Tag: kultur (page 2 of 6)

Nultolerance virker; – hvorfor jeg er glad hver gang vi forarges over kaffe, fadbamser og politikernes dieter

På DRs hjemmesider er en af nyhederne , at der eksisterer en såkaldt hjemme-dietordning for EU-parlamentsmedlemmer. Det har indebåret at en dansk MP har kunne hæve 2200 kroner for et møde der blev afholdt mindre en én km fra hendes hjem i Danmark.

MP’eren forsvarer sig med at det er i overensstemmelse med reglerne – som hun er imod, men at hun (muligvis) også i fremtiden gør brug af det (havde der været tale om en Latinsk politiker ville han/hun enten ikke være stillet op til spørgsmål eller var begyndt at skælde journalisten ud for at beklikke vedkommendes ære). I går var det gratis kaffe til politiet i SevenEleven butikker der stod for skud, og i foråret var det Lars Løkkes fadbamser og smøger på skatteydernes regning der i ugevis fyldte medierne.

Selv om der sikkert også kan findes urimelige ordninger og politisk fryns ikke er et ukendt begreb herhjemme har jeg ingen grund til at tro andet end at Britta Thomsen taler sandt, når hun siger at hun er modstander af ordningen og jeg kan heller ikke mobilisere nogen højere grad af forargelse over at hun gør brug af ordningen – når nu systemet nu er indrettet som det er.

Det er jo ikke kun for MP’ere at EU på en dansker/nordeuropærer virker mildt sagt anløben og tildelingen af privilegier er absurd – det gælder bestemt også lønninger og forhold for de ansatte. Reelt har Bruxelles udviklet sig til at have to paralelsamfund (ud over de etniske parallelsamfund der også eksisterer) – ét for almindelige “dødelige” Belgiere og ét for ansatte i EU og udsendte fra EU-landene. Hele boligområder og butikker er stort set forbeholdt apparatnikkerne.

Eksemplet med kaffe til politifolk er selvfølgelig at sammenligne med bestikkelse. Og uanset hvor småligt nogle måske vil synes det er, viser det hvor effektiv nultolerance politik kan være. At det kan blive en stor historie at politiet får en kop mokka gratis kan nok kun ske i meget meget få lande – og vi skal være glade for at Danmark er et af dem.

Historien om Lars Løkkes forbrug af fadbamser fortæller jeg ofte med stor glæde når jeg er i Brasilien – den udløser altid stor latter (og en de-er-skøre-de-danskere efterfuldt af en hvis misundelse). Til en start nægter de fleste dog at tro på at det er rigtig at det overhovedet kunne være en historie. Til de der mener at det var småligt at interessere sig for Løkkes fadbamser kan jeg kun sige endnu en gang: nultolerance virker.

Selvfølgelig er der og har der været langt større sager om misbrug af skatteydernes penge (indenfor kort tid vedtages jo den årlige finanslov og den er jo langt hen af vejen et stort misbrug af skatteydernes penge – men det er jo noget andet, for det er lovligt :-)).

Når der er grund til at glædes over at vi forarges over hvad der i mange lande vil anses for at være en bagatel,  er det netop fordi disse historier de fleste steder i verden ikke ville have udløst absolut igen reaktion – det er det man forventer (mange steder i verden ville man bestemt være glad hvis bestikkelse af politiet blot bestod af en kop kaffe i ny og nær – historien med Lars Løkkes fadbamser vil man de fleste steder have svært ved at tage alvorlig), og reglerne for EUs MP’ere er peanuts i forhold til hvad der ellers eksisterer af regelsæt – ja i nogle lande endda hemmelige love der beriger parlamentsmedlemmerne, vedtaget af… netop parlamentmedlemmerne. Et sådan sæt regler kom til offentlighedens kendskab i foråret i Brasilien  – hvor den fjerde formand for senatet i træk ville være røget på grund af korruption og nepotisme hvis det ikke havde været fordi landets præsident (der er fra et helt andet parti) holdt hånden under ham – Lula og PT skal bruge formanden for senatet og hans parti til at øge PTs (mikroskopiske) chance for at holde fast i præsidentposten efter næste valg.

I bund og grund handler det om vores (allesammens) moral og tendens til at berige os selv på bekostning af andre – som vi tilnærmet kan kan antage dækkes af Transparency Internationals “Corrruption perception Index”.

Nedenstående figur viser CPI for udvalgte europæiske og amerikanske lande.

(Ved at klikke på figur kan den ses i stor størrelse). Det fremgår vist ganske tydelig, at korruptionen er mindst i lande med nordeuropæisk udspring (jo højere indeks jo bedre). En del af de viste forskelle skyldes kendte årsager som økonomiens størrelse, offentlig andel af samlet økonomi (minus overførselsindkomster), handelsregime osv. Kort sagt graden af økonomisk frihed – en sammenhæng der fremgår af næste figur.

(klik for større og mere læselig figur). Her er også medtaget bl.a. Hong Kong og Singapore, der begge er karakteriseret af lav korruption.

Det er notorisk vanskeligt at determinere en betydelig del af et lands samlede korruption – ikke mindst hvad vi kan kalde kulturel korruption, det vil sige tilbøjeligheden til at berige sig selv på andres bekostning og snyde. Ved at indeksere residualerne (det vilsige den ikke umiddelbart forklaringsbare del af korruptionen) kan vi måske nærmere  os denne komponent. Dette indeks, med England som base, kan ses i den sidste figur (igen – klik for større billede). her gælder, at jo lavere jo bedre.

Også her er der en betydelig forskel mellem lande med nord- og sydeuropæiske kulturelle baggrunde – men forskellen er betydeligt mindre, ligesom den interne fordeling er ganske meget anderledes – hvilket ikke er overraskende. tilbage står dog at der synes at være en hvis sammenhæng med kulturel oprindelse.

En anden måde at illustrere dette er måske, at se på hvorfor i alverden det kan være, at det er muligt for en politiker, som alle ved mere end almindelig ulden i kanterne igen og igen kan blive valgt – noget der ville være uhørt i Nordeuropæiske lande. Således er en af de ledende medlemmer af det Brasilianske senat i dag Fernado Collor de Mello, der i 1989 blev Brasiliens første direkte folkevalgte præsident, og som få år senere måtte gå af på grund af en stor korruptionsskandale i 1992. Hans “straf” blev (så vidt jeg husker) udelukkelse fra at søge valgt embede i 10 år. Efter “udstået straf” stillede han op til senatet og blev valgt ind, og han er i dag ikke kun et tålt, men et ledende medlem. Det ville nogenlunde svare til, at Richard Nixon var stillet op til det amerikanske senat i begyndelsen af 1980erne, og ikke blot var kommet ind, men herefter havde været et af de ledende medlemmer.

(en del af) Forklaringen er formentlig at der eksisterer en kulturel tolerance overfor snyd og bedrag i brasiliansk kultur, der ligger milevidt fra vores egen. IBOPE (Instituto Brasileiro de Opinião Pública e Estatística), fandt således på baggrund af en undersøgelse af betydningen af etik blandt brasilianske vælgere, at omkring 3/4 af vælgerne angav at de selv ville udnytte muligheden for uretmæssig berigelse hvis de fik chancen, og at etiske og moralske overvejelser ikke betød specielt meget.
Formentlig ville en unders
øgelse af europæiske vælgeres adfærd vise lignende holdninger i Sydeuropa. En kyniker vil måske anføre, at det “blot” skyldes at de svarer mere ærligt, men her kan man så henvise til, at mens Danmark er et af verdens mindst korrupte lande med den højeste tiltro til andre mennesker, er Brasilien det land i verden hvor folk stoler mindst på hinanden – mon ikke der er en sammenhæng?

Da jeg i foråret holdt et oplæg på Rio de Janeiros Universitet spurgte en studerende mig, om europæiske politikere var bedre (mennesker) end brasilianske ditto. Det spørgsmål skulle jeg ikke tænke lang tid over, for svaret er selvføgelig nej. Omplantet til Brasilien, hvor der spilles efter brasilianske spilleregler, må vi gå ud fra at de(vi) vil opføre sig på (næsten) præcis samme måde, og dog. Man skal selvfølgelig ikke underkende ens kulturelle udgangspunkt (der eksisterer også ærlige politikere i Brasilien med en høj personlig moral) for hvor niveauet ligger. Til gengæld er den drivende kraft nok primært den samme, nemlig ønsket om magt. Der er heller ikke nogen grund til at tro, at folkevalgte politikere i Danmark adskiller sig i positiv retning fra resten af befolkningen – ligesom det er naivt at tro, at politikere i lande kendt for høj grad af korruption skulle adskille sig i negativ retning. Det bedste bud i et demokrati er nok, at de folkevalgte i en eller anden udstrækning er et spejl af det pågældende lands befolknings kultur og værdier (om man kan lide det eller ej).

et stærkt våben mod korruption er den kulturelle nultollerancepolitik – der ikke er nedskrevet, men er en social lov -, derfor er Britta Thomsen i defensiven i interviewet med journalisten. Hun ved godt at det er langt ude, at man kan få dieter for at holde møder i sit hjemland få hundrede meter fra hvor man bor, men er selvfølgelig fristet af gevinsten på 2200 kroner (formentlig skattefri) – og hvem kan fortænke hende i det? 

Derfor er der grund til at glæde sig over at vi i denne sammenhæng “går i små sko” – man kan ligeså godt sætte grænsen ved fadbamser og gratis kaffe – for grænsen vil altid blive prøvet af. Næste gang er det måske gratis luksusferierejser for hele familien eller cash up front for at få politiet til at rykke ud (som man har set det andre steder i verden).

Derfor glæder det mig at leve i et land hvor en kop kaffe eller en fadøl er en skandale. 

De gode, de onde og de grusomme

Så er vi oppe at køre igen efter et par dage, hvor bloggen af tekniske grunde ikke var tilgængelig – vi beklager.

Og så til dagens indlæg, der skal ses i sammenhæng med min klumme denne weekend på 180grader ”Onkel Danny, $torebror $am og kampen om kulturen ”.

Debatten om dansk kultur, indvandring og integration har de seneste årtier været domineret af to grupperinger – den ene er de kulturrelativistiske multikulturelle, med f.eks. dagbladet Politiken som bannerfører. Det er her man f.eks. kan gå op i, at vi sender hårdt belastede kriminelle tilbage til de lande de kom fra, og hvor man leder med lys og lygte efter årsager til den mildt sagt problematiske integration hos majoriteten, mens minoriteter oftes ligestilles med ofre. Lad os kalde dem ”de gode”, det er jeg sikker på, at de vil sætte pris på. De kan vel overordnet betegnet som liberale politisk og kollektivistiske økonomisk. Det vil sige at man er tilhænger af åbne grænser, synes det er fint med høje skatter og går ind for en omfattende velfærdsstat.

Heroverfor har vi – først og fremmest anført af Dansk Folkeparti -– de kulturkonservative. Lad os kalde dem de onde, det er jeg sikker på er opfattelsen på Politikens chefredaktion. Også ”de onde” er tilhængere af en omfattende velfærdsstat, men i modsætning til ”de gode” er de klar over, at et sådan system indebærer et krav om gensidig identifikation og homogenitet, altså en monokultur – assimilation er alts en nødvendighed.

I modsætning til ”de gode” er ”de onde” klar over, at velfærdsstaten bedst fungerer i en protestantisk kulturkreds med dens vægt på individuel ansvar og krav til den enkelte,. Hvad de dog har svært ved at erkende er selvfølgelig, at selve den universelle velfærdsstat er med til at nedbryde selv samme traditionelle protestantiske værdier, som udgjorde forudsætningerne for, at en velfærdsstat som den danske overhovedet kunne fungere.,

Den tredje gruppering, som ikke fylder meget i debatten er sværere at placere, og alligevel ikke. Den anser ikke den danske nationalitet eller kultur som en kvalitet i sig selv, men hylder heller ikke kulturrelativisternes lige så absurde minoritetsdyrkelse. Det er ikke et tilfælde, at visse lande og kulturkredse har vist sig andre overlegne til at skabe velstand og frihed. Vores verdensdels velstand og relative frihed, skyldes ikke vores hærgen i andre verdensdele, men at den vestlige kultur har været alle andre overlegen. Men det er jo ikke givet at det fortsætter på denne måde. Var det 20 århundrede præget af det amerikansk-europæiske mix overlegenhed, er det 21. århundrede mere end godt på vej til at blive det amerikansk-asiatiske århundrede økonomisk, om det også følges op af samme niveau for individuelle frihedsrettigheder, må tiden og ikke mindst Kinas fremtidige udvikling vise.

Vi kan kalde dette standpunkt og denne gruppe for ”de grusomme” – hvilket både ”de gode” og ”de onde” sikkert vil være enige om. I deres naivitet er de overbeviste om, at i en fri verden præget af markedsøkonomi vil de bedste kulturer overleve, mens de andre vil forgå.

I forhold til “de gode og de onde” kan man kort betegne forskellene med, at “de grusommes” motto kunne være, ata “døren står åben, men pengene bliver i pungen”. Med andre ord mener “de grusomme” at vi er nød til at vælge mellem vefærdsstaten og at være et åbent samfund, og at de sidste er at foretrække. “De onde” synes at foretrække det første.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg som liberalist  tilhører “de grusomme”, det kan ikke være anderledes. Jeg er således ikke i stand til at mobilisere en særlig form for samhørighedsfølelese for mit fædreland – det er blot et tilfælde, omend et på mange måder heldigt (for undertegnede) tilfælde, at jeg blev født som dansker. Jeg føler ikke nogen særlig samhørighed eller ansvar overfor andre, blot fordi de er udstyret med samme pas, det må komme an på om andres værdier er i overensstemmelse med mine egne.

Jeg tilslutter mig derfor fuldt ud Dan Turells måde at se tingene på, som han skriver i novellen $torebror $am, hvor han beskriver sig selv om amerikanerdansker og ikke begræder, hvis det danske sprog skulle forsvinde i løbet af et par generationer (hvilket der nu ikke er grund til at frygte). I lighed med Dan Turell tillægger jeg ikke det at noget er dansk en speciel værdi. Men det er ikke det samme, som der ikke er en række værdier knyttet til det at være dansker. Hvilket Christian Bjørnskov har skrevet om flere gange, for eksempel her.

Greed is good (again)

 Blandt firsernes wannabe-yuppies med forkærlighed for in-your-face kapitalisme–og ja, der findes nok en enkelt eller to blandt Punditokraterne og vores læsere–var Gordon Gekko fra den ikke just særligt pro-kapitalistiske Oliver Stones 1987-film Wall Street om end ikke en helt så dog en slags ikon, som man på småpubertær vis kunne genere venstreorienterede venner og lærere med at idyllisere.  Sådan en slags lavpandet John Galt.

Og til dem af os, er der (måske) godt nyt: Fortune Magazine fortæller således:

December marks the 20th anniversary of the movie Wall Street, and the fanfare has begun.

EVER SINCE Gordon Gekko ran afoul of the SEC at the end of Oliver Stone’s 1987 classic, Wall Street, diehard fans have been wondering when the LBO kingpin would resurface. Well, the wait is over. A sequel is in the works–with Douglas to star–and there have already been two different story lines developed for the film, tentatively called Money Never Sleeps. And each speaks to how finance has changed since the original’s release.

Stone, whose father’s brokerage firm inspired the original, was involved in the sequel at first but pulled out to pursue other projects. In a script Stone conceived with the film’s original screenwriter, Stanley Weiser, Gekko gets out of jail, sets up a hedge fund in China, and tries to reunite with his son. (For readers who never wore red suspenders, in the original, Gekko attempts a takeover of Bluestar Airline before being charged with insider trading.)

But in a chat with FORTUNE about the movie–which turns 20 in December and is being commemorated with a special-edition DVD–Stone says Gekko’s time may be over anyway. “Gordon Gekko couldn’t manipulate the markets like he did back then,” he says. “It’s so big, so huge, that to be a minor player, you need to be a major bank.”

The current screenplay that is in development with 20th Century Fox is being written by former New Yorker scribe Stephen Schiff and is still a work in progress. But Schiff says that he and producer Ed Pressman have met with moguls in London, sheikhs in Dubai, and hedge funders in New York to give the aging Gekko global flair.”

Så drenge (og evt. piger): Find jeres manchetknapper og røde seler frem og gentag efter mig: “Greed is good”:

The new law of evolution in corporate America seems to be survival of the unfittest. Well, in my book you either do it right or you get eliminated.

In the last seven deals that I’ve been involved with, there were 2.5 million stockholders who have made a pretax profit of 12 billion dollars. Thank you.

I am not a destroyer of companies. I am a liberator of them!

The point is, ladies and gentleman, that greed — for lack of a better word — is good.

Greed is right.

Greed works.

Greed clarifies, cuts through, and captures the essence of the evolutionary spirit.

Greed, in all of its forms — greed for life, for money, for love, knowledge — has marked the upward surge of mankind.

And greed — you mark my words — will not only save Teldar Paper, but that other malfunctioning corporation called the USA.

Capice?

Ok, denne post har ikke spor med politik, økonomi, filosofi, statskundskab, eller noget som helst relateret at gøre. Intet. Zip. Det eneste, den har med denne blog at gøre, er, at jeg tidligere her på stedet har skrevet om, hvad jeg opfatter som den absolut bedste TV-serie, jeg nogensinde har fulgt: The Sopranos. Bedre bliver TV-underholdning næsten ikke. Relativt få i min omgangskreds har dog fulgt serien fast, hvilket jeg kun kan forklare med, at man i Danmark ikke har forstået–eller villet–vise serien på et tidspunkt, hvor børnefamilier endnu er vågne (omend børnene nok helst skal være andetsteds).

Men, men … om knap en time (EST) ruller så afsnit nr. 86, “Made in America”, over skærmen på HBO i USA, og så er det uigenkaldeligt bada bing! for Tony e famiglia. Og skal man tro rygterne er sidste sæson mere blodig end The Untouchables, Goodfellas, Casino og alle tre Godfather film tilsammen–og iøvrigt fyldt med skjulte, referencer til sidstnævnte. Jeg er helt syg over ikke at kunne få set det sidste afsnit, før dansk eller svensk TV får taget sig sammen til omsider at sende hele sæsonen. Indtil da kan man se en masse gode clips fra serien her. Men hvis nogen her eller andetsteds formaster sig til at afsløre, hvordan det hele ender? Fughedaboutit! Så er vedkommende en fanook, der bliver whacked og fundet i 31 små og store stykker på en affaldsplads på Danmarks svar på New Jersey (Amager). Capice?

PS. Hvis der er alligevel er nogen læsere, der insisterer på, at dette skal have en politisk vinkling, kan de jo læse min gamle post og kommentarerne til den.

Cowen & Copenhagen

 På initiativ af vores punditokrat emeritus, professor Nicolai Foss, er den kendte amerikanske “østrigske” økonom Tyler Cowen, fra George Mason University og MarginalRevolution.com , i de kommende dage i landet for at besøge Handelshøjskolen i København (CBS). I den forbindelse finder to arrangementer sted, som nok kan have interesse for de af denne blogs læsere, som er interesserede i økonomi og frihed, og som bor i hovedstadsområdet. Her kommer lidt fra CBS’ foromtale:

“Det er en af økonomiens tunge drenge, der gæster Copenhagen Business School den 21. Maj: Tyler Cowen er verdens mest læste forum for økonomer på Nettet.

Cowen’s centrale interesse er sammenhængen mellem kunst, kultur, og økonomi, og hans berømte analyser om emnet kobler til andre af tidens store problemer så som globalisering, frihandel og offentlig politik. Cowen er inviteret til Danmark af to af CBS’ forskningscentre med interesse i kultur, økonomi og globalisering, Center for Strategi og Globalisering og imagine.. Creative Industries Research. Cowen vil holde to foredrag på CBS den 21. maj: Klokken 11 taler han om The Creative Destruction of Cultures og kl 13.30 taler han om Subsidizing the Film Industry: Pros and cons. Ved foredraget kl. 13.30 vil professor, dr. Christian Hjorth-Andersen (Økonomisk Institut, Københavns Universitet) diskutere Cowen’s synspunkter ud fra et dansk perspektiv.

Cowen’s mest kendte bøger omfatter What Price Fame?, der analyserer stjernedyrkelsen i kulturlivet, samt In Praise of Commercial Culture, der diskuterer fordele og ulemper ved kommercialisering og globalisering af kulturlivet samt behovet for offentlig kulturstøtte.

Cowen er selv en aktiv forbruger af amerikansk og global kultur, og Washington Post har udgivet hans populære guide til byens mest spændende etniske spisesteder.”

Tid: Mandag 21. maj kl 11 og 13.30
Sted: Copenhagen Business School, Kilen, Kilevej 14A, lokale Ks.48 (stuen)

Robert Putnam’s sociale kapital –- spændende og misvisende

En af de mest spændende udviklinger indenfor samfundsvidenskaberne i de senere år har været introduktionen af begrebet ’social kapital’. I sin akademiske bestseller fra 1993 med titlen ’Making Democracy Work’ definerede Harvards superpolitolog Robert Putnam begrebet som ”aspekter af samfunds organisation, såsom tillid, normer og netværk, der kan forbedre samfundets effektivitet gennem at facilitere koordinerede handlinger”. Bogen opnåede popularitet verden over ved at demonstrere, at disse faktorer kunne forklare en hel del af forskellene i forhold som indkomst, korruption og bureaukratisk kvalitet mellem Nord- og Syditalien.

Mens enkelte andre havde brugt social kapital før Putnam, gjorde bogen og dens budskab en verden af forskel. Siden da har hundredvis af samfundsforskere brugt social kapital som forklaring på en lang række ting: Økonomisk vækst, retslig kvalitet, lykke, sundhed, kriminalitet, og valgdeltagelse er blot nogle af de mange faktorer, litteraturen har set på. Men med de mange studier kommer også et særligt problem, nemlig at nogen bruger tillid som indikator for social kapital, andre bruger forskellige mål for tætheden af sociale netværk, og mange andre mål og indikatorer bliver brugt for at fange det underliggende koncept – social kapital.

Putnam ser det ikke som et problem, da han betragter normer, tillid og netværksdannelse som dele af det samme begreb, og derfor som meget tæt forbundne konstrukter. Men er de nu det? Hvis ja, er der ikke noget stort problem, men hvis svaret er nej, melder de grå hår sig. Så er der nemlig store problemer med den måde social kapital operationaliseres på,der får konsekvenser for, for eksempel, de politiske anbefalinger man kan uddrage fra forskningen, som vi skal komme tilbage til.

En af de simpleste måder at se på det spørgsmål på, er at regne korrelationerne ud mellem de forskellige elementer i dataene. En korrelation er, som de statistikkyndige ved, et tal mellem -1 og 1, der viser hvor stærk sammenhængen er mellem to serier tal. Hvis tallet er 1, er de to serier i al praksis ens, hvis tallet er -1 er de helt modsat – går den ene op, går den anden helt sikkert ned, og hvis tallet er omkring 0, er der ingen sammenhæng. Der er for eksempel høj korrelation mellem hvor meget ens blomst i vinduer får, og hvor godt den vokser.

Hvordan ser det så ud for Putnam og de mange andres forestillinger? Tja, hvis vi ser på de 48 lande, hvor vi har gode, troværdige data, er korrelationen mellem normer og tillid -0,16, den mellem normer og netværk er -0,15, og den mellem tillid og netværk er -0,01. Man kan selvfølgelig indvende, at der er forhold man overser, men i en artikel fra sidste år i European Journal of Political Economy demonstrerede jeg med disse data og en noget mere avanceret metode, at de tre elementer er helt separate, når vi sammenligner lande. Berkeley-sociologen Claude Fischer nåede til samme konklusion året før i sin anmeldelse af Putnam i Social Forces, hvor han brugte Putnams egne data fra USA’s 50 stater, og Eric Uslaner har vist det samme i individ-sammenligninger.

Her er der altså et alvorligt videnskabeligt problem, fordi man blander æbler og pærer i samme kurv. Man kan ikke finde virkninger af generel tillid – som man ret ofte gør – og fortolke dem som netværkseffekter, for de to ting har ganske enkelt ikke noget med hinanden at gøre. Derfor er rigtigt mange af de empiriske analyser i litteraturen sådan set udmærkede, men fortolkningen af resultaterne er helt hen i skoven. Jeg er ked af at sige det, men det gælder desværre også min med-punditokrat David Gress og den måde han bruger social kapital-begrebet i sin ellers ret udmærkede nye bog.

Helt galt går det, når de videnskabelige indsigter begynder at blive omsat til politik. I USA er en række enheder begyndt at tage hans anbefalinger – investér i lokale netværk såsom børnebaseball, kor og fuglekiggeri – for gode varer. I 2003 begyndte den australske finansminister Peter Costello også at argumentere for de samme mål, og i Storbritannien nedsatte Tony Blair en kommission til at måle social kapital i landet, så regeringen kan bruge den aktivt. Problemet her er, at en række af de resultater man ønsker – bureaukratisk kvalitet, velfungerende lokalregeringer, økonomisk vækst og dynamik, ifølge den nyere forskning kommer fra tillid, og altså ikke har noget at gøre med netværkstyngde eller normdannelse. Men de politiske ’implikationer’ – den måde man politisk læser forskningen – indebærer at man investerer i netværk og normer!

Hvorfor nu indvie læserne i dette særlige videnskabelige problem? Jo, for det første betyder det, at man i en række lande er begyndt at investere fra politisk side i det forkerte på grund af, at så få har forstået Putnams videnskabelige problem! For det andet fordi disse diskussioner også ligger og ulmer i dansk politik – her hedder det som oftest bare ikke social kapital, men sammenhængskraft selvom det er det samme, der diskuteres. Og for det tredje fordi jeg er træt af at være ude og holde foredrag eller blot at tale med folk der rykker ud med social kapital-argumenter, men hurtigt afslører, at de alle har en forståelse for Putnams version af tingene – altså den der ikke holder videnskabeligt vand. Så hermed har jeg gjort min pligt og oplyst/formidlet. Og så håber jeg i øvrigt at flere i fremtiden forstår at skille skidt fra snot i denne debat. Ellers ender det med at koste penge på bundlinien og arbejdspladser i samfundet.

President Thompson?

Siden George Allens kampagne–og politiske karriere–imploderede så ynkeligt sidste år, har den del af det Republikanske Parti, der i mangel af bedre, bedst kan betegnes som “Reagan-fløjen” stået uden en naturlig kandidat. Nej, faktisk har man stået uden nogen kandidat. Det har fået mange til at se sig rundt omkring, for om der dog ikke kunne være nogen, man kunne stille op. Én, der ikke som McCain er sådan lidt småupålidelig, når det gælder statslig indblanding i økonomien. Én der ikke, som Giuliani, reelt er så ukonservativ, at det gør noget. Én der ikke, som Mitt Romney, er mormon. Og én der ikke–øvrige kvaliteter uberørt–som Newt Gingrich har omtrent lige så høje negative “ratings” som O.J. Simpson. Nå ja, og så gerne én, der er relativt kendt, ikke er en levebrødspolitiker, og er udbredt velllidt. En slags Reagan.

Om det er dét–en CABAL eller “talent contest” organiseret af Heritage Foundation m.fl.–der er ved at manifestere sig nu, skal jeg ikke kunne sige, men lige pludselig er der ved at tegne sig billedet af en mulighed, der ihvertfald er interessant.

Og så skifter vi lige emne–et øjeblik.

Jeg har i mere end et årti (faktisk siden jeg fulgte første sæson i USA i begyndelsen af 1990erne) været en inkarneret fan af den amerikanske krimi-koncern/serie “Law & Order” (som nu er den længst kørende serie i TV-historien). Ok, ikke alle “spin-offs” er lige gode–jeg er f.eks. ikke meget begejstret for “Law & Order: Special Victims Unit”, og “Law & Order: Trial By Jury” nåede aldrig at slå igennem. Men originalserien–også de gamle afsnit–er altid værd at se (igen og igen, som man kan næsten hver aften på Hallmark), og det samme er “Law & Order: Criminal Intent” med den fabelagtigt excentriske Vincent D’Onofrio (som Kanal 5 viser herhjemme–midt om natten). Og jeg var særligt glad for nogle sæsoner siden, da man til originalserien skulle finde en ny offentlig anklager. I et årti havde Steven Hill spillet rollen som den gamle sure District Attorney, og det havde han gjort perfekt. Derefter overtog Diane Wiest i en sæson eller to, men hun var ikke spor sej, og det lignende en gang “lad os prøve noget andet med en, der ikke er en gammel, hvid mand”. Og hvem tog de så? En erfaren skuespiller, der samtidig passede godt til rollen, fordi han er gammel advokat og ved, hvordan det er at stille op til valg: Den fhv. Republikanske senator Fred D. Thompson.

Det glædede mig særligt, fordi jeg–udover længe at have syntes, at han var en god skuespiller (bl.a. i Clint Eastwoods “In the Line of Fire” og i flere andre, hvor han typisk spiller præsident, stabschef eller efterretningsmand)–havde bemærket to ting ved ham: At han havde et klart liberalistisk islæt i sine holdninger, og at han–i modsætning til de fleste politikere–bevidst fravalgte at blive karrierepolitiker i resten af sin levetid. Han trak sig således frivilligt efter blot halvanden periode i senatet, og i de otte år han sad der, opnåede han p.b.a. sin stemmeadfærd at blive klassificeret som “libertarian” af Republican Liberty Caucus, som “ratede” ham 70 af 100 på personlig frihed og 87 af 100 på økonomisk frihed. Meget kunne have set anderledes ud, om andre medlemmer af kongressen stemte på den måde–eller hvis en præsident stod for noget lignende.

Og så kommer vi tilbage til emnet … For andre har tænkt det samme, og i den seneste uge har noget tydet på, at Thompson nu pludselig er i spil som uerklæret kandidat og Republikansk “dark horse”:

“Thompson, who plays district attorney Arthur Branch on NBC’s drama Law & Order, said Sunday that he’s going to “leave the door open” and make a decision in the coming months.

“I’m going to wait and see what happens,” Thompson said. “I want to see my colleagues on the campaign trial, what they say, what they emphasize, whether they can carry the ball next November.”

“I think people are somewhat disillusioned. A lot of people are cynical out there. They’re looking for something different,” he said.”

Det er muligt, at det ikke er alvorligt ment. Det er muligt, at det ikke bliver til noget. Det er muligt, at det slet ikke ville være noget at råbe hurra for. Men det er ihvertfald en ganske interessant udvikling–og der er (selvfølgelig) allerede en impromptu “Draft Fred 08”-kampagne, ligesom der er TV-klip og kommentarer bl.a. her. Her er Wall Street Journals indsigtsfulde politiske redaktør, John Fund, med en historie fra dagens avis:

Lights, Camera . . . Candidacy?
Fred Thompson is shaking up the GOP presidential field. And he’s not even running yet.

BY JOHN FUND
Saturday, March 17, 2007 12:01 a.m. EDT

NEW YORK–“Expect her to recount every moment of her ordeal,” the savvy district attorney mused to his deputy. “There won’t be a dry eye in the jury.”

“That’s a take!” says a director of the hit NBC series “Law and Order.” With that, Fred Thompson, the former U.S. senator from Tennessee who has played “strict constructionist” prosecutor Arthur Branch for the past four years, walks back with me to his dressing room to talk about a new role he might soon be undertaking: surprise Republican presidential candidate.

It is a slightly surreal setting to be talking big-league politics. But not unprecedented. In 1965, Ronald Reagan held early strategy meetings on his nascent race for governor of California on the set of “Death Valley Days.” In 2003, Arnold Schwarzenegger stepped off a plane from a world-wide publicity tour for his last “Terminator” film and immediately huddled with advisers on his own campaign for governor. Both men effectively used their celebrity status to completely transform the races they entered.

So too may Fred Thompson. When we meet on Thursday night, it’s only been four days since he appeared on Fox News to merely announce he was “looking at” running. Chuck Todd, the political director of NBC News, notes in amazement how “a retired senator can show a tiny bit of interest and literally shake up the race overnight.”

And he is shaking up the race. Every GOP candidate is nervously watching the reaction to his possible entry. J.C. Watts, an Oklahoma congressman from 1995 to 2003, has endorsed him: “I define Fred Thompson as AC, what’s AC? All class.”

Fan blogs for “Law and Order”
note that since the show
is especially popular among women, a Thompson race could help close the GOP’s “gender gap.” The most pithy comment is from Craig Hammond, a former mayor of Bluefield, W.Va. He told the Bluefield News: “He’s the tall timber we’ve been waiting for. He’s the total package. He can hold the red states and pick up a few blue ones along the way.”

But Mr. Thompson appears serene about all the speculation swirling around him. “Those running are all good guys, and would be good presidents,” he says leaning back in a recliner. “But there are truly vital issues–from the looming entitlement crisis to nuclear proliferation–I’m not afraid to talk about. Lots of people have such a low regard for politicians that they’re open to a campaign that would be completely different.”

So how would a possible Thompson campaign be distinctive? “Politics is now one big 24-hour news cycle, but we seem to spend less time than ever on real substance,” he muses. “What if someone harnessed the Internet and other technologies and insisted in talking about real issues in more depth than consultants would advise? What if they took risks with their race in hopes that the risks to our children could be reduced through building a mandate for good policy?”

Bluntly put, Fred Thompson had a reputation for being lazy in wanting to do the political chores that come with office. People openly question if he has “the fire in the belly” to really make a serious race.

“They used to say I moved slowly,” he chuckles. “But I move deliberately. I won every one of my races by more than 20 points in a state Clinton carried twice.”

On issues, he addresses head-on the major complaints conservatives have about his record. He was largely stymied in his 1997 investigation of both Clinton-Gore and GOP campaign fund-raising abuses: Key witnesses declined to testify or fled the country, though evidence eventually surfaced of a Chinese plan to influence U.S. politics. He won’t argue with those who say he showed “naiveté” about how he would be stonewalled in his investigation. He says he’s wiser now.

Many on the right remain angry he supported the campaign finance law sponsored by his friend John McCain. “There are problems with people giving politicians large sums of money and then asking them to pass legislation,” Mr. Thompson says. Still, he notes he proposed the amendment to raise the $1,000 per person “hard money” federal contribution limit.

Conceding that McCain-Feingold hasn’t worked as intended, and is being riddled with new loopholes, he throws his hands open in exasperation. “I’m not prepared to go there yet, but I wonder if we shouldn’t just take off the limits and have full disclosure with harsh penalties for not reporting everything on the Internet immediately.”

Mr. Thompson has also been criticized for failing to back some comprehensive tort-reform bills because of his background as a trial lawyer. Here he insists his stance was based on grounds of federalism. “I’m consistent. I address Federalist Society meetings,” he says, noting that more issues should be left to the states. For example, he cast the lonely “nay” in 99-1 votes against a national 0.8% blood alcohol level for drivers, a federal law banning guns in schools, and a measure limiting the tort liability of Good Samaritans. “Washington overreaches, and by doing so ends up not doing well the basics people really care about.” Think Katrina and Walter Reed.

Indeed, the federal government’s inability to function effectively would likely be a major theme of any Thompson campaign. “Audits have shown we’ve lost control of the waste and mismanagement in our most important agencies. It’s getting so bad it’s affecting our national security.”

Mr. Thompson says that while a senator he was long concerned with U.S. intelligence failures. “The CIA has better politicians than it has spies,” he says, referring to the internecine turf wars that have been a feature of the Bush administration.

A key problem, Mr. Thompson notes, is a general lack of accountability in government, where no one pays any price for failure. When asked about President Bush’s awarding the Medal of Freedom to outgoing CIA Director George Tenet after U.S. intelligence failures in Iraq became apparent, he shakes his head: “I just didn’t understand that.”

The next president, according to Mr. Thompson, needs to exercise strong leadership “and get down in the weeds and fix a civil-service system that makes it too hard to hire good employees and too hard to fire bad ones.” He doesn’t offer specifics on what to do, but notes the “insanity” of the new Congress pushing for the unionization of homeland security employees only five years after it rejected the notion in the wake of 9/11. “Should we tie ourselves up in bureaucratic knots with the challenges we may have to face?” he asks in wonderment.

The challenges, he says, are numerous. On Iraq, he admits “we are left with nothing but bad choices.” However, he says the “worst choice” would be to have Osama bin Laden proven right when he predicted America wouldn’t have the stomach for a tough fight. The costs of Iraq have been high, but they could be even higher “if we have another stain on America like that infamous scene from Saigon 1975 in which our helicopters took off leaving those who supported us grabbing at the landing skids.”

Mr. Thompson is especially worried about nuclear proliferation. He serves as chairman of the International Security Advisory Board, along with former Clinton CIA Director Jim Woolsey and former Democratic Sen. Chuck Robb. The board recently received an unclassified briefing that convinced him three or four countries in the Middle East are “on the cusp” of acquiring nuclear weapons should the Iranians carry through with their own weapons program.

He urges continued pressure on Iran, which he says has grave domestic problems. “Iran may fall of its own weight, and we can help that by offering vocal support to dissident groups and making effective use of the airwaves to reach its people.”

On domestic issues, Mr. Thompson says a major reason Republicans lost last November was that they aided and abetted runaway government spending. Yet Democrats, he contends, are incapable of following through on their pledges to be fiscally prudent. “Their political coalition needs more revenue like a car requires gasoline,” he laughs. “Reagan showed what can be done if you have the will to push for tough choices and the ability to ask the people to accept them.”

But Mr. Thompson says those tough choices shouldn’t include the tax increases contemplated in the new budget released by Senate Democrats this week. “The phony static accounting the government uses has obscured just how successful the 2003 tax cuts have been in boosting the economy,” he says. “Lower marginal tax rates have proven to be a key to prosperity now by Kennedy, Reagan and Bush. It’s time millionaires serving in the Senate learned not to overly tax other people trying to get wealthy.”

Mr. Thompson says he can compete with Democrats in talking plainly about the anxiety many Americans have about the economy, despite good macro numbers. “Someone who is 18 today may well have 10 employers in their career,” he says. “That’s completely different from how their parents lived. I would address that insecurity and help people adapt without shooting ourselves in the foot with protectionism and income redistribution. I had 10 employers before I finished law school.”

Fred Thompson clearly hasn’t decided whether to run for president; and he underestimates just how much the traditional fund-raising he disdains may be necessary for his long-shot campaign. But he has assets that add up to an impressive portfolio.

As Republican counsel in the Watergate hearings, he began building a reputation as a straight-shooter. It was he who asked the question that forced a White House deputy to admit that Richard Nixon had

secretly recorded his Oval Office conversations.

Later in the 1970s he played a key role in exposing a Tennessee cash-for-pardons scandal; his acting career began when he won the part of playing himself in the 1985 movie version of the story. Today, his national exposure is greater than ever with a dozen of his movies playing as TV repeats. All of this month he is substituting for radio legend Paul Harvey, whose show is heard on more than 1,200 stations.

So many voters remain unsold on any of the current GOP contenders that Mr. Thompson just might trade his TV sound stage for a campaign microphone. As this is the first truly open Republican nomination fight in decades, the party might as well revel in the competition it claims to cherish in other parts of life. “

Det kunne–set fra dette ringhjørne–godt være meget værre–og det er ihvertfald interessant. Hvis Thompson bestemmer sig for at forsøge, er mit gæt, at han vil få en stor del af de tvivlende republikanske primærvalgsvægere, spise størstedelen af Gingrichs tilslutning, meget af Romneys, en del af McCains og noget af Giulianis, og at det i sidste ende vil kunne blive et valg mellem ham og sidstnævnte. Men jeg har taget voldsomt fejl før

At være i femte kolonne

I princippet hylder jeg som en personlig målsætning meget sådan noget som "et åbent sind", "en vid horisont", "størst mulig information", o.s.v., o.s.v., men jeg har dog alligevel altid sat grænsen ved, at jeg nægter at betale for dagbladet Politiken.  Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at betale for en avis, der på hver anden side i de mest arrogante formuleringer, men ofte på fejlagtigt grundlag, belærer mig om, at alt jeg mener er ondt.

Derfor er det jo en helt særlig ærgelse at måtte erkende dette: Der er–mellem alt det andet–faktisk ganske mange, rigtigt gode og spændende artikler i dén avis.  Pokkers også. 

Og hvordan ved jeg så det?  Jo, jeg sniger mig fra tid til anden–som en femte-kolonne kulturkamps-kriger–til at læse avisen–sådan lidt i smug–hos svigerfamilien, som altså tilsyneladende gør lidt mere ud at stå fast på det dér med den åbne horisont, o.s.v.  Men dertil er der altså også sket det, at avisen af en eller anden mærkelig årsag bliver leveret gratis til os i weekenderne.  Jeg ved ikke hvorfor.  Det kan være et efterladenskab fra dengang, hvor jeg selv var tilknyttet Politiken som kommentator men fortalte dem, at jeg nægtede at betale for deres avis.  Det kan være, at der er et avisbud, der tror, at det er en gratisavis.  Det kan være, at det er nogle af mine adskillige bekendte fra Politiken, som mener, at jeg trods alt trænger til at læse den–altså ligesom dem på gaden med "Vagttårnet".  Det kan også være, at den bare bliver afleveret forkert til mig i stedet for til den Tøger-loyale, smålyserøde Frederiksberg-borger, der skulle have modtaget den–og så står der jo nærmest 2-0 i kulturkampen.

Jeg ved det som sagt ikke.  Men i dag er ihvertfald en af de dage, hvor jeg fandt adskillige læsværdige artikler i den unævnelige avis, heriblandt en af journalist Jannich Kofoed, som jeg fra mine optrædender i.f.m. USA-valg husker som en af de bedre DR Radio-korrespondenter i USA.  Den handler om Kofoeds egen fortid som kommunist i 1970erne og 1980erne, om fredskampen og om Jørgen Dragsdahl, og hvis bare halvdelen er korrekt gengivet, er den den ondelyneme mig et godt vidnesbyrd om, hvad jeg altid havde på fornemmelsen dengang–om dobbeltmoral, hykleri og manipulation, om militant fanatisme pakket ind som humanisme.  Læs selv "Fredsflæberne – og de rigtig farlige", men her er et længere pluk:

"Freds- og solidaritetsarbejdet, eller 'Fre-So', som vi kaldte det, lagde beslag på mange gode kræfter. Purunge pædagogpiger med røde kinder kastede sig forpustet ud i opgaven at få erklæret deres seminarier og børnehaver og boligforeninger for atomvåbenfri zoner.

Raske ungersvende med bæltespænder fra Den Røde Armé fik deres fagforeninger til at tilslutte sig 'Østersøen som Fredens Hav' eller 'Norden som Atomvåbenfri Zone'.

I 80'erne gjaldt det for os kommunister at bekæmpe NATO's beslutning om at opstille sine raketter som modvægt til Sovjets arsenal af SS 20-raketter.

Fredskomiteer skød op overalt. Ikke nødvendigvis med kommunister i spidsen, ja helst ikke med kommunister i spidsen; for i tråd med 'enhedsarbejdet', 'det brede massearbejde', 'den anti-monopolistiske strategi' og 'enhedsfronten', og hvad russerne og Ib Nørlund ellers kogte sammen i teorismedjen i Moskva, så blev det tilstræbt at have en partiløs, men loyal figur i spidsen, én, der kunne styres. At få dem indlemmet i partiet med tiden var en mulig sidegevinst, men ingen forudsætning. …

[Vi] anså det for absolut vigtigt, at Sovjetunionen blev styrket derved, at den imperialistiske lejr blev svækket.

Vi havde jo for længst taget det standpunkt, at der fandtes onde raketter og gode raketter. Deres og vores. Og vores befandt sig på den anden side, i hænderne på de gode kræfter, altså Bresjnev, Andropov og Tjernenko. Og vi var fortroppen på denne side, »die Vorhut der Roten Armee«, som det lød i den røde gadeslagsmålssang 'Roter Wedding'.

Kors, hvor vi morede os i mere lukkede kredse. Mens vi sang hyldestsange til Stalin og Ernst Thälmann og indtog hektoliter indsamlingsøl, vodka og cubansk rom, slog vi os på lårene af grin over, at det lykkedes at få tusinder af voksne mennesker til at møde op foran Christiansborg og hoppe ret op og ned, mens de i kor råbte 'Hoppe-hoppe-hop! Atomraketter stop!', eller få dem til at erklære alt fra fødestuer til hundetoiletter for atomvåbenfrie zoner. På universiteterne blev fred et fag og genstand for forskning. Enhver københavnsk fagforening med respekt for sig selv havde et fredsudvalg.

Og kultureliten? Kunstens og åndens arbejdere? Ja, det var næsten for godt til at være sandt: Skuespillere, kunstmalere, pottemagere, forfattere og musikere – de reciterede Brecht og Pablo Neruda, modellerede fredsduer, tegnede karikaturer af Reagan og Solsjenitsyn, latterliggjorde Sakharov og komponerede fredshymner. I de kredse var der ikke et øje tørt, når Carl Scharnberg på vaklende versefødder læste højt af sine digte, der oftest handlede om, hvor mange vuggestuer der gik på et Pershing-missil.

»Fredsflæberne«, kaldte vi dem. De var nyttige idioter, vi absolut ikke havde tænkt os at give så meget som et hjørne af magten – højst et reservat i fremtidens arbejder- og bondeparadis.

Jørgen Dragsdahl blev ikke regnet for en nyttig idiot. Men som absolut nyttig. Vi var målløse over at få leveret så megen prosovjetisk og antiamerikansk ammunition, som jo fik langt mere sprængkraft, når den blev affyret i Information end i Land og Folk.

Privat tog vi let på sandhedsværdien i det propagandamateriale, Moskva forsynede os med. Dets overbevisningskraft var da også begrænset. Men fra Dagbladet Information kunne vi citere syrede sammensværgelsesteorier fra manikere og fantaster fra den amerikanske venstrefløj, som Jørgen Dragsdahl viderekolporterede i den gamle modstandsavis. Og dét var nyttigt. …

Det var dengang, Socialdemokratiet under Anker Jørgensen og Svend Auken gik helt fra snøvsen i sin modstand mod USA. Fotografiet af Kjeld Olesen, Poul Nielson og Lasse Budtz på tiggergang til Moskva i oktober 1984 for at fedte for russerne og fable om Norden som atomvåbenfri zone må være sindbilledet på det årtis moralske lavpunkt.

Og selv om Sovjet knagede i fugerne under Reagans pres, fortsatte Jørgen Dragsdahl med at levere varen. Som propagandist og leverandør af argumenter fik han en status og en indflydelse, som ingen kommunist kunne have fået.

Hvis jeg i dag kunne stå inde for, hvad jeg dengang stod for, ville jeg være Jørgen Dragsdahl dybt taknemlig. Men i dag kan jeg se, at der var en halv milliard mennesker, som fik en elendig og uværdig tilværelse forlænget på grund af ham. Måske kun nogle timer. Eller bare minutter. Men for magthaverne i Moskva og os herhjemme, der havde knyttet os til diktaturet – for os var Jørgen Dragsdahls hjælp guld værd. Den var næsten ubetalelig."

Ti nu stille, Connie!

Jeg ved ikke, hvad det er, der er galt med såkaldte kulturpersonligheder, men der synes at være to ting, som altid gør sig gældende.  For det første, at de er overvældende meget mere til venstre i det politiske billede end befolkningen som helhed.  For det andet at de føler, at deres samtidige status som kändisser og skuespillere/musikere/forfattere/instruktører/whatever giver dem en helt særlig unik rolle at spille med hensyn til at udbrede deres politiske ræsonnementer til de mere anonyme, folkelige masser.

At de er i deres fulde ret til dét (ytringsfrihed, o.s.v.), vil jeg ikke anfægte et øjeblik–og jeg har jo heldigvis generelt min tegnebog til at vælge anderledes med (med mindre der er tale om DR, statssubsidierede teatre og film, o.s.v.), min fjernbetjening, o.s.v.  Og et eller andet sted kan man måske endog også godt forstå, at de benytter lejligheden til at kæmpe for, hvad de (lidt misforstået) mener, er den gode sag.  Men dét, jeg har et problem med, er, at det som regel er i form af så ualmindeligt ubegavede udsagn, at det nærmest er fornærmende.  "Krig er noget lort" (Sanne Salomonsen), "Bush er dum" (Trier), "Sagen om Muhammed-tegningerne var en højreorienteret sammensværgelse" (Erik Clausen), o.s.v., o.s.v. 

Så her er noget, Punditokraternes læsere kan hjælpe med at svare på: Hvorfor er så mange kulturpersonligheder så venstreorienterede?  Og samtidigt så fornærmende banale og/eller barnlige i deres udsagn?  Går kulturlivet hånd-i-hånd med at være venstreorienteret?  Er det den offentlige støtte på området, der er skurken?  Er det medierne?  Og virker kulturverdenen ekstra meget mere venstreorienteret, fordi dissidenterne holder lav profil?

Og så kommer vi til den konkrete årsag til denne post og dens rubrik: Dejlige, smukke, talentfulde Connie Nielsen, som denne punditokrat synes så ganske aldeles godt om (og som han i knap et år delte en bagerbutik på Hudson Street i New York's West Village med–altså som kunde).  Men så samler man på et SAS-fly det seneste nummer af Scanorama op og læser i et portræt-interview disse guldkorn:

"She feels deeply rooted to Denmark and sympathizes with the inherent Social Democrat values prominent in the country she left in the 1980s.  An indelible image that's stayed in her mind through the years is that of former Social Democrat prime minister Anker Jørgensen, who rode his bike to Parliament every day.  It's an image that helps keep her feet on common ground."

Oh man …

"You can take the girl out of Denmark, but you can't take Denmark out of the girl. "I take pleasure in clinging to normality; maybe that's the Dane in me," Nielsen says, tucking those long legs–the ones that made guys drool in the 'The Devil's Advocate'–under her and lighting her first cigarette of the day. "I guess, it's this very democratic thing I have engrained in me, sort of a socialist idea that I'm no different from anyone else and I want to remain that way."

Please, stop, stop …!

PS. Der er naturligvis enkelte undtagelser fra venstreorienteringen af det danske kulturliv–jeg havde f.eks. i sidste uge lejlighed til at spise frokost med en rigtig god undtagelse fra reglen, som jeg ved også er en læser af denne blog, så you-know-who: undskyld for generaliseringen … 😉

Blinde anmeldelser

Hvis MSM kan bruge korrespondenter, der refererer fra undersøgelser, de kun har et meget perifært kendskab til (se her), kan vi vel også anmelde film, vi kun kender fra andres anmeldelser, men ikke selv har set. Det er jo en stor hjælp for os med mindre børn og uden aktive bedsteforældre; os for hvem biografture siden de fik talefilm hører til de absolute undtagelser. So here we go.

Vi lægger ud med Hvordan slipper vi af med de andre? af Anders Rønnow Klarlund.

Den anmeldes bl.a. af Berlingskes Ebbe Iversen. Når man betænker, hvor tålmodig og tilvænnet han er til dansk films sædvanlige venstresnoede politiske korrekthed, må filmen virkelig være noget af en stinker. For mand, hvor han er utilfreds.

Baseret på Iversens referat kan handlingen frit gengives således:

Vi er i et fremtids samfund, der nødvendigvis må komme – formodentlig om meget kort tid – hvis den onde borgerlige regering får lov at fortsætte med sin umenneskelige politik. Her henretter man alle de sjove og kreative typer, der ellers normalt ville stemme på Socialdemokraterne og venstre over, og Søren Pilmark får som en af de få ros for sin rolle som bødlen. Mandens talent er simpelt hen for stort til at blive kvalt selv i sådan en film.

I denne snart-fremtids verden gælder Københavner-kriterierne, hvor uproduktive typer skal henrettes for at sikre "nationens fortsatte eksistens og sammenhængskraft". Stort gys, og tænkte vi det ikke nok. Nationalisme er jo noget værre noget, og "sammenhængskraft" er jo det frygtelige ord, som frafaldne venstreorienterede bruger, når de dyrker Dansk Folkepartis nationalisme. Tænk bare på Karen Jespersen. Så galt kan det ikke bare gå, så galt går det.

Søren Fauli spiller prototypen på det radikale gode menneske, der for enhver pris gerne vil være med som politiker, når man nu ikke kan lave noget mere nyttigt. Men det er ikke spor sjovt at være et godt menneske i sådan et væmmeligt samfund, og han bruger derfor det meste af tiden på at brække sig over de væmmelige ting, han må bevidne.

Filmens surprise er, at en af de internerede Belinda nok er medlem af modstandbevægelsen (oh søde gys, tænk at være med i en rigtig modstandsbevægelse. Selv et fremtidigt nationalistisk diktatur har da i det mindste nogle gode sider. Så kan man også få gået med det army-tøj, der ser lidt aparte ud under normale omstændigheder) også var den person, som forfattede de frygtelige sentenser om "sammenhængskraft". Ha! Sådan går det med Karen Jespersen og andre, der flirter med borgerlige bevægelser. Så kan de lære det.

Ifølge Iversen bryder filmen helt sammen herefter, og vi savner desværre fantasi (as always) til at gætte hvordan, og stopper derfor her.

Ak ja, når selv Iversen har svært ved at sluge sødsuppen, må det godt nok være slemt. Må vi anbefale, at hvis man virkelig hører til på den såkaldte venstrefløj og savner lidt selvransagelse, så bliv hjemme og læs en bog. Læs f.eks. denne her, der anmeldes af en af de få personer på venstrefløjen, som har integritet (vi siger ikke mere, der skal jo også være lidt spænding. Læs her).

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑