Tag: liberalisering

Sommerserien om international handel – et overblik

Ligesom sidste år har vi også i år kørt en sommerserie med et tema på punditokraterne. Det er nok næppe gået vores faste læseres næse forbi, at den handlede om international handel, og havde til formål at informere om, hvad der rent faktisk foregår økonomisk og politisk. Vi er kommet til vejs ende, det nye semester og de nye studerende er lige om hjørnet, og ligesom sidste år slutter vi serien med en kort sammenfatning.

Vi startede i vores Introduktion med at diskutere hvordan langt det meste international handel kan forklares ved hjælp af landes komparative fordele. Som David Ricardo viste allerede i 1817, er alle lande forholdsvist bedre til at producere nogle varer end andre. Alle får derfor noget ud af handel fordi det tillader samfundet som helhed at udnytte alle ressourcer mere effektivt. Vi skrev derfor efterfølgende om Hecksher og Ohlins model, der går et teoretisk skridt videre ved at illustrere, hvor landes komparative fordele kommer fra. Modellen er arbejdshesten i international handelsteori, men er på ingen måde intuitiv for de fleste ikke-økonomer. Den viser dog, sammen med sund fornuft, konkret hvordan samfundet som helhed bliver rigere af handel, men også at ikke alle bliver lige meget rigere.

Nogle kan endda have stærke incitamenter til at forhindre konkurrence fra udenlandske virksomheder for bl.a. at opretholde monopollignende tilstande. En af de vigtige virkninger af internatonal handel er monopoldestruktion, som vi beskrev i den tredje installation i sommerserien. Handel ødelægger monopoler og gavner derfor i meget stor stil forbrugerne gennem en ekstra mekanisme.

Det hele er dog ikke økonomi, og den 8. juli skrev vi derfor om Montesquieus teori om La Douce Commerce, og de senere års empiriske forskning, der i vidt omfang både bekræfter teorien og udvider dens område til tolerancenormer.

Otto spurgte, om der er et paradoks forbundet med de komparative fordele – og svarede nej.

Det, der kendes som Lerners symmetriteorem, der beskriver den for mange mennesker helt modintuitive indsigt, at barrierer for import faktisk er det samme som barrierer for eksport.

Otto beskrev et par dage, hvordan handel, specialisering og voksende skalafkast giver en af forklaringerne på, hvorfor lande der handler mere, også bliver rigere. Det var meget simpelt Adam Smiths indsigt, at specialisering giver bedre udnyttelse af samfundets ressourcer, men også at denne effekt bliver endnu større, hvis der er voksende skalaafkast i form af, f.eks., stordriftsfordele. Efterfølgende vendte vi også den såkaldte ’ny-ny handelsteori’ den 22. juli, hvor Marc Melitz og mange andre økonomer efter ham giver en anden, komplementær forklaring på, hvordan handel bidrager til at gøre hele samfundet mere produktivt og dermed rigere. Melitz forklarinng hviler på, at international konkurrence slår de dårlige virksomheder ihjel og dermed frigør ressourcer til brug i bedre virksomheder og bedre formål. En del af konsekvenserne ved frihandel er derfor en udgave af Schumpeters ’kreativ ødelæggelse’.

Det kan derfor synes helt absurd, at mange lande har høje toldmure og andre barrierer, og at både Donald Trump, men også Emmanuel Macron og en række andre politikere taler for mere protektionisme. Under overskriften ”Hvem vil have handelsbarrierer og hvem køber de dem af?” beskrev vi derfor en af de næste dage den politiske økonomi bag handelsbarrierer – der er konkret virksomheder, sektorer og andre særinteresser, der køber sig til barrierer. Handelsbarrierer er dybt skadelige for samfundet, men kan være til snævre særinteressers gavn, og dermed også til politikeres gavn, når særinteresserne betaler for at få mere protektionistisk handelspolitik. Det gælder ikke mindst de virksomheder, der er mest i fare for den Schumpeterske ødelæggelse, dvs. de dårligste og mindst produktive. Den politiske logik indebærer således, at det er de værste industrier, der er mest tilbøjelige til at blive beskyttet.

I nummer 10 skrev Otto om Det stigende omfang af ikke-toldbarrierer for frihandel – de mange tekniske, regulatoriske og bureaukratiske barrierer, lande stiller i vejen for international handel i stedet for toldbarrierer. Disse såkaldte NTB’er er netop, som UNCTAD har dokumenteret, et stigende problem, der er svært at håndtere fordi de ikke på samme måde er synlige, og kan sælges med umiddelbart ’gode’ formål. Uanset at de ikke er mindre skadelige, og i særligt grad er dybt problematiske i fattigere lande, lyder paroler som kampen mod ’social dumping’, gode arbejdsvilkår og living wages i udviklingslande jo godt. Den sidste installation var om The Make Work Fallacy – at det handler om arbejdspladser og alt, der skaber mere (synligt) arbejde er godt. Tror politikere, at mere arbejde er bedre, ender de ofte som Donald Trump med at tro, at import er skadelig fordi der jo er varer, vi ikke selv producerer og derfor nogen, der må være arbejdsløse. Det er en af de mest skadelige økonomiske misforståelser der findes, og en række af de få velmenende danske politikere lider under.

Vil man vide mere og have mere avancerede modeller, må man følge et universitetskursus. I mellemtiden stiller vi sommerserien til rådighed for alle interesserede. Og hvis der skulle sidde en gymnasielærer eller to, som overvejer om noget af det kunne bruges som undervisningsmateriale, må I gerne kontakte os.

Hvad gør handel 11: The Make Work Fallacy

Punditokraterne har, som vores læsere nok har bemærket, kørt en sommerserie om international handel. Vi har forsøgt at forklare, hvad handelsbarrierer på den ene side, og frihandel på den anden side, gør og hvorfor de fleste barrierer er konsekvenser af rent-seeking. Derimod kan det måske synes at være et umuligt spørgsmål, hvorfor mange mennesker stadig ærligt og oprigtigt tror, at barrierer er af det gode, og at kun eksport er gavnligt. Dét spørgsmål søger vi at i dag at afmystificere ved ar introducere en enkelt, simpel misforståelse.

Misforståelsen, der skaber mange af problemerne for både almindelige mennesker og politikere, kaldes ofte for “the Make Work Fallacy” (MKW). Donald Trump giver hyppige eksempler på MKW, men han er bestemt ikke ene om det. For nogle år tilbage blev den på næsten komisk vis illustreret af socialdemokraten Jeppe Kofod, der udtalte at han (som medlem af Europaparlamentet) ikke ville acceptere handelsaftaler, medmindre de skabte arbejdspladser. MKW gælder ikke kun for handelsaftaler, men er en vigtig del af forklaringen på, hvorfor der er så stor modstand mod frihandel, og også hvorfor aftaler ofte bliver ekstremt komplicerede.

Ideen bag MKW er, at arbejde og arbejdspladser er den eneste relevante faktor, når man evaluerer politik. Trumps meget positive syn på told og handelsbarrierer skyldes således, at han påstår at de skaber arbejdspladser – lægger man en 300 %-told på canadiske fly, vil det ’skabe’ arbejdspladser hos Boeing i USA, hvis man lægger told på stål, skaber det arbejdspladser i den amerikanske stålindustri, osv. I hans og Peter Navarros optik skaber handelsbarrierer derfor arbejde i USA. Den samme slags misforståelse lå for få år tilbage bag bl.a. den nationalkonservative Morten Uhrskovs forslag om beskyttelse, ligesom den også er central for at forstå en del af støtten til lovgivning mod såkaldt ’social dumping’. MKW er dog også en et ofte brugt argument for andre politiske tiltag end handel. Ideen om, at den skabte arbejdspladser var (og er) også et argument for letbanebyggeri i Aarhus og andre steder, hvor byrådene er næsten lige så økonomisk analfabetiske. Politisk er MKW et indflydelsesrigt og meget effektivt argument.

Problemet med MKW er, at politikere kan narre sig selv og vælgerne ved at pege og sige enten ”se hvilke arbejdspladser, vi har beskyttet” eller ” se hvilke arbejdspladser i bygge / vindemølle / velfærds / eksport-sektoren, vi har skabt.” Disse argumenter er dog forbløffende lette at pille fra hinanden, som DRs Detektor for eksempel demonstrerede forleden i forbindelse med Aarhus Kommunes påstand om, at Kulturåret havde været en god forretning.

Sagen er, at handel og handelsaftaler ikke skaber arbejdspladser, ligesom handelsbarrierer ikke beskytter arbejdspladser. Man kan en begrænset tid beskytte helt bestemte arbejdspladser, virksomheder eller sektorer, men det sker altid på bekostning af andre arbejdspladser, andre virksomheder og andre sektorer, og det gør hele samfundet fattigere. Tag et ikke helt tænkt eksempel, hvor vi forestiller os, at Danmark nu indfører lovgivning mod ’social dumping’ som betyder, at polske og andre østlige arbejdere og firmaer skal agere præcist som danske firmaer – betale præcist samme lønninger, have samme administrationsomkostninger, og arbejde lige så lidt. Denne type lovgivning vil givetvis medføre mere aktivitet for danske firmaer, der tidligere konkurrerede med de polske, og de vil sandsynligvis ansætte flere. Den betyder dog også, at en lang række varer og service som køkkenmontering, byggeri og event management bliver væsentligt dyrere. Danskerne må derfor spare et andet sted pga. de højere priser – der kommer jo på magisk vis ikke flere ressourcer i samfundet – og på de mange områder, de sparer, må virksomhederne sætte produktionen ned og fyre folk. En hel del af de danskere, der bliver ansat i de beskyttede virksomheder kommer endda ikke fra arbejdsløshed, som politikere tit synes at tro, men fra andre virksomheder, som nu har sværere ved at tiltrække arbejdskraft.

Politikerne kan nu pege på en hel sektor og sige, se hvilke arbejdspladser vi har skabt – det er the Make Work Fallacy fordi de tror, de har skabt arbejde. Virkeligheden er dog, at de har gjort det dyrere, at være dansker og primært har flyttet arbejdspladser fra nogle erhverv, til nogle andre, der er så uproduktive at de tidligere ikke kunne konkurrere med de polske. De har dermed flyttet arbejdspladser til erhverv, som er mindre produktive, og har dermed gjort Danmark fattigere. Næste gange du som læser ser et politisk forslag, der påstår at det skaber arbejdspladser i Danmark eller dit lokalområde, så tænk lige tingene igennem én gang til. Odds er, at politikerne og deres økonomisk analfabetiske rådgivere lider af MKW. Der er ikke kun Trump eller hans europæiske modstykker, der lider under den!

Hvad gør handel 6: Lerners symmetriteorem

Som bekendt handler Punditokraternes sommerserie i år om international handel. Forleden skrev Otto om det umiddelbart paradoksale i, at handelsliberalisering også skaber tabere. Det er dog ikke noget paradoks, og nær man tænker over det er det også ganske intuitivt. I dag handler det derimod om et resultat, der er stærkt modintuitivt for de fleste mennesker: At skat på eksport skaber de samme problemer som told på import.

Som Greg Ip bemærkede forleden i en fremragende artikel i Wall Street Journal, var Abba Lerner stadig kandidatstuderende på London School of Economics da han viste det fænomen, der nu bærer hans navn: Lerners symmetriteorem. Udgangspunktet er det indlysende, at absolutte priser ikke er vigtige for folks adfærd. De køber ikke mindre af en vare, hvis dens pris er 400 i stedet for 100, ligesom virksomheder heller ikke blot vil producere mere når prisen er 400. I stedet reagerer folk på de relative priser, dvs. hvad koster en vare i forhold til andre varer.

Ser man på bytteforholdet, dvs. prisen på eksportvarer (som vi kalder PE) delt med prisen på importvarer (PI), er det let at illustrere Lerners symmetriteorem. Forholdet mellem de to er PE / PI, og det indlysende for de fleste er, at denne relative pris på eksportvarer falder, når man lægger en told på import og PI således stiger. En del af Lerners indsigt var dog, at det samme sker, når man lægger en skat på eksportvarer. I det tilfælde vil den pris, som virksomheder modtager for deres varer, naturligvis falde fordi der skal betales en skat på dem. Virkningen er derfor den samme som en importtold – om PI stiger eller PE falder er ikke vigtigt da de begge har samme virkning på den relative pris. Skat på eksport virker dermed på samme måde som told på import.

Denne virkning sker gennem en række ret intuitive mekanismer, og det er kun den endelige konsekvens, som ikke er intuitiv. Som Greg Ip formulerer det i WSJ, ”If a tariff generated significant new demand for the protected American sector, the resulting boost to prices and jobs would put upward pressure on inflation, interest rates and the dollar, further hurting exports.” Man må dermed også sørge for at se på, hvad handelsbarrierer gør ved inflationen og fordelingen af jobs internt i økonomien. Alessandro Barattieri, Matteo Cacciatore og Fabio Ghironi viste fornylig, at dette resultat ikke blot gælder USA, men også holder for de 21 andre lande, der undersøger i et nyt working paper for National Bureau of Economic Research. De sektorer, der beskyttes af handelsbarrierer, ansætter flere folk og driver derfor lønnen op. Der er til skade for eksportvirksomheder, der får sværere ved at ansætte folk, og dårligere konkurrenceevne pga. de højere lønomkostninger. Oveni dette må man lægge det helt indlysende, at mange importvarer faktisk bruges som input i produktion af eksportvarer. Som økonomerne Joseph Francois og Laura Baughman viste i en analyse i marts, kan Trump-administrationens told på import af stål beskytte cirka 33.000 jobs, men ødelægger  på samme tid 179.000 jobs i industrier, der bruger stål.

Implikationen af Lerners Symmetriteorem er således den modintuitive, at hvis man skaber handelsbarrierer, er nogle af de store tabere faktisk eksportvirksomheder. Som de to figurer nedenfor viser, er Danmark på ingen måde isoleret fra Lerners Symmetriteorem. I den først figur er det ganske let at se hvordan importandelen af det danske nationalprodukt følges tæt med eksportandelen: Jo mere vi importerer, jo mere eksporterer vi også. Det samme gælder også, hvis man direkte tester effekterne på den relative pris. Figur nummer to viser sammenhængen mellem ændringer i importpriserne og eksportpriserne. Også her er det meget tydeligt (med en outlier, der er 1960-priserne), at de to relative prisindeks følges ganske tæt ad.

Lerner, der ellers mest kendes som en af 30erne og 40ernes fremmeste demokratisk-socialistiske økonomer sammen med Oscar Lange, bidrog dermed til vores dybere forståelse af handel, og ikke mindst hvor skadelige, handelsbarrierer faktisk er. Uanset at præsident Trump og hans team også ignorerer denne indsigt, er Lerner igen relevant i den internationale debat. Topøkonomer i handelsteori som Douglas Irwin har af flere omgange understreget, hvordan Trumps handelsbarrierer skader amerikanske eksportvirksomheder, og dermed ikke engang virker efter Trumps egen hensigt. De indsigter skylder vi Lerner og hans symmetriteorem.

Hvad gør handel 4: La Douce Commerce

Punditokraternes sommerserie handler i år om international handel. Vi har i de første få installationer skrevet om klassisk handelsteori – komparative fordele, Heckscher-Ohlin-modellen, og de monopolødelæggende virkninger af handel – og kommer til at skrive mere om økonomi de næste uger. I dag vender vi os dog mod en af de andre veldokumenterede sider af international handel, der ofte opsummeres i det, der på fransk kaldes hypotesen om la Douce Commerce.

Den grundlæggende idé stammer fra den franske politiske filosof Montesquieu, hvorfor den har et fransk navn. Montesquieu foreslog, at en af de vigtigste virkninger af international handel, og mere generelt af fri, kommerciel aktivitet, er at den gør folk ’rarere’ – nemmere at omgås, mere troværdige osv. Hypotesen tilsiger også, at det samme gælder stater, når de handler mere med hinanden og med resten af verden. Idéen er ganske ligetil, og helt intuitiv: Når man handler mere med hinanden, har man mere at tabe – snyder man folk, følger man ikke almindelige normer for ordentlig opførsel osv. har det både økonomiske og sociale konsekvenser – og folk vil derfor være mere tilbøjelige til at opføre sig ordentligt, holde deres løfter osv. Det samme gælder dermed for stater, der både kan have et internationalt omdømme at beskytte, men også vil have langt flere borgere og langt flere politisk relevante interesser, der har en del af deres liv og indkomst bundet op på handel og anden interaktion med borgere og interesser i andre lande. Som Montesquieu formulerede det i (den engelske oversættelse af ) De l’Esprit des Lois i 1958:

The natural effect of trade is to bring about peace. Two nations which trade together, render themselves reciprocally dependent; for if one has an interest in buying, the other has an interest in selling; and all unions are based upon mutual needs.

Meget i modsætning til marxistisk teori, som påstår en ureguleret økonomi og et frit samfund gør folk egoistiske og intolerante, mente Montesquieu derfor, at international handel ville føre til fred og fordragelighed. Med andre mener tilhængere af la Dource Commerce at frihandel betyder, at lande ikke går i krig med hinanden. Et af de vigtige eksempler er opløbet til anden verdenskrig, som netop handlede om lukkede grænser. Ovenpå den store depression og 30ernes krise lukkede adskillige lande – ikke mindst USA, Italien, Frankrig og Tyskland – deres grænser for handel, mens bl.a. Storbritannien opretholdt langt friere handelsbetingelser.

Mens den mest umiddelbare implikation af hypotesen er fred i stedet for krig, er der faktisk endnu bedre evidens for mere mellemmenneskelige virkninger af handel og fri kommerciel aktivitet. Vi skrev om Douce Commerce-hypotesen for tre år siden (læs her) i forbindelse med Niclas Berggren og Therese Nilssons projekt om emnet, hvor de i en række artikler udforskede sammenhængene mellem økonomisk frihed, globalisering og borgernes tolerancenormer i forskellige dele af verden. Mine to glimrende kolleger fra IFN har her vist, hvordan både globalisering og økonomisk frihed internt i et land er forbundet med stærkere tolerancenormer (læs f.eks. her, her og her). Havde Marx haft ret, ville sammenhængene være negative, men de er helt generelt positive.

Alle disse effekter har måske deres oprindelse i en form for økonomisk overvejelse eller sammenhæng, men konsekvenserne er ikke-økonomiske: Mere international handel fører til mere fred, fordragelighed og tolerance. Og på den måde kan man, med Montesquieu i baghovedet, også spørge hvorfor helt bestemte fagforeningsinteresser opfordrer borgere og politikere til at diskriminere mod ordentlige, lovlydige udlændinge, der arbejder og bor i Danmark. Disse særinteresser raser blot ikke mod handel, men mod det de kalder ’social dumping’, bl.a. fordi de ved at jo mere vi handler – og jo mere vi også tillader udlændinge at bidrage til den danske økonomi i Danmark – jo dyrere bliver det at diskriminere og jo sværere at konkurrere med de dygtigste. Havde han levet i dag, havde Montesquieu sandsynligvis skrevet imod det, 3F, Socialdemokraterne og DF kalder ’kampen mod social dumping’. Den er ikke anderledes end kampen ’mod’ international handel.

Hvad gør handel 3: Monopoldestruktion

Den tredje installation i dette års sommerserie om international handel handler om, hvordan frihandel løser et problem for almindelige forbrugere, som ofte er politisk skabt. Mens monopoler kan være naturlige – for eksempel når bestemte metaller kun eksisterer ét sted, at der er så massive stordriftsfordele at det største firma kan udkonkurrere andre, eller at det er prohibitivt dyrt at komme ind på et marked med kun ét firma – er de fleste monopoler skabt af lovgivning.

Uanset hvordan de er skabt, skaber monopolerne store tab for samfundet, og særligt for forbrugerne. Fordi et monopol ikke er udsat for konkurrence kan det sætte den pris og udbyde den mængde, der maksimerer profitten. Jo flere virksomheder, der konkurrerer, jo større bliver tabet hvis man sætter en for høj pris – konkurrence mellem virksomheder vil føre til, at de sætter prisen ned. Det er denne mekanisme, som monopoler kan ignorere, da forbrugerne ikke har noget valg.

Det er her, en af de vigtige – og politisk særdeles upopulære – virkninger ved handel ligger. Hvis en importtold eller en anden handelsbarriere hæver den pris, som udenlandske varer kan sælges til uden tab, til over monopolprisen, vil ingen have en interesse i at importere den. Monopolet er derfor beskyttet perfekt overfor udenlandsk konkurrence. Men falder omkostningerne ved at importere under den pris, som monopolet tager, kan det betale sig at købe de udenlandske varer. Hvis enten tolden, andre barrierer, eller blot transportomkostningerne falder nok, er der pludselig ikke længere en situation uden konkurrence. De udenlandske produkter konkurrerer med monopolets, og driver dermed i første omgang prisen ned og udbuddet op. Monopolvirksomheden har dermed ikke længere monopol. Det glæder pudsigt nok også, hvis den udenlandske virksomhed også er et monopol.

Det giver næsten sig selv, at jo lavere handelsbarriererne er, jo lavere bliver den pris, udenlandske virksomheder kan sælge til på det danske marked, og jo mere udsat er den tidligere monopolvirksomhed. Det er den proces, man kalder monopoldestruktion. Mens det til tider er tydeligt, at handel er en trussel mod gamle, såkaldt ’hæderkronede’ virksomheder, er den helt utvetydigt til gavn for forbrugerne. Når f.eks. flyselskaber som belgiske Sabena bukkede under, italienske Alitalia er de facto fallit, og skandinaviske SAS egentlig også burde være afgået ved døden, kan det synes som økonomiske tab. Men de mange andre selskaber, om de hedder Norwegian, Ryanair eller Emirates, overtager markederne med langt bedre tilbud til kunderne. Det store problem, som vi skriver om senere på sommeren, er at monopolvirksomhederne ofte beskyttes fra politisk side, og derfor overlever som zombifirmaer. Monopoler er altid tab for samfundet, og når de beskyttes politisk imod international konkurrence, gør man blot ondt værre.

Hvad gør handel 2: Hecksher og Ohlins indsigt

Den anden udgave af dette års sommerserie om international handel handler om to svenskere: Eli Heckscher og Bertil Ohlin ved Stockholms Handelshøjskole. De to nationaløkonomers arbejde er centrale for vores forståelse i dag af komparative fordele, og i helt særlig grad for hvordan gevinsterne af frihandel er fordelt mellem forskellige grupper i samfundet.

Heckscher og Ohlin begyndte i starten af 1930erne at tænke over, hvorfor bestemte lande har bestemte komparative fordele. De tog således udgangspunkt i Ricardos allerede dengang hævdvundne om hvordan det meste international handel er drevet af forskelle mellem landes komparative fordele, dvs. hvad de relativt set er bedre til at producere end andet. Resultatet blev det, der i dag ganske enkelt kaldes Heckscher-Ohlin modellen, og som er en af kernerne af international handelsteori.

Heckscher og Ohlins hovedpointe kræver blot, at man har en verden med to lande, to varer og to input – arbejdskraft og kapital. Kapital betyder her, som altid når nationaløkonomer bruger begrebet, fysisk realkapital – dvs. maskiner, bygninger og andet produktivt udstyr, og ikke de aktier, obligationer eller andet som virksomheder kan udstede for at finansiere udstyret. De to svenskere så her, at nogle varer bruger relativt lidt udstyr og meget arbejdskraft, mens produktionen af andre varer kræver relativt lidt arbejdskraft, men meget udstyr. Hvad man kan producere relativt billigere afhænger derfor af, hvor dyr den ressource er, som an skal bruge meget af for at producere varer.

Heckscher og Ohlin så dermed, at visse lande har komparative fordele i at producere tekstiler fordi de har store mængder af billig arbejdskraft, men relativt lidt kapital: Tekstiler er ’arbejdskraftintensive’. Det gør skoproduktion komparativt billigere end at producere computere når arbejdskraft er rigelig og dermed billig. Omvendt vil lande med meget kapital kunne producere computere billigt, mens skoproduktion bruger den dyre ressource, arbejdskraft. Heckscher og Ohlin kunne dermed konkludere, at landes komparative fordele er defineret af deres faktorbesætning.

Modellen kan sagtens udvides med flere faktorer. I årene efter anden verdenskrig dukkede der for eksempel kritik op af Heckscher og Ohlin, fordi USA’s eksport var domineret af varer, der så ud til at være arbejdskraftintensive. Denne kritik var drevet af Wassily Leontief og kaldes derfor i dag for Leontief-paradokset. Økonomer, der så nærmere efter, fandt dog at der ikke var noget paradoks: USA’s eksport ikke arbejdskraftintensiv som sådan, men bestod af varer hvor den vigtige ressourcer var uddannet arbejdskraft. Leontief og andre havde overset, at der også er forskellige slags arbejdskraft. På samme måde har dele af Latinamerika som f.eks. Argentina og Uruguay komparative fordele i kødproduktion fordi de store, halvøde græsområder – pampassen – er den rigelige og meget billige, vigtigste ressource for kvægdrift i stor skala. Danmarks komparative fordele skal også findes i ganske specifik og rigelig know-how i f.eks. landbrug (svin og mejeridrift) og shipping .

De to vigtigste forhold ved Heckscher og Ohlins model er, at den 1) giver en dybere forståelse af, hvorfor og i hvad lande med forskellig faktorudrustning handler med hinanden; og 2) hvilke grupper i samfundet vil umiddelbart have størst gevinst af friere handel. Åbner man nemlig for langt friere handel, vil et land kunne sælge langt mere af de varer, det har komparative fordele i, men nok også opleve at virksomheder, der producerer andre varer, kommer ud for at større pres fra international konkurrence, og i sidste ned bukker under. De store vindere vil derfor rent umiddelbart være dem, der ’ejer’ den ressource som bruges intensivt i de varer, landet eksporterer.

Hvis man åbner op for frihandel med et fattigt land, vil det fattige land komme til at eksportere langt flere varer, der bruger meget arbejdskraft. Det øger efterspørgslen efter arbejdskraft, hvilket vil presse lønnen op. Omvendt vil det fattige lands kapitalintensive sektor lide, hvilket gør at kapitalejere vil få lavere afkast. Det omvendte vil ske i det rige land, og Heckscher-Ohlin modellen kan derfor sige noget om fordelingen af gevinster ved frihandel – og hvordan frihandel i høj grad er mest gavnlig for fattige mennesker i fattige lande! Kender man til Heckscher og Ohlins arbejde, og resultatet ovenfor, der kendes som Stolper-Samuelson Teoremet, er det således meget svært at købe antiglobalisternes argument om, at globalisering og frihandel skader verdens fattigste. At der så i specielt rige lande kommer en komplikation i og med at strukturen i priserne også ændrer sig med friere handel er en vigtig pointe, som vi kommer til senere i punditokraternes sommerserie.

Hvad gør handel 1: Introduktion

Som flere år tidligere kører vi igen i år en sommerserie på punditokraterne. Sidste år handlede sommerserien om public choice, som vi mener at flere mennesker bør vide noget om. På samme måde har vi i år fundet et emne, som de fleste mennesker – og kun ganske få politikere – faktisk ved noget om: International handel. Handel er ekstremt vigtig og en af de store drivkrafter i moderne udvikling, men også så dybt misforstået, at præsidenter i både USA og Frankrig har absurde ideer om den, ligesom mange uvidende vælgere kan lade sig forlede af løfter om beskyttelse mod international konkurrence osv. Formålet med dette års sommerserie er derfor at oplyse, og forhåbentlig bidrage til at vores almindelige læsere, men også gymnasieelever og alle andre interesserede, ikke fælder i disse fælder.

Et af de særlige forhold ved emnet er, at manges – og måske de flestes – forestilling om handel og hvor gevinsterne ved international handel er, er begrundet i det, man kalder merkantilisme. Kernen i merkantilisme kan meget kort opsummeres i forestillingen om, at eksport er godt, import er skidt. Det paradoksale er, at økonomer har vidst mindst siden Adam Smiths arbejde i 1770erne, at de merkantilistiske idéer er forkerte, og siden David Ricardos banebrydende Principles of Political Economy fra 1817 har der været konsensus blandt (ikke-marxistiske) nationaløkonomer om kernen i konsekvenserne. Fra den faglige side står vi derfor med den frustrerende situation, at mange mennesker og de fleste politikere enten ikke forstår eller benægter, hvad der blandt os har været konsensus om i 200 år. Kunne man forestille sig en lignende situation udenfor økonomi, hvor et flertal af befolkningen for eksempel stadig troede på flogistonteori eller eksistensen af gener?

Blandt økonomer taler man om, at de meste af den internationale handel er drevet af to forhold: Enten har et land eller område absolutte fordele i at producere en bestemt type varer eller service, eller de har komparative fordele. Senere arbejde, som vi kommer tilbage til senere i sommerserien, fokuserer også på såkaldte kompetitive fordele.

Adam Smith bidrog med en klar beskrivelse af absolutte fordele. Han skrev i sin Wealth of Nations i 1776, at den basale funktion af import er “to relieve one another’s wants” mens eksport fungerer for at “ encourage one another’s industry.” Smith pegede derfor på, modsat politikere dengang som nu, at der er store gevinster forbundet med import! Han forstod også, at modsat merkantilisterne – som målte et lands velstand i dets beholdning af guld, sølv og andet ’værdifuldt’ – er et af de vigtigste formål med eksport at tjene udenlandsk valuta, så man kan betale for sin import. Eksporten bidrager ikke direkte til vores levestandard på samme måde som import. Er man i tvivl, kan man for eksempel se på ens eget tøj, mad og transportmiddel og spørge, hvordan ens liv havde været uden de dele, der er produceret udenfor Danmark. Eksportens bivirkning, som Smith også så og beskrev med ordet ’encourage’, har været hovedfokus i det, der nu kaldes ’ny ny handelsteori’, og som vi dækker senere i serien.

De fleste kan sagtens spotte Smithske absolutte fordele: Visse lande har absolutte fordele i eksporten af diamanter, uran, eller bestemte slags fisk, fordi disse produkter kun eksisterer helt bestemte steder i verden. På samme måde regner man ofte kaffe og citroner som absolutte fordele: De kan produceres i drivhuse andre steder, men det er så dyrt og resultaterne så dårlige, at drivhusvarerne reelt ikke er de samme. Smiths beskrivelse af handel og hvorfor nogle lande handler med bestemte varer er derfor eminent intuitiv.

Derimod har Nobelprisvinderen Paul Samuelson kaldt David Ricardos bidrag til handelsteori for en af de få indsigter i samfundsvidenskaberne, der er tydeligt sand, men på ingen måde indlysende for de fleste begavede mennesker. Ricardos teori om komparative fordele er dog også ofte karakteriseret som den mest succesfulde teori nogensinde i samfundsvidenskaberne. Han tog udgangspunkt i den indlysende (men ofte ignorerede) sandhed, at der er begrænsede ressourcer i ethvert samfund. Bruger man flere ressourcer på at producere vare X, må man nødvendigvis bruge færre på at producere vare Y. Det gælder derfor altid om, at bruge sine ressourcer bedst muligt, og dermed på det, man er bedst til. Den overraskende implikation er, at et land der er dårligt til alt stadig kan have stor gavn af handel. Ricardo og folk efter ham bruger ofte et ganske simpelt eksempel til at vise det.

Forestil dig, at Godeland kan producere 1000 eksemplarer af vare X med brug af 1000 arbejdstimer, og 500 af vare Y med brug af 1000 arbejdstimer. Lorteland bruger 4000 arbejdstimer på at producere 1000 af vare X og 4000 arbejdstimer på 1000 af vare Y. Godeland har derfor en absolut fordel i produktionen af begge varer, men kan indlysende nok ikke eksportere dem begge to. Hvis de gjorde det, hvordan ville Lorteland da nogensinde kunne tjene Godelands valuta, så de kunne betale for deres import?

Ricardos geni lå i at indse, at hvis man flytter 1000 timer i Godeland fra vare Y til vare X får man 1000 flere eksemplarer af vare X og 500 færre af vare Y. Gør man det samme i Lorteland, får man 250 eksemplarer mere af vare X, og 250 færre af vare Y. Forholdet i Godeland er derfor 1000 / 500 = 2, mens i Lorteland er det 250 / 250 = 1. Godeland har dermed en massiv komparativ fordel i at producere X. Godeland kan således hæve sin levestandard ved at holde op med at producere Y, importere hvad de vil af Y, og ansætte den ekstra arbejdskraft til at producere X, og eksportere noget af den til Lorteland. På samme måde er det en god deal for Godeland, da de importerer X billigt fra Lorteland og dermed kan ansætte mere arbejdskraft til at producere Y, som de lige så dårlige til at producere. De får billigere X, og en højere pris for Y når nu Godeland ikke længere producerer det. Begge lande har haft gavn af handelen!

Ricardos teori om komparative fordele har været ekstremt indflydelsesrig de sidste 200 år, og var blandt idégrundlaget for, at det britiske parlament i 1846 begyndte en lang og dyb liberalisering af landets internationale handel. Premierminister Robert Peel havde for eksempel læst Smith og Ricardo og var blandt hovedmænden bag den berømte Repeal of the Corn Laws – afskaffelsen af handelsbarrierer på kornimport. Liberaliseringen var måske en trussel mod store jordejeres indtægter, men gjorde livet langt lettere og billigere for landets mange fattige og bidrog til den store transition af det britiske samfund. Det samme gør liberaliseringer i dag – men mere om det senere på sommeren!

Liberalisering og recovery

En af de store debatter de senere år, der stadig splitter politikere og almindelige mennesker, er hvordan man bedst kommer ud af en krise. Med andre ord, hvilke slags politik er forbundet med hurtigere ’recovery’? I Danmark er det en helt særligt relevant debat, da vi ikke er ude af krisen endnu – danske økonomi står stille (læs f.eks. her). Så hvad kan dataene indikere for os?

Spørger man om sammenhængen mellem offentligt forbrug og recovery, møder man et slemt endogenitetsproblem: Fordi de automatiske stabilisatorer – dagpenge, kontanthjælp osv. – er en del af det offentliges totale forbrug, og de automatisk stiger når de går dårligt, kan man ikke på enkel vis sige noget om sammenhængen mellem de to. Det kan være, at stigende offentligt forbrug fører til langsom recovery, men vi ved også at langsom recovery helt generelt fører til større stabilisatorudgifter. Man må derfor se på noget andet.

Det gør vi i den nedenstående figur. Her er tre faktorer plukket ud af Fraser Instituttets EFW-data: Marginalskatter, graden af reguleringer af produktmarkeder (dvs. regulering af det private erhvervsliv), og omkostninger forbundet med at dokumentere, at importvarer overholder danske reguleringer. Den første fanger, om politikerne reagerer i skattepolitikken, den anden om man reagerer på krisen ved at regulere yderligere, og den sidste om en konsekvens af reguleringsændringerne fører til væsentligt tungere bureaukrati.

Søjler krise respons 7 til 14

Figuren omfatter 44 vestlige lande (minus katastrofelandet Grækenland), så hver søjle er gennemsnitsvæksten i real BNP per indbygger over perioden 2007-14 (fra Verdensbanken) på tværs af 22 lande under og over medianændringen i de tre faktorer. Den simple indikation fra figuren burde få flere politikkere til at tænke sig om en gang til, før de slipper kontrollen med deres reguleringsfetich. I lande, der overordnet har reageret på krisen ved at regulere disse områder mere – højere eller uændret marginalskat, flere og tungere reguleringer – har den totale vækst i perioden været cirka 1 %. I lande, der har reageret modsat og faktisk liberaliseret deres politik, har den gennemsnitlige vækst været 6 %. Hvilke lande er således bedst kommet ud af krisen? Svaret er, at det er dem, hvor staten er stået en smule mindre i vejen for befolkningen.

Hvor meget liberaliserede Thatcher egentlig finanssektoren?

Ikke nær så meget som man skulle tro, forlyder det i rapporten Thatcher: The Myth of Deregulation fra det velestimerede Institute for Economic Affairs, som kom på gaden i går:

It is commonly believed that, during the 1980s, Margaret Thatcher presided over a substantial reduction in government regulation of financial services. …

‘Big Bang’ in 1986 did remove the restrictive practices and largely private regulation that existed in securities markets. However, this involved the state unwinding systems of private regulation and was not, as such, a simple act of deregulation.

The idea that the 1980s was a period of increasing regulation and not deregulation is not revisionist history. Contemporary accounts argued that, under the regulatory system that developed, the City has ceased to be a place “where you look after yourself according to a code of honour of conduct. It is a tough regulatory system”; that the regulator had a “very tough bunch of powers”; and that “There is a substantial risk, in fact, that we now have massive overkill of the supervisory structure in the financial industry.”

Rapporten ledsages af en kommentar i City AM, som også er læseværdig. Den forsøger at gøre op med, hvad forfatteren opfatter som myter: at Thatcher i væsentlighed liberaliserede finanssektoren, og den politik hun førte – hvad end den så var – var en succes:

Thatcher’s governments did two things. They opened the door to the bureaucratic regulation of many areas of financial services, and this regulation has since grown like Topsy. They also stifled regulatory institutions that grew up within the market. Neither policy has been a success.

Epstein om organhandel

Der er markeder i alt, også organhandel. Liberale har i mange år talt om de gavnlige effekter af liberalisering, og senest har vi Richard A. Epstein, der skriver fra sin blog hos Hoover Inst. The Kidney Crisis. Her er den korte version:

Open markets could solve the organ shortage problem. On the donor side, it will induce high-quality sellers, because no one wants to buy a hepatic or diseased kidney. On the recipient side, the cash supplements could go a long way to increase organ access to indigent and minority patients, who are currently ill-served by the system. The big losers in this program will be the purveyors of dialysis services. But, the winner will be the large number of stricken people who, liberated from these machines, can live better and richer lives.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑