Tag-arkiv: kulturforskelle

En sommerdag for 100 år siden

I dag, den 15. juni, er det 100 år siden at Nordslesvig – området man i dag kender som Sønderjylland – formelt blev genforenet med Danmark. Efter en kompliceret proces, hvor man afholdt folkeafstemninger i Nord- og Mellemslesvig, var det klart at den nordlige del havde stemt klart for at blive dansk, mens den sydlige del stemte lige så klart for at forblive tysk. Det betød blandt andet – til mange danskeres frustration og vrede – at regionens største by, Flensborg, endte syd for den nye grænse. Men kun 25 % af flensborgerne stemte dansk, så de fleste accepterede med tiden, at grænsen gik det rigtige sted. Sådan har det nu været i 100 år, delingen er i dag uproblematisk, og uofficielle tal peger på, at 10 % af byen stadig er dansktalende. Det danske mindretal lever også i bedste velgående, og har pt. knap 700 gymnasieelever indskrevet på Duborgskolen i Flensborg og AP Møller-skolen i Slesvig. Dagen i dag skal derfor ikke blot bruges på at fejre, at folk der følte sig danske vendte hjem til Danmark. Det gøres mange andre steder, mens vi her på stedet har valgt at fokusere på, hvordan Sønderjylland er forblevet anderledes end resten af landet.

Før 1864 var det dobbelthertugdømmet Slesvig-Holsten ikke en del af kongeriget Danmark, men under den danske konges kontrol. Den forfatningsmæssige situation var alvorligt kompliceret, da Holsten var del af den tyske union, mens Slesvig ikke var det. Sprogligt var det også specielt, da de fleste i det nordlige Slesvig talte dansk, mens de fleste i Holsten talte tysk. Den sproglige geografi var også kompliceret af, at der var områder hvor en stor del af befolkningen talte frisisk og endda enkelte steder, hvor man talte plattysk, og at det danske sprog var under pres i det sydlige Slesvig. Reelt var mange mennesker tosprogede, og nogen sandsynligvis tresprogede, selvom en af de store spændinger i 1800-tallet var, hvilket sprog embedsværket skulle tale. På samme måde gav den gryende nationalbevidsthed i 1800-tallet også spændinger, da hertugdømmerne blev hjem for folk, der både følte sig danske, tyske og slesvigske. Med Prøjsens erobring af hertugdømmerne (inklusive det lille Lauenborg) i 1864 blev spørgsmålet primært, om man følte sig dansk eller tysk. Og paradoksalt nok betød det, at mange begyndte at føle sig danske, da det tyske styre i stigende grad forsøgte at undertrykke det danske sprog og danske eller slesvigske traditioner.

De 56 år under tysk styre skabte på flere måder en særegen danskhed i det, der i dag er Sønderjylland og Sydslesvig. Det famøse sønderjyske kaffebord stammer fra tiden, hvor danskheden var undertrykt, men man kunne mødes privat i større sammenkomster, tale dansk og tale om at være dansk. Mens mange andre regionale traditioner og særtræk er forsvundet, lever mange i bedste velgørende i grænselandet. Brødtærte og fedtkager – både de hvide og de brune – laves stort set kun i Sønderjylland og hos det danske mindretal i Sydslesvig. Og i den diskussionslystne region kan man stadig høre folk hidse sig op over, om de bedste kålpølser kommer fra Slagter Lampe, Slagter Vollstedt eller Slagter Johansen. Når man som jeg er opvokset dernede, er det lidt af et chok at se hvor slappe standarderne for sådan noget som slagtervarer er i store dele af resten af Danmark.

Noget at forklaringen ligger nok i en kultur, som man stadig holder i hævd pga. den anderledes historie. Men en anden del må ligge i konkurrencen fra det nordtyske, som sønderjyder tager fuldstændigt for givet. Er man træt af Lagkagehusets eller Nyemans kager, ved man at Klosterbageriet på Südermarkt i Flensborg ikke er dårligt. Hvis noget enten er for dyrt eller dårligt, kører sønderjyderne med den største selvfølgelighed over grænsen for at handle. Grænsehandlen gør alle sønderjyder rigere, fordi den holder kvaliteten oppe og priserne nede. Netop hvor naturligt det er at køre til Tyskland, og hvordan Flensborg stadig er den naturlige storby i området, forstod man slet ikke i regeringen (eller også var man ligeglade), da man lukkede grænsen i marts. De mennesker, man i København så som udlændinge med slemme smittekæder, er både økonomisk og socialt naboer i Sønderjylland og har været det i 100 år. At man ved grænsen udmærket ved, at der i alt kun har været fire coronarelaterede dødsfald blandt de 200.000 indbyggere i Kreis Schleswig-Flensburg gør ikke regeringens inkompetence lettere at acceptere.

Udover handlen er historien dog et af de forhold, der er anderledes: En af de særlige måder, Sønderjylland adskiller sig fra resten af landet, er at regionen ikke var neutral under Første Verdenskrig. Som en del af Tyskland havde de mandlige indbyggere tysk værnepligt, og blev derfor sendt i krig, helt uanset deres nationale sindelag. Godt 30.000 sønderjyder og et ukendt antal dansksindede sydslesvigere deltog i Første Verdenskrig, og blev ofte sendt til de værste steder. Dødstallene var skrækkelige, og cirka hver femte sønderjyde i krigen kom aldrig hjem. To mænd i min fars familie blev dræbt i krigen, den ene så vidt vides på den lidt glemte østfront, mens min mormors onkel Alfred ligger sammen med resterne af den kejserlige marines slagkrydser Blücher ved Dogger Banke i Nordsøen. Langt de fleste i landsdelen havde familiemedlemmer, der gik til i krigen, og mere end hundrede år senere huskes de stadig. Det var ikke deres land eller deres krig, men heller ikke deres valg.

Der er gået 100 år, og Sønderjylland er omtrent så dansk som noget område kan blive. Men regionen er også andet end blot dansk, og forskellene gør dybere end fedtkager, kålpølser, og den forvirrende dialekt hvor folk siger mojn og kalder andre for tumbe eller dof. Det er et sted, hvor folk med den største naturlighed ved at det tyskklingende familienavn Vollstedt hører til en dansksindet familie, mens det danskklingende Fuglsang faktisk er tysksindet. Ingen tager sig videre af det, fordi en grillpølse fra den første familie passer så fint med en pilsner fra den anden. Det er på mange måder den mest velfungerende grænseregion i Europa, og påstanden om at vi egentlig er tyskere tager de fleste med et skuldertræk. I Sønderjylland ved man godt, at de længere sydpå siger, at Skandinavien starter i Hamborg. Hele regionen på begge sider af grænsen er anderledes og når man er vokset op dernede, ved man hvor skarpe kulturforskellene kan være – og hvornår de alligevel ikke er vigtige. Der har været forskel på danskere og tyskere siden den sommerdag for 100 år, og det har man det egentlig meget godt med.