Tag: kapitalisme (page 2 of 7)

Ugens citat: Den vulgære, ensrettende, korrupte, ubehagelige kapitalisme

Her kommer et dagsaktuelt citat, og vi overlader det til bloggens kloge og belæste læsere at vurdere, hvem ophavsmennesket mon kunne være.  Her er noget, hvor vedkommende taler om De Autonome:

“Jeg genkender det, de siger. Jeg genkender aggressiviteten og vreden. Afmagten. Jeg genkender afmagten over for en af den moderne kapitalismes skyggesider – nemlig ensretningen, den psykologisk skabte markedsplads, en moralsk korrupt økonomisk mekanisme, så ulækker som den glubske umådeholdne grådighed vi nyligt har set udfoldet. En mekanisme som mere og mere appellerer til de ubehagelige, mørke og svage dele af menneskets underbevidsthed. De vulgære, ens facader, discount overalt – laveste fællesnævner. Mediernes modbydelige magtkamp for at udstille og fremvise de mørkeste og mindst flatterende sider af menneskeheden. Internettet med dets ubegrænsede frihed, hvor alt kan findes. Også det “alt”, langt de fleste af os ikke har lyst til at finde – det alt, vi slet ikke har lyst til, vores børn skal finde …”

Hvem mon forfatteren er?

Gæsteindlæg af Carsten Valgreen: Et par liberale svar på den finansielle og økonomiske krise

Som det er bloggens læsere bekendt har Carsten Valgreen, partner i det uafhængige økonomiske analysefirma Benderly Economics og tidligere cheføkonom i Danske Bank, i flere omgange indsigtsfuldt kommenteret indlæg på bloggen om den igangværende finansielle og økonomiske krise. Vi er derfor glade for at han har afset tid til at levere nedenstående gæsteindlæg;

Et par liberale svar på den finansielle og økonomiske krise

Den store depression i 1930erne sendte de liberalistiske ideer ørkenvandring i flere generationer. Selv i de kapitalistiske lande var der udbredt skepsis i forhold til frie markeder i årtier efter krisen. Den internationale krise i 2008 udvikler sig formentlig og forhåbentligt ikke lige så slemt. Men mindre kan også gøre det. Krisen bliver allerede brugt af dem, der ønsker det til at argumentere for mere regulering, mindre marked og mod liberale økonomiske ideer. I mange menneskers øjne har markedet spillet fallit. Krisen bliver set som et tegn på grådighed og på behovet for politisk styring. Derfor er det afgørende, at liberalt tænkende mennesker finder frem til en analyse af krisens årsager, konsekvenser og nogle liberale svar på dens ”løsning”.

”Løsning” er i kursiv, fordi de fleste uden at tænke over det accepterer at den finansielle og økonomiske krise er et problem, der skal ”løses”. Vi tænker på det som en bil der er gået i stykker og skal på værksted.

Liberale vil gerne fortælle historien om, at krisen skyldes Greenspans alt for lempelige pengepolitik. Eller politisk influeret långivning via Fannie Mae og Freddie Mac. Eller at indskydergarantier og implicitte garantier fører til risikosøgende adfærd hos bankerne. Den underliggende agenda for de liberale er, at krisen slet ikke er det frie markeds skyld, men skyldes at vi har blandet os for meget i markedet. Den argumentation vinder ikke mange debatter, og den er næppe heller korrekt. Før 1913, under den klassiske guldfod, var der hverken en Greenspan til at føre ”for lempelig” pengepolitik eller indskydergarantier. Det betød ikke at den finansielle sektor var stabil. Tværtimod. Der var masser af bankkriser. Læs Charles Kindelbergers klassiker ”Manias, Panics and Crashes” og bliv underholdt.

Overført til eksemplet med bilen på værkstedet svarer det til, at den liberale mekaniker siger til den socialdemokratiske ”det var også fordi du rodede for meget med den bil da den var her i sidste uge. Du skulle have ladet være med at tune den.” Den socialdemokratiske mekaniker vil så sige ”helt ærligt, bilen er brudt sammen, vi kan altid diskutere hvorfor, men lad os nu reparere den og få den ud at køre igen, og da vi ikke helt ved, hvad der er galt må vi hellere give den en ordentlig overhaling og hælde flyverbenzin på”. Den diskussion vinder socialdemokraten selvfølgelig i de fleste menneskers øjne.

Men er præmissen om, at der er et ”problem”, der kræver en ”løsning” korrekt? Hvis der bliver bygget for mange huse i forhold til, hvad der er brug for så skal byggeriet gå i stå og beskæftigelsen i byggeriet skal falde. Hvis det ikke sker, hvem skal så betale for de huse der bliver bygget for meget? En krise er ofte en naturlige og endda nødvendig korrektion efter overinvesteringer og overdreven optimisme. I den forstand kan en krise være ”østrigsk” og en afgørende indsigt er, at den ikke bare er uafvendelig men på nogle punkter ligefrem ønskelig. Markedsøkonomiens styrke er jo faktisk også at den kan skabe kriser. Det er ingen kunst at forhindre kriser og finansiel ustabilitet. Vi kan bare nationalisere banksystemet. Med staten som ejer kommer der aldrig til at være en bank der går ned. Til gengæld får vi bureaukratiske og uproduktive banker, og vi får politisk influeret långivning. På sigt vil det skabe en permanent krise i økonomien i form af stagnation som det er sket i enhver socialistisk eller kommunistisk styret økonomi i de seneste 100 år.

Så hvad med om liberalt tænkende kommentatorer begyndte at forsvare krisen lidt: ”Den er i faktisk i nogen grad uafvendelig og den skal have lov til at løbe ud, ellers sikrer vi blot, at der ikke bliver langt til den næste krise”.

Et relateret problem er, at krisen fremstilles som ”finanskrisen”. Mange – både folk der burde vide bedre og journalister – lider af den vildfarelse at vi har en økonomisk krise fordi bankerne har begået fejl og nu ikke vil låne ud. Eller endnu mere idiotisk fordi bankerne har været ”grådige”.

Det sidste er en besynderlig anklage. Det er private virksomheders job at være grådige på deres aktionærers vegne, og bankerne har helt tydeligt været dårlige til at være grådige for deres aktionærer har jo tabt 70-80%.

Det er mest af alt omvendt: Vi har en finansiel krise fordi vi har en realøkonomisk krise. Der blev bygget for meget i boligboomet og huspriserne kom for højt op. I USA startede nedturen i boligmarkedet i sommeren 2005, da boligbyggeriet toppede. Den finansielle krise kom senere – den startede først for alvor i august 2007 – som en direkte konsekvens af den realøkonomiske krise i ejerboligmarkedet. Det er så formentlig rigtigt, at den finansielle krise har forlænget og forværret den realøkonomiske og måske endda også unødigt, men det er slet ikke klart hvor meget. De udbredte kommentarer om, at ”bankerne ikke låner ud” er eksempelvis ikke understøttet af data i USA eller andre steder. Og hvis problemet  i første omgang var at bankerne lånte ”for meget ud”, hvordan kan vi så nu klandre dem for at stramme lånevilkårerne? Og hvordan ved vi at de ”låner for lidt ud”?

Meningen med en markedsøkonomi er jo netop ikke, at der aldrig skal være kriser og stigende ledighed. Den er heller ikke at banker aldrig går konkurs. Tværtimod, fungerer en markedsøkonomi netop fordi den er i stand til at omallokere ressourcer efter fejltagelser. Derfor er der kriser og recessioner. Når nogle – selv borgerlige – kommentatorer hævder, at krisen viser, at ”den liberale dagsorden” har slået fejl, er det derfor ikke bare forkert, men viser en skræmmende mangel på forståelse af, hvad en markedsøkonomi egentlig går ud på.

Det er selvfølgelig ikke det samme som at liberale skal forsvare en total ”laden stå til” holdning til den økonomiske krise.

For det første skal pengepolitik selvfølgelig spille en rolle i stabiliseringen af økonomien. Centralbankerne skal sætte renten sådan at både deflation og inflation undgås. I en krise som den vi er i skal renten selvfølgelig sættes ned hurtigt, for at sikre mod deflation. Det virker altid, hvis pengepolitikken bruges aggressivt nok. Milton Friedmans analyse af 1930ernes amerikanske krise pegede netop på at Depressionen skyldtes at Federal Reserve reelt strammede pengepolitikken og dermed skabte en helt unødvendig depression ud af det, der ellers havde været en almindelig recession (en protektionistisk handelspolitik sikrede så at depressionen i øvrigt også blev global). Centralbankerne skal også sikre likvide markeder og gerne via ukonventionelle tiltag. Det er ikke et reelt problem at renten ikke kan komme under nul. Der er masser af andre smarte måder hvorpå lempeligere pengepolitik kan gennemføres (er det nogensinde svært at finde nogen, der vil tage imod gratis penge?). Enhver idiot kan inflatere en økonomi. Bare spørg Robert Mugabe.

Et problem med pengepolitik ved ”nulrente grænsen” er, at den flyder sammen med finanspolitikken. Når centralbanken ikke mere kan sænke renten på det kortsigtede pengemarked hvor modparterne er AAA-ratede institutioner, men skal begynde at købe dårligere kredit, begynder det offentlige indirekte at bestemme, hvem der skal have kredit. Det åbner for offentlig indblanding i markederne.

Den klodsede eksekvering af TARP, hvor Paulson reelt tvang de største amerikanske banker til at tage mod offentlige penge og dermed udvandede de eksisterende aktionærer, er et godt eksempel på den glideba
ne, vi er på vej nedad. D
et blev gjort med de bedste intentioner, på baggrund af den udbredte påstand, at bankerne ikke lånte ”nok ud”. Liberale har ingen grund til at argumentere mod en lempelig pengepolitik og heller ikke mod en lempelig finanspolitik. Men de skal påpege, at hvis ikke indgrebene er markedskonforme og transparente og hvis de skaber usikkerhed eller forvrider kapital markederne så kan de virke mod hensigten: Hvem vil skyde private penge i banker nu, hvor staten på baggrund af løs retorik kan finde på at delvist at tvangsnationalisere banker ved at tvinge hybridkapital ned i halsen på dem stykvis og ud fra uigennemskuelige kriterier fordi de ”ikke låner nok ud”?

Krisen er en udmærket lejlighed til at lave underfinansierede skattereformer (i Danmark går det forhåbentlig sådan). Øgede offentlige infrastruktur investeringer kan muligvis også give mening i en lavkonjunktur. Men hvis krisen bliver brugt til at hælde offentlige penge ud på politiske pet projects med tvivlsomt afkast (dele af Obamas pakke) så ofrer man langsigtet vækst for et tvivlsomt kortsigtet boost.

Det er blåøjet at hævde at markeder producerer løsninger, der til alle tider er socialt optimale (ment som pareto optimale). Det er sådan folk af anden opfattelse gerne vil karikere liberale. Det liberale svar må være at markeder med en Churchilsk parafrasering at markedet er den mindst ringe løsning, når kapital ressourcer skal fordeles – ikke at markedet altid har ret.

Der er en række områder, hvor krisen har afsløret svagheder især i det amerikanske finansielle system og i reguleringen, hvor liberale må tænke over svarene. Jeg vil især fremhæve tre områder. Det første handler om et gammelt problem med ustabilitet i bankers forretningsmodel. Det andet handler om ”mark to market” accounting. Det tredje handler om amerikansk konkurslovgivning.

Banker er gearede væsner. En bank er en underlig hybrid bestående af to identiteter. Dr. Jekyll er en meget stabil underliggende forretningsmodel, som tager en lille marginal på alle finansielle transaktioner i økonomien. Mr Hide er en 10 gange gearet kredit hedge fond, i form af bankens kreditbog. Den forretningsmodel er der ikke noget i vejen med. Bortset fra to ting:

1) Medmindre man fromt tror, at finansielle markeders priser altid er korrekte, rationelle afspejlinger af fremtiden og at de altid er likvide, så er gearede balancer i risikozonen for likviditetskriser – altså en krise, hvor en balance, der egentlig er solvent (hvilket man jo aldrig rigtigt ved ex ante) bliver blæst omkuld af manglende evne til at sikre likviditet i markedet.

2) Banker er så afgørende for samfundsøkonomien, at de (største) altid som virksomhed må reddes og ultimativt nationaliseres. Derfor er der indskydergaranti (for at forhindre bank runs). Men garantien socialiserer risikoen og giver muligvis derfor incitament for bankens aktionærer til at tage for store risici. Derfor er banker og finansielle institutioner de mest regulerede virksomheder overhovedet. Ingen andre virksomheder er underlagt så mange regler, tilsyn og begrænsninger. Hvilket jo grundlæggende stiller nogle spørgsmålstegn ved argumentet om at bankkrisen viser at ”liberalismen og det frie marked har fejlet”. Man må snarere sige at det er reguleringen og tilsynet der har fejlet. En rigtigt liberal holdning kunne være, ”lad os fjerne reguleringen af bankerne, og lade dem fejle og gå konkurs som enhver anden virksomhed”. Men sagen er, at de historiske perioder, hvor vi var tæt på et så liberalt system – som under den klassiske guldfod – var bankkriser hyppige, hvilket var medvirkende til centralbanker blev opfundet. Vi kommer ikke uden om at banker i en eller anden grad i moderne økonomier altid får garantier (om ikke andet så implicit). Og med den offentlige garanti følger rimeligvis også regulering som en ”second best” løsning. MEN det er ikke lige meget hvilken regulering. I det ene ekstrem kan politikere blande sig i om bankerne nu også giver kredit til de økologiske landmænd i stedet for de andre landmænd (eller i hvad bankdirektører får i løn). I det andet ekstrem er der generelle, gennemskuelige markedskonforme regler såsom Basel I og Basel II reglerne, der bl.a. sætter minimumsstandarder for kapitalreserver. Et vigtigt liberalt svar på krisen må derfor være, at det er helt afgørende at al regulering af den finansielle sektor skal være generel, permanent, gennemskuelig og markedskonform. Ellers risikerer indgrebene og reguleringen at være kontraproduktiv som den uforudsigelige og uigennemskuelige amerikanske krisepolitik i 2008 formentlig har været det (læs eksempelvis John Taylors glimrende papir om hvorfor uforudsigeligheden i amerikansk politik i 2008 har været medvirkende til at forlænge krisen og gøre den dybere her http://www.stanford.edu/~johntayl/FCPR.pdf)

Det næste problem er også relateret til bankers altid overhængende risiko for at ryge i tillids- og likviditetskrise. Basel II og udviklingen i regnskabsreglerne har i stigende grad betydet at der blev lagt vægt på mark-to-market accounting. Og det lyder jo fint og rigtigt især for en liberalt tænkende person. Men i praksis har mark-to-market (hvor banker prissætter deres lånebog til tilsvarende lån, der handles på markedet i en værdipapirform) vist sig at være en akilleshæl, som utvivlsomt gør denne krise værre og mere dramatisk end den behøvede at være. Den totale mistillid til struktureret kredit og især strukturer, der involverer amerikanske subrime lån har ført til at markederne for disse lån er blevet illikvide. Der er ingen købere. Det betyder også, at de ”tabsscenarier” som disse papirer implicit indpriser er så kulsorte at det virker temmelig urealistisk. Eksempelvis har banker globalt nedskrevet ca. 1000 mia på amerikansk realkredit i de seneste 1½ år på baggrund af blandt andet mark-to-market af deres lånebøger og værdipapirbeholdninger. Det virker overdrevet, givet at den samlede amerikanske realkreditudlån er på ca. 10.000 mia og den gennemsnitlige låntager (selv efter husprisfald) har en friværdi på over 40% i ejendommen. Før krisen startede var hele det samlede subprime udlån eksempelvis kun på 1.300 mia USD. Det er simpelthen et problem dogmatisk at gennemtvinge mark-to-market på en bankbalance på flere trillioner dollar efter priserne på et værdipapirmarked, hvor der stort set ikke handles.

Et tredje ”problem” er, at amerikansk konkurslovgiving i høj grad er på låntagers side. I langt de fleste amerikanske stater er realkreditlån ”non recourse”. Det vil sige, at kreditor ikke har krav på mere end ejendommens værdi. Det betyder igen, at låntager har incitament til at gå på tvangsauktion, hvis der er negativ friværdi. Studier viser at ca. halvdelen af tvangsauktionerne i 2007 var frivillige i den forstand at låntager reagerede på dette incitament. Et tal, der formentlig kun er steget i takt med de faldende huspriser siden da (se her http://www.voxeu.org/index.php?q=node/2937). Amerikanske husholdninger overfører således ganske rationelt deres tab til finansielle institutioner. Reglerne var selvfølgelig velkendte før krisen da lånene blev givet, men da huspriserne ikke er faldet i USA samlet set på noget tidspunkt siden anden verdenskrig, var de dårligt blevet testet i en nedtur, hvor incitamentet til default blev udbredt. Demokraterne har presset på for at give dommere lov til pr. tvang at nedsætte hovedstolen på lån, for at ”forhindre tvangsauktion”. De fleste må da kunne indse, at det vil være endnu et indgreb, der vil forværre og forlænge den finansielle krise.

Et liberalt svar på krisen må derfor være at det er afgørende, at krisen ikke bruges som undskyldning for at bøje lovgivning og regler i bankernes eller andre kreditorers disfavør og skabe usikkerhed om kreditorernes grundlæggende retssikkerhed. Det er den sikre opskrift på at forlænge krisen.

Hayek, Mises og Wikepedia

Jeg troede, at denne punditokrat var velbekendt med de fleste personalhistoriske, biografiske og idéhistoriske ting, der knytter sig til liberalismen som “bevægelse”.  Men denne historie, som fortælles af Mises Blog, kendte jeg godt nok ikke:

“The man credited with founding Wikipedia, Jimmy Wales — known to Wikipedians as “Jimbo” — was a finance major at Auburn University when the Mises Institute’s Mark Thornton suggested he read “The Use of Knowledge in Society,” a now-famous essay written by Austro-libertarian economist and Nobel laureate Friedrich von Hayek.

The essay argues that prices in the market represent a spontaneous order that results from the interaction of individuals with diverse wants, allowing them to cooperate to achieve complex goals. According to a June 2007 Reason magazine interview, this insight of Hayek’s is what led Wales to found Wikipedia. The rather lofty vision that inspired Wales? “Imagine a world in which every single person on the planet is given free access to the sum of all human knowledge. That’s what we’re doing.”

Som Hayek formodentlig ville sagt (med en tyk østrigsk accent): Ideas have consequences!

Greed is good (again)

 Blandt firsernes wannabe-yuppies med forkærlighed for in-your-face kapitalisme–og ja, der findes nok en enkelt eller to blandt Punditokraterne og vores læsere–var Gordon Gekko fra den ikke just særligt pro-kapitalistiske Oliver Stones 1987-film Wall Street om end ikke en helt så dog en slags ikon, som man på småpubertær vis kunne genere venstreorienterede venner og lærere med at idyllisere.  Sådan en slags lavpandet John Galt.

Og til dem af os, er der (måske) godt nyt: Fortune Magazine fortæller således:

December marks the 20th anniversary of the movie Wall Street, and the fanfare has begun.

EVER SINCE Gordon Gekko ran afoul of the SEC at the end of Oliver Stone’s 1987 classic, Wall Street, diehard fans have been wondering when the LBO kingpin would resurface. Well, the wait is over. A sequel is in the works–with Douglas to star–and there have already been two different story lines developed for the film, tentatively called Money Never Sleeps. And each speaks to how finance has changed since the original’s release.

Stone, whose father’s brokerage firm inspired the original, was involved in the sequel at first but pulled out to pursue other projects. In a script Stone conceived with the film’s original screenwriter, Stanley Weiser, Gekko gets out of jail, sets up a hedge fund in China, and tries to reunite with his son. (For readers who never wore red suspenders, in the original, Gekko attempts a takeover of Bluestar Airline before being charged with insider trading.)

But in a chat with FORTUNE about the movie–which turns 20 in December and is being commemorated with a special-edition DVD–Stone says Gekko’s time may be over anyway. “Gordon Gekko couldn’t manipulate the markets like he did back then,” he says. “It’s so big, so huge, that to be a minor player, you need to be a major bank.”

The current screenplay that is in development with 20th Century Fox is being written by former New Yorker scribe Stephen Schiff and is still a work in progress. But Schiff says that he and producer Ed Pressman have met with moguls in London, sheikhs in Dubai, and hedge funders in New York to give the aging Gekko global flair.”

Så drenge (og evt. piger): Find jeres manchetknapper og røde seler frem og gentag efter mig: “Greed is good”:

The new law of evolution in corporate America seems to be survival of the unfittest. Well, in my book you either do it right or you get eliminated.

In the last seven deals that I’ve been involved with, there were 2.5 million stockholders who have made a pretax profit of 12 billion dollars. Thank you.

I am not a destroyer of companies. I am a liberator of them!

The point is, ladies and gentleman, that greed — for lack of a better word — is good.

Greed is right.

Greed works.

Greed clarifies, cuts through, and captures the essence of the evolutionary spirit.

Greed, in all of its forms — greed for life, for money, for love, knowledge — has marked the upward surge of mankind.

And greed — you mark my words — will not only save Teldar Paper, but that other malfunctioning corporation called the USA.

Rand, Greenspan og John Galt

New York Times’ business-tillæg bragte i lørdags en længere artikel om Ayn Rands forfatterskab og den store indflydelse, især Atlas Shrugged har haft – og fortsætter med at have – på en række amerikanske økonomer og erhvervsfolk.

Blandt andet biografi-aktuelle Alan Greenspans interesse og beundring for Rand behandles i artiklen. I et forsvar for Atlas Shrugged fra 1957 skrev Greenspan: ”Atlas Shrugged’ is a celebration of life and happiness. Justice is unrelenting. Creative individuals and undeviating purpose and rationality achieve joy and fulfillment. Parasites who persistently avoid either purpose or reason perish as they should”. Her følger flere brudstykker fra artiklen:

One of the most influential business books ever written is a 1,200-page novel published 50 years ago, on Oct. 12, 1957. It is still drawing readers; it ranks 388th on Amazon.com’s best-seller list. (“Winning,” by John F. Welch Jr., at a breezy 384 pages, is No. 1,431.) The book is “Atlas Shrugged,” Ayn Rand’s glorification of the right of individuals to live entirely for their own interest.

For years, Rand’s message was attacked by intellectuals whom her circle labeled “do-gooders,” who argued that individuals should also work in the service of others. Her book was dismissed as an homage to greed. Gore Vidal described its philosophy as “nearly perfect in its immorality.”

But the book attracted a coterie of fans, some of them top corporate executives, who dared not speak of its impact except in private. When they read the book, often as college students, they now say, it gave form and substance to their inchoate thoughts, showing there is no conflict between private ambition and public benefit.

… One of Rand’s most famous devotees is Alan Greenspan, the former chairman of the Federal Reserve, whose memoir, “The Age of Turbulence,” will be officially released Monday. Mr. Greenspan met Rand when he was 25 and working as an economic forecaster. She was already renowned as the author of “The Fountainhead,” a novel about an architect true to his principles. Mr. Greenspan had married a member of Rand’s inner circle, known as the Collective, that met every Saturday night in her New York apartment. Rand did not pay much attention to Mr. Greenspan until he began praising drafts of “Atlas,” which she read aloud to her disciples, according to Jeff Britting, the archivist of Ayn Rand’s papers. He was attracted, Mr. Britting said, to “her moral defense of capitalism.”

… Shortly after “Atlas Shrugged” was published in 1957, Mr. Greenspan wrote a letter to The New York Times to counter a critic’s comment that “the book was written out of hate.” Mr. Greenspan wrote: “ ‘Atlas Shrugged’ is a celebration of life and happiness. Justice is unrelenting. Creative individuals and undeviating purpose and rationality achieve joy and fulfillment. Parasites who persistently avoid either purpose or reason perish as they should.”Rand’s magazine, The Objectivist, later published several essays by Mr. Greenspan, including one on the gold standard in 1966.

Rand called “Atlas” a mystery, “not about the murder of man’s body, but about the murder — and rebirth — of man’s spirit.” It begins in a time of recession. To save the economy, the hero, John Galt, calls for a strike against government interference. Factories, farms and shops shut down. Riots break out as food becomes scarce.

Rand said she “set out to show how desperately the world needs prime movers and how viciously it treats them” and to portray “what happens to a world without them.” The book was released to terrible reviews. Critics faulted its length, its philosophy and its literary ambitions. Both conservatives and liberals were unstinting in disparaging the book; the right saw promotion of godlessness, and the left saw a message of “greed is good.” Rand is said to have cried every day as the reviews came out.

Rand had a reputation for living for her own interest. She is said to have seduced her most serious reader, Nathaniel Branden, when he was 24 or 25 and she was at least 50. Each was married to someone else. In fact, Mr. Britting confirmed, they called their spouses to a meeting at which the pair announced their intention to make the mentor-protégé relationship a sexual one. “She wasn’t a nice person, ” said Darla Moore, vice president of the private investment firm Rainwater Inc. “But what a gift she’s given us.”

… Some business leaders might be unsettled by the idea that the only thing members of the leadership class have in common is their success. James M. Kilts, who led turnarounds at Gillette, Nabisco and Kraft, said he encountered “Atlas” at “a time in college life when everybody was a nihilist, anti-establishment, and a collectivist.” He found her writing reassuring because it made success seem rational. “Rand believed that there is right and wrong,” he said, “that excellence should be your goal.”

John P. Stack is one business executive who has taken Rand’s ideas to heart. He was chief executive of Springfield Remanufacturing Company, a retooler of tractor engines in Springfield, Mo., when its parent company, International Harvester, divested itself of the firm in the recession of 1982, the year Rand died. Having lost his sole customer in a struggling Rust Belt city, Mr. Stack says, he took action like a hero out of “Atlas.” He created an “open book” company in which employees were transparently working in their own interest.

Mr. Stack says that he assigned every job a bottom line value and that every salary, including his own, was posted on a company ticker daily. Workplaces, he said, are notoriously undemocratic, emotionally charged and political. Mr. Stack says his free market replaced all that with rational behavior. A machinist knew exactly what his working hour contributed to the bottom line, and therefore the cost of slacking off. This, Mr. Stack said, was a manifestation of the philosophy of objectivism in “Atlas”: people guided by reason and self-interest. “There is something in your inner self that Rand draws out,” Mr. Stack said. “You want to be a hero, you want to be right, but by the same token you have to question yourself, though you must not listen to interference thrown at you by the distracters. The lawyers told me not to open the books and share equity.” He said he defied them. “ ‘Atlas’ helped me pursue this idiot dream that became SRC.”

Mr. Stack said he was 19 and working in a factory when a manager gave him a copy of the book. “It’s the best business book I ever read,” he said. “I didn’t do well in school because I was a big dreamer. To
get something that tells
you to take your dreams seriously, that’s an eye opener.”

Mr. Stack said he gave a copy to his son, Tim Stack, 25, who was so inspired that he went to work for a railroad, just like the novel’s heroine, Dagny Taggart.

… Last year, bookstores sold 150,000 copies of the book. It continues to hold appeal, even to a younger generation. Mark Cuban, the owner of the Dallas Mavericks, who was born in 1958, and John P. Mackey, the chief executive of Whole Foods, who was 3 when the book was published, have said they consider Rand crucial to their success.

The book’s hero, John Galt, also continues to live on. The subcontractor hired to demolish the former Deutsche Bank building, which was damaged when the World Trade Center towers fell, was the John Galt Corporation. It was removed from the job last month after a fire at the building killed two firefighters.

In Chicago, there is John Galt Solutions, a producer of software for supply chain companies like Tastykake. The founder and chief executive of the company, Annemarie Omrod, said she considered the character an inspiration. “We were reading the book,” she said, when she and Kai Trepte were thinking of starting the company. “For us, the book symbolized the importance of growing yourself and bettering yourself without hindering other people. John Galt took all the great minds and started a new society. “Some of our customers don’t know the name, though after they meet us, they want to read the book,” she went on. “Our sales reps have a problem, however. New clients usually ask: ‘Hey, where is John Galt? How come I’m not important enough to rate a visit from John Galt?’ ”

Ugens citat: Ron Paul om "stem cell research"

Et prægnant citat fra den Republikanske præsidentkandidat Ron Paul (omhandlende andre Republikaneres modstand mod at bruge akkumuleret celle-materiale fra fostre til medicinsk forskning):

“The trouble with issues like this is, in Washington we either prohibit it or subsidize it. And the market should deal with it, and the states should deal with it.”

–og det altimens næsten alle andre præsidentkandidater i bedste fald lyder som noget fra en kedelig komedie.

Kilde: en portrætartikel i Boston Globe , der kalder Ron Paul for Paul “the Ralph Nader of the right”–hvilket enten er en stor fornærmelse eller en stor ros.

Velfærd i Israel – kapitalismen virker

Denne punditokrat er netop vendt hjem fra en 10 dages tur til det hellige land, nærmere bestemt Israel. En uforglemmelig rejse, der inkluderede besøg i og til Tel Aviv, Jerusalem, Akko, Ceasaria, Massada, Dødehavet og Ramallah på Vestbredden. Denne post skal dog ikke omhandle konflikten mellem israelere og palistinænsere, som et 10 dages besøg ikke gør en ekspert på og som – så vidt jeg kan vurdere – er nærmest uløselig.

Istedet skal denne post omhandle et af de mest overraskende og opmuntrende stykker journalistik jeg har læst i føje tider. Israels måske mest kendte avis er Haaretz, der vel kan betegnes som en centrum-venstre avis i stil med Politiken, Guardian og Le Monde. I fredagens udgave af Haaretz kunne man læse nedenstående artikel af Nehemia Shstrasler om de økonomiske reformer, der er blevet gennemført i Israel i de seneste år.

Overskriften lyder ”Embarrasment for social action” men lad den ikke snyde, for indholdet af artiklen er ganske enkelt sublimt:

It was a bad day for the welfare lobby yesterday.

The figures bore down on them from all sides, and they didn’t know what to say for all their embarrassment.

For years they have been claiming that the government’s “piggish capitalist” policies will bring us to an economic and social crisis, a deep recession, mass unemployment and utter poverty. But the objective facts have come back to haunt them – time after time.

They said that instead of cutting back and keeping to a lean budget, instead of privatization, instead of initiating reforms and structural changes, and instead of lowering taxes, we needed to raise government spending and parcel out money to everyone.

They said that in order to pay for the this benevolent spending, we need to raise taxes on the “rich.” And who are these “rich” people? Those who earn a shekel more than they do.

Yesterday they had a particularly hard day, because too much good economic news was announced all at once. Growth is rising – an annualized 6.6 percent for the first half of 2007 – and unemployment is dropping, by an annualized 7.6 percent for the second quarter.

The Bank of Israel’s State of the Economy Index was up sharply – 3 percent in the last three months. This is what brought Bank of Israel Governor Stanley Fischer to say that Israel’s economic condition is “good, maybe even very good.”

The standard of living as measured by private per-capita consumption jumped 5.7 percent.

However, the most important figure published yesterday is related to the unemployment – and employment – situation. Because rapid growth is not a goal in itself. It is only a means to reduce unemployment and enable all of us to have a higher standard of living.

Unemployment, which stood at 11.2 percent at the height of the 2003 crisis, has dropped to only 7.6 percent

But this boring number can be translated into something we can all understand: Over the past four years, 372,000 people left the degrading condition of unemployment, obtaining employment and life with honor. This is the proper social answer to poverty and depravation.

Wages also improved. They rose by 5 percent over the past two years, and the minimum wage increased, too. The good news is that salaries are expected to continue to rise as a result of the increased demand for workers.

Will we see 6.6 percent growth for all of 2007? Probably not. It is more reasonable to assume that growth will slow. But 5 percent a year is not bad, either.

When the trend first started, some claimed it was limited to the high-tech industry. But that was only the start. And in order to preserve this, we need to continue budgetary restraint, lower taxes, reforms and privatization.

Because growth is one of the conditions for social improvements. Only when there is rapid growth do tax revenues increase, and the cabinet can – and must – help those who cannot work.

Det er journalistik, der rykker holdninger.

Et Øv-Bøv til velfærdsstatens apologeter

På en endagskonference i København i januar præsenterede ex-punditokraten Nicolai Foss og jeg vores analyse af sammenhængen mellem iværksætteraktivitet og økonomisk frihed. I analysen, der var bestilt og betalt af CEPOS, fandt vi at den offentlige sektors størrelse – det offentlige forbrug, overførslerne og skattesystemet – i høj grad bidrager til at Danmark har meget lidt iværksætteraktivitet i forhold til mange andre lande, vi ofte sammenligner os med. Vores analyser blev efterfølgende omtalt i medierne, hvor modtagelsen var noget blandet.

Som Nicolai tidligere har beskrevet her, kaldte økonomiminister Bendt Bendtsen vores analyser ’simplistiske’ og Arbejderbevægelsens Erhvervsråds direktør Lars Andersen kaldte ligefrem analysen ’komisk. Og det er helt rigtigt, at konklusionerne bestemt ikke passer i deres kram for tiden. Andersen, der i øvrigt helt tydeligt ikke havde læst vores notat, er betalt for at levere arbejde der understøtter en socialdemokratisk agenda, at Bendtsen har sine midtervælgere at ’tage hensyn til’. Vi imødegik naturligvis kritikken (læs her), om end vores svar blev ignoreret af de relevante spillere.

Men videnskabelige analysers kvaliteter er heldigvis som oftest ikke bestemt i et snusket, politisk spil! Så dagens kommentar herfra er i virkeligheden to ting. Først er det en understregning af, at man for det meste ikke skal tage politiske spilleres udmeldinger i medierne for gode varer. Og for det andet er det en slags ’øv bøv’ – en blog-udgave af Simpson-seriens Nelson, når han udbrøder sit ’Ha Ha’. Den angiveligt ’simplistiske’ og ’komiske’ analyse er forleden blevet accepteret fil publikation i tidsskriftet Public Choice efter at have været igennem fuldt, videnskabeligt peer review. Med andre ord er analysen, som Andersen, Bendtsen og velfærdsstatens andre apologeter ikke kunne bruge til noget, blevet bedømt som fuldgodt videnskabeligt arbejde. Så kan I lære det, politikere!

Skal man grine eller græde?

Netop i dette minut sidder jeg på mit kontor i indre by og er vidne til en demonstration rettet mod G8. Demonstrationen synes mest at bestå af unge alternative typer, hvilket der sådan set ikke er noget galt med. At alle holdninger og overbevisninger skal have lov til at komme til orde i et liberalt demokrati er en selvfølge og demonstrationen bekræfter blot ytrings- og forsamlingsfrihedens vitalitet i dagens Danmark. Hvad der til gengæld slår mig er en animeret talers skingre protester, om at den vestlige verden hver dag træder rettigheder under fode. Disse anklager udslynges uden den mindste tøven eller skam samtidig med at taleren flankeres af demonstranter svingende røde flag med hammer og sejl.

Skal man grine eller græde?

The Capitalist Peace

Der findes dem, der mener, at socialvidenskabernes væsentligste formål er at bekræfte fordomme og aflive myter. Denne punditokrat har derfor været ualmindelig godt underholdt af januar nummeret af American Journal of Political Science. Her har Erik Gartzke fra Columbia University en fremragende artikel, “The Capitalist Peace”, der dybest set viser, at Bastiat havde ret: Stater, der er økonomisk integrerede i verdensøkonomien, går bare ikke i krig. Man tvinges jo nærmest til at udbryde: Hvad sagde vi – eller som en video på youtube udtrykte det: The Right was Right! Men den type argumenter anvendes jo som bekendt ikke på denne blog.

Det nye i Gartzke artikel er selvfølgelig, at det altså ikke er regimeformen – dvs. graden af demokrati, graden af omfordeling, sammenhængskraften eller andre metafysisk funderede forhold, der er afgørende for, hvor krigeriske stater egentlig er. Men derimod er graden af handel helt afgørende for graden af krigerisk adfærd. Særligt finansiel åbenhed har betydning for, hvor sandsynligt det er, at observere krige mellem stater. Jo mere finansiel åbenhed – jo lavere sandsynlighed for krig. Med andre ord: Sørg for at folk har mulighed for at berige sig og de vil bekymre sig mere om deres pension end om at slå andre ihjel. En pensionsopsparing skal nu engang bruges i fremtiden– og pensionsopsparingen er nu engang mere værd, hvis man rent faktisk er til stede, når fremtiden indtræffer. Ingen Metafysik!

Det rejser jo – unægtelig – nogle interessante perspektiver. Hvis vi skal have fred – og hvis vi mener, at fred er noget godt – så skal vi måske sikre markedsadgang for 3. verdenslande til vores markeder? Måske skulle vi give folk i disse lande en mulighed for at blive rige uden alt for voldsom indblanding i, hvor mange cementfabrikker og hvor meget samtaledemokrati et udviklingsland skal stopfodres med?

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑