Tag: kommunisme (page 2 of 4)

Sovjetisk udvikling for de historieløse

Jeg hører nogle gange argumentet, at kommunisme da sørme også havde sine gode sider – og hvis vi bare havde ladt det virke… Man kan næppe klandre folk, der er født så sent at de ikke kan huske, at der var noget der hed Sovjetunionen; men andre, lidt ældre danskere burde vide bedre. Så her er en visuel reminder om, hvor elendigt, kommunismen fungerede: Udviklingen i gennemsnitsindkomst mellem 1900 og 2008 (fra Madisson-datasættet). Og husk vel at mærke, at man kunne tegne lignende grafer for helbred og uddannelseskvalitet, mens dem over f.eks. miljøforbedringer, pressefrihed og tilfredshed ville se meget værre ud.

UPDATE: Nu inklusive Japan, som starter i 1900 fra cirka samme udgangspunkt som Sovjetunionen / Rusland. Et semi-feudalt samfund med nogen reform, men fuldstændigt udemokratisk og planøkonomisk indtil efter anden verdenskrig.

Berlinmuren 50 år

I nat, for 50 år siden, begyndte et af Europas mest repressive regimer konstruktionen af et monument over dets egen fiasko. Berlinmuren rejste sig tværs gennem en allerede delt by med ét formål: At spærre Østtysklands borgere inde. Muren faldt som bekendt i 1989, men dens og kommunismens skadevirkninger ses stadig. De østlige tyske Länder de samme problemer som resten af Østeuropa og ikke mindst er østtyske normer og værdier stadig svagere end i vesten.

Problemet for den DDR-styrets top for 50 år siden var, at dets befolkning flygtede. Først i 50erne var udstrømningen nået et niveau på over 30.000 om måneden og totalt mistede Østtyskland 2½ millioner borgere mellem 1949 og 1961. Endnu værre var det, at det ofte var de bedst uddannede og mest initiativrige, der flygtede til Vesten. På trods af, at Østtyskland gennem 50erne strammede reglerne, tog udstrømningen til i månederne op til august 1961.

Ledelsen i den såkaldte Deutsche Demokratische Republik besluttede derfor at bygge en decideret fæstningsmur for at forhindre østtyskere i at forlade det socialistiske samfund, de så hårdhændet hævdede var det frie vesttyske overlegent. Natten mellem den 12. og 13. august rejste det, regimet kaldte en ’Antifascistisk Beskyttelsesvold’, sig således på tværs af Berlin. Muren skilte venner og familier, og forhindrede en hel befolkning i at undslippe den undertrykkelse, som sikkerhedspolitiet Stasi blot var et af symbolerne på. I de efterfølgende årtier blev Muren udbygget med minefelter, automatiske maskinpistoler og stadig mere udspekulerede anordninger til at dræbe de østborgere, der forsøgte at hoppe af. Internt i Østtyskland gjorde regimet også alt, hvad det kunne, for at holde borgerne på den kommunistiske dyds smalle sti. Sidst i 80erne var kontrollen nået så vidt, at fire procent af den voksne befolkning blev betalt af Stasi for at holde øje med resten.

Ingen, der var gammel nok til at forstå hvad der foregik, glemmer derfor den aften i 1989 da østtyske grænsevagter åbnede Muren. To år tidligere havde den amerikanske præsident Reagan stået foran Brandenburger Tor og opfordret den sovjetiske leder Gorbatjov til at ”tear down this wall”. Ungarn var det første land, der fulgte opfordringen efter Sovjetunionen havde løsnet jerngrebet omkring Østeuropa: 11. september åbnede landet dets grænse til Østrig, og da østtyskerne kunne rejse ret frit til det socialistiske søsterland, var der effektivt hul igennem til Vesten. Det tog dog en administrativ tilfældighed før østtyske grænsevagter den 9. november åbnede Berlin, og endte med at opgive da østberlinere strømmede i titusinder gennem overgangene.

I løbet af få måneder kollapsede det regime, der havde undertrykt en hel befolkning i 40 år. I de godt 20 år siden Tyskland blev genforenet, er den østlige del kommet på økonomisk fode, de kommunistiske miljøforbrydelser er renset op, og steder som Jena og Dresden er ved at genindtage den position, de havde før anden verdenskrig. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro at Muren nu blot var fjern historie.

 

Men i en vigtig forstand står Berlinmuren stadig. I Tyskland tales med forfatteren Peter Schneiders udtryk om ”die Mauer im Kopf” – muren i hovedet – som et billede på de overbevisninger, normer og forestillinger om samfundet, som genforeningen kun langsomt eller slet ikke har ændret på. To generationers totalitær kommunisme satte sine spor, og nogle af disse spor bringer forældre videre til deres børn i det forenede Tyskland. En del af den debat, der blusser på med jævne mellemrum i tyske medier, er naturligvis baseret på myter, men andre dele bekræftes af solid og skræmmende forskning.

Et af de vigtigste elementer i die Mauer im Kopf er østtyskernes skeptiske forhold til deres medmennesker. I den seneste undersøgelse fra World Values Survey sagde mere end 40 procent af vesttyskerne ja til spørgsmålet, om de generelt har tillid til de fleste mennesker; i det tidligere Østtyskland var ja-procenten kun 29. Forskellen er nøjagtigt den samme som ved genforeningen i 1990 og ændrer sig ikke over tid. Samme problem viser sig i mere detaljerede spørgsmål i det tyske husholdningspanel, andre spørgeskemaundersøgelser såvel som i en række andre items i World Values Survey. Når man kender den tætte sammenhæng mellem tillid og forhold som korruption, vækst og velbefindende, er det alarmerende at forskellen ikke synes at forsvinde.

På samme måde er østtyskerne præget af deres fortid. De fleste stemmer på Die Linke – det nye, populistiske venstreparti i Tyskland – kommer fra øst, og de politiske værdier er stadig markant anderledes en resten af landets. Østtyskernes støtte til statslig omfordeling er for eksempel væsentligt stærkere, ligesom deres tro på statens godhed ikke har ændret sig meget siden genforeningen.

Formelt er Tyskland Europas største land og én forenet nation, men uformelt står Berlinmuren stadig som en usynlig skillelinje mellem et vestligt, velfungerende land, og en østlig del med mange af de samme sociale problemer som resten af Østeuropa. De menneskelige tragedier, som Berlinmuren symboliserede, er ikke spillet til ende endnu.

Kom forbi (næsten) helt tilfældigt

Flere danske medier – både Danmarx Radio Nyheder og Berlingske Tidende – har bragt interviews med en stakkels tilfældig demonstrant, Nina Liv Brøndum, der bare skulle med “for at hygge sig” men helt ”tilfældigt” var endt i den såkaldt ”sorte blok” og derfor blev sat på den kolde jord i nogle timer.

Men hvor tilfældigt var det nu også? Vi ved det i sagens natur ikke, men efter lidt googling kan vi da se, at den stakkels tilfældigt forbipasserende tilsyneladende har visse erfaringer med helt tilfældigt at være in media res.  For ved siden af at være en engageret aktivist i Enhedslisten og kommunistiske kredse, som hun har optrådt som repræsentant for på den venstreekstremistiske hjemmeside Modkraft.dk, har frk. Nina såmænd også lagt vejen forbi en besættelse af Københavns Universitet tidligere i år, hvor hun som sit mål pluralistisk erklærede at ville ”befri” universitet ”ved at udrydde neoliberalismen på universitetet”. Apropos ”udrydde”, så redigerede frk. Nina i 2006 Socialistisk Ungdoms Fronts skrift ”Frontalt”, der bl.a. agiterede for direkte støtte til terrorbevægelserne PFLP og FARC.  Om hun var med ved Brorsons Kirken eller indtrængningen på Avedøre Værket, skal vi ikke kunne sige, om end hendes Facebook-profil i hvert fald antyder sympatierne.

Alle – og ikke mindst staten – skal behandle mennesker ordentligt, også mennesker med gakkede og usmagelige holdninger, og dét at sidde på jorden i fire timer i eget eller andres tis kan næppe være en hverken ideel eller nødvendig behandling. Men omvendt har mediernes dækning generelt været ganske ensidig, smagende af det forudindtagede.  Lidt interessant opsøgende journalistik kunne måske derimod være at afdække, om det var den unge kvinde, der selv henvendte sig til journalisterne, eller om de altid upolitiske journalister mon fik hende anbefalet fra en PR-medarbejder hos ”den sorte blok”?

Hvad skete der lige med venstrefløjen?

En gang imellem står der faktisk noget interessant ovre på CEVEA. Formen er for forelæsende til min smag. Men indholdet er der ikke noget ivejen med. Det er både sandt og slående at venstrefløjen reelt i dag både er præget af romantisk anti-modernisme og konservatisme. Ikke så mærkeligt at klimasagen fænger på venstrefløjen. Den er både en ny version af romantikkens skepsis over for fremskridt og modernitet (vækst bringer kloden i fare) og grundlæggende konservativ frygt for eksperimenter med verden/systemet (lad os for alt i verden kæmpe for et uændret globalt klima).

Castro træder tilbage

Vi havde her på bloggen en debat i december 2006, da Chiles tidligere “leder” og “statsoverhoved”, eller slet og ret diktatoren Augusto Pinochet døde, hvor vi drøftede, hvordan historien burde vurdere hans indsats.

Nu har hans kollega, Fidel Castro på Cuba, valgt at træde tilbage og overlader hvervet som diktator til sin lillebror, der har kørt forretningen i den sidste tid.

Det er således nu muligt at vurdere noget af det, vi drøftede forrige år, nemlig om Castro vil blive omtalt på samme måde som Pinochet. Meget taler jo for, at de bør få samme omtale: de var begge diktatorer i et sydamerikansk land, der systematisk og vedvarende undertrykte enhver politisk modstand (se et nyligt eksempel her). En del af de undertrykte var ikke videre sympatiske personer med hang til selv at indføre diktatur, men det berettiger næppe den hårdhændede behandling og da slet ikke undertrykkelse af de mange andre opponenter, som blot var demokrater. Og begge har indført visse økonomiske reformer, som gavnede landet, omend Pinochet nok må siges at have valgt bedre end Castro. Men begge kan sikkert fremstilles som idealister, der selv troede på, at deres diktatur var gavnligt for landets og dets befolkning.

Jeg har ikke haft tid til at læse MSM, men jeg vover alligevel at komme med et skøn, og det er, bam-ba-da-bammm, at der vil være forskel i omtalen af de to gamle slyngler. Kort sagt, jeg gætter på, at Castro får en pænere omtale end Pinochet.

Hvis jeg får ret, hvis altså, er det endnu et uhyggeligt eksempel på, at det, man i dag kalder venstrefløjen, har en alvorlig karakterbrist, som gør det næsten umuligt for dem at tage afstand fra diktatur og umenneskelig opførsel, når den udføres af folk, de opfatter som deres egne, dvs. når marxistisk teori bliver påberåbt af de pågældende slyngler.

Nick Cohen, der selv opfatter sig som venstreorienteret, har i sin fremragende analyse, man fristes til at sige obduktion, af venstrefløjen, What’s Left, forklaret det sådan, at den demokratiske venstrefløj tror, at hele venstrefløjen udgør en familie, og at man derfor må forsvare den udemokratiske totalitære del på samme måde, som man ville forsvare en uopdragen mindre søskende. Cohen, det kære menneske, afviser imidlertid, at totalitære grupper hører til på venstrefløjen, og opfordrer derfor sine meningsfæller til at gøre op med dem med samme ihærdighed, som de tager afstand fra højreorienterede bøller.

Det minder lidt om Preben Wilhjelm, der for nyligt afviste, at Blekingegadebanden overhovedet hørte til på venstrefløjen. De opførte sig totalitært og hørte dermed til højrefløjen. Det er dybt naivt, men i det mindste er tankegangen helt logisk: alt, hvad der er godt, er venstrefløj, alt hvad der er skidt, er højrefløj. Hvis noget tyder på at være godt, er det venstrefløj, og før banden blev afsløret som mordere, blev de betragtet som venstrefløj og forsvaret som sådan, men da det kom frem, at de var nogle dybt ubehagelige typer, placeres de på højrefløjen. Sådan får man altid ret og en god samvittighed.

En anden og mere kras tilgang kan man læse om i dagens udgave af FAZ, hvor prof. Götz Aly, selv en gammel 68’er, har skrevet bogen med den sigende titel Unser Kampf. Hvis det giver mindelser om national-socialisterne et par generationer før, er det ikke tilfældigt, for Alys tese er, at 68’erne ikke var nazisternes modstykke, men deres bagtrop; den sidste store totalitære ungdomsbevægelse. Her er et citat fra anmeldelsen:

„Unser Kampf“ heißt Alys Buch, im Untertitel schlicht und verständlich „1968“; und die steile These lässt sich wohl so zusammenfassen: Die Revolte habe nicht etwa die Demokratisierung und Modernisierung der Gesellschaft gebracht, die Befreiung der Individuen und den Anstoß für die fälligen Reformen (wie die Veteranen die Folgen gern deuten). Vielmehr sei sie die letzte Zuckung des Totalitarismus gewesen und der letzten großen Jugendbewegung, dem Nationalsozialismus, so ähnlich, dass man beim Studium der Zeitzeugnisse einen Schrecken bekomme. Die Gewaltbereitschaft, der Kult um den Massenmörder Mao Tse-tung, der antibürgerliche Furor, der Hass auf Amerika und der Terror gegen die sogenannten Scheißliberalen, speziell gegen die Modernisierer und Reformer an den Universitäten, das alles unterscheide sich vom Wirken der Nazis vor deren Machtergreifung eigentlich nur dadurch, dass die Revolte von 1968 gescheitert sei.

Tja, der er unægtelig en del lighedspunkter. Ikke bare socialismen og kampen mod det liberale samfunds demokrati og markedsøkonomi, men også det irrationelle had til USA og jøderne i Israel, og førerdyrkelsen, der var så fremtrædende et behov, at de gik fra at dyrke Stalin, da han blev detroniseret, til at dyrke Mao, endda med det Orwell’ske udtryk Ny venstre for at sløre, at de fortsatte stalinismen blot med et nyt fjæs (hvad enten det så var Mao, Pol Pot eller Hoxha).

Jeg har ikke læst bogen og må forlade mig på anmeldelsen, der er skrevet af den yngre husanmelder Claudius Seidl, der bekender at have en vis forhåndssympati for den ældre 68-generation. Jeg tror dog, at Seidl har ret, når han afviser forsøget på at spejle 68-generationen i 33-generationen. De sidstnævnte var, beklageligvis, væsentligt bedre end de første, bedre til at beslutte sig, bedre til at organisere sig, og bedre til at føre deres ideer ud i livet. Som Seidl bemærker, så begyndte ens karrierer i SA, mens den normalt sluttede, når man gik ind i studenterforbundet SDS. Som universitetsansat kan jeg ikke undlade at bemærke, at det nu ikke just skadede karrieren at være venstreorienteret i 1970’erne og 1980’erne, men Seidl har formodentlig ret, når man taler om den virkelige verden, hvor der gælder mere kontante krav.

Seidl slutter med et hjertesuk. 68’erne bekæmpede en række institutioner, som kirke, familie, traditioner, universiteter og fordomsfri lærdom og borgerlig dannelse, i den tro, at det var kapitalismens instrumenter. Det var dens lænker.

Tja, jeg ved ikke helt, om jeg kan tilslutte mig det med lænkerne, men jeg slutter også med et hjertesuk. Hvornår holder venstrefløjen op med at lade sig fascinere af vold og undertrykkelse, og hvornår begynder de at tage klar afstand fra totalitære regimer, inkl. små operettediktatorer som Castro? Det er på høje tid.

Dansk Folkeparti og Taiwan

Jeg har ofte kritiseret Dansk Folkeparti for deres holdninger til indvandring, integration og for hykleri når det kommer til frihedsrettigheder. Men Pia Kjærsgaards klumme om Taiwan – affødt af et indlæg fra Kinas ambassaderåd – i dagens JP er lige i øjet.

Her lidt højdepunkter:

Ambassaderådens påstande beviser blot, at Kina ikke accepterer, at det kommunistiske regime ikke skal råde over det samlede kinesiske territorium. Kina kan simpelt hen ikke tåle, at en gruppe demokratisk indstillede kinesere har valgt en anden vej, som i øvrigt har ført til stor velstand og frihed for den enkelte taiwaner samt en imponerende økonomisk udvikling med langt mindre ulighed end i folkerepublikken.

[…]Ambassaderådens indlæg i JP må samlet set betragtes som en trussel mod enhver, der nægter at danse efter folkerepublikkens pibe.

[…]Så længe Kina holder systemkritikere og minoriteter fængslet i årevis uden retssag, er det åbenlyst, at Kina er ude af stand til at agere moralsk dommer med hensyn til det internationale samfunds forhold til Taiwan. Derfor er Jin Zhijians indlæg da også udtryk for det rene hykleri.

Det er et herligt, nødvendigt og modigt indlæg Pia Kjærsgaard har skrevet i en tid, hvor selv amerikanerne tøver med deres støtte til Taiwan og indlægget tjener Dansk Folkeparti til stor ære på det udenrigspolitiske plan.

Ché chic?

Vi har her på stedet ved flere lejligheder kommenteret det usmaglige “Ché chic”-fænomen (bl.a. her, her og her ).   I disse dage giver vennerne ovre hos 180Grader og Uriasposten den fuld gas.  Læs bl.a. om TV2’s Ché-eksponering og en liste over mandens bemærkelsesværdige udsagn og gerninger.

Update: Jeg har i (søn-)dagens Berlingske Tidende denne “Groft Sagt”-kommentar til emnet:

Det har i nogle år igen været halvmoderne at gå rundt og reklamere for, at man synes, at seriemordere og tyranner er sådan lidt trendy – altså så længe de er venstreorienterede. Vi tænker her naturligvis på sådanne fænomener fra det seneste årti som f.eks. Café Castro på Nørrebro, Fidels Fresh Fruit Bar i Århus, den nu lykkeligvis lukkede restaurant KGB i indre København, og de allestedsnærværende beklædningsgenstande med det kendte billede af den morderiske stalinist Ernesto »Ché« Guevara. Sidstnævnte havde også forleden fået æren af at være med på TV 2s Go’ Morgen Danmark – ikke sådan i levende liv, idet han allerede for snart 40 år siden blev ekspederet videre til et eventuelt møde med de hundreder, hvis liv han havde på samvittigheden. Det var derimod som kontrafej på maven af en kok, der skulle lave cubansk mad. (Eller som den evigt glade Line Baun Danielsen så opstemt introducerede det kommunistiske øfængsel: »Cuba – det er noget med sol, salsa, en god cigar, men det er også mad«. Det er godt set af den tidligere studievært på TV2 Nyhederne – om end det selvfølgelig svarer lidt til at sige: »Det Tredje Rige – det er noget med øl, Lederhosen, gemytlighed, men det er også smuk arkitektur«.)

Misforstå os ikke, kære læsere. Vi vil ikke forbyde kokke eller andet godtfolk at gå rundt med Ché på maven. Det bør være præcis lige så tilladt som at gå rundt og reklamere for, at man synes godt om Hitler, Pol Pot, Mao, Stalin, Saddam, Pinochet og Mussolini – og det burde også være lige så velset.

Ugens citat: Adam Holm om vold

Den gode Adam Holm fortsætter i gårsdagens Jyllands-Posten sin debat med Kristian Hvidt om dennes lovprisning af Lenin (jf. også Bent Jensens indlæg).  Fra den fortrinlige kronik blot dette citat:

“Vi har desværre vænnet os til, at venstreorienteret vold ikke gør helt så ondt som højreorienteret vold.”

Sortehavskanalen

Rumænien har en storslået natur, og rumænerne er de stolte indehavere af en mangfoldighed af vidnesbyrd om fortidens kulturelle præstationer. Et vue fra vest mod øst efterlader en serie mindeværdige billeder. Transsylvaniens frugtbare lavland med dets væld af velbevarede middelalderbyer. De yndefulde klostre i Bukovinas dybe skove. Karpaterne med gemytlige bjerglandsbyer og udsigtspunkter, der giver åndenød. Valakiets endeløse sletter. Det tørre og bakkede Dobrudja, hvor vinmarkerne strækker sig så langt øjet rækker. Og sidst men ikke mindst: Donau, Europas vandvej par excellence. Men alt det smukke har fået følgeskab af noget meget grimt. Landet er plettet af en række mindelser om en industrialisering, der lod hånt om såvel fornuft som besindighed.

De kommunistiske partier – fra Østtyskland over Rusland til Kina – var besatte af tanken om at betvinge elementerne. Deres ideologiske kanon tilsagde dem, at vejen mod menneskehedens endelige forløsning gik over sodende skorstene, dæmninger og kanaler. Samtidig overbeviste de skiftende selvherskeres betydelige egoer dem om, at omfanget af anlægsarbejderne var helt afgørende. Stort var ikke bare godt, det var uundværligt.

Vore dages Rumænien vånder sig under de seneste 60 års trang til at sætte sig spor i landskabet. Det er svært at opdrive en provinsby, der ikke er skæmmet af petrokemiske anlæg, bilfabrikker, cementstøberier og dets lige. Mangen en bygning står i dag som faldefærdige skeletter, vidnesbyrd om planøkonomiens perverse sider.

Selv ikke Donau har fået lov til være i fred. Den store flod knækker øst for Bukarest. I stedet for at tage den direkte vej ud til havet fortsætter vandmasserne mod nord. Først 150 kilometer senere, på grænsen til Moldova og Ukraine, løber floden atter østpå for at munde ud i Sortehavet. Den skavank påtog de rumænske kommunister sig at udbedre lige efter Anden Verdenskrig. Løsningen lå lige for – floden og havet skulle forbindes med en vandvej, den såkaldte Sortehavskanal. Planerne var udtryk for de nye magthaveres storhedsvanvid. Det skulle staklerne, der blev sendt til området for at grave, hurtigt komme til at sande.

Projektet var uigennemførligt med de forhåndenværende midler. Op mod 100.000 omkom under tvangsarbejdet, byggeriet blev stillet i bero efter fire års trængsler, og i godt 20 år lå gravearbejdet på is. Men i midten af 1970erne tog Nicolae Ceausescu projektet op til genovervejelse. Det gærede i den rumænske befolkning i disse år. Ceausescu mente, at masserne havde brug for lidt adspredelse. Han sendte i tusindvis af arbejdere og straffefanger tilbage til strækningen mellem Donau og Sortehavet.

Denne gang havde ingeniørerne mere held med sig. I 1984 kunne generalsekretæren åbne den 64 kilometer lange kanal. Den var mere end 100 meter bred og op til 8,5 meter dyb. Donau løb nu ud i Sortehavet ved havnebyen Constanta, og fragtskibe i femtonsklassen kunne smertefrit tage genvejen.

Sortehavskanalen er mindre iøjnefaldende end Folkets Hus. Den ligger trods alt et stykke fra alfarvej – skibstrafik undtaget – og den stræber ikke mod himmelen. Men ret beset konkurrerer den med marmorpaladset i Bukarest om førstepladsen på listen over efterkrigstidens udskejelser. Kanalens tilblivelse er et vidnesbyrd om, at Ceausescus storhedsvanvid ikke er den eneste årsag til Rumæniens genvordigheder i verden af i dag. Det begyndte med hans kommunistiske forgængere, og galmandsværket ligger i hvert fald på ét punkt i forlængelse af den kommunistiske ideologi: tiltagene er børn af den utopiske tilgang til samfundsforandringer. Lad os dvæle ved den rumænske kommunisme og den arv, den har efterladt.

De rumænske kommunister var oprindeligt en ensom flok. Så sent som august 1944 havde partiet blot 884 medlemmer. Alligevel kom de til fadet. Med sig bragte de den revolutionære foragt for virkeligheden.

Fra midten af 1960erne begyndte de rumænske kommunister at opføre sig som klassens uartige dreng, bulderbassen, der turde tale læreren midt imod. Det begyndte allerede under Gheorghe Gheorghiu-Dej. I 1964 udsendte Bukarest den såkaldte ’uafhængighedserklæring’, et dokument der betonede hvert lands ret til at vælge sin egen færd mod socialismen.

Men det er værd at bemærke, at først Gheorghiu-Dej og efterfølgende Nicolae Ceausescu brød med Moskva, fordi Moskva brød med arven efter Stalin. I den såkaldte ’hemmelige tale’ fra 1956 gjorde Sovjetunionens nye førstemand, Nikita Khruschev, op med nogle af den afdøde tyrans værste udskejelser. Tiden var moden til en ny kurs, lød det fra Kreml. Khruschevs udmelding faldt ikke i god jord i Bukarest. De rumænske kommunister ønskede at videreføre Stalins hårde linie. Det forudsatte et opgør med ’slapperne’ i Kreml. At et sådant brud med russerne var populært i den rumænske befolkning, gjorde ikke fristelsen mindre.

De rumænske kommunister var kort sagt ulve i fåreklæder. Det blev tydeligt for enhver i 1980erne, da Ceausescu talte dunder imod de varmere vinde, der blæste fra Moskva. Han afskrev Gorbachevs økonomiske reformbestræbelser, Perestrojka, som en ’højrefløjsafvigelse’, og han nægtede at efterkomme Kremls krav om åbenhed, Glasnost. Kommunistpartiet er ikke nogen diskussionsklub, skal han syrligt have sagt.

I stedet for at igangsætte et nybrud, gik Ceausescu til roden. I Det Kommunistiske Manifest fra 1948 1848 havde selveste Karl Marx opfordret sine proselytter til at afskaffe forskellen mellem land og by. Ceausescu tog ham på ordet. I 1988 igangsatte han en storstilet ’systematiseringsplan’. Målet var at flytte bønderne til fabriksbyer. Fremgangsmåden var simpel. Bulldozere kørte til de udvalgte landsbyer. Indbyggerne fik et par timer til at forlade deres huse, der så blev jævnet med jorden. I stedet blev de hjemløse flyttet til betonblokke rejst i al hast.

Ved denne tid begyndte selv de mest forstokkede vestlige Ceausescu-beundrere at blive noget lange i spyttet, ja efter revolutionen i 1989 var der faktisk ingen ende på forargelsen. Tidligere apologeter udråbte nu Nicolae og hans hustru Elena som skurkene bag alle Rumæniens genvordigheder. De, snarere end kommunismen, havde udpint det stakkels land. Det kunne enhver, der besøgte Folkets Hus i Bukarest, konstatere ved selvsyn. I skyndingen glemte de kloge hoveder, at Ceausescu også var manden bag Sortehavskanalen og systematiseringen af de rumænske landsbyer. De glemte, at Ceausescu var besjælet af den marxistiske tro på social videnskabelighed.

Ceausescus udøvende håndelag lå i forlængelse af en magtfuldkommen tradition for regeringsudøvelse. Men hans politik var også et barn af Lenins læsning af Marx. Sortehavskanalen står som en skamstøtte over et politisk program, der blev undfanget i Kreml, endnu mens Nicolae – født i 1918 – lå i sin vugge. Der var tale om en pervers form for humanisme, der satte idéen i Guds sted. Mennesker, der sidder inde med en viden om det perfekte samfund, vil selvsagt føle, at alle midler er salonfæhige. En så ekstrem idealisme fører altid til menneskeforagt, fordi den med vold vil omskabe menneskene. Et halvt århundredes legen Gud har ikke blot efterladt synlige ar i landskabet. Det har også matret den rumænske folkesjæl.

De rumænske kommunister søgte helt bevidst at skabe et nyt menneske, et homo novus. I en vis forstand kan man sige, at deres bestræbelser blev kronet med succes. Industrialiseringen omkalfatrede så ganske landets erhvervsstruktur. Bønderne drog, mere eller mindre frivilligt, ind til de nye fabriksbyer, der skød op som paddehatte. Rumænien tilbagelagde på få årtier en færd, der havde taget generationer i Vesten. Kommunisterne forcerede, de lod ikke tingene gå deres gang. Deres mål var
at omforme Rumænien til

Folkets Hus

Folkets Hus – beliggende i hjertet af Rumæniens hovedstad Bukarest – er det største menneskeskabte byggeri efter Pentagon. Gestalten er omgivet af en plæne, der sine steder henleder tanken på et vildnis. På denne plæne og under denne kolos lå indtil 1980erne en væsentlig del af den rumænske hovedstads historiske midte, dens Altstadt som tyskerne siger. Byen havde et væld af statelige bygninger. Den kunne ikke måle sig med Krakow, Prag eller Budapest, men historiens vingesus var efter sigende ikke til at tage fejl af, når man slentrede langs husenes massive fundamenter. De gamle kvarterer blev revet ned på ordre af en magtfuldkommen tyran, en tidligere bonde og skomager, der i bund og grund foragtede den urbane civilisation, Bukarests gamle Altstadt var en mindelse om. Skomagerens navn var Nicolae Ceausescu.

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Ceausescu en dag skulle blive Rumæniens enehersker. Indtil Anden Verdenskrig udgjorde de rumænske kommunister en fortvivlende lille flok; partiet havde næppe over tusinde medlemmer. Der stod afsky om dem både i magtens haller og blandt menigmand. De blev – med rette – dadlet for at ligge under for Moskvas diktat, og de blev forfulgt med alle midler. En kommunistisk partibog var tilsyneladende ikke en genvej mod tinderne, men det afskrækkede ikke Nicolae Ceausescu. Den unge mand meldte sig ind i den fåtallige flok.

Skomageren Ceausescu knyttede fra tidlig færd sin karriere til jernbanearbejderen Gheorghe Gheorghiu-Dej. De tilbragte en rum tid sammen i forskellige fængsler, anklaget for at arrangere strejker. Men Anden Verdenskrig vendte op og ned på situationen. Den Røde Hær banede i 1944-1945 vejen for et kommunistisk fåmandsvælde. Moskva betroede i første omgang magtens tøjler til Gheorghe Gheorghiu-Dej, fordi han var en af de få rumænske kommunister, der havde blot en snert af folkelig opbakning. Nicolae Ceausescu befandt sig som altid blot ét skridt bag Gheorghiu-Dej. Skæbnens uransagelige veje havde fra dag til anden ført skomageren ind i magtens inderkreds.

I 1965 døde Gheorghiu-Dej. Den tro løjtnant stod klar til at tage over, hvor mentoren havde sluppet. I første ombæring indgik Ceausescu i en regerende trojka. De kår blev ham snart for små, og fra 1967 gerådede han sig helt i front som partiets generalsekretær. Det er ganske ironisk, men Nicolae blev ved denne tid opfattet som en af de mest oplyste og liberale kommunistiske ledere. En mand Vesten kunne tale med. Årsagen til det ædle omdømme var enkel: Rumæniens nye leder havde mod til at tale Moskva midt imod.

I 1968 knuste de sovjetiske tanks ’Foråret i Prag’, Tjekkoslovakiets forsøg på at vælge sin egen vej mod – eller måske snarere væk fra – socialismen. Ceausescu var klar i mælet. Ikke blot nægtede han at deltage i invasionen, han fordømte den i stærke vendinger. Dette lille oprør er blevet døbt ’Ceausescu-regimets fødselsmyte’. Efter den tidløse devise: ”Min fjendes fjende er min ven”, omfavnede Vesten Rumæniens nye førstemand. I 1969 aflagde ingen ringere end Richard Nixon, præsident for de forenede amerikanske stater, et officielt besøg i Bukarest. Det var første gang, en amerikansk præsident lagde vejen omkring et medlem af Warszawa-pagten. Året før havde den franske præsident, Charles de Gaulle, gjort det samme. Fra dansk side blev der ligeledes excelleret i kunsten at smigre diktatoren. Skomageren i Bukarest fik tildelt Elefantordenen, og han vandt sig et kor af apologeter i den hjemlige andedam.

Men Vesten var blind. Ceausescu var ingen Alexander Dubcek, han var en ny Stalin. Så meget turde stå klart for enhver, der havde mod til at se den rumænske virkelighed an. Helt galt gik det fra begyndelsen af 1970erne. I årtiets andet år, 1971, havde generalsekretæren aflagt et visit hos to af sine gode asiatiske venner, Mao Tse Tung og Kim Il Sung. Mao var ved denne tid optaget af et selvbestaltet forsøg på at hjernevaske den kinesiske befolkning, en foreteelse kendt som ’kulturrevolutionen’. Kim Il Sung havde givet startskuddet til en personlighedskult, der inden for føje år skulle ophøje ham til en form for guddommelig status. Ceausescu blev vældig imponeret over sine asiatiske svirebrødres udgave af den virkeliggjorte socialisme.

Vel hjemme igangsatte han dét, der siden er blevet døbt ’den lille kulturrevolution’. Bid mærke i tillægsordet – generalsekretæren havde ikke købt hele pakken. Han kom frem for alt hjem med den østasiatiske fornemmelse for personlighedsdyrkelse. I de følgende år blev kimen lagt til den Ceausescu-kult, der skulle gå ganske over gevind i 1980erne. Generalsekretæren samlede en kreds af ’hofdigtere’, der skulle besynge hans og hans ætlinges ædle byrd. Den tidligere skomager blev hyldet som den største tænker, filosof, statsmand og videnskabsmand, menneskeheden nogen sinde havde fostret. Rumæniens statsanerkendte filosofiske opslagsværk brugte mere plads på at dvæle ved Nicolaes tanker, end der blev afsat til den kommunistiske treenighed, Marx, Engels og Lenin – og det var ellers ikke småting.

1980ernes Rumænien blev kendt som ’socialisme i én familie’. Elena Ceausescu var både formelt og reelt styrets nummer to. Nicolaes fire brødre havde indflydelsesrige poster, og hans yngste søn, Nico, blev kørt i stilling som den almægtiges efterfølger. Regimet blev syrligt døbt ’Ceausescu-klanen’. Der var tale om fuldblods nepotisme, og ingen gjorde noget forsøg på at skjule den kendsgerning. For at gøre ondt værre blev Ceausescus storhedsvanvid forstærket af den økonomiske nedtur, der ramte Rumænien i 1980erne. De vestlige statsledere begyndte ved denne tid at kritisere deres tidligere yndlingskommunist for sin brutale regeringsførelse. Generalsekretæren var forhippet på at sikre sig manøvrefrihed i forhold til udlandet, hvad enten det nu drejede sig om Moskva eller Washington. Han bekendtgjorde derfor, at landets anseelige udlandsgæld skulle afbetales før tid. Midlet var en økonomisk hestekur af rang. Importen fra udlandet blev sat i bero. Samtidig blev de rumænske forbrugere berøvet alt, hvad der kunne sælges i det fremmede. Således blev 1970ernes smalle tider afløst af 1980ernes uår.

Meningscensuren var ligeledes kvælende. Skrivemaskiner skulle registreres hos politiet, indehavelse af en ’sort’ af slagsen var en alvorlig forbrydelse. Hvis man undlod at indberette om en samtale med en udlænding – hvor uskyldig den end måtte være – kunne det koste tid i skyggen. Det er svært ikke at trække på smilebåndet i dag, men de paranoide tiltag var blodig alvor. Det er blevet anslået, at hver 15. rumæner i 1980erne var stikker; forræderiske øjne lurede bag hvert et hjørne. Det voldførte samfund var gennemsyret af frygt. Naboer undlod at komme hinanden ved af frygt for følgagtige anmeldelser. End ikke familien udgjorde fredet land.

På sin vis kan man sige, at samfundet ophørte med at eksistere. Berøringsangsten gjorde, at de fleste mennesker lukkede sig inde i deres egen lille verden. De kerede sig udelukkende om overlevelse, ikke om de fælles anliggender. Samtidig levede og åndede de i en verden, hvor løgnen herskede. Når magthaverne bekendtgjorde deres syn på dette eller hint, var der kun én ting, tilhørerne kunne være sikre på: sandheden var en anden. Der var tale om en verden lige ud af George Orwells 1984. Et dysterland skabt af en bonde med mindreværdskomplekser, der hadede intellektuelle og byboere. En tyran, der hengav sig til et lukkulisk vellevned, alt imens menigmand sultede i gaderne neden for hans residens. En tidligere skomager, der lod sit udpinte og afmægtige folk slæbe sten til et vanvittigt bygningsværk, der skulle sikre ham udødelighed. Til Folkets Hus.

Lad os afslutningsvis prøve at indfange de politiske følger af Ceausescus enevældige tilgang til magtudøvelse. I Det åbne samfund og dets fjender gjorde den østrigske filosof Karl Popper opmærksom på, at ukontrollere
t magt er den sikre vej ti
lbage til det lukkede samfund, til diktaturet. Med hans egne ord:

”[M]ens øjeblikkets politiske spørgsmål kan kræve en personlig løsning, så må al langsigtet politik – og især al langsigtet demokratisk politik – tænkes ud fra upersonlige institutioner […] metoden med den personlige indgriben indfører et stadigt voksende element af uforudsigelighed i samfundslivet, og dermed vil der udvikles en følelse af, at samfundslivet er irrationelt og utrygt […] Denne tendens må stærkt forøge systemets irrationalitet, give mange indtrykket af, at der bag scenen findes skjulte magter og gøre dem modtagelige for sammensværgelsesteorien om samfundet med alle dens konsekvenser – nationalistiske og sociale kætterforfølgelser og klassehad”.

Med profetisk klarsyn leverer Popper i disse sætninger en diagnose af ét af Rumæniens væsentligste problemer i verden af i dag. Selve logikken bag det liberale demokrati er, at institutioner, ikke personer, udgør omdrejningspunktet for magtudøvelsen. Det er dette ideal, der finder udtryk i bonmotet om at ’love, ikke mennesker, regerer’. Den anden side af mønten har den britiske historiker Lord Acton sat ord på i sit berømte diktum: ”Magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut”.

Rumænien har aldrig kendt til andet end personlig og derfor vilkårlig magtudøvelse. Rumænerne ringeagter fortsat de politiske institutioners evne til at hindre misbrug. Flerpartisystemet leder til fordærv, lyder det endnu fra mange. Der er grund til at tro på, at EU-medlemskabet og demokratiet vil kunne ændre på denne sørgelige tilstand. Men den slags tager tid, og menigmand har ikke for alvor forsaget undertrykkelsens åg – den fribårne rumæner er endnu i sin vorden. Folkets Hus står midt i Bukarest som et jammersminde, en skamstøtte over en despotisk tradition, under hvis vinger det lukkede samfund er blevet næret igennem århundreder.

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑