Tag-arkiv: John McCain

VRWC – den store højrefløjssammensværgelse

Da jeg for få dage siden ironiserede over, at mange danske journalister tror, at kun Republikanerne kaster med mudder, mens Demokraterne kun fremsætter relevant kritik, var det stadig til at more sig over.

Men efter at McCain/Palin nu pludselig fører over Obama/Biden, selv på Intrade, har det ændret sig fra spøjst til forrykt. Store dele af MSM, med Berlingske i en ikke særligt flatterende førerposition, har kastet alle hæmninger over bord og sætter nu alt ind for at redde deres hvide ridder Obama og ramme den løgnagtige opkomling til McCain. Tænk, MSM er i virkeligheden a Vast Right-Wing Conspiracy, der tillader McCain at lyve uhæmmet. Sådan her begynder Berlingskes udsendte korrespondent sit korstog:

McCain slipper ustraffet fra løgne

John McCain fortsætter med at spy løgne ud om Barack Obama, men slipper ustraffet fra det.

Og sådan fortsætter det derudaf.

Korrespondenten mener altså, at MSM ikke har været kritiske over for Sarah Palin? Halloo, Jorden kalder Pilestræde, er der nogen i redaktionen?

Fra det øjeblik, Palin blev udpeget som VEEP, har MSM kastet sig over hende, både med fornuftig kritik og den hårrejsende (hun var mormor til sit eget barn; hun var medlem af en løsrivelsesbevægelse; hendes 17 årige datter var gravid, hun modtog diæter og sidst, men ikke mindst, hun var bare så uerfaren, hvilket nok er en charme hos Obama, men en stor fejl hos en kvinde, især hvis hun er Republikaner). Som Krauthammer meget præcist bemærker: Not since Henry II asked if no one would rid him of his turbulent priest, have so many so urgently volunteered for duty. Det blev så slemt, at Intrade endda lavede en kontrakt/væddemål på, om Palin blev trukket tilbage (det blev hun ikke, det blev kontrakten derimod). Men bare fordi kampagnen mod hende ikke virkede efter hensigten, betyder det vel ikke, at den ikke var der? Jo, synes korrespondenten at mene. Der er ingen, ingen som tør gå løs på McCain og Palin.

Et af de få punkter, som man fik ind på Palin, var hendes modstand mod broen. Det viste sig, at hun havde været for, før hun var imod. Men det ændrer ikke på, at hun faktisk var imod. John Kerry var som bekendt for Irak-krigen, før han var imod, og det gav vel ikke rigtig anledning til at betvivle, om han faktisk var imod. Det var han, og han tabte — heldigvis for irakerne. Tilsvarende må man for det første konstatere, at det var Palin, og ikke Kongressen, som korrespondenten tror, der stoppede broen, for pengene var givet. Palin hoppede på protestbølgen mod earmarks og det er fortsat hendes standpunkt. Dernnæst kan man konstatere fra denne notits i NYT, at man faktisk opfattede hende som den, der standsede broen. Klippet er fra september sidste år; før der gik valgkamp i sagen. Endelig må man spørge, hvem af Palin og Obama, der står for, at staten skal lade være med at bruge offentlige midler; det er nok Palin. Kort sagt, den historie har fået mere dækning end den kan bære. Bare ikke efter Berlingskes mening.

Det var i øvrigt samme korrespondent som få kort tid siden brugte adskillige spalter på at antyde, at McCain nok var præsenil, fordi han kom med fortalelser. Men det er først, når Republikanerne falder over Obamas harmløse fortalelse om “my muslim faith”, at han kan se, at det er banal mudderkastning.

Det var for resten også ham, der – i lighed med de fleste af sine danske kolleger – brugte citatfuskeriet, hvor McCain citeres for, at krigen i Irak for hans skyld kan vare i 100 år. Alle, der vil vide det, ved, at McCain netop ikke talte om krig, men om, at amerikanske soldater kunne forblive udstationerede, når først en krig var vundet, og pegede i den forbindelse på Tyskland og Japan, hvor soldaterne foreløbig har været mere end 60 år. Så er det lidt søgt at hævde, at kun Republikanerne lyver og forvrider.

Hvis man vil se, hvordan en mere nuanceret og virkelighedsnær opgørelse over, hvem der egentlig kaster med mudder i denne valgkamp, så er her en opgørelse fra WaPo. Læs og krum tæer. Der er meget langt til forestillingen om, at de onde ler og de gode græder.

Nu er der ingen grund til at hænge korrespondenten ud, for han er ikke værre end sine kolleger på avisen. Den manglende dømmekraft synes at have ramt de fleste. Her er dækningen af Palins første interview, hvor man gør sig lystig over Palins svar på spørgsmålet om “Bush doktrinen”. For det første kan man sammenligne med NYT, der er mere nådig. Når man er længere ude med kritik af en republikaner end NYT, er det på tide at svømme indad igen. Dernæst er her et eksempel på, hvor vanskeligt spørgsmålet egentlig var – hvis man skulle have lyst til at nuancere bedømmelsen af Palins indsats, for hvad var egentlig Bush doktrinen? Endelig kan man spørge, hvorfor Obama ikke er blevet grillet mere over sine svar på Fox, hvor han modstræbende indrømmer, at The Surge faktisk har virket, men fik lov at slippe af krogen ved at hævde, at det jo virkede bedre end nogen kunne have troet. Enhver journalist må kunne pege på mindst en mand, der ikke blev overrasket over udfaldet af The Surge: John McCain.

At man ikke just er sippet i forsøget på at få skovlen under Palin ses også af dagens WaPo, der ovf. citeres for en noget bedre artikel, men altså også kan levere denne slags. I artiklen hævder de, at Palin under en tale i går, den 11. september, til soldater, der skulle til Irak, forbandt Saddam Hussein med terrorangrebet den 11. september 2001; en forbindelse der viste sig at være forkert, selvom Saddam i udstrakt grad samarbejdede med terrorgrupper. Men som sammenfatningen her i Commentary viser, så sagde Palin blot, at soldaterne skulle ned og bekæmpe de, der var ansvarlige for 9/11. Da soldaterne ikke skal bekæmpe Saddam – han er ligesom væk – men derimod al-Qaeda, som er ved at blive udslettet, og da al-Qaeda faktisk har forbindelse til 9/11, det var faktisk dem, der lavede det, tja, så havde Palin faktisk ikke sagt noget forkert. For at gøre det endnu værre, så indsatte WaPo en linje for at reparere på historien, men derved blev hele artiklen meningsløs, for hvis Palin havde ret i det,  hun sagde til soldaterne, hvorfor så overhovedet fremhæve det? Men for journalisterne på Berlingske er McCain og Palin åbenbart fredet mod angreb. Tsk, tsk.

Berlingeren har med en sådan kraft og så klart et sprogbrug taget stilling for Obama og imod McCain, at man ikke længere kan forvente nogen fair nyhedsdækning fra dem.

Spørgsmålet er, om redaktionen er med på den. Traditionelt har arbejdsfordelingen i Pilestræde været, at redaktionen skrev ledende artikler, der passede med avisens linje og hovedparten af læsernes holdninger, mens journalisterne i 1. sektion fulgte deres egen hvis-jeg-var-bedre-skrev-jeg-for-Politiken-linje.

Men dækningen af valget, fra idolplakaten med Obama, der vist hverken var en joke eller udslaget af manglende opsyn med en naiv 15
årig ferieafløser fra e
t nordkystgymnasium, til dagens alt-for-Obama artikler er alligevel udtryk for en sådan satsning, at det næsten må kræve opbakning fra ledelsen. Lad os vente og se.

Problemet er jo, at vi ikke rigtig har nogle alternativer, i hvert fald ikke medier i dead-wood branchen (det udelukker 180grader), eller med daglig udgivelse (det udelukker WEA).

Vores eneste chance er at prøve at råbe dem op. Halloo, er der virkelig nogen som tror, at det kun er Republikanerne som laver spin og kaster med mudder?

Hjælp til fortravlede journalister – nu med update

Blandt journalister er det et velkendt faktum, at Republikanerne smidder med mudder, mens de noble Demokrater sjældent falder så lavt.

Man behøver ikke følge ret meget med i amerikanske valgkampe for at kunne undre sig over, hvordan den misforståelse har spredt sig. Men formodentlig skyldes det den måde, danske journalister opdeler de informationer, som de får om kandidaterne. Kritik af Rep-kandidater skal naturligvis tages alvorligt og gengives udførligt, det er den kritiske presses opgave. Kritik af Dem-kandidater er derimod mudderkastning, som den kritiske presse bør have afsky over for og undlade at nedværdige sig til.

Tag nu bare denne artikel fra Berlingske, hvor den udsendte korrespondent prøver at bearbejde, at senile McCain efter valget af den uerfarne Palin har indhentet den umådeligt erfarne Obama og den klartskuende Biden. Den side fra RealClearPolitics, der henvises til, er her. Selv har jeg nu ikke så meget fidus til meningsmålinger, men selv på Intrade er forskellen blevet væsentlig mindre.

Som det fremgår af artiklen, citeres Obama-lejren så udførligt for sin tese om, at man i bedste fald er vildført og i værste fald er dum, hvis man stemmer Rep, at det er lidt svært at se, hvad der er referat, og hvad der er analyse. Men det kan jo ske, når man har lidt travlt og skal levere en hel artikel stort set hver eneste dag. Puha.

Da denne blog stadig nærer en tilsyneladende uigengældt kærlighed til Tanten, skal vi her tilbyde lidt hjælp. De har f.eks. også denne historie om, at den væmmelige Palin har taget imod diæter helt ufortjent.

Deres bloggende juraprofessor fandt via en amerikansk juraprofessors blog (Instapundit) en anden juraprofessors blog, hvor der er lidt af den kildekritik, som åbenbart tager for lang tid selv at lave. Så let kan man altså peppe sine historier op og skabe lidt nuancer.

Hvad viser det – ud over at juraprofessorer har for meget tid? Det viser, at man da må håbe for Berlingske og den danske journaliststand i øvrigt, at Obama faktisk vinder valget. Det vil få deres dækning til at se mere harmløs ud.

Men hvis McCain vinder. Av, av, av.

UPDATE:

Foranlediget af kommentarspalten har en interesseret læser sendt dette link til selveste NYT, der viser, at det vist ikke var helt uberettiget af Rep at fremstille Palin som en modstander af broen. Teksten lyder i al sin gribende korthed:

Gov. Sarah Palin ordered state transportation officials to abandon the ”bridge to nowhere” project that became a nationwide symbol of federal pork-barrel spending. The $398 million bridge would have connected Ketchikan, on one island in southeastern Alaska, to its airport on another nearby island. ”Ketchikan desires a better way to reach the airport,” Ms. Palin, a Republican, said in a news release, ”but the $398 million bridge is not the answer.” She directed the State Transportation Department to find the most ”fiscally responsible” alternative for access to the airport. Ketchikan is Alaska’s entry port for northbound cruise ships that bring more than one million visitors yearly. Flights into Gravina Island require a 15-minute ferry ride to reach the more densely populated Revillagigedo Island and Ketchikan.

Tja, pointen med denne blog var at påvise, at danske journalister har det med at sluge pressematerialet fra Dem råt og ukritisk, og at de med ganske få klik med musen (hvis de nu har så forfærdeligt travlt, at de ikke kan undersøge sagerne selv), kan få nogle nuancer med, som de mangler i dag. Det kan være, at man ikke kan lide pointen, men den er altså svær at tale sig uden om.

Misforstå mig ikke. Naivitet kan være indtagende, især hos helt små børn. Men ikke hos store behårede journalister. Der må man forvente noget mere, især når man har fravalgt Politiken og købt en avis, der markedsfører sig som dennes politiske modsætning. Og nej, jeg mener ikke, at man skal være ukritisk ovf. Rep. Jeg ønsker ikke, at man skal op af den ene grøft for at styrte sig i den anden.

Og blot for at undgå andre misforståelser, så er det ikke hermed sagt, at Palin er helt uskyldig. Hun er en succesfuld politiker, hvilket man ikke bliver med barnesindet i behold. Er man i et system, hvor skattepenge skvulper rundt, er det vanskeligt at holde hændernen i lommen hele tiden. Det interessante er, om man forsøger at retfærdiggøre det, eller om man godt kan se, at systemet skal ændres. Her gør Palin ærligt talt mere indtryk af at ville “change” end Obamas hold.

Bedømmelsen af, hvem vi bør foretrække som præsident i USA, hører til en selvstændig posting og kommer ikke her. Kun disse to hints, hvis man virkelig skulle være i tvivl om mit standpunkt: Hvem går mest ind for frihandel, og hvem kan se Putin i øjnene og troværdigt true ham til at undlade nye overfald ind i et allerede intimideret Europa?

Løst og fast om de amerikanske primærvalg II

Her er så Wall Street Journals lederskribents sammenfatning af sit syn på de to vindere fra partiafstemningerne i Iowa:

“Mr. Obama’s other potential weakness in November is his orthodox policy liberalism. We can’t recall a single issue on which he has broken with a Democratic interest group. On taxes, he is to the left even of Mrs. Clinton in that he wants to raise the income limit on payroll taxes above its current ceiling of $102,000. Combined with his vow to repeal the Bush tax rates, this would be the biggest tax increase in history by far. Sooner or later this liberal agenda, assuming Mr. Obama believes it, will have to be squared with his rhetoric of “bipartisanship” and national reconciliation.

As for Mr. Huckabee, he shares at least one trait with Mr. Obama–both come across as likable men with an easy charm. But we have our doubts that the former Arkansas Governor’s victory will have the same political impact. He won in a caucus where his fellow evangelicals were 60% of the vote, and this won’t be true in other states. Mr. Huckabee is also only now being discovered by most Republican voters. His innocence (or ignorance) on foreign policy, penchant for borrowing liberal economic attack lines, and even his rejection of Darwin’s theory of evolution deserve to be understood by voters before they make him their standard bearer.”

Så er det sagt både pænt og relativt klart …

Personligt er det min vurdering, at man skal passe på med at lægge for meget i selve de to Iowa vindere: Det er kun sket én gang siden 1972, at den, der blev valgt til præsident, også havde vundet ved Iowas noget mærkelige partiafstemninger.  Det var i 2000, hvor George W. Bush vandt.  Det betyder selvfølgelig ikke, at det er en naturlov, der ikke kan brydes, men det betyder, at Iowa-valgene ikke er det bedste sted at forudsige resten af primærvalgssæsonen.

Jeg tror selv, at Obama har en vis mulighed for at vinde.  Hvis han vinder i New Hampshire, er Clinton i alvorlige problemer.  Men hvis hun vinder dér?  Så er hun bare “the comeback kid II”, og så er dét historien i alle medier, og så ruller hun videre, som så mange andre, der har tabt i Iowa–men med flere penge og højere navnegenkendelse end nogen før hende (omend tillige med et mere ramponeret image).  Uanset hvem af dem, der vinder i New Hampshire, vil kampen mellem dem givetvis fortsætte indtil én af dem har et klart flertal af delegerede bag sig–og det kan tage lidt tid, når Clinton har vundet Michigan og formodentlig vinder i Californien og New York.

Jeg kan ikke se Huckabee vinde i New Hampshire–omend jeg godt lige vil se de første post-Iowa meningsmålinger.  Og vinder han ikke dér, vil han hurtigt gå over i historien som en af dem, der vandt i Iowa og så ikke vandt noget (eller meget) derefter.  Pudsigt nok har Huckabees sejr over Romney gjort, at en helt tredje (eller fjerde eller femte) reelt er dukket op som ny favorit, nemlig selveste den genfødte John McCain.  McCain lå længe til at vinde i New Hampshire, hvor han er kendt og vellidt, men da nabostatens eks-guvernør, Romney, tæppebombede med reklamer, faldt McCain.  Men hvad sker der så nu, hvor Romney taber terræn relativt til Huckabee?  Så stiger McCain, så man decideret kan tale om en genfødsel.  Hvis McCain vinder i New Hampshire–hvilket jeg tror er ganske sandsynligt–så dropper hans gode ven, Fred Thompson, formodentlig ud (idet hans kampagne har været en katastrofe og han er ved at løbe tør for penge), og peger han på McCain, vil denne have en solid position til at vinde de næste primærvalg.  Og Giuliani?  Han kan næppe regne med at vinde noget før Florida sidst i januar, og hvis det går som den forudgående analyse sandsynliggør, vil McCain til den tid have vundet stort set alle primærvalg.

Så står vi overfor et McCain-Giuliani slagsmål de kommende måneder, og i et sådant er det svært for denne punditokrat at forudse, hvem f.eks. de evangelske protestanter i det såkaldte “kristne højre”, eller de mere klassisk Reagan-Goldwater konservative, vil støtte.  Både Giuliani og McCain (der, som vi tidligere har påpeget, nærmest er en big government Roosevelt-Republikaner) er begge på flere punkter stort set lige langt fra disse to indbyrdes forskellige, men dog centrale grupperinger indenfor partiet.  Hvis ikke en af eller begge disse grupper kaster sig markant bag den ene eller den anden, kan det blive langvarigt.

Og Ron Paul?  Han vil formodentlig blive ved hele vejen, længe efter at slaget er endegyldigt tabt.  Han har ikke en jordisk chance for at vinde hverken nominering eller valg–men politik kan jo også handle om principper, selvom Pauls egne langt fra altid er lige klare eller velartikulerede.  Det altid læsværdige Reason Magazine havde en interessant artikel om hans kampagne forleden.

Update:

  • McCain er iøvrigt–ifølge det pålidelige Rasmussen Reports–den eneste af samtlige præsidentkandidater, som flere vælgere har et positivt end et negativt indtryk af.
  • Ann Coulter er ikke en kommentator, der skriver særligt godt, eller generelt er til at holde ud at høre på i mere end et par sekunder.  Men selv blinde høns kan vel finde enkelte frø, og denne karakteristik af Huckabee er da lidt morsom: “Huckabee opposes school choice, earning him the coveted endorsement of the National Education Association of New Hampshire, which is like the sheriff being endorsed by the local whorehouse. … Huckabee wants to get kids involved in music at an early age because he believes it leads to a more balanced and developed brain. You know, as we saw with the Jackson family. Maybe someone should tell him the Osmonds are voting for Romney. He supports a nationwide smoking ban anyplace where people work, constitutional protection for sodomy, big government, higher taxes and government benefits for illegal aliens. According to my calculations, that puts him about three earmarks away from being Nancy Pelosi. Liberals take a perverse pleasure in touting Huckabee because they know he will give them everything they want — big government and a Christian they can roll. “
  • En af USA’s mest respekterede, uafhængige valganalytikere, Stuart Rothenberg, har denne analyse af et muligt Obama-Huckabee match-up: “But one thing does seem pretty clear: If it’s Obama versus Huckabee in November, Republicans might want to prepare a bomb shelter and store plenty of food, water and reading material. That general election would more likely than not be a massive blowout for Democrats. … For Huckabee, Obama is a true nightmare. For Obama, Huckabee is a godsend.”

Præsident Robin McRoosevelt

Mit favoritorgan for “the vast right-wing conspiracy”, Wall Street Journal, hyrede fornylig Stephen Moore som skribent; han har tidligere været Cato Institutes direktør med ansvar for økonomiske studier, og de seneste år har han været leder af den fænomenale organisation Club for Growth, som han gjorde til en af de mest innovative og offensive policy-organisationer i USA.  (Se bl.a. deres TV-reklamer, hvoraf enkelte er hylende morsomme.) Nu er han ved WSJ, hvor han på ledersiderne skriver den ene læseværdige artikel efter den anden.

I dagens avis har Moore en interessant artikel med portræt af en af frontløberne til at blive Republikanernes præsidentkandidat i 2008, senator John McCain (R-AZ).  Artiklen kommer godt rundt i emnerne og bekræfter til fulde det billede, jeg i forvejen havde af McCain: en interessant og charmerende mand med en livshistorie, der vil kunne forvandle Hillary Clintons CV til konfetti–men også en fuldstændigt løs kanon.

“On a broader range of economic issues, though, Mr. McCain readily departs from Reaganomics. His philosophy is best described as a work in progress. …

Throughout our chat he has referred to Theodore Roosevelt in almost reverential terms and glows when I ask about him. He calls TR “my hero . . . and one of our greatest presidents,” and at one point he excitedly searches through his briefcase and pulls out a book that he is reading on the famously tumultuous election of 1912. That was when TR bolted from the Republican Party (which Mr. McCain concedes was “a mistake”) and formed the Bull Moose Party to dethrone William Taft. When I mention TR’s trust-busting (which was mostly counterproductive economically), Mr. McCain really comes to life, exultantly points his finger in the air, smiles and cries out: “He called the trusts ‘the malefactors of wealth.’ ”

And in this very moment it becomes clear to me that John McCain aspires to be a modern-day TR. The similarities are unmistakable: Both were war heroes, mavericks within their own party, reformers and defenders of the little guy.

But here in a nutshell lies the danger of the McCain view of the world. Where some see the vast virtue of entrepreneurial wealth-generators and job-producers, he too often sees “robber barons.” …

He views himself, I believe, as a kind of modern-day Robin Hood, a defender of the downtrodden and tormentor of the bullying special interests, which is endearing and unquestionably a big part of his broad political appeal, but often leads to populist and parasitic economic policy conclusions like higher taxes on the rich and attacks on “huge oil profits.” …

I come away believing that if I’m ever in a knife fight or in a foxhole, there is no one I’d rather have next to me than John McCain. Whether he’s someone who should be steering the rudders of the American economy is a different issue altogether.”

Hvem kan f.eks. både ønske mindre “big government” og så seriøst have Theodore Roosevelt som et forbillede?  Manden var–trods andre kvaliteter–intet mindre end en katastrofe, og hvis han er McCains forbillede, ville jeg være meget, meget nervøs.