Tag-arkiv: lawfare

Droner, moderne krigsførelse og folkeretlig suverænitet

En drone udstilles foran Det Hvide Hus

En angrebsdrone udstilles foran Det Hvide Hus

I Ræson kan man for tiden læse et indlæg af seniorforsker Lars Erslev Andersen som mener, at Barack Obama’s ”dronekrig” knækker al-Qaida, men undergraver folkeretten.

Jeg har tidligere skrevet, at dronekrigen (for at bruge Erslev Andersens ord) på en helt særlig måde udstiller et hykleri omkring USA’s midler i indsatsen/krigen mod international terrorisme, før og efter præsidentvalget i 2008. Erslev Andersen går skridtet videre og anklager USA for næsten dagligt at begå folkeretsbrud.

På dét punkt halter argumentation dog. Det kommer jeg tilbage til senere, for artiklen er ikke desto mindre en god lejlighed til at få vendt et par ting.

* * *

Logikken bag – og det moralske argument for – angrebs-dronerne er, at enhederne blot udgør endnu en våbentype i arsenalet. I sig selv er dronerne ikke andet og mere, end avancerede fjernstyrede flyvemaskiner, som foruden angrebsopgaver også kan foretage mere harmløs overvågnings- og sikringsopgaver. Selvom ”angrebs-droner” lyder farligt (bevares, de er dødbringende) er der trods alt ikke tale om fuldautomatiske dræbermaskiner, der selvstændigt kan udvælge mål blandt en gruppe af personer og skride til handling. Heldigvis. I så fald ville dette være et langt mere kritisk indlæg!

Fordi droner styres af mennesker adskille de sig som våben ikke principielt fra geværer, sabler eller bombefly. Men til forskel fra en bombe eller et krydsermissil, er en drone mere præcis; de er også billigere. Droner hverken optrapper eller forskruer krigsførelsen. Til gengæld bliver krigshandlingerne mere dokumenterbare: Med GPS-, video- og andre former for data sladrer dronerne hjem om, hvad den er blevet brugt til. Drone-piloten vil derfor have langt større besvær med at forsøge at slippe af sted med folkeretskrænkelser, end f.eks. en soldat på jorden.

USA har to drone-programmer og Lars Erslev Andersen skal have cadeau for at nævne begge. Alt for tit forudsættes det nemlig, at USA’s droneangreb blot udføres af flyvevåbnet og vi kommer derfor til at glemme, at CIA faktisk også er aktive. Det er vigtigt at holde for øje fordi, at CIA ikke er bundet på samme måde af den internationale krigsret, som hæren, flyvevåbnet, flåden og marinekorpset er det. Mener i hvert fald CIA selv.

USA har to forskellige drone-programmer: Et forholdsvist åbent, der drives af Pentagon, og et hemmeligt, der drives af CIA. Militæret startede med at bruge droner til overvågningsopgaver kort efter 11. september. Teknologien blev udviklet under Bill Clinton. Her brugte man droner til at overvåge Afghanistan med henblik på at opspore Osama Bin Laden. To gange havde dronernes kameraer Osama Bin Laden i linsen, men de var ubevæbnede, og Pentagon og CIA kunne ikke blive enige om, hvem der skulle betale for en bevæbning.

I modsætning til dengang kan der i dag ikke være nogen som helst tvivl om, at drone-programmerne er endog meget effektive. At de er en del af USA’s forsvar fremadrettet giver sig selv. I en meddelelse fra august bemærkede RAND Corporation om drone-programmernes virkning:

Killing terrorist leaders is not necessarily a knockout blow, but can make it harder for terrorists to attack the U.S. Members of al-Qaida’s central leadership, once safely amassed in northwestern Pakistan while America shifted its focus to Iraq, have been killed, captured, forced underground or scattered to various locations with little ability to communicate or move securely.

Recently declassified correspondence seized in the bin Laden raid shows that the relentless pressure from the drone campaign on al-Qaida in Pakistan led bin Laden to advise al-Qaida operatives to leave Pakistan’s Tribal Areas as no longer safe. Bin Laden’s letters show that U.S. counterterrorism actions, which had forced him into self-imposed exile, had made running the organization not only more risky, but also more difficult.

Patrick B. Johnson, der er forsker ved RAND, har undersøgt 90 anti-terroroperationer siden 1970’erne og kan dokumentere, at drab på eller tilfangetagelse af terrororganisationernes ledelser resulterer i, at terrorkampagnerne ophører tidligere end ellers forventet. Se “Does Decapitation Work? Assessing the Effectiveness of Leadership Targeting in Counterinsurgency Campaigns.

På trods af sin effektivitet – eller måske præcis derfor? – er drone-krigen i visse kredse et omdiskuteret emne. Det skyldes ikke mindst, at der er en række retsstatsmæssige udfordringer, som også denne punditokrat ikke umiddelbart set løst.

Et stort problem ved enhver debat om drone-krigen er, at samtalen alt for hurtigt kommer til at handle om selve drone-enheden, jf. f.eks. Erslev Andersens ord “drone-krigen”. Det betyder at vi glemmer det der er vigtigere: Den væbnede konflikts årsag, formål og hvornår og hvordan vi gerne vil have, at den ender. Vi taler om krigs- og folkeret, men oftest kun i forbindelse med, at vi anklager hinanden for at bryde den. Udenfor enhver debat er den umiddelbart lemfældige kontrol med og offentlighed omkring konfliktens midler og metoder.

I USA kan det bestemt ikke udelukkes, at kongressens meget hårde linje overfor terrorisme har resulteret i, at regeringen er blevet overladt for frie tøjler.

Ligeledes benægter regeringen og kongressen fortsat påstande om, at statens egen ageren ude omkring i verden både før og efter 9/11 bl.a. medfører ”blowback” i form af yderligere anti-amerikansk radikalisering.

* * *

Kombattanter i en krig har ikke som civile krav på en rettergang før de eventuelt dømmes og henrettes. Med Barack Obamas krigshjemmel, som definerer fjenden temmelig bredt, vil der være situationer, hvor en civil person kategoriseres som kombattant fordi han er på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.

Dertil kommer civile ”collateral damages”, der er moralsk forkastelige, men som accepteres af folkeretten, hvis nytten ved at gennemføre et angreb overstiger nytten ved ikke at gennemføre det. Hvordan regnskabet opgøres er lidt noget hokus-pokus. Men man skal under alle omstændigheder huske på, at collateral damage ikke ukendt i konventionel krigsførelse og at det, alt andet lige, vil forekomme.

Til forskel fra konventionelle soldater, har drone-piloterne dog ikke de samme muligheder for konkret og hurtigt, at vurdere situationen på jorden. Derfor kan man ikke udelukke, at drone-angreb har et højere potentiale for civile tab, end mand-til-mand kamp.

Det gør ikke det hele nemmere, at civile tab er notorisk svære at opgøre.

* * *

Erslev Andersen skriver, at drone-angrebene udgør ”en klokkeklar krænkelse af suverænitetsprincippet” og at de derfor må være folkeretsstridige. Karakteren af konflikten og USA’s tilstedeværelse i Afghanistan betyder, at drone-angreb i sagens natur ikke er folkeretsstridige i det område. Kritikken må derfor angå drone-angreb i Pakistan, Yemen osv.

For at krænke staternes suverænitet, skal USA gennemføre drone-angrebene uden staternes samtykke; med mindre FN’s Sikkerhedsråd a) konstaterer, at der er problemer i staterne, som det internationale samfund kan intervenere overfor og dernæst b) giver samtykke til en egentlig interventionen på mere eller mindre betingede vilkår. FN’s Sikkerhedsråd udstedte i kølvandet på 9/11 en serie resolutioner, der specifikt adresserede behovet for at bekæmpe international terrorisme. Ligeledes blev international terrorisme kategoriseret som et særligt problem, der påtvinger sig staternes opmærksomhed og handling.

Så vidt vides samtykker netop disse stater til USA’s drone-angreb. Erslev Andersen mener faktisk også selv at vide, at dét er sagen:

Pakistan har også været udsat for adskillige amerikanske droneangreb. At sende fly ind og dræbe et andet lands statsborgere er en klokkeklar krænkelse af landets statslige suverænitet. Omvendt har Pakistan selv store problemer med et stigende antal militante grupper, der er i blodig konflikt med den pakistanske stat. Pakistan har med andre ord selv interesse i at udnytte den amerikanske droneteknologi.

Offentligt tager Pakistan derfor afstand fra droneangrebene, men hemmeligt hjælper de amerikanerne med at udpege mål. I Obamas regeringstid har dronerne på den måde dræbt et stort antal pakistanske talibanere. Aftalen er, at USA ikke offentligt kommenterer angrebene. En lignende aftale lavede Obama-regeringen med den daværende præsident i Yemen, som gav amerikanerne lov til at dræbe alle de al-Qaida-folk, de kunne spore, hvis Yemens forsvar officielt fik æren for angrebene…

Derfor er det underligt og ulogisk, at han, sin viden om disse aftaler taget i betragtning, har valgt at skrive, at USA “klokkeklart” krænker staternes suverænitet.

Det skylder han at uddybe.

* * *

Tilføjet den 26. december 2012:

Jeg kan forstå på en kommentar, at der er tvivl om hvem USA er i krig/konflikt med. Det er korrekt, at USA ikke er i krig med f.eks. Yemen. De er, for at bruge den gamle traver “i krig mod terrorister”. Tilbage i 2001 vedtog kongressen en lov/fællesresolution – Authorization for Use of Military Force – som består af to §§. Det er den anden der er den vigtige og som danner grundlag for Enduring Freedom m.v., og deri står:

(a) IN GENERAL- That the President is authorized to use all necessary and appropriate force against those nations, organizations, or persons he determines planned, authorized, committed, or aided the terrorist attacks that occurred on September 11, 2001, or harbored such organizations or persons, in order to prevent any future acts of international terrorism against the United States by such nations, organizations or persons.

(b) War Powers Resolution Requirements-

(1) SPECIFIC STATUTORY AUTHORIZATION- Consistent with section 8(a)(1) of the War Powers Resolution, the Congress declares that this section is intended to constitute specific statutory authorization within the meaning of section 5(b) of the War Powers Resolution.

(2) APPLICABILITY OF OTHER REQUIREMENTS- Nothing in this resolution supercedes any requirement of the War Powers Resolution.

Det relevante spørgsmål at stille i denne anledning er ikke hvem USA er i krig med, men om hjemlen i det hele taget kan strækkes så langt, som administrationen vælger at strække den. Men det er selvsagt et indenrigspolitisk spørgsmål; ikke et folkeretligt.