Tag: jura

NPR om The Jones’ Act

I kølvandet på redaktør Bjørnskovs indlæg om, hvor idiotisk protektionisme er, og Niels’ indlæg om vindere og tabere ved frihandel, kommer her et 17 minutters indlæg fra amerikanske NPR om “The Jones’ Act”, der regulerer carbotage i USA.

Loven kræver, at al varetransport med skib i USA skal ske med skibe, der er bygget i Amerika og sejler under amerikansk flag, har en amerikansk ejer og en amerikansk besætning. Det er et smukt eksempel på en protektionistisk regel, der gavner en endog ganske snæver gruppe af særinteresser på bekostning af handlende på især Hawaii, Puerto Rico osv.

Men står det meget bedre til her i Kongeriget? I Grænland har ét rederi monopol på al søtransport til og fra Grønland og mellem de grønlandske byer.

Afskaf straffeloven

retfærdighedDet er ifølge videnskab.dk, hvad dr.jur. Flemming Balvig har foreslået i en fratrædelsesforelæsning, der blev leveret på Københavns Universitet.

I stedet for en straffelov, som vi kender den, bør Danmark ifølge den afgående professor i stedet indføre en serie påbud. Påbuddene skulle så regulere de strafværdige forhold, lidt i stil med Kardemommeloven.

Nuvel, det er idealistisk og ikke i harmoni med princippet om, at regler om straf skal være præcise. Men når det kommer til hvad der bør være strafbart – eller nærmere straffrit – er i hvert fald denne skribent fuldt enig med doktoren i, at:

  • “Alle bør have maksimal ytringsfrihed. Væk med paragraffer om racisme og æreskrænkelse.
  • Det skal være lovligt at ryge hash, begå selvmord, køre uden sikkerhedssele. Al adfærd, der ikke direkte forvolder andre skade, skal ud af lovgivningen.
  • Man aldrig bør straffes for skade, som man påfører andre, hvis de selv har bedt om det eller indgår i sammenhænge, hvor det må forventes, at det gør ondt, om det så er i forbindelse med medlidenhedsdrab, sadomasochisme eller fodboldkampe.
  • Alle »udposninger« på straffeloven, som eksplicit kriminaliserer en masse områder, skal væk: rockerloven, lov mod bandekriminalitet, terrorlove og andet – det er »fuldstændig overflødigt« og kan sagtens høre ind under andre paragraffer mod vold og tyveri.”

SKATs kontrolbeføjelser i lyset af EMRK art. 8

cedhSpørgsmålet om rimeligheden i Told- og Skatteforvaltningens adgang til at foretage uanmeldt kontrol af erhvervsdrivende på privat grund, uden forudgående dommerkendelse, har været flittigt debatteret, herunder – selvfølgelig – af CEPOS.

Men ét er rimelighed, noget andet er ret; og at myndighederne har retten på sin side, konstateres ved at læse fx § 2, nr. 2 i lov nr. 590 af 18. juni 2012 (pdf) om initiativer mod sort arbejde, der i tilpasset citatform lyder:

”[Der kan] gennemføres kontrol … på en ejendom, der tjener til privatbolig eller fritidsbolig, hvis der synligt kan konstateres udendørs aktiviteter af professionel karakter. [Kontrollen] omfatter dog ikke adgang til kontrol af selve privatboligen eller fritidsboligen.”

Man kan så spørge, om kontrolbeføjelsen er på kanten af, eller direkte i strid med, Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8, om retten til respekt for privat- og familieliv:

“Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.”

CEPOS har i sine notater været omkring bestemmelsen; men professor lic.jur. Søren Friis Hansen gør det mest klart i en netop offentliggjort en artikel, der går i kødet på de to bestemmelser. Den kan læses i Skattepolitisk Oversigt: SPO.2014.1 – “Ikke hjemme hos mig SKAT!” (bag betalingsmur).

Friis Hansen når frem til bl.a., at Folketinget, i sin behandling af lovforslaget, helt har undladt at tage stilling til EMRK-bestemmelsen. Det afføder bl.a. følgende ”allerede derfor”-bemærkning:  ”Allerede derfor kan det ikke anses for godtgjort på en overbevisende måde, at indgrebet er berettiget i relation til EMRK artikel 8.” Det må nemlig være Folketinget, der fører bevis for påtænkte kontrolindgrebs forenelighed med borgerens grundrettigheder. Nuvel, sket er sket: Er kontrolbeføjelsen så i strid med EMRK? Efter yderligere et par mellemregninger konkluderer Friis Hansen:

“På denne baggrund må adgangen for SKAT til uden forudgående retskendelse til at foretage kontrol af erhvervsdrivende på en ejendom, der benyttes til privat- eller fritidsbolig, anses for at gå videre end nødvendigt i et demokratisk samfund, hvorfor indgrebet er uberettiget i henhold til EMRK artikel 8, og artikel 7 i EUs Charter om grundlæggende rettigheder.”

Såvel retsteknisk som -politisk er det en konklusion, denne punditokrat støtter op om.

Man kan imidlertid ikke forlange af en myndighed, at den ikke bruger det værktøj, som lovgivningsmagten har givet; og da slet ikke, når værktøjet er givet med så klar støtte i den primære skatteret, som den omtalte § 2. Myndigheden må kunne arbejde ud fra den formodning, at Folketinget ikke vedtager retsstridige regler. Hvis Folketinget har det, må det være op til domstolene eller Folketinget selv at censurere kontrolbeføjelserne.

Man kunne i den forbindelse håbe, at Friis Hansen, med sin artikel, er med til at støbe kuglerne for noget af det, der er mest tiltrængt i dansk ret: En revision af den gamle skattekontrollov.

Dynamisk konkurrence

Det kommer vel ikke som den største overraskelse, at borgerligt-liberale mennesker ser forskelligt på gavnligheden af lovgivning. Nogen af os er rimelig fortrøstningsfulde, mens andre har en noget mere anarkistisk indstilling. Sådan må det nu og engang være.

Konkurrenceretten er et af de område, hvor liberale internt kan komme til, at debattere langt og længe, om såvel nuancer som helt grundlæggende antagelser. Nogen mener således, at der slet ikke bør være regler om misbrug af monopolmagt, fordi ingen monopolist kan være monopolist for evigt. Andre ville heroverfor, mere pragmatisk, hævde, at visse regler om monopolmisbrug kan modvirke nogle uønskede handlinger her og nu.

Der kunne skrives lange indlæg om hvorvidt i de gældende konkurrencereglers udtalte formål, og forestillingen om, at man ad reguleringens vej kan opnå “effektiv konkurrence”, er hensigtsmæssige. Men hér på bloggen vil jeg nøjes med blot, at henvise til nobelprisøkonomen Gary Becker’s afsluttende ord i et nyt indlæg om netop konkurrenceregulering, som jeg mener rammer plet og – hvis dette havde været Twitter – fortjener hashtagget #FoodForThought:

Anti trust policy should recognize that dynamic competition is often a powerful force when static competition is weak. The big policy question then is whether it is worthwhile to bring expensive and time consuming anti trust cases against still innovating firms that have considerable profits and monopoly power, given the significant probability that new competitors will before long greatly erode this power through different products? I believe the answer to that is no, and that policy should often rely on dynamic competition, even when that allows dominant firms only temporarily to enjoy economic power.

Hov, det var ikke det lovgiver mente

“In ordinary conversation, it frequently happens that speakers assert something other than what they literally say. It makes sense, therefore, to ask whether this also happens in legislation…”

En farlig misforståelse

Klik for at forstørre

Blandt retsstatens lyksaligheder er legalitetsprincippet, som værner os mod statens arbitrære handlinger gennem et krav om, at alle myndigheders handlinger i sidste ende skal have hjemmel. Som med så mange principper, afhænger dettes praktiske indhold dog af, hvor principfaste de der er bundet selv ønsker at være, samt hvor meget andre giver dem lov til at slippe af sted med. Som landet ligger gælder hjemmelskravet i de tilfælde, hvor en myndigheds handling har direkte implikationer for mennesker eller virksomheders rettigheder eller friheder.

Denne punditokrat så gerne – på linje med bl.a. Alf Ross – at der blev strammet op, så enhver myndighedshandling forudsatte hjemmel. Det er ønsketænkning og uforligneligt med den danske totalstats-model, hvor muligheden for offentlig intervention i snart sagt ethvert privat livsforhold vægtes højt. Her må man være pragmatisk for at få enderne til at mødes og en måde at være pragmatisk på er, at lade indholdet af de vedtagne retsregler svæve i en sproglig tomhed, så myndighederne – proportionalt med graden af tomhed – overlades et stadigt friere skøn. Som Justitsministeren siger: ”Grundloven indeholder ikke grænser for, hvor detaljerede regler en lov kan indeholde, og er omvendt ikke til hinder for selv vidtgående bemyndigelser til administrationen.” I midten af området mellem den sprogligt set største præcision hhv. tomhed findes de vage og elastiske bestemmelser, som gør det nødvendigt for myndighederne at skønne, før der handles.

Kan man forestille sig at lovgiver vil beslutte A, men pga. en vag formulering, der underlægges myndighedernes bundne skøn, faktisk vedtager B? Sagtens. På trods af forarbejder, gennemsyn og kontrol i centraladministrationen, er der smuttere både i love og bekendtgørelser. – Hvad hvis smutterne ikke opdages og bliver rettet ved en ændringslov- eller -bekendtgørelse, men først kommer for en dag i forbindelse med en retssag? Hvad gælder så?

Det er hvad Hrafn Asgeirsson’s nye artikel(udkast), der kan hentes via SSRN og som der er citeret fra øverst, handler om. Den kan anbefales.

SCOTUS skyder med skarpt

Faste læsere af Punditokraterne vil vide, at denne punditokrat ikke blot er en glad jæger men også for to år siden var en af medunderskriverne på et “Amicus Brief” til USA’s forbundshøjesteret i.f.m. den såkaldte Heller-sag (det såkaldte Amici Curiae “brief” på vegne af gruppen “International Scholars”).  Sagen District of Columbia versus Heller var en epokegørende genopretning af USA’s 2. forfatningstillæg.  Dette siger som bekendt, at:

“A well regulated Militia, being necessary to the security of a free State, the right of the people to keep and bear Arms, shall not be infringed.”

–men bestemmelsen var over 200 år blevet udvandet til uigenkendelighed ved en lang række nationale eller delstatslige reguleringer.  Heller-sagen gik derfor på at få fastslået, hvorvidt formuleringen sigter på organiserede militser eller på borgerne som enkeltpersoner, og hvorvidt det går på alle våben eller kun nogle typer våben, og hvad formålet egentlig er.  Blandt andet.  I 2008 formulerede SCOTUS selv dét spørgsmål, man skulle vurdere, som sådan:

“The petition for a writ of certiorari is granted limited to the following question: Whether the following provisions, D.C. Code §§ 7-2502.02(a)(4), 22-4504(a), and 7-2507.02, violate the Second Amendment rights of individuals who are not affiliated with any state-regulated militia, but who wish to keep handguns and other firearms for private use in their homes?”

Dommen kom 26.VI.2008 og var en markant præcedens-sættende afgørelse, fordi der slog fast, at der er grænser for, hvilke indgreb man kan foretage i retten til at eje og bære våben, uden at dette vil være i konflikt med Bill of Rights.  Man kan godt forbyde nogen i at rulle atomvåben ned af hovedgaden eller skyde med bazookaer i baghaven–men man kan ikke lave en generel lovgivning, der i praksis gør det ulovligt for borgerne at eje skydevåben o.l. eller umuliggør, at de bærer dem alle steder.  Det var en væsentlig “neo-klassisk” fortolkning og første gang siden 1939, at SCOTUS for alvor fortolkede meningen med “Second Amendment”. Allerede den gang i 2008 forudså alle, at dommen ville blive den første i en lang række sager, fordi den efterfølgende ville kunne gøre, at delstaters konkrete love må vurderes på deres overensstemmelse med SCOTUS’ fortolkning af forfatningen.

Og “dommen” kom så i går: I den første følgesag, McDonald versus City of Chicago, afgjorde SCOTUS,

that gun possession is fundamental to American freedom, giving federal judges the power to strike down state and local weapons laws for violating the Second Amendment.

In a 5-4 ruling, the court held that the Second Amendment’s right to keep and bear arms is a fundamental right that binds states.

The Supreme Court ruled for the first time that gun possession is fundamental to American freedom.

“Self defense is a basic right, recognized by many legal systems from ancient times to the present day,” wrote Justice Samuel Alito. He was joined in reaching the result by Chief Justice John Roberts and justices Anthony Kennedy, Antonin Scalia and Clarence Thomas.

Justice Thomas agreed with the majority on the result but wrote a concurrence offering different constitutional logic for viewing the right to bear arms as a fundamental right.

As it did in 2008, the court’s majority cautioned that the right to keep and bear arms is not “a right to keep and carry any weapon whatsoever in any manner whatsoever and for whatever purpose.”

Justice Alito wrote that despite “doomsday proclamations,” the ruling “does not imperil every law regulating firearms.”

The Supreme Court’s ruling is likely to lead to years of litigation across the country as lower courts decide how far the right to bear arms extends and which restrictions are unconstitutional.

Man kan læse mere om dommen på den gode jurist-blog “Volokh Conspiracy”, bl.a. om dommens mulige konsekvenser.  Cato Institute–der har været en central aktør i disse sager–har naturligvis også en mening.  Den altid energiske Thomas Sowell giver også sit besyv med.

Law Blogs — Blawgs

I takt med at blogs bliver mere almindelige ser man nu også blogs, der særligt handler om jura. En sammentrækning af web-log giver blog, og en uskøn kombination med law giver begrebet blawg.

Nærværende blog er ikke en sådan blawg, og selvom Mr. Law i sit professionelle virke har en faglig hjemmeside, er det heller ikke en typisk blawg. Derimod kommer Retsstaten, der skrives af punditokraten Jacob Mchangama, nærmere på at handle om menneskerettigheder. Noget, der også ligner, er hjemmesiden for den juridiske enmandshær fra universitetet i Aalborg, professor Erik Werlauff.

Egentlige blawgs, hvor jura diskuteres på samme måde som politik her på bloggen eller madopskrifter eller kultfilm på andre blogs, kender jeg ikke rigtig herhjemme. Det skyldes utvivlsomt min uvidenhed, men en vis modvilje mod at tage den nye teknologi til sig blandt Justitias disciple kan heller ikke udelukkes. Nogle jurister mener vist fortsat, at formidling af vores skatteyderbetalte forskning kun bør ske i klasselokalet til indskrevne studerende.

Som på så mange andre områder er amerikanerne længere fremme, og ganske mange anerkendte som mindre kendte professorer har blawgs, hvor de drøfter jura og retspolitik. En af de mest kendte blogs, der samler nyheder fra højre side af det amerikanske politiske spektrum, er som bekendt Instapundit, der skrives af juraprofessoren Glenn Reynolds. Han har valgt at have en særskilt blog ved siden af, som har karakter af en blawg.

Nu indkalder Harvard University til en konference om blawgs den 28. april 2006. Se indbydelsen.

Jeg kan ikke selv deltage, men hvis nogle vil afhjælpe min uvidenhed om juridiske blogs i Danmark, må de meget gerne benytte kommentarfeltet ndf.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑