Tag: kultur (side 2 af 3)

Så se dog noget "Bullshit!"

Det er sjældent, man bliver positivt overrasket over, hvad man kan finde på 3+'s TV-programflade–eller for den sags skyld på de fleste andre danske TV-kanalers.  To aftener i denne uge har jeg dog været positivt overrasket–og ganske klækkeligt underholdt, nemlig af de amerikanske tryllekunstnere "Penn & Teller" og deres Emmy-nominerede TV-serie "Bullshit!", som nu kører på 5. sæson i USA.  Egentlig er jeg ikke meget for tryllekunstnere, specielt ikke dem af David Copperfield-typen (omend man da må anerkende mandens magiske evner for tilsyneladende i længere tid at have borttryllet Claudia Schiffers smag og dømmekraft).  Men den store storsnakkende Penn & den lille (bogstaveligt) intetsigende Teller er også noget ganske andet, og dem har jeg syntes godt om siden begyndelsen af 1990erne: Dels er de ret sjove, og dels er de undertiden ufatteligt politisk ukorrekte. 

Det skal jeg vende tilbage til nedenfor, men her foreløbig blot lidt reklame for serien, som altså ikke har så meget at gøre med tryllekunstnere, som den har med … bullshit.  Den handler i al sin enkelhed om–gerne med et godt grin–at afsløre, når folk lader som om de er seriøse, men det de præsenterer er noget skidt.  Så de første par aftener (to afsnit pr. aften) har nogle af mine yndlingsaverisoner fået med grovfilen: clairvoyante; miljø-dommedagsprofeter og Greenpeaceniks, som tror på menneskeskabt global opvarmning; alternativ medicin & alternativ behandling, o.s.v., o.s.v.  Til gengæld har "the good guys" været bl.a. folk fra Cato Institute og Bjørn Lomborg.  Andre afsnit, som ikke har været vist endnu, omhandler bl.a. konspirationsteorier, våbenlovgivning, recykling, passiv rygning o.l.  (Afsnit sendes og genudsendes på 3+: 28/1 22:00, 28/1 22:40, 29/1 23:20, 4/2 22:05, 5/2 23:25.)

Kan man ane en politisk linie?  Måske–og så kommer vi til, at Penn Jillette selv (i lighed med P.J. O'Rourke) er H.L. Mencken Fellow ved … Cato Institute–og ganske libertær i sine udmeldinger:

"Well, I'm a real total-freedom nut, a libertarian, and I'm one of those crazy optimists. Let people do what they want and everything will be okay." (interview, Boston Phoenix, July 2-8, 2004)

"I'm a hardcore libertarian. I want everything legal." (FilmForce.IGN.com website, October 13, 2003.)

"[I am] a Libertarian, pro-freedom, governs-least-governs-best, free market advocate." (Regulation magazine, Summer 2001.)

"We talk an awful lot about whether you have to stop at libertarianism or go on to anarchocapitalism." (Slate.com, February 4, 2006)

Jillette har også taget den såkaldte World's Smallest Political Quiz, hvor han scorede 100 ud af 100. "That was easy", sagde han efterfølgende.

Teller–som aldrig siger et ord i deres trylleshows eller TV-programmer–har været lidt mere fåmælt om politik, men under en online chat på WashingtonPost.com blev han spurgt om, hvem han ville stemme på i 2000, og han svarede:

"I am Libertarian. Democrats and Republicans, well, it's kind of like a 'magician's choice' — two identical incumbent organizations pretending to be different so that we will vote the same old mob back into power. I think our only hope is to support intelligent third-party candidates." (December 29, 2000.)

Penn & Teller er særligt optagede af ytringsfrihed.  Her er, hvad Penn for et årti siden sagde til Reason Magazine om Beavis & Butthead, vold og kunstnerisk ytringsfrihed:

Reason: How do you feel about the Beavis and Butt-head controversy?

Penn: Complete and utter insanity. There's no issue you can find that I could be further on one side of. The fact that Beavis and Butthead–cartoon characters!–are being blamed for things in the real world seems so close to insanity that I can't imagine believing it. There are two ways that I can see to argue this issue of the link between real violence and TV violence. One is to show that there's no [causal link] between the amount of violence someone watches and how they act in the real world. There just isn't. That's one way to go: [Researchers] didn't find anything, so shut up.

The other way to go is to just talk about the moral issue. To paraphrase Benjamin Franklin, those who sacrifice liberty for safety deserve neither. That' s all you need on this issue. The thing I said in The New York Times, which I probably shouldn't have said, since it probably weakens our side, is that, if in a country of 260 million people, all the art that we have done completely freely does end up killing four people a year, that's OK. That's an argument you're not supposed to make because it goes against the weird zero-risk society that we're supposed to be going towards. Even if it would turn out that three people who were predisposed to violence–not just inspired by the stuff, but motivated– committed a crime, that's OK.

One of the problems is that people confuse inspiration with motivation. If I'm the kind of person who's going to kill somebody, whether I do it Taxi Driver style, Beavis and Butt-head style, or Bible style is my decision. As far as I'm concerned, none of those artistic things enter into it at all. If I'm going to [kill] you, I don't care very much whether I light you on fire and say, "Heh, heh, cool," or say, "Suck on this," and shoot you in the stomach.

No one has an idea really of where we should draw the line. What about the Bible? Every nut who kills people has a Bible lying around. If you're looking for violent rape imagery, the Bible's right there in your hotel room. If you just want to look up ways to screw people up, there it is, and you're justified because God told you to. You have Shakespeare and you have Sophocles–what are we going to do, lose Oedipus Rex if someone pokes an eye out?"

Ugens citat: Dennis Nørmark om "modkultur" og virkeligheden

Antropologen Dennis Nørmark, der er amanuensis ved Aarhus Universitet, har tidligere “kloget sig”–på den gode måde–med hensyn til, hvad humanister kunne lære af lidt gedigen videnskabelig metode og kritisk sans.  Nu er han sørme ude med riven igen, i en ualmindelig interessant, velskrevet og i det hele taget læseværdig kronik i dagens Jyllands-Posten. Den er så god, at den burde gengives in extenso, men af hensyn til ophavsretten kommer her kun et par længere … ahem … citater.  Læs selv resten her.

Modkultur findes ikke

Ligesom religiøsitet bør venstreorienterethed studeres som et psykosocialt fænomen: Hvad får folk til at tro på noget, der først og fremmest er forestillinger og alternativer inden i hovedet på dem selv, skriver dagens kronikør.

“Som antropolog har jeg beskæftiget mig med den politiske venstrefløj, og når folk spørger mig hvorfor, svarer jeg, at det skyldes fagets traditionelle interesse for det irrationelle. Det er lidt som med religion.

Ligesom religiøse mennesker tror også mange venstreorienterede på forestillinger, der ikke direkte kan bevises, og som de aldrig opnår konkrete praktiske resultater med. Det forbliver påstande om verden, der fungerer bedst som modvægt til verden.

Ikke som en del af den ansvarlige kedsommelige styring af systemet, men som et alternativ til denne.

På denne måde er venstrefløjen som hunden, der hver dag løber efter sporvognen.

Den dag den rent faktisk når sporvognen, ville den ikke ane, hvad den skulle stille op dem den. Nøjagtig på samme måde har venstrefløjen det med magten.

Ligesom religiøsitet bør venstreorienterethed derfor studeres som et psykosocialt fænomen: Hvad får folk til at tro på noget, der først og fremmest er forestillinger og alternativer, inden i hovedet på dem selv.

Det er måske hårde ord, men i disse dage har unge venstreradikale grupper forskanset sig i et hus på Nørrebro, som de proklamerer, de vil forsvare til sidste blodsdråbe. Derfor er det interessant at undersøge, hvorfor hulen man ikke tager imod de tilbud, man får præsenteret og hvorfor man holder fast i, at det, man laver i den saneringsmodne ruin på Jagtvej, er så vigtigt for samfundet. Min baggrund for at studere venstrefløjens forestillinger har været at studere det som kulturelt fænomen. Som forestilling, som skematik, som myte og fortælling. Min konklusion har været, at den yderste venstrefløj baserer sig på en række spekulative filosofier, der fungerer helt uafhængig af reelle erfaringer. Nøjagtig ligesom religiøse myter gør det. Hvis man skal forstå, hvordan det alternative rebelske og venstreradikale miljø tænker, må man forstå grundtanken bag forestillingen om en modkultur. I 2006 udkom på dansk en tankevækkende bog, af de canadiske filosoffer Joseph Heath og Andrew Potter ved navn Rebel Modkultur som globalt brand. En bog, der burde have fået mere opmærksomhed, for den er et hårrejsende og tankevækkende stykke analyse af en af de mest åndssvage ideer i moderne tid. Denne idé gennemsyrer samfundet, og ingen tør rigtig udfordre den. Denne idé er efter min mening også årsagen til, at ingen, der ønsker at bevare deres coolness factor offentligt tør kritisere Ungdomshuset. Idéen er forestillingen om modkultur.

Potter og Heaths pointe er både godt dokumenteret og dybt provokerende: Modkultur er en forvrøvlet illusion. Alle forsøg på at omgå det kapitalistiske system, kommercialisering, mainstream og marked er håbløse. På coveret af bogen finder vi et billede af Che Guevara. Til salg på et kaffekrus. Den socialistiske rebel er blevet sit eget brand. I 2003 lancerede det rebelske progressive venstreorienterede blad Adbusters der var imod kommercialiseringen i samfundet deres eget skomærke. Og det bliver ved. Da Nirvana udsendte deres anti-kommercielle plade In Utero i 1993 blev det, til deres store fortrydelse, en kæmpe succes. Hvad sker der? Gang på gang har modkulturen forsøgt sig med alternativer. Den har forsøgt at vende det etablerede ryggen, og hver gang er man endt med at sælge ud. Men er det sådan, det er? Er det umuligt at slå systemet? Er den kapitalistiske edderkops net så grundigt spundet ind i alt, hvad vi rører, at kommercialiseringen er et ondskabens vilkår for os alle?

Nej, siger Potter og Heath, for køber du dén version har du også købt modkulturens vigtigste myte, nemlig, at der er et system, man kan slå ind. At det overhovedet er muligt at sælge ud kræver, at der er noget, der er mere virkeligt end virkeligt. Noget, der er bedre end den phony og falske facade, vi lever under i den middelklasse, forstadshelvede og forbrugersuppedas vi sidder i. Forfatternes modige pointe er bare, at forestillingen om dette alternativ er den egentlige illusion.

Og det er ikke bare en nymodens trend. At være rebelsk, at opstille alternativer og være imod the establishment- det er ældgammelt. Forestillingen om, at den verden, vi bebor, blot er illusorisk og tom, går i hvert fald helt tilbage til romantikken. Den fik nyt liv hos den neoromantiske Karl Marx, og den påvirkede hele det 20. århundredes menneskesyn med Freud. Mennesket var buret inde i et jernbur (som hos Max Weber), hvor det blev løjet for og bedraget af markedskræfter, og derefter blev de sultende arbejdere spist af med tomt forbrug hos både Marx og senere Baudrillard. Det sidste er i det hele taget en absurd selvmodsigelse, som Heath og Potter endelig får punkteret, men som stadig lever i bedste velgående hos forbrugshadende anti-liberalister.

Jeg husker fra mine studier blandt de autonome på Nørrebro, hvordan forestillingen om den store illusion også her var en bærende fortælling for den politiske kamp. Folk skulle vækkes af deres søvn, og slå øjnene op. Man skulle rive dynen af dem og udfordre den zombietilværelse, som forbrugsræs og kapitalisme blot udgjorde. Det var umuligt, at folk blot havde valgt denne livsstil af frivillige årsager. Nej, på den ekstreme venstrefløj troede man ikke på den slags frie valg. Her var man blevet bevidst om tingenes virkelige tilstand. Uden for boblen.

Der ER jo tilsyneladende intet alternativ [til systemet]. Man forsøger igen og igen at slå huller i kulturen og præsentere et sådant. Men kort tid efter vil alle have alternativet trykt, på t-shirts, på plakater og på deres kaffekrus. Ikke fordi kapitalismen og systemet er en parasit, der angriber alt, men fordi VI alle sammen er systemet, og fordi det ikke kan være anderledes.

På humanistiske uddannelser dyrker man sin egen version af myten, når de studerende ukritisk læser forsludrede teoretikere som eksempelvis filosoffen Michel Foucault, der hævder, at definitioner på mennesket er helt afhængig af magtforhold, og at mennesket i sig selv ikke ejer nogen essens. At det slet ikke findes. Hos Foucault dyrkes det unormale og gale, fordi det sindssyge kun er en tilfældig historisk konstruktion, der udtrykker den til enhver tid herskende forestilling om det normale. Og Hvem er gal, mig eller samfundet? genlyder også den enerverende stodderromantik, der gennemsyrer alt fra det sociale eksperiment Christiania og til Ungdomshuset.

Modkultur er noget vrøvl. Det er blot et udtryk for et håbløst forsøg på at være ny, kreativ og skabe opmærksomhed om sig selv. At sælge den slags som et oprør mod konformitet og vanetænkning er ganske enkelt et bedrageri. Men det virker. Det er smart, det er sexet, og det kan få selv den største idiot til at virke begavet og modig. Modkultur har intet at give os. Det skaber ingen politiske forandringer eller positive menneskelige resulta
ter. Ungdomshuset er blot
endnu et udtryk for netop modkulturens selvoptagede pseudo-revolution.

Verden findes, og til alle dem, der stadig får blanke øjne, når de fortæller, hvordan man kan sige nej til det etablerede og finde sandheden ved at gå bag om vores fastlåste tankegang og den skjulte magt, er der kun at sige: Shut up and get real!”

Han lyder altså næsten som en Punditokrat …

De andres liv

STASI var en fæl, fæl institution, der undertrykte borgerne i det østlige Tyskland. På det punkt er der nok konsensus (i dag). Selv pæne venstreorienterede kan trygt gå i Dagmar og se filmen “De andres liv” af instruktøren Florian Henckel von Donnersmarck. Måske kan de pæne venstreorienterede også bilde sig ind, at STASI blot var en perversion af de gode kommunistiske idealer.

Så hør her, hvad Donnersmarck udtaler i Weekendavisen den 29. september, om de mennesker, der treode, at de kæmpede for en bedre (socialistisk) verden:

Vel gjorde de ej. Hvis man påstår, at målet helliger midlet, så er man ude på en virkelig glidebane. Et mål kan være meget teoretisk. Det lyder smukt på papiret at sige, at man vil have, at alle skal have lige meget, som er kommunismens grundtese. Det duer bare ikke, for til syvende og sidst er ejendomsretten… Altså i går aftes så jeg Terence Maliks film om »Den nye Verden«. Colin Farell har en lang monolog om de vidunderlige indianere, der ikke kender til grådighed, jalousi, vrede… Come on! Sådan en gang totalt pladder, det passer simpelthen ikke! Ikke at jeg har forstand på indianere, men de er jo mennesker som alle os andre, ikke engle, og så længe der findes mennesker, vil der også være besiddertrang: det er min kone, min mad og så videre. Kommer nogen forbi for at fordele »goderne« ligeligt, så bliver der krig og ødelæggelse.
Jeg tror fuldt og fast på, at man skal overlade det enkelte menneske så meget frihed som overhovedet muligt. Jo mere stat, man hælder i den cocktail jo værre. I den forstand er jeg lidt af en anarkist.

Og Donnersmarck fortsætter med en kritik af statslig støtte til kunst:

Min film er statsfinansieret, fordi nogle politikere fandt ud af at, okay, vi giver ham her penge. Det er ikke godt. På et eller andet niveau begrænser det den kunstneriske frihed, også selvom det ikke virker sådan, og de gør sig alverdens anstrengelser for at lave uafhængige udvalg, der skal beslutte, hvem pengene skal gives til. Til syvende og sidst er der tale om politiske valg. I Amerika har de de mest utrolige koncert- og operahuse – privatfinansierede. Og du kan finde ALLE former for film inden for den amerikanske filmbranche – kommercielle, art-film, independent-film osv.. . Alt sammen privatfinansieret. Alt er muligt i et frit system, og det er det ikke i et statsligt domineret system

Who is … Dagny Taggart?

Så skulle den vist være god nok: Efter årtiers mislykkede planer fra talrige sider, er en filmversion af Ayn Rands libertære, pro-kapitalistiske blockbuster-klassiker Atlas Shrugged nu undervejs som en trilogi.  Og det er ikke kun rygter.

Skuespillerinden til den kvindelige hovedrolle, Dagny Taggart, er “signed, sealed and delivered”, nemlig … [trommehvirvel] …

Angelina Jolie

Hmmmm.  På det rent æstetiske plan måske ikke helt ved siden af.  (Rands egne forslag var–så vidt jeg husker–Raquel Welch og Farrah Fawcett, men de er jo ligesom “over the top”.)  Men … Jolie som intellektuel, pro-kapitalistisk aktivist? Der er et eller andet, der gør mig nervøs for, hvordan resten af projektet vil komme til at se ud. Brad Pitt som John Galt? Colin Farrel som Hank Rearden? Leonardo Di Caprio som Francisco d’Anconia? Orlando Bloom som Ragnar Danneskjöld?  Og Rob Lowe, Al Franken, Tim Robbins, Susan Sarandon, Barbra Streisand, Cameron Diaz, samt Janeane Garofolo i mindre roller? (Hvis det lyder urealistisk, så tænk på Pitt i hovedrollen som Howard Roark i Rands The Fountainhead, instrueret af Oliver Stone!  Hvor slemt kunne dét ikke blive …? Auch.)  Jeg husker ikke, hvem der skrev det, og hvor det stod, men jeg mindes en titel på en artikel om de mangeårige filmatiseingsplaner: “Why It Would Never Make A Really Good Movie”.  Der er noget om dét.

Der står mere her hos Objectivist Center og hos Variety.  Og en gammel post hos Mises Blog.

Günter Grass Cunctator

Berlingske har i dag en god dækning af historien om Günter Grass, der omsider har afsløret i sine nyudgivne erindringer, at han ikke bare var soldat, men SS-soldat. Det er i det hele en god dag for Berlingeren med gode artikler, selv udlandsdækningen er mere nuanceret end normalt, og ingen bør snyde sig for Poul Nyrops kronik, hvor han ønsker sig selv og Clinton tillykke; det er tåkrummende selvafslørende og ufrivilligt morsomt. Men tilbage til nøleren Grass.

Det virker lidt svært at forstå al det påstyr i det ærede kulturliv.

Det er rimelig oplagt, at man dårligt kan bebrejde manden, at han var begejstret SS-soldat som 17 årig, når han siden har fortrudt og taget klar afstand. Hvis bare alle diktaturtilhængere tog så klar afstand fra den ideologi, de en gang støttede. Det er mange år siden, at han var i SS, og han er kommet videre.

Det er ligeledes rimeligt oplagt, at manden er en opportunist og hykler, hvilket ikke er længe siden. Det var han åbenbart det meste af sit liv indtil for knapt en måned siden. Opportunist i sin fortielse af fortiden, fordi det ville svække hans nye stilling som samfundsrevser. Hyklerisk i sin uforbeholdne fordømmelse af personer, og i sin iver efter at kaste den første sten uden at medgive sin egen del i historien.

Det, der kan undre, er, at det åbenbart falder kulturfolk så svært at indrømme, at en dygtig kunstner kan være et skidt menneske. For eksempel var Niels Barfoed i DR om sagen, og selvom han plejer at være skarp i sine iagttagelser og udtalelser, voldte det ham helt åbenbart voldsomme problemer at vedstå, at Grass havde opført sig som en opportunistisk hykler. Barfoed ville hellere tale uden om og holde sig til det ufarlige spørgsmål om medlemskabet af SS.

Det er jo egentligt sært. Et værk bliver jo ikke ringere af, at kunstneren havde tåbelige eller direkte uhyrlige holdninger. Tænk på en Knut Hamson og Céline, eller på Scherfig, Andersen Nexø og Brecht.

Forfatteren og anmelderen Jens Andersen anfører i sin klumme:

Hvad er så problemet?

At det fremover vil være svært at tage Günther Grass alvorligt uden for hans fiktive univers. Et halvt århundredes åbenhjertige fortielser vil forstyrre i ens baghoved. Jeg mener, Grass har aldrig skånet sit eget land og sine landsmænd, når det gjaldt om at være selvkritisk og tage et opgør med de ubehagelige begivenheder i fortiden. Og hvad ser vi så nu? At mennesket bag alle disse høje moralske krav til sine omgivelser valgte at skåne sig selv.

Det er en svær pille at sluge for en Grass-fan, selv om ivrige iagttagere i ugens løb, både i udlandet og herhjemme, påstod, at forfatterens »syndsbekendelse« ikke får indflydelse på fremtidens læsning af forfatterskabet. Det tvivler jeg på. En forfatters liv og værk lader sig ikke klinisk adskille oppe i hovedet på læsere, selv om mange teoritunge litterater gerne vil tro det. Så dumme er vi ikke.

Hans bemærkninger peger på, at mange åbenbart har læst Grass ikke bare som forfatter, men som en særlig moralsk person. En person uden dadel. De har lagt mere i værket end værket selv. Hvor naivt at have et sådant behov for at tro, at folk, der siger noget, som man finder sympatisk, nødvendigvis repræsenterer en særlig pletfri position. Men åbenbart udbredt i det miljø, postyret og modviljen taget i betragtning.

Måske er der også noget mere, som gnaver og gør ondt.

Den venstrefløj, som Grass repræsenterer, har længe opfattet sig som den diamentrale modsætning til nazismen. Det gør derfor ondt, når man bliver mindet om, at nazismen ligger så tæt på, at nogle koryfæer bevægede sig ubesværet over grænserne. Vi så det for relativt nyligt, da Ole Wivels og Knud W. Jensens flirt med nazismen blev afsløret. Vi har også set det før i modsat retning. Mussolinis fortid som socialist, Quislings og hans franske kollega Lavals ditto. Nu også Grass som en grænsegænger.

I det uddrag fra Grass’ selvbiografi, som Berlingske bringer i dag, kan man læse om hans glæde ved, at hans SS-afdeling skulle bære navnet Jörg von Frundsberg:

Han var mig kendt som anfører for det schwabiske forbund fra bondekrigenes tid og som »landsknægtenes far«. En, der stod for frihed, befrielse.

Det var altså den unge Grass’ opfattelse af frihed og befrielse. Mon den egentlig adskilte sig så meget fra de andre holdninger på den venstrefløj, hvor Grass siden blev ikon? Det er den slags tvivl om egen ufejlbarlighed, som gør venstrefløjen ilde til mode.

Hørte national-socialismen overhovedet til på højrefløjen, eller var de blot endnu en version af socialismen? En af best-sellerne i Det 3. Rige hed vist endda den sande socialisme. De hadede det liberale demokrati, kapitalismen og dens kuponklippere. Göring kopierede med begejstring ideen med femårs-planer fra Sovjet, og vinterhjælpen, den storstilede sociale indsats for fattige, indtog en væsentlig rolle i deres image både før og efter magtovertagelsen. Det er traditionelt at placere dem til højre, men de, der placerede dem dér, placerede også socialdemokrater og trotskister på “højrefløjen”, uden at vi af den grund opretholder det valg.

Hayek har i sin bog om vejen mod trældom skrevet om national-socialismens rødder i socialismen, men det er fortsat et af de sidste tabuer fra nazitiden. Er det den orm, hvis gnaven vi kan høre i påstyret fra en gammel mands nølende bekendelser?

Filmfolk med et budskab

Vi søger altid at give jer, hvad MSM ikke kan eller vil.

Den 16. august kunne den australske avis Herald Sun fortælle, at australske Nicole Kidman sammen med ca. 80 andre fra filmmiljøet i Hollywood havde indrykket en helsides annonce i LA Times med et politisk budskab. Blandt de andre underskrivere var Michael Douglas, James Wood, Bruce Willis, William Hurt og instruktører som Ridley Scott, Michael Mann og Sam Raimi.

En søgning på Infomedia viser overraskende, at det ikke har været omtalt i danske medier. De plejer ellers at være meget interesserede, når det udsnit af menneskeligheden, som består af filmskuespillere, udtaler sig politisk. Men ikke denne gang. Der må vel være noget galt med budskabet. Døm selv:

It specifically targets “terrorist organisations” such as Hezbollah in Lebanon and Hamas in Palestine.

“We the undersigned are pained and devastated by the civilian casualties in Israel and Lebanon caused by terrorist actions initiated by terrorist organisations such as Hezbollah and Hamas,” the ad reads.

“If we do not succeed in stopping terrorism around the world, chaos will rule and innocent people will continue to die.

“We need to support democratic societies and stop terrorism at all costs.”

A who’s who of Hollywood heavyweights joined Kidman on the ad.

Læs resten af artiklen her.

Hold nu kæft

Mungo Park har iværksat en plakatkampagne, der skal vise fordelene ved selvcensur. Den viser tre politikere, hvis ytringer MP gerne så standset. De tre er naturligvis Bush, og for ligesom at få balance i det, så man fremstår som mere dyb, ikk', så har man taget den iranske præsident også. Flot, og godt set. Hvem siger, at den danske kunstscene er på gymnasieniveau, hva'ba? Pia må dog stå alene, for der er lissom ikke nogen ekstremister til venstre, vel? Så man endte altså med tre. Men hey, der mangler da en! De mangler hende den norske komiker Shabana Rehan, der skulle have optrådt på Betty Nansen, hvis ikke lidt (selv-)censur var kommet i vejen, som (bort-)forklaret af teatrets PR-mand i WEA den 14/7.

Hat tip: Uriasposten.

Ugens citat: Støvrings non sequitur

Den statskonservative Kasper Støvring (der for nogle måneder siden fik prygl med det intellektuelle spanskrør af Christopher Arzrouni i den anden Djævlens Advokat) har en kronik i dagens Jyllands-Posten, med den sigende titel “Staten bør støtte den nationale kultur”.  Heri dette fine eksempel på et non sequitur (med fremhævning tilføjet):

“En fælles national kultur er bevaringsværdig, fordi den skaber stor indbyrdes loyalitet mellem kulturens medlemmer. At danskernes nationalfølelse og tillid til hinanden ligger helt i top dokumenteres hyppigt. Senest i en ny international undersøgelse om “social kapital”, udgivet af forskere ved den spanske bank BBVA.

Derfor er der god ræson i at styrke den nationale identitet i globaliseringens tidsalder, hvilket også har været intentionen bag kulturministerens initiativ til at skabe en national kulturkanon. For også de “umistelige” kunstværker i kulturkanonen udtrykker hver på sin måde en idé om danskheden.

For konservative bør staten derfor støtte den nationale kultur.”

Hvor er David Hume, når vi virkelig har brug for ham?

Mandag Morgen Watch II

Min med-punditokrat Nicolai Foss har inviteret til en lidt mere konsekvent inspektion af Mandag Morgen. Det finder jeg ret beset betimeligt, da enhver kan forvisse sig om, at dette ugebrev aldrig løber tør for sludder, selv om en blind høne naturligvis også kan finde et guldkorn. Men skriftet er sædvanligvis forsynet med så meget nonsens, at det kræver tålmod at læse det hver uge. Lad mig derfor begrænse denne post til en iagttagelse, jeg gjorde for nogen tid siden, og som vederlagsfrit kan studeres nærmere af de faste læsere af denne blog.

På Mandag Morgen er man fantastik dygtige til at indfange en døgnflue og få den gjort til en cash cow. Uddannelse og underholdning bliver til Edutainment, mens økonomi og sundhed bliver til Wealthcare. Og så kom Muhamed-krisen: Hvad skulle man dog finde på af opsigtsvækkende fraser? Naturligvis, The Co-existence of Civilizations! Læserne af Punditokraterne vil begribeligvis vide, at dette fuldfede floskulatur er en slags antitese til Samuel P. Huntington’s bestseller The Clash of Civilizations, og derfor passer godt til en forretningsmodel, der handler om at skille fårene fra bukkene; altså på den rigtige måde. Således gjort, præsenterede Mandag Morgen et helt nyt projekt, der skulle forebygge fremtidige kultursammenstød.

Jeg skal ikke trætte med en lang svada om projektets formål, for her behøver man blot at mobilisere ens værste forestillinger; de bliver nemlig bekræftet. Men for at give en lille smagsprøve på den intelligentsia, der har samlet sig rundt initiativet, vil jeg citere direktøren fra Hummel, Christian Stadil, som kommer med følgende ordflom:

“Nogle gange er der situationer, hvor det, du gør i Danmark, påvirker noget andre steder i verden på grund af gruppedynamik og interdependence – alle tings forbundethed. Og timingen lige nu er helt rigtig i forhold til verdens gruppedynamik. Hvis vi rykker på det her nu, kan vi virkelig gøre en forskel”

Er det ikke glansfuldt, at vi har sådanne beskinnede væsner i dansk erhvervsliv? Og er det ikke lige så pragtfuldt, at vi har et medie, der kan tjene (penge) som platform for deres udgydelser? Svaret lader nok vente på sig, indtil drengen fra Kejserens nye klæder dukker op.

Disclaimer: Forfatteren af dette indlæg er liberal og deler ikke parasol med mørkets kræfter. Så vidt vides er han endda skeptisk over for en lang række af de antagelser, som Samuel P. Huntington gør i The Clash of Civilizations. Endnu værre har han det med en Who are we? Det sidste kan man bogstavelig talt godt komme i tvivl om, når man læser Ulrik Høy’s indlæg i denne uges udgave i Weekendavisen.

Burka Band – tekno undercover

Burka bassistI Danmark handler kulturkamp i høj grad om vrede venstreorienterede kunstnere, der føler sig kaldet til at kritisere den borgerlige regerings politik.

I andre lande er det anderledes vigtige ting, der står på spil. I Afghanistan er det stadig svært for kvinder at bevæge sig rundt uden deres blå burka. Og at forestille sig kvinder, der spiller musik (endsige rockmusik)… Blasfemi!

Ikke desto mindre kan det lader det sig gøre. Tre afghanske piger dannede for to år siden "The Burka Band", og optræder iført Burka, dækkede fra top til tå. End ikke deres ansigter er synlige.

 

Indtil videre har de kun optrådt i Tyskland, og efter sigende er de blevet et hit i tekno-kredse. Navnlig for deres ironiske "Burka Blue":

My mother wears a burka, I must wear a burka too. We all wear a burka, we don't know who is who. Blueee, burka blue

De tre pigers identitet er hemmelig. Men det deres musik ikke. Sangen "Burka Blue" kan dowloades her: http://www.saskia-von-klitzing.de/Projekte/burka_band-M.html

 

Burka Band

Undergrundsmusik

Vi har givet jer filmpriser, konkurrencer og digte, og nu får I ægte undergrundsmusik af den mest provokerende og ensidige slags. Alt denne kultur og intet af det finder I magen til i MSM.

Find den sorte T-shirt frem, lær teksten her, og syng så med The Right Brothers på videoen her: Bush was right, etc., etc.

(hattip: Instapundit a.e.)

Bal i den borgerlige

Nærværende punditokrat havde forrige weekend fornøjelsen af at være en tur forbi Konservativ Ungdoms 2006-landsråd, som fandt sted på Frederiksberg.

Det var nu ikke, fordi jeg pludselig er blevet kontingentbetaler i den konservative bevægelse–den tanke har såmænd ligget mig noget fjernt siden den periode, hvor partiets leder udtalte, at “ideologi er noget bras”, at partikronprinsen sagde, at det offentlige havde den størrelse, det offentlige skulle have, og at Connie Hedegaard offentliggjorde, at hun–når alt kommer til alt–foretrækker socialisme fremfor liberalisme, fordi førstnævnte trods alt har nogle sympatiske værdier.

Altså 2. halvdel af 1980erne, hvis der var nogle, der skulle tro, jeg mente i forgårs.

Næh, jeg var såmænd blot inviteret som festtaler, og det var dog en ære, jeg ikke sådan kunne sige nej til.

Når KU har været værst, har man været en ligegyldig, logrende hundehale af wannabe-karrierepolitikere; men når KU har været bedst og mest succesrig, har det altid været, når man var dejligt fandenivoldsk og turde sige et par borgerlige ord til både moderpartiet og venstrefløjen og gøre det på en festlig og farverig måde og samtidigt gør det med seriøst politisk “bid”.  Og det var så dét, min festtale handlede om.

Men udover æren var det sådan set også en fornøjelse, for det virkede som om, at der for første gang i nogle år er lidt “gang i den” i KU.  Og så nærmer vi os dét, som denne post egentlig skulle handle om, for det kan næppe være forbigået manges opmærksomhed, at der p.t. er lidt gnidninger mellem de forskellige typer af borgerlige (også her på bloggen).  Liberalister synes ikke, at Venstre er så liberalt, at det gør noget; Dansk Folkeparti synes ikke, at Det Konservative Folkeparti er så konservativt, at det gør noget; og en hel del borgerlige synes ikke, at Dansk Folkeparti er så borgerligt, at det gør noget, men måske nok så … ganske mange ting … at det gør noget.  Og netop til selvsamme festmiddag, hvori jeg deltog, markerede KU’erne, at de tør være farverige, festlige og fandenivoldske på en borgerlig måde.  Specifikt optrådte to prominente KU’ere med en rap, skrevet til Østkysthustlers gamle 90-hit, “Han Får For Lidt”.  I KUernes udgave omhandler den tre personer: en unavngiven person, en vis Anders, og en vis Pia.  Her er–for dokumentarismens skyld og lettere censureret–et par uddrag.

Først lidt om den unavngivne:

Flad skat, du sir godnat, men det fordi du ikke tør/Tag og hør dog her på KU, for du både skal og bør/Det er de unge der vil frem, det er de unge der kan/Tag og glem de pensionister, for at styre dette land …

Ha’ visioner ta’ og prøv og fortæl hvor du vil hen/Eller pak dine gamle klude og se at komme hjem/Til Fyn hvor du kommer fra og skriv en rapport/Om en cykel uden lys, og en mand der handled’ sort

Og så lidt om en vis Anders:

Minimalstat, fred og frihed, det var det, som han ku’ li’/For når Anders kom til magten blev Danmark skattefri/I gamle dage, ku behage og blive skatteboss/Men der var noget galt med regnskabet, og Anders fik et los

Klog af dage, han var tilbage, nu var det Anders, der var chef/Han havde en lille arrig dame med på eftersløb/Han havde solgt sin sjæl til fanden, og det var ikke rart/Han lignede mest af alt en socialdemokrat

Og så var det ellers af med fløjlshandskerne:

Hun kører fra Gentofte til tinget og fra tinget retur/Hun er i tv så præcist, at man kan stille sit ur/Når hun møder en muslim, så er man helt sikker på,/at hun kommer med nogle meninger, som pøblen kan forstå

Hun taler til det laveste i lave menneskers sjæl/Hun kan godt nok være grov, hun kan godt nok være fæl/Populisme, småfascisme, der er had i det hun siger/Men bumserne forstår det, de skal stemme på Pia

Hun lover efterløn og bistandshjælp, og børnepenge, boligcheck/Hvordan kan hun dog tro, at det ikke gir’ skattesmæk/At styre dette land, hvordan kan nogen mennesker tro/Det kræver jo en mand og ik’ en hjemmehjælper-ko

Hun vil så gerne frem og blive stueren med os/I regering vil hun  gerne, hun vil gerne være boss/Men hun skal holde sig til Ragnvald, hyggekaffe og medister/For det bliver over vores lig før, at Pia bliver minister

Næppe stor lyrik, men passende respektløst og med et vist politisk bid–og ihvertfald illustrativt for, hvorledes stemningen altså er p.t. i en ikke helt ligegyldig del af det borgerlige Danmark, som netop nu er lidt i splid med sig selv.  Og hele den nuværende interne debat på den ikke-socialistiske fløj af dansk politik rejser jo passende en ældgammelt tema, som Punditokrat passende kan diskutere:

Når man i det store billede er “i samme båd”, er det så bedst at fremhæve forskellene og uenighederne mellem sig?  Eller er det bedst at finde den mindste fællesnævner, uanset hvor lav og lille denne er?

God weekend.

Kunst på bloggen – Growl

Statens kunstfond fejrer sit jubilæum, og for at imødegå den kritik, der under tiden rejses mod andre dele af den borgerlig-liberale debat om manglende sans for det kunstneriske, ja, så byder vi her på et rigtig hipt digt. Det hedder Growl og er vist dedikeret til Karl Rove. Det er dog ikke rigtig kunst, da det bringes helt gratis uden nogen form for støtte.

For ikke at krænke ophavsretten yderligere, bringer vi kun de første linjer her, så må I selv linke jer videre:

Growl

by Gerard Allen Van der Ginsberg

For Karl Rove Solomon

I SAW the second-best minds of my not-so-Great Generation destroyed by Bush Derangement Syndrome, pasty, paunchy, tenured, unelectable, and not looking too sharp naked,

bullshitting themselves through the African-American streets at cocktail hour looking for a Prozac refill,

aging hair-plugged hipsters burning for their ancient political connection to the White House through the machinations of moonbats,

(read on here)

Hattip: Instapundit (as ever).

Woke up this mornin’ …

Jeg har altid hadet den dér “Gid du var i Skanderborg og blev dér, kære Peter …”  Med mit fornavn kunne man ikke andet–ihvertfald hver søndag, når der var Giro 413, som det reelt eneste at høre på danske æterbølger.

Men idag siger jeg (endnu engang): Gid jeg var i New York … og kunne se The Sopranos.  Jeg ved ikke, hvornår man herhjemme–for første gang i to år–kommer til at kunne se de nye afsnit, men hvis jeg boede i NYC (hvad jeg har været så heldig at gøre to gange i mit korte liv), så ville jeg i aften kl. 9 PM ET sidde klinet til skærmen, for på HBO at se sæsonpremieren på dén mest … “fede”? … “coole”? … Fuggheddaboutit! … TV-serie, der findes.  Michael Corleone møder Dea Trier Mørchsk socialrealisme møder Analyze This møder … et wag job på en mørk nat i North Jersey?

Så hvorfor kan jeg lide–nej: elsker–en TV-serie, hvor hovedpersonen er en stort set amoralsk, fedladen, bedragende, pengeafpressende morder? Og hvor bipersonerne, som regel, er værre?  (Som min kære Fru Punditokrat sagde, da Familien i sidste sæsons slutning aflivede den kommende svigerinde, Adriana (Drea di Matteo): “Så røg den sidste ikke-usympatiske person i den serie!”)

Tja, godt spørgsmål.  Jeg er sikker på, at der findes postmodernistiske, dekonstruktivistiske pseudo-filosoffer, der ville kunne give svar på det.  Men jeg ved også godt, hvad Tony S. ville gøre ved dem–og det ville givetvis involvere et baseballbat, en issyl og andet nyttigt værktøj, som en rigtig Wiseguy har ved hånden.

Og så findes der iøvrigt folk, der har en helt anden vinkel.  Som dem, der bemærkede, at Robert Nozicks Anarchy, State and Utopia faktisk optræder i et afsnit.  Den slags personer har f.eks. læst denne artikel (eller denne) eller denne), hvori det bl.a. hedder:

“Perhaps the most striking thing about HBO’s superb drama series The Sopranos — and what sets it apart from most any show on television — is its unabashed embrace of classically liberal principles. Perhaps only Comedy Central’s South Park better hammers home the themes of rugged individualism, minimalist government and the inherent corruption of power.

In fact, The Sopranos is driven by the theme of personal responsibility.”

OK, måske lidt af en vidtgående tolkning, men … Fuggheddaboutit!

Ugens citat: Steyn om relativistisk multikulturalisme

Den velskrivende Mark Steyn har onsdag et længere indlæg i Wall Street Journal.  Det er som helhed en anelse mere deprimerende, end jeg foretrækker, men så længe det er så velformuleret og tankevækkende som dette, går det nok:

“The progressive agenda–lavish social welfare, abortion, secularism, multiculturalism–is collectively the real suicide bomb. Take multiculturalism. The great thing about multiculturalism is that it doesn’t involve knowing anything about other cultures–the capital of Bhutan, the principal exports of Malawi, who cares? All it requires is feeling good about other cultures. It’s fundamentally a fraud, and I would argue was subliminally accepted on that basis. Most adherents to the idea that all cultures are equal don’t want to live in anything but an advanced Western society. Multiculturalism means your kid has to learn some wretched native dirge for the school holiday concert instead of getting to sing “Rudolph the Red-Nosed Reindeer” or that your holistic masseuse uses techniques developed from Native American spirituality, but not that you or anyone you care about should have to live in an African or Native American society. It’s a quintessential piece of progressive humbug.

Then September 11 happened. And bizarrely the reaction of just about every prominent Western leader was to visit a mosque: President Bush did, the prince of Wales did, the prime minister of the United Kingdom did, the prime minister of Canada did . . . The premier of Ontario didn’t, and so 20 Muslim community leaders had a big summit to denounce him for failing to visit a mosque. I don’t know why he didn’t. Maybe there was a big backlog, it was mosque drive time, prime ministers in gridlock up and down the freeway trying to get to the Sword of the Infidel-Slayer Mosque on Elm Street. But for whatever reason he couldn’t fit it into his hectic schedule. …

In most circumstances, it would be considered appallingly bad taste to deflect attention from an actual “hate crime” by scaremongering about a purely hypothetical one. Needless to say, there is no campaign of Islamophobic hate crimes. If anything, the West is awash in an epidemic of self-hate crimes. A commenter on Tim Blair’s Web site in Australia summed it up in a note-perfect parody of a Guardian headline: “Muslim Community Leaders Warn of Backlash from Tomorrow Morning’s Terrorist Attack.” Those community leaders have the measure of us.

Radical Islam is what multiculturalism has been waiting for all along. In “The Survival of Culture,” I quoted the eminent British barrister Helena Kennedy, Queen’s Counsel. Shortly after September 11, Baroness Kennedy argued on a BBC show that it was too easy to disparage “Islamic fundamentalists.” “We as Western liberals too often are fundamentalist ourselves,” she complained. “We don’t look at our own fundamentalisms.”

Well, said the interviewer, what exactly would those Western liberal fundamentalisms be? “One of the things that we are too ready to insist upon is that we are the tolerant people and that the intolerance is something that belongs to other countries like Islam. And I’m not sure that’s true.”

Hmm. Lady Kennedy was arguing that our tolerance of our own tolerance is making us intolerant of other people’s intolerance, which is intolerable. And, unlikely as it sounds, this has now become the highest, most rarefied form of multiculturalism. So you’re nice to gays and the Inuit? Big deal. Anyone can be tolerant of fellows like that, but tolerance of intolerance gives an even more intense frisson of pleasure to the multiculti masochists. In other words, just as the AIDS pandemic greatly facilitated societal surrender to the gay agenda, so 9/11 is greatly facilitating our surrender to the most extreme aspects of the multicultural agenda.

Filmorientering

For noget tid siden omtalte vi Michael Yon, der jævnligt blogger fra Irak, men med en noget mere positiv vinkel end MSM.

Det var vores bidrag til alsidigheden i MSM, da vi gik ud fra, at de ikke havde lyst til at omtale den slags. Et indtryk vi fik bekræftet, da Berlingske et par uger senere havde en stor artikel om Milblogs, dvs. blogs skrevet af soldater og andre udstationeret i Irak. Af de fem blogs, som blev nævnt, var de fire naturligvis imod krigen; den femte blev beskrevet som våbenglad. Man kan jo gå ind på MudvilleGazette og se, om krigsmodstanderne virkelig udgør 80 pct. af milblogs …. eller man kan sammenholde den danske artikel med denne artikel om samme fænomen taget fra WeeklyStandard. Interessant, ikke?

Så med den dækning i danske MSM må vi hellere fortsætte.

Vi kan nu oplyse, at Bruce Willis overvejer at lave en film, der støtter krigen, baseret på Yons reportager. Læs nærmere her.

Det vil i så fald være en film, der går helt mod strømmen i Hollywood. En virkelig alternativ film. Men nok ikke en, man skal se rosende omtalt i den danske kulturdækning. Her skal film helst ligne alle de andre anderledes film for at blive betragtet som alternativ (på den fede måde).

Om filmen overhovedet bliver realiseret, afhænger af meget, bl.a. af penge. Men der er da et pænt fortilfælde, hvad det angår, hvor endnu en (rigtig) alternativ film fik publikum trukket til. Jeps, det var Mel Gibsons The Passion of Christ. Ikke lige min smag, men der var bestemt et publikum.

Som påpeget i ovennævnte link er der nok et publikum også til Willis’ film. Washington Post har denne meningsmåling, der viser, at de fleste har gennemskuet demokraternes kritik af krigen. Så selvom MSM gør sit værste for at undergrave moralen, kan en enkelt film med det modsatte tema nå et stort publikum.

Go Bruce. Go.

Længe leve Amazon!

Enighed om friere bogpriser, lyder det i pressen. Jo-tak: Konkurrencestyrelsen og Forlæggerforeningen anbefaler nu, at forlæggerne får ret til at bestemme bøgernes udsalgspris i fem måneder i stedet for 12. Det er ikke fordi, parterne har hastværk. Ét skridt frem og trekvart tilbage. Kulturminister Brian Mikkelsen kalder det i en pressemeddelelse for et “stort gennembrud” på vejen mod et frit bogmarked, men det er vist kun et stort gennembrud, hvis man er en snegl. Nu skal man ikke klandre kulturministeren, der faktisk skubber på i den rigtige retning, men det er saftsusemig en sløv omgang dansk korporatisme, vi er vidne til. Dér sidder de så og forhandler, mens forbrugerne kigger den anden vej eller holder sig for næsen. Og laver aftaler, som ingen rigtig kan være tjent med. Danske kompromiser henover et mahognibord.

Kulturministeriets pressemeddelelse fortsætter: “På baggrund af en Folketingsbeslutning herom nedsatte regeringen sidste år et udvalg vedrørende fremtidens danske bogmarked, der fik til opgave at se på mulighederne for en yderligere liberalisering af det danske bogmarked samtidig med at de kulturpolitiske hensyn varetages. Udvalget har iværksat en række analyser og gennem drøftelserne i udvalget er der udvekslet argumenter og holdninger. Den seneste udvikling skal ses i lyset heraf. Udvalgets rapport afleveres til kulturministeren den 1. marts 2006.”

Bla. bla. bla. bla.

Længe leve Amazon!

Kultur-konservativ kulturkamp?

Kultur-konservative debattører og politikere såsom Søren Krarup og Jesper Langballe har længe opfattet deres fineste opgave som bestående i at føre kulturkamp og dermed gøre op med den omsiggribende politiske korrekthed, der hersker i Danmark. De seneste 10-15 år har denne kamp hovedsagelig omhandlet indvandring. På dette område må de kulturkonservatives opgør med fasttømrede politisk korrekte forestillinger siges at have lykkedes over al forventning. Der er gennemført en stram udlændingepolitik og der er en tværpolitisk konsensus om nødvendigheden af en sådan, der har bred opbakning i befolkningen. Selv om jeg personligt ikke deler holdninger med Krarup et al og ville have foreslået radikalt andre løsninger på problemet med indvandring er jeg enig med de kulturkonservative i, at den hidtidige udlændingepolitik var uholdbar. Massiv indvandring til en velfærdsstat med mange og høje ydelser tildelt efter universalprincippet er en uundgåelig katastrofe.

Men udlændingepolitikken var jo kun en del af det kulturkonservative projekt. Den politiske korrekthed som de kultur-konservative ville gøre op med begrænser sig jo ikke alene til udlændingeområdet, men gennemsyrer hele det politiske liv. Søren Krarup skrev i det kulturkonservative hoforgan Tidehverv artiklen "hvad med kulturkampen?" fra 2004, hvoraf det fremgår:

Resultatet af regeringens indsats står og falder med udfaldet af den kulturkamp, der foregår, har Anders Fogh Rasmussen sagt, og vi er nogle stykker, der er hjerteligt enige med ham, og som efter evne vil støtte og hjælpe ham i kulturkampen. Opgøret med den politiske korrekthed. Opgøret med kulturradikalismen. Opgøret med 1968-ideologien.

Man må derfor gå ud fra, at Krarup og Langballes politiske engagement i Dansk Folkeparti blev indledt med henblik på, at føre kulturkamp mod selve den herskende politiske kultur og dermed kulturkamp på mange fronter, ikke blot én.

Rent faktisk har den åndløse socialdemokratiske velfærdsstat længe før udlændingespørgsmålet været af hovedmålene for de kultur-konservatives kulturkamp:  

I Tidehverv anmeldte Niels Lillelund i 1990 bl.a. Bertel Haarders bog "Grænser for Politik" på følgende måde:

hvornår har vi i Danmark sidst hørt en politiker sige, at der skulle sættes grænser for politik? Hvornår har vi hørt en politiker sige, at det ikke netop var ved politikken og dermed altså politikernes eget virke, at menneskets lykke skulle sikres? Hvor længe er det ikke siden, at en politiker har vovet at sige, at borgernes sjælelige velbefindende ikke nødvendigvis er et anliggende for Folketinget?

Det er længe siden. I disse dage er alt jo politik – det var sandt på Kierkegaards tid, og det er det ikke mindre i dag. Demokratiet er blevet til demokratisme. En totalitær ideologi, hvor alting er underlagt flertalsregimentet…

Men økonomien er ikke det hele. Hvad der skal til er en dekonstruktion af social- og kontrol-staten. Ikke for økonomiens skyld, men for menneskenes skyld. For menneskenes åndelige friheds skyld skal der være grænser for politikken, jf. Jakob Knudsens ord om, at det åndelige må være frihed. Der skal gøres op med den danske model, ikke først og fremmest fordi den er en økonomisk umulighed – den slags regulerer sig selv via bankerotter og andre fataliteter – men fordi den er en svinebinding af mennesket. Fordi den nægter mennesket den mest basale frihed, friheden til at tage ansvaret for sig selv.

I samme blad skrev Jesper Langballe i 1985 en (i øvrigt særdeles interessant) artikel kaldet "konservatisme":

En økonomisk genopretning er udmærket og nødvendig. Økonomi har også med ånd at gøre. At fortælle befolkningen, at den ikke ustraffet kan tilfredsstille sine behov ved at stifte lån er i sig selv et udsagn af ånd. Det er i praksis at hævde loven. Hvis så bare regeringen sagde det, i stedet for at henvise til den økonomiske nødvendighed som en isoleret formel og beklage, at der ikke er råd til at opretholde det ødelæggende velfærds- og behandlersamfund, som den politiske modstander har skabt. Hvis man i stedet for at danne ekko-rum bag socialdemokratiets og de radikales glæde over et bistandssystem, som vil gøre samtlige borgere til bistandsklienter og dermed til fuldkommenhed reproducerer billedet af Tocquevilles paternistiske stat – ja, hvis man i stedet for at beklage nødvendigheden af sociale nedskæringer sagde til befolkningen: – det er gavnligt, især for jeres åndelige sundheds skyld, at der skæres ned på den generelle bistand – det er frihedens forudsætning – så kunne regeringen kalde sig konservativ med ære.

De ovenstående citater står dog i grel modsætning til den politik Krarup og Langballe lægger navn og stemmer til via deres medlemskab af Folketinget for DF. I stedet for at forsvare et Kierkegaardsk eller Grundtvigsk Danmark, hvor det personlige ansvar er i højsædet og folkefællesskab udspringer af frivillighed, ikke statsordineret tvang, forsvarer Krarup og Langballe nu den social-demokratiske velfærdsstat, hvor personligt ansvar er tabu og den materielle lighed et erklæret politisk mål, der trumfer alle andre hensyn. Da de kulturkonservative via deres alliance med Dansk Folkeparti endelig fik magt som de have agt svigtede de således med en enkelt markant undtagelse hele deres projekt og overgav sig til den politiske korrekthed, de ellers forsvor som samfundets undergang.

Så galt står det til, at Søren Krarups egen datter Katrine Winkel-Holm i en artikel på Liberator stillede spørgsmålet "er Dansk Folkeparti et borgerligt eller et socialistisk parti?". Unægtelig hårde ord for Krarup og Langballe for hvem kampen mod marxismen hele livet har været magtpåliggende. Det siger meget om den politiske magts uimodståelige tiltrækningskraft, at to ideologiske løver som Krarup og Langballe i den grad er blevet reduceret til fromme lam.

Hr. Boe om frihed & enerne

Eftersom kammeraterne på Information nu omsider har opdaget og eksponeret, hvad nogle af os har vidst længe (men ikke har villet blamere manden med), sker der vist ingen skade ved, at jeg citerer fra sidste uges portræt af den succesrige unge instruktør Christoffer Boe:

Den 31-årige instruktør Christoffer Boe har altid skilt sig ud fra den gemene hob

Christoffer Boe har altid skilt sig ud og haft en forkærlighed for hyldesten af eneren. På Filmskolen lagde han stort ud med en trilogi – og med sin spillefilmdebut ‘Reconstruction’ markerede han sig – som en vinder. …

Det begyndte allerede, da han var barn i Nordsjælland. Mens andre løb rundt og legede, så han film af jurist-faderens yndlingsinstruktører Howard Hawks, Orson Welles, Fritz Lang og Jean-Luc Godard. Og han var kun 12 år gammel, da han begyndte at interessere sig brændende for den omstridte tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900).

“I stedet for Michael Laudrup var jeg bare interesseret i Nietzsche. Så simpelt er det, og det udartede sig til mange ting. Frem for at tænde for tv åbnede jeg en bog. Dengang læste jeg virkelig meget og havde en målsætning for, hvor mange bøger jeg skulle læse om året,” har han udtalt til Berlingske Tidende.

19 år gammel skrev han to længere artikler i det ultra-liberalistiske tidsskrift Libertas, et blad, der trods placering på den ydre højrefløj var anarkistisk nok til at gå ind for Christianias bevarelse.

Artiklernes interesse for individualistens uindskrænkede rettigheder harmonerer godt med, at Boe – da han i 2003 skulle vælge sine yndlingsfilm til visning i Cinemateket – blandt andet slog ned på King Vidors ellers ret upåagtede Ayn Rand-filmatisering Kun den stærke er fri (1949), som han roste som “et fuldstændig kompromisløst forsvar for individualismen og retten til at være sin egen.”

Negativ opbyggelighed – Kashmir

Det er en mærkelig tid, vi lever i, sluttede min medpunditokrat sit seneste indlæg. Jeg kunne ikke være mere enig, men så er det da godt, at nogle ting er konstante, bl.a. den negative opbyggelighed.

Det er titlen på Stjernfelt & Thomsens bog, der fik betydelig ros her, og forfatternes analyse af tidens leflen for det ukritisk negative holder stadig. Som påpeget af forfatterne, er det navnlig inden for kunstens verden, at man kan nyde den negative opbyggelighed i sin mest gennemskuelige form.

Et lille eksempel til opmuntring i disse mørke tider.

I dagens Berlingske er der et interview med Kasper Eistrup fra bandet Kashmir. Det er rosende, men bandet kritiseres for ikke at være politiske nok. Som journalisten bemærker:

Kan det virkelig passe, at der ikke er mere rusk og riv i Kashmir end deres lyriske blend af poesi og abstrakte tekstkrøller. At deres ultimative statement er, at deres musik skal være kunstnerisk vedkommende. Bliver de flinke og dygtige mennesker dog aldrig indigneret over noget, får de aldrig lyst til at råbe op?

Tja, set her fra punditokraternes ståsted i cyberspace er det fuldt tilstrækkeligt, at man som kunstner stræber efter at være “kunstnerisk vedkommende”. Vi er en smule usikre på, hvad det egentlig dækker over, men det lyder som en rimelig ambition for en kunstner. Det er dog helt tydeligt ikke nok for journalisten på dette borgerligt-liberale organ; der skal noget agitprop til.

Den stakkels kunstner prøver først at forsvare sig, men tager sig så sammen og viser, at han skam er med på holdet sammen med alle de andre, hvilket udløser følgende tredobbelte whammy:

Dermed ikke være sagt, at jeg ikke har lyst til at sige, at jeg ikke er tilhænger af den regering, vi har på nuværende tidspunkt.

Got it?

I denne omskiftelige tid er det rart at vide, at danske kunstnere stadig er blandt de mest konforme og forudsigelige. Det giver da en vis tryghed.

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑