En læser undrede sig forleden over, hvordan vi kunne påstå, at grækerne opfører sig individuelt rationelt. Hvordan kan rationel adfærd føre til så absurde og destruktive konsekvenser for et helt samfund? Tanken var, som mange før vores læser har argumenteret, at hvis man ser åbenbart irrationelle eller skadelige konsekvenser på gruppeplan, må de skyldes irrationel adfærd på det individuelle plan. Økonomisk og politologisk teori har dog særligt siden 1950erne vist, hvordan den populære ide ikke passer. Elendige udfald på gruppe- og samfundsplan kan sagtens skyldes fuldstændigt rationel adfærd på individplan.

John Nash formulerede i Fangernes Dilemma en situation, som David Hume havde peget på allerede i 1740. To røvere er blevet fanget af politiet og sat i separate celler. De får at vide, at hvis de holder mund, får de hver to måneder i fængsel. Hvis de begge fortæller sandheden, får de hver ni måneder, mens hvis én af dem sladrer, mens den anden ikke gør, får sladrehanken kun én måned mens den anden får ti måneder. Det er tydeligvis grupperationelt at begge holder mund, så ’skaden’ begrænses til to gange to måneder; men for fangerne er det ikke individuelt rationelt. Hvis den ene holder mund, er det rationelt for den anden at sladre – sladrehanken slipper med én i stedet for to måneder. Hvis man tror, den anden sladrer, vil man begrænse sin skade til de ni måneder, man får hvis begge sladrer. Under alle omstændigheder er den ’dominerende strategi’ at sladre.

Situationen, der beskrives i Fangernes Dilemma, er således en hvor det ikke er rationelt for de to fanger at koordinere deres adfærd. Hæver man sig op på samfundsplan, ligner mange problemer Fangernes Dilemma, men et med mange i stedet for blot to individer. Man får dermed det, der kaldes Kollektive Handlingsproblemer – situationer, hvor alle sådan set kender den bedste løsning, men hvor individuelt rationel adfærd hurtigt kan forhindre alle i at nå den. Problemet er ’free-riding’- på dansk kaldet gratistadfærd. Alle ved for eksempel, at det er ubehageligt, hvis midtbyen i Aarhus lugter af urin (ikke mindst hvis man har tømmermænd og skal gå gennem lugten). Men når Egon går hjem, betyder det stort set intet, at han – isoleret set – tisser i en port. Det gør hverken fra eller til fordi hans tis er en dråbe i havet. Det kan derfor sagtens være individuelt rationelt for ham at tisse, men fordi alle andre tænker på helt samme måde, kommer Aarhus til at stinke søndag morgen.

I hvilket omfang individuelt rationel adfærd fører til gruppe-rationel adfærd afhænger derfor af, i hvor høj grad samfundet kan løse dets kollektive handlingsproblemer. Som Mancur Olson indså i 1960erne, gælder de samme problemer nemlig civilsamfundets organisationer. Har folk samme mål og er de ikke alt for mange, er det ikke svært at koordinere dem – de betaler til organisationen, eller bidrager på anden vis. Olsons indsigt var dog, at jo større gruppen bliver og jo mere forskelligartet, jo sværere er det at begrænse free-riding, så en for stor og / eller forskelligartet organisation kan ikke fungere: Den kan ikke løse det kollektive handlingsproblem. Fagforeninger og andre forsøger derfor at fastholde medlemmer ved at tilbyde dem noget andet de kun kan få gennem foreningen andet end det kollektive gode.

Ser man ud over samfundet, er der en lang række kollektive handlingsproblemer, som skal løses før man med rette kan kalde sig et ordentligt ’samfund’. En stor del af den ideologiske diskussion de sidste 150 år har i et vist omfang handlet om, hvem der skal håndtere disse problemer – markedet, staten eller civilsamfundet (i Ostromske, private løsninger). Men et definerende karakteristika ved de nordeuropæiske samfund og deres børn – Australien, Canada, New Zealand og USA – er hvor godt de løses. Skatteopkrævning er for eksempel et kollektivt handlingsproblem, ligesom et velfungerende retsvæsen er det. De løses glimrende i Sverige og Storbritannien, men nærmest ikke i Grækenland. I alle landene opfører folk sig tilnærmelsesvist individuelt rationelt, men hvordan dén rationalitet i samspillet mellem mennesker fører til kollektiv rationalitet eller absurditeter som Grækenland, Rusland eller Congo, skyldes noget helt andet. Meget mere om det en anden dag.