Tag-arkiv: Lenin

Rachlin om Lenin & skeletter i skabet

Vores ærede on/off gæste-punditokrat Samuel Rachlin havde i denne uge i forlængelse af genbegravelsen af den danske prinsesse Dagmar, der blev russisk kejserinde som Maria Feodorovna, et fortrinligt indlæg i International Herald Tribune.  Her er essensen:

“When will it finally be Lenin’s turn?

Ever since the collapse of the Soviet Union, and more so since the remains of Czar Nicholas II and his family were reburied eight years ago, there has been talk of moving Lenin out of his mausoleum on Red Square and to bury him alongside his mother in St. Petersburg’s Volkovskoye Cemetery, as he requested in his last will. But the idea has not gained any momentum in Russia.

Removing the embalmed body of the father of the Russian revolution from the grand mausoleum, which served as the symbolic heart of the Soviet Union, would be the beginning of a necessary confrontation between Russia and the murderous dictatorships of Lenin and Stalin.

It would begin the catharsis that Russia so badly needs to rid itself of the skeletons in the closets of its history.

Today we need someone to say, “Mr. Putin, tear down this mausoleum.” Give the millions of innocent victims of Lenin and Stalin the apology that they and their descendants deserve and let the historic truth finally be heard all over your country.”

Læs resten her.

Schumpeter, kapitalisme og imperialisme

Det er atter blevet salonfæhigt at kæde kapitalisme og imperialisme sammen. Denne gang er det Irak, der spøger. Amerikanere er ude efter olie, og de skyer ingen midler, får vi læst og påskrevet. Eller i den lidt mere sindrige udlægning: markedsøkonomiens uslukkelige tørst efter billig energi har ført til endnu en omgang væbnet udbytning. Påstanden er ikke ligefrem ny. I 1916 udgav en vis Vladimir Uljanov Lenin et skrift med den sigende titel Imperialismen som kapitalismens højeste stadium. Skriftet kredsede om økonomisk udbytning, og det er med jævne mellemrum blevet støvet af, når den vestlige verdens udenrigspolitik har stået for skud.

Men giver det overhovedet nogen mening at opstille en årsagsvirkningskæde mellem kapitalisme og imperialisme? Kravet må være, at vi kan identificere en social mekanisme, der får markedsøkonomien til at fostre imperialisme. For godt 80 år siden, i årene efter Første Verdenskrig, gav en af verdens fremmeste økonomer sig i kast med denne opgave. Hans navn var Joseph Schumpeter, og hans tanker adskiller sig betydelig fra den gængse opfattelse. Jeg vil benytte min debut som punditokrat til at støve denne tekst af. Lad os rejse tilbage til mellemkrigstidens Wien for en kort stund.

Hvad er imperialisme egentlig? Sådan lød Schumpeters indledende spørgsmål i essayet The Sociology of Imperialisms. Han nåede frem til et klart svar. Det drejer sig om en idelig aggressivitet – og tilhørende territorial appetit – for aggressivitetens egen skyld. En stat er imperialistisk, når den har en vedvarende tilbøjelighed til, uden nogen særlig grund, at føre erobringskrige.

Som det turde stå klart, kunne Schumpeter hurtigt afvise, at kapitalismen gøder jorden for sådanne tilbøjeligheder. Markedsøkonomiens grundpræmis er jo netop, at overlevelse og fremgang kun kan ske ved egen indsats. Det moderne Europas imperialistiske tendenser – i særdeleshed de mange krige inden for Europas grænser – sporede Schumpeter til tiden før kapitalismens fremkomst, til enevældens styreform. Som eksempel gav han Frankrig, et land og en nation der blev smedet ved sværdet. Den franske kongemagt legitimerede sig fra den tidlige middelalder og fremefter af en våbnenes ideologi. Kongen var rigets første (og største) kriger, og det skulle han ustandseligt bevise. Det satte sig dybe spor i samfundet længe efter, at kongemagtens praktiske rolle var udspillet. Og derfor overlevede den nøgne krigslyst kapitalismens fremkomst.

Men der var tale om en stakket frist, betonede den østrigske økonom. For den kapitalistiske produktionsform fjernede ikke blot grundlaget for imperialisme, den fremelskede ligefrem en fredselskende kultur. Eller med Schumpeters egne ord, her i min oversættelse:

“I en verden af ren kapitalisme bliver den energi, der tidligere blev brugt til at føre krig, ganske enkelt overført til arbejdspladsen. Erobringskrige og eventyrpolitik vil nødvendigvis blive anset for besværlige distraktioner, ødelæggende for livet sande mening; noget der fjerner fokus fra de gængse og derfor ‘sande’ opgaver. En verden af ren kapitalisme gøder derfor ikke jorden for imperialistiske impulser. Det betyder ikke, at en sådan verden ikke kan fastholde en interesse i imperialistisk ekspansion…Pointen er blot, at folk flest vil blive ukrigeriske af sind. Vi må derfor forvente, at anti-imperialistiske tendenser vil komme til udtryk, overalt hvor kapitalismen gennemtrænger økonomien og, gennem økonomien, de moderne nationers sjæl.”

I disse linier beskriver Schumpeter intet mindre end en social mekanisme på individniveau, en mekanisme der vel og mærke kæder kapitalismen sammen med anti-imperialisme. Det er i sig selv interessant, for når den modsatte påstand føres i vælten – at kapitalisme fører imperialisme med sig – så sker det almindeligvis under henvisning til strukturelle kræfter; en i markedsøkonomien iboende udbytningslogik, mangel på naturressourcer og dets lige. Og her må vi fastholde, at en årsagsvirkningssammenhæng, der savner en forankring på individniveau, altid er betænkelig. Strukturelle faktorer har nemlig en del til fælles med forestillingen om Olympens guder. De kan bruges til at forklare alt mellem himmel og jord ved at fremmane et billede af dunkle kræfter, der styrer vort liv uden vort vidende.

Dertil kommer, at Schumpeters forklaring er forholdsvis let at bakke op med eksempler. Han giver selv et meget interessant af slagsen. Pacifisme er, skriver vor østrigske ven, et barn af kapitalismen. Som princip er den ganske vist ældre end som så, men ind til vor tid er det kun små religiøse sekter, der systematisk har bekendt sig til den. I mine øjne kan vi endda gå ét skridt videre end det. Markedsøkonomiens fremkomst er gået hånd i hånd med en indtil da uset kritik af enhver form for magtpolitik. Det er ikke noget tilfælde, at de mange skingre røster, der bestandigt kæder kapitalisme og imperialisme samme er opstået i…ja, kapitalistiske samfund. Den vestlige kultur er historisk unik i det omfang, den har opfostret sønner og døtre, der er kritiske over for deres fædrenearv.

Hvor efterlader det os? Min hensigt med at lægge vejen omkring Schumpeters klassiske essay om imperialisme er ikke at afvise, at nøgne magtpolitiske hensyn gennemsyrer udenrigspolitikken i den vestlige verden (og alle andre steder for den sags skyld). Jeg prøver heller ikke at benægte, at en stabil og tilstrækkelig olieforsyning spiller en endog meget stor rolle i den amerikanske udenrigspolitik, herunder i forholdet til Irak. En sådan påstand ville være naiv, ikke mindst fordi enhver amerikansk regering er nødsaget til at betænke sit lands energiafhængighed.

Men vi savner så ganske de historiske proportioner, når det forhold bliver brugt til at hive den gamle klagesang om kapitalisme og imperialisme frem fra gemmerne. Det giver liden mening at holde et givent socialt fænomen op imod en utopisk målestok for ret opførsel, og så ellers give den virkelige verden råt for usødet. Hvis man vil vurdere et socialt fænomen, så bør man sammenligne på tværs af tid og rum, ikke med et ideal. Og her er jeg ikke i tvivl. Kapitalismen har ikke blot avlet en historisk og geografisk uset velstand, men også en historisk og geografisk uset fornemmelse for fredens velsignelser. Frem for alt har den avlet en idelig selvkritik, der – når den bakkes op af ytringsfrihed og frie valg – udgør det sikreste forsvar imod udenrigspolitiske vovestykker, verden endnu har set. Og endnu mere væsentligt: udgør det bedste værn imod krigens ulveansigt, verden endnu har set.