Tag-arkiv: liberalisme

Chile – tilbage til start

“Only a crisis – actual or perceived – produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around. That, I believe, is our basic function: to develop alternatives to existing policies, to keep them alive and available until the politically impossible becomes the politically inevitable.” – fra Milton Friedmans forord til 1982 udgaven af Capitalism & Freedom

Søndag stemte chilenerne om en ny forfatning til afløsning af den gamle, som blev indført i 1980, under Pinochet. Det blev (heldigvis) et nej. Mens et overvældende flertal af afgivne stemmer (80 pcr.) ved afstemningen i 2020 ønskede etablering af en grundlovgivende forsamling og udarbejdelse af en ny forfatning, som konsekvens af de sociale uroligheder der hærgede landet i 2019, endte det (fornuftigvis) med, at flertallet sagde tak, men nej tak, til det forslag som denne kom frem til.

Jeg skal ikke her gå ind i en dybere analyse af forslaget, som med 150 sider og mere end 300 paragraffer var en ordentlig moppedreng (den danske grundlov fylder ca. svarende til 2 kronikker i Politiken eller Berlingske tidende). Men har man lyst, kan man læse en engelsk oversættelse her.

Problemet med forfatningsforslaget var ud over længden, at det formentlig ville have betydet enden for Chile som forgangsland i Sydamerika og have sat alt det man har opnået det seneste halve århundrede over styr – herunder at man er gået fra at være fattigere end gennemsnittet i midten af 1970erne til i dag – trods relativt ringe vækst de seneste 10 år – at være Sydamerikas rigeste land målt på BNP per capita.

Men hvad så nu? Vælgernes afvisning sætter godt nok den nuværende venstreorienterede præsident (de mest venstreorienterede chilenerne har valgt siden Allende i 1970) i en problematisk situation. I forvejen har præsident Gabriel Boric, som indsattes i marts allerede mistet en stor del af den oprindelige opbakning. Kun omkring 1/3 af vælgerne udtrykker deres støtte til præsidenten og hans regering i de seneste meningsmålinger. Jo jo, høj inflation (ca. 13 pct), lav vækst (forventet nul-vækst i indeværende år) og en (åben) arbejdsløshed på små 8 pct. hjælper naturligvis ikke, uanset hvor “gode intentioner” man har. (data er fra seneste The Economist)

Der er ingen tvivl om at Covid-19 ramte Latinamerika hårdt – også Chile, men selv uden pandamien har udviklingen i 10erne ikke været noget at juble over. Problemet er at selv Chile, som godt nok har klaret sig rimeligt i forhold til andre lande i regionen de seneste 10 år, slet ikke har kunne mønstre samme vækst og fremgang som tidligere, hvilket tydeligt fremgår af nedenstående figur (data er fra IMF Economic Outlook).

Ja, i det hele taget er det gået rigtigt skidt for de fleste lande efter de ”glade nuller”, både hvis vi ser på Sydamerika eller Latinamerika mere generelt.

Det skrev jeg lidt om i en kronik i sidste uge i Ræson, og vi kan lige så godt tage dens to pointer først som sidst:

1. Den meget omtalte ”2. røde bølge” bliver formentlig kortvarig (bortset fra de ikke-demokratiske lande Cuba, Nicaragua og Venezuela) og ”højrefløjen” vinder i de fleste lande præsidentvalgene fra 2023 og frem, hvorefter vi kan få en ”3. rød bølge” osv.

2. Der er ikke brug for hverken højreorienterede eller venstreorienterede præsidenter, men for markedsreformer – og jo, den slags kan også venstreorienterede præsidenter finde på at gennemføre. Fx er Uruguay et af Latinamerikas mest åbne økonomier (så åben som man nu kan blive, når man indgår i Mercosul), og det var man også i alle årene med socialistiske præsidenter. På samme måde er højreorienterede præsidenter bestemt ingen garanti for tiltrængte reformer. Colombia er således – i modsætning til uruguay – bl. a. karakteriseret ved høje handelsrestriktioner, og her har man haft ”højreorienterede præsidenter” indtil valget i år. Og ja, selvfølgelig er graden af handelsrestriktioner kun en parameter – og sådan er det jo ofte. De ”rene” økonomiske regimer eksisterer sjældent.

Problemet er som det har været i årtier, behovet for (fortsatte) markedsreformer – mere i nogle lande end i andre. Og her er Chile bestemt ikke det ringeste eksempel (og hvorfor man set over 30-40 er den hurtigst voksende økonomi i regionen, se nedenstående figur). Men et stort problem er den politiske usikkerhed det seneste årti omkring den “Chilenske” model. En usikkerhed som ikke blev mindre, da Michelle Bachelet ved valget i 2013 (som hun vandt) på et klart mere venstrepopulistisk valgprogram end da hun blev valgt første gang i nullerne.

Kilde IMF

Således er selskabskatten steget fra 21 pct. i 2014 til 27 pct. i 2019, ligesom man har ønsket et opgør med det “privatiserede” pensionssystem (reelt genindførelse af go-as-you-pay), hvilket dog nu er afværget indtil videre med forkastelsen af den foreslåede forfatning.

Nok har det private pensionssystem som indførtes i begyndelsen af 1980erne sine klare mangler. Bl. a er opsparingskvoten sat for lavt, lige som det er et problem at en betydelig del af arbejdsstyrken kun har en marginal tilknytning til det formelle arbejdsmarked. Arbejdsmarkedet er et af de områder som desværre ikke for alvor blev reformeret u 70erne og 80erne.

Men alle synes at have glemt hvorfor man reformerede pensionssystemet i 80erne og hvilken positiv effekt det efterfølgende fik på Chiles økonomi. På daværende tidspunkt var det statslige system reelt bankerot, og den private opsparing der fulgte reformerne har haft stor betydning for udviklingen af de chilenske kapitalmarkeder og muligheden for at rejse kapital lokalt.

Et andet problem man kan pege på er Chiles uddannelsessektor. Det har de seneste mere end 10 år igen og igen ført til protester, strejker på de videregående uddannelser mv., kulminerende i de voldsomme uroligheder i 2019, at der er en betydelig egenbetaling på især de videregående uddannelser.

Igen har man vist glemt, at uddannelsesniveauet målt som andelen som tager en videregående uddannelse samtidig med ”privatiseringen” er steget markant, og reelt ligger det væsentlige problem et andet sted, nemlig i grundskolen.

Nok er Chile det Latinamerikanske land, hvis elever scorer højest i Pisa-undersøgelserne, men der er samtidig en voldsom spredning. En af grundene er at man i stedet for et centraliseret (statsligt) system og finansiering, lavede et decentraliseret (kommunalt) system. Resultatet af dette er at der er væsentligt forskel på kvaliteten i ”fattige” kommuner og ”rige” kommuner. Selv om den foreslåede forfatning ikke blev vedtaget udestår selvfølgelig fortsat spørgsmålet om hvad der så vil ske.

En realistisk mulighed er, at der vil blive forsøgt med et langt mere moderat forslag til ny forfatning, som kan sikre flertal ved en ny afstemning. Men uanset må det forventes at Chile, også efter at den nuværende præsident Borac, som uanset at han selv ligger et godt stykker ude på venstrefløjen, skal have et flertal med i kongressens to kamre for at lave ændringer, vil fortsætte med en bevægelse mod mere blandingsøkonomi (mere statslig indvolvering/højere skatter). Det afgørende bliver så hvordan. De nordiske landes velfærdsstater fremhæves jo ofte som rollemodeller i udviklingsøkonomiske sammenhænge. Her var det måske en ide med en bredere erkendelse af, at en af “hemmelighederne” er, at de blev indført på et relativt sent tidspunkt, hvor fx. Danmark allerede var blandt verdens absolut rigeste lande. En rigdom baseret på bl. a. relativt lave skatter og en efter datidens forhold åben økonomi. Den pointe glemmes desværre ofte. Ligesom det glemmes, at prisen for en “fuldfed” velfærdsstat er lavere vækst.

Nu indledte jeg dette indlæg med et citat fra forordet til Friedmans Capitalism & Freedom 1982 udgave om at forandringer kun for alvor sker i tider med reel eller indbildt krise, og de forandringer som sker afhænger af de ideer der er til stede. Måske var det en ide at flere læste Capitalism & Freedom – både i Chile og i Danmark?

Så her er til slut en opfordring. følg linket for oven og læs Capitalism & Freedom. Den er fra 1962, men stadig sørgelig aktuel.

Borger & Stat

I torsdags deltog jeg i et udsolgt arrangement hos Cepos, hvor vi lancerede en ny bog: Borger & Stat. Jeg skriver udtrykkeligt ‘vi’, da der er tale om en antologi jeg har bidraget til. Bogen, der er redigeret af filosoffen Brian Degn Mårtensson og økonomen Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen, er tænkt som en indføring i dele af kernen i liberalt og konservativt tankegods. Mens flere deltagere ved lanceringen efterspurgte andre dele af dette tankegods, var der bred enighed om, at det var materiale til en Borger & Stat II, dækker den mange interessante aspekter.

Der er for eksempel kapitler om nyere dansk økonomisk politik (Mads Lundby Hansen), hvordan en borgerligt-liberal sundhedspolitik ville se ud (Karsten Bo Larsen), narkotikapolitik (Punditokraternes egen Niels Westy), velfærdsstatens regulering af børn og kvinder (Anne Kirstine Sørensen), finanskrisen (Aksel Tarras Madsen), og handelspolitik (undertegnede). Hele antologien er interessant og kommer langt omkring, og hvis man f.eks. sidder som gymnasielærer og gerne vil se kapitlet om frihandel, kan enkeltkapitler fås ved henvendelse til redaktørerne. Stærkt anbefalet!

Hvem fortæller historien?

Man siger ofte, at det er sejrherrerne, der skriver historien. Romerne skrev historien om de puniske krige, de allierede skrev historien om første verdenskrig, og indtil fornylig skrev kommunisterne den officielle historie om den russiske revolution. Det samme gælder til en vis grad om politiske ’krige’, og i det aktuelle tilfælde om 2020-epidemien og de politiske tiltag mod den.

Det er ikke mindst af den grund, at mange er bekymrede for den ekstreme grad af ensretning i den journalistiske dækning af viruspolitikken og virussens udvikling, som vi har oplevet siden marts sidste år. Når det gælder lovligheden af en række af regeringens tiltag, vågnede visse medier – inklusive Berlingske, BT og Børsen, op i efteråret og begyndte at udgive skeptisk, undersøgende journalistisk. Gælder det selve approachen – at lukke samfundet ned og styre alt med hård, politisk hånd – er det foreløbig kun og udelukkende enkelte journalister på Weekendavisen, der har udvist almindelig journalistisk skepsis. En pudsig detalje er, at den ene af dem ikke engang er uddannet journalist, men er phd i neurobiologi.

Det er ikke kun Danmark, der oplever disse problemer, men størstedelen af den vestlige verden. Journalister er holdt op med at håndhæve journalistiske normer, videnskabelige diskussion og skepsis bliver stemplet som fake news, og et af resultaterne er, at almindelige mennesker holdes i et jerngreb af dybt irrationel frygt. En del af disse problemer blev forleden diskuteret i en samtale mellem Matt Kibbe og Peter Boettke, som kan ses nedenfor. De to nævner for eksempel, hvordan cirka halvdelen af alle demokrater og en ganske stor del af republikanske vælgere i en ny undersøgelse mente, at halvdelen af alle coronasmittede bliver indlagt på hospitalet. En anden undersøgelse viste, at mange briter tror, at cirka 8-10 % af befolkningen er døde af corona. Misinformationen og den totale ensretning af adfærd og civilsamfund har alvorlige konsekvenser.

En af Boettkes måske mest interessante pointer er, at vi intellektuelt har taget et skridt tilbage til 1970erne. I Danmark er det blandt andet overvældende tydeligt reflekteret i statsministerens udsagn om, at det var en ’gammeldags’ måde at se tingene på, når man går ud fra at statsgæld skal betales tilbage, og forleden da erhvervsministeren påstod, at bankernes rentepolitik er helt uafhængig af de renter, Nationalbanken sætter. Det gælder dog også i meget bredere forstand, idet mange borgere – og de fleste politikere – ganske pludseligt er begyndt at tro på statens guddommelige evner og viden. Man er effektivt tilbage til 1970ernes tro på, at en lang række forhold, som ikke kan vides er åbenbaret for statens politikere og embedsværk, selvom ingen privatindivider har den viden, og også den dybt ideologiske idé, at politik er fundamentalt god.

Stiller man spørgsmålet, hvem der får lov til at definere fortællingen om epidemien, åbner det således op for en langt bredere diskussion om, hvad det er for et samfund en flok dybt inkompetente, uhæderlige politikere – og ja, det er faktisk min ærlige mening om dem efter 15 års erfaring med dem – er ved at skabe? Er man med på at starte weekenden med tanker om det liberale samfund versus hvad der bygges for tiden, kan Kibbe og Boettke anbefales varmt.

Punditokraternes julelæsning (3)

Forleden startede vi årets serie om punditokraternes forslag til julelæsning. De to første var i en vis forstand klassiske punditokratvalg, men det tredje er nok i højere grad en overraskelse for mange læsere. For hvad i alverden kan en halvgammel heavy metal-sanger have at bidrage med på en liberal, halv- eller helakademisk blog? Overraskelsen er, at svaret faktisk er en hel del – i hvert fald når det handler om Bruce Dickinsons selvbiografi med titlen What does this Button Do?

For de uindviede har Dickinson – med undtagelse af en årrække i 1990erne – været forsanger i det legendariske heavy metal-band Iron Maiden siden slutningen af 1981. Bandet var et af de centrale i den såkaldte New Wave of British Heavy Metal, der fra sidst i 1970erne genoplivede og definerede genren. Modsat de fleste andre, eksisterer Iron Maiden stadig og har spillet udsolgte koncerter indtil nedlukningerne forhindrede det. En af grundene er naturligvis, at de er fremragende musikere, ligesom Dickinsons operainspirerede evne til at fortælle en historie er unik. En del af forklaringen ligger dog også i, at de har holdt fast i deres måde at skrive musik og spille på, uanset hvad alle andre mente eller gjorde. Hvem ellers ville finde på at sætte 13 minutters musik til en gendigtning af Coleridges Rime of the Ancient Mariner og slippe godt fra det?

Dickinsons band er med andre ord intelligent og kapabelt i en grad, som de færreste forbinder med genren. Han er, ligesom flere andre medlemmer af bandet, universitetsuddannet og havde også en sportskarriere tæt på toppen af britisk fægtning i 80erne ved siden af sit job som forsanger. Senere uddannede han sig, stadig ved siden af forsangerjobbet i et af verdens mest populære heavy metalbands, til pilot og fløj en årrække for charterfirmaet Astraeus. Han har blandt andet været med til at flyve RAF-piloter hjem fra Afghanistan, og grundlagde senere Cardiff Aviation Ltd., der i dag servicerer fly for en række større selskaber.

Dickinson er, med andre ord, lidt af et renæssancemenneske og i høj grad en iværksætter. Er man ikke allerede hooked, må man spørge sig selv om man kender andre eksempler på folk, der om formiddagen flyver en Boeing 757 til en storby (og til verdensturnéen i 2016 opgradere sin licens til at flyve 757 og senere Boeings mægtige 747), får en lur og om aftenen synger for 50.000 mennesker? Eller man kan spørge sig selv, om det ikke er værd at læse om, hvordan Dickinson med band spillede i Polen i 1984 og Sarajevo i 1994. At manden også for få år siden overlevede en kræfttumor på golfboldstørrelse i halsen, er nærmest en biting.

What does this Button Do? er en både underholdende og tankevækkende bog om en kunstner og iværksætter med stærke liberale instinkter. Dickinson spørger – direkte og med sit eget liv – hvorfor må man ikke vælge sit eget liv og sin egen måde at leve det på. Han har ikke meget tilovers for ’the nanny state’ og viser med sit eget eksempel på underholdende, velovervejet og velargumenteret vis, hvor langt man kan nå med individuelt initiativ og integritet. Det er meget sjældent, at man læser bøger, man ærligt kan kalde en inspiration, men Dickinsons er en af de få.

Dødshjælp er mere komplekst, end debatten normalt viser

Aktiv dødshjælp dukker med ret regelmæssige mellemrum op i den offentlige debat. Hver gang påberåber tilhængerne sig en stigende tilslutning til idéen i befolkningen. Og det er i hvert fald temmelig klart, at aktiv dødshjælp forekommer tillokkende langt ind i libertarianernes rækker.

Som hovedregel skyldes accepten et ønske om at respektere det enkelte menneskes ret til selv at bestemme over sin tilværelse. Den ret man selv ønsker sig, er man også villig til at give andre, og det er jo et godt udgangspunkt.

De fleste tilhængere gør derfor også deres tilslutning betinget af, at den, der har dødsønsket, både skal lide af en uhelbredelig sygdom og være ved ‘sin fornufts fulde brug’. Men dermed har man jo bare flyttet det etiske problem. Man bruger ofte den sportsanalogi, at noget er sparket til hjørne, men det er der ikke engang tale om her. Bolden er sparket direkte hen for fødderne af det andet hold.

Fornuftens fulde brug

For hvornår er man ved sin fulde fornuft? Eller i hvert fald så fornuftig, at man skal have lov til at bede andre om at blive ‘hjulpet til at dø’.

I de eksempler, som dukker op i debatten, giver de syge ofte udtryk for, at livet ikke har nogen mening, at de er en belastning for omgivelserne, at der ikke er udsigt til en bedring af deres tilstand og lignende dystre synspunkter. Det er imidlertid sjovt nok lige præcis de samme ting, som traditionelle depressive patienter giver udtryk for.

Landets sindsygehospitaler indeholder jo ikke bare mennesker, der hører stemmer eller tror, at de er Napoleon. Der er et betydeligt antal patienter, som er indlagt, netop fordi de mener, at livet ingen mening har, at de belaster deres omgivelser etc.

I hvert fald for denne lægmand er det påfaldende, hvor mange af de kliniske symptomer for depression, der kan kobles med ønsket om aktiv dødshjælp. Det forekommer umiddelbart ret vanskeligt at forestille sig, at de patienter, som i givet fald skulle have aktiv dødshjælp, kan undgå at opfylde kriterierne for depression. Og depression kan trods alt ofte lindres så meget, at patienterne foretrækker at leve videre – i hvert fald indtil næste anfald.

Paradokset med de bipolare og depressive

Det giver også et lille paradoks, hvis man eksempelvis tilhører den gruppe af bipolare (i gamle dage kaldet: manio-depressive), som med noget nær sikkerhed kan forudse, at deres sygdom er uhelbredelig og vil vende tilbage med stadigt voldsommere episoder. Når de i en psykotisk rus hører manden med leen kalde, skal vi så fremover forhindre dem i at begå selvmord, eller skal vi tværtimod hjælpe dem på vej? For hvorfor skal de være den eneste gruppe, som fratages retten til eutanasi, når de ikke kan overskue fremtiden?

Mere anvendeligt er imidlertid nok eksemplet, hvor en person, der gennem nogen tid har lidt af depressioner, yderligere får en fatal somatisk sygdom. Skal vi acceptere det dødsønske, som udløses i den situation? Er depressionen så pludselig uden betydning.

Det bliver jo ikke bedre af, at selvmord blandt depressive sagtens kan forekomme, når de er på vej ud af depressionen, snarere end når den er allerdybest. For det er, når depressionen letter, at kræfterne til at dø vender tilbage, og det er også på det tidspunkt patienten indser alvoren i det rod, som sygdommen – endnu en gang – har skabt i familie, økonomi og hele livssituationen.

Råbet om hjælp

I hvert fald når det drejer sig om unge, hører man ofte det synspunkt, at et selvmordsforsøg er “et råb om hjælp”. Dødshjælpstilhængerne har aldrig forklaret, hvorfor der i mindre grad er tale om et råb om hjælp, hvis man bare er så invalideret, at man ikke kan binde en løkke på et reb og derfor må bede andre om at gøre det.

Så mon ikke begæringer om aktiv dødshjælp i sidste ende er udtryk for ubehandlede depressioner hos folk, der måske nok har et skrøbeligt sind, men som ikke tidligere er diagnosticerede med sygdommen.

Hvis man i deres lysere øjeblikke spørger depressive om, hvordan vi skal reagere i deres mørke stunder, så vil de nok temmelig entydigt sige: “Vi vil behandles, ikke slås ihjel!” Skal andre fratages den ret til behandling, blot fordi de er terminalt syge og ikke tidligere har haft depressive episoder? Personligt vil jeg helst være fri, og jeg hjælper heller ikke nogen på vej. Men det er selvsagt flertallet, der bestemmer.

Taler vi forbi hinanden?

Har du, kære læser, nogensinde oplevet at diskutere med en politisk modstander, hvor det virkede som om din modstander slet ikke forstod, hvad du talte om, og du slet ikke forstod hvad modstanderen kunne mene med sine svar, der mest var goddav-mand-økseskaft? Hvis svaret er ja, er du en blandt mange i den vestlige verden som har oplevet fænomenet, som der er forsket i de senere år. Her er et svar på, hvad der foregår.

 I en kommentar hos the Independent Institute diskuterer Art Carden, der er lektor på Samford University i Alabama, hvordan folk af forskellige politiske overbevisninger ofte taler fuldstændigt forbi hinanden. Art argumenterer for, at problemet skyldes at man ser verden og politik som et sæt modsætninger, men helt fundamentalt ikke er enige om, hvilke modsætninger der er tale om. Hvis man ikke kender de forskelle, bliver det ganske svært at forstå, hvad en modpart overhovedet taler om.

Art læner sig op ad bl.a. Jonathan Haidts indsigter i The Righteous Mind: Why Good People Are Divided by Politics and Religion og Arnold Klings lille The Three Languages of Politics: Talking Across the Political Divides Det betyder, at han også følger Kling i en opdeling i tre politisk-ideologiske grupper, i stedet for de traditionelle to i en endimensional politisk verden: Venstrefløjen, den konservative højrefløj, og den liberale højrefløj. Den meget intuitive måde at se forskellene i verdenssyn og måden at tænke på hvordan samfundet fungerer og hvad den basale modsætning er, følger derfor i høj grad også Haidts omhyggelige undersøgelser.

Arts påstand er således, at individer der ideologisk tilhører en traditionel venstrefløj som oftest taler (og tænker) i dikotomien mellem undertrykkere og undertrykte. På den måde bliver den eneste relevante metrik magtforholdet mellem de to grupper, og alt eksisterer i et nulsumsspil – hvis en gruppe får mere magt, får den anden mindre. Der er også god grund til at være konstant social indigneret, hvis man ser verden på denne måde fordi der altid er ’undertrykte’.

En konservativ højrefløj taler derimod som oftest i en modsætning mellem civilisation og barbari. Det er denne modsætning, der således er central i en konservativ diskussion af truslen fra indvandring, i måden den konservative fløj ofte lægger vægt på traditionelle sociale mønstre og normer, og i dens støtte af en stærk, central stat, der kan definere normer og regulere visse typer adfærd.

Sidst, men ikke mindst, taler klassiske liberalister typisk i en dikotomi mellem frihed og magt, med udgangspunkt i at de nødvendigvis er hinandens modsætninger: Hvis staten med magt presser medier til at bringe bestemte historier eller direkte straffer dem for ytringer, der er i regeringens interesse, kan man for eksempel ikke på samme tid påstå, at der er ytrings- eller mediefrihed.

Som Haidt og Kling også har argumenteret, mener Art at det er denne forskel på de modsætninger, man ser verden i, som skaber mange politiske konflikter for tiden. På den yderste venstrefløj er man for eksempel begyndt at se en række ytringer som udtryk for symbolsk undertrykkelse af bestemte grupper. Det er således ikke længere muligt at synge visse sange på bestemte steder på CBS, fordi det åbenbart repræsenterer undertrykkelse. Det er ikke svært at forstå, hvorfor konservative og liberalister er forenede i at se denne udvikling som ikke blot latterlig, men decideret farlig (og jeg er enig). Men det bliver også let at se, hvordan konservative og liberalister kan blive stærkt uenige om bl.a. retspolitik. Mens en politik hvor man giver hårdere straffe for visse forbrydelser i såkaldte ghettoområder er fuldt acceptabel i en stærkt konservativ optik – kampen er jo mod ghettoernes barbari – er den for liberalister misbrug af statens magt og et dybt indgreb i princippet om ligebehandling, som er et fundament for retsstaten.

Mens der er mange emner, hvor det er let at se en af de andre modsætninger – diskussioner om udvikling i Sydsudan er diskussioner om undertrykkelse, og diskussioner om ISIS eller nazisme er diskussioner om en kamp mod barbari – kan Arts fine, lille artikel ofte bruges som en guide til, hvorfor vi ikke blot er uenige, men fuldstændigt taler forbi hinanden fordi vi ikke deler et grundlæggende syn på, hvad der er på spil.

Tom Palmer om liberalisme i USA

Vi har tidligere skrevet om the Institute of Economic Affairs fremragende podcast, Live from Lord North Street. I går udkom den seneste podcast med Kate Andrews, der her interviewer Tom Palmer fra the Atlas Network.  Palmer, der både er vicepræsident for Atlas og senior fellow ved the Cato Institute, er ikke en liberal hvem som helst. Han er D.Phil. i statskundskab fra Oxford og både ekstremt vidende og et af de mest behagelige mennesker, jeg har mødt i det liberalt-intellektuelle miljø.

Med Kate Andrews taler han her om Donald Trump, amerikansk politik for tiden, og generelt ”what’s really going on across the pond?” Tom kommer også i den forstand ind på, hvordan det går med det, vi ville opfatte som en liberal politisk agenda i en politisk virkelighed, der ofte defineres af yderpunkterne. Så hvad sker der og hvordan holder man hovedet koldt og vanviddet fra døren, når det en parti kendetegnes af den fuldstændigt uforudsigelige Rent-Seeker in Command, og det andet er under indflydelse fra de dybt uvidende socialist Bernie Sanders. Og for dem, der holder af historiske paralleller er her Miranda Carter i the New Yorker, der kendetegner Kaiser Wilhelm II som et fjols med meget lignende karaktertræk som Trump (hattip: Niclas Berggren).

Hvis nogle af vores læsere ikke har fået nok eller har tid tilovers i weekenden, kan det i øvrigt også stærkt anbefales at høre Madeline Grants samtale for en uge siden med Professor Len Shackleton om overuddannelse. I den sidste vismandsrapport (som vi nok skal skrive om en dag) peger vismændene på problemer med netop overuddannelse af yngre danskere. Len er her meget på linje med Carl-Johan Dalgaard i, at politiske krav om X % flere med videregående uddannelser giver meget lidt mening. Der skal, med andre ord, andre boller på uddannelses- og kompetencesuppen.

Thomas Sowell i the Rubin Report

Amerikaneren Thomas Sowell er en af de virkeligt store og uafhængige tænkere på den begavede del af den amerikanske højrefløj. Sowell, der var en af de første sorte professorer, der gjorde en virkelig forskel i debatten, har bidraget til mange diskussioner og er altid værd at lytte til. Forleden var han gæst i den glimrende Rubin Report, hvor han blandt andet talte med Dave Rubin om uddannelse og race. Samtalen er både interessant og overraskende morsom. Som svar på spørgsmålet, hvad der fik ham til at forlade sit marxistiske udgangspunkt og blive liberal, er hans var ”Øh, fakta!”

Hele interviewet er stærkt anbefalet og kan ses her:

Liberale tænkere for vor tid

Et par afslappede juledage blev vel tilbragt i selskab med Lars Peder NordbakkensLiberale tenkere for vår tid” (2017). Bogen er et portræt af ni centrale liberale tænkere fra det tyvende århundrede. Nordbakken giver i ni kapitler et veloplagt rids af deres personlige baggrund, som næsten uden undtagelse har været dramatisk, og leder os gennem deres centrale ideer. Det er ingen let opgave, givet både dybden og bredden af deres tænkning. Det lykkes alligevel i imponerende grad både at introducere dem på en tilgængelig måde og at komme langt nok ned i stoffet.

”Liberale tenkere” fungerer altså glimrende som en introduktionstekst til vigtige liberale ideer. Men den er mere, end den umiddelbart giver sig ud for. Der er også noget at komme efter, selv om man kender til de ni i forvejen. Nordbakken har givetvis mere på hjerte end at introducere.

Valget af de ni tænkere er på flere måder bemærkelsesværdigt. For det første dækker de et meget bredt spektrum med hensyn til politisk filosofi. For det andet er deres geografi interessant. Det er måske ikke så underligt, at Østrig er tungt repræsenteret – af Mises, Hayek og Popper. Tyskland er imidlertid – mere usædvanligt – også godt repræsenteret ved de ordoliberale Röpken og Eucken samt ved Dahrendorf. Den angelsaksiske verden er strengt taget kun repræsenteret ved Milton Friedman, men det hører dog med til historien, at Mises, Popper, Hayek og Dahrendorf kom til at tilbringe en stor del af deres tilværelse i angelsaksiske lande. Inderen Sen kan også i en vis forstand tælles med som angelsaksisk. Som den eneste nulevende af de ni bor han i USA. Endelig har Nordbakken valgt at tage Trygve Hoff med, hvilket naturligvis afspejler, at ”Liberale tenkere” er en norsk bog, men også at han finder Hoff interessant i egen ret. Ikke som original tænker på samme måde som de andre otte, men med tre andre kendetegn: Formidler af kalkulationsdebatten om socialisme (indledt af Mises), redaktør af Farmand (inspireret af det britiske The Economist) og utrættelig talsmand for liberal økonomisk politik i efterkrigstidens Norge. Det sidste i et land, hvor enorme ressourcer blev investeret i at uddanne en hær af økonomer, som skulle stå for den økonomiske planlægning, man forestillede skulle udspille sig efter krigen (det samme gjorde sig gældende i Danmark, men investeringerne i projektet var i langt mindre skala). Det bliver hos Nordbakken en fortælling om, hvordan den enlige Hoff fik ret.

Hoff var ikke den eneste af de ni, der gik mod kraftige antiliberale strømninger i sin samtid. Og her tænkes ikke blot på den tysk-østrigske nazisme, som sendte flere af hovedpersonerne på flugt og bragte andre i fare. Hayek blev for alvor berømt for sin ”Vejen til trældom”, skrevet under krigen, som han tilbragte i England. Hayeks pointe var, at ikke kun nazisme, men enhver form for totalitarisme og planøkonomi måtte ende med overgreb og undertrykkelse som i Nazityskland. Allerede før krigen tog han desuden – sammen med flere af de andre i bogen – initiativ til Le Colloque Walter Lipmann, et seminar i Paris i 1938 for udvalgte liberale intellektuelle (seminaret var navngivet efter den amerikanske forfatter og journalist Lippmann). Der var to hovedspørgsmål. Hvordan kunne liberalismen igen få intellektuel og folkelig opbakning? Hvordan kunne den forny sig? Der skulle gå ni år og komme en krig i mellem, før der igen kunne arrangeres et lignende seminar. Det var i 1947, hvor The Mont Pelerin Society blev stiftet. Det findes som bekendt stadig og inkluderer i dag Nordbakken selv i medlemskredsen. Og selv om det ikke fremgår eksplicit, er ”Liberale tenkere” også en slags Mont Pelerin Societys historie – i hvert fald som en vigtig sidehistorie og rød tråd i bogen.

Præmissen for det sidste spørgsmål fra Le Colloque Walter Lipmann – hvordan kan liberalismen forny sig? – var der ikke enighed om. Mises fastholdt, at klassisk liberalisme havde været en succes i det nittende århundrede. De ordoliberale især fandt derimod behov for fornyelse. Konflikten mellem disse to poler prægede ikke blot seminaret, men kom også til at præge efterfølgende liberale. Ser man på udvalget af tænkere i Nordbakkens bog, gælder det i endnu højere grad. Der er i hvert fald stor forskel på den liberalisme, som f.eks. Mises og Friedman repræsenterer, og varianterne hos Dahrendorf og Sen. Det går i høj grad på, hvor meget staten skal agere kontravægt i forhold til, at mennesker er forskellige. Klassisk liberalisme lægger vægt på institutioner, som er neutrale og sikrer ens rettigheder. I Sens aftapning skal staten derudover sikre, at alle har et minimum af ”kapabiliteter”, hvilket ikke alene indebærer en del økonomisk omfordeling, men tillige kompensation for andre svagheder. Interessant nok har Nordbakken valgt ikke at gøre disse spændinger til et eksplicit tema, men derimod i nok så høj grad at fremhæve de fælles træk hos de ni. Dem der gør dem til vigtige liberale i hans optik.

Det havde dog været noget uforløst, hvis ikke det havde været for det afsluttende kapitel. Her giver Nordbakken kort sit eget svar på spørgsmålet om, hvordan et liberalt samfunds grundlæggende institutioner ser ud, og hvad forholdet er mellem dem. Der er fire grundlæggende: Retsstaten (the rule of law), demokratiet, markedsøkonomien og det uafhængige civilsamfund. Med kapitlet ønsker han også at give et bud på liberalismens nutidige udfordringer fra bl.a. nationalkonservative og populister.

Lars Peder Nordbakken er en velkendt skikkelse i norsk liberalisme. Han er tilknyttet tænketanken Civita, som også har udgivet bogen. Selv om ”Liberale tenkere” er på norsk, er den anbefalelsesværdig letlæst også for et dansk publikum.

Har LA gjort sig selv irrelevant?

Da Liberal Alliance startede og blev et troværdigt parti, vejrede mange liberale morgenluft. Venstre havde efter valgnederlaget i 1998 besluttet, at man ikke kunne vinde et valg på borgerlig liberal politik, og partiet rykkede derfor mod venstre for at slås med Socialdemokraterne om midtervælgerne. Claus Hjort og andre kræfter bag den fejlagtige analyse af 1998-valget regnede med, at det ville give nye vælgere og ikke mærkbart koste andre stemmer. Ræsonnementet var, at de liberale stemmer jo ikke havde andre steder at gå hen: De måtte bare acceptere, at Venstre blev kustoder i det socialdemokratiske museum – som PKK mindeværdigt karakterisede Foghs politiske kurs – fordi der jo ikke var andre liberale partier. Til Hjorts tydelige irritation ændrede dét sig med LAs indtræden i danske politik.

Den situation er nu ved at ændre sig igen. De seneste måneder, efter partiets ledelse valgte at gå med i regeringen og nogle af de centrale medlemmer fik deres ministerbiler, har LAs linje været karakteriseret ved en serie af dårlige beslutninger. Der har ikke blot været tale om implicit støtte til regeringens andre valg, og ikke bare illiberal eller uborgerlig politik, men decideret tåbelige beslutninger som LA-ministre har været ansvarlige for.

Ole Birk Olesens nye luftfartsstrategi, hvor en central del af strategien er at tvinge Københavns Lufthavn til at investere mere i udbygning, kan for eksempel kun forstås som et resultat af en af to lige tåbelige overvejelser. Den ene måde at forstå udspillet på, er at Olesen – eller mere sandsynligt hans embedsmænd – bilder sig ind, at de er dygtigere til at drive forretning end lufthavnens ledelse. Det vil på ingen måde være den første gang, politikere og embedsværk tror at de er bedre end private, og heller ikke første gang, at det viser sig at være en katastrofalt forkert antagelse. Den anden måde, man kan forstå Olesens udspil – og den jeg mener, er mere sandsynlig – er at se det som implicit statsstøtte til SAS. Det vil heller ikke være første gang, politikere finder det opportunt at bruge et delvist statsejet selskab til at støtte et andet delvist statsejet – og slemt nødlidende – selskab. Men det er stadig meget langt fra liberal politik og økonomisk set nærmest latterligt dumt.

Anders Samuelsens meddelelse forleden dag om, at man helt dropper topskattediskussionen, er på samme måde et udtryk for, at LA ikke længere spiller den vante rolle i dansk politik som det eneste parti, nogenlunde liberalt indstillede danskere kan stemme på uden at væmmes. LA har øjensynligt uden diskussion eller sværdslag forladt deres fingeraftryk på regeringsgrundlaget, og en helt central del af deres økonomiske politik. Og forklaringen, at man da sigter efter at få andre skattelettelser for ti milliarder kroner, er helt tom for mening. Selv en meget lille lettelse af bundskatten, som det ser ud til er Venstres foretrukne plan, kan meget hurtigt koste ti milliarder, og har ganske begrænsede dynamiske effekter. Om Samuelsen muligvis ikke forstår det, eller om han har opgivet sin ideologi og politiske principper, må stå som et åbent spørgsmål.

Helt grundlæggende er problemet, at LAs ideologiske brandsalg betyder, at den politiske situation igen tillader alle borgerlige partier at klumpe sig sammen på midten. Partiets funktion har ellers indtil for nylig, som vi skrev da partiet var helt nyt, været at gøre det politisk dyrt for særligt Venstre at rykke ind til midten af dansk politik. Med partiets nuværende linje, der øjensynligt sigter mod at gøre det til en slags discount-Venstre med lidt større ord uden handling, forstummer både den interne kritik og diversiteten på den danske såkaldte højrefløj. Enhedslisten spiller stadig sin rolle som ideologisk vagthund for venstrefløjen, og trækker på den måde både SF og Socialdemokraterne en tand til venstre. Når LA holder op med at spille samme rolle på højrefløjen, flytter midten af dansk politik og dens fokus logisk mod venstre. Det endelige resultat er derfor, at endnu flere liberale vælgere bliver ’disenfranchised’, dvs. efterladt uden et eneste politisk parti, der taler deres sag, og at LA de facto bliver politisk irrelevant. Var det meningen med LA, da partiet blev grundlagt?

Mike Munger i the Rubin Report

The Rubin Report er en af flere udsendelser, vi på punditokraterne jævnligt hygger os med. Forleden havde Dave Rubin besøg af den fremragende Michael Munger, professor i statskundskab på Duke University, tidligere præsident for the Public Choice Society, og en af de mest vidende liberale økonomer/statskundskabere i USA. Det kom der en særdeles særværdig udsendelse ud af, som vi håber læserne også vil nyde.

Mens man kan være meget uenig med Munger i hans ideer om basic income (som han taler om til sidst i programmet), er de første 40 minutter fyldt med guldkorn. Munger starter f.eks. med at tale med Rubin om statskundskab og hvorfor han mener, der er mere behov for (ordentlig) statskundskab i dag. Et af de universelle problemer er, som Munger så præcist formulerer det, at ”we tend to have this idea is what we need is better people.” I stedet er hans (og stort set alle public choice-forskeres) argument, at vi har behov for bedre regler, og politiske institutioner, der i højere grad begrænser, hvad politikere kan gøre. Og som Munger påpeger, er en af de ting statskundskab gør, at den ”studies the engineering of rules.”

Senere i udsendelsen kommer han tilbage til problemerne med politikere selv, og hvem der søger ind i politik. Hans karakteristik af politikere og deres opfattelse af sig selv er vidunderligt præcis: “you can be a Republican member of Senate, but (when) you look in the mirror, you see a God!”

Selv mainstream medier fordrejer nyheder og reportage når de ikke passer på deres ideologiske position. Mungers holdning er, at de nye, mindre medier indirekte kan gøre noget ved problemet. Som han formulerer det “we cannot discover truth, but what we can do is impeach falsehood.” Det er også et af punditokraternes mål. The Rubin Report gør det fremragende med Mike Munger, men også med mange andre gæster, som f.eks. Stephen Fry eller Ayaan Hirsi Ali. Stærkt anbefalet.

Jane Austen – subversiv i 200 år

It is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune must be in want of a wife. However little known the feelings or views of such a man may be on his first entering a neighbourhood, this truth is so well fixed in the minds of the surrounding families, that he is considered as the rightful property of some one or other of their daughters.

Ingen ved præcist hvornår linjerne ovenfor blev skrevet, men de blev udgivet i 1813 og skabte stor begejstring. Kronprinsen elskede den og eftertiden har hyldet bogen som en af de bedste nogensinde. Der kom dog kun tre bøger mere fra hendes pen. Forfatteren døde kun 42 år gammel, 18. juli 1817, for præcist 200 år siden denne uge.

Der er mange grunde til at mindes Jane Austen – for hende er det selvfølgelig, og linjerne ovenfor er de første i Pride and Prejudice – men måske ingen, der er helt indlysende for læsere af en borgerligt-liberal blog, der primært skriver om politik, nationaløkonomi og aktuelle diskussioner. Så tillad mig at forklare.

Udover de åbenlyse kvaliteter i sproget, morskaben og de spidende bemærkninger, og de romantiske temaer, mestrede Austen også to andre ting: Præcis skildring af sociale forhold, og subtilt subversive temaer. Anne Milbanke, der senere giftede sig med Lord Byron, noterede for eksempel i en af de få anmeldelser i 1813, at Pride and Prejudice var ”the most probable fiction I have ever read.” Mens de fleste skrev enten historiske eller gotiske romaner, mente Milbanke således, at Austen kom tæt på at beskrive folks faktiske problemer, sorger og passioner. Mange senere læsere og litteraturkendere har også bemærket, hvordan Austen er præcist med hensyn til hvad ting koster og hvor meget almindelige mennesker – og Mr. Darcy – tjener. Austens bøger er derfor en slags ’historisk’ kilde til den almindelige middelklasses forhold først i 1800-tallet, som endda kan være fornøjelig at bringe ind i ens undervisning. I modsætning til senere forfattere, som ofte implicit og nogle gange eksplicit mener, at økonomiske overvejelser er åndløse og ikke noget, man bør nedværdige sig til at overveje, er de en central del af den virkelighed, Austens personer lever i.

Det andet forhold er det, man kan kalde de subtilt subversive temaer. Austen var en mester i at beskrive situationer, der nogle gange næste umærkeligt fører læserne i retning af ganske liberale overvejelser. Udsagnet i starten på Pride and Prejudice er et fint eksempel, for gennem bogen bliver det klart for læseren – og for flere hovedpersoner – at måske er det ikke sandt eller helt så enkelt. Og selv heltinden, Elizabeth Bennet, må med skam indse, at hendes prioriteringer ikke er de samme som hendes nærmeste venners. Det er et smukt øjeblik, da hun med skam må indse, at et valg som for hende selv ville være fuldstændigt uacceptabelt, er hendes veninde Charlottes bedste mulighed.

Accepten af andre som individer, ’warts and all’, og værdien af deres frie valg står centralt i Austens forfatterskab. Som hun lader Elizabeth Bennet mene – og sige – i en helt central scene i Pride and Prejudice, hvor hun gør op med en særligt forstokket ældre adelig, har hun al ret til at opføre sig “in that manner which will, in my opinion, constitute my happiness.” Det var stærke sager i 1813!

En mangel på liberal accept af, at folk er forskellige og er de bedste til at vælge for sig selv, er også en kilde til stor morskab i Emma. Den unge og forkælede, men elskelige heltinde Emma ser sig selv som den store matchmaker. Hun sætter det som sit livs mål, at gøre andre mennesker så lykkelige som de kan blive, ved at finde den rigtige partner til dem. Emma må indse, om det kun sker allersidst i bogen, at hun har lidt under det fundamentale problem, som Hayek kaldte ’the pretense of knowledge’: Hun forsøgte at planlægge andres liv uden at have relevant information, men gjorde blot som om hun havde den – som om, hendes venner og bekendte opførte sig som de kategorier af mennesker, hun forestillede sig de tilhørte.

Det mest pudsige, og en af grundene til at bogen og dens heltinde er så elskede, som de er blevet, er at Emma endda forestiller sig, at hun kan planlægge sit eget liv som om hun var en kategori. Der er først da hun accepterer, at hendes egen smag, præferencer og prioriteringer også er unikke, at der er en Mr. Knightley til hende. Hvor mange mennesker, der blev lidt mere liberale i deres hverdag af at læse Austen, er ikke til at vide. Men en af grundene til, at hun stadig læses så meget, og opfattes som så forbløffende moderne, er at der mellem linjerne ligger en dybt individualistisk holdning, der stadig er subversiv og støder sammen med planlægningsideer og kategorikonservatisme. Og så hjælper det, at Emma faktisk ændrer sig, og at Lizzy Bennet får sin Mr. Darcy.

Er “borgerligt” ved at være tømt for indhold?

Hvorfor foregår al interessant politisk debat på den ”blå” side? Hvad er forskellen på konservatisme og liberalisme? Er liberalismens menneskesyn,at ”det deciderede afstumpede individ hyldes igen og igen”?

Disse spørgsmål var jeg torsdag inviteret i mit yndlingsprogram Cordua og Steno for at diskutere. Citatet om liberalismens menneskesyn stammer fra en klumme af den nu erklærede konservative Kristian Ditlev Jensen. Den kom heldigvis ikke til at fylde noget særligt. Den var i enhver henseende under lavmålet. Og Jensen mødte ikke op til debatten; det gjorde den konservative Nikolaj Bøgh derimod, og han havde interessante og relevante synspunkter at bidrage med.

Klummen kunne dog alligevel tjene som en – nærmest karikeret – illustration af nogle problemstillinger i ”den borgerlige samfundsdebat” (udover ironien i, at Jensen ikke alene kom med en række grove beskyldninger helt uden referencer, men samtidig tillod sig at beklage sig over ”bondsk mangel på almen dannelse” hos politikerne, og at ”begrebet ’ekspert’ pludselig er noget dårligt”).

Det er rigtigt, at en stor del af den interessante samfundsdebat foregår blandt borgerlige. Venstrefløjens postmoderne genopfindelse af sig selv efter Murens fald er ikke vitaminrig. Den er groft sagt gået fra den doktrinære marxismes overbevisning om at have opdaget historiens materielle, objektive bevægelseslove til den postmoderne opfattelse af, at alting er sprog og magtrelationer. Virkeligheden er blot en ’diskurs’, man kan erstatte med en anden, og klassekampen er blevet til identitetspolitik.

Der er dog også en bagside ved populariteten for den borgerlige debat. Den har tiltrukket en gruppe af ”borgerlige debattører”, som ikke har meget andet at byde på end letbenede godtkøbsbetragtninger og bombastiske postulater, der sjældent er underbygget af systematiske fakta eller teoretisk kontekst. Ofte bliver der ekstrapoleret ud fra personlige oplevelser, og modstanderne bliver underkastet moralsk fordømmelse. Denne tilstrømning er altså ikke nogen ubetinget berigelse.

Det er for mig at se desuden en god del afsmitning fra den postmoderne venstrefløj hos visse af disse ”borgerlige debattører”. Ditlev Jensens udfald mod liberalismen ligger f.eks. i direkte forlængelse af kritikken af ”neoliberalismen”, som er blevet en fællesbetegnelse for alt, kritikerne opfatter som ondt og dårligt. Det er alt fra blind satsning på økonomisk vækst som det eneste sagliggørende, new public management, krig, økonomisme og grådighed, som samles i dette bekvemme samlebegreb, der så tillægges ansvaret for ulighed, global opvarmning, fattigdom, stress og materialisme. Der bliver sjældent peget på konkrete referencer – undtaget dog f.eks. Naomi Kleins forvanskede fremstilling af især Milton Friedman.

Det er som sagt udmærket med en intern borgerlig debat, hvis den altså er meningsfuld og frugtbar. Det ligger ikke i borgerlighedens natur, at man skal være enige om alt. Det gælder ikke kun en debat mellem konservative og liberale – men også mellem forskellige slags liberale og forskellige slags konservative. Men for at kunne tale om ”borgerlige” må der nødvendigvis være et minimum af fælles projekt. I dag kan man godt frygte, at borgerligheden højst har det til fælles, at dens debattører opfatter sig selv som ikke tilhørende venstrefløjen. Det er for lille en platform til at give mening.

Hvad kunne være et bud på en meningsfuld fællesnævner? Efter min opfattelse kunne det være princippet om, at der skal være grænser for politik. Hvor grænsen skal gå og hvorfor, kan man diskutere. Men ikke at den skal være der. Det betyder også, at borgerlig politik er, hvad man kunne kalde anden-ordens-politik. Den går ikke ud på at realisere et helt bestemt resultat, men at sikre borgerne en privatsfære at handle frit indenfor.

Årets liberale stemmer 2016

Traditionen her på Punditokraterne byder, at vi ved årets slutning kårer årets liberale stemme. Nogle år er det lettere end andre, men i år har været specielt svært. 2016 var et år med få liberale stemmer i debatten, og også et år hvor de liberale stemmer, der er der, havde det ganske svært. Alligevel har vi valgt at short-liste tre debattører, hvoraf en er den klare nummer et på listen.

De skal alle have vores største tak.

– Redaktionen


1. Flemming Rose

Flemming Rose er vores første bud – og vores liberale stemme i 2016.

Rose blev verdenskendt efter den mærkværdige krise omkring Muhammed-tegningerne, men skrev allerede før da informeret og klart om f.eks. Rusland, hvor han var Berlingskes korrespondent fra 1980 til 1996. Det var hverken bekvemt eller ufarligt – Rose så bl.a. med egne øjne hvordan den russiske hær dræbte fredelige demonstranter i 1991 i Litauen – men han valgte at vende tilbage og dække de første Putin-år som Moskva-korrespondent for Morgenavisen Jyllands-Posten.

Grunden til at hylde Flemming Rose – på trods af at han tidligere har fået adskillige priser – er hans fortsatte arbejde for ytringsfrihed og imod den tiltagende selvcensur og politiske korrekthed i medierne i hele den vestlige verden. Han modtog Cato Institutes Milton Friedman Award for Advancing Liberty i år, og risikerer stadig sit liv og førlighed i kampen for retten til at sige sin mening offentligt og uhindret.

Men vi har i årevis undervurderet, hvor svært det har været for ham. Roses nye bog dokumenterer – sammen med adskillige historier – hvordan Jyllands-Posten og dens chefredaktør, Jørgen Ejbøl, udadtil støttede ham, men indadtil gav Rose mundkurv på og forsøgte at forhindre ham i at udtale sig om nogen som helst relevant. Kampen for vores grundlovs- og konventionssikrede ret til at sige vores mening i vestlige demokratier var ikke blot op ad bakke pga. politikere og andre meningsdannere, der mener at have moralsk ret til at definere, hvad andre bør sige. Det har vist sig også at have været stejlt op ad bakke internt hos Jyllands-Posten på grund af Ejbøls “to ansigter”: Hans forsvar af ytringsfrihed udadtal, men hans næsten totale mangel på principper i praksis indadtil.

Ytringsfrihed er en af de mest grundlæggende rettigheder vi har som individer, og Flemming Rose er en af verdens fremmeste forsvarere af den ret – uanset hvor svært det er. Derfor er han punditokraternes liberale stemme i 2016.


2. Jacob Mchangama

Retsstaten er det retlige koncept en klassisk liberal, europæisk samfundsorden understøttes af, og Jacob Mchangama er om nogen retsstatens mand. I kraft af sin flittige aktivitet som debattør, som forfatter og ikke mindst som direktør for tænketanken Justitia, er Jacob ubestridt Danmarks stærkeste stemme i spørgsmål om civile og politiske rettigheder.

Tænketanken Justitias Facebook-side vidner om omtrent daglig eksponering af synspunkter, de fleste liberale vil kunne støtte fuldhjertet, fx om logning og overvågning, myndighedernes adgang til privat ejendom og ytringsfrihed. Det er et tungt, men også samfundsvigtigt og -gavnlig mission, Jacob er på. Uden hans vedholdende og seriøse indsats, ville debatten om, hvad staten bør og ikke bør gøre, være overladt til teknokrater og en lille håndfuld akademikere og retspolitikere.

I november udgav han sammen med Frederik Stjernfelt monografien ”Men… Ytringsfrihedens historie i Danmark”; et magnum opus om, hvordan diskussionen om ytringsfrihedens grænser (i det omfang der bør være nogen) faktisk er ældgammel, men stadig, helt evident, relevant.

Vi forventer også at se og høre mere til Jacob i året der kommer.


3. Niels Westy Munch-Holbek

Et tredje bud på vores short-list er Punditokraternes egen Niels Westy, som har trættesløst arbejdet for a debunke myter om globaliseringens virkninger og Cubas udvikling, og har været central i at formidle baggrunden for og fakta bag Venezuelas kollaps i hele 2016.

I Deadline og Debatten på DR2, i TV2 News, og i Børsen og andre trykte medier – og her på bloggen – har Niels bidraget med omhyggeligt dokumenterede fakta og stor indsigt i både danske, amerikanske og latinamerikanske forhold.

Hans insisteren på ordentlighed og fakta har gjort det overordentligt svært for både folk på den yderste venstrefløj og stærkt nationalkonservative at imødegå ham med andet end ad hominem argumenter eller følelsespornografiske påstande.

Omvendt har det været en fornøjelse at se journalister navigere debatter med Niels (se f.eks. denne debat med formanden for Dansk-Cubansk Forening i anledning af Castros død), hvor hans simple faktuelle indsigter afslører hvor ekstremt illiberal modparten er. Et andet eksempel på Niels’ utrættelig insisteren på ordentlighed og fakta er hans imødegåelse af den mytologi om ulighed og skatteunddragelse, som bl.a. kampagneorganisationen IBIS forestår.

En strøtanke

Hvordan udlægger andre de tanker, man har gjort sig skriftligt og offentligt om et emne, og hvilken effekt har udlægningerne i forhold til rubricering af en selv og ens arbejde fremover? Retsfilosoffen Joseph Raz skrev i midt-1980’erne The Morality of Freedom, og har i forbindelse med en konference givet sig selv en chance for at genlæse bogen, og reflektere over hvad der skete efter dens udgivelse. Det er der kommet en hyggelæsnings-artikel ud af, som kan hentes på SSRN.

Jeg vil gerne fremhæve et par observationer, som jeg mener også gælder den danske debat, eksemplificeret ved fx borgerligheds-diskussionen.

Far too many philosophical publications [der kunne ligeså vel havde stået kronikker eller længere Facebook-opdateringer, Nikolaj] are concerned not with which ideas are sound, or what arguments are good, but whether this or that author or this or that publication belongs or does not belong with some school of thought. To mention but one example: much writing in political philosophy is preoccupied with establishing the credentials, or lack thereof, of a writer as a liberal, or a political liberal. I secretly enjoyed reactions to the book that condemned it for not being true to liberalism. Were they condemning liberalism as a mistaken political theory (exposed as such by the book)? No, the comment appeared to be made by people for whom party credentials were what mattered most.

Og videre, om liberalismen, som ideologi:

I do not believe that liberalism is (or contains) a political theory or family of theories united by shared core doctrines. Theories commonly identified as liberal diverge on many central issues, and resemble non-liberal theories (that is ones that are not commonly classified as liberal) on other issues. Liberalism is best understood as a historical phenomenon identified by lines of historical development, by cross references that express the appeal that some writers had for others, and often by a common temperament.

Denne punditokrat er tilbøjelig til at være enig i karakteristikken, som udelukker det trick, visse debattører bruger, hvormed de siger, at man ikke er liberal, fordi man mener eller ikke mener X.

Paisley om borgerlighed og liberalisme

Vistnok ansporet af Berlingerens nye linje i debatsektionen pågår en debat om, hvad det vil sige at være borgerlig. Sådan et spørgsmål må efter denne punditokrats mening nødvendigvis afføde orakuløse svar, hvilket debatten da også, med undtagelser, vidner om.

Erik Winther Paisley for i går i blækhuset og skrev foruden et glimrende indlæg om Brexit-dommen også et om skillelinjen mellem ”borgerlige” og ”liberale.” Det gjorde han over hos Jyllands-Posten i blog-indlægget Liberalismen skal aldrig nøjes med at være borgerlig.

Jeg vil være så fræk at citere det sidste afsnit, men gå endelig ind og læs mellemregningerne:

Jeg siger ikke, man skal tage et maoistisk opgør med alle sine borgerlige kulturelle normer, ligesom man i øvrigt heller ikke behøver kaste alle politiske traditioner over styr. Men man skal være lige så villig til at applicere sine filosofiske idealer til det private liv, som man er til at bruge dem på det politiske. Vær borgerlig, men vær en borgerlig reformator, og tag de kampe der deraf følger.

Pointen om, at det private må være politisk kan opfattes som kontroversiel, og kunne godt afføde et par kommentarer. Der er i hvert fald ikke udelt enighed i den liberale litteratur om, at det private bør være politisk. For at sige det mildt.

For mit eget vedkommende kom jeg dog til at tænke på Phillip Pettits non-dominans-frihedsbegreb og republicanism, og skrev kortfattet et par linjer om dét på Medium: Om republicanism og frihed, der er lig med ikke-dominans.

Apropos liberalisme, bemærk så, at Libertas’ Torben Mark Pedersen har forfattet en textbog til gymnasiebrug netop derom. Den kan hentes hos CEPOS. Ved første øjekast lader den – forventeligt – til at være gennemarbejdet, og hvis man kender en i gymnasiealderen (eller enhver anden alder for den sags skyld), ville det være oplagt at give dem et link.

The record of history is absolutely crystal clear

“…. so the record of history is absolutely crystal clear, that there is no alternative way so far discovered of improving the lot of the ordinary people that can hold a candle to the productive activities that are unleashed by the free-enterprise system.”

Ovenstående citat stammer fra et interview med Milton Friedman i 1979 -se det fulde interview nedenfor. Og med det seneste socialistiske eksperiment, Venezuela, i totalt kaos, kan det kun undre, at der fortsat  er de som tror der findes en 2. eller 3. vej. For historien er som Friedman siger “krystalklar”. Kun lande baseret på markedsøkonomi har været i stand til at sikre ordentlige levevilkår for den brede befolkning.

Punditokraternes “gamle redaktør” Peter Kurrild-Klitgaard er inde på det samme i sin kommentar i dagens Berlingske Tidende, Socialismen forarmer – altid, hvor Peter bl.a. skriver:

Planøkonomiske regimer ender altid i relativ forarmelse og på et tidspunkt med valget mellem enten at tvinge borgerne ud i tyranni og decideret statsligt slaveri (Venezuela, Cambodia), eller med liberaliserende reformer.

Peter henviser også studier af Martin Paldam og Erich Gundlach, af hvad de kaldte »ægte tvillinger«: Lande, der oprindeligt havde hørt sammen og nogenlunde lignede hinanden i udgangspunktet, men blev skilt fra hinanden og hvor den ene endte med markedsøkonomi, mens den anden endte med planøkonomi, altså  socialistisme. Man undersøgte bl.a. Vesttyskland og Østtyskland (1945-89), Sydkorea og Nordkorea samt Folkerepublikken Kina og »tigerøkonomierne« (Taiwan/Hong Kong Singapore), Østrig og Ungarn (1945-1989), Østrig og Tjekkoslovakiet (1945-1989) og Finland og Estland (1945-89). Konklusionen var i alle tilfælde entydig. Ikke overraskende klarede markedsøkonomierne sig væsentligt bedre end den planøkonomiske tvilling.

Kina og Taiwan illustrerer godt pointen. Som det fremgår af nedenstående grafer, som viser udviklingen i købekraftskorrigeret BNP for henholdsvis Kina og Taiwan i figur 1 samt Taiwan og Danmark i figur 2, er forskellen til at tage og føle på.

Figur 1.

taiwan kina

Kilde: Penn World Tables 9.0

Figur 2

dk - taiwan

Kilde: Penn World Tables 9.0

Som bekendt ændrede Kina i betydelig grad model fra slutningen af 1970erne og frem, har de seneste årtier oplevet meget høje vækstrater – omend officielle tal formentlig overdriver den reelle vækst. Den opnåede vækst i de seneste årtier har dog ikke været nok til at opveje de første årtiers relative stagnation. Forskellen målt på BNP per indbygger er således i dag større mellem Taiwan og Kina, end den var i 1960. Mens Taiwan kun var ca. dobbelt så velstående i 1960, er man i dag ca. 3 gange så velstående målt på BNP. siden 1990erne er forskellen dog indsnævret betydelig (på et tidspunkt i 90erne var Kinas velstand kun en smule højere end 10 procent af Taiwans). Som det fremgår er Taiwan i dag på niveau med Danmark. I 1960 var vi 5 gange rigere end dem. for Kina’s vedkommende gælder, at de målt på BNP per indbygger, ca. er på niveau med Danmark i 1960.

Peter tager i sin kommentar i dagens Berlingske Tidende udgangspunkt i Venezuela og Chile. En ikke helt urimelig sammenligning. Som det fremgår af nedenstående figur 3, var Venezuela målt på BNP per indbygger væsentligt mere velstående end Chile i midten af 1970erne, hvor Chile indledte sine omfattende reformer, der i løbet af kort tid omdannede landet fra en statscentreret og lukket økonomi, til en af verdens frieste økonomier (se figur 4).

Omvendt i Venezuela, hvor man netop på det tidspunkt kastede sig ud i forsøget på en industrialisering baseret på importsubstitution. Det var samtidig starten på den deroute, som foreløbigt er med den totale økonomiske (og på alle mulige andre måder ) nedsmeltning, landet oplever i disse år, med varemangel, ekstreme inflationsrater og hastigt faldende BNP.

Figur 3

cv2

Figur 4

cv1

Det kan kun undre at fortalerne for socialisme og planøkonomi fortsat ikke har indset, at det altid ender på samme måde. Eller som punditokraternes gamle redaktør skriver:

Planøkonomiske regimer ender altid i relativ forarmelse og på et tidspunkt med valget mellem enten at tvinge borgerne ud i tyranni og decideret statsligt slaveri (Venezuela, Cambodia), eller med liberaliserende reformer.

Og jo, Venezuela er i den grad et socialistisk eksperiment, selv om venstrefløjen lige nu løber med 1000 km, i timen væk fra dette seneste fallerede eksperiment. Bla. er langt over 1000 private virksomheder er blevet nationaliseret, mens både den førte finans- og pengepolitik, landbrugsreformer mv. stort set minder om hvad vi før har oplevet under bl.a. Allende i årene 1970 til 73 i Chile.  Mens Chile endte i diktatur og markedsreformer, der heldigvis også endte med at blive fulgt op af politiske reformer og tilbagevende til demokrati. Er Venezuela foreløbig endt med at militæret er den reelle magthaver. Om det så ender med et egentlig militærdiktatur, har vi fortsat til gode at se.

At udviklingen blot endnu en gang understreger Friedmans pointe om markedets afgørende rolle burde være “krystalklart”.

Eller som jeg slutter af med i min kronik, Kunsten at misforstå liberale idéer, i Børsen søndag:

liberale reformer virker. Se blot på Sydamerika. De er forskellen mellem lande som oplever fortsat fremgang og lande, som nu må sande, at trods et historisk råvareboom i nullerne, står man igen midt i en akut økonomisk krise.

Chile – de første til at gennemføre reformer – er den hurtigst voksende økonomi i regionen de seneste 25. år. I begyndelsen af 1990’erne var bnp per indbygger på niveau med Brasilien. I dag er det regionens højeste og 70 pct. højere end i Brasilien. Samtidig er andelen af befolkningen som lever i fattigdom raslet ned og absolut fattigdom næsten udryddet.

Peru, som reformerede økonomien i 1990’erne efter mange års misvækst, er de seneste 15 års hurtigst voksende økonomi i regionen. Bnp er vokset fire gange hurtigere end i Argentina og Brasilien. Den offentlige gæld er minimeret og fattigdommen reduceret drastisk. Dette står i skarp kontrast til udviklingen i Brasilien, hvor den offentlige gæld er faretruende høj, og fattigdommen atter vokser.

Konklusionen er klar. (Neo)liberale reformer – privatiseringer, deregulering af markeder mv – fremmer vækst og fremgang. Sydamerika leverer beviset.

Ny Adam Smith-dokumentar

Den fremragende Johan Norberg har sammen med Free to Choose TV forleden udsendt en ny TV-dokumentar om Adam Smiths liv og indflydelse (hattip: Emily Skarbek). De to dele handler henholdsvis om Smiths liv og arbejde, og hans indflydelse på moderne tænkning og forskning. Begge dele er forrygende formidlet, spændende og tankevækkende, og er stærkt anbefalet for både almindeligt interesserede og som tværfagligt emne for ikke-marxistiske lærere i gymnasiets samfundsfagsundervisning!

 

Liberalisme i Danmark

Det nye nummer af Econ Journal Watch fortsætter dens serie om liberalisme i forskellige lande. Punditokraternes gamle redaktør, Peter Kurrild-Klitgaard har her en glimrende artikel om liberalismens historie i Danmark. Der er flere ting at hæfte sig ved, ikke mindst det forhold, at Danmark var et af de første lande hvor Adam Smiths Wealth of Nations blev oversat, og at landet havde en ganske særk liberal tradition i samfundsvidenskaberne op til Første Verdenskrig.

Kurrild hovedpointe er dog ”den store tørke” fra 1945-1980, hvorefter en generation – som Kurrild i høj grad selv er medlem af – genoplivede liberal tænkning på de danske universiteter og i medierne. Det er også fra denne ret eklektiske gruppe, og fra en synlig tradition for politisk økonomi og public choice på universiteterne, at Cepos er vokset frem. Eller som han skriver: ”After a long drought, the 1980s brought a visible renaissance of liberal thinking and writing in Denmark, and the present study has surveyed and highlighted some of the more visible circles and personalities. One lesson the history here presented may offer is that a few individuals and a few ‘centers’ may actually influence quite a lot.”

Hele artiklen er interessant og stærkt anbefalet for alle, der er interesserede i emnet og dets status i Danmark.

Nyt fra IEA: Classical Liberalism

For de interesserede har det glimrende Institute of Economics Affairs i London udgivet en ny og ganske læseværdig introduktion til klassisk liberalisme. Den lille bog, der er skrevet af Eamonn Butler og kan downloades her, introducerer på meget pædagogisk vis hvad klassisk liberalisme – i modsætning til hvad Venstre herhjemme eller de konservative i England paraderer som liberalisme – er og hvilket idegrundlag den bygger på. Den kan læses af enhver gymnasieelev med et godt engelsk, men er også anbefalet til alle andre interesserede, og måske i særlig grad dem, der er forvirrede af, det megen velfærdsliderlige nonsens, der paraderes herhjemme som liberalt tankegods. Måske skulle man forære et par eksemplarer til Venstre og Konservatives folketingsgrupper?