Tag: krig (page 2 of 4)

Danmarkshistoriens mest frihedsfjendske politiske beslutninger?

Jeg kom fornylig–efter VK-regeringens “skattereform”–til at tænke på, hvilke politikker eller politiske beslutninger i Danmarkshistorien, der monstro ville kunne kaldes de “værste”?  Altså set fra et borgerligt-liberalt, frihedsorienteret perspektiv. Der er jo så mange at vælge imellem, men her kommer nogle af mine bud, i en næsten ikke-prioriteret rækkefølge (og uden konkret argumentation–den må læserne tænke sig til):

  1. Indkomstskatten (1903)
  2. Formueskatten (1903)
  3. Afskaffelsen af Landstinget (1953)
  4. Kildeskatten (1970)
  5. Planlovene (1970)
  6. Skattereformen (2009)
  7. Continue reading

’Krigens udlicitering’ og brugen af PMC’er

Siden en gruppe ansatte fra sikkerhedsfirmaet Blackwater dræbte 17 civile irakere i det centrale Bagdad 16. september i år, er den offentlige og akademiske debat om brugen af Private Military Companies (PMC’er) blevet kraftigt intensiveret. Den tragiske hændelse medvirkede således til at fremhæve de juridiske og strategiske udfordringer forbundet med reguleringen og brugen af de mange private sikkerhedsfirmer, som opererer i blandt andet Irak og Afghanistan (i øjeblikket beskæftiger de private sikkerhedsfirmaer omtrent 160.000 alene i Irak). Samtidig er presset på især den amerikanske regering for en tættere kontrol med PMC’erne vokset markant.

Kritikkerne af brugen af de private udbydere i krigs- og konfliktzoner har efterhånden fået opbygget et ganske omfattende arsenal af mere eller mindre kurante argumenter imod ’krigens udlicitering’. I den mere subtile ende af rækken af indvendinger imod anvendelsen af PMC’er finder man blandt andet argumentet om, at medarbejdere i den private sikkerhedssektor opererer inden for rammerne af en snævert defineret markedslogik, hvilket gør dem mindre anvendelige i oprørsbekæmpelsesoperationer som i Irak og Afghanistan. Rationalet er således, at PMC-ansatte vil fokusere på at opfylde kontrakten, og så i øvrigt blæse på de – fra tid til anden – afledte og kontraproduktive effekter. Kort sagt: PMC’er kærer sig ikke om ’hearts and minds’. Eller som en privat sikkerhedsmedarbejder formulerede det medio 2007: ”Our mission is to protect the principal, at all costs. If this means pissing off the Iraqis, too bad”. (At argumentet i virkeligheden retter sig mod svagt eller upræcist formulerede kontrakter, og ikke brugen af PMC’er per se har ikke fanget mange kritikeres opmærksomhed). Til de mere ligefremme indvendinger mod PMC’erne hører argumentet om, at det ganske enkelt er urentabelt at benytte sig af private udbydere. Blackwater, Aegis, DynCorp og de øvrige firmaer med speciale i sikkerhed er simpelthen for dyre.

PMC-skeptikeren Peter W. Singer fra tænketanken Brookings oplistede for nylig en række af de hyppigst anvendte argumenter imod brugen af PMC’er i Irak.

….the current use of private military contractors:

  • Enables a “bigger is better” approach to operations that runs contrary to the best lessons of U.S. military strategy. Turning logistics and operations into a for-profit endeavor helped feed the “Green Zone” mentality problem of sprawling bases, which runs counter to everything General Petraeus pointed to as necessary to winning a counterinsurgency in the new Army/USMC manual he helped write.
  • Inflames popular opinion against, rather than for, the American mission through operational practices that ignore the fundamental lessons of counterinsurgency.
  • Participated in a series of abuses that have undermined efforts at winning “hearts and minds” of the Iraqi people. The pattern of contractor misconduct extends back to 2003 and has involved everything from prisoner abuse and “joyride” shootings of civilians to a reported incident in which a drunken Blackwater contractor shot dead the security guard of the Iraqi Vice President, after the two got into an argument on Christmas Eve, 2006.
  • Weakened American efforts in the “war of ideas” both inside Iraq and beyond. As one Iraqi government official explained even before the recent shootings. “They are part of the reason for all the hatred that is directed at Americans, because people don’t know them as Blackwater, they know them only as Americans. They are planting hatred, because of these irresponsible acts.”
  • Reveals a double standard towards Iraqi civilian institutions that undermines efforts to build up these very same institutions, another key lesson of counterinsurgency. As one Iraqi soldier said of Blackwater. “They are more powerful than the government. No one can try them. Where is the government in this?”
  • Forced policymakers to jettison strategies designed to win the counterinsurgency on multiple occasions, before they even had a chance to succeed. The U.S. Marine plan for counterinsurgency in the Sunni Triangle was never implemented, because of uncoordinated contractor decisions in 2004 that helped turn Fallujah into a rallying point of the insurgency. More recently, while U.S. government leaders had planned to press the Iraqi government on needed action on post-“surge” political benchmarks, instead they are now having to request Iraqi help in cleaning up the aftermath of the Blackwater incident.

Argumenterne for brugen af PMC’er har hidtil været koncentreret omkring to hovedpointer. For det første: De vestlige landes militære instrumenter – og i særdeleshed USA’s – har anseelige vanskeligheder med at generere de påkrævede styrker til missionerne i Irak og Afghanistan, og det er derfor tvingende nødvendigt at udlicitere en række af de opgaver, de væbnede styrker tidligere har løftet. Nød lærer trængt stat at udlicitere. For det andet: Brugen af private udbydere skaber langt større fleksibilitet med hensyn til ansættelse og afskedigelse, og på længere sigt fører det til besparelser.

For nylig formulerede den tyske idehistoriker og tidligere ’Jungsocialist’ Herfried Münkler imidlertid et – i hvert fald for denne punditokrat – nyt og mere radikalt argument for brugen af PMC’er. I et længere interview med Frankfurter Allgemeine plæderede Münkler således blandt andet for, at Tyskland burde overveje at betale private sikkerhedsfirmaer for at påtage sig de farligere opgaver i det sydlige Afghanistan, når nu hverken den tyske opinion eller deres folkevalgte var villige til at sætte tyske soldaters liv på spil i eksempelvis Helmand og Kandahar. Skåret ind til benet, anbefaler Münkler ikke blot at PMC’er overtager logistik- og støttefunktioner, men også at de tager del i regulære kamphandlinger. Dermed bliver grænsen mellem ’private sikkerhedsfirmaer’ og lejesoldater vel en smule akademisk?:

Was bedeutet das [krigens privatisering, JR] im Kontext asymmetrischer Kriegsführung?
Zunächst kommt da die Freikaufmentalität unserer postheroischen Gesellschaft zum Ausdruck. Afghanistan ist einer Mehrheit der Deutschen schon zu gefährlich. Da muss man dann eben etwas Geld in de Hand nehmen.

Könnten PMCs die Lösung sein?
Sie sind eine Alternative zum Einsatz unserer eigenen Streitkräfte etwa in Afghanistan, die den Aufbau einer stabilen Staatlichkeit absichern sollen. Und wenn wir das nicht schaffen, weil wir ungeduldig werden – dann könnten solche Firmen eingesetzt werden. Die müssten dann nicht in der Fläche befrieden. Die PMCs müssten die Taliban beschäftigen, damit sie uns nicht attackieren können, aber ohne die Perspektive, da wird irgendwann Frieden einkehren. Es geht darum, unliebsame Akteure unter Stress zu setzen.

Ist das möglich für Deutschland?
Aber Gott, wir zieren uns gerne und fange sofort eine Diskussion über Recht und Ethik an. Aber wenn es darum geht, dass wir die Kosten der Alternative zu den PMCs zu bezahlen haben, nämlich deutsche Streitkräfte auf gefährlichen Posten zu unterhalten, würde ich sagen, dass wir die PMCs bei allen Kopfschmerzen heimlich doch gar nicht so schlecht finden.

Enhedslisten og Irak II

Som nævnt i mit forrige indlæg finder jeg hverken juridisk belæg eller behov for at straffe Abdol-Hamid for hendes udtalelser vedrørende støtte til irakiske oprører. For undertegnede står den moralske falliterklæring Abdol-Hamid og Aaens udtalelser er udtryk for tillige langt stærkere alene end, hvis sanktioneret med straf, og er endnu en kærkommen påmindelse om, i hvor høj grad den yderste venstrefløj nærmest konsekvent har stillet sig på tyranniets side igennem de sidste 100 års verdenshistorie.

Sådanne påmindelser skal ikke undertrykkes men frem i lyset så deres ophavsmænd og kvinder kan konfronteres med dem og stilles moralsk og politisk snarere end juridisk til ansvar for dem. I den forbindelse er Abdol-Hamids beskrivelse af det irakiske oprør som en folkelig opstand og hendes sammenligning med den danske modstandsbevægelse så åbenlyst absurde og groteske, at de må føre til politisk selvmord for Abdol-Hamid og alvorlig selvransagelse hos de, der har støttet hendes kandidatur til Folketinget.

For det første er den irakiske regering folkevalgt (modsat styrerne i alle Iraks nabostater, som Abdol-Hamid ikke synes at bekymre sig om). Endvidere har FNs Sikkerhedsråd ved Resolution 1546 af 4. juni 2004 anerkendt den på irakiske overgangsregering og det valg, der i maj 2006 ledte til den nuværende regering, samt vedtaget at indsætte en multinational styrke i landet.

I resolutionen hedder det bl.a, at Sikkerhedsrådet:

Endorses the formation of a sovereign Interim Government of Iraq, as presented on 1 June 2004, which will assume full responsibility and authority by 30 June 2004 for governing Iraq while refraining from taking any actions affecting Iraq’s destiny beyond the limited interim period until an elected Transitional Government of Iraq assumes office as envisaged in paragraph four below;

Welcomes that, also by 30 June 2004, the occupation will end and the Coalition Provisional Authority will cease to exist, and that Iraq will reassert its full sovereignty

Resolution 1546 blev fulgt op af Resolution 1637 fra 11. november 2005, hvori det bl.a. hedder:

Calling upon those who use violence in an attempt to subvert the political
process to lay down their arms and participate in the political process, including in
the election scheduled for 15 December,

Notes that the presence of the multinational force in Iraq is at the request
of the Government of Iraq and, having regard to the letters annexed to this
resolution, reaffirms the authorization for the multinational force as set forth in resolution 1546 (2004) and decides to extend the mandate of the multinational force
as set forth in that resolution until 31 December 2006;

Endelig blev den multinationale styrkes mandat i Irak forlænget til 31. december 2007 ved Resolution 1723 af 11. november 2006:

Demanding those who use violence in an attempt to subvert the political process should lay down their arms and participate in the political process, and encouraging the Government of Iraq to continue to engage with all those who renounce violence,

Notes that the presence of the multinational force in Iraq is at the request of the Government of Iraq and reaffirms the authorization for the multinational force as set forth in resolution 1546 (2004) and decides to extend the mandate of the multinational force as set forth in that resolution until 31 December 2007

Med andre ord er der i folkeretlig forstand ikke længere tale om en besættelse af Irak. De udenlandske styrker – inklusiv de danske – er i Irak efter den siddende irakiske regerings ønske. Hvis irakerne beder de udenlandske styrker om at rejse hjem er de derfor forpligtet hertil. Hvis irakiske oprører vil af med de udenlandske styrker burde de derfor anvende deres demokratiske ret til at påvirke de irakiske beslutningstagere til at sende den multinationale styrke hjem, men Abdol-Hamid og Aaen foretrækker åbenbart voldelige frem for fredelige og demokratiske midler til opnåelse af deres mål.

I en situation, hvor en tyran som Saddam Hussein, der myrdede sin egen befolkning og førte angrebskrige, er afsat og verdenssamfundet efterfølgende har legitimeret det nye demokratiske styre er det stærkt misvisende at sammenligne med situationen i Danmark underbesættelsen, hvor Danmark før 9. april 1940 var et fuldtud demokratisk land. Det ville være mere passende at sammenligne de irakiske oprørers kamp mod de internationale styrker med den hypotetiske situation, hvor tyske oprørere i årene efter Hitlers fald i 1945 bekæmpede de allierede besættelsesmagter og den demokratiske tyske regering, der blev indsat i 1949.

Endvidere er det uvederhæftigt at betegne oprørernes kamp i Irak som ”almindelige menneskers rimelige ønske om at få et bedre liv”. Adskillige af oprørsgrupperne er sekteriske af natur og ønsker at undertvinge de øvrige etniske/religiøse grupper. Det er også et faktum, at en stor del af oprørerne slet ikke er irakere men muslimer fra den øvrige islamiske verden og i særlig høj grad Saudi arabere. Disse udenlandske oprørere og deres irakiske våbenfæller har langt flere civile irakeres end amerikanske, britiske og danske soldaters liv på samvittigheden, som følge af deres daglige selvmordsattentater og bombeangreb. At skelne mellem disses gruppers angreb på soldater og civile er derfor uvederhæftigt sofisteri, for oprørerne selv skelner ikke. For dem er enhver der måtte stå i vejen for målet om en islamistisk stat – det vil sige hovedparten af den irakiske befolkning – et legitimt mål.

Endelig er det værd at bemærke i hvor høj grad Enhedslisten tidligere har kastet sig over påståede danske krænkelser af den humanitære ret og menneskerettigheder i Afghanistan og USA’s krænkelser af samme i Irak. Beskyldninger og krænkelser, der i Danmark og USA bliver fordømt, undersøgt og retsforfulgt mens de oprørsgrupper, som Abdol-Hamid og Aaen støtter, med stolthed begår langt værre krænkelser som en del af deres daglige virksomhed, som man bl.a. kan se på disse gruppers videoer på Internettet.

Søren Pind har brugt ordet ”ulækkert” om Enhedslistens ageren i denne sag. Baseret på Aaen og Abdol-Hamids udtalelser kan jeg kun erklære mig enig heri, omend betegnelsen synes at være ganske mild.

Dr. No som præsident II

 Tre-fire måneder før nogen danske MSM opdagede, at der blandt de Republikanske præsidentkandidater var et vist kongresmedlem, Dr. Ron Paul, skrev vi om ham her på stedet. Nu er andre medier ved at følge efter, i takt med at den libertarianske “Dr. No”’s position som den eneste Republikanske præsidentkandidat, der er–og hele tiden har været–imod Irak-krigen, er ved at manifestere sig. Paul har ganske vist ikke en jordisk chance for at vinde hverken nominering eller præsidentembede, men han er i det mindste et interessant indslag. New York Times havde f.eks. en stor og lang portrætartikel, “The Antiwar, Anti-Abortion, Anti-Drug-Enforcement-
Administration, Anti-Medicare Candidacy of Dr. Ron Paul” i søndagsudgavens magasin. Heri hed det bl.a.:

“Paul represents a different Republican Party from the one that Iraq, deficits and corruption have soured the country on. In late June, despite a life of antitax agitation and churchgoing, he was excluded from a Republican forum sponsored by Iowa antitax and Christian groups. His school of Republicanism, which had its last serious national airing in the Goldwater campaign of 1964, stands for a certain idea of the Constitution — the idea that much of the power asserted by modern presidents has been usurped from Congress, and that much of the power asserted by Congress has been usurped from the states. Though Paul acknowledges flaws in both the Constitution (it included slavery) and the Bill of Rights (it doesn’t go far enough), he still thinks a comprehensive array of positions can be drawn from them: Against gun control. For the sovereignty of states. And against foreign-policy adventures. Paul was the Libertarian Party’s presidential candidate in 1988. … In Congress, Paul is generally admired for his fidelity to principle and lack of ego. “He is one of the easiest people in Congress to work with, because he bases his positions on the merits of issues,” says Barney Frank, who has worked with Paul on efforts to ease the regulation of gambling and medical marijuana. “He is independent but not ornery.” Paul has made a habit of objecting to things that no one else objects to. In October 2001, he was one of three House Republicans to vote against the USA Patriot Act. He was the sole House member of either party to vote against the Financial Antiterrorism Act (final tally: 412-1). In 1999, he was the only naysayer in a 424-1 vote in favor of casting a medal to honor Rosa Parks. Nothing against Rosa Parks: Paul voted against similar medals for Ronald Reagan and Pope John Paul II. He routinely opposes resolutions that presume to advise foreign governments how to run their affairs: He has refused to condemn Robert Mugabe’s violence against Zimbabwean citizens (421-1), to call on Vietnam to release political prisoners (425-1) or to ask the League of Arab States to help stop the killing in Darfur (425-1).”

 Ikke alle amerikanske libertarianere/liberalister er dog lige begejstrede for Ron Pauls kandidatur. En af de mest begavede akademikere, jeg nogensinde har kendt, er jura-professoren Randy E. Barnett, som i snart 30 år har været kendt som en af de mest velformulerede men også mest “hard core” liberalister i amerikansk samfundsdebat. Han havde i sidste uge et lidt overraskende frontalt angreb på Ron Pauls kandidatur, i en klumme, “Libertarians and the war”, i Wall Street Journal:

“While the number of Americans who self-identify as “libertarian” remains small, a substantial proportion agree with the core stances of limited constitutional government in both the economic and social spheres–what is sometimes called “economic conservatism” and “social liberalism.” But if they watched the Republican presidential debate on May 15, many Americans might resist the libertarian label, because they now identify it with strident opposition to the war in Iraq, and perhaps even to the war against Islamic jihadists.

During that debate, the riveting exchange between Rudy Giuliani and Ron Paul about whether American foreign policy provoked the 9/11 attack raised the visibility of both candidates. … The exchange also drew attention to Mr. Paul, who until then had been a rather marginal member of the 10-man Republican field. One striking feature of Mr. Paul’s debate performance was his insistence on connecting his answer to almost every question put to him–even friendly questions about taxes, spending and personal liberty–to the war.

This raised the question: Does being a libertarian commit one to a particular stance toward the Iraq war? The simple answer is “no.”

First and foremost, llibertarians believe in robust rights of private property, freedom of contract, and restitution to victims of crime. They hold that these rights define true “liberty” and provide the boundaries within which individuals may pursue happiness by making their own free choices while living in close proximity to each other. Within these boundaries, individuals can actualize their potential while minimizing their interference with the pursuit of happiness by others.

When it comes to foreign policy, libertarians’ severe skepticism of government planning in the domestic arena carries over to the government’s ability to accomplish anything positive through foreign aid, whether economic or military–a skepticism they share with most Americans. All libertarians, I suspect, oppose military conscription on principle, considering it involuntary servitude. To a libertarian, any effort at “nation building” seems to be just another form of central planning which, however well-motivated, is fraught with unintended consequences and the danger of blowback. And, like most everyone, libertarians oppose any war of aggression. In all these regards, Mr. Paul is a mainstream libertarian.

But like all libertarians, even Mr. Paul believes in the fundamental, individual right of self-defense, which is why libertarians like him overwhelmingly support the right to keep and bear arms. And most also believe that when the territory of the U.S. is attacked militarily, the government–which claims a monopoly on providing for national defense and extracts billions of tax dollars for this purpose–is justified in using the military in self-defense. For this reason, many libertarians (though not all) who now oppose the war in Iraq supported U.S. military actions against the Taliban regime in Afghanistan, which had aided and harbored the al Qaeda network that organized the 9/11 attack.

But here is the rub. While all libertarians accept the principle of self-defense, and most accept the role of the U.S. government in defending U.S. territory, libertarian first principles of indiv
idual rights and the rule
of law tell us little about what constitutes appropriate and effective self-defense after an attack. Devising a military defense strategy is a matter of judgment or prudence about which reasonable libertarians may differ greatly.”

Herefter skifter Barnetts klumme til en stil, der bedst kan betegnes som “tredje-person flertal”, men som uden tvivl må læses som beskrivende hans eget synspunkt:

“[Some libertarians] supported the war in Iraq because they viewed it as part of a larger war of self-defense against Islamic jihadists who were organizationally independent of any government. They viewed radical Islamic fundamentalism as resulting in part from the corrupt dictatorial regimes that inhabit the Middle East, which have effectively repressed indigenous democratic reformers. Although opposed to nation building generally, these libertarians believed that a strategy of fomenting democratic regimes in the Middle East, as was done in Germany and Japan after World War II, might well be the best way to take the fight to the enemy rather than solely trying to ward off the next attack.

Moreover, the pro-war libertarians believed there was “legal” cause to take military action against Saddam’s regime–from its manifold violations of the ceasefire to firing on American planes legally patrolling the “no fly” zone and its persistent refusals to cooperate with weapons inspections. Saddam’s regime was left in power after its unprovoked invasion of Kuwait on these and other conditions that it repeatedly had violated, thereby legally justifying its removal by force if necessary. Better to be rid of Saddam and establish an ally in the war against Islamic jihadists in the heart of the Middle East, the argument goes, and then withdraw American troops.

Naturally, the libertarians who supported the war in Iraq are disappointed, though hardly shocked, that it was so badly executed. The Bush administration might be faulted, not so much for its initial errors which occur in any war against a determined foe who adjusts creatively to any preconceived central “plan,” but for its dogged refusal to alter its approach … when it became clear that its tactics were not working. …

These libertarians are still rooting for success in Iraq because it would make Americans more safe, while defeat would greatly undermine the fight against those who declared war on the U.S. They are concerned that Americans may get the misleading impression that all libertarians oppose the Iraq war–as Ron Paul does–and even that libertarianism itself dictates opposition to this war. It would be a shame if this misinterpretation inhibited a wider acceptance of the libertarian principles that would promote the general welfare of the American people.”

Update: Se også Reason Magazines artikel om Ron Paul.

Update II: 180Grader.dk har onsdag en artikel om Ron Paul.

Sullivan gør status

Det er en svær tid, vi lever i. 

Med fare for at bringe blodtrykket op hos et par af mine gode Punditokrat-kolleger, kan jeg her i en højhellig Pinse ikke rigtigt andet end linke til denne tankevækkende sammenfatning af status quo for krigen mod terror, foretaget af Andrew Sullivan.  Denne er næppe rundhåndet overfor ethvert synspunkt, men den er tankevækkende.  Og Sullivan er hverken en venstrefløjsaktivist eller en hr. hvem-som-helst–udover at være en af de mest læste bloggere i verden, er han en engelsk Tory (selverklæret “libertarian conservative”), med stærke sympatier for Hayek og hvad vi ville kalde klassisk liberalisme. 

The Capitalist Peace

Der findes dem, der mener, at socialvidenskabernes væsentligste formål er at bekræfte fordomme og aflive myter. Denne punditokrat har derfor været ualmindelig godt underholdt af januar nummeret af American Journal of Political Science. Her har Erik Gartzke fra Columbia University en fremragende artikel, “The Capitalist Peace”, der dybest set viser, at Bastiat havde ret: Stater, der er økonomisk integrerede i verdensøkonomien, går bare ikke i krig. Man tvinges jo nærmest til at udbryde: Hvad sagde vi – eller som en video på youtube udtrykte det: The Right was Right! Men den type argumenter anvendes jo som bekendt ikke på denne blog.

Det nye i Gartzke artikel er selvfølgelig, at det altså ikke er regimeformen – dvs. graden af demokrati, graden af omfordeling, sammenhængskraften eller andre metafysisk funderede forhold, der er afgørende for, hvor krigeriske stater egentlig er. Men derimod er graden af handel helt afgørende for graden af krigerisk adfærd. Særligt finansiel åbenhed har betydning for, hvor sandsynligt det er, at observere krige mellem stater. Jo mere finansiel åbenhed – jo lavere sandsynlighed for krig. Med andre ord: Sørg for at folk har mulighed for at berige sig og de vil bekymre sig mere om deres pension end om at slå andre ihjel. En pensionsopsparing skal nu engang bruges i fremtiden– og pensionsopsparingen er nu engang mere værd, hvis man rent faktisk er til stede, når fremtiden indtræffer. Ingen Metafysik!

Det rejser jo – unægtelig – nogle interessante perspektiver. Hvis vi skal have fred – og hvis vi mener, at fred er noget godt – så skal vi måske sikre markedsadgang for 3. verdenslande til vores markeder? Måske skulle vi give folk i disse lande en mulighed for at blive rige uden alt for voldsom indblanding i, hvor mange cementfabrikker og hvor meget samtaledemokrati et udviklingsland skal stopfodres med?

På vej mod bedre tider i Irak?

2006 var ikke noget godt år for irakerne – og navnlig ikke for indbyggerne i Bagdad. Terrorbombningen af Den Gyldne Moske i Samarra i februar udløste en voldsom optrapning af den sekteriske vold, og samtidig med at den komplekse konflikts hovedskillelinje således i tiltagende grad kom til at løbe mellem sunnitter og shiitter, blev den sekterisk blandede hovedstad skueplads for en stadig større del af de voldelige sammenstød.

I det tidlige forår 2007 er der imidlertid flere forhold, der giver anledning til en – indrømmet – meget forsigtig optimisme. Der er ingen udsigt til, at konflikten bliver bragt til afslutning i løbet af den nærmeste fremtid, men de seneste ugers udvikling i Bagdad og Washington, giver næring til et spinkelt håb om, at 2007 bliver mere fredeligt end sidste år.

Det er for det første værd at bemærke, at Bush-administrationens nye strategi, der frem for alt udfolder sig som en forøget civil, militær og økonomisk indsats i Bagdad-området og Anbar-provinsen, har fået en god start. Fire uger efter at den nye tilgang blev implementeret melder amerikanske styrker i Bagdad således om en markant reduktion af volden. Hvor der blev fundet 390 lig i hovedstaden i de to uger, der gik forud for kampagnens lancering den 13. februar, blev der ‘kun’ fundet 164 ofre for den sekteriske vold i anden halvdel af februar. Samtidig har flere sunni-muslimske stammeledere i Anbar-provinsen vendt al-Qaida ryggen, og en del kæmper nu aktivt sammen med irakiske sikkerhedsstyrker og amerikanere mod de islamistiske terrorister. Selvom det ganske vist er alt for tidligt at sige noget om, hvorvidt Washingtons nye tilgang rummer nøglen til langsigtet succes, er begyndelsen under alle omstændigheder lovende.

Der er for det andet grund til at hæfte sig ved, at den irakiske regering omsider er nået til intern enighed om det lovmæssige grundlag for en deling af landets olieproduktion. Efter mange måneders tovtrækkeri mellem centralregeringen i Bagdad og det regionale styre i de kurdiske områder, har parterne langt om længe fundet en løsning, som – lidt forenklet – deler olien mellem provinserne på baggrund af befolkningstal, og ikke med udgangspunkt i hvor olien findes. Aftalen har endnu ikke været behandlet i parlamentet, men udgør et meget væsentligt første skridt.

Den forsigtige optimisme næres for det tredje af Bush-administrationens nyfundne vilje til at engagere sig diplomatisk med Iran og Syrien. Hidtil har Washington hårdnakket afvist at indgå i nogen form for dialog med de to ’slyngelstater’, men i lørdags mødtes højtstående repræsentanter fra Damaskus og Tehran med amerikanske diplomater under en sikkerhedskonference i Bagdad. Det er mere end tvivlsomt, om en diplomatisk dialog vil ændre på forholdene i Irak på kort sigt – både Syrien og Iran vil med al sandsynlighed kræve indrømmelser, som Washington kun vanskeligt kan give – men forhåbentligt kan kursskiftet igangsætte en proces, der med tiden kan virke til at forbedre situationen i Irak.

Det vestlige mediebillede har i lang tid været helt domineret af de ubestridelige vanskeligheder blandt andet amerikanske, britiske og danske styrker står stillet overfor i Irak. Der er imidlertid enkelte lyspunkter – og noget tyder på, at 2007 kan blive året, hvor udviklingen vender.

Bryd tavsheden

En af vore trofaste læsere har gjort os opmærksom på et arrangement, hun selv har deltaget i organiseringen af, og som måske kan fortjene en bredere opmærksomhed, end emnet ellers får: Nemlig kampagnen "Bryd Tavsheden" om den ignorerede krig i Tjetjenien og de helt uhyggelige ting, der foregår dér–stort set upåagtede af omverdenen, desuagtet at de i grusomhed og omfang får meget dystre historiske perspektiver frem.  Netop i dag begynder i den forbindelse i København en filmfestival med samme titel.  Jeg har set kampagnens fotoudstilling i katalogform, og det er simpelthen hjertegribende.

P.S. In an unrelated story …  Ruslands præsident Vladimir Putin er begyndt at skrive om fred og frihed i britiske The Guardian–eller ihvertfald har de trykt en tale, hvori han bl.a. siger, at "The universal, indivisible character of security can be expressed as the basic principle that "security for one is security for all". As Franklin D Roosevelt said at the onset of the second world war: "When peace has been broken anywhere, the peace of all countries is in danger."."  I stedet skal man opføre sig i overensstemmelse med de "uncontested" principper om "openness, transparency and predictability".  Host, host … Det har afstedkommet nogle farverige indlæg på avisens blog, bl.a. dette fra en læser:

"Anna Politkovskaya, Igor Domnikov, Sergey Novikov, Iskandar Khatloni, Sergey Ivanov, Adam Tepsurgayev, Eduard Markevich, Natalya Skryl, Valery Ivanov, Dmitry Shvets, Paul Klebnikov, Magomedzagid Varisov, and Alexander Litvinenko could not be reached for comment."

Den glemte krig

I dagens udgave af Berlingske kan man læse, at Taleban hævder at kontrollere Helmand-provinsen i Afghanistan.

 

Indtil for nylig har der været relativt stille om Afghanistan men deltagerlandende i NATO-koalitionen er så småt ved at vågne op til, hvor katastrofalt man har svigtet i dette land.

Gode eksempler på det politiske svigt – for det er ikke de udsendte soldater der svigter – kan ses i en række dokumentarudsendelser.

 

To britiske dokumentarudsendelser (der kan hentes i flere bidder her og her) viser, hvor underbemandede de (i dette tilfælde britiske) NATO-soldater er, samt at de ikke kan regne med tilstrækkeligt udstyr såsom pansrede køretøjer eller forsyninger. Slutningen på den første dokumentar er vel et skoleeksempel på, hvordan man taber en krig ikke bare militært set men også i forhold til at vinde lokalbefolkningens tillid og skabe en vindende kampånd hos det lokale militær, der jo skal tage over.

 

Den sidste dokumentar viser, hvor hensynsløs en fjende Taleban er. Man undertrykker og dræber gerne civilbefolkningen, inklusiv kvinder der for første gang i en årrække har kunnet mødes uden mænd. Man går heller ikke af vejen for at udstyre en 15 årig dreng med selvmordsbombebælte. Endnu mere deprimerende er det forhold, at oprørere fra hele den muslimske verden sammen med Taleban og øvrige lokale militser tilsyneladende frit kan operere i visse del af Afghanistan og Pakistan, og at de her har baser, hvor terrorangreb mod Vesten bliver udtænkt og udøvet og terroristerne der skal udføre dem bliver oplært. Scenen hvor 30 amerikanske soldater skal sikre en dal med anslået 1.000 oprørere, siger alt om, i hvor høj grad krigen mod terror bliver nedprioriteret i Afghanistan.

 

Man må føle den dybeste respekt og ærbødighed for de NATO-soldater, der under disse vilkår kæmper imod en hensynsløs og ofte usynlig fjende og samtidig viser overskud til at hjælpe lokalbefolkningen. Konsekvenserne af at lade Taleban komme til magten igen vil ikke blot være katastrofale for den afghanske befolkning, det vil givetvis også betyde endnu flere terrorangreb i Vesten, hvorfor krigen må og skal vindes.

At være i femte kolonne

I princippet hylder jeg som en personlig målsætning meget sådan noget som "et åbent sind", "en vid horisont", "størst mulig information", o.s.v., o.s.v., men jeg har dog alligevel altid sat grænsen ved, at jeg nægter at betale for dagbladet Politiken.  Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at betale for en avis, der på hver anden side i de mest arrogante formuleringer, men ofte på fejlagtigt grundlag, belærer mig om, at alt jeg mener er ondt.

Derfor er det jo en helt særlig ærgelse at måtte erkende dette: Der er–mellem alt det andet–faktisk ganske mange, rigtigt gode og spændende artikler i dén avis.  Pokkers også. 

Og hvordan ved jeg så det?  Jo, jeg sniger mig fra tid til anden–som en femte-kolonne kulturkamps-kriger–til at læse avisen–sådan lidt i smug–hos svigerfamilien, som altså tilsyneladende gør lidt mere ud at stå fast på det dér med den åbne horisont, o.s.v.  Men dertil er der altså også sket det, at avisen af en eller anden mærkelig årsag bliver leveret gratis til os i weekenderne.  Jeg ved ikke hvorfor.  Det kan være et efterladenskab fra dengang, hvor jeg selv var tilknyttet Politiken som kommentator men fortalte dem, at jeg nægtede at betale for deres avis.  Det kan være, at der er et avisbud, der tror, at det er en gratisavis.  Det kan være, at det er nogle af mine adskillige bekendte fra Politiken, som mener, at jeg trods alt trænger til at læse den–altså ligesom dem på gaden med "Vagttårnet".  Det kan også være, at den bare bliver afleveret forkert til mig i stedet for til den Tøger-loyale, smålyserøde Frederiksberg-borger, der skulle have modtaget den–og så står der jo nærmest 2-0 i kulturkampen.

Jeg ved det som sagt ikke.  Men i dag er ihvertfald en af de dage, hvor jeg fandt adskillige læsværdige artikler i den unævnelige avis, heriblandt en af journalist Jannich Kofoed, som jeg fra mine optrædender i.f.m. USA-valg husker som en af de bedre DR Radio-korrespondenter i USA.  Den handler om Kofoeds egen fortid som kommunist i 1970erne og 1980erne, om fredskampen og om Jørgen Dragsdahl, og hvis bare halvdelen er korrekt gengivet, er den den ondelyneme mig et godt vidnesbyrd om, hvad jeg altid havde på fornemmelsen dengang–om dobbeltmoral, hykleri og manipulation, om militant fanatisme pakket ind som humanisme.  Læs selv "Fredsflæberne – og de rigtig farlige", men her er et længere pluk:

"Freds- og solidaritetsarbejdet, eller 'Fre-So', som vi kaldte det, lagde beslag på mange gode kræfter. Purunge pædagogpiger med røde kinder kastede sig forpustet ud i opgaven at få erklæret deres seminarier og børnehaver og boligforeninger for atomvåbenfri zoner.

Raske ungersvende med bæltespænder fra Den Røde Armé fik deres fagforeninger til at tilslutte sig 'Østersøen som Fredens Hav' eller 'Norden som Atomvåbenfri Zone'.

I 80'erne gjaldt det for os kommunister at bekæmpe NATO's beslutning om at opstille sine raketter som modvægt til Sovjets arsenal af SS 20-raketter.

Fredskomiteer skød op overalt. Ikke nødvendigvis med kommunister i spidsen, ja helst ikke med kommunister i spidsen; for i tråd med 'enhedsarbejdet', 'det brede massearbejde', 'den anti-monopolistiske strategi' og 'enhedsfronten', og hvad russerne og Ib Nørlund ellers kogte sammen i teorismedjen i Moskva, så blev det tilstræbt at have en partiløs, men loyal figur i spidsen, én, der kunne styres. At få dem indlemmet i partiet med tiden var en mulig sidegevinst, men ingen forudsætning. …

[Vi] anså det for absolut vigtigt, at Sovjetunionen blev styrket derved, at den imperialistiske lejr blev svækket.

Vi havde jo for længst taget det standpunkt, at der fandtes onde raketter og gode raketter. Deres og vores. Og vores befandt sig på den anden side, i hænderne på de gode kræfter, altså Bresjnev, Andropov og Tjernenko. Og vi var fortroppen på denne side, »die Vorhut der Roten Armee«, som det lød i den røde gadeslagsmålssang 'Roter Wedding'.

Kors, hvor vi morede os i mere lukkede kredse. Mens vi sang hyldestsange til Stalin og Ernst Thälmann og indtog hektoliter indsamlingsøl, vodka og cubansk rom, slog vi os på lårene af grin over, at det lykkedes at få tusinder af voksne mennesker til at møde op foran Christiansborg og hoppe ret op og ned, mens de i kor råbte 'Hoppe-hoppe-hop! Atomraketter stop!', eller få dem til at erklære alt fra fødestuer til hundetoiletter for atomvåbenfrie zoner. På universiteterne blev fred et fag og genstand for forskning. Enhver københavnsk fagforening med respekt for sig selv havde et fredsudvalg.

Og kultureliten? Kunstens og åndens arbejdere? Ja, det var næsten for godt til at være sandt: Skuespillere, kunstmalere, pottemagere, forfattere og musikere – de reciterede Brecht og Pablo Neruda, modellerede fredsduer, tegnede karikaturer af Reagan og Solsjenitsyn, latterliggjorde Sakharov og komponerede fredshymner. I de kredse var der ikke et øje tørt, når Carl Scharnberg på vaklende versefødder læste højt af sine digte, der oftest handlede om, hvor mange vuggestuer der gik på et Pershing-missil.

»Fredsflæberne«, kaldte vi dem. De var nyttige idioter, vi absolut ikke havde tænkt os at give så meget som et hjørne af magten – højst et reservat i fremtidens arbejder- og bondeparadis.

Jørgen Dragsdahl blev ikke regnet for en nyttig idiot. Men som absolut nyttig. Vi var målløse over at få leveret så megen prosovjetisk og antiamerikansk ammunition, som jo fik langt mere sprængkraft, når den blev affyret i Information end i Land og Folk.

Privat tog vi let på sandhedsværdien i det propagandamateriale, Moskva forsynede os med. Dets overbevisningskraft var da også begrænset. Men fra Dagbladet Information kunne vi citere syrede sammensværgelsesteorier fra manikere og fantaster fra den amerikanske venstrefløj, som Jørgen Dragsdahl viderekolporterede i den gamle modstandsavis. Og dét var nyttigt. …

Det var dengang, Socialdemokratiet under Anker Jørgensen og Svend Auken gik helt fra snøvsen i sin modstand mod USA. Fotografiet af Kjeld Olesen, Poul Nielson og Lasse Budtz på tiggergang til Moskva i oktober 1984 for at fedte for russerne og fable om Norden som atomvåbenfri zone må være sindbilledet på det årtis moralske lavpunkt.

Og selv om Sovjet knagede i fugerne under Reagans pres, fortsatte Jørgen Dragsdahl med at levere varen. Som propagandist og leverandør af argumenter fik han en status og en indflydelse, som ingen kommunist kunne have fået.

Hvis jeg i dag kunne stå inde for, hvad jeg dengang stod for, ville jeg være Jørgen Dragsdahl dybt taknemlig. Men i dag kan jeg se, at der var en halv milliard mennesker, som fik en elendig og uværdig tilværelse forlænget på grund af ham. Måske kun nogle timer. Eller bare minutter. Men for magthaverne i Moskva og os herhjemme, der havde knyttet os til diktaturet – for os var Jørgen Dragsdahls hjælp guld værd. Den var næsten ubetalelig."

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑