“There are many kinds of truth. Al Gore was poleaxed by an inconvenient one yesterday.

The former US Vice-President, who became an unlikely figurehead for the green movement after narrating the Oscar-winning documentary An Inconvenient Truth, became entangled in a new climate change “spin” row.

Mr Gore, speaking at the Copenhagen climate change summit, stated the latest research showed that the Arctic could be completely ice-free in five years.

In his speech, Mr Gore told the conference: “These figures are fresh. Some of the models suggest to Dr [Wieslav] Maslowski that there is a 75 per cent chance that the entire north polar ice cap, during the summer months, could be completely ice-free within five to seven years.”

However, the climatologist whose work Mr Gore was relying upon dropped the former Vice-President in the water with an icy blast.

“It’s unclear to me how this figure was arrived at,” Dr Maslowski said. “I would never try to estimate likelihood at anything as exact as this.”

Mr Gore’s office later admitted that the 75 per cent figure was one used by Dr Maslowksi as a “ballpark figure” several years ago in a conversation with Mr Gore. …

Perhaps Mr Gore had felt the need to gild the lily to buttress resolve. But his speech was roundly criticised by members of the climate science community. “This is an exaggeration that opens the science up to criticism from sceptics,” Professor Jim Overland, a leading oceanographer at the US National Oceanic and Atmospheric Administration said.

Klimaktisk hedetur i København?

“You really don’t need to exaggerate the changes in the Arctic.”

Others said that, even if quoted correctly, Dr Maslowski’s six-year projection for near-ice-free conditions is at the extreme end of the scale. Most climate scientists agree that a 20 to 30-year timescale is more likely for the near-disappearance of sea ice.

“Maslowski’s work is very well respected, but he’s a bit out on a limb,” said Professor Peter Wadhams, a specialist in ocean physics at the University of Cambridge.

Dr Maslowki, who works at the US Naval Postgraduate School in California, said that his latest results give a six-year projection for the melting of 80 per cent of the ice, but he said he expects some ice to remain beyond 2020.”

Vi er chokerede!  Skulle det virkeligt kunne være rigtigt, at Nobelfredspris-vinderen, Oscar-vinderen m.v., der efter eget udsagn “tog initiativ til at skabe internettet”, omgås “sandheden” så lemfældigt?

Men hvor tilfældigt var det nu også? Vi ved det i sagens natur ikke, men efter lidt googling kan vi da se, at den stakkels tilfældigt forbipasserende tilsyneladende har visse erfaringer med helt tilfældigt at være in media res.  For ved siden af at være en engageret aktivist i Enhedslisten og kommunistiske kredse, som hun har optrådt som repræsentant for på den venstreekstremistiske hjemmeside Modkraft.dk, har frk. Nina såmænd også lagt vejen forbi en besættelse af Københavns Universitet tidligere i år, hvor hun som sit mål pluralistisk erklærede at ville ”befri” universitet ”ved at udrydde neoliberalismen på universitetet”. Apropos ”udrydde”, så redigerede frk. Nina i 2006 Socialistisk Ungdoms Fronts skrift ”Frontalt”, der bl.a. agiterede for direkte støtte til terrorbevægelserne PFLP og FARC.  Om hun var med ved Brorsons Kirken eller indtrængningen på Avedøre Værket, skal vi ikke kunne sige, om end hendes Facebook-profil i hvert fald antyder sympatierne.

Alle – og ikke mindst staten – skal behandle mennesker ordentligt, også mennesker med gakkede og usmagelige holdninger, og dét at sidde på jorden i fire timer i eget eller andres tis kan næppe være en hverken ideel eller nødvendig behandling. Men omvendt har mediernes dækning generelt været ganske ensidig, smagende af det forudindtagede.  Lidt interessant opsøgende journalistik kunne måske derimod være at afdække, om det var den unge kvinde, der selv henvendte sig til journalisterne, eller om de altid upolitiske journalister mon fik hende anbefalet fra en PR-medarbejder hos ”den sorte blok”?

Den britiske ”Stern-rapport” er blevet omdrejningspunktet for debatten om de økonomiske omkostninger ved global opvarmning. Det er oplagt, at både resultater og analyse i Stern rapporten i sig selv er vanvittigt usikre. Stern rapporten laver en model baseret fremskrivning af verdensøkonomien i 200 år, baseret på antagelser om klimaforandringer fra IPCCs scenarier. Det er den type øvelse som enhver økonom, der har arbejdet i en centraladministration (sådan en som mig) ved kan drejes præcis derhen man vil. Det er en øvelse som bruger ”eksperter og modeller” som figenblad for konklusioner, der dybest set er politiske (og typisk er politisk bestemt på forhånd).

Det er i sig selv lidt mærkværdigt at tro, at vi på nogen måde kan forudsige den økonomiske udvikling 200 år frem. Hvad ville en prognose fra 1809 f.eks. sige om verden i dag? Hvilke brugbare ideer kunne man i 1809 have om den teknologi, der i dag muliggør vores liv og levestandard? Hvilke ideer kan vi have i dag om hvilken teknologi, ideer og ressourcer der er til rådighed i 2100? Eller 2200? Det er grænsende til det fantasiforladte overhovedet at bilde sig ind at øvelsen giver mening. Men økonomer er nogle gange lidt fantasiforladte – især når vi bliver betalt for det.

Hvad er så Stern rapportens budskab om omkostningerne ved global opvarmning? Mange steder skriver journalisterne om 20% af verdens BNP eller mere. Det er en lidt løs omgang med sandheden. Stern rapporten præsenterer flere scenarier. Et basis scenario med en omkostning på 5,7% af BNP. Et scenario baseret på ekstrem opvarming, hvor det bliver til 7.3% af BNP. Men det var ikke nok så de inddrog også hvad de kalder ”non-market” impact – omkostninger i form af ikke prissatte miljøforringelser og lignende (som ikke er en del af BNP). Så nåede de næsten 14% af BNP. På besynderligste vis bliver det i rapportens konklusion så rundet op til 20%, med et uldent argument om at omkostningerne er større for udviklingslandene (hvilket jo handler om fordeling og ikke om summen).

MEN, det er ikke omkostninger i år 2100. Det er omkostningerne i år 2200! Den måde deres model er skruet sammen på gør, at der er beherskede omkostninger i de første 100 år. Selv i det ekstreme scenario (inklusiv ekstrem opvarmning og umålelige non-BNP omkostninger) kan de ikke hive omkostninger over 3% af BNP i 2100. I baseline scenariet er omkostningen et permanent tab i globalt BNP på 0.9% …. om 100 år. Det er reelt ingenting – og ingen kan med rimelighed sige, at det er et statistisk signifikant tal. Og det i en rapport, der vist mest har den agenda at underbygge en politisk beslutning som nok allerede var taget.

Det er ret svært at få et indgreb, der ifølge rapporten koster 1% af globalt BNP (med et kæmpe konfidens interval) nu til at retfærdiggøre en gevinst på 1-3% af BNP i 2100 .

Den eneste måde Stern rapporten kan komme frem til sin konklusion om, at indgreb med nettoomkostninger på 1% af BNP nu kan betale sig er ved at operere med en lav diskonteringsfaktor, som diskuteret i den forrige tråd. Det vil sige, at rapporten antager at man kan tillade at forrente ”investeringen” på 1% af BNP nu til en rente, som ligger under den rente en stat kan låne til. Argumentet er så, at omkostningerne for fremtidige generationer er ”umålelige” i form af permanente klimaforandringer og at man skal bruge specielle diskonteringsfaktorer når det gælder klimainvesteringer fordi alle generationer skal opfattes som ”lige”. Argumentet er ikke ”forkert” på nogen måde. Der er ikke rigtigt og forkert her. Men det er selvfølgelig et politisk valg, som betyder at politikerne sætter langt større pris på fremtidige generationers velfærd end nuværende generationer sætter på deres egen velfærd næste år. For det sidste er, hvad renterne i markedet repræsenterer.

Hvis man accepterer argumentet om, at omkostningerne for fremtidige generationer i forbindelse med irreversible forandringer er umålelige og at det retfærddiggør en (lidt arbitrær) lav diskonteringsfaktor så er hele Stern rapporten i sig selv lidt i problemer. For så er cost/benefit analyser i det hele taget ikke mulige. Det er det argument som mange AGW tilhængere bruger (irreversibel skade, usikkerhed, katastrofer, risiko for ukontrolabel klimaændringer etc.).

Den reale diskonteringsrente i Stern er væksten i Real forbrug/capita + 0.1% – hvilket reelt vil sige 1½-2½% om året. Det betyder, at 1% BNP tabt nu har en ”værdi” på kun 1.1% af BNP i år 2100. Regnestykket går kun op med en lav diskonteringsfaktor og de høje omkostningsprojektioner, og det er især svært at retfærddiggøre de første 100 år under rapportens antagelser . En diskontering på 1% over vækst i GDP/cap (som betyder renter tæt på det en stat kan låne til på lange løbetider) betyder, at 1% af BNP nu har en værdi på 3% af BNP i 2100 og over 7% i 2200 – og så ville det selv i det ekstreme klima scenario ikke kunne betale sig uden de lidt uklart opgjorte non-BNP udgifter. I baseline scenariet er det faktisk en dårlig forretning selv med lav diskontering. Det er med andre ord en beregning, der er meget følsom over for 1) Omkostninger ved indgreb i dag, som i sig selv er meget usikre 2) Diskonteringsfaktoren. 3) Omkostningerne i år 2200, som kan ligge hvor som helst mellem 0 og 20% af BNP ifølge rapportens konfidensintervaller og scenarier.

Det er helt centralt at forstå, at med de to geværgreb – lav diskontering og non-BNP udgifter – har Stern-rapporten skabt problemer for sin egen mission. De to antagelser skaber resultatet, og det har ikke meget med en reel cost/benefit analyse at gøre. De er kalibreret til at skabe det politisk ønskede resultat. Det er én stor baglæns beregning. Dermed er rapporten reelt blot et selvbekræftende politisk udsagn. Vi kan diskutere her på bloggen om diskonteringsfaktoren er rimelig eller ej – og hvad ”non-BNP udgifter” nu kan være og om de er store eller små (prisen på arts-udryddelse og atoller f.eks). Men det er og bliver en politisk diskussion på baggrund af forudindtagede holdninger. Det har ikke meget med videnskab at gøre. Diskonteringsfaktoren er et politisk-filosofisk spørgsmål (som rapporten også selv bemærker). Non-BNP udgifter kan pr definition ikke måles.

Hvis nogen i 1809 havde skrevet en rapport om, hvordan man skulle betale 1% mere i skat fra 1809 og i al fremtid af hensyn til velfærden i år 2009, ville vi nok ikke alene finde rapportens konklusioner om hvordan fremtiden så ud bizarre. Vi ville også undre os over at nogen i 1809 – med det velstandsniveau de havde – kunne overveje at spare op til os til en rente, der ikke var højere end den økonomiske vækst. For den økonomiske vækst spejler jo netop de teknologiske fremskridt som gør at vi kan se tilbage og have ondt af de mennesker, der levede et 30-40% kortere liv i 1809 end vi gør i dag. Vi ville formentlig også synes, at de var nogle lidt mærkelige og fantasiforladte flagellanter (om end ædle idealister).

Der har været meget snak om diskonteringsfaktoren. Det er som sagt en rimeligt åben diskussion, og enhver kan jo dreje på den og se hvilket resultat der så kommer ud. Så jeg har ikke et stort problem med den antagelse. Den er lagt åbent frem. Det der til gengæld undrer mig er profilen på de økonomiske tab i rapportens model. Der er meget få menneskeskabte fysiske ting, der holder 200 år (enkelte bygninger og den slags). Vi har med andre ord ikke meget kapitalapparat i dag som vi ikke har fornyet om 200 år og potentielt placeret et andet sted. I hvilken forstand skal jeg så forestille mig, at der er en økonomisk omkostning ved global opvarmning på så lang en horisont. Det langt mest afgørende for vores output om 200 år er den teknologiske udvikling og vores stigende uddannelses- og videns niveau de kommende 200 år. De fysiske ting vi har opbygget i verden i dag vil betyde stadigt mindre for velstandsniveauet jo længere horisonten bliver. Det gør også modellens ”accelererende” output tab mærkeligt, og i mine øjne utroværdigt. Er det virkeligt sandsynligt at vi i et ekstremt klima scenario ikke tilpasser os og opfinder tilpasningsteknologier i løbet af de første 100 år og er det sandsynligt at BNP-tabet 2100 til 2200 er langt større end 2000-2100? Og betyder det at tabet i procent af BNP accelererer fra 2200 fremover? Det er simpelthen ikke logisk, medmindre man forventer at kloden bliver ubeboelig.

Det er jo ikke sådan, at kloden bliver mere ufrugtbar ved opvarmning – snarere tværtimod. Der er en grund til at jeg kan dyrke tomater om sommeren men ikke om vinteren. Og vores produktivitet i landbruget pr arealenhed er mindst steget 200-300% om 200 år (hvilket er mindre end i de sidste 200 år). Så helt grundlæggende, hvordan er det, at omkostningen fremkommer på så lang en horisont? Vil global opvarmning gøre os dummere eller dovnere? Og betyder det omvendt, at vi ville blive rigere hvis kloden blev koldere?

Det burde være klart, at Stern rapporten ikke er et videnskabeligt dokument. Det er både et højst spekulativt og politisk dokument, og en rapport hvor semantikken viser, hvilken konklusion, der var givet på forhånd.

Men to ting kan jeg sige med sikkerhed: 1) Jeg er ikke det mindste forbavset, hvis disse afsløringer (mere her og her) viser sig at være rigtige. 2) Holy s***!

Her er et par af mine foretrukne e-mail fra den lækkede fil:

“Well I have my own article on where the heck is global warming ? We are asking that here in Boulder where we have broken records the past two days for the coldest days on record. We had 4 inches of snow. The high the last 2 days was below 30F and the normal is 69F, and it smashed the previous records for these days by 10F. The low was about 18F and also a record low, well below the previous record low. … The fact is that we can’t account for the lack of warming at the moment and it is a travesty that we can’t. The CERES data published in the August BAMS 09 supplement on 2008 shows there should be even more warming: but the data are surely wrong. Our observing system is inadequate.“

Og:

“This was the danger of always criticising the skeptics for not publishing in the “peer-reviewed literature”. Obviously, they found a solution to that–take over a journal! So what do we do about this? I think we have to stop considering “Climate Research” as a legitimate peer-reviewed journal. Perhaps we should encourage our colleagues in the climate research community to no longer submit to, or cite papers in, this journal. We would also need to consider what we tell or request of our more reasonable colleagues who currently sit on the editorial board …”

Klik her for at se den indsatte video.

God fornøjelse, og jeg ser frem til læsernes kommentarer, ikke mindst de kritiske.

Tavernes kritik af ufornuften retter sig i første omgang mod øko-fundamentalismen, der med henvisning til et nærmest sakralt forsigtighedsprincip har været i stand til at hæmme den praktiske anvendelse en række teknologiske og videnskabelige landvindinger. Et af de mest iøjnefaldende eksempler er vel udbredelsen af genmodificerede afgrøder, der trods de udokumenterede risici stadig holdes i stram snor verden over. Det er naturligvis ikke omkostningsfrit, når mennesker i den tredje verden har tydeligt besvær med at sikre sig et tilfredsstillende udbytte gennem konventionelle dyrkningsmetoder.

Forfatterens fortjeneste ligger ikke i, at han gør opmærksom på sådanne forhold. Det har andre før ham såmænd gjort bedre og med større målfasthed. Nej, Tavernes originalitet består snarere i, at han problematiserer den påfaldende ansvarsfrihed, der omgiver de internationale miljøorganisationer. Han erindrer fx læseren om, at Greenpeace ikke på nogen måde blev stillet til regnskab for de anbefalinger, organisationen i midten af 90′erne fremførte i relation til skrotningen af Shells borerig, Brent Spar. Selv om der var stærke økonomiske og miljømæssige argumenter for at dumpe Brent Spar i Atlanten, gav Shell efter for Greenpeace aggressive mediekampagne og accepterede at demontere boreriggen i en norsk fjord; en ekstrem sårbar habitat. Altså stik imod videnskaben, logikken og den sunde fornuft.

Taverne begrænser dog ikke kritikken til de internationale miljøorganisationer. Han giver også det religiøse og overnaturlige et skud for boven. Derfor kan bogen anbefales til alle, der midt i sommerheden trænger til et opgør med den varme luft.