Tag-arkiv: konservatisme

Bush, basen og bæstet II

Der bliver i denne tid skruet for volume-knappen blandt kritikerne af præsident George W. Bush–altså vel at mærke fra prominente amerikanske konservative.  Blot indenfor den forgangne uge har tre meldt sig på banen med ny kritik, heriblandt den amerikanske højrefløjs Grand Old Man, "Mr. Conservative" himself, William F. Buckley, Jr.  Det er–som vi tidligere har bemærket–ikke noget helt nyt fænomen, men det er som om, at bunden er gået ud af baglandets opbakning.

TV-interviewet med Buckley fandt sted på CBS Evening News og fik overskriften "Buckley: Bush Not A True Conservative".  I den trykte udgave hedder det bl.a.:

"Buckley finds himself parting ways with President Bush, whom he praises as a decisive leader but admonishes for having strayed from true conservative principles in his foreign policy.

In particular, Buckley views the three-and-a-half-year Iraq War as a failure.

"If you had a European prime minister who experienced what we've experienced it would be expected that he would retire or resign," Buckley says.

"I think Mr. Bush faces a singular problem best defined, I think, as the absence of effective conservative ideology — with the result that he ended up being very extravagant in domestic spending, extremely tolerant of excesses by Congress," Buckley says. "And in respect of foreign policy, incapable of bringing together such forces as apparently were necessary to conclude the Iraq challenge."

Asked what President Bush's foreign policy legacy will be to his successor, Buckley says "There will be no legacy for Mr. Bush. I don't believe his successor would re-enunciate the words he used in his second inaugural address because they were too ambitious. So therefore I think his legacy is indecipherable"

Lignende toner kommer i et interview i Saint Louis Today med Richard Viguerie, som et halvt århundrede har været en fremtrædende Republikansk aktivist, forretningsmand og "bagmand".  Han har skrevet en ny bog, der udkommer om få uger, med titlen "Conservatives Betrayed: How George W. Bush and Other Big Government Republicans Hijacked the Conservative Cause":

What is your major complaint with the president?

I guess it's the spending thing. He said he was a conservative, but government has just grown out of sight. It's so frustrating. He's the only president in  200 years not to veto a single bill [before last week's stem-cell veto], which means he approves of all of it. Early on I was impressed with him. I thought he started out strong in 2001, 2002, but when the budget kept getting bigger, I
started getting disillusioned. Then came the largest farm subsidy bill, amnesty for Hispanic immigrants, No Child Left Behind.

What's your view of the war in Iraq?

We're not into nation building, and he ran against it in 2000, said we don't do it. That was music to conservatives' ears. But he was able to make a nexus between Iraq and the war on terrorism, playing the national security card. There's a certain amount of demagoguery there. Reagan wanted to change a lot of societies, but we didn't put American soldiers on the front lines.

What's the reaction of other conservatives to your views?

Most conservatives don't oppose a Republican president in public. But when Bush nominated Harriet Myers (to the Supreme Court), that was a wake-up call for conservatives. The conservative movement engaged him in battle, went toe to toe with him, and won. The next morning, the sun came up. I don't know three or
four conservatives that are satisfied with this president. It's almost
universal, the disappointment with the president. Some are disillusioned, some are dissatisfied, but half are downright angry. It is just palatable; you can cut it with a knife.

Now that's not true of Wall Street, big business. They're very happy with this president. He's been carrying their water. There's almost like a 'conservatives need not apply' sign in front of the White House. Since November 2004, the president has had lots of appointments. It's been all the big business wing of the party, the corporate wing. Big business gets the action; we get lip service. He has given two of them to the conservatives, and we are not a wing
of the party, we are the party."

Peggy Noonans ugentlig klumme i WSJ er som sædvanlig lidt mere tænksom og lidt mere velformuleret:

"Republicans hearken back to Reagan for two big reasons. The first is that they agreed with what he did. The second is that they believe he was a very fine man. This is not now how they feel about Mr. Bush, at least if my interactions with strangers and party members the past year are a judge. They think Mr. Bush is a good man–that he's got guts and resolve, that he can take a lickin' and keep on tickin'. But they are no longer confident about what he does. They're no longer fully comfortable in their judgment of his policies and actions, or the root thoughts behind them. It gives Reagan an even rosier glow, for he was the last national political figure to fully win their minds and hearts.

William F. Buckley this week said words that, if you follow his columns, were not surprising. And yet coming from the man who co-fathered the modern conservative movement, carrying the intellectual heft as Reagan carried the political heft, the observation that President Bush is not, philosophically, a conservative, had the power to make one sit up and take notice.

I have had reservations in this area since Mr. Bush's stunning inaugural speech last year, but Mr. Buckley's comments, in a television interview last weekend, had the sting of the definitional. I agree with Mr. Buckley's judgments but would add they raise the question of what Bush's political philosophy is–I mean what he thinks it is. It's not "everyone should be free." Everyone in America thinks everyone should be free, what we argue over is specific definitions of freedom and specific paths to the goal. He doesn't believe in smaller government. Or maybe he "believes" in small government but believes us to be in an era in which it is, with the current threat, unrealistic and unachievable? He believes in lower taxes. What else? I continually wonder, and have wondered for two years, what his philosophy is–what drives his actions.

Does he know? Is it a philosophy or a series of impulses held together by a particular personality? Can he say? It would be good if he did. People are not going to start feeling safe in the world tomorrow, but they feel safer with a sense that their leaders have aims that are intellectually coherent. It would be good for the president to demonstrate that his leadership is not just a situational hodgepodge, seemingly driven and yet essentially an inbox presidency, with a quirky tilt to the box. Sometimes words just can't help. But sometimes, especially in regard to the establishment or at least assertion of coherence, they can. And it'
s never too late. History
doesn't hold a stopwatch, not on things like this."

Fourth of July

Jeg skriver p.t. en serie kronikker til Berlingske Tidende over temaet "1776-2006", og i dag handlede det så meget passende om "Liv, frihed og den amerikanske drøm", d.v.s. om Thomas Jefferson og den amerikanske uafhængighedserklæring. (Note til de læsere, der har gennemgået en dansk folkeskoleuddannelse i de seneste årtier: I dag er "Fourth of July", hvilket ikke er en rap-gruppe men den amerikanske nationaldag, som markerer uafhængighedserklæringen i 1776, d.v.s. et tidspunkt dér et sted mellem stenalderen og noget andet kedeligt.  Og ja, Jefferson det er ganske rigtigt ham den væmmelige promiskuøse slavemishandler, I hørte om, da I havde gruppearbejde om slavers leveforhold under den tidlige kapitalisme …)

De næste to kronikker i serien bliver om henholdsvis Adam Smith og David Hume.

Retten til at gøre det respektløse

Som en del af vore læsere vil være klar over, har jeg mere end blot en svag interesse for USA; jeg er faktisk meget begejstret for landet og dets indbyggere (om end, i sagens natur, ikke for alt eller alle).  Som det vil være noget færre bekendt har jeg også en lidt … excentrisk? fjollet? … interesse for brugen af symboler og studiet heraf, altså f.eks. heraldik og vexillologi.  Enkelte vil også vide, at jeg under de rette omstændigheder kan blive godt gammeldags fjollet halvflæbende over visse nationale traditioner og værdier.  Så alt i alt skulle man tro, at jeg ikke just bryder mig om, at man f.eks. brænder Stars and Stripes eller Dannebrog af.  Og ja, min holdning er grundlæggende, at mennesker, der brænder flag af, dermed utvetydigt placerer sig selv i den mere moralsk og åndeligt udfordrede del af gadens parlament–for nu at sige det pænt.

Hvorfor nu dette navlepilleri? Jo, fordi jeg ikke desto mindre frydede mig kosteligt forleden, da det endnu engang mislykkedes for Republikanerne i USA's kongres at få samlet de nødvendige stemmer for det krævede kvalificerede flertal til at få forbudt afbrænding af USA's nationale flag.  Afstemningen i USA's senat forleden var ganske vist tættere på end nogensinde før–der var faktisk kun én stemme, der manglede for, at grundlovstilføjelsen (som allerede har samlet nok stemmer i Repræsentanternes Hus) ville have fået flertal i Senatet.  Dét, som i slutningen af 1980erne begyndte som et mindre og urealistisk forsøg fra Republikansk side på at få ført lidt "værdikamp" ind i Bush Sr.s valgkamp, er efter flere mislykkede forsøg (bl.a. en vedtaget lov, som blev underkendt af US Supreme Court som et indgreb i ytringsfriheden) nu, efter 11/9, meget tæt på at komme igennem.  Men selv hvis det sker, f.eks. i en ny kongres, så er slaget ikke nødvendigvis afgjort: Grundlovstilføjelsen skal i givet fald ratificeres af et kvalificeret flertal af de amerikanske delstater og indenfor en tidsfrist (som regel syv år), og selvom mange af delstaterne sikkert vil støtte forslaget, er det langt fra sikkert, at alle vil kunne gøre inden fristens udløb.

Når jeg frydede mig over forslagets fald, er det–som antydet–ikke fordi jeg er begejstret for flagafbrænding–det nærmeste jeg er kommet på at skænde nationale flag er (mig bekendt) at have et par boxer-shorts med Stars and Stripes og så den som barn traditionsrige afbrænding af papir-Dannebrog til børnefødselsdage o.l.

Men for mig at se er retten til at gøre med ens egen ejendom, hvad man vil, så længe det ikke har direkte negative konsekvenser for andre, et naturligt udgangspunkt.  At afbrænde et flag er måske usmageligt, stødende, skændigt, fordummende, o.s.v., men hvis det alene var et kriterie for at forbyde noget, burde Ekstra Bladet og TV2 Nyhederne have været forbudt for mange år siden.  At brænde et flag (eller en dukke af en politiker, man ikke kan lide, o.s.v.) er jo trods alt noget nær den mest fredelige form for politisk protest, man kan kaste sig ud i–på mange punkter mere fredeligt end et borgermøde eller en folkeafstemning.  Og fremfor alt må det være en målestok for et frit samfund, at man tillader selv de dumme og usmagelige at opføre sig på måder, man synes er utiltalende.  Og om noget er det netop tilfældet–eller bør være–i et land, der er grundlagt på forestillingen om "life, liberty and the pursuit of happiness".  Som den "left-liberal" Hendrik Hertzberg fra det glimrende magasin The New Yorker har skrevet fornylig om netop denne debat:

"The American flag is an abstraction, an idea expressed in a certain arrangement of colors and shapes. Any particular flag is merely a representation of that idea; and the idea of the flag, in turn, is a symbol of something else. That something else is certainly not the government of the day; nor is it, at bottom, the land or the nation, or even the people. It is, again, an idea—the idea of liberty, made real by institutional arrangements that protect the freedom of citizens to think and speak as they will. Liberty, which is a big idea, protects itself by protecting the expression (though not, of course, guaranteeing the triumph) of other, smaller ideas, good and bad. And the idea of liberty is embodied in the Constitution."

Eller sagt endnu bedre i 1990 af Harvard jura-professoren Charles Fried, som var Ronald Reagans Solicitor General (d.v.s. en slags statsadvokat på ministerniveau), der sagde, at et forslag om at forbyde flagafbrænding vil være som at tegne "a moustache on the Mona Lisa of our liberties. … It would be 'a piece of vandalism whose mark will be with us forever."

Det pudsige ved debatten om flagafbrænding er, at mange af de borgerlige/konservative, både i Danmark og i USA, som vil mene, at flagafbrænding ikke bare er skændigt men noget, der bør være strafbart, sikkert også var blandt dem, der var på den rette side af Muhammed-debatten–altså blandt dem, der mener, at retten til frihed prima facie trumfer det meste andet og ikke bør begrænses af, at andre mennesker føler sig stødt på manchetterne.  Hvordan et parti som Dansk Folkeparti indenfor samme måneder meningsfuldt kan både forfægte ytringsfriheden i Muhammed-sagen og foreslå, at afbrænding af Dannebrog skal gøres strafbart, er lidt svært at forstå–med mindre man skal kaste sig ud i motivforskning (og det er vi ikke så store tilhængere af her på stedet).

Det er da heller ikke alle, som ikke er post-moderne føle-føle tolerantistas, der mener, at forbud mod flagafbrænding er en god idé.  Wall Street Journals skribenter er imod.  Cato Institute har været imod forslaget i flere omgange, både i 1995 og 2001Liberty & Power bloggen er det naturligvis. Her kommer lidt fra denne uges Wall Street Journal-klumme af Peggy Noonan, som fortsat er blandt mine mest yndede amerikanske kommentatorer, og som generelt opfattes som "så konservativ, at det gør noget" (og bl.a. var taleskriver for Reagan og forfatter til A Heart, a Cross and a Flag: America Today, og derfor næppe kan opfattes som "upatriotisk"):

"The flag burning amendment is a bad idea, and will not prove, in the end, politically wise or fruitful to any significant degree. Three reasons. One is that the American people can sense, whether they support a constitutional ban or not, that they're being manipulated. They know supporters are playing with their essential patriotism for political profit. They know opponents are, by and large, taking their stand for equally political reasons. They can sense when everyone's posturing. It's not good, in the long term, when people sense you're playing with their deepest emotions, such as their love of co
untry.

Second, nobod
y thinks America is overrun with people burning flags, so the amendment does not seem even to be an exotic response to a real problem. There are a lot of pressing issues before the Congress, and no one thinks this is one of them. Voters know it's hard to do a risky thing like define marriage as a legal entity that can take place only between an adult human male and an adult human female. That actually would take some guts. It's easy–almost embarrassingly so–to make speeches about how much you love the flag.

Third, Americans don't always say this or even notice it, but they love their Constitution. They revere it. They don't want it used as a plaything. They want the Constitution treated as a hallowed document that is amended rarely, and only for deep reasons of societal or governmental need. A flag burning amendment is too small bore for such a big thing. I don't think it will come up as a big issue every even numbered year. I think it's going to go away. There's too much else that's really needed."

Eller som Cato Institute skrev for et årti siden:

"Another threat to free speech is the continuing campaign to outlaw the desecration of the American flag. As outrageous as flag burning is, the test of our commitment to freedom of speech is our willingness to tolerate offensive speech. The Founders put freedom of speech in the Constitution because they knew that we would all be tempted at one time or another to ban some kind of speech or expression, so it's best that everyone be unable to do so. It's interesting to speculate whether the flag-bedecked ties, hats, and other paraphernalia sported by Pat Buchanan and the delegates at the Republican National Convention would be legal under the flag-desecration amendment they favor.

Prevented by the courts from banning flag burning by statute, some members of Congress want a constitutional amendment to forbid desecration. Some advocates of campaign finance regulation likewise understand that such restrictions fall afoul of the First Amendment and want a new amendment to bring about their preferred exception. Maybe those new amendments should be numbered Amendment I(a), Amendment I(b), and so on, to keep all the exceptions in close proximity to the original First Amendment."

PS. I denne forbindelse kan det iøvrigt være lidt illustrativt at betragte (via Wall Street Journals OpinionJournal.com), hvilke lande, der har hvilken lovgivning på området:

  • U.S.A., Australien, Canada og Storbritannien, d.v.s. de lande, der om nogen udgør kernen i den vestlige frihedstradition, har ingen lovgivning, der forbyder afbrænding eller anden skænding af det nationale flag.
  • Det samme kan ikke siges om en anden gruppe lande: Østrig, Kina, Egypten, Frankrig, Tyskland, Ungarn, Iran, Irak, Italien, det Palæstinensiske hjemmestyreområde, Portugal, Saudi Arabien, Taiwan og Tyrkiet har derimod alle sådanne love.  I Østrigs tilfælde stammer lovgivningen direkte fra Det Tredje Riges lovgivning (mens noget lignende ihvertfald indirekte formodentlig er tilfældet med Tysklands lovgivning).
  • Danmark, Japan, Norge og Sverige har lovgivning, der beskytter andre nationers flag.

Konservative meritter

Nu har vi i de seneste dage diskuteret konservatisme i mange af dens fremtrædelsesformer, men af en eller anden grund har vi ikke brugt ret meget krudt på dens måske største fortjeneste: advarslen imod det radikale program. Det er en skam, for her har konservatismen i mine øjne meget at byde på. Jeg kom senest til at tænke over det, da jeg læste Doctor Zhivago; og det vil jeg gerne lige benytte lejligheden til at spinde en kommentar over.

“Those days justified the ancient saying that ‘man is a wolf to man’. Traveller turned off the road at the sight of traveler, stranger meeting stranger killed for fear of being killed. There were isolated cases of cannibalism. The laws of human civilization were suspended. The laws which men obeyed were jungle laws; the dreams they dreamed were the prehistoric dreams of cave-dwellers”.

Sådan beskriver Yury Andreyevich Zhivago den russiske borgerkrig i Boris Pasternaks mesterværk. Zhivago har i første omgang hilst revolutionen velkommen. Men han indser snart, at den rene og skære idealisme, der er så let at beundre, også indeholder kimen til ødelæggelse og trældom. For de idealistiske brushoveder ønsker mere end at gøre op med Tsarregimets undertrykkelse. De vil omstyrte det bestående, rykke alt op med rode. Med Yurys egne ord:

“But it turns out that those who inspired the revolution aren’t at home in anything except change and turmoil: that’s their native element; they aren’t happy with anything that’s less than on a world scale. For them, transitional periods, worlds in the making, are an end in themselves”.

Gang på gang bliver Yurys illusioner knust. Han indser, at revolutionen intet godt har at tilbyde russerne. I en samtale med Liberius, en ung bolsjevik, spidder Zhivago hele det samfundsomformende foretagende:

“But, firstly, the idea of social betterment as it is understood since the October Revolution doesn’t fill me with enthusiasm. Secondly, it is so far from being put into practice, and the mere talk about it has cost such a sea of blood, that I am not at all sure if it justifies the means. And lastly, and above all, when I hear people speak of reshaping life it makes me lose my self-control and I fall into despair […] Those who do your thinking for you go in for proverbs, but they’ve forgotten one proverb – ‘You can take a horse to the water but you can’t make it drink’, and they’ve got into the habit of liberating and showering benefits on just those people who haven’t asked for it”.

Men hvad er det, der har sluppet de revolutionære kaoskræfter fri? Hvorfor netop i Rusland, og hvorfor netop i hans tid? En stor del af svaret skal selvsagt findes i russernes forsmædelige nederlag under 1. Verdenskrig. Og Tsarregimets magtbrynde har bestemt ikke gjort sagen bedre – der er ret beset ikke noget at sige til, at en stor del af befolkningen er fyldt af bitterhed. Men selve revolutionens karakter, dens radikale program og den foragt for virkeligheden, springer af en mere filosofisk rod. Nu kan en roman jo læses på mange måder, men Zhivagos beskrivelse af de store russiske forfattere slog mig som afgørende. Midt under vinterens håbløshed skriver Yury i sin dagbog den følgende passus:

“What I have come to like best in the whole of Russian literature is the childlike Russian quality of Pushkin and Chekhov, their shy unconcern with such high-sounding matters as the ultimate purpose of mankind or their own salvation. It isn’t that they didn’t think about these things, and to good effect, but they hadn’t the presumption to weigh in on the discussion – they felt it was not their business or their place. While Gogol, Tolstoy and Dostoyevsky worried and looked for the meaning of life and prepared for death and drew up balance-sheets, these two were distracted, right up to the end of their lives, by the current, individual tasks imposed on them by their vocation as writers, and in the course of fulfilling these tasks they lived their lives, quietly, treating both their lives and their works as private, individual matters, of no concern to anyone else. And these individual things have since become of concern to all, their work has ripened of itself, like apples picked green from the trees, and has increasingly matured in sense and sweetness.”

Det er forfattere som Pushkin og Chekhov – samt, kunne vi tilføje, Turgenev – der er eksempler til efterfølgelse for Zhivago (og Pasternak). De har det til fælles, at det for dem er nok at være menneske. De er ikke blinde for drifternes magt, ej heller for tilværelsens lurende meningsløshed. Men de finder sig alligevel til rette. De stirrer tomheden i ansigtet og trækker så på skuldrene. Heltene i deres romaner er ikke metafysikere. De er ikke selvoptagede nok til at fortvivle over livets mål og med.

Helt anderledes er det med en forfatter som Tolstoj. Denne menneskehedens selvudnævnte hyrde bliver aldrig trætte af at prædike om ‘sandheden’: om den forjættende tidsalder der venter, hvis menneskeslægten blot ser lyset. Han taler med den overbevistes tordenrøst, men hans ord er ret beset golde. For det radikale, ja næsten nihilistiske program han søsætter, indebærer en fuldstændig omskabelse af virkeligheden. Hans program består i et krav om, at det netop ikke er nok at være menneske, at det ikke er ‘rigtigt’ at se virkeligheden i sin mangfoldighed.

I mødet med den radikale udfordring – med kravet om at drive utopien og den dertilhørende sociale ensretning igennem med magt – har den konservative besindighed virkeligt meget at byde på. Det er her Montaignes og Burkes advarsler imod at bryde brat med det bestående kommer til deres ret; hvilket Hayek (og hele den klassiske liberalisme med ham) jo ligeledes har et klart blik for. Samtidig kommer en anden konservativ pointe i spil: nødvendigheden i at have en stærk øvrighedsmagt. Anarkiet – og dermed menneskets ulveansigt – får som Zhivago så rammende beskriver frit spil, hvor statsmagten bliver pillet fra hinanden af de revolutionære.

Hvis jeg forstår Pasternaks budskab rigtigt (og det er bestemt ikke sikkert), så udgør de mange verdensforbedreres krav om at omskabe virkeligheden i retfærdighedens billede en form for moralsk tyranni. Den ægte moralske handling er at gå imod flokken mentalt, at stå fast på hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, i en tid der er gået amok. Det er netop Yurys store fortjeneste. Han smider ikke sin medmenneskelighed over bord under revolutionens udskejelser, men da stormvejret så småt er ved at løje må kan han trist indse, at ikke mange besidder denne styrke. Når han lytter til sine venners forkrampede forsvar for revolutionen, kan han ikke andet end føle desperation. For at give et enkelt eksempel:

“Dudorov’s pious platitudes were in the spirit of the age. But it was exactly their correctness, their transparent sanctimoniousness, that exasperated Yury. Men who are not free, he thought, always idealise their bondage. So it was in the Middle Ages, and the Jesuits always played on this. Yury could not bear the political mysticism of the Soviet intelligentsia, though it was the very thing they regarded as the highest of their achievements and described in the language of the day as ‘the spiritual top-flight of the age'”.

‘Men who are not free always idealise their bondage’. Netop derfor er det radikale program så farligt, og netop derfor er det konservative korrektiv så vigtigt.

Ugens citat: Støvrings non sequitur

Den statskonservative Kasper Støvring (der for nogle måneder siden fik prygl med det intellektuelle spanskrør af Christopher Arzrouni i den anden Djævlens Advokat) har en kronik i dagens Jyllands-Posten, med den sigende titel “Staten bør støtte den nationale kultur”.  Heri dette fine eksempel på et non sequitur (med fremhævning tilføjet):

“En fælles national kultur er bevaringsværdig, fordi den skaber stor indbyrdes loyalitet mellem kulturens medlemmer. At danskernes nationalfølelse og tillid til hinanden ligger helt i top dokumenteres hyppigt. Senest i en ny international undersøgelse om “social kapital”, udgivet af forskere ved den spanske bank BBVA.

Derfor er der god ræson i at styrke den nationale identitet i globaliseringens tidsalder, hvilket også har været intentionen bag kulturministerens initiativ til at skabe en national kulturkanon. For også de “umistelige” kunstværker i kulturkanonen udtrykker hver på sin måde en idé om danskheden.

For konservative bør staten derfor støtte den nationale kultur.”

Hvor er David Hume, når vi virkelig har brug for ham?

Den libertære Bush II

Vores med-punditokrat Mchangamas post om "den libertære Bush"–som altså ikke er en af præsidenterne af dette navn, men Floridas guvernør John Ellis "Jeb" Bush–har meget, eller ihvertfald noget, der taler for sig.

Selv oplevede jeg det allerede for nogle år siden, i slutningen af 1990erne, hvor jeg som svagt mere end gennemsnitligt interesseret i amerikansk politik bemærkede, at hvor "W." talte om "compassionate conservatism" og tydeligt fremhævede sin evangelsk-protestantiske baggrund, virkede Jeb–trods sine katolske forbindelser og vælgere–lidt mere sekulær og tydeligt mere libertær, ihvertfald i en Reagansk tradition.  I 2000 nævnte jeg det "en passant" overfor en tysk-amerikansk fagfælle, der næsten bogstaveligt var vokset op for fødderne af F.A. Hayek, og som bestemt selv er klassisk-liberal–og som på det tidspunkt netop var flyttet til Florida.  Jeg husker ikke hans eksakte ord, men det var noget i retning af, "Hvad i alverden taler du om …?".  Men da jeg for et år siden bragte forskellene mellem de to brødre op igen, var min tysk-amerikanske ven svunget helt rundt og var, efter at have levet i Florida nogle år, blevet en overvejende ganske begejstret Jeb-fan.  "Der er en markant politisk forskel på de to", sagde han.  "Det skulle have været ham i 2000."

Det har andre også bemærket, i kølvandet på Weekly Standards artikler (bl.a. denne)–og, kender man journalister ret, sikkert kraftigt inspireret heraf.  Det gælder bl.a. britiske The Telegraph, som 11.VI. havde en lang artikel med titlen "Curse of big brother stalks Jeb Bush".  Heri hed det bl.a.:

"He is a popular governor of a pivotal southern state, who has impressed with his leadership of hurricane relief efforts, is a charismatic speaker and a renowned policy expert – and is steeped in political campaigning.

Normally, such attributes and qualifications, along with his small government, libertarian brand of conservatism, would make him a front runner for the Republican presidential nomination in 2008.

But the governor of Florida, who has a popularity rating of 63 per cent in his home state, has one disadvantage that overshadows everything else – his surname is Bush."

Selvsamme dag havde en anden britisk avis, London's Sunday Times, en artikel om nøjagtigt samme emne.

Det er et generelt anerkendt postulat, at det var Jeb, som var udset til at være familiens politiske håb.  Havde han vundet guvernør-valget i Florida, da han stillede op første gang, var det givetvis ham, som havde været kandidaten i 2000.  Ét spørgsmål er så, hvor stor en forskel det ville have gjort?  Et andet er, om han nu nogensinde får chancen?

PS. Til sidstnævnte spørgsmål kan det bemærkes, at den helt hotte "sladder" p.t. er, at der har været et møde mellem John McCain og Jeb Bush, og at spekulationen går på en aftale–eller ihvertfald en "føler"–m.h.t. McCain som præsidentkandidat og Bush som vicepræsidentkandidat … 

PPS. Kommentatoren E.J. Dionne, som næppe kunne finde på at stemme på en sådan "ticket" (med mindre alternativet var George W. Bush), havde en kommentar om dette emne i Washington Post … for nøjagtigt et år siden!  New York Times/International Herald Tribune havde en artikel for to uger siden.

PPPS. Hvad siger tallene?  Ikke så meget p.t.  Ser man på meningsmålingerne, der parrer Hillary Clinton vs. John McCain, har sidstnævnte generelt en føring og ofte én, der er statistisk signifikant.  Det samme kan ikke siges i tilfældet med Jeb Bush, som omvendt taber til H.R.C., hvilket nok snarere skal ses som utilfredshed med storebroder end som voldsom kritik af lillebror.  Til gengæld er Jeb Bush måske bedre end McCain til at bringe konservative kernevælgere af huse.  Men hvor gerne vil McCain have én som Jeb som sin nr. 2 …?

Ugens citat: Kaare R. Schou om CEPOS og det politisk "normale"

Dette citat af TV2s politiske redaktør Kaare R. Schou fra TV2s egen hjemmeside er ganske vist næsten tre-kvart år gammelt, men ikke desto mindre bør det lige nærlæses, idet det på egen vis siger mangt og meget–om end måske ikke så meget om CEPOS:

“Jeg vil placere CEPOS uden for de politiske cirkler i det lagkagestykke, der deles af den konservative og den liberalistiske ideologi.

CEPOS går ind for at forskellene i samfundet skal øges for at skabe mere dynamik, og det er god konservativ ideologi.

Samtidig giver de tid efter anden udtryk for nogle meget liberalistiske synspunkter.

Men først og fremmest vil jeg placere dem som mere yderliggående [sic] end noget politisk parti.

CASA [d.v.s. det marxistisk-funderede Center for Alternativ Samfundsanalyse, red.] anser jeg for at ligge i det socialistiske lagkagesnit over mod liberalisterne, men klart inden for det normale politiske spektrum, og det samme gælder Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.”

Hat tip: Filtrat.dk.

Burkes paradoks

Edmund Burke, der døde for mere end 200 år siden, er forlængst kanoniseret som konservatismens fader. Slå op i hvilket som helst leksikon eller enhver seriøs grundbog i politisk filosofi, og han bliver nævnt eller præsenteret som den første eller den mest konservative tænker og statsmand af dem alle.

Det er i øvrigt korrekt. Den irsk fødte brite var konservativ og leverede langtidsholdbare, konservative tanker, som stadig inspirerer og gøres til genstand for akademisk undersøgelse, analyse og publikation. Men Burke var ikke blot konservativ, han var også liberal. Paradokset siger noget centralt om det borgerlige temperament: på den ene side konservativt, på den anden side liberalt.

Den konservative Burke er først og fremmest kritikeren af revolutionen i Frankrig, dvs. af den radikale politiske og moralske transformation, der undergik Europas dengang førende stormagt. Sådan kender vi Burke: Politikeren, der griber øjeblikket og advarer mod fanatismen – især den ateistisk-sekteriske fanatisme – i 1789. Hans bog om revolutionen udkommer allerede året efter, dvs. tre år før den store terror i 1793 og ni år før Napoleons magtovertagelse, hvorfor det da også er blevet sagt, at Burke snarere forudsiger revolutionens terror end reagerer på den. Det tog ikke den profetiske Burke lang tid at se, det ville gå helt galt.

Revolutionen repræsenterer for Burke et opgør med vanernes historie. Vanerne er på godt og ondt menneskets udgangspunkt. Her begynder vi – eller rettere – her er vi placeret, indskrevet, midt i redeligheden. Vanerne er i familie med erfaringen, traditionen eller det gode, der kommer af at følge naturen uden at tænke over det. Vanerne er lige så gode for Burke, som det er dårlige for Rousseau.

Derfor advarede Burke allerede i sin æstetiske teori fra 1757 om det sublime og det skønne imod det sublimes tendens til at blive uhåndgribelig. “Vi underkaster os det, vi beundrer, men vi elsker det, der underkaster sig os”, skrev Burke, som satte kærligheden højt, men frygtede den blinde beundring. Det smukke er opbyggeligt; det rimer på moderation og evolution. Det sublime er derimod en prima donna og lig med radikalitet og revolution.

Både i sin tidlige æstetik og sin sene revolutionskritik er Burke klart konservativ: Al magt skal begrænses. Men hermed har vi kun sagt det, man plejer at sige.

Burke var imidlertid på på flere måder mere udpræget liberal end konservativ, ikke mindst fordi han eksplicit sympatiserede med Adam Smith og dennes teori om den usynlige hånd. Kort før sin død skrev Burke i et brev: “At sørge for vores materielle fornødenheder er ikke regeringsmagtens opgave (…) Modstand mod frihandel er decideret ufornuftigt eller barbarisk, ja, faktisk ondskabsfuldt (…) Den største politiske fejl er at blande sig for meget”.

Burke troede ligesom Smith på, at individernes økonomiske aktivitet – inkarneret i deres ejendom og retten hertil – ville gøre dem mere civile, oplyste og humane i deres sociale kontakt. Deres tillid til ejendomsretten, handelen og den kommercielle civilisation gør dem moderne.

Burke var ikke Tory, men kaldte sig derimod selv for en gammel Whig, hvilket var en forholdsvis bred betegnelse for tilhængere af den konstitutionelle revolution i 1688, og hans politiske program var frihed og orden, dvs. frihed beskyttet af konkrete institutioner og retsstat.

Da Burke fordømte den franske revolution, gjorde han det med andre ord primært, fordi revolutionen undergravede den konkrete og specifikke frihed. Burke forsvarede den liberale politiske orden og kritiserede revolutionens “kannibalfilosoffer”, snarere fordi de åd friheden, end fordi de åd privilegierne. Den ordentlige frihed var slut, thi med revolutionen kom sofisterne, kupmagerne, de udspekulerede. Alle revolutionens mange mestre i det abstrakte – hvoraf de fleste tilmed var franske.

Heroverfor stod briterne eller den moderate, britiske oplysning. Det er her, Burke må placeres. Det særlige ved den britiske oplysning er dens pragmatiske grundtone, der gav sig udslag i et ønske om at forene de stridende kræfter i samfundet og afhjælpe den tilsyneladende kroniske krise, forårsaget af kirkestrid og politisk entusiasme. Målet var ikke en abstrakt, fransk samfundspagt à la Rousseau eller en revolution, der skulle befri menneskeheden fra alle trængsler og hæve den til nye kollektive højder, sådan som Robespierre prædikede, men en bestræbelse på at opnå individuel tilfredsstillelse og social stabilitet samtidig. Det fælles bedste afhang ikke af en generel almenvilje, men var bedst tjent med et samspil mellem de enkelte viljer.

Et vigtigt kildeskrift til den konservative Burke som radikal tænker er hans debut, den mærkværdige pamflet “A Vindication of Natural Society” fra 1756. Pamfletten er mærkværdig, fordi man som læser ikke bliver klar over, hvorvidt den var ment alvorligt – eller er en karikatur. Forvirringen bliver ikke mindre af, at pamfletten udkom i to udgaver med to forskellige forord.

Tager man pamfletten for bare nogenlunde pålydende, udgør den en gennemgribende kritik af alle politiske samfund, antikke såvel som moderne. Tilbage står alene det naturlige samfund, der i en spidsformulering er “Guds rige”. Kun det guddommelige forsyn synes at kunne hjælpe os, ikke mindst fordi jurister, teologer og politikere har vendt fornuften imod sig selv og skabt en politisk retfærdighed, der ikke er retfærdig. Pamfletten er et råd fra forfatteren til læseren om at holde sig fra politik og vende tilbage til naturtilstanden, et udtryk, der giver mindelser om Grotius, Hobbes og Locke – bortset fra, at de i deres skrifter i århundredet før Burke går den anden vej: fra naturtilstand til samfundstilstand. Den unge Burke går med andre ord baglæns i liberale eller borgerlige fodspor ved at gentage, at samfundet hverken er guddommeligt eller naturligt, men netop kunstigt. Kun naturen er naturlig. Politik er altid en ny start. Men han drager en anden konklusion end sine forgængere. Politik er ikke bare en farlig beskæftigelse. Politik er patologisk.

Alligevel forsvarede Burke individets mulighed for at forfølge lykken. Det var en af grundene til, at han gik i brechen for de amerikanske oprørere i 1770’erne, da de løsrev sig fra det britiske imperium og skabte en ny republik, hvilket bestemt ikke var populært at mene i royale eller de fine kredses London.

Det kan overraske, at Burke forsvarede oprørerne. I hvert fald hvis man forveksler Burke med en tilhænger af status quo. Det var han ikke. I de amerikanske oprørere og deres intellektuelle ledere – modsat de franske – så han frihedens beskyttere. Da de amerikanske forfatningsfædre skrev de berømte ord om “pursuit of happiness”, forstod de, at lykken er en aktivitet. Den er uadskillelig fra forsøget på at opnå den. Uden retten til dette forsøg, er lykken slet ikke. Lykken erobres. Burke kunne have sagt det samme og fortsat, at lykken hverken kommer fra oven eller fra statsmagten, men fra mennesket selv. Frihed er derfor et moralsk anliggende – og ikke alene en økonomisk størrelse. Det vidste Burke. Han havde blik for begge dele – både den økonomiske og politiske frihed – og det gør ham til en klassisk borgerlig tænker, mindst ligeså liberal som konservativ.

Burkes paradoks kan således opfattes som en prisme for borgerligheden. Her mødes liberalismen og konservatismen: De er komplementære.

Denne tekst er en forkortet udgave af et essay, der bringes i næste nr. af det norske tidsskrift Minerva.

Bush, basen og bæstet

Skyerne er i den grad ved at samle sig over præsident Bushs hoved.  Her tænker jeg ikke så meget på Al Gores nye miljø-"dokumentarfilm", der ganske forudsigeligt har fået stor omtale i Danmark og ledt til spekulation om Gores mulige politiske come-back.  Jeg tænker heller ikke på, at Bush fortsat er inderligt afskyet af den amerikanske venstrefløj eller det meste af det politiske billede i Europa, og ej heller på at hans popularitet blandt amerikanske midtervælgere falder i takt med stigninger i benzinpriserne.

Næ, problemet er snarere, at de dele af den amerikanske højrefløj, som i nogle år har holdt sig for næsen og på måtten m.h.t. at kritisere Bush, nu er ved at sige "enough is enough".  Nogle, som i forvejen var kritiske (f.eks. den liberalistiske tænketank Cato Institute) har skruet op for lydstyrken; andre, solide konservative, er ved at smide håndklædet i ringen–eller noget tungere efter Bush-administrationen og det Republikanske flertal i kongressen.  Konsekvensen af denne kritik er efter alt at dømme en kraftigt medvirkende årsag til, at Bushs "approval ratings" nu er så rekordlave, som de er: Svækkelsen siden sommeren 2005 er ikke sket blandt venstrefløjsvælgerne, men i Bushs eget bagland.  Ifølge en Washington Post/ABC News meningsmåling fra denne uge er det konservative baglands utilfredshed med Bush på blot én måned steget fra 16 pct. til 20 pct., altimens konservative Heritage Foundation kan berette, at man ikke i 12 år har hørt på så megen kritik af det Republikanske Parti fra egne rækker, som man gør nu.

Her er et "round up" af nogle smagsprøver i mere eller mindre tilfældig rækkefølge:

  • Cato Institute offentliggjorde for få uger siden et større studie af Gene Healy og Timothy Lynch , "Power Surge: The Constitutional Record of George W. Bush", som stykke for stykke, punkt for punkt, afdækker, hvorledes Bush-administrationen over de seneste fem år har flyttet stadigt mere magt til den udøvende magt og på en række områder fundamentalt har rykket ved den magtdelingsfilosofi, som forfatningsfædrene ønskede.  Her er deres sammendrag:

"[Far] from defending the Constitution, President Bush has repeatedly sought to strip out the limits the document places on federal power. In its official legal briefs and public actions, the Bush administration has advanced a view of federal power that is astonishingly broad, a view that includes

      • a federal government empowered to regulate core political speech—and restrict it greatly when it counts the most: in the days before a federal election;
      • a president who cannot be restrained, through validly enacted statutes, from pursuing any tactic he believes to be effective in the war on terror;
      • a president who has the inherent constitutional authority to designate American citizens suspected of terrorist activity as "enemy combatants," strip them of any constitutional protection, and lock them up without charges for the duration of the war on terror— in other words, perhaps forever; and
      • a federal government with the power to supervise virtually every aspect of American life, from kindergarten, to marriage, to the grave.

President Bush's constitutional vision is, in short, sharply at odds with the text, history, and structure of our Constitution, which authorizes a government of limited powers."

  • Samme organisations Chairman, William A. Niskanen, der er en af grundlæggerne af public choice skolen og var formand for Council of Economic Advisors under Ronald Reagan, er interviewet som hovedhistorien, "Stoking the Beast", i juni-nummeret af det aldeles fremragende Atlantic Monthly (som jeg ved en senere lejlighed vil skrive en længere anbefaling af).  I interviewet gør Niskanen op med selve kernen i Reagan-Bush "starve the beast" supply-side økonomien, d.v.s., at man ved at sænke skatterne nu i stedet for at forsøge at skære udgifterne, dels stimulerer økonomien og dels "udhungrer bæstet" således, at man efterfølgende vil blive nødt til at skære i udgifterne.  Niskanen har studeret tallene 1980-2005 og konstaterer, at alt tyder på den modsatte effekt: At denne strategi faktisk leder til højere offentlige udgifter, formodentlig fordi det skjuler de faktiske udgifter ved en stor offentlig sektor:

"[Until Reagan], the conservative movement had been at odds with itself. Libertarians in the Goldwater tradition wanted to reduce spending in order to shrink Big Government. Supply-siders derided that idea as a political loser, "root-canal economics." Instead, they demanded large tax cuts that would grow the economy. Traditional business conservatives, however, believed in balanced budgets, and they held tax cuts hostage to spending cuts that never happened. The movement was gridlocked.

Reagan and his supply-side vanguard saw a way to break the jam—or, more precisely, two ways. First, some argued that tax cuts would so energize the economy as to pay for themselves. That claim was widely controversial, even among Republicans (Reagan's then-rival George H. W. Bush called it "voodoo economics"), and it proved mostly wrong. Less controversial, but in the end more important, was the claim Reagan lobbed at Anderson. Often called the Starve the Beast hypothesis, it held that tax cuts shrink the federal Leviathan by starving it of funds. Tax cuts need not await spending cuts because they would cause spending cuts.

For modern conservatism and the country, the importance of Starve the Beast is impossible to overstate. Suddenly Republicans could offer both lower taxes and smaller government without any need for fiscal dentistry. Suddenly it was the Democrats who were trapped. From then to now, tax cutting has been the lodestar of conservatism, rising to its apogee under the current President Bush. But there have always been dissenting voices, of which perhaps the most prominent speaks from within the conservative movement.

When Diogenes searches Washington, D.C., for an honest man, he could do worse than carry his lantern to the office of William A. Niskanen, the chairman of the libertarian Cato Institute. Niskanen's wall displays portraits of Isaac Newton, Adam Smith, and Charles Darwin, each captioned ORDER WITHOUT DIRECTION. …  In the Reagan administration, he served as acting chairman of the Council of Economic Advisers. Blunt-spoken and seemingly impervious to partisanship, he was passed over for the permanent chairmanship after telling senior politicos, in Reagan's presence, that one of their pet tax proposals would have made Walter Mondale proud.

Even during the Reagan years, Niskanen was suspicious of Starve the Beast. He thought it more likely that tax cuts, when unmatched with spending cuts, would reduce the apparent cost of government, thus stimulating rather than stunting Washington's growth. "You make government look cheaper than it would otherwise be," he said recently. …

To the naked eye, Starve the Beast looks suspiciously counterproductive. After all, spe
nding (as a share of the g
ross domestic product, the standard way to measure it) went up, not down, after Reagan cut taxes in the early 1980s; it went down, not up, after the first President Bush and President Clinton raised taxes in the early 1990s; and it went up, not down, following the Bush tax cuts early in this decade.

Niskanen recently analyzed data from 1981 to 2005 and found his hunch strongly confirmed. When he performed a statistical regression that controlled for unemployment (which independently influences spending and taxes), he found, he says, "no sign that deficits have ever acted as a constraint on spending." To the contrary: judging by the last twenty-five years (plenty of time for a fair test), a tax cut of 1 percent of the GDP increases the rate of spending growth by about 0.15 percent of the GDP a year. A comparable tax hike reduces spending growth by the same amount. …

Thanks to the Bush tax cuts, revenues have been well below 19 percent since 2002 (17.8 percent last year). Perhaps not surprisingly, government spending has risen under Bush."

  • Richard Viguerie, som spillede en stor rolle i Reagans sejr i 1980 og Bushs i 2000, skrev søndag i et langt essay i Washington Post, hvori han direkte opfordrede amerikanske konservative til at holde op med at støtte det Republikanske Parti og dets forskellige organisationer.  Viguerie gik så langt som til at foreslå, at man ikke støtter Republikanerne ved midtvejsvalget i år og til næste præsidentvalg, i 2008, arbejder på at skabe en ny bevægelse.

"As a candidate in 2000, George W. Bush was a Rorschach test. Country Club Republicans saw him as another George H.W. Bush; some conservatives, thinking wishfully, saw him as another Ronald Reagan. He called himself a "compassionate conservative," which meant whatever one wanted it to mean. Experts from across the party's spectrum were flown to Austin to brief Bush and reported back: "He's one of us. Republicans were desperate to retake the White House, conservatives were desperate to get the Clinton liberals out and there was no direct heir to Reagan running for president. So most conservatives supported Bush as the strongest candidate — some enthusiastically and some, like me, reluctantly. After the disastrous presidency of his father, our support for the son was a triumph of hope over experience. Once he took office, conservatives were willing to grant this Bush a honeymoon. … Then came the Sept. 11, 2001, terrorist attacks, and conservatives came to see support for the president as an act of patriotism.

Conservatives tolerated the No Child Left Behind Act, an extensive intrusion into state and local education, and the budget-busting Medicare prescription drug benefit. They tolerated the greatest increase in spending since Lyndon B. Johnson's Great Society. They tolerated Bush's failure to veto a single bill, and his refusal to enforce immigration laws. They even tolerated his signing of the McCain-Feingold campaign finance overhaul, even though Bush's opposition to that measure was a key reason they backed him over Sen. John McCain (Ariz.) in the 2000 primaries.

In 2004, Republican leaders pleaded with conservatives … to register people to vote and help them turn out on Election Day. Those efforts strengthened Republicans in Congress and probably saved the Bush presidency. We were told: Just wait till the second term. Then, the president, freed of concern over reelection and backed by a Republican Congress, would take off the gloves and fight for the conservative agenda. Just wait.

We're still waiting.

Sixty-five months into Bush's presidency, conservatives feel betrayed. …

If onservatives accept the idea that we must support Republicans no matter what they do, we give up our bargaining position and any chance at getting things done … Sometimes it is better to stand on principle and suffer a temporary defeat." (Hele essayet "Bush's base betrayal" er her.)

  • Peggy Noonan, taleskriver for Reagan og Bush den Ældre (og, som læserne vil vide, en af mine favoritskribenter), opfordrede i sin Wall Street Journal-klumme i forrige uge ligeledes til den konklusion, at et nederlag for Republikanerne ved det kommende midtvejsvalg kan være det bedste for sagen på længere sigt: 

"Power is distancing.

When you've been in Congress for a while, or the White House for a while, you both forget too many things and learn too many things.

You forget why they sent you. You forget it's not that you're charming and wonderful. You forget it's not you. You become immersed in a Washington conversation, a political conversation, that is, by definition, unlike the normal human conversation back home. To survive and thrive, national politicians have to speak two languages, Here and Home. Actually it's more than two languages, it's two cultures. It's hard to straddle cultures.

But even as you forget a lot, you learn a lot. You get crammed into your head the political realities on the ground around you–how big the minority Democratic bloc in the House really is, how many votes the other team has in what committee, where to go for legal money, how the press will react to any given decision or statement.

In time you know a lot of things the people who sent you to Washington don't know. And you come to forget what they do know. It used to be easy for you to remember that, because it's what you knew too. …

[The] administration and the Congress are losing their base, and it isn't because of the media. Republicans on the ground love to defy the MSM. When the media dislike their guy, they take it as proof their guy is good.

Of all the bad poll numbers for the Republicans, I think the worst is the right track/wrong track numbers, which continue to trend downward. A majority of the American people think we're on the wrong track. How can this be when the American economy is in a boom? When the Dow Jones Industrial Average is approaching its all-time high, when annual growth is almost 5%, when unemployment is low, and so is inflation? (People don't talk much about inflation anymore, but in the 1970s and early '80s it was the thief in the night that kept America sleepless. They could almost feel the worth of their savings going down with each tick of the clock. It was more disruptive, more damaging to a sense of security, than street crime. It is an unnoticed achievement that it has been so low so long.)

There are many reasons for the current unease. Not everything comes down to politics, not by a long shot. But part of it is politics.

It has long been the American way to believe political problems can be solved or eased through political action. Were tax rates in certain areas of the economy too high from 1940 to 1980, and were they injurious to our economy and to individuals? Yes. So Americans pushed back, pamphleteered and backed leaders who promised to lower them. In time the taxes came down.

Name the political problem, we could answer it, or work toward answering it, with political solutions.

But faith in political action has been damaged the past few years, not by outside forces but by the two major political parties themselves.

If you are a normal person with the normal amount of political awareness, you might see it this way:

Th

e Republicans talk about cutting spending, but they increase it–a lot. They stand for making government smaller, but they keep making it bigger. They say they're concerned about our borders, but they're not securing them. And they seem to think we're slobs for worrying. Republicans used to be sober and tough about foreign policy, but now they're sort of romantic and full of emotionalism. They talk about cutting taxes, and they have, but the cuts are provisional, temporary. Beyond that, there's something creepy about increasing spending so much and not paying the price right away but instead rolling it over and on to our kids, and their kids.

So, the normal voter might think, maybe the Democrats. But Democrats are big spenders, Democrats are big government, Democrats will roll the cost onto our kids, and on foreign affairs they're–what? Cynical? Confused? In a constant daily cringe about how their own base will portray them? All of the above. …

Congressional Republicans right now seem just like the liberal Republicans of the great Losing Era of Republican history, circa 1960-80. All the Republican congressmen in those days had good beliefs, and shared them at the Rotary luncheon back home. The government was getting too big and taxes were too high. Then they'd go back to Washington and vote for higher spending and higher taxes. But not as high as the Democrats, they'd point out. Their job was to stand athwart history and cry, "Please slow down just a little bit!"

Republicans on the ground back home got mad. Eventually they threw the old guys out and sent to Washington in 1980 a guy who meant it when he said he'd cut and contain. …

Party leaders are showing a belief in process as opposed to a belief in, say, belief. But belief drives politics. It certainly drives each party's base.

One gets the impression party leaders, deep in their hearts, believe the base is . . . base. Unsophisticated. Primitive. Obsessed with its little issues. They're trying to educate the base. But if history is a guide, the base is about to teach them a lesson instead."

"George W. Bush was never a small government conservative, but we were willing to put up with the bad because it was outweighed by the good he was doing against terrorists. Our habit of cutting Mr. Bush a lot of slack was eroding under the burdens of hundreds of billions in pork and the lack of productive congressional action. It ended abruptly with his announcement of the Harriett Miers nomination to the Supreme Court. It took us less time to figure out why Miers was awful than it did the bloggers to determine that Dan Rather's Texas Air National Guard documents were forgeries."

Og dét var så, hvad vennerne sagde …

Masser af Machiavelli

Her til morgen folder hele to Punditokrater sig ud i dagens Berlingske Tidende med indlæg om gode gamle Niccoló M.  Først er det vores egen Jørgen Møller, der her på stedet tidligere har berørt manden og emnet, og som har forfattet dagens kronik.  I sidstnævnte hedder det bl.a.:

“‘Machiavellisme’ kom … til at stå som noget af det værste, en politiker kunne tilbyde sine medmennesker. Men eftertiden, og i særdeleshed 1800-tallets englændere, misforstod Machiavelli. Hans ærinde var ikke at bistå tyrannerne med at træde individets rettigheder under fode, så tværtimod.

Den florentinske statsmand var af natur liberal. Han ønskede gennem sit politiske virke og sit forfatterskab at sikre individet imod vilkårlige overgreb.

Men han afviste enhver form for abstrakte rettigheder, for han var nu engang realist. Og han blotlagde med et hidtil uset klarsyn to praktiske sammenhænge, der endnu i dag burde være børnelærdom for enhver med et liberalt sind: At frihedsrettigheder kun kan sikres ved at skabe en gunstig styreform, og at en sådan styreform kun kan indføres under bestemte omstændigheder.”

To sider længere inde er det vores egen Mikael Jalving, som i Groft Sagt siger bl.a.:

“Den gamle mester … foretrak [offentlig] sparsommelighed frem for gavmildhed. Sidstnævnte vil nemlig enten ruinere fyrsten eller ruinere folket med risiko for opstand. Fyrsten skal derfor ikke bekymre sig synderligt om at blive kaldt nærig, for efterhånden vil han blive anset for at være stadig mere gavmild, når folket ser, at fyrsten gennemfører sin politik uden at bebyrde folket. »I vor tid har vi kun set udført store ting af dem, som er blevet anset for at være nærige; de andre er blevet ødelagt,« konkluderer Machiavelli.

Man må håbe, han også får ret med hensyn til vor tids gavmilde politikere, og at de vil vide at forstå, at mens nærighed er en privat last, er den en politisk dyd. Ved at være sparsommelige er politikerne i realiteten gavmilde overfor alle dem, som de ikke tager noget fra, hvorfor den politiske nærighed er et gode for almenheden, mens gavmildhed på andres regning forbliver et onde.”

PS. Hvis ingen skulle have bemærket det, hvad har disse to skribenter så til fælles andet end at være mænd med interesse for liberale ideer og Punditokrater?  Svar: Et ph.d. forløb ved et af Europas absolut bedste universiteter (ihvertfald indenfor statskundskab) og bestemt et af de mest behageligt placerede sådanne.

Ugens citat: O'Rourke om kollektivisme

Journalisten, forfatteren og spasmageren P.J. O’Rourke er en af de meget få skribenter, som man i 9 ud af 10 tilfælde ikke kan genlæse for meget.  Så når man mangler en eller anden at citere, kan man jo altid gribe ned i stablen af citatbare O’Rourke-klassikere.  Her er lidt fra essayet “How to Explain Conservatism to Your Squishy Liberal Friends: Individualism ‘R’ Us“:*

“Why can’t life be more fair? Why can’t Americans take better care of each other? Why can’t we share the tremendous wealth of our nation? Surely if enough safeguards of liberty are written into law and we elect vigorous, committed leaders …

Have another hit on the bong.

Collectivism doesn’t work because it’s based on a faulty economic premise. There is no such thing as a person’s “fair share” of wealth. The gross national product is not a pizza that must be carefully divided because if I get too many slices, you have to eat the box. The economy is expandable and, in any practical sense, limitless.

Under collectivism, powers of determination rest with the entire citizenry instead of with the specific citizens. Individual decision-making is replaced by the political process. Suddenly, the system that elected the prom queen at your high school is in charge of your whole life. Besides, individuals are smarter than groups, as anybody who is a member of a committee or of a large Irish family after six in the evening can tell you. The difference between individual intelligence and group intelligence is the difference between Harvard University and the Harvard University football team.

Think of all the considerations that go into each decision you make: Is it ethical? Is it good in the long run? Who benefits? Who is harmed? What will it cost? Does it go with the couch? Now imagine a large group-imagine a very large group, say, 250 million people-trying to agree on every decision made by every person in the country. The result would be stupid, silly and hugely wasteful-in short, the result would be government.

Individuals are not only smarter than groups, they are also-and this is one of the best things about them-weaker than groups. To return to Harvard for a moment, it’s the difference between picking a fight with the football team and picking a fight with Michael Kinsley.

Collectivism makes for a very large and, hence, very powerful group. This power is centralized in the government. Any power is open to abuse.

Government power is not necessarily abused more often than personal power, but when the abuse does come, it’s a lulu. At work, power over the whole supply cabinet is concentrated in the person of the office manager. In government, power over the entire military is concentrated in the person of the commander-in-chief. You steal felt tip pens. Hitler invades Poland.

Most government abuse of power is practiced openly, and much of it is heartily approved by The Washington Post editorial board and other such proponents of the good and the fair. But any time the government treats one person differently than another because of the group to which that person belongs-whether it’s a group of rich, special-interest tax dodgers or a group of impoverished, minority job-seekers-individual equality is lessened and freedom is diminished. Any time the government gives away goods and services-even if it gives them away to all people equally-individual dependence is increased and freedom is diminished. Any time the government makes rules about people’s behavior when that behavior does not occasion real and provable harm to others-telling you to buckle your seat belt or forbidding you to publish pornography on the Internet-respect for the individual is reduced and freedom is diminished.”

* Det burde være unødvendigt, men for en ordens skyld: P.J. anvender her “conservative” og “liberal” i begrebernes amerikanske betydning.

Ugens citat: Fund om paniske højrefløjspolitikere

Wall Street Journals meget indsigtsfulde (og generelt klassisk-liberalt lænende) politiske redaktør John Fund har mandag en syrlig kommentar til, hvorledes Republikanerne klarer sig p.t., og som vel bedst kan sammenfattes med det farverige og rammende udtryk, af man er ved at “snatch defeat out of the jaws of victory”.  Her er et uddrag af Funds klumme:

“It is becoming increasingly clear that the GOP majority is losing its team spirit, and many in Congress are going their own way as they eye a tough re-election climate. Back in 1994, that kind of behavior over a crime bill that failed to garner enough Democratic votes to pass on the floor was an early indicator that Democrats were in serious political trouble. They wound up losing control of both houses of Congress that year.

No one quite expects a tsunami of those proportions this year. Incumbent-protection devices and gerrymandered districts are likely to minimize GOP losses. But Republican strategists are now openly talking about the parallels between 1994 and 2006. …

Panicked politicians are not a pretty sight,” says GOP pollster Whit Ayres. “They usually run in the wrong direction”.

So far that’s exactly the direction that Republican have chosen to run in the last year as their national numbers and President Bush’s approval ratings have softened. From their scramble to ram through a national legislative solution to Terri Schiavo’s plight, to their overreaction to Hurricane Katrina, to their failure to recognize the public’s disgust with pork-barrel projects, to the Dubai Ports deal, Republicans have appeared to the world to be as unprincipled and rudderless as the politicians they campaigned against back in 1994. Unless they change course dramatically in the seven months between now and Election Day, they may well find themselves facing the same fate as the Democratic political dinosaurs of that year that they replaced.”

Bal i den borgerlige

Nærværende punditokrat havde forrige weekend fornøjelsen af at være en tur forbi Konservativ Ungdoms 2006-landsråd, som fandt sted på Frederiksberg.

Det var nu ikke, fordi jeg pludselig er blevet kontingentbetaler i den konservative bevægelse–den tanke har såmænd ligget mig noget fjernt siden den periode, hvor partiets leder udtalte, at “ideologi er noget bras”, at partikronprinsen sagde, at det offentlige havde den størrelse, det offentlige skulle have, og at Connie Hedegaard offentliggjorde, at hun–når alt kommer til alt–foretrækker socialisme fremfor liberalisme, fordi førstnævnte trods alt har nogle sympatiske værdier.

Altså 2. halvdel af 1980erne, hvis der var nogle, der skulle tro, jeg mente i forgårs.

Næh, jeg var såmænd blot inviteret som festtaler, og det var dog en ære, jeg ikke sådan kunne sige nej til.

Når KU har været værst, har man været en ligegyldig, logrende hundehale af wannabe-karrierepolitikere; men når KU har været bedst og mest succesrig, har det altid været, når man var dejligt fandenivoldsk og turde sige et par borgerlige ord til både moderpartiet og venstrefløjen og gøre det på en festlig og farverig måde og samtidigt gør det med seriøst politisk “bid”.  Og det var så dét, min festtale handlede om.

Men udover æren var det sådan set også en fornøjelse, for det virkede som om, at der for første gang i nogle år er lidt “gang i den” i KU.  Og så nærmer vi os dét, som denne post egentlig skulle handle om, for det kan næppe være forbigået manges opmærksomhed, at der p.t. er lidt gnidninger mellem de forskellige typer af borgerlige (også her på bloggen).  Liberalister synes ikke, at Venstre er så liberalt, at det gør noget; Dansk Folkeparti synes ikke, at Det Konservative Folkeparti er så konservativt, at det gør noget; og en hel del borgerlige synes ikke, at Dansk Folkeparti er så borgerligt, at det gør noget, men måske nok så … ganske mange ting … at det gør noget.  Og netop til selvsamme festmiddag, hvori jeg deltog, markerede KU’erne, at de tør være farverige, festlige og fandenivoldske på en borgerlig måde.  Specifikt optrådte to prominente KU’ere med en rap, skrevet til Østkysthustlers gamle 90-hit, “Han Får For Lidt”.  I KUernes udgave omhandler den tre personer: en unavngiven person, en vis Anders, og en vis Pia.  Her er–for dokumentarismens skyld og lettere censureret–et par uddrag.

Først lidt om den unavngivne:

Flad skat, du sir godnat, men det fordi du ikke tør/Tag og hør dog her på KU, for du både skal og bør/Det er de unge der vil frem, det er de unge der kan/Tag og glem de pensionister, for at styre dette land …

Ha’ visioner ta’ og prøv og fortæl hvor du vil hen/Eller pak dine gamle klude og se at komme hjem/Til Fyn hvor du kommer fra og skriv en rapport/Om en cykel uden lys, og en mand der handled’ sort

Og så lidt om en vis Anders:

Minimalstat, fred og frihed, det var det, som han ku’ li’/For når Anders kom til magten blev Danmark skattefri/I gamle dage, ku behage og blive skatteboss/Men der var noget galt med regnskabet, og Anders fik et los

Klog af dage, han var tilbage, nu var det Anders, der var chef/Han havde en lille arrig dame med på eftersløb/Han havde solgt sin sjæl til fanden, og det var ikke rart/Han lignede mest af alt en socialdemokrat

Og så var det ellers af med fløjlshandskerne:

Hun kører fra Gentofte til tinget og fra tinget retur/Hun er i tv så præcist, at man kan stille sit ur/Når hun møder en muslim, så er man helt sikker på,/at hun kommer med nogle meninger, som pøblen kan forstå

Hun taler til det laveste i lave menneskers sjæl/Hun kan godt nok være grov, hun kan godt nok være fæl/Populisme, småfascisme, der er had i det hun siger/Men bumserne forstår det, de skal stemme på Pia

Hun lover efterløn og bistandshjælp, og børnepenge, boligcheck/Hvordan kan hun dog tro, at det ikke gir’ skattesmæk/At styre dette land, hvordan kan nogen mennesker tro/Det kræver jo en mand og ik’ en hjemmehjælper-ko

Hun vil så gerne frem og blive stueren med os/I regering vil hun  gerne, hun vil gerne være boss/Men hun skal holde sig til Ragnvald, hyggekaffe og medister/For det bliver over vores lig før, at Pia bliver minister

Næppe stor lyrik, men passende respektløst og med et vist politisk bid–og ihvertfald illustrativt for, hvorledes stemningen altså er p.t. i en ikke helt ligegyldig del af det borgerlige Danmark, som netop nu er lidt i splid med sig selv.  Og hele den nuværende interne debat på den ikke-socialistiske fløj af dansk politik rejser jo passende en ældgammelt tema, som Punditokrat passende kan diskutere:

Når man i det store billede er “i samme båd”, er det så bedst at fremhæve forskellene og uenighederne mellem sig?  Eller er det bedst at finde den mindste fællesnævner, uanset hvor lav og lille denne er?

God weekend.

Borgerlig kulturkamp

I gamle dage var DR's P1 kanalen, hvor man kunne høre tre socialister snakke om socialismen. Senere blev det kanalen, hvor man kunne høre tre socialister snakke om liberalismen.

Nu er P1 begyndt på noget nyt. Den forgangne weekend bragte P1 et indslag om den borgerlige kulturkamp. Medvirkende i studiet var Henrik Gade Jensen (CEPOS), Christopher Arzrouni (CEPOS) og Niels Lillelund (JP). Dér sad de så stille og fredeligt og diskuterede kulturkamp – kun afbrudt af Peter Kurrild-Klitgaard (CEPOS).

Altså borgerligt-liberale, der diskuterede borgerlighed og frihed. En absolut nyhed på P1.

Hør selv med – selvom indslaget (ud over sin form) ikke bragte de store nyheder på banen:

http://www.dr.dk/P1/Agenda/Udsendelser/2006/0327121509.htm

 

Konservatisme vs. Liberalisme

Efter at have opnået tilladdelse fra redaktionen, vil jeg fortsætte den ublu promovering for Djævelens Advokat.

 

 

Vores anden udsendelse er i luften fra i dag af. Og det er et program som jeg tror vil interessere Punditokraternes læsere. Det handler nemlig om Konservatisme vs. Liberalisme, og debattanterne er ingen andre end Kasper Støvring og Christopher Arzrouni (udsendelsen blev meget passende optaget hos 1 års fødselaren CEPOS). Debatten kommer ind på emner såsom, velfærdsstaten, religion, kultur og naturligvis statens rolle. Lidt citater fra udsendelsen:

Christopher Arzrouni: "Lad mig sige det på denne måde: Jeg har ikke noget udestående med konservatismen, fordi konservatismen findes ikke!"

"Jo, mere staten blander sig, jo mere polariseret bliver samfundet, jo flere modsætninger bliver der."

Kasper Støvring: "Liberalismen opererer med et begreb om det menneskelige selv, som jeg synes er en abstraktion. Det er for naivt!"

"Det er ikke et argument for, at staten ikke skal gå ind og støtte nogle kulturelle værdier, nej, det er et argument for at man som liberal, konservativ, borgerlig må gå ind og præge staten."

Christopher Arzrouni: "Hvis jeg læser Brian Mikkelsens kulturkanon, så kan jeg se, at Solvognens julemandsaktion engang i 70'erne, hvor de gik ind i Magasin og begyndte at dele ud af varerne -det er en umistelig del af dansk kulturarv, jamen altså velbekomme! – Hvis man ser på hvad konservatisme i praksis er, så er det ikke noget."

Kasper Støvring: "Konservatismen prøver at pege på nogle af de områder, der ret ofte bliver ladt ude af en liberalistisk optik."

Christopher Arzrouni: "Jeg er netop som liberal ikke totalitær, og derfor går jeg ikke ind for at mine præferencer med hensyn til hvilken religion jeg dyrker, hvilken familieform jeg har, eller hvilke lokalfællesskaber eller venskaber jeg dyrker, også skal gælde for andre."

Kasper Støvring: "Hvis man skal lave om på velfærdssystemet så skal man netop gøre det forsigtigt, langsomt, man skal forberede udviklingen, som statsministeren med en meget god konservativ formulering har udtrykt det. Hvis man ikke gør det, så risikerer vi, at der er mange ting, der går tabt."

Christopher Arzrouni: "Her tømmer du yderligere konservatismen for indhold, for du gør alene konservatismen til et spørgsmål om tålmodighed, fredsommelighed […] Jeg kan da også være tålmodig, langmodig endda. Gør det mig så til konservativ? Ja, det gør det måske i din definition. Men jeg er bestemt liberal!"

Kasper Støvring: "Liberalister har en meget uproblematisk, naiv tilgang til fællesskabet!".

 

Bedste "nye klassikere"? II

For nylig opfordrede jeg læserne og mine med-Punditokrater til at give deres bud på, hvad der kunne være de bedste nye “klassikere” siden 1980 af bøger skrevet fra et frihedsorienteret perspektiv.  Dette set i lyset af den ret store mængde af sådanne bøger, som kom i perioden 1960-1980.

Baggrunden var fra min side en vis stigende frustration over—eller i hvert fald bekymring for—at antallet af virkeligt “store” bøger, der enten er fra liberalististisk/frimarkeds-konservativt hold eller i hvert fald er analytisk kompatibelt hermed, har været noget faldende i de senere år.

Der var ikke mange af mine med-Punditokrater, der reagerede—det var vist alene Mikael Jalving.  Omvendt var der en del af læserne, som reagerede i kommentar-sektionen.  Så her kommer dels mine kommentarer til læsernes forslag, og dels nogle af mine egne bud.  Hvis andre—læsere og Punditokrater—efterfølgende skulle have lyst til at fortsætte debatten, så er den bestemt endnu “åben”.

OK, først til de værker, som nogle syntes, jeg burde have taget med på listen over store værker fra perioden 1960-1980:

  • Johan Espersen: Henry Hazlitt: The Foundations of Morality (1964).  God bog af en god økonom.  Men har den haft stor indflydelse?
  • Peter Nedergaard: Anthony Downs: An Economic Theory of Democracy (1957).  Mega-klassiker, —men udenfor tidsafgrænsningen (1960-1980).
  • ditto: Anthony Downs: Inside Bureaucracy (1967).  Jeg har aldrig selv læst den, men min generelle forståelse fra folk, der har, er, at den er milevidt under AETOD— og i øvrigt har relativt lidt med den førstes rational choice teori at gøre (?).
  • Mr. T: Ludwig von Mises: Human Action (1963).  Klart et storværk.  Men her er der vel at mærke tale om en revideret udgave af en ældre bog (1949), som igen er en engelsksproget version af et ældre, tysk-sproget værk (Nationalökonomie), —og 1963-udgaven var efter Mises’ egen mening en af udgiveren mishandlet version.  Havde perioden været “efter 2. verdenskrig”, skulle den klart med.
  • Repsak: F.A. Hayek: The Constitution of Liberty (1960).  Tja, ja, bum, bum.  Den indeholder sande perler—, herunder et essay, der stort set alene var med til at forandre mit ideologiske verdensbillede på en vinterdag i januar 1983 (“Why I Am Not A Conservative”).  Men diskussionen af frihed/tvang er i bedste fald uklar, og i løbet af bogen kommer Hayek til at gøre sig til talsmand for stort set ethvert element i den moderne velfærdsstat.  Det kan man naturligvis synes om, men jeg foretrækker selv klart enten Hayeks tidligere arbejder eller Law, Legislation and Liberty trilogien, som er et sandt mesterværk.

Så til nogle af læsernes bud på bøger, der kunne kvalificere som “nye klassikere”:

  • Johan Espersen/Daniel Beattie: Murray Rothbard: The Ethics of Liberty (1982)—som Johan ikke kan lide, men som Daniel kan.  Tja, hvad skal jeg sige?  Som alt af Rothbard er den velskrevet, og bogen spillede en ekstrem stor rolle i dannelsen af mine egne holdninger, og den dag i dag er jeg imponeret over dens grundlæggende meget originale forsøg på at genoplive en naturrets-baseret liberalisme.  Den er generelt strengt logisk i dens ræsonnementer, og bogens appendikser indeholder gode polemikker imod alternative liberale tilgange.  Men … som tiden er gået, er jeg grundlæggende blevet mindre udelt positiv overfor den.  At mene at man udlede alle politisk relevante normative konklusioner strengt deduktivt fra to og kun to simple aksiomer, forekommer mig i dag langt mindre overbevisende end for 20 år siden.  Det kan Rothbard da heller ikke, og i praksis kommer han—–meget mod egne preskriptioner–—til at smugle adskillige side-antagelser ind undervejs.  Frasorterer man appendikserne, og anerkender man at der ret beset er en ret ringe kobling mellem det rent naturretsfilosofiske (om “natural law”) i begyndelsen og den specifikt skitserede libertære teori, bliver bogen egentlig ret tynd.  Den har haft stor indflydelse på libertarianere/liberalister i USA og Europa ved at uddybe det grundlag, som Rothbard allerede havde udviklet, men jeg tvivler på, at den (modsat f.eks. Rothbards For A New Liberty) har nået eller overbevist mange, som ikke allerede havde købt det meste af pakken.
  • Johan Espersen: Jan Narveson: The Libertarian Idea (1988).  Jeg var meget skuffet over den, da den udkom—men nok fordi jeg havde købt den p.b.a. Laissez Faire Books‘ overstrømmende “anmeldelse”.  Da jeg sidst læste i den for et år eller to år siden, virkede den meget bedre.
  • ditto: Leland B. Yeager: Ethics as Social Science: The Moral Philosophy of Social Cooperation (2001), som Johan siger, er hans personlige favorit.  En virkelig interessant bog—en af de mere interessante jeg har læst i det forgangne år, og én som jeg i dag er (relativt) mere enig i, end jeg ville have troet for 10 år siden.  Men som helhed bærer den i nogen grad præg af at være en sammenskrivning af artikler og kortere noter snarere end en helstøbt helhed.  Og en ny klassiker?  Hardly.
  • ditto: David Boaz: Libertarianism: A Primer (1997).  Velskrevet introduktion, god fremstilling—meget lidt nyt eller originalt.
  • ditto: Charles Murray: What It Means to Be A Libertarian (1997).  Original, personlig fremstilling af en dygtig forsker, men meget overfladisk og hurtigt glemt.
  • ditto: Hans Hermann Hoppe: A Theory of Socialism and Capitalism (1989).  Se nedenfor.
  • Daniel Beattie: Hans Hermann Hoppe: Democracy: The God That Failed.  Jeg har det med Hoppes arbejder, som en rabbiner sagde om Det Nye Testamente: Der er noget godt i det, og der er noget nyt i det–—problemet er, at det gode ikke er nyt, og det nye ikke er godt.  De gode dele af Hoppes forfatterskab er elaboreringer af elementer, som findes hos de franske radikale liberale fra 1700-1800 tallet, hos “østrigerne” i almindelighed og hos Rothbard i særdeleshed.  Hans mest originale bidrag–—forsøget på at begrunde Rothbards libertarianske rettighedsteori i en slags Habermas-agtig “kommunikations etik”–—er simpelthen så forvrøvlet, at man kan stable non sequitur’er ovenpå hinanden, til man når toppen af Empire State Building.  Hoppes senere forsøg på at legitimere enhver tænkelig restriktion på migration i et argument om en slags “national ejendomsret” er enten ment som en joke, eller også er det en blankocheck til at foretage enhver form for frihedskrænkelse–eller begge dele.
  • Anders K.: Hernando de Soto: The Mystery of Capital (2000).  Fremragende og betydningsfuld bog, som klart har åbnet manges øjne om et vigtigt emne.
  • Katrine: Johan Norberg: In Defence of Global Capitalism.  Smadder instruktiv og tankeprovokerende lille populær bog—men også med streg under lille og populær.  Den er god i fremstillingen, menindeholder den noget andre ikke har sagt før (eller mere uddybende)?
  • Katrine: Bjørn Lomborg: The Skeptical Environmentalist.  Fremragende værk, som givetvis har flyttet manges holdninger.  Men er den specielt frihedsorienteret?  Næppe meget mere end forfatteren selv.  En planøkonom ville med glæde kunne tage den til sig.  Jeg tror, at den vil have betydning gennem at have påvirket en del, men jeg tvivler på, at den vil blive læst af mange om f.eks. 10 år (om end givetvis mere end noget, jeg har skrevet …!).
  • Repsak: David Frum/Richard Perle: An End to Evil.  Jeg må med skam melde, at jeg ikke har læst den.
  • Repsak: Natan Sharansky: The Case for Democracy: The Power of Freedom to Overcome Tyranny and Terror.  Ditto …!

Nogle andre, der ikke er på min liste:

  • Hayeks The Fatal Conceit (1989): Booooooring! Overvurderet.  Og vistnok i øvrigt i vidt omfang slet ikke skrevet af Hayek selv.
  • Rothbards History of Economic Thought (1995ff): Den ventede jeg godt nok meget længe på …, og jeg blev altovervejende skuffet.  Den var velskrevet og mange steder fantastisk, ikke mindst i fremstillingen af de middelalderlige, skolastiske “præ”-økonomer, men kritikken af Adam Smith var helt ude af proportioner, og Pareto var reduceret til stort set alene at være set med ideologiske (libertarianske) briller snarere end som økonom.
  • Mancur Olsons Power and Prosperity (2000): Jeg havde set så meget frem til den, at jeg blev gevaldigt skuffet.  Den var fremstillingsmæssigt velskrevet, men de mere akademiske arbejder, der lå bag den, var faktisk bedre.  Og så nåede forfatteren desværre at dø inden, den var helt færdig.
  • Robert Higgs’ Crisis & Leviathan: Critical Episodes in the Growth of American Government (1989): Fænomenal, provokerende og meget velskrevet bog, som solgte godt efter udgivelsen.  Men jeg tvivler (desværre) på, at den vil blive husket af mange om blot ti år.
  • Bruce Bensons The Enterprise of Law: Justice without the State (1990): Ditto—og ditto.

Så hvad er mine egne bud?  Det er svært.  Dels fordi der er virkeligt mange gode bøger fra de sidste 25 år (herunder mange af de ovennævnte, men også mange andre).  Dels fordi der altså er få af dem, der virkeligt er originale, indflydelsesrige og har åbenlys langtidsholdbarhed.  Men her er tre bud, som nok i et vist omfang afspejler mine egne idiosynkratiske interesser og specialiseringer:

  • Mancur Olson: The Rise and Decline of Nations: Economic Growth, Stagflation and Social Rigidities (1982). Olsons “fortsættelse” af sin egen The Logic of Collective Action (1965), hvori han argumenterer, at den asymmetriske organisering af særinteresser til fordel for snævre interesser (som han viste i Logic) over tid vil have negative konsekvenser for den økonomiske vækst i et samfund.  Bottom-line: De lande, der fra tid til anden får “rykket” deres politiske systemer “op” (f.eks. taberne i 2. verdenskrig), vil efterfølgende opleve større økonomisk vækst.  Bogens empiri har siden hen vist sig at halte lidt, men den grundlæggende tese er givetvis sand, og den påvirkede gennem sin sammenknytning af god teori (public choice) og aktuelle problemer (stagnation) mange til at få øjnene op for de negative konsekvenser af særinteressegruppers adfærd.
  • William H. Riker: Liberalism Against Populism: A Confrontation Between the Theory of Democracy and the Theory of Social Choice (1982).  Den helt store tour-de-force introduktion af social choice teoris implikationer for vores opfattelse af demokratiske metoder og procedurer.  Bottom-line: Der findes (generelt) ingen “folkevilje”; det er procedurerne og manipulation snarere end præferencerne, der afgør udfaldet af demokratiske beslutninger, og det bedste man kan sige om demokratiet som metode er, at det (når det er skruet sammen som det amerikanske) muliggør, at man kan skille sig af med slynglerne og at ingen kan sidde på det hele.  Der er—bortset fra indledningen og afslutningen—meget lidt i bogen, som ikke er blevet sagt før af Riker eller andre, men her bliver det sagt (relativt) uteknisk og med stor sammenhæng og systematik.  Den er givetvis kendt af få herhjemme, men i den amerikanske akademiske verden er den en klassiker næsten på linie med f.eks. Dahls Who Governs? (og så er den væsentligt bedre!), og gennem Rikers elever (Shepsle, Weingast m.fl.) er den blevet uhyre indflydelsesrig.  For mit eget vedkommende fandt jeg i 1988 ved første øjekast bogen nærmest gabende kedsommelig, og jeg stillede den tilbage på bibliotekshylden med det samme; få år senere, i 1993, gik det op for mig, hvor dramatisk den udfordrede de fleste demokratiforestillinger, og siden hen har den spillet en stor rolle for mine egne arbejder.
  • Robert Axelrod: The Evolution of Cooperation (1985).  Det var ikke Axelrod, der opfandt spilteori, heller ikke Fangernes Dilemma, og ikke engang (helt) “Tit-for-Tat” strategien.  Men der har næppe været et andet værk, der har udbredt disse begreber til så mange ikke-fagøkonomiske akademikere (og en del ikke-akademikere).  Bottom-line: At selv under de værst tænkelige omstændigheder, kan det faktisk være rationelt for egennytte-maksimerende aktører at opføre sig på en samarbejdsvillig måde (snarere end at modarbejde hinanden).  Og så er den så beundringsværdigt kort!
  • Runner-up(s): Et eller andet af den klassisk liberale jurist og retsfilosof Richard A. Epstein.  Han fortjener det–—problemet er blot hvilken en af hans bøger.  Takings: Private Property and Eminent Domain (1984) er givetvis den mest indflydelsesrige; den har påvirket en hel generation af yngre liberale/konservative jurister i USA, og den blev endda nævnt under senatets afhøring af Clarence Thomas.  Men jeg synes selv bedre om Simple Rules for A Complex World (1995) eller Principles for A Free Society: Reconciling Individual Liberty with the Common Good (1998), som begge er mere originale i deres forsøg på at “recaste” grundlaget for en liberalisme og m.h.t. at ophæve modsætningen mellem rettighedshensyn og konsekvenshensyn.

Men … hvad er det (åbenlyst) triste ved disse?  Bortset fra Epstein, så se på udgivelsesdatoerne: Alle de tre første bøger er fra begyndelsen af 1980erne og reelt populariseringer af arbejder helt tilbage fra 1960erne og 1970erne.  Og … de er alle amerikanske.  Ikke at der er noget galt ved det, men det siger noget om tilstanden i Europa.

Republikansk selvransagelse

Præsidenten for American Enterprise Institute Christopher DeMuth har skrevet en fremragende artikel kaldet “unlimited government“. Artiklen demonstrerer på glimrende (og skræmmende) vis, i hvor høj grad den herskende amerikanske politiske kultur afviger fra hvad “the founding fathers” havde i tankerne samt, at den amerikanske forfatnings ord og ånd  dagligt krænkes af politikere og embedsmænd i Washington. Her blot nogle udpluk men artiklen skal læses i sin helhed:

Thomas Jefferson played the pivotal role in choosing the site for our national capital, and selected what was essentially a malarial swamp. He had been in Paris when the Constitution was drafted, and he was not much impressed by its parchment provisions for limited government. So—anticipating the old dictum that “no man’s life, liberty, or property is safe while the legislature is in session”—Jefferson added a climatologic backstop. Long, miserable summers were to serve as a natural deterrent to the growth of our national apparatus.

It worked beautifully for more than a century. Legislators, lobbyists, and executive officials fled the capital en masse most summers, right through the late 1920s—when air conditioning was introduced. With the deployment of that subversive technology, there began a notable expansion of the federal leviathan.

The emergence of 24/7/52 legislating is one of many ways in which modern American government has become much busier and more businesslike than it used to be. While busyness is a virtue in most of life, the men who founded our nation would not have considered it advantageous to government. They carefully contrived a state that would be cumbersome and inefficient at getting its act together, with divided and contending powers both inside Washington and between Washington and the states, and a profusion of checks and balances throughout. They wanted government to be robust and decisive in a limited sphere, but also considered government a threat to freedom and happiness, and worried it would engross private society, property, commerce, and culture. “Government,” said John Adams, “turns every contingency into an excuse for enhancing power in itself.” “Government,” said George Washington, “is not reason; it is not eloquence; it is force. Like fire, it is a dangerous servant and a fearful master.” And those were the Federalists.

Let me offer two examples of practices that are unquestionably un-Constitutional yet are hardly questioned at all. Neither even came up at Chief Justice Roberts’s confirmation hearing. The first concerns taxation.

[..]The framers, regarding taxation as the most politically sensitive of government powers, required that all bills for raising revenue must originate in the people’s chamber, the House of Representatives. This is the sort of fussy procedural formality that is just a damn nuisance when it comes to running a modern, efficient government. Accordingly, twice in recent years Congress has empowered agencies to devise and collect taxes all on their own—first the Federal Communications Commission in 1996, and then the new Public Company Accounting Oversight Board established by the Sarbanes-Oxley Act in 2002. Both agencies decide how much they want to spend, set a tax that will generate the desired funds, and increase the tax as needed to keep their business plans on track.

[…]My second example concerns federalism. Justice Louis Brandeis wrote in a famous opinion that federalism fosters “laboratories of democracy,” where policies can be tried in individual states and their good or poor results noted elsewhere. The growth of federal power has shuttered many of those laboratories. A federal government that can ban the personal use of medical marijuana grown right in your own backyard—which is plainly neither “interstate” nor “commerce,” yet was easily upheld by the Supreme Court last term—can do just about anything to blot out local policy choices.

Even more striking are the new coast-to-coast regimes being constructed by state officials like New York Attorney General Eliot Spitzer. He candidly admits that his mission is the wholesale restructuring of entire industries on a nationwide scale. The agreements he has imposed on Merrill Lynch and other financial services firms make detailed requirements of how the firms are to be managed in the future. This has created, thanks to collaboration with officials in other states, new national regulatory programs established entirely outside the legislative process and outside the public rule-making procedures of regulatory agencies. Instead, the deals are cut in lawyers’ offices. The results are policy cartels with no exit for any firm or customer, no policy competition or experimentation, no federalism.

The emerging phenomenon is one of multiplying special-purpose national governments operating in parallel with the official national government and without any coterminous political accountability. This has come to pass because of the desuetude of several Constitutional provisions, none more important than the Compact Clause, which provides that “no State shall, without the Consent of Congress, enter into any Agreement…with another State.” The requirement of Congressional approval is unqualified and it is fundamental. For a gang of states to go off on their own and set up independent governing regimes is, politically, a form of partial secession. Yet this protection has lapsed through judicial neglect.

[..]the principle of limited government is not a bit less urgent today than it was two centuries ago. It has now been 25 years since Ronald Reagan arrived in Washington announcing his intention to “check and reverse the growth of government.” That quarter century has been governed mainly by Republican Presidents, and increasingly by Republican legislatures, and even the one Democratic President declared that “the era of big government is over.” Yet the federal government’s annual domestic spending doubled during the period, from about $900 billion to about $1.8 trillion (in 2000 dollars). Today the federal government’s fiscal imbalance—the excess of projected future expenditures over projected future revenues—is close to $70 trillion. About $20 trillion of this enormous sum was tacked on just in 2003, with the addition of a massive, unfunded Medicare entitlement to prescription drug benefits. Increasing taxes to pay for our standing policy commitments would move U.S. rates to the levels prevailing in today’s socialist European nations.

At artiklen allerede har haft effekt kan ses på National Review, hvor Jonah Goldberg, som undertegnede ellers ofte har det svært med, roser artiklen til skyerne og under overskriften “Republican Reformation” argumenterer for, at amerikanske konservative skal “genfødes” som tilhængere af en begrænset stat. Hvis det er den fremtidige linje hos toneangivende konservative såsom skribenterne hos National Review som ellers ofte går mere op i moralske spørgsmål end at begrænse den føderale stat, så er der håb for, at den næste republikanske præsident fører (klassisk) republikansk politik og ikke som den nuværende bruger penge “som en fuld sømand på orlov” som en punditokrat for nyligt udtalte det på tv.

Cameron og konservatismen

De britiske konservative fik for et par dage siden ny leder. David Cameron vandt over David Davis med mere end 2/3 af de afgivne stemmer (læs mere her). Det har hele tiden været kendt, at Cameron er mere midtsøgende end hans rival David Davis. Et lille indblik i hvor midtsøgende (for nu at sige det pænt) Cameron er, kan man få ved at kaste et hurtigt blik på mandens sejrstale. I talen, hvor Cameron identificerer sig med en “compasionate conservatism”, oplister han seks “udfordringer”, som han mener det konservative parti skal tage op. Her er et par korte uddrag:

The second big challenge is to reform our public services. Today there are 68,000 people training as teachers, doctors and nurses. I want them working in public services that are well funded but over which they have the freedom to control and deliver the service the public wants. So we have to meet that challenge and end the opt out culture of helping a few more people to escape public services.

The next great challenge is the quality of life. I want my children, your children, to grow up in a country where the streets are safe, the public space isn’t filthy, where it isn’t a hassle to get around, you can own your own home and where climate change and the environment aren’t an afterthought. That means setting targets for reducing carbon but it also means taking tough decisions to make sure we meet them. I tried to make a start this morning by biking to work.

The sixth and the final challenge is at the heart of all the others, it is having social action to ensure social justice, and a stronger society.

Ud fra partistrategiske hensyn og for at øge chancerne for at vinde regeringsmagten kan det naturligvis være formålstjenligt at vælge en leder, der vil placere det konservative parti tættere på Labour end tilfældet hidtil har været. Men det har så sandelig også en pris… Den er, at Toryerne nu har fået en “compasionate conservative” som ny leder – en leder, for hvem lavere skatter, mindre offentlig sektor, frit valg og øget frihed tilsyneladende ikke er prioriteter. Og en leder, der tilmed gør en dyd ud af at cykle på arbejde for at modgå klimaforandringer, og som hylder “social retfærdighed”. Velbekomme!

Kurrilds kanon

“Er vi ved at blive nogle grånende gamlinge, som primært læner os op af [gamle] bøger?”, spørger Peter Kurrild i en post den 3. dec. For derpå at opstille en interessant juleleg om de tre vigtigste samfundsvidenskabelige bøger siden 1980, hvilket allerede har udløst flere kommentater og god debat. Det afslører vist, at nogle af os netop læner os op af bøger, og undertegnede melder sig gerne frivilligt blandt bogormene. Det kan godt være, at virkeligheden raser af sted – bøger eller ej – men gode bøger destillerer virkeligheden og hjælper med orienteringen – og de bedste af dem påvirker deres sam- og eftertid.

Hvis jeg skal pege på tre eksempler siden 1980, må det blive: Allan Bloom: The Closing of the American Mind (1987); Francis Fukuyama: The End of History and the Last Man (1992) og Harold Bloom: The Western Canon (1994).

Tre forskellige bøger, vistså – konservative snarere end liberalistiske i deres udsyn – men det er ikke afgørende. Det afgørende er, at der hver på deres måde, på én og samme gang, portrætterer deres tid og øver stærk indflydelse.

Den første, Allan Blooms mursten, er en slags vandring i den idépolitiske tradition i Vesten – fra Platon og frem – samt en lige højre til venstreorienteringen på de amerikanske universiteter, ligesom den udstiller hele forsøget på at give bestemte kulturer og minoriteter særrettigheder. En klart politisk ukorrekt bog, selv i dag, knap 20 år senere.

Den anden er mere poppet og tilgængelig og solgte endnu bedre; den satte en ny standard for den grundlæggende politiske diskussion på det tidspunkt – efter Murens fald – ved at argumentere for, at det liberale demokrati er det eneste legitime politiske system. Selv om Fukuyama blev udlagt som jubeloptimist, så er han nærmest tragiker, hvis man også læser slutningen om de moderne, modløse mennesker – som taget ud af Nietzsches samtidskritik.

Den sidste, Harold Blooms kanon, er godt nok litteraturhistorisk i sit sigte, men favner alligevel bredere. Ikke så meget pga. de enkelte klassikerportrætter, som pga. forfatterens insisteren på en kanon og visse vestlige dyder, der længe har været under angreb. Bloom opdeler vores historie i en teokratisk, en aristokratisk, en demokratisk og en kaotisk tidsalder, og det virker – undskyld mig – overraskende aktuelt i dag.

Hvis der var plads til flere samfundsvidenskabelige bøger på Kurrilds kanon, ville jeg medtage Ibn Warraqs religionskritik i bogen Why I am Not a Muslim fra 1995 eller Salman Rushdies roman De sataniske vers (selv om den er fiktiv), hvilket også antyder, at diskussionen anno 2005 er en anden end diskussionen efter Murens fald. At islamismen er vor tids totalitarisme, er jeg ikke et sekund i tvivl om. Her begynder en ny duel. Ikke bare på ord, men også på vilje til magt.

Bedste "nye klassikere"?

Jeg får altid et varmt, men svagt spydigt, indre smil på læben, når jeg hører den ene eller den anden af mine (typisk midaldrende) fagfæller taler om “det nye venstre”, som om det var en ung og fremadstormende retning indenfor samfundstænkningen–snarere end det, det virkelig er, nemlig et begreb, der er stort set ukendt for folk, der ikke var teenagere eller studerende i 1970erne, og et som er uden nogen form for nutidig relevans.

Men i mine lidt mere “mørke” øjeblikke kan det også godt slå mig: Hvordan står det egentlig til med “det nye højre”, som man talte så meget om i 1980erne?  Er vi også ved at blive nogle grånende gamlinge, som primært læner os op af bøger, der sidst var nytænkende for et kvart århundrede siden?  Da jeg selv begyndte at interesse mig for liberale idéer i begyndelsen af 1980erne, var det i det umiddelbare kølvand af 15-20 år med en sand strøm af ubetvivleligt virkeligt “store”, moderne klassikere indenfor liberal og konservativ tænkning: Værker, som enten var samfundsvidenskabelige og ændrede måden, man tænker om virkeligheden på, eller mere normative teorier, som grundlæggende udfordrede det moralsk-etiske grundlag for samfundstænkningen.

Hvis vi lægger snittene ved henholdsvis 1960 og 1980, så er der (i kronologisk orden) disse oplagte klassikere (omend flere måske kunne nævnes):

  • F.A. Hayek: The Constitution of Liberty (1960)
  • Milton Friedman: Capitalism and Freedom (1962)
  • James M. Buchanan & Gordon Tullock: The Calculus of Consent: The Logical Foundations of Constitutional Democracy (1962)
  • Mancur Olson: The Logic of Collective Action (1965)
  • William A. Niskanen: Bureaucracy and Representative Government (1971)
  • David Friedman: The Machinery of Freedom: A Guide to A Radical Capitalism (1973)
  • Murray N. Rothbard: For A New Liberty (1973)
  • Robert Nozick: Anarchy, State and Utopia (1974)
  • James M. Buchanan: The Limits of Liberty: Between Anarchy and Leviathan (1975)
  • F.A. Hayek: Law, Legislation and Liberty (1976-79)
  • Milton & Rose Friedman: Free to Choose (1980)

Reelt set er det nok kun tre-fire af disse, der for alvor er virkelige klassikere, men listen er dog intet mindre end en sand perlerække af værker, som hver på deres måde påvirkede titusinder af opiniondannere og i nogle tilfælde direkte eller indirekte millioner af mennesker.

Og hvad nu?  Mit eget indtryk er, at liberal tænkning–i en bred forstand, altså fra frimarkedsorienteret konservatisme til anarcho-libertarianisme, normativ filosoferen og mere positiv samfundsvidenskab, der blot trækker i den retning–har det både godt og skidt.  På den “gode” side er det et faktum, at det idag formodentlig er lettere at få udgivet værker, som udfordrer traditionel centrum-venstre ortodoksi end på noget andet tidspunkt siden 1930erne, og det er givetvis også tilfældet, at der udkommer flere og mere liberalistiske/konservative forskningsbaserede fagbøger, debatbøger, fagtidsskriftsartikler, kronikker m.v., end måske nogensinde.

På den “skidte” side må jeg sige, at jeg samtidigt synes, at det er påfaldende så langt, der p.t. er “mellem snapsene”.  Da Anarchy, State and Utopia i sin tid udkom, vidste alle i det fagfilosofiske miljø indenfor ét år, at her var der tale om intet mindre end en trend-sættende blockbuster.  Indenfor to-tre år havde adskillige tidsskrifter udsendt temanumre om bogen, og der udkom siden hen hele antologier og monografer om Nozick.

Hvor er der noget, der blot tilnærmelsesvis minder om det idag?  Efter min mening er der–desværre–ikke noget, der reelt kommer i nærheden.  Bevares, der bliver skrevet mange gode frihedsorienterede bøger om markedøkonomi, globalisering, o.s.v., men er det ikke ret beset tilfældet, at de fleste af dem er … ahem … “third hand dealers in ideas”?  De er gode i anvendelserne og fremstillingerne, men bidrager sjældent, hvis nogensinde, til videreudviklingen.  (I visse dele af den klassisk-liberale lejr virker det endog som om, at man er godt tilfredse med ikke at videreudvikle tænkningen, hvis man kan nøjes med lidt solipsistisk recitering af evangeliet.)  Er “det nye højres” tænkning blevet et i Kunhsk forstand degenerende paradigme?

Men måske jeg er for pessimistisk her?  I så fald, er der her en “konkurrence” for intellektuelle–eller ihvertfald en udfordring.  Kære med-Punditokrater og Punditokrat-læsere: Hvad er de tre vigtigste bøger–klassikere eller potentielle klassikere–skrevet siden 1980? Værker, der i bemærkelsesværdig grad har bragt eller realistisk vil kunne bringe frihedsorienteret tænkning videre frem?  Lad os få nogle bud og nogle begrundelser. (Vi har tidligere spurgt læserne om slige ting; Nicolai Foss har f.eks. igangsat debatter her om, hvad der skulle med i en samfundsvidenskabelig kanon, og hvem der burde have Nobelprisen i økonomi.)

Jeg har mine egne favoritter, men dem vil jeg gemme lidt endnu–til jeg har set, hvad der ellers kommer på bordet.