Tag-arkiv: krig

Tip: Podcast om krigsbeføjelser i USA

Herhjemme fik diskussionen om blandt andet grundlaget for det danske folketings samtykke til, at danske styrker blev stillet til rådighed for en multinational indsats i Irak, nyt liv som følge af krigsudredningen vedr. Kosovo, Irak og Afghanistan i februar.

I takt med at krigene er kommet på afstand, har skriverierne på også denne blog om krigsdeltagelsen nærmest ophørt. Andre ting fylder.

Derfor var det også med en slags genkendelsens glæde, at denne skribent lyttede til lørdagens episode af Lawfare-bloggens podcast. Den handler om krigsbemyndigelser i USA: ”War Powers History You Never Knew”.

I podcasten interviewer Benjamin Wittes sin medblogger Matthew Waxman, der, foruden snart at nedkomme med en bog om emnet, har skrevet en række blogindlæg om selvsamme. Hvis man interesserer sig for det, vil man sikkert synes, det er en oplysende gennemgang.

Mens der har været en vedvarende kritik af (mis)brugen af krigsbemyndigelsen fra 2001 vedrørende al-Qaeda og andre militære grupperinger, viser Waxmans gennemgang af lignende resolutioner fra tidligere, at det har været meget værre.

Et af eksemplerne er en krigsbemyndigelse fra 1957, hvor præsidenten – på det tidspunkt Eisenhower – fik en åben bemyndigelse til at føre krig i Mellemøsten, hvis det skulle komme til en kommunistisk invasion. Skete det, havde præsidenten frie hænder til at løse konflikten militært, herunder, selvfølgelig, med brug af atomvåben. Bemyndigelsen er stadig i kraft her over 60 år senere.

Podcasten kommer også omkring the Ludlow amendment fra 1930’erne, som forsøgte at gøre amerikansk krigsdeltagelse betinget af en forudgående folkeafstemning. Den skitserer også, hvordan USA først efter Anden Verdenskrig ændrede syn på, hvem der skulle bestemme mest i tilfælde af krig – om det skulle være præsidenten, kongressen, delstaterne eller befolkningen.

Lyt her: https://www.lawfareblog.com/lawfare-podcast-war-powers-history-you-never-knew-matt-waxman.

/ Nikolaj Stenberg

Er Den internationale Straffedomstol biased mod Israel?

icc_logoDét er et af de spørgsmål nogen har stillet efter Det Palæstinensiske Selvstyre – i øvrigt i strid med Oslo-fredsaftalen – har meddelt, at man agter at tiltræde Rom-statutten.

Over hos Volokh Conspiracy har Eugene Kontorovich forsøgt at give svaret i to blogindlæg om emnet, som jeg på det varmeste skal anbefale:

  1. Palestinians seek to take advantage of ICC’s unique “Israel” provision
  2. Is the International Criminal Court biased against Israel?

 

Mchangama om Islamisk Stat-“krigsforræderi”

Jacob Mchangama har været i lovbøgerne og dér fundet ud af, at den danske stat måske, i visse temmelig specifikke tilfælde, kan straffe danske Islamisk Stat-soldater i henhold til reglerne i den militære straffelov:

Der findes således en række bestemmelser i den militære straffelov, som umiddelbart synes at muliggøre at strafforfølge fremmedkrigere for deres ugerninger mod danske- og/eller allierede styrker i Irak, og som endog anvender terminologien ”krigsforræderi”. Vel og mærke uden en overhængende tvivl om domstolenes endelige fortolkning af begreberne “krig” og “væbnet konflikt”. Samtidig vil domstolene med den militære straffelov have mulighed for at straffe helt op til livstid for flere forbrydelser i mod det danske militær og dets interesser, hvorimod strafferammen i landssviger-paragrafferne i den almindelige straffelov er på 16 år.

Jacobs blogindlæg er væsentligt, fordi det illustrerer, at det – for så vidt angår en række situationer – nok ikke er nødvendigt, at indføre nye drakoniske regler, for systematisk at efterfølge “krigsforrædere” i Danmark.

 

Retssag om beslaglæggelse af Irans top-level-domæne

På Lawfare-bloggen refererer Paul Rosenzweig en finurlig retssag, hvor en række sagsøgere – ofre for terrorangreb – kræver Iran, Syrien og Nordkoreas landsspecifikke top-leve-domæner beslaglagt; altså .ir, .sy og .kp URL-endelserne. ICANN bemærker i sit processkrift – helt korrekt, efter min bedste opfattelse – at TLD’ere ikke er noget, man kan have en ejendomsret til. Men under alle omstændigheder er der tale om en interessant strategi i hvad man vel nok kan kalde en ”privat kamp mod terrorens bagmænd”.

Why Drones Work/Fail

Når det kommer til bekæmpelse af fjenden i en væbnet konflikt, får denne punditokrat ikke moralske kvababbelser over en forsvarspolitik baseret på “targeted killings” og brugen af droner, skarpskytter o. lign., i udøvelsen af dén politik; en politik, der altså er baseret på, at minimere antallet af civile drab. Som et eksempel på en succesfuld politik kan henvises til i hvert fald den israelske (mere her) og nok også den amerikanske. Men angående sidstnævnte, så døm selv; for eksempel på baggrund af disse glimrende artikler: Why Drones Work og Why Drones Fail.

 

 

Dronekrig og krigshjemmel

De, der ligesom jeg selv, interesserer sig for ”lawfare” bør rette blikket mod seneste nummer af Juristen (3/2013), hvor lektor Anders Henriksen fra Københavns Universitet skriver om ”bevæbnede droner og folkerettens regler om interstatslig magtanvendelse;” et område der aktualiserer nogle problematikker, som jeg tidligere har været inde på, ikke mindst hjemmelsspørgsmålet, her på bloggen og i Berlingske. Henriksens artikel er velorienteret, fyldig og ikke mindst spækket med kilder. Og så er den skrevet på dansk til et dansk publikum. Artiklen skal på det varmeste anbefales. Jeg poster et link, når den er online.

Professorer i krig mod krigen i Irak

irak-krigenDet er en udbredt misforståelse, at 2003-krigen mod Irak var ulovlig. Så udbredt faktisk, at bl.a. Jens Elo Rytter, Jens Vedsted-Hansen, Henning Koch og tidl. professor og minister Ole Espersen overfor Morgenavisen Jyllands-Posten Ritzau forleden tilkendegav, at de delte dén opfattelse. The odd man out var ifølge artiklen Ole Spiermann, som ikke ønskede at tage stilling; hvilket på Facebook fik ex-Punditokrat Jacob Mchangama til korrekt at bemærke:

Ole Spiermann er så også Danmarks suverænt bedste folkeretsjurist med en viden og produktion der overgår langt de fleste. Dermed ikke sagt at han nødvendigvis har ret, men at Spiermann er i mindretal gør ikke at man automatisk kan sige at han tager fejl.

Lige præcis. Men jeg tør nu godt være mere skråsikker. Og i øvrigt fortsætter debatten, herunder den debat, der isoleret angår spørgsmålet om konkret lovlighed indenfor det folkeretlige system. Det er for så vidt en fornuftig diskussion; men den er uden betydning for lovligheden af de danske krigshandlinger og dét er vigtigt at holde for øje, så man ikke blander tingene sammen. Når Danmark går i krig er den udbrydelige norm den, der er udtrykt i Grundlovens § 19, stk. 2:

Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges folketinget. Er folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde.

Man kan ved selvsyn konstatere, at denne bestemmelse foreskriver en procedure for forholdet mellem p.d.e.s. Folketinget og p.d.a.s. Kongen /v Regeringen, når den danske stat drager i krig. Krigshandlinger er så alvorlige, at Folketinget har krav på medbestemmelse.

Bestemmelsen modificerer hovedreglen om, at den udenrigspolitiske kompetence indenfor den danske stat tilkommer Regeringen. Ikke Folketinget.

Bestemmelsen indeholder imidlertid ikke et påbud for Regeringen eller Folketinget til at sikre, at en eventuel dansk krigsdeltagelse er konform med reglerne i FN-pagtenIn casu, at der foreligger et sikkerhedsrådsmandat til krigen eller at krigen ikke er en angrebskrig. En sejlivet fejlfortolkning af bestemmelsen i § 19, stk. 2 betyder imidlertid, at dette synspunkt har fået lov til at florere i visse (retsaktivistiske) kredse og endda nåede helt i Højesteret i den såkaldte Irak-sag (U2010.1547H).

I Irak-sagen havde Grundlovskomitéen 2003 vedrørende Irak-krigen appelleret sit nederlag i Landsretten til Højesteret, i spørgsmålet om, hvorvidt staten skulle anerkende, at ”Danmarks deltagelse i det militære angreb på Irak er i strid med Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953.” Under sagen for landsretten var appellantens synspunktet uddybet af blandt andre tidl. MEP Ulla Sandbæk:

På baggrund af grundlovens forarbejder går hun ud fra, at Danmark, ikke kan gå ind i en angrebskrig på det foreliggende grundlag og uden FN-mandat. Hun mener, at det er en følge af politisk følgagtighed, når Udenrigsministeriets folkeretskontor har udtalt, at krigsdeltagelsen havde fornøden hjemmel. Indsatsen i Irak har sammen med tegningesagen bevirket, at hun ikke tør tage til Mellemøsten for at samle oplysninger til en roman, hun havde haft planer om at skrive.

Idéen om, at Grundlovens § 19, stk. 2 skulle indeholde mere end en procedureforskrift har sin rod i forarbejderne til den gældende grundlov fra 1952, bl.a. i dette uddrag, som appellanten henviste til i Irak-sagen:

Efter at Danmark gennem internationale aftaler har afstået fra krig som middel for sin udenrigspolitik, kan anvendelse af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som forsvar mod angreb eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt.

Umiddelbart er sagen efter at have læst tekstuddraget jo klar: Dansk krigsdeltagelse kræver FN-mandat. Men så simpelt er det ikke. For en sådan forståelse af § 19, stk. 2 ville gå midt imod grundlovens indre logik; hvilket er netop, hvad Højesteret larmende præcist pointerer:

[Der] foreligger [ikke] nogen særlig uklarhed om forståelsen af grundlovens § 19, stk. 2, i overensstemmelse med ordlyden som en procedureregel, der regulerer forholdet mellem regering og folketing. En forståelse som hævdet af appellanterne [læs: Grundlovskomitéen 2003 vedrørende Irak-krigen] ville indebære, at Danmark i 1953 skulle have overladt det til FN’s Sikkerhedsråd – med vetoret for de permanente medlemmer – at afgøre, om Danmark uden for folkeretligt anerkendte situationer ville kunne anvende militære magtmidler. En sådan forståelse ville også stride mod den grundlæggende ordning i dansk ret af forholdet mellem national ret og international ret, hvorefter folkeretten ikke har grundlovskraft.

Det mest sigende ved det hele er, at dét Højesteret siger burde være ganske ukontroversielt for enhver jurist, der kan sin statsret fra det allerførste studieår: I Danmark anerkender vi ikke det synspunkt der siger, at dansk ret og folkeretten udgør et samlet hele. Tværtimod er vi i Danmark tilhænger af princippet om, at dansk ret og folkeretten udgør to hver for sig selvstændige retssystemer. Det er dette princip retten bruger, når den stadig oftere behandler sager om mulige EMRK-krænkelser; så bruger man nemlig EMRK-reglerne og ikke de danske. Domstolene kan nemlig, må det forstås, sagtens finde ud af, at holde tingene adskilt.

Skulle vi andre så ikke også prøve på det?

Droner & Drab

Dagens kronik i Berlingske Tidende – Droner og drab – handler, som overskriften antyder, om USA’s dronekrigsførelse i Asien, Arabien og Afrika. Det er mig der har skrevet den – og dette indlæg hører derfor til i kategorien skamløs selvpromovering.

Mit formål har for det første været at nuancere debatten om droner i Danmark, som jeg mener, har handlet for meget om ord og for lidt om realiteter. Blandt andet ville jeg gerne pointere, at dronerne udgør en betydelig del af US Air Force – og indirekte, at de er kommet for at blive – og at den proces, hvorunder Præsident Obamas ”dødslister” bliver lavet, rent faktisk ikke er helt så lyssky, som den lyder til at være. Plausible deniability er et dødt princip. I USA dokumenterer og begrunder man sine handlinger så godt og grundigt som muligt. Desværre hemmeligholder man dem efterfølgende.

For det andet har jeg gerne villet pointere, at man som liberal og retsstats-tilhænger bør have en række forbehold overfor som minimum det grundlag, USA fører sin krig på.
Her er de første to afsnit:

USAs drone-krigsførelse, som er en del af en bredere »Krig mod terror«, har igen været vendt i danske avisspalter efter Søren Pinds udtalelse om, at USA med dronerne begår »snigmord«. Den udtalelse er blevet kritiseret og forsvaret, men for at sige det som det er, så er det en fjollet debat. Uanset om man kalder »drone strikes« for snigmord eller en nuance deraf er resultatet det samme: En person dræbes. En debat om krigsførelse skal ikke handle om ordkløveri, men handlinger og legitimitet. Den debat har kørt i adskillige år i liberalistiske kredse, og særligt i USA. Her diskuteres staternes pligter, ansvar, midler og mål i Krigen mod terror livligt – og debatten er ikke stilnet af efter at Barack Obama blev præsident. Snarere tværtimod.

At netop liberale har været i front skyldes, at de liberale ideologier udspringer af et moralsk krav om, at vi som mennesker hver især skal – ikke bør, skal – behandle andre med værdighed og aldrig udnytte dem. Det betyder, at man skal respektere sine medmenneskers liv, livsførelse og ret til at leve i frihed fra tvang. Det betyder dog ikke, at man skal være pacifist og vende den anden kind til: Når liv eller rettigheder trues eller krænkes, bør man i sagens natur handle for at forebygge, genoprette det tabte og straffe de ansvarlige. Det er det samme princip, der gælder mellem stater: Angrebskrige er forbudt. Forsvarskrige er tilladelige. Jagten på den legitime krigsårsag, casus belli, er nu om stunder en juridisk opgave af dimensioner. Den samme respekt, staterne viser hinanden, mener liberale, at staterne bør udvise over for borgerne. Derfor støtter de retsstaten: Et samfund, hvor rettigheder beskyttes de jure såvel som de facto; hvor love er offentlige; hvor myndighederne er bundet af regler og hvor arbitrær magtanvendelse er en ulovlig gerning.

Læs resten hos Berlingske Tidende.

Krigen mod terror – set fra CIA’s vindue

Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction

Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction

Hvis man hører til dem, der gerne vil lytte til førstehåndsberetninger fra helt centralt hold i USA’s ”krig mod terror” skal man ikke snyde sig selv for dette 1½-time lange event, som American Entreprise Institute afholdt forleden: ”Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction”. Det kan  ses på AEIs hjemmeside såvel som hos C-SPAN.

Det skal understreges, at Zero Dark Thirty-filmen alene er et springbræt for diskussionen eller foredraget; man behøver ikke have set filmen, for at følge med. Begivenheden handler 99 pct. om, hvordan CIA har arbejdet fra 2001 og frem: Arbejdsgange- og metoder, avancerede forhørsmetoder,  lidt om relationerne til Det Hvide Hus før og efter 2008 og meget der imellem.

Foredragsholderne er Michael Hayden (tidl. CIA-chef), Jose Rodriguez (tidl. chef for de hemmelige operationer) og ikke mindst John Rizzo (tidl. chefjurist i CIA med mere end 30 års erfaring fra ”miljøet”).

* * *

Her er i øvrigt traileren til Zero Dark Thirty, hvis De ikke kender til den:

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=YxC_JNz5Vbg width=100%]

Droner, moderne krigsførelse og folkeretlig suverænitet

En drone udstilles foran Det Hvide Hus

En angrebsdrone udstilles foran Det Hvide Hus

I Ræson kan man for tiden læse et indlæg af seniorforsker Lars Erslev Andersen som mener, at Barack Obama’s ”dronekrig” knækker al-Qaida, men undergraver folkeretten.

Jeg har tidligere skrevet, at dronekrigen (for at bruge Erslev Andersens ord) på en helt særlig måde udstiller et hykleri omkring USA’s midler i indsatsen/krigen mod international terrorisme, før og efter præsidentvalget i 2008. Erslev Andersen går skridtet videre og anklager USA for næsten dagligt at begå folkeretsbrud.

På dét punkt halter argumentation dog. Det kommer jeg tilbage til senere, for artiklen er ikke desto mindre en god lejlighed til at få vendt et par ting.

* * *

Logikken bag – og det moralske argument for – angrebs-dronerne er, at enhederne blot udgør endnu en våbentype i arsenalet. I sig selv er dronerne ikke andet og mere, end avancerede fjernstyrede flyvemaskiner, som foruden angrebsopgaver også kan foretage mere harmløs overvågnings- og sikringsopgaver. Selvom ”angrebs-droner” lyder farligt (bevares, de er dødbringende) er der trods alt ikke tale om fuldautomatiske dræbermaskiner, der selvstændigt kan udvælge mål blandt en gruppe af personer og skride til handling. Heldigvis. I så fald ville dette være et langt mere kritisk indlæg!

Fordi droner styres af mennesker adskille de sig som våben ikke principielt fra geværer, sabler eller bombefly. Men til forskel fra en bombe eller et krydsermissil, er en drone mere præcis; de er også billigere. Droner hverken optrapper eller forskruer krigsførelsen. Til gengæld bliver krigshandlingerne mere dokumenterbare: Med GPS-, video- og andre former for data sladrer dronerne hjem om, hvad den er blevet brugt til. Drone-piloten vil derfor have langt større besvær med at forsøge at slippe af sted med folkeretskrænkelser, end f.eks. en soldat på jorden.

USA har to drone-programmer og Lars Erslev Andersen skal have cadeau for at nævne begge. Alt for tit forudsættes det nemlig, at USA’s droneangreb blot udføres af flyvevåbnet og vi kommer derfor til at glemme, at CIA faktisk også er aktive. Det er vigtigt at holde for øje fordi, at CIA ikke er bundet på samme måde af den internationale krigsret, som hæren, flyvevåbnet, flåden og marinekorpset er det. Mener i hvert fald CIA selv.

USA har to forskellige drone-programmer: Et forholdsvist åbent, der drives af Pentagon, og et hemmeligt, der drives af CIA. Militæret startede med at bruge droner til overvågningsopgaver kort efter 11. september. Teknologien blev udviklet under Bill Clinton. Her brugte man droner til at overvåge Afghanistan med henblik på at opspore Osama Bin Laden. To gange havde dronernes kameraer Osama Bin Laden i linsen, men de var ubevæbnede, og Pentagon og CIA kunne ikke blive enige om, hvem der skulle betale for en bevæbning.

I modsætning til dengang kan der i dag ikke være nogen som helst tvivl om, at drone-programmerne er endog meget effektive. At de er en del af USA’s forsvar fremadrettet giver sig selv. I en meddelelse fra august bemærkede RAND Corporation om drone-programmernes virkning:

Killing terrorist leaders is not necessarily a knockout blow, but can make it harder for terrorists to attack the U.S. Members of al-Qaida’s central leadership, once safely amassed in northwestern Pakistan while America shifted its focus to Iraq, have been killed, captured, forced underground or scattered to various locations with little ability to communicate or move securely.

Recently declassified correspondence seized in the bin Laden raid shows that the relentless pressure from the drone campaign on al-Qaida in Pakistan led bin Laden to advise al-Qaida operatives to leave Pakistan’s Tribal Areas as no longer safe. Bin Laden’s letters show that U.S. counterterrorism actions, which had forced him into self-imposed exile, had made running the organization not only more risky, but also more difficult.

Patrick B. Johnson, der er forsker ved RAND, har undersøgt 90 anti-terroroperationer siden 1970’erne og kan dokumentere, at drab på eller tilfangetagelse af terrororganisationernes ledelser resulterer i, at terrorkampagnerne ophører tidligere end ellers forventet. Se “Does Decapitation Work? Assessing the Effectiveness of Leadership Targeting in Counterinsurgency Campaigns.

På trods af sin effektivitet – eller måske præcis derfor? – er drone-krigen i visse kredse et omdiskuteret emne. Det skyldes ikke mindst, at der er en række retsstatsmæssige udfordringer, som også denne punditokrat ikke umiddelbart set løst.

Et stort problem ved enhver debat om drone-krigen er, at samtalen alt for hurtigt kommer til at handle om selve drone-enheden, jf. f.eks. Erslev Andersens ord “drone-krigen”. Det betyder at vi glemmer det der er vigtigere: Den væbnede konflikts årsag, formål og hvornår og hvordan vi gerne vil have, at den ender. Vi taler om krigs- og folkeret, men oftest kun i forbindelse med, at vi anklager hinanden for at bryde den. Udenfor enhver debat er den umiddelbart lemfældige kontrol med og offentlighed omkring konfliktens midler og metoder.

I USA kan det bestemt ikke udelukkes, at kongressens meget hårde linje overfor terrorisme har resulteret i, at regeringen er blevet overladt for frie tøjler.

Ligeledes benægter regeringen og kongressen fortsat påstande om, at statens egen ageren ude omkring i verden både før og efter 9/11 bl.a. medfører ”blowback” i form af yderligere anti-amerikansk radikalisering.

* * *

Kombattanter i en krig har ikke som civile krav på en rettergang før de eventuelt dømmes og henrettes. Med Barack Obamas krigshjemmel, som definerer fjenden temmelig bredt, vil der være situationer, hvor en civil person kategoriseres som kombattant fordi han er på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.

Dertil kommer civile ”collateral damages”, der er moralsk forkastelige, men som accepteres af folkeretten, hvis nytten ved at gennemføre et angreb overstiger nytten ved ikke at gennemføre det. Hvordan regnskabet opgøres er lidt noget hokus-pokus. Men man skal under alle omstændigheder huske på, at collateral damage ikke ukendt i konventionel krigsførelse og at det, alt andet lige, vil forekomme.

Til forskel fra konventionelle soldater, har drone-piloterne dog ikke de samme muligheder for konkret og hurtigt, at vurdere situationen på jorden. Derfor kan man ikke udelukke, at drone-angreb har et højere potentiale for civile tab, end mand-til-mand kamp.

Det gør ikke det hele nemmere, at civile tab er notorisk svære at opgøre.

* * *

Erslev Andersen skriver, at drone-angrebene udgør ”en klokkeklar krænkelse af suverænitetsprincippet” og at de derfor må være folkeretsstridige. Karakteren af konflikten og USA’s tilstedeværelse i Afghanistan betyder, at drone-angreb i sagens natur ikke er folkeretsstridige i det område. Kritikken må derfor angå drone-angreb i Pakistan, Yemen osv.

For at krænke staternes suverænitet, skal USA gennemføre drone-angrebene uden staternes samtykke; med mindre FN’s Sikkerhedsråd a) konstaterer, at der er problemer i staterne, som det internationale samfund kan intervenere overfor og dernæst b) giver samtykke til en egentlig interventionen på mere eller mindre betingede vilkår. FN’s Sikkerhedsråd udstedte i kølvandet på 9/11 en serie resolutioner, der specifikt adresserede behovet for at bekæmpe international terrorisme. Ligeledes blev international terrorisme kategoriseret som et særligt problem, der påtvinger sig staternes opmærksomhed og handling.

Så vidt vides samtykker netop disse stater til USA’s drone-angreb. Erslev Andersen mener faktisk også selv at vide, at dét er sagen:

Pakistan har også været udsat for adskillige amerikanske droneangreb. At sende fly ind og dræbe et andet lands statsborgere er en klokkeklar krænkelse af landets statslige suverænitet. Omvendt har Pakistan selv store problemer med et stigende antal militante grupper, der er i blodig konflikt med den pakistanske stat. Pakistan har med andre ord selv interesse i at udnytte den amerikanske droneteknologi.

Offentligt tager Pakistan derfor afstand fra droneangrebene, men hemmeligt hjælper de amerikanerne med at udpege mål. I Obamas regeringstid har dronerne på den måde dræbt et stort antal pakistanske talibanere. Aftalen er, at USA ikke offentligt kommenterer angrebene. En lignende aftale lavede Obama-regeringen med den daværende præsident i Yemen, som gav amerikanerne lov til at dræbe alle de al-Qaida-folk, de kunne spore, hvis Yemens forsvar officielt fik æren for angrebene…

Derfor er det underligt og ulogisk, at han, sin viden om disse aftaler taget i betragtning, har valgt at skrive, at USA “klokkeklart” krænker staternes suverænitet.

Det skylder han at uddybe.

* * *

Tilføjet den 26. december 2012:

Jeg kan forstå på en kommentar, at der er tvivl om hvem USA er i krig/konflikt med. Det er korrekt, at USA ikke er i krig med f.eks. Yemen. De er, for at bruge den gamle traver “i krig mod terrorister”. Tilbage i 2001 vedtog kongressen en lov/fællesresolution – Authorization for Use of Military Force – som består af to §§. Det er den anden der er den vigtige og som danner grundlag for Enduring Freedom m.v., og deri står:

(a) IN GENERAL- That the President is authorized to use all necessary and appropriate force against those nations, organizations, or persons he determines planned, authorized, committed, or aided the terrorist attacks that occurred on September 11, 2001, or harbored such organizations or persons, in order to prevent any future acts of international terrorism against the United States by such nations, organizations or persons.

(b) War Powers Resolution Requirements-

(1) SPECIFIC STATUTORY AUTHORIZATION- Consistent with section 8(a)(1) of the War Powers Resolution, the Congress declares that this section is intended to constitute specific statutory authorization within the meaning of section 5(b) of the War Powers Resolution.

(2) APPLICABILITY OF OTHER REQUIREMENTS- Nothing in this resolution supercedes any requirement of the War Powers Resolution.

Det relevante spørgsmål at stille i denne anledning er ikke hvem USA er i krig med, men om hjemlen i det hele taget kan strækkes så langt, som administrationen vælger at strække den. Men det er selvsagt et indenrigspolitisk spørgsmål; ikke et folkeretligt.

Røde Kors til alverdens teenagere: I er folkemordere!

Asymmetrisk krigsførelse er et begreb, som er blevet relevant at kende, efter den internationale intervention i dét geografisk afgrænsede område vi kalder Afghanistan. I konfliktens første måneder lod jeg på internettet mærke til en satire-tegning, som ganske fint indkapslede dét, der var mit indtryk af den måde, krigen blev ført på.

Satiren viste en amerikansk soldat og en taleban-kombattant, der imellem sig havde en mur; talebaneren var i færd med at kaste (vistnok) en håndgranat over på amerikanerens side, mens amerikanere måtte lade sig nøje med at returnere en lovsamling med krigsretlige traktattekster. At satiren – så at sige – ramte plet giver sig selv. – Og i lyset af netop de assymetriske problemstillinger f.eks. Afghanistan-konflikten har tydeliggjort ville det selvfølgelig være nærliggende at tro, at respekterede internationale organisationer, som Den Internationale Røde Kors-komité (ICRC), med stor iver og handlekraft ville kaste sig over den opgave der ligger i, at få det internationale kludetæppe af krigsretlige traktater bragt ind i det 21. århundrede.

Bevares, jeg er skam overbevist om, at et sådant arbejde pågår. Ikke desto mindre – eller måske netop derfor – blev jeg temmelig forbavset og endda lidt vrissen, da jeg her til aften kunne læse, at netop ICRC presser på for at – wait for it – computerspil skal være omfattet af Geneve- og Haagh-konventionerne (m.fl.). Således kan man ifølge computerspils-sitet Kotaku læse:

The International Committee of the Red Cross is mandated under the Geneva Conventions to protect the victims of international and internal armed conflicts. That includes war wounded, prisoners, refugees, civilians, and other non-combatants. The question they debated this week is whether their mandate should be extended to the virtual victims of video game wars.

Ganske vist er der ikke tale om, at ICRC mener, at computerspil skal være omfattet af en ny folkeretlig konvention. I stedet har man valgt den næst-latterligste løsning, nemlig at ville anmode computerspilsproducenterne om at implementerer krigsretten i deres spil. Der refereres samtidig fra en art udredning om krig i computerspil:

It is regrettable that game producers hardly ever use this possibility to creatively incorporate the rules of international law or even representatives of such rules (such as the ICRC or the international criminal courts etc.) as specific elements in the course of the game.

Alt andet lige, er det også det syn på sagen ICRC har.

Det bringer mig tilbage til satiren. For hvis ikke engang reglerne respekteres i virkeligheden, hvorfor i alverden skulle de så respekteres i et computerspil? Og hvad med computerspil, der foregår i fortiden eller måske endda i en anden verden; skal de være omfattet?

Danmarkshistoriens mest frihedsfjendske politiske beslutninger?

Jeg kom fornylig–efter VK-regeringens “skattereform”–til at tænke på, hvilke politikker eller politiske beslutninger i Danmarkshistorien, der monstro ville kunne kaldes de “værste”?  Altså set fra et borgerligt-liberalt, frihedsorienteret perspektiv. Der er jo så mange at vælge imellem, men her kommer nogle af mine bud, i en næsten ikke-prioriteret rækkefølge (og uden konkret argumentation–den må læserne tænke sig til):

  1. Indkomstskatten (1903)
  2. Formueskatten (1903)
  3. Afskaffelsen af Landstinget (1953)
  4. Kildeskatten (1970)
  5. Planlovene (1970)
  6. Skattereformen (2009)
  7. Læs resten

’Krigens udlicitering’ og brugen af PMC’er

Siden en gruppe ansatte fra sikkerhedsfirmaet Blackwater dræbte 17 civile irakere i det centrale Bagdad 16. september i år, er den offentlige og akademiske debat om brugen af Private Military Companies (PMC’er) blevet kraftigt intensiveret. Den tragiske hændelse medvirkede således til at fremhæve de juridiske og strategiske udfordringer forbundet med reguleringen og brugen af de mange private sikkerhedsfirmer, som opererer i blandt andet Irak og Afghanistan (i øjeblikket beskæftiger de private sikkerhedsfirmaer omtrent 160.000 alene i Irak). Samtidig er presset på især den amerikanske regering for en tættere kontrol med PMC’erne vokset markant.

Kritikkerne af brugen af de private udbydere i krigs- og konfliktzoner har efterhånden fået opbygget et ganske omfattende arsenal af mere eller mindre kurante argumenter imod ’krigens udlicitering’. I den mere subtile ende af rækken af indvendinger imod anvendelsen af PMC’er finder man blandt andet argumentet om, at medarbejdere i den private sikkerhedssektor opererer inden for rammerne af en snævert defineret markedslogik, hvilket gør dem mindre anvendelige i oprørsbekæmpelsesoperationer som i Irak og Afghanistan. Rationalet er således, at PMC-ansatte vil fokusere på at opfylde kontrakten, og så i øvrigt blæse på de – fra tid til anden – afledte og kontraproduktive effekter. Kort sagt: PMC’er kærer sig ikke om ’hearts and minds’. Eller som en privat sikkerhedsmedarbejder formulerede det medio 2007: ”Our mission is to protect the principal, at all costs. If this means pissing off the Iraqis, too bad”. (At argumentet i virkeligheden retter sig mod svagt eller upræcist formulerede kontrakter, og ikke brugen af PMC’er per se har ikke fanget mange kritikeres opmærksomhed). Til de mere ligefremme indvendinger mod PMC’erne hører argumentet om, at det ganske enkelt er urentabelt at benytte sig af private udbydere. Blackwater, Aegis, DynCorp og de øvrige firmaer med speciale i sikkerhed er simpelthen for dyre.

PMC-skeptikeren Peter W. Singer fra tænketanken Brookings oplistede for nylig en række af de hyppigst anvendte argumenter imod brugen af PMC’er i Irak.

….the current use of private military contractors:

  • Enables a “bigger is better” approach to operations that runs contrary to the best lessons of U.S. military strategy. Turning logistics and operations into a for-profit endeavor helped feed the “Green Zone” mentality problem of sprawling bases, which runs counter to everything General Petraeus pointed to as necessary to winning a counterinsurgency in the new Army/USMC manual he helped write.
  • Inflames popular opinion against, rather than for, the American mission through operational practices that ignore the fundamental lessons of counterinsurgency.
  • Participated in a series of abuses that have undermined efforts at winning “hearts and minds” of the Iraqi people. The pattern of contractor misconduct extends back to 2003 and has involved everything from prisoner abuse and “joyride” shootings of civilians to a reported incident in which a drunken Blackwater contractor shot dead the security guard of the Iraqi Vice President, after the two got into an argument on Christmas Eve, 2006.
  • Weakened American efforts in the “war of ideas” both inside Iraq and beyond. As one Iraqi government official explained even before the recent shootings. “They are part of the reason for all the hatred that is directed at Americans, because people don’t know them as Blackwater, they know them only as Americans. They are planting hatred, because of these irresponsible acts.”
  • Reveals a double standard towards Iraqi civilian institutions that undermines efforts to build up these very same institutions, another key lesson of counterinsurgency. As one Iraqi soldier said of Blackwater. “They are more powerful than the government. No one can try them. Where is the government in this?”
  • Forced policymakers to jettison strategies designed to win the counterinsurgency on multiple occasions, before they even had a chance to succeed. The U.S. Marine plan for counterinsurgency in the Sunni Triangle was never implemented, because of uncoordinated contractor decisions in 2004 that helped turn Fallujah into a rallying point of the insurgency. More recently, while U.S. government leaders had planned to press the Iraqi government on needed action on post-“surge” political benchmarks, instead they are now having to request Iraqi help in cleaning up the aftermath of the Blackwater incident.

Argumenterne for brugen af PMC’er har hidtil været koncentreret omkring to hovedpointer. For det første: De vestlige landes militære instrumenter – og i særdeleshed USA’s – har anseelige vanskeligheder med at generere de påkrævede styrker til missionerne i Irak og Afghanistan, og det er derfor tvingende nødvendigt at udlicitere en række af de opgaver, de væbnede styrker tidligere har løftet. Nød lærer trængt stat at udlicitere. For det andet: Brugen af private udbydere skaber langt større fleksibilitet med hensyn til ansættelse og afskedigelse, og på længere sigt fører det til besparelser.

For nylig formulerede den tyske idehistoriker og tidligere ’Jungsocialist’ Herfried Münkler imidlertid et – i hvert fald for denne punditokrat – nyt og mere radikalt argument for brugen af PMC’er. I et længere interview med Frankfurter Allgemeine plæderede Münkler således blandt andet for, at Tyskland burde overveje at betale private sikkerhedsfirmaer for at påtage sig de farligere opgaver i det sydlige Afghanistan, når nu hverken den tyske opinion eller deres folkevalgte var villige til at sætte tyske soldaters liv på spil i eksempelvis Helmand og Kandahar. Skåret ind til benet, anbefaler Münkler ikke blot at PMC’er overtager logistik- og støttefunktioner, men også at de tager del i regulære kamphandlinger. Dermed bliver grænsen mellem ’private sikkerhedsfirmaer’ og lejesoldater vel en smule akademisk?:

Was bedeutet das [krigens privatisering, JR] im Kontext asymmetrischer Kriegsführung?
Zunächst kommt da die Freikaufmentalität unserer postheroischen Gesellschaft zum Ausdruck. Afghanistan ist einer Mehrheit der Deutschen schon zu gefährlich. Da muss man dann eben etwas Geld in de Hand nehmen.

Könnten PMCs die Lösung sein?
Sie sind eine Alternative zum Einsatz unserer eigenen Streitkräfte etwa in Afghanistan, die den Aufbau einer stabilen Staatlichkeit absichern sollen. Und wenn wir das nicht schaffen, weil wir ungeduldig werden – dann könnten solche Firmen eingesetzt werden. Die müssten dann nicht in der Fläche befrieden. Die PMCs müssten die Taliban beschäftigen, damit sie uns nicht attackieren können, aber ohne die Perspektive, da wird irgendwann Frieden einkehren. Es geht darum, unliebsame Akteure unter Stress zu setzen.

Ist das möglich für Deutschland?
Aber Gott, wir zieren uns gerne und fange sofort eine Diskussion über Recht und Ethik an. Aber wenn es darum geht, dass wir die Kosten der Alternative zu den PMCs zu bezahlen haben, nämlich deutsche Streitkräfte auf gefährlichen Posten zu unterhalten, würde ich sagen, dass wir die PMCs bei allen Kopfschmerzen heimlich doch gar nicht so schlecht finden.

Enhedslisten og Irak II

Som nævnt i mit forrige indlæg finder jeg hverken juridisk belæg eller behov for at straffe Abdol-Hamid for hendes udtalelser vedrørende støtte til irakiske oprører. For undertegnede står den moralske falliterklæring Abdol-Hamid og Aaens udtalelser er udtryk for tillige langt stærkere alene end, hvis sanktioneret med straf, og er endnu en kærkommen påmindelse om, i hvor høj grad den yderste venstrefløj nærmest konsekvent har stillet sig på tyranniets side igennem de sidste 100 års verdenshistorie.

Sådanne påmindelser skal ikke undertrykkes men frem i lyset så deres ophavsmænd og kvinder kan konfronteres med dem og stilles moralsk og politisk snarere end juridisk til ansvar for dem. I den forbindelse er Abdol-Hamids beskrivelse af det irakiske oprør som en folkelig opstand og hendes sammenligning med den danske modstandsbevægelse så åbenlyst absurde og groteske, at de må føre til politisk selvmord for Abdol-Hamid og alvorlig selvransagelse hos de, der har støttet hendes kandidatur til Folketinget.

For det første er den irakiske regering folkevalgt (modsat styrerne i alle Iraks nabostater, som Abdol-Hamid ikke synes at bekymre sig om). Endvidere har FNs Sikkerhedsråd ved Resolution 1546 af 4. juni 2004 anerkendt den på irakiske overgangsregering og det valg, der i maj 2006 ledte til den nuværende regering, samt vedtaget at indsætte en multinational styrke i landet.

I resolutionen hedder det bl.a, at Sikkerhedsrådet:

Endorses the formation of a sovereign Interim Government of Iraq, as presented on 1 June 2004, which will assume full responsibility and authority by 30 June 2004 for governing Iraq while refraining from taking any actions affecting Iraq’s destiny beyond the limited interim period until an elected Transitional Government of Iraq assumes office as envisaged in paragraph four below;

Welcomes that, also by 30 June 2004, the occupation will end and the Coalition Provisional Authority will cease to exist, and that Iraq will reassert its full sovereignty

Resolution 1546 blev fulgt op af Resolution 1637 fra 11. november 2005, hvori det bl.a. hedder:

Calling upon those who use violence in an attempt to subvert the political
process to lay down their arms and participate in the political process, including in
the election scheduled for 15 December,

Notes that the presence of the multinational force in Iraq is at the request
of the Government of Iraq and, having regard to the letters annexed to this
resolution, reaffirms the authorization for the multinational force as set forth in resolution 1546 (2004) and decides to extend the mandate of the multinational force
as set forth in that resolution until 31 December 2006;

Endelig blev den multinationale styrkes mandat i Irak forlænget til 31. december 2007 ved Resolution 1723 af 11. november 2006:

Demanding those who use violence in an attempt to subvert the political process should lay down their arms and participate in the political process, and encouraging the Government of Iraq to continue to engage with all those who renounce violence,

Notes that the presence of the multinational force in Iraq is at the request of the Government of Iraq and reaffirms the authorization for the multinational force as set forth in resolution 1546 (2004) and decides to extend the mandate of the multinational force as set forth in that resolution until 31 December 2007

Med andre ord er der i folkeretlig forstand ikke længere tale om en besættelse af Irak. De udenlandske styrker – inklusiv de danske – er i Irak efter den siddende irakiske regerings ønske. Hvis irakerne beder de udenlandske styrker om at rejse hjem er de derfor forpligtet hertil. Hvis irakiske oprører vil af med de udenlandske styrker burde de derfor anvende deres demokratiske ret til at påvirke de irakiske beslutningstagere til at sende den multinationale styrke hjem, men Abdol-Hamid og Aaen foretrækker åbenbart voldelige frem for fredelige og demokratiske midler til opnåelse af deres mål.

I en situation, hvor en tyran som Saddam Hussein, der myrdede sin egen befolkning og førte angrebskrige, er afsat og verdenssamfundet efterfølgende har legitimeret det nye demokratiske styre er det stærkt misvisende at sammenligne med situationen i Danmark underbesættelsen, hvor Danmark før 9. april 1940 var et fuldtud demokratisk land. Det ville være mere passende at sammenligne de irakiske oprørers kamp mod de internationale styrker med den hypotetiske situation, hvor tyske oprørere i årene efter Hitlers fald i 1945 bekæmpede de allierede besættelsesmagter og den demokratiske tyske regering, der blev indsat i 1949.

Endvidere er det uvederhæftigt at betegne oprørernes kamp i Irak som ”almindelige menneskers rimelige ønske om at få et bedre liv”. Adskillige af oprørsgrupperne er sekteriske af natur og ønsker at undertvinge de øvrige etniske/religiøse grupper. Det er også et faktum, at en stor del af oprørerne slet ikke er irakere men muslimer fra den øvrige islamiske verden og i særlig høj grad Saudi arabere. Disse udenlandske oprørere og deres irakiske våbenfæller har langt flere civile irakeres end amerikanske, britiske og danske soldaters liv på samvittigheden, som følge af deres daglige selvmordsattentater og bombeangreb. At skelne mellem disses gruppers angreb på soldater og civile er derfor uvederhæftigt sofisteri, for oprørerne selv skelner ikke. For dem er enhver der måtte stå i vejen for målet om en islamistisk stat – det vil sige hovedparten af den irakiske befolkning – et legitimt mål.

Endelig er det værd at bemærke i hvor høj grad Enhedslisten tidligere har kastet sig over påståede danske krænkelser af den humanitære ret og menneskerettigheder i Afghanistan og USA’s krænkelser af samme i Irak. Beskyldninger og krænkelser, der i Danmark og USA bliver fordømt, undersøgt og retsforfulgt mens de oprørsgrupper, som Abdol-Hamid og Aaen støtter, med stolthed begår langt værre krænkelser som en del af deres daglige virksomhed, som man bl.a. kan se på disse gruppers videoer på Internettet.

Søren Pind har brugt ordet ”ulækkert” om Enhedslistens ageren i denne sag. Baseret på Aaen og Abdol-Hamids udtalelser kan jeg kun erklære mig enig heri, omend betegnelsen synes at være ganske mild.

Dr. No som præsident II

 Tre-fire måneder før nogen danske MSM opdagede, at der blandt de Republikanske præsidentkandidater var et vist kongresmedlem, Dr. Ron Paul, skrev vi om ham her på stedet. Nu er andre medier ved at følge efter, i takt med at den libertarianske “Dr. No”‘s position som den eneste Republikanske præsidentkandidat, der er–og hele tiden har været–imod Irak-krigen, er ved at manifestere sig. Paul har ganske vist ikke en jordisk chance for at vinde hverken nominering eller præsidentembede, men han er i det mindste et interessant indslag. New York Times havde f.eks. en stor og lang portrætartikel, “The Antiwar, Anti-Abortion, Anti-Drug-Enforcement-
Administration, Anti-Medicare Candidacy of Dr. Ron Paul” i søndagsudgavens magasin. Heri hed det bl.a.:

“Paul represents a different Republican Party from the one that Iraq, deficits and corruption have soured the country on. In late June, despite a life of antitax agitation and churchgoing, he was excluded from a Republican forum sponsored by Iowa antitax and Christian groups. His school of Republicanism, which had its last serious national airing in the Goldwater campaign of 1964, stands for a certain idea of the Constitution — the idea that much of the power asserted by modern presidents has been usurped from Congress, and that much of the power asserted by Congress has been usurped from the states. Though Paul acknowledges flaws in both the Constitution (it included slavery) and the Bill of Rights (it doesn’t go far enough), he still thinks a comprehensive array of positions can be drawn from them: Against gun control. For the sovereignty of states. And against foreign-policy adventures. Paul was the Libertarian Party’s presidential candidate in 1988. … In Congress, Paul is generally admired for his fidelity to principle and lack of ego. “He is one of the easiest people in Congress to work with, because he bases his positions on the merits of issues,” says Barney Frank, who has worked with Paul on efforts to ease the regulation of gambling and medical marijuana. “He is independent but not ornery.” Paul has made a habit of objecting to things that no one else objects to. In October 2001, he was one of three House Republicans to vote against the USA Patriot Act. He was the sole House member of either party to vote against the Financial Antiterrorism Act (final tally: 412-1). In 1999, he was the only naysayer in a 424-1 vote in favor of casting a medal to honor Rosa Parks. Nothing against Rosa Parks: Paul voted against similar medals for Ronald Reagan and Pope John Paul II. He routinely opposes resolutions that presume to advise foreign governments how to run their affairs: He has refused to condemn Robert Mugabe’s violence against Zimbabwean citizens (421-1), to call on Vietnam to release political prisoners (425-1) or to ask the League of Arab States to help stop the killing in Darfur (425-1).”

 Ikke alle amerikanske libertarianere/liberalister er dog lige begejstrede for Ron Pauls kandidatur. En af de mest begavede akademikere, jeg nogensinde har kendt, er jura-professoren Randy E. Barnett, som i snart 30 år har været kendt som en af de mest velformulerede men også mest “hard core” liberalister i amerikansk samfundsdebat. Han havde i sidste uge et lidt overraskende frontalt angreb på Ron Pauls kandidatur, i en klumme, “Libertarians and the war”, i Wall Street Journal:

“While the number of Americans who self-identify as “libertarian” remains small, a substantial proportion agree with the core stances of limited constitutional government in both the economic and social spheres–what is sometimes called “economic conservatism” and “social liberalism.” But if they watched the Republican presidential debate on May 15, many Americans might resist the libertarian label, because they now identify it with strident opposition to the war in Iraq, and perhaps even to the war against Islamic jihadists.

During that debate, the riveting exchange between Rudy Giuliani and Ron Paul about whether American foreign policy provoked the 9/11 attack raised the visibility of both candidates. … The exchange also drew attention to Mr. Paul, who until then had been a rather marginal member of the 10-man Republican field. One striking feature of Mr. Paul’s debate performance was his insistence on connecting his answer to almost every question put to him–even friendly questions about taxes, spending and personal liberty–to the war.

This raised the question: Does being a libertarian commit one to a particular stance toward the Iraq war? The simple answer is “no.”

First and foremost, llibertarians believe in robust rights of private property, freedom of contract, and restitution to victims of crime. They hold that these rights define true “liberty” and provide the boundaries within which individuals may pursue happiness by making their own free choices while living in close proximity to each other. Within these boundaries, individuals can actualize their potential while minimizing their interference with the pursuit of happiness by others.

When it comes to foreign policy, libertarians’ severe skepticism of government planning in the domestic arena carries over to the government’s ability to accomplish anything positive through foreign aid, whether economic or military–a skepticism they share with most Americans. All libertarians, I suspect, oppose military conscription on principle, considering it involuntary servitude. To a libertarian, any effort at “nation building” seems to be just another form of central planning which, however well-motivated, is fraught with unintended consequences and the danger of blowback. And, like most everyone, libertarians oppose any war of aggression. In all these regards, Mr. Paul is a mainstream libertarian.

But like all libertarians, even Mr. Paul believes in the fundamental, individual right of self-defense, which is why libertarians like him overwhelmingly support the right to keep and bear arms. And most also believe that when the territory of the U.S. is attacked militarily, the government–which claims a monopoly on providing for national defense and extracts billions of tax dollars for this purpose–is justified in using the military in self-defense. For this reason, many libertarians (though not all) who now oppose the war in Iraq supported U.S. military actions against the Taliban regime in Afghanistan, which had aided and harbored the al Qaeda network that organized the 9/11 attack.

But here is the rub. While all libertarians accept the principle of self-defense, and most accept the role of the U.S. government in defending U.S. territory, libertarian first principles of indiv
idual rights and the rule
of law tell us little about what constitutes appropriate and effective self-defense after an attack. Devising a military defense strategy is a matter of judgment or prudence about which reasonable libertarians may differ greatly.”

Herefter skifter Barnetts klumme til en stil, der bedst kan betegnes som “tredje-person flertal”, men som uden tvivl må læses som beskrivende hans eget synspunkt:

“[Some libertarians] supported the war in Iraq because they viewed it as part of a larger war of self-defense against Islamic jihadists who were organizationally independent of any government. They viewed radical Islamic fundamentalism as resulting in part from the corrupt dictatorial regimes that inhabit the Middle East, which have effectively repressed indigenous democratic reformers. Although opposed to nation building generally, these libertarians believed that a strategy of fomenting democratic regimes in the Middle East, as was done in Germany and Japan after World War II, might well be the best way to take the fight to the enemy rather than solely trying to ward off the next attack.

Moreover, the pro-war libertarians believed there was “legal” cause to take military action against Saddam’s regime–from its manifold violations of the ceasefire to firing on American planes legally patrolling the “no fly” zone and its persistent refusals to cooperate with weapons inspections. Saddam’s regime was left in power after its unprovoked invasion of Kuwait on these and other conditions that it repeatedly had violated, thereby legally justifying its removal by force if necessary. Better to be rid of Saddam and establish an ally in the war against Islamic jihadists in the heart of the Middle East, the argument goes, and then withdraw American troops.

Naturally, the libertarians who supported the war in Iraq are disappointed, though hardly shocked, that it was so badly executed. The Bush administration might be faulted, not so much for its initial errors which occur in any war against a determined foe who adjusts creatively to any preconceived central “plan,” but for its dogged refusal to alter its approach … when it became clear that its tactics were not working. …

These libertarians are still rooting for success in Iraq because it would make Americans more safe, while defeat would greatly undermine the fight against those who declared war on the U.S. They are concerned that Americans may get the misleading impression that all libertarians oppose the Iraq war–as Ron Paul does–and even that libertarianism itself dictates opposition to this war. It would be a shame if this misinterpretation inhibited a wider acceptance of the libertarian principles that would promote the general welfare of the American people.”

Update: Se også Reason Magazines artikel om Ron Paul.

Update II: 180Grader.dk har onsdag en artikel om Ron Paul.

Sullivan gør status

Det er en svær tid, vi lever i. 

Med fare for at bringe blodtrykket op hos et par af mine gode Punditokrat-kolleger, kan jeg her i en højhellig Pinse ikke rigtigt andet end linke til denne tankevækkende sammenfatning af status quo for krigen mod terror, foretaget af Andrew Sullivan.  Denne er næppe rundhåndet overfor ethvert synspunkt, men den er tankevækkende.  Og Sullivan er hverken en venstrefløjsaktivist eller en hr. hvem-som-helst–udover at være en af de mest læste bloggere i verden, er han en engelsk Tory (selverklæret “libertarian conservative”), med stærke sympatier for Hayek og hvad vi ville kalde klassisk liberalisme. 

The Capitalist Peace

Der findes dem, der mener, at socialvidenskabernes væsentligste formål er at bekræfte fordomme og aflive myter. Denne punditokrat har derfor været ualmindelig godt underholdt af januar nummeret af American Journal of Political Science. Her har Erik Gartzke fra Columbia University en fremragende artikel, “The Capitalist Peace”, der dybest set viser, at Bastiat havde ret: Stater, der er økonomisk integrerede i verdensøkonomien, går bare ikke i krig. Man tvinges jo nærmest til at udbryde: Hvad sagde vi – eller som en video på youtube udtrykte det: The Right was Right! Men den type argumenter anvendes jo som bekendt ikke på denne blog.

Det nye i Gartzke artikel er selvfølgelig, at det altså ikke er regimeformen – dvs. graden af demokrati, graden af omfordeling, sammenhængskraften eller andre metafysisk funderede forhold, der er afgørende for, hvor krigeriske stater egentlig er. Men derimod er graden af handel helt afgørende for graden af krigerisk adfærd. Særligt finansiel åbenhed har betydning for, hvor sandsynligt det er, at observere krige mellem stater. Jo mere finansiel åbenhed – jo lavere sandsynlighed for krig. Med andre ord: Sørg for at folk har mulighed for at berige sig og de vil bekymre sig mere om deres pension end om at slå andre ihjel. En pensionsopsparing skal nu engang bruges i fremtiden– og pensionsopsparingen er nu engang mere værd, hvis man rent faktisk er til stede, når fremtiden indtræffer. Ingen Metafysik!

Det rejser jo – unægtelig – nogle interessante perspektiver. Hvis vi skal have fred – og hvis vi mener, at fred er noget godt – så skal vi måske sikre markedsadgang for 3. verdenslande til vores markeder? Måske skulle vi give folk i disse lande en mulighed for at blive rige uden alt for voldsom indblanding i, hvor mange cementfabrikker og hvor meget samtaledemokrati et udviklingsland skal stopfodres med?

På vej mod bedre tider i Irak?

2006 var ikke noget godt år for irakerne – og navnlig ikke for indbyggerne i Bagdad. Terrorbombningen af Den Gyldne Moske i Samarra i februar udløste en voldsom optrapning af den sekteriske vold, og samtidig med at den komplekse konflikts hovedskillelinje således i tiltagende grad kom til at løbe mellem sunnitter og shiitter, blev den sekterisk blandede hovedstad skueplads for en stadig større del af de voldelige sammenstød.

I det tidlige forår 2007 er der imidlertid flere forhold, der giver anledning til en – indrømmet – meget forsigtig optimisme. Der er ingen udsigt til, at konflikten bliver bragt til afslutning i løbet af den nærmeste fremtid, men de seneste ugers udvikling i Bagdad og Washington, giver næring til et spinkelt håb om, at 2007 bliver mere fredeligt end sidste år.

Det er for det første værd at bemærke, at Bush-administrationens nye strategi, der frem for alt udfolder sig som en forøget civil, militær og økonomisk indsats i Bagdad-området og Anbar-provinsen, har fået en god start. Fire uger efter at den nye tilgang blev implementeret melder amerikanske styrker i Bagdad således om en markant reduktion af volden. Hvor der blev fundet 390 lig i hovedstaden i de to uger, der gik forud for kampagnens lancering den 13. februar, blev der ‘kun’ fundet 164 ofre for den sekteriske vold i anden halvdel af februar. Samtidig har flere sunni-muslimske stammeledere i Anbar-provinsen vendt al-Qaida ryggen, og en del kæmper nu aktivt sammen med irakiske sikkerhedsstyrker og amerikanere mod de islamistiske terrorister. Selvom det ganske vist er alt for tidligt at sige noget om, hvorvidt Washingtons nye tilgang rummer nøglen til langsigtet succes, er begyndelsen under alle omstændigheder lovende.

Der er for det andet grund til at hæfte sig ved, at den irakiske regering omsider er nået til intern enighed om det lovmæssige grundlag for en deling af landets olieproduktion. Efter mange måneders tovtrækkeri mellem centralregeringen i Bagdad og det regionale styre i de kurdiske områder, har parterne langt om længe fundet en løsning, som – lidt forenklet – deler olien mellem provinserne på baggrund af befolkningstal, og ikke med udgangspunkt i hvor olien findes. Aftalen har endnu ikke været behandlet i parlamentet, men udgør et meget væsentligt første skridt.

Den forsigtige optimisme næres for det tredje af Bush-administrationens nyfundne vilje til at engagere sig diplomatisk med Iran og Syrien. Hidtil har Washington hårdnakket afvist at indgå i nogen form for dialog med de to ‘slyngelstater’, men i lørdags mødtes højtstående repræsentanter fra Damaskus og Tehran med amerikanske diplomater under en sikkerhedskonference i Bagdad. Det er mere end tvivlsomt, om en diplomatisk dialog vil ændre på forholdene i Irak på kort sigt – både Syrien og Iran vil med al sandsynlighed kræve indrømmelser, som Washington kun vanskeligt kan give – men forhåbentligt kan kursskiftet igangsætte en proces, der med tiden kan virke til at forbedre situationen i Irak.

Det vestlige mediebillede har i lang tid været helt domineret af de ubestridelige vanskeligheder blandt andet amerikanske, britiske og danske styrker står stillet overfor i Irak. Der er imidlertid enkelte lyspunkter – og noget tyder på, at 2007 kan blive året, hvor udviklingen vender.

Bryd tavsheden

En af vore trofaste læsere har gjort os opmærksom på et arrangement, hun selv har deltaget i organiseringen af, og som måske kan fortjene en bredere opmærksomhed, end emnet ellers får: Nemlig kampagnen "Bryd Tavsheden" om den ignorerede krig i Tjetjenien og de helt uhyggelige ting, der foregår dér–stort set upåagtede af omverdenen, desuagtet at de i grusomhed og omfang får meget dystre historiske perspektiver frem.  Netop i dag begynder i den forbindelse i København en filmfestival med samme titel.  Jeg har set kampagnens fotoudstilling i katalogform, og det er simpelthen hjertegribende.

P.S. In an unrelated story …  Ruslands præsident Vladimir Putin er begyndt at skrive om fred og frihed i britiske The Guardian–eller ihvertfald har de trykt en tale, hvori han bl.a. siger, at "The universal, indivisible character of security can be expressed as the basic principle that "security for one is security for all". As Franklin D Roosevelt said at the onset of the second world war: "When peace has been broken anywhere, the peace of all countries is in danger."."  I stedet skal man opføre sig i overensstemmelse med de "uncontested" principper om "openness, transparency and predictability".  Host, host … Det har afstedkommet nogle farverige indlæg på avisens blog, bl.a. dette fra en læser:

"Anna Politkovskaya, Igor Domnikov, Sergey Novikov, Iskandar Khatloni, Sergey Ivanov, Adam Tepsurgayev, Eduard Markevich, Natalya Skryl, Valery Ivanov, Dmitry Shvets, Paul Klebnikov, Magomedzagid Varisov, and Alexander Litvinenko could not be reached for comment."

Den glemte krig

I dagens udgave af Berlingske kan man læse, at Taleban hævder at kontrollere Helmand-provinsen i Afghanistan.

 

Indtil for nylig har der været relativt stille om Afghanistan men deltagerlandende i NATO-koalitionen er så småt ved at vågne op til, hvor katastrofalt man har svigtet i dette land.

Gode eksempler på det politiske svigt – for det er ikke de udsendte soldater der svigter – kan ses i en række dokumentarudsendelser.

 

To britiske dokumentarudsendelser (der kan hentes i flere bidder her og her) viser, hvor underbemandede de (i dette tilfælde britiske) NATO-soldater er, samt at de ikke kan regne med tilstrækkeligt udstyr såsom pansrede køretøjer eller forsyninger. Slutningen på den første dokumentar er vel et skoleeksempel på, hvordan man taber en krig ikke bare militært set men også i forhold til at vinde lokalbefolkningens tillid og skabe en vindende kampånd hos det lokale militær, der jo skal tage over.

 

Den sidste dokumentar viser, hvor hensynsløs en fjende Taleban er. Man undertrykker og dræber gerne civilbefolkningen, inklusiv kvinder der for første gang i en årrække har kunnet mødes uden mænd. Man går heller ikke af vejen for at udstyre en 15 årig dreng med selvmordsbombebælte. Endnu mere deprimerende er det forhold, at oprørere fra hele den muslimske verden sammen med Taleban og øvrige lokale militser tilsyneladende frit kan operere i visse del af Afghanistan og Pakistan, og at de her har baser, hvor terrorangreb mod Vesten bliver udtænkt og udøvet og terroristerne der skal udføre dem bliver oplært. Scenen hvor 30 amerikanske soldater skal sikre en dal med anslået 1.000 oprørere, siger alt om, i hvor høj grad krigen mod terror bliver nedprioriteret i Afghanistan.

 

Man må føle den dybeste respekt og ærbødighed for de NATO-soldater, der under disse vilkår kæmper imod en hensynsløs og ofte usynlig fjende og samtidig viser overskud til at hjælpe lokalbefolkningen. Konsekvenserne af at lade Taleban komme til magten igen vil ikke blot være katastrofale for den afghanske befolkning, det vil givetvis også betyde endnu flere terrorangreb i Vesten, hvorfor krigen må og skal vindes.