjælp” – en ikke uvæsentlig forskel.

Som borgerlig liberal burde NAs forslag jo være sød musik i ørerne, men ak, dem finder der vist ikke mange af i folketinget ano 2008, i hvert fald ikke i Venstre, Danmarks selverklærede liberale parti, hvor Karsten Lauritzen, der er formand for Folketingets udvalg for udlændinge- og integrationspolitik udtaler, at “jeg er enig i intentionen. Danmark har brug for arbejdskraft. Men vores velfærdsydelser skal gælde alle i samfundet. Ellers ender vi med at få et A- og et B-hold.”

Naturligvis er Dansk ”nationalt-socialdemokratisk” Folkeparti heller ikke med på ideen, hvilket dog er mere forståeligt givet deres politiske ståsted. Og cirkel-slutningen, som partiets udlændingeordfører Peter Skårup opstiller er da også, at “I den ideelle verden lyder det jo meget smukt, at folk skal have fri indrejse, men at dem, der kommer hertil, ikke skulle have ret til offentlig forsørgelse, er jo helt urealistisk at forestille sig i Danmark,” – tjah hvis der var en vilje, var der nok også en vej.

Der er naturligvis tale om et dybt diskriminerende forslag, spørgsmålet er bare overfor hvem? Jeg går ud fra, at NA mener, at indvandrernes skattebetaling skal afspejle, at de hverken er del af overførselsindkomst-cirkusset eller det offentlige syndhedssystem.

Når Karsten Lauritzen taler om et A- og B hold, er det jo ikke givet, hvem der havner på hvilket. Mit bud er, at det vil være endog meget fordelagtigt at deltage i en ordning hvor man frasiger sig alle krav på offentlige ydelser, og i stedet klarer sig selv.

Og naturligvis er der praktiske problemer, hvad med deres børn? skal de også have det favorable tilbud, eller skal de tvinges ind i den danske model? En mulig løsning ville jo være, at tilbuddet gælder alle der måtte ønske det. Se det ville være ægte borgerlig-liberal politik.

Hørte jeg nogen sige, at så vil kun de der ikke kan klare sig bliver tilbage i systemet??? – tsk tsk, hvad er dog det for en holdning at have til det store flertal af danskere der i meningsmåling efter meningsmåling angiver, at de er vældigt glade for vores velfærdsmodel og da gerne betaler en høj skat for at finansiere denne – men det mener de måske slet ikke?

Ugens citat: WSJ om GOP og indvandring

Fra dagens Wall Street Journal leder lidt om den igangværende kongres-behandling af Bushs forslag om en ny indvandringspolitik.  Den har den sigende titel: “Immigration and the GOP: How to make Republicans a minority party once again”:

“We’ve written often about the merits of immigration reform, and we have our own problems with parts of the Senate bill. But it’s worth spending some time on the larger politics of the issue, especially for Republicans. They’re caught between a passionate minority of their party–who oppose any reform that allows illegals a path to citizenship–and the larger electorate, which is more moderate and wants to solve the problem. Like Democrats on national security, this is a classic case in which pandering to the base will harm the GOP overall.

… No doubt this gets applause in some Republican precincts. But in the near term, meaning through 2008, Republicans would be far better off helping President Bush and John McCain pass something that takes immigration off the table. If the issue remains central to the 2008 debate, it will divide the GOP and the media will play up the split. Given the passions that immigration evokes on the right in particular, the issue could easily drown out other domestic policy messages the candidates would prefer to run on.

The longer term danger is that the GOP is sending a message to Latinos that it doesn’t want them in the party. And if that message sticks, Republicans could put themselves back in minority party status for a generation or more. Hispanics are the largest ethnic minority in the country, and their voting numbers continue to grow. Hispanics were estimated to be 8% of the electorate in 2006, compared with 6% in 2004 and 5.5% in 2000. Census data show that the number of Latino voters could rise to 10% or more by 2008. The demographic reality is that the GOP can’t be a majority party with Anglo-Saxon votes alone.

Like most voters, Hispanics care about more issues than immigration. But also like most voters, they take pride in their cultural identity and will reject candidates who send a message of hostility to their very presence in America. They know that when Tom Tancredo calls for an immigration “time out,” he’s not talking about the Irish. He means no more Mexicans, Hondurans or other Hispanics. If the GOP wants to be deserted by Hispanics for the next few election cycles, that sort of talk should do the trick. 

A recent WSJ/NBC News poll showed that Hispanics now self-identify as Democrats rather than Republicans by 51% to 21%.

 … In 2004, exit polls showed Republicans winning 44% of the Hispanic vote, up from 35% in 2000 and 38% in 2002. As Democratic strategist Simon Rosenberg noted after last year’s elections, “the Latino vote had swung more heavily into the Republican camp than any other vote in America. They went from 21% in 1996 to 44% in 2004. This was a doubling of the Republican market share, one of the most significant political achievements of the Bush era.”

But in the run-up to last year’s midterm elections, Republicans chose to make immigration their lead issue. The GOP leadership in Congress encouraged talk radio and cable news shows to inflate the illegal alien problem, and Republican candidates took a hard-line anti-immigration stance in hopes of turning out GOP voters. It didn’t work. Not only did the strategy fail to help Republicans hang on to their majorities in Congress, but support from Hispanic voters fell to 29%, the lowest level this decade. If running against illegal immigration were a winner, Arizona’s J.D. Hayworth would still be in Congress.

By the way, the growth in the Hispanic population will continue regardless of what happens with immigration from now on. The number of Hispanics who already hold green cards guarantees that their share of the electorate will increase over time even if Congress could seal the Southern border tomorrow. The GOP should be competing for these voters rather than driving them away with a barely concealed message of “Mexicans, go home.”

Notwithstanding the small but loud segment of the GOP base preoccupied with the issue, hostility to immigration has never been a political winner. Like trade protection, people protectionism always polls better in telephone surveys than on Election Day. For a Presidential candidate especially, it sends a negative message rather than one of optimistic leadership.”

Punditokraterne på P1 IV

Denne blog var igen igen genstand for behandling på P1 i Kaffeklubben, hvor undertegnede debatterede menneskerettigheder, privat ejendomsret og indvandring med Mette Frederiksen (S), Pernille Bagge (SF) og Ellen Trane Nørby (V). Stemningen var vist lidt mere anspændt end konceptet ellers indbyder til og undertegnede fandt ikke meget sympati for mine holdninger fra de øvrige deltagere (og vist heller ikke fra studieværten). At en socialdemokrat og en SF’er ikke kan se det problematiske i positive menneskerettigheder er forventeligt. Men Ellen Trane Nørbys passionerede forsvar derfor var lettere rystende for denne punditokrat og det blev ikke bedre da samme venstrepolitiker gjorde sig til talsmand for ublu flertalsdiktatur uden for mange begrænsninger for landets politikere.

Jeg tror faktisk ikke det lykkedes Trane Nørby at komme med én eneste udmelding der var bare tilnærmelsvist liberal i ordets klassiske forstand, på trods af, at debatemnerne i den grad lagde op til sådanne udmeldinger.

Borjas har en blog

George Borjas, professor i labor economics ved Harvard og skarp kritiker af USAs kaotiske indvandringspolitik, har startet en blog.  Nødvendig læsning, foruden at Borjas er en ualmindelig tydelig skribent.

Esping-Andersen om dansk forskning, lykke & velfærd

Jeg er på det rent forskningsmæssige plan ikke nogen sådan voldsomt stor beundrer af den eksilerede danske velfærdsstatsforsker Gøsta Esping-Andersen, som er forfatter til bl.a. The Three Worlds of Welfare Capitalism (1990) og derfor er meget populær herhjemme, især blandt moderat venstreorienterede samfundsforskere. Men måske jeg til tider har gjort manden (som jeg iøvrigt desværre aldrig har mødt) lidt uret–og måske nogle af mine forskerkolleger har gjort ham mere ret, end de selv reelt kunne tænke sig. Ihvertfald har Weekendavisen i denne uge en artikel, “Mr. Velfærdsstat taler ud”, om og med manden. Han er til hverdag professor i Barcelona men har lige været på besøg ved Ålbrg Universitet, hvor de har udnævnt ham til adjungeret professor. Heri kommer der et par betragtninger om dansk forskning, som denne pundit-professor kunne have lyst til at klippe ud og klistre på min kontordør på universitetet–i stedet kommer de her, og så må vi håbe, de læser dem i Ålborg, hvor de næppe kan falde i udelt god jord:

“En ting der slår mig meget er, at både dansk politologi og dansk psykologi har været meget navlebeskuende. De har været rettet mod Danmark uden at være særlig komparative. Meget ofte skrives der på dansk, for det skal være meget traditionelt i Danmark, ikke? Det andet er, at socialvidenskaberne i Danmark – især sociologien – i gamle dage var fanget af det her overteoretiske, filosofiske af marxistisk tilsnit. Det gjorde, at de fag næsten ingen interaktion havde med socialforskere og samfundsforskere uden for Danmark. De havde isoleret sig totalt i et lille lukket miljø. En anden årsag kan have noget at gøre med, at samfundsfagene i Danmark ikke har haft nogen stærk økonomisk træning. Det gør, at den internationale samfundsvidenskabs bedømmelse ofte ser det som lidt sjusket arbejde.”

Ikke overraskende, men godt at høre. Og så iøvrigt disse andre ord om den danske velfærdsstat, der så til gengæld overraskede mig lidt, og som næppe heller helt er, hvad de ventede at høre i Ålborg:

– Danmark er atter blevet udråbt som ‘verdens lykkeligste land’ i en ny international undersøgelse. Det fremgår, at tillid, faste normer og kendskab til hinanden er meget afgørende for at lykke kan opstå. Lykke er altså ikke specielt et spørgsmål om indkomstudjævning – eller hvordan?

“Undersøgelser viser systematisk, at Danmark ligger i spidsen. Jeg tror, at hvis du havde lavet samme type studier for 50 år siden, ville de nok være kommet til samme resultat. Der er mange, der nok vil prøve at argumentere, at det skyldes en god velfærdsstat, at folk stoler på hinanden og er glade. Men om det er velfærdsstaten, der har skabt den her tiltro og glæde – eller om det er omvendt – det ved vi jo ikke. Men jeg tror, at man kan argumentere for, at Danmark historisk ligesom Sverige og Norge har været meget homogen og fået et ret solidarisk samfund sammenlignet med næsten alle andre samfund, vi kender.”

– En stor indvandring påvirker jo homogeniteten. Påvirker en sådan indvandring så også lykken?

“Det er der ingen tvivl om. Det er et stort argument, især blandt økonomer, at grunden til, at USA har sådan en meget dårlig og ugenerøs velfærdsstat, er de store skel, der er i det amerikanske samfund på grund af immigration og raceproblemer. Når ingen stoler på hinanden, kan der ikke skabes et solidaritetssamfund. Det er derfor, de ikke har skabt den type universelle velfærdsstat som i Danmark, hvor folk som regel kan stole på, at når der er indgået en aftale, så overholder alle den. Da Stauning begyndte at oprulle ideerne til en folkepension, der skulle være universel og lige for alle, der lå den solidaritet allerede i den danske kultur. Det var et homogent samfund, hvor folk levede tæt på hinanden og i småsamfund. Der var ikke så brutale klasseskel som i andre lande, og der var ikke store etniske, religiøse og kulturelle skel. Det gjorde, at et universelt velfældssamfund – ligesom i Sverige og Norge – blev ret logisk og let at tænke sig som et alternativ.”

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑