Tag: kultur (side 1 af 6)

Nej, Obama ændrer ikke våbenlovgivningen pr. dekret

Våbenhistorier fra USA fylder uforholdsmæssigt meget i de danske medier. Det er i sig selv ikke et problem, da emnet, for mange, er interessant. Om ikke andet kan de være en oplagt mulighed for at få bekræftet nogle dårlige fordomme.

Præsident Obamas seneste våbeninitiativ er dog blevet drastisk overdrevet i de danske medier. Da jeg tjekkede dr.dk i morges stod der på forsiden, at præsidenten havde udstedt et ”dekret” og at han ”strammer våbenlovgivningen. ” Lignende meldinger, i samme bastante tone, kunne ses på alle større danske mediers Facebook-sider. Beskrivelsen er imidlertid ikke rigtig.

Præsident Obama har ikke udstedt noget dekret, og han ændrer ikke våbenlovgivningen. Han har således ikke udstedt nogen såkaldt excecutive order, men har alene truffet nogle excecutive actions og udstedt nogle memoranda. Der er en forskel imellem disse ting, og forskellene er beskrevet glimrende her: http://uspolitics.about.com/od/Gun-Control/a/Executive-Actions-Versus-Executive-Orders.htm

Alle handlingerne er indenfor rammerne af den eksisterende lovgivning og ikke mindst retspraksis. Derfor ændres våbenlovgivningen ikke. Desuden kan præsidenten heller ikke bare af egen drift ændre våbenlovgivningen, sådan som nogle borgerlige har frygtet og andre ikke-borgerlige har hyldet. USA er en retsstat og der er en lovgivningsproces.

I stedet for tale om en lovændring, skal man i stedet betragte præsidentens tiltag som en samling nye tjenesteordre til de føderale myndigheder om at justere praksis og rette ind. I respekt for den etablerede lovgivning og retspraksis. Som en kommentator (se link nr. 3 nedenfor) har bemærket om et af tiltagene:

”Taken at face value, the new ATF guidance is thus nothing more than a restatement of existing legal requirements. Put another way, it merely identifies those who are already subject to the relevant federal requirements and does not in any way expand the universe of those gun sellers who are required to obtain a license and perform background checks. In other words, it is — as the document says — a guidance, and not a substantive rule. It has no legal effect.”

I det hele taget kan den juridiske analyse hos Volokh Conspiracy (verdens bedste blog om jura og amerikanske forhold, efter min mening) anbefales: Obama’s executive actions on guns: Legal analysis.

Så, til de danske medier: Ro på.


Dette indlæg er en omskrevet FB-status, som jeg bringer efter opfordring fra Punditokraternes tidligere redaktør. En lettere omskrevet version er også at finde hos Dagbladet Børsen.

Nogle tanker om terrorbekæmpelse

Retssikkerheden er på spil, skriver Berlingeren, i en god, lang artikel om overvågning i form af sessionslogning. Det er den form for internet-overvågning af alt-og-alle, som EU-Domstolen kendte uproportional og ulovlig. Justitsministeriet tøver dog stadig med at rydde op i det danske regelsæt om sessionslogning, ligesom Rigspolitiet angiveligt mener, at masseovervågningen skal fortsætte som før. Samme sang kommer i dag fra chefembedsmanden i Europol, der har været på turnet med en påstand om, at det er bydende nødvendigt med mere overvågning og mere samarbejde.

Statens hovedopgave må være at skabe sikkerhed for borgerne i staten, så deres juridiske rettigheder ikke bliver krænket – fx af terrorister, kriminelle, fremmede statsmagter eller af staten selv. Hvis ikke staten kan give den sikkerhed, hvorfor så have den? For at løse sin hovedopgave må statsmagten selvfølgelig udvikle sig i takt med teknologien og tiden.

Denne punditokrat har ingen kvaler mod fx sessionslogning, hvis bare logningen sker ordentligt, proportionalt og begrundet (link går til Justitia). Det vil sige, at man først skal overvåge personer, når man kan begrunde, hvorfor overvågningen er et nødvendigt næste skridt i efterforskningen. Eller som Jacob Mchangamas sagde i forbindelse med EU-Domstolens dom i sagen om logningsdirektivet:

Jeg vil derfor anbefale … at der for det første alene kan foretages logning af persondata vedrørende konkrete personer, som, politiet har en rimelig formodning om, er involveret i alvorlig kriminalitet, og for det andet at de loggede data derefter alene kan udleveres i henhold til reglerne i Retsplejeloven, der bl.a. kræver mistanke og retskendelse

Overvågning må aldrig blive noget man gør, bare fordi man kan eller fordi det er det mest belejlige. I så fald varetager man hensyn, der ikke er forenelige med de værdier, et frit og åbent samfund bygger på. For at bruge Søren Pinds ord i den førstnævnte artikel:

“Rammer vi balancen rigtigt imellem civilsamfund og demokrati og respekt for frihedsrettigheder? Eller går vi i sidste ende terroristernes ærinde og får skabt totalitære træk ved vores samfund?”

Når det gælder sessionslogning kan man spørge, hvorfor Justitsministeriet har noget imod, at en jurist ved Politiet/PET/FE skal ofre en time til halvanden på at bede retten om godkendelse af en overvågning af en person, personkreds eller måske alle personer i et geografisk afgrænset område i en bestemt periode. Hvis vi formoder – og det mener jeg vi skal – at myndighedernes nuværende overvågninger er både velovervejede og lovlige, ligger man allerede inde med en begrundelse for overvågningen. Det er ikke kompliceret at skrive dén ned, tilføje en underskrift og så sende det hele til retten.

Det ville klæde Justitsministeriet at lave lovgivning, der udviser omsorg for retfærdigheden.

Det er på høje tid, at Justitsministeriet inviterer fx Advokatrådet, Justitia og (ikke mindst) eksperter i retspleje, sikkerhed og grundrettigheder fra de juridiske og politologiske institutter til drøftelser om, hvordan fremtidens danske anti-terrorlovgivning skal udformes: Hvad må Politiet og de to efterretningstjenester gøre selv og hvad kræver en dommerkendelse? Hvad skal retten undersøge, før den kan afsige en kendelse? Hvilke indsigelsesmuligheder skal der være for fx telefonselskaber? Hvordan opnår vi en mere intensiv kontrol med PET og FE’s virksomhed? Hvor går grænsen mellem terrorvirksomhed og almindelig kriminalitet, når det kommer til valg af midler, og hvordan sikrer vi, at Politiet ikke bruger anti-terrormidler til at bekæmpe simpel kriminalitet? Det er bare nogle af spørgsmålene, og de er vigtige.

Juraen er velsagtens det eneste staten kan bidrage med, når det kommer til terrorbekæmpelse specifikt, og kriminalitetsbekæmpelse generelt. Men der er vel også en mere kulturel dimension til spørgsmålet? Som Rune Selsing konstaterer på sin Jyllands-Posten-blog: “Truslen fra terroren kan vi aldrig fjerne med effektive efterretningstjenester, vi kan højest holde den nede.”

Det er rigtigt. Hertil kommer, at Danmark, ifølge Rune, skal:

vise styrke, selvtillid og stolthed. På alle fronter. Det gør vi ved at sætte hårdt mod hårdt. Kriminelle skal sidde i lukkede fængsler, og de skal sidde der i meget længere tid. Så længe de sidder bag tremmer, kan de ikke udøve fysisk kontrol over deres familier, de kan ikke kaste sten efter ambulancer og de kan ikke trække andre med sig ned. Vi skal holde op med at tolerere hærværk, cykeltyveri, baldrede ruder og smårapserier. Tolerance over for den antisociale kriminalitet er ikke et udtryk for civilisation, men det modsatte.

Hvor komplet dysfunktionelt må Danmark ikke fremstå, for det meget store antal indvandrere, der er fuldt arbejdsdygtige og alligevel lever på offentlig forsørgelse? De betragter ikke de ødsle velfærdsydelser som udtryk for menneskeligt overskud, men som dekadence. Det er det jo også.

De moderate muslimer skal vælge os til. Og det gør de hverken ved hjælp af humanistisk pladder eller rationelle argumenter. Det handler om følelser. Om Symbolik og kulturel styrke.

Det kan jeg erklære mig stort set enig i. Hvis den vestlige kultur og civilisation får lov til at degenerere i korrekthed, berøringsangst og værdi-nihilisme, er vi ude af stand til at overvinde andre menneskers “hearts and minds”? Men hvad nu med den balance, Søren Pind var inde på i citatet ovenfor?

Som en med-punditokrat skrev for 10 år siden:

Decentralisering i form af deling af den politiske magt og markedsøkonomi gør skadevirkningerne af terrorangreb mindre. …  Begrænsning af borgerlige, civile og økonomiske rettigheder kan desuden øge rekrutteringen af terrorister. Det er der flere statistiske analyser, der tyder på. …

Det mest effektive middel mod terror er formentlig en mere realistisk opfattelse af, hvor stor – og det vil sige: lille – risikoen er. Det ville begrænse terroraktionernes skadevirkninger markant. Og det kunne være med til at hindre modforholdsregler med små eller ligefrem perverse virkninger.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke (strø?)tanker vores læsere gør sig om emnet. Så giv din mening til kende i kommentarfeltet nedenfor, og lad det gerne være fyldigt.

Opdatering: Se også Christopher Arzrounis leder i Børsen d. 19. januar: “Hold Hovedet Koldt“, med et opråb imod “Carl Schmitt”-fløjen blandt de danske konservative og ligesindedes affekt-forslag, der for nogles vedkommende ville sætte lands lov og ret ud af kraft:

Men ud over islamisterne har vi også grund til at være bekymrede over de mennesker, der vil frelse os fra dem.

Det er blevet bemærket, at Pia Kjærsgaard (DF) foreslog brugen af “nødret”. Sandsynligvis har hun ikke fattet, at begrebet indebærer at sætte landets almindelige love ud af kraft. Og derfor er det ikke hendes følelsesudbrud, der er grund til at være bange for.

Det egentlige problem er nogle lidt mere sofistikerede personer, som fisker i rørte vande i det nationalkonservative miljø, som foragter, hvad de betragter som de liberale demokratiers svagheder. I dette miljø er det blevet normalt igen at henvise til “den tyske jurist Carl Schmitt”, som han benævnes.

Han burde læse Karl Poppers klassiske værk “Det åbne samfund og dets fjender” fra 1945, som netop giver et realistisk og liberalt svar på, hvordan frihedens institutioner skal forsvare sig mod den totalitære trussel, uden at sætte friheden over styr. Der er således ingen grund til at smide liberalismen ud med badevandet i det liberale demokrati.

Tysk kaos

Et billede på definitionen af tysk kaos (med tak til Jakob Heidbrink).  Mens jeg grinte, kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, hvordan det italienske ditto ville se ud.

 

Røde Kors til alverdens teenagere: I er folkemordere!

Asymmetrisk krigsførelse er et begreb, som er blevet relevant at kende, efter den internationale intervention i dét geografisk afgrænsede område vi kalder Afghanistan. I konfliktens første måneder lod jeg på internettet mærke til en satire-tegning, som ganske fint indkapslede dét, der var mit indtryk af den måde, krigen blev ført på.

Satiren viste en amerikansk soldat og en taleban-kombattant, der imellem sig havde en mur; talebaneren var i færd med at kaste (vistnok) en håndgranat over på amerikanerens side, mens amerikanere måtte lade sig nøje med at returnere en lovsamling med krigsretlige traktattekster. At satiren – så at sige – ramte plet giver sig selv. – Og i lyset af netop de assymetriske problemstillinger f.eks. Afghanistan-konflikten har tydeliggjort ville det selvfølgelig være nærliggende at tro, at respekterede internationale organisationer, som Den Internationale Røde Kors-komité (ICRC), med stor iver og handlekraft ville kaste sig over den opgave der ligger i, at få det internationale kludetæppe af krigsretlige traktater bragt ind i det 21. århundrede.

Bevares, jeg er skam overbevist om, at et sådant arbejde pågår. Ikke desto mindre – eller måske netop derfor – blev jeg temmelig forbavset og endda lidt vrissen, da jeg her til aften kunne læse, at netop ICRC presser på for at – wait for it – computerspil skal være omfattet af Geneve- og Haagh-konventionerne (m.fl.). Således kan man ifølge computerspils-sitet Kotaku læse:

The International Committee of the Red Cross is mandated under the Geneva Conventions to protect the victims of international and internal armed conflicts. That includes war wounded, prisoners, refugees, civilians, and other non-combatants. The question they debated this week is whether their mandate should be extended to the virtual victims of video game wars.

Ganske vist er der ikke tale om, at ICRC mener, at computerspil skal være omfattet af en ny folkeretlig konvention. I stedet har man valgt den næst-latterligste løsning, nemlig at ville anmode computerspilsproducenterne om at implementerer krigsretten i deres spil. Der refereres samtidig fra en art udredning om krig i computerspil:

It is regrettable that game producers hardly ever use this possibility to creatively incorporate the rules of international law or even representatives of such rules (such as the ICRC or the international criminal courts etc.) as specific elements in the course of the game.

Alt andet lige, er det også det syn på sagen ICRC har.

Det bringer mig tilbage til satiren. For hvis ikke engang reglerne respekteres i virkeligheden, hvorfor i alverden skulle de så respekteres i et computerspil? Og hvad med computerspil, der foregår i fortiden eller måske endda i en anden verden; skal de være omfattet?

Hvor dybe er kulturelle rødder? Evidens fra progromer

Der kører for tiden en nogle gange ophedet diskussion i samfundsvidenskaberne om, i hvilken grad man kan ændre folks værdier og forestillinger. Er tillid for eksempel et stabilt kulturelt fænomen, eller kan man ændre den via politik? Min holdning er, at forbløffende mange af disse forhold er kulturelt stabile, selvom nogen bestemt ikke synes om det, eller er enige (f.eks. min kollega Peter Thisted Dinesen).

Et nyt eksempel demonstrerer hvor dybe, de kulturelle rødder kan være. Nico Voigtländer og Hans-Joachim Voth viser i et fremragende papir, hvordan antisemitiske holdninger i 1300-tallet blev gentaget i 1920ernes og 30ernes Tyskland. Hele papiret er stærkt anbefalet og kan læses her; Abstractet er her:

How persistent are cultural traits? This paper uses data on anti-Semitism in Germany and finds continuity at the  local level  over more than half a millennium. When the Black Death hit Europe in 1348-50, killing between one third and one half of the population, its cause was unknown. Many contemporaries blamed the Jews. Cities all over Germany witnessed mass killings of their Jewish population. At the same time, numerous Jewish communities were spared these horrors. We use plague pogroms as an indicator for medieval anti-Semitism. Pogroms during the Black Death are a strong and robust predictor of violence against Jews in the 1920s, and of votes for the Nazi Party.  In addition, cities that saw medieval anti-Semitic violence also had higher deportation rates for Jews after 1933, were more likely to see synagogues damaged or destroyed in the Night of Broken Glass in 1938,  and their inhabitants wrote more  anti-Jewish letters to the editor of the Nazi newspaper Der Stürmer.

 

Giv mig nu en sag at kæmpe for!

Ellers må jeg jo selv opfinde en!

Læs resten

Who is … Dagny Taggart? II

For et par år siden, i denne blogs ungdom, omtalte jeg i en post, at producenterne bag en mulig filmatisering af Ayn Rands evigtaktuelle monster-blockbuster Atlas Shrugged havde skrevet aftale med selveste Angelina Jolie om, at hun skulle spille den kvindelige hovedperson, Dagny Taggart.

Nu har jeg lige, med nogen forsinkelse, opdaget nyheden om, at dét projekt–måske ikke så overraskende grundet den lange forhistorie og bogens karakter–tilsyneladende er kørt ud på et sidespor.  Det skulle så til gengæld være til fordel for en TV-miniserie og med halvdelen af Brangelina skiftet ud med … selveste Charlize Theron.

Lad os nu se, om ikke også dét projekt kører af det Taggartske togspor, men alt andet lige lyder begge dele som en forbedring.  Lige så spændende Jolie er, lige så ubærligt ville det nok være at skulle høre hende ud(/øde-)lægge bogens filosofi.  Og så giver det da os muligheden for en sjældent attraktiv illustration af en punditokratisk blogpost …

Er Jon Stewart “det godes” fjende?

Jeg faldt lige over en et par år gammel artikel fra Washington Post, der omtaler et studie af to amerikanske politologer, som tilsyneladende har data, der viser, at dét at se Jon Stewarts The Daily Show leder til politisk kynisme og måske til mindre valgdeltagelse:

“Two political scientists found that young people who watch Stewart’s faux news program, “The Daily Show,” develop cynical views about politics and politicians that could lead them to just say no to voting.

That’s particularly dismaying news because the show is hugely popular among college students, many of whom already don’t bother to cast ballots.

Jody Baumgartner and Jonathan S. Morris of East Carolina University said previous research found that nearly half — 48 percent — of this age group watched “The Daily Show” and only 23 percent of show viewers followed “hard news” programs closely.

To test for a “Daily Effect,” Baumgartner and Morris showed video clips of coverage of the 2004 presidential candidates to one group of college students and campaign coverage from “The CBS Evening News” to another group. Then they measured the students’ attitudes toward politics, President Bush and the Democratic presidential nominee, Sen. John F. Kerry (Mass.).

The results showed that the participants rated both candidates more negatively after watching Stewart’s program. Participants also expressed less trust in the electoral system and more cynical views of the news media, according to the researchers’ article, in the latest issue of American Politics Research.

“Ultimately, negative perceptions of candidates could have participation implications by keeping more youth from the polls,” they wrote.”

Er det så godt eller skidt?  Det kommer naturligvis an på målestokken.  Hvis man nu mener–hvad denne forsker, debattør og Groft Sagt-skribent godt kan forfalde til–at der er god grund til at være skeptisk overfor politikerne, og at det at stemme (i fraværet på store proces-relaterede fornøjelser) nærmest er fjolleri for folk, der ikke kan forstå sandsynlighedsregning, så er kynisme i vurderingen af selvsamme vel ikke så skidt?  Vel nærmest det modsatte.  Blåøjet idealisme om, at politik ligner et afsnit af West Wing, hvor de gode er en gruppe hyperaktive idealister, der vil bruge statsmagten til at gøre gode ting, og at de gør det ved at være de bedste og mest smarte, er i så henseende nok mere usundt.

Men hvad nu hvis kynismen leder til ligegyldighed?  Ligegyldighed overfor også de dårlige ting?  Hvad hvis f.eks. slaverimodstanderne og frihandelsforkæmperne i 1800-tallet havde sagt “Det nytter sgu’ alligevel ikke noget det hele …”?  Hvad hvis den politiske kynisme snarere stimulerer, “Hvad får jeg selv ud af det politiske system”-attituden?

You tell me.

Farvel til den sorte affaldssæk, kabeltromlen, grønthøsteren, benzin-dunken, koen og transformertårnet

Den 7. oktober døde maleren Poul Anker Bech, 67 år gammel. Efter min ringe mening var han den bedste danske maler i de seneste årtier. Han var en af de malere, der bare blev bedre og bedre med årene. Mere sikker i sin stil, mere klar i sit udtryk. Mere sig selv.

Himmelsæk

Dette er et par af de forrygende bemærkninger han kom med i et interview sidste år i Politiken:

Læs resten

Other People’s Money – Larry the Liquidator

I sit indlæg om Michael Moores nye (dokumentar)film forleden nævnte Carsten Valgreen Oliver Stone og hans “Wall Street” , med dens nu berømte “Greed (for lack of a better word) is good” – hvor det der står i parantes desværre ofte glemmes.

Greed (for lack of a better word) is good:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=7upG01-XWbY[/youtube]

Det fik mig til at tænke på en scene fra “Other Peoples Money” fra 1991, som en fast klummeskribent på en af de store morgenaviser (og spindoktor) gjorde mig opmærksom på sidste år. Om filmen ellers er god eller dårlig skal jeg ikke kunne sige, da jeg kun kender denne scene. Den er til gengæld noget af det bedste forsvar for det “rå” marked, som jeg har set i nogen spillefilm.

Læs resten

Ældre indlæg

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑