Tag: Irak (side 2 af 3)

Enhedslisten og Irak I

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid har udtalt:

”Det er også nødvendigt, at vi støtter f.eks. irakernes kamp mod besætterne. Det er i alt for høj grad lykkes at stemple modstandsbevægelserne som terrorister. I bund og grund er de et udtrykt for almindelige menneskers rimelige ønske om at få et bedre liv“

Efterfølgende har Enhedslistens Frank Aaen bakket op om udtalelserne med følgende udsagn til BT:

”Vi er kede af det hver gang, et menneske dør i krig, dansker, iraker eller amerikaner. Men kamp mod en besættelsesmagt er helt legitim – og vi har hele tiden været imod krigen i Irak og ment, at besættelsesstyrkerne skal trækkes hjem. Men vi er samtidig imod alle former for terror. Det er jeg overbevist om, at Asmaa er enig i, og derfor er intet i dét, hun er citeret for, der peger i en anden retning”

Spørgsmålet er nu hvilke konsekvenser – om nogen – Abdol-Hamids og Aaens udtalelser skal medføre. Jeg vil i to på hinanden følgende indlæg anlægge henholdsvis en juridisk og dernæst en politisk/moralsk vinkel på udtalelserne. Først den juridiske. 

Søren Pind har luftet tanken om strafforfølgning efter straffelovens § 100, stk. 1, og den konservative folketingspolitiker Rasmus Jarlov har nu indgivet en politianmeldelse mod Abdol-Hamid for overtrædelse af førnævnte bestemmelse, der lyder som følger:

”Den, som ved offentlige udtalelser tilskynder til, eller som fremkalder øjensynlig fare for fjendtlige forholdsregler mod den danske stat, straffes med fængsel indtil 6 år.”

På undertegnede virker strafferetlige sanktioner dog, hverken juridisk holdbart eller i øvrigt ønskværdigt. § 100 er en næsten ubenyttet bestemmelse i den danske straffelov. Så vidt ses er den seneste dom vedrørende § 100 (da §73) fra 1915 (og vedrørte rettelig § 100 stk. 2 om fremmed indblanding) og resulterede i en frifindelse for ytringer, om at Danmarks handelspolitik under 1. verdenskrig var neutralitetsstridig. Alene det forhold, må medføre, at der skal foreligge særdeles skærpende omstændigheder før bestemmelsen tages i anvendelse.

Endvidere synes det tvivlsomt om Abdol-Hamids udtalelser er omfattet af gerningsindholdet i § 100. Der er naturligvis ikke tvivl om, at offentlighedskravet er opfyldt. Det er derimod mere tvivlsomt, om Abdol-Hamids udtalelser konkret havde til formål at ”tilskynde” til fjendtlige handlinger mod danske soldater i lovens forstand, hvilket er et krav for bestemmelsens anvendelse for så vidt angår tilskyndelse. Udtrykket ”støtte” til irakernes kamp er så ukonkretiseret, at det strafferetligt næppe kan anses for at udgøre en tilskyndelse til fjendtlige handlinger.

Endnu mere usandsynligt er det, at Abdol-Hamid skulle kunne dømmes for, at have fremkaldt en ”øjensynlig fare” for fjendtlige forholdsregler, idet dette led ifølge den kommenterede straffelov indebærer et ”objektivt krav til farens evidens, som må føre til, at kun fremkaldelse af en høj grad af risiko er strafbar”. Der er næppe mange irakiske oprørere der læser, socialister.dk, eller som i øvrigt har brug for Abdol-Hamids udtaleser for at legitimere deres nihilistiske adfærd. Som jeg tidligere har været inde på her på bloggen skal EMRK artikel 10 endvidere tages i betragtning, og ytringsfriheden må antages at være vid for så vidt angår en politikers udtalelser om et emne af særdeles væsentlig offentlig interesse, også selvom statens skønsmargin er bred når det drejer sig om national sikkerhed.

Når borgerlige politikere som under Muhammed-krisen og i forhold til f.eks. Hugo Chavez’ lukning af en kritisk tv-station talte for en nærmest ubegrænset ytringsfrihed pludselig taler for at straffe kontroversielle ytringer, smager det grangiveligt af, at man begår samme form som dobbeltmoral som man – med rette – beskyldte venstrefløjen for under Muhammed-krisen, nemlig kun at ville beskytte ytringer, der passer ind i eget værdipolitiske verdensbillede. Men ytringsfriheden må nødvendigvis også gælde de ytringer man er lodret uenig i og som man finder decideret stødende, oprørende og udtryk for en hyklerisk og totalitær politisk anskuelse. At Abdol-Hamid og Aaens udtalelser falder i sidstnævnte kategori tror jeg Søren Pind og jeg kan være enige i, som jeg skal vende tilbage til i næste indlæg

Mod nye dybder

Berlingskes dækning af Irakkrigen går mod nye dybder.

I dagens Magasin annonceres på forsiden:

I mangel af troværdige undersøgelser af, hvorfor Irakkrigen var nødvendig, og hvordan det kunne gå så galt, tager en stribe bøger fat på opgøret.

Tja, man kan jo altid hævde, at de mange, rigtig mange officielle undersøgelser i både USA og UK, ikke udtømmende berører spørgsmålet, om Irakkrigen var nødvendig. De har hidtil, alle som en, blot fastslået, at de vestlige efterretningstjenester faktisk opfattede Saddam som en større trussel, end han var. Men alligevel efterlader det valgte udtryk “mangel på troværdige undersøgelser” et andet indtryk, nemlig at spørgsmålet om trusselsvurderingen stadig er uafklaret. Det er, i bedste fald, forkert.

Det ville være mere interessant, hvis avisen brugte tiden på at sammenfatte de mange undersøgelser, hellere end at forholde sig til noget så usikkert, som bøger skrevet uden nogen form for kontrol andet end ønsket om at rense forfatteren, smæde hans modstandere og score kassen. Hvad tillægger man mest vægt: officielle undersøgelser eller private fortællinger. Begge kan være interessante, og de sidste er ofte mere underholdende, men vægtige?

Anmeldelsen af de nye bøger ligger desværre på niveau med forsidens blurp. Der gøres ikke noget kvalificeret forsøg på at sammenholde de mange opsigtsvækkende påstande med resultaterne fra de mange officielle undersøgelser. Kun i vignetten til Bonini & D’Avanzo, Collusion, nævnes den sensationelle påstand, at Hans Blix kan fastslå, at briterne ikke havde andre oplysninger om Saddams forsøg på at skaffe uran i Afrika end de forfalske italienske papirer. Tænk en gang. Selveste Hans Blix, der i sin tid fik det krævende job som chef for genudsendelsen af FNs våbeninspektører i stedet for den mere nærgående Rolf Ekeus, fordi Blix fra sin tid som chef for atomvåbenagenturet var kendt som manden, Saddam kunne narre, samme Blix er nu i stand til at afsløre, at de to officielle britiske rapporter, ISC rapport fra september 2003 og Butler-rapporten fra juli 2004 er falske. Begge rapporter erklærede som bekendt udtrykkeligt, at de britiske efterretninger om Saddams forsøg på at skaffe uran ikke havde noget med disse dokumenter at gøre. Og tænk på stakkels Joe Wilson, der også konkluderede, at irakerne havde været ude efter uran. Alt det afsløres som forkert af Blix, og så nævner journalisten det kun i en vignet. Argh.

Til gengæld skydes Downing Street Memo ned på en sjov lidt uerkendt måde i omtalen af Tenets næsten universielt kritiserede bog. Som bekendt var påstanden fra MSM, at det britiske memo afslørede, at Bush regeringen ville manipulere med efterretningerne for at skabe opbakning til krigen. Teksten kunne ganske vist også læses sådan, at Bush regeringen ikke troede på, at Saddam ville rette sig efter FN, og at krig derfor var uundgåelig, hvorfor man var i gang med at samle argumenter til brug for krigen. Denne mere harmløse udlægning bekræftes nu, men kun fordi man ønsker at fremme en anden kritik, nemlig at de slet ikke interesserede sig for efterretningerne. Begge dele er kritisabelt, og lad ikke denne posting blive misforstået derhen, at der ikke er noget at kritisere, men man kan ikke kritisere Bush regeringen for begge dele på samme tid.

Det er fortsat forunderligt, at Berlingske vil lade sig nøje med en sådan overfladisk og tilsyneladende forudfattet gennemgang af dette vigtige emne. Det er oplagt, at der er noget at kritisere i forløbet, men når avisen er så åbenbart ukritisk i sin kritik, bliver det ubrugeligt for læseren.

For de, der vil have en anden tilgang, kan der henvises til Hitchens anmeldelse af Tenets bog. Sådan kann det også gøres, og anmelderen er end ikke borgerlig-liberal eller ansat på et sådant tidsskrift, men skriver derimod på Slate. God fornøjelse.

På vej mod bedre tider i Irak?

2006 var ikke noget godt år for irakerne – og navnlig ikke for indbyggerne i Bagdad. Terrorbombningen af Den Gyldne Moske i Samarra i februar udløste en voldsom optrapning af den sekteriske vold, og samtidig med at den komplekse konflikts hovedskillelinje således i tiltagende grad kom til at løbe mellem sunnitter og shiitter, blev den sekterisk blandede hovedstad skueplads for en stadig større del af de voldelige sammenstød.

I det tidlige forår 2007 er der imidlertid flere forhold, der giver anledning til en – indrømmet – meget forsigtig optimisme. Der er ingen udsigt til, at konflikten bliver bragt til afslutning i løbet af den nærmeste fremtid, men de seneste ugers udvikling i Bagdad og Washington, giver næring til et spinkelt håb om, at 2007 bliver mere fredeligt end sidste år.

Det er for det første værd at bemærke, at Bush-administrationens nye strategi, der frem for alt udfolder sig som en forøget civil, militær og økonomisk indsats i Bagdad-området og Anbar-provinsen, har fået en god start. Fire uger efter at den nye tilgang blev implementeret melder amerikanske styrker i Bagdad således om en markant reduktion af volden. Hvor der blev fundet 390 lig i hovedstaden i de to uger, der gik forud for kampagnens lancering den 13. februar, blev der ‘kun’ fundet 164 ofre for den sekteriske vold i anden halvdel af februar. Samtidig har flere sunni-muslimske stammeledere i Anbar-provinsen vendt al-Qaida ryggen, og en del kæmper nu aktivt sammen med irakiske sikkerhedsstyrker og amerikanere mod de islamistiske terrorister. Selvom det ganske vist er alt for tidligt at sige noget om, hvorvidt Washingtons nye tilgang rummer nøglen til langsigtet succes, er begyndelsen under alle omstændigheder lovende.

Der er for det andet grund til at hæfte sig ved, at den irakiske regering omsider er nået til intern enighed om det lovmæssige grundlag for en deling af landets olieproduktion. Efter mange måneders tovtrækkeri mellem centralregeringen i Bagdad og det regionale styre i de kurdiske områder, har parterne langt om længe fundet en løsning, som – lidt forenklet – deler olien mellem provinserne på baggrund af befolkningstal, og ikke med udgangspunkt i hvor olien findes. Aftalen har endnu ikke været behandlet i parlamentet, men udgør et meget væsentligt første skridt.

Den forsigtige optimisme næres for det tredje af Bush-administrationens nyfundne vilje til at engagere sig diplomatisk med Iran og Syrien. Hidtil har Washington hårdnakket afvist at indgå i nogen form for dialog med de to ‘slyngelstater’, men i lørdags mødtes højtstående repræsentanter fra Damaskus og Tehran med amerikanske diplomater under en sikkerhedskonference i Bagdad. Det er mere end tvivlsomt, om en diplomatisk dialog vil ændre på forholdene i Irak på kort sigt – både Syrien og Iran vil med al sandsynlighed kræve indrømmelser, som Washington kun vanskeligt kan give – men forhåbentligt kan kursskiftet igangsætte en proces, der med tiden kan virke til at forbedre situationen i Irak.

Det vestlige mediebillede har i lang tid været helt domineret af de ubestridelige vanskeligheder blandt andet amerikanske, britiske og danske styrker står stillet overfor i Irak. Der er imidlertid enkelte lyspunkter – og noget tyder på, at 2007 kan blive året, hvor udviklingen vender.

Plame – dommens dag (I)

Som forventet blev Libby dømt for sin forseelse, nemlig at have afvist, at han kendte identiteten på Joe Wilsons kone (Ms Plame) på et tidspunkt, hvor han faktisk kendte hende.

Berlingske, hvis dækning af Plame-sagen vi har hygget os med tidligere (blot tryk på Plame-linket), giver den som sædvanligt gas:

Bush-rådgiver løj om Irak

Det er som bekendt faktuelt forkert. Libby løj om sit kendskab til Ms Plame, og sagen har ikke på noget tidspunkt berørt, om der blev løjet om Irak forud for krigen. Alle tilgængelige offentlige rapporter har ikke påvist løgn i så henseende, hvilket både gælder Senatets første undersøgelse fra 2004 og dens 2. fase fra september 2006. I den pågældende retssag har man end ikke fået afgjort, om det faktisk var forbudt at oplyse om Ms Plame. Ingen er blevet tiltalt i så henseende. Libby blev alene dømt, fordi han løj over for efterforskerne, hvilket er et selvstændigt forhold (og for at undgå hysteri i kommentarspalten forneden: nej, man må bestemt ikke lyve under en efterforskning, så det er godt, at Libby blev straffet. Men samtidig tyder det ikke på, at man i administrationen var klar over, at det var strafbart at afsløre Ms Plame, hvis det da overhovedet var det).

Skal man endelig se på, hvem der løj om efterretningerne forud for krigen, hvilket synes at være Berlingskes vinkel på sagen, så ved vi fra Senates 2004-rapport, at det var Wilson, som løj om indholdet af sin rapport, hvorimod Bush’ 16 ord i talen til nationen var – med Butler-rapportens ord – well founded.

Det er interessant at se, at Politiken ikke spidsvinkler sagen på samme måde, men giver en rimeligt redelig dækning, uden dog helt at komme ind på det penible spørgsmål om, hvem der egentlig løj om hvad:

Cheneys tidligere stabschef på vej i fængsel

Lewis ‘Scooter’ er kendt skyldig i fire af fem anklagepunkter i sagen om afsløringen af en tidligere CIA-agents identitet.

Det er ikke første gang, at vi kan konstatere en forskel i følelserne hos folkene på Rådhuspladsen og de forviste i Titangade.

Dommen bliver så vidt vides anket, og the Wilsons har også et håbløst civilt søgsmål kørende, så det her kan blive ved.

Mere følger, når jeg får bedre tid.

Desperate tider

Dagens forside på Berlingske bekræfter, at der i den seneste tid har været en stigende desperation at spore i avisens defaitistiske linje.

De fornemmer måske, at muligheden for at fremkalde en betingelsesløs opgivelse af demokratiet i Irak er ved at være forpasset. Midtvejsvalget gik ikke helt, som man havde håbet. Baker-rapporten synes heller ikke at blive så uansvarlig og naiv, som man kunne have frygtet. Regeringen og Dansk Folkeparti står fast på, at tropperne kun skal trækkes gradvist ud i takt med, at irakerne selv kan overtage. Og så længe Helle fører i meningsmålingerne – hvad hun bliver ved med, så længe hun og Fogh konkurrerer om at love den største velfærdsstat – kommer der ikke noget valg, og Lykketoft bliver ikke udenrigsminister.

For denne punditokrat er det kun gode nyheder, og tilmed her hvor den søde juletid med sit gigantiske materielle og kommercielle forbrugsræs melder sig. Det er lige til at komme i godt humør af.

For ikke helt at glemme sagens alvor kommer her et link til Christopher Hitchens, der stadig er bekymret. Desværre nok med god grund. Hitchens er som bekendt blevet udstødt af det gode journalistiske selskab, fordi han trods sin livslange trotskisme ikke var tilstrækkeligt rettænkende. Han deler skæbne med en række andre journalister, f.eks. Judith Miller (tidl. fra NYT), og Bob Woodward (efter hans to første bøger om Bush, dog taget til nåde efter sin tredje bog om samme emne). Poul Høi har  som altid beredvilligt videreformidlet karaktermordet på Hitchens og kan berette, at Hitchens drikker! Kan man tænke sig det. En journalist, der både ryger og drikker. Jamen dog. Men i betragtning af, at Hitchens i modsætning til Høi aldrig røg på Plame-historien og klokkede rundt i de primære kilder, kan det måske vise noget om alkohols gavnlige virkninger til at give klarsyn.

Her er et lille uddrag fra Hitchens artikel:

Barely five years after the eviction of the Taliban, three and a half years after the fall of Saddam Hussein, and a year and a half after the Syrian army was forced out of Beirut by a show of mass popular and democratic unity, the memory of those brave fingers marked with the purple ink of the franchise has almost vanished. Tribalism and gangsterism are back, in a big way, with heavy state support from across the frontiers. And the United States, it seems, cannot wait to confirm the impression that it would rather deal with the aggressors. If the latest assassination in Lebanon caused any embarrassment to the enthusiasm of the Baker-Hamilton team for direct talks with Damascus and Tehran, the embarrassment wasn’t evident. The Lebanese Cabinet may have bravely voted last week, in spite of a campaign of blackmail by Syria’s death squads and religious proxies, to establish a tribunal to investigate the murder of Rafik Hariri, but in Washington, the talk is of getting on better terms with the people who, on all the available evidence, blew up his car. You may have noticed the new habit in the media of referring to the government of Lebanon as “American-backed” or “Western-backed.” This is as if to imply that it is not an expression of Lebanon’s remaining autonomy. But it is also cruelly ironic: Where exactly is this “backing”? Once again, it is becoming more dangerous to be a friend of the United States than an enemy.

Også i danske MSM kan man iagttage, at Libanons demokratisk valgte regering nu omtales som “vestligt støttet”. Endvidere kan man se den klassiske fortolkning: “Hvis Syrien virkelig står bag, bliver vi nødt til at betragte Syrien som vores fjende. Det kan ikke være i Syriens interesse. Så det er nok alligevel ikke Syrien, der har gjort det.” Ak ja.

Læs restens af artiklen her.

God jul.

Irak og det liberale dilemma

‘Projekt Irak’ er ikke gået som planlagt, og det er efterhånden på sin plads at spinde en kommentar over. Invasionen var en forholdsvis smertefri affære. Men det viste sig snart, at Saddam Husseins Baath-regime hverken havde skjulte lagre af kemiske og biologiske våben eller et hemmeligt kernevåbensprogram. Det umiddelbare mål – at eliminere truslen fra Iraks masseødelæggelsesvåben – gav derfor ikke rigtig mening. Det fik fortalerne for krigen til at betone det langsigtede mål: at bringe frihed og demokrati til irakerne. Udsigterne er desværre heller ikke særligt opmuntrende på dette punkt. I stedet for et velfungerende demokrati har den menige iraker indtil videre stiftet bekendtskab med en ulmende borgerkrig.

Den nedslående irakiske virkelighed har fået selv erklærede tilhængere af Bush-administrationens ‘regime change’-dagsorden til at sætte spørgsmålstegn ved i hvert fald udvalgte dele af projektet. Den mest interessante, eller i hvert fald mest sobre, kritik kredser om statsmagtens muligheder for at omskabe virkeligheden i demokratiets og frihedens tjeneste. Der er tale om bestemt udgave af en ældre intellektuel strømning: af advarslen imod det, der i den angelsaksiske verden går under navnet ‘social engineering’.

Den amerikanske politolog Francis Fukuyama – berømt og berygtet for sin bog om Historiens afslutning og det sidste menneske – har netop affyret en sådan salve. Fukuyama er erklæret ‘neokonservativ’. I modsætning til ‘realister’ som den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger sætter han sin lid til aktiv demokratifremme. Men Fukuyama var modstander af Irak-krigen fra dag ét. Det var der flere grunde til. Ubehaget ved storstilet ‘social engineering’ var en af de vægtigste.

I America at the Crossroads, der netop er blevet sendt på gaden, sætter Fukuyama ord på sin kritik af den nye amerikanske dagsorden. Han lader kollegaen Ken Jowitt forklare, hvordan Bush-administrationens store projekt adskiller sig fra budskabet om historiens afslutning og det sidste menneske. Jowitt skriver:

“Bush-administrationen har konkluderet, at det er nødvendigt at give historien en hjælpende hånd med på vejen, at gribe styrepinden og lede den i en bestemt retning. Det er yderst ironisk, at administrationens bestræbelser på at bekæmpe terrorisme gennem ‘regime change’ og i forlængelse heraf skabe en demokratisk, kapitalistisk verden har fået den til at føre en aktiv ‘leninistisk’ udenrigspolitik; en antitese til Fukuyamas passive ‘marxistiske’ forventning om, at historien på længere sigt af sig selv går i denne retning”.

George Walker Bush og hans håndgange mænd har altså – ifølge Jowitt og Fukuyama – sat sig for at hjælpe den historiske nødvendighed på vej, ganske som Lenin forsøgte det for små hundrede år siden.

Nu er der naturligvis forskel på at fremme demokrati og at fremme proletariatets diktatur. Det er da også sigende, at invasionen af Irak ikke har ført til massemord, massedeportationer og hungersnød – som Lenins store projekt gjorde det. Levevilkårene for den menige iraker er blevet bedre, ikke værre, de borgerkrigslignende tilstande til trods. Irakerne behøver ikke længere at frygte Baathpartiets jernnæve, de har set sanktionerne blive ophævet, og genopbygningen har bragt økonomisk vækst med sig. Tingenes tilstand er, som vi ofte har berørt her på siden, ikke nær så sørgelig, som den bliver fremstillet i medierne.

Men det ændrer ikke ved, at Bush-administrationen har bestemt sig for som en anden ‘social ingeniør’ at lade samfundets fjedre snurre mellem dens fingre. Hvad har reaktionerne på dette politiske program været? Lad os prøve at besøge en af de mest prominente tilhængere af ‘projekt Irak’ for at kaste lys over sagen.

Det britiske tidsskrift The Economist bakkede, i modsætning til Fukuyama, op om invasionen af Irak. Dets begrundelser var yderst sobre, og de er værd at opremse, fordi alt for mange kritikere i dag undlader at sammenligne aktionen med dens alternativ: at lade tingene gå deres skæve gang.

For det første var selv krigens europæiske kritikere overbevist om, at Saddam Hussein rent faktisk besad masseødelæggelsesvåben. For det andet havde 13 års sanktionspolitik vist sig helt og aldeles fejlslagen. Sanktionerne svækkede ikke Hussein-familien og dens håndlangere, men den førte en humanitær katastrofe – i hvilken op imod en halv million irakiske børn omkom af underernæring og sygdom – med sig. For det tredje tvang sanktionspolitikken USA til at fastholde en betydelig militær tilstedeværelse i Saudi-Arabien; en tilstedeværelse der i den grad skadede USA’s omdømme i de arabiske befolkninger.

The Economists har per 31. marts 2006 skiftet chefredaktør. Den afgående chefredaktør, Bill Emmott, benyttede sin ‘afskedsleder’ til at forsvare sin beslutning om at støtte Irak-invasionen ved at henvise til de tre argumenter, jeg netop har lagt vejen omkring. Men han erkendte samtidig, at det liberale tidsskrift svigtede på ét, meget væsentligt punkt:

“Der er i mine øjne kun ét argument imod vores beslutning, som for alvor rammer plet. Et tidsskrift, der aldrig forsømmer en lejlighed til at udtrykke sin skepsis over for staten, skulle have været mere skeptisk med hensyn til regeringen Bushs evne til at gøre tingene ordentligt i tilfældet Irak”.

Det ligger både Fukuyama og The Economist meget på sinde at understrege, at amerikanerne er nødt til at blive i Irak, indtil der er skabt i hvert fald nogenlunde levedygtige politiske institutioner. Den europæiske strudsepolitik er – ganske som før krigen – ikke en farbar vej frem. Men deres samstemmende ubehag ved Bush-administrationens forsøg ud i ‘social engineering’ er interessant. Det er ikke tilfældigt, at sådanne udmeldinger kommer fra personer, vi i en dansk sammenhæng vil kalde ‘liberale’.

Liberalismen udmærker sig nemlig ved sin helt entydige modstand imod ‘social engineering’. Allerede 1700- og 1800-tallets store liberale tænkere afviste, at det giver mening at lade staten omskabe samfundet i et bestemt ideals billede. Og deres efterfølgere i det 20. århundrede, mænd som Friedrich Hayek, Isaiah Berlin samt – til dels – Karl Popper, erklærede sig enige i denne pointe.

Modstanden imod det, Popper døbte ‘utopisk socialt ingeniørarbejde’, springer fra et bestemt syn på politiske midler. Det er ganske enkelt ikke muligt at skabe en fager ny verden med den menneskelige fornufts byggematerialer, lyder indvendingen; og det er slet ikke muligt for staten.

Så langt, så godt. Det liberale dilemma opstår, når politiske mål som personlig frihed, økonomisk frihed og demokrati bliver inddraget i ligningen. For så er det, at tilhængerne af det liberale program alt for ofte har vist sig parate til at smide deres skeptiske syn på statens forjættelser over bord. Det var den overvældende opbakning bag ‘projekt Irak’ et eksempel på – som Fukuyama da heller ikke tøver med at gøre opmærksom på.

Det er ikke noget underligt i, at liberale gerne vil eksportere frihed og demokrati. Men det er netop, når målene er tiltalende, at det er nødvendigt at lægge vejen omkring advarslen imod midlerne. Det er værd at erindre, at den klassiske liberalisme – eller Whiggisme, som Friedrich Hayek har kaldt den – var yderst konservativ, når det kom til mulighederne for at ændre på tingenes tilstand. Den britiske historiker Lord Acton har indfanget hele tankegangen i sin overbevisning om, at liberale mål skal realiseres med konservative midler.

Det er denne latente modsætning mellem mål og midler, der på det seneste er blusset op i forbindelse med Irak. Hensynet til målene, demokrati og frihed, har i lang tid overskygget ubehaget ved midlerne, ved ‘social engineering’. Men det er, som såvel Fukuyamas ny
e bog som The Economis
ts
begyndende indrømmelser viser, ved at ændre sig. Selvransagelsen vil næppe blive mindre i de kommende år.

Det liberale dilemma har i hvert fald tre århundreder på bagen, og de seneste årtiers globale fremgang for frihed og demokrati har bestemt ikke gjort det mindre relevant. Der er noget selvmodsigende ved det ene øjeblik at afvise, at staten gennem sit indenrigspolitiske virke kan føre sine egne borgere frem til et lighedens eller frihedens forjættede land for så det næste øjeblik at sætte sin lid til, at statens gennem sit udenrigspolitiske virke kan gøre det under fremmede himmelstrøg.

Den modsigelse bliver de liberale nødt til at forholde sig til; og det er det, der er ved at ske for tiden. Der er intet galt i at være parat til at kæmpe for det, man tror på – specielt i mødet med en totalitær udfordring. Men der er grund til være på vagt, når kampens erklærede mål er at bruge statsmagtens ressourcer til at omkalfatre den virkelige verden i en idés navn.

Fukuyama, Francis (2006), America at the Crossroads. Democracy, Power and the Neoconservative Legacy, Yale University Press, New Haven and London.

Emmott, Bill (2006), “An editor’s valedictory thoughts”, The Economist, 1.-7. april.

Haditha

Det er med en vis tøven, at jeg skriver om den påståede massakre i Haditha, for hvis påstanden er sand, bør de involverede soldater straffes. Det er endvidere vigtigt, at sagen forfølges og ikke søges kvalt med undskyldninger om, at der sker så meget i krigens hede.

Men i de seneste dage har der været et stigende antal historier i de amerikanske medier, inkl. blogs, der betvivler, at der overhovedet var en massakre.

Da vi ikke kan stole på, at danske MSM giver os begge sider af sagen, bringer vi her et lille uddrag af de seneste indlæg, der så vidt muligt er repræsentative for kritikken af påstanden om en massakre.

Her er dagens leder fra New York Post (ikke at forveksle med NY Times):

Now is the time to start asking whether the “massacre” at Haditha is another Jenin. Readers might remember the “Jenin massacre” from April 2002, when Israeli soldiers were accused by the Palestinian Authority of killing of thousands of innocent civilians, only for the world to learn later that the casualties were lower by orders of magnitude and that the soldiers besmirched by the press actually took extraordinary risks to clear a West Bank suicide bomb factory and avoid the kind of mass killings of which they were accused. (mere)

Her er en artikel fra Washington Post 11/6, hvor de involverede soldater fastholder deres uskyld:

A sergeant who led a squad of Marines during the incident in Haditha, Iraq, that left as many as 24 civilians dead said his unit did not intentionally target any civilians, followed military rules of engagement and never tried to cover up the shootings, his attorney said. (mere).

Blandt de blogs, der har beskæftiget sig med denne vinkel er American Thinker. Her er et indlæg fra Clarice Feldman fra den 13/6:

I have no inside knowledge of what happened in Haditha, of course, but I can examine media stories for sourcing and quality of reporting. When the reports in Time Magazine and others are subjected to close scrutiny, there is much less solid evidence than one would expect a major media enterprise would require before making sensational charges against our military in wartime. All the more reason to presume the Marines’ innocence until proven guilty, and to read with suspicion reports that condemn Kilo Company’s actions in Haditha. (mere)

Og fra samme blogger en opsamling dateret 9/6:

Evidence accumulates of a hoax in Haditha. The weblog Sweetness & Light has done an estimable service gathering together the articles which cast substantial doubt on the charge of a massacre of civilians at Haditha . Because the blog is too busy gathering and fisking the news, I offered and the publisher accepted my offer to put what he has uncovered in a narrative form.

Vi må se, hvordan sagen udvikler sig. Skulle det vise sig at være en massakre, skal vi nok få det at vide af MSM og godt det samme. Skulle det vise sig at være fup, er det godt, at vi har blogs.

Ramirez om den nye al-Qaeda leder i Irak

Michael Ramirez er en af de bedste tegnere af dagsaktuelle vittighedstegninger (som så meget andet lyder det bedre på engelsk: editorial cartoons).

Han var oprindeligt på Los Angeles Times, men hans tilknytning til den ret venstreorienterede avis virkede næsten naturstridig og ophørte ved udgangen af sidste år. I dag arbejder han for Investors Business Daily (se Investors.com).

Jeg vil ikke importere hans tegning, der handler om udnævnelsen af en ny leder for al-Qaeda i Irak, dels fordi det fylder meget, dels fordi jeg gerne vil lede traffikken forbi hans side, hvor der også er en samling af hans seneste bidrag.

Se her — and enjoy.

Nødvendig læsning

Det er et fortærsket udtryk: it’s a must read, men det er denne gang dækkende, for denne linkede artikel om Irak-krigens baggrund er vigtig.

De grundlæggende fakta om Irak-krigens baggrund er kendte og offentligt tilgængelig, også her på bloggen. De omfatter bl.a. fra USA Senats rapporten om pre-war intelligence, Silberman-Robb undersøgelsen og Duelfer-rapporten, og fra UK Butler-rapporten m.fl. Alligevel fortsætter myterne.

Det kan ikke undgås i kredse, der dyrker teorier om omfattende sammensværgelser. Det kan jo ikke modbevises, at det hele var en stor sammensværgelse, og at alle officielle undersøgelser var fup; lige som det ikke kan afvises, at rumvæsener har taget bolig blandt ledende socialdemokrater. Den slags kan man ikke gøre bedre. Problemet er, at disse myter også trives i MSM, som var journalisterne uvidende om disse faktuelle forhold.

Det, der gør Peter Wehners artikel i gårsdagens WSJ til nødvendig læsning, er hans evne til at sammenfatte de nødvendige fakta og citater på kort plads. Det er simpelt hen dygtig journalistik på et niveau, man ikke er vant til i MSM længere på det område.

Artiklen ligger her, hvor han effektivt afliver følgende fire myter:

1) The president misled Americans to convince them to go to war.

2) The Bush administration pressured intelligence agencies to bias their judgments.

3) Because weapons of mass destruction stockpiles weren’t found, Saddam posed no threat.

4) Promoting democracy in the Middle East is a postwar rationalization.

Da kilderne er loyalt angivne hos Wehner, kan enhver selv finde dem på nettet (eller her på bloggen), slå efter og læse videre. Men da artiklen i sig selv er kort og velskrevet, burde ingen journalist kunne hævde at være uvidende herom.

Det her burde være pligtlæsning for journalister.

PS. Wehners artikel er omtalt i dagens udgave af Day-by-day, så hat tip til Chris Muir.

Tilfældighed?

Dagens forsidehistorie hos Berlingske er påstanden om, at nogle amerikanske tropper skulle have foranstaltet en massakre i den irakiske by Haditha efter at være blevet angrebet.

Massakren skulle være sket i november 2005, og forsidehistorien trækker hovedsageligt på demokraten John Murthas påstande.

I går blev det oplyst, at Irak formodentlig får sin første folkevalgte regering i dag lørdag.

Det er endnu et positivt skridt i en lang række, der har gjort Irak til det mest demokratiske land i Mellemøsten, på nær Israel, og vist, at demokratiet fungerer i det terrorplagede land. Det vigtigste skridt kom i slutningen af april, da shia-alliancen måtte opgive at fastholde Jaafari som statsministerkandidat og i stedet valgte al-Maliki. Det var en afgørende sejr for demokratiet, fordi det viste de to andre betydningsfulde blokke, sunni og kurdere, at shiaerne ikke kunne gennemtvinge deres holdning, men er nødt til at samarbejde.

Det interessante er, at Berlingske på netop denne dag vælger at rydde forsiden for at fortælle om en påstået massakre, der ikke har domineret andre medier i de seneste dage. En hurtig gennemgang af andre danske aviser (Politiken, Information, JP) samt de vigtigste europæiske (FAZ, Le Monde, The Times, The Guardian) og de to store amerikanske (NYT, WaPo) viser, at heller ikke de finder den historie aktuel.

Hvorfor vælger Berlingske at bringe lige den historie netop i dag, hvor den nye regering udpeges?

Bremer om Irak

Paul Bremer har vakt opmærksomhed med sin beskrivelse af sin tid som leder af besættelsen af Irak forud for de frie valg. Især har medierne gjort meget ud af hans kritik af, at der ikke var nok soldater.

Hvis man ikke lige har tiden til at læse hele hans bog og ikke vil nøjes med mediernes gengivelse, kan man her se, hvad han mener. Det er som sædvanligt mindre vidtgående end mediernes dækning.

Valget i Irak

I afholdes det tredje og sidste valg i Iraks overgangsfase fra diktatur til demokrati.

I medierne har man stadig mere desperat søgt at fastholde det negative billede af Irak. Som det meget sigende blev formuleret for et par dage siden i Berlingske: Selvom valget bliver en succes, så er det stadig en fiasko, fordi der blev begået fejl.

Tja, det er et jo spørgsmål om proportioner. Kan man beskrive de allieredes sejr i WWII som en fiasko, fordi der forekom hændelser, som vi på tryg afstand af begivenhederne kan beskrive som “fejl”, f.eks. interneringen i USA af amerikanske statsborgere med japansk baggrund, tæppebombninger af tyske storbyer, spredte tilfælde af nedskydninger af tyske krigsfanger, osv. Ikke efter min opfattelse, hverken i forhold til WWII eller Irak.

Der var for mig at se tre mål med Irak-krigen.

1) At fjerne den permanente trussel som Saddam udgjorde.

Det er gjort. Vi har efterfølgende kunne konstatere, at truslen ikke var så alvorlig, som efterretningerne viste. Men det ændrer ikke på, at Saddam var en trussel, som i øvrigt ikke var helt så uskyldig, som medierne gerne vil fremstille ham, hvilket Duelfer-rapporten dokumenterer.

2) At indføre demokrati i Irak.

Dette er ikke en efterfølgende rationalisering konstrueret efter, at fraværet af WMD var konstateret. Faktisk kan Bush ikke tage æren af denne ændring i amerikansk politik, da det var Clinton, som underskrev the Iraqi Liberation Act i 1998.

Ønsket om at indføre et demokrati er den væsentligste forskel på Bush d.y. og Bush d.æ., hvilket ikke bliver mindre bemærkelsesværdigt af, at de er far og søn. Det er mere end et patricidium, det er en afgørende nyorientering af amerikansk udenrigspolitik. Det er på en og samme tid en alvorlig risiko at løbe, for demokratier er vanskelige at styre, og det er en politik, som er vanskelig at forene med realpolitikkens erkendelse af, at man ikke kan bekrige alle diktaturer på en gang.

Det er forbløffende at iagttage, at de selv samme personer, som kritiserer, at Bush d.y. styrtede Saddam, når USA tidligere støttede ham, samtidig begejstres over, at strateger fra Bush d.æ. som Brent Scowcroft deler deres kritik af Irak-krigen. De fatter åbenbart ikke, at for disse “realister” er det en dårlig idé at satse på demokrati; man bør hellere indsætte en pålidelig diktator. Noget andet er så, at realisterne måske har ret i al deres kynisme, hvorimod det er vanskeligt at følge rationalet hos deres beundrere. Skal man virkelig blive ved med at støtte en diktator, fordi man har gjort det før?

Dette andet mål om at indføre demokrati synes at være opnået. Valg efter valg har vist en massiv og stadig stigende opbakning til demokratiet, trods helt urimelige forhold med udbredt terror og intimidering. Alt tyder på, at stemmeprocenten bliver endnu højere denne gang, fordi sunnierne har indset, at de ikke kan myrde sig tilbage til den dominans, de nød tidligere. Tilgangen af vælgere, der vil og tør stemme, synes klart at overstige de, der desillusioneres af den korruption, som ofte følger med demokratiet.

I sin søgen efter negative vinkler på indførelsen af et rigtigt demokrati i den arabiske verden, har mange medier fokuseret på støtten til religiøse ledere. Risikerer Irak at blive et teokrati som Iran? Det er der ikke meget, som tyder på. Iran prøver, men der er betydelige forskelle mellem irakisk shia og iransk shia. Det er kun opkomlingen al-Sadr, som hælder til Iran, hvilket netop skyldes hans ringe position blandt irakiske shia.

Religion er i øvrigt ikke uforenelig med demokrati. I Syd- og Mellem-Europa er det ikke ualmindeligt med partier, der påberåber sig deres religiøse fundament. Selv i Danmark har vi kristendemokrater.

Man er nødt til at erkende, at det stadig kan gå galt i Irak, men det er ikke til at bestride, at et overvældende flertal af irakerne støtter demokratiet og sætter pris på ytringsfriheden. At de bliver terroriseret af et mindretal, som ikke deler denne opfattelse, bør ikke overskygge deres mod til at fastholde den.

Mål nr. 2 er — indtil videre — en succes.

3) At sprede demokratiet i Mellemøsten.

Meget tyder på, at den negative spiral i Mellemøsten, hvor det ene store overskæg afløste det andet, er brudt. Araberne har hidtil kun kendt demokratiet som en krænkende parodi, hvor den lokale diktator lod sig genvælge på en baggrund af undertrykkelse og svindel. Det kan ikke undre, at demokrati ikke var videre populært i Mellemøsten. De tre valg i Irak, hvor befolkningen selv vælger frit, har vakt betydelig opsigt. Forsøget på at fremstille demokrati som et fupnummer, der blot legitimerer den siddende magthaver, er slået fejl, og ønsket om demokrati i regionen er stigende.

De demokratiske skridt i området er stadig små og tøvende, og vi har brug for at lægge mere pres på diktaturerne. Men det kan ikke benægtes, at det går den rigtige vej. Hvis man absolut vil se noget negativt, må man fokusere på, at demokratiet meget vel kan bringe anti-vestlige kræfter til magten. Men det er tvivlsomt, om disse kræfter kan ophæve det demokrati, som bragte dem selv til magten.

Alt tyder således på, at demokratiet faktisk vil sprede sig i Mellemøsten. Heraf følger ikke nødvendigvis, at den arabiske verden vil komme til at elske USA. Prøv blot at se hos Davids Medienkritik og hans lille udvalg af tyske ugeblade for at se, hvor dyb mistroen er til USA, uanset navnet på dets præsident. Men demokratiske lande er, uanset deres idiosynkrasier og mindreværdskomplekser, langt at foretrække frem for diktaturer. Our son of a bitch is still a bitch.

Altså også succes – indtil videre – for mål nr. 3.

Det er svært ikke at komme i julestemning på den baggrund. Lad os krydse fingre for de egentlige helte i denne sammenhæng: de irakiske vælgere og politikere, og de soldater og betjente, herunder vores egne, som beskytter dem.

Cavling-pris?

Update pr. 30/10 05 ndf.

I går blev Cheneys næstkommanderende, “Scooter” Libby, tiltalt for falsk forklaring i Plame-sagen. Angiveligt skulle der være modstrid mellem noter, han udleverede ved sagens start, og hans senere udtalelser til undersøgelseskommissionen.

Det er ikke den eneste lemfældige omgang med fakta i den sag. Som dokumenteret i postingen ndf., forsøger Berlingske at knytte Wilsons kritik af Bushs tale til nationen om Iraks forsøg på at skaffe uran fra Afrika sammen med de italienske dokumenter om køb af uran fra Niger, som senere viste sig at være forfalskede. Det store problem for denne vinkling er, at Bushs tale ikke angik køb, men forsøg på køb, ikke angik Niger, men Afrika, og ikke baserede sig på de forfalskede italienske dokumenter, men på britiske efterretninger. For at citere Bushs berømte 16 ord:

The British Government has learned that Saddam Hussein recently sought significant quantities of uranium from Africa.

Men avisen kæmper uanfægtet videre, og her er så dagens forsøg:

Trods usikkerheden nævnte præsident Bush i sin tale om nationens tilstand i januar 2003, at Irak havde forsøgt at købe uran i Afrika. Han brugte britiske efterretninger som kilde – efterretninger, som senere viste sig i høj grad også at basere sig på de samme Niger-dokumenter.

Det er ganske simpelt forkert, hvilket man ikke kan undgå at vide, hvis man har læst Butler-rapporten. Og den rapport kan man da ikke undgå at kende, når rapporten udtrykkeligt på s. 123 beskriver Bushs citat som “well-founded” (velunderbygget).

Vi har tidligere linket til rapporten, men vi må åbenbart hellere læse højt:

(s. 122) In early 1999, Iraqi officials visited a number of African countries, including Niger. The visit(2) was detected by intelligence, and some details were subsequently confirmed by Iraq.

Fodnoten 2 i dette citat har følgende i relation til Joe Wilson og Plame-sagen ikke uinteressante indhold:

(2) This visit was separate from the Iraqi-Nigerien discussions, in the margins of the mid-1999 Organisation of African Unity meeting in Algiers, attested to by Ambassador Wilson in his book “The Politics of Truth” (Carroll & Graf, NY 2004, p28).

Rapporten anfører videre:

(s. 123) We have been told that it was not until early 2003 that the British Government became aware that the US (and other states) had received from a journalistic source a number of documents alleged to cover the Iraqi procurement of uranium from Niger. Those documents were passed to the IAEA, which in its update report to the United Nations Council in March 2003 determined that the papers were forgeries:

Og her er så uddrag af konklusionen på s. 125:

From our examination of the intelligence and other material on Iraqi attempts to buy uranium from Africa, we have concluded that:

(d) The forged documents were not available to the British Government at the time its assessment was made, and so the fact of the forgery does not undermine it.

Denne konklusion er i lodret modstrid med, hvad Berlingske anfører oven for.

Hvordan kan journalister ved en seriøs avis behandle fakta så tendentiøst?

Vil de virkelig have en Cavling-pris?

Update per 30. oktober 2005:

I al fairness må det siges, at det ikke bare er Berlingske, der klokker rundt i fakta om Plame-sagen. Se f.eks. Wall Street Journal, hvor denne opsamling fra i går også fik rodet Bush tale til nationen sammen med de forfalskede Niger-dokumenter.

Tsk, tsk. Da journalister åbenbart har det svært med kilderne, må vi hellere linke til Bushs tale her, selvom vi tidligere har citeret fra den.

Kig selv, der står ingenting om Niger, selvom Berlingske m.fl. hårdnakket påstår det, og som Butler-rapporten så uelskværdigt har skåret ud i pap, havde de omtalte britiske kilder ikke noget med de forfalskede dokumenter at gøre. Det er nok derfor, at journalisterne ikke vil henvise til netop den rapport. Det ødelægger jo helt den spændende vinkling.

Til gengæld er WSJ fair nok til selv at bringe en korrektion, se bunden af artiklen. Vi skal nok ikke regne med noget tilsvarende fra Tante Berlinger, der tværtimod støtter journalisternes faktaudfordrede vinkling på lederplads i dag.

Af samme grund dropper vi denne monomane dækning af en enkelt avis. Det bliver nok ikke bedre.

They are at it again

Update per 27/10 05, se ndf. Da jeg før det irakiske valg gættede på, at MSM ville nedtone den glædelige begivenhed, anede jeg ikke, at Berlingske ville gå så langt som at skære nyheden ned til en lille rubrik på forsiden. Men de havde brug for forsiden til at forkynde, at Plame-sagen kan fælde vicepræsident Cheney. Avisen, der gav os en intensiv og så pludselig opgivet dækning af historien om bulen-på-ryggen-af-Bush, satser nu alt på en tiltale af Cheney. Jeg vidste godt, at avisen støttede Kerry frem for Bush ved sidste valg, men jeg vidste ikke, at de stadig bag nag. Plame-sagen er speget nok til, at de måske får ret, selvom jeg tvivler gevaldigt på, at Cheney skulle blive dømt, endsige tiltalt efter de foreliggende oplysninger. Derimod kan de stadig ikke finde ud af Joe Wilsons rolle i sagen. Men de prøver, mand, hvor de prøver. I udlandssektionen angiver de i en faktaboks:

I 2003 beskyldte diplomaten Joseph Wilson Det Hvide Hus for imod bedre vidende at anklage Irak for at have købt uran af Niger. Efter en tur til Niger for CIA havde han selv kunnet afkræfte anklagen.

Senatets rapport fra juli 2004 analyserer bl.a. hændelsforløbet omkring påstanden om Iraks interesse i uran fra Afrika og behandler i den forbindelse også Wilsons rapport. Det konkluderes, at Wilsons rapport bekræftede Iraks interesse i at købe uran fra Niger, at selvom Wilson ikke selv mente, at der havde fundet en egentlig handel sted, så ændrede hans rapport ikke opfattelsen i CIA, og at rapporten derfor ikke blev forelagt Cheney eller Bush. Bush var således i god tro og støttede sig på CIAs konsensusvurdering, da han med udtrykkelig henvisning til britiske efterretninger oplyste i sin tale til nationen (den såkaldte tale om nationens tilstand, SOTU), at Irak søgte at skaffe uran fra Afrika. Efterfølgende har Butler-rapporten bekræftet disse efterretninger og udtrykkeligt støttet Bushs citat. Berlingskes “faktaboks” er således forkert: 1) Påstanden om Irak angik ikke køb af uran, men forsøg på køb af uran; 2) ikke fra Niger, men fra Afrika; og 3) Wilson kunne ikke afkræfte påstanden. Det er tre fejl på tre en halv linje. Men de fik da stavet mandens navn korrekt, endda med fornavn. Bedre bliver det ikke i Magasinet, hvor man har viet forsiden og den første dobbeltside på en lang redegørelse om de italienske dokumenter, der viste sig at være forfalskede. Her er der faktisk noget at komme efter, og journalisten skriver i sin vanlige medrivende stil. Men ak, da det så endelig bliver spændende i mod slutningen, så knækker snoren. Vi citerer og tillader os lidt fisking:

I den følgende måned optrådte de italienske oplysninger i det efterretningsmemorandum, som præsident Bush og inderkredsen i regeringen hver dag modtager, …

Hvis det er tanken at vise, at forfalskninger var iværksat af Bush, så er det ikke så heldigt at minde læserne om, at Bush fik sine oplysninger fra CIA.

… og i januar 2003 – i sin TV-transmitterede tale om nationens tilstand – sagde præsident Bush, at Saddam havde forsøgt at købe store kvanti uran i Niger. …

Boing! Beklager, Bush talte ikke om Niger, men om Afrika. Se faktaboksen oven for, eller ved nærmere eftertanke, lad hellere være; tag mit ord for det.

… Præsidenten citerede den britiske regering for oplysningen, …

Hov, hvor blev de italienske efterretninger om Niger af? Det var jo dem, hele den lange forudgående redegørelse i artiklen handlede om?

… men da den internationale atomenergikommission bagefter ville have beviser for påstanden, sendte amerikanerne dokumenterne fra Niger afsted.

Nå, dér dukkede Niger op igen. Tja, et letsindigt gæt kunne jo være, at amerikanerne ikke havde de britiske efterretninger. Det var vist endda deres egen forklaring. Efter dette lille kunstgreb, hvor Bush’ berømte 16 ord i SOTU blandes sammen med de utvivlsomt falske italienske efterretninger, introduceres vores helt Wilson.

Wilson kunne imidlertid ikke bekræfte oplysningerne, han kunne hverken finde beviserne eller modbeviserne, og det skrev han i en rapport. …

Ikke heeelt korrekt, men ok. Det er jo lidt tvivlsomt, hvad det er for oplysninger, som journalisten henviser til, så vi fortsætter.

… Han var derfor forarget, da Bush-regeringen brugte Niger som bevis for, at Saddam havde købt eller søgt at købe uran, og det skrev han i en uhørt skarp kronik i New York Times.

Boing igen. I modsætning til journalisten vidste Wilson godt, hvad Bush havde sagt i sin SOTU. Wilsons kritik var derfor væsentligt mere afdæmpet. I betragtning af, at Wilson skal fremstilles som helt – komplet med en afdækning af de skændige forsøg på at fremstille ham som useriøs – så er det egentlig underligt, at journalisterne konstant gør Wilsons kritik mere alvorlig end den egentlig var. Prøv selv at læse Wilsons kronik fra 6. juli 2003 i NYT. Den er taget fra Wilsons egen hjemmeside; jeg er jo ikke journalist og skal derfor helst ikke udfordres for meget på det kildemæssige. Læser man hans kronik, fremgår det, at han udtrykkeligt tager forbehold for, at Bush omtaler forsøg på køb af uran, og at det er i relation til Afrika, ikke Niger. Han fremhæver derefter sin undersøgelse, hvor han i relation til Niger ikke har fundet noget og undrer sig nu over, om henvisningen til Afrika mon kan angå Niger, for i så fald strider det mod hans rapport, i hvert fald hvis den er blevet taget til følge i CIA. Han kommer altså med to forbehold: Talte Bush om Niger, når han omtalte Afrika, og havde Bush fået Wilsons rapport? At Wilson så i øvrigt undlod at oplyse, at han havde fået bekræftet Iraks interesse i at købe uran fra Niger, er alvorligt, men ikke så alvorligt. Faktisk afslutter han sin kronik med at påpege, at Saddam var en dødsens farlig tyran, som man måtte tage alvorlig. Fremstillingen af Saddam som en helt uskyldig fyr lå Wilson ret fjernt. Ja, ja, jeg ved godt, at jeg her har genbrugt meget af det materiale, der er bragt i tidligere postings. Men hvad skal vi ellers gøre; they are at it again – endda i min ynglingsavis. Update 27. oktober 2005: I dagens Berlinger prøver de igen kræfter med Plame-sagen, og det går bedre denne gang, men langt fra godt nok. Man kører nu en komprimeret historie under den charmerende overskrift Manipulation i Det Hvide Hus? (bemærk det klædelige spørgsmålstegn). Her anføres først:

Et centralt punkt i Plamegate er diplomaten Joseph Wilsons mission til Afrika i 2002 for at afprøve påstande om, at Irak var ude på at købe uran i Niger. Det kunne han hverken be- eller afkræfte, og fra anden side blev det kort efter afsløret, at Niger-affæren byggede på forfalskede dokumenter.

Alligevel tog præsident Bush senere rygtet for gode varer og brugte den med henvisning til britiske kilder i sin tale til nationen i 2003.

Igen undlader man at henvise til:
1) At de britiske efterretninger er opretholdt så sent som ved Butler-rapporten fra juli 2004, der udtrykkeligt beskriver Bushs citat i SOTU som well-founded.
2) At Senats rapporten fra juli 2004 udtrykkeligt lagde ansvaret for de forkerte efterretninger hos CIA. Som en service for svagtseende skal vi her citere fra konklusionen på s. 77 (forkortet, men læs selv via link):
Conclusion 19. Even aftern obtaining the forged documents and being alerted … analysts … did not examine them carefully enough to see the obvious problems with the documents. Both agencies continued to publish assessments that Iraq may hav been seeking uranium from Africa. In addition, CIA continued to approve the use of similar language in Administration publications and speeches, including the State of the Union.
Det er jo absurd. Hvorfor ikke bare indrømme, at Wilson tog fejl i sin kritik af Bush? Plame-sagen bliver jo hverken mere eller mindre en skandale af den grund.
Men formålet med disse artikler synes at være at holde liv i påstanden om, at Bush-administrationen alligevel på en eller anden måde løj om Irak.
Denne opfattelse bestyrkes af, at Berlingske nu inddrager en artikel fra Newsweek af Isikoff & Hosenball, hvor man hævder, at afhøringen af NYT-journalisten Judith Miller som led i Plame-sagen har kastet nyt lys over sagen. Det angår National Intelligence Estimate (NIE) rapporten, der på enkelte punkter var for entydig i sin formulering om beviserne mod Irak, og spørgsmålet om nogle aluminiumsrør, der blev udlagt som dele af atomvåbenprogrammet, hvilket blev bestridt af flere statslige bureauer.
Man behøver blot kaste et blik på indholdsfortegnelsen til Senatets rapport fra juli 2004 for at se, at intet af dette er nyt.
Begge forhold er blevet indgående analyseret i rapporten, der alligevel endte med at lægge ansvaret på CIA og ikke på Bush. NIE drøftes på side 51 ff., og aluminiumsrørerne på s. 87 ff.
Det eneste nye viser sig altså ved nærmere undersøgelse at være Judith Millers udtalelse om, at vicepræsident Cheneys næstkommanderende, “Scooter” Libby, lagde mere vægt på de dele af NIE, som bekræftede truslen fra Saddam, end de dele, hvor man tog forbehold. For hvad Isikoff & Hosenball er ærlige nok til at indrømme, ganske vist godt pakket ind, er, at NIE indeholdt oplysninger, der både støttede trusselsbillede og tog forbehold herfor. Faktisk indeholdt NIE mest af det første, hvilket Senats rapporten siden har kritiseret på enkelte punkter. Dog ikke den ødelæggende kritik, som man får indtryk af her. Vi må hellere citere fra s. 75:
Conclusion 16. The language in the October 2002 National Intelligence Estimate that “Iraq also began vigorously trying to procure uranium ore and yellowcake” overstated what the Intelligence Community knew about Iraq’s possible procurement attempts.
Det er svært at forstå, at nogen avis vil omgås fakta så sløset, når enhver glad amatør kan finde dem på Internettet. Men det er direkte ubegribeligt, at en avis med et erklæret “borgerligt grundsyn” forsøger at vinkle fakta på en måde, der kun kan glæde den mere gakkede del af krigsmodstanderne (the they lied – they died crowd).

FN-filosofien og Visdommens Gudinde

Fireogtyve mere eller mindre prominente danskere har lagt sag an imod den danske stat og dens repræsentant Anders Fogh Rasmussen. Det er Irak-krigen, der spøger, og sagsøgerne er gramme i hu. For den siddende regering skal i al sin dårskab have forbrudt sig imod Det Danmarks Riges Grundlov. Eller nærmere bestemt paragraf 19, stk. 2, der knæsætter, at “Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat”.

For den læge læser, undertegnede inkluderet, kan det ved første øjekast være svært at se, hvori den gode Fogh Rasmussens brøde består. Der var som bekendt et folketingsflertal bag Irak-beslutningen, så samtykket kan vel ikke betvivles? Men her er det, at det hele bliver juridisk spidsfindigt. For da man ændrede grundloven i 1953 blev paragraf 19 åbenbart ajourført med FN-pagten. Det skulle så igen betyde, at al magtanvendelse er forbudt, medmindre det sker i 1) selvforsvar eller 2) som følge af en FN-sikkerhedsresolution.

Jeg skal ikke kunne kloge mig på, om det er juridisk hold i den påstand. Men det er meget sigende, at søgsmålet er bundet op på FN-pagten. For politisk set er det ret beset selve FN-filosofien – forestillingen om at ‘verdenssamfundet’ har gjort magtpolitik til et både ubrugeligt og ulegitimt redskab – der bliver ført i vælten i den her sag. Den tanke er meget smuk, derom er der ingen tvivl. Problemet er bare, at FN-filosofien har vist sig at være uden hold i virkeligheden. Forskellen mellem kulturer og nationale interesser har igen og igen udstillet det store verdensfællesskab som en illusion.

Eller rettere: FN-filosofien har til en vis grad gået sin sejrsgang på vore breddegrader, men den har – som Kagan så glimrende mindede os om for et par år siden – kun i meget begrænset omfang vundet indpas uden for det europæiske paradis. Den floromvundne snak om en ny tidsalder præget af menneskerettigheder og et international retssamfund gør næppe det helt store indtryk i verdens brændpunkter. Hvor efterlader det os i den konkrete sag?

Amerikanerne led muligvis af hybris, da de pludselig satte sig for at omskabe Mellemøsten i det liberale demokratis billede. Men det betyder ikke, at den danske regering begik en fejltagelse ved at følge trop. USA er trods alt de liberale demokratiers fremmeste garant, og udenrigspolitik handler om at tage hensyn til nationale interesser, især de langsigtede af slagsen.

Og herved er vi tilbage ved magtpolitikken. I en verden, hvor krig og diktatur endnu er hverdagsforeteelser, dér forslår FN-filosofien som en skrædder et vist sted. Den vestlige verdens statsmænd er naive, hvis de lægger deres lod i den skål, uanset hvor bekvemmeligt det måtte være. Magtpolitikken er et nødvendigt redskab for enhver regering, i dag som tidligere.

Hvis du vil fred, så forbered dig på krig, skal Kejser Augustus have sagt. Det yderst prosaiske råd har ikke mistet sin gangbarhed. Den tyske digter Heinrich Heine sagde det meget poetisk, da han i 1834 bad franskmændene betænke, at på Olympen

“…amidst the nude deities who feast upon nectar and ambrosia, there is one goddess who amidst all this merriment and peace keeps her armour and her helmet and a spear in her hand – the goddess of wisdom”.

Og Visdommens Gudinde skal man som bekendt ikke kimse af.

Populisme?

Berlingske’s leder kritiserer Socialdemokraternes beslutning om at kræve de danske tropper hjem næste sommer uanset hvad, og kalder beslutningen populisme.

Nu er populisme et lidt tvivlsomt skældsord i et demokrati. Men hvis meningen er en politik, hvor man prisgiver egne holdninger i sin stræben efter stemmer og konstant indretter sig efter den seneste meningsmåling eller fokusgruppe, bliver der lidt bid i begrebet. Og at høre en begavet fyr som Lykketoft efterlyse et FN-mandat, vi allerede har, smager unægtelig af populisme i den forstand.

Men er det nu også populisme, dvs. noget der giver stemmer?

Man kan da godt komme i tvivl, når vi nu hører, at endnu en leder, der støttede Irakkrigen, har opnået genvalg over for en opposition, der krævede tropperne hjem straks; denne gang i Japan, hvor LDP under Koizumi netop har vundet en jordskredssejr.

Nu er Koizumis valgsejr næppe begrundet i Irakkrigen, men derimod i hans ønske om at liberalisere den forstenede offentlige sektor; et ønske der også står os punditokrater nær. Men det hjalp altså ikke oppositionen at bruge Irak i den sammenhæng.

I betragtning af, at de danske tropper kun bliver i Irak så længe, at FN og den folkevalgte irakiske regering beder os om det, vil problemet om tilbagetrækning kun opstå næste sommer, hvis de gør netop det; altså beder os blive og beskytte dem og deres skrøbelige demokrati.

Vil et flertal af den danske befolkning i den situation sige: Rend og hop, vi trækker tropperne hjem alligevel? Vil Socialdemokraterne?

Krauthammer on the Neoconservative Convergence

Det fremragende – og billige – magasin Commentary lader sin indledende artikel være gratis, en fornuftig lokkemad for potentielle abonnenter. Artiklen i juli/august er af Charles Krauthammer, der skriver om den dominans af amerikansk udenrigspolitik, som de neokonservative nyder efter, at først realisterne (hellere en pålidelig diktator end demokratisk usikkerhed) og derefter internationalisterne (hellere lade folk lide og dø i overensstemmelse med folkeretten end gå imod FN) har udspillet deres rolle i 1990erne under hhv. Bush d.æ. og Clinton.

Artiklen indeholder en del æv-bæv retorik rettet mod de neokonservatives kritikere, hvilket vel er forståeligt efter, at de neokonservative blev afskrevet som færdige sidste sommer, fordi man den gang opfattede krigen i Irak som tabt.

Dette har som bekendt ændret sig, muligvis ikke blandt danske journalister, men genvalget af Howard i Australien, Bush i USA og Blair i UK – og Fogh i Danmark, hvis vi må pippe med – har fastholdt den neokonservertive tro på, at frihedens forsvar kræver frihedens udbredelse – for at citere Bush.

Man kan tilføje, at selvom europæerne er skræmt over det neokonservative aggressive forsvar for demokratiet, så har de heller ingen fidus til populistiske politikere, der udsigtsløst ønsker at fortsætte den hidtidige “realistiske” tradition med hellere at ville handle end slås med diktaturerne, som Chiracs og Schröders sørgelige skæbner viser.

Disse genvalg i Vesten skal så sammenholdes med de to vellykkede valg i Afghanistan og Irak, der har startet den demokratiske proces i Mellemøsten, som forhåbentlig kan bryde den destruktive spiral i området.

Den seneste udvikling bekræfter Krauthammers analyse: stadig flere sunni-grupper tilslutter sig demokratiet, der allerede ved valget i januar fik opbakning fra de øvrige 4/5 af befolkningen. Og den såkaldte “modstandsbevægelse” fremstår som stadig mere desperat og isoleret.

De tidligere bathister prøver at redde sig selv, hvilket formodentlig vil lykkes for de fleste. Resten består af religiøse fanatikere, der betragter shia som vantro og kurdere som undermennesker, og som derfor prøver at dræbe dem i flæng, hvilket kun isolerer dem yderligere. Det minder om tiden efter apartheids fald i Sydafrika, hvor hvide racister drog igennem de sorte townships og myrdede på må og få for at skræmme det sorte befolkningsflertal fra at tage den magt, som demokratiet ville give dem.

Det mest interessante ved Krauthammers analyse er hans sondring mellem demokratisk globalisme (hele verden bør nyde demokratiet) og demokratisk realisme (demokratiet bør indføres i de lande, hvor der er størst mulighed for succes).

Her indtroducerer han således en sondring inden for neokonservatismen, der modsvarer sondringen mellem realisme og neokonservatisme. Det viser vel, at der ikke er den store forskel mellem de to. Man kan ikke frelse hele verden på en gang, men er nødt til at have allierede, også selvom de er dadelværdige.

Som fremhævet af Krauthammer selv, er det bedste eksempel herpå WWII. Før krigen var demokratiet truet af to reelt identiske totalitære systemer: fascismen og kommunismen. Af historiske tilfældigheder kunne demokratierne allierede sig med sidstnævnte mod førstnævnte, da først krigen var kommet. Det lykkedes dermed demokratierne at overleve og slå fascismen, hvorefter kun kampen mod kommunismen stod tilbage, som vi også vandt.

Men den slags mesalliancer har omkostninger: den dag i dag betragter mange kommunismen som en anelse bedre end nazismen og som forenlig med demokratiet. Tilsvarende har vores alliancer med diktaturer i Mellemøsten givet mange arabere det indtryk, at Vesten er ensbetydende med diktatur og undertrykkelse, eller i hvert fald en racistisk ligegyldighed over for folk med anden hudfarve og religion end deres egen. Det er på høje tid at vi viser dem, at det ikke er tilfældet – om det så må ske realistisk eller globalt.

Er Bush en snedig rad?

Hver eneste dag kan alverdens nyhedsmedier berette om død og voldsomme ødelæggelser i Irak. Det får naturligvis den amerikanske ledede aktion til at fremstå som den rene og skære fiasko, der ikke vedholdende kan forsvares. Men anlægger man et utilitaristisk syn på sagen, er det måske slet ikke så tosset endda. For koncentrationen af terrorhandlinger i Irak, kan meget vel have skånet resten af verden for en større terroreksponering. Det er en såre kynisk indskydelse, men er den ædruelig? Tillad en lille historisk ekskurs.

Ved 2. Verdenskrigs begyndelse var engelske handelsskibe særdeles lette ofre for tyskernes U-bådsangreb på Atlanten. Undervandsbådene var svære at lokalisere i det stormombruste hav, de slog til uden varsel og de tog bevidst sigte efter ubevæbnede mål. Admiral Karl Dönitz, der var øverstbefalende for den tyske krigsflåde, fokuserede angiveligt stift på ét eneste nøgletal: Sænkning af handelsrelateret søtransport pr. U-båd opgjort i bruttoregisterton.

Alt dette kan man læse meget mere om i The Battle of the Atlantic: Hitler’s Gray Wolves of the Sea and the Allies’ Desperate Struggle to Defeat Them, hvor Andrew Williams også afdækker, hvordan de allierede fik vendt udviklingen. Amerikanerne var i begyndelsen blindt optaget af en såkaldt Search & Destroy Strategy, hvor man jagtede tyske U-både overalt. Men de måtte med tiden erkende, at denne taktik ikke gav de ønskede resultater. Billedet ændrede sig imidlertid fundamentalt, da de allierede i stedet forfulgte en såkaldt Convoy Strategy, hvor handelsskibe krydsede Atlanten i flotiller eskorteret af krigsskibe. Når en tysk U-båd angreb et handelsskib i en sådan konvoj, kunne den hurtigt lokaliseres og destrueres.

Kan den lille krigsanekokte hjælpe os til at forstå logikken bag amerikanernes tilstedeværelse i Irak? Måske. Efter den 9/11 stod USA og den vestlige verden over for en trussel, der i påfaldende grad mindede om U-bådsangrebene på Atlanten: Terroristerne var umulige at lokalisere, de slog til overalt uden varsel og de gik målrettet efter civile mål. Search & Destroy, der bl.a. blev praktiseret i Afghanistan, var derfor på forhånd dømt til at fejle. Men da Bush og de øvrige koalitionspartnere rettede fokus mod Irak, sendte de et klart signal til terroristerne om, hvor de skulle begive sig hen.

Derfor er det næppe overraskende, at vi i dag er vidne til voldsomme og koncentrerede terrorhandlinger i Irak. Det er helt forventeligt og i overensstemmelse med konvojstrategien. Så måske var Bush slet og ret en snedig rad, da han i sin tid erklærede: “Bring them on!” Den koncentrerede militærindsats i Irak kan således – bortset fra attentatet i Madrid – meget vel have skånet os for en omfattende og uhåndterlig spredning af terroren på globalt plan.

PS: Læseren forstår sikkert, at jeg sendte en varm tanke til min søn på halvandet år, da han foran det lokale supermarked med en fjerlet håndbevægelse afviste en grånende kvindes opfodring til at deltage i en snarlig StopBush-demonstration.

Newsweek og journalisters troværdighed

Vi har tidligere reklameret for Chris Muirs web-serie, Day by day, og dagens stribe er som sædvanligt en læseværdig aktuel kommentar. De seneste dages striber har angået Newsweek, hvilket vel ikke kan undre. Endnu en gang har en fremtrædende repræsentant for MSM måtte trække en historie tilbage. Denne gang angik det udskylning af koraner i toiletter på Guantanamo-basen, hvor det viste sig, at Newweek havde forladt sig på én (naturligvis hemmelig) kilde, der gættede på, hvad der måske ville stå i en fremtidig rapport — kan journalistik blive mere ringe?

Som påpeget af Muir i dagens stribe, har venstrefløjen straks søgt tilflugt i standardundskyldningen: det kunne være sandt. Tja, det var det altså ikke, og historien har ikke bare ført til 16 menneskers død, men også skadet USA og styrket talebanerne i Afghanistan, som ellers står svagt. Men undskyldningen ses stadig forskellige steder, her er f.eks. et forsøg fra dagens Berlinger.

Andre søger at forholde sig til problemet, f.eks. Berlingskes leder den 18. maj:

Den forkerte reportage er en medie-skandale, som formentlig vil koste flere redaktører deres poster, før den amerikanske regerings frustration over affæren er dæmpet. Men en artikel med et ikke-underbygget citat dræber naturligvis ikke nogen mennesker.

Det gør derimod ekstreme kræfter, der ser fejloplysningen i Newsweek som bare endnu en brik i det, der i mange fundamentalisters øjne er én stor, vestlig konspiration mod islam. Det er massehysteri. Den slags koster menneskeliv. Dårlig journalistik koster kun troværdighed.

Lederskribenten har naturligvis ret, drabene blev udført af pro-talebanere, der blot brugte det som undskyldning for at gøre opstand og forbedre deres dårlige image. Hvad man derimod savner i lederen er en erkendelse af journalisternes medansvar for disse drab. En mere dybtgående forståelse for journalistikkens rolle i dagens mediesamfund må man søge andre steder, f.eks. hos Austin Bay, Newsweek Meets 21st Century War:

We have enemies looking for “operational opportunities” on a global scale. Al Qaeda has sympathizers who are cued to react to Western news reports that “insult Islam.” The “fifth-columnist” throws the first stone. If he can get a couple of bored teenage boys to throw a second and third stone, he’s done his job. Al Qaeda gets another “the Muslim street is angry” story and perhaps a bloodbath.

Det var — eller rettere: burde have været — tankevækkende, at Lord Hutton i sin rapport måtte fremhæve, at BBC ikke havde gjort sig klart, hvor alvorlige deres anklager mod Tony Blair og hans regering var. Ikke bare tog BBC fejl; som både Hutton og den efterfølgende Butler rapport fastslog, har Blair hverken løjet om eller søgt at påvirke efterretningstjenestens vurdering af Iraks WMD. Det egentlige problem var, at BBC aldrig forstod, at så alvorlig en anklage måtte kræve en ekstra omhyggelighed fra deres side. En ganske stor del af medierne synes åbenbart ikke, at de har et ansvar, der går ud over at fange læsernes eller seernes opmærksomhed, og det eneste de frygter, er tabet af troværdighed og den deraf følgende risko for nedgang i omsætningen.

Er der noget nyt i al dette? Egentlig ikke. Medierne udfører en for demokratiet livsvigtig opgave: at viderebringe rygter og selv skabe historier. Det kan ikke undværes. Vi bør blot gøre os klart, at mens medierne er gode til at skabe historier, duer de ikke til at afgøre ansvar og fælde domme. De har hverken tiden eller ressourcerne til det, og det gælder endda de, der tager deres journalistiske ansvar alvorligt. Man skal derfor tage alle deres historier med en nævnefuld salt og kritisk bruge sin sunde fornuft (kan man overhovedet skylle en bog ud?). Ønsker man at få fastslået ansvar og klarlagt hændelsesforløb, må man gå til de officielle myndigheder.

Tag f.eks. afsløringen af fangemishandlingen i Abu Ghraib-fængslet. Den historie blev ikke afsløret af journalister, men først opdaget og behandlet af det amerikanske militærs egne myndigheder, før historien kom i pressen. Den journalistiske vinkling gjorde ikke meget andet end at forvanske historien til at handle om, at mishandlingerne var udført efter en dybt hemmelig og koordineret plan med tråde til det “aller øverste” – en udlægning, der siden er blevet underkendt i de mange retssager mod de skyldige. Retssagerne har vist, at sagen var banal, endnu et eksempel på, at fangevogtere og andre personer med magt kan blive sadister, hvis de er uden tilstrækkeligt opsyn . Det er set før også i andre lande, og er hverken nyt eller overraskende. Vi havde for nogle år siden en sag om mishandling af rekrutter i søværnet.

Disse rapporter og domme er undergivet en langsom proces og er ofte først færdige, når medierne for længst er gået videre til noget andet. Men de er til gengæld noget, som medierne kun yderst sjældent er: troværdige.

Det skyldes ikke, at ansatte i myndigheder eller domstole er bedre mennesker end journalister, men deres arbejdsbetingelser. Journalister har ingen magtbeføjelser og må famle sig frem; undersøgere og dommere kan gå helt anderledes grundigt til værks, hvortil kommer bidrag til oplysning fra parternes advokater. Det egentlige problem er vel, at mange lider af et Watergatesyndrom: de tror hellere på en journalist end på en dommer. Vores dybeste medfølelse til de, der er ramt af denne lidelse.

Manderley by Lars von Trier

We are all Americans, exclaimed the Danish director Lars von Trier at the press conference in Cannes where his new movie Manderley was shown yesterday. Really? Well, let’s keep this posting in English then just to go along with this although it looks more like an attempt to buttress the usual anti-Americanism displayed in main stream movies.

True to form, Lars denounced President Bush as an “asshole”. There, that’s telling them! No argumentation offered and none was probably expected by the privileged audience who last year greeted Michael Moore with a standing applause. How noble of Lars to say exactly what people expected him to say, how courageous of him to take the same position as the entire established movie world and all the moneymen of Hollywood.

The movie itself has not yet been aired in Denmark, so we have to rely on the reports from Cannes. Apparently, Lars is grabbling with an issue that is important at least to some parts of the Left. Having opposed the liberation of Iraq and thus effectively supported the continued reign of madman Saddam Hussein, what is one to think of the current situation, where a democracy is taking root supported by the vast majority of Iraqis and where the only opposition left hardly qualifies as ?insurgents?, a point made embarrassing clear by Christopher Hitchens in yesterday?s Slate.com. The question is made even more pressing by the fact that for many on the Left this is not the first time they have wound up on the wrong side of the democracy/tyranny divide since the end of the Cold War. How to preserve one?s self-image as a humanitarian?

The answer to this conundrum appears to be that democracy may not be all what it is cracked up to be. Maybe uneducated Iraqis think so and risk their lives in the thousands in doing so, but a sophisticated artist like Lars knows better. And so Lars grabs back to the dear old story of Uncle Tom with all the subtle questions that is connected to that story. Was slavery really that bad, wasn?t the black slaves in many ways better off than the oppressed workers of the industrialised North, etc. ad nauseam.

To fit the first part of his trilogy, the story has to be set in the 1930’s where slavery had been banned in no small part due to that wickedly belligerent President Lincoln, another Republican determined to impose his unilateralist view of the world on others irregardless of their specific cultural differences. But in Lars? movie, the slavery continues in this particular place which is not that odd, at least not compared to the rest of the story.

Then in this blissful state of enlightened slavery idealistic but heavy handed foreigners arrive to ?liberate? the slaves; note the quotation marks, this is art you know. And naturally mayhem follows.

Obviously, this is a story about Iraq. All was nice and quiet for years, Saddam and his henchmen were going about their jobs filling mass graves with Iraqis, when all of a sudden they were brutally invaded and democracy forced upon them. Now, how can we expect something like that to end well? Just because it did the last time we forced democracy on liberated and even defeated countries after WW II, it is by no means certain that it will work again. At least we should not expect any gratitude from the Iraqis in the future as the French and Germans do their outmost to show at any given chance, not least in film festivals like Cannes.

Well, the movie itself may be good, even if the story is rotten. Gone with the wind is a case in point. But it will probably say more to those on the Left who opposed the war in Iraq. To the rest us of Danes, the soldiers risking their lives in Iraq helping build democracy there, the 75 pct. who in a survey conducted in January even before the Iraqi election supported our military presence in Iraq and the majority of the electorate who in February re-elected our pro-war government, the movie is probably less soul-searching.

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑