Tag: lav vækst

Simeon Djankov i Aarhus den 26.

Alle, der er interesserede i europæisk vækst og andre økonomiske forhold, bør kigge forbi Aarhus Universitet den 26. maj. Grunden er, at FACCA og Aarhus universitet får besøg af Simeon Djankov, en af de mest spændende økonomer de sidste år. Arrangementet med titlen ”Europe’s Growth Challenge” omfatter også tidligere finansminister Bjarne Corydon og professorerne Bo Sandeman Rasmussen og Philip Schröder. Dette hele løber af stablen klokken 16 i S-bygningen på Fuglesangs Alle og slutter klokken 19.Simeon_Djankov

For de sikkert mange læsere, der ikke kender til Djankov, er han pt. professor i nationaløkonomi på London School of Economics. Han er tidligere cheføkonom og vicepræsident for Verdensbanken, hvor han var med til at grundlægge Doing Business-projektet, tidligere finansminister i Bulgarien, han har også haft poster som rektor på New Economic School i Moskva (Ruslands Harvard) og bestyrelsesformand i EBRD.  Djankov har også publiceret sin forskning i American Economic Review, Quarterly Journal of Economics, Review of Economics and Statistics og adskillige andre toptidsskrifter.

Djankov holder også et Distinguished Speaker Seminar om fredagen fra 13-14 med titlen ”Two decades of research on the core of the market economy” ligesom vi får glæde af ham ved en lukket workshop fredag morgen. Det hele er resultatet af studenterinitiativ, ikke mindst fra Djankovs bulgarske landsmand Boris Georgiev, der er en af vores dygtigste PhD-studerende ved Aarhus Universitet. Så for alle interesserede er der (endnu) en grund til at kigge forbi Aarhus den 26!

Danmarks langsigtsproblem

Forleden diskuterede vi Danmarks rent umiddelbare økonomiske problemer. Vi understregede også, at Danmark har et langsigtet problem, som man overser i dansk politik. Vi vokser ganske enkelt langsommere end vores nabolande. I starten af 1960erne var danskerne i gennemsnit ti procent rigere end vores naboer. I dag er vi fem procent fattigere, og denne udvikling synes at have taget ekstra fart i de senere år. Den er blot så tilpas langsom, at den ikke rigtigt betyder noget i det kortsigtede miljø, som dansk politik er.

Dagens figur er derfor udviklingen i produktivitet de sidste 30 år, målt via OECDs multifaktor produktivitetsmål per indbygger. Den fulde, sort linje er USA’s udvikling i produktivitet siden 1985. Den prikkede linje viser gennemsnittet af vores geografiske nabolande, hvor man ganske tydeligt kan se krisen i de seneste år. Og den røde linje er Danmark. De sidste 30 år er produktiviteten steget 1,4 % per år i Danmark og 1,7 % i vores naboer og USA. Siden 1995 har den danske produktivitetsvækst vore 0,9 % i gennemsnit, mens den har været 1,5 % hos vores naboer og 1,8 % i USA. Med andre ord er Danmark trendvækst i produktivitet på langt sigt ganske enkelt lavere end de nabolande, som vi ellers deler teknologi, international regulering og konjunkturer med. Problemet er langsigtet, stort og eksklusivt dansk.

DK prod udvikl 85 13

IMF om ulighed og vækst (måske) II – Den danske socialstatsmodel skader vækst og velstand

Christian skrev i torsdags om et nyligt notat fra IMF, “Redistribution, Inequality and Growth“. Her redegjorde han for nogle af de betydelige metodiske problemer pågældende notat har. Men ikke nok med det, så må man i den grad undre sig over at fortalerne for høje progessive skatter og kraftig omfordeling overhovedet henviser til Notatet. For i den udstrækning at metode og konklusioner er anvendelige – og det er mere end tvivlsomt – er konklusionen reelt, at mens Jonathan D. Ostry, Andrew Berg, og Charalambos G. Tsangarides kom frem til at omfordeling almindeligvis ikke skader en økonomis vækstmuligheder, så indebærer den meget store omfordeling i lande med meget lav ulighed, som f.eks. Danmark, man fortsat omfordeling er skadelig for skabelse af fremtidig velstand.

I notatet bemærker man i konklusionen, at:

We do find some mixed evidence that very large redistributions may have direct negative effects on growth duration, such that the overall effect—including the positive effect on growth through lower inequality—may be roughly growth-neutral. But for non-extreme redistributions, there is no evidence of any adverse direct effect. The average redistribution, and the associated reduction in inequality, is thus associated with higher and more durable growth

Og hvad mener man så med “very large redistribution”?  Og hvor meget re-distribuerer de enkelte lande egentlig? (for diskussion af forfatternes metode, se bl.a. Christians indlæg og links nederst).

gini imf brutto net

Ovenstående figur er hentet fra notatet og viser lande med henholdsvis størst og mindst redistribution. Som det fremgår har man valgt kun at medtage de 20 procent mest folkerige lande. Som det indikeres er forskellen mellem Gini-koefficienten før skatter og overførselindkomster (“markeds” Gini-koefficient) og Gini efter skatter og overførselsindkomster (Gini-netto) størst i en række europæiske velfærdsstater.

Disse er ydermere karakteriseret ved at de er blandt de lande med den højeste Gini-kvocient for skat og overførsler i verden. Det er et ganske interessant resultat i og med at notatet er baseret på den præmis, at “markeds” Gini-koefficienten ikke er påvirket af eksistensen af en (stor) velfærdsstat og dens re-distribution. Det er i sig selv ganske bemærkelsesværdigt, idet man dermed antager at lande som Tyskland, Holland, Sverige og Danmark (som det fremgår af nedenstående figur hentet fra The Economist omtale af notatet i sidste uges “Free exchange” skulle være blandt verdens mest ulige lande, hvis det ikke var for den omfordeling, der finder sted via vores socialstat (her er kun medtaget “direkte” omfordeling).

a littel of the top

Det kan i parantes bemærkes, at GINI koefficienten (netto) ifølge Danmarks Statistik var 39 i 1939, altså på niveau med Venezuela i dag.

Som Christian bemærkede i sit blogindlæg har IMF notatet cirkuleret i pressen, hvor ikke mindst den mere venstreorienterede del af den, har brugt den til at fremhæve vores om-fordelende og kraftigt beskattende socialstat. Men hvis notatet skal tages på ordet, siger man groft sagt, at Danmark er et ekstremtilfælde, og at graden af omfordeling er SKADELIG for den økonomiske vækst. Således fremgår det at,

Turning to redistribution, we find (also in column 1 of Table 5) that when redistribution is
already high (above the 75th percentile), there is evidence that further redistribution is indeed harmful to growth, as the Okun “big trade-off” hypothesis would suggest. When it is below that level, however, there is no evidence that further redistribution has any effect on growth. Figure 7 shows redistribution for selected countries; further redistribution seems to start having a negative direct effect when it exceeds about 13 Gini points.

Det har dog ikke afholdt en række medier og politikere i at fremhæve notatet som et væsentligt argument for øget omfordeling og en hyldest til samfundsystemer baseret på massiv omfordeling og høje progressive skatter.

Således skriver PioPio under overskriften “Nyt internationalt studie afliver højrefløjens myter om, at omfordeling skader væksten”, at

I analysen konkluderer IMF, at lande med en stor grad af ulighed generelt oplever en lavere vækst end lande, hvor pengene er fordelt mere ligeligt.

og fortsætter med at

Det har mange af os i lang tid vidst på trods af, at markedsforblændede liberalister fra R, K, V og LA konstant har prædiket, at al økonomisk velstand og virkelyst ophører når man tager fra de rige og giver til de fattige.

Det fik bla. Mattias Tesfaie til på sin Facebook at skrive:

Flere af verdens største medier har i dag beskæftiget sig med en ny rapport fra IMF.

Rapporten dokumenterer, at et progressivt skattesystem, med forholdsvis høje skatter til de mest velstillede og omfordeling fra rig til fattig, er godt for økonomisk vækst og jobskabelse.

At IMF kommer med den slags udmeldinger, er mildest talt en nyhed. Derfor forstår jeg godt, at journalister på alverdens medier skriver om rapporten.

I Danmark har ingen medier dog beskæftiget sig med nyheden. Det synes jeg er mærkeligt. Men når journalisterne er ligeglade, må vi andre gå direkte til kilden.

Hvorefter han linker til rapporten, som han dog direkte adspurgt erkender, at han ikke har læst. Det skulle han måske have gjort.

For når man i rapportenpåpeger at lande med meget skæv indkomstfordeling er de der foretager den største omfordeling, og påpeger at fortsat omfordeling i lande med en meget lav GINI formentlig skader den økonomiske vækst, så er det altså primært vesteuropæiske og skandinaviske lande.

Ud fra et hjemmelig perspektiv er det således fristende at rent faktisk at acceptere rapportens grundlæggende metode idet selve rapportens resultater kan bruges som argument for mindre omfordeling i Danmark. Det vil jeg dog undlade med. Hertil er den anvendte metode ganske enkelt for problematisk.

For en yderligere kritik af anvendelsen af forskellen på “markeds” Gini og “netto” Gini kan jeg forøvrigt anbefale at læse Andreas Berghs “On the counterfactual problem of welfare state research: How can we measure redistribution?“.

En del af problemstillingen diskuteres også i Gosta Esping-Andersen og John Myles “The Welfare State and Redistribution“.

© 2020 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑