Tag: Lars Seier Christensen

Borgerløn – en kommentar til Lars Seier

Lars Seier argumenterer i et indlæg i Berlingske i dag for, at det i en ikke for fjern fremtid kan blive nødvendigt at indføre borgerløn.

Argumentet er kort sagt følgende: Hvis robotter bliver stadig bedre til at overtage jobs udført af mennesker, vil der blive nogle til overs. Vi kan ikke omskole alle ufaglærte til at blive modedesignere osv. Derfor er de henvist til at leve af overførsler. Men robotterne vil også skabe så stor velstand, at borgerlønnen er til at betale. Og politikerne vil ”kunne glæde sig over, at robotter ikke vil brokke sig over at betale skat”.

Jeg er ikke enig med Lars Seier.

For det første er vi meget langt fra den situation, han beskriver. Den kræver en helt anden form for teknologisk udvikling, end den vi har set hidtil. Indtil videre har teknologien været komplementær til arbejdskraft, hvilket har øget værdien og aflønningen af arbejdskraft (se her for en nærmere diskussion). Faktisk ser vi i øjeblikket kombinationen af teknologi og handel skabe et historisk uset fald i fattigdommen i verden. Men Lars argument forudsætter, at robotter kan erstatte alle ufaglærte arbejdsfunktioner uden undtagelse. Bliver der undtagelser tilbage, vil arbejdskraft fortsat være komplementær – og teknologien vil drive lønningerne op som hidtil.

Og her skal man huske, at teknologien jo kan være med til at afhjælpe nogle af de svage kompetencer, nogle måtte have. Mange jobfunktioner bliver lettere af teknologiske hjælpemidler. En kassedames job er lettere i dag, hvor varerne bare skal scannes ind. Man skal også huske, at arbejdsdelingen og specialiseringen fortsat vil vokse. Det vil i endnu højere grad end i dag være muligt at leve af et meget smalt talent.

For det andet synes Lars at forudsætte, at der er et loft over mængden af ufaglærte job. Det er en variant af den såkaldte ”lump of labor”-fallacy. Men der kan højst blive tale om, at aflønningen af robotter kommer til at stige i forhold til ufaglærte i hans verden (hvor robotter ikke er komplementære). De ufaglærte vil fortsat blive aflønnet svarende til deres produktivitet. Deres andel af aflønningen vil falde, men det afspejler blot, at robotterne producerer mere. Og Lars har tilsyneladende ikke indvendinger imod en faldende andel. Han skriver jo, at borgerløn til de ufaglærte ikke bliver særlig dyrt, fordi robotterne vil få velstanden til at stige. Men det holder kun, hvis borgerlønnen ikke vokser i takt med den samlede velstand – altså at indkomstandelen falder.

For tredje vil den verden, Lars beskriver, medføre, at gevinsten ved at spare op vokser i forhold til at arbejde. Indkomsten fra robotterne vil tilfalde dem, der finansierer robotterne. Simpel økonomisk logik tilsiger, at væksten og renten vil øges markant. De ufaglærte vil altså få afkast af opsparing som en alternativ, potent indtægtskilde. Man kan så at sige finansiere sin egen ”borgerløn”, hvis man sørger for at spare op. I en vis forstand bliver det et mindre meritokratisk samfund, hvor forskelle i evner ikke kommer til at spille så stor en rolle for indkomsten.

For det fjerde kan jeg slet ikke se grunden til, at Lars foreslår en generel borgerløn. En borgerløn går til alle, også alle dem som ikke bliver marginaliseret på arbejdsmarkedet. Det vil give incitamenter til at reducere arbejdsindsatsen for også de højproduktive. Hvad er meningen med det? Hvis man endelig skal give offentlige ydelser til nogen, bør de målrettes dem, der har behov for dem. Hvorfor alle?

For det femte mener Lars, at robotter ”ikke vil brokke sig over at betale skat”. Men indkomsten tilfalder jo ikke robotterne – derimod deres ejere. Og de vil med god grund kunne beklage sig over skatterne. Det er først i en meget science fiction-agtig verden, hvor robotter bliver så bevidste, at vi erklærer dem for selvstændige væsener, at deres indkomst vil tilfalde dem selv. Altså netop den situation, hvor de vil kunne ”brokke sig”.

Lars er ikke alene om at tale om borgerløn som svar på et hastigt indtog af robotter, som løber med jobbene. Ikke mindst i kredsen omkring Alternativet er de forestillinger udbredt. Mig forekommer de meget historieløse.

Den ene halvdel af deres forestilling ligger som sagt uendelig langt fra udviklingen hidtil. Til trods for, at Moores Lov (en halvering af prisen på computerkapacitet hvert 1½ år) har været i kraft i over 50 år, har denne eksplosion i computerproduktivitet haft svært ved at sprede sig til hele økonomien. Faktisk er produktivitetsvæksten samlet faldende i de fleste vestlige lande. Computere er fortsat meget uintelligente. Komplementet menneske og maskine er stadig meget mere produktivt end maskinen alene.

Den anden halvdel af deres forestilling er allerede i høj grad sket. Menneskets job har ændret sig mere, end det nok nogensinde kommer til igen. Før den industrielle revolution bestod menneskeligt arbejde primært i at være energikilde – at præstere det slid, som i dag næsten er væk i vores del af verden. Maskinerne og de fossile brændsler har overtaget sliddet fra mennesker og dyr.  ”Arbejdet” er i den forstand, vore forfædre så det i, allerede væk. Det vi laver i stedet, minder meget mere om fritid.

Det er måske derfor, Keynes ikke fik ret i sin vision om sine børnebørns økonomi. Han forudså, at vi ville bruge den voksende velstand til at skære ned på arbejdstiden til omkring 15 timer om ugen. Det har vi ikke gjort, men vi har skåret næsten al det væk, man engang så som arbejde, og erstattet det med noget, de kaldte fritid.

Punditokraternes top 10

Her på årets sidste dag bringer vi listen over de 10 personer i den hjemmelige debat, som punditokraterne med størst glæde læste, så og lyttede til i 2012.

Sidste år uddelte Punditokraterne for første og indtil videre eneste gang en pris for “årets politiske solopræstation“. Desværre forventer vi, at der går år og dag mellem denne pris bliver uddelt.

Fra i år starter vi en ny tradition ved at udnævne de 10 væsentligste borgerlige “stemmer”. Med andre ord de 10 danske personer, som Punditokraterne med den største glæde læste, så og lyttede til i året der gik og som vi mener på fornemeste vis repræsenterer de klassiske borgerligt-liberale værdier. Det er de til enhver tid aktive skribenter her på bloggen, der udvælger navnene.

Top 10

  • Christopher Arzrouni
  • Lars Seier Christensen
  • Ole Birk Olesen
  • Anne Knudsen
  • Mie Harder
  • Mads Lundby Hansen
  • Peter Kurrild-Klitgaard
  • Martin Ågerup
  • Joachim B. Olsen
  • Jacob Mchangama
Christopher Arzrouni

Christopher Arzrouni

Nogle af navnene på vores ikke-prioriterede liste giver sig selv, som f.eks. Christopher Arzrouni, en af det borgerlige Danmarks væsentligste og mest intelligente stemmer. Siden han kom til Børsen i 2011, har han været med til at gøre den til Danmarks ubestridt bedste morgenavis, hvis kriterierne vel og mærke er solid faglighed og reel indsigt. Ligeledes er det med glæde at man kan konstatere, at han også i stigende grad optræder i andre medier. Lars Seier Christensen er naturligvis heller ikke en overraskelse. Han har i årevis indtaget en hel unik position i det borgerlige miljø og den offentlige debat. Således også i 2012, hvor måske især hans optræden på Fox Business om socialstaten og det danske skattetryk vil blive husket.

Anne Knudsen

Anne Knudsen

Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen, er til forskel fra flere andre på listen ikke den liberale debattør, som optræder mest i de elektroniske medier, men hendes andre kvaliteter gennem 2012 opvejer rigeligt den mindre umiddelbare synlighed. Ikke mindst gennem sine ledere i Weekendavisen, fortsætter AK med at demonstrere en konsistent og gennemtænkt modstand mod politikeres indgreb i den personlige frihed og underminering af det personlige ansvar. Hendes egen og avisens integritet og troværdighed giver hendes kommentarer ekstra vægt, der adskiller hende fra de fleste andre debattører. Her lefles hverken for politikere eller ’folkestemninger’, men skrives klart og velargumenteret om hvor der er ”something rotten in the state of Denmark”.

Ole Birk Olesen

Ole Birk Olesen

Der var formentlig en del, som var spændte på, hvad der ville ske når Ole Birk Olesen blev valgt ind i Folketinget. Ville det gå som set så ofte før, at han blev opslugt af det politiske system, sprang op som en ulv og faldt ned som et lam? Heldigvis er svaret nej. Hans medlemsskab af Folketinget har først og fremmest givet ham en ny platform og øget almenhedens kendskab til OBO, og heldigvis for det.  Efter vores mening den ubestridt mest kompetente debattør i dansk politik, som sammen med sin kollega, Joachim B. Olsen, som vi sidste år hædrede med “årets politiske solopræstation“, insisterer på at debatter skal tages på fakta og reel viden, og ikke på føleri, postuleret gode intentioner og selviscenesat godhed. På punditokraterne bryder vi os ikke om mennesker, som forsøger at komme i himlen for andre folks penge. Det kan man hverken beskylde OBO og JBO for at gøre.

Det er jo ingen hemmelighed, at punditokraterne anser CEPOS for at være det bedste der er sket herhjemme i årtier, set med borgerligt-liberale øjne. Andet ville også være mærkeligt, med tanke på listen over skribenter på punditokraterne, siden Peter Kurrild-Klitgaard, startede denne blog i 2005.  Det største problem ved PKK er, at han bruges alt for lidt i medierne. Det så vi igen i forbindelse med dette års præsidentvalg, hvor han sammen med Mads Fuglede, var blandt de få, som var i stand til at levere en objektiv information baseret på overblik og reel viden.

Mie Harder

Mie Harder

Det bør derfor heller ikke undre, at 4 ud af 10 på listen er ansat i CEPOS. Ud over Martin Ågerup, er det naturligvis Mads Lundby Hansen, som ifølge Børsen blev den mest citerede økonom i 2012 samt  Cepos’ chefjurist Jacob Mchangama. Han cementerede i årets løb sin position som Danmarks fremmeste ekspert i menneskerettigheder. Med et klassisk liberalt fokus på retssikkerhed og borgernes beskyttelse mod staten, er Jacob en af de få liberale debattører, der også kan appellere til den oplyste venstrefløj – også selvom nogle af dem slår korsets tegn for sig før de erklærer sig enige med en ’Cepos-mand’. Den juridiske indsigt kommer med en udtalt evne for formidling, der slår stort set alle andre på feltet. Endelig har vi Mie Harder med på listen. Hun starter i januar som ansvarlig for CEPOS Universitet, efter Henrik Gade har forladt CEPOS til fordel for præstegerningen.

Hermed vil vi gerne ønske alle læsere af punditokraterne et rigtigt godt nytår.

Hilsen og på gensyn i 2013

Christian Bjørnskov, Nikolaj Stenberg og Niels Westy Munch-Holbek

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑