Tag-arkiv: Irak

Professorer i krig mod krigen i Irak

Af Nikolaj Stenberg · Udgivet 25. marts 2013 · 11 svar

irak-krigenDet er en udbredt misforståelse, at 2003-krigen mod Irak var ulovlig. Så udbredt faktisk, at bl.a. Jens Elo Rytter, Jens Vedsted-Hansen, Henning Koch og tidl. professor og minister Ole Espersen overfor Morgenavisen Jyllands-Posten Ritzau forleden tilkendegav, at de delte dén opfattelse. The odd man out var ifølge artiklen Ole Spiermann, som ikke ønskede at tage stilling; hvilket på Facebook fik ex-Punditokrat Jacob Mchangama til korrekt at bemærke:

Ole Spiermann er så også Danmarks suverænt bedste folkeretsjurist med en viden og produktion der overgår langt de fleste. Dermed ikke sagt at han nødvendigvis har ret, men at Spiermann er i mindretal gør ikke at man automatisk kan sige at han tager fejl.

Lige præcis. Men jeg tør nu godt være mere skråsikker. Og i øvrigt fortsætter debatten, herunder den debat, der isoleret angår spørgsmålet om konkret lovlighed indenfor det folkeretlige system. Det er for så vidt en fornuftig diskussion; men den er uden betydning for lovligheden af de danske krigshandlinger og dét er vigtigt at holde for øje, så man ikke blander tingene sammen. Når Danmark går i krig er den udbrydelige norm den, der er udtrykt i Grundlovens § 19, stk. 2:

Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges folketinget. Er folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde.

Man kan ved selvsyn konstatere, at denne bestemmelse foreskriver en procedure for forholdet mellem p.d.e.s. Folketinget og p.d.a.s. Kongen /v Regeringen, når den danske stat drager i krig. Krigshandlinger er så alvorlige, at Folketinget har krav på medbestemmelse.

Bestemmelsen modificerer hovedreglen om, at den udenrigspolitiske kompetence indenfor den danske stat tilkommer Regeringen. Ikke Folketinget.

Bestemmelsen indeholder imidlertid ikke et påbud for Regeringen eller Folketinget til at sikre, at en eventuel dansk krigsdeltagelse er konform med reglerne i FN-pagten. In casu, at der foreligger et sikkerhedsrådsmandat til krigen eller at krigen ikke er en angrebskrig. En sejlivet fejlfortolkning af bestemmelsen i § 19, stk. 2 betyder imidlertid, at dette synspunkt har fået lov til at florere i visse (retsaktivistiske) kredse og endda nåede helt i Højesteret i den såkaldte Irak-sag (U2010.1547H).

I Irak-sagen havde Grundlovskomitéen 2003 vedrørende Irak-krigen appelleret sit nederlag i Landsretten til Højesteret, i spørgsmålet om, hvorvidt staten skulle anerkende, at ”Danmarks deltagelse i det militære angreb på Irak er i strid med Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953.” Under sagen for landsretten var appellantens synspunktet uddybet af blandt andre tidl. MEP Ulla Sandbæk:

På baggrund af grundlovens forarbejder går hun ud fra, at Danmark, ikke kan gå ind i en angrebskrig på det foreliggende grundlag og uden FN-mandat. Hun mener, at det er en følge af politisk følgagtighed, når Udenrigsministeriets folkeretskontor har udtalt, at krigsdeltagelsen havde fornøden hjemmel. Indsatsen i Irak har sammen med tegningesagen bevirket, at hun ikke tør tage til Mellemøsten for at samle oplysninger til en roman, hun havde haft planer om at skrive.

Idéen om, at Grundlovens § 19, stk. 2 skulle indeholde mere end en procedureforskrift har sin rod i forarbejderne til den gældende grundlov fra 1952, bl.a. i dette uddrag, som appellanten henviste til i Irak-sagen:

Efter at Danmark gennem internationale aftaler har afstået fra krig som middel for sin udenrigspolitik, kan anvendelse af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som forsvar mod angreb eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt.

Umiddelbart er sagen efter at have læst tekstuddraget jo klar: Dansk krigsdeltagelse kræver FN-mandat. Men så simpelt er det ikke. For en sådan forståelse af § 19, stk. 2 ville gå midt imod grundlovens indre logik; hvilket er netop, hvad Højesteret larmende præcist pointerer:

[Der] foreligger [ikke] nogen særlig uklarhed om forståelsen af grundlovens § 19, stk. 2, i overensstemmelse med ordlyden som en procedureregel, der regulerer forholdet mellem regering og folketing. En forståelse som hævdet af appellanterne [læs: Grundlovskomitéen 2003 vedrørende Irak-krigen] ville indebære, at Danmark i 1953 skulle have overladt det til FN’s Sikkerhedsråd – med vetoret for de permanente medlemmer – at afgøre, om Danmark uden for folkeretligt anerkendte situationer ville kunne anvende militære magtmidler. En sådan forståelse ville også stride mod den grundlæggende ordning i dansk ret af forholdet mellem national ret og international ret, hvorefter folkeretten ikke har grundlovskraft.

Det mest sigende ved det hele er, at dét Højesteret siger burde være ganske ukontroversielt for enhver jurist, der kan sin statsret fra det allerførste studieår: I Danmark anerkender vi ikke det synspunkt der siger, at dansk ret og folkeretten udgør et samlet hele. Tværtimod er vi i Danmark tilhænger af princippet om, at dansk ret og folkeretten udgør to hver for sig selvstændige retssystemer. Det er dette princip retten bruger, når den stadig oftere behandler sager om mulige EMRK-krænkelser; så bruger man nemlig EMRK-reglerne og ikke de danske. Domstolene kan nemlig, må det forstås, sagtens finde ud af, at holde tingene adskilt.

Skulle vi andre så ikke også prøve på det?

Erkendelsen breder sig – nu også i NYT og Berlingske

Af Mr. Law · Udgivet 27. juni 2008 · 11 svar

Det har været ventet længe, efterhånden som de andre medier gav sig, senest WaPo for et par uger siden. Og så i mandags skete det omsider for NYT.

Efter først at have fortiet fremgangen i Irak så længe, at selv deres egen klummeskriver Thomas Friedman begyndte at joke om det, og dernæst at have skrevet (meget) små og spredte notitser om fremgangen omhyggeligt pakket ind i forbehold om, at det (forhåbentlig) snart kunne gå værre igen, kastede de omsider håndklædet i ringen og skrev den store samlende artikel om fremgangen, dog stadig med forbehold/håbet om en snarlig forværring.

Når NYT kan, så kan Berlingske også. Det skete dagen efter. Opgaven med at skrive artiklen var dog nok for grum, så man nøjedes med at oversætte artiklen fra NYT og i stedet supplere med en egen analyse. Her prøvede korrespondenten af bedste evne at balancere de gode nyheder med de, ahem, mindre gode. Det lykkedes ikke helt at ramme balancen, se f.eks. denne selvafslørende lille guldklump:

På den ene side Bush-administrationens forsøg på at vise tingene fra den mest optimistiske side muligt. På den anden side oppositonens og uafhængige organers insisteren på et mere realistisk vurdering.

Ser man bort fra tryk- og andre småfejl, og det gør vi gerne her på bloggen, så er det da et meget sjovt. De positive nyheder skyldes ikke facts on the ground, men blot Bush administrationens forsøg på at vise tingene fra ”den mest optimistiske side”, mens de negative nyheder er en ”mere realistisk vurdering”.

Hvis det her er hans bedste forsøg på at bluffe en upartisk fremstilling af udviklingen i Irak, må han være meget populær ved udenrigskorrespondenternes pokerbord.

Med den holdning i MSM til udviklingen i Irak, skal I ikke regne med at se disse ting, men her får I dem gratis.

Her er f.eks. CNN, hvis dækning af den seneste rapport om udviklingen i Irak tyder på, at den nedrige Bush administration må have haft fat i dem. Det er nemlig ganske positive toner fra det ellers meget kritiske CNN. Men måske følger det af de elektroniske mediers flygtige natur, at deres medarbejdere er mindre træge i opfattelsen end dead wood journalisterne.

Og her er Victor David Hanson, der gør op med krigsmodstandernes ynglingsargumenter, herunder den om Iran, der efterhånden er det sidste strå.

Så er der de assorterede Bushs-udenrigspolitik-er-måske-ikke-så-håbløs-alligevel artikler, der begynder at blomstre frem i takt med, at krigens to mål i Irak, at fjerne Saddam og skabe et demokrati, synes opnået. Her er James Kirchirck om Senatets seneste rapport om tiden før Irak-krigen, hvor det mest positive man kan sige, er, at den viser en normalisering af det politiske liv efter 9-11. Hvor de første rapporter var enige rapporter, fordi chokket havde bragt politikerne sammen, er den seneste rapport en skamløs partisan affære, hvor det demokratiske flertal skoser regeringens sprogbrug uden at nævne, hvad det republikanske mindretal til gengæld gør med perfid glæde i tillægget, at demokraterne brugte samme sprogbrug på baggrund af de efterretningsrapporter, som de havde set som formænd for diverse komiteer.

Og her er David Brooks med den for lidt flere mere spiselige pointe, at Bush er stædig, hvilket var noget skidt til at begynde med, men senere viste sig godt. Tja, det er da et synspunkt. Når det gælder stil, kan jeg nu bedre lide Andrew Roberts, hvis artikel indledes sådan:

As he leaves the White House at the end of his second term, the President has a poll rating of only 23 per cent, and is widely disliked and even despised. His foreign policy has been judged a failure, especially in view of the long, painful, costly war that he declared, which is still not over.

He doesn’t get on with his own party’s presidential candidate, who is clearly distancing himself, and had lost many of his closest friends and staff to scandals and forced resignations. The New Republic, a hugely influential political magazine, writes that his historical reputation will be as bad as that of President Harding, the disastrous president of the Great Depression.

I am writing, of course, about Harry S Truman, generally regarded today as one of the greatest of all the 43 presidents, and the man who set the United States on the course that ended decades later in the defeat of Communism.

Der er mere af same slags derude, men I må selv søge, for jeg vil hellere beskæftige mig med et andet spørgsmål, som fremgangen I Irak har gjort tydeligt: hvorfor mødes nyhederne om fremgang ikke bare med sund skepsis, men med udtalt bitter modvilje i visse kredse?

Der er formodentlig flere samvirkende grunde, hvoraf de mest prominente nok er:

Stædighed

Modviljen mod at forlade et allerede indtaget standpunkt er en menneskelig svaghed, vi alle kender (and how). Har man en gang skrevet den store forkromede artikel om, at krigen i Irak var en fejltagelse, der ikke kunne ende i andet end fiasko, er det simpelthen for surt at skulle indrømme, at man tog fejl. Det forunderlige er, hvorfor man dog indtog det defaitistiske standpunkt til at begynde med. Her skal man nok søge et supplerende svar i nogle af de andre grunde.

Anti-(indsæt her)

Det er et af det pubertære menneskes første og vigtigste erkendelser, at den der er negativ, lyder klog. Nogle kommer så aldrig videre. Her på bloggen har vi rost Stjernfelt & Thomsens, Kritik af den negative opbyggelighed (her), og bogen står stadig som den mest underholdende analyse af det fænomen. Mange, og vel ikke kun i MSM, vælger at være anti-etellerandet, typisk anti-USA eller, hvis man er blot lidt mere sofistikeret, anti-Bush, eller mere generelt anti-Vest. De forskellige anti’er kan så strides indbyrdes om, hvorvidt de overhovedet har noget til fælles. En pæn del af de journalister, der er anti-Irakkrig i MSM, synes blot ureflekteret at udtrykke dette fænomen. Men de gør sig nok ikke klart, at de med deres negative dækning føder en anden meget stærk grund, der normalt er at finde på den modsatte fløj, nemlig

Racisme

Begrebet er strengt taget forkert og efterhånden så skamredet, at det har mistet sin oprindelige betydning. Her bruges det i sin udvandede form, at man tillægger personer visse egenskaber, normalt negative, alene fordi de har et bestemt ophav, er født et givent sted eller har en bestemt nationalitet (egentlig chauvinisme), eller en bestemt religion. Hvor anti-Bush er den dominerende grund til at være imod indsatsen i Irak på venstrefløjen, synes denne form for racisme at være ganske udbredt på højrefløjen. Tænk sig, at vi kunne være så dumme/naive, at vi troede, at man kunne gøre muhamedanere til demokrater, lyder det ofte fra selv ganske pæne mennesker. Der er en del journalister,
der ved bedre, som allige
vel i kampens hede har udtrykt sådanne synspunkter. Efterhånden som demokratiet i Irak lever videre, bliver det nogle af den slags ting, de næppe vil ønske at blive mindet om i fremtiden.

Pacifisme

Endelig er der den bekvemme lommepacifisme, der ikke synes at være tilknyttet nogen bestemt fløj. Skal man forsøge en opdeling, så er det vel, at på venstrefløjen findes den i en vi-vil-gerne-hjælpe version, men hvor hjælpen alene skal bestå i at lave sjove indsamlinger og festlige støttekoncerter. Her kombineres den ofte med anti-fænomenet, så man nøjes med at vride hænder og sige, at noget bør gøres i [sted], men så snart nogen lægger an til faktisk at gøre noget ved problemet, så bliver man anti og råber, at det hele bare handler om olie/magt/penge. På højrefløjen findes pacifismen normalt i en mere ensidig de-kan-rende-os version, for de mere bløde ofte tilsat lidt de-kan-jo-bare-selv-gøre-oprør-og-indføre-frihandel.

Den sidste grund, som skal anføres her, er – som et forsonende træk til vores trofaste kommentatorer – denne grund

Det ender galt

Denne holdning er helt fornuftig, hvis man mener, at en militær indsats vil skabe flere problemer end den løser. De krigsmodstandere, der har hørt til denne lejr, har jeg fuld respekt for. Men hvis det virkelig var den eneste grund, så burde man vel vise glæde, når det viser sig, at det alligevel ikke var tilfældet. Når det ikke er tilfældet for nogen, må vi nok ty til de ovennævnte grunde for at finde forklaringen.

Hermed over and out, sommerferien sænker sig.

Erkendelsen breder sig – nu også i WaPo

Af Mr. Law · Udgivet 2. juni 2008 · 20 svar

Der er gået en del tid siden min seneste posting, der endda kun var et link til min kronik i Berlingske om Irak. Heldigvis er tiden gået godt, også i Irak.

Den erkendelse har nu sør’me også bredt sig til den venstreorienterede Washington Post, der i dagens leder kommenterer på situationen. Det gør de under denne overskrift:

THE IRAQI UPTURN

Don’t look now, but the  U.S.-backed government and army may be winning the war.

Sørger man linket på forsiden, skal man se efter denne titel:

Who says we can’t win in Iraq?

Det gjorde sjovt nok deres foretrukne kandidat Barack Obama, eller rettere: gør. Lederen har derfor dette venskabelige råd tili kandidaten, så han ikke virker helt løsrevet fra virkeligheden:

… it ought to mandate an already-overdue rethinking by the “this-war-is-lost” caucus in Washington, including Sen. Barack Obama (D-Ill.).

Tja, han er nok ikke den eneste, som skal omstille sig. Da danske journalister i vidt omfang skriver af fra lader sig inspirere af de toneangivende venstreorienterede MSM i USA er spørgsmålet nu, hvor længe der går, før de også ændrer signaler? Mit gæt er en små 10 – 15 år, men jeg er nu også lidt af et hængehoved, når det gælder danske journalisters kritiske sans.

Trænger man til lidt opmuntring oven på dagens terrorangreb på den danske ambassade i Pakistan, og er ovenstående ikke nok, så er her et link til Pajamas Media, der linker til tre artikler om det fænomen, som danske journalister (heller) ikke rigtig har opdaget endnu, nemlig al-Qaedas alvorlige svækkelse. Og til beroligelse, eller ærgrelse, for de, der tror, at den slags kun findes i obskure højredrejede medier, kan det nævnes, at det er toppen af den venstreorienterede MSM (the New Yorker, New Republic og WaPo). Jeg satte særlig pris på artiklen i New Republic, men læs selv. Et gennemgående træk i artiklerne er, at al-Qaeda og bin Ladens mænd har skadet deres sag. Ikke bare er de blevet slået militært og dermed vist, at det moderne samfund ikke er et dekadent og ulivsdueligt projekt, de er også blevet grundigt hadede for deres opførsel og praksis. Lidt som kommunisterne, der først lokkede en hel del, indtil de fik syn for sagen.

Det kultursammenstød mellem demokrati og 600-tals fanatisme, som bin Laden (og ganske mange danske journalister) gerne vil fremmane som arabernes foretrukne skæbne, synes ikke at være så oplagt endda.

UPDATE: Man skal passe på med at skære alle journalister over en kam. Selv når det gælder danske, kan det en sjælden gang hænde, at man tager fejl. Da jeg skrev denne posting, havde jeg ikke fået læst Weekendavisen; en af mine ellers få sunde vaner. Som en læser rigtigt har påpeget, havde Pernille Bramming en artikel, som varmt kan anbefales. Den gør op med det, der ofte er krigsmodstandernes sidste strå, Irans styrkelse. I regionen dominerer enten Iran eller Irak, og en svækkelse af Irak, hvad enten det skyldes blokaden mod Saddam eller fjernelsen af samme, styrker Iran på den korte bane. Men som artiklen i WEA viser, er irakerne ikke til sinds at blive iranernes vasaller, uanset religionen, eller måske netop derfor. Køb avisen, læs artiklen og døm selv.

PB er en af de få danske journalister, muligvis den eneste, der ikke synes opsat på at beskrive araberne som et fanatisk folkefærd dømt til at henslæbe deres liv under diktatur. Hvad angår resten af hendes kolleger, tror jeg, mit gæt på 10 – 15 år kommer til at passe. Det var den tid, det tog dem at indse, at tabet af et “alternativ” i form af den virkeliggjorte socialisme i Central- og Øst-Europa ikke nødvendigvis ville ende i fiasko, men måske endda kunne blive en god ting. På den anden side, det kan da også være, at de er hurtigere i opfattelsen denne gang. Lad os se…