Tag: kapitalisme (page 1 of 7)

Den kapitalistiske velfærdsstat

Hvis nogen skulle være i nærheden af Lund i Skåne i morgen, afholder Nationalekonomiska Institutionen på Lunds universitet et bogseminar om en ny udgivelse. 16.30 i Alfa 1010 præsenterer Andreas Bergh sin nye bog Sweden and the Revival of the Capitalist Welfare State. Bogen er en opdateret og revideret udgave af den glimrende Den Kapitalistiska Velfärdsstaten, som forklarede hvordan de nordiske lande med umiddelbart socialistisk omfordelende stater alligevel kunne klare sig rimeligt godt. Den nye bog er aldeles glimrende og på flere måder bedre end den gamle, men som discussant skal jeg have noget at kritisere, men det er svært. Der er mere information hos forlaget her; bogen er stærkt anbefalet!

Kun udvikling under ordnede forhold?

Forestillingen om en velordnet industrialisme, døbt “fordisme” efter superorganistoren Henry Ford, er et politisk ideal som idag har stor betydning på venstrefløjen som en af de primære måder, hvor den kan forene sin traditionelle målgruppe, fabriksarbejdere, med sin nutidige, som er middelklasseforbrugere i byerne, og forene en his

Forfalden bygning ved Fords modelby "Fordlandia" i Brasilien, fra The Daily Mail.

Forfalden bygning ved Fords modelby “Fordlandia” i Brasilien, via The Daily Mail.

orie om Vestens fortid med ulandenes fremtid til en samlet politisk beretning.

Tanken er den, at der skal arbejdskamp (ved fagforeningerne) og politisk kamp (ved den parlamentariske venstrefløj) til at forbedre livsforholdene for verdens udsatte arbejdere. I dette verdensyn er høj løn (højere end markedsprisen), stabilitet og langvarig beskæftigelse, forudsigelige arbejdstider, pension og airconditioning de relevante parametre for en god arbejdsplads.

Dette er en industriel ideologi, hvor arbejdsgiveren og staten faderligt antager ansvaret for sine medarbejdere; idealet i Danmark kunne måske være Carlsberg-fabrikkerne eller velordnede skibsværfter, mens det i USA utvivlsomt må være det nu fallerede Detroits bilfabrikker. Der kunne man efter anden verdenskrig se kimen til en sådan velordnet industrialisme, hvor fortidens omskiftelighed og uforudsigelighed (som ideologisk kobles til kapitalismen) erstattes af en godmodig, velordnet og stabil vækstplan under kyndig og omsorgsfuld ledelse.

Fremskridtets historie reduceres til en bevægelse fra uorden, udsathed og uforudsigelighed (“kasinoøkonomi”) under kapitalisme til velordnet velstand med rationel planlægning og investering. Derfor opfattes det også som et slags syndefald og et tilbageskridt, når den offentlige samtale går i retning af fleksibilitet, omskiftelighed og konkurrence. Polske arbejderes uordnede forhold er i dette lys en slags social atavisme, som man helst var fri for at blive konfronteret med.

Derfor er der også opstået en stor litteratur fra venstre kant, som beskæftiger sig med fordisme, udvikling og udsathed (precarity) som produkt af neoliberalismen, som forstås som en fortsættelse af en gammel usikkerhed og en trussel om en fremtid, som er en fremskrivning af de nuværende uordnede forhold. I en nylig artikel om uformelle arbejdere i Brasilien, som lever af at samle og sælge genbrugeligt affald (catadores), skriver den amerikanske antropolog Kathleen Miller:

“Conceived as a condition of post-Fordist capitalism, the concept of precarity has emerged as a way to capture both the tenuous conditions of neoliberal labor as well as states of anxiety, desperation, unbelonging, and risk experienced by temporary and irregularly employed workers. In recent years, the term has circulated primarily among social-movement activists in post-industrial societies of Europe, North America, and Japan—places where Fordism was strongest in the twentieth century and which therefore have been most affected by its unraveling…

Her støder industrinostalgien på det problem, at økonomisk udsathed ikke er en undtagelse i forhold til det naturlige, som er de famøse ordnede forhold, men snarere udgangspunktet for det overvældende flertal af menneskeheden, som ikke er fastansætte lønmodtagere.

Når man baserer sin udviklingsideologi på forhold, som i en bredere historisk og global kontekst er undtagelsesmæssige, så støder man også på problemer i praksis. “Though Fordism might have existed as a dream, aspiration, or incomplete project in Brazil and other countries of the global South … full employment nonetheless remained the exception.”
Continue reading

Frihed og arbejdskraftens indkomstandel

Modstandere af kapitalisme – selv et stykke ind på den nominelle højrefløj – tror ofte at mere økonomisk frihed indebærer, at kapitalejere bliver rigere, mens andelen af den totale indkomst, som betales til arbejdskraften bliver mindre. Med andre ord regner man med, at den funktionelle fordeling af indkomst bliver mindre ligelig medmindre man regulerer økonomien og har en relativt stor offentligt sektor – det der nogle gange kaldes ’demokratisk kontrol’ med den private sektor. Men indtil fornylig har det blot været et halvvejs teoretisk, halvvejs emotionelt-normativt argument. Nu har to amerikanske forskere – Andrew Young (West Virginia) og Robert Lawson (Southern Methodist) taget et ordentligt, empirisk kig på sagerne. Her er deres abstract fra artiklen (gated version her), som ikke just passer med fordommene imod økonomisk frihed (hattip: Andreas Bergh):

We examine the empirical relationship between the institutions of economic freedom and labor shares in a panel of up to 93 countries covering 1970 through 2009. We find that a standard deviation increase in the Fraser Institute’s Economic Freedom of the World (EFW) score is associated with about a 1/3 standard deviation increase in a country’s labor share.

Det arabiske forår handlede om kapitalisme. Ikke demokrati.

Udklip fra en infografik fra ILD

Udklip fra en infografik fra ILD

Den gængse fortælling om Det arabiske Forår handler om unge mennesker, der gennem folkelig protest krævede demokrati. Men er det nu også sandt?

Man glemmer let, at det hele startede med en ung mand – Mohammed Bouazizi – som i december 2010 satte ild på sig selv i protest, ikke over manglende politiske rettigheder eller den autokratiske styreform; nej, han gjorde det i protest mod myndighederne, som havde begrænset hans næringsfrihed.

Selvom det vel nærmest er en slags kætteri at sige det i Hal Koch, Alf Ross’ og den skandinaviske demokratismes hjemland, så handlede det arabiske forår om frihed – ikke nødvendigvis demokrati.

Hernando de Soto har med folk fra sin tænketank ILD rejst rundt i de arabiske lande for at undersøge, hvilke motiver de, der deltog i protesterne, havde for at protestere. Holdet konstaterede et gennemgående ønske om mere frihed til at kunne handle og skabe lykken for sig selv og sine. Med andre ord, frihed til at opføre sig kapitalistisk.

I The Spectator skriver de Soto selv mere om resultaterne. Det er god læsning her i sommervarmen.

Social retfærdighed via kapitalisme

Hvis denne punditokrat boede i USA, ville han efter at have læst Forbes bestræbe sig på at lægge samtlige sine fødevareindkøb i en Whole Foods Market-butik. Til Forbes siger virksomhedens direktør, John Mackey, et par sandheder, som alt for sjældent høres fra virksomhedsledere på disse breddegrader, om det meget menneskelige i kapitalisme – i modsætning til ”crony capitalism”:

“Free enterprise capitalism has been the most powerful creative system of social cooperation and human progress ever conceived, but its perception and its role in society have been distorted. Operating under the conscious capitalism model will show that businesses are the true value creators that can push all of humanity upward for continuous improvement. Businesses around the globe need to steer capitalism away from today’s growing trend of cronyism, by embracing conscious capitalism.”

”I’m very encouraged by millennials and their drive to make the world a better place. Businesses can do both by practicing conscious capitalism, always being grounded in its “credo”: that business inherently good because it creates value, it is ethical because it is based on voluntary exchange, it is noble because it can elevate our existence, and it is heroic because it lifts people out of poverty and creates prosperity. … Everyone wins. Remember, business is not a zero-sum game.”

Mackey taler i anledning af sin nye bog.

Anti-kapitalisme = Anti-humanisme

Anti-kapitalisme er anti-humanisme. Det var pointen i Keith Joseph’s essay The Humanity of Capitalism (læs den i Stranded on the Middle Ground?), der blev et hit blandt borgerlige ved udgivelsen i 1976 og som i hvert fald denne punditokrat har haft stor glæde af og fortsat mener, hører til blandt de vigtigste moderne essays, i det liberal-kapitalistiske arsenal. I Berlingske Tidende har Eva Agnete Selsing skrevet en kronik over samme tema; den skal anbefales.

To udpluk:

Antikapitalisme er antihumanisme. Uden vækst og velstand degenererer de vestlige nationer. Det truer freden og fremtiden på kontinentet. I det lys er den forbenede kapitalismekritik på både højre- og venstrefløjen bemærkelsesværdig …

Old school-venstrefløjsere i fuldt Fjällräv-ornat er bange for penge, forbrug, velstand og glæde, og støtter derfor en politik, der kan gøre os alle fattigere. Ingen overraskelser dér. Men det private kan også være med. Danske Bank er bange for de venstreorienterede kunder, og producerer følgelig en reklamefilm, der omfavner den mest bedagede antikapitalisme. Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at visse nominelt borgerlige er hoppet med på den hønsestrikkede vogn. Connie Hedegaard og resten af eurokraterne er nemlig rigtig bange for befolkningerne. Derfor forsøger pampercentralen i Bruxelles nu at indoktrinere undersåtterne til at knuselske den forestående mangel på velstand, de samme pampere har ført Europa ud i. Det sker med reference til et EU-projekt kaldet ’Be­yond GDP’, altså ’Hinsides BNP’. En satsning støttet af Barroso, Sarkozy og Merkel, der skal oplyse de europæiske befolkninger om, at velfærd ikke (kun?) er økonomisk, men også må måles ’socialt’ og ’omgivelsesmæssigt.’ På dansk betyder det, at vi skal affinde os med kronisk lavvækst i eurozonen, og at vi derfor må finde glæde andetsteds end i økonomisk fremgang og sikkerhed.

 

Denne tradition, som Connie Hedegaard og ’Beyond GDP’ taler ud af, er altså, på trods af hendes partikonservative tilhørsforhold, en venstreorienteret moralistisk kritik af kapitalismen. De industrielt fremmedgjorte proletarer skal simpelthen lære at tænke mere ’autentisk’ og satse på andre værdier end de pekuniære. Etisk socialkirurgi, udøvet med stor selvtillid af eurokraterne, over de dumme, åndløst forbrugende masser. Det lyder som noget fra en dystopisk science fiction-film. Men det er bare Connie, der så gerne vil gøre godt og redde menneskeheden fra den primitive kapitalisme. Fra det profane ønske om vækst. Det er det – pengene, markedet, materialismen, forbruget – der gør os egoistiske og kolde. Til forskel fra det varme, planøkonomiske fællesskab. Hvor man samler magten på få hænder. Hvor befolkninger er noget, der skal reguleres og omformes. Hvor man ser fjendtligt på dem, der skaber værdi.

 

Underlying most arguments against the free market is a lack of belief in freedom itself – Milton Friedman

I dag ville økonom, nobelprismodtager og frihedskæmper Milton Friedman være fyldt 100 år. Med tanke på den indflydelse han har haft på både tidligere og nuværende punditokrater, vil vi naturligvis også give vores bidrag til fejring af manden, som Stephen Moore i dagens Wall Street Journal passende beskriver som “The man who saved capitalism“.

In the second half of the 20th century there was no more influential voice for economic freedom world-wide than Milton Friedman. Small in stature but a giant intellect, he was the economist who saved capitalism by dismembering the ideas of central planning when most of academia was mesmerized by the creed of government as savior.

Selv om Friedman var en kæmpe blandt økonomer er hans vigtigste bidrag måske i bund og grund hans opdatering og udbredelse af de centrale tanker, som Adam Smith allerede var kommet med 200 år tidligere. En pointe Friedman ville være stolt af. Han lagde aldrig skjul på Adam Smith enorme betydning for ham, og bar ofte sit Adam Smith slips med stolthed.

Men uanset om man mener at Friedman var den største økonom i det 20. århundrede eller ej, (en diskussion som hurtigt kan komme til at munde ud i pengepolitik, guldstandard osv, og komme til at ligne diskussioner om hvem der var den største klassiske komponist, største rockgruppe, største jazzmusiker, bedste fodboldspiller osv.), så er der én diciplin, som Friedman er fuldstændig suveræn indenfor med sine uforlignelige pædagogiske og kommunikative evner, og det er formidling af budskabet om frihed. Som Moore korrekt skriver:

More influential than Friedman’s scholarly writings was his singular talent for communicating the virtues of the free market to a mass audience. His two best-selling books, “Capitalism and Freedom” (1962) and “Free to Choose” (1980), are still wildly popular. His videos on YouTube on issues like the morality of capitalism are brilliant and timeless.

Continue reading

Anglo-amerikansk kapitalisme, ja tak

Min gode ven Johnny Munkhammar har henledt min opmærksomhed på et glimrende indlæg af Martin Wolf i Financial Times i sidste uge. Wolf viser, hvordan den anglo-amerikanske kapitalisme har udkonkurreret det kontinentale Europa og Japan siden Reagan og Thatcher.

 

Jeg skrev i øvrigt tidligere på året en klumme i Berlingske Tidende, hvor jeg kritiserede forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens angreb på den anglo-amerikanske kapitalisme.

Hvad skete der lige med venstrefløjen?

En gang imellem står der faktisk noget interessant ovre på CEVEA. Formen er for forelæsende til min smag. Men indholdet er der ikke noget ivejen med. Det er både sandt og slående at venstrefløjen reelt i dag både er præget af romantisk anti-modernisme og konservatisme. Ikke så mærkeligt at klimasagen fænger på venstrefløjen. Den er både en ny version af romantikkens skepsis over for fremskridt og modernitet (vækst bringer kloden i fare) og grundlæggende konservativ frygt for eksperimenter med verden/systemet (lad os for alt i verden kæmpe for et uændret globalt klima).

Other People’s Money – Larry the Liquidator

I sit indlæg om Michael Moores nye (dokumentar)film forleden nævnte Carsten Valgreen Oliver Stone og hans “Wall Street” , med dens nu berømte “Greed (for lack of a better word) is good” – hvor det der står i parantes desværre ofte glemmes.

Greed (for lack of a better word) is good:

Det fik mig til at tænke på en scene fra “Other Peoples Money” fra 1991, som en fast klummeskribent på en af de store morgenaviser (og spindoktor) gjorde mig opmærksom på sidste år. Om filmen ellers er god eller dårlig skal jeg ikke kunne sige, da jeg kun kender denne scene. Den er til gengæld noget af det bedste forsvar for det “rå” marked, som jeg har set i nogen spillefilm.

Continue reading

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑