Tag-arkiv: kapitalisme

Amerikanske tilstande

Af David Gress · Udgivet 4. september 2006 · 51 svar

“Vi ønsker da ikke amerikanske tilstande” er et af den danske ideologis yndlingsudtryk.  Hvad det i hvert enkelt tilfælde betyder, er uklart, bortset fra, at “amerikanske tilstande” er noget med, at de fattige har det helt forfærdeligt, kan ikke få lægehjælp, er udsat for kriminalitet og lever i yderste nød.  Her på bloggen er holdningerne oftest men ikke altid mere nuancerede.  Også her optræder forestillingen om, at de fattige i USA har det rigtig dårligt i forhold til de fattige i Danmark.

Nu er der mange måder at definere rigtig dårligt på, men holder vi os til noget så konkret som indtægt og forbrugsmuligheder, findes der faktisk svar på, hvor mange penge, de fattige råder over.  Den progressive amerikanske tænketank Economic Policy Institute har beregnet, hvor stor en procentdel af den amerikanske medianindkomst på ca 28.000 USD de fattigste ti pct. af husstande råder over.  Resultaterne er her, kommenteret af Tim Worstall.  De viser, at andelen i USA er 39 pct., altså at de fattigste ti pct. af husstande i gennemsnit disponerer over 39 pct. af medianindkomsten.  Tallet for Danmark er 43 pct.  Her har de fattigste 10 pct. altså 43 pct. af den amerikanske median udregnet for købekraftsparitet.

Som Tim Worstall kommenterer: al den omfordeling, al den enormt dyre velfærdsstat, alt det ligemageri, og resultatet er, at de fattige i Danmark altså har det få procentpoint bedre end deres modparter i USA.

Min kommentar er, at selv købekraftsparitetsbaserede udregninger undervurderer forskellene, fordi de ikke tager fuldt højde for de ekstremt høje danske forbrugsafgifter, der rammer alle, også fattige.  Og at den amerikanske median er højere end den danske; faktisk er det kun i olielandet Norge, hvor medianen er højere end i USA.

Nick Eberstadt har endvidere i en grundig analyse af de amerikanske fattigdomstal vist, at de ikke måler absolutte forbedringer i de fattiges faktiske leveomstændigheder.

Det er iøvrigt en betragtning, der stemmer overens med løsere iagttagelser.  De officielle fattigdomstal kan simpelthen ikke forklare alt det forbrug, der faktisk finder sted.

Skal vi tale om amerikanske tilstande, hvad husstandsindkomster angår, er det altså først og fremmest nødvendigt at sondre mellem ulighed og absolut indtægtsniveau.  Uligheden er klart større, hvilket ses af, at de rigeste 10 pct. i USA i gennemsnit har 210 pct. af medianen, mens de 10 pct. rigeste danske husstande kun har 113 pct.  Hvortil dog for begge lande skal tilføjes, at målet her gælder indkomst og ikke formue.

Adam Smith & den usynlige hånd

Af Peter Kurrild-Klitgaard · Udgivet 15. august 2006 · 1 svar

Jeg glemte vist lige at gøre vores vest-danske og udenlandske læsere opmærksomme på, at jeg forleden havde kronik nr. 2 i min "1776-2006"-serie i Berlingske Tidende.

Første afdeling handlede om Thomas Jefferson og amerikansk konstitutionalisme (4. juli); anden afdeling handlede om Adam Smith, den usynlige hånd og Wealth of Nations, der i år kan fejre 230 år (4. august).

Tredje og sidste kronik kommer til at handle om David Hume, der døde i … ja, rigtigt gættet … 1776.

Barro versus Homann

Af Peter Kurrild-Klitgaard · Udgivet 26. juli 2006 · 12 svar

Socialistisk Folkeparti har et ungt folketingsmedlem, Morten Homann, som udover at være uddannet cand.scient.pol. også er sit partis forskningspolitiske ordfører.  Dermed skulle man tro, at han kunne have en vis interesse for en seriøs, videnskabeligt baseret diskussion af, hvilke faktorer, der er belæg for, som værende positive for økonomisk vækst og velstand.  Men de, der har fulgt debatten i Berlingske Tidende den seneste måned, i kølvandet på CEPOS' vellykkede skattekonference, hvor man havde besøg af bl.a. Robert Barro (Harvard University), vil vide, at det måske var for meget at forvente.  Nedenfor er således en række læserbreve fra Homann, Martin Ågerup og undertegnede selv, som tilsammen antyder, at SF endnu holder principfast i 1970ernes ideologiske forestillinger.

Liberalistisk skatteteori holder ikke i praksis

Morten Homann, MF (SF), Berlingske Tidende 18. juni 2006

Kronikken 12. juli falder helt i svime over, at superliberalisten Robert Barro har været i Danmark og underholdt med påstande om, at lavere skat og lavere udgifter til den offentlige velfærd vil give en økonomisk gevinst.

Barro er uden tvivl en stor økonomisk teoretiker, men han har – ligesom CEPOS og andre lavskatprofeter – et meget stort problem med virkeligheden. Det er nemlig sådan, at lande med høj skat som klar tendens også har et højt velstandsniveau. De rige lande opkræver mere skat end ulandene også målt som procent af produktionen. Blandt ulandene er der også en positiv sammenhæng, og den findes også blandt de rige lande.

Danmark har verdens højeste skattetryk og burde efter Barros teorier ligge og rode langt nede i den økonomiske sump. Fakta er anderledes: Få andre lande har større velstand, og Danmark udpeges rutinemæssigt som et af verdens mest konkurrencedygtige og erhvervsvenlige lande.

Fakta viser, at Barros teorier ikke holder i praksis. Lavere skat giver ikke større velstand. Derimod er der gode argumenter for, at en skatteomlægning kan give større velstand, men det bliver jo blokeret af skattestoppet.

Og så et svar fra Martin Ågerup:

Homann misforstår Barros teori

Martin Ågerup, Direktør, CEPOS, Berlingske Tidende 20. juni 2006

SFs Morten Homann betvivler i et læserbrev 18. juni, at lavere skat ville medføre øget velstand. Det er imidlertid særdeles veldokumenteret.

Lad mig give et enkelt eksempel: En sænkelse af den øverste marginalskat fra 63 procent til 43 procent ved at afskaffe mellem- og topskatterne forventes at øge udbuddet af arbejdskraft med, hvad der svarer til 30.000 fuldtidsmedarbejdere. Det vil i sig selv øge velstanden i samfundet.

Derudover ville en sådan flad skat på 43 procent øge tilskyndelsen til at uddanne sig, dygtiggøre sig på jobbet samt til at opsøge ansvar og avancement.

Med andre ord vil det enkelte menneske gøre sig lidt mere umage i hverdagen, og som følge heraf gøre samfundet både rigere og bedre.
Endelig vil det blive lettere at tiltrække dygtig arbejdskraft fra udlandet, som vil kunne bidrage positivt til det danske samfund, lære fra sig og generelt virke som en inspiration for de danske kolleger.
Morten Homann påstår, at ifølge økonomen Robert Barros teori burde Danmark med sit højt skattetryk være et fattigt land. Men her misforstår han Barro. Ifølge Barro bør Danmark blive endnu rigere, hvis vi sænker skatterne. Og det er der solidt belæg for.

Og mig …

Der er forskel på vækst og velstand

Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d., Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, Berlingske Tidende 21. juni 2006

Morten Homann (SF) skælder 18. juni ud på en af verdens førende økonomer, professor Robert Barro fra Harvard, som i sidste uge besøgte Danmark. Homanns læserbrev er ufrivilligt morsomt og kan måske vinde prisen for flest misforståelser og mest uvidenhed på kortest plads.

For det første beskylder han Barro for at være en teoretiker uden virkelighedssans. Det skal nok skabe en vis morskab blandt økonomer, idet den oftest hørte kritik mod Barros arbejder er, at de er for uteoretiske! Barro er derimod en af verdens førende økonomer inden for brugen af statistik til at undersøge faktisk økonomisk vækst.

Heraf næste morsomhed: At Homann beskylder Barro for ikke at have opdaget, at mange velstående lande har høje skatter. Men dét, som økonomer i almindelighed og Barro i særdeleshed interesserer sig for, er netop ikke velstand som sådan, men økonomisk vækst. Det ville Homann også have opdaget, hvis han havde studeret emnet.
Homann har således ikke forstået, at det undertiden kan ske, at lande, der er velstående, har lav vækst – eller omvendt. Det kunne han have opdaget, hvis han havde læst, hvad han udtaler sig om – faktisk er Barro én af dem, der mest grundigt har efterprøvet den tese, at fattige lande har en tendens til at vokse hurtigere end rige lande.

Barros konklusion på systematiske studier af årtiers vækst i snesevis af lande er bl.a., at en stor offentlig sektor alt andet lige er hæmmende for økonomisk vækst. Det passer ikke i Homanns ideologi, så han giver dette uimponerende Erasmus Montanus-argument: Danmark er velhavende. Danmark har høje skatter. Ergo kan skatter ikke være skadelige for vækst.

Bortset fra at SFs forskningsordfører tilsyneladende ikke kender forskel på vækst og velstand, så kunne han måske med fordel lære at skelne mellem tendensen i en statistisk sammenhæng mellem to variable og en absolut lovmæssighed.

Tilbage til Homann:

Vækst og velstand hænger sammen

Morten Homann, MF (SF), Berlingske Tidende, 27. juni 2006

Min kritik har stødt superliberalisten Robert Barros danske disciple i CEPOS voldsomt på manchetterne. Således raser både CEPOS' direktør Martin Ågerup 20. juni og medstifter Peter Kurrild-Klitgaard i læserbreve 20. og 21. juni.

Kurrind-Klitgard mener, at vækst kræver lavere skat. Det er noget vrøvl. Danmark har over de sidste 40 år både haft et højt skattetryk og en fordobling af sin velstand! For høj skat og en velfungerende offentlig sektor bidrager til økonomisk vækst: Uddannelse, forskning, børnepasning og et trygt arbejdsmarked.

Robert Barros påstande skyldes formentlig, at staten i Den Tredje Verden er særdeles ineffektiv. I lande, hvor skattepenge bruges dårligt, står argumentet for lavere skat naturligvis tilsvarende stærkere!

Ågerup gentager – uden dokumentation – påstanden om, at lavere skat giver øget velstand. Han trækker oven i købet den »flade skat« af stalden, selvom selv skatteministeren har tilstået, at en flad skat enten skal være meget høj eller også er fordelingsmæssig helt uacceptabel. Jeg vil dog give Ågerup ret i, at for mange betaler topskat. Derfor foreslår SF en højere topskattegrænse. I stedet skal pengene skaffes ved f.eks. færre skattefordele ved store pensioner og dyre boliger.

Og så det–indtil videre–sidste ord:

Erasmus Homann

Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d., Statskundskab, KU, Berlingske Tidende, 11. juli 2006

27. juni viser Morten Homann (SF) – igen – at
han ikke har forstået, a
t man ikke ud fra et enkelt anekdotisk eksempel kan generalisere noget som helst, f.eks. om hvorvidt høje skatter generelt har en effekt på vækst og velstand. For igen anvender han et Erasmus Montanus argument: Danmark har høje skatter. Danmark har økonomisk vækst. Ergo må høje skatter være godt for økonomisk vækst. Er det virkelig den måde SF vurderer forskning på og tilrettelægger økonomisk politik ud fra?

Mens Homann funderer over det, kan han samtidig tænke på, at en lang række OECD-lande, som har en mindre offentlig sektor end Danmark, de seneste årtier har haft højere vækst end Danmark – nogle endda meget kraftigt. Hvor danskernes købekraftsjusterede BNP pr. indbygger steg med 146 pct. 1960-2004, steg f.eks. amerikanernes med 188 pct. og ligger i dag næsten en tredjedel over danskernes. Så det forhold, at Danmarks velstand er steget, samtidig med at man har haft en kraftigt ekspanderende offentlig sektor, siger som sådan intet om nogen af delene.

Harvard-økonomen Robert Barros analyse, som Homann tilsyneladende endnu ikke har læst eller ikke kan forstå, men som han dog forkaster, viser således, at når man tager højde for forskelle i eksisterende velstandsforskelle, er der en synlig og statistisk signifikant negativ sammenhæng mellem, hvor stor den offentlige sektor er, og hvor høj den økonomiske vækst er. Så når man ser ud over sin egen kolonihave og sammenligner med et stort antal lande, giver et højere skattetryk over tid en relativ fattigdom for et samfund. Indtil Homann kan komme med nogle mere avancerede og mere veldokumenterede analyser end Barros, ved jeg, hvem har mest tillid til.

Ugens citat: En økonom om The Economist, kapitalisme og filantropi

Af Redaktionen · Udgivet 22. juli 2006 · 2 svar

Her på stedet synes vi endog ganske godt om det hæderkronede engelske ugeskrift The Economist.  Men selv det blad kan (en sjælden gang imellem) skrive noget sludder, og så er det godt, at der findes en ph.d. studerende i økonomi fra George Mason University, der kan gøre redaktionen opmærksom på det.  Isaac DiIanni havde i den forgangne uge denne kommentar til en artikel om Bill Gates’ og Warren Buffets filantropi:

Sir -

In praising Warren Buffett, Bill Gates and others for their philanthropy, you endorse the view that capitalism’s winners should “use some of their wealth to compensate the losers” (“Billanthropy,” July 1st). Innovators like Mr Gates make money by serving their customers, who also gain from the exchange. The idea that wealth creators have a duty to “give back” betrays a lack of understanding of that most basic principle of economics: voluntary trade benefits both parties. Whether the wealthy should help the poor is an important ethical question, but to confuse charity with compensation is just bad economics.

ISAAC DIIANNI, Fairfax, Virginia

Til forsvar for virksomhederne

Af Mr. Law · Udgivet 20. juni 2006 · 16 svar

Som Berlingske kan berette, deltager den danske satiriker, Jørgen Bitsch, i den tegnekonkurrence, som for tiden afholdes i Iran. Her er et uddrag fra artiklen:

JB: Det er relevant at relatere Holocaust-lidelserne til, hvad der foregår i verden i dag, og hvad der kan komme til at ske i morgen. Jeg tænker f.eks. på, som det fremgår af min tegning, hvor mange der rent faktisk dør i den tredje verden som følge af politiske prioriteringer og dermed politiske beslutninger. Det er også en form for Holocaust, hvor pigtråden er erstattet af handelsbarrierer.

Journalisten: Men er det ikke at sætte lighedstegn mellem æbler og pærer?

JB: Det mener jeg ikke. Begge ting er et resultat af politiske prioriteringer og dermed af politiske beslutninger.

Det er en sjov form for logik. Når vi nu ved, at vi har et samfund, der tillader, at mellem 350 og 450 danskere dræbes om året i trafikken, så kan det da ikke gøre noget, at jeg lige nakker dig eller din familie?

Hvis man så bare kunne opfatte den slags holdninger som en opfordring til uhæmmet frihandel. Men nej, det er vist heller ikke lige det, der er meningen.

Han står i øvrigt næppe alene med sit kulturelle selvhad. Der er forbløffende mange danskere, hvis livssyn ubesværet passer med præstestyret i Iran.

I et indlæg i The Times advarer Madsen Pirie fra The Adam Smith Institute mod tendensen til at lægge virksomhederne for had, hvilket i stigende grad sker under dække af det i sig selv rimeligt harmløse, men uheldigt fleksible, begreb Corporate Social Responsibility. Her er en smagsprøve fra indlægget:

The current fad for “corporate social responsibility” carries with it the not-too-subtle message that corporations left to themselves are not socially responsible. Some pressure groups, including Christian Aid and War on Want, have joined with trade unions and other vested interests to establish the “Corporate Responsibility Coalition” (Core) to lobby for laws restricting the way that businesses operate overseas. Given the known anti-business stance of many of them, including full-page ads depicting business as a suit-clad pig riding on the back of a peasant, this is hardly a surprise.

*

Fundamentally these film-makers and lobbyists are anti-capitalist. They equate business activity with greed. They would probably be happier in a world where everyone worked in the public sector, and no one made any profits. We have seen this world, those of us who remember it. It was called communism and it reduced the human condition to squalor and servitude.

Og så mente Francis Fukuyama, at historien var slut. Den mands dømmekraft har aldrig været god.

Det minder mig om resultatet af en anden undersøgelse*, der viste, at selvom mange unge i dag opfatter sig som venstreorienterede, så er de ikke socialister med ønske om at afskaffe ejendomsretten og indføre kollektivt ejerskab på hverken højt eller lavt niveau. De vil sgu’ ikke af med deres Ipods eller forældrekøbte ejerlejligheder. Næ, de opfatter det at være venstreorienteret som “noget med at være god mod de svage”. Aha, så skal vi bare lige have skraldet den indoktrinering af, som de har været udsat for siden vuggestuen, og vist, at det er den liberale markedsøkonomi bedst til.

(* beklager, ingen link, så der er ekstra grund til at være mistroisk )

Kort sagt: It ain’t over.