Tag: liberalisme (side 1 af 20)

Har LA gjort sig selv irrelevant?

Da Liberal Alliance startede og blev et troværdigt parti, vejrede mange liberale morgenluft. Venstre havde efter valgnederlaget i 1998 besluttet, at man ikke kunne vinde et valg på borgerlig liberal politik, og partiet rykkede derfor mod venstre for at slås med Socialdemokraterne om midtervælgerne. Claus Hjort og andre kræfter bag den fejlagtige analyse af 1998-valget regnede med, at det ville give nye vælgere og ikke mærkbart koste andre stemmer. Ræsonnementet var, at de liberale stemmer jo ikke havde andre steder at gå hen: De måtte bare acceptere, at Venstre blev kustoder i det socialdemokratiske museum – som PKK mindeværdigt karakterisede Foghs politiske kurs – fordi der jo ikke var andre liberale partier. Til Hjorts tydelige irritation ændrede dét sig med LAs indtræden i danske politik.

Den situation er nu ved at ændre sig igen. De seneste måneder, efter partiets ledelse valgte at gå med i regeringen og nogle af de centrale medlemmer fik deres ministerbiler, har LAs linje været karakteriseret ved en serie af dårlige beslutninger. Der har ikke blot været tale om implicit støtte til regeringens andre valg, og ikke bare illiberal eller uborgerlig politik, men decideret tåbelige beslutninger som LA-ministre har været ansvarlige for.

Ole Birk Olesens nye luftfartsstrategi, hvor en central del af strategien er at tvinge Københavns Lufthavn til at investere mere i udbygning, kan for eksempel kun forstås som et resultat af en af to lige tåbelige overvejelser. Den ene måde at forstå udspillet på, er at Olesen – eller mere sandsynligt hans embedsmænd – bilder sig ind, at de er dygtigere til at drive forretning end lufthavnens ledelse. Det vil på ingen måde være den første gang, politikere og embedsværk tror at de er bedre end private, og heller ikke første gang, at det viser sig at være en katastrofalt forkert antagelse. Den anden måde, man kan forstå Olesens udspil – og den jeg mener, er mere sandsynlig – er at se det som implicit statsstøtte til SAS. Det vil heller ikke være første gang, politikere finder det opportunt at bruge et delvist statsejet selskab til at støtte et andet delvist statsejet – og slemt nødlidende – selskab. Men det er stadig meget langt fra liberal politik og økonomisk set nærmest latterligt dumt.

Anders Samuelsens meddelelse forleden dag om, at man helt dropper topskattediskussionen, er på samme måde et udtryk for, at LA ikke længere spiller den vante rolle i dansk politik som det eneste parti, nogenlunde liberalt indstillede danskere kan stemme på uden at væmmes. LA har øjensynligt uden diskussion eller sværdslag forladt deres fingeraftryk på regeringsgrundlaget, og en helt central del af deres økonomiske politik. Og forklaringen, at man da sigter efter at få andre skattelettelser for ti milliarder kroner, er helt tom for mening. Selv en meget lille lettelse af bundskatten, som det ser ud til er Venstres foretrukne plan, kan meget hurtigt koste ti milliarder, og har ganske begrænsede dynamiske effekter. Om Samuelsen muligvis ikke forstår det, eller om han har opgivet sin ideologi og politiske principper, må stå som et åbent spørgsmål.

Helt grundlæggende er problemet, at LAs ideologiske brandsalg betyder, at den politiske situation igen tillader alle borgerlige partier at klumpe sig sammen på midten. Partiets funktion har ellers indtil for nylig, som vi skrev da partiet var helt nyt, været at gøre det politisk dyrt for særligt Venstre at rykke ind til midten af dansk politik. Med partiets nuværende linje, der øjensynligt sigter mod at gøre det til en slags discount-Venstre med lidt større ord uden handling, forstummer både den interne kritik og diversiteten på den danske såkaldte højrefløj. Enhedslisten spiller stadig sin rolle som ideologisk vagthund for venstrefløjen, og trækker på den måde både SF og Socialdemokraterne en tand til venstre. Når LA holder op med at spille samme rolle på højrefløjen, flytter midten af dansk politik og dens fokus logisk mod venstre. Det endelige resultat er derfor, at endnu flere liberale vælgere bliver ’disenfranchised’, dvs. efterladt uden et eneste politisk parti, der taler deres sag, og at LA de facto bliver politisk irrelevant. Var det meningen med LA, da partiet blev grundlagt?

Mike Munger i the Rubin Report

The Rubin Report er en af flere udsendelser, vi på punditokraterne jævnligt hygger os med. Forleden havde Dave Rubin besøg af den fremragende Michael Munger, professor i statskundskab på Duke University, tidligere præsident for the Public Choice Society, og en af de mest vidende liberale økonomer/statskundskabere i USA. Det kom der en særdeles særværdig udsendelse ud af, som vi håber læserne også vil nyde.

Mens man kan være meget uenig med Munger i hans ideer om basic income (som han taler om til sidst i programmet), er de første 40 minutter fyldt med guldkorn. Munger starter f.eks. med at tale med Rubin om statskundskab og hvorfor han mener, der er mere behov for (ordentlig) statskundskab i dag. Et af de universelle problemer er, som Munger så præcist formulerer det, at ”we tend to have this idea is what we need is better people.” I stedet er hans (og stort set alle public choice-forskeres) argument, at vi har behov for bedre regler, og politiske institutioner, der i højere grad begrænser, hvad politikere kan gøre. Og som Munger påpeger, er en af de ting statskundskab gør, at den ”studies the engineering of rules.”

Senere i udsendelsen kommer han tilbage til problemerne med politikere selv, og hvem der søger ind i politik. Hans karakteristik af politikere og deres opfattelse af sig selv er vidunderligt præcis: “you can be a Republican member of Senate, but (when) you look in the mirror, you see a God!”

Selv mainstream medier fordrejer nyheder og reportage når de ikke passer på deres ideologiske position. Mungers holdning er, at de nye, mindre medier indirekte kan gøre noget ved problemet. Som han formulerer det “we cannot discover truth, but what we can do is impeach falsehood.” Det er også et af punditokraternes mål. The Rubin Report gør det fremragende med Mike Munger, men også med mange andre gæster, som f.eks. Stephen Fry eller Ayaan Hirsi Ali. Stærkt anbefalet.

Jane Austen – subversiv i 200 år

It is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune must be in want of a wife. However little known the feelings or views of such a man may be on his first entering a neighbourhood, this truth is so well fixed in the minds of the surrounding families, that he is considered as the rightful property of some one or other of their daughters.

Ingen ved præcist hvornår linjerne ovenfor blev skrevet, men de blev udgivet i 1813 og skabte stor begejstring. Kronprinsen elskede den og eftertiden har hyldet bogen som en af de bedste nogensinde. Der kom dog kun tre bøger mere fra hendes pen. Forfatteren døde kun 42 år gammel, 18. juli 1817, for præcist 200 år siden denne uge.

Der er mange grunde til at mindes Jane Austen – for hende er det selvfølgelig, og linjerne ovenfor er de første i Pride and Prejudice – men måske ingen, der er helt indlysende for læsere af en borgerligt-liberal blog, der primært skriver om politik, nationaløkonomi og aktuelle diskussioner. Så tillad mig at forklare.

Udover de åbenlyse kvaliteter i sproget, morskaben og de spidende bemærkninger, og de romantiske temaer, mestrede Austen også to andre ting: Præcis skildring af sociale forhold, og subtilt subversive temaer. Anne Milbanke, der senere giftede sig med Lord Byron, noterede for eksempel i en af de få anmeldelser i 1813, at Pride and Prejudice var ”the most probable fiction I have ever read.” Mens de fleste skrev enten historiske eller gotiske romaner, mente Milbanke således, at Austen kom tæt på at beskrive folks faktiske problemer, sorger og passioner. Mange senere læsere og litteraturkendere har også bemærket, hvordan Austen er præcist med hensyn til hvad ting koster og hvor meget almindelige mennesker – og Mr. Darcy – tjener. Austens bøger er derfor en slags ’historisk’ kilde til den almindelige middelklasses forhold først i 1800-tallet, som endda kan være fornøjelig at bringe ind i ens undervisning. I modsætning til senere forfattere, som ofte implicit og nogle gange eksplicit mener, at økonomiske overvejelser er åndløse og ikke noget, man bør nedværdige sig til at overveje, er de en central del af den virkelighed, Austens personer lever i.

Det andet forhold er det, man kan kalde de subtilt subversive temaer. Austen var en mester i at beskrive situationer, der nogle gange næste umærkeligt fører læserne i retning af ganske liberale overvejelser. Udsagnet i starten på Pride and Prejudice er et fint eksempel, for gennem bogen bliver det klart for læseren – og for flere hovedpersoner – at måske er det ikke sandt eller helt så enkelt. Og selv heltinden, Elizabeth Bennet, må med skam indse, at hendes prioriteringer ikke er de samme som hendes nærmeste venners. Det er et smukt øjeblik, da hun med skam må indse, at et valg som for hende selv ville være fuldstændigt uacceptabelt, er hendes veninde Charlottes bedste mulighed.

Accepten af andre som individer, ’warts and all’, og værdien af deres frie valg står centralt i Austens forfatterskab. Som hun lader Elizabeth Bennet mene – og sige – i en helt central scene i Pride and Prejudice, hvor hun gør op med en særligt forstokket ældre adelig, har hun al ret til at opføre sig “in that manner which will, in my opinion, constitute my happiness.” Det var stærke sager i 1813!

En mangel på liberal accept af, at folk er forskellige og er de bedste til at vælge for sig selv, er også en kilde til stor morskab i Emma. Den unge og forkælede, men elskelige heltinde Emma ser sig selv som den store matchmaker. Hun sætter det som sit livs mål, at gøre andre mennesker så lykkelige som de kan blive, ved at finde den rigtige partner til dem. Emma må indse, om det kun sker allersidst i bogen, at hun har lidt under det fundamentale problem, som Hayek kaldte ’the pretense of knowledge’: Hun forsøgte at planlægge andres liv uden at have relevant information, men gjorde blot som om hun havde den – som om, hendes venner og bekendte opførte sig som de kategorier af mennesker, hun forestillede sig de tilhørte.

Det mest pudsige, og en af grundene til at bogen og dens heltinde er så elskede, som de er blevet, er at Emma endda forestiller sig, at hun kan planlægge sit eget liv som om hun var en kategori. Der er først da hun accepterer, at hendes egen smag, præferencer og prioriteringer også er unikke, at der er en Mr. Knightley til hende. Hvor mange mennesker, der blev lidt mere liberale i deres hverdag af at læse Austen, er ikke til at vide. Men en af grundene til, at hun stadig læses så meget, og opfattes som så forbløffende moderne, er at der mellem linjerne ligger en dybt individualistisk holdning, der stadig er subversiv og støder sammen med planlægningsideer og kategorikonservatisme. Og så hjælper det, at Emma faktisk ændrer sig, og at Lizzy Bennet får sin Mr. Darcy.

Er “borgerligt” ved at være tømt for indhold?

Hvorfor foregår al interessant politisk debat på den ”blå” side? Hvad er forskellen på konservatisme og liberalisme? Er liberalismens menneskesyn,at ”det deciderede afstumpede individ hyldes igen og igen”?

Disse spørgsmål var jeg torsdag inviteret i mit yndlingsprogram Cordua og Steno for at diskutere. Citatet om liberalismens menneskesyn stammer fra en klumme af den nu erklærede konservative Kristian Ditlev Jensen. Den kom heldigvis ikke til at fylde noget særligt. Den var i enhver henseende under lavmålet. Og Jensen mødte ikke op til debatten; det gjorde den konservative Nikolaj Bøgh derimod, og han havde interessante og relevante synspunkter at bidrage med.

Klummen kunne dog alligevel tjene som en – nærmest karikeret – illustration af nogle problemstillinger i ”den borgerlige samfundsdebat” (udover ironien i, at Jensen ikke alene kom med en række grove beskyldninger helt uden referencer, men samtidig tillod sig at beklage sig over ”bondsk mangel på almen dannelse” hos politikerne, og at ”begrebet ’ekspert’ pludselig er noget dårligt”).

Det er rigtigt, at en stor del af den interessante samfundsdebat foregår blandt borgerlige. Venstrefløjens postmoderne genopfindelse af sig selv efter Murens fald er ikke vitaminrig. Den er groft sagt gået fra den doktrinære marxismes overbevisning om at have opdaget historiens materielle, objektive bevægelseslove til den postmoderne opfattelse af, at alting er sprog og magtrelationer. Virkeligheden er blot en ’diskurs’, man kan erstatte med en anden, og klassekampen er blevet til identitetspolitik.

Der er dog også en bagside ved populariteten for den borgerlige debat. Den har tiltrukket en gruppe af ”borgerlige debattører”, som ikke har meget andet at byde på end letbenede godtkøbsbetragtninger og bombastiske postulater, der sjældent er underbygget af systematiske fakta eller teoretisk kontekst. Ofte bliver der ekstrapoleret ud fra personlige oplevelser, og modstanderne bliver underkastet moralsk fordømmelse. Denne tilstrømning er altså ikke nogen ubetinget berigelse.

Det er for mig at se desuden en god del afsmitning fra den postmoderne venstrefløj hos visse af disse ”borgerlige debattører”. Ditlev Jensens udfald mod liberalismen ligger f.eks. i direkte forlængelse af kritikken af ”neoliberalismen”, som er blevet en fællesbetegnelse for alt, kritikerne opfatter som ondt og dårligt. Det er alt fra blind satsning på økonomisk vækst som det eneste sagliggørende, new public management, krig, økonomisme og grådighed, som samles i dette bekvemme samlebegreb, der så tillægges ansvaret for ulighed, global opvarmning, fattigdom, stress og materialisme. Der bliver sjældent peget på konkrete referencer – undtaget dog f.eks. Naomi Kleins forvanskede fremstilling af især Milton Friedman.

Det er som sagt udmærket med en intern borgerlig debat, hvis den altså er meningsfuld og frugtbar. Det ligger ikke i borgerlighedens natur, at man skal være enige om alt. Det gælder ikke kun en debat mellem konservative og liberale – men også mellem forskellige slags liberale og forskellige slags konservative. Men for at kunne tale om ”borgerlige” må der nødvendigvis være et minimum af fælles projekt. I dag kan man godt frygte, at borgerligheden højst har det til fælles, at dens debattører opfatter sig selv som ikke tilhørende venstrefløjen. Det er for lille en platform til at give mening.

Hvad kunne være et bud på en meningsfuld fællesnævner? Efter min opfattelse kunne det være princippet om, at der skal være grænser for politik. Hvor grænsen skal gå og hvorfor, kan man diskutere. Men ikke at den skal være der. Det betyder også, at borgerlig politik er, hvad man kunne kalde anden-ordens-politik. Den går ikke ud på at realisere et helt bestemt resultat, men at sikre borgerne en privatsfære at handle frit indenfor.

Årets liberale stemmer 2016

Traditionen her på Punditokraterne byder, at vi ved årets slutning kårer årets liberale stemme. Nogle år er det lettere end andre, men i år har været specielt svært. 2016 var et år med få liberale stemmer i debatten, og også et år hvor de liberale stemmer, der er der, havde det ganske svært. Alligevel har vi valgt at short-liste tre debattører, hvoraf en er den klare nummer et på listen.

De skal alle have vores største tak.

– Redaktionen


1. Flemming Rose

Flemming Rose er vores første bud – og vores liberale stemme i 2016.

Rose blev verdenskendt efter den mærkværdige krise omkring Muhammed-tegningerne, men skrev allerede før da informeret og klart om f.eks. Rusland, hvor han var Berlingskes korrespondent fra 1980 til 1996. Det var hverken bekvemt eller ufarligt – Rose så bl.a. med egne øjne hvordan den russiske hær dræbte fredelige demonstranter i 1991 i Litauen – men han valgte at vende tilbage og dække de første Putin-år som Moskva-korrespondent for Morgenavisen Jyllands-Posten.

Grunden til at hylde Flemming Rose – på trods af at han tidligere har fået adskillige priser – er hans fortsatte arbejde for ytringsfrihed og imod den tiltagende selvcensur og politiske korrekthed i medierne i hele den vestlige verden. Han modtog Cato Institutes Milton Friedman Award for Advancing Liberty i år, og risikerer stadig sit liv og førlighed i kampen for retten til at sige sin mening offentligt og uhindret.

Men vi har i årevis undervurderet, hvor svært det har været for ham. Roses nye bog dokumenterer – sammen med adskillige historier – hvordan Jyllands-Posten og dens chefredaktør, Jørgen Ejbøl, udadtil støttede ham, men indadtil gav Rose mundkurv på og forsøgte at forhindre ham i at udtale sig om nogen som helst relevant. Kampen for vores grundlovs- og konventionssikrede ret til at sige vores mening i vestlige demokratier var ikke blot op ad bakke pga. politikere og andre meningsdannere, der mener at have moralsk ret til at definere, hvad andre bør sige. Det har vist sig også at have været stejlt op ad bakke internt hos Jyllands-Posten på grund af Ejbøls “to ansigter”: Hans forsvar af ytringsfrihed udadtal, men hans næsten totale mangel på principper i praksis indadtil.

Ytringsfrihed er en af de mest grundlæggende rettigheder vi har som individer, og Flemming Rose er en af verdens fremmeste forsvarere af den ret – uanset hvor svært det er. Derfor er han punditokraternes liberale stemme i 2016.


2. Jacob Mchangama

Retsstaten er det retlige koncept en klassisk liberal, europæisk samfundsorden understøttes af, og Jacob Mchangama er om nogen retsstatens mand. I kraft af sin flittige aktivitet som debattør, som forfatter og ikke mindst som direktør for tænketanken Justitia, er Jacob ubestridt Danmarks stærkeste stemme i spørgsmål om civile og politiske rettigheder.

Tænketanken Justitias Facebook-side vidner om omtrent daglig eksponering af synspunkter, de fleste liberale vil kunne støtte fuldhjertet, fx om logning og overvågning, myndighedernes adgang til privat ejendom og ytringsfrihed. Det er et tungt, men også samfundsvigtigt og -gavnlig mission, Jacob er på. Uden hans vedholdende og seriøse indsats, ville debatten om, hvad staten bør og ikke bør gøre, være overladt til teknokrater og en lille håndfuld akademikere og retspolitikere.

I november udgav han sammen med Frederik Stjernfelt monografien ”Men… Ytringsfrihedens historie i Danmark”; et magnum opus om, hvordan diskussionen om ytringsfrihedens grænser (i det omfang der bør være nogen) faktisk er ældgammel, men stadig, helt evident, relevant.

Vi forventer også at se og høre mere til Jacob i året der kommer.


3. Niels Westy Munch-Holbek

Et tredje bud på vores short-list er Punditokraternes egen Niels Westy, som har trættesløst arbejdet for a debunke myter om globaliseringens virkninger og Cubas udvikling, og har været central i at formidle baggrunden for og fakta bag Venezuelas kollaps i hele 2016.

I Deadline og Debatten på DR2, i TV2 News, og i Børsen og andre trykte medier – og her på bloggen – har Niels bidraget med omhyggeligt dokumenterede fakta og stor indsigt i både danske, amerikanske og latinamerikanske forhold.

Hans insisteren på ordentlighed og fakta har gjort det overordentligt svært for både folk på den yderste venstrefløj og stærkt nationalkonservative at imødegå ham med andet end ad hominem argumenter eller følelsespornografiske påstande.

Omvendt har det været en fornøjelse at se journalister navigere debatter med Niels (se f.eks. denne debat med formanden for Dansk-Cubansk Forening i anledning af Castros død), hvor hans simple faktuelle indsigter afslører hvor ekstremt illiberal modparten er. Et andet eksempel på Niels’ utrættelig insisteren på ordentlighed og fakta er hans imødegåelse af den mytologi om ulighed og skatteunddragelse, som bl.a. kampagneorganisationen IBIS forestår.

En strøtanke

Hvordan udlægger andre de tanker, man har gjort sig skriftligt og offentligt om et emne, og hvilken effekt har udlægningerne i forhold til rubricering af en selv og ens arbejde fremover? Retsfilosoffen Joseph Raz skrev i midt-1980’erne The Morality of Freedom, og har i forbindelse med en konference givet sig selv en chance for at genlæse bogen, og reflektere over hvad der skete efter dens udgivelse. Det er der kommet en hyggelæsnings-artikel ud af, som kan hentes på SSRN.

Jeg vil gerne fremhæve et par observationer, som jeg mener også gælder den danske debat, eksemplificeret ved fx borgerligheds-diskussionen.

Far too many philosophical publications [der kunne ligeså vel havde stået kronikker eller længere Facebook-opdateringer, Nikolaj] are concerned not with which ideas are sound, or what arguments are good, but whether this or that author or this or that publication belongs or does not belong with some school of thought. To mention but one example: much writing in political philosophy is preoccupied with establishing the credentials, or lack thereof, of a writer as a liberal, or a political liberal. I secretly enjoyed reactions to the book that condemned it for not being true to liberalism. Were they condemning liberalism as a mistaken political theory (exposed as such by the book)? No, the comment appeared to be made by people for whom party credentials were what mattered most.

Og videre, om liberalismen, som ideologi:

I do not believe that liberalism is (or contains) a political theory or family of theories united by shared core doctrines. Theories commonly identified as liberal diverge on many central issues, and resemble non-liberal theories (that is ones that are not commonly classified as liberal) on other issues. Liberalism is best understood as a historical phenomenon identified by lines of historical development, by cross references that express the appeal that some writers had for others, and often by a common temperament.

Denne punditokrat er tilbøjelig til at være enig i karakteristikken, som udelukker det trick, visse debattører bruger, hvormed de siger, at man ikke er liberal, fordi man mener eller ikke mener X.

Paisley om borgerlighed og liberalisme

Vistnok ansporet af Berlingerens nye linje i debatsektionen pågår en debat om, hvad det vil sige at være borgerlig. Sådan et spørgsmål må efter denne punditokrats mening nødvendigvis afføde orakuløse svar, hvilket debatten da også, med undtagelser, vidner om.

Erik Winther Paisley for i går i blækhuset og skrev foruden et glimrende indlæg om Brexit-dommen også et om skillelinjen mellem ”borgerlige” og ”liberale.” Det gjorde han over hos Jyllands-Posten i blog-indlægget Liberalismen skal aldrig nøjes med at være borgerlig.

Jeg vil være så fræk at citere det sidste afsnit, men gå endelig ind og læs mellemregningerne:

Jeg siger ikke, man skal tage et maoistisk opgør med alle sine borgerlige kulturelle normer, ligesom man i øvrigt heller ikke behøver kaste alle politiske traditioner over styr. Men man skal være lige så villig til at applicere sine filosofiske idealer til det private liv, som man er til at bruge dem på det politiske. Vær borgerlig, men vær en borgerlig reformator, og tag de kampe der deraf følger.

Pointen om, at det private må være politisk kan opfattes som kontroversiel, og kunne godt afføde et par kommentarer. Der er i hvert fald ikke udelt enighed i den liberale litteratur om, at det private bør være politisk. For at sige det mildt.

For mit eget vedkommende kom jeg dog til at tænke på Phillip Pettits non-dominans-frihedsbegreb og republicanism, og skrev kortfattet et par linjer om dét på Medium: Om republicanism og frihed, der er lig med ikke-dominans.

Apropos liberalisme, bemærk så, at Libertas’ Torben Mark Pedersen har forfattet en textbog til gymnasiebrug netop derom. Den kan hentes hos CEPOS. Ved første øjekast lader den – forventeligt – til at være gennemarbejdet, og hvis man kender en i gymnasiealderen (eller enhver anden alder for den sags skyld), ville det være oplagt at give dem et link.

The record of history is absolutely crystal clear

“…. so the record of history is absolutely crystal clear, that there is no alternative way so far discovered of improving the lot of the ordinary people that can hold a candle to the productive activities that are unleashed by the free-enterprise system.”

Ovenstående citat stammer fra et interview med Milton Friedman i 1979 -se det fulde interview nedenfor. Og med det seneste socialistiske eksperiment, Venezuela, i totalt kaos, kan det kun undre, at der fortsat  er de som tror der findes en 2. eller 3. vej. For historien er som Friedman siger “krystalklar”. Kun lande baseret på markedsøkonomi har været i stand til at sikre ordentlige levevilkår for den brede befolkning.

Punditokraternes “gamle redaktør” Peter Kurrild-Klitgaard er inde på det samme i sin kommentar i dagens Berlingske Tidende, Socialismen forarmer – altid, hvor Peter bl.a. skriver:

Planøkonomiske regimer ender altid i relativ forarmelse og på et tidspunkt med valget mellem enten at tvinge borgerne ud i tyranni og decideret statsligt slaveri (Venezuela, Cambodia), eller med liberaliserende reformer.

Peter henviser også studier af Martin Paldam og Erich Gundlach, af hvad de kaldte »ægte tvillinger«: Lande, der oprindeligt havde hørt sammen og nogenlunde lignede hinanden i udgangspunktet, men blev skilt fra hinanden og hvor den ene endte med markedsøkonomi, mens den anden endte med planøkonomi, altså  socialistisme. Man undersøgte bl.a. Vesttyskland og Østtyskland (1945-89), Sydkorea og Nordkorea samt Folkerepublikken Kina og »tigerøkonomierne« (Taiwan/Hong Kong Singapore), Østrig og Ungarn (1945-1989), Østrig og Tjekkoslovakiet (1945-1989) og Finland og Estland (1945-89). Konklusionen var i alle tilfælde entydig. Ikke overraskende klarede markedsøkonomierne sig væsentligt bedre end den planøkonomiske tvilling.

Kina og Taiwan illustrerer godt pointen. Som det fremgår af nedenstående grafer, som viser udviklingen i købekraftskorrigeret BNP for henholdsvis Kina og Taiwan i figur 1 samt Taiwan og Danmark i figur 2, er forskellen til at tage og føle på.

Figur 1.

taiwan kina

Kilde: Penn World Tables 9.0

Figur 2

dk - taiwan

Kilde: Penn World Tables 9.0

Som bekendt ændrede Kina i betydelig grad model fra slutningen af 1970erne og frem, har de seneste årtier oplevet meget høje vækstrater – omend officielle tal formentlig overdriver den reelle vækst. Den opnåede vækst i de seneste årtier har dog ikke været nok til at opveje de første årtiers relative stagnation. Forskellen målt på BNP per indbygger er således i dag større mellem Taiwan og Kina, end den var i 1960. Mens Taiwan kun var ca. dobbelt så velstående i 1960, er man i dag ca. 3 gange så velstående målt på BNP. siden 1990erne er forskellen dog indsnævret betydelig (på et tidspunkt i 90erne var Kinas velstand kun en smule højere end 10 procent af Taiwans). Som det fremgår er Taiwan i dag på niveau med Danmark. I 1960 var vi 5 gange rigere end dem. for Kina’s vedkommende gælder, at de målt på BNP per indbygger, ca. er på niveau med Danmark i 1960.

Peter tager i sin kommentar i dagens Berlingske Tidende udgangspunkt i Venezuela og Chile. En ikke helt urimelig sammenligning. Som det fremgår af nedenstående figur 3, var Venezuela målt på BNP per indbygger væsentligt mere velstående end Chile i midten af 1970erne, hvor Chile indledte sine omfattende reformer, der i løbet af kort tid omdannede landet fra en statscentreret og lukket økonomi, til en af verdens frieste økonomier (se figur 4).

Omvendt i Venezuela, hvor man netop på det tidspunkt kastede sig ud i forsøget på en industrialisering baseret på importsubstitution. Det var samtidig starten på den deroute, som foreløbigt er med den totale økonomiske (og på alle mulige andre måder ) nedsmeltning, landet oplever i disse år, med varemangel, ekstreme inflationsrater og hastigt faldende BNP.

Figur 3

cv2

Figur 4

cv1

Det kan kun undre at fortalerne for socialisme og planøkonomi fortsat ikke har indset, at det altid ender på samme måde. Eller som punditokraternes gamle redaktør skriver:

Planøkonomiske regimer ender altid i relativ forarmelse og på et tidspunkt med valget mellem enten at tvinge borgerne ud i tyranni og decideret statsligt slaveri (Venezuela, Cambodia), eller med liberaliserende reformer.

Og jo, Venezuela er i den grad et socialistisk eksperiment, selv om venstrefløjen lige nu løber med 1000 km, i timen væk fra dette seneste fallerede eksperiment. Bla. er langt over 1000 private virksomheder er blevet nationaliseret, mens både den førte finans- og pengepolitik, landbrugsreformer mv. stort set minder om hvad vi før har oplevet under bl.a. Allende i årene 1970 til 73 i Chile.  Mens Chile endte i diktatur og markedsreformer, der heldigvis også endte med at blive fulgt op af politiske reformer og tilbagevende til demokrati. Er Venezuela foreløbig endt med at militæret er den reelle magthaver. Om det så ender med et egentlig militærdiktatur, har vi fortsat til gode at se.

At udviklingen blot endnu en gang understreger Friedmans pointe om markedets afgørende rolle burde være “krystalklart”.

Eller som jeg slutter af med i min kronik, Kunsten at misforstå liberale idéer, i Børsen søndag:

liberale reformer virker. Se blot på Sydamerika. De er forskellen mellem lande som oplever fortsat fremgang og lande, som nu må sande, at trods et historisk råvareboom i nullerne, står man igen midt i en akut økonomisk krise.

Chile – de første til at gennemføre reformer – er den hurtigst voksende økonomi i regionen de seneste 25. år. I begyndelsen af 1990’erne var bnp per indbygger på niveau med Brasilien. I dag er det regionens højeste og 70 pct. højere end i Brasilien. Samtidig er andelen af befolkningen som lever i fattigdom raslet ned og absolut fattigdom næsten udryddet.

Peru, som reformerede økonomien i 1990’erne efter mange års misvækst, er de seneste 15 års hurtigst voksende økonomi i regionen. Bnp er vokset fire gange hurtigere end i Argentina og Brasilien. Den offentlige gæld er minimeret og fattigdommen reduceret drastisk. Dette står i skarp kontrast til udviklingen i Brasilien, hvor den offentlige gæld er faretruende høj, og fattigdommen atter vokser.

Konklusionen er klar. (Neo)liberale reformer – privatiseringer, deregulering af markeder mv – fremmer vækst og fremgang. Sydamerika leverer beviset.

Ny Adam Smith-dokumentar

Den fremragende Johan Norberg har sammen med Free to Choose TV forleden udsendt en ny TV-dokumentar om Adam Smiths liv og indflydelse (hattip: Emily Skarbek). De to dele handler henholdsvis om Smiths liv og arbejde, og hans indflydelse på moderne tænkning og forskning. Begge dele er forrygende formidlet, spændende og tankevækkende, og er stærkt anbefalet for både almindeligt interesserede og som tværfagligt emne for ikke-marxistiske lærere i gymnasiets samfundsfagsundervisning!

 

Liberalisme i Danmark

Det nye nummer af Econ Journal Watch fortsætter dens serie om liberalisme i forskellige lande. Punditokraternes gamle redaktør, Peter Kurrild-Klitgaard har her en glimrende artikel om liberalismens historie i Danmark. Der er flere ting at hæfte sig ved, ikke mindst det forhold, at Danmark var et af de første lande hvor Adam Smiths Wealth of Nations blev oversat, og at landet havde en ganske særk liberal tradition i samfundsvidenskaberne op til Første Verdenskrig.

Kurrild hovedpointe er dog ”den store tørke” fra 1945-1980, hvorefter en generation – som Kurrild i høj grad selv er medlem af – genoplivede liberal tænkning på de danske universiteter og i medierne. Det er også fra denne ret eklektiske gruppe, og fra en synlig tradition for politisk økonomi og public choice på universiteterne, at Cepos er vokset frem. Eller som han skriver: ”After a long drought, the 1980s brought a visible renaissance of liberal thinking and writing in Denmark, and the present study has surveyed and highlighted some of the more visible circles and personalities. One lesson the history here presented may offer is that a few individuals and a few ‘centers’ may actually influence quite a lot.”

Hele artiklen er interessant og stærkt anbefalet for alle, der er interesserede i emnet og dets status i Danmark.

Ældre indlæg

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑