Tag: korruption

Hvor dårlig er arven fra kolonitiden?

Rejser man spørgsmålet, om kolonialiseringen af Afrika og store dele af Asian var god eller dårlig, stemples man ofte hurtigt som et ondt menneske. Sidste efterår rasede en konflikt hos det prestigiøse International Studies Quarterly fordi Bruce Gilley, der er lektor i statskundskab ved Portland State University. Grunden var, at tidsskriftet havde optaget en artikel af Gilley med titlen ”The Case for Colonialism” hvor Gillet argumenterede, at kolonitiden havde bragt væsentlig gevinster til nogle lande. Resten af hans artikel, som ISQs redaktion valgte et trække tilbage, ligger her, mens hele artiklen stadig kan findes her.

Gilleys hovedargument, opsummeret her af Inside Higher ED, er at mindst halvdelen af de tidligere kolonier efter uafhængighed oplevede grusomme konflikter og undertrykkende regimer. Selve det, at Gilley stillede spørgsmålet hvor skidt kolonitiden var, fik flere medlemmer af redaktionsbestyrelsen til at kræve, at artiklen blev trukket tilbage under trussel af, at de ellers ville forlade tidsskriftet. Mindst et andet medlem, truede med at trække sig fra redaktionen, hvis artiklen blev trukket tilbage, og adskillige kommentatorer har beklaget hele episoden. Mens man kan angribe artiklen for at være sjusket og ikke op til standard, havde den været gennem en fuld, dobbeltblind peer review-proces som alle andre videnskabelige artikler, og var optaget ved et højt respekteret tidsskrift.

Det eneste, der ikke rigtigt diskuteres, er om de nye regimer, der kom til da mere end 80 lande fra sidste i 40erne til midt-70erne blev uafhængige, var værre eller bedre end kolonimagterne? Det spørgsmål må man øjensynligt ikke stille, og det stiller vi derfor i dag. Det følgende kan måske gå hen at blive basis for en egentlig artikel en dag, men foreløbig skal det blot læses som en konkret, kvantitativ indikation til en blog. Og indikationen kan ses i figuren nedenfor.

Figuren viser ændringen i graden af politisk korruption fra umiddelbart før til umiddelbart efter uafhængighed i 46 afrikanske lande. De røde søjler indikerer tidligere franske kolonier, de blå tidligere britiske kolonier, mens de få resterende er belgiske, portugisiske og en enkelt sydafrikansk (Namibia). Målet kommer fra V-Dem-databasen og er fordelt mellem 0 (ingen korruption) og 1 (endemisk korruption).

Mens der er stor variation – Cape Verdes korruptionsniveau faldt ganske kraftigt efter at landet i 197 frigjorde sig fra det portugisiske diktatur – så 22 af de 46 lande faktisk en stigning i den politiske korruption på mere end 0,1 point, mens kun fem så et tilsvarende fald. I Elfenbenskysten, Guinea-Bissau, Kenya og Madagascar var stigningerne endda så store som 0,4 point på få år. Var kolonitiden da bedre? Svaret, når man fokuserer udelukkende på hvordan de politiske system opfører sig, ligner et ja. Der er naturligvis mange andre relevante mål at se på, men hvor kontroversielt det end kan se ud for mange, er der klare indikationer på, at de nye regimer i uafhængige lande ofte var væsentligt værre end kolonimagterne.

Vil man have nuancer med, kan man f.eks. notere sig hvor rædselsfuldt belgierne opførte sig i Centralafrika, og hvordan det stadig præger områdets failed states, men også hvordan særligt briterne efterlod demokratiske institutioner, der ofte viste sig meget stabile, og hvordan en række mindre lande valgte at vedblive at være kolonier. Man kan ikke blot konkludere, som nogle forskere gerne vil, at Colonies: Saaad! Hvert eksempel er unikt, men der ser ud til også at være mere generelle træk, der bestemt ikke altid taler til fordel for de uafhængige regimer.

Reklame! O Mecanismo – ny TV-serie om korruption i Brasilien

Jeg er stor fan af Netflix. Jovist er det mere bras end kvalitet – hvilket også gælder deres egenproduktion (men det gælder vist alle streamingtjenester og traditionelle TV-kanaler, stats- som privatejede). . Men så er der en serie som den egenproducerede serie “O Mecanismo“, som lige har haft præmiere, og også kan ses på den danske Netflix.

Bag serien står bl. a. producent, instruktør og manuskriptforfatter José Padilho, kendt fra bl. a. “Narcos” og “Tropa de Elite”. O Mecanismo (The Mecanism på engelsk) er en dramaserie, som bruger den enorme korruptionsskandale, Lava Jato, som udgangspunkt. Serien følger efterforskningen og har skabt stor furore og vrede, ikke mindst på den Brasilianske venstrefløj, som opfordrer til boykot af Netflix.

I forbindelse med præmieren har Netflix åbnet korruptionsbutikker (lojas da corrupção) i lufthavne i São Paulo og Brasilia (se ovenstående video). På youtube kan man også finde nedenstående fabelagtige “reklamefilm”, hvor hovedbudskabet er at  det er muligt at være “med på moden over hævet over loven”.

Herfra skal bare lyde en kraftig opfordring til at se serien, den er fremragende. Og som vi tidligere har skrevet her på bloggen anser vi Lava Jato som noget af det mest positive der er sket i Brasilien i mange år – altså ikke selve korruptionen, men afsløringerne af magtfulde politikere og erhvervsfolks ageren og de efterfølgende fængselsdomme over dem.

Latinamerika – Who’s hot and who’s not del II, Brasilien


Da en af brødrene Batista, som kontrollerer verdens største kødpakningskoncern, JBS, sidste år skulle forklare og undskylde hvorfor man havde været involveret i omfattende korruption og bestikkelse, svarere han:

I det brasilianske system, hvor det ofte er vanskeligt at sælge løsninger, har vores iværksætterånd og enorme ønske om at få tingene gjort, ført os på afveje og til at vi har valgt at  betale (bestikke) offentligt ansatte, I andre lande uden for Brasilien har vi kunne udvide vores forretning uden at bryde vores etiske værdier.

Det skabte en del furore i Brasilien, hvor mange ikke mente at det var en egentlig undskyldning. Det var det måske heller ikke, men han havde nu alligevel en væsentlig pointe. For den måde brasiliansk økonomi er indrettet, hvor statens centrale placering og betydning kan være afgørende for hvem som har succes som iværksætter/forretningsmand, bliver rentseeking selvfølgelig også af en helt anden og afgørende betydning end på et nogenlunde frit marked. Overvej blot betydningen af at stat- og delstater står for mere end 90 procent kredit med en løbetid over et år. Læg dertil at en væsentlig del af den statslige långivning sker – eller måske rettere skete med negative realrenter. Hvem vil ikke gerne have adgang til denne finansiering? Det er unægtelig fristende at hjælpe sine chancer på vej ved en erkendtlighed eller to til de der afgør hvem som får adgang til denne billige finansiering.

Eller hvad siger man til at man kan sikre sig kontrakter til massive overpriser ved leverancer til det statskontrolerede olieselskab, mod at give en erkendtlighed til de ansatte og bestyrelsesmedlemmer? Igen, det er fristende. Og sådan kunne man blive ved. Og det er faktisk også i grove træk hvad der ligger bag den enorme korruptionsskandale Lava Jato (på dansk bilvask), som siden 2014 har rystet den politiske og økonomiske elite i Brasilien og har ført til at flere erhvervsfolk og politikere er idømt flere års fængsel, mens en række af Brasiliens største virksomheder, som bl. a. de to multinationale giganter JBS og Odebrecht, har fået bøder i mia. klassen.

Skandalen er bestemt ikke afgrænset til Brasilien – ikke mindst Odebrecht (gigantisk multinational entreprenørfirma) har været involveret i bestikkelse af politikere og embedsmænd i mange lande, både i resten af Latinamerika og Afrika.

Og det er netop bl. a. Odebrechts betalinger for en ejendom til tidligere præsident Lula, som medførte at han sidste år blev idømt 9½ års fængsel for hvidvaskning og korruption. En dom som ikke kun blev stadfæstet, men skærpet til 12 år og 1 mdr ved en appelret i Porto Allegre i går (onsdag den 24.12018).

Dommen, som muligvis medfører at Lula ikke kan stille op til efterårets præsidentvalg er af flere iagttagere angivet som den væsentligste årsag til, at  det brasilianske aktieindex i disse dage er højere end nogensiden før. Det skyldes at Lula på trods af dommen sidste år var favorit til at vinde præsidentvalget, i hvert fald målt på kendte og sandsynlige kandidater. Ikke fordi et flertal mener han er uskyldig dømt – mens opinionsmålinger har ham som favorit på nuværende tidspunkt.

Politisk kaos og konstitutionel krise

Ca. 36 procent vil stemme på Lula ifølge meningsmålingerne, mens den 2. mest populære kandidat er en brasiliansk udgave af Donald Trump på speed, Jair Bolsonaro, som jeg havde den blandede fornøjelse af møde under præsidentvalget i 2014.

Mens Lula således har opbakning hos lidt mere end 1/3 af vælgerne, viser andre målinger at 40 procent af vælgerne aldrig kunne finde på at stemme på ham, mens ca. 60 procent faktisk er overbevist om at han er skyldig i anklagerne om korruption

Minimum 20 procent af vælgerne vil altså ikke udelukke at de vil stemme på Lula, selv om de mener han er skyldig i korruption. Det kan forklares af flere forhold;

For det første er det – formentlig med rette – en udbredt opfattelse i den brasilianske befolkning at de fleste (ae ovenstående ill.) politikere er korrupte. Med andre ord er udgangspunktet at man kan vælge mellem X antal kandidater der alle er korrupte. For det andet betyder det om en kandidat er korrupt eller ej ikke særligt meget for en stor del af befolkningen. IBGE lavede for nogle år siden en vælgerundersøgelse, hvoraf det fremgik, at 3 ud af 4 vælgere ikke lagde vægt på hvorvidt en kandidat var korrupt eller ej, og mange erkendte at de ville gøre det samme hvis de fik muligheden. Dette ter en opfattelse som især er udbredt blandt den fattigere del af befolkningen, som netop er PT og Lula’s kernevælgere. At se korruption som et væsentligt problem er i vid udstrækning et urbant middeklassefænomen. Da middelklassen også er de vigtigste forbruge af nyhedsmedier, hvis normer og prioritering dikterer prioriteringen , er der derfor grund til at tro at korruptionsskandalen fylder noget mindre hos befolkningen end den gør i medierne.

Ifølge brasiliansk lov, forøvrigt vedtaget under præsident Lula og gældende siden 2010, er man udelukket fra at stille op i 8 år, hvis man er dømt for korruption (den såkaldte ficha Limpa). Men……. Hvorvidt et evt. Lula kandidatur skal afvises, kan man ende med at retssystemet (i sidste endehøjesteret) først tager stilling til, når  Lula formelt registrerer sit kandidatur. Det kan ske frem til den 15. august. Han vil herefter fortsat kunne deltage i valgkampen indtil der foreligger en endelig afgørelse. I yderste tilfælde kan man risikere at Lula vinder valget, for herefter at blive afvist som kandidat, hvorefter der skal udskrives valg.

Uanset hvilke scenarier man opstiller, er risikoen for en konstitutionel krise i forbindelse med hvad mange betragter som det vigtigste præsidentvalg siden genindførelsen af demokratiet i Brasilien meget høj.

Det skal dog ikke skjules, at jeg anser netop Lava Jato og de afledede korruptionssager for at være noget af det mest positive, der er sket i Brasilien i mange år. Magtens tredeling og retssystemet har vist sig – nok til overraskelse for de fleste – at have været langt stærkere end forventet indtil videre.  Det vil forhåbentlig have en positiv effekt på sigt. Desværre er det ikke nok til at jeg vil placere Brasilien i kategorien hot endnu. For når man ser på det politiske system og mulighederne for at gennemføre de nødvendige reformer (som vi har skrevet om ved utallige lejligheder gennem årene) er usikkerheden fortsat stor. Standard og Poor nedsatte således Brasiliens kreditrating for nylig, netop med henvisning til manglende pensionsreformer.

“Landet af i morgen” er langt væk

Nok trækker det op hvis man undgår Lula som præsident – også selv om det måtte blive i den Lula light udgave man så i hans første præsidentperode 2003-2007. Men med Lula som præsident vil sandsynligheden for at man gennemfører de nødvendige fortsatte reformer (man har faktisk gennemført en del reformer, bl. a. arbejdsmarkedsreformer de seneste år under præsident Temer, men langt fra nok) bestemt ikke stige. Historien at det er meget svært i det hele taget at reformere Brasiliansk økonomi. Erfaringerne fra 90erne viser at man tilpasser sig lige netop nok til at systemet kan overleve. Bedste bud er derfor at Brasilien vil fortsat vil opleve en afdæmpet økonomisk udvikling i forhold til resten af Sydamerika. Altså en fortsættelse af den udvikling vi har set de seneste 30-35 år.

Derfor anser jeg Brasilien for at  være “not hot” indtil videre.

PS. I går skrev jeg at jeg ville se mere på de enkelte lande i dagens indlæg. Nu kom dette indlæg alene til at omhandle Brasilien. Jeg fortsætter i næste uge med indlæg om andre lande i regionen, og om hvorvidt de skal klassificeres som “hot or not”. Bl. a. Argentina og Mexico. Så der kommer altså som minimum også et “Who’s hot and who’s not” i begyndelsen af næste uge.

Public Choice 11: Korruption

Et felt, hvor public choice-forskere har været helt centrale og ændret måden, man analyserer et helt problemkompleks, er studiet af korruption; noget, vi også har skrevet om adskillige gange. Det giver ganske enkelt ikke megen mening at analysere korruption og korruptionsproblemer uden at tage udgangspunkt i en public choice-tilgang. Som vi skrev for et par måneder siden, antog man før public choice-revolutionen, at politikere og embedsmænd følger reglerne og automatisk gør det rigtige. I en sådan gammeldags ’wilsonsk’ optik kan korruption således kun ske, fordi enkelte, isolerede individer er moralsk defekte. Korruption kan logisk ikke være et særligt udbredt fænomen, og der kan ikke findes nogen analytisk baseret strategi mod korruptionsproblemer.

Det er da også sigende, at forskellige handbooks i udviklingsøkonomi og lignende felter ikke nævnte korruption med et eneste ord før starten af 00’erne. Publikationer fra Verdensbanken og FN er ligeledes stadig renset for klare henvisninger til fænomenet, selvom alle eksperter og mange andre ved, at korruption er et problem, der gennemsyrer mange fattige samfund. Det er ganske enkelt ikke politisk god stil at nævne offentligt, at der i lande som Nigeria, Bangladesh eller Grækenland bestikkes på livet løs.

Med public choice-skolens analyseapparat kan man omvendt forstå og analysere korruption – og dens lovlige fætter lobbying – som et almindeligt problem, der kan være stærkt udbredt. Korruption defineres ofte som ”misbrug af offentligt embede til privat gevinst” og er derfor en særlig type rent-seeking. Robert Klitgaard beskrev korruption som M + D – A: “Monopoly (M) plus discretion (D) minus accountability (A).” Korruption kan således opstå, når en embedsmand eller en gruppe embedsmænd har monopol på en særlig service, selv kan bestemme hvordan de de facto implementerer den (diskretionen) og ikke holdes ansvarlige for deres job. Virksomheder, enkeltpersoner eller særinteresser kan således købe sig til særbehandling og til de facto at kunne ignorere lovgivning, og på politisk plan også købe sig til særlig politik, der gavner dem. Et af de store korruptionsproblemer er, at både politik og implementeringen af den – miljøregulering, importtold, godkendelsesprocedurer osv. – bliver skævvredne.

Det særlige ved en public choice-tilgang er her, at korruption ikke opstår fordi nogle embedsmænd eller politikere er onde, men pga. de incitamenter, der defineres af de institutioner de lever med og den situation de er i. Institutionerne definerer for eksempel, hvor meget diskretion, der overlades til embedsværket, og i hvor høj grad de holdes ansvarlige. Særligt det sidste element er stærkt forbundet med kvaliteten af domstolene og hvor politisk uafhængige, de er. Når det gælder politisk korruption er domstolenes uafhængighed ekstra vigtig – en stor del af den nye historie i Brasilien, hvor domstolene virkelig er begyndt at gå efter bestikkelse af toppolitikere, er netop at domstolene er begyndt at opføre sig politisk uafhængigt og at individuelle dommere derfor ikke længere har meget at miste ved ikke at beskytte politikerstandens kriminalitet.

Men en anden del af historien – og sandsynligvis også en del af den danske historie med bemærkelsesværdigt lidt korruption – er i hvor høj grad almindelige borgere og vælgere er parate til at straffe folk i magtpositioner, der er korrupte. Korruption kan således ikke forstås uden en public choice-tilgang, dvs. uden en insisteren på, at korruption er en konsekvens af de incitamenter, folk har: Nogle af dem er økonomiske – ofte er bestikkelse kun et spørgsmål om at finde den rigtige pris – men andre incitamenter er politiske, og nogle er sociale. Når man først opgiver den gamle ide om, at der ikke findes systematiske incitamentsproblemer i politik og embedsværk, kan man begynde at undersøge incitamenterne, og diskutere hvorfor nogle lande har langt større problemer end andre. Før den erkendelse – og det er en af de centrale i public choice – er det et mysterium hvorfor Danmark er langt mindre plaget af bestikkelsesproblemer end Grækenland.

Mere om (dårlig) regeringsførelse i EU

Vi skrev forleden om det særlige i folks tillid til nationale institutioner og til EU, og hvordan den relative tillid reflekterer forskellige befolkningers holdning til EU-integration. Dagens billede reflekterer det samme, men fra en lidt anden vinkel: Hvor meget korruption er der i et EU-land, og i hvor høj grad stoler de på EU-institutioner i stedet for landets egne. Spørgsmålet er særligt problematisk fordi lande, der er særligt villige til at overføre suverænitet og politiske beslutninger til Bruxelles, sandsynligvis også har større indflydelse på, hvad der faktisk gennemføres og implementeres.

Figuren nedenfor demonstrerer sammenhængen mellem bestikkelse og korruptionsproblemer, målt med Transparency Internationals CPI (hvor 100 er helt uden bestikkelse), og den relative tillid til EU-institutioner. De røde markører er eks-kommunistiske medlemmer, de sorte er kandidatlande, de blå Vesteuropa, og af dem er de stribede lande, der tilhører den traditionelle liberale gruppe. Figuren demonstrerer relativt klart, sammenhængen fra forleden også gælder korruptionsproblemer. Den viser dog også, at den liberale gruppe, der klart foretrækker mindre regulering, mindre centralisering, og markante reformer af landbrugs- og handelspolitikken, ikke ligefrem er repræsentative for EU. Mens gennemsnitskorruptionen i gruppen er 77, er gennemsnittet for resten af EU 57 – dvs. hele 20 point værre.

eu korrupt relativ tillid

Det bekymrende kan således være, at de lande, der kan risikere at kendetegne en yderligere integrationsproces som Jean-Claude Juncker tydeligt har argumenteret for som det rigtige respons til Brexit, er dem med de mindst rene institutioner og politikere, og de ringeste hjemlige politikker. De er også de lande, der (som jeg viste i en artikel for nogle år siden) har de også de effektivt højeste tekniske handelsbarrierer. Går man i retning af yderligere centralisering af beslutninger i EU, er strukturen af de indflydelsesrige lande og deres traditioner foruroligende.

Hvor meget mister statskassen på grund af skattely?

Det såkaldte ”Panamalæk” fylder en stor del af mediebilledet i disse dage. De medier, der har ”eneret” til papirerne, forsøger at sælge historien med maksimal opmærksomhed.

Men dækningen af Panamahistorien har stort set ikke besvaret nogen centrale spørgsmål. Hvor stort er omfanget af skatteunddragelse gennem skattely? Hvilken vej går det med udnyttelsen af skattely? Hvad dækker kontiene i skattely egentlig over?

Det eneste, de pågældende medier har offentliggjort, er udvalgte navne på personer samt banker, der optræder i dokumenterne. Selve dokumenterne er ikke offentliggjort hverken helt eller delvist (se Martin Ågerup for en rammende kritik).

 

Det handler ikke kun om skat

Det hedder jo skattely, og de skjulte konti bliver da også fremstillet, som om dette udelukkende handler om skatteunddragelse. De offentliggjorte navne tyder dog på, at hovedproblemet snarere er ulovlige midler fra f.eks. korruption. Mange af navnene er politikere, embedsmænd og deres familier. Der er ledere fra autoritære regimer, som ser ud til at skjule midler røvet fra deres befolkninger. Der er navne som tyder på snyd af partnere og kreditorer. Der er også folk, som gemmer penge for autoritære ledere og regimer med svag beskyttelse af ejendomsretten.

 

Mistede skatteindtægter på 0,3 pct. af BNP

Hvor stort er omfanget af skatteunddragelse gennem skattely? Det er i sagens natur meget svært at besvare, fordi oplysningerne netop holdes skjult. Der florerer mange fantasifulde og misvisende tal. Opgørelser over overførsler til skattelylande siger ikke rigtig noget – dels er mange transaktioner fuldt ud legale, dels er de illegale ikke altid med. Det svarer lidt til at opgøre antallet af illegale immigranter ved at tælle personer i telefonbogen! Der er også mange tal, som inkluderer helt legal skatteplanlægning. At sammenligne den faktiske skattebetaling med, hvad nogen synes, skatteyderne burde have betalt, er en frugtesløs eksercits.

Et eksempel på talblindheden er Danmarks Radios dokumentarchefs påstand: ”Hvis man ser på EU, vurderes det, at 1.000 milliarder euro hvert år rykkes i skattely. De mistede skatteindtægter kan jo være med til at finansiere vores skoler, veje og sygehuse”.

Det måske mest troværdige tal for omfanget af illegale konti i er udarbejdet af den franske venstrefløjsøkonom Gabriel Zucman. Hans metode går grundlæggende ud på at se på forskellen mellem de rapporterede aktiver og passiver i landenes nationalregnskaber. Hvis mængden af passiver overstiger aktiverne globalt set, må der være aktiver, som ingen vil kendes ved. Det kunne være nogle i skattely. Hvad viser hans tal?

Han skønner for det første, at der står 7.600 mia. dollar på konti i skattely globalt. Det er som sagt indeståendet, ikke den årlige tilstrømning. Det svarer til 8 pct. af de samlede finansielle aktiver hos husholdningerne i verden.

Han skønner for det andet, at der årligt bliver unddraget 190 mia. dollar i skat globalt. Det svarer til 1 pct. af de globale skatteindtægter.

Der er ikke tal for Danmark. Og metoden indebærer, at det er svært at opgøre på enkeltlande. For Europa samlet anslår han, at der er tabte skatteindtægter på 75 mia. dollar. Hvis man forudsætter, at de tabte skatteindtægter i Danmark svarer til økonomiens relative størrelse, bliver det 6½ mia.kr. Det svarer til 0,3 pct. af BNP.

Er der grund til at tro, at Danmark står for en større andel? Det er der næppe. Frem til 2010 var det muligt at indskyde ubegrænsede midler på en ratepensionsordning, hvor afkastet beskattes med 15 pct. Sammenholdt med de omkostninger, der må formodes at være ved at placere illegalt i skattely, var det rent skattemæssige incitament nok begrænset. Det har dog ændret sig med det loft, som blev indført i 2010.

Mere afgørende er det dog nok, at en væsentlig del af indeståenderne i ”skattely” som sagt dækker over illegale midler fra korruption og svindel. Danmark er det mindst korrupte land ifølge Transparency International. Det er da også påfaldende, at der blandt afsløringerne af navne fra Panamapapirerne ingen danske politikere, embedsmænd eller seriøse erhvervsfolk har været. Det er egentlig det mest opsigtsvækkende.

Faktisk viser Zucmans opgørelse, at i de lande, hvor udbredelsen af skattelykonti er allerstørst – Rusland og Golfstaterne – er der praktisk taget ikke noget mindreprovenu. Det er ikke for at snyde i skat, men for at gemme penge fra borgerne, for at have penge gemt af vejen i tilfælde af revolution eller lignende.

 

Er 0,3 pct. et stort tal?

Men lad os nu antage, at størrelsesordenen er 0,3 pct. af BNP i tabte skatteindtægter i Danmark som følge af konti i skattely. Er det et stort tal? Det er selvfølgelig en smagssag. Men det er ikke stort i den forstand, at det har nogen særlig nationaløkonomisk betydning. Det samlede skattetryk er 44,8 pct. af BNP.

Man kan også sammenligne med omfanget af sort arbejde, som ifølge DØRS på baggrund af data fra Rockwool Fondens Forskningsenhed kan anslås til 1½ pct. af BNP. SKATs opgørelse af det samlede skattegab – altså fejlangivelser på virksomheders og personers selvangivelser samt restancer – er 2,7 pct.

Det kan være fristende at sammenligne med politiktiltag, som også beløber sig til 6½ mia.kr. F.eks. kunne topskatten afskaffes for omtrent det beløb. Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at vi aldrig med nok så stor en kontrolindsats ville kunne blive skatteunddragelse helt kvit. Det er altså ikke realistisk at sætte de to forslag op imod hinanden.

 

Skattely under pres

Hverken medier eller politikere har været sene til at kræve handling. Det er, som om der er afsløret noget helt nyt og hidtil upåagtet. Og det kan godt være, at det er nyt for de pågældende. Men realiteten er, at internationalt er kursen blevet strammet ganske alvorligt over for skattelylandene navnlig under præsident Obama. De er nu i vid udstrækning forpligtet til at udveksle information med resten af verden. Danskeres muligheder for at gemme penge under schweizisk bankhemmelighed hører fortiden til. En voksende gruppe på nu knap 100 lande har automatisk informationsudveksling, så danske myndigheder bliver underrettet, hvis en dansker har en konto og et afkast på en konto i landet. Panama har netop tilsluttet sig automatisk informationsudveksling.

Det er selvsagt fortsat muligt at skjule midler i skattely, men mulighederne er blevet mindre, og risikoen for at blive taget er vokset. Det svarer i princippet til at sætte en lås på døren. Den garanterer selvsagt ikke imod indbrud, men øger tyvens omkostning ved at bryde ind og gør derfor indbruddet mindre sandsynligt. På samme måde er det blevet vanskeligere at gemme penge under bankhemmelighed.

Det er ikke realistisk at opnå en verden uden indbrudstyveri og heller ikke uden muligheder for at gemme penge fra myndighederne eller andre. Men det er lidt ironisk, at der kommer så voldsomt fokus på skattely netop som landene er kommet så meget under pres. Blot fordi der tilfældigvis lige nu har været et læk af nogle dokumenter – ovenikøbet dokumenter som vi ikke har fået meget at vide om, andet end en håndfuld danske navne og nogle hundrede udenlandske.


Jeg har deltaget i et par udsendelser om Panamahistorien: DR2 Deadline og Radio 24syv Cordua & Steno

Transparency International, CPI 2015

Som flere af vores læsere er opmærksomme på, udgav Transparency International forleden deres årlige Corruption Perception Index for 2015. TI-indekset er det mest almindeligt brugte mål for, hvor meget eller lidt korruption, et land lider under. Mens det med jævne mellemrum kritiseres for kun at fange folks opfattelse af korruption og bestikkelsesproblemer – og dermed måske ikke den faktiske situation – peger det meste forskning på, at det faktisk er et ganske godt mål. Jeg har også i min egen forskning noteret mig, at det generelt viser det samme som andre mål, baseret på andre målemetoder (se f.eks. her og her).

Årets Top-30 er illustreret i figuren nedenfor; blå søjler er de nordiske lande, røde søjler er de to tidligere kommunistiske lande (Estland og Polen), der er i toppen, og de to grønne er formelt udviklingslande (Bhutan og Botswana). Bemærk, at bunden af figuren er sat til en score på 43, som er årets gennemsnit over alle de 167 lande, der er ratet.

CPI 2015

I den absolutte top er der ingen overraskelser. Danmark, Finland, Sverige, New Zealand og Holland har gennem årene liget i den absolutte top – korruption er særdeles sjælden hos os, og selvom der er en sag i ny og næ som sidste år i Danmark, viser disse sager hvor hårdt og effektivt, der slås ned på problemer. Toppen er således karakteriseret ved at være lande med meget høje tillidsniveauer – Norden, New Zealand, Canada, Holland – og lande med særlige traditioner for rene bureaukratier som f.eks. Tyskland, Singapore og Schweiz.

Det er, når man kommer forbi de første 20, at lande, man kan kalde overraskelser, dukker op. Estland har samme rating som Frankrig på trods af landets lange kommunistiske fortid. Som vi tidligere har skrevet her på stedet, er landet i fuld færd med at etablere sig som det hemmelige, nordiske samfund. Det samme gælder i en vis forstand Polen, som mange danskere har en del fordomme overfor. Men polakkerne har så absolut ingen accept af korruption og har ryddet imponerende op i deres samfund de sidste 20 år. I gruppen ligger også det mærkværdige land Bhutan, Afrikas tordnende succes Botswana, og Qatar og de Forenede Arabiske Emirater. Det sidste fortjener en kommentar på vejen som noget så sjældent som et mellemøstligt olieland uden særlige bestikkelsesproblemer.

Qatar og Emiraterne har en meget tydelig ambition om at blive regionens svar på Singapore, og med embedsværk, der er lige så rene som Frankrig eller Chiles, er de på rette vej. De er således også et eksempel på, at intet samfund er dømt til at forblive korrupt. Viljen til at løse problemerne kombineret med et politisk system, der følger med – uanset om det er demokratisk, autokratisk eller et absolut monarki, er nødvendigt. Man får dermed et hint til at forstå, hvorfor Grækenland og Rumænien er så anderledes end Portugal og Polen; men måske er det mere et emne for et gymnasieprojekt end en blogpost?

Korruption og tillid i Europa (igen)

Jeg har på det sidste måttet forholde mig igen til korruption på tværs af Europa. Den ene grund har været, at Danmark faktisk for tiden har en bestikkelsessag og flere dermed har spurgt mig, om det ikke er helt forkert at tro, at vi er et af de mindste korrupte folk i verden. Mit svar er som altid, at vi ikke er perfekte, men så ukorrupte at de fleste andre – endda i Europa – er misundelige. Og hvornår har de selv hørt om bestikkelse?

Den anden grund er, at jeg har talt med et par gymnasieelever, der skriver opgave om relaterede emner. Her har en del af samtalen handlet om, hvorfor vi er et af de mindst korrupte samfund. Svaret er værd at dvæle en smule ved, da samtidig fortæller noget om, hvad vi tager for givet som andre samfund ikke har. Det er illustreret i figuren nedenfor, der viser sammenhængen mellem korruption og social tillid for to grupper af lande: Dem med relativt dårlige og dem med relativt gode retsvæsener ifølge Fraser Instituttets vurdering.

Nogle samfundsforskere påstår, at tilliden er skabt af den lave korruption og dygtig politik, men den påstand er ikke konsistent med anden evidens. Man kan for eksempel vise med amerikanske indvandrerdata, at tilliden er ret stabil selv når folk flytter samfund, og at den særlige nordiske tillid må have været der for 80 år siden. Det er dermed tillid, der påvirker korruption, og ikke omvendt.

tillid korruption to grupperFiguren viser dog også ganske klart, at retsvæsenet spiller en rolle. Frankrig er et eksempel på det, da landet har en ganske svag tillidskultur (cirka 23 % erklærer, at de stoler på andre), men det har stadig relativt begrænsede bestikkelsesproblemer. Grunden er at Frankrig af andre årsager har formået at opbygge et ret effektivt retsvæsen.

Kombinationen af en stærk tillidskultur og et solidt retsvæsen er således en stærk forklaring, både internationalt og i en dansk kontekst, på hvorfor nogle enkelte lande har så få problemer af art. Danmark ligger globalt i Top 3 når det gælder tillid, og på alle mål i Top 10 for retsvæsenets fairness, effektivitet og integritet. Og det sidste ser også ud til at være et gammelt dansk kendetegn: Hvis man ellers skal tro på den ganske statsfjendtlige Otto Lehmans vurdering i slutningen af 1830erne, var det danske retsvæsen allerede dengang politisk uafhængigt og ganske effektivt. Konklusionen er ret basal: Uanset hvad andre måtte mene, peger evidensen på at vi ikke skylder nutidens politikere noget som helst. Der er vel næppe grund til at være taknemmelig over, at de ikke har ødelagt de danske institutioner?

For de interesserede har jeg desuden markeret Grækenland – den gule – som ikke overhovedet er mærkelig, givet landets institutioner. Den anden specielle observation – den enlige røde prik oppe blandt de sorte – er pudsigt nok Uruguay, der også på andre områder er kendt som særligt. The Economist kaldte det for eksempel for to år siden for ”the region’s best-functioning democracy.” Hvorfor Uruguay så er specielt, kan blive emnet for en post på et senere tidspunkt.

Svækker korruption erhvervs- og iværksætteraktivitet?

Dagens spørgsmål kan umiddelbart virke lige til. Hvis man skal bestikke sig til tilladelser til forskellige ting – opstart, miljø- og arbejdsforhold, eller fødevarekvalitet – bliver det markant langsommere og dyrere at starte virksomhed og drive den. Men der er andre forhold, der potentielt kan vende forholdet på hovedet. Spørgsmålet kompliceres yderligere af, at det er ganske svært at måle korruption, da problemets natur gør, at de involverede altid søger at hemmeligholde aktiviteten. Et nyt studie af Jamie Bologna og Amanda Ross, henholdsvis PhD-studerende og adjunkt på West Virginia University, der publiceres i Public Choice, giver et væsentligt klarere og overbevisende svar på spørgsmålet.

Forfatterne bruger det særlige forhold, at den brasilianske præsident Lula i 2003 indførte en ordning, hvor cirka en procent af kommunerne i Brasilien hver måned udvælges i et lotteri. Trækkes ens kommune, bliver dens regnskaber omhyggeligt revideret af en uafhængig enhed. Der er derfor offentligt tilgængelige data fra de tilfældige revisioner på, hvor stor en andel af en kommunes reviderede udgifter, der involverer bestikkelse. Bruger man dataene fra 2003, har man et så objektivt mål for korruption i Brasilien, som man næsten kan få.

Bologna og Ross kombinerer dette korruptionsmål med mål for erhvervsaktivitet og dens udvikling, så man kan se i hvor høj grad korruption er skadelig. Deres generelle billede er, at hvis korruptionsmålet stiger med ti procentpoint, falder antallet af virksomheder på langt sigt med 15-20 ud af et gennemsnit på 50 per kommune. De kan videre vise, at problemet er større for mindre virksomheder (med mindre end ti ansatte) og for virksomheder involveret i ressourceudvinding, byggebranchen, produktion, og transport. Generelt er 12 af de 17 sektorer dækket i de brasilianske statistikker påvirket af korruption.

De to forfattere kan dog gå et skridt videre, idet de også har et officielt mål for, hvor effektivt og udbygget, det offentlige bureaukrati er i hver kommune. De kan derfor skelne mellem ’sanding the wheels’ hypotesen om at omkostningerne ved bestikkelse ødelægger aktivitet, og ’greasing the wheels’ hypotesen, der siger at det er gavnligt at kunne bestikke sig udenom særligt tunge reguleringer og interventioner. De finder evidens for begge, idet bestikkelse på kort sigt er tydeligt positivt forbundet med erhvervsaktivitet i de kommuner, der har helt særligt svage bureaukratier. For cirka halvdelen med relativt gode bureaukratier, finder de dog helt konsistent og signifikant negative virkninger.

Selvom resultaterne derfor måske ikke er overraskende, er studiet værd at lægge mærke til. Grunden er, at Bologna og Ross først af alt afhjælper et af de helt store problemer i korruptionsforskning – hvordan man måler problemet – og derefter viser omhyggeligt og meget præcist, i hvilket omfang og i hvilke dele af økonomien, problemerne er størst. Det er sjældent, at man i denne forskning ser et papir, der så tydeligt undgår de ellers svære faldgruber, når man forsøger at vurdere bestikkelseskonsekvenser. Om politiske kontakter og lobbyisme kan skabe lige så svære problemer i bestikkelsesfri samfund som Danmark, er dog stadig et åbent spørgsmål.

Hvordan går det med den europæiske korruption?

Man hører med jævne mellemrum påstande om, at korruptionen er eksploderet – især når folk er utilfredse med noget helt andet. En af de mest brugte definitioner er ”the abuse of public office for private gain” hvilket i de fleste tilfælde omfatter bestikkelse. Som vi har skrevet om før her på stedet, er der forsvindende lidt af det i Danmark, mens det er ganske almindeligt i andre lande. Men hvilke lande? Og passer folks forestillinger om, hvilke lande der er mest korrupte, stadig?

Figuren nedenunder viser udviklingen i korruption i fem europæiske regioner siden sidst i 90erne, baseret på Transparency Internationals korruptionsindeks. Jo højere indeksværdien er, jo mindre korruption har landet, og 100 er defineret som helt fri for problemer. Som man kan se af den sorte linje, er de nordiske lande de suverænt reneste i Europa. Den lille nedadgående trend er udelukkende drevet af Island, der faktisk har vist sig at have problemer. Nordvesteuropa har også været nogenlunde stabilt over perioden. Et af de få, der har et faldende indeks, er Storbritannien – udløst af afsløringerne fra mediernes bestikkelse af bl.a. politi.

Korruption Europa 99 13

Den gode nyhed er, at det går fremad i både Sydeuropa og de tidligere kommunistiske lande i Centraleuropa. Den bedste nyhed er dog, at vores nærmeste naboer med en kommunistisk fortid meget hurtigt er ved at blive af med deres værste korruptionsproblemer. Polen, der for 15 år siden lå på græsk niveau, har i dag problemer i samme omfang som Spanien og Portugal – dvs. ikke perfekt, men dog en stor forbedring. Estland, som ofte er ’det hemmelige nordiske land’, er endda rykket fra en placering midt i feltet til cirka østrigsk eller fransk niveau.

Og hvad så, kunne man måske spørge. Svaret er, at det er vigtig information for mange erhvervsinteresser, som måske stadig hænger fast i forestillingen om Østeuropa. De nordlige postkommunistiske lande er ikke længere ’Østeuropa’ som vi forestiller os. De er på flere måder ved at blive Nordeuropa, som de var en gang.

Gæsteindlæg: Ministerium ude over kanten

Jens Frederik Hansen leverer her et gæsteindlæg til Punditokraterne om den undersøgelse af forholdene i og omkring Socialministeriet angående “Stemmer på kanten”, som advokat Pernille Backhausen har afleveret.

Anette Vilhelmsen er ikke renset

New ImageNu har jeg haft lejlighed til at gennemlæse Pernille Backhausens advokatredegørelse om Anette Vilhelmsen. Det har jeg selvsagt ventet på, fordi jeg selv har haft nogle markante meninger om sagen tidligere.

Pernille Backhausen udviser en høj grad af integritet. Og hun bekræfter stort set samtlige mine antagelser. Men hvor der er 2 jurister, vil der imidlertid altid være mindst 3 meninger, så jeg er naturligvis ikke enig i alle punkter. Men så er man nede i detaljerne, f.eks. om det har nogen betydning, at man formelt bevilger tilskuddet til en anden end den reelle modtager.

Konklusionerne

Hovedsagen er, at hun om det samlede ministeriums rolle klart slår fast:
1) at sagsbehandlingen var åbenlyst usaglig,
1) at ministeriet var brølende inhabilt, og
3) at man var bange for, at Lisbeth Zornig Andersen ville gøre alvor af en trussel om at gå til pressen og derfor skaffede ekstra penge.

Vilhelmsens hhv. embedsmændenes rolle

Advokatredegørelsen er bestilt på baggrund af sagens skriftlige materiale, og det er formentlig den eneste grund til, at der ikke udtales en lige så sviende kritik af ministeren selv. For der findes mærkeligt nok ikke et eneste lille notat om hendes ageren i sagen – udover det herostratisk berømte fjernsynsklip. Men man har da lov til at formode, at al postyret om at skaffe en ekstra million trods alt har været iværksat efter hendes ønske.

At ministeren var langt udenfor det område, hvor hun kunne bunde, og at hun optrådte som en hund i et spil kegler, kan ingen være i tvivl om. Men det ændrer jo ikke ved, at damen er ansvarlig efter de sædvanlige regler om ministres ansvar.

Det er temmelig ubehageligt, at hun – og hendes embedsmænd – tydeligvis var villige til at bruge en ekstra million af andres penge, bare fordi man var for forfængelige til at indrømme en fejl.

Og det er uskønt, at hun dækkede over sin – trods alt tilgivelige – spontane udtalelse ved at begå en række tjenesteforseelser. Og hun lod embedsmændene bistå sig. Hvis hun ville have været fri for kritik, så skulle hun i hvert fald have stoppet det, så snart hun fik kundskab derom.

Man bliver bestemt heller ikke imponeret af kvaliteten af embedsmændene. Begreber som retlinethed er tydeligvis afskaffet til fordel for at sno sig. Man kan godt undre sig over, at ministeriet vil fortsætte med samme holdopstilling.

Kan Zornig beholde pengene

Den væsentligste mangel ved redegørelsen – men det ligger udenfor kommissoriet og kan derfor ikke bebrejdes undersøgeren – er, at der ikke tages stilling til, om bevillingen skal opretholdes. Som sagen nu ligger oplyst, er der imidlertid ingen grund til anse bevillingen for lovlig. Hvis man skulle behandle enlige mødre og facile konsulenter med den samme målestok, så burde pengene derfor tilbage i statskassen.

Korruption i 1800-tallets Danmark

Siden sidst i 90erne er korruption blevet et større forskningsområde, efter en lang periode, hvor det ganske enkelt ikke var et problem, man nævnte i det ’gode’ selskab. Vi ved nu langt mere om, hvorfor nogle lande har større bestikkelsesproblemer end andre – og også hvorfor enkelte lande som Danmark slet ingen har. Det historiske overblik har dog manglet, ikke mindst fordi det er svært og voldsomt arbejdskrævende at grave information op.

Det rådede Mette Frisk Jensen bod på i sin PhD-afhandling, der tidligere i år udkom i bogform. Med titlen Korruption og Embedsetik kortlægger hun en række sager om korruption i det danske embedsværk i årene 1800-1866. Jensens korruptionsbegreb er defineret ret bredt, hvilket tillader hende at se på flere sager om embedsmisbrug end de bestikkelsesproblemer, økonomer typisk fokuserer på.

Det forbløffende for de fleste vil nok være, at langt de fleste sager handler om underslæb – i dagens tale ’kassemangel’: Embedsmænd man opdagede havde taget af kassen. Der er også enkelte bedragerisager (falsk), hvorimod Jensen kun har fundet meget få egentlige bestikkelsessager. Bestikkelse var blevet tydeligt forbudt allerede i oktober 1700 – til sammenligning indførte Sverige først klar lovgivning i 1868 – og det var et problem, der blev taget meget alvorligt i befolkningen og hos embedstoppen.

Mette Frisk Jensens bog er omhyggeligt dokumenteret, velskrevet og spændende. Ikke mindst er det ret forbløffende at se dokumenteret, hvor ukorrupt og hæderlig, den danske embedsstand var allerede i 1800-tallet. Sammenligner man dens adfærd – og befolkningens og kongens holdning til korruption – med Sydeuropa i dag, er det svært ikke at konkludere at korruptionsproblemer i høj grad må være kulturelt betingede. At Jensen i stedet ender med – helt unødvendigt – at hægte sig på Bo Rothsteins tvivlsomme Big Bang-teori om begavede politikere, der indfører fine reformer, er blot en mindre plet på en fremragende og anbefalelsesværdig bog om det mærkeligt anderledes land, vi lever i.

Årets korruptionstal

Hvert år omkring denne tid offentliggør Transparency International deres årlige vurdering af korruptionsniveau i en lang række lande. Som i alle foregående vurderinger, ligger Danmark i top som et af de mindst korrupte lande i verden. Hvert år er der danskere, der demonstrerer det danske selvhad ved at hævde, at vi i hvert fald er korrupte – se bare på den og den sag om mulige vennetjenester osv. Men TI er klare i deres definition – der er tale om bestikkelse, ikke al mulig adfærd, folk ikke kan lide – og på den konto er Danmark altså rent som få andre.

I den anden ende af indekset finder man lande som Somalia, Burma, DR Congo og Venezuela. Ingen der kender til dem kan være overraskede over det, men der er bredere forskelle, som folk ikke altid tænker over. Nogle af disse forskelle afslører noget om, hvorfor nogle lande har persistent større bestikkelsesproblemer end andre. Nogle få simple eksempler kan give et indtryk.

Ud af de 90 lande, som jeg har kunnet finde fulde data på, og som ikke har en kommunistisk fortid, er de 45 rigestes gennemsnit 6,6 versus 3,2 for de 45 fattige; de 45 lavtillidslandes gennemsnit er 3,8 mod 6,0 for højtillidslandene; og 3,5 for de 45 relativt religiøse lande mod 6,0 for de relativt ureligiøse. Et godt og politisk uafhængigt retsvæsen er naturligvis også en klar determinant, men en del af problemerne ved dårligere retsvæsener er konsekvenser af korruption. Det er således svært at drage en klar skillelinje mellem, hvor høj grad retsvæsenet påvirker korruptionsniveauet og i hvor høj grad korruptionen bidrager til dårligere retsvæsener.

For læsernes egen fornøjelse, er her de 27 EU-landes scorer (på en 1-10 skala), inklusive nogle få interessante eksempler fra udenfor unionen.

Danmark 9,4 (2) Belgien 7,5 (19) Polen 5,5 (41)
Finland 9,4 (3) Irland 7,5 (19) Litauen 4,8 (50)
Sverige 9,3 (4) Frankrig 7,0 (25) Ungarn 4,6 (54)
Norge 9,0 (6) Estland 6,4 (29) Tjekkiet 4,4 (57)
Holland 8,9 (7) Cypern 6,3 (30) Letland 4,2 (61)
Schweiz 8,8 (9) Spanien 6,2 (31) Tyrkiet 4,2 (61)
Luxembourg 8,4 (11) Botswana 6,1 (32) Slovakiet 4,0 (66)
Island 8,3 (13) Portugal 6,1 (32) Italien 3,9 (69)
Tyskland 8 (14) Slovenien 5,9 (35) Rumænien 3,6 (75)
Østrig 7,8 (16) Israel 5,8 (36) Grækenland 3,4 (80)
Storbritannien 7,8 (16) Malta 5,6 (39) Bulgarien 3,3 (86)

 

 

Handelspolitik uden toldpolitik

EU er en toldunion, dvs. et område hvor man har fælles handelspolitik overfor resten af verden, og i princippet ingen handelsbarrierer indenfor området. Man kan diskutere, om krav nummer to er opfyldt – Frankrig opretholder så vidt vides stadig et importforbud mod britisk oksekød på trods af at det er år og dag siden at der var mund- og klovsyge på øerne – men der er ingen tvivl om, at vi har en fælles handelspolitik. De samme toldsatser gælder overalt, de samme eksportsubsidier gælder, og de samme standarder, toldkvoter og antidumpningindsatser skal implementeres overalt. Men, og det er et stort men, man må spørge sig selv om der ikke er mere til faktisk handelspolitik. Læs resten

It's the government, stupid! II

Vores værdsatte, faste læser “Limagolf” kunne ikke lide, at jeg hævdede, at en mere omfangsrig styring af samfundsøkonomien har en tendens til at lede til mere korruption.  Så det har jeg skrevet endnu mere om …  Her er min faste lørdags-klumme fra gårsdagens Berlingske Tidende:

Korruption og den almægtige stat

Berlingske Tidende 21. januar 2006, 2. sektion, magasin, side 19

Abramoff. Korruptionsskandalen i USA viser, at pengene søger hen, hvor der er magt og midler

Hvad sker der, når man lader slikposer ligge frit tilgængeligt i en børnehave? Det samme som når man har 3 mia. dollar frit tilgængeligt i USAs kongres – eller i en hvilken som helst anden politisk institution, hvor store beløb og mange fordele er koncentreret på få personers hænder.

De seneste måneders afsløringer af, hvorledes den amerikanske lobbyist Jack Abramoff mod betaling har været mellemmand mellem særinteressegrupper og politikere fra begge de to store partier, burde egentlig ikke komme som nogen stor overraskelse. Jo mere magtfuld og omfangsrig en stat er, og jo mere magten til at kunne træffe politiske beslutninger er koncentreret på få personer, desto mere vil det kunne cementere en uhellig alliance mellem særinteresser, lobbyister og villige politikere – og det gælder både ulovlig korruption og den lovlige og indirekte, som forekommer i de fleste politiske systemer.

Logikken er elementær. På et normalt marked klarer folk sig bedre ved at være gode til at følge markedets signaler. Iværksættere investerer i at producere varer og tjenesteydelser bedre eller billigere end andre, og hvis de er gode til det, bliver alle rigere. I politik er logikken lidt den samme – men alligevel meget forskellig. Her kan politikere ofte tildele særinteresser store fordele – subsidier, privilegier, konkurrencefordele, kontrakter osv. Og hvis det kan betale sig for særinteresserne at opnå disse, vil de også være villige til at betale for at få dem. Men den fordel, som én virksomhed får, kan en anden ikke få, og derfor gælder det om at sikre sig mest muligt. Her skabes der ikke ny velstand – den flyttes bare fra nogle til nogle andre.

Der er to faktorer, der driver denne proces: Hvor stor kagen er, og hvor let det er at få et stykke af den.

I USA er forbundsstatens rolle vokset betydeligt – også under Bush. I de sidste seks år er reguleringen øget, og forbundsstatens udgifter er steget med hele 39 pct. Den amerikanske forbundsstats samlede udgifter er nu på 3.000 mia. dollar om året, og de økonomiske konsekvenser af en stadigt mere omfattende regulering af samfundet er mange gange større. Det er en kage, som er så stor og lækker, at det for mange er værd at investere i at få et stykke af. Og det gør de. Ifølge tænketanken Cato Institute er antallet af virksomheder med registrerede lobbyister steget 58 pct. på seks år, og lobbyisternes (officielle) udgifter er steget fra 1,5 mia. dollar til 2,1 mia. Da kongressen i 2003 vedtog nye udgifter i billion-størrelsen til medicintilskud, investerede pensionistorganisationer, fagforeninger og farmaceutisk industri ca. 300 mio. dollar i at hyre lobbyister til at sikre, at de fik de resultat, de gerne ville have. Mindre snævre interessegrupper har sværere ved at skaffe penge til at forsvare generelle interesser med. F.eks. brugte USAs nationale sammenslutning af skatteydere, NTU, som arbejder for et lavere skattetryk, sølle 175.000 dollar på lobbyisme i 2004.

Men at sammenhængen mellem statens rolle i økonomien og omfanget af lobbyisme ikke kun er et amerikansk fænomen fremgår af en undersøgelse foretaget i 2003 af tænketanken Heritage Foundation. Ser man på decideret korruption i et større udvalg af verdens lande (95 styk), er der således en synlig sammenhæng mellem omfanget af statens størrelse i samfundsøkonomien og niveauet af korruption. Når friheden til at handle forsvinder, kanaliseres midler over i at undslippe reguleringen og i at opnå andre fordele.

Den ene af USAs grundlovsfædre, præsident James Madison, skrev i 1787, at der ikke ville være brug for forfatninger (eller stater), hvis mennesker var engle. Men det er vi som bekendt ikke, og vil man for alvor forhindre politisk korruption, er det nødvendigt med andet end et håb om god opførsel. Løsningen er heller ikke at f.eks. lægge grænser på politiske bidrag – på det punkt er USA allerede mere reguleret end noget andet land, og det har ikke afhjulpet problemet. Om noget har det netop skabt typer som Abramoff, der har fungeret ved at handle i tjenester og naturalier.

Løsningen er snarere at sørge for, at det ikke er attraktivt i første omgang: At sætte grænser for, hvad politikerne kan gøre, og at sprede magten ud på så mange beslutningstagere som muligt. Det er en lektie, man bør skrive sig bag øret – både i Washington, København og Bruxelles.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑