Tag: kapitalisme (side 2 af 4)

Når markedet tilfredsstiller basale behov

En af grundende til vi i Danmark har en velfærdsstat med en stor offentlig sektor er en udbredt opfattelse af at visse samfundsområder og behov er for essentielle for borgernes ve og vel til at blive overladt til markedet, og at det ville være moralsk forkasteligt at tillade private at profitere herpå. Derfor spiller det offentlige så dominerende en rolle når det kommer til sundhed, ældreforsorg, social sikkerhed m.v.

Men det er bemærkelsesværdigt, at der et samfundsområde, der er helt essentielt for den menneskelige eksistens, hvor staten spiller en meget begrænset (direkte) rolle og hvor ingen rejser krav om statslig indblanding eller stiller spørgsmålstegn ved private aktørers profit: nemlig vores adgang til mad og drikke. Et mere basalt behov end at få stillet sin sult og tørst kan man næppe forestille sig. På trods af dette bliver danskernes behov herfor så godt som udelukkende tilfredsstillet af private aktører – supermarkeder, købmænd, slagtere, bagere, kiosker, restauranter, cafeer m.v. – hvis motivation ikke er et altruistisk ønske om at stille danskernes sult og tørst men at tjene penge herpå.

På trods af, at disse private aktører alene er motiveret af profit og derfor kræver betaling for deres ydelser, og på trods af at intet centralt offentligt organ sørger for, at mad og drikke bliver distribueret og fordelt til alle borgere og samfundsgrupper er der ikke en særlig udsat gruppe af svage danskere, der ikke har adgang til ordentlig mad. Tværtimod. Det er næppe forkert at sige at den fattigste dansker i dag har et større og mere varieret udvalg af mad og drikke – inklusiv eksotisk frugt og grønt fra hele verden – i lavprissupermarkeder, som Aldi og Netto end den rigeste konge eller adelsmand kunne drømme om for hundrede eller to hundrede år siden. Ovenstående er et godt eksempel på, at markedet også kan tilfredsstille vores mest basale behov og at kombinationen af muligheden for profit og konkurrence tilgodeser alle – ikke kun de rigeste – i samfundet, med overflod og billige priser til følge.

Men hvad ville der ske hvis staten tog over og "sikrede" at alle danskere fik mad og drikke. Ville staten kunne gøre det endnu bedre end markedet?

Paul Kennedys klassiker fra 1987 "The Rise and Fall og The Great Powers" giver – med udgangspunkt i Sovietunionen - et godt indblik i hvad der sker, når staten overtager fødevareproduktionen fra private aktører. Jeg citerer:

"The most critical weakness in the economy during the entire history of the Soviet Union has been agriculture, which is the more amazing when it is recalled that a century ago Russia was one of the two larges grain exporters in the world. Yet since the early 1970's it has needed to import tens of millions of tons of wheat and corn each year."

Det fremgår endvidere, at den kritiske situation i Sovjetunionen opstod på trods af, denne stat i 1980'erne brugte 30 % af sit budget på landbruget mod USA's 5%. Endvidere var 20% af USSRs arbejdsstyrke ansat i landbruget mod kun 3% i USA. For at opretholde befolkningens levestandard var USSR således nødt til at investere 78 milliarder dollars i landbruget, samtidig med at man subsidierede fødevarepriser med 50 milliarder dollars. Det medførte bl.a. den absurde situation at et pund kød, der kostede 4 dollars at producere blev solgt for 80 cent i de statslige supermarkeder, samt, at det var billigere for landmænd, at fodre deres besætninger med brød og tomater end uforarbejdet korn.

Hvad var – ifølge Kennedy – problemet?:

"By far the biggest problems are simply caused by the "socialization" of agriculture […] The denial of responsibility and initiative to the individual peasants is probably the single greates reason for disappointing yields, chronic inefficiencies, and enormous wastages."

Selvom sammenligningen mellem Danmark og Sovjetunionen måske kan forekomme lidt søgt, så er det alligevel bemærkelsesværdigt hvor afgørende forskel, der er på effektiviteten af en markedsøkonomi og en planøkonomi, og hvor stor effekt det har for det enkelte menneskes livskvalitet og værdighed. Disse lektioner er værd at komme i hu, når man diskuterer det offentlige versus markedets rolle på andre basale områder, som f.eks. sundhed og ældrepleje.

 

 

Iværksætteri og ministerielle fiflerier

I januar offentliggjorde Nicolai Foss og jeg en analyse af iværksætteraktivitet på tværs af lande. Analysen, der er finansieret af CEPOS og blev præsenteret på en konference afholdt af CEPOS, konkluderer at Danmark ligger i den dårlige halvdel af verden, målt på iværksætteraktivitet. Kun knap 5 % af danskere i den erhvervsaktive alder er involveret i nogen form for opstart, og når man trækker dem fra, som starter eget firma af nød, er vi endda relativt dårligere placeret. Nicolai og jeg finder meget klart i den statistiske analyse, at grunden skal findes i omfanget af den danske velfærdsstat og måden den finansieres på.

På den baggrund er det derfor ikke mærkeligt at f.eks. Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd forsøgte at kritisere vores undersøgelse. Det er heller ikke mærkeligt, at Økonomi- og Erhvervsministeriets analyseenhed FORA rykkede ud med en kritik. Det er trods alt dem, der har formuleret og implementeret en stor del af regerings politik på netop dette område. Men fraset motivanalyse, der i sagens natur altid er farligt, er ministeriets måde at kritisere undersøgelsen på faktisk ganske bemærkelsesværdig.

Grunden er, at man kritiserer vores tal, ikke vores analysemetode. FORA hævder faktisk, at der er mere iværksætteraktivitet i Danmark end i USA, hvis man opgør det på den måde, de anser for korrekt. Men netop den opgørelsesmetode, FORA bruger, afslører sig ved at indeholde to af de ældste tricks i brugsvejledningen til statistisk fifleri. Og de tricks burde en godt begavet 9. klasseelev kunne gennemskue. Det hele drejer sig nemlig om hvordan man gør forholdstal op, altså om at dividere to tal: Antallet af faktiske iværksættere delt med antallet af potentielle iværksættere.

Først og fremmest insisterer FORA på at opgøre iværksætteraktivitet som antallet af nystartede virksomheder som andel af antallet af privatansatte. De bruger derfor Trick nr. 1: Sørg for at vælge et forkert sammenligningsgrundlag, der får resultatet til at falde ud til din fordel. Antallet af privatansatte er nemlig ikke rigtigt relevant når man vil måle den totale iværksætteraktivitet. Det korrekte sammenligningsgrundlag er derimod det totale antal af danskere i den erhvervsaktive alder – dvs. alle der burde have mulighed for at starte egen virksomhed.

Hvis vi nu kalder antallet af faktiske iværksættere for E (entrepreneurs), og antallet af potentielle iværksættere – folk i den erhvervsaktive alder – for B (befolkningen), kan iværksætteraktivitet måles ret let. Man deler ganske enkelt de to tal, så aktiviteten er E / B. Hvis man derimod som FORA insisterer på at sammenligne med antallet af privatansatte, er det tal altså B minus de offentligt ansatte – dem der jo ikke er i privat ansættelse. Så hvis vi kalder offentligt ansatte OA, er FORAs tal altså ikke E / B, men faktisk E / (B – OA). Og som alle, der har gået i den danske folkeskole ved, får man et større tal hvis man deler med noget, der er mindre. Vupti! Trick nummer et har fået Danmark til at se kunstigt bedre ud, fordi vi har et endda meget stort antal offentligt ansatte. Og dem trækker FORA altså fra i regnskabet. Det har også den aldeles perverse effekt, at lande med en stor velfærdsstat – altså mange offentligt ansatte – kommer til at se ud som om de har megen iværksætteraktivitet. Egentlig ganske bekvemt for en regering, der har bekendt sig til velfærdstankegangen, ikke?

Men her stopper fiflerierne ikke. Trick nr. 2 i bogen er nemlig at vælge et tilpas stort tal i tælleren, hvis man kan finde et. Her kommer omfanget af offentlig regulering og registrering ind, for det ‘E’ vi putter ind i vores forholdstal er jo kun dem, vi på den ene eller anden måde har registreret. Så lad os introducere et sidste bogstav – a, som er den procent af faktiske iværksættere, der registreres. Det korrekte tal er, som læseren nok husker, E / B. Dét tal, som man kan uddrage af officielle statistikker, er a*E / B, dvs. de registrerede iværksættere som andel af alle, der kunne have været iværksættere. Her er fifleri nummer to altså, da FORA insisterer på at bruge officielle tal fra de respektive landes offentlige statistik. Det er en vigtig pointe fordi vi i Danmark registrerer alt! I de fleste andre lande rundt om i verden, registrerer man typisk kun større virksomheder eller mindre virksomheder, der er konsoliderede. Vores parameter a er altså tæt på 100 % i Danmark, mens den sandsynligvis er omkring 50 % i USA og endnu lavere i andre lande uden samme registreringstradition.

For at opsummere bruger FORA altså ikke det korrekte forhold E / B – antallet af faktiske iværksættere som andel af den totale erhvervsaktive befolkning. De bruger a*E / (B – OA), og deres påstand om at Danmark har rigtigt meget iværksætteraktivitet – og dermed at regeringens politik virker og velfærdsstaten ikke er noget problem – beror på deres brug af to af de ældste fiflertricks. Det er selvfølgelig en god historie for mange journalister at stille påstand mod påstand, men hvordan i alverden selvstændigt tænkende danskere falder for den, er mig en gåde. Der skal ikke bruges andet end folkeskolematematik for at se gennem de papirtynde argumenter

Stigler om store økonomer–og Friedman om alt muligt

Jeg faldt forleden over dette morsomme citat af den ganske vittige (og høje!)Nobelprisvindende Chicago-økonom Georg J. Stigler, og et tilhørende doktoreret billede, lavet på initiativ af Mark Skousen:

"All great economists are tall. There are two exceptions: John Kenneth Galbraith and Milton Friedman."

Det er (omkring Friedman) Galbraith indsat til højre og Stigler selv til venstre …

Samme Mark Skousen har iøvrigt samlet en stak af de bedre Friedman-citater, som kommer her:

"Competition is a tough weed, but freedom is a rare and delicate flower." — (med Georg J. Stigler)

"If a tax cut increases government revenues, you haven't cut taxes enough."

"I favor tax reductions under any circumstances, for any excuse, for any reason, at any time."

"A society that puts equality ahead of freedom will end up with neither equality or freedom."

"Nothing is so permanent as a temporary government program."

"Inflation is taxation without legislation."

"The economy and the stock market are two different things."

"If government is to exercise power, better in the county than in the state, better in the state than in Washington."

"The great advances of civilization, whether in architecture or painting, in science or in literature, in industry or agriculture, have never come from centralized government."

"The minimum wage law is one of the most, if not the most, anti-black laws on the statute books."

"Nobody spends somebody else's money as carefully as he spends his own."

"The government solution to a problem is usually as bad as the problem."

E-mail fra Milton Friedman

I sidste uge kunne man i Wall Street Journal læse noget så forunderligt som en relativt ny e-mail fra den nysafdøde Nobelprisvinder i økonomi, Milton Friedman (1912-2006) (omfangsrigt omtalt her på stedet, både her og her).  Konkret drejede det sig om et e-mail interview i forbindelse med en artikel i avisen sidste sommer.  Interviewet var som altid interessant, og der er nok et svar eller to, der vil kunne få stort set enhver til at blive overrasket mindst én gang.  Her er et længere uddrag:

Are you still a strong supporter of flexible exchange rates, even for developing countries?

Friedman: Yes. Economic forces affecting different countries are not always the same. The right exchange rate for a country in general may be one thing one time and another thing another time. A country that pegs the exchange rate is essentially committing itself to adopt the economic policies of the country whose currency it is pegged to. If it does that by pegging the exchange rate, it will always be under pressure as circumstances change to take advantage of the pegged exchange rate when they can and get into a position which is untenable.

The case of Argentina is the most dramatic and clearest case about that. Either a country should explicitly become part of the economic system of another country, as it could by dollarizing its currency as Panama has done, or else it seems to me it is best off by allowing the market to determine the value of its currency and in that way adjust to changes in the relative economic pressures on different countries. But flexible exchange rates are not a panacea for all evils. Governments can follow bad economic policies with either flexible or fixed exchange rates.

Do tax cuts pay for themselves?

Friedman: Occasionally. But revenue loss is almost always less than static prediction.

Do you have any favorite candidates for president in 2008?

Friedman: No.

Is inflation-targeting the right medicine for monetary policy? If so, how would you do it?

Friedman: It is a good medicine with the present institutions. And recent experience suggests that it is doable. Targeting central banks have been able to hit their targets. Basic way to do it is to keep quantity of money growing at a rate equal to target plus trend rate of real growth. Full discussion beyond the scope of email.

What is the biggest risk to the world economy: America's deficits? Energy insecurity? Environment? Terrorism? None of the above?

Friedman: Islamofascism, with terrorism as its weapon.

What are your thoughts on the low U.S. savings rate?

Friedman: The right saving rate is whatever satisfies the tastes and preferences of the public in a free and unbiased capital market. Market can adjust to any rate. This is a very complicated question. Present estimates probably understate actual savings because of treatment of capital gains. In any event, the present situation does not raise any problems for the economy.

India–how do you assess its prospects?

Friedman: Fifty years ago, as a consultant to the Indian minister of finance, I wrote a memo in which I said that India had a great potential but was stagnating because of collectivist economic policies. India has finally started to disband those collectivist policies and is reaping its reward. If they can continue dismantling the collectivist policies, their prospects are very bright.

Any thoughts on a China versus India comparison?

Friedman: Yes. Note the contrast. China has maintained political and human collectivism while gradually freeing the economic market. This has so far been very successful but is heading for a clash, since economic freedom and political collectivism are not compatible. India maintained political democracy while running a collectivist economy. It is now unwinding the latter, which will strengthen freedom of all kinds, so in that respect it is in a better position than China.

Til den kritiske forbruger

Man skal ikke altid skælde ud på Frank Aaen og Enhedslisten–bare fordi det er så let …  Nu og da, omend ganske sjældent, gør de noget, der er til fordel for borgernes generelle velfærd.  F.eks. har vi lige set, at de har lavet et website med titlen Kend din vare, hvor de lister produkter fra alle de virksomheder, som ikke betaler så megen skat i Danmark, som Aaen & Co. mener, de burde.  (Hov, det kan vist ikke være sandt–det må være "… nogle af de virksomheder …", da vi må antage, at man som ægte Marxist-Leninist egentlig mener, at alle privatkapitalistiske virksomheders fulde profit skal eksproprieres til "fordel for fællesskabet".)  Listen omfatter:

Jeg tror, at det er ment som et forslag til, at man skal bruge listen til at informere sig om, hvilke varer man ikke skal købe, men listen kunne jo selvfølgelig også bruges til noget ganske andet …  Den opfordring er så givet videre herfra–shop 'till you drop!  Eneste omkostning er så, at man bliver nødt til at lytte til et video-indslag med Frankie "the Enforcer" Aaen, men man kan jo altid slå lyden fra.

Danmark daler i økonomisk friheds-indeks

Jeg har på baggrund af den seneste udgave af Economic Freedom of the World-indekset (som jeg/CEPOS er de danske deltagere i) lavet et lille notat til CEPOS om Danmarks relative placering i indekset.  Selve notatet og diverse andre ting kan findes her, og Børsen bringer dd. en artikel om det, som kommer her:

Stor offentlig sektor begrænser økonomisk frihed

Ny international rapport påpeger, at Danmark halter bagefter på økonomisk frihed og er på en 17.-plads blandt andet blevet overhalet indenom af Østrig og Estland.

Danskernes økonomiske frihed steg under den socialdemokratiske regering i 1990’erne, men står i stampe under VK-regeringen.

Danskernes økonomiske frihed steg under den socialdemokratiske regering i 1990’erne, men står i stampe under VK-regeringen.

I en ny, international opgørelse over den økonomiske frihed i verdens lande dumper Danmark fra en 14.- til en 17.- plads siden regeringsskiftet i 2001. Det viser rapporten, hvis danske del er udarbejdet af professor Peter Kurrild-Klitgaard fra Københavns Universitet for den borgerlige liberale tænketank CEPOS.

»Den økonomiske frihed er som helhed stagneret siden regeringsskiftet, hvor Danmark er blevet overhalet af blandt andet lande som Østrig og Estland. Vi skal passe på, at de stærke økonomiske resultater, som Danmark har vist i de senere år, ikke bliver en sovepude, så vi sakker yderligere bagud, når det gælder om at gøre Danmark konkurrencedygtig og at skabe vækst,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Nær sammenhæng

Rapporten viser, at der er nær sammenhæng mellem ranglisten over økonomisk frihed og resultaterne af såvel den årlige kåring af mest konkurrencedygtige økonomier fra World Economic Forum og det årlige indeks over de mest globalt orienterede økonomier fra det internationale konsulenthus AT Kearney. De mest frie økonomier er generelt også de mest konkurrencedygtige økonomier og de økonomier, der klarer sig bedst i globaliseringen.

Peter Kurrild-Klitgaard siger, at det er relativt enkelt at slå fast, hvad der begrænser Danmarks økonomiske frihed. Det fremgår af rapporten, at Danmark sammen med Sverige, Norge og Finland placerer sig i selskab med verdens diktaturstater, når det gælder størrelsen af den offentlige sektor. Også reguleringen af arbejdsmarkedet trækker ned i Danmarks placering, mens Danmark indtager en global førsteplads, når det gælder retssikkerhed og sikringen af ejendomsretten.

»Det er en vigtig pointe, at statens rolle i samfundsøkonomien handler om langt mere end skat. Danmark ligger vældig godt på en række områder, men ikke når det gælder størrelsen af den offentlige sektor. Problemet i Danmark er især størrelsen af overførselsindkomsterne,« siger Peter Kurrild Klitgaard.

Ranglisten over global, økonomisk frihed er langt fra den første, der peger på skat og den offentlige sektor som de to faktorer, som udgør den største barriere for vækst og konkurrencedygtighed. World Economic Forums rapport når samme konklusion.

»Da der er en stærk og robust sammenhæng mellem et lands økonomiske frihed og dets økonomiske vækst, kan man forvente, at en række andre lande, som liberaliserer deres økonomier mere end Danmark, i længden vil overhale Danmark i vækst – og dermed i velstand og levestandard,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Han opfordrer til, at der bliver gennemført en skattereform, for eksempel en såkaldt flad skat, der sænker den marginale skattesats til under 50 pct. Men professoren tilføjer, at også er behov for yderligere reformer på arbejdsmarkedet, i den finansielle sektor og i reguleringen af erhvervslivet.

Update:

  • Berlingske Business omtaler notatet her.
  • CEPOS’ nye undersøgelse af sammenhængen mellem økonomisk frihed og iværksætteri findes her.

Something rotten: TNR om Danmark

Det ganske ofte ganske glimrende (og meget indflydelsesrige), "left liberal" amerikanske tidsskrift The New Republic har i sit seneste nummer et langt forsvar for "den danske model": Altså at høje offentlige udgifter skulle lede til høj økonomisk vækst.  Her er (med et groft brud på ophavsretten) lidt at sætte tænderne i:

Great Danes

by Jonathan Cohn

If you want a lower standard of living," conservative policy experts Grace-Marie Turner and Robert Moffit wrote in an op-ed last week, "the Europeans have the right prescription." The topic of discussion was universal health care, but it just as easily might have been government-sponsored child care or generous unemployment benefits. The failure of the European welfare state is, after all, an article of faith among conservatives, from Robert Samuelson ("Europe is history's has-been") to Jonah Goldberg ("Europe has an asthmatic economy") to David Brooks ("[T]he European model is flat-out unsustainable").

The argument generally goes like this. Nowadays, every nation faces a stark but straightforward choice: It can admit that globalization demands a fluid economy–in which people will lose jobs frequently and incomes are bound to be more volatile–and adapt by slashing taxes, government benefit programs, and trade barriers. Or it can try to hold on to old-fashioned notions of lifetime job security and guaranteed incomes by blocking out trading partners, closely regulating business activity, and maintaining a generous welfare state–a formula sure to produce sluggish growth, chronic unemployment, and crippling government debt.

Given their political agenda, it's easy to see why conservatives would be attracted to this analysis. But, even as the pundits wring their hands at Europe's economic decline, a growing number of American economists have begun looking across the pond for inspiration–to Scandinavia and, especially, to Denmark. Over the last decade, the Danes have turned the conventional wisdom on its head by boasting not only one of the world's most expansive welfare states, but also one of its most robust economies. Given the way average American workers' wages continue to stagnate even as their burden of risk–of losing a job, of losing medical insurance–continues to rise, it looks increasingly as though the conservative triumphalism has been misplaced: It may be that Europe has something to teach us after all. And Democrats, who have come back into power promising to address economic insecurity, should be sure to listen.

As in most of the developed world, Denmark's welfare state traces its origins to the Great Depression–specifically, to a dank January morning in 1933 when Prime Minister Thorvald Stauning called several of the country's political leaders to his apartment for a private session to discuss the nation's growing economic crisis. As Eric Einhorn and John Logue recount in a forthcoming essay on Danish history, nearly half the population was out of work and farm foreclosures were widespread. With communism and socialism gaining popularity among the increasingly distressed population, Stauning and his colleagues were desperate to take actions that would not only alleviate the widespread suffering but also save capitalism itself.

Stauning's apartment was on a small, quiet street named Kanslergade. And the resulting "Kanslergade compromise," as it came to be known, would give birth to the contemporary Danish welfare state. Denmark always had an egalitarian tradition, rooted partly in its strong ethnic identity. But, prior to the 1930s, fulfilling that guarantee was largely the responsibility of private associations, organized around jobs or communities. The Kanslergade compromise changed all that. Henceforth, the government would take primary responsibility for making the economy work–and making sure that it worked for everybody–by, among other things, providing a set of social insurance programs that protected against illness and unemployment.

The strategy succeeded. Denmark's political center held, Danes got back to work, and, on the eve of World War II, the economy was back on track. The country continued to thrive after the interlude of Nazi wartime occupation and, from the 1950s through the 1970s, it generally had steady, strong growth. The more the economy grew, the more money the government collected through taxes–allowing it to provide, in turn, even more generous services. By the '70s, Denmark had developed a well-earned reputation for providing what was arguably Europe's most comprehensive and lavish set of welfare benefits.

But the Danish economic model–like those across Europe and in the United States–was challenged by "stagflation" in the '70s and globalization in the 1980s. Denmark's economy, like those in most of Europe, started lagging behind that of the United States. While Americans were going back to work–and, in some celebrated cases, getting fabulously rich–millions of Europeans were joining the ranks of the chronically unemployed, living off of generous welfare payments. Meanwhile, businesses, hamstrung in some countries by rules that made it difficult to hire and fire new workers, weren't investing or creating new jobs.

But, while most of Europe continued staunchly to resist change, the Scandinavians began to embrace it–led, once again, by Denmark. In the early '80s, with unemployment in double digits and the economy slowing to a crawl, voters threw their support behind the Danish conservatives, enabling them to oust the Social Democrats who had run the country for most of the postwar period. Although the conservatives were not very far to the right by U.S. standards, they had run on a platform of rescuing the Danish economy, which they vowed to do by privatizing some government services, modestly reducing welfare benefits, and bringing down government deficits. And, for a few years, they made some headway, particularly when it came to trimming the pension system and bringing the government budgets back into balance.

By the early '90s, the economy had recovered enough–and the public's enthusiasm for the conservatives had waned enough–to swing politics back in the other direction. The Social Democrats took power once again, this time under the leadership of Poul Nyrup Rasmussen, a close ally of Denmark's organized labor movement. But, contrary to the expectations of some supporters, Rasmussen didn't abandon the conservative reforms. Instead, in a classic Nixon-to-China move, he undertook some of the very measures that the conservative coalition had proposed but could not enact on its own.

One of these was the sale of Denmark's state-owned telephone company, which, relative to the size of the country's economy, represented one of the largest efforts at privatization in Europe for the entire decade. Rasmussen also remained committed to balanced budgets, making more low-level spending cuts to keep the budget in line. But perhaps most important were the reforms Rasmussen's Social Democrats introduced to the Danish unemployment system. Previously, unemployment benefits had been not only very generous–equal, in some cases, to 90 percent of lost wages–but also essentially unlimited. Under a new scheme pushed through by the Social Democrats, the government began limiting assistance to four years–and, even then, only on the condition that beneficiaries worked or enrolled in job training.

Essentially, Rasmussen was triangulating between the two main poles of the country's political debate, in a manner much like
the one Bill Clinton was e
mploying in the United States at roughly the same time. But, because politics in Denmark were generally far to the left of the United States, the resulting compromise actually looked quite different. Relative to Clinton's welfare reform, Rasmussen's invested much more money in worker-counseling and training. The explicit goal was to recognize a social compact: Just as the unemployed were obligated to find new jobs, so the government was obligated to make sure the jobs were there (even if it meant creating them on the public payroll) and that the unemployed received proper training to succeed. Today, largely as a result of Rasmussen's reforms, Denmark spends more than 4 percent of its GDP on its labor market programs–the most of any country in the Organization for Economic Cooperation and Development (oecd) and more than 20 times what the United States spends on its worker-training programs.

In some respects, though, what was most significant about Rasmussen's agenda was what it did not include: radical changes to the welfare state. And that explains why, today, the country has programs that remain among the most generous in the developed world. There is universal health care and child care. Lengthy maternity and paternity leaves are available. And, despite the time limit, unemployment benefits are still worth up to 90 percent of lost wages. In all, Denmark spends nearly one-third of gross domestic product on government-run benefits–among the highest in the developed world and more than twice what the United States spends. Naturally, Denmark has a tax burden to match: Half of the country's annual economic output goes through government in the form of taxes–again, among the highest in the developed world and well above the U.S. rate of just under 30 percent.

If you believe the conservative rhetoric on economics, this combination of high taxes, a large public sector, and lavish welfare benefits ought to be killing the Danish economy. But it's not. In fact, Denmark's economy has thrived. And nowhere is that more apparent than in the job market. By the time Rasmussen left office in 2001, the unemployment rate had fallen from a 1994 peak of 9.6 percent to 4.3 percent; in 2002, it fell below the U.S. rate, where it has remained ever since. For the most recent quarter of 2006, Denmark's standardized unemployment rate was 3.6 percent, compared with 4.7 percent in the United States. Moreover, while Europe has a reputation for fostering cadres of idle youth (a reputation that, in countries like France, has at least some basis in reality), in Denmark, a mere 3 percent of its 15- to 19-year-olds are neither in school nor working–the second-best rate in the developed world. (Tiny Luxembourg is first.) In the United States, by comparison, the figure is about 7 percent.

Another important measure of overall economic health is GDP per capita, which in effect approximates the wealth generated per person per year. Here, the United States remains near the top of the developed world, at $39,732. Denmark, though also in the top fifth of the oecd, is at just $31,932. It's a significant difference, but one that reflects, in part, the fact that Americans simply work more hours, don't get as much vacation, and can't take such generous pregnancy or sick leaves. GDP per capita is also an average, pulled up by the extraordinary wealth of America's elite. Once you consider the distribution of income and material goods, it becomes apparent that typical citizens in Denmark are doing as well as–and quite possibly better than–their American counterparts.

Nearly 80 percent of Danish households have access to a home computer, the second-highest proportion in the world; just 62 percent of U.S. households can make the same claim. And, while the United States scores a bit higher than Denmark on the U.N. "Human Development Index," which combines financial standard of living with measures like knowledge and life expectancy, Denmark bests the United States on the "Quality of Life" index, which the Economist Intelligence Unit devised to measure a similar combination of factors. One reason Denmark scores so well is that programs like universal health care and day care mean middle-class Danes don't carry around the same sort of anxieties that their American counterparts do. The existence of such programs also helps explain the most obvious economic difference between Denmark and the United States: America's poverty rate of 17.1 percent is the second-worst in the oecd, behind only Mexico. And Denmark's? It's 4.3 percent, tied with the Czech Republic for the best on the planet.

To critics, the trouble with large welfare programs isn't so much what they do today as what they promise to do tomorrow: Since aging populations will eventually claim more in benefits than younger generations of workers are projected to generate, the programs appear unsustainable. In the general sense, this claim has some truth. The money Denmark owes its future retirees, in the form of pensions and health benefits, will indeed put a huge claim on its treasury–one it's not yet fully prepared to meet. But Denmark is in a far better position to meet those obligations than many other countries, including, yet again, the United States. As it has for several years, Denmark is presently running a small budget surplus, equal to around .65 percent of its GDP. The United States, of course, is running large deficits, in the neighborhood of 4.5 percent of GDP–which is one reason our long-term financial liabilities are more severe, too.

So what have the Danes figured out that conservative American pundits haven't? "High taxes don't hurt [by themselves]," says Harvard's Richard Freeman, a highly respected labor economist who has studied Europe extensively. "It depends on what you are getting for the money." Medical care is the most obvious example of this. Danes have lower infant-mortality rates than Americans and, statistically speaking, live just as long. You can't pin that completely on the medical system (a lot has to do with poverty, diet, and so on), but it certainly suggests Danish health care is no worse than the U.S. version. Yet we Americans pay far more for our system, because it's riddled with inefficiencies as insurance companies compete with one another to enroll healthy beneficiaries, rather than finance good care.

Another thing the government does well is spend money on projects whose benefits are too long-term, or too spread-out, to attract sufficient private investment. Worker-training is a case in point. One of the great virtues of Denmark's worker-retraining program is the way it enables even middle-aged workers to shift gears and pick up a new profession: If, for example, you're an unemployed textile worker whose best prospect for a new job in two years lies in health care, then the Danish government will pay to train you as a physician's assistant.

Just as a well-educated workforce attracts foreign investment, so does strong infrastructure–whether it's in the form of good roads or a speedy information highway. Here, too, Denmark excels. And here, too, government can take considerable credit, as the Economist Intelligence Unit noted in its glowing write-up: "High public spending also translates to an excellent infrastructure…. Denmark has emerged as a global leader in the development of information and communications technology infrastructure, and a pioneer for wireless technologies, including Bluetooth, among others."

Of course, infrastructure is only part of the story–and a modest one at that. A bigger reason, ironically enough, is the tax code. The high rates on personal income, which max out at 63 percent, mask relatively low rates on investment capital and corporate earnings. That relative balance–with investment taxed less than wages–is what many economists prefer, since, theoretically, low taxes on corporations will en

courage them to invest more, creating more jobs, and so on. The reason Danes tolerate such high income taxes, even while corporate taxes are low, is that they feel like they're getting something for the money: good public services. In effect, the generosity of the welfare state creates political room for economic policies that foster higher growth.

That's also true in the larger sense, when it comes to the rules–or lack thereof–about hiring and firing. Studies have shown that Danes change jobs more frequently than their counterparts elsewhere in Europe and that, on the whole, they have the shortest tenures. With such a volatile job market, you might expect the Danes to clamor for the same kinds of protections as, say, the French or Germans. But they haven't. The main reason, everyone seems to agree, is that the combination of welfare programs and job-training means that the newly unemployed needn't fear becoming destitute. Indeed, in some cases, losing a job is actually a way to get a step up. Polls show that, despite the high rates of job turnover, Danes are among the most optimistic about their prospects for finding work again. As Stein Kuhnle, an expert on Denmark who now teaches at the Hertie School of Governance in Berlin, explains: "One may say that the Danish system is one promoting employment security rather than job security" (my italics).

Earlier this year, an article in The Wall Street Journal on the closure of a Danish meatpacking plant illustrated how fluid labor markets and generous welfare supports produce a virtuous cycle. As soon as the factory was shuttered, the famous Danish job placement and training system went to work. Counselors met with each of the newly unemployed workers, drawing up individual plans of action for each and then monitoring the "clients" to make sure they followed through on their plans. Then, using both state money and some contributions from the old employer, they financed classes to retrain the workforce. The results were impressive: After having spent ten years slicing up pig carcasses, Suzanne Olsen now had a position as a golf landscaping apprentice. Finn Larsen was enrolled in classes to become fully trained as a math and science teacher. Indeed, of the 500 workers the company had laid off, within ten months only 60 were still collecting Denmark's generous unemployment benefits.

Talking up one region's, or one country's, economic model is a recurring phenomenon in politics–and a tricky one. At various times in the last 50 years, the opinion elite has swooned over the Anglo-American countries, the Far East, continental Europe, and even the communist bloc because their economies were in the middle of a temporary boom. But even "successful" countries often have problems that admirers either overlook or willfully ignore. And Denmark has its share of those. To take one obvious example, because the generous unemployment benefits and job-training means nobody wants to work in low-wage jobs, the country's service sector is lackluster. Positions like housekeepers and nannies tend to be filled by immigrants operating as part of an underground economy. "We have a vibrant public sector," says Christoffer Green-Pedersen, a professor of public policy at the University of Copenhagen. "But I've never seen a shoe shiner. It'd be too expensive."

A bigger issue for those who might want to import the Danish model–particularly for a country like the United States–is that Denmark is a small, ethnically homogenous country with a tradition of marked cooperation. Labor and management enjoy one of the least adversarial relationships in the developed world, enabling them to pursue mutually advantageous arrangements. Many experts think the strong sense of common enterprise among Danes improves government services by promoting a strong sense of duty among civil servants.

Still, nobody is suggesting that other countries could–or even should–import the Danish model whole. (Among other things, the strong sense of common purpose has an uglier side: relatively harsh treatment of foreigners and immigrants.) The idea, rather, is to take broad lessons from Denmark's experience. And the broadest lesson would seem to be the most obvious one: that it is entirely possible to have a large welfare state, with generous benefits, without choking the economy. Data from the rest of Scandinavia, which all use variants of the same economic model, support this argument. In a recent Scientific American column focusing on the performance of these Nordic countries, Columbia University economist and best-selling author Jeffrey Sachs blasted the right's anti-tax, antigovernment conventional wisdom, concluding that "a generous social-welfare state is not a road to serfdom but rather to high levels of satisfaction, fairness, economic equality and international competitiveness."

Nor is Sachs the only prominent economist who has taken notice of Scandinavia's success. So have Harvard's Richard Freeman and Nobel Prize-winner Joseph Stiglitz, the former chief economist for the World Bank. Even some relatively conservative economists–like the American Enterprise Institute's Kevin Hassett, who has been an adviser to John McCain–will concede that the Nordic model works, although they are dubious that the United States could copy it: "The Scandinavians," Hassett says, "show that you don't have to have a terrible economy if you have a big welfare state and high taxes."

Scandinavia's success has particular relevance today, when the Democratic Party suddenly finds itself with real political power again–and a mandate to address the rising economic insecurity that many American workers feel. The problem for the Democrats, as my colleague Jonathan Chait recently noted ("Freakoutonomics," November 6), is that the solutions they've pushed for in the last decade suddenly seem inadequate. For most of the 1990s, the Clinton administration pursued a relatively conservative set of economic policies that focused on efforts to improve overall growth, such as free trade and balanced budgets. Most economists believe Clinton's economic policies did, in fact, strengthen the economy as a whole. But it's also becoming apparent that the poor and middle class didn't benefit from the subsequent period of growth as much as the administration had hoped–and that both groups remain surprisingly vulnerable to economic dislocation today.

Of course, even back in the early '90s, not every member of the Clinton administration was so sanguine about the policies it was pursuing at the time. Among those dissenting was then-Secretary of Labor Robert Reich, who proposed that "if we blended our flexible labor markets with [Europe's] investments in human capital and put the safety net somewhere in between ours and theirs, you would have the best system in the world." Reich's argument famously lost out to those of Clinton's more conservative advisers–among them former National Economic Council Chairman Laura Tyson and former Treasury Secretary Robert Rubin.

And so it was a little ironic that, a few weeks ago, it was Tyson and Rubin, along with some other former Clinton advisers, who found themselves discussing Denmark at a panel on economic policy co-sponsored by The New Republic and the Brookings Institution. Tyson, who just completed five years as dean of the London Business School, first raised the possibility that Denmark might be a model for the United States, noting that "there is nothing in the growth rates to suggest that Denmark is paying a penalty for having a high level [of taxes and government spending]. … This is not to mention in addition the fact that health care coverage in Denmark is universal, and it is not to mention the fact that, actually, Denmark has one of the lowest poverty rates in Europe and has the lowest poverty rates for children in all of the o

ecd countries."

Upon hearing that description, Rubin quipped, "I think I would like to move to Denmark." That, surely, isn't necessary. But a fact-finding visit might be worthwhile.

Oven på to ugers ferie og fravær er min lørdag simpelthen for kort til at opremse, hvor mange fejl, misforståelser og fejlfortolkninger, der er i artiklen–men andre er velkomne.  Derimod er der (som altid) en række kritiske bemærkninger hér hos vennerne ovre på MarginalRevolution og lidt interessant fra Matt Yglesias og dennes læsere (deriblandt vores gæste-blogger Limagolf).  Her er TNR's egne læserkommentarer.

O'Rourke om "The Wealth of Nations"

Jeg ved ikke med jer, men for egne vedkommende ved jeg ihvertfald godt, hvad jeg skal lave ved midnat den 9.I.2007: Jeg skal sidde klistret til min PC-fladskærm for at følge med “live”, når den ufatteligt morsomme forfatter, journalist, satiriker og lommefilosof P.J. O’Rourke hos Cato Institute lancerer sin nye bog, “On the Wealth of Nations”.  I den vil P.J. anvende Adam Smiths logik til at behandle nutidige emner–og sikkert gøre lidt grin med alle.

Der er nok få læsere her på stedet, som ikke allerede kender O’Rourke lidt, men gamle som nye fans kan altid få sig et godt grin over den bedste politiske satiriker, jeg kender til.  Skulle man ikke kende ham, eller have glemt dem, eller bare have lyst til at få dem genopfrisket, så er her et par guldkorn fra forfatteren til klassikere “Republican Party Reptile”, “Parliament of Whores”, “Holidays in Hell”, “Kill the Rich” , “Give War A Chance”, m.fl.:

  • “Giving money and power to government is like giving whiskey and car keys to teenage boys.”
  • “You know, if government were a product, selling it would be illegal.”
  • “What is this oozing behemoth, this fibrous tumor, this monster of power and expense hatched from the simple human desire for civic order? How did an allegedly free people spawn a vast, rampant cuttlefish of dominion with its tentacles in every orifice of the body politic?”
  • “Every government is a parliament of whores. The trouble is, in a democracy the whores are us.”
  • “Government is a health hazard. Governments have killed many more people than cigarettes or unbuckled seat belts ever have. Government contains impure ingredients — as anybody who’s looked at Congress can tell you.”
  • “A little government and a little luck are necessary in life, but only a fool trusts either of them.”
  • “Our democracy, our culture, our whole way of life is a spectacular triumph of the blah.”
  • “The Tenth Commandment sends a message to socialists, to collectivists, to people who believe that wealth is best obtained by redistribution, and that message is clear and concise: Go to hell! It’s as simple as that.”
  • “You can’t get good Chinese takeout in China and Cuban cigars are rationed in Cuba. That’s all you need to know about communism.”
  • “Idiots are blind to the coercive power of government. Bigots are blind to everything else.”
  • “What I discovered in Somalia is a place where there was no shortage of food … There was a shortage of public order. There was a shortage of a social system to provide food for people who were powerless. Rice was selling in Mogadishu at 10 cents a kilo — the cheapest rice in the world because of all the rice that had been donated. The problem was that if you didn’t have a gun in Mogadishu you didn’t have 10 cents. It didn’t matter how cheap or readily available the rice was. There were people with guns taking it away from the people who didn’t have guns.”
  • “Government is not a machine with parts; it’s an organism.”
  • “The three branches of government number considerably more than three and are not, in any sense, “branches” since that would imply that there is something they are all attached to besides self-aggrandizement and our pocketbooks.”
  • “When government quits being something we use only in an emergency and becomes the principal source of aid and assistance in our society, then the size, expense and power of government are greatly increased.”
  • “No drug, not even alcohol, causes the fundamental ills of society. If we’re looking for the sources of our troubles, we shouldn’t test people for drugs, we should test them for stupidity, ignorance, greed and love of power.”
  • “Money is preferable to politics. It is the difference between being free to be anybody you want and being free to vote for anybody you want. And money is more effective than politics both in solving problems and in providing individual independence. To rid ourselves of all the trouble in the world we need to make money. And to make money we need to be free. But, oh, the trouble caused by freedom and money.”
  • “The difference between corporations and governments is governments have a monopoly on force. It’s a lot easier to vote with your feet or your wallet than it is to change a government with your vote.”
  • “Let’s reintroduce corporal punishment in the schools – and use it on the teachers.”
  • “The mystery of government is not how Washington works but how to make it stop.”
  • “The whole aim of practical politics is to keep the populace alarmed (and hence clamorous to be led to safety) by menacing it with an endless series of hobgoblins, all of them imaginary.”
  • “If you think health care is expensive now, wait until you see what it costs when it’s free.”
  • “In an egalitarian world everything will be controlled by politics, and politics requires no merit.”
  • “You can’t get rid of poverty by giving people money.”
  • “There is no virtue in compulsory government charity, and there is no virtue in advocating it. A politician who portrays himself as ‘caring’ and ‘sensitive’ because he wants to expand the government’s charitable programs is merely saying that he’s willing to try to do good with other people’s money. Well, who isn’t?”
  • “When buying and selling are controlled by legislation, the first things to be bought and sold are legislators.”
  • Om narkotikaforbud: “We won’t dispassionately investigate or rationally debate which drugs do what damage and whether or how much of that damage is the result of criminalization. We’d rather work ourselves into a screaming fit of Puritanism and then go home and take a pill.”
  • Om Hillary Clintons bog “It Takes A Village”: “Some kinds of stupidity cannot be faked.”
  • “Always read something that will make you look good if you die in the middle of it.”
  • “If you say a modern celebrity is an adulterer, a pervert and a drug addict, all it means is that you’ve read his autobiography.”
  • Om Cato Institute: “The Cato Institute has an unusual political cause — which is no political cause whatsoever. We are here tonight to dedicate ourselves to that cause, to dedicate ourselves, in other words, to … . nothing. We have no ideology, no agenda, no catechism, no dialectic, no plan for humanity. … All we have is the belief that people should do what people want to do, unless it causes harm to other people. And that had better be clear and provable harm. No nonsense about second-hand smoke or hurtful, insensitive language, please. I don’t know what’s good for you. You don’t know what’s good for me. We don’t know what’s good for mankind. And it sometimes seems as though we’re the only people who don’t. It may well be that, gathered right here in this room tonight,are all the people in the world who don’t want to tell all the people in the world what to do. This is because we believe in freedom. Freedom — what this country was established upon, what the Constitution was written to defend, what the Civil War was fought to perfect. Freedom is not empowerment. Empowerment
    is what the Serbs have in
    Bosnia. Anybody can grab a gun and be empowered. It’s not entitlement. An entitlement is what people on welfare get, and how free are they? It’s not an endlessly expanding list of rights — the “right” to education, the “right” to health care, the “right” to food and housing. That’s not freedom, that’s dependency. Those aren’t rights, those are the rations of slavery — hay and a barn for human cattle. There is only one basic human right, the right to do as you damn well please. And with it comes the only basic human duty, the duty to take the consequences. So we are here tonight in a kind of anti-matter protest — an unpolitical undemonstration by deeply uncommitted inactivists. We are part of a huge invisible picket line that circles the White House twenty-four hours a day. We are participants in an enormous non-march on Washington — millions and millions of Americans not descending upon the nation’s capital in order to demand nothing from the United States government. To demand nothing, that is, except the one thing which no government in history has been able to do — leave us alone. … There, ladies and gentlemen, you have the Cato Institute’s program in a nutshell: government should be against the law.”

Milton Friedman (1912-2006), R.I.P.

Den formodentlig største profil i den liberale renæssance i den 2. halvdel af det 20. århundrede, Nobelprisvinderen, Chicago-økonomen og Hoover Institution-forskeren Milton Friedman, døde her til aften (dansk tid).

Man kan ikke sige, at det kom uventet–hans alder taget i betragtning–og dagen måtte jo komme, selvom man efterhånden skulle tro, at han var udødelig, så frisk som han altid virkede.  Men alligevel melder der sig ihvertfald hos denne Punditokrat et betragteligt vemod: “Free to Choose” (“Det frie valg”) var en af de tre-fire bøger, som i sin tid (1982-83) var med til at give mig de holdninger, jeg har i dag.  Siden var jeg så heldig at træffe Friedman selv ved et par lejligheder–den ene gang i mere end en time “one-on-one” (hvilket resulterede i et interview)–og jeg kan kun sige, at han var et ualmindeligt sympatisk og inspirerende menneske.  Han havde en skarp logik, en utrolig pædagogisk sans, og så var der aldrig noget “mean spirited” over ham.

Datoen 29. januar blev fornylig designeret som officiel “Milton Friedman Day” i Chicago, fordi man den dag på PBS viser den nye dokumentarfilm “The Power of Choice: The Life of Milton Friedman” (som jeg selv havde fornøjelsen at se en forkortet version af i sidste uge). I Californien vil guvernør Arnold Schwarzenegger–som selv har sagt, at det var “Free to Choose”, som gjorde ham til tilhænger af det frie marked–angiveligt gøre det samme, og jeg hørte netop i sidste uge, at der var planer undervejs om at få dagen gjort til officiel, national mærkedag.  Hvorfor dén markering?  Fordi–sagde initiativtagerne–næppe noget andet (dengang nulevende) menneske gennem sine argumenter har gjort mere for at hæve flere menneskers levestandard og gavne deres liv end Friedman.

Det kan man faktisk godt argumentere for.  Og selv om Friedman nu ikke længere er nulevende, så vil han formodentlig–og forhåbentlig–være “levende” (og måske nærmest udødelig) i mange, mange år endnu.  Han var en helt.

Her er nogle links, som vil blive løbende opdateret:

PS. Hermed et sen-1980er billede af Milton & Rose Friedman sammen med præsident Ronald Reagan.  Herren med briller er Edwin Feulner, præsident for Heritage Foundation.

PPS. Her er (t.h.) et billede af Milton Friedman & præsident George W. Bush fra en Hvide Hus-ceremoni til hans ære (2002).  Man skal–til denne punditokrats store glæde–tilsyneladende ikke bedømme en persons betydning på vedkommendes højde …

PPPS. Et kendt og hyggeligt billede af to gode venner, kolleger og Nobelprisvindere–Friedman og Stigler–er dette “Fyr & Bi”-agtige (t.v.).  M.F. havde billedet indrammet på sit kontor på Hoover Institution, da jeg var der i 1993.

PPPPS.  Milton & Rose Friedmans kendte søn David (som denne Punditokrat spiste morgenmad og diskuterede vikinger med så sent som i lørdags) har sin egen blog her.  Selvom de næppe læser vores blog eller forstår dansk, så sender vi hermed de bedste hilsner til ham & familien.

Lord Harris of High Cross (1924-2006), R.I.P.

En af de helt store profiler i den britiske renæssance for den klassiske liberalisme, Lord Harris of High Cross, afgik i morges ved døden.  Man plejer i den slags situationer ofte at sige, at det var i en "alt for tidlig alder"; det kan ikke helt siges her, da Lord Harris trods alt var 82–men man kunne sagtens have undt ham, og brugt ham, en del årtier endnu.

Ralph Harris–som han var født–blev uddannet fra Cambridge og havde derefter en kort karriere som universitetsforsker i politisk økonomi.  Så slog han sig på en karriere som journalist.  Han opstillede også ved flere valg til det britiske Underhus som Tory-kandidat, men heldigt nok for både Harris og britisk politik (men knap så godt for toryerne) blev han aldrig valgt.  I stedet var han i årtier den ene af hovedmændene bag skabelsen, driften og udviklingen af en af den vestlige verdens mest indflydelsesrige tænketanke, Institute of Economic Affairs (IEA), hvis direktør og ydre ansigt han var i årtier (1957-87).  Den anden, Arthur Seldon, døde–som omtalt her på bloggen–sidste år.  Tilsammen var de i 1950erne Storbritanniens "last two economists who believed in free markets".

Harris' politiske karriere indskrænkede sig i stedet til en plads i Overhuset, da Margaret Thatcher (som han havde introduceret til F.A. Hayek) i 1979 placerede ham som nr. 1 på Dronningens "Honours List"–hvorefter han straks efter adlingen erklærede sig som "cross-bencher".

Men selv i dette ikke helt socialistiske forum, oplevede han hvor skarp modstanden var imod Thatcher frimarkeds-filosofi:

"I see chaps in the House of Lords whom I know, who were contemporaries of mine at university. They won't talk to me, and I'm not even Thatcher. I didn't like Harold Wilson as Prime Minister, but I never felt the hatred and animus towards him that they have towards her. Itching to kill."

I stedet for en politisk karriere blev den senere Lord Harris medlem af Mont Pelerin Society–og dettes præsident (1982-84).  Jeg havde selv fornøjelsen af, ved flere lejligheder, at møde Lord Harris, og jeg kan kun sige, at han var en klassisk gentleman, en skarp analytiker (selv i en høj alder), en stor og vittig humorist, og en idealistisk ven af friheden i alle dens former.  Han var, med andre ord, en mand, som denne blogs skytshelgen, H.L. Mencken (som figurerer prominent på bloggens sider), ville have haft svært ved at have noget imod–og det er de færreste, man kan sige dét om.  Han kunne have været en Punditokrat–og vi ville have været glade for at have ham iblandt os! For her er, hvad han sagde om frihed, Hayek og betydningen af ideer:

"Hayek set this down in a marvelous essay called "Socialism in Intellectuals," in which he paid enormous tribute to the socialist intellectuals. He said that the whole of the direction of policy in the end depended upon a battle of ideas in a stratospheric bank of high intellectuals, refining their concepts and engaging in argument, and the fallout of all that is among the voters and the politicians and journalists who will be guided by the outcome. He argued that the great strength of the socialists is that they had the courage to be idealistic, to have a theory, to have a project and a vision, and to go on working towards that, through thick and thin, and not to deviate, whereas the non-socialists, Conservatives and so on, were pragmatic people who were always involved in bits of compromise and what was practical and how to accommodate the existing opinion. Ignore existing opinion, Hayek said, because in the long run it's ideas. But Keynes said the same in The General Theory. Keynes said it's ideas that rule the world. And people, said Keynes, who think they're exempt from any intellectual interest are usually the slaves of some defunct economist. That was Keynes — who became in turn a defunct economist, incidentally. So this notion [was] that we were the high command, the military terms of high command and high strategy. Don't look for immediate successes, but keep on driving towards this vision of a free society, of individual responsibility, self-help as a foundation of an individual fulfillment, and then of wealth creation, innovation, investment, and all the great things that follow from it."

PS. Her er et par hurtige nekrologer/omtaler:

Johan Norberg on the Devil's Advocate

Shameless self-promotion but – I hope – of interest to both Danish and international readers of this blog:

The Devil's Advocate is back with another English edition of our show (available here). The show was recorded in Stockholm, where the Devil's Advocate met with Swedish author Johan Norberg for a most interesting discussion.

The discussion focused on the following issues: the effects of globalization, how to explain the success of the Nordic welfare states and how these compare to the US, whether the role of the state in the economic development of the Asian tigers challenges the widely held belief that economic liberalism and political and individual freedom are inseparable. Finally we touch on Johan Norberg's vision of the good society and how to achieve it in a world where even right wing governments are at home with the notion of a big state.

Quotes from the debate:
"It is correct that the wealth of the world is very unevenly distributed… the reason why it is unevenly distributed is that there is an uneven distribution of capitalism [..] The problem of the world today is too little globalization and too little capitalism."

"The bureaucracy in the Nordic countries defied many of the liberal suspicions of how they would act but at the same time they did it because they were born under a completely different system and in the long run I think it [the size of the public sectors] creates problems".

"There is an inherent problem of combining authoritarian government with economic liberalism. The problem is that you create new power structures you create other groups that are not as dependent on the government as they were before and then they can begin to challenge the old things."

"My moral ground for this is based on the idea that individuals are actually quite smart they are quite creative. That's why I think freedom is a good idea basically, because I think people can create wonders and that's what I think history has taught us. In the last 100 years of relative freedom we have created more than in the 100.000 years of oppression, slavery and feudalism before that."

"We don't see those strong classical liberal or libertarian influences in the big centre right parties that we saw 15 years ago or something like that. Partly I think it is because if you have power you begin to like it. That's what you can see with people like Bush who when suddenly he has power he wants to do all manners of different things to institute his ideas."

"It is time for a bit of a change in attitude from people like my self when we speak for changes. I think it is more important to create reforms that have consequences that follow later on rather than try to run straight into the system and getting a nose bleed. We should instead look at those reforms which might expand people's freedom and increase the demand for more freedom."

Who is … Dagny Taggart?

Så skulle den vist være god nok: Efter årtiers mislykkede planer fra talrige sider, er en filmversion af Ayn Rands libertære, pro-kapitalistiske blockbuster-klassiker Atlas Shrugged nu undervejs som en trilogi.  Og det er ikke kun rygter.

Skuespillerinden til den kvindelige hovedrolle, Dagny Taggart, er “signed, sealed and delivered”, nemlig … [trommehvirvel] …

Angelina Jolie

Hmmmm.  På det rent æstetiske plan måske ikke helt ved siden af.  (Rands egne forslag var–så vidt jeg husker–Raquel Welch og Farrah Fawcett, men de er jo ligesom “over the top”.)  Men … Jolie som intellektuel, pro-kapitalistisk aktivist? Der er et eller andet, der gør mig nervøs for, hvordan resten af projektet vil komme til at se ud. Brad Pitt som John Galt? Colin Farrel som Hank Rearden? Leonardo Di Caprio som Francisco d’Anconia? Orlando Bloom som Ragnar Danneskjöld?  Og Rob Lowe, Al Franken, Tim Robbins, Susan Sarandon, Barbra Streisand, Cameron Diaz, samt Janeane Garofolo i mindre roller? (Hvis det lyder urealistisk, så tænk på Pitt i hovedrollen som Howard Roark i Rands The Fountainhead, instrueret af Oliver Stone!  Hvor slemt kunne dét ikke blive …? Auch.)  Jeg husker ikke, hvem der skrev det, og hvor det stod, men jeg mindes en titel på en artikel om de mangeårige filmatiseingsplaner: “Why It Would Never Make A Really Good Movie”.  Der er noget om dét.

Der står mere her hos Objectivist Center og hos Variety.  Og en gammel post hos Mises Blog.

Danmark er ikke stat nr. 51 –- men gid vi var!

Som bekendt bringer vi en sjælden gang imellem et gæsteindlæg, og denne gang har vi valgt at lade en studerende få chancen. Ugens gæst på Punditokraterne er David Pontopiddan, der er stud.scient.soc. – sociologistuderende – ved Københavns Universitet. David er endvidere studentermedhjælp på tænketanken CEPOS. Vi på redaktionen håber, at læserne vil nyde Davids skarpe gæsteindlæg!

Den 11. september i år var det 5-års dagen for al-Qaedas terrorangreb i USA, der kostede godt 3000 mennesker livet og ændrede verden for bestandigt. 11. september var en skelsættende dato for mange, og således også for mig. Det var den dag hvor jeg fandt ud af at jeg var borgerlig i mit livssyn, og at jeg troede på friheden og nødvendigheden i at kæmpe for den – “Freedom isn’t free” som det amerikanske slogan siger, et budskab der har præget mit liv lige siden.

I forbindelse med 5-års dagen for angrebet finder Villy Søvndal det passende at harcelere i Politiken over, at Danmark i 2001 tog et opgør med neutralitetspolitikken, og siden har forsvaret den vestlige verdens værdier mod totalitær ideologi. Et skifte i udenrigspolitik, der har medvirket til at befri over 60 millioner mennesker fra undertrykkende diktatorer, og gjort Danmark til en værdsat allieret – noget Villy Søvndal mener gør os til USA’s 51. stat.

Det er vi ikke – men gid vi var!

Hvis bare Danmark fulgte trop med USA i alle frihedens spørgsmål. USA har som alle lande sine mangler, men der er noget imponerende i amerikanernes hyldes til frihed, som finder genklang hos alle samfundets grupper. Den amerikanske grundlov, og uafhængighedserklæringen fra det britiske kolonistyre, begge skrifter for den personlige frihed, kendes af selv skolebørn til hudløshed, og anses af amerikanerne for at være noget helligt. En garanti for deres frihedsrettigheder, der – som det står skrevet – “anses for at være selv-indlysende”. Dette er første eksempel på et område hvor Danmark er bagud. Hvem andre end fagkyndige kender den danske grundlov, og hvor meget står der egentlig om den enkeltes danskers rettigheder, som ikke straks bliver annulleret af hensynet til “almenvellet”, der i princippet kan betyde hvad som helst?

Det frie marked er det andet eksempel på, at Danmark stadig har meget at lære. Kapitalisme og markedsøkonomi har gjort amerikanerne til nogle af de rigeste mennesker i verden set relativt i forhold til forbrug. Den gennemsnitlige amerikaner har råd til såvel ny bil som eget hus, og flere undersøgelser fra bl.a. tænketanken Timbro og det svenske handelskammer viser, at de fattigst stilledes indkomst i USA målt i købekraftsparitet (dvs. indkomsten målt i varer frem for værdi på valutamarkedet) er højere hvad angår såvel sundhed som uddannelse og beboelse end den svenske medianindkomst!

Myterne om den amerikanske fattigdom stortrives, og frygt for “amerikanske tilstande” (se f.eks. et tidligere indlæg her) bruges ofte som undskyldning for den danske model, hvor beskatningen er blandt verdens højeste, og den daglige gevinst ved at arbejde for 130.000 danskere, som CEPOS offentliggjorde for nyligt i et notat, er under 50 kr. ift. at modtage kontanthjælp. Ak – hvem der blot fik amerikanske tilstande til Danmark …

Og så er der naturligvis USA’s forhold til omverden. Husk blot på de amerikanske soldater, der gav deres liv for frihed på Omaha Beach, i en skov ved Argonne, på den anden side af jordkloden i Tarawa, ved Chosin reservoiret i Korea, og i junglen og rismarkerne i Vietnam. Dette er ikke mine ord, men et citat fra Ronald Reagan’s tiltrædelsestale i 1981. Ronald Reagan, der i Danmark blev kaldt en skydegal cowboy, alt imens vores egen udenrigs- og sikkerhedspolitik sejlede i fodnoter, der var sat i søen af Sovjetunionens nyttige idioter. Reagan regnes i dag for en af det 20. århundredes største præsidenter. Sønnen af fattige irske indvandrere, der blev skuespiller, fagforeningsleder og siden præsident – noget, der blev latterliggjort i Danmark, men som blev set som en realisering af den amerikanske drøm i USA, hvor alt er muligt. Danmark er i dag med i nogle af de frihedsskabende missioner, men i stigende grad mod den politiske vilje her i landet.

Tiderne har ændret sig siden da, men kampen for frihed er stadig vigtig. I dag kæmpes der for frihed i Afghanistans huler og Bagdads gader, og ikke – som Villy Søvndahl i interviewet påstår – for olie eller profit. Der kæmpes for frihed fordi man tror på frihed, og frygter alternativet – hvad enten det er fascisme, nationalsocialisme, kommunisme eller islamisme. Deri består de “amerikanske tilstande” der i virkeligheden er almenmenneskelige værdier, og som med tiden forhåbentlig også bliver danske igen.

De multinationale og menneskerettighederne

Denne punditokrat har d.d. en længere artikel i Ræson vedrørende multinationale virksomheder og menneskerettigheder. Politiken har valgt at bringe en forkortet version af artiklen, der ikke findes online, hvorfor jeg bringer den i sin helhed her:

Siden globalisering for alvor blev en vigtig del af international politik, har der været gjort forsøg på at få multinationale virksomheder underlagt internationale menneskerettighedsstandarder. Der eksisterer hvad man kunne kalde en menneskerettighedsbevægelse bestående af NGO’er, akademikere og menneskerettighedsinstitutioner, som har produceret utallige konferencer og artikler om dette emne. Målsætningen har også givet sig udslag i Danmark, hvor Institut for Menneskerettigheder (IM) sammen med bl.a. Dansk Industri og LO, har iværksat et storstilet projekt under navnet “Human Rights & Business”. Projektet inkluderer bl.a. en hjemmeside, hvor virksomheder ved at beskrive en lang række forhold om virksomhedens produktion, ligestilling, markedsføringstiltag, ansættelsespolitik m.v. kan få bedømt, hvorvidt de lever op til de menneskerettighedsstandarder, som gælder i henhold til en række FN-Konventioner.

Men kampagnen for at underlægge de multinationale virksomheder menneskerettighedsstandarder hviler på en fatal mangel på forståelse af nogle helt grundlæggende og afgørende forskelle mellem stater og erhvervsvirksomheder.

De sårbare giganter

Den grundlæggende brist i idéen om at underlægge de multinationale virksomheder menneskerettigheder er den manglende forståelse af den fundamentale forskel mellem en stat og en privat virksomhed. Stater har langt større magtbeføjelser – selv fattige stater er langt mere magtfulde i forhold til almindelige mennesker end den rigeste multinationale virksomhed.

Grunden til, at stater skal overholde og respektere en række fundamentale menneskerettigheder, er, at staten er tildelt et monopol på magtudøvelse på sit territorium. Staten kan med andre ord bruge væbnet magt overfor sine borgere, der typisk ikke har adgang til at udfordre statens magtmonopol. I moderne tid har teknologi medført, at staterne via velbevæbnede hære og politistyrker med lethed vil kunne udrydde deres befolkninger, hvorfor risikoen for misbrug af statens magtmonopol er så meget desto større, hvilket Europas historie i sidste århundrede bærer al for tydeligt vidnesbyrd om. Ingen nok så rig virksomhed har et tilsvarende magtmonopol.

Endvidere lever virksomheder modsat stater på borgernes nåde, idet virksomheder er afhængige af, at forbrugere (og andre virksomheder) frivilligt vælger at bruge penge på det(t) produkt(er), som virksomheden lever af at producere og/eller sælge. Vælger forbrugerne eller andre virksomheder en virksomheds produkt(er) fra, vil selv den stærkeste koncern falde fra hinanden uden mulighed for at tvinge forbrugerne til at bidrage til dens fortsatte eksistens. En kriseramt virksomhed kan altså ikke pudse politi eller hær på vrangvillige eller kritiske forbrugere og tvinge disse til at betale til virksomheden mod deres vilje. Såfremt en stat er i økonomiske problemer vil den derimod kunne udskrive skatter, således at borgerne tvinges til at bidrage til og styrke statens magtmonopol. Er borgerne utilfredse vil staten endvidere kunne anvende lovgivning og sit magtmonopol til at tvinge borgerne på plads. Statens magtmonopol gælder tillige overfor virksomheder – også de multinationale – der, præcis som borgerne, afkræves skatter og er underlagt love og regler der vedtages, administreres og håndhæves af staten.

Heller ikke forholdet mellem ansat og virksomhed kan sammenlignes med forholdet mellem stat og borger. Et ansættelsesforhold er i en fri markedsøkonomi baseret på aftalefrihed. En person kan derfor ligeså lidt tvinge en virksomhed til at ansætte sig, som en virksomhed kan tvinge en person til at arbejde for sig. Den grad af frivillighed, der eksisterer mellem borger (som forbruger eller ansat) og virksomhed, findes således ikke i forholdet mellem borger og stat.

Det skal medgives, at der har været situationer, hvor multinationale virksomheder har begået endog meget alvorlige forbrydelser såsom anvendelse af tvangsarbejde, fysiske overgreb og mord, som f.eks. i Chile i forbindelse med kuppet mod Salvador Allende.  På trods af den fortjente medieopmærksomhed sådanne tilfælde får, er det dog en meget lille minoritet af disse selskaber, der har sådanne handlinger på samvittigheden. Det er endvidere værd at bemærke, at den groveste form for overgreb fra de multinationale virksomheders side (der toppede under den kolde krig) næsten udelukkende er fundet sted i stater med korrupte og undertrykkende regeringer. Sådant misbrug sker meget sjældent, hvis nogensinde, i velfungerende liberale demokratier, hvor regeringerne i højere grad er bundet af menneskerettigheder og er afhængige af borgernes velvilje. Fordi virksomheder ikke kan anvende magt, men netop er afhængige af, at vi forbrugere efterspørger deres produkter, er de multinationale selskaber langt mere sårbare overfor dårlig presse og for omverdenens krav om acceptabel opførsel, end stater med magtmonopol. En sårbarhed, der er blevet forstærket via moderne informationsteknologi.

Da Cheminova for nylig blev konfronteret med beskyldninger om farlige arbejdsforhold for firmaets ansatte i Indien, skred man straks ind med en undersøgelse med henblik på at forbedrede eventuelle kritisable forhold. Når Sudan, Iran, Saudi-Arabien og Nordkorea konfronteres med deres behandling af egne statsborgere mødes det internationale samfund og menneskerettighedsorganisationer oftest med et skuldertræk eller tomme løfter om forbedret opførsel.

Selskaberne slipper ikke

Instituttets projekt er tillige på skrøbelig grund, når det kommer til de menneskerettighedsforpligtelser, man mener de multinationale selskaber skal efterleve. Projektet påberåber sig at være baseret på gældende menneskerettighedskonventioner i FN-regi, såsom FNs Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder og Konventionen om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder fra 1966. Men læser man disse konventioner bliver det hurtigt klart, at de alene binder stater: under gældende ret er det med andre ord alene dem, der er pligtsubjekter under eksisterende menneskerettighedskonventioner. Konventionerne kan alene ratificeres af stater – og det folkeretlige ansvar, der følger af en sådan ratifikation, påhviler alene den ratificerende stat. Selv hvis en virksomhed skulle ønske at blive bundet af en international menneskerettighedskonvention, ville dette ikke være muligt.

Tværtimod forholder det sig således, at virksomheder er rettighedssubjekter under en række menneskerettighedskonventioner, herunder de FN-konventioner, som “Menneskerettighedsbevægelsens” projekt er baseret på, samt under den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Det vil sige, at virksomheder har krav på, at stater respekterer bl.a. retten til en retfærdig rettergang, den private ejendomsret og ytringsfriheden. Der foreligger da også adskillige domme fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), hvor det er blevet statueret, at statslige tiltag såsom konfiskationer og vilkårlige retssager har været i strid med EMRK. Der findes derimod ikke én eneste dom fra EMD (eller afgørelse fra FNs Menneskerettighedskomite), der statuerer, at en virksomhed har overtrådt disse konventioner, hvilket da også ville være i strid med konventionernes ordlyd, da alene stater kan indklages for de tilknyttede menneskeretlige klageorganer.

Der er således hverken et konkret behov eller juridisk belæg for at pålægge de multinationale virksomheder menneskerettigheder. 

Amerikanske tilstande

“Vi ønsker da ikke amerikanske tilstande” er et af den danske ideologis yndlingsudtryk.  Hvad det i hvert enkelt tilfælde betyder, er uklart, bortset fra, at “amerikanske tilstande” er noget med, at de fattige har det helt forfærdeligt, kan ikke få lægehjælp, er udsat for kriminalitet og lever i yderste nød.  Her på bloggen er holdningerne oftest men ikke altid mere nuancerede.  Også her optræder forestillingen om, at de fattige i USA har det rigtig dårligt i forhold til de fattige i Danmark.

Nu er der mange måder at definere rigtig dårligt på, men holder vi os til noget så konkret som indtægt og forbrugsmuligheder, findes der faktisk svar på, hvor mange penge, de fattige råder over.  Den progressive amerikanske tænketank Economic Policy Institute har beregnet, hvor stor en procentdel af den amerikanske medianindkomst på ca 28.000 USD de fattigste ti pct. af husstande råder over.  Resultaterne er her, kommenteret af Tim Worstall.  De viser, at andelen i USA er 39 pct., altså at de fattigste ti pct. af husstande i gennemsnit disponerer over 39 pct. af medianindkomsten.  Tallet for Danmark er 43 pct.  Her har de fattigste 10 pct. altså 43 pct. af den amerikanske median udregnet for købekraftsparitet.

Som Tim Worstall kommenterer: al den omfordeling, al den enormt dyre velfærdsstat, alt det ligemageri, og resultatet er, at de fattige i Danmark altså har det få procentpoint bedre end deres modparter i USA.

Min kommentar er, at selv købekraftsparitetsbaserede udregninger undervurderer forskellene, fordi de ikke tager fuldt højde for de ekstremt høje danske forbrugsafgifter, der rammer alle, også fattige.  Og at den amerikanske median er højere end den danske; faktisk er det kun i olielandet Norge, hvor medianen er højere end i USA.

Nick Eberstadt har endvidere i en grundig analyse af de amerikanske fattigdomstal vist, at de ikke måler absolutte forbedringer i de fattiges faktiske leveomstændigheder.

Det er iøvrigt en betragtning, der stemmer overens med løsere iagttagelser.  De officielle fattigdomstal kan simpelthen ikke forklare alt det forbrug, der faktisk finder sted.

Skal vi tale om amerikanske tilstande, hvad husstandsindkomster angår, er det altså først og fremmest nødvendigt at sondre mellem ulighed og absolut indtægtsniveau.  Uligheden er klart større, hvilket ses af, at de rigeste 10 pct. i USA i gennemsnit har 210 pct. af medianen, mens de 10 pct. rigeste danske husstande kun har 113 pct.  Hvortil dog for begge lande skal tilføjes, at målet her gælder indkomst og ikke formue.

Adam Smith & den usynlige hånd

Jeg glemte vist lige at gøre vores vest-danske og udenlandske læsere opmærksomme på, at jeg forleden havde kronik nr. 2 i min "1776-2006"-serie i Berlingske Tidende.

Første afdeling handlede om Thomas Jefferson og amerikansk konstitutionalisme (4. juli); anden afdeling handlede om Adam Smith, den usynlige hånd og Wealth of Nations, der i år kan fejre 230 år (4. august).

Tredje og sidste kronik kommer til at handle om David Hume, der døde i … ja, rigtigt gættet … 1776.

Barro versus Homann

Socialistisk Folkeparti har et ungt folketingsmedlem, Morten Homann, som udover at være uddannet cand.scient.pol. også er sit partis forskningspolitiske ordfører.  Dermed skulle man tro, at han kunne have en vis interesse for en seriøs, videnskabeligt baseret diskussion af, hvilke faktorer, der er belæg for, som værende positive for økonomisk vækst og velstand.  Men de, der har fulgt debatten i Berlingske Tidende den seneste måned, i kølvandet på CEPOS' vellykkede skattekonference, hvor man havde besøg af bl.a. Robert Barro (Harvard University), vil vide, at det måske var for meget at forvente.  Nedenfor er således en række læserbreve fra Homann, Martin Ågerup og undertegnede selv, som tilsammen antyder, at SF endnu holder principfast i 1970ernes ideologiske forestillinger.

Liberalistisk skatteteori holder ikke i praksis

Morten Homann, MF (SF), Berlingske Tidende 18. juni 2006

Kronikken 12. juli falder helt i svime over, at superliberalisten Robert Barro har været i Danmark og underholdt med påstande om, at lavere skat og lavere udgifter til den offentlige velfærd vil give en økonomisk gevinst.

Barro er uden tvivl en stor økonomisk teoretiker, men han har – ligesom CEPOS og andre lavskatprofeter – et meget stort problem med virkeligheden. Det er nemlig sådan, at lande med høj skat som klar tendens også har et højt velstandsniveau. De rige lande opkræver mere skat end ulandene også målt som procent af produktionen. Blandt ulandene er der også en positiv sammenhæng, og den findes også blandt de rige lande.

Danmark har verdens højeste skattetryk og burde efter Barros teorier ligge og rode langt nede i den økonomiske sump. Fakta er anderledes: Få andre lande har større velstand, og Danmark udpeges rutinemæssigt som et af verdens mest konkurrencedygtige og erhvervsvenlige lande.

Fakta viser, at Barros teorier ikke holder i praksis. Lavere skat giver ikke større velstand. Derimod er der gode argumenter for, at en skatteomlægning kan give større velstand, men det bliver jo blokeret af skattestoppet.

Og så et svar fra Martin Ågerup:

Homann misforstår Barros teori

Martin Ågerup, Direktør, CEPOS, Berlingske Tidende 20. juni 2006

SFs Morten Homann betvivler i et læserbrev 18. juni, at lavere skat ville medføre øget velstand. Det er imidlertid særdeles veldokumenteret.

Lad mig give et enkelt eksempel: En sænkelse af den øverste marginalskat fra 63 procent til 43 procent ved at afskaffe mellem- og topskatterne forventes at øge udbuddet af arbejdskraft med, hvad der svarer til 30.000 fuldtidsmedarbejdere. Det vil i sig selv øge velstanden i samfundet.

Derudover ville en sådan flad skat på 43 procent øge tilskyndelsen til at uddanne sig, dygtiggøre sig på jobbet samt til at opsøge ansvar og avancement.

Med andre ord vil det enkelte menneske gøre sig lidt mere umage i hverdagen, og som følge heraf gøre samfundet både rigere og bedre.
Endelig vil det blive lettere at tiltrække dygtig arbejdskraft fra udlandet, som vil kunne bidrage positivt til det danske samfund, lære fra sig og generelt virke som en inspiration for de danske kolleger.
Morten Homann påstår, at ifølge økonomen Robert Barros teori burde Danmark med sit højt skattetryk være et fattigt land. Men her misforstår han Barro. Ifølge Barro bør Danmark blive endnu rigere, hvis vi sænker skatterne. Og det er der solidt belæg for.

Og mig …

Der er forskel på vækst og velstand

Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d., Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, Berlingske Tidende 21. juni 2006

Morten Homann (SF) skælder 18. juni ud på en af verdens førende økonomer, professor Robert Barro fra Harvard, som i sidste uge besøgte Danmark. Homanns læserbrev er ufrivilligt morsomt og kan måske vinde prisen for flest misforståelser og mest uvidenhed på kortest plads.

For det første beskylder han Barro for at være en teoretiker uden virkelighedssans. Det skal nok skabe en vis morskab blandt økonomer, idet den oftest hørte kritik mod Barros arbejder er, at de er for uteoretiske! Barro er derimod en af verdens førende økonomer inden for brugen af statistik til at undersøge faktisk økonomisk vækst.

Heraf næste morsomhed: At Homann beskylder Barro for ikke at have opdaget, at mange velstående lande har høje skatter. Men dét, som økonomer i almindelighed og Barro i særdeleshed interesserer sig for, er netop ikke velstand som sådan, men økonomisk vækst. Det ville Homann også have opdaget, hvis han havde studeret emnet.
Homann har således ikke forstået, at det undertiden kan ske, at lande, der er velstående, har lav vækst – eller omvendt. Det kunne han have opdaget, hvis han havde læst, hvad han udtaler sig om – faktisk er Barro én af dem, der mest grundigt har efterprøvet den tese, at fattige lande har en tendens til at vokse hurtigere end rige lande.

Barros konklusion på systematiske studier af årtiers vækst i snesevis af lande er bl.a., at en stor offentlig sektor alt andet lige er hæmmende for økonomisk vækst. Det passer ikke i Homanns ideologi, så han giver dette uimponerende Erasmus Montanus-argument: Danmark er velhavende. Danmark har høje skatter. Ergo kan skatter ikke være skadelige for vækst.

Bortset fra at SFs forskningsordfører tilsyneladende ikke kender forskel på vækst og velstand, så kunne han måske med fordel lære at skelne mellem tendensen i en statistisk sammenhæng mellem to variable og en absolut lovmæssighed.

Tilbage til Homann:

Vækst og velstand hænger sammen

Morten Homann, MF (SF), Berlingske Tidende, 27. juni 2006

Min kritik har stødt superliberalisten Robert Barros danske disciple i CEPOS voldsomt på manchetterne. Således raser både CEPOS' direktør Martin Ågerup 20. juni og medstifter Peter Kurrild-Klitgaard i læserbreve 20. og 21. juni.

Kurrind-Klitgard mener, at vækst kræver lavere skat. Det er noget vrøvl. Danmark har over de sidste 40 år både haft et højt skattetryk og en fordobling af sin velstand! For høj skat og en velfungerende offentlig sektor bidrager til økonomisk vækst: Uddannelse, forskning, børnepasning og et trygt arbejdsmarked.

Robert Barros påstande skyldes formentlig, at staten i Den Tredje Verden er særdeles ineffektiv. I lande, hvor skattepenge bruges dårligt, står argumentet for lavere skat naturligvis tilsvarende stærkere!

Ågerup gentager – uden dokumentation – påstanden om, at lavere skat giver øget velstand. Han trækker oven i købet den »flade skat« af stalden, selvom selv skatteministeren har tilstået, at en flad skat enten skal være meget høj eller også er fordelingsmæssig helt uacceptabel. Jeg vil dog give Ågerup ret i, at for mange betaler topskat. Derfor foreslår SF en højere topskattegrænse. I stedet skal pengene skaffes ved f.eks. færre skattefordele ved store pensioner og dyre boliger.

Og så det–indtil videre–sidste ord:

Erasmus Homann

Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d., Statskundskab, KU, Berlingske Tidende, 11. juli 2006

27. juni viser Morten Homann (SF) – igen – at
han ikke har forstået, a
t man ikke ud fra et enkelt anekdotisk eksempel kan generalisere noget som helst, f.eks. om hvorvidt høje skatter generelt har en effekt på vækst og velstand. For igen anvender han et Erasmus Montanus argument: Danmark har høje skatter. Danmark har økonomisk vækst. Ergo må høje skatter være godt for økonomisk vækst. Er det virkelig den måde SF vurderer forskning på og tilrettelægger økonomisk politik ud fra?

Mens Homann funderer over det, kan han samtidig tænke på, at en lang række OECD-lande, som har en mindre offentlig sektor end Danmark, de seneste årtier har haft højere vækst end Danmark – nogle endda meget kraftigt. Hvor danskernes købekraftsjusterede BNP pr. indbygger steg med 146 pct. 1960-2004, steg f.eks. amerikanernes med 188 pct. og ligger i dag næsten en tredjedel over danskernes. Så det forhold, at Danmarks velstand er steget, samtidig med at man har haft en kraftigt ekspanderende offentlig sektor, siger som sådan intet om nogen af delene.

Harvard-økonomen Robert Barros analyse, som Homann tilsyneladende endnu ikke har læst eller ikke kan forstå, men som han dog forkaster, viser således, at når man tager højde for forskelle i eksisterende velstandsforskelle, er der en synlig og statistisk signifikant negativ sammenhæng mellem, hvor stor den offentlige sektor er, og hvor høj den økonomiske vækst er. Så når man ser ud over sin egen kolonihave og sammenligner med et stort antal lande, giver et højere skattetryk over tid en relativ fattigdom for et samfund. Indtil Homann kan komme med nogle mere avancerede og mere veldokumenterede analyser end Barros, ved jeg, hvem har mest tillid til.

Ugens citat: En økonom om The Economist, kapitalisme og filantropi

Her på stedet synes vi endog ganske godt om det hæderkronede engelske ugeskrift The Economist.  Men selv det blad kan (en sjælden gang imellem) skrive noget sludder, og så er det godt, at der findes en ph.d. studerende i økonomi fra George Mason University, der kan gøre redaktionen opmærksom på det.  Isaac DiIanni havde i den forgangne uge denne kommentar til en artikel om Bill Gates’ og Warren Buffets filantropi:

Sir –

In praising Warren Buffett, Bill Gates and others for their philanthropy, you endorse the view that capitalism’s winners should “use some of their wealth to compensate the losers” (“Billanthropy,” July 1st). Innovators like Mr Gates make money by serving their customers, who also gain from the exchange. The idea that wealth creators have a duty to “give back” betrays a lack of understanding of that most basic principle of economics: voluntary trade benefits both parties. Whether the wealthy should help the poor is an important ethical question, but to confuse charity with compensation is just bad economics.

ISAAC DIIANNI, Fairfax, Virginia

Til forsvar for virksomhederne

Som Berlingske kan berette, deltager den danske satiriker, Jørgen Bitsch, i den tegnekonkurrence, som for tiden afholdes i Iran. Her er et uddrag fra artiklen:

JB: Det er relevant at relatere Holocaust-lidelserne til, hvad der foregår i verden i dag, og hvad der kan komme til at ske i morgen. Jeg tænker f.eks. på, som det fremgår af min tegning, hvor mange der rent faktisk dør i den tredje verden som følge af politiske prioriteringer og dermed politiske beslutninger. Det er også en form for Holocaust, hvor pigtråden er erstattet af handelsbarrierer.

Journalisten: Men er det ikke at sætte lighedstegn mellem æbler og pærer?

JB: Det mener jeg ikke. Begge ting er et resultat af politiske prioriteringer og dermed af politiske beslutninger.

Det er en sjov form for logik. Når vi nu ved, at vi har et samfund, der tillader, at mellem 350 og 450 danskere dræbes om året i trafikken, så kan det da ikke gøre noget, at jeg lige nakker dig eller din familie?

Hvis man så bare kunne opfatte den slags holdninger som en opfordring til uhæmmet frihandel. Men nej, det er vist heller ikke lige det, der er meningen.

Han står i øvrigt næppe alene med sit kulturelle selvhad. Der er forbløffende mange danskere, hvis livssyn ubesværet passer med præstestyret i Iran.

I et indlæg i The Times advarer Madsen Pirie fra The Adam Smith Institute mod tendensen til at lægge virksomhederne for had, hvilket i stigende grad sker under dække af det i sig selv rimeligt harmløse, men uheldigt fleksible, begreb Corporate Social Responsibility. Her er en smagsprøve fra indlægget:

The current fad for “corporate social responsibility” carries with it the not-too-subtle message that corporations left to themselves are not socially responsible. Some pressure groups, including Christian Aid and War on Want, have joined with trade unions and other vested interests to establish the “Corporate Responsibility Coalition” (Core) to lobby for laws restricting the way that businesses operate overseas. Given the known anti-business stance of many of them, including full-page ads depicting business as a suit-clad pig riding on the back of a peasant, this is hardly a surprise.

*

Fundamentally these film-makers and lobbyists are anti-capitalist. They equate business activity with greed. They would probably be happier in a world where everyone worked in the public sector, and no one made any profits. We have seen this world, those of us who remember it. It was called communism and it reduced the human condition to squalor and servitude.

Og så mente Francis Fukuyama, at historien var slut. Den mands dømmekraft har aldrig været god.

Det minder mig om resultatet af en anden undersøgelse*, der viste, at selvom mange unge i dag opfatter sig som venstreorienterede, så er de ikke socialister med ønske om at afskaffe ejendomsretten og indføre kollektivt ejerskab på hverken højt eller lavt niveau. De vil sgu’ ikke af med deres Ipods eller forældrekøbte ejerlejligheder. Næ, de opfatter det at være venstreorienteret som “noget med at være god mod de svage”. Aha, så skal vi bare lige have skraldet den indoktrinering af, som de har været udsat for siden vuggestuen, og vist, at det er den liberale markedsøkonomi bedst til.

(* beklager, ingen link, så der er ekstra grund til at være mistroisk )

Kort sagt: It ain’t over.

Afmontér velfærdsstaten

The Business bragte for nyligt denne interessante historie om hvorledes den højt besungne skandinaviske velfærdsmodel (med Sverige som det paradigmatiske eksempel) ikke har formået af løfte indkomsterne for de fattigste grupper i samfundet i samme grad som UK og Irland. Faktisk er indkomsterne for de fattigste 10% af befolkningen i Sverige knap nok steget fra 1995-2004, mens den tilsvarende gruppe i UK og Irland har haft en indkomstfremgang på henholdsvis 59% og 79%. Her er et uddrag fra artiklen:

The incomes of the poorest 10% of Swedes have grown six times slower than the poor in the UK and eight times slower than the poor in Ireland over the past decade…In Ireland, average incomes surged by 101.3% between 1995 and 2004 and that of the poorest 10% by 78.6%…. In the UK, the average is up by 71.5% and the bottom tenth by 59.2%. In stark contrast, the poor have barely increased their incomes during the past decade in the rest of the EU and especially in Sweden, a country once famed for its “social justice”. Average incomes in the EU excluding the UK and Ireland are up 37.1% and that of the poorest tenth by 19.2%. In Sweden, the average is up 29.3% and the bottom decile by a mere 9.7%.

Derudover kan man ikke blot læse, at andelen af fattige i Sverige er steget en smule i løbet af de sidste 10 år, men også – og mere interessant – at andelen af fattige husholdninger (d.v.s. husholdninger under en eller anden fattigdomsgrænse) i dag er mindre i UK end i Sverige!

Skal vi tage disse tal for pålydende, må konklusionen være, at den socialdemokratiske velfærdsmodel udgør en hindring snarere end en mulighed for mindre bemidlede mennesker med lave indkomster og uden job. For denne gruppe er mobiliteten op ad indkomststigen lav i de socialdemokratiske velfærdsmodeller, men betydeligt større i de mere liberal-konservative – eller i hvert fald mindre socialdemokratiske – britiske og irske velfærdsmodeller.

I denne tid, hvor velfærdsreformer står højt på den politiske dagsorden, sender dette et klart signal til både reformtilhængere og ikke mindst reformmodstandere: Afmontér velfærdsstaten. Det er den bedste vej til at løfte indkomsterne for alle grupper – de fattigste inklusive – i det danske samfund.

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑