Tag: kommunisme (side 2 af 4)

For 47 år siden i Prag

I disse dage for 47 år siden viste Sovjetunionen, hvor langt dets ledere var villige til at gå for at bevare fuld kontrol over de dele af Europa, som de opfattede som deres ’interessesfære”. Om morgenen den 21. august rullede russiske kampvogne ind i Prag og i løbet af kort tid var kommunistpartiets førstesekretær Alexander Dubček afsat. Han blev senere erstattet af den Moskva-tro Gustáv Husák, der knægtede enhver modstand mod den rette marxistisk-leninistiske tro.

Baggrunden for invasionen var, at Dubček i løbet af foråret havde ændret kurs mod det, der blev kaldt ”socialisme med et menneskeligt ansigt.” I april havde han været en af hovedmændene bag et reformprogram der ville have ændret den tjekkoslovakiske forfatning i liberal retning. Tjekkerne og slovakkerne var i det, der blev kaldt Foråret i Prag, begyndt en proces mod større personlig frihed og en grad af demokrati. Der var derfor nervøsitet i Moskva for, at Tjekkoslovakiet måske ville ’hoppe af’ til Vesten, og at information om ytringsfrihed, personlig frihed og muligheden for reformer skulle sprede sig til andre befolkninger i østblokken. Med andre ord kunne Moskva ikke acceptere, at folk kom til at tro, at de havde et valg og en ret til indflydelse.

Invasionen, der var relativ dårligt planlagt, affødte klare reaktioner fra Vesten, der fordømte den. Visse kommunistpartier slog knuder på sig selv for at bevare deres Moskva-tro linjer, mens invasionen fik andre til endeligt at bryde med Sovjet. Russerne fik dog hurtigt rettet op på deres værste brølere. Den måske største var at de første kampvogne i Prag og Bratislava var bemandet af unge, russiske soldater, der havde fået at vide, at de skulle befri deres brødre. Mange af dem blev overvældet af tjekkernes modstand mod dem, og kom ifølge nogle kilder til at frygte, at de blev sendt til Sovjetunionens fjerneste grænser for at forhindre dem i at fortælle nogen, at invasionen var voldsomt uønsket.

21. srpen 1968, Praha

21. srpen 1968, Praha

Der skulle gå godt 20 år før Tjekkoslovakiet slap af med det kommunistiske diktatur. Udviklingen siden da har i overvældende grad været positiv, og uanset at landet i 1993 deltes i to halvdele, er både tjekker og slovakker i gang med at genindtage deres status i midten af Europa. Så hvorfor mindes om en af de værste begivenheder i Europa efter krigen?

Grunden er indlysende: Putin-regimet mere end rasler med sablen igen og har meget tydeligt genoplivet den sovjetiske (og tsaristiske) ide om en interessesfære i Centraleuropa. Putin gentager ikke fejltagelserne i Prag, men har stramt styret informationen fra invasionen af Østukraine, og har endda slået hårdt ned på Soldatermødre – en af de ellers mest respekterede, gamle organisationer i Rusland – fordi den har været for højlydt i sin protest af mørklægningen af enhver information om de mange døde og sårede russiske soldater. På mange måder er Sovjetunionen i 1960erne en retvisende indikation på, hvilken vej Putin-regimet styrer.

For ikke at ende på for sort en tone, er weekenden måske også en lejlighed til at glæde sig over, at Centraleuropa i dag er frit, demokratisk, og visse steder rigere end Sydeuropa. Tjekkerne er i dag rigere end grækerne, portugiserne, og endda italienerne syd for Rom. Og for de musikinteresserede er der en ekstra historie: Den store dirigent Rafael Kubelik hoppede af fra Tjekkoslovakiet og vendte først tilbage til sit land i foråret 1990, hvor han dirigerede den første koncert i den festival, der kaldes Prag-foråret. Kubelik og den fantastiske Tjekkiske Filharmoni spillede meget passende Smetanas Ma Vlast – Mit Fædreland. Den meget bevægende koncert kan ses og hører her. Det er en storartet måde at fejre friheden på.

Kommunisme er ikke hvad det plejede at være…

Det er en af beskederne i Michael Tottens formidable beskrivelse i City Journal af hans besøg i Hanoi tidligere i år. De rå nationalregnskabstal taler i og for sig for sig selv. Ifølge FN levede 3.8 % af befolkningen i 2008 (det sidste år med data) for under 1.25 dollars om dagen, mod 24 % i starten af 90erne. Den årlige vækstrate i real BNP de sidste 20 år har været godt 5 %, og 4 % målt i arbejdskraftproduktivitet (tal fra Penn World Tables, 8.1). med et CIA-estimat for gennemsnitsindkomsten på 5.600 købekraftskorrigerede dollars er landet nu på linje med Indien eller Uzbekistan og rigere end Pakistan og Moldova. Udviklingen er illustreret i figuren nedenfor.

Tottens essay giver dog et helt anderledes dækkende indtryk af, hvad Vietnams Doi Moi-reformer, der startede i 1986, har gjort ved landet. Nogle pluk om, hvad der sker når man opgiver kommunisme:

The city is extremely business-friendly. I asked a local man who works for an American company how hard it is for foreigners to invest and go into business in Hanoi. “The Vietnamese government makes it easy,” he says. “Just present them with a business plan, tell them what you want to do, and you’re good to go.” The same goes for small businesses. All you have to do, he says, “is rent the space, pay the taxes, and that’s it.”

Not just the ideology but the state itself feels almost irrelevant to anyone who isn’t an outspoken dissident. Controlling Vietnam’s people and imposing order on its freewheeling chaos is an exercise in futility.

Stærkt anbefalet!

VTN udvikling

Uærlige kommunister

The Economist omtaler i denne uge et eksperiment fra Berlin, der havde til hensigt at teste folks ærlighed (hattip: Niclas Berggren). Dan Ariely, Ximena Garcia-Rada, Heather Mann (Duke) og Lars Hornuf (LMU, München) bad 250 folk om at kaste en terning 40 gange. De var blevet bedt om at vælge enten toppen eller bunden af terningen og notere antallet af øjne på den side for hvert kast. De blev derefter betalt for hvor mange øjne, de fik. Sandsynligheden er naturligvis kendt, så i gennemsnit burde hver deltager vinde 3,50 euro.

Men folk er ikke altid ærlige, og deltagerne vandt mere end 3,50. Det interessante ved studiet er, at vesttyskerne rapporterede 55 procent høje kast (3,68 øjne), mens østtyskerne rapporterede 60 procent høje kast (3,83 øjne). Statistisk finder forskerne således, at mange mennesker snyder, men at østtyskere er dobbelt så tilbøjelige til at snyde som vesttyskere. Dem, der har været udsat før Østtyskland længere, var også mere tilbøjelige til at snyde.

Studiet taler således til to litteraturer. Visse adfærdsøkonomer har påstået, at markeder underminerer tillid og sociale samarbejdsnormer. Resultaterne i Ariely et al. modsiger meget klart dette ved at vise, at vesttyskere, der har været ’udsat’ for kapitalisme meget længere, opfører sig mere troværdigt i studiet. Andre nye eksperimentstudier peger på det samme (f.eks. her). For det andet bekræfter det hvad man ved fra tillidslitteraturen, hvor befolkningerne i tidligere kommunistiske lande er markant mindre tillidsfulde end andre (f.eks. her). Det er ikke blot at de er mere risikoaverse – den lavere tillid er velbegrundet. Reagan og andre havde ret, når de klagede over ’lying commies’.

Sovjetisk udvikling for de historieløse

Jeg hører nogle gange argumentet, at kommunisme da sørme også havde sine gode sider – og hvis vi bare havde ladt det virke… Man kan næppe klandre folk, der er født så sent at de ikke kan huske, at der var noget der hed Sovjetunionen; men andre, lidt ældre danskere burde vide bedre. Så her er en visuel reminder om, hvor elendigt, kommunismen fungerede: Udviklingen i gennemsnitsindkomst mellem 1900 og 2008 (fra Madisson-datasættet). Og husk vel at mærke, at man kunne tegne lignende grafer for helbred og uddannelseskvalitet, mens dem over f.eks. miljøforbedringer, pressefrihed og tilfredshed ville se meget værre ud.

UPDATE: Nu inklusive Japan, som starter i 1900 fra cirka samme udgangspunkt som Sovjetunionen / Rusland. Et semi-feudalt samfund med nogen reform, men fuldstændigt udemokratisk og planøkonomisk indtil efter anden verdenskrig.

Berlinmuren 50 år

I nat, for 50 år siden, begyndte et af Europas mest repressive regimer konstruktionen af et monument over dets egen fiasko. Berlinmuren rejste sig tværs gennem en allerede delt by med ét formål: At spærre Østtysklands borgere inde. Muren faldt som bekendt i 1989, men dens og kommunismens skadevirkninger ses stadig. De østlige tyske Länder de samme problemer som resten af Østeuropa og ikke mindst er østtyske normer og værdier stadig svagere end i vesten.

Problemet for den DDR-styrets top for 50 år siden var, at dets befolkning flygtede. Først i 50erne var udstrømningen nået et niveau på over 30.000 om måneden og totalt mistede Østtyskland 2½ millioner borgere mellem 1949 og 1961. Endnu værre var det, at det ofte var de bedst uddannede og mest initiativrige, der flygtede til Vesten. På trods af, at Østtyskland gennem 50erne strammede reglerne, tog udstrømningen til i månederne op til august 1961.

Ledelsen i den såkaldte Deutsche Demokratische Republik besluttede derfor at bygge en decideret fæstningsmur for at forhindre østtyskere i at forlade det socialistiske samfund, de så hårdhændet hævdede var det frie vesttyske overlegent. Natten mellem den 12. og 13. august rejste det, regimet kaldte en ’Antifascistisk Beskyttelsesvold’, sig således på tværs af Berlin. Muren skilte venner og familier, og forhindrede en hel befolkning i at undslippe den undertrykkelse, som sikkerhedspolitiet Stasi blot var et af symbolerne på. I de efterfølgende årtier blev Muren udbygget med minefelter, automatiske maskinpistoler og stadig mere udspekulerede anordninger til at dræbe de østborgere, der forsøgte at hoppe af. Internt i Østtyskland gjorde regimet også alt, hvad det kunne, for at holde borgerne på den kommunistiske dyds smalle sti. Sidst i 80erne var kontrollen nået så vidt, at fire procent af den voksne befolkning blev betalt af Stasi for at holde øje med resten.

Ingen, der var gammel nok til at forstå hvad der foregik, glemmer derfor den aften i 1989 da østtyske grænsevagter åbnede Muren. To år tidligere havde den amerikanske præsident Reagan stået foran Brandenburger Tor og opfordret den sovjetiske leder Gorbatjov til at ”tear down this wall”. Ungarn var det første land, der fulgte opfordringen efter Sovjetunionen havde løsnet jerngrebet omkring Østeuropa: 11. september åbnede landet dets grænse til Østrig, og da østtyskerne kunne rejse ret frit til det socialistiske søsterland, var der effektivt hul igennem til Vesten. Det tog dog en administrativ tilfældighed før østtyske grænsevagter den 9. november åbnede Berlin, og endte med at opgive da østberlinere strømmede i titusinder gennem overgangene.

I løbet af få måneder kollapsede det regime, der havde undertrykt en hel befolkning i 40 år. I de godt 20 år siden Tyskland blev genforenet, er den østlige del kommet på økonomisk fode, de kommunistiske miljøforbrydelser er renset op, og steder som Jena og Dresden er ved at genindtage den position, de havde før anden verdenskrig. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro at Muren nu blot var fjern historie.

 

Men i en vigtig forstand står Berlinmuren stadig. I Tyskland tales med forfatteren Peter Schneiders udtryk om ”die Mauer im Kopf” – muren i hovedet – som et billede på de overbevisninger, normer og forestillinger om samfundet, som genforeningen kun langsomt eller slet ikke har ændret på. To generationers totalitær kommunisme satte sine spor, og nogle af disse spor bringer forældre videre til deres børn i det forenede Tyskland. En del af den debat, der blusser på med jævne mellemrum i tyske medier, er naturligvis baseret på myter, men andre dele bekræftes af solid og skræmmende forskning.

Et af de vigtigste elementer i die Mauer im Kopf er østtyskernes skeptiske forhold til deres medmennesker. I den seneste undersøgelse fra World Values Survey sagde mere end 40 procent af vesttyskerne ja til spørgsmålet, om de generelt har tillid til de fleste mennesker; i det tidligere Østtyskland var ja-procenten kun 29. Forskellen er nøjagtigt den samme som ved genforeningen i 1990 og ændrer sig ikke over tid. Samme problem viser sig i mere detaljerede spørgsmål i det tyske husholdningspanel, andre spørgeskemaundersøgelser såvel som i en række andre items i World Values Survey. Når man kender den tætte sammenhæng mellem tillid og forhold som korruption, vækst og velbefindende, er det alarmerende at forskellen ikke synes at forsvinde.

På samme måde er østtyskerne præget af deres fortid. De fleste stemmer på Die Linke – det nye, populistiske venstreparti i Tyskland – kommer fra øst, og de politiske værdier er stadig markant anderledes en resten af landets. Østtyskernes støtte til statslig omfordeling er for eksempel væsentligt stærkere, ligesom deres tro på statens godhed ikke har ændret sig meget siden genforeningen.

Formelt er Tyskland Europas største land og én forenet nation, men uformelt står Berlinmuren stadig som en usynlig skillelinje mellem et vestligt, velfungerende land, og en østlig del med mange af de samme sociale problemer som resten af Østeuropa. De menneskelige tragedier, som Berlinmuren symboliserede, er ikke spillet til ende endnu.

Kom forbi (næsten) helt tilfældigt

Flere danske medier – både Danmarx Radio Nyheder og Berlingske Tidende – har bragt interviews med en stakkels tilfældig demonstrant, Nina Liv Brøndum, der bare skulle med “for at hygge sig” men helt ”tilfældigt” var endt i den såkaldt ”sorte blok” og derfor blev sat på den kolde jord i nogle timer.

Men hvor tilfældigt var det nu også? Vi ved det i sagens natur ikke, men efter lidt googling kan vi da se, at den stakkels tilfældigt forbipasserende tilsyneladende har visse erfaringer med helt tilfældigt at være in media res.  For ved siden af at være en engageret aktivist i Enhedslisten og kommunistiske kredse, som hun har optrådt som repræsentant for på den venstreekstremistiske hjemmeside Modkraft.dk, har frk. Nina såmænd også lagt vejen forbi en besættelse af Københavns Universitet tidligere i år, hvor hun som sit mål pluralistisk erklærede at ville ”befri” universitet ”ved at udrydde neoliberalismen på universitetet”. Apropos ”udrydde”, så redigerede frk. Nina i 2006 Socialistisk Ungdoms Fronts skrift ”Frontalt”, der bl.a. agiterede for direkte støtte til terrorbevægelserne PFLP og FARC.  Om hun var med ved Brorsons Kirken eller indtrængningen på Avedøre Værket, skal vi ikke kunne sige, om end hendes Facebook-profil i hvert fald antyder sympatierne.

Alle – og ikke mindst staten – skal behandle mennesker ordentligt, også mennesker med gakkede og usmagelige holdninger, og dét at sidde på jorden i fire timer i eget eller andres tis kan næppe være en hverken ideel eller nødvendig behandling. Men omvendt har mediernes dækning generelt været ganske ensidig, smagende af det forudindtagede.  Lidt interessant opsøgende journalistik kunne måske derimod være at afdække, om det var den unge kvinde, der selv henvendte sig til journalisterne, eller om de altid upolitiske journalister mon fik hende anbefalet fra en PR-medarbejder hos ”den sorte blok”?

Hvad skete der lige med venstrefløjen?

En gang imellem står der faktisk noget interessant ovre på CEVEA. Formen er for forelæsende til min smag. Men indholdet er der ikke noget ivejen med. Det er både sandt og slående at venstrefløjen reelt i dag både er præget af romantisk anti-modernisme og konservatisme. Ikke så mærkeligt at klimasagen fænger på venstrefløjen. Den er både en ny version af romantikkens skepsis over for fremskridt og modernitet (vækst bringer kloden i fare) og grundlæggende konservativ frygt for eksperimenter med verden/systemet (lad os for alt i verden kæmpe for et uændret globalt klima).

Castro træder tilbage

Vi havde her på bloggen en debat i december 2006, da Chiles tidligere “leder” og “statsoverhoved”, eller slet og ret diktatoren Augusto Pinochet døde, hvor vi drøftede, hvordan historien burde vurdere hans indsats.

Nu har hans kollega, Fidel Castro på Cuba, valgt at træde tilbage og overlader hvervet som diktator til sin lillebror, der har kørt forretningen i den sidste tid.

Det er således nu muligt at vurdere noget af det, vi drøftede forrige år, nemlig om Castro vil blive omtalt på samme måde som Pinochet. Meget taler jo for, at de bør få samme omtale: de var begge diktatorer i et sydamerikansk land, der systematisk og vedvarende undertrykte enhver politisk modstand (se et nyligt eksempel her). En del af de undertrykte var ikke videre sympatiske personer med hang til selv at indføre diktatur, men det berettiger næppe den hårdhændede behandling og da slet ikke undertrykkelse af de mange andre opponenter, som blot var demokrater. Og begge har indført visse økonomiske reformer, som gavnede landet, omend Pinochet nok må siges at have valgt bedre end Castro. Men begge kan sikkert fremstilles som idealister, der selv troede på, at deres diktatur var gavnligt for landets og dets befolkning.

Jeg har ikke haft tid til at læse MSM, men jeg vover alligevel at komme med et skøn, og det er, bam-ba-da-bammm, at der vil være forskel i omtalen af de to gamle slyngler. Kort sagt, jeg gætter på, at Castro får en pænere omtale end Pinochet.

Hvis jeg får ret, hvis altså, er det endnu et uhyggeligt eksempel på, at det, man i dag kalder venstrefløjen, har en alvorlig karakterbrist, som gør det næsten umuligt for dem at tage afstand fra diktatur og umenneskelig opførsel, når den udføres af folk, de opfatter som deres egne, dvs. når marxistisk teori bliver påberåbt af de pågældende slyngler.

Nick Cohen, der selv opfatter sig som venstreorienteret, har i sin fremragende analyse, man fristes til at sige obduktion, af venstrefløjen, What’s Left, forklaret det sådan, at den demokratiske venstrefløj tror, at hele venstrefløjen udgør en familie, og at man derfor må forsvare den udemokratiske totalitære del på samme måde, som man ville forsvare en uopdragen mindre søskende. Cohen, det kære menneske, afviser imidlertid, at totalitære grupper hører til på venstrefløjen, og opfordrer derfor sine meningsfæller til at gøre op med dem med samme ihærdighed, som de tager afstand fra højreorienterede bøller.

Det minder lidt om Preben Wilhjelm, der for nyligt afviste, at Blekingegadebanden overhovedet hørte til på venstrefløjen. De opførte sig totalitært og hørte dermed til højrefløjen. Det er dybt naivt, men i det mindste er tankegangen helt logisk: alt, hvad der er godt, er venstrefløj, alt hvad der er skidt, er højrefløj. Hvis noget tyder på at være godt, er det venstrefløj, og før banden blev afsløret som mordere, blev de betragtet som venstrefløj og forsvaret som sådan, men da det kom frem, at de var nogle dybt ubehagelige typer, placeres de på højrefløjen. Sådan får man altid ret og en god samvittighed.

En anden og mere kras tilgang kan man læse om i dagens udgave af FAZ, hvor prof. Götz Aly, selv en gammel 68’er, har skrevet bogen med den sigende titel Unser Kampf. Hvis det giver mindelser om national-socialisterne et par generationer før, er det ikke tilfældigt, for Alys tese er, at 68’erne ikke var nazisternes modstykke, men deres bagtrop; den sidste store totalitære ungdomsbevægelse. Her er et citat fra anmeldelsen:

„Unser Kampf“ heißt Alys Buch, im Untertitel schlicht und verständlich „1968“; und die steile These lässt sich wohl so zusammenfassen: Die Revolte habe nicht etwa die Demokratisierung und Modernisierung der Gesellschaft gebracht, die Befreiung der Individuen und den Anstoß für die fälligen Reformen (wie die Veteranen die Folgen gern deuten). Vielmehr sei sie die letzte Zuckung des Totalitarismus gewesen und der letzten großen Jugendbewegung, dem Nationalsozialismus, so ähnlich, dass man beim Studium der Zeitzeugnisse einen Schrecken bekomme. Die Gewaltbereitschaft, der Kult um den Massenmörder Mao Tse-tung, der antibürgerliche Furor, der Hass auf Amerika und der Terror gegen die sogenannten Scheißliberalen, speziell gegen die Modernisierer und Reformer an den Universitäten, das alles unterscheide sich vom Wirken der Nazis vor deren Machtergreifung eigentlich nur dadurch, dass die Revolte von 1968 gescheitert sei.

Tja, der er unægtelig en del lighedspunkter. Ikke bare socialismen og kampen mod det liberale samfunds demokrati og markedsøkonomi, men også det irrationelle had til USA og jøderne i Israel, og førerdyrkelsen, der var så fremtrædende et behov, at de gik fra at dyrke Stalin, da han blev detroniseret, til at dyrke Mao, endda med det Orwell’ske udtryk Ny venstre for at sløre, at de fortsatte stalinismen blot med et nyt fjæs (hvad enten det så var Mao, Pol Pot eller Hoxha).

Jeg har ikke læst bogen og må forlade mig på anmeldelsen, der er skrevet af den yngre husanmelder Claudius Seidl, der bekender at have en vis forhåndssympati for den ældre 68-generation. Jeg tror dog, at Seidl har ret, når han afviser forsøget på at spejle 68-generationen i 33-generationen. De sidstnævnte var, beklageligvis, væsentligt bedre end de første, bedre til at beslutte sig, bedre til at organisere sig, og bedre til at føre deres ideer ud i livet. Som Seidl bemærker, så begyndte ens karrierer i SA, mens den normalt sluttede, når man gik ind i studenterforbundet SDS. Som universitetsansat kan jeg ikke undlade at bemærke, at det nu ikke just skadede karrieren at være venstreorienteret i 1970’erne og 1980’erne, men Seidl har formodentlig ret, når man taler om den virkelige verden, hvor der gælder mere kontante krav.

Seidl slutter med et hjertesuk. 68’erne bekæmpede en række institutioner, som kirke, familie, traditioner, universiteter og fordomsfri lærdom og borgerlig dannelse, i den tro, at det var kapitalismens instrumenter. Det var dens lænker.

Tja, jeg ved ikke helt, om jeg kan tilslutte mig det med lænkerne, men jeg slutter også med et hjertesuk. Hvornår holder venstrefløjen op med at lade sig fascinere af vold og undertrykkelse, og hvornår begynder de at tage klar afstand fra totalitære regimer, inkl. små operettediktatorer som Castro? Det er på høje tid.

Dansk Folkeparti og Taiwan

Jeg har ofte kritiseret Dansk Folkeparti for deres holdninger til indvandring, integration og for hykleri når det kommer til frihedsrettigheder. Men Pia Kjærsgaards klumme om Taiwan – affødt af et indlæg fra Kinas ambassaderåd – i dagens JP er lige i øjet.

Her lidt højdepunkter:

Ambassaderådens påstande beviser blot, at Kina ikke accepterer, at det kommunistiske regime ikke skal råde over det samlede kinesiske territorium. Kina kan simpelt hen ikke tåle, at en gruppe demokratisk indstillede kinesere har valgt en anden vej, som i øvrigt har ført til stor velstand og frihed for den enkelte taiwaner samt en imponerende økonomisk udvikling med langt mindre ulighed end i folkerepublikken.

[…]Ambassaderådens indlæg i JP må samlet set betragtes som en trussel mod enhver, der nægter at danse efter folkerepublikkens pibe.

[…]Så længe Kina holder systemkritikere og minoriteter fængslet i årevis uden retssag, er det åbenlyst, at Kina er ude af stand til at agere moralsk dommer med hensyn til det internationale samfunds forhold til Taiwan. Derfor er Jin Zhijians indlæg da også udtryk for det rene hykleri.

Det er et herligt, nødvendigt og modigt indlæg Pia Kjærsgaard har skrevet i en tid, hvor selv amerikanerne tøver med deres støtte til Taiwan og indlægget tjener Dansk Folkeparti til stor ære på det udenrigspolitiske plan.

Ché chic?

Vi har her på stedet ved flere lejligheder kommenteret det usmaglige “Ché chic”-fænomen (bl.a. her, her og her ).   I disse dage giver vennerne ovre hos 180Grader og Uriasposten den fuld gas.  Læs bl.a. om TV2’s Ché-eksponering og en liste over mandens bemærkelsesværdige udsagn og gerninger.

Update: Jeg har i (søn-)dagens Berlingske Tidende denne “Groft Sagt”-kommentar til emnet:

Det har i nogle år igen været halvmoderne at gå rundt og reklamere for, at man synes, at seriemordere og tyranner er sådan lidt trendy – altså så længe de er venstreorienterede. Vi tænker her naturligvis på sådanne fænomener fra det seneste årti som f.eks. Café Castro på Nørrebro, Fidels Fresh Fruit Bar i Århus, den nu lykkeligvis lukkede restaurant KGB i indre København, og de allestedsnærværende beklædningsgenstande med det kendte billede af den morderiske stalinist Ernesto »Ché« Guevara. Sidstnævnte havde også forleden fået æren af at være med på TV 2s Go’ Morgen Danmark – ikke sådan i levende liv, idet han allerede for snart 40 år siden blev ekspederet videre til et eventuelt møde med de hundreder, hvis liv han havde på samvittigheden. Det var derimod som kontrafej på maven af en kok, der skulle lave cubansk mad. (Eller som den evigt glade Line Baun Danielsen så opstemt introducerede det kommunistiske øfængsel: »Cuba – det er noget med sol, salsa, en god cigar, men det er også mad«. Det er godt set af den tidligere studievært på TV2 Nyhederne – om end det selvfølgelig svarer lidt til at sige: »Det Tredje Rige – det er noget med øl, Lederhosen, gemytlighed, men det er også smuk arkitektur«.)

Misforstå os ikke, kære læsere. Vi vil ikke forbyde kokke eller andet godtfolk at gå rundt med Ché på maven. Det bør være præcis lige så tilladt som at gå rundt og reklamere for, at man synes godt om Hitler, Pol Pot, Mao, Stalin, Saddam, Pinochet og Mussolini – og det burde også være lige så velset.

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑