Tag: Irak (side 1 af 3)

Professorer i krig mod krigen i Irak

irak-krigenDet er en udbredt misforståelse, at 2003-krigen mod Irak var ulovlig. Så udbredt faktisk, at bl.a. Jens Elo Rytter, Jens Vedsted-Hansen, Henning Koch og tidl. professor og minister Ole Espersen overfor Morgenavisen Jyllands-Posten Ritzau forleden tilkendegav, at de delte dén opfattelse. The odd man out var ifølge artiklen Ole Spiermann, som ikke ønskede at tage stilling; hvilket på Facebook fik ex-Punditokrat Jacob Mchangama til korrekt at bemærke:

Ole Spiermann er så også Danmarks suverænt bedste folkeretsjurist med en viden og produktion der overgår langt de fleste. Dermed ikke sagt at han nødvendigvis har ret, men at Spiermann er i mindretal gør ikke at man automatisk kan sige at han tager fejl.

Lige præcis. Men jeg tør nu godt være mere skråsikker. Og i øvrigt fortsætter debatten, herunder den debat, der isoleret angår spørgsmålet om konkret lovlighed indenfor det folkeretlige system. Det er for så vidt en fornuftig diskussion; men den er uden betydning for lovligheden af de danske krigshandlinger og dét er vigtigt at holde for øje, så man ikke blander tingene sammen. Når Danmark går i krig er den udbrydelige norm den, der er udtrykt i Grundlovens § 19, stk. 2:

Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges folketinget. Er folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde.

Man kan ved selvsyn konstatere, at denne bestemmelse foreskriver en procedure for forholdet mellem p.d.e.s. Folketinget og p.d.a.s. Kongen /v Regeringen, når den danske stat drager i krig. Krigshandlinger er så alvorlige, at Folketinget har krav på medbestemmelse.

Bestemmelsen modificerer hovedreglen om, at den udenrigspolitiske kompetence indenfor den danske stat tilkommer Regeringen. Ikke Folketinget.

Bestemmelsen indeholder imidlertid ikke et påbud for Regeringen eller Folketinget til at sikre, at en eventuel dansk krigsdeltagelse er konform med reglerne i FN-pagtenIn casu, at der foreligger et sikkerhedsrådsmandat til krigen eller at krigen ikke er en angrebskrig. En sejlivet fejlfortolkning af bestemmelsen i § 19, stk. 2 betyder imidlertid, at dette synspunkt har fået lov til at florere i visse (retsaktivistiske) kredse og endda nåede helt i Højesteret i den såkaldte Irak-sag (U2010.1547H).

I Irak-sagen havde Grundlovskomitéen 2003 vedrørende Irak-krigen appelleret sit nederlag i Landsretten til Højesteret, i spørgsmålet om, hvorvidt staten skulle anerkende, at ”Danmarks deltagelse i det militære angreb på Irak er i strid med Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953.” Under sagen for landsretten var appellantens synspunktet uddybet af blandt andre tidl. MEP Ulla Sandbæk:

På baggrund af grundlovens forarbejder går hun ud fra, at Danmark, ikke kan gå ind i en angrebskrig på det foreliggende grundlag og uden FN-mandat. Hun mener, at det er en følge af politisk følgagtighed, når Udenrigsministeriets folkeretskontor har udtalt, at krigsdeltagelsen havde fornøden hjemmel. Indsatsen i Irak har sammen med tegningesagen bevirket, at hun ikke tør tage til Mellemøsten for at samle oplysninger til en roman, hun havde haft planer om at skrive.

Idéen om, at Grundlovens § 19, stk. 2 skulle indeholde mere end en procedureforskrift har sin rod i forarbejderne til den gældende grundlov fra 1952, bl.a. i dette uddrag, som appellanten henviste til i Irak-sagen:

Efter at Danmark gennem internationale aftaler har afstået fra krig som middel for sin udenrigspolitik, kan anvendelse af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som forsvar mod angreb eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt.

Umiddelbart er sagen efter at have læst tekstuddraget jo klar: Dansk krigsdeltagelse kræver FN-mandat. Men så simpelt er det ikke. For en sådan forståelse af § 19, stk. 2 ville gå midt imod grundlovens indre logik; hvilket er netop, hvad Højesteret larmende præcist pointerer:

[Der] foreligger [ikke] nogen særlig uklarhed om forståelsen af grundlovens § 19, stk. 2, i overensstemmelse med ordlyden som en procedureregel, der regulerer forholdet mellem regering og folketing. En forståelse som hævdet af appellanterne [læs: Grundlovskomitéen 2003 vedrørende Irak-krigen] ville indebære, at Danmark i 1953 skulle have overladt det til FN’s Sikkerhedsråd – med vetoret for de permanente medlemmer – at afgøre, om Danmark uden for folkeretligt anerkendte situationer ville kunne anvende militære magtmidler. En sådan forståelse ville også stride mod den grundlæggende ordning i dansk ret af forholdet mellem national ret og international ret, hvorefter folkeretten ikke har grundlovskraft.

Det mest sigende ved det hele er, at dét Højesteret siger burde være ganske ukontroversielt for enhver jurist, der kan sin statsret fra det allerførste studieår: I Danmark anerkender vi ikke det synspunkt der siger, at dansk ret og folkeretten udgør et samlet hele. Tværtimod er vi i Danmark tilhænger af princippet om, at dansk ret og folkeretten udgør to hver for sig selvstændige retssystemer. Det er dette princip retten bruger, når den stadig oftere behandler sager om mulige EMRK-krænkelser; så bruger man nemlig EMRK-reglerne og ikke de danske. Domstolene kan nemlig, må det forstås, sagtens finde ud af, at holde tingene adskilt.

Skulle vi andre så ikke også prøve på det?

Obama og Irak (II)

Det er den amerikanske uafhængighedsdag, som denne blog burde skrive noget mere originalt end dette.

Jeg havde for noget tid siden en klumme i 180grader om Obamas problem med fremgangen i Irak. Her er så NYT om det samme.

God 4. juli.

Erkendelsen breder sig – nu også i NYT og Berlingske

Det har været ventet længe, efterhånden som de andre medier gav sig, senest WaPo for et par uger siden. Og så i mandags skete det omsider for NYT.

Efter først at have fortiet fremgangen i Irak så længe, at selv deres egen klummeskriver Thomas Friedman begyndte at joke om det, og dernæst at have skrevet (meget) små og spredte notitser om fremgangen omhyggeligt pakket ind i forbehold om, at det (forhåbentlig) snart kunne gå værre igen, kastede de omsider håndklædet i ringen og skrev den store samlende artikel om fremgangen, dog stadig med forbehold/håbet om en snarlig forværring.

Når NYT kan, så kan Berlingske også. Det skete dagen efter. Opgaven med at skrive artiklen var dog nok for grum, så man nøjedes med at oversætte artiklen fra NYT og i stedet supplere med en egen analyse. Her prøvede korrespondenten af bedste evne at balancere de gode nyheder med de, ahem, mindre gode. Det lykkedes ikke helt at ramme balancen, se f.eks. denne selvafslørende lille guldklump:

På den ene side Bush-administrationens forsøg på at vise tingene fra den mest optimistiske side muligt. På den anden side oppositonens og uafhængige organers insisteren på et mere realistisk vurdering.

Ser man bort fra tryk- og andre småfejl, og det gør vi gerne her på bloggen, så er det da et meget sjovt. De positive nyheder skyldes ikke facts on the ground, men blot Bush administrationens forsøg på at vise tingene fra ”den mest optimistiske side”, mens de negative nyheder er en ”mere realistisk vurdering”.

Hvis det her er hans bedste forsøg på at bluffe en upartisk fremstilling af udviklingen i Irak, må han være meget populær ved udenrigskorrespondenternes pokerbord.

Med den holdning i MSM til udviklingen i Irak, skal I ikke regne med at se disse ting, men her får I dem gratis.

Her er f.eks. CNN, hvis dækning af den seneste rapport om udviklingen i Irak tyder på, at den nedrige Bush administration må have haft fat i dem. Det er nemlig ganske positive toner fra det ellers meget kritiske CNN. Men måske følger det af de elektroniske mediers flygtige natur, at deres medarbejdere er mindre træge i opfattelsen end dead wood journalisterne.

Og her er Victor David Hanson, der gør op med krigsmodstandernes ynglingsargumenter, herunder den om Iran, der efterhånden er det sidste strå.

Så er der de assorterede Bushs-udenrigspolitik-er-måske-ikke-så-håbløs-alligevel artikler, der begynder at blomstre frem i takt med, at krigens to mål i Irak, at fjerne Saddam og skabe et demokrati, synes opnået. Her er James Kirchirck om Senatets seneste rapport om tiden før Irak-krigen, hvor det mest positive man kan sige, er, at den viser en normalisering af det politiske liv efter 9-11. Hvor de første rapporter var enige rapporter, fordi chokket havde bragt politikerne sammen, er den seneste rapport en skamløs partisan affære, hvor det demokratiske flertal skoser regeringens sprogbrug uden at nævne, hvad det republikanske mindretal til gengæld gør med perfid glæde i tillægget, at demokraterne brugte samme sprogbrug på baggrund af de efterretningsrapporter, som de havde set som formænd for diverse komiteer.

Og her er David Brooks med den for lidt flere mere spiselige pointe, at Bush er stædig, hvilket var noget skidt til at begynde med, men senere viste sig godt. Tja, det er da et synspunkt. Når det gælder stil, kan jeg nu bedre lide Andrew Roberts, hvis artikel indledes sådan:

As he leaves the White House at the end of his second term, the President has a poll rating of only 23 per cent, and is widely disliked and even despised. His foreign policy has been judged a failure, especially in view of the long, painful, costly war that he declared, which is still not over.

He doesn’t get on with his own party’s presidential candidate, who is clearly distancing himself, and had lost many of his closest friends and staff to scandals and forced resignations. The New Republic, a hugely influential political magazine, writes that his historical reputation will be as bad as that of President Harding, the disastrous president of the Great Depression.

I am writing, of course, about Harry S Truman, generally regarded today as one of the greatest of all the 43 presidents, and the man who set the United States on the course that ended decades later in the defeat of Communism.

Der er mere af same slags derude, men I må selv søge, for jeg vil hellere beskæftige mig med et andet spørgsmål, som fremgangen I Irak har gjort tydeligt: hvorfor mødes nyhederne om fremgang ikke bare med sund skepsis, men med udtalt bitter modvilje i visse kredse?

Der er formodentlig flere samvirkende grunde, hvoraf de mest prominente nok er:

Stædighed

Modviljen mod at forlade et allerede indtaget standpunkt er en menneskelig svaghed, vi alle kender (and how). Har man en gang skrevet den store forkromede artikel om, at krigen i Irak var en fejltagelse, der ikke kunne ende i andet end fiasko, er det simpelthen for surt at skulle indrømme, at man tog fejl. Det forunderlige er, hvorfor man dog indtog det defaitistiske standpunkt til at begynde med. Her skal man nok søge et supplerende svar i nogle af de andre grunde.

Anti-(indsæt her)

Det er et af det pubertære menneskes første og vigtigste erkendelser, at den der er negativ, lyder klog. Nogle kommer så aldrig videre. Her på bloggen har vi rost Stjernfelt & Thomsens, Kritik af den negative opbyggelighed (her), og bogen står stadig som den mest underholdende analyse af det fænomen. Mange, og vel ikke kun i MSM, vælger at være anti-etellerandet, typisk anti-USA eller, hvis man er blot lidt mere sofistikeret, anti-Bush, eller mere generelt anti-Vest. De forskellige anti’er kan så strides indbyrdes om, hvorvidt de overhovedet har noget til fælles. En pæn del af de journalister, der er anti-Irakkrig i MSM, synes blot ureflekteret at udtrykke dette fænomen. Men de gør sig nok ikke klart, at de med deres negative dækning føder en anden meget stærk grund, der normalt er at finde på den modsatte fløj, nemlig

Racisme

Begrebet er strengt taget forkert og efterhånden så skamredet, at det har mistet sin oprindelige betydning. Her bruges det i sin udvandede form, at man tillægger personer visse egenskaber, normalt negative, alene fordi de har et bestemt ophav, er født et givent sted eller har en bestemt nationalitet (egentlig chauvinisme), eller en bestemt religion. Hvor anti-Bush er den dominerende grund til at være imod indsatsen i Irak på venstrefløjen, synes denne form for racisme at være ganske udbredt på højrefløjen. Tænk sig, at vi kunne være så dumme/naive, at vi troede, at man kunne gøre muhamedanere til demokrater, lyder det ofte fra selv ganske pæne mennesker. Der er en del journalister,
der ved bedre, som allige
vel i kampens hede har udtrykt sådanne synspunkter. Efterhånden som demokratiet i Irak lever videre, bliver det nogle af den slags ting, de næppe vil ønske at blive mindet om i fremtiden.

Pacifisme

Endelig er der den bekvemme lommepacifisme, der ikke synes at være tilknyttet nogen bestemt fløj. Skal man forsøge en opdeling, så er det vel, at på venstrefløjen findes den i en vi-vil-gerne-hjælpe version, men hvor hjælpen alene skal bestå i at lave sjove indsamlinger og festlige støttekoncerter. Her kombineres den ofte med anti-fænomenet, så man nøjes med at vride hænder og sige, at noget bør gøres i [sted], men så snart nogen lægger an til faktisk at gøre noget ved problemet, så bliver man anti og råber, at det hele bare handler om olie/magt/penge. På højrefløjen findes pacifismen normalt i en mere ensidig de-kan-rende-os version, for de mere bløde ofte tilsat lidt de-kan-jo-bare-selv-gøre-oprør-og-indføre-frihandel.

Den sidste grund, som skal anføres her, er – som et forsonende træk til vores trofaste kommentatorer – denne grund

Det ender galt

Denne holdning er helt fornuftig, hvis man mener, at en militær indsats vil skabe flere problemer end den løser. De krigsmodstandere, der har hørt til denne lejr, har jeg fuld respekt for. Men hvis det virkelig var den eneste grund, så burde man vel vise glæde, når det viser sig, at det alligevel ikke var tilfældet. Når det ikke er tilfældet for nogen, må vi nok ty til de ovennævnte grunde for at finde forklaringen.

Hermed over and out, sommerferien sænker sig.

Obama og Irak

Jeg har en klumme i dag hos 180grader.

Erkendelsen breder sig – nu også i WaPo

Der er gået en del tid siden min seneste posting, der endda kun var et link til min kronik i Berlingske om Irak. Heldigvis er tiden gået godt, også i Irak.

Den erkendelse har nu sør’me også bredt sig til den venstreorienterede Washington Post, der i dagens leder kommenterer på situationen. Det gør de under denne overskrift:

THE IRAQI UPTURN

Don’t look now, but the  U.S.-backed government and army may be winning the war.

Sørger man linket på forsiden, skal man se efter denne titel:

Who says we can’t win in Iraq?

Det gjorde sjovt nok deres foretrukne kandidat Barack Obama, eller rettere: gør. Lederen har derfor dette venskabelige råd tili kandidaten, så han ikke virker helt løsrevet fra virkeligheden:

… it ought to mandate an already-overdue rethinking by the “this-war-is-lost” caucus in Washington, including Sen. Barack Obama (D-Ill.).

Tja, han er nok ikke den eneste, som skal omstille sig. Da danske journalister i vidt omfang skriver af fra lader sig inspirere af de toneangivende venstreorienterede MSM i USA er spørgsmålet nu, hvor længe der går, før de også ændrer signaler? Mit gæt er en små 10 – 15 år, men jeg er nu også lidt af et hængehoved, når det gælder danske journalisters kritiske sans.

Trænger man til lidt opmuntring oven på dagens terrorangreb på den danske ambassade i Pakistan, og er ovenstående ikke nok, så er her et link til Pajamas Media, der linker til tre artikler om det fænomen, som danske journalister (heller) ikke rigtig har opdaget endnu, nemlig al-Qaedas alvorlige svækkelse. Og til beroligelse, eller ærgrelse, for de, der tror, at den slags kun findes i obskure højredrejede medier, kan det nævnes, at det er toppen af den venstreorienterede MSM (the New Yorker, New Republic og WaPo). Jeg satte særlig pris på artiklen i New Republic, men læs selv. Et gennemgående træk i artiklerne er, at al-Qaeda og bin Ladens mænd har skadet deres sag. Ikke bare er de blevet slået militært og dermed vist, at det moderne samfund ikke er et dekadent og ulivsdueligt projekt, de er også blevet grundigt hadede for deres opførsel og praksis. Lidt som kommunisterne, der først lokkede en hel del, indtil de fik syn for sagen.

Det kultursammenstød mellem demokrati og 600-tals fanatisme, som bin Laden (og ganske mange danske journalister) gerne vil fremmane som arabernes foretrukne skæbne, synes ikke at være så oplagt endda.

UPDATE: Man skal passe på med at skære alle journalister over en kam. Selv når det gælder danske, kan det en sjælden gang hænde, at man tager fejl. Da jeg skrev denne posting, havde jeg ikke fået læst Weekendavisen; en af mine ellers få sunde vaner. Som en læser rigtigt har påpeget, havde Pernille Bramming en artikel, som varmt kan anbefales. Den gør op med det, der ofte er krigsmodstandernes sidste strå, Irans styrkelse. I regionen dominerer enten Iran eller Irak, og en svækkelse af Irak, hvad enten det skyldes blokaden mod Saddam eller fjernelsen af samme, styrker Iran på den korte bane. Men som artiklen i WEA viser, er irakerne ikke til sinds at blive iranernes vasaller, uanset religionen, eller måske netop derfor. Køb avisen, læs artiklen og døm selv.

PB er en af de få danske journalister, muligvis den eneste, der ikke synes opsat på at beskrive araberne som et fanatisk folkefærd dømt til at henslæbe deres liv under diktatur. Hvad angår resten af hendes kolleger, tror jeg, mit gæt på 10 – 15 år kommer til at passe. Det var den tid, det tog dem at indse, at tabet af et “alternativ” i form af den virkeliggjorte socialisme i Central- og Øst-Europa ikke nødvendigvis ville ende i fiasko, men måske endda kunne blive en god ting. På den anden side, det kan da også være, at de er hurtigere i opfattelsen denne gang. Lad os se…

Kronik i Berlingeren

Som tidligere annonceret er her et link til min kronik i Berlingeren om Irak fem år efter.

Hovedsynspunkterne er

– at demokratiet i Irak tegner til at overleve.

– at Irak dermed er bedre stillet end ante-bellum.

– at den rigtige strategi i krigen mod terror fortsat er at søge demokratiet udbredt i Mellemøsten (og andre steder), om nødvendigt ved militær intervention.

– at FN repræsenterer en forældet version af folkeretten, der snarere hindrer end fremmer kampen for frihed.

Discuss.

Gode historier er vinklede med nuancer

I denne blog har vi ofte kritiseret Berlingske for dets dækning af udenrigspolitiske emner, især dækningen af Irak, fordi den var præget af en negativ ensidighed. Det var ganske vist også tilfældet for dækningen i de øvrige MSM, både danske og udenlandske, men af “vores” Berlingske burde man kunne forvente sig mere. Og kontrasten til deres indenlandske holdningsmættede 2. sektion og holdningen i lederen var ofte for opsigtsvækkende til at ignorere.

Kan man rise, må man også rose, når lejligheden er til det. Og det skyldes ikke kun den hjertevarme juletid, som nu er indledt, men deres dækning af Afghanistan i den sidste tid.

Det har længe undret mig, at dækningen af indsatsen i Afghanistan vedvarende var rimelig positiv, omend meget spredt og beskeden, så dog rimelig positiv. Jeg tror, at det skyldtes ønsket om at skabe en kontrast mellem den “rigtige” og “lovlige” krig i Afghanistan og den “forkerte” og “ulovlige” krig i Irak. Man fokuserede på Irak og brugte blot Afghanistan som kontrastbaggrund.

Det var en lidt ejendommelig manøvre, fordi den krævede, at vi glemte, at de fleste af modstanderne af Irak også var modstandere af Afghanistan, og tilmed med de samme argumenter: nogle brugte It’s all about oil, andre begrundede det i anti-amerikanisme (man må ikke være på hold med USA uanset anledningen) og andre igen i modstand mod den aktivistiske udenrigspolitik, der i begyndelsen af 1990’erne havde afløst vores 1864-traume, og som stadig fremkalder ubehag i nogle kredse, der af et ærligt hjerte hader Staten og al dens væsen, fra parkeringsvagter over Skat til soldater.

Det var også en farlig manøvre at bruge som retorisk kneb, for mens der aldrig rigtig var en risiko for, at Irak blev et nyt Vietnam, så var og er der en risiko for, at Afghanistan bliver et nyt Afghanistan.

En del af forklaringen kan nok søges i sammenligningen med netop de to krige, selvom den slags historiske sammenligninger aldrig helt kan lade sig gøre.

Da Koreakrigen brød ud, var det så kort efter WWII, at der stadig var en generelt positiv opfattelse i befolkningen af amerikanerne som befriere. De anti-amerikanske kredse, hovedsageligt kommunisterne og de mindre bevidstgjorte fellow-travelers forsøgte ganske vist at ophidse imod krigen, men den gik ikke rigtig. Først da Vietnamkrigen brød ud med amerikansk deltagelse en generation senere var kommunismen og anti-amerikanismen blevet tilstrækkelig udbredt til at gøre det salonfæhigt at være imod krigen. Den dag i dag fremstår Vietnamkrigen som en “god” krig for mange gamle venstreorienterede, og en pæn del af krigsmodstanden skal søges i nostalgi hos deres velopdragne børn for at genskabe stemningen fra den gang. Igen og igen har man hørt, og hører til dels stadig dem sukke over, at vi i modsætning til deres beundrede forældre, den fantastiske “oprørske” 68-generation, ikke havde en Vietnamkrig til at radikalisere os. At Vietnam desværre var en sejr for diktaturet, kan ses af de mange tusinder af bådflytninge, og dominoteoriens betydning kunne ses i the killings fields i Cambodia. Men naturligvis vil de i dag hævde, at det netop var amerikanernes skyld. Tja, prøv at sammenligne levestandarden i Sydkorea, hvor USA stod fast, og i Sydvietnam, hvor man gav op, for at få et mindre positivt billede, end det de fleste kulturrapportere og musikanmeldere lader passere som konventionel visdom.

Tilsvarende med Afghanistan og Irak. Krigen i Afghanistan kom lige efter 9/11, og selvom mange på venstrefløjen prøvede at starte en Vietnamstemning, fra Jørgen Knudsens og (og senere diverse DR-ansattes) uheldige bemærkninger om, at der endelig var nogle, som dræbte amerikanere, til de mere spagfærdige indvendinger om det mærkelige i, at vi tog dræbte amerikanerne så alvorligt, når vi var ret ligeglade med dræbte afrikanere, palæstinensere etc., så var der ikke rigtig stemning for den slags. Men da Irak kom, var stemningen på plads. Tingene går trods alt hurtigere i dag.

Anyway, det går stadig bedre i Irak, og det tyder ikke på, at amerikanerne giver op, heller ikke selvom præsidentposten går til en demokrat næste gang. Så den ensidigt negative dækning har ikke rigtig skadet noget for alvor, og hvis den positive udvikling fortsætter, som det tyder på for nærværende, vil selv MSM være nødt til at enten fortælle om det, hvilket vil påvirke stemningen den modsatte vej (se her), eller fortie det og dermed overlade nyhedsdækningen til mere positive omend obskure medier.

Hvordan så i Afghanistan? Her går det i det meste af MSM som forventet. Man er begyndt at hive den positive vurdering ind til fordel for anti-amerikansk antipati og hvad-kan-det-nytte holdninger, inkl. den lidt mere ækle variant, hvad-kan-det-nytte-at-udbrede-demokrati-til-halenegere, som man undertiden oplever på højrefløjen.

Men ikke i Berlingske. Ikke endnu i hvert fald. Tværtimod har man ikke kun på lederplads – det gjorde man også før, men også i avisens 1. sektion dækket krigen kritisk – det gjorde man også før, men nu også fair – og det er nyt.

Man har nævnt meningsmålinger, der viser lokalbefolkningens opbakning. Dem nævnte man aldrig, da det var Irak. Man nævner de danske soldaters opbakning til projektet. Det gjorde man først, da Fogh havde besluttet at trække os ud af Irak. Og man nævner endda, at teleban ikke klarer sig særlig godt, men kun formår at påføre os tab, fordi de er skiftet til en desperat terrorstrategi, som gør dem til fjender af befolkningen selv i de små områder, hvor de blev betragtet med sympati. Det var nøjagtig samme udvikling i Irak, hvilket vi i dag kan se har medført de – for os og det irakiske demokrati – positive resultater af, men som man i MSM hele tiden prøvede at fremstille som om, at terroristerne var ustoppelige.

Kort sagt, Berlingske har – indtil videre i det mindste – valgt en anden kurs i dækningen af Afghanistan, end de valgte i Irak. Lutter ros herfra til det. Så giver det bedre mening at holde en avis end bare at købe sin daglige avis tilfældigt, fordi dækningen jo alligevel var den samme, som man i øvrigt også fik i DR.

Berlingskes forholdsvis nye chefredaktør (er der en sammenhæng?) skriver i sin blog, at Berlingske ønsker at være mere opmærksomme på positive nyheder. Hun peger på, at gode historier er negative historier. Det er f.s.v. rigtigt. En journalist vil hellere fortælle om flyet, der styrtede ned, end om de tusinde fly, som landede normalt. Men mon ikke, at chefredaktøren er opmærksom på, at der er et andet problem på spil her, for det forhold, hun peger på, er jo et grundvilkår, som ikke står til at ændre. Så hvad er det så, hun ønsker at opnå?

Et bud kan være, at journalister i lighed med mange andre uddannelser er blevet mere overfladiske og dermed har fået en forkert opfattelse af, hvad kritisk journalistik er. De tror, at det er at forholde sig kritisk til bestemte fænomener: USA, Israel, borgerlige regeringer i al almindelighed, og DF i særdeleshed.

Men kritisk journalistik er at være kritisk over for sine kilder, så man kan efterstræbe det, som bør være målet for enhver journalist, at fortælle sandheden.

Nu afhænger sandheden af, hvad man selv tror på. Fakta kan beskrives rimeligt objektivt, f.eks. at der er sprunget en bombe. Men fortolkningen (hvem gjorde det og hvorfor) indebærer subjektive vurderinger, som nok kan prætendere at være sandhed, men som afhænger af individuelle værdipræmisser.

En reportage vil derfor altid være “vinklet”, medmindre den kun indskrænker sig til kun at gengive objektive oplysninger, hvilket de færreste medier kan leve af.

Men den gode reportage er også nuanceret, sådan at man tage alle facetter med, der synes relevante, og man forholder sig kritisk til sine kilder for at undgå, at man bliver vildledt. I dag er det alt for let
at narre journalister. Vi
har set det mange gange, ikke bare i Irak, men også andre steder med krigen i Sydlibanon som et særligt ubehageligt oplagt eksempel.

Et sidste spørgsmål er, hvilken vinkel skal så vælges? Dybest ser er der kun to: journalistens egen eller det medie, hvor vedkommende er ansat.

For mig at se, er svaret klart det sidste. Det er journalistens opgave at bruge kildekritik, rigtig kildekritik, til at sikre, at vinklingen ikke forfalder til at blive ensidighed. Vinklingen må vige for kildekritikken. Men vinklingen bør afgøres af mediet; det er derfor, man har en ansvarlig redaktion. Desværre lider mange journalister vist under den forestilling, at det bør være en første, og at det krænker deres ytringsfrihed at vælge den sidste. Det kræver en modig redaktion at gøre op med den misforståelse.

Så denne posting slutter i julehumør. Godt gået, Berlingske. Fortsæt og husk, at den gode historie er vinklet i overensstemmelse med avisens værdigrundlag og med nuancer og baseret på en så grundig kildekritik, som arbejdstempoet tillader.

Ændring i amerikanernes vurdering af Irak

Her på bloggen vil vi jo gerne give jer de vinkler, som Main Stream Media (MSM) ikke formår, enten fordi de, ahem, ikke har tid i en travl verden, hvor der sker så meget, eller af andre, host, gode grunde.

Her er f.eks. en lille notits fra Ritzau plukket fra dagens Berlinger:

Hjem fra Irak uanset hvad

Washington: Selv om det amerikanske militær de seneste to måneder har rapporteret om spredte fremskridt i sikkerhedssituationen i Irak, gør det ikke befolkningen i USA mere velvillig over for krigen. Det viser en meningsmåling, som blev offentliggjort sent tirsdag lokal tid. Ønsket om at hente de amerikanske soldater hjem er uændret på 54 procent af de adspurgte, viser opinionsundersøgelsen, som er udført af Pew Research Center for The Peple and the Press. Der er også uændret 46 pct., som mener, at USA’s engagement i Irak vil ende med fiasko. Undersøgelsen viser samtidig, at amerikanerne værdsætter soldaternes indsats. 48 procent mener, at den militære operation går godt. Ritzau.

Tja, de har faktisk det meste med. Lidt over halvdelen vil have soldaterne hjem, så overskriften synes velbegrundet. 46 pct. regner med en fiasko, mens 48 pct. værdsætter soldaternes insats og synes, at operationen går godt. Men det er nu alligevel, som om der mangler noget…

Prøv at sammenligne med, hvordan Pew selv fremlægger teksten. Det her er altså den tekst, gutterne fra Ritzau så, da de skulle beslutte sig til, hvordan den nyhed skulle skæres:

PUBLIC SEES PROGRESS IN WAR EFFORT

For the first time in a long time, nearly half of Americans express positive opinions about the situation in Iraq. A growing number says the U.S. war effort is going well, while greater percentages also believe the United States is making progress in reducing the number of Iraqi casualties, defeating the insurgents and preventing a civil war in Iraq.

Roughly half of the public (48%) believes the U.S. military effort in Iraq is going very or fairly well. Judgments about the overall situation in Iraq have been improving steadily since the summer. As recently as June, only about a third of Americans (34%) said things were going well in Iraq.

[mere…]

Det er en lidt anden vinkel, selvom tallene er de samme.

Der er vel ikke noget at sige til, at Pew er imponeret over udviklingen i den positive opfattelse af, hvordan det går i Irak. Her er tallene steget fra 30 til 48 pct. siden februar, en fremgang på over 50 pct. Det var så ikke liiige den vinkel, Ritzau fokuserede på.

Det er også interessant, at den står lige mellem de, der tror, at Irak ender som en fiasko, og de, som tror på, at det ender godt (faktisk står den 46 – 48 pct., men usikkerheden dækker forskellen). I den sammenhæng er det også interessant, at den står lige mellem de, der mener, at terroristerne er ved at blive besejret, og de, som ikke tror det (43-44 pct.), men det dækker over en vækst blandt optimisterne fra 30 og et fald blandt pessimisterne fra 55. I betragtning af, hvor negativ opfattelsen har været, er det et forbløffende skifte, og der er ingen grund til at tro, at udviklingen standser, medmindre forholdene i Irak gør det.

For alt dette er sket siden februar, hvor MSM har gjort deres bedste, eller værste om man vil, for at male et dystert billede af udviklingen. Først hævdede de, at The Surge ikke ville nytte noget, så hævdede de, at general Petraeus overdrev de gode tal (husker I: General Betray-Us?), og da det viste sig, at tallene var endnu bedre, blev de tavse ganske længe, indtil Friedman og andre begyndte at undre sig, hvorefter de så nølende medgav, at det gik godt med sikkerhed, meeen den politiske situation var stadig ikke god, selvom der er almindelig enighed om, at den politiske løsning ikke kommer, før sikkerheden og tilliden er grundfæstet. Der står MSM lige nu, og selvom de gode nyheder først er begyndt at sive siden september, så har opfattelsen alligevel ændret sig.

Hvilken om nogen betydning har dette holdningsskifte?

For det første må man konstatere, at der ikke er tale om et holdningsskifte til krigen som sådan, ikke endnu i hvert fald.

Et flertal på 54 pct. vil have tropperne hjem. At lade dem blive støttes kun af 41 pct., hvilket interessant nok er faldet med 1 pct., hvilket er overraskende i forhold til den positive udvikling dokumenteret på de andre spørgsmål, selv hvis den manglende procent skyldes en statistisk usikkerhed.

Nu er spørgsmålet om at bringe tropperne hjem altid lidt usikkert, for reelt er det vel 100 pct., som vil have dem hjem. Spørgsmålet er, hvad man ligger i spørgsmålet, hvilket kan variere mellem to yderpunkter:

1) Træk tropperne hjem, for vi har tabt i Irak og kan ikke udrette mere.

2) Træk tropperne hjem, for vi har vundet i Irak og kan ikke udrette mere.

Da spørgsmålet fra Pew angik, om man ønskede at trække tropperne hjem eller lade dem blive, til situationen har stabliseret sig, må det antages, at de flerste som svarede ja, hører til nr. 1. Men det er ikke oplagt, for tilhængerne af nr. 2 vil også argumentere for, at tropperne bør trækkes hjem gradvist, så irakerne tvinges til at tage et ansvar, og man dermed undgår en Cypern-løsning.

Jeg tror, at tallene mest sandsynligt taler for en betydelig krigstræthed blandt befolkningen. Et stigende antal har bemærket, trods MSM ihærdige forsøg, at det går bedre i Irak, men det ændrer ikke på, at de vil have tropperne hjem. Uanset om det går godt eller skidt, er man ved at være træt. Derfor den stabile tilslutning på lidt over halvdelen uanset den positive ændring af situationen. Mit gæt er, at en fortsat positiv udvikling i Irak ikke vil påvirke antallet af folk, der vil have tropperne hjem, men jeg gætter på, at andelen af nr. 1 vil falde, og andelen af nr. 2 vil stige. Det kan få betydning for valgkampen, der har – pyha – et helt år endnu at løbe på.

Hvis en demokratisk præsidentkandidat overspiller kortet om at bringe tropperne hjem og fremstiller det som et nederlag, kan det give et gevaldigt bagslag, fordi stadig flere er blevet opmærksomme på, at det faktisk er muligt at nå en god løsning i Irak. Det vil give republikanerne en chance for at fremstille deres modstandere som forræderiske krystere, der vil snatch defeat from the jaws of victory. Samtidig kan de selv anføre, at tropperne skal hjem og vel at mærke hjem til en – om ikke en ticker tape parade – så i hvert fald til tak for en kæmpe og vellykket indsats.

Ikke bare vil en forbedret opfattelse af Irak gøre, at republikanske kandidater ikke længere er toxic i brede dele af befolkning, demokratiske kandidater vil således være fanget mellem at skulle please defaitisterne i MoveOn, der udgør en væsentlig adgang til at vinde primærvalgene, og samtidig skulle undgå at ødelægge deres chancer hos den mere fornuftige og brede del af befolkningen, der afgør valget i sidste ende. Clinton har indtil videre gjort det bedst, men netop derfor er hun ikke populær hos netroots. Hvis det får demokraterne til at vælge en kandidat, der taler om fiasko i Irak, mens udviklingen ubestrideligt går den anden vej, så er de republikanske kandidater ikke bare non-toxic, så har de faktisk en chance. Om det i øvrigt er godt efter en ikke særligt vellykket periode med republikansk hegemoni er tvivlsomt, selvom valgnedlaget i Kongressen måske har hjulpet lidt og genopfrisket mindet om Reaganomics (og nej, jeg er ikke økonom, så for mig står det mere for de politiske principper end de trufne valg).

Hvad præs. Bush angår, er der næppe meget håb. Hans rating er stadig lav, uanset fremgangen. Nu er det med Bush som med Clinton (Bill, men for den sags skyld også Hillary), uanset om det pludseligt skulle gå godt og alle problemer blive løst i Mellemøsten (hvad der er højst usandsynligt), og selvom medierne ville dække det fair (hvad der er helt usandsynligt), ville Bush stadig ikke komme meget højere end de ca. 50 pct., der stemte på ham i 2004. Hvis vi kommer til at se en positiv udvikling, overhovedet, bliver det til et sted midt i de 40 pct. approval, men det er tvivlsomt. Hvis Irak forbliver et demokrati, så kan hans tal måske forbedres om et par generationer. Det skete med Reagan, hvor det efterhånden kun er få af de gamle venstreorienterede frontkæmpere, som tør stå ved deres foragt for manden med deres gamle påstande om, at han var lallende senil, en B-skuespiller og al det der. Historien er ikke bare nådig, den har fordelen af 20-20 hindsight.

Og for så lige for at tage lidt af presset på vores kommentarboks. Det kan stadig gå galt i Irak. Sadr kan ombestemme sig og mene, at han alligevel har mere at opnå som militsleder end som korrupt politiker. Al Qeada kan få snigmyrdet Shia-lederen al Sistani, der er det tætteste på en Mandela, Irak har. Meget kan gå galt. Men lige nu virker det unægtelig som om, at det ikke gør, og at demokratiet overlever i Irak, hvilket i givet fald vil være den vigtigste positive udvikling i området i nyere historie. Kun en fredsløsning mellem Israel og Palæstina vil være på samme niveau, og det endda kun, hvis Palæstina bliver et fungerende demokrati og ikke et autokraklepsi, som de øvrige stater i området.

Erkendelsen breder sig IV

I vores serie om, hvordan erkendelsen om den gode udvikling i Irak breder sig, kan vi nu berette, at det ikke bare er nået til bin Ladens hule, men også – hvilket er langt vanskeligere – ind bag murene i de lokaler i Titangade, hvor Berlingske for tiden er i eksil.

Vi betragter os jo som lidt af et serviceorgan, der giver jer det, MSM helst ikke vil tale om, og denne gang har vi haft luppen fremme og fundet, hvad de fleste nok ville have overset. Det er den glædelige nyhed om, at ca. 46.000 irakere er vendt hjem alene i oktober som resultat af den forbedrede sikkerhedssituation i Bagdad og andre steder.

Vi bringer her den journalistiske dækning i fuld længde:

Irakere vender hjem i tusindvis.

Bagdad: 46.000 irakere vendte i oktober tilbage til deres hjemland efter at være flygtet på grund af uroligheder. Hovedsagelig til nabolandene Syrien og Jordan, meddeler den irakiske regering. AP.

Hvis nogen selv vil finde den iille notits, kan vi oplyse, at den er anbragt i rubrikken Overblik nederst i venstre hjørne.

Vi glæder os over, at avisen ikke denne gang har søgt at pakke den gode nyhed ind i dårlige nyheder eller betragtninger om, hvordan det hele stadig kan nå at ændre sig og gå galt igen. Til gengæld blev dækningen lidt, ahem, kortfattet. Men den er der, og det skal vi da glæde os over.

Dette bliver  i øvrigt den sidste i serien, medmindre der sker noget meget vigtigt, som MSM (heller) ikke ønsker at dække. Vi stopper her, dels fordi valgkampen går ind i sin sidste fase, dels fordi det virker mere monomant end normalt selv for en blog, dels og navnlig fordi vores pointe om, at det går markant bedre i Irak, og at dansk MSM ikke vil indrømme det, burde være slået fast.

Erkendelsen breder sig III

Osama bin Laden holdt en tale den 22. oktober, som vi tidligere har berørt. Men da vi gerne vil give jer det, som MSM forsømmer, kommer der her lidt mere.

I sin tale jamrede bin Laden over, hvor dårligt det går i Irak, dvs. godt for os. Han klager over troløse våbenfæller, og som noget ganske sjældent indrømmede han, at al-Qaeda har begået fejl, hvormed han sikkert sigter til deres uheldige vane med at slå alle ihjel omkring sig, også rettroende sunni-muslimer, hvilket har gjort dem grundigt upopulære på de kanter. Læs opsamlingen her.

Erkendelsen af, at det går godt i Irak, er altså også nået til det hul, hvor han gemmer sig.

Hvis det er nået til danske medier, er de gode til at skjule det.

For at sikre, at vi virkelig giver jer det, som MSM ikke kan klare, foretog jeg et hurtigt opslag på InfoMedia med søgning efter “bin laden” inden for de seneste 14 dage. Det gav 64 hits i danske medier, men ingen af dem nævner hans tale. Dansk MSM vil altså gerne skrive om bin Laden, men de vil ikke nævne hans tale. Hvorfor mon?

Erkendelsen breder sig II

For noget tid siden havde jeg en posting kaldet Erkendelsen breder sig, hvormed jeg sigtede til den noget modvillige indrømmelse af, at det går mærkbart fremad i Irak i en sådan grad, at det nu forekommer overvejende sandsynligt, at landet forbliver et samlet demokrati. Den vold, der fortsat er, synes ikke at kunne true stabiliteten.

Jeg fulgte op med en posting, hvor jeg drøftede den noget blandede modtagelse, disse gode nyheder har fået (her).

Dagens dosis er fra lørdagens leder i The Times, og hvis den forekommer bekendt, skyldes det, at den også anslår de samme (positive) strenge, som de to ovenstående postings.

The Petraeus Curve.

Serious success in Iraq is not being recognised as it should be.

Is no news good news or bad news? In Iraq, it seems good news is deemed no news. There has been striking success in the past few months in the attempt to improve security, defeat al-Qaeda sympathisers and create the political conditions in which a settlement between the Shia and the Sunni communities can be reached. This has not been an accident but the consequence of a strategy overseen by General David Petraeus in the past several months. While summarised by the single word “surge” his efforts have not just been about putting more troops on the ground but also employing them in a more sophisticated manner. This drive has effectively broken whatever alliances might have been struck in the past by terrorist factions and aggrieved Sunnis. Cities such as Fallujah, once notorious centres of slaughter, have been transformed in a remarkable time.

Indeed, on every relevant measure, the shape of the Petraeus curve is profoundly encouraging. It is not only the number of coalition deaths and injuries that has fallen sharply (October was the best month for 18 months and the second-best in almost four years), but the number of fatalities among Iraqi civilians has also tumbled similarly. This process started outside Baghdad but now even the capital itself has a sense of being much less violent and more viable. As we report today, something akin to a normal nightlife is beginning to re-emerge in the city. As the pace of reconstruction quickens, the prospects for economic recovery will be enhanced yet further. With oil at record high prices, Iraq should be an extremely prosperous nation and in a position to start planning for its future with confidence.

None of this means that all the past difficulties have become history. A weakened al-Qaeda will be tempted to attempt more spectacular attacks to inflict substantial loss of life in an effort to prove that it remains in business. Although the tally of car bombings and improvised explosive devices has fallen back sharply, it would only take one blast directed at an especially large crowd or a holy site of unusual reverence for the headlines about impending civil war to be allowed another outing. The Government headed by Prime Minister Nouri al-Maliki has become more proactive since the summer, but must immediately take advantage of these favourable conditions. The supposed representatives of the Iraqi people in Baghdad need to show both responsibility and creativity if the country’s potential is to be realised.

The current achievements, and they are achievements, are being treated as almost an embarrassment in certain quarters. The entire context of the contest for the Democratic nomination for president has been based on the conclusion that Iraq is an absolute disaster and the first task of the next president is to extricate the United States at maximum speed. Democrats who voted for the war have either repudiated their past support completely (John Edwards) or engaged in a convoluted partial retraction (Hillary Clinton). Congressional Democrats have spent most of this year trying (and failing) to impose a timetable for an outright exit. In Britain, in a somewhat more subtle fashion admittedly, Gordon Brown assumed on becoming the Prime Minister that he should send signals to the voters that Iraq had been “Blair’s War”, not one to which he or Britain were totally committed.

All of these attitudes have become outdated. There are many valid complaints about the manner in which the Bush Administration and Donald Rumsfeld, in particular, managed Iraq after the 2003 military victory. But not to recognise that matters have improved vastly in the year since Mr Rumsfeld’s resignation from the Pentagon was announced and General Petraeus was liberated would be ridiculous. Politicians on both sides of the Atlantic have to appreciate that Iraq is no longer, as they thought, an exercise in damage limitation but one of making the most of an opportunity. The instinct of too many people is that if Iraq is going badly we should get out because it is going badly and if it is getting better we should get out because it is getting better. This is a catastrophic miscalculation. Iraq is getting better. That is good, not bad, news.

Tja, nu venter vi så bare på, at 25 øren falder hos de danske medier og politikere. Det sker nok ikke lige med det samme, og da slet ikke i en valgkamp. Her har man for længst besluttet, at Irak er “an exercise in damage limitation”, og nye facts skal ikke ændre på det. Hvis dæ æ fakta, så benægter a fakta.
Tilføjelse:
Vi er nok nogle stykker her på bloggen, der kunne overveje at melde det til Forbrugerombudsmanden, at de bliver ved med at omtale afstemningen den 13. ds. som et “valg”. Det er da vildledende.
Men måske er der alligevel et valg at træffe. Udenrigsministeren var så ufin, og formodentlig presset, at påpege, at NA synes at slutte sig til Lykketoftlinjen med dens ensidige kritik af USA og Israel. Det er i givet fald en støtte, som Anders Samuelsen ellers fornuftige skatteplaner ikke kan opveje, i det mindste ikke for denne punditokrat. Så måske er der alligevel et valg, der ikke kun handler om at rage til sig.

Læserkonkurrence

Denne posting fra i går blev afsluttet med spørgsmålet om, hvornår og hvordan danske MSM ville fortælle om, at det går rigtig godt i Irak.

Svaret kom allerede her til morgen fsva Berlingske og var helt som forudset.

Overskriften er “Vesten kan ikke gøre mere i Irak”, hvilket er en næsten genial tvetydighed, fordi den både kan dække over, at vi har nået vores mål om at skabe en demokratisk stat, som kan forsvare sig selv, eller som en erkendelse af det nederlag, det ligger MSM så meget på sinde at få fastholdt som konklusionen på vores indsats.

At det naturligvis er sidstnævnte holdning, der dominerer artiklen, var som sagt (i gårsdagens posting) til at forudse. Det opnås ved at interviewe Juan Cole, naturligvis.

Man skal lede godt og længe for at finde the money quote, men som det serviceorgan vi er, har vi gjort det for jer:

I den seneste måned har været en overvægt af gode nyheder, men der er ingen garanti for, at det fortsætter, og bare i denne uge har der været tegn på en opblussen af volden.

Det giver mulighed for en rask læserkonkurrence for de, der ikke har noget liv og må få tiden til at gå med at læse blogs.

Gennemgå Berlingske for den seneste måned og se, om avisen har rapporteret denne overvægt af gode nyheder.

Præmien er den helt CO2-frie glæde ved at få sine fordomme bekræftet.

God fornøjelse.

En uønsket sejr i kampen mod aktivismen

Denne posting er en fortsættelse af en tidligere posting (her), så hvis man har oceaner af tid, kan man starte dér.

Ellers er et kort referat, at den postulere, at det går betydeligt fremad i Irak i en sådan grad, at det nu er overvejende sandsynligt, at Irak overlever som en samlet demokratisk stat. Denne positive udvikling er uønsket hos de politikere og journalister, der har sat deres troværdighed ind på at erklære Irak for en katastrofe. MSM har således forsøgt at fortie den positive udvikling. Fortielsesstrategien blev grundstødt, da Thomas Friedman i NYT af alle steder valgte at spøge med den, og nu skrider debatten.

LA Times var i går nødt til at behandle den positive udvikling, men sørgede naturligvis for at understrege, at så godt gik det heller ikke. Men alligevel, selveste LAT indrømmer det. Uha, uha, så er dæmningerne virkelig bristet.

Fokus i denne posting er, hvorfor så mange betragter det som et kæmpe nederlag, at udviklingen i Irak nu er vendt til det bedre. Det er en betydelig vrede, der udvises, og efterhånden som udviklingen befæstes, nærmest en desperat aggression imod tanken. Hvad er det, der er på spil?

Lad os varme op med nogle håndgribelige eksempler på, hvordan MSM manipulerer med nyhederne fra Irak.

Der var historien om Scott Beauchamp, der til stor fryd for det dannede The New Republic skrev om sine erfaringer som frontsoldat, og hvordan krigen havde brutaliseret ham og især hans våbenfæller. Problemet var så lige, at historien var fup. Det var endda let gennemskueligt fup, men TNR kunne naturligvis ikke gennemskue det, da det passede så smukt ind i hele det narrative set-up, som MSM betragter krigen i, en slags Full Metal Deer Apocalypse, som Mark Steyn meget rammmende har beskrevet det. Da det blev afsløret, prøvede de først at benægte det; de hævdede endda, at de havde fact-checked historien (det adskiller jo som bekendt MSM fra simple blogs, ikke?), og da historiernes løgnagtighed så blev dokumenteret, trak man i land, langtsom og kæmpende for hvert skridt. Her er et link til en af TNR’s plageånder, som belærer bladets redaktør om, hvad almindelig medieanstændighed vil sige. Ganske underholdende.

Et tjek på Infomedia viser, at i de sidste 12 måneder har en, gentager en, dansk avis skrevet om sagen. Vi, der gerne revser vores kære, er stolte over, at det var Berlingske, der som det eneste MSM valgte at oplyse danske læsere om denne skandale. Og vi er særligt glade for at kunne oplyse, at den artikel var skrevet af Bent Bludnikow (13/8 07). Det er ikke første gang, at han har reddet den avis’ troværdighed.

Så er der denne lille historie om de amerikanske tabstal. Et trist emne, som man skulle tro blev taget meget alvorligt af MSM. Men nej, de tæller alle dødsfald med, inkl. ulykker, eller som i dette tilfælde, en kvindelig soldat, der blev dræbt af en tidligere elsker, mens hun opholdt sig i Bahrain. No more blood for oil, synes den smagfulde holdning at være.

Det minder mig lidt om Politiken, der vist dagligt bringer en smagfuld lille firkant med røde kors på sort baggrund, som skal vise antallet af dræbte i Irak. Det oplyses ikke, hvem der er ansvarlig for drabene. Det er vi vel, lyder logikken. Man leder forgæves i avisen efter tilsvarende opgørelser over dræbte i Darfur eller andre af verdens brændpunkter. Deres liv rager åbenbart læserne en papand. Dansk humanisme med tunnelsyn.

Nå, der er også denne her, som viser den tvivl og usikkerhed, som pludseligt melder sig, når MSM skal rapportere om de faldende tabstal. De er heldigvis ikke så famlende, når udviklingen går den anden vej.

Et andet fænomen, der går igen så ofte, at det næsten ligner en teknik, er at indpakke de gode nyheder i dårlige. I postingen ovf. nævnte jeg, at Berlingeren var usædvanligt nuancerede i deres dækning af, at tabstallene faldt. Men selvfølgelig var nyheden pakket ind i den chokerende oplysning om, at der var blevet smidt 20 halshuggede lig foran en politistation. En alvorlig påmindelse om, hvor frygtelig lovløst situationen åbenbart stadig er. Det var bare ikke sandt. Historien var en and. BBC har trukket historien tilbage (opsamling her). Det var  i øvrigt ikke kun Berlingeren, som fandt historien god, dvs. dårlig, alt i MSM fra Horsens-Folkeblad, over Politiken til Information har iflg. infomedia bragt den, og iflg. samme kilde har ingen, gentager ingen, endnu bragt en korrektion. Et godt råd, hvis I venter på en korrektion, så hold ikke vejret.

Enough already. Det er trættende at fremdrage eksempler på den ekstremt ensidige negative dækning af Irak i MSM. Så her er et par nyheder, I næppe kommer til at læse i danske MSM i denne rene form, aller højst indpakket i dårlige nyheder eller som petitstof.

Antallet af de særligt fremstillede vejsidebomber, som formodentlig kommer fra Iran, er faldet drastisk på det sidste (læs her, endda fra Reuters). Igen en god nyhed, men denne gang også interessant pga dens forbindelse til Iran. Enten skyldes faldet, at man er blevet bedre til at kontrollere grænsen til Iran. Eller det skyldes en vis nervøsitet fra Irans side. Og de har jo en del at være nervøse over. Som bekendt har Frankrigs udenrigsminister, en kandidat til titlen som årets Mr Neocon, hvis det ikke lige var fordi MSM havde erklæret neo-konservatismen for død og borte, og så er han fransk (mon Dieu), erklæret, at al diplomati og forhandling i sidste ende hviler på en trussel om krig — hvis man altså ønsker at blive taget alvorligt. En tilføjelse, der absolut ikke er indlysende i visse diplomatiske kredse. Og resten af det Sunni dominerede Mellemøsten er heller ikke så glade for Iran, hvad i øvrigt også gælder deres trosfæller i Irak. En god nyhed ikke desto mindre.

Den anden gode nyhed er, at det går voldsomt fremad med Iraks økonomi. Det har længe gået særdeles godt i det Kurdiske nord, hvilket man normalt kun har hørt om indirekte på det seneste, hvor Tyrkiets trussel om at angribe PKK i givet fald ville ramme “et af de få rolige områder”, som det udtrykkes. Men også i det øvrige Irak er økonomien i fremdrift, valutaen styrkes, børsen er åbnet, investeringerne flyder ind. Og så indeholder redegørelsen her endda yderligere en and, nemlig den om det store røveri af – hold fast – 282 mio. dollars, der viste sig at være 282 mio. dinarer, hvilket ikke er helt det samme, for nu at sige det pænt, selvom den irakiske dinar bestemt er steget pænt på det sidste, og dollaren er gået den modsatte vej. Den and er naturligvis heller ikke blevet korrigeret i MSM.

Men nu er vi på vej tilbage til MSM og deres kritikløse kritik. Lad os i stedet gøre status.

Volden er ikke bare faldet drastisk. Den har navnlig ændret karakter, hvilket især viser sig ved, at al-Qaeda er ved at blive nedkæmpet, mens Sunni i stigende grad hjælper centralregeringen. Tilsvarende er Shia militserne blevet svækket, f.eks. holder al-Sadr sig fortsat væk fra sin milits, hvilket næppe skyldes en pludselig omvendelse, men nok nærmere hans erkendelse af, at der er mere at hente som politiker end som militsleder. Det betyder, at de landvindinger, der allerede er gjort, oprettelse af en demokratisk stat baseret på en rimelig
t moderne og fri – og nu o
gså folkeligt valgt – forfatning, ikke længere trues. Der vil fortsat være terror og kriminalitet i foruroligende omfang, men stabiliteten er ikke længere truet.

Det gør det muligt at hævde, at indsatsen i Irak er ved at være vundet. Saddam er væk, og et samfund, hvor et lille mindretal på 20 pct. brutalt undertrykte de øvrige 80 pct., og som var nær på sammenbrudets rand, er nu ført igennem en befrielse og frem til et samfund med et velfungerende demokrati og markedsøkonomi, mens tabene har været langt mildere end det Rawandascenario, man kunne have frygtet, hvis landet blot havde fået lov at bryde sammen under vægten af sanktioner.

Opfattelse er udtrykt i Spectator, se posingen ovf. Her er endnu en sammenfatning, læs selv eller nøjes med disse uddrag:

Here it is: The battle is actually over. Iraq has been won.

I know this will seem to many of you an insane claim. Ridiculous!

After all, haven’t you read countless stories that Iraq is a “disaster”, turned by a “civil war” into a “killing field”?

Didn’t Labor leader Kevin Rudd, in one of his few campaign references to Iraq, say it was the “greatest … national security policy disaster that our country has seen since Vietnam”?

You have. And you have been misled. […]

Violence is falling fast. Al Qaida has been crippled.

The Shiites, Kurds and Marsh Arabs no longer face genocide.

What’s more, the country has stayed unified. The majority now rules.

Despite that, minority Sunni leaders are co-operating in government with Shiite ones.

There is no civil war. The Kurds have not broken away. Iran has not turned Iraq into its puppet.

And the country’s institutions are getting stronger. The Iraqi army is now at full strength, at least in numbers.

The country has a vigorous media. A democratic constitution has been adopted and backed by a popular vote.

Election after election has Iraqis turning up in their millions.

Add it all up. Iraq not only remains a democracy, but shows no sign of collapse.  […]

To talk like this will, I know, choke many critics of the war with fury.

How angry so many are to hear good news from Iraq. And how suspicious is their reaction. Don’t we all actually wish for Iraq to be democratic, safe and free from tyranny?

But, they’ll splutter, but, but, but… […]

Was Iraq worth it? Yes. It stands, it stays, and the winning of Iraq was worth it, indeed.

Herved er vi (omsider) fremme ved spørgsmålet: hvorfor denne uvilje til at indrømme, at det går godt i Irak.

Et oplagt svar, der formodentlig dækker de fleste journalister og politikere og giver en vis umiddelbar forklaring, er, at de hader at skulle indrømme, at de tog fejl. De har allerede beskrevet Irak som en katastrofe. De, der var imod fra starten, har endda godtet sig, og de, som var for, har under mere eller mindre støjende former erklæret deres skyld & skuffelse. Hvad skal Jens Christian Grøndal nu gøre? Skrive en ny bog og kalde den tre skridt tilbage og fire skridt frem? Han har tidligere påberåbt sig sin uvidenhed, skal han nu bruge den undskyldning igen? Det er ikke let.

Et andet oplagt svar dækker formodentlig store dele af venstrefløjen og dermed en pæn del af MSM. Man er præget af venstrefløjens modkultur og selvhad, ikke bare hadet til USA, som man ønsker alt ondt og helst ti nye Vietnam, som idolet Che så kækt drømte om; man hader Vesten generelt og fatter derfor intuitiv sympati for enhver, der er anderledes og kæmper imod os. Det meget vrøvl om, at vi aldrig kunne besejre al-Qaeda, fordi de udsprang af vores egen undertrykkelse og blot ville blive stærkere, desto flere vi slog ihjel, har hele tiden haft en umiskendelig undertone af “I kan ikke slå os ihjæææl, vi er en del af jer sæææl”.

Men tilbage står en langt mere interessant gruppe. Og det er højrefløjen, eller som jeg foretrækker at kalde dem, den borgerlige-liberale gruppe. Hvorfor er der så mange, der med glæde har taget imod troen på, at vi var dømt til at tabe i Irak?

En lille gruppe blandt disse er de meget liberale. Det er dem, der knytter hånden i lommen i afmægtig vrede, når de ser en politimand på gaden, fordi han repræsenterer Statens voldsmonopol. For dem er det absurd at tro, at Staten kan udrette noget som helst godt, og da slet ikke befri et andet land og indrette et demokrati til befolkningen. I betragtning af, hvor håbløs Staten er til at løse selv simple opgaver, er det et argument, jeg har betydelig sympati for. Men det forekommer mig nu alligevel noget naivt. Jeg hælder mere til den form for liberalisme, som de amerikanske forfatningsfædre forfægtede. De troede ikke, at handel og marked kunne løse alle problemer, men indså, at der var behov for en stærk Stat på visse områder. Deres varige fortjeneste var, at de søgte at lægge alle tænkelige bånd på den, men helt at afskaffe den eller frakende dens betydning, det gjorde de ikke.

Det er ikke denne lille gruppe, der bekymrer mig. Det er derimod i alvorlig grad den glæde, hvormed de triste nyheder, som MSM ensidigt bringer om Irak, bliver modtaget i brede borgerlige-liberale kredse. Aha, siges det. Der ser man jo, at disse fremmede folkeslag med deres primitive kultur og iltre temperament ikke kan finde ud af demokrati, selvom vi forære det til dem på en sølvbakke. De ønsker bare at bo i huler og slås hele dagen, det har vi ligegodt aldrig nogen sinde gjort. Jo, Shu-bi-dua ramte denne brede gruppe danskere uhyggeligt præcist.

Jeg må anstrenge mig for at finde den slags reaktioner undskyldelige. Herre Gud, de hører konstant negative nyheder om Irak, og journalisterne fremmaler jo et billede af irakerne som blodtørstige vilde, der kun er ude på at skære halsen over på hinanden. Vi hører aldrig om de mange meningsmålinger, der viser opbakningen til centralregeringen, til et samlet Irak og deres afstandstagen fra militserne og terroristerne. Der er ikke noget at sige til, at folk får denne opfattelse af, at arabere er undermennesker, der er bedst tjent med en fod i nakken.

Men jeg kan ikke helt tilgive det alligevel. Det minder mig i uhyggelig grad om de holdninger, man hører – heldigvis sjældnere – om Afrika. Ja, de sorte har virkelig ødelagt det for sig selv; de havde det nu også bedre under hvidt styre, hvad skulle de med selvstændighed, de slås jo bare, hvis de da ikke ligger og dovner hele dagen, etc ad nauseam.

Medgivet, den slags hører man sjældent, men det er lige så grotesk at sige det om Irak. Drabtsraten i Irak er nu på niveau med Sydafrika, skal vi virkelig til at sige, at Apartheid havde været at foretrække?

Det er en utilgivelig afstumpethed at afskrive det irakiske folk på denne måde. Det er at slå ofrene i hartkorn med deres bødler. Ville nogen virkelig påstå, at briterne ikke var demokrater, mens IRA lavede terror, eller at tyskerne ikke var det, mens RAF hærgede? (ja, jeg ved godt, at en del på venstrefløjen sagde sådan noget den gang, men var der nogle fornuftige, som sagde det? Nej vel.) Men det gør man med Irak. Den journalistiske dækning af Irak har vækket en slumrende rascisme selv hos mennesker, man troede imune over for det.

Jeg tror ikke, at journalisterne i MSM tænker så meget. Deres mangelfulde kildekritik tyder ikke på det. I givet fald har de næppe tænkt over, hvor meget skade deres ensidigt negative dækning af Irak har gjort på den aktivistiske udenrigspolitik, som er et af de vigtigste levn fra Schlüters regering, der kom til i disse dage for 25 år siden.

Den systematiske sværtningen af det irakiske folk, et folk der konsekvent har støttet hvert eneste valg trods overhængende dødsfare – seneste valg havde en deltagelse på 75 pct. – har givet, eller rettere bekræftet en allerede slumrende fornemmelse i brede dele af befolkningen af,

at fremmede folkeslag virkelig er primitive, og vi skal for alt i verden have så lidt at gøre med dem som muligt. Det yderste venstre vil hellere sende nødhjælp, sælge julekalendere og holde støttekoncerter, det yderste højre vil gerne samhandle, hvis de ellers kunne få lov af deres mere protektionistiske landsmænd, men resultatet er, at vi lader dem i stikken.

Endnu er det den aktivistiske udenrigspolitk ikke død. Den nuværende statsminister har givet afkald på meget af det arvesølv, han fik fra Schlüters regeringstid, men har endnu ikke helt opgivet denne, selvom tilbagetrækningen foregik lidt for tidligt. Hans åbningstale viste gode takter, og hvis mandatfordelingen vil det, kan man jo håbe på, at han vender stærkt tilbage.

Ønsket om at beskrive Irak som en fiasko er en del af kampagnen imod den aktivistiske udenrigspolitik. Hvis det går op for folk, at indsatsen i Irak lykkedes, er det et alvorligt slag for kampagnen. Derfor denne aggressive fornægtelse af ethvert fremskridt.

Dermed til et andet mindre interessant spørgsmål.

Hvor længe kan dansk MSM modstå det pres, som får amerikansk MSM til at indrømme flere og flere af de positive nyheder?

Tja, de amerikanske korrespondenter synes at få deres nyheder fra læsning af NYT og WaPo, så det må så småt være begyndt at dæmre for dem, at der er et problem. Men lige nu har vi en valgkamp, og det er helt udelukket, at nogen dansk MSM vil turde skrive noget positivt om Irak. Det ville blive opfattet som en støtte til regeringen og dermed et karrieremæssigt selvmord for den uheldige journalist. Men efter valget er det tænkeligt. Spørgsmålet bliver blot hvem og hvordan.

Vi skal nok dække det.

Erkendelsen breder sig

Efteråret sniger sig ind på os, og bladene falmer trindt om land.

På samme måde breder erkendelsen sig af, at det går mærkbart fremad i Irak, og at indsatsen, som O’Hanlon & Pollack formulerede det forsigtigt – meget forsigtigt, de er begge demokrater – i New York Times allerede i juli måske alligevel er “A War We Might Just Win”.

Det er næppe The Surge alene, som har fremkaldt den positive udvikling, selvom den klart har haft en effekt. Forbedringen har været mærkbar længere end som så.

Trods mediernes forsøg på at fremstille irakerne som blodtørstige barbarer, der afviser tilbuddet om demokrati med en hånlig snerren, mens de gør klar til at skære halsen over på deres nabo, viser både de afholdte valg og de mellemliggende meningsmålinger en efter forholdene moden og fornuftig befolkning, der ønsker et samlet Irak med demokratiske institutioner.

Og tværtimod mediernes forsøg på at få os til at tro, at terroren vinder frem, er galningene i al-Qaeda blevet stadig mere upopulære ikke bare i Mellemøsten generelt, men også blandt deres tidligere forbundsfæller hos Iraks Sunni. Det kan godt være, at de hellige krigere ikke ved noget bedre end at dø, men den enkelte araber synes at være lige så glad for livet, som vi andre, og ønsker sig et bedre liv for sig og sine. Det burde egentlig ikke overraske.

Endelig synes der så småt at være en stigende forståelse blandt Sunni for, at slaget om at dominere Irak er tabt, og at deres tidligere ledere i Baath-partiet virkelig er dead end losers.

Blandt Shia er der også en gryende forståelse for, at de veluddannede Sunni må inddrages, hvis volden skal stoppes, og levevilkårene forbedres. Amerikanernes udrustning af Sunni er ikke bare et våben i den endelige nedkæmpelse af al-Qaeda i Mesopotamien; det er også en påmindelse til Shia-politikerne om, at de ikke skal gøre sig håb om at undertvinge Sunni.

Den gode udvikling er naturligvis blevet bemærket i de kredse, der støtter indsatsen i Irak, som tålmodige læsere af denne blog allerede har bemærket. Et nyligt eksempel er det britiske Prospect (oktober 2007), der sammenfattede det i følgende manchet:

With most Sunni factions now seeking a deal, the big questions in Iraq have been resolved positively. The country remains one, it has embraced democracy and avoided all-out civil war. What violence remains is largely local and criminal

Det burde være en glædelig nyhed, men alt for mange politikere og journalister har sat deres troværdighed ind på at erklære Irak for en fiasko, så det vil være katastrofalt, hvis det ikke er katastrofalt. Hvad gør man så?

MSM og den øvrige anti-krigsfløj prøver indtil videre krampagtigt at fortie det, fokuserer på den vold, som stadig plager landet, og taler i stedet om den manglende politiske udvikling i forsoningen mellem Shia og Sunni. Skidt med at amerikanerne, der vælter sig i forbrugsgoder og kun har overvægten at kæmpe med, for det meste synes at være i struben på hinanden og knapt nok er på talefod mellem GOP og Democrats, men irakerne har sgu’ bare at slå en streg over de sidste 80 års blodig undertrykkelse og blive gode venner i en ruf. Ellers er dét den katastrofe, som man så inderligt ønsker.

Men denne fornægtelsesstrategi bliver stadig vanskeligere. Thomas Friedman forsøgte at håndtere problemet ved at lave lidt sjov forleden (i Int. Herald Tribune 25/10, men linket her er fra en anden avis). Han spurgte, om amerikanerne havde trukket sig ud af Irak? Den meget mediedækning var nemlig pludselig stoppet. Fnis, fnis. For at bevare sin målgruppe i NYT, sørgede Friedman naturligvis for at fremhæve de manglende politiske resultater, hvilket skam var en katastrofe. Pyha, så var den næsten klaret.

Erkendelsen af, at Irak alligevel ikke naturnødvendigt må blive en katastrofe er m.a.o. nået de mere tænksomme dele af krigsmodstanderfløjen. Et af de mere interessante eksempler er Brian Doherty, der i Reason (26/10) prøver at håndtere, at målene for Irak er nået og synes at kunne fastholdes. Det gør ham ikke glad, slet ikke.

Han finder en vis trøst i, at det stadig kan gå galt, men må indrømme, at udsigten ikke er lovende. Man kan naturligvis også håbe på, at en eller anden “dirty bomber” New York en gang om 20 år, og at det kan føres tilbage til besættelsen, men det er kun vage håb. De mere intelligente præsidentkandidater har lugtet lunten og vil ikke længere tvinge tropperne ud nu, så det i det mindste kan ligne et nederlag. De taler om at bevare tropperne også ud over deres egen embedsperiode og vil kun trække styrker ud, der er lige så beskedne i antal som Bush selv. Nope, det ser sort ud. Men han holder trods alt fast i sine holdninger, hvilket altid er beundringsværdigt, når det hele ser lyst, undskyld sort ud.

En interessant betragtning kommer her:

Judging whether the Iraq war and occupation was a good idea or the right thing to do based on the principle that things are, or seem like they soon will be, better there than they were before treats war as merely a neutral policy tool. The question preceding any decision to go to war shouldn’t be as simple as: “Might some long-term good occur out of this?” (especially when any attempt to wonder whether or not things might or could have been better in Iraq in 2012 than they were in 2002 even if we never invaded will be dismissed as childish sci-fi thinking, and the costs of likely more than a couple of trillion by 2017 thought of as all in a day’s good work, and for our kids to pay off anyway). The real question before a war needs to be: “is this absolutely necessary given a fair consideration of the horrors and unpredictability of war and the purpose of the U.S. military?” Which is not: “make the world a better place, somewhere down the line, killing lots of people on the way.” For America’s future, this kind of victory in Iraq could really mean defeat.

Det er – i modsætning til meget af antikrigsretorikken, f.eks. al about oil-argumentet – et godt argument i betydningen fornuftigt og ikke åbenlyst tåbeligt. Det er værd at overveje.

Men argumentet om, at “[j]udging whether [a] war and occupation was a good idea or the right thing to do based on the principle that things are, or seem like they soon will be, better there than they were” ikke skulle være en rigtig måde at bedømme en militær indsats, f.eks. humanitær intervention, som i Kosovo, eller, som i Irak, en krig for at fjerne en brutal diktator, bider ikke på denne punditokrat.

Det kan enten skyldes, at jeg er en forbandet civilist, der ikke kender krigens gru, eller det kan skyldes, at jeg ikke er særlig imponeret over diplomatiets indsats, når det bruges som eneste “våben”, i Darfur for eksempel. Tværtimod vil  jeg fastholde, at skal man bedømme, om en militær indsats bør iværksættes, bør man netop spørge sig selv, om der er en rimelig udsigt til, at indsatsen skaber bedre forhold ex post end ex ante.

Spørgsmålet er nu, hvor længe der går, før danske MSM begynder at håndtere problemet med den udeblevne katastrofe. I dagens Berlinger var der en – for dem – usædvanligt nuanceret dækning af, at centralregeringen overtager endnu en provins, og blandt de udførlige oplysninger om den terror, som fortsat finder sted, nævnes en passant et fald i de civile tab på 70 pct. For de stakkels læsere, der kun får deres informationer om Irak fra avisen, må det tal komme som noget af en overraskelse.

Bladene
skifter farve og falder, f
ølger aviserne med?

Mission accomplished?

I går kunne man se statsministeren blive interviewet på DR. Da talen faldt på Irak, som statsministeren rimeligt modigt (for ham i hvert fald) havde berørt i sin åbningstale, stillede journalisten naturligvis nogle spørgsmål herom. Og naturligt for DR, der i den seneste tid har haft det mere end almindeligt svært med sit vi-er-bare-neutral-public-service-så-fortsæt-betalingen lød opbygningen af spørgsmålet noget i retning af, at ingen vil beskrive Irak som en succes. Statsministeren stod rimeligt fast, så rimeligt som han vel tør fra sin midtsøgende position. Det var ikke helt ringe. Men forudsætningen for spørgsmålet står tilbage: ingen?

Tja, succes er et stort ord at bruge, men mindre kan vel også gøre det. Hvis demokratiet overlever i Irak i bare en nogenlunde genkendelig form, og især hvis Irak forbliver en samlet stat uden større opdeling i Bagdad end i Belfast under the Troubles, er det rimeligt tæt på en succes, navnlig hvis man sammenligner det med alternativet, som var Saddams fortsatte styre.

Journalistens udgangspunkt om “ingen” minder mig om Tom Wolfes anekdote om den rige society-dame fra medieverdens øvre lag i New York, som ikke kunne fatte, at Reagan havde vundet valget. Hun kendte ingen, der havde stemt på ham.

Havde journalisten læst denne artikel fra det britiske Spectator, ville han måske have formuleret sit spørgsmål anderledes (her). I artiklen argumenteres for, at både Irak og demokratiet overlever, og at volden og de sekteriske problemer hastigt er ved at nå et niveau, hvor irakerne selv kan klare det.

En række andre begivenheder i den seneste tid bekræfter den udvikling, som artiklen fra Spectator omhandler.

I Irak har de politiske fløje fra både sunni og shia protesteret mod en resolution fra den amerikanske demokrat-kontrollerede kongres, som anbefaler en opdeling af Irak. Det var sikkert velmenende, men det går imod alle undersøgelser, der viser en massiv opbakning bag Irak som en samlet stat. Selv blandt de mere autonomt indstillede kurdere er der opbakning, formodentlig fordi de har indset, at selvstændighed nu kun fører til krig med Tyrkiet. Så hellere vente og fortsætte det økonomiske mirakel, som er under udvikling i det irakiske Kurdistan.

Resolutionen fordømmes også af de øvrige arabiske stater. Sjovt nok synes de at være forenet med Iran, der også støtter et samlet Irak, men nok af andre grunde. De arabiske stater ønsker en samlet stat for at fastholde Irak i den arabiske lejr, og Iran ønsker en samlet stat, fordi den vil være shia-domineret. Af samme grund har de heller ikke noget imod demokratiet. Deres håndlanger al-Sadr synes også at være i gang med en omvendelse til demokratiet, formodentlig fordi han har indset, at det kan betale sig. Demokrati er jo desværre ingen forhindring for korruption, hvilket vi jo i Europa både kender i den direkte form fra Italien og i den indirekte form fra den danske velfærdsstat. Men fælles er altså udsigten til et samlet Irak og et fortsat demokrati.

Den amerikanske resolution er på den baggrund måske nok velmenende, men den viser, at demokraterne ikke fatter, hvad der foregår i Irak, og stærkt overdriver de problemer, som stadig står tilbage. Hertil kommer – desværre – at så mange demokrater (og hovedparten af danske journalister) har investeret deres troværdighed i, at Irak ender som en fiasko, at de må formodes inderligt at håbe på en sådan udvikling.

En sidste ting i denne omgang, der i lighed med Spectator-artiklen er noget, som I næppe ser i MSM, var den ellers meget store nyhed, at storayatollah al-Sistani har haft et møde med en repræsentant for sunnierne. Som det første af sin slags markerer det et vigtigst skridt i retning af den forsoning, som er i gang mellem på den ene side sunnierne, der så småt har indset, at deres tid ved magten er forbi, og at al-Qaeda er for kugleskøre til at bringe dem tilbage til magten igen, og på den anden side shiaerne, der har indset, at de aldrig får et velstående Irak, hvis de prøver at undertrykke de veluddannede og nu igen også veludrustede sunnier. Man må håbe, at al-Sistani lever endnu længere, end han allerede har gjort, for han står stadig som garant for en version af shia, der i modsætning til den persiske variant afviser den direkte involvering af præster i politik.

Nok for denne gang. De negative nyheder om Irak får I hos DR og de øvrige MSM. Her får I den anden version.

My favourite dead wood — og andre gode nyheder fra Irak

For noget tid siden kom jeg for skade at omtale Berlingske som min ynglingsavis (her). Vores tålmodige læsere (vi har formodentlig kun tålmodige læsere tilbage) finder nok dette usandsynligt, men jeg må påpege, at jeg kvalificerede dette med to forbehold: det var blandt aviser på dødt træ (dermed er 180grader undtaget) og daglig udgivelse (og dermed er WEA undtaget, mere herom straks).

Holder vi os til dødt træ som medium, er Weekendavisen en klar vinder. Standarden er høj, og der er spredning af holdninger, som man ikke finder andre steder i MSM. Spredningen indebærer bl.a., at man faktisk finder journalister, der forfægter borgerlige/liberale synspunkter; det er lidt af en sjældenhed med så høj en koncentration af dem i en og samme avis og en ren nydelse.

Weekenden er omme, og man kan se tilbage på en masse spildt tid. Skønt. En god del af den tid, som ikke blev spildt, blev brugt på ugens udgave af WEA. Her er f.eks. en reportage om FARC, som man burde tvinge venstrefløjstosserne til at læse. Så ville de æde deres T-shirts af skam.

Der var en opfølgning på Profet-krisen med en passende spredning. Tankevækkende. Måske skal man se den historie i et positivt lyst. Det overraskende er jo ikke, at store dele af venstrefløjen svigtede. Vi vidste jo godt, at de ikke har det videre godt med frihedsrettigheder, når de udøves af folk, de ikke er enige med. Det positive er vel, at der trods alt var mange venstrefløjsfolk, som støttede ytringsfriheden. Nå ja, ikke mange, men nogle. Skal den positive og varme følelse holde ugen ud, er det nok bedst ikke at tænke på, hvordan den anden fløj, vores fløj, reagerede. Ahem. Men i det store hele gjorde de fleste det godt. Og nu hurtigt videre.

Altid tankevækkende er Pernille Brammings artikler i Irak. Jeg tvivler på, at hun vil påskønne en omfavnelse af liberale lænestolskrigere som denne punditokrat, men jeg kunne nu have god lyst til det alligevel, alene fordi hun modigt tør skrive med en sympati for Irak og det irakiske folk, hvor (næsten) alle andre journalister herhjemme dyrker den konforme fordømmelse af de uciviliserede irakere, hvis de da ikke lige citerer veluddannede sunni-muslimer i eksil, som savner Saddam.

I denne uge dækkede PB oliehandlen i Irak og påviste roligt og overbevisende, hvor formørket og absurd påstanden “it’s all about oil” er. Spredningen i avisen blev dermed ufrivilligt gjort ekstra stor, fordi Ulrik Høy fortsatte sin stadig mere hysteriske tirader i anledning af Greenspan-anden, som han var hoppet på (om den and, se her). Det er trist at se mørket lukke sig om ham, mens han forbander alt og alle, nu ikke længere bare Bush, men USA i al almindelighed.

Og dog. Måske er han ikke på vej ind i mørket, men er blot blandt fortroppen af det nyeste nye: borgerlige anti-amerikanere. Det er en gruppe, som man har mange af i de gamle kulturlande i det øvrige EU, rigtig mange i Frankrig, men også en del i UK, navnlig i kvarteret omkring Whitehall. Den danske debat har jo på mange punkter været mærkelig i sammenligning med udlandet, f.eks. har venstrefløjen haft næsten monopol på at være imod EU, selvom det er den bedste chance for planøkonomi, der er givet. Og højrefløjen har så været for, ikke mindre forunderligt. Men de positioner er ved at rykke rundt, så vi bliver mere normale (jeg er ikke helt svunget rundt endnu, men jeg er også lidt sløv i optrækket).

Hvis den danske debat er ved at blive normal, så er den franske på vej mod det usædvanlige. Best som danske journalister har beskrevet Frankrig som den fornuftige, dvs. socialdemokratiske, modvægt til cowboymentaliteten i USA, og netop som man har afskrevet neokonservatismen, så vinder Sarkozy valget og vælger en udenrigsminister, der med sin venstreorienterede baggrund og støtte til Irak-krigen er en oplagt kandidat til titel som årets neo-con. Endnu en venstrefløjsmand, who got mucked by reality, og som ikke gider bruge sin tid og energi på julekalendere og koncerter med fællessang og lighterlys til fordel for de lande, der lige for tiden har opmærksomheden, men faktisk ønsker at skabe en bedre verden om nødvendigt med revolutionære magtmidler. Denne erkendelse af, at man ikke kan nå noget med tale alene, at FN ikke må blive det eneste middel til at opnå en bedre verden, og at diplomatiet er dømt til fiasko, hvis det ikke bakkes op med troværdige trusler om magt. Det er ren neo-con, bien sur

Hvad skal man dog mene i dansk MSM om det nye Frankrig. Indtil videre træder de vande og håber, at Sarkozy løber ind i problemer med fagbevægelserne, hvad han nok også gør. Journalisterne savner formodentlig Joschka Fischer. En dygtig og charmerende politiker, men oplagt en af de mest overvurderede i sin generation, dog medgivet en nem generation at blive sammenlignet med. Jeg husker endnu hans tåkrummende bemærkninger om, hvordan USA ikke havde gjort de samme smertelige erfaringer som det gamle krigsplagede Europa. Her fik han gjort det lysende klart, at han og formodentlig hovedparten af sin generation var lykkeligt uvidende om, at mens Napoleon kæmpede i Europa, fik amerikanerne deres hovedstad brændt ned af fremmede invasionsstyrker, og mens Bismarck samlede Tyskland, hvad der gik hårdt ud over os i Sønderjylland, gennemgik USA en ekstremt blodig borgerkrig. Og det var så før, de gjorde os selskab i vores tilbagevendende kontinentale selvmordsforsøg i det 20. århundrede. Ak ja.

Til slut en lille posting, som også rummer gode nyheder, der dog ikke nåede med i WEA og naturligvis heller ikke i MSM, hvor stilhed i dækningen af Irak normalt er et tegn på, at det går rimeligt godt.

Det er dels endnu en bekræftelse på, at the Surge virker. Tabstallene for både amerikanske tropper og civile irakere er lave – i det mindste i forhold til de seneste måneder. Læs her, for den kommer næppe i MSM.

Den anden er en ny blog af en law professor. Det er i sig selv interessant (synes jeg som fagfælle), men hans pointe om pålideligheden af både Petraeus og Iraqi Body Counts tal er interessant. IBC er oplagt imod krigen, men de udviser en større respekt for fakta end mange andre på den fløj. Det var f.eks. interessant at se, at FNs undersøgelser af tabstallene i Irak modsvarede tallene fra IBC i rimelig grad, hvorimod de to Lancet-undersøgelser var helt i skoven. Ikke at det forhindrede Lykketoft m.fl. i at citere Lancet, men det er så en anden sag, en anden gang.

Hvis pointen ikke er gået hjem endnu, kommer den her nok en gang:

Så køb dog Weekendavisen, eller endnu bedre, abonner.

Fortsat fremgang i Irak

Det er lidt af en mærkedag, for Berlingske – vores ynglings avis (på papir og daglig udgivelse) og dermed ynglingsoffer – har en artikel, hvor man rimeligt klart fortæller om modgangen for al-Qaeda i Irak (her).

Nu ville det ikke være Berlingske, hvis der ikke samtidig var en artikel om, at det alligevel er lidt af en fiasko, eller i hvert fald har været en fiasko (her).

Og ganske vist fortælles det ikke, at samtlige meningsmålinger foretaget i Mellemøsten har vist en tilsvarende tilbagegang for al-Qaeda, men Parkistan som et foruroligende mindre klart eksempel. For når vi hører om al-Qaedas tilbagegang bliver det normalt pakket ind i, at det da er en gammel nyhed, som intet har at gøre med the Surge. Hvilket man i øvrigt har ret i, men det minder så i sin tur om den gamle myte med, at vi ikke blev hilst velkomne som befriere i 2003. Det gjorde vi som bekendt, men vi hørte først om det nogle år senere, da journalisterne kunne fortælle om, hvordan stadig flere irakere er blevet bekymret for, at vi har tænkt os at blive. Så kunne historien nemlig serveres negativ: Før blev vi hilst som befriere, men NU ….

Men alt i alt er dækningen i dag alligevel  interessant, fordi den fraviger de meget klare forsøg på at imødegå general Petraeus’ rapport om situationen i Irak, der har domineret avisens fremstilling i den seneste tid. Her tænker jeg ikke på MoveOn’s smagfulde General Betray Us-kampagne, men påstandene om, at der alligevel ikke er blevet mere sikkert.

Dagens avis indeholder, ganske vist som en lille note, en rubrik om, at volden faktisk er faldet. Hvis man vil læse lidt mere om denne trods alt ikke uinteressante udvikling, er her et link til en Reuters artikel (jo, Reuters, men man skal godt nok omkring Captains Quarters for at finde den).

I den seneste tid havde vi også, selvom jeg havde for travlt til at gøre mig lystig over det den gang, balladen om Alan Greenspan, der pludselig blev citeret for at hævde, at Irak-krigen bare handlede om olie.

Ahem. Læs lige denne mere nuancerede baggrundsartikel først (her). Hvis man skærer spinnet fra, så kan man konstatere, at Greenspan siger følgende:

1) Jeg mener, at det var vigtigt at fjerne Saddam, fordi han truede olie-eksporten fra Gulfen.

2) Jeg troede også, at han havde WMD, og det er mit indtryk, at regeringen troede det samme.

3) Jeg har ikke belæg for at tro, at regeringen startede krigen for olie, men det ville have været mit råd, at det også var en god grund, hvis nogen havde spurgt mig, hvad de i øvrigt ikke gjorde.

Der er – som tilfældet var i sin tid med Wolfowitz-anden – ikke kød på den historie andet end den banale, men triste konstatering, at havde Saddam været en lille led diktator i det centrale Afrika, ville man næppe have brugt kræfterne på at fjerne ham. Mugabe er et eksempel på dette.

Hvorfor har så denne psedo-forklaring om olie så denne tiltrækningskraft? Det havde den jo også i relation til Afghanistan, jf. Moores satire Farenheit 9/11, som nogle naive stadig beskriver som en dokumentar.

Forklaringen er formodentlig, at mange ikke kan acceptere det idealistiske engagement, som lå bag krigen. Det engagement kan man så være enig eller uenig i; personligt mener jeg stadig at analysen bag den såkaldte Bush-doktrin er rigtig, nemlig at vi ikke får fred og rimelig sikkerhed ved at støtte lokale diktatorer, men er nødt til at give araberne frihed. Men at det var idealisme, der lå bag, inkl. af-baathificseringen og den hands-off holdning, som har præget meget af forløbet, er vanskeligt at benægte, og det er uudholdeligt for den selvgode del af venstrefløjen, som normalt har patent på idealismen. De kan simpelthen ikke bære at argumentere for, at man skulle have ladet Saddam være i fred, så han fortsat kunne plager sine undersåtter og forsøge på at skaffe WMD, så han kunne konkurrere med Iran og Syrien. Det er kun fra højrefløjen man hører det argument, og den del af krigsmodstanderne er da også væsentligt mere ærlige at drøfte sagen med end venstrefløjen.

Derfor ser vi også kronikker, som Christian Braad Thomsen i Berlingske forleden, hvor han patetisk argumenterer for en retssag mod statsministeren for Irak-krigen. Det var i øvrigt samme CBT, der i sin tid mente, at krigen i Afghanistan var ulovlig, for man kunne jo ikke vide, om det var bin Laden, der stod bag 9/11, og det var selvtægt sådan bare at gribe til våben. Ak ja, hvis bare han og de øvrige gad slå op i lærebogen på mit universitet i Moderne Folkeret, så vil de se, at (u-)lovligheden af Irak-krigen ikke er oplagt. Det er folkeret i øvrigt sjældent. Medmindre, naturligvis, man er så naiv, at man tager Kofi Annans opfattelse for gode vare. I så fald hører man formodentlig også til de, der tror på ejendomsmæglere, jordstråler og nissers evne til at finde guld.

Men populært er hysteriet omkring den “ulovlige” krig, der blev en “fiasko”, stadig. Formodentlig fordi den tilgodeser nogle venstreorienteredes behov for at hade USA, og nogle højreorienteredes behov for at tro, at arabere har det bedst med en fod i nakken.

Hvis demokratiet overlever i Irak, hvad alt tyder på – den seneste større meningsmåling viste, at næsten to ud af tre irakere ønsker en samlet stat, hvilket er højt i betragtning af, at de mere selvstændigt indstillede kurdere udgør godt 1/5 af befolkningen – så bliver disse ny og gamle krigsmodstandere ikke glade, og det er – trods alt – trist.

Det er i hvert fald trist at se en gammel stridsmand som Ulrik Høy gå hånd i hånd med Christian Braad Thomsen ind i tusmørket sammen.

Her på bloggen vil jeg fortsat forsøge at give den dækning, som MSM ikke vil. Men da det kniber med tiden, kan jeg også henvises til Instapundit, hvis redaktør jeg har en del til fælles med. Han er også en juraprofessor, der blogger, vi støtter indsatsen i Irak, og vi er begge carbonbaserede former for liv.

En exit-strategi?

Så er sommeren endegyldigt forbi – det har den godt nok været de sidste fire måneder, men nu er semesteret også startet og dermed melder den mere rutineprægede del af hverdagen sig igen.

For at komme op i omdrejninger er her et link til Hitchens artikel om Iraks tre større konflikter: den kurderne fører for at bevare deres velstående og fremgangsrige nordlige område; den irakerne kæmper mod al-Qaeda; og opgøret mellem sunni og shia. (her).

Dernæst kan vi se på Berlingeren, hvis ensidigt negative dækning fortsættes. Først hævdede man, at “the surge” ikke ville virke – det var for lidt og for sent. Da det alligevel viste sig at virke, efterlyste man de manglende politiske resultater. Og da de irakiske politikere forleden indgik den fælles aftale, som mange havde efterlyst som helt afgørende, blev den afskrevet i avisen under henvisning til risikoen for, at den ikke blev efterlevet. Ganske sandt, desværre, men ikke desto mindre typisk for den helt ensidigt negative dækning, avisen har valgt.

I dagens udgave gælder det kampen mod al-Qaeda, der, som fremhævet af Hitchens, er et af de gode resultater af kampen mod terror. Stigningen i terrorrekrutter overgås langt af den modvilje, som araberne føler mod al-Qaeda. I modsætning til spådommene om, hvordan “den arabiske gade” – dette dybr overfladiske udtryk, hvormed medierne lufter deres fordomme om araberne som blodtørstige og let manipulerbare vilde – ville elske al-Qaeda for dets kamp mod Vesten, så er resultatet blevet det modsatte, ikke bare i Irak, hvor de civile ofre for disse lystmordere hober sig op, men også i Mellemøsten i øvrigt. De har forstået, at al-Qaeda intet har at tilbyde de mennesker, der betragter livet som Guds mest enestående gave.

Men ak, fast besluttet på at fastholde den negative vinkel vælger avisen at fokusere på risikoen ved at bevæbne de sunni-grupper, som nu bekæmper al-Qaeda (her). At general Petreaus, der ellers anses for en ekspert i guerillabekæmpelse, klart støtter initiativet, citeres først til sidst og præger ikke artiklens vinkling.

Formålet med denne dækning og den øvrige linje i avisens 1. sektion er at fastslå, at Irak-krigen er en fiasko. Det har man sagt længe, det er der skrevet bøger om, det er ganske simpelt den konventionelle sandhed.

Der er bare lige det, at det virker stadig mere sandsynligt, at Irak forbliver en samlet stat med et fungerende demokrati. Næppe et perfekt demokrati, men dem er der nu heller ikke mange af, og jeg regner ikke vores omfordelingsdemokrati, hvor borgerne er gjort afhængige af Staten, som et sådant, selvom det i det mindste er fredeligt – bortset fra Nørrebro. Men dog et fungerende demokrati med lokalevalg og om to år parlamentsvalg, hvor de undertrykte folkeslag i Mellemøsten igen kan se deres irakiske brødre vælge deres egne politikere – sidste gang gjorde det et kæmpe indtryk og var med til at starte den libanesiske befrielse fra de syriske undertrykkere. Hvad der sker næste gang, vil tiden vise.

Hvordan skal man dog forklare den situation, skulle det blive udfaldet?

Løsningen antydes af avisens europakorrespondent, hvis modvilje mod befrielsen af Irak har været endnu mere stålsat og tidlig end kollegerne i USA. Hans tillid til det gamle Europa og dets forkærlighed for socialdemokratisk velfærdspolitik i modsætning til den vulgære pengefikserede amerikanisme fik sig godt nok et stød, da Frankrig valgte Sarkozy, og vel også, da Sarkozy valgte socialisten Kouchner til udenrigminister, selvsamme Kouchner, der i sin tid støttede opgøret med Saddam og talte imod Chiracs forsøg på at profitere på anti-amerikanismen ved at forsvare en sådan bøddel. Men han har stadig tillid både til FN som den moralske autoritet (hvis man da kan forestille sig en forening hovedsageligt bestående af diktaturer som noget sådant) og til det gamle Europas venusagtige evner til at skabe fred og fordragelighed. Han anfører bl.a.:

Men derfor er det ikke sådan, at Europa blot vil sidde med hænderne i skødet og se Irak blive forvandlet til en ny fundamentalistisk islamisk stat efter iransk model eller synke ned i årelang borgerkrig.

Fra europæisk side er man imidlertid overbevist om, at vejen til at sikre et bestående Irak med i hvert fald en vis provestlig politik går gennem de moderate arabiske lande, der hidtil har holdt sig på sidelinjen. Lande som Saudi-Arabien og Egypten kan heller ikke leve med et fjendtligt og fundamentalistisk Irak, påpeger europæiske diplomater.

Det sidste ord om Iraks fremtid er ikke sagt endnu. Efter en amerikansk tilbagetrækning fra Irak kan der opstå en ny situation, hvor der er brug for en europæisk indsats i det mindste diplomatisk og økonomisk for at finde en regional løsning på konflikten.

Indtil da vil Europa koncentrere sig om Afghanistan

Koncentration er måske så meget sagt, så længe tyskerne helst ikke vil slås overhovedet, og de øvrige NATO lande ikke rigtig kan finde midlerne til at sætte stærkt ind. At krigen skulle være den lovlige og moralsk rigtige krig, var vist blot et retorisk trik for at give indtryk af, at Irakkrigen var “ulovlig” og “umoralsk”. De samme mennesker, der var imod Irakkrigen, var først imod Afghanistankrigen (det handlede jo kun om olie, som Michael Moore har “dokumenteret”), og fremstillingen af krigen som håbløs er allerede i gang, på samme måde som forsøget på at fremstille engagementet som en stribe krigsforbrydelser, herhjemme senest set i Guldbrandsens film, Den hemmelige krig.

Men nuvel. Det er alligevel en slags exit-strategi. Når amerikanerne trækker sig tilbage, vil det blive fremstillet som et ydmygende nederlag, også selvom de efterlader et samlet demokratisk Irak. Og skulle nogen spørge, om dette resulatet da ikke var at foretrække frem for Saddams fortsatte regimente, vil enhver forbedring blive udlagt som resultatet af det gamle Europas anstrengelser.

Det er måske ikke smukt, men det er konsistent.

Krigen uden ende – og dækningen af den

Ferien er ved at være slut, og det er tid til på ny at optage ens mere monomane interesser. Ja, rigtigt gættet. Vi skal se lidt kritisk på dækningen af Irak i dagens Berlinger.

Det er nu ikke så ringe endda denne gang. Ingen åbenlyse faktuelle fejl eller fordrejninger, blot den sædvanlige vinkling.

Den daglige dosis angår en dokumentarfilm, No end in sight, der omtales her. Da jeg ikke har set filmen, må jeg støtte mig til reportagen. Angiveligt gengiver den de mange fejl, der er blevet begået i Irak. De opremses i artiklen, der meget korrekt oplyser, at disse fejl allerede har været omtalt i Berlingeren (and how, kunne man tilføje), men det giver så mulighed for, at avisen kan lave sin egen analyse, hvilket udgør en væsentlig del af reportagen.

Hvad kan man så brokke sig over i den sammenhæng?

Tja, det første, som man kan bemærke, er det, der ikke står. Der står ikke noget om, at der blev løjet. I reportagen gengives det nænsomt sådan, at krigen byggede på en “misforståelse” om Saddam Husseins WMD. Medmindre det skyldes en pludselig trang til tvetydighed fra korrespondentens side, hvilket ville være nyt på dette område, tyder det på, at dokumentarfilmen faktisk er så troværdig, som korrespondenten vil have os til at tro. Det er da også stadig forbløffende, at det kan hævdes, at der blev “løjet”, når rapport efter rapport ikke har kunne fastslå det.

Tag Hutton-rapporten som et eksempel. Her peges på, at den britiske efterretningstjeneste fik forslag fra Blairs spindoktorer til, hvordan efterretningerne kunne formuleres, så de blev forståelige for offentligheden. Nogle forslag blev efterkommet af tjenesten, mens andre blev afvist, fordi man ikke fandt, at der var den fornødne dækning. Rapporten nævner, at man naturligvis aldrig kan afvise, at tjenesten har følt et vis pres, men det forhold, at flere ændringer blev afvist, viser, at tjenesten kunne stå bag den offentliggjorte rapport. I rapporten kom det i øvrigt frem, at afdøde Dr Kelly var enig i rapportens konklusioner. Efter rapporten kom frem, lavede Panorama en dokumentar, hvor de bl.a. viste klip fra et ikke tidligere offentligjort interview med Dr Kelly, hvor han bekræfter, at Saddams WMD udgjorde en “immediate threat”, selvom han var uenig i under hvilke omstændigheder, de ville blive brugt. En gennemgang af dokumentaren fra den ikke just Blair-venlige avis The Guardian fortæller mere (her). Mig bekendt har hverken DR eller TV2 vist denne dokumentar, selvom de ellers er uhyre glade for dokumentarer om Irak. Underligt (nej vel?)

Ser man bort fra de rene konspirationsfanatikere, synes argumentet om, at der blev løjet, efterhånden at være reduceret til en påstand om, at Bush, Blair, Fogh m.fl. “manipulerede”, fordi de udtalte sig skråsikkert om noget, som de ikke kunne være sikre på. Det er naturligvis et synspunkt, men ikke et jeg deler. Hvis en politiker har grundlag i efterretninger for at tro, at en type som Saddam, med hans baggrund, udgør en trussel, kan jeg ikke bebrejde dem for at udtale sig i utvetydige vendinger. Faktisk har jeg større sympati for det, end for politikere, der ikke tør sige deres mening, men dækker sig ind bag forbehold. Alle viste, at Irak havde været uden FN-inspektører i fem år, og at det derfor var usikkert, hvad der egentlig var i Irak. Den usikkerhed pegede andre på i debatten. Så vil jeg ikke bebrejde ansvarlige politikere, at de taler stærkt for den opfattelse, de med fuld rimelighed har dannet sig fra de forelagte efterretninger.

Tilbage til Berlingskes dækning af dokumentarfilmen.

En central anklage mod indsatsen i Irak er opløsningen af den irakiske hær og udrensningen af Bath-embedsmænd. Som bekendt var Saddams regime bygget på den traditionelle magtstruktur i irak, hvor mindretallet på 20 pct. sunni undertrykte de godt 60 pct. shia i det centrale og sydlige Irak og de 20 pct kurdere i nord. Under Saddams regime blev medlemsskab af Bath nødvendigt for at opnå ledende stillinger, uanset om man i øvrigt støttede de fascistoide træk i partiets idelologi. De to indgreb mod denne magtstruktur medførte dermed, at et stort antal veluddannede soldater blev gjort arbejdsløse, og at hovedparten af alle veluddannede embedsmænd blev fjernet, hvilket har styrket sunni-oprøret og vanskeliggjort genopbygningen.

At dette er mild sagt problematisk, kan ikke debateres. Det kan det derimod, at beslutningen normalt fremstilles som “uforklarlig”, angiveligt også i denne dokumentar.

Det generer mig normalt, når større politiske handlinger beskrives som “uforklarlige”. Det vidner dels om en vis intellektuel dovenskab og fantasiløshed, dels om en manglende forståelse af, at menneskelige handlinger normalt kan forklares rationelt, selv hvor bevæggrundene måtte være irrationelle.

Man behøver ikke søge ret længe i debatten for at finde en rimelig god grund til disse problematiske beslutninger. En forklaring er således, at dette totale opgør med den eksisterende magtstruktur var nødvendig for at overbevise navnlig det åndelige overhoved al-Sistani og med ham Iraks befolkningsflertal på de 60 pct. shia samt også de med god grund altid skeptiske 20 pct. kurdere om, at invasionen ikke bare var et udslag af den “realistiske” skole, hvor man ville udskfite en diktator med en ny og mere brugbar. Ved at fjerne det apartheidlignende system, hvor 20 pct. undertrykker de øvrige 80 pct., ville man understrege, at Bush-doktrinen om at skabe ægte demokrati var alvorligt ment. Dette kan forklare, hvorfor al-Sistani støttede demokratiseringen. Selv a-Sadr har indset, efter hans styrker blev massakreret i Najaf, og hans greb om militserne er gledet ham af hænde, at demokratiet er til hans fordel. Kurderne synes også at være trygge ved udviklingen og ser formodentlig med sindsro på det kaos i det øvrige Irak, som den har medført, fordi det alt andet lige styrker deres reelle autonomi.

Hvorvidt opgøret med sunni-mindretallet og dermed sympatien med det demokratiske projekt hos flertallet af befolkningen var de mange problemer værd, kan diskuteres (det har vi kommentarspalten til ndf. Beklager på forhånd, at jeg ikke deltager). Men at fremstille beslutningen som “uforklarlig”, er ganske simpelt uintelligent.

I analysedelen af avisens reportagen er der som sædvanligt en del mangler.

Det omtales, at kun 30 pct. støtter den militære indsats. Her kunne man måske forvente, at korrespondenten havde oplyst om den nyere meningsmåling i NYT, som viste en betydelig vækst i støtten og et tilsvarende fald blandt modstanderne. Det kom så meget bag på NYT, at de fik meningsmålingen foretaget to gange, men også anden gang var resultatet 42 – 51 pct. Se omtalen af meningsmålingen her.Det kan være forbigående, men er da vel ikke helt uinteressant, når man analyserer den aktuelle situation i den amerikanske befolkning?

Endvidere er der en lidt usædvanlig afslutning i analysen. Efter at have fremhævet, hvordan kun de mest ekstreme republikanere (hvor jeg personligt kan have en vis sympati for synspunktet om, at de måske slet ikke er “rigtige” republikanere, hvad det så end er) tror på, at projektet i Irak kan lykkes, nævnes Petreus’ rapport, der til september skal konkludere, om den forøgede indsats har virket. Her nævnes så – i betragtningen af analysens kontekst – noget overrraskende:

For sæt nu, at næste måneds rapport fra Petraeus og Crocker konstaterer, at det går fremad i Irak? Hvad rapporten sandsynligvis vil gøre.

Men hov, hvorfor skulle Petreus dog nå frem til den konklusion? Antydes det, at han vil lyve, eller står det ikke så då
rligt til, som medierne fo
retrækker at give indtryk af?

Det sidste bekræftes af debatten i de internationale medier. Desværre får vi ikke rigtig noget at høre om denne side i de danske medier. Især har det vakt opsigt i USA, at to fremtrædende demokrater, O’Halon & Pollack, har skrevet en artikel den 30. juli om, at det faktisk godt kan lade sig gøre at få succes med projektet i Irak (her , obs. kræver adgang). Begge demokrater kan afskrives, og bliver det, fordi de tidligere var sympatisk indstillet over for projektet, men deres artikel har alligevel udløst en betydelig debat.

Denne debat havde man da gerne set omtalt i Berlingskes analyse. Nu er denne omgang af Bush-bashing (fortjent eller ej, begrebet er dækkende) ganske vist udformet som en føljeton, så måske kommer det senere? Man kan da håbe, for indtil videre bekræfter dækningen i 1. sektion, at man ikke rigitg ønsker at give andet end et entydigt negativt billede af udviklingen i Irak.

Det står i kontrast til dækningen i 2. sektionens kulturdel, ikke kun på lederplads, men også i de øvrige indlæg. Tag f.eks. dette indlæg fra Claus Gade Sørensen, tidl. rådgiver i Bagdag, der den 1. august under titlen Hvem er de irakiske oprørerer? analyserer de forskellige oprørsgrupper, der i den hjemlige debat ofte fremstilles som “det irakiske folk” (enten nedladende som en samling knivsvingende lystmordere af Ulrik Høy og andre højrefløjskommentatorer eller romantiseret som af Enhedslisten). Det er en analyse, der bekræfter Pernille Brammings reportager fra WEA. Fra Sørensens indlæg kan fremhæves dette citat:

Terroren vinder ikke i Irak . Den har endnu ikke tabt. Men den taber. Ikke i dag, ikke i morgen og heller ikke næste år. Men når oprørerne indser, at fremtiden ligger i at nedlægge våbnene og deltage i den politiske proces.

Bare de ville læse den slags i 1. sektionen, så deres dækning kunne blive lidt mere nuanceret. Som det er nu, får man indtryk af, at de har sat deres personlige troværdighed ind på, at det ender galt. Det er ikke en god investering for en journalist.

Enhedslisten og Irak II

Som nævnt i mit forrige indlæg finder jeg hverken juridisk belæg eller behov for at straffe Abdol-Hamid for hendes udtalelser vedrørende støtte til irakiske oprører. For undertegnede står den moralske falliterklæring Abdol-Hamid og Aaens udtalelser er udtryk for tillige langt stærkere alene end, hvis sanktioneret med straf, og er endnu en kærkommen påmindelse om, i hvor høj grad den yderste venstrefløj nærmest konsekvent har stillet sig på tyranniets side igennem de sidste 100 års verdenshistorie.

Sådanne påmindelser skal ikke undertrykkes men frem i lyset så deres ophavsmænd og kvinder kan konfronteres med dem og stilles moralsk og politisk snarere end juridisk til ansvar for dem. I den forbindelse er Abdol-Hamids beskrivelse af det irakiske oprør som en folkelig opstand og hendes sammenligning med den danske modstandsbevægelse så åbenlyst absurde og groteske, at de må føre til politisk selvmord for Abdol-Hamid og alvorlig selvransagelse hos de, der har støttet hendes kandidatur til Folketinget.

For det første er den irakiske regering folkevalgt (modsat styrerne i alle Iraks nabostater, som Abdol-Hamid ikke synes at bekymre sig om). Endvidere har FNs Sikkerhedsråd ved Resolution 1546 af 4. juni 2004 anerkendt den på irakiske overgangsregering og det valg, der i maj 2006 ledte til den nuværende regering, samt vedtaget at indsætte en multinational styrke i landet.

I resolutionen hedder det bl.a, at Sikkerhedsrådet:

Endorses the formation of a sovereign Interim Government of Iraq, as presented on 1 June 2004, which will assume full responsibility and authority by 30 June 2004 for governing Iraq while refraining from taking any actions affecting Iraq’s destiny beyond the limited interim period until an elected Transitional Government of Iraq assumes office as envisaged in paragraph four below;

Welcomes that, also by 30 June 2004, the occupation will end and the Coalition Provisional Authority will cease to exist, and that Iraq will reassert its full sovereignty

Resolution 1546 blev fulgt op af Resolution 1637 fra 11. november 2005, hvori det bl.a. hedder:

Calling upon those who use violence in an attempt to subvert the political
process to lay down their arms and participate in the political process, including in
the election scheduled for 15 December,

Notes that the presence of the multinational force in Iraq is at the request
of the Government of Iraq and, having regard to the letters annexed to this
resolution, reaffirms the authorization for the multinational force as set forth in resolution 1546 (2004) and decides to extend the mandate of the multinational force
as set forth in that resolution until 31 December 2006;

Endelig blev den multinationale styrkes mandat i Irak forlænget til 31. december 2007 ved Resolution 1723 af 11. november 2006:

Demanding those who use violence in an attempt to subvert the political process should lay down their arms and participate in the political process, and encouraging the Government of Iraq to continue to engage with all those who renounce violence,

Notes that the presence of the multinational force in Iraq is at the request of the Government of Iraq and reaffirms the authorization for the multinational force as set forth in resolution 1546 (2004) and decides to extend the mandate of the multinational force as set forth in that resolution until 31 December 2007

Med andre ord er der i folkeretlig forstand ikke længere tale om en besættelse af Irak. De udenlandske styrker – inklusiv de danske – er i Irak efter den siddende irakiske regerings ønske. Hvis irakerne beder de udenlandske styrker om at rejse hjem er de derfor forpligtet hertil. Hvis irakiske oprører vil af med de udenlandske styrker burde de derfor anvende deres demokratiske ret til at påvirke de irakiske beslutningstagere til at sende den multinationale styrke hjem, men Abdol-Hamid og Aaen foretrækker åbenbart voldelige frem for fredelige og demokratiske midler til opnåelse af deres mål.

I en situation, hvor en tyran som Saddam Hussein, der myrdede sin egen befolkning og førte angrebskrige, er afsat og verdenssamfundet efterfølgende har legitimeret det nye demokratiske styre er det stærkt misvisende at sammenligne med situationen i Danmark underbesættelsen, hvor Danmark før 9. april 1940 var et fuldtud demokratisk land. Det ville være mere passende at sammenligne de irakiske oprørers kamp mod de internationale styrker med den hypotetiske situation, hvor tyske oprørere i årene efter Hitlers fald i 1945 bekæmpede de allierede besættelsesmagter og den demokratiske tyske regering, der blev indsat i 1949.

Endvidere er det uvederhæftigt at betegne oprørernes kamp i Irak som ”almindelige menneskers rimelige ønske om at få et bedre liv”. Adskillige af oprørsgrupperne er sekteriske af natur og ønsker at undertvinge de øvrige etniske/religiøse grupper. Det er også et faktum, at en stor del af oprørerne slet ikke er irakere men muslimer fra den øvrige islamiske verden og i særlig høj grad Saudi arabere. Disse udenlandske oprørere og deres irakiske våbenfæller har langt flere civile irakeres end amerikanske, britiske og danske soldaters liv på samvittigheden, som følge af deres daglige selvmordsattentater og bombeangreb. At skelne mellem disses gruppers angreb på soldater og civile er derfor uvederhæftigt sofisteri, for oprørerne selv skelner ikke. For dem er enhver der måtte stå i vejen for målet om en islamistisk stat – det vil sige hovedparten af den irakiske befolkning – et legitimt mål.

Endelig er det værd at bemærke i hvor høj grad Enhedslisten tidligere har kastet sig over påståede danske krænkelser af den humanitære ret og menneskerettigheder i Afghanistan og USA’s krænkelser af samme i Irak. Beskyldninger og krænkelser, der i Danmark og USA bliver fordømt, undersøgt og retsforfulgt mens de oprørsgrupper, som Abdol-Hamid og Aaen støtter, med stolthed begår langt værre krænkelser som en del af deres daglige virksomhed, som man bl.a. kan se på disse gruppers videoer på Internettet.

Søren Pind har brugt ordet ”ulækkert” om Enhedslistens ageren i denne sag. Baseret på Aaen og Abdol-Hamids udtalelser kan jeg kun erklære mig enig heri, omend betegnelsen synes at være ganske mild.

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑