Tag: krig (side 2 af 2)

Værnepligtens væmmelige virkelighed

Højreorienterede (krigsliderlige og autoritære, som de er) går ind for værnepligt, mens venstreorienterede (freds- og frihedselskende, som de er) er modstandere af tvangsmæssig inddrivelse af soldater, ikke sandt?

Måske nogle steder, men ikke i USA.  Det har ikke været det historiske billede, hvor det i det 20. århundrede alle tre gange, værnepligten blev indført, var Demokraterne, der gjorde det, mens Republikanerne var imod.  Barry Goldwater var i 1960erne en af de første til at tale for en afskaffelse af værnepligten i forbindelse med Vietnam-krigen, og det var i sidste ende George P. Shultz, som foranlediget af kollegaen Milton Friedman, fik Nixon til at afskaffe den.

Nu er Demokraterne på færde igen.  Rep. Charlie Rangel (D-NY), som er på vej til at blive en af de mest indflydelsesrige politikere i den nye kongres, presser endnu engang hårdt på for at få genindført værnepligten.  Interesserede kan her læse et godt, kort positionpaper (med henvisninger til empiriske analyser) fra Heritage Foundations Dr. Tim Kane, som piller Rangels påstande fra hinanden.  Værnepligt vil

  • ikke give en mere "socialt retfærdig" rekruttering
  • ikke resultere i mindre engament i krige
  • ikke give bedre tropper

Og sidst, men ikke mindst, værnepligten vil til gengæld være en krænkelse af den personlige frihed:

"Regardless of Rangel's arguments, justification of a "just draft" presents a philosophical dilemma. Coercing people to serve is detrimental to individual liberty—this is the problem of social justice based on group demographics rather than individuals. The U.S. military is one of the most colorblind, merit-based institutions in the nation. Soldiers surrender their individuality voluntarily to join a team, with a team mentality. Mandating service will diminish this choice.

Even if Rangel and his colleagues in power rename their project "national service," it would still be unjust, because forced volunteerism is inauthentic. Certainly, Americans will sometimes accept restrictions on their liberty, such as the speed limit or income tax, but only to advance the common good. Empowering the central government to oversee and restrict the employment of all young Americans for two years is not consistent with common good restrictions and is instead a dangerous violation of individual liberty.

The Pentagon, the President, Congress, and the new Democratic leadership need to repudiate the idea of a draft as well as the notion of mandatory volunteerism. All young Americans deserve the peace of mind that their personal freedom is not in jeopardy."

Cato Institute har før kritiseret Rangels forslag–og har naturligvis længe syntes, at en frivillig hær er bedre end en ufrivllig.

Baker is back!

I fortsættelse af postingen ndf. om udsigten til 2. runde i Libanon og den efterfølgende debat, kan jeg tilslutte mig Repsak.

Når Syrien føler sig selvsikker, myrder de politikere i Libanon.

Lige for tiden føler Syrien sig selvsikker, fordi James Baker og andre fra den realistiske skole efter sigende, i hvert fald efter MSM-sigende, er tilbage på mode igen. Man har udsendt budskabet om, at Syrien skal inddrages som en respekteret partner for at beskytte demokratiet i Irak, og her følger så Syriens svar.

Det forekommer mig, at betegnelsen "realistisk udenrigspolitik" for den tankegang er en contradictio in terminis.

Hvor "realistisk" er det, at Syrien skulle støtte demokratiseringen af Irak, der efter alt at dømme er enormt populær i den brede irakiske befolkning, når ideen med demokratiseringen helt åbenlyst er, at diktaturer som Assads i Syrien skal væltes, når syrerne også kræver den frihed, de kan se deres broderfolk nyde på tv?

Det må være den samme "realisme", der ligger bag FNs indsats i Dafur-konflikten, for nu at give folkemordet dér en mere folkeretlig neutral beskrivelse. Man spørger pænt den lokale diktator, om han har noget imod, at man griber ind og stopper den nedslagtning, han har iværksat. "Kom igen lidt senere" er det forudseelige svar, og det affinder man sig med. Det hele er meget pænt og diplomatisk, men er det realistisk?

Efter sigende spøger gamle Baker med, at der ikke længere er nogen, som betvivler det "realistiske" i beslutningen om at lade Saddam blive siddende efter Kuwait-krigen.

Når man læser MSM, tror man ham gerne. Men vi andre, der fortsat tænker kritisk, kan spørge, om det nu var så "realistisk" at lade Saddam blive ved magten på et tidspunkt, hvor man havde tropperne og muligheden for at vælte ham, hvor hans venner i Rusland og Kina var svækkede, hvor al-Qaeda ikke var startet endnu, og hvor Syrien var tvunget til passivitet. Dette set på baggrund af, at man ikke kunne styre Saddam, som senere smed våbeninspektørerne ud, at man ikke kunne få sanktionerne til at fungere ordentligt, fordi de blev gennemhullet af korruption, og at man overlod shia til en massiv nedslagtning, som de aldrig har tilgivet os og forklarer, hvorfor vi ikke blev modtaget med større entusiasme end som så. Man overlod et olierigt og strategisk uhyre vigtigt samfund til en diktator, der slagtede sin befolkning og kørte landet ned i total ruin hellere end at opgive sin stræben efter MWD; en befolkning der selv efter alle disse år og lidelser stadig støtter ønsket om demokrati og i endnu højere grad ville have støttet det den gang. Realisme?

Vi ved, at terrorismen og den fanatiske opfattelse af islam næres af diktaturer og den følelse af afmagt og misundelse over for Vesten, som den medfører. Alligevel søger man at genskabe forestillingen om, at araberne "ikke er klar" til demokrati og vil have det bedre med en fod i nakken. Det var den form for "realisme" som har givet os et Mellemøsten, der eksporterer olie og terrorister og ikke meget andet.

Det var den realisme, og ikke alle mulige skøre påfunde fra hvorfor-hader-de/vi-os-fløjen, der gav os 11. september.

Hvis vi for et øjeblik skal indlade os på den kynisme, som MSM finder så charmant ved realisterne, så lad os se på krigens stade. Vi har væltet Saddam og sikret os, at han ikke producerer MWD. Vi har indført et demokrati, der nyder massiv opbakning i befolkningen. Vi har derimod ikke skabt en sikkerhed for befolkningen, og den kamp pågår stadig. I hele forløbet har vi mister – skal vi sætte det til godt 5.000 dræbte samlet for de forskellige allierede - hvilket under WWII snildt kunne være tabstallet på en god dag. Det koster en hulens masse penge, men hvad er prisen i både penge og menneskeliv, hvis demokratiseringen af Mellemøsten igen opgives, og mørket igen får lov at sænke sig?

Man bør ikke undervurdere Baker & Co. Måske er de blevet klogere, selvom hans forsøg på at retfærdiggøre det store svigt tilbage fra Kuwaitkrigen ikke lover godt. Men hvis The Fabulous Baker Boys i Iraq Study Group ikke er blevet det, må man håbe, at det nye demokratiske flertal, de såkaldte blue dogs, der afviste Murtha som leder, er det.

Ellers får vi realismen og dens konsekvenser igen. Først libaneserne, så irakerne, så israelerne, så….

Klar til 2. omgang?

Det forlyder netop nu, at Libanons industriminister og tidligere præsident Pierre Gemayel, er blevet myrdet ved et attentat. Han var kristen, og det forventes at destabilisere landet yderligere.

Drabet må ses som et led i opgøret mellem Hizbollah, der styres fra Syrien, og den libanesiske demokratiske regering, der søger at retsforfølge Syrien for drabet på Rafik Hariri.

For noget tid siden kunne The Times berette, at Hizbollah oplyser at have reetableret deres våbenlagre. Det er næppe tom pral. Våbene er leveret fra Iran via Syrien; de to lande som den såkaldt "realistiske" udenrigspolitiske skole forventer, at vi kan indgå en aftale med, der kan sikre demokratiet i Irak. Det er i givet fald sket uden om FN-tropperne, der skulle forhindre det.

Nyheden om, at Hizbollah er klar til 2. omgang blev ikke rigtig bemærket i den danske presse, der synes mere optaget af Israels brug af klyngebomber.

Hvis Israel har lært af første omgang denne sommer, og Hizbollah har gjort det samme, bliver en ny krig næste forår eller sommer om muligt endnu blodigere.

Spørgsmålet er, om det vil få jødehadet til at vokse yderligere i Europa? Der er allerede ubehagelige tegn på, at uviljen mod Israel ikke kun er begrænset til rationelle overvejelser. Som et tilfældigt eksempel kan her henvises til David Aaronovitch i The Times i dag.

Der er utvivlsomt mange, der vil modsige mig i kommentarspalten neden for – værs'go, det er det, den er til for – men for mig at se er billedet klart. Vi kan ikke slippe uden om at kæmpe i Mellemøsten. Undlader vi at kæmpe, som man gjorde før 11/9 01, så kommer kampen til os. Vælger vi at kæmpe, bliver kampen lang. Vi har den militære magt til at klare kampen, men har vi viljen?

Velkommen til næste omgang.

Den diskrete stillingtagen

En af vores læsere har efterlyst vores stilling til krigen i Mellemøsten mellem Israel og Hizbollah. Vi har desværre ikke fælles holdninger her på bloggen, selvom vi for det meste er enige, men som altid søger vi at efterkomme læsernes ønsker, så her er en holdning.

De fleste læsere af bloggen vil allerede have gættet, hvad den holdning er. Når det gælder om at vælge side mellem et demokrati og en islamofascistisk organisation er det ret forudsigeligt, både i Irak og andre brændpunkter af MØ. I stedet gives ordet her til Victor Davis Hanson, der peger på den manglende opbakning til Israel i visse europæiske kredse, navnlig MSM. Det tager især form af en ligestilling, sådan at de to parter ligestilles i enhver henseende. Det ser pænt ud, i det mindste på overfladen. At man så dækker den ene sides lidelser lidt mere intensivt end den andens, kan altid forklares med, at billederne er bedre (takket været Photoshop og guidede ture).

Denne diskrete stillingtagen, hvor man formelt tager afstand fra begge parter i en konflikt, minder om den Kolde Krig, hvor de samme kredse også var på den forkerte side. Ikke at de selv var klar over det. De opfattede sig selv som upartiske og blot bekymrede "fredstilhængere", der fromt kunne sige, at de skam både var imod Nato OG Warszawapagten. Mange af dem har den dag i dag ikke rigtig fattet, hvilken side det efterlod dem på. Det fik heldigvis ikke den store betydning, for de var ikke så nyttige endda, som Lenin havde håbet på. Men spørgsmålet er, om vi er lige så heldige denne gang. Hermed ordet over til

Victor Davis Hanson, RealClear Politics:

The reactions and media coverage coming out of the West regarding this latest war in the Middle East are as bewildering as they are instructive.

Rep. John Dingell, D-Mich., for example, recently said, "I don't take sides for or against Hezbollah or for or against Israel."

Mere…

Om social retfærdighed og fred på venezuelansk, iransk (og fransk)

Blandt mange både danske og udenlandske venstreorienterede er Hugo Chavez' et forbillede på grund af hans tiltag, der skal modvirke effekterne af den udbyttende globalisering og sikre "social retfærdighed" og, ikke mindst, hans hårde opposition til den nuværende amerikanske administration.

For skeptikere er Chavez revolution derimod et skoleeksempel på at retsstatsprincipper er uforenelige med socialistiske målsætninger om social retfærdighed og derfor må vige for vilkårlig magtudvidelse, svækkelse af centrale institutioner, vold og undertrykkelse.

Men endnu mere beskæmmende for de venstreorienterede der støtter Chavez end den forudsigelige undergang af hvilke retsstatsprincipper der måtte have været opbygget i Venezuela, er Chavez' udenrigspolitiske alliancer. Udover sit nære forhold til Fidel Castro, (som netop, om end midlertidigt, har ladet sig inspirere af den nordkoreanske fortolkning af kommunismen, der som bekendt indebærer oprettelsen af et familiedynasti), har Chavez for nyligt plejet omgang med klodens måske p.t. største trussel mod verdensfreden, Irans præsident Ahmadinejad.

Under Chavez besøg i Iran udtalte Ahmadinejad ifølge Politiken følgende rørende ord om Chavez:

"Hr. Chavez er min bror og bror af hele den iranske nation og af alle frihedssøgende mennesker i verden"

Chavez replicerede overfor en utvivlsomt grådkvalt forsamling:

"Vi er sammen med dig og Iran for altid. Så længe vi forbliver sammen, vil vi kunne vinde over den (amerikanske) imperialisme, men hvis vi går fra hinanden, vil de kunne skubbe os væk".

Den sociale retfærdighed, som Hugo Chavez og hans inden- og udenlandske støtter ser som det bærende element i Chavez' mission, er med andre ord forenelig med et regime, der offentligt henretter homoseksuelle og politiske modstandere, som har en udbredt anvendelse af tortur, som systematisk undertrykker kvinder og som siden 1979 har pumpet utallige milliarder af dollars i diverse terrororganisationer og derfor bærer en stor del af skylden ikke blot for den nuværende konflikt i Mellemøsten men for de tusinder af uskyldige liv som islamistiske terrorister har krævet siden den islamiske revolution.

Man skal være drevet af en særdeles enøjet ideologisk fanatisme, hvis man på ovenstående baggrund kan opretholde, at Hugo Chavez holder nøglen til et attraktiv alternativ til en amerikansk domineret verdensorden.

Når vi nu snakker om Iran kan i øvrigt oplyses, at Frankrigs udenrigsminister netop har udtalt, at 

"I regionen (Mellemøsten) er der naturligvis et land som Iran. Et stort land, et stort folk og en stor civilisation, som er respekteret og som spiller en stabiliserende rolle i regionen".

Udtalelsen blev meget passende fremsat i Libanon og skal uden tvivl ses som en cadeau til den konstruktive og "stabiliserende" rolle Iran har spillet i forbindelse med den igangværende konflikt. Uden Irans tilstedeværelse og utrættelige fredsbestræbelser var det nok for alvor gået galt.

I en endnu ikke offentliggjort udtalelse fra det iranske udenrigsministerium som kun Punditokraterne har set, lyder det som svar på den franske udenrigsministers ros:

"Iran takker Frankrig for at anerkende den islamiske republiks mangeårige bestræbelser på fredelig sameksistens i regionen, som igangsat i 1979 af Ayatollah Khomeini. Iran anerkender desuden Frankrigs vigtige rolle heri, ved fra 1978-1979 at have givet husly og beskyttelse til den salige Ayatollah, forud for hans hjemvenden som den islamiske revolutions sejrherre". 

Strange bedfellows

Politics makes strange bedfellows.

Citatet stammer angiveligt fra Shakespeare, The Tempest, hvor citatet egentlig lyder:

Misery acquaints a man with strange bedfellows.

Selv som passioneret demokrat må man tilstå, at det ikke er helt forkert at bruge politics som synonym for misery.

Som tålmodige læsere af denne blog vil vide, har min dækning af Irak mest handlet om at præsentere et andet billede end det entydigt negative, som præsenteres af MSM, herunder de såkaldte public service-virksomheder.

Der er fortsat positive nyheder, som forties, se f.eks. en nyere samling her.

Men det er ubestrideligt, at de irakiske politikere ved deres manglende evne og vilje til at danne en funktionsdygtig regering skaber flere problemer for det i forvejen hårdt plagede land. Der er ingen tvivl om, at det irakiske folk ønsker demokratiet; over 75 pct. stemte ved parlamentsvalget i december. Det er et ufatteligt højt tal sammenlignet med valgdeltagelsen i Europa, hvor det eneste man risikere ved at stå i kø for at stemme er at kede sig. I Irak var valgdeltagelsen forbundet med konkret livsfare og alligevel mødte de frem. Politikernes nølen virker som et svigt og synes for nogle at bekræfte, at demokrati alligevel ikke kan lade sig gøre i et arabisk land.

Det frister kort sagt til at lægge mere vægt på den indledende betragtning om, at politik er elendighed, for det irakiske demokrati har tilsyneladende skabt politikere, der er ude af stand til at finde sammen og tage et ansvar, og som er plaget af korruption og nepotisme.

Før man falder for fristelsen til at fortsætte ned ad det intellektuelle skråplan bør man fæstne sig ved nogle sammenligningspunkter. Det hjælper til at fastholde ens dømmekraft.

Det er ikke nyt, at politikere i demokratier ikke kan finde ud af at tage et ansvar, selv når forholdene er fredelige og velstanden stor, se blot Italien, Frankrig og Tyskland. Hvordan kan vi så forvente mere af politikere i et forarmet land, plaget af terror og med mere end 30 års undertrykkelse at gøre op med. Korruption synes heller ikke at være uforeneligt med “vestligt” demokrati. Det er bedre uden, men det er ikke håbløst med.

Det er let at kritisere demokratiet, men det er for at parafrasere Churchill det mindst ringe system.

I det hele synes modstanden mod Irak-krigen, der som bekendt sluttede for nogle år siden, og den efterfølgende opbygning af landet, der stadig pågår, at fremtvinge nogle mærkelige bedfellows.

Personer, der uopfordret kan finde på at beskrive sig selv som “anti-racistiske”, synes ofte at være særligt udsatte for at tro på, at mennesker alligevel er grundlæggende forskellige afhængige af, hvor de er født. Kan “vestligt” demokrati overhovedet forenes med arabisk mentalitet og trives i Mellemøsten, spørger de. Et mærkeligt spørgsmål al den stund, at “vest” ikke er et geografisk begreb. National-socialisterne brugte det om Frankrig og UK, der efter Hitlers opfattelse var degenerede og kraftløse i deres demokratiske samfundsmodel. Tolv år efter sin magtovertagelse måtte han skyde sig en kugle for panden, besejret af en alliance mellem de foragtede demokratier og hans tidligere allierede Sovjet-Rusland. Vesten blev nu den ydre rand af europæiske stater, som undgik sovjetisk besættelse, samt USA. Men ikke Syd-Amerika, for det karakteristiske ved Vesten er det “svage” demokrati. Japan er nu en del af Vesten, og da jorden er rund, kan begrebet altid bruges, men næppe kun forklares med geografi. Udtrykket betegner nærmere systemer med liberale menneskerettigheder og demokrati. Har en araber ikke samme ret til det som alle andre? Strange.

Personer og partier, der hidtil har dyrket kampen mod diktatur og støttet den med våbenmagt, dvs. en revolutionær strategi, er pludselig blevet “anti-krig”. En kvinde lod sig f.eks. præsentere som “kunstner og krigsmodstander”. Men er hun virkelig det — altså krigsmodstander, det andet kan enhver være. Er hun mon virkelig pacifist og imod enhver form for krig, altså en konsekvent pacifist, der også ville være imod kampen mod nazismen og som afviser enhver revolutionær befrielseskamp? Næppe.

Modviljen mod at se Irak-krigen som en idealistisk kamp for demokratiet kan også forklare, hvorfor nogle kredse stædigt fastholder diverse konspirationsteorier om, at det “hele handlede om olie”. Selvfølgelig spillede olien ind, som Wolfowitz sagde. Hvis Saddam havde været en diktator i en ubetydelig afrikansk stat, havde han formodentlig fået samme lette skæbne som Zimbawes præsident Robert Mugabe. Krigens idealistiske element er imidlertid åbenlyst, at man ikke fulgte realisternes sædvanlige kurs og udskiftede diktator A med diktator B, men søgte at indføre noget så ustabilt og uforudsigeligt som demokrati i erkendelse af, at realismens væg-til-væg diktatur i Mellemøsten ikke har givet os sikkerhed, tværtimod.

personer, der tidligere hyldede en idealistisk tilgang til udenrigspolitik, er godt i gang med at krybe i kanen med realister af Kissingers model. Strange indeed.

En anden underlig kombination er begejstringen for militæret, der kommer fra personer uden nogen særlig forhistorie som støtter for netop den del af statsmagten. Personer, der angiveligt er imod krigen, støtter begejstret kritikken fra militærfolk, der ønsker massivt flere soldater i Irak. Kritikken er — måske — berettiget, men burde man ikke overlade den slags “militæret ved bedst”-argumentation til os, der var for krigen?

En sær variation over det tema ses for tiden i den ukritiske beundring, der udvises over for de tidligere generaler, som kritiserer forsvarsminister Donald Rumsfeld. Nu har andre generaler, som f.eks. Richard Myers m.fl., påtalt kritikken og fremhævet, at i et demokrati er det faktisk demokratisk valgte politikere, der afgør spørgsmålet om krig og fred. Se en rimelig fornuftig gennemgang af det synspunkt her, hvor det også påpeges, at kritikken mod Rumsfeld nærmere er et forsøg på at undgå kritik mod egne rækker for ikke at have rådgivet politikerne godt nok — og det er faktisk militærets mere begrænsede ansvar i et demokrati.

Tilbage står det helt afgørende spørgsmål: Kan det irakiske demokrati overleve sine egne politikere?

Ja, for det gør demokratiet også andre steder. Det er desværre ingen naturlov, og demokrati kan slå fejl, men det er ikke tilfældet i Irak — endnu.

Kvindekamp

Her er en nyhed fra Afghanistan, som nok ikke får den store dækning herhjemme. Det er den alt for positiv til.

Opgørelsen fra valget viser, at kvinderne har klaret sig godt, rigtig godt endda, bedre end den kvote man havde afsat til dem. Et citat fra The Telegraph:

Before September’s parliamentary vote, the first for 30 years, there had been widespread predictions that, due to the conservatism of Afghan society, women would only gain seats through a quota system which automatically reserved 25 per cent of seats for them under the country’s new constitution. But women won seats in their own right and will take up 68 of the 249 in the lower house when it convenes later this month.

Lad os her sende en tanke til de mange, der var imod krigen i Afghanistan, bl.a. den såkaldte Fredsvagt foran Christiansborg, der tæller dagene siden aggressionen mod det talibanstyrede land. Der er mange former for kvindekamp: der er især snak, og så er der handling.

En flink mand

Det forlyder, at Syriens magtfulde indenrigsminister Ghazi Kanaan har begået “selvmord”. En mand, der i årevis har terroriseret Libanon på Syriens vegne, har pludseligt besluttet at stå af.

Det var da morderligt pænt gjort af ham sådan at udøve den yderste form for selvkritik, netop som FN skal til at offentliggøre sin rapport om mordet på den libanesiske politiker Rafik Hariri, der forventes lidet overraskende at pege på Syrien som bagmanden bag attentatet.

Nyheden er endnu et tegn på, hvordan nettet strammes om Assads diktatur i Syrien. Af samme grund omtales den i dagens Berlinger kun som et lille Reuters telegram oppe i højre hjørne. Vi kan ikke tilbyde et link, nyheden er for lille til at optræde på deres hjemmeside. Men her er en mere professionel dækning af historien fra The Telegraph.

Denne hensynsfulde dækning af Syriens stadig vanskeligere situation har været mærkbar i danske medier, siden USA begyndte at presse Syrien. Danske journalister frygter nok, at de ved en mere indgående dækning af forholdene i Syrien kan komme til at fremme de neokonservatives sag, som når man før krigen kom for skade at fremstille Saddam som en brutal diktator med en usund interesse for masseødelæggelsesvåben, og ikke som den helt uskyldige og harmløse familiefar, der er det foretrukne billede i dag.

Til gengæld giver man en indgående dækning af det irakiske valg om en demokratisk forfatning, og her tager man ingen chancer: hvis forfatningen vedtages, går det ad helvede til, og hvis den ikke vedtages, går det også ad helvede til.

Det virker som om, at mange journalister både her og i udlandet stadig ærgrer sig over, at de lod sig dupere af valget i januar, hvor synet af millioner af irakere, der med livet som indsats gik til stemmeurnerne, for et øjeblik fik overhånd over den forudindtagne dommedagsindstilling. Så var man bedre til at nedtone den demokratiske succes i Afghanistan, både ved valget sidste år og i år. Denne gang tager man ingen chancer og vil åbenbart fremstille afholdelsen af et frit valg om en demokratisk forfatning som en dyb ulykke for landet.

Det er som bekendt svært at spå om fremtiden, men her er mit bud på den nærmeste fremtid:

1) Valget på lørdag i Irak vil se en stemmedeltagelse, der er endnu højere end valget i januar, der – situationen taget i betragtning – var fantastisk høj; på højde med stemmeprocenterne i flere vesteuropæiske lande.

2) Forfatningen bliver vedtaget. Det er usikkert, men jeg tror det.

3) Sunnierne, der nu er blevet stillet yderligere garantier i udsigt, og – reelt vigtigere – har fået lovning på en mildere behandling af deres klanlederes fortid i Baath-partiet, vil i langt højere grad indgå i det politiske samarbejde.

4) Medierne vil fremstille et hvilket som helst resultat som en ulykke for landet og interviewe eksperter, der vil bekræfte det. Man vil eksponere de terrorhandlinger, der utvivlsomt vil være og fremhæve med dyster mine, at “volden fortsætter”, og lederskribenterne vil stadig efterlyse en “plan” for Irak.

Indrømmet, det er kun gæt, og det kan gå anderledes. Men det er en vinkel, som De ikke møder i danske morgenaviser eller public service stationer, så om ikke andet er det da afvekslende, foruden at være gratis, hvad MSM ikke er.

Og nu, hvor vi er ved de oplysninger, som De ikke fik i dagens avis, er her et link til et memo fra den næstkommanderende i al-Qaeda, den egyptiske læge Ayman al-Zawahiri til deres chefbøddel i Irak, jordaneren Abu Musab al-Zarqawi. Linket er til The Guardian, der meget nænsomt omtaler det som en reprimande. En mindre venlig udlægning gives af Austin Bay. Uanset udlægningen er det klart, at den pæne doktor minder sin unge ven om, at det måske ikke lige hjælper sagen at ville udrydde Iraks befolkningsflertal, blot fordi de er shia og dermed utvivlsomt vantro og fordømte. Der er en tid til enhver sag, og dette er åbenbart ikke lige tidspunktet. Videre bemærkes, at de mange grusomme angreb på den muslimske civilbefolkning i Irak, herunder bombninger af markedspladser og moskeer, har fået muslimer i resten verden til at tvivle på, om al-Qaeda nu også er det rigtige valg som ledere af et nyt kalifat. Det vigtige er at få jaget de udenlandske tropper ud, så man kan få nedkæmpet demokratiet og opbygget en al-Qaeda ledet stat, hvorfra krigen kan føres videre.

Det er uvist, om memoet er rigtigt eller falsk; eksperterne anser sandsynligheden for, at det er autentisk, som meget høj. Men på den anden side ligger det så nær præs. Bush helt urimelige og ofte latterliggjorte opfattelse af, at engagementet i Irak er centralt i kampen mod terror, at en mulig alternativ forfatter er Karl Rove. Vi ved jo, at Rove er en skidt fyr. Måske er Rove i virkeligheden al-Zawahiri; han er i hvert fald for ung til at være Shakespeare, selvom den mystiske bule på ryggen af Bush, der optog sindene så intenst under præsidentvalgkampen for så pludseligt at forsvinde fra dagens Berlinger, da mindede lidt om Richard III. Men Rove har ikke skæg, så måske er han Marlowe. Men jeg fortaber mig. Tilbage til sagen.

Memoet er nok ægte, og man kan da kun være enig med den lærde mand i hans formaninger om at være mindre grusom, for selv i Vesten bliver det stadig sværere for krigsmodstanderne at fremstille al-Zarqawis folk som frihedskæmpere og, med Michael Moores udødelige ord, revolutionshelte. Det er efterhånden kun muligt at beskrive dem som “oprørere”, for deres handlinger er virkelig oprørende. Rådet om tilbageholdenhed er derfor fornuftigt nok. Men vil unge al-Zarqawi lytte, og hvordan skal han så kunne rekruttere hellige krigere, hvis ikke de må dræbe vantro eller på anden vis ulydige irakere i flæng? Det er bestemt ikke nemt.

Det er en truisme, at demokrati ikke kan påtvinges et folk ude fra, for demokrati betyder folkestyre og forudsætter derfor folkets ønske om at benytte det. Det indebærer et betydeligt kulturskifte. Man går over til at lægge sin stemmeseddel i en urne og ikke sin modstander, hans børn og resten af klanen.

Jeg kan godt forstå, at mange var skeptiske over for, om demokratiet ville have en chance i Irak. De havde ikke prøvet det før, de er muslimer (hvad det så ellers skulle have af betydning), og de havde lidt under en forfærdelig undertrykkelse i årevis; bare tænk på, hvor dårligt vi opførte os, da vi skulle afregne sølle fem forbandede år.

På lørdag er jeg ikke desto mindre ret sikker på, at vi og ikke mindst den al-Jazeera kiggende arabiske befolkning vil se et massivt flertal af den modige irakiske befolkning vise nok en gang med livet som indsats, at de vil demokratiet. Det bør gøre indtryk, om ikke på forhærdede mediefolk, så på os andre.

Nobelprisen til Schelling & Aumann

Så blev det Thomas C. Schelling og Robert J. Aumann, som fik 2005 Nobelprisen i økonomi.

Ikke Robert Barro eller Gordon Tullock, som nærværende Punditokrat havde håbet.  Men Schelling er bestemt på mange punkter et rigtigt godt valg (og alt er bedre end at skulle læse endeløse lovprisninger af den fhv. økonom Paul Krugman): Det berømte “Schelling Punkt” er noget, som tilhængere af en mindre centralt dirigeret menneskelig adfærd burde kunne værdsætte (og det er altså ikke et sted på en menneskekrop …).

Mens der sikkert–og forhåbentlig–er nogle af mine ærede med-Punditokrater, der skriver på en post om det, kan andre læse denne fine hyldestartikel skrevet af de kløgtige økonomer Dan Klein, Tyler Cowen & Timur Kuran.  MarginalRevolution.com har også flere nyttige poster om de to vindere som kan læses her.

Ugens citat: Tony Blair om wake-up call

Man kan være enig eller uenig, men dette er altså et godt metafor:

"September 11 for me was a wake up call. Do you know what I think the problem is? That a lot of the world woke up for a short time and then turned over and went back to sleep again."
— British Prime Minister Tony Blair.

Mere og mere og mere fred

Julian Simon havde ret. Uanset hvor dårligt vi måtte føle, at det går (og uanset hvor meget venstrefløjens dystopister måtte ønske det), går det faktisk bedre og bedre for menneskeheden. Her er lidt interessant anekdotisk statistik fra en ny klumme af den udmærkede NYT-klummeskriver, John Tierney:

  • I en typisk menneskegrav fra stenalderen var op mod halvdelen døde af voldelige årsager.
  • En fjerdedel af jæger-samler samfundenes mænd døde i krig.
  • I det 20. århundrede var der–selv med to verdenskrige, Hitler og Stalin, Mao og Pol-Pot, Che Guevara og Robert Mugabe–mindre end 2 pct. sandsynlighed for, at et menneske ville blive et offer for krig eller massemord.
  • I dag er risikoen for at dø under sådanne omstændigheder ca. ¼ af risikoen for at dø ved et biluheld.  Og University of Marylands tilbagevendende studie om "Peace & Conflict" viser, at antallet og intensiteten af væbnede konflikter fortsætter med at falde.

Så måske de gamle Whig-historikere alligevel havde ret? Gad vide, hvornår en sådan vinklet historie bliver hovedhistorien i TV-Avisen eller TV2-Nyhederne? Don't hold your breath!

Forskning og fakta om fred og frihed

Den amerikanske samfundsforsker, professor R.J. Rummel har i en lang årrække forsket i sammenhængene mellem på den ene side frihed (personlig, økonomisk og politisk) og på den anden side krig, folkemord og politisk vold. Han har længe haft websitet “Power Kills”, hvor han har placeret en lang række af sine arbejder og datasamlinger, men har nu også lanceret bloggen “Freedom’s Peace”. Begge er et besøg værd, hvis man er interesseret i empirisk orienteret forskning, der overvældende bekræfter, at frihed er godt for de fleste ting i livet.

Asymmetrisk krigsførelse

Er Socialdemokraterne blevet farligere for Anders Fogh Rasmussen efter valget af Helle Thorning-Schmidt som partileder? Det bedste teoretiske bud på dette spørgsmål kommer måske ikke fra det sædvanlige politologiske univers, men snarere fra tilgrænsende videnskaber, fx det militærstrategiske genstandsområde. Nærværende punditokrat fornemmer under alle omstændigheder, at den politiske slagmark så småt er ved at ændre karakter i en retning, der kræver nye forklaringsmodeller.

Dansk politik har indtil for ganske nylig spejlet tidligere tiders konventionelle krigsførelse, hvor mere eller mindre ligeværdige fjender mødtes på en kendt slagmark og fejdede med de samme våben. Nuvel, vil mange sikkert sige og tilføje: Var Anders Fogh Rasmussen ret beset ikke Mogens Lykketoft klart overlegen? Såmænd så, men de havde både en fælles sprogkode og en indbyrdes forståelse af, hvad det vil sige at føre valgkamp. Det handlede for dem om at smide tal i hovedet på hinanden, love vælgerne yderligere velfærdsforbedringer og skabe troværdighed om egen person. Sådan var det også, da Anders Fogh Rasmussen kæmpede med Poul Nyrup Rasmussen.

Men hvad sker, der hvis krigsførelsen ændrer karakter? Hvad sker der, hvis den ene af kamphanerne ikke anerkender valgkampens traditionelle præmisser og i stedet vælger at gå nye veje? Det er måske noget, borgerlige politikere bør tænke dybere over. Og hvis de savner inspiration til sådanne tanker, er det nok en god idé at læse The New Face of War eller Asymmetrical Warfare. Det er ganske vist bøger, der har et stringent militært fokus og umiddelbart ligger milevidt fra et dansk Folketingsvalg. Netop dét, forstår de fleste politiske begavelser nok at abstrahere fra og omveksle til aktuelt politisk indhold. Men lad mig lede tankerne på vej.

Socialdemokraternes nye formand vil ikke kaste om sig med tal. Dels fordi hun næppe er fortrolig med sådanne, dels fordi tal gradvist har mistet politisk autoritet. At dømme efter hendes hidtidige udmeldinger, vil hun heller ikke love flere velfærdsydelser i kampen for at sikre flere vælgere. Nej, med Helle Thorning-Schmidt skal regeringen formentlig ruste sig til en asymmetrisk krig; en krig, hvor en lettere armeret modstander, som en anden mujahedin, vil gøre alt for at ramme Venstres og Det konservative Folkepartis ømmeste punkt: Den manglende evne til at indfri borgerlige vælgeres krav om gennemgribende velfærdsreformer. Det bliver rigtignok spændende at følge!

Nyere indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑