Som følge af mit forrige indlæg inviterede denne Punditokrat Kai Sørlander til at svare på min replik. Til min (og forhåbentligt også læsernes) glæde har Sørlander trods stor travlhed med øvrige projekter indvilliget i at fortsætte debatten med nedenstående indlæg.

Endnu en omgang om demokratisk ansvar og juridisk hegemoni

I sit indlæg her på Punditokraterne den 4. marts svarer Jakob Mchangama på min tidligere klumme fra 180 grader; og det bliver nu tydeligere, at vor uenighed først og fremmest er principiel. Den angår selve det principielle grundlag, hvorpå vi bør bygge vor argumentation for ønskværdigheden af den demokratiske retsstat. Og her vil jeg forsøge at klargøre vor uenighed ved at tage fat om Mchangamas fremstilling af mit standpunkt og påpege, hvad han overser, og hvorledes han rent principielt går fejl.

Skal man tro Mchangamas fremstilling af min position, så opstiller jeg en ”præmis om, at den endelige vurdering af nationens sikkerhed i en retsstat altid må foretages og afgøres af den udøvende magt”. Men det er forkert. Min argumentation bygger ikke på den vilkårlige opstilling af en sådan præmis. Min præmis i den politiske filosofi kan derimod formuleres som et krav om politisk ligeværdighed. Dette krav bygger så igen på dybereliggende etiske overvejelser; men det er et andet spørgsmål, som jeg her skal lade ligge. Det er så fra kravet om politisk ligeværdighed, at jeg drager den konsekvens, at alle borgere helt basalt bør have lige ret til at deltage i den politiske beslutningsproces. En konsekvens, som vi af praktiske grunde udmønter i det repræsentative demokrati med dets institutioner. Men mere om det senere.

Det, at Mchangama således misforstår grundlaget for min position, er en alvorlig sag, fordi det efterfølgende fører til, at han fordrejer modsætningen imellem os. Ifølge ham går jeg ind for, at ”den udøvende magts beføjelser” i spørgsmål om national sikkerhed ”trumfer hensynet til individets interesse i at få afprøvet om den udøvende magts beslutning er i strid med grundlæggende frihedsrettigheder”. For ham er det omvendt. Han synes at anse det som helt indlysende, at det er i individets interesse at få en uafhængig domstolsprøvelse af alle politiske afgørelser – derunder også sikkerhedspolitiske. Således at domstolen kan afgøre, om den udøvende magts beslutninger er i strid med grundlæggende frihedsrettigheder.

Men her har Mchangama – set ud fra præmissen om politisk ligeværdighed – en alt for snæver opfattelse af, hvad der er individets interesse. Han opfatter alene individets interesse ud fra muligheden for, at individet kan blive offer for en politisk anklage. Han ignorerer derimod ganske, at i demokratiet er individet også på et basalt niveau selv deltager i den udøvende magts beslutninger; og at individet derfor også har en interesse i, at ingen får (eller tiltager sig) en magt, som bryder med den politiske ligeværdighed.

Denne interesse søger vi som sagt at efterkomme i det repræsentative demokrati ved at vælge repræsentanter, som skal tage politiske beslutninger på vore vegne, og som skal stå til ansvar for deres beslutninger ved regelmæssige valg. For at dette kan foregå på anstændig vis, er det absolut nødvendigt, at der er en fri og uafhængig presse, som kan sikre, at alle får adgang til de bedst mulige informationer, og således giver dem et grundlag, hvorpå de kan tage selvstændig stilling til politikerne og deres beslutninger. Uden en sådan presse, som giver os mulighed for at diskutere med og kritisere vore politikere, er demokratiet en tom skal.

Dette demokrati er ikke ideelt, men kan vi lave noget bedre? Indtil nu står det kun fast, at den politiske magt i demokratiet er bundet af ansvaret over for pressen og vælgerne. Hvis politikerne tager uansvarlige beslutninger, kan vi kritisere dem og vælge nogle andre. Men kan vi være sikre på, at den proces fører til de rigtige beslutninger? Fuldstændig sikre kan vi ikke være. Der kræves som minimum, at folkeflertallet selv er villig til at kæmpe for en demokratisk mindretalsbeskyttelse. Og det er ikke uden videre givet. Det kræver en vis politisk udvikling. Men spørgsmålet er, om vi kan gøre noget andet. Om vi kan skabe større sikkerhed for en demokratisk mindretalsbeskyttelse ved at sætte en juridisk domstol ind som stopklods i den politiske beslutningsproces.

Det er det, som Mchangama i realiteten kræver, at vi skal gøre. Han vil have, at der skal indsættes en (form for) juridisk domstol til at afgøre, om de politiske beslutninger i demokratiet er i overensstemmelse med individets frihedsrettigheder. I hans model skal det ikke være i den demokratiske proces, at disse spørgsmål finder deres afgørelse, men det skal være en særlig juridisk domstol, der foretager den endelige vurdering af, om det politiske skøn er holdbart. Det skal være dommerne og ikke de demokratiske politikere, der har magt til at udøve det afgørende skøn.

Er den situation så bedre end den, hvor det endelige skøn ligger i den demokratiske proces? Det mener Mchangama. Han siger: ”Kontrol foretaget af uafhængige og uafsættelige dommere der ikke er på valg, værner således mod alle former for magtmisbrug, som magthavere bevidst eller ubevidst begår, når der ingen kontrol er med deres handlinger”. Men den påstand forekommer mig at indeholde kritikken af sig selv. Hvis magthavere bevidst eller ubevidst begår magtmisbrug, når der ingen kontrol er med deres handlinger, hvem kontrollerer så, at de pågældende dommere ikke begår magtmisbrug? Hvem kontrollerer, at de ikke – bevidst eller ubevidst – sætter deres eget politiske skøn ind som erstatning for det demokratiske? Måske finder de, at deres eget skøn er udtryk for et bedre menneskesyn end det, som kommer til udtryk igennem den demokratiske proces og dens ansvarsrelationer.

Det er muligt, og det er også muligt, at de i så tilfælde ville være ofre for et selvbedrag. Derfor har Mchangama ikke givet nogen tvingende argumentation for, at et sådant system rent principielt skulle være at foretrække. Og min påstand er, at vi rent principielt bør holde fast ved den demokratiske ansvarsfordeling – hvor det politiske ansvar ligger i den demokratiske proces og ikke lægges over i en juridisk domstol – fordi det er ensbetydende med en principiel fastholden af den politiske ligeværdighed som grundværdi.

Det er vigtigt at forstå, at diskussionen indtil nu har været rent principiel. Med det, jeg hidtil har sagt, har jeg ikke taget stilling til nogen konkret sag. Hverken til sagen om udvisningen af de to tunesere, som planlagde at myrde Kurt Westergaard, eller til sagen om den hollandske regerings forsøg på at forbyde Geert Wilders’ Koran-film med henvisning til national sikkerhed. Og fra det, som jeg hidtil har sagt, kan ikke direkte drages nogen konklusion med hensyn til, hvad jeg (eller andre) bør mene i de konkrete sager. Men før jeg går videre ad den vej, er der grund til lige at føre den principielle diskussion et skridt videre.

Min foreløbige konklusion er, at der ikke findes nogen principielt tvingende argumentation for, at man skal indføre en juridisk prøvning af den demokratiske magts beslutninger. Principielt skal prøvningen af disse beslutninger ligge i den demokratiske debat og proces. Men inden for denne ramme er der logisk mulighed for, at den politiske magt gennem en demokratisk vedtaget beslutning kan binde sig selv med visse konventioner – fx menneskerettigheder – og at den kan nedsætte en form for uafhængige juridiske instanser, der skal vurdere, om lovgivningen og de politiske beslutninger overholder konventionerne. Det kan man gøre som politisk valg; og man skal derfor også forstå, at det må være op til den politiske proces at gøre valget om, hvis man finder, at en sådan instans overskrider sine beføjelser og br
uger sin magt politisk. De
t er kun, hvis man ikke forstår, at den grundlæggende afgørelse til syvende og sidst bør ligge i den demokratiske dimension, at ens politiske filosofi ikke er rationel.

Det vil sige, at der ikke findes noget principielt rigtigt svar på, om man i den demokratiske politik bør vedtage at installere sådanne kontrollerende domstole. Det er en politisk afgørelse, og der kan siges både positivt og negativt. Det gælder også vor binding til Den Europæiske Menneskeretsdomstol. Men disse vigtige spørgsmål behøver jeg ikke at gå nærmere ind på her. Jeg kan dog ikke nære mig for ganske kort at pege på, at der i hvert fald er ét punkt, hvor den form for politik har været skadelig. Det gælder asyl- og indvandringspolitikken.

De politisk vedtagne konventioner blev gjort til ”evige sandheder”, som kunne trumfe enhver reel diskussion af de forudsigelige sociale konsekvenser af indvandringspolitikken. Alt, hvad tidligere erfaringer kunne lære os om problemerne med indvandring, blev sat til side med henvisning til, hvad mere eller mindre officielle menneskeretsinstitutioner kunne tænkes at mene. Alle betænkeligheder og ønsker om pragmatisk tilbageholdenhed blev gjort til fremmedhad. På afgørende vis blev den rationelle debat om indvandringspolitikken amputeret af en misforstået brug af konventioner – og en misforstået opfattelse af forholdet mellem det politiske og det juridiske. Og det – forholdet mellem det politiske og det juridiske – er det centrale i den diskussion, som vi er i gang med.

Lad mig så vende tilbage til de konkrete sager, som har rejst denne diskussion. Altså først sagen om udvisningen af de to tunesere, der planlagde at myrde Kurt Westergaard, og derefter sagen om Geert Wilders’ Koran-film, som Mchangama har inddraget med sit indlæg her på bloggen den 5. marts. Det, jeg hævder, er, at de to sager grundlæggende er politiske, og derfor i sidste instans skal afgøres af den politiske myndighed, der står til demokratisk ansvar. Som jeg i mine tidligere indlæg i denne diskussion har gjort opmærksom på, er der væsentlige argumenter for at anse tunesernes tilstedeværelse som en sikkerhedspolitisk trussel, fordi de vil dræbe et symbol på vor ytringsfrihed.

Hvor langt sådanne overvejelser skal have vægt, findes der ikke noget entydigt svar på. Det er en politisk afgørelse. Ligesom det er en politisk afgørelse, om man skal lade tunesernes sag prøve ved en uafhængig juridisk instans. Det vil sige, at den, der ikke politisk ønsker en sådan uafhængig prøvelse, ikke nødvendigvis bryder med principperne for en demokratisk retsstat, for ifølge disse principper bør den sidste afgørelse være politisk. Man kan være politisk uenig uden derfor at være principielt uenig (selvom der er en del, der misforstår situationen og gør deres egen politiske position til den principielt rigtige). Og vil flertallet ikke acceptere de politikere, der har den holdning, så kan de stemme på nogle andre. Ligesom man må gøre, hvis man ikke vil acceptere de siddende politikeres indvandringspolitik. Det er i den demokratiske debat og procedure, at grænserne i sidste instans bør trækkes, og ikke af en juridisk domstol.

Noget tilsvarende kan siges om sagen omkring dem hollandske regerings behandling af Geert Wilders. Mchangama synes at mene, at fordi jeg hævder, at spørgsmål om national sikkerhed er politiske og ikke skal afgøres af en juridisk domstol, så udelukker jeg kritik af den hollandske regering, der vil forbyde Wilders’ film af nationale sikkerhedsgrunde. Og så udelukker jeg, at han kan få sin sag prøvet. Men det er da en skræmmende blindhed. Selvfølgelig kan Wilders få sin sag prøvet. Og meget bedre end ved en domstol. Han kan få den prøvet i den demokratiske proces med dens åbne debat og med dens udskiftning af politikere. Her skal det afgøres, om folk vil finde sig i en sådan regering, eller om de vil afsætte den.

Om de deler regeringens opfattelse af forholdet mellem ytringsfrihed og national sikkerhed. Det er kun således, at man holder demokratiet og ytringsfriheden levende. For mig at se er det farligt for demokratiet, hvis man tror, at det skal være en domstol og ikke en politisk opposition, som skal stoppe regeringen. For afgørelsen kan have store sociale konsekvenser. Rent bogstaveligt kan den føre til ”brand i gaden” og i alvorligste fald til noget, der minder om borgerkrig. Hvilket ansvar ville en domstol have, hvis det kunne forudses? Her er det bedst, at ansvaret bæres demokratisk, for demokratiet og ytringsfriheden kan kun komme sejrrigt igennem sådanne ”borgerskrigslignende tilstande”, hvis de har almindelig folkelig opbakning. Altså hvis flertallet af borgere reelt er villige til at stå inde for dem og at bære konsekvenserne. I det perspektiv er det en illusion at tro, at ytringsfriheden kan sikres igennem en domstolsafgørelse.

Da det selvfølgelig er umuligt i et indlæg som dette at komme ordentligt i dybden med argumentationen, vil jeg tillade mig at slutte med at nævne, at jeg har givet en udførligere redegørelse for min politiske filosofi i bøgerne Om menneskerettigheder (2000) og Under evighedens synsvinkel (1997). Noget, der følges op i min nye bog Forsvar for rationaliteten (med undertitlen Religion og politik i filosofisk perspektiv), der udkommer på tirsdag den 11. marts på Informations Forlag.