Tag-arkiv: jødisk overlevelse

I Harwich for 82 år siden

For 82 år siden, den 2. december 1938, ankom en gruppe på 196 jødiske børn til Harwich i England. De fleste af børnene kom fra et børnehjem i Berlin, der var brændt ned under Krystalnatten den 9.-10. november, men enkelte andre kom med fra Hamborg. Børnene var sat på et tog af deres forældre dagen før i Berlin, og sejlede den 2. fra Holland til Harwich sammen med Florence Nankivell, som havde organiseret aktionen. De blev sendt videre til plejefamilier rundt omkring i England, og enkelte endte på børnehjem eller kostskoler. De 196 var de første af 10.000 børn, der blev sendt væk fra farerne i Tyskland, i det eftertiden har kaldt the Kindertransport.

Baggrunden for aktionen var Nazitysklands eskalerende diskrimination og vold mod jøder og andre grupper, som nazisterne dømte som undermennesker eller trusler mod deres magt. En gruppe britiske jøder havde allerede fem år tidligere dannet the Central British Fund for German Jewry – der i dag hedder World Jewish Relief – med det eksplicitte formål at hjælpe tyske jøder. Adolf Hitler var kommet til magten tidligere på året og havde gennem das Ermächtigungsgesetz sikret sig stort set uindskrænket magt de næste fire år. Mange jøder og enkelte politikere, inklusive den politisk isolerede Winston Churchill, så skriften på væggen og begyndte at forberede sig.

The Central British Fund for German Jewry var en af en række organisationer, der ti dage efter Krystalnatten sendte en delegation til den daværende premierminister, Neville Chamberlain, for at appellere om at Storbritannien åbnede grænserne for jødiske børn. Regeringen diskuterede forslaget dagen efter og halvanden uge senere bar indenrigsministeren Samuel Hoare forslaget gennem Underhuset. Storbritannien tillod derefter børn fra Nazityskland adgang uden visum og uden anden dokumentation end navn og alder. Mens deres forældre måtte blive tilbage på kontinentet, var grænserne åbne for børn under 17 år.

En lang række kræfter i Storbritannien og ude i Europa gik i gang, og fra 2. december begyndte de første børn at ankomme fra Tyskland. Allerede halvanden uge senere ankom det første tog fra Wien, fra marts da Nazityskland havde invaderet Tjekkoslovakiet ankom der også tog og enkelte fly fra Prag, ligesom der blev organiseret enkelte transporter fra det besatte Polen. Andre børn blev sendt til Frankrig, Belgien, Sverige og Holland, hvor Truus Wijsmuller-Meijer ikke kun arbejdede fra sit hjem i Holland. Hun pressede også personligt Adolf Eichmann til at tillade transport fra Wien. Selvom Eichmann pludseligt gav hende 600 børn til øjeblikkelig afrejse, håndterede Wijsmuller-Meijer opgaven, ligesom hun senere organiserede en transport af børn fra Riga til Sverige. Den sidste transport, der forlod Holland dagen før landet blev invaderet, var fragtskibet Bodegraven, der blev beskudt af tyske jagerfly på vej over Kanalen.

Kun et fåtal af de 10.000 børn talte engelsk, da de ankom til England. På Londons Liverpool Street Station, hvor de fleste af børnene endte og blev modtaget af plejefamilier eller repræsentanter for the Central British Fund for German Jewry, kunne rejsende i 1939 derfor møde store grupper af børn med minimal bagage, der talte tysk, tjekkisk, polsk eller jiddisch. For nogen af dem var rejsen et eventyr, men for andre havde afskeden med forældrene i Brno, Hamborg eller Køln været hjerteskærende. Togrejserne var til tider hårrejsende oplevelser hvor børnene blev forulempet af tyske soldater, mens andre børn var heldigere og rejste med soldater, der var venlige mod dem.

De ældste af børnene har næppe været i tvivl om den skæbne, der kunne vente deres forældre, som blev tilbage i de nazistiske områder. Det var kun et lille mindretal, der kom til at se deres forældre igen, og for mange af dem blev deres engelske plejefamilie den eneste familie, de kendte resten af deres liv. De fleste af børnene blev en del af det britiske samfund mens enkelte endte i Canada, USA eller Israel, og mange klarede sig fornemt. Blandt de 10.000 var der ikke mindre end fire, der modtog en Nobelpris, og en række kunstnere, forskere og politikere (se f.eks. listen på Wikipedia). En af dem, Frank Meisler der var født i fristaden Danzig, skabte i 2006 den skulptur, der står foran Liverpool Street Station i dag.

Kindertransporten står i dag som et monument for den godhed, der eksisterer i selv de mørkeste tider når diktatoriske politikere forfølger deres magtdrømme uden hensyn til andre. Efter krigen skulle det samme vise sig i f.eks. Operation Little Vittles, hvor piloter under luftbroen tog slik, chokolade og frugt med til Berlins børn, og blandt de flere tusinde tyske børn fra Sydslesvig, der tilbragte somre efter krigen hos danske familier. Er man interesseret i at vide mere om Kindertransport, er BBCs Kindertransport: A Journey to Life absolut værd at se, ligesom Matej Minacs dokumentar Children Saved from the Nazis om Sir Nicholas Winton, og Mark Jonathan Hariss fremragende og Oscarbelønnede Into the Arms of Strangers der fortælles af Dame Judi Dench.

70 år siden

I går, for 70 år siden, satte den tyske besættelsesmagt en aktion i gang, der havde til hensigt at anholde alle jøder i Danmark, sende dem i lejre og i sidste ende, slå dem ihjel. Den nazistiske Endlösung var for længst sat i gang i andre dele af Europa, og nu var turen kommet til de danske jøder. De tyske styrker havde mord i hjertet, men det skulle gå meget anderledes i Danmark.

Beslutningen om aktionen blev lækket til danske myndigheder og derfra til det jødiske samfund. Da den tyske aktion gik i gang, trådte det civile Danmark derfor til. Naboer hjalp, flere sygehuse i København blev nærmest fordelingscentraler, og sjællandske fiskere begyndte at fragte jøder over Øresund til et Sverige, der tog mod dem med åbne arme. Ikke alle danskere havde modet til at hjælpe, og de fleste fiskere tog sig betalt for at risikere deres og deres familiers liv, men mange tog også mindre bemidlede jøder med gratis. Vigtigst af alt var det, at selvom man ikke hjalp, holdt man mund – antallet af stikkere var forsvindende.

Ingen andre lande i Europa end Danmark og Bulgarien behandlede den jødiske befolkning på denne måde. Af cirka 7500 jøder i Danmark, hvoraf 1500 var statsløse, gik kun 68 til grunde i eller på vej til dødslejrene. Enkelte andre tog deres eget liv eller druknede på vej til Sverige. For resten var hjælpen nær, hos naboer, læger eller fremmede. Nogle husede flygtningene, nogle organiserede flugten, mens andre fik nøglerne til jødiske familiers lejlighed. Der var indbrud i nogle af dem i løbet af krigen, men også rørende historier om andre, hvor indbyggerne kom tilbage fra Sverige i maj 1945 og opdagede, at blomsterne var blevet vandet siden oktober 1943.

I det psykologen Emily Werner har kaldt en ”anstændighedens sammensværgelse” deltog folk fra alle lag af samfundet. Elizabeth Kieler og hendes bror brugte den første weekend af redningen på at cykle rundt på Nordsjælland til familiens venner, bekendte og forretningsforbindelser for at indsamle penge til aktionen. Søndag aften, da de talte op, havde folk givet de to gymnasieelever en million kroner. Nogle havde givet nogle få kroner, andre flere tusinde.

I min familie deltog man også. Min morfar – Gunnar Ebberup – der var tjener på danserestauranten Palæ i Haderslev og oplevede ofte, hvordan tyske officerer med stor ståhej besøgte stedet. En aften, da officererne ’indtog’ stedet, opdagede han en ung pige ved et af hans borde, der begyndte at græde. Da han spurgte, hvad der var galt, løftede hun hovedet, så på ham og sagde stille: ”Vi er jøder.” Min morfar fik en kort, lavmælt snak med overtjeneren, og kort efter var en halvmilitaristisk inspektion af tjenernes udstyr i gang. I den anden ende af restauranten blev den unge pige og hendes kæreste fulgt ned i køkkenet i kælderen. De fik noget at spise og ventede indtil midnat, hvor en bil hentede dem og kørte dem til Kolding. Her satte andre dem på toget til København. Min morfar fik aldrig at vide, hvad de hed, hvor de kom fra, eller om de kom sikkert til Sverige.

Anonymitet var den bedste beskyttelse for alle, men den betød også, at de personlige historier ofte manglede – hvem skulle man fortælle om, når man ikke kendte sine redningsmænd og –kvinder, eller ikke vidste hvem man havde hjulpet? Det var ikke fremsynede politikere, demokrati eller flinke nazister der reddede de danske jøder. Fremmede hjalp fremmede i Danmark og samarbejdede på tværs af alle skel. Hvis man ikke må føle et lille stik af stolthed i hjertet over det, er samfundet blevet meget fattigere.

Jødisk overlevelse og tillid

Millioner af jøder, kommunister, homoseksuelle og andre ’uønskede’ blev myrdet af naziregimet under anden verdenskrig. Hitler nærede et særligt indædt had til jøderne, som blev den mest udsatte og forfulgte af alle grupper, og et udtrykkeligt mål for nazisterne var deres totale udryddelse – die Endlösung. Et af de store historiske spørgsmål har derfor været, hvorfor naziregimet havde så meget mere held med sig i nogle lande end i andre: Fra de 3-4 procent af den oprindelige, jødiske befolkning der blev reddet i Letland og Litauen til mere end 99 procent i Danmark og Bulgarien.

Jeg har, som nogle læsere vil vide, arbejdet på det spørgsmål i nogen tid, men fra en anden vinkel end det meste forskning i spørgsmålet. Vinklen er ret enkel: Udover at være et stort moralsk spørgsmål, var enhver redning på større skala et massivt kollektivt handlingsproblem. Med andre ord handlede det ikke kun om moral og mod, men også om evnen til at organisere sig. Det særlige ved redningen af jøder, er at mens formelle institutioner som retsvæsen og offentligt bureaukrati normalt hjælper med koordination og organisation, var disse institutioner stort set afmonteret under krigen, og arbejdede i visse tilfælde direkte for nazisterne.

Argumentet er derfor, at folks tillid til hinanden – særligt tillid til fremmede – er den eneste (uformelle) institution, der kan hjælpe til at løse problemet. Jo mere tillid folk havde til hinanden, jo lettere blev det at koordinere uden et formelt, personligt netværk, og jo mindre var risikoen for at blive forrådt.

Og heldigvis peger data fra de 30 besatte lande i samme retning. Så vidt det kan lade sig gøre at fange tillidsforskelle i Europa omkring 1940, kontrollere for en række andre, mulige forklaringer, og håndtere kausalitetsproblemet, slår tillidsforskellene igennem som en vigtig forklaring. Hver ti procentpoint større tillid er i gennemsnit forbundet med ti procent flere jøder reddet. Ydermere peger resultaterne på, at tilliden var relativt vigtigere i lande, som nazisterne af racemæssige grunde betragtede som laverestående.

Så hvorfor Danmark reddede alle undtagen 68 af de næsten 8000 jøder – heriblandt 1500 ikke-danskere – der boede i landet i 1940 er måske et resultat af vores ekstremt store tillid til hinanden. Om mine kolleger accepterer historien og evidensen vides ikke endnu, da første lejlighed til at præsentere papiret først er til januar. Men under alle omstændigheder ligger det nu offentligt tilgængeligt, og kan downloades her.