Tag-arkiv: Latinamerika

Kup og nye forfatninger

For få år siden, da Martin Rode (Uni Navarra) og jeg samlede dataene sammen til vores database om regimetyper og regimetransitioner (gratis tilgængelig her), spottede vi flere interessante sammenhænge. En af de mest interessante er, at når vi i perioden observerer et succesfuldt statskup, er der en 45 procent sandsynlighed for, at landet implementerer en ny forfatning i løbet af de næste tre år. Vi undrede os over, at vi ikke kunne finde tidligere forskning der så på fænomenet, eller stillede spørgsmål ved hvordan de forfatninger ser ud.

Martin og jeg har sammen med vores tidligere PhD-studerende Andrea Sáenz de Viteri (VSE Prag) lavet en særudgave af databasen, hvor vi kun har lande fra Latinamerika og Caribbien, men med data tilbage til 1920 og ekstra information. Dét datasæt har Stefan Voigt (Uni Hamburg) benyttet os af i et ny paper med den simple titel “Coups and Constitutional Change”. Jeg skal præsentere papiret for første gang i aften ved ugens Hamburg Lecture, og giver blot en lille forsmag her på stedet.

Allerførst illustrerer denførste figur nedenfor timingen i forfatningsimplementering i Latinamerika og Caribbien, set henover et århundrede. To særlige forhold er synlige her: 1) at forfatningsændringer typisk kommer før demokratisering (den grå kurve); og 2) at forfatningsændringer typisk kommer efter succesfulde kup (den sorte kurve). Kuppene sker mellem år -1 og år 0, og er ikke blot konsekvenser af politisk uro. Hvis de var, ville den sorte kurve følge den prikkede, sorte, der illustrerer sandsynligheden for at få en ny forfatning omkring fejlede kup. Den sandsynlighed er klart den samme for begge grupper før kuppet, men stiger markant hvis kuppet lykkes. Vi kan således meget tydeligt vise, at mange forfatninger er direkte resultater af det nye regime, som kommer til magten ved et kup.

En anden interessant detalje her er, i hvilket omfang statskup ‘beskytter’ demokratiet. Vi illustrerer her hvad der sker med sandsynligheden for, at et land er fuldt demokratisk omkring fejlede og succesfulde kup. Hvis landet i forvejen var demokratisk (de sorte linjer), forsvinder demokratiet naturligvis i det øjeblik, kuppet lykkes. Det sker kun sjældent efter fejlede kup (den stiplede sorte kurve), ligesom det er relativt sjældent, at fejlede kup (de grå kurver) fører til demokratisering. Men detaljen, som dskuteres heftigt i kupforskningen, er at efter tre år har 30 procent af kupregeringerne genindført eller indført demokrati! Der er således tydeligvis kup, der de facto beskytter eller demokratiserer.

Er kup derfor af det onde og noget, det internationale samfund bør stræbe efter at undgå? Svaret fra vores forskning er, at der ikke er et enkelt svar på spørgsmålet. Derudover ligger der detaljer og komplikationer begravet i, hvordan de nye forfatninger ser ud. Den diskussion er dog for en anden dag og en anden blogpost.

Demokrati og frie valg i 100 år: Latinamerika og Caribien

Flittige læsere ved, at min ven og kollega Martin Rode og jeg har skabt og vedligeholder en database over regimetyper og regimetransitioner. Databasen er grundlag for noget af vores egen forskning, og er heldigvis også begyndt at blive brugt en del af vores kolleger. Alle data går tilbage til 1950 og dækker således transitionen til demokrati i store dele af verden, ligesom den dækker størstedelen af Afrikas transition fra kolonier til selvstændige lande.

Det er dog ikke tilfældet for Latinamerika, hvor dele af regionen ikke blot var lige så rige som europæiske lande for 100 år siden, men også havde masser af politisk udvikling og dynamik mellem de to verdenskrige. Martin og jeg har derfor forleden besluttet at lave en særudgave af databasen, der kun dækker Latinamerika og Caribien, men strækker sig tilbage til 1920. Vi får med andre ord et helt århundredes udvikling af de politiske institutioner i hele regionen. Vi er for tiden ved at løse problemer med at finde information på de mange kup og kupforsøg der skete i regionen mellem 1920 og 1950. Det indebærer bl.a. at Martin – der i modsætning til mig taler spansk – går igennem arkiver fra for eksempel den catalanske avis La Vanguardia, der har eksisteret siden 1881 og traditionelt har dækket Latinamerika omhyggeligt.

Mens vi arbejder videre, kan den foreløbige version af databasen bruges til at give et indtryk af regionens politiske udvikling i det sidste århundrede. Det gælder ikke mindst den væsentlige forskel på de to basale slags lande i regionen: De spansk-portugisisk-talende lande med spansk og portugisisk fortid, og de engelsk- og hollandsk-talende lande med en tilsvarende historie i det britiske og hollandske imperium.

En af de store forskelle er den demokratiske udvikling. I de to figurer nedenfor illustrerer vi andelen af lande, der har frie valg men med begrænsninger på stemmeretten (de grå områder), og andelen der har fuldt demokratiske valg (de sorte områder). I den første figur kan man se, at over halvdelen af de britisk-hollandske områder allerede havde frie valg i 1920, og at deres begrænsninger på stemme- og valgret hurtigt blev afskaffet fra 1942 og frem. Det lille land Saint Lucia er et glimrende eksempel på den britiske udvikling, da det som koloni fik valg til et Legislative Council i 1925. Kun seks år senere fik kvinder valg- og stemmeret, omend de skulle opfylde den samme indkomstgrænse som mænd for at kunne stemme. Den begrænsning afskaffedes 20 år senere, og valget i oktober 1951 var således ikke kun frit og fair, men omfattede også hele den voksne befolkning.

Denne udvikling kan sammenlignes med den anden figur, der viser andelen af lande med frie valg og fuldt demokrati i den spansk- og portugisisk-talende del af regionen. Situationen var ganske god i løbet af 1920erne, hvor Argentina, Chile og Uruguay havde fuldt demokrati, Cuba havde frie og fair valg hvor kun mænd kunne stemme, mens Costa Rica indtil 1948 havde demokrati for hele befolkningen undtagen folk af afrikansk afstamning. Dele af regionen var således mindst lige så demokratiske som for eksempel Spanien og Belgien, hvor kvinder først fik fuld stemmeret ved valg i henholdsvis 1933 og 1948.

Helt generelt er det dog tilfældet, at de britiske og hollandske områder har været langt mere demokratiske end de spanske og portugisiske. Selv i dag er det kun godt 70 % af de spansk/portugisiske, der er demokratier, mens der ikke er et eneste land i regionen med britisk eller hollandske fortid, der mangler demokratiske institutioner. Denne forskel afspejler sig også i andre institutioner, som reflekteret i dagens tredje figur. Vi viser her, hvordan to institutionelle karakteristika har ændret sig i Latinamerika og Caribien, nær lande henholdsvis indførte og afskaffede demokrati. For både den overordnede kvalitet af retsvæsenet (’judicial accountability’ fra V-Dem-projektet) og i hvor høj grad, landets højesteret er politisk uafhængig (fra samme kilde), gælder det at institutionerne styrkes af en demokratisering og svækkes af en autokratisering.

En række andre moderne forskelle er meget klare i data fra CIAs World Factbook: De tidligere britiske og hollandske kolonier er i gennemsnit 92 % rigere, har 24 % så mange mobilabonnenter, og mere end dobbelt så mange internetforbindelser per indbygger. Og mens de tidligere britiske og hollandske lande har haft frie og fair valg i 91 % af årene det sidste århundrede, gælder det for blot 52 % af årene for de spansk- og portugisisk-talende lande i regionen. Spørgsmålet er derfor, i hvilken grad de britiske og hollandske politiske institutioner fra kolonitiden forklarer hvorfor de har klaret sig så dramatisk bedre end de andre lande i regionen. Det spørgsmål må vente til en anden dag.

Det rige Latinamerika (dengang)

For hundrede år siden så verden meget anderledes ud. Udover at biler ikke var almindelige, togene var drevet af dampmaskiner, og danske kvinder kun lige havde fået stemmeret, var der andre store forskelle. Det gjaldt ikke mindst når man talte om, hvilke lande der var verdens ’rige’ og demokratiske steder. Udover de fire britiske ’offsprings’ – Australien, Canada, New Zealand og USA – bestod den rige verden af dele af Nordeuropa og visse dele af Latinamerika. Som de to figurer umiddelbart nedenfor viser, var Argentina omkring 70 % rigere end Spanien og kun cirka 10 % fattigere end Danmark sidst i 1920erne, mens Chile og Uruguay var rundt regnet 30 % rigere end Spanien og 30 % fattigere end Danmark.

Det store spørgsmål, som Latinamerikas økonomiske historie stiller, er således Hvad gik galt? De tre lande var ikke blot lige så rige som store dele af Europa i 1920erne, men også relativt demokratiske. Det skulle bare ikke vare ved, ligesom Tyskland og flere andre lande mistede deres demokratiske institutioner omkring samme tid.

Argentina var demokratisk på lige fod med dele af Europa indtil september 1930, da generalerne José Félix Uriburu og Pedro Pablo Ramirez tog magten ved et kup. Nabolandet Chile var også relativt stabilt indtil to kup – det ene i september 1924 under ledelse af Oberst Marmaduke Grove og Major Carlos Ibáñez, og det andet i januar 1925 under General Pedro Dartnell – blev startskuddene til en ustabil periode. Selvom landet forblev rimeligt demokratisk, var forskellige chilenske regeringer udsat for mindst otte kupforsøg mellem 1931 og 1940. Det samme gjaldt Uruguay indtil marts 1933, da landets præsident President Gabriel Terra Leivas begik et autogolpe – et selvkup – godt hjulpet af politichefen Alfredo Baldomir, og Partido Nacionals leder Luis Alberto de Herrera. Kuppet førte til ti års diktatur i Uruguay, der først sluttede med valget af Juan José de Amézaga i 1943.

Hele regionen blev kendetegnet ved både jævnlige militærkup, og i visse tilfælde civilt ledte kup, og absurd økonomisk politik. Efter anden verdenskrig udviklede en række økonomer, deriblandt argentineren Raúl Prebisch og brasilianeren Celso Furtado, den moderne version af såkaldt ’import-substituerende industrialisering’ og latinamerikansk strukturalisme. De fleste latinamerikanske lande opbyggede fra midten af 1930erne høje toldmure og andre restriktioner med det formål, at opbygge deres egen industri i stedet for at importere varer fra USA og Europa. Strategien var katastrofalt misforstået og gjorde regionen både fattigere og mere korrupt. Den skabte også et væsentligt problem, da importrestriktionerne skabte en række industrier, der ikke kunne overleve uden statslig beskyttelse og således blev magtfulde særinteresser.

Som figurerne nedenfor indikerer, var det først efter strukturelle reformer i Chile og Uruguay i løbet af 1970erne, og i Argentina efter militærstyrets kollaps i 1980erne, at disse tidligere så rige lande stoppede deres deroute i forhold til Europa. Denne historie er værd at fortælle igen og igen, ikke mindst fordi EU’s politik er på vej i retning af Latinamerikas fejltagelser. Som jeg skrev i Børsen i torsdags (gated her), er unionen efter bl.a. fransk pres på vej mod langt mere aktivistisk industripolitik og en protektionistisk handelspolitik. Ingen økonom, der kender Latinamerikas historie eller forstår de enorme omkostninger, protektionisme har, kan undgå at advare imod et skred i retning af den slags nonsens.

Populisme og ulighed

Siden de allerførste populister, der gav fænomenet sit navn – den politiske faktion i den romerske republik, der kaldte sig ’Populares’ – har de været optaget af ulighed. Populister deler næsten altid befolkningen op i en politisk elite og ’folket’, og begrunder deres politik i en fortælling om, hvordan den korrupte og indspiste elite udnytter og snyder det ægte folk. En væsentlig del af deres politik bliver ofte, hvordan man omfordeler fra eliten til folket, eller i hvert fald den del af det, der stemmer for populisterne. Man ville derfor tro, at populister der kommer til magten, vil reducere uligheden i samfundet – hvis de da gør hvad de påstår de vil.

Populisternes egen fortælling om ulighed gentages ofte i populismeforskningen, men med den twist at forskere som Cas Mudde og Barry Eichengreen påstår, at stigende ulighed fører til, at folk stemmer på populister og populistiske partier. Meget af forskningen og den politik, mange foreslår imod populisme, er således begrundet i, at der er en sammenhæng mellem ulighed og populisme. Det pudsige i situationen er, at der ikke har været nogen egentlige empiriske studier, der har kunnet be- eller afkræfte, at sammenhængen findes. Det har vi derfor startet et lille forskningsprojekt om.

Projektet er sammen med to gamle kendinge hos punditokraterne – Martin Rode og Andrea Sáenz de Viteri fra Universidad de Navarra – og min nuværende PhD-studerende, Martin Štrobl. Vi fokuserer på, hvad der sker med uligheden når populister kommer til magten, hvilket allerførst kræver, at man kan måle politikeres grad af populisme. Det lader sig gøre uden særlige problemer, da Andrea og jeg i et tidligere papir har udviklet et mål for populisme for 42 lande i Latinamerika og Caribien. Vores undersøgelse kommer derfor til at dække de 27 lande i regionen, hvor der også er data på ulighed i indkomster og forbrug mellem 1970 og 2015.

Den brede baggrund for vores dansk-mexicansk-tjekkisk-tyske projekt er illustreret i den første figur nedenfor, der viser den gennemsnitlige udvikling i de 27 lande i regeringslederens populismescore og uligheden (målt i Gini-koefficienter) i indkomst og faktisk forbrug. Figuren illustrerer både den såkaldte tredje bølge af populisme i Latinamerika fra sidst i 1990erne, men også det velkendte fald i regionens ulighed de sidste cirka 25 år. Der er med andre ord masser af variation i vores data, så det burde være let at identificere en effekt af populisme, hvis den er der.

Men det tvivler vi på, at den er. Grunden er den anden måde, man kan få en hurtig fornemmelse for sine data, som vi illustrerer i den anden figur. Her har vi plottet alle vores observationer af populisme og forbrugsulighed overfor hinanden (de grå markører), og de 27 landegennemsnit af begge dele (de sorte markører). Simple plot naturligvis aldrig skal tages som direkte evidens, men kun indikationer om, hvordan mønstrene ser ud. Figuren viser dog ret klart, at der ikke er nogen umiddelbar sammenhæng mellem populisme og ulighed. Om man ser på hele samplen, landegennemsnittene, eller skifter til at fokusere på indkomstulighed i stedet for ulighed i forbrug, er korrelationen mellem de to aldrig væsentligt anderledes end nul.

Figuren illustrerer dog noget andet, og i særlig grad de stærke traditioner for populisme i særligt Venezuela, men også lande som Argentina, Bolivia, Ecuador og Peru. Omvendt er det interessant at se, hvordan fire tidligere britiske kolonier – Bahamas, Barbados, Saint Lucia og Trinidad og Tobago – er havnet i et hjørne af figuren med meget lav ulighed og stort set ingen populisme i regeringen siden 1970. Tror man på Engerman og Sokoloffs meget indflydelsesrige teori om, at historiske, økonomiske strukturer som sukkerproduktion koncentrerede ejerskabet af jord i store plantager og dermed førte til markant ulighed, burde de fire tidligere sukkerkolonier slet ikke ligge der.

Det vigtigste ved hele projektet er dog, at udfordre en idé, som i dag bliver taget næsten for givet i populismeforskningen. Ser man på det simple billede, er der i praksis ingen sammenhæng mellem hvor populistisk en regering er, og hvad der før eller efter sker med uligheden. Vores absolut foreløbige resultater bekræfter endda det simple billede af, at populister på ingen måde påvirker samfundets grad af ulighed. Om de fejler, men har intentioner om det, eller blot gavner dem selv og deres egne når de kommer til magten – ligesom andre almindelige politikere – kan vi i sagens natur ikke sige noget om endnu. Vores nye projekt stiller dog stadig det ganske ubehagelige spørgsmål: Hviler en stor del af de seneste års populismeforskning og dens anbefalinger på en præmis, der ikke er sand? Det foreløbige svar ser ud til at være et ja.

Mens man venter på reformer, er Brasiliens økonomi gået i stå.

Langt om længe er forslaget til en gennemgribende og nødvendig pensionsreform nået frem til kongressens to kamre. Desværre i en udvandet version. Oprindelig var der lagt op til besparelser på omkring 1.600 mia. BRL (ca. 400 mia. USD i dagens kurser), og reform af pensionssystemerne gældende for både privat-, statslig, delstatslig og kommunalt ansatte, hvoraf besparelsen ved en reform alene i delstater og kommuner indebar en besparelse på ca. 400 mia. BRL over de kommende 10 år.

Delstaterne og kommuner er dog pillet ud af det forslag som kongressen nu diskuterer. Angiveligt fordi medlemmerne af de to kamre ikke mener der har været tilstrækkelig opbakning til en reform fra delstaternes guvernører. Det har ikke nogen umiddelbar konsekvens for de statslige finanser, men givet den finansielle tilstand i mange delstater er omend endnu værre end på føderalt niveau, ender det nok med at blive et føderalt problem alligevel på et eller andet tidspunkt.

Lovgivning omkring pension er en del af forfatningen og i regeringens oprindelige forslag ville man løfte dele af lovgivningen ud, så fremtidige ændringer nemmere kunne gennemføres. Dette er også fjernet fra de forslag som kongressens to kamre skal debattere.

Det har ingen (beregningsmæssige) økonomiske konksekvenser, men vil besværliggøre senere (nødvendige) reformer. Ændringer i forfatningen kræver et kvalificeret flertal på 60 procent af stemmerne i de to kamre. Formentlig indebærer det også at regeringens oprindelige ønske om at lave et pensionssystem med en højere grad af selvfinansiering i modsætning til det nuværende pay-as-you-go system, ikke kan gennemføres.

Økonomien står bomstille

For første gang siden 2016 mindskedes Brasiliens økonomi i 1. kvartal, målt i forhold til kvartalet før og flere økonomer forventer nu at økonomien vil vokse med under 1 procent i indeværende år. Så sent som i januar var forventningen at økonomien ville vokse med ca. 2,2 procent i indeværende år.

Ifølge tal for 1. kvartal 2019, faldt BNP (BIP på portugisisk) med 0,2 procent i forhold til 4. kvartal 2018, se figur nedenform, mens væksten set i forhold til 1. semester året før var på 0,5 procent og den akkumulerede vækst de seneste 4 kvartaler endte på 0,9 procent.

Målt på BNP per indbygger ser det endnu værre ud. Mens BNP per indbygger har ligget fladt de seneste år, er den fortsat ca. 8 procent lavere end for 5 år siden.

En del af årsagerne til nedjusteringen af den forventede vækst i indeværende år skyldes udefrakommende faktorer, ikke mindst krisen i Argentina, men den afgørende faktor er dog den fortsatte usikkerhed omkring den helt afgørende pensionsreform, som fortsat lader vente på sig.

Pensionsreformen er lakmus testen, men det er ikke nok

En reform af Brasiliens pensionsreform har været del af den offentlige debat lige siden man vedtog en ny forfatning i 1988, som indbefattede et pensionssystem, man allerede på daværende tidspunkt var økonomisk uholdbart og der har efterfølgende været adskillige på at reformere systemet under alle præsidenter, hvor ingen desværre er lykkedes med at komme igennem med andet end mindre tilpasninger.

Resultatet er at Brasilien har verdens dyreste offentlige pensionssystem, målt i forhold til andelen af befolkningen over 64 år, når man ser på omkostninger i forhold til BNP.

Selv om andelen over 64 år er under halvdelen af Spaniens, så udgør pensionsudbetalingerne ca. det samme, nemlig næsten 12 procent af BNP, hvilket fremgår af nedenstående graf.

Det er fuldkommen uholdbart på sigt, idet også Brasilien oplever en hastig aldring af befolkningen de kommende årtier. Frem mod 2060 forventes antallet af pensionister at stige med 260 procent (med mindre der gennemføres reformer), mens den erhvervsaktive del af befolkningen forventes at falde med mellem 6 og 7 procent.

Ligesom i det meste af det øvrige Latinamerika er fødselsraten faldet drastisk gennem det seneste halve århundrede. Fødselsraten er i Brasilien faldet fra 6 børn per kvinde i 1960 til i dag 1,7 barn per kvinde. Til sammenligning er antallet af børn per kvinde i Danmark 1,8.

Udviklingen indebærer, at uden reformer vil pensionsystemet koste svarende til ca. 25 procent af BNP i midten af det 21. århundrede.

Allerede i dag er der et underskud på pensions systemet svarende til ca. 5 procent af BNP, mens pensioner alene udgør 45 procent af det føderale budget. Når dertil lægges off. lønninger (som i lighed med pensioner er meget høje, op til 50 pct. højere end tilsvarende i den private sektor) og rentebetalinger på offentlig gæld (ca. 7 procent af BNP), levner det meget lidt plads til øvrige forpligtigelser og stort set ingen plads til f. eks. (meget) tiltrængte investeringer i infrastruktur mv.

Kilde: IBGE (2019)

Det nuværende pensionssystem

Brasiliens pensionssystem er nok svær at forstå for mange mennesker på vores breddegrader. Det er meget komplekst, økonomisk uholdbart og set med fordelingsmæssige briller vel også hvad de fleste vil opfatte som dybt uretfærdigt.

Selv om der formelt er tale om at den enkelte lønmodtager (i den formelle sektor – ved siden af eksisterer en meget stor uformel sektor, ligesom i andre latinske lande) betaler en hvis procentdel (ca. 11 procent) af sin løn ind til et pensionsystem, er der ingen sammenhæng mellem indbetalinger og efterfølgende pensionsudbetalinger. Det er i den grad tale om et “pay-as-you-go” system, hvor især pensionerne til offentligt ansatte, især statsansatte, er absurd høje. Under det nuværende system svarer pensionen til den sidste løn – og reguleres herefter i takt med den efterfølgende lønudvikling.

Offentligt ansatte er voldsomt overrepræsenterede blandt de 15 procent højeste indkomster (både beskæftigede og pensionister) og helt fraværende blandt de laveste indkomster.

Som lovgivningen er i dag, kan man gå på pension enten baseret på hvor mange år man har arbejdet eller minimumsalder. Pensionsalderen er 65 år for mænd og 60 år for kvinder i den private sektor og 60 år for mænd og 55 år for kvinder i den offentlige sektor.

Men man kan også gå på pension baseret på antal år man har “bidraget” via sin løn. Her gælder, at man skal bidrage 35 år for mænd og 30 år for kvinder. For bestemte grupper i det offentlige er der tale om færre år. Det gælder bl. a. militæret, politi, brandmænd og undervisere, hvor kvindelige lærere kan nøjes med 25 år, hvilket indebærer at de kan gå på pension, når de er i 40erne – og det med fuld løn!

Eet meget forskellige vilkår og lønniveau indebærer, at mens ca. 3 procent af samtlige pensionister kommer fra den offentlige sektor, generer de ca. 35 procent af det samlede underskud i pensionssystemet, der som nævnt udgør ca. 5 procent af BNP, med pil opad.

I gennemsnit modtager offentligt ansatte mere end 6 gange så meget i pension som privat ansatte, mens ca. 41 procent af pensionsudbetalingerne går til de 20 procent højeste indkomster. Omvendt står de 20 procent fattigste kun for ca. 3 procent af pensionsudbetalingerne.

Pensionsreform

Kort fortalt går regeringens forslag bl.a. ud på at der indføres en generel minimumsalder på 65 år for mænd og 62 år for kvinder ( med få undtagelser), mens man ikke længere kan gå på pension baseret på hvor længe man har bidraget. dog har antal år man har bidraget betydning for hvor høj en pension man kan modtage. At man fastholder differentieret pensionsalder på baggrund af køn er forøvrigt ikke økonomiminister Paulo Guedes ide. Han ønskede ens alder (65 år)

Det forslag der nu behandles i kongressens to kamre indebærer herefter en række modifikationer, hvoraf nogle har stor økonomisk betydning, mens andre ikke umiddelbart ændrer på den forventede besparelse de kommende 10 år.

Pensionssystemet vil således fortsat være bestemt ved forfatningen, ligesom bl.a regeringens planer om at gå fra et “pay as you go” mod et system, hvor pensionen i højere grad afhænger af den enkeltes opsparing. Der vil fortsat være forskel mellem offentlig og privat ansatte, og vilkårene for visse grupper, som bl. a. det føderale politi og militæret vil fortsat være meget favorable.

Ifølge regeringens oprindelige beregninger vil reformen indebære en statslig besparelse på ca. 1200 mia. BRL (svarende til ca. 310 mia. USD i dagens kurser) over de kommende 10 år – ca. 1600 BRL, hvis man regnede delstater og kommuner med.

Den besparelse var allerede langt fra en endelig løsning. Alene i 2018 var underskuddet i pensionssystemet små 200 mia. BRL.

Kilde: Økonomiministeriet, Brasilien (2019)

Ovenstående estimater fra økonomiministeriet er baseret på det oprindelige forslag, og derfor allerede forældede. Ikke kun fordi det nuværende forslag indebærer en væsentlig lavere besparelse over de kommende år, men også fordi de indbyggede forventninger til den økonomiske vækst i både indeværende og kommende år siden hen er revideret betydeligt ned.

Den forventede vækst for i år, da man lavede beregningerne var over 2 procent, mens den forventede vækst i BNP nu er nede på 1 procent – med risiko for at den bliver endnu lavere.

Vi kan således allerede nu konstatere, at både vækst og besparelse bliver betydeligt lavere end oprindeligt forventet.

Mens det oprindelige forslag indebar en forventet besparelse på ca. 1.200 mia. BRL på de føderale budgetter over de kommende 10 år, forventes der med de reviderede forslag kun at være tale om en besparelse på ca. 870 mia. BRL, svarende til et fald på ca. 30 procent.

Som tidligere nævnt er delstater og kommuner samtidig pillet ud (for nuværende), hvorved den samlede besparelse over de kommende 10 år er 45 procent mindre end ved regeringens oprindelige forslag.

Det skal holdes op mod, at de forventede underskud (uden reform) over de kommende 10 år er på ca. 2.000 mia. BRL.

Væsentligste årsager til den lavere besparelse er at foreslåede ændringer for førtidspensionister samt såkaldte “aposentadoria rural” (særlig kategori for personer i bestemte primære erhverv) bliver mindre end oprindeligt foreslået. I modsætning til regeringens oprindelige forslag fastholdes en lavere aldersgrænse. Desuden havde regeringen foreslået at afskaffe den såkaldte “Abono salarial”. Det reviderede forslag bibeholder dette system.

“Abono Salarial” er en ydelse man kan modtage hvis man tjener under to minimumslønninger i gennemsnit om mdr. og kan dokumentere at man har været i arbejde i minimum 5 år (hvilket udelukker de lavest lønnede, da de typisk er ansat i den uformelle sektor og derfor ikke har den fornødne dokumentation).

Selv om det oprindelige forslag indeholdt, at bl.a. undervisere – både privat og off. ansat havde en lavere pensionsalder end den generelle på 65 år for mænd og 62 år for kvinder – indeholder det nye forslag en endnu lavere pensionsalder for kvinder på 57 år i modsætning til de foreslåede 60 år, mens mænd også i det nye forslag tidligst kan gå på pension som 60-årige.

Hvordan den endelige reform kommer til at se ud, er ikke godt at vide. Det kan sagtens ende med yderligere udhuling. “Markedets forventning” (baseret på diverse spørgeundersøgelser i foråret blandt analytikere o.a.) tyder på at markedet forventer en reform som medfører besparelser for ca. 6-700 mia. BRL. Hvilket er alt for lidt og kun køber (lidt) tid.

Pensionsreform er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig, forudsætning

Hvis det nuværende forslag vedtages er det trods alt bedre end markedet forventer og bedre end det forslag den tidligere regering ikke kunne få igennem. Det ligger også over hvad økonomiminister Paulo Guedes har angivet som “smertegrænsen” (han har sagt, at han træder tilbage, hvis den forventede besparelse for de kommende 10 år kommer under 800 mia. BRL). Men en pensionsreform er i sig selv langt fra tilstrækkeligt. Heller ikke planlagte privatiseringer – som i indeværende år gerne skulle bidrage med ca. 20 mia. BRL er tilstrækkelig, hvis man for alvor skal øge væksten de kommende år.

Nedenstående er et estimat for fremtidige vækst ved gennemførelse af en ambitiøs reformplan (der er ikke taget højde for en pensionsreform), se også noter til figur.

Problemet er grundlæggende, at nok kan regeringen gøre en del uden at gå til kongressen – det gjorde man også i den tidligere regering – men alle væsentlige ændringer kræver kongressens samtykke, og ofte også ændringer i forfatningen, hvilket indebærer at der skal være 3/5 flertal i kongressens to kamre.

Og udfordringerne er enorme. F. eks. har Brasilien formentlig verdens mest komplicerede skattesystem, ligesom der er forskelle fra delstat til delstat. Skatterne er generelt meget høje, mens der eksisterer et hav af undtagelser for udvalgte sektorer.

Det er mere end 60 år siden, at det økonomiske team bestående af Gustavo Bulhões og (Brasiliens fremmeste økonom gennem tiderne), Roberto Campos, mislykkedes med at gennemføre reformer, som kunne sikre en mere effektiv og markedsbaseret kreditgivning, baseret på private aktører. Mindre end 10 procent af Langfristede kredit/låntagning (løbetid over et år) kommer fra private aktører. Bl. a. et resultat af den førte pengepolitik og et meget højt renteniveau koblet med udbredt brug af subsidieret kreditgivning til udvalgte sektorer (og virksomheder). Skulle det endelig lykkes at etablere et mere moderne og markedsbaseret finansielt system (Guedes ønsker bl. a. at privatisere de store statsejede aktører i den finansielle sektor), vil det have stor positiv betydning for den interne ressourceallokering. MEn men men. Det er prøvet før og det er aldrig lykkedes, men måske denne gang?

Magten ligger i kongressen

Mens Paulo Guedes og hans team nok har de rigtige ideer, står det mere sløjt til med regeringens evne til at skabe flertal for sine reformer i kongressens to kamre.

Brasiliens præsident har en relativt begrænset magt. Alle væsentlige ændringer kræver kongressens ( og højesterets) opbakning. Ligesom i bl. a. USA har præsidenten godt nok muligheden for i et vist omfang at udstede dekreter. De kan dog – og bliver ofte – efterfølgende afvist af enten kongressen eller højesteret.

Indtil videre har præsident Bolsonaro vist sig som både uvillig til (og groft sagt inkompetent) at sikre sig en solid opbakning i kongressens to kamre, som ellers efter det seneste valg er relativt højreorienteret efter brasilianske forhold.

Med 17 partier i senatet og 26 partier i deputeretkammeret er det bestemt heller ikke nogen let opgave. Præsidentens eget (og seneste) parti, PSL, som han blev medlem af så sent som i 2017, sidder kun på 4 ud af Senatets 81 pladser og 55 ud af Deputeretkammerets 513 pladser.

Bolsonaro’s tilgang har bestemt heller ikke hjulpet. Således har han i flere tilfælde i stedet for at forhandle med kongressen, satset på at mobilisere opbakning i befolkningen. En taktik vi har set tidligere i Brasiliens historie – og som plejer at ende galt for den siddende præsident.

Den reelle magt ligger i en gruppe af centrum-højre partier (Núcleo duro), under ledelse af Deputeretkammerets magtfulde præsident, Rodrigo Maia, fra partiet DEM, som har rødder tilbage til Arena, som blev dannet i militærstyrets (naive) forsøg på at skabe et to-parti system, hvor Arena var på regimets side og MDP repræsenterede opposition.

Disse partier sidder på 149 af kammerets 513 pladser, og regner man mulige allierede partier med, 279 pladser. Heri er IKKE medregnet Bolsonaros parti PSL. (ja det er kompliceret).

Uden støtte fra Maia og rækken af centrum-højre partier, er Bolsonaros regeringstid dømt til fiasko (på det væsentligste område, nemlig økonomien). Og det er der en meget reel risiko for bliver resultatet.

Dermed er risikoen for at Brasilien fortsætter sin ringe økonomiske udvikling overhængende. Som det fremgår af nedenstående figur, har Brasilien siden begyndelsen af 1980erne været karakteriseret ved lav økonomisk vækst. Fra en gennemsnitlig vækst på 3, 6 procent per indbygger i perioden 1964-1985, har den siden 1989, kun været 1,2 procent om året.

Før nogen nu får den ide, at man ville være bedre stillet, hvis man afskaffede demokratiet og genindførte militærdiktatur – og det er der (desværre) en mindre del af den brasilianske befolkning som mener (inkl. præsident Bolsonaro) – så skal man være opmærksom på (mindst) to forhold:

1. Det er i høj grad både den økonomiske model (importsubstitution, statslig ejede virksomheder og manglende frie markeder) og det håbløse politiske system, hvor hver delstat er en valgkreds, , som er årsagen til den efterfølgende ringe udvikling.

2. Den økonomiske vækst som man oplevede op gennem 1970erne var i stigende grad baseret på ekstern finansiering (låntagning), og brød sammen i begyndelsen af 1980erne, samtidig med at inflationen steg markant.

Det skal også medtages at med demokratiets genindførelse fulgte også absolut nødvendige reformer, økonomi blev mere åben (oemnd den fortsat er relativt lukket), der gennemførtes privatisering i et vist omfang og ikke mindst medførte “plano Real” i 1994, at det lykkedes at komme den meget høje inflation til livs.

Desværre var man bedre til at øge skatteprovenuet end til at få styr på de offentlige udgifter, som ikke mindst steg kraftigt under råvarer-boomet i nullerne, hvor Brasilien meget fejlagtigt blev fremhævet for dets økonomiske udvikling.

Det er kun Venezuela som har haft en ringere økonomisk udvikling siden årtusindeskiftet i Sydamerika, og sammenligner man med resten af regionen var der intet spektakulært ved de sociale fremskridt som blev berømmet dengang i medier over hele verden. Andre lande i regionen klarede sig væsentligt bedre på bl. a. reduktion af fattigdom osv. Og et endda mens man rent faktisk investerede i at sikre den fremtidige produktionskapacitet – hvilket man fuldkommen negligerede under den populære præsident Lula, hvorfor den meget ringe økonomiske vækst i indeværende årti – og den største økonomiske krise i 100 år fra 2014 til 2017, i høj grad skyldes den førte politik i årtiet før.

Måske er den bedste illustrition af Brasiliens realative deroute gennem de seneste 30 år, at sammenligne med Chile, Peru og Colombia (de tre mest markedsorienterede Sydamerikanske økonomier)

Som det fremgår var Brasilien, målt på BNP per indbygger den rigeste af de 4 for 30 år siden. I dag er Chile markant rigere, mens både Colombia og Peru haler ind på Brasilien. Fortsætter den nuværende udvikling i blot få år endnu, vil Brasilien være det fattigste af de 4 lande.

Desværre et meget sandsynlig scenarie.


Latinamerika – Who’s hot and who’s not, del I

Som den trofaste læser af denne blog vil vide, har Latinamerika altid haft en særlig plads her på stedet. Ikke mindst Christian Bjørnskov og undertegnede har skrevet mange indlæg gennem årene. Ofte indlæg, som har været i markant opposition til dækningen i dansk (og international) presse generelt, som især tidligere (det er blevet markant bedre de senere år) stort set kolporterede venstrefløjens revolutionsromantiske fremstilling af Latinamerika. I visse medier, bl.a. Niels Lindvig i P1’s Orientering Udefra, gik man endog meget langt i forsvaret af det uforsvarlige, som f. eks. den hastigt voksende censur tidligt i Hugo Chavez regeringstid.

Eller hvad med den ofte næsegrus beundrende og fuldkommen ukritiske dækning under nullernes råvareboom af ikke mindst af Brasilien og præsident Lula? Ham vender jeg tilbage til i del II af “Who’s hot and who’s not” i Latinamerika, hvor jeg ser lidt nærmere på udviklingen i bl. a. Brasilien og Argentina.

Only in a crises…..

I forordet til 1983-udgaven af Capitalism and Freedom skrev Milton Friedman, at

Only a crisis—actual or perceived—produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around.

I Chile’s tilfælde var det netop ideen om frimarkedsreformer ( I form af den berømte/berygtede ”The Brick”), som miltærstyret – mere i form af desperation end egentlig ideologisk forståelse – accepterede. Resten er historie, som man siger. Senere har vi set hvorledes frimarkedstankegangen igen vandt, da man i 1990erne reformerede Peru’s økonomi.

I begge tilfælde kom reformerne efter en periode med venstrepopulistisk politik, som endte i hyperinflation og økonomisk kollaps.

Mens de to nævnte lande kan fremhæves som eksempler på succesfuldt gennemførte reformer, der har medført et reelt og varigt paradigmeskifte, har andre landes erfaringer med markedsreformer været mere problematiske. Således endte Argentina’s reformperiode i 1990erne som bekendt med totalt økonomisk sammenbrud og default i 2001-2002.

Nok er det nemt (som økonom) efterfølgende at pege på hvorfor det gik galt i Argentina – og at det hverken skyldtes markedsreformer eller privatiseringsproccessen. Noget andet er selvfølgelig hvordan den enkelte Argentiner oplevede det.

Hvordan er det så gået i Latinamerika?

Som det fremgår af nedenstående figur (baseret på seneste data (oktober) fra IMF), er der stor forskel på den økonomiske vækst de enkelte lande i regionen har opnået siden årtusindeskiftet.

I den ene ende finder vi lande som bl. a. Colombia, Peru, Bolivia, Den Dominikanske Republik og ikke mindst Panama, hvor BNP i gennemsnit er vokset mellem 3,8 procent og næsten 7 procent om året. I den anden ende finder vi ud over Venezuela (naturligvis), Brasilien, El Salvador og Argentina.

Forventede vækstrater ifølge IMF i indeværende og til næste år fremgår af nedenstående figur – og grundlæggende er tendensen, at de lande som har klaret sig bedst de seneste 17 år, også i de kommende år vil opleve den højeste vækst.

Fortsætter den udviklingstendens som vi har set de seneste par årtier, må vi forøvrigt forvente, at Panama overhaler Chile, mens Colombia og Peru overhaler Brasilien indefor få år, baseret på BNP per indbygger. Mere om det senere.

Det har længe været “populært” at forsøge sig ud i alternative index som erstatning (supplement) til BNP. En af disse er World Economic Forums “The Inclusive Development Index” (IDI). Her har man medtaget en lang række “inkluderende parametre” mv. ud over den “rene” værditilvækst. Der synes dog at være en ganske god korrelation mellem absolut BNP per indbygger og IDI – hvilket fremgår ved at sammenligne nedenstående tabel med ovenstående figur. Sammenligner man IDI (der dog mangler at medtage en række lande i regionen) med graden af økonomisk frihed er sammenhængen endda endnu tydeligere. Panama, Uruguay og Chile, Costa Rica og Peru er ikke kun blandt de rigeste lande i regionen – de er også blandt de økonomisk friesteFor mere information og berettiget kritik af WEFs indeks, se “Inclusive Development – WEF’s nye indeks og nye vrøvl.

Konklusionen må være, at Panama ikke kun er kongen af økonomisk vækst, men åbenbart også inkluderende udvikling. Noget lidt andet end Panama Papers, som de fleste vist forbinder landet med sammen med Panamakanalen naturligvis.

Fattigdom og ulighed

Givet at ulighed fylder meget i debatten i disse år, er det måske ikke helt uinteressant at se på hvorledes udviklingen har været i den historisk mest ulige region (men absolut ikke den region med flest fattige, hverken i antal eller andel).

Jeg har tidligere påpeget, at det kan være rigtigt svært at se hvorvidt man fører “blå” eller “rød” politik i forhold til netop udviklingen i uligheden, som frem til starten af dette årti udviste et klart  fald i de fleste lande i regionen. Af en rapport fra CEPAL i efteråret fremgår, at uligheden er fortsat med at falde i de fleste lande, men dog noget langsommere.

Ligeledes er andelen af befolkningerne, som lever i fattigdom og ikke mindst ekstrem fattigdom også fortsat med at falde i mange lande. Den store ulykkelige undtagelse er naturligvis Venezuela, hvor fattigdommen er eksploderet i et katastrofalt omfang de seneste år, ligesom nogle lande har oplevet en mindre forværring (bl. a. Colombia, som oplevede relativ lav økonomisk vækst fra 2015 og frem til sidste år) samt Brasilien, hvor den værste økonomiske krise i 100 år fra 2014 og frem til sidste år, formentlig har haft en betydelig negativ effekt på antal og andel som lever i fattigdom.

Når man læser ovennævnte tabel skal man være opmærksom på, at der er tale om nationale opgørelser, som ikke umiddelbart kan sammenlignes på tværs af landende. At andelen af “ekstremt” fattige i Brasilien skulle være lavere end i Argentina eller Chile er helt usandsynligt. Hvad der er interessant er udviklingen over tid i de enkelte lande. Hvor en række lande desværre de senere år har oplevet en mindre stigning i andelen af fattige.

 

Som det fremgår af nedenstående graf har de fleste lande dog fortsat oplevet faldende ulighed (målt ved gini) også efter 2008 og frem til 2014, hvorefter billedet er lidt mere mudret. Måske ikke overraskende, givet den relativt lave vækst i regionen (se ovenstående figur).

Endelig har Cepal også set på betydningen af omfordeling og økonomisk vækst for udviklingen i fattigdom i perioden 2002-2016, samt de to underperioder 02-08 samt 02-16.

Det interessante her er naturligvis –  måske ikke overraskende, at betydningen af økonomisk vækst er klart dominerende, hvis vi ser bort fra El Salvador – hvis økonomiske udvikling til gengæld har været blandt de ringeste i regionen. Værd er også at bemærke betydningen af omfordeling i Argentina fra 2008 til 2016, hvor en meget populistisk økonomisk politik dominerede frem til 2015.

Latinamerika satser igen på globalisering og markedsøkonomi

Efter nogle mindre gode år, går det atter fremad for Latinamerika. Samtidig er vælgertilslutningen i flere lande steget for partier og kandidater, som ønsker en mere markedsorienteret og mindre nationalistisk økonomisk politik. Med andre ord vælger man globaliseringen til på et tidspunkt, hvor den “store nabo” mod nord har valgt en præsident, som i hvert fald i retorik gør det modsatte.

Det er både meget opmuntrende og fornuftigt. Historien er nemlig ret entydig for regionens udvikling de seneste mange årtier, hvor stort set alle økonomier indtil for få årtier siden ellers førte en økonomisk politik baseret på relativt høje handesbarrierer, voldsomt regulerede markeder præget af manglende konkurrence, og mange offentligt ejede virksomheder.

Efter Chile i 1970erne, som den første økonomi gennemførte markante reformer i 1970erne, fulgte andre lande med og gennemførte reformer fra slutningen af 1980erne og op gennem 1990erne. En væsentlig forskel var dog, at hvor Chile’s reformer var drevet af en grundlæggende forståelse for ikke mindst betydningen af konkurrence, blev reformerne de fleste steder i 1990erne primært drevet af statens finansielle behov. Dette forklarer f. eks. hvorfor Mexico, trods NAFTA og øget handel med omverden, først nu gennemfører reformer som lukker op for indenlandsk konkurrence. Privatiseringen af telesektoren er et klassisk (og skræmmende) eksempel på dette.

Ovenstående graf, som viser den økonomiske vækst for Latinamerika og Caribien, dækker naturligvis over meget forskellige forløb i de enkelte lande. Mens nogle lande f. eks. ramtes hårdt af gældskrisen i begyndelsen af 1980erne  – Mexico, Brasilien, Argentina, Chile (hvor krisen dog var meget kortvarig) –  har andre lande ikke oplevet samme problemer med de eksterne- og interne balancer (Columibia f. eks.). Nogle landes økonomier er også relativt sårbare overfor svingende råvarepriser (stort set alle lande i Sydamerika), mens Mexico ikke er.

Men et grundlæggende karakteristika går igen. De lande som har gennemført markedsreformer og åbnet deres økonomier, har klaret sig væsentligt bedre end de lande, som enten ikke gennemførte reformer eller efterfølgende mere eller mindre rullede dem tilbage.

Ser vi på udviklingen siden 1980 og frem til i dag, er der også sket store ændringer i rækkefølgen af hvilke lande der potentielt har den højeste materielle levestandard.

Set over hele perioden er det naturligvis primært Chile og Panama (af de medtagne lande), som skiller sig positivt ud, mens Venezuela’s dramatiske kollaps fremgår med al tydelighed. Men også andre lande udviser en bemærkelsesværdig udvikling. Uruguay, som sjældent omtales på disse breddegrader, med mindre diskussionen falder på legalisering af cannabis, har klaret sig relativt glimrende. Og er et godt eksempel (sammen med Chile), at det ofte ikke giver mening at fokusere på hvilken “farve” de regeringsbærende partier har. Både Chile og Uruguay hører til gruppen af lande, hvor man erkender markedets betydning, også når præsidenten kommer fra landets socialistparti.

Netop det med at se på de mere langsigtede udviklingstendenser (konsistensen) var en af de ting jeg skrev om i en kronik i Børsen i torsdags – der af redaktionen fik titlen “Dit næste marked er Peru eller Colombia“. Kronikken kan både læses som en opfordring til dansk erhvervsliv om (igen) at interessere sig mere for Latinamerika og som en advarsel om ikke at lade sig forblænde – som det skete i forhold til Brasilien i nullerne.

Således har jeg jo i efterhånden en del år “slået på tromme” for, at man interesserede sig for andre lande end de traditionelle “gamle” kandidater på Atlanterhavskysten. Se bl. a. dette indlæg fra 2012

Økonomisk frihed og økonomisk vækst siden 2000

Fra ca. 1998 og i første halvdel af nullerne gik en venstrepopulistisk bølge gennem regionen. Startende med at Hugo Chavez vandt præsidentvalget i Venezuela samme år. I løbet af de efterfølgende år oplevede man en række lande, som i stedet for yderligere markedsreformer i større eller mindre grad satsede på en mere traditionel nationalistisk økonomisk politik. Bortset måske fra Bolivia, kan vi nu roligt konstatere, at det nok ikke var nogen god ide. Og med hensyn til netop Bolivia er det ikke uvæsentligt at der her er tale om Sydamerikas fattigste land med lav økonomisk kompleksitet, samt at den faktisk førte økonomiske politik har været langt mere konservativ end i flere af de øvrige venstrepopulistisk ledede lande. Populismen har så at sige været doceret i begrænsede mængder, således at man ikke har sat den makroøkonomiske stabilitet over styr, som man ellers har set det i bl. a. Argentina, Brasilien og selvfølgelig ikke mindst Venezuela. At den bolivianske model så ikke er holdbar på sigt, er en anden sag.

Som det fremgår af nedenstående tabel, er forskellene mellem landenes opnående økonomiske vækst til at tage at føle på. Fra Panamas 114 procent højere BNP per indbygger i 2017,  til Venezuela’s 20 procent lavere per indbygger,

Og hvordan ser det så ud, hvis vi sammenligner den opnåede vækst med graden af økonomisk frihed i de enkelte lande? Ja, hvis vi sammenligner med de to hyppigst anvendte mål for økonomisk frihed, henholdsvis Fraser Institutes og  Heritage Foundation, er resultatet rimeligt entydigt. Også selv om der for visse lande er betydelige forskelle i hvilken grad af økonomisk frihed man kommer frem til.

Selv om mange lande er nogenlunde ens placeret i forhold til hinanden, er det dog markant hvorledes Nicaragua scorer markant højere hos Fraser end hos Heritage, omvendt med Uruguay og i mindre grad med Peru. Forskellene afspejler selvfølgelig til dels forskellig metode og kildeanvendelse, men at der skal være så stor forskel er dog bekymrende.

En kritik fremsat i forhold til udarbejdelsen af Frasers index er, at der er for meget “perception” og for lidt “hard fact”.

Forskelle og evt. problemer til side, viser en sammenligning af udviklingen i BNP per capita i perioden 2000-2017 i forhold til graen af økonomisk frihed dog et overordnet ens billede uanset hvilket index, man bruger.


Vi kan konstatere at udviklingen i Latinamerika de seneste 17 år synes at bekræfte hvad en efterhånden meget omfattende økonomisk litteratur også er kommet frem til, nemlig at økonomisk frihed har betydning for en positiv velstandsudvikling.

For en meget lødig – og ikke ukritisk – gennemgang, kan jeg henvise læseren til “Economic Freedom and Economic Growth – selection, specification and genuine effects ” af Chris Doucouliago og Mehmet Ulubasoglu. Her konkluderer de bl. a. at:

The evidence is certainly indicative of a positive impact on economic growth.

men understreger også at:

until more studies are conducted, and until unpublished investigations are made public, it is difficult to infer how large the positive impact of economic freedom on economic growth is.

Konsistens og forudsigelighed betaler sig

Man kunne også anbefale (ikke mindst hvis man er udenlandsk investor) at fokusere på konsistens og forudsigelighed. Her skiller flere af landende med relativt høj grad af økonomisk frihed sig også positivt ud. Både Chile og Peru, som begge reformerede deres økonomier efter fejlslagene ventrepopulistiske eksperimenter i henholdsvis 1970erne og 1990erne, har efterfølgende ført en grundlæggende markedskonsistent økonomisk politik.

Inden for det sidste årti har det kommende medlem af OECD, Colombia, oplevet en kraftigt stigende interesse fra undelandske investorer. Eller som jeg skrev i min kronik i Børsen i torsdags:

Og så er der Colombia, der i løbet af to årtier er gået fra en “failed state” til en af de mest lovende økonomier i regionen.  Tidligere flygtede eller migrerede colombianere i stort tal til Venezuela. I dag søger venezuelanere i tusindtal til Colombia. På jagt efter mad og en fremtid, som det socialistiske eksperiment i deres hjemland har frarøvet dem.

Colombias vej til en moderne markedsorienteret økonomi har ikke rødder i samme voldsomme paradigmeskifter som Chile og Peru, hvilket jeg vil vende tilbage til ved en senere lejlighed. Tværtimod har man været kendetegnet ved en i regional sammenhæng bemærkelsesværdig konsistent og forudsigelig økonomisk politik. Og det er der værd at lægge mærke til.

 

 

 

Hvor rigt var Latinamerika – og hvor er det på vej hen?

Som Niels Westy jævnligt har skrevet om her på stedet og på Americas, er der gang i Latinamerika. De sidste par måneder har både Argentina og Venezuela haft valg. Argentinerne valgte Mauricio Macri til ny præsident på trods af Kirchner-regimets lobbyarbejde for Daniel Scioli, og i Venezuela blev december-valget et styrtende nederlag for Hugo Chavezs arvtager Nicolas Maduro, der meget modvilligt – og muligvis med et nik fra militæret – accepterede nederlaget til den borgerlige opposition, der nu har et stort flertal i parlamentet.

Det særlige ved Latinamerika er, at store dele af kontinentet befinder sig i en slags økonomisk limbo mellem udviklingslandes status og den vestlige verden. I helt særlig grad har store dele af kontinentet en fortid, hvor landene var en del af den rige verden. Tager man f.eks. til Buenos Aires er Teatro Colón stadig et af verdens fineste operahuse, men også tydeligt et levn fra en glorværdig fortid. Andre steder i regionen kan man finde lignende indikationer om enten rigdom eller løftet om rigdom, som f.eks. Brasiliens arkitekttegnede hovedstad fra 1960erne, Brasilia.

Så spørgsmålet er først og fremmest, hvor rige de var engang? Figuren nedenfor, der primært er baseret på Madison-databasen kombineret i de seneste år med Verdensbank-tal på købekraftsjusteret indkomst, giver et svar. Argentina var relativt rigest i årene op til Første Verdenskrig, hvor landet nåede 80 % af den amerikanske gennemsnitsindkomst (den fulde, blå linje) og i nogle får år var lige så rigt som Danmark (den stiplede linje). I samme periode nåede Chile cirka 80 % af den danske indkomst, mens Venezuelas heyday tydeligvis var starten af 1950erne, hvor landet faktisk kortvarigt var rigere end Danmark. Figuren viser dog også den langvarige nedtur for Latinamerika, der kun for får landes vedkommende – Chile er et af dem, som eksemplificeret med de røde linjer – er vendt.

LatAm udv 20 aarh

Hvornår var de relativt rigest i forhold til Danmark? For de fleste latinamerikanske landes vedkommende var det en gang i 1940erne, da Vesteuropa var ramt af Anden Verdenskrig. De få anderledes lande er naturligt nok Argentina (1905), Uruguay (1912, 90 % af dansk indkomst), Honduras (1921) og Nicaragua (1929), hvor begge nåede en tredjedel af den danske gennemsnitsindkomst.

Sammenligningerne taler deres eget, triste sprog, men kan muligvis også bruges til at forstå den latinamerikanske frustration og selvforståelse. De var engang blandt verdens rige lande, men faldt bagud for 80-100 år siden. De endte med enten ganske idiotiske diktatorer eller populistiske regeringer uden interesse eller indsigt i, hvad der driver en økonomi fremad. Og med få undtagelser – Chile og Panama i særlig grad – har de sidste 50 år været et pinligt statsfald. Men det værste i dagens emne er dog, i hvor høj grad den latinamerikanske udvikling ligner den danske de sidste 25 år: Et gradvist, langsomt fald i forhold til lande, vi normalt sammenligner os med, kombineret med elendige politikere og en dansk selvforståelse, der er grundlagt i hvad vi var engang. Det egentlige spørgsmål er således, om Latinamerika viser os vores sandsynlige fremtid?

Brasilien er ikke en succeshistorie

Vi har tidligere skrevet om problemet her på stedet, men lad os igen i dag understrege én ting: Brasiliens økonomi vokser ikke hurtigt. Senest har de populære påstande om Brasilien som et ‘BRIK-land’ sammen med Indien  og Kina forvirret en af mine ellers dygtig studerende. Brasiliens beskyttelse af privat ejendomsret er tvivlsom, landet er plaget af omfattende korruption og kombineret med det demokratiske Latinamerikas største offentlige sektor, har man ikke just opskriften på økonomisk fremgang. Hvor myten om den brasilianske vækst kommer fra, er et af de store, journalistiske mysterier for tiden!

Hvis enkelte af vores læsere stadig skulle være i tvivl er her det plot, jeg ville vise gymnasieelever. Det er logaritmen til gennemsnitsindkomsten, korrigeret for købekraftsparitet,  fra Penn World Tables og fremskrevet 2011-12 med vækstrater fra the CIA World Factbook. Brasilien er plottet overfor tre rigtige succeser, som medierne til gengæld ikke rigtigt skriver meget om. Alle læsere opfordres til at vise figuren til journalister, de kender.

Kreditværdighed i Latinamerika

Min medblogger Niels Westy har gentagne gange understreget, hvor lidt mening det giver at tale om Latinamerika som én sammenlignelig gruppe lande. Dagens post riffer på det tema ved at give et hurtigt overblik over kreditvurderinger af en række af landene.

Man kan selvfølgelig altid beklage, at de internationale credit rating agencies ikke altid har ramt plet, men overordnet giver de et ganske pænt billede af markedets vurdering af risikoen ved at låne til forskellige lande. Figuren nedenfor illustrerer denne pointe ved at vise udviklingen fra 1990 (de fleste lande er ratet fra starten af 90erne) i seks lande: Argentina, Brasilien, Chile, Mexico, Peru og Venezuela.

Argentina er – som sædvanlig – den store outlier, hvor defaulten først i 00erne er tydelig. Ellers skiller landene, inklusive dem der ikke er vist, sig ud i cirka tre grupper. Den første er eksemplificeret af Venezuela, og indeholder i princippet også lande som Bolivia og Ecuador: Meget lidt er sket, og der er måske en lille tendens mod det værre i de senere år. Venezuela har ratingen B+, Bolivia og Ecuador er marginalt bedre ratede.

Anden gruppe er lande, hvor ratings er markant forbedret de sidste 10-12 år. Brasilien, Mexico og Peru er eksempler i figuren; Panama er et andet, lidt senere eksempel. Disse lande er blevet politisk mere stabile og har foretaget egentlige liberaliseringer – ikke mindst Peru, der er i de sorte tal med en A- rating.

Den sidste gruppe består af ét land: Chile. Landet, der på næsten alle områder er løbet fra resten af kontinentet, ser perfekt vesteuropæisk ud på dets kreditvurdering. Chile bliver ratet AA+, kun et point under Danmarks perfekte tripel-A-rating og et point over Frankrig. I den årlige korruptionsrangering (mere om den senere) ligger Chile og Frankrig også side om side, lidt over Østrig og lidt under Irland og Uruguay.

Hvorfor ser man så disse store forskelle? En del af dem er forskelle i objektive problemer, men en stor del af resten er markedets vurdering af, hvor troværdige de politiske institutioner er, og i hvor høj grad lande er villige til at tage fat hvor det gør ondt, hvis der er et problem. Det er dét, der skiller de latinamerikanske bukke fra fårene.

Chavezs økonomiske resultater?

Forleden dag døde Venezuelas de facto diktator Hugo Chavez. Flere medier, inklusive DR, har været ude at hylde hans visioner og resultater i Venezuela. Der har dog ikke været meget virkelighed i meget af dækningen – påstande som markant mindre ulighed, bedre vilkår for de fattige og mere retfærdighed spiller dårligt sammen med fakta. Verdens femtestørste olieproducent har de seneste år oplevet deciderede mangeltilstande. New York Times skrev for eksempel sidste år om, hvordan der ofte mangler basisvarer som madolie, majsmel, kyllinger og toiletpapir i forretningerne. Landet, der traditionelt har haft en stor kaffeindustri, har de sidste fire år været nettoimportør af kaffe.

Så hvordan ser virkeligheden ud. Ofte devisen at et billede siger mere end 1000 ord (som vi ofte bruger i praksis her på stedet), er her udviklingen i Venezuelas overordnede levestandard, sammenlignet med to af Chavezs værste ideologiske modstandere: Chile og Peru. Chavez kom til magten i 1998, og venezuelanernes gennemsnitlige levestandard i dag er stort set den samme som dengang. Peru liberaliserede økonomien omkring 2000, og Chile som bekendt langt tidligere. Spørgsmålet er ikke bare, hvor man helst ville bo i dag, men hvor ville man helst bo om ti år?

Indvandringens pris eller socialstatens fallit?

(indlæg (25 s.) kan hentes som pdf her)

 

“Mexican immigration, over the border, is a good thing. It’s a good thing for the illegal immigrants. It’s a good thing for the United States. It’s a good thing for the citizens of the country. But, it’s only good so long as its illegal.” (Milton Friedman)

I en økonomi uden nem adgang til andres lommer vil et lavere uddannelsesniveau primært indebære, at lønnen tilpasser sig udbud og efterspørgsel og uligheden stiger. Det er måske det bedste incitament for næste generation til at tage sig en uddannelse. Det er næppe uden grund, at 61% af amerikanerne, 53% af Canadierne og 40% af Schweizerne, men kun 4% af svenskerne og 2% af danskerne, ifølge World Value Survey, prøver at lære deres børn værdien af hårdt arbejde.

Historikeren og debattøren, Morten Uhrskov, udsendte i slutningen af maj bogen “Indvandringens pris”

Bogens hovedtese er at ikke-vestlig indvandring gør os alle fattige. Som han skriver om indvandring fra ikke-vestlige lande i kronikken “En rigtig dårlig forretning” (Børsen 4. juni) :

Denne indvandring vil år for år gøre Danmark til et relativt fattigere land, et land med en gennemsnitligt dårligere uddannet befolkning, som er til mindre gavn for erhvervslivet.

Til at sandsynliggøre denne påstand inddrager han erfaringerne med indvandringen af Hispanics i USA, som han mener ” vil tvinge supermagten USA i knæ økonomisk“.

Udviklingen skyldes ifølge Uhrskov de negative effekter af  det lavere gennemsnitlige uddannelsesniveau for indvandrere fra ikke-vestlige lande, set som samlet gruppe. Efterslæbet i uddannelse mener Uhrskov åbenbart indebærer at vi alle bliver fattigere.

Alt andet lige er det økonomisk fagligt noget vås, som skyldes at Uhrskov bruger gennemsnitsbetragtninger i stedet for korrekt at anlægge en marginalbetragtning. Den tilsiger, at man skal tillade indvandring, så længe den sidst ankomne bidrager lig med eller med mere, end vedkommende (og dennes familie) koster.

At vi kan konstatere at effekten formentlig er negativ, skyldes ikke indvandreren, men indretningen af vores socialstat. Jo mere gavmild denne er, alt andet lige, jo mindre er nettogevinsten ved indvandring.

Rent økonomisk tilsiger eksistensen af visse identificerbare grupper med et gennemsnitligt lavere uddannelsesniveau end andre blot at de skal have en gennemsnitlig lavere lønindkomst.

Det er helt korrekt, når Uhrskov påpeger at det gennemsnitlige uddannelsesniveau blandt både indvandrere fra ikke-vestlige lande herhjemme og deres efterkommere er ringere end den øvrige befolkning. Og han skal have tak for at påpege at historierne om at indvandrerpiger klarer sig godt i uddannelsessystemet er noget sludder.

Det er til gengæld meget problematisk, når han bruger udviklingen for samlegruppen “Hispanics” i USA som reference. Bedre bliver det ikke, når han angiver at Latinamerika ikke er en del af den vestlige verden. Det er faktuelt og historisk en vanvittig påstand, uden empirisk belæg, tværtimod.

I stedet for at tale om “indvandringens pris” er det derfor mere korrekt at tale om “socialstatens fallit”.

Læs resten

Latinamerikansk vækst

Om nogle få dage – forhåbentlig – bringer Børsen en kommentar af Niels Westy og mig. Vores pointe er, at folks syn på hvad der er succeser og fiaskoer i Latinamerika er temmelig skævt. Brasilien klarer sig faktisk ikke særligt godt, mens andre oversete lande er på vej frem. Så søndagens tankevækker her på stedet er figuren nedenfor. Den viser udviklingen i købekraftskorrigeret nationalindkomst per indbygger i otte latinamerikanske lande. Bemærk at jeg ikke har taget Argentina med, da selv IMF ikke længere tror på deres officielle tal. Vi opfordrer læserne til at tage et kig på figuren og drage deres egne konklusioner.

Latin Amerika, "neoliberalisme" og populisme

Jeg har skrevet en “bette” artikel, “(Neo)liberalisme i Latin Amerika – fup eller fakta?“, om den såkaldte “neoliberale” periode i Latin Amerika i 1990erne til liberator.dk. Og den kan man jo læse der.
I artiklen kommer jeg frem til at der er en stor sandsynlighed for, at Latin Amerika i de kommende år for alvor vil udvikle sig i to klare retninger; Én som vi kunne kalde en evolutionær retning, hvor man i større eller mindre grad vil nærme sig det vi forstår ved demokrati, eller rettere Sydeuropæerne forstår ved demokrati. Det vil sige, der fortsat vil være betydelig mere korruption og populisme og relativt ringe fungerende retssystemer og ringe forståelse for betydningen af at vi alle er “lige for loven”, end vi ville acceptere, men bedre end de nuværende forhold (med undtagelse af Chile, der nærmer sig nordeuropæisk niveau – men den historie hverken kan eller vil blive gentaget). Lande der formentlig vil følge denne vej er bl.a. Brasilien, Mexiko, Colombia, Peru og El Salvador, Uruguay, Costa Rica og Panema. Deroverfor har vi lande som Venezuela, Bolivia, Ecuador og Nicaragua, hvor udviklingen går den modsatte vej.
Jeg nævner ikke Argentina her, da de ikke kan henføres til nogle af lejrene. Det er i bund og grund de samme grupper (samme parti) der sidder på magten, som også gjorde det i 1990erne.
Til gengæld kan man jo godt stille sig spørgsmålet om hvem der har ansvaret for at en Hugo Chavez eller Evo Morales kom til magten, eller Danial Ortega kunne vende tilbage til den. Og svaret må selvføgelig i vid udstrækning blive de der havde magten før. Der er nemlig et fællestræk ved de 4 lande, og det er deres umanerligt ringe økonomiske udvikling i mange årtier. Bolivia og Venezuela har stort set det samme BNP i dag som for 50 år siden, også Ecuador og Nicaragua har klaret sig elendigt. Og så slemt står det ikke til med den første gruppe, der set over de sidste par årtier har oplevet økonomisk vækst.