Et tilbagevendende spørgsmål i mange diskussioner blandt folk med interesse for politisk økonomi og public choice er: Hvilke karakteristika har politikere og hvad kan de egentlig? Spørger man politikere selv, er svaret naturligvis deres større indsigt i samfundet og deres visioner og omsorg for andre mennesker. Ser man mere nøgternt, er der relativt bred enighed om, at de ofte deler træk med psykopater (læs f.eks. her): Beregnende med en vilje til magt over andre mennesker, men samtidig udadvendte, umiddelbart charmerende og troværdige. Men lad mig foreslå et ekstra karakteristika: En tydelig tolerance for kognitiv dissonans.

Kognitiv dissonans opstår når et individ indtager – eller opdager at hun indtager – to eller flere indbyrdes modstridende holdninger eller forestillinger. Det vil f.eks. være det mentale ubehag ved at indse, at man på samme tid har lav eller ingen tillid til politikere, og at man argumenterer for større politisk kontrol med samfundet. Et problem i denne forbindelse er, at man i psykologi ofte finder, at udadvendte individer føler mindre ubehag ved kognitiv dissonans.

Mit argument for at betragte en stor accept af kognitiv dissonans er, at det virker som et krav til ’moderne’ politikere at kunne have holdninger der er indbyrdes uforenelige: støtte til at menneske har frie valg, samtidig med at man vil forbyde privat sygepleje; erklæringer om private markeders overlegenhed sammen med støtte til lukkelov og begrænsninger på butiksstørrelse; eller enhver erklæring om ytringsfrihedens ukrænkelighed efterfulgt af et ’men’.

Kan man forstå politik uden at regne med, at politikere hver dag uden ubehag møder dette problem? Jeg kan ikke se hvordan, men læserne må meget gerne byde ind – enten med modsvar eller med flere eksempler.