Tag-arkiv: konservative

Hvor dyb er den konservative krise?

Forleden trådte Henriette Kjær tilbage som konservativ ordfører, og snart også fra dansk politik. Tidligere har udenrigsminister Lene Espersen stået for skud, da hun valgte at tage på privat ferie i stedet for til møde i Arktisk Råd. Det Konservative Folkeparti har reageret på personkrisen ved at skifte ledelsen ud, hvilket nu indebærer at den solide, men ukarismatiske Lars Barfoed bliver partiformand, mens Carina Christensen – en af de senere regeringers mest usynlige ministre – skal løfte den særdeles mediesynlige opgave som politisk ordfører. De konservative har beklaget sig over en række forhold fra uretfærdig hetz fra mediernes side til lillebrorrollen i regeringen og at støttepartiet Dansk Folkeparti skulle have for meget indflydelse på den førte politik.

Det kan sagtens være, at der er grund til at klage, men det burde også være tydeligt for alle, at partiet er i dyb krise af flere andre grunde. En af grundene er den skrigende mangel på politisk talent blandt konservative. Dygtige politikere er blevet presset ud af magtgrunde – udskiftningen på udenrigsministerposten fra Per Stig Møller til Lene Espersen taler vel sit klare sprog – og når man udnævner Carina Christensen til frontfigur er det et signal om, hvor stor mangelen er. Med undtagelse af den noget uldentmundede Rasmus Jarlov er det noget af en udfordring at finde et eneste talent blandt de konservative i landspolitik.

Men en anden grund er også, at det ikke længere er klart, hvad det Konservative Folkeparti egentlig står for. De seneste år har det næsten virket som om, det stod for alt Venstre ville, bare plus ti procent: Efterlønnen skal afskaffes hurtigere, skatterne skal sænkes mere, der skal gøres mere for erhvervslivet. Forslagene har ofte (men ikke altid) været fornuftige nok, men næppe afsløret den store, selvstændige tænkning. Og hvad har der været specielt konservativt i dem? På trods af det har mange konservative, inklusive i et oplysende indslag i DR2’s Deadline, understreget, at de ikke er liberale. De kan skam godt lide staten og vil gerne have, at den blev stærkere. De vil skam gerne hjælpe de svageste i samfundet. Alt sammen med en underliggende tone af anklage – liberalister er onde mennesker i en eller anden ikke nærmere defineret, men helt klart konservativ forstand.

Hvis nogle af læserne føler sig uenige, vil jeg gerne viderebringe en udfordring: Forklar mig, hvad der er særligt konservativt, og ikke blot enten højreorienteret eller almindelig, sund fornuft! Med den udfordring følger også en figur, der illustrerer hvor dyb og grundlæggende, den konservative krise er. Figuren nedenfor viser den konservative andel af Folketinget fra 1946 til 2010. Den røde linje illustrerer, hvordan udviklingen ser ud hvis partiet får ti mandater ved det valg, der skal komme i år. Det burde være klart, at det vil være det værste valg siden jordskredsvalget i 1973, der trods alt mest flyttede mandater indenfor den blå blok. Og hvis resultatet bliver værre end det, skal man tilbage til 1901 for at finde et lignende nederlag. Prøv at forklare det problem med mediehetz.