Tag-arkiv: konstitutionalisme

Gæsteindlæg: Endnu en omgang om demokratisk ansvar og juridisk hegemoni. Af Kai Sørlander

Som følge af mit forrige indlæg inviterede denne Punditokrat Kai Sørlander til at svare på min replik. Til min (og forhåbentligt også læsernes) glæde har Sørlander trods stor travlhed med øvrige projekter indvilliget i at fortsætte debatten med nedenstående indlæg.

Endnu en omgang om demokratisk ansvar og juridisk hegemoni

I sit indlæg her på Punditokraterne den 4. marts svarer Jakob Mchangama på min tidligere klumme fra 180 grader; og det bliver nu tydeligere, at vor uenighed først og fremmest er principiel. Den angår selve det principielle grundlag, hvorpå vi bør bygge vor argumentation for ønskværdigheden af den demokratiske retsstat. Og her vil jeg forsøge at klargøre vor uenighed ved at tage fat om Mchangamas fremstilling af mit standpunkt og påpege, hvad han overser, og hvorledes han rent principielt går fejl.

Skal man tro Mchangamas fremstilling af min position, så opstiller jeg en ”præmis om, at den endelige vurdering af nationens sikkerhed i en retsstat altid må foretages og afgøres af den udøvende magt”. Men det er forkert. Min argumentation bygger ikke på den vilkårlige opstilling af en sådan præmis. Min præmis i den politiske filosofi kan derimod formuleres som et krav om politisk ligeværdighed. Dette krav bygger så igen på dybereliggende etiske overvejelser; men det er et andet spørgsmål, som jeg her skal lade ligge. Det er så fra kravet om politisk ligeværdighed, at jeg drager den konsekvens, at alle borgere helt basalt bør have lige ret til at deltage i den politiske beslutningsproces. En konsekvens, som vi af praktiske grunde udmønter i det repræsentative demokrati med dets institutioner. Men mere om det senere.

Det, at Mchangama således misforstår grundlaget for min position, er en alvorlig sag, fordi det efterfølgende fører til, at han fordrejer modsætningen imellem os. Ifølge ham går jeg ind for, at ”den udøvende magts beføjelser” i spørgsmål om national sikkerhed ”trumfer hensynet til individets interesse i at få afprøvet om den udøvende magts beslutning er i strid med grundlæggende frihedsrettigheder”. For ham er det omvendt. Han synes at anse det som helt indlysende, at det er i individets interesse at få en uafhængig domstolsprøvelse af alle politiske afgørelser – derunder også sikkerhedspolitiske. Således at domstolen kan afgøre, om den udøvende magts beslutninger er i strid med grundlæggende frihedsrettigheder.

Men her har Mchangama – set ud fra præmissen om politisk ligeværdighed – en alt for snæver opfattelse af, hvad der er individets interesse. Han opfatter alene individets interesse ud fra muligheden for, at individet kan blive offer for en politisk anklage. Han ignorerer derimod ganske, at i demokratiet er individet også på et basalt niveau selv deltager i den udøvende magts beslutninger; og at individet derfor også har en interesse i, at ingen får (eller tiltager sig) en magt, som bryder med den politiske ligeværdighed.

Denne interesse søger vi som sagt at efterkomme i det repræsentative demokrati ved at vælge repræsentanter, som skal tage politiske beslutninger på vore vegne, og som skal stå til ansvar for deres beslutninger ved regelmæssige valg. For at dette kan foregå på anstændig vis, er det absolut nødvendigt, at der er en fri og uafhængig presse, som kan sikre, at alle får adgang til de bedst mulige informationer, og således giver dem et grundlag, hvorpå de kan tage selvstændig stilling til politikerne og deres beslutninger. Uden en sådan presse, som giver os mulighed for at diskutere med og kritisere vore politikere, er demokratiet en tom skal.

Dette demokrati er ikke ideelt, men kan vi lave noget bedre? Indtil nu står det kun fast, at den politiske magt i demokratiet er bundet af ansvaret over for pressen og vælgerne. Hvis politikerne tager uansvarlige beslutninger, kan vi kritisere dem og vælge nogle andre. Men kan vi være sikre på, at den proces fører til de rigtige beslutninger? Fuldstændig sikre kan vi ikke være. Der kræves som minimum, at folkeflertallet selv er villig til at kæmpe for en demokratisk mindretalsbeskyttelse. Og det er ikke uden videre givet. Det kræver en vis politisk udvikling. Men spørgsmålet er, om vi kan gøre noget andet. Om vi kan skabe større sikkerhed for en demokratisk mindretalsbeskyttelse ved at sætte en juridisk domstol ind som stopklods i den politiske beslutningsproces.

Det er det, som Mchangama i realiteten kræver, at vi skal gøre. Han vil have, at der skal indsættes en (form for) juridisk domstol til at afgøre, om de politiske beslutninger i demokratiet er i overensstemmelse med individets frihedsrettigheder. I hans model skal det ikke være i den demokratiske proces, at disse spørgsmål finder deres afgørelse, men det skal være en særlig juridisk domstol, der foretager den endelige vurdering af, om det politiske skøn er holdbart. Det skal være dommerne og ikke de demokratiske politikere, der har magt til at udøve det afgørende skøn.

Er den situation så bedre end den, hvor det endelige skøn ligger i den demokratiske proces? Det mener Mchangama. Han siger: ”Kontrol foretaget af uafhængige og uafsættelige dommere der ikke er på valg, værner således mod alle former for magtmisbrug, som magthavere bevidst eller ubevidst begår, når der ingen kontrol er med deres handlinger”. Men den påstand forekommer mig at indeholde kritikken af sig selv. Hvis magthavere bevidst eller ubevidst begår magtmisbrug, når der ingen kontrol er med deres handlinger, hvem kontrollerer så, at de pågældende dommere ikke begår magtmisbrug? Hvem kontrollerer, at de ikke – bevidst eller ubevidst – sætter deres eget politiske skøn ind som erstatning for det demokratiske? Måske finder de, at deres eget skøn er udtryk for et bedre menneskesyn end det, som kommer til udtryk igennem den demokratiske proces og dens ansvarsrelationer.

Det er muligt, og det er også muligt, at de i så tilfælde ville være ofre for et selvbedrag. Derfor har Mchangama ikke givet nogen tvingende argumentation for, at et sådant system rent principielt skulle være at foretrække. Og min påstand er, at vi rent principielt bør holde fast ved den demokratiske ansvarsfordeling – hvor det politiske ansvar ligger i den demokratiske proces og ikke lægges over i en juridisk domstol – fordi det er ensbetydende med en principiel fastholden af den politiske ligeværdighed som grundværdi.

Det er vigtigt at forstå, at diskussionen indtil nu har været rent principiel. Med det, jeg hidtil har sagt, har jeg ikke taget stilling til nogen konkret sag. Hverken til sagen om udvisningen af de to tunesere, som planlagde at myrde Kurt Westergaard, eller til sagen om den hollandske regerings forsøg på at forbyde Geert Wilders’ Koran-film med henvisning til national sikkerhed. Og fra det, som jeg hidtil har sagt, kan ikke direkte drages nogen konklusion med hensyn til, hvad jeg (eller andre) bør mene i de konkrete sager. Men før jeg går videre ad den vej, er der grund til lige at føre den principielle diskussion et skridt videre.

Min foreløbige konklusion er, at der ikke findes nogen principielt tvingende argumentation for, at man skal indføre en juridisk prøvning af den demokratiske magts beslutninger. Principielt skal prøvningen af disse beslutninger ligge i den demokratiske debat og proces. Men inden for denne ramme er der logisk mulighed for, at den politiske magt gennem en demokratisk vedtaget beslutning kan binde sig selv med visse konventioner – fx menneskerettigheder – og at den kan nedsætte en form for uafhængige juridiske instanser, der skal vurdere, om lovgivningen og de politiske beslutninger overholder konventionerne. Det kan man gøre som politisk valg; og man skal derfor også forstå, at det må være op til den politiske proces at gøre valget om, hvis man finder, at en sådan instans overskrider sine beføjelser og br
uger sin magt politisk. De
t er kun, hvis man ikke forstår, at den grundlæggende afgørelse til syvende og sidst bør ligge i den demokratiske dimension, at ens politiske filosofi ikke er rationel.

Det vil sige, at der ikke findes noget principielt rigtigt svar på, om man i den demokratiske politik bør vedtage at installere sådanne kontrollerende domstole. Det er en politisk afgørelse, og der kan siges både positivt og negativt. Det gælder også vor binding til Den Europæiske Menneskeretsdomstol. Men disse vigtige spørgsmål behøver jeg ikke at gå nærmere ind på her. Jeg kan dog ikke nære mig for ganske kort at pege på, at der i hvert fald er ét punkt, hvor den form for politik har været skadelig. Det gælder asyl- og indvandringspolitikken.

De politisk vedtagne konventioner blev gjort til ”evige sandheder”, som kunne trumfe enhver reel diskussion af de forudsigelige sociale konsekvenser af indvandringspolitikken. Alt, hvad tidligere erfaringer kunne lære os om problemerne med indvandring, blev sat til side med henvisning til, hvad mere eller mindre officielle menneskeretsinstitutioner kunne tænkes at mene. Alle betænkeligheder og ønsker om pragmatisk tilbageholdenhed blev gjort til fremmedhad. På afgørende vis blev den rationelle debat om indvandringspolitikken amputeret af en misforstået brug af konventioner – og en misforstået opfattelse af forholdet mellem det politiske og det juridiske. Og det – forholdet mellem det politiske og det juridiske – er det centrale i den diskussion, som vi er i gang med.

Lad mig så vende tilbage til de konkrete sager, som har rejst denne diskussion. Altså først sagen om udvisningen af de to tunesere, der planlagde at myrde Kurt Westergaard, og derefter sagen om Geert Wilders’ Koran-film, som Mchangama har inddraget med sit indlæg her på bloggen den 5. marts. Det, jeg hævder, er, at de to sager grundlæggende er politiske, og derfor i sidste instans skal afgøres af den politiske myndighed, der står til demokratisk ansvar. Som jeg i mine tidligere indlæg i denne diskussion har gjort opmærksom på, er der væsentlige argumenter for at anse tunesernes tilstedeværelse som en sikkerhedspolitisk trussel, fordi de vil dræbe et symbol på vor ytringsfrihed.

Hvor langt sådanne overvejelser skal have vægt, findes der ikke noget entydigt svar på. Det er en politisk afgørelse. Ligesom det er en politisk afgørelse, om man skal lade tunesernes sag prøve ved en uafhængig juridisk instans. Det vil sige, at den, der ikke politisk ønsker en sådan uafhængig prøvelse, ikke nødvendigvis bryder med principperne for en demokratisk retsstat, for ifølge disse principper bør den sidste afgørelse være politisk. Man kan være politisk uenig uden derfor at være principielt uenig (selvom der er en del, der misforstår situationen og gør deres egen politiske position til den principielt rigtige). Og vil flertallet ikke acceptere de politikere, der har den holdning, så kan de stemme på nogle andre. Ligesom man må gøre, hvis man ikke vil acceptere de siddende politikeres indvandringspolitik. Det er i den demokratiske debat og procedure, at grænserne i sidste instans bør trækkes, og ikke af en juridisk domstol.

Noget tilsvarende kan siges om sagen omkring dem hollandske regerings behandling af Geert Wilders. Mchangama synes at mene, at fordi jeg hævder, at spørgsmål om national sikkerhed er politiske og ikke skal afgøres af en juridisk domstol, så udelukker jeg kritik af den hollandske regering, der vil forbyde Wilders’ film af nationale sikkerhedsgrunde. Og så udelukker jeg, at han kan få sin sag prøvet. Men det er da en skræmmende blindhed. Selvfølgelig kan Wilders få sin sag prøvet. Og meget bedre end ved en domstol. Han kan få den prøvet i den demokratiske proces med dens åbne debat og med dens udskiftning af politikere. Her skal det afgøres, om folk vil finde sig i en sådan regering, eller om de vil afsætte den.

Om de deler regeringens opfattelse af forholdet mellem ytringsfrihed og national sikkerhed. Det er kun således, at man holder demokratiet og ytringsfriheden levende. For mig at se er det farligt for demokratiet, hvis man tror, at det skal være en domstol og ikke en politisk opposition, som skal stoppe regeringen. For afgørelsen kan have store sociale konsekvenser. Rent bogstaveligt kan den føre til ”brand i gaden” og i alvorligste fald til noget, der minder om borgerkrig. Hvilket ansvar ville en domstol have, hvis det kunne forudses? Her er det bedst, at ansvaret bæres demokratisk, for demokratiet og ytringsfriheden kan kun komme sejrrigt igennem sådanne ”borgerskrigslignende tilstande”, hvis de har almindelig folkelig opbakning. Altså hvis flertallet af borgere reelt er villige til at stå inde for dem og at bære konsekvenserne. I det perspektiv er det en illusion at tro, at ytringsfriheden kan sikres igennem en domstolsafgørelse.

Da det selvfølgelig er umuligt i et indlæg som dette at komme ordentligt i dybden med argumentationen, vil jeg tillade mig at slutte med at nævne, at jeg har givet en udførligere redegørelse for min politiske filosofi i bøgerne Om menneskerettigheder (2000) og Under evighedens synsvinkel (1997). Noget, der følges op i min nye bog Forsvar for rationaliteten (med undertitlen Religion og politik i filosofisk perspektiv), der udkommer på tirsdag den 11. marts på Informations Forlag.

Et slag for retssikkerheden

Jeg havde forleden min faste lørdags-klumme i Berlingske.  Det var–skal jeg skynde mig at være den første til at sige–ikke min mest velskrevne eller elegante til dato, men den blev også skrevet impulsivt på under en time, efter at jeg først havde kasseret en anden (om hvor overdrevne postulaterne er om, hvor dårligt alt går økonomisk).  Ikke desto mindre må jeg tilstå, at hvor jeg først bevidst havde valgt at holde mig langt fra emnet–den administrative udvisning af to udenlandske statsborgere mistænkt for at have planlagt noget kriminelt–af den simple (men usofistikerede) årsag, at jeg egentlig ikke ville tages til indtægt for en masse, som jeg givetvis efterfølgende ville blive skudt i skoene, så er jeg nu, bagefter, faktisk ret glad for, at jeg skrev netop den klumme. 

For jo mere jeg tænker over, hvad det egentlig er, der er indbegrebet af netop den vestlige tradition (frihed, konstitutionalisme, magtdeling og retssikkerhed) (og tro mig, det har jeg haft alt for megen grund til at overveje på det seneste), desto mere synes jeg, at vi–Danmark og de politikere og debattører, der angiveligt holder den type værdier højt–er ved at være ude på et fuldstændigt skråplan i argumentationen.  Jeg må sige, at det løber mig koldt ned af ryggen, når jeg ser, hvilke typer argumenter, folk er villige til at bruge, når det passer ind i krammet–enten fordi de er uvillige eller ude af stand til at gennemskue de logiske implikationer (og mulige politiske konsekvenser på langt sigt).  Tværtimod, er der måske altid mest grund til at slå et slag for, at det man synes er rigtigt også skal gælde for dem, man er mest uenige med.

So, here we go …

Et slag for retssikkerheden

Man behøver ikke være blødsøden pladderhumanist for at mene, at udvisninger uden dom er noget skidt.

Ugens tophistorie var uden tvivl politiets arrestation af tre muslimer, mistænkt for at planlægge mord på JP-tegneren Kurt Westergaard. To af disse – tunesere med opholdstilladelse i Danmark – blev tirsdag administrativt udvist af landet. Det vil sige, at Politiets Efterretningstjeneste og Udlændingeservice, alene med justits- og integrationsministrenes signaturer, kunne udvise de to mistænkte, uden at stille dem for en domstol med henblik på at vurdere anklagens grundlag. Det kan gøres med udgangspunkt i den »terrorpakke«, som Folketinget hastede igennem i efterdønningerne af 11/9-terrorangrebene, hvis mistanken går på handlinger, der truer »statens sikkerhed« – om end netop dette så gør, at anklagemyndigheden ikke vil oplyse præcist, hvad de mistænkte er mistænkt for.

Den administrative udvisning af to personer, der er mistænkt, men ikke dømt, har vakt harme både til højre og til venstre i det politiske spektrum – og med god ret.

Man behøver ikke at sympatisere med hverken de tiltalte eller deres angivelige planer for at mene, at der er tale om en næsten kafkask parodi på et retssamfund. Hele pointen med, at tiltalte skal stilles for en dommer før, at noget, der minder om en straf, kan eksekveres, er ikke, at et samfund skal være blødsødent, eftergivende eller ligeglad. Pointen er, at de tiltalte, uanset tiltalens karakter, indtil de er dømt, netop kun er tiltalte – der er endnu ikke ført bevis for, at de faktisk har gjort noget kriminelt.

At være modstander af, at tiltalte administrativt udvises af et land, som de ellers opholder sig lovligt i, er ikke det samme som at mene, at de pågældende – hvis de er skyldige – ikke skal straffes, eller at de af dem, der ikke måtte være danske statsborgere, ikke skal udvises af landet. Det kan man sådan set sagtens mene og så alligevel forfægte de principper, at en tiltalt er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og at enhver tiltalt bør have ret til at blive stillet over for en dommer, over for hvem anklagemyndigheden vil skulle sandsynliggøre den pågældendes skyld.

I sagen om mordplanerne mod JP-tegneren skal denne skribent gerne være stort set den sidste i kongeriget til at forsvare folk, der måtte have deltaget i noget sådant. At ville dræbe et andet menneske er forkasteligt, og at ville gøre det for noget så banalt som en karikatur-tegning understreger en udpræget mangel på både menneskelighed og civilisation. Er de pågældende skyldige, bør de idømmes – og afsone – den fulde straf, som lovgivningen muliggør.

Men hvad nu hvis bare én af dem ikke er skyldig? Det er vigtigt – for os alle, uanset religion og hudfarve – at huske på, at retssikkerheden også er et selvforsvar. Mange af de tyskere, som i 1930ernes begyndelse var villige til at affinde sig med National-Socialisternes forfølgelse af kommunister og jøder, og mange af de moderate socialister, som i en række østeuropæiske lande allierede sig med kommunisterne mod »borgerskabet«, kom selv senere til at smage den samme medicin. Begynder man først at sælge ud af centrale retsprincipper og frihedsrettigheder, fordi det i nuet virker opportunt, løber man en alvorlig risiko for, at de selvsamme garantier ikke vil være der den dag, man selv eller ens børn måtte have brug for dem.

Hvis den udøvende magt bliver både dét og dømmende magt på en og samme tid, gør man vold på det, der over de seneste 300 år er blevet nogle af de mest centrale principper for liberale, demokratiske retssamfund, som vi kender dem i Vesten. Og opgiver man disse principper, kommer man måske til at ligne det, man er mest imod. Noget af det, der historisk netop har været selve forskellen mellem de liberal-demokratiske samfund i Vesten og de islamiske teokratier i Mellemøsten, har netop været begreber som frihedsrettigheder, magtdeling og retssikkerhed. I de sidstnævnte lande har omvendt den tætte binding mellem en stærk og enevældig statsmagt og en religion, der erklærer alle andre for vantro og opstiller strenge og ufravigelige straffe for alt, hvad der er imod religionen, resulteret i en kultur, der er fjendtlig over for frisind, kritik, eksperimenteren og dynamik. Omvendt har flere økonomer, bl.a. Nobelprismodtageren Douglass C. North, peget på, at en af de vigtigste årsager til Vestens imponerende velstandsvækst siden 1700-tallet er den magtdeling og de retsprincipper, som har kendetegnet den vestlige verden.

Hvis Vesten befinder sig i en kultur- og værdikamp med en stadigt mere radikal islamisme, som afskyer vestlige værdier og markedsøkonomier, så er det næppe til vores langsigtede fordel, at vi selv opgiver netop de principper, der har gjort os til det, vi er.

Ugens citat: Huckabee om Gud & forfatningen–og Zakaria om Huckabee

Den amerikanske wanna-be præsidentkandidat, fhv. baptistpræst, rygeforbudstilhænger, big business basher & big government elsker … Mike Huckabee udtalte før primærvalget i South Carolina forleden, at det var forkert at fortolke Guds ord i forhold til den gældende forfatning, men at man i stedet skulle ændre forfatningen, så den blev mere i overensstemmelse med Guds ord:

“But I believe it’s a lot easier to change the Constitution than it would be to change the word of the living God, and that’s what we need to do, is to amend the Constitution so it’s in God’s standards, rather than try to change God’s standards so it lines up with some contemporary view of how we treat each other and how we treat the family.”

Det var en skjult reference til, at Huckabee ville have et forfatningsmæssigt forbud mod homoseksuelle ægteskaber, og det kan man så mene om, hvad man vil, men hvis man så CNN’s Late Edition i søndags, kunne man høre Businessweek’s redaktør, den Hayek-citerende forfatter til den fremragende “The Future of Freedom: Illiberal Democracy At Home and Abroad”, Fareed Zakaria komme med følgende lakoniske kommentar:

“It frankly made him sound more like Ahmadinejad of Iran. I mean, the way in which he was describing, you know, implementing God’s law — I mean, isn’t that where we get scared off, when we hear it from Iranians and Saudis?”

Frie valg og liberal konstitutionalisme –- samklang eller konflikt?

I dagens udgave af Weekendavisen spinder jeg en kommentar over den globale sammenhæng – eller i hvert fald det globale sammenfald – mellem frie valg og liberal konstitutionalisme. Artiklen tager udgangspunkt i et paper, jeg har under udgivelse i Acta Politica.

Af samme grund er fremstillingen blevet lidt teknisk, men budskabet er meget enkelt: den europæiske sammensmeltning mellem frie valg og liberal konstitutionalisme (frihedsrettigheder samt ‘rule of law’) lever i bedste velgående, også uden for Europa og Nordamerika. 1990ernes dystre forudsigelser om det ‘uliberale’ eller ‘elektorale’ demokratis komme – fremført af politologer som Fareed Zakaria – har altså ikke vist sig at holde stik.

Ja, faktisk kan vi gå et skridt videre. Selv sen-90ernes tilsyneladende kløft mellem frie valg og liberal konstitutionalisme udgjorde i et vist omfang et mirage. For bevisførelsen var uholdbar, alt den stund to uafhængige dimensioner – den ene elektoral, den anden liberal – blev sammenlignet ved brug af en endimensional klassifikation i stedet for en todimensional typologisering. Der var altså tale om en overtrædelse af taksonomisk børnelærdom.

Det leder os frem til de gode nyheder: at frie valg (dvs. demokratiet i en schumpetersk optik) stadig går hånd i hånd med frihed (forstået som frihedsrettigheder og retssikkerhed). Hvor sidstnævnte ikke bliver respekteret, som i Rusland, der er valgene almindeligvis ikke frie og vice-versa. Det liberale demokrati (frie valg samt retssikkerhed) er still going strong. Lad mig slutte af med at citere et par afsnit:

“Hvor efterlader det os? Den historiske sammensmeltning af demokrati og liberalisme holder stadigvæk, lyder den endelige konklusion. Det bør vi sætte pris på. For der er bestemt ingen grund til at misunde dem, der er henvist til at leve i et uliberalt demokrati – et flertalsdiktatur.

Lad mig illustrere denne pointe ved at vende tilbage til udgangspunktet: de demokratisk valgte politikeres lidet imponerende politiske og økonomiske track record i verden af i dag. I en situation hvor frie valg ikke baner vejen for ansvarlige politikere, er det liberale korrektiv vigtigere end nogensinde. For retsstatens værn imod flertalstyranni er også et værn imod den økonomiske populisme, vi ser i lande som Venezuela; og imod den politiske foragt for borgernes rettigheder, vi ser i Irak. Den liberale side af den demokratiske mønt begrænser kort sagt muligheden for politiske narrestreger.

Faktisk kan vi gå ét skridt videre. Det er ikke tilfældigt, at 16-, 17- og 1800-tallets store liberale tænkere og statsmænd lagde større vægt på retssikkerheden end på valgretten. For hvor juridisk vilkårlighed hersker, findes der ingen frihed. Og friheden, forstået som retssikkerheden, er selve forudsætningen for at nyde civilisationens goder. Frie valg uden liberale skranker imod øvrighedsmagtens vilkårlighed er med andre ord meget lidt værd.

Undertegnede ville til enhver tid foretrække at leve i en retsstat uden stemmeret frem for i et uliberalt land med frie valg. I det lys er det meget opmuntrende, at demokrati og liberalisme stadig går hånd i hånd, i hvert fald på det globale niveau“.

The Axis of … Latino-Leninismo

Vi plejer ikke her på stedet at gøre meget ud af fotoreportager, men denne uges farverige indstættelse af Perus nye præsident byder dog på muligheden for at gengive billeder af, hvad der desværre må anses for mere end blot Latinamerikas ideologiske svar på Rip, Rap & Rup–de tre born-again socialister Chavez (Venezuela), Morales (Bolivia) og Correa (Peru)–samt deres naturlige allierede, Irans præsident Mahmoud Armageddon-out-of-here.   Det eneste, der vist rigtigt forener de fire, er deres kærlighed til en stor statsmagt, afsky for Vesten (og i særdeleshed USA) og manglende respekt for privat ejendomsret og andre basale frihedsrettigheder.  Billederne ville næsten være grinagtige, hvis de ikke lige var så umådeligt triste.

Det har Wall Street Journals velskrivende Mary Anastasia O’Grady en dagsaktuel kommentar til–“Making Lenin Proud”–i dagens WSJ:

“The way to crush the bourgeoisie is to grind them between the millstones of taxation and inflation.”

— Vladimir Lenin

Mexican historian and author Enrique Krauze has written that he believes that the “last Marxist in history [will] die at a Latin American university.” At a minimum, Mr. Krauze seems to have gotten the geography right.

Most of the rest of the world has stuffed communism into the dustbin of history but, as events over the past week remind, Latin America has not. Earlier this month, President Hugo Chávez officially took control of Venezuela’s central bank and declared himself a communist. He then traveled to Ecuador to attend the swearing-in ceremony of his latest and perhaps most promising protégé, Rafael Correa, as that country’s new president. Mr. Correa has lost no time emulating his mentor. … 

In his first week on the job, he has already demonstrated a profound understanding of Lenin’s dictum that power over monetary matters is a revolutionary essential. To that end, he has begun an effort to destroy Ecuador’s dollarization. From there, taxation and inflation will do much of his work for him.

At his inauguration last Monday Mr. Correa put on quite a show. Most extraordinary was his not-so-subtle admission that Mr. Chávez is going to be the power behind the Ecuadorean throne. Most Latin governments guard their independence as a matter of national pride. But Mr. Correa appeared quite happy to let the world know that he will be outsourcing Ecuadorean sovereignty to Venezuela.

Ecuador, the new president declared, is “leaving the night of neoliberalism behind” and the new “Bolivarian” government will pursue “21st-century socialism.” He denounced competition and called for cooperation instead. He held up a sword that Mr. Chávez had given him as a gift and cried, “Look out, look out, Bolívar’s sword is passing through Latin America,” a reference to the Chávez agenda, which calls for South American integration under the thumb of the continent’s largest energy producer. The Venezuelan president was perched behind the new president, eyes narrowed, enthusiastically applauding the performance. Iran’s Mahmoud Ahmadinejad was also an honored guest, sitting next to Bolivian President Evo Morales. …

Rewriting the constitution is so central to his agenda that on inauguration day he decreed a March 18 national referendum on the issue. The only problem is that Mr. Correa hasn’t the power to call a constitutional referendum. Changes to the constitution fall under congress. Since Mr. Correa’s party has no members in the 100-seat chamber and his coalition is shaky, it is not entirely clear that he will be able to push through the constitutional changes he seeks. His socialist revolution via a constitutional coup could be delayed.

Still, that doesn’t leave the aspiring authoritarian without options. He has Lenin’s millstones to fall back on, if only he can resurrect a local currency. This explains the assault on dollarization now under way.

The adoption of the greenback as Ecuador’s currency seven years ago has been extremely popular among Ecuadoreans of all classes. A long history of repeated bouts of hyperinflation, which destroyed both wages and savings, has finally come to an end and been replaced by a new sense of stability. Mr. Correa knows full well that he cannot strip Ecuadoreans of this one economic gain without facing the kind of rebellion that brought down previous governments. Yet the control he yearns for will not be his as long as the dollar reigns.

To reverse dollarization and introduce a fiat currency, Mr. Correa will have to undermine the dollar economy. One step in that process is stifling commerce with the U.S., his country’s largest trading partner. He has already pledged that under his guidance Ecuador will move away from trade liberalization with the gringos and throw its lot in with Mr. Chávez’s Bolivarian Alternative for America trading block.

Protectionism will help weaken the dollar economy but it may not be enough to provoke a crisis. A forced restructuring of the country’s $10.3 billion in external debt will provide further assistance by damaging the country’s creditworthiness and discouraging new investment, particularly because it is well known that Ecuador’s debt service as a percentage of gross domestic product is lower than Colombia’s or Brazil’s. Creditors understand that paying what is owed is a matter of willingness. Nevertheless, Mr. Correa’s finance minister, Ricardo Patino, last week proposed a haircut of 60% on the country’s debt and invited a team of Argentine officials — otherwise known as the world’s most experienced deadbeats — to Quito this week to act as advisers.

It will be claimed that the “savings” on debt service will be used to help the poor. This will boost Mr. Correa’s populist appeal but politicians never have enough revenue to meet their goals. Low growth rates and disappointing oil prices will exacerbate revenue shortfalls. In a fiscal crisis it is easy to imagine a government like Mr. Correa’s issuing script or a new currency in parallel to the dollar.

The new president seems to be prepared for just such an outcome. In the past he has called for a regional currency and he has now announced that he will end central-bank autonomy. Once foreign investment and trade dry up and the bottomless pit of corruption and social spending drains public coffers, dollarization will be the scapegoat. Mr. Correa can then begin to print his own notes and make Lenin proud.”

Ja, det lyder jo inspirerende.  Vil man have et forvarsel om de langsigtede konsekvenser af den nye Latino-Leninismo, kan man såmænd kaste et blik i den nye udgave af Heritage Foundation/Wall Street Journals Index of Economic Freedom (let at forveksle med, men ikke identisk med Economic Freedom of the World-indekset)–og så tænke i “negative” termer.  2007-udgaven af det kom i sidste uge med bl.a. en artikel af en af verdens førende forskere udi økonomisk vækst, den spansk-amerikanske Xavier Sala-i-Martin.  Denne–som absolut ikke er en teoretisk økonom, men nærmest kan kaldes en ultra-empiriker–viser, at den øgede vækst, som globaliseringen repræsenterer, fører til mindre ulighed og mindre fattigdom.  Så kan man jo spørge sig selv, hvad man tror de kommende år vil byde på for de almindelige mennesker i Venezuela, Peru, Bolivia og Iran.

Det har selvsamme O’Grady også skrevet om i “The Poor Get Richer” i sidste tirsdags WSJ:

“Here’s bad news for t
hose who oppose global fre
e trade: Not only did the world-wide trend toward greater economic liberty hold steady over the past year, but the incomes of poor individuals across the globe are rising as result. The world isn’t only growing richer. The gap between the per-capita income of have-not populations and that of the developed world is narrowing.

This good news for human progress is documented in the 2007 Heritage Foundation/The Wall Street Journal 2007 Index of Economic Freedom, released today. Neither another year of Islamic terrorism, nor record high oil prices, nor fear mongering on Capitol Hill about the China peril have been able to reverse a gradual global shift that reflects the basic human longing for individual liberty. While not all of mankind is participating in this advance, in those places where freedom has increased, people are becoming decidedly better off.

The average freedom score this year for the 157 countries ranked is the second highest since we began measuring economic freedom 13 years ago. It is down a fraction from last year, but each region of the globe enjoys greater economic freedom than it did a decade ago. Hong Kong, Singapore and Australia are the three freest economies in the world this year, in that order. The U.S. ranks No. 4. Among the 20 freest economies in the world, Europe holds 12 places. (The rankings are here.)

As it has in past editions, the 2007 Index also looks at income levels around the globe and finds that economically free countries enjoy significantly greater prosperity than those burdened by heavy government intervention. The per capita GDP of the top quintile of countries, ranked according to economic freedom, is now almost $28,000 while the bottom quintile is less than $5,000. The associated higher GDP rates that come with economic freedom “seem to create a virtuous cycle, triggering further improvements in economic freedom. Our 13 years of Index data strongly suggest that countries that increase their levels of freedom experience faster growth rates,” says the report.

This year the Index again includes important essays on world economic trends. In a piece titled “Global Inequality Fades as the Global Economy Grows,” Columbia University professor of economics Xavier Sala-i-Martin destroys the myth that the income gap is widening. While it is true that some countries are being left behind, when population weights are factored into the equation, the evidence shows that “individual income inequality declined substantially during the past two decades. The main reason is that incomes of some of the world’s poorest and most populated countries (most notably China and India, but also many other countries in Asia) converged rapidly with the incomes of OECD citizens.” Of course both China (ranked 119) and India (104) have a long way to go toward economic freedom but both have made big gains in recent years. Mr. Sala-i-Martin finds that the inequality gap would be even narrower if not for the “dismal performance” of African countries.

A second essay is by Swedish economist Johnny Munkhammar on “The Urgent Need for Labor Freedom in Europe–and the World.” The more advanced economies in Europe restrict labor freedom at the cost of low growth and high unemployment, he argues, while “many Eastern and Middle European countries experiment successfully with freedom.” Contrary to socialist views, labor freedom and improving social conditions actually go together. What he concludes could be applied to the rest of the globe in all areas of economic policy: “If the world wants to achieve both more jobs and better living standards, freedom is essential.”

Lav din egen grundlov …

Denne Punditokrat er ganske ofte uenige med amerikanske konservative–i og udenfor det Republikanske Parti–med hensyn til, hvad der er de rette principper eller bedste politikker.  Men så sker der som regel det, at jeg finder mig fanget i det modbydelige, binære valg, som desværre bliver presset ned over de fleste observatører af de facto to-parti systemer som f.eks. USA–hvor man kommer til at sympatisere med det mindste af to onder (velvidende at “the lesser of two evils is still evil”).

Og jeg skal altså ikke læse meget af denne AP-artikel med interview med forbundshøjesteretsdommer Stephen Breyer for at løbe skrigende i armene på Scalia, Alito m.fl.:

“Justice Stephen G. Breyer says the Supreme Court must promote the political rights of minorities and look beyond the Constitution’s text when necessary to ensure that “no one gets too powerful.

Breyer, a Clinton appointee who has brokered many of the high court’s 5-4 rulings, spoke in a televised interview that aired one day before justices hear a key case on race in schools. He said judges must consider the practical impact of a decision to ensure democratic participation.

“We’re the boundary patrol,” Breyer said, reiterating themes in his 2005 book that argue in favor of race preferences in university admissions because they would lead to diverse workplaces and leadership.

“It’s a Constitution that protects a democratic system, basic liberties, a rule of law, a degree of equality, a division of powers, state, federal, so that no one gets too powerful,” said Breyer, who often votes with a four-member liberal bloc of justices.

… In his interview, Breyer argued that in some cases it wouldn’t make sense to strictly follow the Constitution because phrases such as “freedom of speech” are vague. Judges must look at the real-world context — not focus solely on framers’ intent, as Scalia has argued — because society is constantly evolving, he said.

“Those words, ‘the freedom of speech,’ ‘Congress shall pass no law abridging the freedom of speech’ — neither they, the founders, nor those words tell you how to apply it to the Internet,” Breyer said.

Pointing to the example of campaign finance, Breyer also said the court was right in 2003 to uphold on a 5-4 vote the McCain-Feingold law that banned unlimited donations to political parties.

Acknowledging that critics had a point in saying the law violates free speech, Breyer said the limits were constitutional because it would make the electoral process more fair and democratic to the little guy who isn’t tied to special interests.

Tsk, tsk, tsk … Breyer er tilsyneladende uvidende om, at USA’s forfatning intet sted definerer systemet som et demokrati, og at der f.eks. ikke engang er en forfatningsmæssig borgerret til at deltage i præsidentvalg.  Eller også er han bare ligeglad–for hvis han synes, at den ret (eller andre rettigheder) skal være der, så … trylle, rylle, rylle … er den der.

Højesteretsdommere kan med andre ord stort set opfatte sig selv som politisk udpegede smagsdommere, som slet ikke behøver at se på, hvad intentionerne med et arrangement var, eller hvad præcedens i snæver forstand ville diktere.  I stedet kan de bare, så frit det lyster dem, omdefinere begreberne, så det passer ind i deres eget ideologiske kram.  Hvis der står “almenvel” kan det tilsyneladende frit bruges til at betyde “diversitet”, og hvis der specificeres et forbud mod indgreb i ytringsfriheden, kan det let fortolkes som konsistent med indgreb i samme.  A er -A.

Hvor er James Madison og Thomas Jefferson, når vi har brug for dem?

Om domstolenes pligt

Professor Ann Althouse, der som alle gode amerikanske juraprofessorer naturligvis har egen blog, har skrevet et indlæg i NYT om den føderale dommer Anna Diggs Taylor, som for nyligt afsagde dom om, at regeringens aflytningsprogram var ulovligt.

Ifølge en artikel i NYT er dommen så dårligt skrevet, at den fortvivler selv de mange jurister, som støtter dommens resultat. (pudsigt nok nåede NYT i sin leder fra dagen før at skamrose dommen som "a careful, thoroughly grounded opinion", men det understreger desværre blot på ny, hvor avisen ligger rent intellektuelt i dag).

Althouses betragtninger om det forfatningsretlige selvdestruktive ved aktivistiske dommere, der blæser på de juridiske rammer for at udtrykke sig mere frit, har især betydning for domstole, der beskræftiger sig med regler på enten forfatningsniveau eller folkeretsniveau,  fordi den politiske magt på disse niveauer har sværere ved at reagere og give et modspil til de uvalgte dommeres afgørelser. Det vedrører dermed mere og andet end blot de amerikanske domstole, men også den danske Højesteret, Menneskerettighedsdomstolen og EF-Domstolen, når den dømmer om primær EU-ret (traktaterne).

Her er et par citater fra Althouses indlæg:

Why should the judicial view prevail over the president's?

…The public may have become so used to the notion that a judge's word is what counts that it forgets why this is true. …

This system works only if the judges suppress their personal and political willfulness and take on the momentous responsibility to embody the rule of law. They should not reach out for opportunities to make announcements of law, but handle the real cases that have been filed.

This means that the judge has a constitutional duty, under the doctrine of standing, to respond only to concretely injured plaintiffs who are suing the entity that caused their injury and for the purpose of remedying that injury. We trust the judge to say what the law is because the judge "must of necessity expound and interpret" in order to decide cases, as Chief Justice John Marshall wrote in Marbury. But Judge Taylor breezed through two of the three elements of standing doctrine — this constitutional limit on her power — in what looks like a headlong rush through a whole series of difficult legal questions to get to an outcome in her heart she knew was right.

Læs resten her.

PS. På sin blog bemærker hun, at en hel del læsere har misforstået hendes pointe. Det er mit gæt, at hun ikke sigter til sagens udfald, men at hendes pointe angår dommernes pligt til at respektere rammerne for juridisk metode og overlade egentlig politisk virksomhed til de folkevalgte politikere. Hendes pointe er således næppe, at domstolskontrol af politikere er forkert, eller at dommen er det, men nærmere at dommeren (også) bør begrænses af de forfatnings- eller traktatmæssige rammer, som gælder for de øvrige myndigheder i et samfund.

Per Stig Møller og historiens store hjul

Fyrstehuse, imperier, religioner, nationer og civilisationer står og falder med befolkningsvæksten. Sådan lyder en populær kondensering af verdenshistoriens drivkræfter. I Europas kollektive erindring indtager beretningen om den tidlige middelalders folkevandringer da også en prominent plads. Romerrigets fald for de fremstormende barbarers sværd gav genlyd i samtiden – og endnu i dag kan vi høre ekkoet fra 400-tallets voldelige omskiftelser. Selve ordet ‘folkevandringer’ fremmaner et billede af en demografisk tidevandsbølge fra nord og øst; og mod et sådant ungdommeligt vigør kunne selv ikke det teknologisk overlegne Rom stå sig.

Nu er den så gal igen. For europæerne, vor tids romere forstås, er holdt op med af få (særligt mange) børn. Og bag vor tids limes formerer barbarerne sig som aldrig før. Såfremt den nye, islamiske folkevandring ikke allerede er en realitet, så ligger den i hvert fald i kortene.

Seneste var det udenrigsminister Per Stig Møller, der i et stort opsat interview (kun en mindre del er tilgængelig elektronisk) i Jyllandsposten den 9. juli gav sin udlægning af teksten. Historiens store hjul drejer om en demografisk akse, forklarede udenrigsministeren. Magtbalancen mellem Europa og den muslimske verden vil, viser et tilbageblik, blive afgjort i barselssengen. Med Per Stig Møllers egne ord:

“Hele dynamikken er styret af den demografiske udvikling […] Der sker i 500-600-tallet en voldsom befolkningsvækst i den arabiske verden, mens Europas befolkningstal falder. Den muslimske ekspansion er en logisk følge. Der er opstået et europæisk tomrum, som det arabiske hjul drejer ind over. I 1400- og 1500-tallet begynder deres hjul at køre langsommere, mens den demografiske vækst i Europa kører i et højt tempo. Det er forklaringen på, at vores kultur har ekspanderet kraftigt i 500 år. Og hvad sker der nu? Det europæiske hjul er gået i stå, mens det muslimske hjul drejer. Så kan du tænke lidt over fremtiden …”

Det lyder jo umiddelbart uheldssvangert, ikke mindst fordi artiklen i en tilhørende faktaboks kan berette, at den muslimske verdens befolkning næsten vil blive fordoblet inden for de kommende fem årtier; mens den europæiske vækst vil stå i stampe.

Nu er mit ærinde i dette lille indlæg ikke at vurdere, om en kommende styrkeprøve mellem Europa og den islamiske verden er realistisk. Men inden vi erklærer Aftenlandet for død og begravet, er det i hvert fald på sin plads at fundere lidt over to spørgsmål: Er det korrekt, at historiens store hjul indtil nu har roteret omkring demografien? Og er det – uanset hvad der hidtil er hændt – tænkeligt, at det vil være tilfældet i fremtiden?

At befolkningsvæksten styrer verdens gang forekommer ved første øjekast ret logisk. Det er som bekendt ikke særligt sjovt at være i undertal i konkurrencesituationer – om det gælder slåskampe, fodboldkampe eller valgkampe. Men, og det er væsentligt, styrkeforholder af også af henholdsvis flertallets og mindretallets organisation.

Det gælder i særdeleshed, når striden står mellem forskellige samfund. De stærkeste samfund er de bedst organiserede, ikke de mest folkerige. Hvis vi skal bruge socialvidenskabernes jargon, så er det institutionerne, der er væsentlige. For det rette mix af institutioner fører normalt til 1) teknologiske nybrud, 2) økonomisk vækst og 3) mulighed for indskibe befolkningen i et fælles projekt.

Og hermed er vi fremme ved selve omdrejningspunktet for den disciplin inden for økonomi, der hedder ‘New Institutional Economics’. Det er en tradition, hvor samfundets formelle og uformelle regler (institutionerne kort sagt) udgør omdrejningspunktet. Disse spilleregler sætter nemlig rammerne for vores opførsel.

Startskuddet til ‘New Institutional Economics’ blev affyret i de tidlige 1970ere, da den senere nobelprismodtager Douglass C. North sammen med kollegaen Robert Paul Thomas påpegede, at forudsætningen for Europas unikke velstandsstigning fra 1700 og fremefter var, at staten – understøttet af en form for magtdeling – begyndte at håndhæve den private ejendomsret.

Idelig konkurrence mellem Europas mange stater gjorde dem fra højmiddelalderen og fremefter modtagelige over for nye impulser. Samtidig førte middelalderens mange krige til et stadigt voksende behov for klingende mønt. I Holland og England reagerede magthaverne ved at udveksle rettigheder (i særdeleshed en effektiv ejendomsret) for skattekroner. Ejendomsretten, kontraktfriheden samt et effektivt juridisk system begrænsede i begge tilfælde den usikkerhed og uforudsigelighed, der er et grundlæggende vilkår i den sociale verden – med en fornuftig økonomisk adfærd til følge.

Det fik meget håndgribelige følger for den europæiske magtbalance. Datidens befolkningsmæssige stormagt, Frankrig, blev i løbet af ‘den anden Hundredesårskrig’ fra 1688 og fremefter slidt ned af holmgangen med England. Det er sigende, at Storbritannien under de to krige mellem 1688 og 1714 kunne rejse lige så store summer til krigsførelse som Frankrig, på trods af at landets økonomi kun var halvt så stor. For det første var den engelske stat i stand til at indkræve højere skatter. For det andet kunne den låne penge direkte hos borgerne. Begge dele blev sanktioneret, og dermed garanteret, af Parlamentet. Derfor var modstanden fra befolkningens side beskeden.

I Frankrig måtte skatterne inddrives med magt. Og ingen i besiddelse af sin sunde fornuft kunne finde på at låne regenten penge, for tilbagebetalingerne blev annulleret i tide og utide. Da de franske stænderforsamlinger endelig blev indkaldt den 1. maj 1789, var det første gang i 150 år, at det skete – og kun fordi staten var gået fallit. Men nu var borgerskabet ikke længere sagtmodigt. Den franske revolution blev konsekvensen af den uholdbare finanspolitik.

Styrkeprøven mellem Frankrig og England – og den forudgående styrkeprøve mellem Holland og Spanien – er et godt eksempel på, at historiens hjul drejer om institutioner, ikke om demografi. Og vi kan meget let bakke denne pointe op med nutidige eksempler. For hvordan kan vi ellers forklare, at Israel har overlevet trods tilstedeværelsen af et på håndfulde fjendtligt indstillede arabiske stater? Og hvordan kan vi forklare, at USA kunne besætte Irak med et par hundredetusinde mand?

Men hvad er det for nogle institutioner, der er væsentlige? Ifølge North & Thomas står den private ejendomsret, som allerede nævnt, i en kategori for sig selv. Men af deres beretning fremgår ligeledes – og North har senere uddybet denne pointe i en række artikler og bøger – at det, vi kan kalde den ‘liberale konstitutionalisme’ udgør en form for ‘root cause’.

Hvad dækker denne lidt snørklede betegnelse over? Jo, der er tale om den friheds- og retstradition, der for alvor viste flaget i Storbritannien efter ‘den glorværdige revolution’ i 1688. Meget kort fortalt er det forestillingen om, at magtudøvelse kun kan ske med udgangspunkt i loven – og at magtdeling og frihedsrettigheder er en del af denne lov. Europas historiske ‘store spring’ tog fart, da konstitutionalismens begyndte at tæmme den magtens vilkårlighed, der har været et vilkår i størstedelen af menneskehedens historie.

Per Stig Møller lægger, pudsigt nok, vejen omkring ét træk ved konstitutionalismen det tidligere nævnte interview i Jyllandsposten. Ytringsfriheden er, forklarer han, en helt afgørende del af den pakke, der har skabt Europas historiske fremgang: “Den europæiske dynamik ville være utænkelig, hvis ingen havde haft modet til at udfordre den overleverede, religiøse visdom. Så ville solen stadig dreje rundt om jorden […]”

Det har udenrigsministeren ret i. Ytringsfriheden er jo netop en institution, en pakke og formelle og uformelle regler, der regulerer vores adfærd. Og det er en inst
itution, der står og fald
er med institutionalismen, dels fordi der i sig selv er tale om en frihedsrettighed, og dels fordi ytringsfriheden intet er værd uden en adskillelse af den udøvende og den dømmende magt.

Er demografien så aldeles ligegyldig for styrkeforholdet forskellige samfund imellem? Nej, det er den ikke. For det første er det klart, at hvor to samfund står lige (eller næsten står lige), når det kommer til institutionernes effektivitet, da vil antallet af våbenføre mænd være afgørende; betænk bare på Danmarks tyske genvordigheder i 1800-tallet.

For det andet kan befolkningspresset være med til at ændre institutionerne. North & Thomas giver i deres lille bog fra 1973 et godt eksempel. Europa var fra 1000 til 1300 hjemsted for en befolkningseksplosion, der førte til markante ændringer i næringsstrukturen, i særdeleshed i form af øget specialisering. Marginaljorde blev inddraget til dyrkning, hvilket gjorde ejendomsretten mere effektiv.

Men lad os vende tilbage til nutiden. Europa befinder sig i skrivende stund i en helt anden kategori end den islamiske verden, når det kommer til institutionernes effektivitet. Hos vore muslimske naboer lider den liberale konstitutionalisme trange kår – øvrighedsmagten fremmer juridisk vilkårlighed snarere end at begrænse den. Prøv bare at bladre lidt i UNDPs Arab Human Development Reports.

I denne situation er det ganske enkelt forkert at hævde, at demografien vil få magtbalancen til at tippe. Historiens hjul drejer ikke omkring befolkningstallet; det drejer omkring institutionerne.

Mchangama om privat ejendomsret

Punditokrat Mchangama har skrevet et essay om den private ejendomsret, “Den private ejendomsret som menneskerettighed”, som CEPOS udgav i onsdags.

Det har Frede Vestergaard en artikel om, “Også en menneskerettighed”, i denne uges udgave af Weekendavisen.  Heri hedder det bl.a.:

“Den private ejendomsret havde … en særdeles fremtrædende rolle i den tidlige menneskerettighedstænkning. Både i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 og den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 var den private ejendomsret opregnet som helt grundlæggende for menneskets frihed og mulighed for at bestemme over sit eget liv. Selvejerskabet og den private ejendomsret var helt centralt for ophavsmændene.

Men ejendomsretten er med tiden blevet opfattet som kontroversiel, fordi en stærk ejendomsret nødvendigvis sætter grænser for den demokratiske stat og dermed det politiske flertals magtbeføjelser. Endvidere er der en vis tradition for at anse ejendomsretten for en rettighed, der tilskynder til egoisme og fastholder skellet mellem rige og fattige. Tilbage i 1844 affærdigede Karl Marx hånligt – i Om jødespørgsmålet – menneskerettighederne som borgerskabets grundpiller.

Denne opfattelse af ejendomsretten som problematisk forklarer – siger Jacob Mchangama, … – at ejendomsretten nu om dage ikke længere er særligt påskønnet som individuel rettighed og ikke regnes blandt de mest fundamentale menneskerettigheder.

Den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 erklærede derimod, at menneskenes naturlige og umistelige rettigheder er til »frihed, ejendom, sikkerhed og modstand mod undertrykkelse«.
Den samme holdning var i årene forinden kommet til udtryk i den amerikanske og i delstaternes forfatninger. Men den høje værdi, som ejendomsretten blev tillagt i den tidligere menneskerettighedsfilosofi, kunne ikke holde ved. Eksempelvis figurerede den private ejendomsret ikke i den oprindelige udgave af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950.

Senere er den i en meget udvandet form blevet tilføjet i en tillægsprotokol, og fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol foreligger efterhånden en række afgørelser vedrørende andre lande, der fortolker rækkevidden af den private ejendomsret, men ingen af disse afgørelser udvider den private ejendomsrets beskyttelse ud over hvad der i Danmark følger af Grundlovens paragraf 73, siger Jacob Mchangama.

I den universelle menneskerettighedserklæring fra FN er ejendomsretten beskyttet i artikel 17. Men da man i FNs regi skulle udforme en retligt bindende traktat, gled den private ejendomsret ud, således at denne rettighed ikke findes i FNs konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder.

[Den] private ejendomsrets svage beskyttelse i internationale menneskerettighedstraktater forværres af, at en række af disse traktater indeholder økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Disse rettigheder kræver, at staten positivt opfylder en lang række menneskelige behov såsom retten til en rimelig levefod, retten til en bolig, retten til arbejde m.v. Disse rettigheder kan staten i praksis kun opfylde ved en omfattende omfordeling og dermed systematisk indgriben i den offentlige ejendomsret.

Men ikke bare på internationalt niveau er beskyttelsen af den private ejendomsret blevet udvandet. Grundlovens beskyttelse af den private ejendomsret er med tiden blevet svagere end beskyttelsen af de øvrige personlige frihedsrettigheder, fortsætter Jacob Mchangama. Det skyldes dels en tværpolitisk konsensus om at tillægge staten en større rolle i mange samfundsforhold, dels en svag domstolsbeskyttelse, mener han.

Grundlovens beskyttelse af den private ejendomsret kan … tilsidesættes af hensyn til »almenvellet«, men Grundloven definerer ikke, hvordan almenvellet skal forstås. Almenvellet er derfor i praksis lig med, hvad det til enhver tid herskende politiske flertal definerer, er almenvellet, men Jakob Mchangama mener at kunne finde belæg for, at almenvellet på tidspunktet for Grundlovens formulering blev opfattet snævrere end, hvad der er almindeligt i dag. I takt med at staten har fået større og større indflydelse på det danske samfund, er opfattelsen af, hvad almenvellet dækker, afveget betragteligt fra, hvordan Grundlovens fædre opfattede det. Og det er fastslået i praksis, at domstolene ikke kan tilsidesætte Folketingets skøn med hensyn til almenvellets nærmere indhold.”

Masser af Machiavelli

Her til morgen folder hele to Punditokrater sig ud i dagens Berlingske Tidende med indlæg om gode gamle Niccoló M.  Først er det vores egen Jørgen Møller, der her på stedet tidligere har berørt manden og emnet, og som har forfattet dagens kronik.  I sidstnævnte hedder det bl.a.:

“‘Machiavellisme’ kom … til at stå som noget af det værste, en politiker kunne tilbyde sine medmennesker. Men eftertiden, og i særdeleshed 1800-tallets englændere, misforstod Machiavelli. Hans ærinde var ikke at bistå tyrannerne med at træde individets rettigheder under fode, så tværtimod.

Den florentinske statsmand var af natur liberal. Han ønskede gennem sit politiske virke og sit forfatterskab at sikre individet imod vilkårlige overgreb.

Men han afviste enhver form for abstrakte rettigheder, for han var nu engang realist. Og han blotlagde med et hidtil uset klarsyn to praktiske sammenhænge, der endnu i dag burde være børnelærdom for enhver med et liberalt sind: At frihedsrettigheder kun kan sikres ved at skabe en gunstig styreform, og at en sådan styreform kun kan indføres under bestemte omstændigheder.”

To sider længere inde er det vores egen Mikael Jalving, som i Groft Sagt siger bl.a.:

“Den gamle mester … foretrak [offentlig] sparsommelighed frem for gavmildhed. Sidstnævnte vil nemlig enten ruinere fyrsten eller ruinere folket med risiko for opstand. Fyrsten skal derfor ikke bekymre sig synderligt om at blive kaldt nærig, for efterhånden vil han blive anset for at være stadig mere gavmild, når folket ser, at fyrsten gennemfører sin politik uden at bebyrde folket. »I vor tid har vi kun set udført store ting af dem, som er blevet anset for at være nærige; de andre er blevet ødelagt,« konkluderer Machiavelli.

Man må håbe, han også får ret med hensyn til vor tids gavmilde politikere, og at de vil vide at forstå, at mens nærighed er en privat last, er den en politisk dyd. Ved at være sparsommelige er politikerne i realiteten gavmilde overfor alle dem, som de ikke tager noget fra, hvorfor den politiske nærighed er et gode for almenheden, mens gavmildhed på andres regning forbliver et onde.”

PS. Hvis ingen skulle have bemærket det, hvad har disse to skribenter så til fælles andet end at være mænd med interesse for liberale ideer og Punditokrater?  Svar: Et ph.d. forløb ved et af Europas absolut bedste universiteter (ihvertfald indenfor statskundskab) og bestemt et af de mest behageligt placerede sådanne.

En italiensk historie

Silvio Berlusconi har rigtig været i vælten i de seneste dage. Hans forsøg på at undslippe vælgernes dom tjener ham ikke til ære. Og det gør hans forsøg på at fremstille sig selv som et barn af den klassiske liberalisme heller ikke. Det sidste kræver en kommentar med på vejen, for der er tale om en misforståelse, der alt for ofte bliver købt af medierne, specielt her i Italien.

Den gode Silvio har under den netop overståede valgkamp fremmanet billedet af et letforståelig politisk valg – et valg mellem frihed og formynderi. Det sidste er der ikke noget nyt i. Berlusconi er tilsyneladende besat af ordet ‘frihed’. Hans store centrum-højre koalition, et sammenrend af fire partier, hedder La Casa delle Libertá – ‘Frihedernes Hus’. For et par år siden indførte han en årlig ‘frihedens dag’ til minde om Berlin-murens fald. Når han afholder pressemøder, er han ofte omgivet af libertá-bannere. Og hans taler er formeligt spækkede med henvisninger til frihed. Får han sig først talt varm, så er han altid parat til at forsvare den enkeltes evne til at vælge sin egen vej, til at erklære kamp imod øvrighedsmagtens formynderi, og til at hylde Thatchers og Reagans bestræbelser på at rulle staten tilbage.

Hvordan passer disse udmeldinger med den italienske virkelighed? Kontrasten kunne dårligt være større, vil jeg sige. Italien er et af de mindst liberale samfund i Europa, økonomisk, juridisk og socialt. World Economist Forum placerer landet på en global 47. plads, når det kommer til konkurrenceevne. Støvlelandet er dermed euro-områdets nummer sjok, og det er næppe den helt store trøst, at de azurblå slår Botswana med et mulehår. Ifølge OECD er den italienske økonomi tynget af den mest omfattende regulering af arbejdsmarkedet i hele Europa. Korruption martrer samtidig forretningslivet. Den uafhængige organisation Transparency International giver Italien et dårligere skudsmål en noget andet vesteuropæisk land på det område.

Sådan kunne vi blive ved. Hele samfundet er ret beset bygget op om værdier, der er uliberale. Mest væsentlig er nok familiens store betydning. De italienske familier holder sammen. Det er der intet forgjort ved, men det levner ikke meget plads til den enkelte. Af alle italienere i den arbejdsduelige alder (15 til 64 år) er det blot 57 procent, der rent faktisk er i beskæftigelse. Det tal er det laveste i Vesteuropa, og det skyldes frem for alt, at kvinderne kun i beskedent omfang er kommet ud på arbejdsmarkedet. Velfærdsystemet spejler sig i dette mønster – retten til sociale ydelser følger familiens forsørger, ikke borgeren. Det er heller ikke noget tilfælde, at 40 procent af de 30 til 34-årige stadig bor hjemme hos forældrene. De italienske husholdninger er kollektive på en helt anden måde, end vi kender det i Danmark.

Den slags påkalder sig opmærksomhed nu om dage. Det engelske – og erklæret liberale – tidsskrift The Economist i de seneste år har gjort det til lidt af en sport at lange ud efter den ‘italienske model’. I maj 2005 sendte bladet et nummer med overskriften “Europas syge mand” på gaden. Den tilhørende illustration bestod af et billede af Italien på krykker. I slutningen af november samme år fulgte The Economist så op med et længere emnetillæg om landet. Overskriften lød “Addio, Dolce Vita” (frit oversat ‘farvel til det søde liv’). Tillægget lægger ikke fingrende imellem. Støvlelandets økonomiske problemer skyldes, får vi at vide, at det

“[…] fortsat er så fjendtlig indstillet over for liberaliseringer. Det er protektionistisk, socialt konservativt, går ikke ind for meritokrati, er plaget af kammerateri, tolerant over for korruption, et let bytte for organiseret kriminalitet og tynget af uformelle, usynlige karteller”.

Ved første øjekast fremstår Silvio Berlusconi altså som lidt af en undtagelse tid og sted taget i betragtning. Men er han virkelig en liberal himmelstormer? Er han manden, der vil kurere den italienske patient med en god gang angelsaksisk medicin? Eller er der andre ting på spil?

På den italienske venstrefløj er det populært at male det ‘neo-liberale’ spøgelse på væggen, når snakken falder på Berlusconi – og det gør den tit. I sin populære lille biografi om Silvio Berlusconi fra 2004 gør Paul Ginsborg (en engelsk historiker bosat i Firenze) en dyd ud af at fremstille hovedpersonens projekt som et forsøg på at nå frem til den ‘negative friheds’ forjættede land; at realisere den klassiske liberalismes bestræbelser på at give den enkelte borger så frie tøjler som muligt. Men er det en korrekt udlægning af sagen? Lad os tage Berlusconis ‘liberalisme’ i øjesyn, denne gang løsrevet fra libertá-fraseologien.

Ginsborg følger sin udmelding om negativ frihed om med en anden betragtning, som han tilsyneladende mener, peger i samme retning. Berlusconi har, fortæller han, intet til over for konstitutionel magtdeling, ja selve tanken om det juridiske systems uafhængighed giver ham røde knopper. Det har Ginsborg ret i. Silvio Berlusconi er en af de meget få europæiske regeringsledere, der uden at skamme sig gennemfører love, der skal skærme den private side af hans Janushoved fra lovens lange arm. Han er berømt og berygtet for at rase mod ‘røde’ undersøgelsesdommere og juridiske sammensværgelser. Og han skiller sig ligeledes ud fra mængden ved at insistere på, at den folkevalgte står over loven.

Men, og det er væsentligt, en sådan politisk dagsorden er ren gift for den klassiske liberalismes forestillinger om ‘negativ frihed’. Ginsborg, og Berlusconis venstreorienterede kritikere i øvrigt, har tydeligvis ikke gjort sig den umage at tage det liberale tankegods under lup. Det er et problem. Vil man – som Ginsborg – bruge ordet ‘klassisk’, må have et referencepunkt i fortiden. Ellers bliver hele øvelsen til en tom ordleg. Så lad os tage en lille afstikker til længst forgangne tider.

Den klassiske liberalismes nybrud bestod i, at den gjorde statsmagten til selve forudsætningen for den negative eller personlige frihed, men samtidig lagde bånd på statens magt. Datidens liberale var kort fortalt enige med de konservative i, at mennesket, fordi det alt for ofte havner i følelsernes vold, har brugt for at blive regeret. Men i modsætning til de konservative drog de den logiske konsekvens af denne opfattelse. De vidste meget vel, at staten oftest har udgjort en pisk, som tyranner har brugt til at underkue befolkningen med. De påpegede derfor, at magthaverne, der jo var mennesker som alle andre, også skulle holdes i ørerne. Den liberale løsning på regenternes unoder hed konstitutionalisme, og i særdeleshed konstitutionel magtdeling.

Eller for at sige det på en anden måde: effektive juridiske skranker imod øvrighedsmagtens vilkårlighed er den personlige friheds første og væsentligste forudsætning. Frihed og lovhåndhævelse er siamesiske tvillinger, i hvert fald fra et liberalt synspunkt. Berlusconis program går unægtelig i en anden retning, og at udnævne ham som den negative friheds forkæmper er at vende op og ned på dette tankegods – og på selve betydningen af begrebet ‘negativ frihed’.

Hvor skal vi da søge ‘projektet Berlusconis’ rødder? Op til valget i marts 2001, som La Casa delle Libertá vandt sikkert, husstandsomdelte den gode Silvio en 127-sider lang selvbiografi med den frejdige titel Una storia italiana – ‘en italiensk historie’. Bogen nåede femten millioner italienske hjem, den fremstillede Berlusconis liv og politiske dagsorden som en uselvisk kamp for det gode, og den gjorde uden tvivl sit til at styrke hans kampagne.

Tit
len er velvalg, for histor
ien om Silvio Berlusconi er frem for alt en historie om Italien. Den storsmilende premierminister er en virtuos, når det gælder den italienske models strengeleg. Han er forretningsmanden, der erobrede det italienske tv-marked ved hjælp af sine underholdningsprogrammer, satire-programmer, sports-transmissioner og letpåklædte piger. Han er vennernes ven, manden der i starten af 1980erne fik landets daværende premierminister, socialisten Bettino Craxi, til at stå gudfar for sin datter Barbara – og fik ham til at holde hånden over sit spirende medieimperium. Han er fodboldtilhængeren, der i midten af 1980erne købte AC Milan, og gjorde den til Europas bedste hold, i hvert fald i en årrække. Han er politikeren, der uden tøven gik i ringen, da hans kontakter på højeste sted i de tidlige 1990ere krakelerede som en følge af ‘operation rene hænder’ – og som døbte sit parti Forza Italia efter fodboldlandsholdet slagord. Hverken han eller Italien er liberale af hjerte og sjæl. Men begge parter er charmerende, opfindsomme og geschæftige. Og både landet og manden skal nok klare sig, også efter valgmiseren her i april.

Forfatningstraktaten med amerikanske øjne

Vores venner på the Copenhagen Institute bragte i fredags en kommentar til EU's omstridte forfatningstraktat. Forfatteren, Marian Tupy der er Assistant Director ved the Cato Institute, kalder meget præcist traktaten for "the last gasp of European socialism". Tupy's kommentar, der bestemt kan anbefales, peger på forskellene i lande og politikeres reaktion på øget konkurrence: Enten strammer man ballerne sammen og bliver mere produktiv – og dermed mere konkurrencedygtig – ellers også danner man et kartel for at forsøge at forhindre konkurrence. Det er ret præcist det sidste, EU har valgt at gøre. Forfatningstraktaten er intet andet end et forsøg på at kodificere Europas såkaldte "social market economy", som bl.a. franske politikere (og Poul Nyrup) besynger så højt mens deres samfund stagnerer og forfalder omkring dem. For lad os kalde en spade for en spade. Traktaten opererer endda med begreber som 'disloyalty' og 'competitive distortion', som i Tupy's optik blot er negativt ladede eufemismer for udfald af sund konkurrence (når ineffektive firmaer dør og giver plads til de effektive). Man kan med rette undre sig over, hvordan man forestiller sig at den type traktat kan hjælpe med til at gøre EU verdens mest konkurrencedygtige og innovative område. For min egen regning vil jeg også gerne undre mig over, hvorfor EU i første omgang satte en tidligere præsident for Europas mest markedsfjendske samfund i spidsen for arbejdet med at formulere forfatningstraktaten. Og med 260 sider og 70.000 ord – mere end 15 (femten) gange så langt som den amerikanske forfatning eller den danske grundlov – er traktaten vel ikke engang en traktat, men blot endnu en samling inderligt overflødige og uliberale reguleringer? Den er blot opskriften på, hvordan man sikrer økonomisk og social stagnation. Lad os da komme af med den i stedet for at diskutere, hvad vi skal gøre nu!

Richard Epstein om Presidential Powers

Opinionduel har en (for jurister i hvert fald) ganske interessant diskussion mellem Professor Richard Epstein  og David Rivkin om, hvorvidt den amerikanske forfatning tillader præsidenten at anvende hemmelige telefonaflytninger uden dommerkendelser, såsom Præsident Bush har gjort.

David Rivkin forsvarer præsidentens adgang hertil mens Richard Epstein (på befriende vis) argumenterer for, at Bush overskred sine beføjelser ved at tillade NSA at aflytte personer uden forudgående kendelser. Det er godt, at se, at venstrefløjen ikke får patent på at kritisere det Hvide Hus' brede fortolkning af dets egne beføjelser, når denne fortolkning så klart er i strid med de principper en republikansk regering burde holde i hævd.       

Ejendomsrettigheder er menneskerettigheder II

Vi omtalte i sommer den infamøse amerikanske højesteretsdom Kelo v. New London, der var et særdeles trist eksempel på arbitrær politisk krænkelse af den private ejendomsret–én, som man ellers formodentlig skal helt til Danmark eller Zimbabwe for at finde…  Vi omtalte i den forbindelse også, hvorledes en gruppe frihedssindede borgere bestemte sig for at kombinere happening og hævn: Nemlig at foreslå en ekspropriation af hjemmet tilhørende højesteretsdommer Souter (som afgav den udslagsgivende stemme) med henblik på at bygge et "Hotel Lost Liberty".  Nu er der nyt i den sag (takket være Wall Street Journals Brendan Miniter på OpinionJournal.com):

Supreme Court Justice David Souter is now one step closer to losing his house. A group called the Committee for the Protection of Natural Rights, based in Mr. Souter's hometown of Weare, N.H., has gathered enough signatures (25 in a town of 8,500) to bring the seizure of the Justice's historic 200-year-old home up for a vote on March 14. Activists are out to spank Justice Souter for joining the Court's recent Kelo v. New London decision, which expanded the power of state and local governments to seize private property and replace it with commercial property that will bring in more tax revenue.

At a rally in Weare this past weekend to gin up support for creating "Hotel Lost Liberty" on the Souter site, about 25 volunteers from around the county met at the Town Hall and later passed out copies of the Kelo decision. Logan Darrow Clements, a Californian and one of the protest organizers, compared the effort to the Boston Tea Party and Weare's own Pine Tree Riot, an incident that involved town residents beating up officials appointed by King George III in 1772 after being fined for cutting down pine trees. "What we're trying to do is stop eminent domain abuse," Mr. Clements told reporters. If people like Justice Souter lost their homes to a flaky government seizure process, maybe they would "understand why it needs to end," he added.

Alito om Presidential Powers

Samuel Alitos høring foran the Judicial Committee som afsluttedes i fredags, kan ses på altid interessante C-Span, hvor der også er diskussion af høringerne.

Et af de varmeste og mest aktuelle emner er, hvorvidt udvidelsen af "presidential powers", som Bush administrationen har slået hårdt på i kampen mod terrorisme, strider mod den amerikanske forfatning. Når den udøvende magt får for store beføjelser er faren for vilkårlighed overhængende. Det var derfor imødeset med forventning hvad Alito ville svare på spørgsmål om dette emne.

Matt Welch fra Reason Magazine er ikke imponeret. Med udgangspunkt i en udveklsing mellem den demokratiske senator Russ Feingold og Alito, hvor Alito væver på spørgsmålet om det kunne tænkes, at der i forfatningen kan indfortolkes en ret for præsidenten til at handle i strid med en straffebelagt lovbestemmelse, konkluderer han:

 

I don't feel comfortable with a Supreme Court unclear on the notion of whether the president can legally break the law; the existence of such a deferential bench is a standing invitation for Bush and his successors to do just that.

Today these crimes will be justified in the name of being "serious about fighting the war"; tomorrow they will be justified in the name of being "serious about protecting our children." Which is why yesterday is almost too late to finally begin showing some seriousness about protecting the constitutional liberties that neither of the major political parties respect when they hold the keys to the White House.

 

 

Kløvedal Reich og ønsketænkningen

Selv om man som læser synes, at Ebbe Reich i samtalen romantiserer sin gamle tyrkertro på massemorderen Mao, når Johs. H. Christensen pietetsfuldt går ham på klingen, så kan man ikke andet end fascineres af mandens lidenskabelige forsvar for utopiers nødvendighed i menneskets liv.

‘Utopiens mål er den fælles lykke, ikke kun den enkeltes lykke’, siger Reich i forbindelse med en analyse af det danske folkestyre p.t., der handler om, at vi i 2005 lider under alt for mange politiske lappeskræddere og for få visionære politikere. Ingen på Christiansborg kan rejse den folkelige tro på fællesskabet i en tid, hvor interessepolitikken har overtaget hele det politiske spektrum. Sådan som vi jo så til fulde ved kommunalvalget for nylig: ‘Et levende demokrati lever af, at folk deler sig efter anskuelser og ikke interesser. Utopien er det velfungerende demokratis basis’, fastslår Ebbe Reich.

Det tror man på”.

Man skal som bekendt høre meget, før ørerne falder af. Men Jens Andersens anmeldelse af Aber i træernes toppe – samtaler med Ebbe Kløvedal Reich i dagens Berlingske gør da sit for, at det skal lykkes. Utopier, politiske og sociale må man forstå Kløvedal Reich og Jens Andersen, udgør ganske enkelt demokratiets hjerteblod.

Jeg har aldrig følt mig kaldet til at læse Kløvedal Reichs omfattende forfatterskab, og jeg skal ikke kunne kloge mig på, om “det utopiske – forestillingen om en uopnåelig ideal tilstand – er den røde tråd” i hans skriblerier generelt, sådan som den åbenbart er det i “samtalebogen”. Men jeg vil godt lige spinde en kommentar over sammenhængen mellem demokrati og utopi, for den ser i mine øjne noget anderledes ud, end tilfældet er for den gode Kløvedal Reich.

For en lille måneds tid siden begik jeg her på siden en længere beretning om den russiske forfatter Leo Tolstojs hang til absolutte sandheder. Mit ærinde var det simple at fastslå, at utopierne oftest har en meget følelig skyggeside: at dyrkelsen af absolutte sociale sandheder ikke blot er blændværk, men er den bedste tilgængelige opskrift på at skabe et dennesidigt Dystopia.

Som Karl Popper har påpeget i Det åbne samfund og dets fjender, så behøver vi ikke at frygte mennesker, der vil det onde. De er i virkeligheden så få, og de er lette at gennemskue. Nej, de fleste katastrofer bliver skabt af mennesker, der vil det gode. De, der mener at kende det perfekte samfunds væsen, bliver alt for ofte drevet ud i menneskeforagt, fordi de føler sig kaldet til at omforme de virkelige mennesker i ideens navn.

Det liberale demokrati, som vi kender det her i Danmark, er af selv samme grund uforeneligt med den utopiske tanke. Eller rettere: utopier er kun forenelige med demokrati under én meget krævende antagelse. At vi med fornuften som rettesnor kan tale os frem til en fællesmenneskelig ‘sandhed’ på det sociale område – at vi kan sætte menneskelivet på formel kort sagt.

Som Popper så rigtigt betoner, så nærer utopikere sjældent et bevidst ønske om at trælbinde menneskene – tværtimod. Men den skygge, der kvæler lyset, er som bekendt selv et barn af lyset. For hvis det rent faktisk er muligt at finde frem til disse absolutte sandheder, så har det to konsekvenser. For det første er det kun de oplyste, de rationelle mennesker, der har ret til at dirigere samfundets udvikling. For det andet har disse få indviede en moralsk pligt til at tvinge de uoplyste i retning af det ‘gode’ samfund. Eller med Rousseaus ord: samfundet har ret til at tvinge borgerne til at blive frie.

Den slags bør selvsagt få alarmklokkerne til at ringe for en tidsalder, der først for nyligt har set det ‘verdensforbedrende’ projekt par excellence, kommunismen, henvejre. Det er ganske enkelt blændværk at tro, at samtale kan løse alle menneskelige uoverensstemmelser. Det er kun intellektuelle som Kløvedal Reich, der er overbeviste om, at vi kan brolægge dybe ideologiske konflikter ved at snakke os til rette. Når vi har religionsfrihed, så skyldes det netop, at vi ikke foregøgler os selv, at vi kan tale os frem til ‘den rigtige religion’. Og det er ikke kun på troens område, vi møder værdistandpunkter. En abortmodstander kan ikke blive enig med en aborttilhænger – deres overbevisninger er simpelthen uforenelige.

Det er derfor, et demokrati på den ene side har brug for flertalsafgørelser, og på den anden side for de grundlæggende frihedsrettigheders skranker imod flertallets magt. Demokratiet er en yderst jordisk størrelse og heldigvis for det. ‘Politiske lappeskræddere’ er til enhver tid at foretrække frem for ‘visionære politikere’- i hvert fald hvis der er tale om fuldblods utopikere, af den type Kløvedal Reich efterlyser.

Republikansk selvransagelse

Præsidenten for American Enterprise Institute Christopher DeMuth har skrevet en fremragende artikel kaldet “unlimited government“. Artiklen demonstrerer på glimrende (og skræmmende) vis, i hvor høj grad den herskende amerikanske politiske kultur afviger fra hvad “the founding fathers” havde i tankerne samt, at den amerikanske forfatnings ord og ånd  dagligt krænkes af politikere og embedsmænd i Washington. Her blot nogle udpluk men artiklen skal læses i sin helhed:

Thomas Jefferson played the pivotal role in choosing the site for our national capital, and selected what was essentially a malarial swamp. He had been in Paris when the Constitution was drafted, and he was not much impressed by its parchment provisions for limited government. So—anticipating the old dictum that “no man’s life, liberty, or property is safe while the legislature is in session”—Jefferson added a climatologic backstop. Long, miserable summers were to serve as a natural deterrent to the growth of our national apparatus.

It worked beautifully for more than a century. Legislators, lobbyists, and executive officials fled the capital en masse most summers, right through the late 1920s—when air conditioning was introduced. With the deployment of that subversive technology, there began a notable expansion of the federal leviathan.

The emergence of 24/7/52 legislating is one of many ways in which modern American government has become much busier and more businesslike than it used to be. While busyness is a virtue in most of life, the men who founded our nation would not have considered it advantageous to government. They carefully contrived a state that would be cumbersome and inefficient at getting its act together, with divided and contending powers both inside Washington and between Washington and the states, and a profusion of checks and balances throughout. They wanted government to be robust and decisive in a limited sphere, but also considered government a threat to freedom and happiness, and worried it would engross private society, property, commerce, and culture. “Government,” said John Adams, “turns every contingency into an excuse for enhancing power in itself.” “Government,” said George Washington, “is not reason; it is not eloquence; it is force. Like fire, it is a dangerous servant and a fearful master.” And those were the Federalists.

Let me offer two examples of practices that are unquestionably un-Constitutional yet are hardly questioned at all. Neither even came up at Chief Justice Roberts’s confirmation hearing. The first concerns taxation.

[..]The framers, regarding taxation as the most politically sensitive of government powers, required that all bills for raising revenue must originate in the people’s chamber, the House of Representatives. This is the sort of fussy procedural formality that is just a damn nuisance when it comes to running a modern, efficient government. Accordingly, twice in recent years Congress has empowered agencies to devise and collect taxes all on their own—first the Federal Communications Commission in 1996, and then the new Public Company Accounting Oversight Board established by the Sarbanes-Oxley Act in 2002. Both agencies decide how much they want to spend, set a tax that will generate the desired funds, and increase the tax as needed to keep their business plans on track.

[…]My second example concerns federalism. Justice Louis Brandeis wrote in a famous opinion that federalism fosters “laboratories of democracy,” where policies can be tried in individual states and their good or poor results noted elsewhere. The growth of federal power has shuttered many of those laboratories. A federal government that can ban the personal use of medical marijuana grown right in your own backyard—which is plainly neither “interstate” nor “commerce,” yet was easily upheld by the Supreme Court last term—can do just about anything to blot out local policy choices.

Even more striking are the new coast-to-coast regimes being constructed by state officials like New York Attorney General Eliot Spitzer. He candidly admits that his mission is the wholesale restructuring of entire industries on a nationwide scale. The agreements he has imposed on Merrill Lynch and other financial services firms make detailed requirements of how the firms are to be managed in the future. This has created, thanks to collaboration with officials in other states, new national regulatory programs established entirely outside the legislative process and outside the public rule-making procedures of regulatory agencies. Instead, the deals are cut in lawyers’ offices. The results are policy cartels with no exit for any firm or customer, no policy competition or experimentation, no federalism.

The emerging phenomenon is one of multiplying special-purpose national governments operating in parallel with the official national government and without any coterminous political accountability. This has come to pass because of the desuetude of several Constitutional provisions, none more important than the Compact Clause, which provides that “no State shall, without the Consent of Congress, enter into any Agreement…with another State.” The requirement of Congressional approval is unqualified and it is fundamental. For a gang of states to go off on their own and set up independent governing regimes is, politically, a form of partial secession. Yet this protection has lapsed through judicial neglect.

[..]the principle of limited government is not a bit less urgent today than it was two centuries ago. It has now been 25 years since Ronald Reagan arrived in Washington announcing his intention to “check and reverse the growth of government.” That quarter century has been governed mainly by Republican Presidents, and increasingly by Republican legislatures, and even the one Democratic President declared that “the era of big government is over.” Yet the federal government’s annual domestic spending doubled during the period, from about $900 billion to about $1.8 trillion (in 2000 dollars). Today the federal government’s fiscal imbalance—the excess of projected future expenditures over projected future revenues—is close to $70 trillion. About $20 trillion of this enormous sum was tacked on just in 2003, with the addition of a massive, unfunded Medicare entitlement to prescription drug benefits. Increasing taxes to pay for our standing policy commitments would move U.S. rates to the levels prevailing in today’s socialist European nations.

At artiklen allerede har haft effekt kan ses på National Review, hvor Jonah Goldberg, som undertegnede ellers ofte har det svært med, roser artiklen til skyerne og under overskriften “Republican Reformation” argumenterer for, at amerikanske konservative skal “genfødes” som tilhængere af en begrænset stat. Hvis det er den fremtidige linje hos toneangivende konservative såsom skribenterne hos National Review som ellers ofte går mere op i moralske spørgsmål end at begrænse den føderale stat, så er der håb for, at den næste republikanske præsident fører (klassisk) republikansk politik og ikke som den nuværende bruger penge “som en fuld sømand på orlov” som en punditokrat for nyligt udtalte det på tv.

Back in the USSR …

Berlingske Tidendes Jørgen Staun beretter i dagens avis, hvorledes den russiske statsduma i går ved 1. behandling vedtog et lovforslag, som i realiteten vil gøre det umuligt for internationale organisationer at have afdelinger i Rusland, som er politiske og helt eller delvist finansierede fra udlandet.  I praksis vil det bl.a. betyde, at Amnesty International og Human Rights Watch ikke længere vil kunne have afdelinger i landet.  Tilfældigt? Næppe:

“Stramningen sker for at forhindre, at udenlandske regeringer ved at støtte russiske uafhængige organisationer – såkaldte ngo’er – kan fremme en »Orange Revolution« i stil med den i Ukraine og Georgien, hvor de russisk-støttede magthavere blev væltet af folkelige demonstrationer.”

Nobelprisvinderen Milton Friedman formulerede for en del år siden den tese, de forskellige former for frihed (personlig, økonomisk, politisk) over tid vil tendere i retning af at gå hånd i hånd i et land.  I den forbindelse kan man så bemærke sig, at Rusland i 2003-tallene fra Economic Freedom of the World Index fik en score på 5,1 (af 10), svarende til en plads som nr. 117 af 127 lande.  Til sammenligning fik man i 1995 en score på 4,0 og en plads som … nr. 117 af 123 lande.  Plus ca change …

"Scalito"

Så blev det dommer Samuel Alito–med det ideologiske øgenavn “Scalito” (altså: lille Scalia)–som blev Bushs nye nominerede til US Supreme Court.  Her er tale om en kandidat–hvis andre fordele og ulemper ufortalt–er alt det, som Harriet Miers ikke var: Han er fagligt kvalificeret og en fremtrædende profil i den retsfilosofiske tradition, som dele af Bushs konservative bagland ønskede, og hvor det ikke er nok at sige, at man er en evangelsk kristen, som er modstander af abort.

Det bliver givetvis det “mother-of-all-battles”, som mange på både højre- og venstrefløjen havde set frem til.  Spænd sikkerhedsbælterne: Det bliver noget mere interessant og “bumpy” end nomineringerne af Roberts og Miers.  Læs mere på Volokh Conspiracy.

More to come …

Tæm Leviathan

Den amerikanske skatteaktivist Grover Norquist har som bekendt sagt, at han mener, at den offentlige sektor skal være så lille, at man kan drukne den i et badekar.  Men mindre kan vel også gøre det.  Altså: noget mindre drastisk.

I dagens Wall Street Journal har den fhv. Republikanske præsidentkandidat og guvernør i Delaware Pete Du Pont en konstruktiv kronik med den sigende titel “Don’t Spend, Amend”, som amerikanerne i disse tider kunne have brug for–og som ambitiøse danske forfatningsarkitekter som Niels Helveg Petersen og Svend Auken måske burde læse.  I kronikken slår Du Pont til lyds for at sætte forfatningsmæssige restriktioner på de offentlige udgifter:

How big, how expensive and how fiscally generous to industries and local communities should America’s national government be?

The spending policies of the current administration have made this the central domestic public policy question, for government has substantially grown under the leadership of a political party that for many decades has claimed to be the party of smaller government.

The real annual growth rate of federal government outlays is nearly at its highest modern percentage. Under President Clinton it was only 1.5%, under Ronald Reagan 2.6% and under Lyndon Johnson 5.7%. Spending has grown 5.6% a year since George W. Bush took office, and it seems likely to keep rising. Of course the war in Iraq is a part of it, but the current administration’s domestic spending increase is 7.1% a year, the highest since the 1960s. …

The president has signed on to whatever spending increases Congress has chosen to enact. He promised to veto the transportation bill if it contained more than $256 billion in spending. It contained $295 billion, and he signed it anyway. …

But the better solution to the huge increase in federal spending would be a constitutional amendment to hold the growth of federal spending to specific percentages of revenue unless there is a supermajority override by both houses of Congress. It is not a new idea–Delaware, for example, passed a constitutional amendment in 1980, when I was governor, to limit state government spending to 98% of revenue unless there is a three-fifths vote of each legislative house to spend more. The extra 2% goes into a Rainy Day Fund–the kind of fund that could be used for relief in Katrina-type national catastrophes. The amendment has produced 25 consecutive years of balanced Delaware budgets, a fiscal discipline that the federal government needs even more that state governments do.

Another approach is the Taxpayers Bill of Rights, or Tabor, which Colorado put into place via a constitutional amendment in 1992. It limits annual state government spending to inflation plus population growth, with any extra revenue going back to the taxpayers. From 1995 to 2000 Colorado ranked first in the nation in GDP growth and second in personal income growth. Its success has generated a furious effort to allow more spending that will be on the 2006 ballot.

Amending the Constitution is not easy, but is the best solution to the long term spending challenges that have faced every modern president since the Great Depression of the 1930s. And offering it up in our troubled big spending times would energize a policy debate that America needs to have.