Tag: klima

Befolkning, vækst og klima 13: Derfor løber vi ikke tør for udtømmelige ressourcer.

Vil ikke-fornybare ressourcer blive udtømt, hvis der ikke bliver grebet ind politisk? Er økonomisk vækst overhovedet foreneligt med, at de ikke-fornybare ressourcer ikke er uendelige?

Begge bekymringer ytres med jævne mellemrum. Senest har en gruppe på 301 danske ”forskere” offentliggjort et opråb, hvori de går til angreb på den økonomiske vækst. Der er ”ikke noget historisk belæg for at antage, at den globale økonomiske vækst, målt i bnp, kan fortsætte, samtidig med at vi opnår et tilstrækkeligt aftagende miljøaftryk målt som udvinding af biomasse, mineraler, metaller og fossile brændsler”, erklærer de. Underskriverne er dog karakteriseret ved ikke at have faglig ekspertise på området – og indholdet viser desværre også, at de heller ikke har nogen indsigt.

Det er let at se intuitionen bag opfattelsen af, hvorfor udtømmelige ressourcer vil blive opbrugt uden indgreb, og hvorfor en endelig ressourcemængde er uforenelig med økonomisk vækst. Men det forholder sig modsat bekymringen: Privat ejendomsret er en forudsætning for, at ressourcerne ikke udtømmes, mens politisk kontrol er en reel trussel. Og uden økonomisk vækst er der et reelt ressourceproblem.

Christian har tidligere i denne serie forklaret, hvorfor privat ejendomsret beskytter fornybare ressourcer mod overudnyttelse. Der dannes en markedspris, som sikrer mod overudnyttelse. Hvis ejendomsretten ikke er tilstrækkelig beskyttet, kan det være nødvendigt at erstatte markedsprisen med en skat – men det kræver, at staten kan beskytte ”sin ejendomsret”, og at politikerne har de rigtige incitamenter.

Det gælder som sagt imidlertid også, at privat ejendomsret er en tilstrækkelig betingelse for at sikre en ikke-fornybar ressource mod overudnyttelse. Det blev elegant påvist af den amerikanske økonom Harold Hotelling i 1931. Han tog netop udgangspunkt i det problem, en ejer af en udtømmelig naturressource – f.eks. en kobbermine – står over for. Ejeren vil blive ved med at udvinde kobber, indtil det punkt, hvor der er lige så stor gevinst ved at vente med at indvinde mere.

Hvornår er det? Det er, når der er udsigt til en prisstigning svarende til renten. Hvis kobberet udvindes i dag og sælges, kan salgsindtægten spares op og vil kaste renten af sig. For at være indifferent mellem at udvinde mere kobber i dag eller vente et år, skal der altså være udsigt til, at kobberprisen stiger svarende til renten.

Ejeren har vel at mærke ikke blot et incitament til ikke at overudnytte ressourcen. Det kan vises, at den årlige produktion svarer lige præcis til den samfundsøkonomisk optimale mængde. Betingelsen om, at prisen skal stige svarende til renten, betyder, at kobber i al fremtid har samme forventede nutidsværdi i den produktion, den kommer til at indgå i.

Men hvad hvis der skal være kobber i jorden længe efter, at de nuværende generationer er borte? Det ændrer ikke ved resultatet. Pointen er, at ejeren kan sælge minen videre til en senere generation, som senere kan sælge den videre … og så fremdeles. Det er ikke nødvendigt at realisere gevinsten før tid.

Hotellings elegante resultat gælder i første omgang for en situation med indvindingsomkostninger, som ikke ændrer sig over tid – hvilket ellers godt kan forekomme navnlig i kraft af teknologiske forbedringer. Der tænkes her ikke på, at indvindingsomkostningerne typisk stiger, desto vanskeligere forekomster man skal have fat i. Det er indvindingsomkostningerne for en given sværhedsgrad, der her er tale om.

Hvad hvis der er udsigt til faldende indvindingsomkostninger? Så skal råvareprisen stige tilsvarende mindre. Pointen er, at det faktisk er profitten, som skal stige i takt med renten. Ved konstante omkostninger stiger profitten således med renten, hvis råvareprisen også gør det.

Udsigten til faldende indvindingsomkostninger får indvindingstempoet til at falde. Alt andet lige vil mere forblive i jorden og give en samfundsøkonomisk gevinst ved at drage nytte af de faldende fremtidige omkostninger. Det er også i overensstemmelse med den optimale ekstraktionsprofil.

Det er måske umiddelbart mere vanskeligt at forestille sig stigende indvindingsomkostninger i fremtiden – f.eks. at teknologien skulle løbe baglæns. Men en mulighed er, at det politisk besluttes at pålægge indvindingen en stigende afgift. Det er faktisk en variant af denne problemstilling, som foreligger ved det såkaldt ”grønne paradoks”. Paradokset er påpeget af den tyske økonom Hans Werner Sim. Det handler om, at en stigende omkostning ved at udlede drivhusgasser i fremtiden, kan få ejerne af fossile brændsler til at udvinde dem hurtigere – og altså fremrykke udledningen af drivhusgasser. Det er ikke en irrelevant problemstilling. Og modsat indvindingsomkostninger bestemt af teknologiske forhold mv., så er en politisk bestemt profil for skatter og regulering ikke nødvendigvis optimal.

Grundlæggende handler Hotellings resultater om, at ejeren i kraft af sin ejendomsret har et incitament til at spare på ressourcerne til fremtiden. De fremtidige samfundsøkonomiske gevinster af forekomsterne bliver kapitaliseret i prisen på forekomsten, når ejeren sælger den. Det er så at sige muligt at handle med fremtidige generationer, som slet ikke er født endnu.

Politisk kontrol giver derimod ofte ikke de politiske magthavere og beslutningstagere adgang til at høste gevinsterne ved at udskyde indvindingen af en ikke-fornybar ressource. Valget står mellem at få gevinsten ved at indvinde, mens man har den politiske kontrol, eller at lade gevinsterne gå videre til fremtidige magthavere. Det skaber incitamenter til overudnyttelse.

Et eksempel på sådanne politiske incitamenter er, at råvareafhængige statskasser ofte kompenserer for lavere råvarepriser ved at øge produktionen, så statskassens indtægter ikke rammes for hårdt. Det er en pervers effekt i den forstand, at lavere priser er et markedssignal om at sænke, ikke øge produktionen.

Det er i forvejen velkendt, at politikerne i de fleste politiske systemer har en tendens til at gældsætte sig udover det samfundsøkonomisk hensigtsmæssige. Overudnyttelse af naturressourcer er en parallel til dette problem. Hvor kommercielle ejere i praksis kan handle med ufødte generationer, kan politikerne ikke få deres stemmer.

Men er der ikke også en risiko for, at en privat ejer vælger at gå efter den kortsigtede gevinst? Det kan man da sagtens forestille sig. Pointen er imidlertid, at vedkommende i så fald maksimerer sin kortsigtede gevinst ikke ved at indvinde, men ved at sælge til en langsigtet investor, som er villig til at betale mere for at forekomsterne bevares i jorden, end ejeren vil kunne få ud af at indvende dem nu og her.

Hvis de udtømmelige ressourcer på jorden blev indvundet hurtigere end det optimale forløb i Hotellings enkleste tilfælde, så burde råvarepriserne stige med mere end renten. Men det er velkendt, at råvarepriserne stiger meget langsommere. Faktisk er prisen på de fleste råvarer steget så langsomt, at det vanskeligt har kunnet forenes selv med generelt faldende indvindingsomkostninger. Det tyder på, at nye forekomster er blevet opdaget i et uventet stort omfang. Det er f.eks. sådan, at de kendte forekomster af gas og råolie er større end nogensinde, fordi der opdages mere end der bruges.

Så der er altså intet hverken teoretisk eller empirisk belæg for, at ressourcerne vil blive udtømt for hurtigt.

I et kommende afsnit af serien ser vi på spørgsmålet, om stadig vækst er foreneligt med endelige ressourcer.


Befolkning, klima og vækst 6: Dit livs vigtigste graf

Grafen fortæller en ekstremt vigtig historie – måske menneskehedens vigtigste. Den viser sammenhængen mellem verdens folketal (x-aksen) og velstanden målt ved BNP (y-aksen). Og den viser, at der er voksende skalaafkast i produktionen med hensyn til antal mennesker. Det lyder måske ikke sex’et, men få spørgsmål er vigtigere.

Konstant skalaafkast vil sige, at når folketallet vokser, så vokser BNP lige så meget: Én procent i befolkningstilvækst giver én procent højere BNP. Ved konstant skalaafkast er BNP per verdensborger også konstant, når folketallet vokser. I figuren viser den sorte kurve, hvordan BNP ville være vokset siden Kristi fødsel, hvis der havde været konstant skalaafkast.

Faldende skalaafkast vil sige, at BNP vokser med mindre end én procent, når folketallet vokser én procent. Hvis de sidste to tusind år havde været karakteriseret ved faldende skalaafkast, så ville den faktiske udvikling – de røde og blå punkter – have ligget under den sorte kurve. Men som man kan se, så har der været stigende skalaafkast. Vi er blevet rigere i takt med, at vi er blevet flere.

Figuren viser endda, at skalaafkastet er tiltaget de sidste to hundrede år (de blå punkter). Frem til 1820 (de røde punkter) var skalaafkastet 1,3. Det vil sige, at en vækst i befolkningen på én procent har øget den gennemsnitlige velstand med 1,3 pct. Det var ikke meget højere end én, og gennemsnitsindkomsten steg ganske langsomt. Efter 1820 – som omtrent er begyndelsen på den industrielle revolution – har skalaafkastet været på 2,1. Det ses af, af den blå tendenslinje har en højere hældning end både den røde før-industrielle tendenslinje og den sorte kurve med konstant skalaafkast. Et skalaafkast på 2,1 vil sige, at BNP er vokset godt dobbelt så hurtigt som befolkningen. Det har løftet gennemsnitsindkomsten voldsomt.

Hvad figuren ikke viser så tydeligt er, at både befolkningstilvækst og BNP-vækst er accelereret de sidste to hundrede år. Når det ikke er så tydeligt, er det, fordi figuren benytter logaritmisk skala. Samtidig har jeg mange flere observationer fra de senere år end de tidligere. Siden 1960 er der en prik for hver år. De to første punkter har 1000 år mellem sig.

Den dramatiske udvikling de sidste to hundrede år er således tydeligere, når man plotter BNP og folketal (y-aksen er stadig i logaritmer) mod årstal. Det sker i denne figur.

Stigende skalaafkast er som sagt nødvendigt, hvis vi skal blive rigere i takt med, at vi bliver flere. Og stigende skalaafkast giver på ingen måde sig selv. Faktisk er det så ekstraordinært, at der stadig i vore dage er en del, der har svært ved at forstå det. Det gælder bl.a. de danske klimaforskere, der har efterlyst et indgreb mod befolkningstilvæksten for at bremse den globale opvarmning.

Når voksende skalaafkast kan være så svær at forstå, hænger det sammen med, at en stigende befolkning har både negative og positive effekter på levestandarden. De negative er imidlertid meget lettere at se end de positive.

De negative effekter af stigende befolkning er et forøget tryk på givne naturressourcer. F.eks. må der alt andet lige tages dårligere og dårligere landbrugsjord i anvendelse, jo flere der skal brødfødes. For langt de fleste individer er faldende skalaafkast det normale. De færreste af os kan producere det dobbelte ved at arbejde dobbelt så mange timer. En typisk bonde vil ikke få dobbelt så stor høst ved at fordoble mængden af såsæd og gødskning. Træerne vokser ikke ind i himlen – og slet ikke med stigende hastighed.

Den positive effekt af voksende befolkning blev dog allerede identificeret af Adam Smith, men har i perioder ind til de senere årtier været lidt overset. Smith indså, at arbejdsdelingen – specialiseringen – er kilden til velstand. Ti personer, der specialiserer sig og bytter med hinanden, kan producere mere end ti personer, der alle producerer det samme. De fleste moderne produkter – IPhones, sofaer, pasteuriseret mælk, blyanter osv. – skyldes en omfattende arbejdsdeling. Men arbejdsdelingens omfang er bestemt af markedets udstrækning. Desto flere mennesker vi er, desto større arbejdsdeling.

Det er vigtigt at huske på, at når vi taler skalaafkast, så er det på globalt plan. For et enkelt land behøver der ikke være voksende skalaafkast. Forklaringen på, at skalaafkastet først for alvor begyndte at overstige én de sidste to hundrede år, hænger i høj grad sammen med den intensiverede globalisering. Specialiseringen på tværs af lande har i mindst lige så høj grad som specialiseringen inden for landene drevet velstandsstigningen.

Det fantastiske er, at det voksende globale skalaafkast bliver ved med at gøre sig gældende, selv om vi har rundet et folketal på 7½ mia. Gevinsterne ved arbejdsdelingen fortsætter med at overstige omkostningerne ved mere trængsel og ressourcepres.

Ironisk nok blev den mest berømte forudsigelse om, at ressourcepresset ville overhale gevinsten ved flere mennesker fremsat af Thomas Malthus i 1798 – altså næsten på klokkeslæt samtidig med, at skalaafkastet begyndte at stige og banede vejen for en hidtil uset eksplosion i ikke blot folketallet, men i endnu højere grad velstanden. Siden er Malthus’ dystre forudsigelse blevet gentaget flere gange – f.eks. sagde forfatteren til ”Population bomb”, den amerikanske forsker og miljøaktivist Paul Ehrlich, fra 1968 i et interview:

“The battle to feed all of humanity is over. In the 1970s hundreds of millions of people will starve to death in spite of any crash programs embarked upon now. At this late date nothing can prevent a substantial increase in the world death rate.”

Så der er intet nyt i de nævnte klimaforskeres forudsigelser om, at øget folketal vil få negative konsekvenser. Og det vil det også få – f.eks. vil højere temperatur isoleret set have negative konsekvenser. Men det er vigtigt at have de positive effekter med også. De har indtil videre været klart dominerende.

Spørgsmålet er så, hvad der vil ske, hvis den globale befolkning topper eller begynder at falde. Det er emnet i senere indlæg i blogserien.

Data er hentet fra Maddisonprojektet om langsigtet økonomisk vækst og for nyere år fra Verdenbanken. BNP er i 2005-dollar.

Er vi på vej mod en rationel klima- og energipolitik?

imagesTidligere overvismand, formand for produktivitetskommissionen og og professor ved Københavns Universitet, Peter Birch Sørensen, er blevet udnævnt til formand for den nys nedsatte klimaråd. Det er der grund til at glæde sig over.

 

I forbindelse med udnævnelsen, udtaler Peter Birch til Jyllandsposten, at

Det langsigtede mål er, at vi skal gøre os uafhængige af fossile brændsler, men det skal ske så effektivt som muligt, så det går mindst muligt ud over konkurrenceevne og beskæftigelse

Det er nye toner i klima- og energidebatten herhjemme, som i årevis netop har været kendetegnet ved sin totale mangel på realisme og til tider næsten semireligiøse tilgang. Et af de værste eksempler er Klimakommisionen nedsat af VK regeringen i 2007 og dennes rapport i 2010. Forudsætningerne for rapportens konklusioner var (og er) vanvittige, og den økonomiske del meget ringe.

Det er ikke mindst værd at lægge mærke til at Peter Birch Sørensen er tidligere overvismand. Vismandsinstitutionen har i årevis kritiseret dansk klima- og energipolitik, desværre indtil videre uden den støre succes, men det er udnævnelsen af Peter Birch måske et tegn på er ved at ændre sig?

Det er i hvert fald værd at erindre at DØRS i flere rapporter både har kritiseret den overdrevne satsning på vindenergi og sammenblandingen af erhvervs- og klimapolitik, se bl. andet deres rapport fra 2011.

Helt tilbage til Peter Birch Sørensens tid som overvismand, har DØRS da også igen og igen understreget, at

Der er intet belæg for et synspunkt om, at politikere eller embedsmænd generelt er bedre
end markedet til at udnævne “morgendagens vindere”. (2010)

Ovenstående er en klart anderledes indgangsvinkel til klimaspørgsmålet end den lalleglade promovering af bestemte teknologier og fremhævelse af klimapolitisk enegang, som i årevis har præget dansk politik, ikke mindst den nuværende regering.

Træerne vokser naturligvis ikke ind i himlen. Det er fortsat politikerne som fastsætter de overordnede mål, men som Peter Birch Sørensen udtaler:

Den centrale opgave er at finde balancen, så vi ikke unødigt skader konkurrenceevne og beskæftigelse, men uden at give køb på de målsætninger, som politikerne har stillet op,

og fortsætter:

Omstillingen kan forhåbentligt betyde, at Danmark kan være med til at udvikle nye alternative energiteknologier, og det kan blive et vækstområde for dansk erhvervsliv

Her nærmer vi os en “Bjørn Lomborg” tilgang, nemlig at løsningen er udvikling af CO2-neutrale teknologier, som kan konkurrere på markedsvikår.

Det er under alle omstændigheder afgørende hvis man skal skal mindske brugen af fosile brændstoffer og udledningen af drivhusgasser.

Således er udledningen af CO2 i EU, for slet ikke at tale om Danmark, i stigende grad irrelevant i forhold til udledningen i den ikke-vestlige verden. Og hvis CO2 neutrale energiformer skal være attraktive for resten af verden, skal de være konkurrencedygtige overfor traditionelle fossile brændstoffer, ellers er kun tilbage at krydse fingre for at den stigende udledning af CO2 ikke har indvirkning på klimaet.

Under alle omstændigheder er der grund til at ønske Peter Birch Sørensen tillykke med den nye post, og glæde sig over at man nu åbenbart også har tænkt sig at lytte til økonomer. Det har længe været tiltrængt i den hjemmelige klimadebat.

Om det så ligefrem vil resultere i en rationel klima- og energipolitik er dog nok for meget at forvente. Dertil er den politiske profit ved at bruge løs af andre folks penge nok for stor.

They are not denying the science; they are questioning its implications!

Det er efterhånden lang tid siden, at denne blog nævnte ordene “global” og “opvarmning” lige efter hinanden i samme sætning. Og godt for det, eftersom dén (samling af) debat(ter) fyldte lige lovligt meget i tiden fra Al Gores – ahem… – noget enøjede film og medfølgende fredspris til Per Meilstrups to-ugerlange og komplet ukritiske one-man show på TV2 News* og Lars Løkke Rasmussens hammerslag i podiebordet.

Desværre vil jeg tillade mig at bryde tavsheden. Men kun med en henvisning. Den skal være til prof. Steven Horwitz’s kloge artikel i The Freeman fra februar, Global Warming Is about Social Science Too, som jeg netop har opdaget.

(HT: Don Boudreaux)

* Klima-redaktionen på TV2 News bør stadig skamme sig over så ensidigt et kommentarspor, man valgte at give dét klimatopmøde.

Den danske syndflod

Indbyggerne i den lille vadehavsby: Rungholt gik dybt bekymrede i seng natten til den 16. januar 1362. Vesterhavet var i oprør på grund af en hylende vinterstorm. Og næste dag ville det blive springflod. Især den lokale digefoged havde svært ved at falde i søvn, da han udmærket var klar over, at digerne ikke var godt nok i stand til at klare en ekstrem stormflod. Må herren hjælpe os, var det sidste han tænkte, inden han faldt i søvn.

Det gjorde Herren ikke. Om natten sendte den samlede tidevands- og stormbølge millioner af tons tunge og kolde vandmasser flere meter højt henover digerne. Rungholt blev udslettet med folk og fæ. Store landområder nær Vadehavet blev skyllet væk og fra 10-100.000 mennesker omkom. Det vestvendte sønderjyske kystlandskab var forandret til ukendelighed.

Den Store Manddrukning for 650 år siden, er den værste stormflodshændelse, der er forekommet i nyere historisk tid, dvs. inden for de seneste 1000 år.  Det er tvivlsomt, om man med tidens viden kunne have forudsagt en sådan ekstremhændelse, og det meget tvivlsomt, om man havde den nødvendige teknologiske formåen og især de nødvendige midler til at forebygge oversvømmelsen. Men situationen blev bestemt gjort værre af tre forhold.

  •  De danske konger, i 1362 Valdemar Atterdag, tænkte mere på, hvordan de kunne hive skatter ud af folket end at sikre folket mod naturens luner.
  •  ”Den lille istid” begyndte tidligt i 1300 tallet og fremkaldte misvækst og hungersnød. Tro mig, alle I ”varmebekymrede” typer derude – Kulde er meget værre end varme for verdens tilstand.
  •  Den ”Sorte Død” startede i Messina i 1347 og arbejdede sig op gennem Europa.

De forarmede, sultne og syge sønderjyder var derfor forsvarsløse over for naturens ekstreme og brutale opførsel.

Det er indlysende at drage parallellen til vore dages diskussion, hvor alt for mange tror de kan løse et klimaproblem, der måske betyder noget om 50-100 år, ved at opkræve skatter og gøre energi kunstig dyr og dermed hæmme den økonomiske vækst især for verdens fattigste mennesker.

Næh, lad borgerne være i fred for skadelig politisk indblanding, så skal vi nok helt af os selv blive rige og kloge nok til at håndtere hvilke som helst fortrædeligheder, naturen kan finde på at smide i hovedet på os.

De særligt bekymrede for havenes vandstand vil jeg henvise til CU Sea Level Research Group, som viser en vandstandsstigning på 3,2 mm/år lig med 32 centimeter på 100 år. Næppe noget som vil holde selv meget bekymrede digefogeder vågne. Bemærk i øvrigt, at vandstanden ligefrem er faldet de seneste par år.

Hellere rig og varm, end kold og fattig.

Your tax dollars at work …

Præsident Obamas “stimulus-pakke” på 800 mia. USD plus renter & det løse har, som bekendt, skullet “skabe eller redde” jobs.  Som Wall Street Journal kan fortælle dd., så er der ihvertfald en forskers job, der–pudsigt nok–er blevet reddet (eller ihvertfald finansieret) via “stimulus-pakken”.  Det drejer sig om den diskrediterede amerikanske klimaforsker Michael Mann, der har opnået ikke mindre end 2,4 mio. USD i statsstøtte til at bedrive yderligere “forskning”:

“The NSF made these awards prior to last year’s climate email scandal, but a member of its Office of Legislative and Public Affairs told us she was “unaware of any discussion regarding suspending or changing the awards made to Michael Mann.” So your tax dollars will continue to fund a climate scientist whose main contribution to the field has been to discredit climate science.”

Endnu engang kan vi trøste os med de vise ord om, at vi vist heldigvis ikke får “all the government we pay for” …

Fri mig for Pantheismen

I en tidligere post linkede vi til en video, der viste historiske temperatur-udsving ifølge isboringer fra Grønland. Pointen var at understrege, hvor vilde udsving der historisk har været og hvor ustabilt jordens klima i sig selv er. I en post om Stern-rapporten stillede jeg det simple spørgsmål:

”Hvorfor skal vi tro på, at vi som art er mindre produktive, innovative og dermed i stand til at løse vores udfordringer og opfylde vores behov, hvis kloden har en anden temperatur end, den har i dag?”

Læs mere

Klima sat i perspektiv

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=DFbUVBYIPlI[/youtube]

Fra Whats up With That.

Hvorfor Stern rapporten er fantasiforladt

Niels Westy har taget lidt hul på den økonomiske side af klimadebatten – noget der ligger tættere på mit fagområde end forhistorisk temperaturmåling vha årringe i gamle træer. Dermed er der et par ting, det er værd at minde om, med hensyn til klimadebattens økonomiske side.

Den britiske ”Stern-rapport” er blevet omdrejningspunktet for debatten om de økonomiske omkostninger ved global opvarmning. Det er oplagt, at både resultater og analyse i Stern rapporten i sig selv er vanvittigt usikre. Stern rapporten laver en model baseret fremskrivning af verdensøkonomien i 200 år, baseret på antagelser om klimaforandringer fra IPCCs scenarier. Det er den type øvelse som enhver økonom, der har arbejdet i en centraladministration (sådan en som mig) ved kan drejes præcis derhen man vil. Det er en øvelse som bruger ”eksperter og modeller” som figenblad for konklusioner, der dybest set er politiske (og typisk er politisk bestemt på forhånd).

Det er i sig selv lidt mærkværdigt at tro, at vi på nogen måde kan forudsige den økonomiske udvikling 200 år frem. Hvad ville en prognose fra 1809 f.eks. sige om verden i dag? Hvilke brugbare ideer kunne man i 1809 have om den teknologi, der i dag muliggør vores liv og levestandard? Hvilke ideer kan vi have i dag om hvilken teknologi, ideer og ressourcer der er til rådighed i 2100? Eller 2200? Det er grænsende til det fantasiforladte overhovedet at bilde sig ind at øvelsen giver mening. Men økonomer er nogle gange lidt fantasiforladte – især når vi bliver betalt for det.

Læs mere

Det grønne USA

I anledning af klimatopmødet har jeg i dag en klumme i Berlingske Tidende, hvor jeg påpeger, at USA måske slet ikke er så slem en forurener, som landet ofte fremstilles som. Her er et uddrag:

USA kanøfles, fordi landet aldrig ratificerede Kyoto-protokollen, som 190 lande nu har tilsluttet sig. Efter orkanen Katrina i 2005 antydede den daværende tyske miljøminister Jürgen Trittin sågar, at George W. Bush selv var ude om katastrofen, fordi han ikke havde gjort nok for at begrænse amerikanernes udledning af drivhusgasser.

Ifølge U.S. Energy Information Administration steg det amerikanske CO2-udslip imidlertid kun med 2,3 procent under Bush (forskellen mellem 2000 og 2007 idet tal for 2008 endnu ikke er tilgængelige) sammenlignet med 4,4 procent i Danmark og 3,1 procent i EU. I samme periode faldt udslippet pr. person med 4,1 procent i USA, mens det faldt med 1,5 procent i Storbritannien, 2,9 procent i Tyskland og 3,3 procent i Frankrig.

Gennem det seneste årti har USA altså mindsket sit CO2-udslip mere end Europa – uden at tilslutte sig Kyoto-protokollen og uden at ødelægge den økonomiske vækst med uforudsigelige og bureaukratiske miljøregler (relativt set). Således voksede den amerikanske økonomi med 2,4 procent årligt i perioden 2000-2007 sammenlignet med 2,3 procent i EU og 2,0 procent i Vesteuropa (EU-15).

Klima for realister

Er titlen på undertegnedes forsøg på at kaste lidt fornuft ind i den lidt ensporede danske klima debat i Berlingske i dag.

Mere evidens mod IPCC-modellerne

Vi har tidligere skrevet om klimadebatten her på stedet, og har hver gang fået en lang tråd af diskussion for og imod den politiske konsensus på området. En hel del af den har handlet om, hvor præcise – og også hvor politisk biased – det internationale klimapanel IPCCs fremskrivninger er. Nu er der kommet ny viden på feltet, endda i det ekstremt prestigiøse naturvidenskabelige tidsskrift Nature, og så skriver vi naturligvis igen.

Den nye forskning viser, at IPCC’s klimamodeller muligvis har været misspecificerede fra starten. En række studier af forskere fra Leibniz Instituttet i Kiel og Max Plank i Hamborg peger på, at den velkendte Atlantic multidecadal oscillation (AMO), der er en naturlig svingning i havtemperaturen i Nordatlanten. AMO skifter typisk retning hvert 60-70 år, og er dermed vigtig for hvordan verdens klima dannes. Problemet er her, at hvis havet varmes op naturligt, bliver der også varmere på den nordlige halvkugle omkring Europa og Nordamerika, hvilket kan se ud som global opvarmning, især hvis man i for høj grad læner sig op ad temperaturmålinger fra de rigeste dele af verden (læs Lubos Motls omtale her og det fulde papir her).

Nu ser det ud til, at AMO er skiftet, som den gør naturligt, og de dybe antarktiske vande ser altså ud til at blive koldere (læs her). Det vil på den anden komme til at betyde, at i det mindste den nordlige halvkugle kan gå hen at blive koldere det nærmere år eller årtier. Det betyder også, at IPCCs scenarier kan vise sig at være ikke blot fundamentalt forkerte i de kommende årtier, men at deres scenario-analyser gennem modelbyggeri kan være baseret på fundamentalt forkerte antagelser, da de ikke tager AMOs indflydelse med i betragtning.

Forfatterne konkluderer diplomatisk, at ”One message from our study is that in the short term, you can see changes in the global mean temperature that you might not expect given the reports of the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC).” Som Motl også peger på, er der lidt af et misforhold i sproget når man f.eks. skriver, at de dynamiske effekter der kommer ud af at inkludere AMO is sine modeller kan ’indicate’ at der ’might’ være noget upræcist i IPCCs og andre institutioners fremskrivninger. Tænk som sammenligning på, hvad den samme gruppe folk skriver hvis man angriber deres ortodoksi, og hvilket sprog de gør det i. Motl kalder det hykleri, men vi vil lade vores læsere om at danne deres egne meninger. Værsgo at læse.

En lille dom om et stort emne

Nu, hvor jeg i tidligere postings har bevæget mig ind på det juridiske område, haster jeg med at bevæge mig tilbage til emner, som jeg med større sikkerhed ikke har forstand på.

Fra gårsdagens Daily Mail er her en interessant historie om det engelske skolevæsen, hvor man sendte en klimapakke bestående bl.a. af Al Gores film, An inconvinient truth, til de kære modtagelige små poder.

Filmen, der i hvert fald sin titel må siges at bære en grov forvanskning af den politiske virkelighed, er blevet kritiseret for at blande forhold, der er videnskabeligt velbegrundede, sammen med forhold, der ikke er det. Det er desværre de sidste, der fik størst opmærksomhed. How convenient.

Uddelingen af sådanne “undervisningspakker” sker vist også i Danmark, og kender man skolesystemet, kan man nok godt gætte de dominerende synspunkter bag. Men i landet, hvis befolkning never never never shall be slaves, er der også en far, som anlagde sag imod pakken, da han opfatter Gores film som propaganda.

Efter at have hørt en række vidneudsagn, er sagen optaget til dom, men iflg. avisens referat har dommeren tilkendegivet, at filmen er at betragte som et partindlæg og bør ledsages af en advarsel herom.

Her er nogle uddrag fra artiklen, men læs selv (både Gores bog og ham her).

David Miliband, who was Environment-Secretary when the school packs were announced, said at the time: ‘The debate over the science of climate change is well and truly over.’

But during the three-day hearing, the court heard that the critically-acclaimed film contains a number of inaccuracies, exaggerations and statements about global warming for which there is currently insufficient scientific evidence.

Gad vide, om vores miljøminister hører til dem, der som Miliband mener, at debatten er uigenkaldeligt forbi?

Globale gennemsnitstemperaturer giver ingen mening!

Debatten om en klimaforandringer har efterhånden kørt i medierne i lang tid, og har været ganske heftig, ikke mindst her på stedet. En stor del af debatten har handlet om, 1) hvorvidt mennesker er skyldige i stigende drivhusgasser, 2) i hvor høj grad drivhusgasser leder til global opvarmning, 3) hvorvidt IPCC overdriver den fremtidige udledning af disse gasser, og 4) om vi overhovedet kan gøre noget ved det, og om det kan betale sig. Men selvom man – som nogle af vores læsere og stort set alle politikere – troede fuldt og fast på problemer i forvejen, kan man roligt begynde at tænke over det hele igen.

Grunden skal findes i en ny videnskabelig artikel af Christopher Essex, Ross McKitrick og danskeren Bjarne Andresen fra Københavns Universitet, der peger på et forhold som ellers aldrig bliver nævnt i debatten. Normalt taler vi i denne debat om udviklingen i den globale gennemsnitstemperatur – bliver kloden varmere, var det varmere i middelalderen osv. – og hvad ligger der bag variationer i denne temperatur. Men det forskerne peger på i nummer 1 i årets Journal of Non-Equilibrium Thermodynamics er, at det slet ikke giver videnskabelig mening at tale om en sådan gennemsnitstemperatur!

Grunden er, at der findes to forskellige typer mål i termodynamik: Ekstensive og intensive. De ekstensive er ganske lette at tage gennemsnit af. I økonomi svarer det til at tage et gennemsnit af alle husholdningers indkomst, eller i andre sammenhænge et gennemsnit af folks højde. Det gøres ved at bruge et simpelt, aritmetisk gennemsnit. Når man, for eksempel, beregner gennemsnitsindkomsten i Nordamerika, tager man som udgangspunkt at den i gennemsnit er 33.308 dollars i USA og 26.922 i Canada. Men man må også tage hensyn til at der bor ni gange så mange mennesker i USA som i Canada, så gennemsnittet er den totale amerikanske indkomst plus den totale canadiske indkomst delt med to (32.667 dollars). Det giver fin mening.

Hvis man derimod vil forsøge at beregne en nordamerikansk gennemsnitsvalutakurs giver det pludselig ingen mening. Valutakurser fungerer nemlig som termodynamiske intensive faktorer – de kan ikke bare lægges sammen. For at kunne tale fornuftigt om, hvilken valutakurs vis-a-vis resten af verden Nordamerika ville have hvis USA og Canada fik samme valuta, har man behov for en konkret teori om, hvad der sker når man lægger valutaerne sammen. Det samme forhold gør sig gældende i den fysiske verden, hvilket ødelægger brugen af størrelsen “en global gennemsnitstemperatur”.

Som det gøres nu, måler man temperaturen på et antal steder rundt omkring på Jorden, og tager et simpelt, aritmetisk gennemsnit af dem: Man lægger dem sammen og deler med antallet af steder. Og så har man forbrudt sig for første gang, for det giver ingen mening at lægge temperaturer sammen. Selv hvis man skal beregne et gennemsnit for det nordøstlige Sønderjylland, er det nonsens. Forestil dig, at der er varmere i Haderslev (24 grader) end i Åbenrå (22 grader). En simpel gennemsnitstemperatur som den FN-organisationen IPCC og praktisk taget alle andre regner med, er 23 grader. Men varm luft er lettere / fylder mere, så derfor er en større del af luften i Haderslev-Åbenrå området faktisk i det køligere Åbenrå! For at få et bare lidt gangbart mål, må man altså vægte Åbenrå-temperaturen højere end den i Haderslev.

Man bliver derfor nødt til at tage fysikken med. Med andre ord må man have en bagvedliggende fysisk grund til at kunne beregne hvad der sker, når et system som for eksempel vejret i det nordøstlige Sønderjylland udvikler sig. Vores vægtede gennemsnit er nemlig kun den temperatur, der ville blive resultat, hvis al luft endte med at få samme temperatur – altså hvis systemet kom i fuld ligevægt. Men selvom man regner med at det gør det, ved man også at når systemet bevæger sig i ligevægt – luften bevæger sig og noget af det blæser til Haderslev når den køler ned – gør den også noget fysisk arbejde. I den forbindelse er gennemsnittet faktisk ikke TÅbenrå + THaderslev / 2, men kvadratroden til TÅbenrå * THaderslev. Det giver et lidt andet gennemsnit.

Der slutter problemerne bare ikke, for et aritmetisk gennemsnit er kun et af en uendelig række lige gode gennemsnitsmål. For at eksemplificere det, vil jeg tage to serier af tal:

1                    1                    2                    2                    4

1                    1                    1½                 1½                 6

Det særlige ved de to serier er, at de ikke blot ikke har samme aritmetiske gennemsnit, men at forskellen varierer med hvilket gennemsnitsmål, man bruger. Den første har aritmetisk gennemsnit 2, mens det samme mål er 2,2 for den anden. Men et andet mål, der i nogle sammenhænge er mere relevant, er medianen – den midterste og derfor ‘typiske’ temperatur. Medianen i den første er 2, mens den i den anden er 1½. Så med det ene mål er den første serie mindst, mens det andet mål giver det stik modsatte resultat. Hvis man skulle bruge kvadratrodsformlen ovenfor – den, der gælder når to gasser ekvilibreres under arbejde, ville resultatet være 4 i den første serie, men kun cirka 3,7 i den anden. En fjerde mulighed kunne være at bruge root mean squares (RMS), der for eksempel er det relevante mål i forbindelse med beregninger af kinetisk energi. En RMS giver 2,3 i den første serie, men 2,9 i den anden.

Og en af Essex, McKitrick og Andresens vigtige pointer i deres artikel er netop, at fysisk/metereologisk teori ikke giver nogen som helst indikation om, hvilke af de mange, mange mål, der er mere eller mindre rigtige. Selv i deres simplest tænkelige eksempel – et glas isvand på 8 grader og en kop kafe på 33 grader, der i løbet af nogle minutter får samme temperatur i et rum på 20 grader – giver forskellige mål helt forskellige resultater. Nogle af dem viser, at gennemsnitstemperaturen i de to beholdere (glas og kop) stiger, mens andre viser at gennemsnittet falder. Forskerne konkluderer derfor, at den eneste logiske følge er, at

“in either case, the ice water is warming and the coffee is cooling, and while this is happening they are not in thermodynamic equilibrium with one another or with the room. There is no physically coherent way to reduce this dynamic to changes in a single temperature number of the system as a whole”

Med andre ord: Mens såvel tilhængere som modstandere af det herskende politiske paradigme på klimaområdet bruger en global gennemsnitstemperatur som argument, giver en sådan ingen mening. Selv for en relativt restriktiv klasse af gennemsnitsmål, som indeholder det aritmetiske gennemsnit vi alle lærer i folkeskolen, og som IPCC bruger i sin pædagogiske formidling af sin globale diskurs, viser Essex, McKitrick og Andresen at man kan få fuldstændigt modsigende resultater. Nogle år er varmest med et mål, mens andre er varmest med at andet, og det generelle billede er, at man uden problemer kan nå frem til både en global opvarmning eller en global nedkøling gennem de sidste 20 år.

Som forskerne understreger,
er gennemsnit over Jordens
temperaturfelt “devoid of a physical context that would indicate how they are to be interpreted” og de er derfor “fundamentally meaningless”. Jeg skal blankt indrømme, at det svimlede for mig da jeg læste det. Vi har alle argumenteret på dette grundlag, men det, Essex, McKitrick og Andresen viser er, at vi har talt nonsens i klimadebatten. Ingen ved i virkeligheden noget.

Klimaforskere –- grund til optimisme

Her på nippet af weekenden kan jeg ikke lade være med at puste lidt til den ild, der øjensynligt brænder i nogle af vores aktive læsere når vi kommer ind på klimaområdet. Grunden er, at Århus Universitets udmærkede avis, Campus, i det seneste nummer skriver om ny klimaforskning, der giver grund til optimisme.

Et ti år langt forskningsprojekt ved Afdeling for Arktisk Miljø på DMU har afsløret, at selv det arktiske miljø har stærke ‘buffere’. I de ti år, projektet har kørt, er en del af permafrosten i det nordøstlige Grønland smeltet, hvilket i langt de flestes optik ville betyde stigende atmosfærisk CO2 og dermed øget opvarmning. Men, og det er et ganske stort men, forskerne konkluderer også at “over de seneste 6 år er den mængde drivhusgasser, tundraens planter suger ud af atmosfæren, steget med godt 50 procent. Det opvejer til fulde det kvantum gasser, der bliver frigjort, når isen smelter. Grunden til, at de grønne vækster tager ekstra meget for sig af drivhusgasserne, er, at der er kommet flere planter.”

Vi diskuterer ofte kritiske emner og fokuserer på forhold, der går galt. Det er derfor, at jeg i dag bevæger mig udenfor mit umiddelbare fagområde (som nogen også klager over) for at kunne bringe denne gode nyhed. Selv et ved første øjekast så skrøbeligt økosystem som det arktiske indeholder altså stærke automatiske regulatorer. Jeg er klar over, at en del af vores læsere sikkert er uenige, men for mig er enhver nyhed, der giver grund til mindre bekymring, en god nyhed.

Klima igen -– og lige så tvivlsomt

Hvis der er et emne, som i den grad er hævet over ‘stueren’ politisk diskussion, er det klimapolitik og de fremtidige klimaændringer. Den politiske og folkelige konsensus er de seneste år blevet, at det globale klima ændrer sig – det bliver varmere og voldsommere – og at det er vores skyld. Vi udleder nemlig for mange drivhusgasser, der varmer planeten faretruende op. Derfra konkluderes det, at vi skal skynde os at gøre noget ved problemet, det skal håndteres politisk, og helst i FN-regi.

Hvis befolkningen skulle være begyndt at blive i tvivl om de frygtindgydende scenarier, blev de manet frem igen i fredags, da FNs klimapanel IPCC fremlagde den korte, politiske sammenfatning af sin fjerde rapport, som først bliver offentliggjort til maj. Heri fremhæver man, at “det er meget sandsynligt, at drivhusgasser har forårsaget det meste af de gennemsnitlige temperaturstigninger, der er sket siden midten af det 20. århundrede”. I FNs newspeak betyder det, at man nu er 90 % sikker på sine fremskrivninger.

Er der så grund til bekymring? Ja, hvis man spørger miljøminister Connie Hedegaard skal vi skynde os at gøre noget nu, når nu amerikanerne under den frygtelige præsident Bush ikke gør det. Det har endda været antydet i løbet af ugen, at den amerikanske centraladministration har forsøgt at påvirke klimarapporter til at så mere tvivl om klimaforandringerne! Men tøv nu lige en kende før vi løber ud af døren og bruger milliarder på at kæmpe mod noget, der muligvis er vindmøller.

Vi har skrevet om det før her på stedet, og odds er for at vi kommer til at gøre det igen. For nok bør man kritisere enhver regering, der forsøger at blande sig i angiveligt uafhængige undersøgelser og politisere dem, men alle der kender lidt til FN-systemet ved, at det er et af de mest politiserede der findes. Så her kommer grund til tvivl nummer 1: Hvorfor stiller man ikke spørgsmål ved uafhængigheden af FNs klimapanel? Organisationen har fejlet i langt de fleste af sine mål – menneskerettighedskommissionen bliver kørt af nogle af de mest menneskefjendske regimer der findes, Darfur er i FN-optik ikke et folkemord, og man nævner ofte Cypern som en af FNs succeser, selvom ‘det globale samfunds’ succes i dette tilfælde har været at opretholde en tyrkisk besættelse af græsk territorium i flere årtier. Hvorfor er der ingen, der offentlige stiller spørgsmål ved en undersøgelse fra en presset organisation, når undersøgelsens konklusioner er, at organisationen får massiv fremtidig indflydelse?

Grund til tvivl nummer 2 kommer fra mere videnskabeligt hold. For at kunne forudsige fremtidens udledninger af drivhusgasser, som jo skyldes økonomisk aktivitet, bygger alle klimamodeller og alle konklusioner på en underliggende økonomisk model. Og den model har – siger og skriver – intet med virkeligheden at gøre, da den ignorerer nogle af de mest grundlæggende indsigter i vækstteori (se her). På trods af vedvarende kritik fra forskellige særdeles velestimerede økonomer og statistikere, har man beholdt de gamle økonomiske modeller fra tidligere FN-rapporter uændrede. Fem års tæt videnskabeligt kritik af grundlaget for klimamodellerne har ført til – ingenting.

Den tredje og sidste grund til tvivl, jeg vil nævne her, kommer fra et andet videnskabeligt hold, nemlig naturvidenskaben selv. IPCC benytter sig stadig af Manns såkaldte hockey-kurve, selvom den også er blevet voldsomt kritiseret. Den naturvidenskabelige kritik går på, at selvom vi ved at klimaet var varmere i middelalderen – Grønland hedder Grønland fordi der rent faktisk var grønt på sydspidsen dengang – er denne varme periode fjernet fra Manns klimadata, ligesom den kolde periode i 16-1700-tallet også er væk. De klimadata, FN bliver ved med at operere med i den fjerde rapport, undervurderer derfor kraftigt hvor meget klimaet har svinget op og ned i fortiden. På den baggrund er det vel ikke så mærkeligt, hvis de konkluderer, at de senere års klima har virket ustabilt? Og så har vi slet ikke nævnt de fysiske teorier, der konkurrerer med drivhusteorien om at forklare klimaændringer – for eksempel solpletteori osv. For i og med at de beror på forhold på Solen, indebærer de jo ikke ligefrem en konklusion, der støtter aktivistiske politikere og nye roller for FN.

Hvis den uforvarende læser er kommet hertil i mit indlæg, vil han/hun sikkert have fået et indtryk at, at forfatteren er en Bush-elskende, vulgærliberal, FN-hadende klimanægter, der sikkert også drikker. Og sådan nogen skal bestemt ikke have adgang til den offentlige debat, vel? Tænk den skade, de kunne gøre på fremtidens samfund, som vi jo kan se lige nu efter den varmeste vinter i mands minde, tydeligt bliver varmere. Men pointen er, kære læser, at hvis du sidder med det indtryk, vil jeg opfordre dig til at læse kritikken en gang til. Man behøver ikke være liberal, FN-skeptisk, eller noget som helst andet for at stille spørgsmål ved klimarapporterne. Det eneste det kræver, er et sind, der er åbent sind for argumentets magt, og kritisk overfor blind autoritet. Man behøver heller ikke være paranoid for at spørge sig selv, om rapporten havde haft samme effekt for et år siden oven på en af de koldeste europæiske vintre i mange år. Og hvorfor skal man lægge offentliggørelsen af den politiske sammenfatning nu, og ikke når den videnskabelige rapport er færdig til maj? Min læsning af de mange indikationer er, at hovedproblemet bliver ved med at være, at FNs klimapanel ikke har orden i deres argumenter, men i stedet forsøger at råbe højere end modstanden. Og de får solid hjælp af de fleste politikere for tiden.

Klimadebatten – forskningskvalitet, tak!

Jeg havde for to uger siden en artikel i Weekendavisen om klimadebatten og den bagvedliggende forskning. For at nå ud til et bredere publikum, bringer vi den her. Det kan bemærkes, at den øjensynligt taler for døve øren blandt de frelste:

Fra Weekendavisen, 24. november.

Når man hører politikere som USA’s tidligere vicepræsident Al Gore eller vores egen miljøminister Connie Hedegaard udtale sig, kan der ikke være megen tvivl om, at der er konsensus om de menneskeskabte klimaforandringer og den truende katastrofe. Det indtryk forstærkedes forleden af en rapport om klimaændringer, som den britiske regering havde bestilt. Rapporten, hvis hovedforfatter er Verdensbankens tidligere cheføkonom, Sir Nicholas Stern, nu topembedsmand i den britiske forvaltning, indledes med at “det videnskabelige bevis er nu overvældende: klimaændringer repræsenterer en meget alvorlig global risiko og kræver et hurtigt globalt svar “. Med andre ord skal der handles på internationalt topplan, og det skal være nu.

Hvis man derimod følger debatten fra et videnskabeligt hold, kan det være svært at få øje på nogen konsensus. For det første er der ikke fuld enighed om omfanget af de menneskeskabte forandringer, hvor danske forskere er blandt de førende indenfor en af de alternative solaktivitetsteorier. For det andet handler en ganske vigtig del af diskussionen – ofte til stor undren for den brede befolkning – i virkeligheden ikke om naturvidenskabelige, men grundlæggende økonomiske spørgsmål. Under den politiske enighed er der en bred, og generelt uafklaret, videnskabelig diskussion om både omfanget af problemerne og virkningen af politiske tiltag.

Grunden til, at klimadebatten i høj grad drejer sig om økonomi og ikke kun naturvidenskab, findes i de fremskrivninger, som bruges til at vurdere de fremtidige problemer. Når man accepterer at klimaforandringer i høj grad er menneskeskabte i kraft af vores udledning af drivhusgasser, er det næste spørgsmål nemlig, hvordan atmosfærens indhold af disse gasser vil udvikle sig i fremtiden. Idet drivhusgasser opstår som følge af økonomisk aktivitet – elektricitets- og varmeproduktion på kraftværker, søtransport, bilkørsel og enhver anden handling, der bruger fossile brændstoffer – er økonomiske beregninger af det fremtidige omfang af disse aktiviteter et helt nødvendigt grundlag for alle vurderinger af fremtidens klima.

Det problem, som den videnskabelige debat i høj grad handler om, er derfor, at selvom det rent naturvidenskabelige arbejde kan være fremragende, hviler alle internationale klimarapporter på kvaliteten af det nationaløkonomiske arbejde. At dette ofte er en håndgribelig og kritisabel akilleshæl, understreges af, at en række særdeles velestimerede økonomer og statistikere vedblivende kritiserer IPCCs rapporter. Og  en række prominente kritikere har den seneste tid fremhævet, at Stern-rapporten, som er en økonomisk og ikke naturvidenskabelig analyse, på ingen måde skiller sig ud på dette punkt.

For det første bruger Stern-rapporten primært de fremskrivninger af udledning af drivhusgasser de næste 100 år, som FNs klimapanel IPCC offentliggjorde i deres rapport i 2001. Disse suppleres med nyere studier, der viser endnu større klimakonsekvenser af udledningerne.

Men som Ian Castles og David Henderson, henholdsvis tidligere australske rigsstatistiker og OECDs tidligere cheføkonom, har argumenteret for flere gange, er de økonomiske fremskrivninger, som bruges til at vurdere fremtidens emissioner af drivhusgasser, ikke blot er behæftet med fejl, men ofte aldeles ubrugelige. Castles og Henderson peger på, at IPCC overser en grundregel i moderne nationaløkonomi, nemlig behovet for at korrigere for forskelle i købekraft. Som eksempel kan vi tage Thailand. Det generelle prisniveau i Thailand er således mindre end en tredjedel af det danske – et faktum som de fleste danske turister kender. Idet den gennemsnitlige dansker – korrigeret for prisforskelle – er knap fire gange så rig som den gennemsnitlige thailænder, skal Thailands økonomi firedobles for at nå op på et dansk velstandsniveau, og dermed et dansk emissionsniveau. Hvis man derimod overser prisforskellen og bruger de almindelige valutakurser, som IPCC og Stern-rapporten gør, kommer man til at regne med en 12-dobling, hvilket i de internationale klimaberegninger derfor også indebærer en mindst tre gange så stærk udvikling i emissionen af drivhusgasser.

En grundlæggende nationaløkonomisk fejl kommer derfor til at betyde en massiv overvurdering af fremtidens klimaproblemer, fordi man undervurderer, hvor relativt velstående en række ulande allerede er.

For det andet regner både FN og Stern-rapporten med, at ulandene kommer til at vokse kraftigt. Afrikas vækst er således projekteret til at være cirka 4 procent om året i gennemsnit de næste 50-100 år. Hvis man skal tage de økonomiske fremskrivninger alvorligt, tæller Libyen og Sudan derfor blandt verdens rigeste lande i 2100 og Nordkorea vil være rigere end USA. Både Castles og en række andre væksteksperter har derfor understreget det åbenlyst mærkværdige i denne antagelse, når en stor del af Afrika de seneste 50 år ikke har oplevet nogen indkomstfremgang.

Et andet problem blev for nylig pointeret af Richard Tol, professor på Amsterdams Vrije Universitet og en af verdens førende økonomiske klimaeksperter. Stern-rapporten præsenterer en række vurderinger af, hvor store økonomiske og menneskelige skader en ophedning af det globale klima og stigende vandstand vil medføre. Tol peger på Sterns antagelse om, at menneskeheden ikke kan vænne sig til og tilpasse sig for eksempel stigende vandstand og dermed forsvindende kystområder. I stedet regner rapporten med, at tabene fra f.eks. områder, der oversvømmes, når havene stiger, og tab af landbrugsproduktion, aldrig vil blive opvejet af ny teknologi eller menneskelig opfindsomhed, men “now and forever” forbliver et tab på cirka fem procent af den globale indkomst. Ligeledes mener Tol, at Stern kraftigt undervurderer, hvor effektivt ressourcer udnyttes, når lande bliver stadigt rigere.

De internationale klimarapporter kommer således til at overvurdere det fremtidige behov for fossile brændstoffer, og dermed også de fremtidige emissioner af drivhusgasser.

Når effekterne af udledningerne skal vurderes, vurderer Tol, at Stern-rapporten er endnu mere kritisabel. Mens hans egne vurderinger, der er offentliggjort i såkaldt ‘peer-reviewed’ internationale tidsskrifter, viser at de samfundsmæssige omkostninger ved CO2-udledninger ikke overstiger 14 dollars per ton CO2, opererer Stern i stedet med en omkostning på 85 dollars per ton, og anfører at den kan være væsentligt højere. En af måderne, den britiske regeringsrapport når til sine overordnede vurderinger på, er således ved at seksdoble sit skøn for disse omkostninger.

Der har også været bred kritik af den måde, hvorpå de internationale klimarapporter ‘diskonterer’ fremtiden. Selvom dette problem i sagens natur er stærkt teknisk, er dets kerne ganske enkel. Omfanget af diskontering handler om, hvor stor vægt man lægger på begivenheder langt ude i fremtiden i forhold til begivenheder, der påvirker os i år. Diskonteringsfaktoren – den faktor, hvormed begivenheder mister vigtighed jo længere ude i fremtiden, de er – er derfor en knap, man kan skrue på, afhængigt af om man ønsker at vise, at fremtidige problemer er store eller små.

Uden diskontering på 1 procent, vil et årligt tab på 1000 kroner i 50 år indebære et værditab på 50.000 kroner i alt, mens en diskonteringsfaktor på 4 procent kun giver et tab på 22.000 kroner. (Svarende til, at 22.000 kroner forrentet med fire procent efter 50 år er vokset til 50.000 kroner). Ved at vælge en lav diskonteringsfaktor, lægger man derfor implicit stor vægt på begivenheder, der kan forekomme om 50 eller 100 år, og skaber det indtryk, at problemerne er store
her og nu.

En af d
e vigtigste indvendinger mod den britiske Stern-rapport har derfor været, at rapportens valg af en diskonteringsfaktor på 0,1 procent – der er væsentligt lavere end i nogen anden international undersøgelse – automatisk betyder, at selv små klimaforandringer indebærer meget store fremtidige problemer. Mens Richard Tol understreger alvoren i fremtidens problemer, kalder han på denne baggrund rapporten for “alarmistisk og inkompetent”, og på diverse videnskabelige blogs bliver det diskuteret flittigt, om Stern-rapportens konklusioner blev skrevet før resten af indholdet, og om den derfor blot er et politisk bestillingsarbejde. Stern når frem til, at stigningen i drivhusgasser kan begrænses med en internationalt koordineret politik, der årligt vil koste cirka 1 procent af verdens indkomst. Dette tab virker umiddelbart værd at tage, når konsekvenserne af stigningen er et alternativt tab på 5 procent. Men hvis man i stedet for at bruge en diskonteringsrate på 0,1 procent bruger en diskonteringsrate på 1 procent, som stadig er en lav diskonteringsrate, opvejer gevinst og tab hinanden. Og hvis de reelle tab, som en række økonomer har påpeget, er væsentligt mindre end de 5 procent, som Stern antager, er der ikke længere et økonomisk rationale for briternes politiske planer.

Den internationale kritik af både Stern-rapporten og IPCCs tidligere rapporter stiller derfor store spørgsmålstegn ved det grundlag, som politikere diskuterer for eksempel Kyoto-protokollen på. Fremtiden bliver vægtet for højt, de økonomiske fremskrivninger er behæftet med alvorlige fejl, og selve måden man opgør fremtidens udledninger af drivhusgasser er også stærkt omdiskuteret og efter alt at dømme objektivt forkert. Mens danske og udenlandske politikere behandler klimadebatten, som om der var bred konsensus om problemerne, viser den videnskabelige diskussion derfor, at der langt fra er enighed.

Imod panikmagerne

Da der øjensynligt har været problemer med adgangen til David Gress’ indlæg, bringer vi det her igen fra redaktionen:

Blandt de adskillige udmærkede og hårdtslående kritikker af den tendentiøse Stern-rapport om global opvarming, som Information skadefro publicerede hovedkonklusionerne af på dansk, glæder denne mig i særlig grad da den skyldes min gamle studiekammerat Chris Monckton.

Et par citater (med indbygget link til tabeller og udregninger):

Sir Nicholas Stern’s report on the economics of climate change, which was published last week, says that the debate is over. It isn’t. There are more greenhouse gases in the air than there were, so the world should warm a bit, but that’s as far as the “consensus” goes. After the recent hysteria, you may not find the truth easy to believe. So you can find all my references and detailed calculations here.

The Royal Society says there’s a worldwide scientific consensus. It brands Apocalypse-deniers as paid lackeys of coal and oil corporations.

The oceans, we’re now told, are acting as a giant heat-sink. In these papers the well-known, central flaw (not mentioned by Stern) is that the computer models’ “predictions” of past ocean temperature changes only approach reality if they are averaged over a depth of at least a mile and a quarter.

Deep-ocean temperature hasn’t changed at all, it’s barely above freezing. The models tend to over-predict the warming of the climate-relevant surface layer up to threefold. A recent paper by John Lyman, of the US National Oceanic and Atmospheric Association, reports that the oceans have cooled sharply in the past two years. The computers didn’t predict this. Sea level is scarcely rising faster today than a century ago: an inch every 15 years. Hansen now says that the oceanic “flywheel effect” gives us extra time to act, so Stern’s alarmism is misplaced.

Finally, the UN’s predictions are founded not only on an exaggerated forcing-to-temperature conversion factor justified neither by observation nor by physical law, but also on an excessive rate of increase in airborne carbon dioxide. The true rate is 0.38 per cent year on year since records began in 1958. The models assume 1 per cent per annum, more than two and a half times too high. In 2001, the UN used these and other adjustments to predict a 21st-century temperature increase of 1.5 to 6C. Stern suggests up to 10C.

Und so weiter und so fort.  Læs det hele. Vi glæder os til

Next week (hvor Monckton vil) demonstrate the atrocious economic, political and environmental cost of the high-tax, zero-freedom, bureaucratic centralism implicit in Stern’s report; I’ll compare the global-warming scare with previous sci-fi alarums; and I’ll show how the environmentalists’ “precautionary principle” (get the state to interfere now, just in case) is killing people.

Her er iøvrigt Nigel Lawsons demolition af Stern; fyldigere version kommer senere fra Centre for Policy Studies.

Men se om Connie Hedegaard eller den nykonverterede grønne Fogh vil høre efter.  Nej, de vil hellere spilde penge og gøre deres hoser grønne (pardon!) hos meningsmagerne.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑