Tag: institutioner

Tyrkiet er på vej mod krise

Tyrkiet er ikke længere et demokrati. Landet har været på vej mod diktatur i lang tid og ikke blot det mærkelige kupforsøg i juli 2016, men også den manipulerede forfatningsafstemning og adskillige års chikane mod skeptiske medier har længe været klare tegn. Med sidste års ændringer er langt mere magt nu koncentreret hos præsident Erdoğan og landet er formelt gået fra at være parlamentarisk til at være præsidentielt.

De mange års ændringer er nu virkeligt begyndt at slå til i den tyrkiske økonomi. Som min klumme i fredags i Børsen beskrev, er landet på vej ind i en egentlig økonomisk krise, der kan vise sig at være endda meget langvarig. Efter år med vækstrater mellem 3½ og 4 %, er dybe strukturelle problemer ved at vise sig i et foreløbigt 40 % stort fald i liraens værdi overfor dollaren. Det forstærker et andet problem, den private sektors låntagning, som er ved at blive en økonomisk hovedpine: Mere end 10 % af den over 200 milliarder dollars store gæld, som tyrkiske virksomheder har stiftet i udlandet, forfalder ved udgangen af i år, og en økonomisk krise kombineret med en massiv depreciering af valutaen gør det ganske svært for mange af virksomhederne at betale tilbage.

Som jeg skrev i Børsen:

De grundlæggende problemer kan alle tilskrives Erdoğan-regimet. Det internationale V-Dem-projekts eksperter vurderer for eksempel, at retsvæsenets pålidelighed og særligt den tyrkiske højesterets uafhængighed er svækket meget kraftigt under Erdogan. Det har bl.a. det i år ført til, at Standard & Poor’s i maj sænkede Tyrkiets kreditrating til BB-/B, og nævnte både stigende inflation, den private udlandsgæld og de generelt svækkede institutioner.

Figurerne nedenfor illustrerer de grundlæggende problemer. Den første figur illustrerer udviklingen i (det officielle!) BNI, husholdningernes forbrug og kreditgivningen til de hjemlige banker; alle er på en logaritmisk skala. Den anden figur viser hvordan graden af underslæb i det offentlige embedsværk og bestikkelsesproblemerne (de røde linjer) er forværret de sidste ti år, brugen af censur mod medierne er voldsomt forøget siden 2005 (den grå linje), og at Erdoğans lovændringer har betydet, at han nu stort set gnidningsfrit kan ignorere alle beslutninger og al kritik fra retsvæsenet (den grønne linje). Centrale elementer i de forhold, som kaldes enten ’rule of law’ eller ’good governance’, og som er ekstremt vigtige for langsigtet udvikling, er alle blevet svækket kraftigt under Erdoğan.

Et vigtigt spørgsmål er derfor, hvorfor det er sket – hvordan kunne det gå så galt. Det gav Timur Kuran og Dani Rodrik et bud på forleden. Deres bud er, at selve logikken i Tyrkiets politiske institutioner har ændret sig under Erdoğan

The logic of Turkey’s new political system harks back to the Ottoman “circle of justice” that divided the population into taxpaying masses and a small tax-exempt elite headed by a sultan who was subordinate only to the Sharia (Islamic law), though in practice he himself defined what it meant. The “circle of justice” was officially repealed in 1839, through an edict that ushered in an era of restructuring. Nearly two centuries later, Erdoğan has taken Turkey back to a past that generations of reformers tried to leave behind.

The system Erdoğan has instituted leaves no place for competent politicians or bureaucrats at the helm of the economy. They have been pushed out because their goals transcend the leader’s self-interest. Fear prevents honest debate of issues. Businessmen, academics, and journalists at the top of their fields have fallen mute in the interest of self-preservation. His circle is packed with yes-men (and some token yes-women), who strive to satisfy his sense of omniscience and magnificence. Even opposition leaders in Turkey’s now-toothless parliament become cheerleaders whenever he signals that lack of support would be treated as aiding the enemy.

Med andre ord, som også Durmus Yilmaz og Selim Sazak beskrev forleden i Foreign Policy, er hovedincitamentet for Erdoğan nu, at folk omkring ham er loyale. Han lider nu under det, Gordon Tullock kaldte ”The Dictator’s Dilemma” – at logikken bag alle beslutninger i første omgang bliver, om de bidrager til at holde ham ved magten, og kun i anden omgang kan have andre formål. Det tragiske er dermed, at Erdoğan er ved at slette Tyrkiets sekulære og demokratiske fremskridt i det 20. århundrede og alt, der skiller landet fra resten af det dysfynktionelle Mellemøsten.

Hvor godt måler vi institutionel kvalitet?

Vi har over årene bragt en række poster om institutioner og hvordan man måler deres kvalitet på tværs af lande og regioner. I dag gør vi et nyt forsøg med et bagrundsspørgsmål, der er rent nationaløkonomisk, statistisk nørderi: Gør det en forskel, om man måler institutioner additivt eller multiplikativt? Men hold fast, fordi der er en mere intuitiv pointe med posten.

En væsentlig del af baggrunden er spørgsmålet, hvordan lande kan forbedre deres institutioner. The Economist bragte således en artikel forleden (hattip: Niclas Berggren) om ”Judging Latin America’s judges.” Undertitlen “Why is strengthening the rule of law so difficult?” Mexico har for eksempel kæmpet med at løfte kvaliteten af landets institutioner siden det blev de facto demokratisk for cirka 20 år siden. Foreløbig er resultaterne ikke imponerende, blandt andet fordi det er mere krævende end bare at få bedre folk ét sted. Som The Economist skriver:

But establishing the rule of law is much harder. Courts depend on many other actors, especially police and prosecutors, as well as politicians and citizens. Judicial reform nearly always involves trade-offs, especially between independence and accountability. And better procedures do not in themselves create better judges or justice.

Man har blandt andet oplevet, at en styrkelse af dele af retsvæsenet ikke har bragt meget forbedring, da meget store dele af politiet stadig er gennemsyret af bestikkelsesproblemer. Bedre jurister når ikke meget længere end deres tidligere kolleger, når det materiale de får fra politiet bliver ved med ar være elendigt eller ikke-eksisterende.

Denne type argumenter peger på, at man burde måle kvaliteten af et lands institutioner som et multiplikativt indeks – dvs. i eksemplet ovenfor som kvaliteten af juridiske institutioner gange kvaliteten af politiet. I forhold til Economist-citaten, burde man måske måle den samlede kvalitet som accountability gange uafhængighed. I modsætning til de mere almindelige additive indeks, hvor man tager gennemsnittet af forskellige vurderinger, straffer et multiplikativt indeks lande, der fejler på ét punkt selvom resten er fint.

Det er netop det, vi har gjort i de to figurer i dag. Den første viser et multiplikativt indeks, der er skaleret mellem 0 og 1 og består af fire underindeks fra V-Dem databasen: Juridisk ’accountability’, korruption i de juridiske institutioner, højesterets politiske uafhængighed, og de lavere retsinstansers politiske uafhængighed. Disse indeks er skaleret mellem 0 og 1 og ganget sammen, så et land skal være bedst på alle fire punkter for at få den perfekte score 1.

Ser man på den første figur, er det klart at det ikke gøre den store forskel fra andre indeks. Korrelationen mellem det multiplikative indeks (i en sample af de vestlige lande i figuren og cirka 20 latinamerikanske lande målt mellem 2012 og 2016) og et simpelt gennemsnitsindeks er 0,91, og rækkefølgen af lande ligner den, man intuitivt ville forvente. Det måske mere interessante er, at Finland og Island ikke helt har samme kvalitet som de andre nordiske lande (i de blå søjler) – Finland fordi landet ikke helt har samme gennemsnitskvalitet, Island fordi der er et problem med at holde lavere instanser ansvarlige. I bunden af de ’vestlige’ lande finder man Rusland, der scorer tæt på 0 pga. den totale mangel på politisk uafhængighed i retsvæsenet.

V-Dem databasen tillader dog også, som vi tidligere har udnyttet, at trække disse forhold længere tilbage i historien. I den anden figur plotter vi derfor scorerne for 2012-2016 mod de samme landes scorer 60 år tidligere, hvilket afslører et interessant mønster. Figuren viser, at der i Europa over tid enten er institutionel persistens eller er sket forbedringer; der er ingen observationer i den nedre, højre halvdel af figuren. Med andre ord har lande enten bibeholdt deres niveau, eller over tid formået at rette op på de områder, der haltede bagefter.

Det er næppe en nørdet eller triviel pointe at vise, at europæiske og andre vestlige lande henover de sidste 60 år har fået mere konsistente institutioner. De er både blevet bedre i gennemsnit, og lande, der for eksempel havde solide retsvæsener med veluddannede jurister, som blot ikke var politisk uafhængige, har typisk løsnet det politiske greb om disse institutioner. Det er, for eksempel, i høj grad det der sker i Brasilien og Sydafrika i disse år, og en udvikling som lande som Chile og Uruguay gennemgik under og umiddelbart efter deres militærstyrer. Og det er en udvikling, som på langt sigt giver grund til at være optimistisk for fremtiden i nogle af disse lande.

Skaber gode institutioner velstand eller skaber velstand gode institutioner?

For få år siden ville de fleste nationaløkonomer sige, at spørgsmålet i titlen var afgjort: Gode institutioner skaber velstand fordi de understøtter langsigtet vækst. Med de problemer, Daron Acemoglu og hans hold fik problemer for nogle år siden, da bl.a. David Albouy, Vanya Krieckhaus og Matthew Fails demonstrerede, hvor store huller der var i Acemoglu-holdets strategi for at løse hønen-og-ægget-problemet. Siden da har flere argumenteret for, at det man typisk opfatter som gode institutioner – stærke retslige institutioner, der uden politisk indblanding beskytter private ejendomsrettigheder og effektive grænser for, hvad politikere må og kan gøre – blot er forhold, der typisk følger med udvikling.

Mens jeg næppe løser problemet, er ærindet i dag at pege på, at de lange historiske serier, der er blevet tilgængelige fra V-Dem-projektet de senere år, tillader at man ser på spørgsmålet med nye øjne. Dataene tillader os nemlig, med de forbehold man altid må have overfor historisk konstruerede mål, at observere elementer af den institutionelle kvalitet for længe siden. Det er netop det vi gør i de to figurer nedenfor, der plotter gennemsnittet i V-Dems mål for ’judicial accountability’ i starten af 1930erne og de seneste år. Målet er baseret på spørgsmålet ”When judges are found responsible for serious misconduct, how often are they removed from their posts or otherwise disciplined?” og kodet af Jeffrey Staton på en skala fra 0 (aldrig) til 4 (altid). Det måler således ikke direkte kvaliteten af retsvæsenet, men et forhold – gør man noget effektivt ved eventuelle problemer i domstolene – der tydeligvis er et element. Den første figur viser status i Europa, mens den anden viser det meget mindre stabile Latinamerika og det caribiske område.

Som dansker kan man glæde sig over, at Danmark ligger i den absolutte top sammen med Tyskland og Østrig, og skarpt efterfulgt af Finland, Irland og Storbritannien. Det gjorde vi også i 1930erne, og mens Tyskland valgte nazisterne og dermed lynhurtigt svækkede retsvæsenet, er det ganske tydeligt, at en række lande i dag ligner sig selv i 1930erne på dette punkt. Tyskland har, sammen med det tidligere diktatur Spanien og det dengang dysfunktionelle Frankrig, meget klart forbedret sig. Omvendt finder man en række lande – Grækenland, Italien, Serbien og flere andre, der var institutionelt svage dengang og stadig er det.

Samme basale mønster finder man i Latinamerika og Caribbien, hvor korrelationen mellem de to serier med 80 års mellemrum er 0,74 (mod 0,75 i Europa). Den anden figur demonstrerer dog også to yderligere forhold: Argentinas retslige institutioner ser i dag svagere ud end de gjorde i 1930erne; og Cubas ser solide ud – men med det forbehold, at de love, der håndhæves, er dybt fjendtlige overfor befolkningen.

Den overordnede pointe er, at mens der er variation over tid, er det ganske svært at påstå, at udvikling skaber gode institutioner, når det er så tydeligt, at lande der i dag har gode institutioner, allerede havde det for 80 år siden. Som vi skrev om fornylig i forbindelse med korruption, gælder noget af de samme for bestikkelsesproblemer og andet. Når det er sagen, er det svært at påstå logisk, at institutionerne ikke skaber udvikling.

Cowen om institutioner og udvikling

Tyler Cowen og Alex Tabarroks Marginal Revolution University er en af dem mest spændende og vellykkede indsatser i de senere års virtual learning. I deres online kursus om makroøkonomi tweetede Tyler forleden om et relativt nyt modul, hvor de bruger de to Koreaer som eksperiment, der illustrerer hvor vigtige institutioner er for langsigtet udvikling, og hvorfor. Modulet tager fem minutter, og burde være obligatorisk i gymnasiernes samfundsfagsundervisning. Hele modullet kunne med held bruges i undervisningen, hvilket måske ville hjælpe gymnasierne med at undgå, at undervise i noget, der er forkert. For vores læsere er modulet her:

Særnummer af EJPE: Tilfredshed og institutioner

Enkelte læsere vil måske huske, at jeg for halvandet år siden deltog i en organiseret session ved den årlige konference i the Public Choice Society i San Antonio. Vores session var planlagt som bidrag til et særnummer af European Journal of Political Economy, som nu er udkommet. Hele nummeret kan ses her.

Mit indtryk er, at særnummeret er ganske vellykket. Det indledes med en kort oversigt af de to gæsteredaktører Daniel Bennett og Boris Nikolaev, sammen med en af de faste redaktører, Toke Aidt. Herefter går det slag i slag med en række artikler, hvoraf jeg selv mener at de første er dem, der fortjener bredere opmærksomhed. De er, i den rækkefølge de står i tidsskriftet:

Economic freedom and economic crises (Christian Bjørnskov): Jeg viser, som vi tidligere har skrevet om her og her, at mens der ikke er nogen grund til at tro, at frihed giver større eller mindre risiko for kriser, er kriserne væsentligt længere og dybere jo mindre økonomisk frihed, der er i et land. Problemet er primært reguleringsaktivitet: Jo mere, økonomien reguleres, jo længere tid tager krisen og jo større bliver tabene.

Aiding economic freedom: Exploring the role of political institutions (Nabamita Dutta og Claudia R. Williamson). Mita og Claudias studie peger på, at ulandsbistand muligvis kan hjælpe til med reformer mod mere økonomisk frihed i fattige lande, men kun hvis landet er nogenlunde demokratisk. Omvendt peger resultaterne på, at bistand til ikke-demokratiske lande og lande med meget stabile regeringer (entrenched regimes) sandsynligvis fører til mindre frihed. En væsentlig pointe er, at langt det meste bistand netop går til lande med udemokratiske politiske institutioner.

Give me liberty and give me control: Economic freedom, control perceptions and the paradox of choice (Boris Nikolaev og Daniel L. Bennett). Folk, der bor i mere økonomiske frie lande, oplever også mere frihed i deres individuelle liv og mere personlig kontrol. Boris og Daniels studie peger på, at en væsentlig grund er en oplevelse af større procedural fairness og social mobilitet, og at det primært er kvaliteten og forudsigeligheden af landets pengepolitik, der er vigtig.

Tolerance in the United States: Does economic freedom transform racial, religious, political and sexual attitudes? (Niclas Berggren og Therese Nilsson). Vores venner fra IFN i Stockholm bidrog med en særligt interessant artikel om, hvordan økonomisk frihed er forbundet med større tolerance. Mens Niclas og Therese har skrevet flere artikler om tolerance, er denne særlig ved at bruge variationen over tid på tværs af amerikanske stater til at vise effekten. De viser omhyggeligt, at særligt reduktioner i marginalskatterne – dvs. reformer der skaber en fladere skat – er forbundet med efterfølgende større tolerance overfor ateister, kommunister og homoseksuelle. Målet er folks accept af at lade minoriteter tale offentligt, være repræsenteret i bøger på offentlige biblioteker, og undervise på college. Effekten gælder også racister, men kun i bøger og som undervisere.

Want freedom, will travel: Emigrant self-selection according to institutional quality (Maryam Naghsh Nejad, Andrew T. Young). Sidst, men ikke mindst, peger Maryam og Andy på, at i perioden 1990-2000 (som de har data for) var immigranter langt mere tilbøjelige til at rejse til lande med større økonomisk frihed. De mest interessante fund er, at når man kontrollerer for, hvor økonomisk frit et land er, falder tiltrækningen fra demokratier fra hinanden. Med andre ord ser det ud til, at tidligere studier, der konkluderede at immigranter foretrækker demokrati, har fundet et spuriøst resultat – det er fraværet af regulering og dårlige økonomiske institutioner – og dermed muligheden for at skabe sig et liv uden staten – der trækker.

For de interesserede afholdes dette års Public Choice Society konference i New Orleans. Programmet og anden information kan findes her, og vi skriver selvfølgelig mere om konferencen når vi nærmer os.

Må vi ikke bytte?

Forestil dig to lande. Det ene bar 17 millioner indbyggere, det andet knap 11 millioner. Begge landes befolkningers sundhed er sammenlignelig med Danmarks: I det første land er den forventede levealder 78,4 år, i det andet 80,3. Det to lande er også almindeligt vestlige på et andet punkt: 97,5 % og 97,7 % af befolkningen kan læse og skrive.

Levestandarderne er også sammenlignelige. I land 1 er den købekraftskorrigerede nationalindkomst 23.200 dollars per indbygger, mens den i land 2 er 25.800 dollars. Land 1 voksede dog med almindelige 2 % realvækst sidste år, mens land 2s økonomi er skrumpet betragteligt. En anden forskel er, at mans opsparingsraten i land 1 er 20,4 % af BNP, er den kun 14,5 % i land 2.

I sammenligningen skal det dog også medtages, at det første lands skattetryk er 19,2 % af BNP, mens det andet lands er 48,5 %; land 2 opkræver dog en del mindre end det. Land 2s massive offentlige sektor er en af flere grunde til, at landet pt. skylder cirka 175 % af BNP til udlandet, mens land 1s udlandsgæld på 53 % af BNP ikke er meget forskellig fra Danmarks. Land 1 betaler således for tiden 4,5 % på ti-årige statsobligationer, mens land 2 – hvis de overhovedet kan sælges – må betale 13,6 %.

Skulle nogen være i tvivl om de substantielle forskelle på de to lande, er korruption en sigende forskel. På Transparency Internationals 2014-liste over verdens ’reneste’ lande var land 1 nummer 21 med en score på 73, hvilket placerede det sammen med USA og Østrig. Land 2 var nummer 69 med en score på 43, og omgivet af Bulgarien, Italien og Brasilien. Forskellene reflekteres også i Fraser Instituttets vurdering af domstolenes uafhængighed og impartialitet. Land 2 scorer 4 og 2,6 på en ti-skala, mens land 1 får 7,1 og 5,9. Land 1s ’impartiality’ score er således marginalt bedre end Danmarks og den overordnede vurdering er pænere end USA’s. Med en score på 4 er land 2 derimod i selskab med lande som Østtimor og Kazakhstan.

Oveni det hele har land 1 et velfungerende demokratisk system – på trods af en fortid som militærdiktatur – hvor forskellen på fløjene er til at overse. Land 2 har, med samme diktaturfortid, et demokratisk system med både skrigende marxister og et voldselskende fascistisk parti, der begge får ganske mange stemmer. Hvis du stod og skulle vurdere, hvilket land du ville optage i EU – og evt. lukke ind i eurozonen, hvis landet skulle have ønske om det – hvilket land ville det så blive?

Spørgsmålet er naturligvis rent retorisk, fordi ingen ved sine fulde fem ville vælge land 2, når man ser på de objektive fakta. Men, som mange læsere nok for længst har gættet, er land 2 Grækenland. Land 1, derimod, er Chile. Paradokset er, at begge lande i en eller anden forstand ’ligger forkert’. Chile er et latinamerikansk land med samme karakteristika som rige, fredelige og velfungerende europæiske lande. Grækenland er et europæisk land med samme dysfunktionelle institutioner og klientilistisk politik som et traditionelt latinamerikansk land.

Dagens pointe er ikke at ’bashe’ eller latterliggøre grækerne endnu en gang – det gør de glimrende selv. Pointen er at vise, hvor afgrundsdyb forskellen er på Grækenland (og måske i videre omfang Il Mezzogiorno) og Nordeuropa, og samtidig glæde sig over, at der ligger et fredeligt og ordentligt succesland i en region af verden, der politisk ellers er råddent til kernen. Hvis geografi ikke havde været et problem, ville jeg hjertens gerne have byttet Grækenland ud med Chile. Spørgsmålet er, om latinamerikanerne overhovedet ville have Grækenland.

Ostrom, institutioner & public choice

Vi omtalte fornylig, at Nobelprisen i økonomi 2009 for første gang nogensinde gik til en kvinde og til en politolog–så en “double first” i én, nemlig Elinor Ostrom (Indiana, Bloomington), der fik den sammen med Oliver Williamson.  Til gengæld var det ikke første gang, at den gik til én, der har beskæftiget sig med “public choice” teori, enten direkte (George Stigler 1982, James Buchanan 1986, Gary Becker 1992) eller indirekte (Ronald Coase 1991, Douglass North 1993 m.fl.).  Både Elinor Ostrom og hendes mand, Vincent Ostrom, har faktisk været præsidenter for Public Choice Society, hvis møder et par punditokrater jævnligt frekventerer.

I den anledning har tidsskriftet Public Choice netop udsendt en slags festskrift til ære for Elinor Ostrom (“Special Issue: Elinor Ostrom and the Diversity of Institutions”), gæste-redigeret af den både imponerende og farverige professor Michael Munger (Duke), og med bidrag fra koryfæer udi institutionel analyse som Kenneth Shepsle (Harvard), Thráinn Eggertsson (NYU), Bruno Frey (Zürich), Robert Tollison (Clemson) og mange flere.

Denne punditokrat har selv bidraget med en slags venligsindet kritik af Ostrom, “Exit, collective action and polycentric political systems“.  Hvis man er på en KB/KU- eller Statsbibliotek-PC (e.l.) kan man få adgang til denne artikel (og hele nummeret) via de ovenstående links.  Hvis man ikke er så heldig, kan man downloade en manuskript-version af mit eget paper her, eller nøjes med dette sammendrag:

“Elinor Ostrom and the Bloomington School‘s important contributions include the development of the concept of polycentric political systems and the demonstration that solutions to common-pool resource problems may be solved voluntarily by rational individuals, even in situations that resemble Prisoners‘ Dilemmas. The program, however, pays little attention to how individuals‘ ability to exit may affect the interaction in Prisoners‘ Dilemma-like situations, for worse or better. We argue why this is a worthwhile consideration and survey results from public choice and game theory.”

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑