Tag: James M. Buchanan

Klimadebat, ministeriernes regnemaskiner og “enhver er sin egen økonom”.

”Enhver er sin egen økonom”, sagde James M. Buchanan, der for 32 år siden i år blev tildelt Nobelprisen økonomi. Det mente han to ting med. Begge pointer er stadig aktuelle og fortjener at blive gentaget.

Det var for det første en henvisning til, hvor ofte hjemmestrikkede økonomiske synspunkter optræder i den offentlige debat. Andre videnskaber har også deres problemer – tag bare de forældre, som fejlernærer deres børn eller undlader at lade dem vaccinere, fordi de ikke accepterer grundlæggende lægevidenskab. Men økonomisk videnskab synes i særlig grad ramt. Selv repræsentanter for andre akademiske discipliner optræder som ”deres egne økonomer”.

Fornylig skrev danske 301 akademikere, inklusive en række meteorologer, under på en alarmistisk opfordring til politikerne med en opfordring til dansk enegang på klimaområdet og til at opgive yderligere økonomisk vækst. En væsentlig del af klimavidenskaben er selvsagt naturvidenskabelig. Men når det kommer til samfundsmæssige konsekvenser af og omkostninger ved klimaforandringer og klimapolitik, er det økonomiske spørgsmål. Bemærkelsesværdigt var der praktisk taget ingen økonomer blandt underskriverne, som derimod talte et stort antal humanister. Og påvisningen af, at de anbefalede redskaberne står mål med de mulige gevinster var ganske fraværende. Man kan gætte på, hvordan det var gået, hvis økonomer havde udbredt sig om meteorologiske forhold, de ingen forudsætninger har for at udtale sig om.

Diskussionen om ministeriernes regnemaskiner er et andet eksempel på debattører og politikere, der er deres egne økonomer. Uden nogen indsigt i, hvad modellerne består i, hvad de bygger på, eller hvordan de anvendes, karakteriseres de gladelig som ”politiske” og fyldt med tvivlsomme antagelser. Alene det forhold, at der anvendes vidt forskellige modeller (ADAM, DREAM, STØV, Lovmodel, skattemodeller) til vidt forskellige formål er for nuanceret til at få plads i diskussionen. Så snart det i journalisternes bevidsthed er et ”rød-blåt” emne, kan det reduceres til ren politik.

Buchanans andet pointe er, at individer, deres præferencer og indbyrdes transaktioner er den eneste kilde til økonomisk værdi. I den forstand både er og skal vi være vore egne økonomer. Økonomien kan ikke ses uafhængigt af individuelle vurderinger. Ingen gevinst eller omkostning eksisterer uafhængigt af konkrete personer. Der er altid en person, der får gevinsten eller påføres omkostningen, og de måles med vedkommendes subjektive nytte af dem..

Når denne pointe er meget vigtig, er det fordi en del skepsis mod økonomi som disciplin udspringer af en forestilling om, at økonomiske modeller kan diktere, hvad der er godt og dårligt eller ligefrem ”nødvendigt”, uanset hvad folk måtte mene. I så fald kan økonomerne ses som en gruppe teknokrater, som ser sig berettiget til at tvinge løsninger ned over hovedet på folk. Sådan er det imidlertid kun i en planøkonomi – et system, der ikke har mange tilhængere mere. Og selv en række historiske planøkonomer tog udgangspunkt i individuelle præferencer. Det er især uden for den økonomiske disciplin, at man finder teknokrater, der vil tilsidesætte individuelle præferencer og værdier. Det sker hvis man f.eks. mener, at der skal føres en bestemt politik ”af hensyn til klimaet” og alene styrer efter klimavariable som temperatur eller drivhuskoncentration. Ellers hvis man mener, at det ”lægelige skøn” kan afveje to patienter mod hinanden. Økonomer har ganske stor – og smertelig – erfaring med at håndtere normative problemstillinger i forbindelse med positiv teori til at være værst til at begå naturalistiske fejlslutninger. Den naturalistiske fejlslutning er at overse vanskeligheden ved at komme fra en beskrivelse af, hvordan noget er, til hvordan noget bør være (f.eks. fra udsagnet ”rygning er usundt” til ”rygning bør være forbudt”).

At tage udgangspunkt i individuelle præferencer indebærer ikke, at alle løsninger er lige gode. Tværtimod er det efter Buchanans opfattelse helt centralt med institutioner, som muliggør gensidigt fordelagtigt samarbejde. Markedet med dets frivillige bytter er en afgørende institution for at samarbejde om at skabe private goder. Men Buchanan anså også politik for at være baseret på transaktioner og for at have et betydeligt potentiale for at stille alle bedre ved at levere beskyttelse og kollektive goder. Det kræver imidlertid, at der sættes grænser for, hvor meget et flertal (eller kløgtigt mindretal) kan udnytte mindretallet. Ideelt set burde politik baseres på enstemmighed ligesom markedstransaktioner, der kun finder sted, hvis begge parter er enige. I fravær af enstemmighed er individuelle rettigheder, generelle retsregler og andre konstitutionelle begrænsninger hensigtsmæssige – set ud fra et individuelt perspektiv – mente Buchanan.

Økonomer beskyldes til tider for kun at lægge vægt på økonomisk vækst. Men vækst er kun en biting. Det centrale er det økonomiske og politiske systems evne til at koordinere individuelle handlinger til gavn for de planer, folk hver især ønsker at føre ud i livet. Kort sagt at alle kan udfolde deres frihed. Når det kommer til stykket er økonomisk vækst målt ved BNP slet ikke fysisk eller materielt. Mange goder er ganske vist materielle – og mange ikke – men de vejes sammen ved hjælp af priser. Og priser stammer i sidste ende fra, hvilken glæde forbrugerne har af de forskellige goder. BNP er dog kun et meget imperfekt mål, fordi priserne afspejler værdien af den sidst forbrugte enhed og ikke af den gennemsnitlige. Og ikke alle økonomiske goder er med i BNP, ligesom ikke alle omkostninger er trukket fra. BNP er en fin indikator, men ikke en målvariabel, man kan styre efter. En lav vækst eller et lavt BNP-niveau er et symptom på økonomiske problemer. Det er ikke et mål i sig selv med høj vækst eller et højt BNP per capita.

I øvrigt er BNP per capita stærkt korreleret med andre mål for velfærd som f.eks. selvrapporteret lykke, middellevealder og børnedødelighed. Og over et vist niveau for BNP er der også en positiv korrelation mellem miljøtilstanden og BNP (kendt som Kuznets-kurven). Forestillingen om, at BNP fjerner opmærksomheden fra andre vigtige spørgsmål, er oftest indbildning.

Økonomer taler ofte om at forbedre incitamenterne til at arbejde og spare op. Det kan efterlade et indtryk af, at de efterstræber protestantisk inspirerede mål om arbejdsomhed og at udskyde behovstilfredsstillelse. Det har bare ikke noget med sagen at gøre. Arbejde og afsavn har ingen værdi ud over, hvad den enkelte selv lægger i dem. Problemet er blot, at beskatningen forvrider incitamentet til de to ting, så folk gør mindre af det, end de ellers ville. Hvis man i stedet forestillede sig, at der var beskatning af fritid og af at fremrykke sit forbrug, ville det også være et problem. Så ville folk arbejde for meget og spare for meget op. Med ”for meget” menes udelukkende i forhold til, hvad de selv ønsker – ikke hvad økonomen personligt måtte anse for passende.

Det er fint at ville diskutere økonomiske problemstillinger og præmisserne for økonomisk tænkning. Men det kræver, at man ikke er sin egen økonom – i hvert fald ikke i den første af Buchanans to betydninger.

Public Choice 10: Omkostninger ved politiske beslutninger og idealet om enstemmighed

Skal man nævne et og kun ét værk, der har haft afgørende betydning for udviklingen af public choice som teori og forskningsfelt, er The Calculus of Consent: Logical Foundations of Constitutional Democracy af James M. Buchanan og Gordon Tullock et godt bud. Bogen udkom i 1962 og satte en ny dagsorden for studiet af beslutningsregler og demokratiske beslutningsprocesser.

Det bemærkelsesværdige ved bogen var — og er — at den udover at præsentere grundige, deskriptive analyser af konsekvenserne ved at anvende forskellige typer beslutningsregler hvilede på et eksplicit normativt fundament. Med et ord: Individet. Buchanan og Tullock mente — forenklet sagt — at det var på høje tid, at forskere i politiske systemer, vælgeradfærd mv. begyndte at tage individet alvorligt. For Buchanan og Tullock måtte analyser af demokratiske beslutningsregler og beslutningsprocesser derfor hvile på en præmis om individet som ikke blot den mindst mulige enhed, men også den vigtigste enhed. I denne forbindelse kan man kaste sig ud i lange debatter om, i hvilken grad denne præmis er politisk eller metodisk. Selv holdt forfatterne fast i det sidste, om end der ikke er nogen tvivl om, at implikationerne ved en metodologisk individualisme både på analyseplan og i praktisk implementering let kan blive politiske.

I public choice-sommerserien her på bloggen har redaktør Bjørnskov allerede skrevet om forfatningslængde baseret på bl.a. The Calculus of Consent, og Otto Brøns-Petersen har indirekte berørt en af bogens centrale indsigter (enstemmighed som forudsætning for Pareto-optimalitet) i sit indlæg om at tabe i politik og økonomi. Der kunne i det hele taget skrives en hel blogserie udelukkende om ideer, begreber og pointer fra denne bog. For at undgå, at det stikker helt af med “Calculus” her og der og alle vegne, vil jeg i det følgende ikke søge at favne vidt og bredt men i stedet zoome kraftigt ind og se lidt nærmere på to specifikke og tæt relaterede kerneelementer fra bogen: Beslutningsprocesser i et omkostningsperspektiv samt ideen om enstemmighed som ideal for kollektive beslutninger.

Allerede fra første anslag slås tonen an i forhold til individets status såvel analytisk som moralsk. Bogens forord indledes således: “This is a book about the political organization of a society of free men.” Ifølge Buchanan og Tullock bør politik være en øvelse i Pareto-optimalitet, idet legitimiteten af en politisk beslutning for dem afhænger af den grad, den virker til alle individers fordel. Den eneste måde at sikre Pareto-optimalitet i en kollektiv, politisk beslutning er ved krav om enstemmighed. Kun ved at give alle, der ville blive berørt af en politisk beslutning, mulighed for at nedlægge veto imod forslagets vedtagelse kan man sikre, at ingen enkeltpersoner efter deres egen opfattelse stilles ringere end før. Enstemmighed defineres således som det ideal — eller benchmark, om man vil — som alle andre beslutningsregler må sammenlignes med ved vurdering af deres moralske legitimitet.

Enstemmighed er i sagens natur ikke en regel, der gør det let at træffe politiske beslutninger i praksis — det er tværtimod den regel, der gør det absolut sværest at vedtage noget som helst. Med et demokrati i en eller anden form som præmis har vi derfor brug for nogle analytiske værktøjer til at vurdere forskellige beslutningsregler både med hensyn til deres moralske legitimitet og deres praktiske anvendelighed med henblik på rent faktisk at kunne træffe kollektive beslutninger.

Buchanan og Tullock opererer her med tre begreber: For det første medfører en given beslutningsregel forskellige eksternalitetsomkostninger for de individer, der påvirkes af de politiske beslutninger. For det andet medfører beslutningsreglen beslutningsomkostninger for de individer, der bruger ressourcer på at søge at nå til enighed om en politisk beslutning. Endelig kan interdependensomkostninger defineres som den simple sum af eksternalitetsomkostninger og beslutningsomkostninger, hvorved vi får et mål for en given beslutningsregels effektivitet i forhold til at maksimere beskyttelsen af enkeltpersoners ret til sig selv og egen ejendom samtidig med, at barriererne for at kunne træffe politiske beslutninger minimeres. Grafisk kan forholdet illustreres som på figuren herunder (fra bogens kap. 6), hvor C er eksternalitetsomkostninger og D er beslutningsomkostninger.

På denne måde bliver det muligt at lave systematiske sammenligninger af forskellige beslutningsregler med hensyn til fordele og ulemper for enkeltindivider i samfundet – vel at mærke med fokus på den enkeltes interesser frem for selve den demokratiske repræsentation. Forfatternes ræsonnement synes klart at være: Hvad er repræsentation værd for den enkelte, hvis ikke de faktiske, kollektive politiske beslutninger i størst mulig grad afspejler vedkommendes præferencer? Konkret analyserede forfatterne eksempelvis kendte, parlamentariske beslutningsregler som simpelt flertal og forskellige former for kvalificeret flertal, ligesom de også analyserede konsekvenserne af sådanne regler i kombination med tokammersystem sammenlignet med etkammersystem.

Samlet set opstillede Buchanan og Tullock med The Calculus of Consent således en helt ny måde at sammenligne politiske systemer på og et helt nyt sæt af kriterier for vurderingen af deres indbyrdes fordele og ulemper. I dag virker det måske banalt og selvindlysende, at disse fordele og ulemper bør vurderes ikke blot i forhold til repræsentativiteten af forskellige præferencer, men også — og måske i højere grad — i forhold til balancen mellem respekten for den enkeltes private ejendomsret og omkostningerne ved at træffe beslutning. Sådan har det ikke altid været. Denne udvikling i vores tænkning omkring demokratiets institutionelle indretning er public choice-traditionens fortjeneste — og helt specifikt Buchanan og Tullocks.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑