Tag: liberalisme (page 2 of 20)

Nyt fra IEA: Classical Liberalism

For de interesserede har det glimrende Institute of Economics Affairs i London udgivet en ny og ganske læseværdig introduktion til klassisk liberalisme. Den lille bog, der er skrevet af Eamonn Butler og kan downloades her, introducerer på meget pædagogisk vis hvad klassisk liberalisme – i modsætning til hvad Venstre herhjemme eller de konservative i England paraderer som liberalisme – er og hvilket idegrundlag den bygger på. Den kan læses af enhver gymnasieelev med et godt engelsk, men er også anbefalet til alle andre interesserede, og måske i særlig grad dem, der er forvirrede af, det megen velfærdsliderlige nonsens, der paraderes herhjemme som liberalt tankegods. Måske skulle man forære et par eksemplarer til Venstre og Konservatives folketingsgrupper?

På tide at Hayekianere bliver (tilbageholdende) anarkister?

I et forsøg på at nå til bunds i indbakken ramte jeg en interessant artikel fra januar, som jeg gerne vil dele – fordi emnet er spændende. Den er optrykt i næstkommende nummer af University of Queensland Law Journal og har titlen Radicalising Hayekian Constitutionalism.

P.t. kan den hentes hos SSRN. Abstract:

The work of Friedrich A Hayek presents a compelling theory of the normative basis for constitutionalism and other related notions, such as the rule of law. It is difficult, however, to avoid a sense of incongruity when seeking to apply Hayekian notions within the context of the modern administrative state. Hayek is widely regarded as a conservative figure, although he famously rejected the label. A comparison between Hayek’s theory and modern modes of governance makes Hayek seem more radical than conservative, since deep reforms would be needed to instantiate anything like his preferred model. How radical, then, is Hayekian constitutionalism? That is the question I explore in this article. The article begins by unpacking the normative foundations for Hayek’s theory of constitutionalism. I then examine the wider implications of the theory for politics and governance, focusing particularly on the role of the state in securing important social goods. I argue that Hayek provides a nuanced account of the place of the rule of law in social governance. However, his account of constitutionalism turns out to have more radical implications than he acknowledges. The article concludes by examining the relationship of Hayekian constitutionalism to the anarchist tradition in political philosophy. I suggest that Hayek’s arguments, considered in light of the striking failures of the contemporary corporatist state, give us reason to question his commitment to statism. Hayekian constitutionalists may have to become reluctant anarchists.

 

Hvorfor er et liv uden børn suspekt?

Jeg oplever ofte, at mens venstrefløjen hylder mangfoldighed, er folk på højrefløjen som individer mere tolerante overfor livsvalg, der ikke ligner deres. Men der synes at være et bestemt livsvalg, hvor venstre- som højrefløj ofte er lige intolerante og fordømmende: Valget af et liv uden børn. Dagens spørgsmål – eller måske mere dagens undren – er hvorfor et liberalt verdenssyn ikke udstrækker sig til netop valget om børn.

Det grundlæggende er, at jeg opfatter det som en central del af et liberalt verdens- og menneskesyn, at man lader det være op til den enkelte at vælge hans eller hendes eget liv. Så længe man kan forsørge sig selv og ikke i sine livsvalg urimeligt begrænser andres livsvalg – gennem kriminelle valg og andet – er min holdning, at der ingen valide grunde er til at lægge grænser for livsvalgene. Det samme gælder andres behandling af ens valg. Man har ingen krav på andre menneskers respekt for dem – respekt er som bekendt noget, man gør sig fortjent til – men man har et liberalt krav på deres tolerance og dermed deres implicitte accept af ens ret til at træffe de pågældende valg.

De fleste danskere er da også ganske liberale i deres syn på personlige valg. Homoseksualitet er almindeligt accepteret udenfor små, religiøse kredse, kun meget få regner med, at børn bør vælge deres forældres karrierevej eller deres ægteskabsvalg for børnene, og valget af både hvor man bor og hvordan er fri for tabuer. Men når det gælder valget ikke at ville have børn, er danskerne helt anderledes. På netop dét punkt mener mange øjensynligt – på trods af at de ellers erklærer sig liberale – at der kun er et rigtigt liv: Find en kæreste og få mindst et barn. Så hvorfor er valget af børn – eller mere specifikt fravalget af at få børn – så kontroversielt?

Taler man med folk om emnet, er ufrivillig barnløshed en tragedie, mens frivillig barnløshed er dybt suspekt. Som Lone Frank fortæller i Berlingske i dag, opfattes det ofte som et meget egoistisk og koldhjertet valg. Argumentet at man ikke har lyst til et liv med børn affærdiges ofte med, at det ved man da ikke, før man har fået dem. Andre opfatter det tydeligvis som en pligt at få børn, men en pligt overfor hvem og hvorfor?

En første undren er, hvordan det kan være et egoistisk valg ikke at få børn. Argumentet synes at hvile på en antagelse om, at folk primært får børn af altruistiske årsager. Er det korrekt? Det tror jeg næppe, det er. Mange mennesker synes at få børn fordi de mener, det på en eller anden måde giver dem en status – nogle fine præmiebørn, der kan paradere foran venner og familie. For det andet er hele argumentet, at det er egoistisk ikke at få børn, ret forvirret. Robinson Crusoe var ikke egoistisk og kunne per definition ikke være egoistisk – han var alene på sin ø. Egoistisk adfærd som begreb giver kun mening, når adfærden har konsekvenser overfor andre mennesker.

Så hvem er de andre mennesker, man angiveligt er egoistisk overfor? Der er to muligheder: Børnene og andre voksne mere generelt. Her falder argumentet igen, for man kan ikke være egoistisk overfor nogen, der ikke eksisterer. Med andre ord er valget, ikke at få børn, et valg der netop ikke kan være egoistisk, medmindre man mener at de mulige, fremtidige børn – dem man åbenbart er egoistisk overfor – allerede eksisterer i en metafysisk forstand. Men så har dem, der argumenter imod frivillig barnløshed som validt valg jo placeret deres holdning i en quasi-religiøs position, som er immun overfor et hvilket som helst argument.

Gælder det omvendt, at man er egoistisk overfor andre voksne, synes argumentet at hvile på, at man enten har eller bør have et atavistisk instinkt om, at alle bør gøre deres ’pligt’ overfor gruppen og få børn. Men i argumentet om, at andre i en gruppe, som de andre mener at man enten tilhører eller bør tilhøre, har et automatisk krav på ens livsvalg, er vel næppe særligt liberalt? Det er nærmere et proto-kommunistisk syn på folks ret.

Et sidste synspunkt, som jeg og andre venner uden børn har mødt, er at folk uden børn ikke kan være til ’gavn’ for andre. Ideen synes at være, at det er til gavn for andre mennesker, at man får børn. De har altså igen en form for krav på ens livsvalg, men her nogle gange formuleret som et krav på, at vi får børn som kan finansiere andre menneskers pension. Det argument er der to problemer med. For det første finansierer en generation kun den forrige generations pension i et rent pay-as-you-go system – som Danmark har været på vej væk fra i snart mange år. I et fuldt fundet pensionssystem, hvad enten det er drevet privat eller statsligt, finansierer hver generation sin egen pension. Så medmindre dem, der formulerer argumentet, simpelthen ikke forstår diskussionen, må der ligge en normativ vurdering af pensionssystemer bag. Og så er vi tilbage i et ganske illiberalt udgangspunkt. For det andet må man spørge om, hvem der i et skandinavisk system netto trækker mest på statens – og altså andres tvungent solidariske – udgifter. Får man børn, skal børnene i ’gratis’ skole, på ’gratis’ hospital, osv. Er det billigere end de eventuelle pensionskrav, som frivilligt barnløse måtte have i det nuværende system? Næppe.

Som et individ med liberale værdier burde der ikke være noget suspekt i et livsvalg uden børn, men mange opfatter det alligevel som et ’forkert’ valg. Man kan nogle gange få den mistanke, at de er sure over, at de af os der er ’frivilligt barnløse’, ikke deler deres elendighed og bekymringer. Man kan også mistænke dem for, at både det og deres instinktive afvisning af vores livsvalg, er det der får dem til at mene, at vi da sagtens kan blive en ekstra time fredag eftermiddag, eller undervise et ekstra kursus – ’for du har jo ikke børn’. Men børn er hverken en pligt eller en undskyldning – de er et frit valg, som man burde kunne tage selv uden bekymring for andres tabuer.

Liberale hader ikke kvinder

Med undtagelse af Cordua & Steno – der efter min mening er Danmarks mest interessante og kvalitetstunge program om politik – lytter jeg sjældent til Radio24Syv, da jeg synes alt for meget af det andet kanalen har at tilbyde, er plat, pinligt eller fordummende. Jeg er ikke overbevist om, at kanalen er sin statsstøtte værd – heller ikke ud fra den betragtning, at pengene ellers bare ville være gået til DR.

Her i sommervarmen har program-redaktionen for eksempel givet taletid til en person ved navn Irene Manteufel, der har fået lov til at lave fem programmer om et emne, hun angiver at vide meget om. Emnet er formelt ”sexisme”. Altså diskrimination mod mænd eller kvinder alene på baggrund af deres køn. Men i mine øre lyder det nu mest som om, at radiokanalen har givet værtinden 5 x 1 time til at plædere for den variant af ny-marxismen, som kaldes ”feminisme”.

Jeg har kun hørt et af de i alt fem programmer. Det havde følgende emne:

Hvorfor hader liberale kvinder? Mange af de mest ekstreme og hadefulde ytringer mod kvinder kommer fra liberale politikere og på liberale medier. Kvindesynet blandt liberale forekommer generelt misogynistisk.

Gæsten er Christopher Arzrouni, og han demonstrerer på eksemplarisk vis, hvor dårligt sammentømret værtindens argumentation er.

På et tidspunkt pointerer Arzrouni, at det er en præmis i liberal politisk filosofi, at alle – uanset køn – skal have lige rettigheder, og at det derfor ikke kan være liberalt at mene, at kvinder skal være mænd underordnet, at mænd skal have bedre rettigheder end kvinder eller kvinder bedre rettigheder end mænd. Altså, at liberalismen i sig selv er anti-sexistisk.

Det lader dog til at gå Irene Manteufels hoved forbi. Hun lyder i hvert fald ikke det mindste forlegen over sin misopfattelse af noget så basalt, ligesom hun vælger ikke at ville erkende, at Arzrouni har demonstreret, at liberale ikke er sexister.

Radioprogrammet fremstår derfor som et glimrende eksempel på en redelig (Arzrouni) og uredelig (Manteufel) debatstil. Men lyt selv med. Det er er underholdende på sådan en lidt tåkrummende måde:

“New Public Management” har intet med liberalisme at gøre

Der er grundlæggende to måder at drive en økonomi på. Enten som et centralt styret og planlagt system. Eller som et decentralt system, hvor ordenen fremkommer som et spontant resultat af frivillige individuelle beslutninger og transaktioner. En af de epokegørende opdagelser hos de første nationaløkonomer var, at en spontan orden uden central styring ikke alene kunne lade sig gøre, men for det meste ligefrem frembragte bedre resultater end planlægning.

Klassisk liberalisme er ikke opstået af denne indsigt. Den kommer fra en endnu ældre kamp for personlig frihed og mod tyranni. Men opdagelsen af den spontane orden var med til at booste liberalismens udbredelse og anseelse.

Når markedet frembringer orden og ikke kaos, skyldes det grundlæggende incitamentsstrukturen. Den får selv egennyttige personer til at gøre noget, som er godt for andre. Privat ejendomsret forhindrer et kapløb om at forbruge ressourcerne hurtigst mulig og gør det muligt at investere langsigtet. Markedsøkonomiens bytter kan kun foregå, hvis begge parter på markedet er enige. Dermed bliver der kun gennemført transaktioner, hvis begge står til at få en fordel af dem.

Man kan godt finde eksempler, hvor incitamenterne på et marked ikke er i perfekt balance. Men over for disse undtagelser står, at central planlægning både teoretisk og praktisk har haft store problemer med at matche den spontane orden, fordi den fundamentalt savner tilsvarende incitamenter. Der er ingen ”usynlig hånd” – som Adam Smith kaldte markedets prismekanisme – og der må derfor være en synlig.

Skal man meget kort sammenfatte det liberale politiske program, er det: Mindst mulig stat og mest mulig marked og civilsamfund.

Derfor er det absurd ironi, at forsøg på at styre og planlægge i den offentlige sektor i visse kredse pine død skal stemples som ”liberale” (eller ”neoliberale”) – senest af Malte Frøslee Ibsen i Politikens kronik den 11. juli. Den teknokratisering af velfærdsstaten, han anker over, har intet som helst med markedet, men alene med staten at gøre. Den er nødvendig, fordi staten mangler markedets selvkoordinerende mekanismer. ”New public management” og lignende redskaber er et forsøg på at løse planøkonomiens problem, ikke liberalismen eller markedets.

Det er da også bemærkelsesværdigt, at Ibsens kronik helt savnede konkrete referencer til moderne liberale tænkere, når han angriber deres påståede tilslutning til teknokratisering. Den findes simpelt hen ikke.

Hvad, han derimod måske nok kan finde, er tilhængere af, at den stat, der skal være, organiseres så effektivt og hensigtsmæssigt som muligt. Dem vil han imidlertid finde over hele det politiske spektrum. Det har intet med liberalisme at gøre, men skyldes, at vi lever i en verden af knappe ressourcer og behov for at koordinere menneskers handlinger. I det omfang det ikke kan ske spontant på markedet, må det ske ved planlægning.

Og her er vi måske ved det afgørende: At kritikere som Ibsen ikke anerkender grundlæggende økonomiske problemstillinger. Man må forstå på ham, at uden finansmarkedernes pres ville de forvoksede velfærdsstater i Europa og andre steder overhovedet ikke behøve at tage økonomiske hensyn alvorligt. Og at man politisk blot kan vælge at ”italesætte” verden på en anden måde. Men det er ikke en tænkning, som kan bringe f.eks. grækerne ud af deres dybe krise. Det er netop for meget af den tænkning, som har bragt dem i krisen.

Kun udvikling under ordnede forhold?

Forestillingen om en velordnet industrialisme, døbt “fordisme” efter superorganistoren Henry Ford, er et politisk ideal som idag har stor betydning på venstrefløjen som en af de primære måder, hvor den kan forene sin traditionelle målgruppe, fabriksarbejdere, med sin nutidige, som er middelklasseforbrugere i byerne, og forene en his

Forfalden bygning ved Fords modelby "Fordlandia" i Brasilien, fra The Daily Mail.

Forfalden bygning ved Fords modelby “Fordlandia” i Brasilien, via The Daily Mail.

orie om Vestens fortid med ulandenes fremtid til en samlet politisk beretning.

Tanken er den, at der skal arbejdskamp (ved fagforeningerne) og politisk kamp (ved den parlamentariske venstrefløj) til at forbedre livsforholdene for verdens udsatte arbejdere. I dette verdensyn er høj løn (højere end markedsprisen), stabilitet og langvarig beskæftigelse, forudsigelige arbejdstider, pension og airconditioning de relevante parametre for en god arbejdsplads.

Dette er en industriel ideologi, hvor arbejdsgiveren og staten faderligt antager ansvaret for sine medarbejdere; idealet i Danmark kunne måske være Carlsberg-fabrikkerne eller velordnede skibsværfter, mens det i USA utvivlsomt må være det nu fallerede Detroits bilfabrikker. Der kunne man efter anden verdenskrig se kimen til en sådan velordnet industrialisme, hvor fortidens omskiftelighed og uforudsigelighed (som ideologisk kobles til kapitalismen) erstattes af en godmodig, velordnet og stabil vækstplan under kyndig og omsorgsfuld ledelse.

Fremskridtets historie reduceres til en bevægelse fra uorden, udsathed og uforudsigelighed (“kasinoøkonomi”) under kapitalisme til velordnet velstand med rationel planlægning og investering. Derfor opfattes det også som et slags syndefald og et tilbageskridt, når den offentlige samtale går i retning af fleksibilitet, omskiftelighed og konkurrence. Polske arbejderes uordnede forhold er i dette lys en slags social atavisme, som man helst var fri for at blive konfronteret med.

Derfor er der også opstået en stor litteratur fra venstre kant, som beskæftiger sig med fordisme, udvikling og udsathed (precarity) som produkt af neoliberalismen, som forstås som en fortsættelse af en gammel usikkerhed og en trussel om en fremtid, som er en fremskrivning af de nuværende uordnede forhold. I en nylig artikel om uformelle arbejdere i Brasilien, som lever af at samle og sælge genbrugeligt affald (catadores), skriver den amerikanske antropolog Kathleen Miller:

“Conceived as a condition of post-Fordist capitalism, the concept of precarity has emerged as a way to capture both the tenuous conditions of neoliberal labor as well as states of anxiety, desperation, unbelonging, and risk experienced by temporary and irregularly employed workers. In recent years, the term has circulated primarily among social-movement activists in post-industrial societies of Europe, North America, and Japan—places where Fordism was strongest in the twentieth century and which therefore have been most affected by its unraveling…

Her støder industrinostalgien på det problem, at økonomisk udsathed ikke er en undtagelse i forhold til det naturlige, som er de famøse ordnede forhold, men snarere udgangspunktet for det overvældende flertal af menneskeheden, som ikke er fastansætte lønmodtagere.

Når man baserer sin udviklingsideologi på forhold, som i en bredere historisk og global kontekst er undtagelsesmæssige, så støder man også på problemer i praksis. “Though Fordism might have existed as a dream, aspiration, or incomplete project in Brazil and other countries of the global South … full employment nonetheless remained the exception.”
Continue reading

Forældre/stat-analogien

Den liberale kæmpers største udfordring er ikke barnepigesamfundet, overvågningsstaten eller en socialistisk magtovertagelse, men det moderne menneskes eget indre ønske om at gå gennem livet som et forvokset barn. I hvert fald hvis man skal tro den så ofte glimrende Pete Boettke:

The problem that confronts the modern classical liberal, Buchanan (2005) postulates, is not the managerial socialism of the 20th century, nor even the Nanny State of paternalistic socialism, but the desire on the part of the population to remain in the infantile state of demanding a parent to protect them from the vagaries of life and provide them with economic security.

Analogien til børn og deres forældre når emnet er forholdet mellem individet og statsmagten er velkendt, og Boettkes variant – hvor statsmagten ikke så meget dikterer, som den blot føjer borgeren i dennes talte/utalte ønsker – er ganske god. Men der er dog faldgruber, som Arnold Kling (hattip til ham i øvrigt for i det hele taget at have henledt opmærksomheden på ovennævnte afsnit) næver og som er svære at være uenig i. Der er også en fare for, at argumentationen får en psykologisk skævvridning, som ikke nødvendigvis bekræfter det politiske standpunkt. Ikke desto mindre bruger man/vi med forskellige nuancer ikke sjældent analogien, hvilket indikerer, at den har sat sig fast ”at a gut level”. Så lad os da bruge den som et redskab velvidende, at billedet har sine fejl.

Kronik: Ingen straf for at overtræde en ånd

Apropos Christian Bjørnskovs aldeles rimelige tak til skattelyene er her min kronik om omtrent samme emne, fra Børsen i sidste måned:

Vores politikere i Danmark og EU taler meget om de skattekroner, de mener, staten går glip af dagligt. Det skyldes eksistensen af det, de kalder “skattely”.

Man ser det for sig: Utallige uberørte milliarder, der ligger fortøjret i caribisk havn, fjernt fra myndighedernes favntag. Penge, som ifølge politikerne kunne forvaltes mere effektivt af det plan-politiske system, end det privat-kapitalistiske.

EU-Kommissionen er helt i font. Bare i sidste måned barslede den med et tiltag, der positivt skal definere skattemyndighedernes rettigheder over for skatteyderne, ligesom den arbejder på at give samtlige skattesubjekter i EU en slags CPR-nummer. Så bliver forvaltningens registersøgning uden dommerkendelse på tværs af landegrænserne nemlig meget nemmere.

Skatteminister Holger K Nielsen (SF) følger med og har simpelthen “erklæret krig” mod skattely og lovet, at Danmark nok skal indføre verdens skrappeste skattekontrolregler.

Og på Aarhus Universitet sidder skatteretsprofessor Jan Pedersen og giver interview, hvor han kalder stater med lavere skatteprocenter end de danske for “parasitter”.

Som skatteyder bliver man let kynisk, når man hører, hvor langt systemet er villigt til at gå. Men den politiske reaktion er naturlig: Politikere, embedsmænd og skatteretsprofessorerne har skabt det skattesystem, vi har, og dét system er kilden til deres forbrug.

Når det kommer til stykket, hvem er så parasitten?

Hvis de vil minimere skattetænkningen, bør de angribe skattesystemet, ikke skatteyderne. For systemet er forældet, baseret på en 1900-talstankegang og en idé om, at gevinster og besparelser kun opnås gennem svig, udnyttelse og udbytning. Det er komplekst og uelegant.

Planlægning er ikke snyd

En advokat eller revisor skal ikke bruge mange sekunder for at indse, at der er gode penge at tjene på skatterådgivning. For skatteplanlægning er ikke ulovlig. Parasit-retorikken til trods.

Skatteunddragelse er derimod ulovlig. Men for at skatteunddrage skal man handle i strid med lovens ord.

Virksomhedsejeren, der får en revisor til at skatteplanlægge, er ikke en unddrager. Han opfører sig rationelt og tilrettelægger sine skatter, som den driftsudgift de nu og engang er.

På samme må er der intet odiøst i, at alle vi andre planlægger vores pensioner, så vi får mest tilbage, når den falder til udbetaling.

Alligevel turnerer EU-Kommissionen, visse aviser og politikere fra højre og venstre rundt med noget, der pænt sagt er en usandhed. Skatteplanlægning er ulovligt, siger de, for det strider mod lovens ånd.

Sikke en absurditet. I et retssamfund kan noget først blive ulovligt, når der er regler, der siger, at det er ulovligt. Før det øjeblik indtræffer, er handlingen eller undladelsen allerhøjst umoralsk.

Man skal aldrig glemme, at det der er umoralsk er ikke pr. definition er ulovligt, ligesom det der er lovligt ikke pr. definition er moralsk. Skatteplanlægning er ikke svig, udnyttelse eller udbytning. Det er avanceret vidensarbejde, hvor det skattesystem politikerne har skabt analyseres og reglerne anvendes, så skattebyrden kan minimeres; inden for lovens ramme.

Misbrug af lovens ånd

Siden vi afskaffede enevælden, har politikere ikke kunne udskrive skatter uden ved lov.

Derfor må man også ryste på hovedet af politikere, embedsmænd og professorer og påpege, at de ikke bare kan sige: “Hov! Det du gjorde strider mod lovens ånd, nu skal du straffes.”

Og hvad er egentlig “lovens ånd”? Er det andet og mere, end bare at slå i bordet? Nej, det er den ikke. Lovens ånd er en norm, som enhver politiker efter eget forgodtbefindende kan definere.

Forvaltningen i et retssamfund følger positive retskilder og ikke arbitrære politiske postulater, som var det i Zimbabwe eller Rusland.

Er lovgivningen ikke er god nok, ændrer man den. Sådan har det været siden 1849.

Ved at påstå, at “lovens ånd” er at ligestille med lov – at det ikke bare er moral – accepterer man på ny en retsopfattelse, der burde være uddød og som ikke er forenelig med vores retssamfund.

Hvis man vil straffe skatteydere for ikke-ulovlige handlinger, fordi de har forbrudt sig mod “lovens ånd”, så svarer det til, at man havde vedtaget skatte- og strafregler med tilbagevirkende kraft. Det er en farlig tanke, vores politikere flirter med.

Det er på tide at kigge indad. Vi ved, at staten ville få et højere provenu – og skatteyderne mere til sig selv – hvis skattesystemet blev indrettet mere elegant: Uden progression, med en bred skattebase, få fradrag og lavere satser.

Dét scenarie burde være langt mere attraktivt end det bestående – og de farlige tanker, det afføder.

Den liberalistiske middelvej

Randy Barnett har lagt en 19-siders artikel på SSRN med titlen: “Afterword: The Libertarian Middle Way.”

Den megen snak om social retfærdighed leder naturligt tankerne hen på Bleeding Heart-gruppen; og lad mig i den forbindelse henvise til Matt Zwolinski’s forvirrede indlæg Liberty & Property.

Her er Barnett’s abstract, med mine fremhævninger:

Libertarianism is sometimes portrayed as radical and even extreme. In this Afterword to a symposium on “Libertarianism and the Law” in the Chapman Law Review, I explain why, though it may be radical, libertarianism is far from extreme in comparison with its principal alternatives: the social justice of the Left or legal moralism of the Right.

Social justice posits that everyone should get a certain amount of stuff; legal moralism posits that everyone should act in a certain way. But because there is no consensus about how much stuff each person should have or how exactly everyone should act, both of these comprehensive approaches are recipes for societal conflict. And the legal institutions that are necessary to implement each vision must be highly intrusive and coercive.

In contrast, libertarianism is far more modest: it stipulates only that individuals may do what they please with what is theirs, requiring a legal system merely to define the proper jurisdiction of each person over their rightfully acquired property.

I explain how the basic insight of libertarianism is rooted in the spirit of toleration that was the classical liberal solution to the socially destructive religious wars. Like Westphalian political “sovereigns” who are to leave each other in peace and not to interfere with each other’s domestic affairs, classical liberalism posited the sovereignty of individuals to pursue the good life peacefully within their own jurisdictions, free from outside interference, provided they do not infringe upon the like jurisdictions of other sovereign individuals.

I conclude by explaining how libertarianism contributes to the private law that defines the contours of these individual jurisdictions, and the public law that is supposed to confine government to its proper function of protecting the rights of persons better than they can protect themselves. Although many would prefer their own preferred visions of social justice or legal moralism (or both) to be imposed on everyone else, libertarianism represents an appealing “second best” or “middle way” alternative to having someone else’s “wrong” vision of social justice or of morality imposed upon them.

Anti-kapitalisme = Anti-humanisme

Anti-kapitalisme er anti-humanisme. Det var pointen i Keith Joseph’s essay The Humanity of Capitalism (læs den i Stranded on the Middle Ground?), der blev et hit blandt borgerlige ved udgivelsen i 1976 og som i hvert fald denne punditokrat har haft stor glæde af og fortsat mener, hører til blandt de vigtigste moderne essays, i det liberal-kapitalistiske arsenal. I Berlingske Tidende har Eva Agnete Selsing skrevet en kronik over samme tema; den skal anbefales.

To udpluk:

Antikapitalisme er antihumanisme. Uden vækst og velstand degenererer de vestlige nationer. Det truer freden og fremtiden på kontinentet. I det lys er den forbenede kapitalismekritik på både højre- og venstrefløjen bemærkelsesværdig …

Old school-venstrefløjsere i fuldt Fjällräv-ornat er bange for penge, forbrug, velstand og glæde, og støtter derfor en politik, der kan gøre os alle fattigere. Ingen overraskelser dér. Men det private kan også være med. Danske Bank er bange for de venstreorienterede kunder, og producerer følgelig en reklamefilm, der omfavner den mest bedagede antikapitalisme. Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at visse nominelt borgerlige er hoppet med på den hønsestrikkede vogn. Connie Hedegaard og resten af eurokraterne er nemlig rigtig bange for befolkningerne. Derfor forsøger pampercentralen i Bruxelles nu at indoktrinere undersåtterne til at knuselske den forestående mangel på velstand, de samme pampere har ført Europa ud i. Det sker med reference til et EU-projekt kaldet ’Be­yond GDP’, altså ’Hinsides BNP’. En satsning støttet af Barroso, Sarkozy og Merkel, der skal oplyse de europæiske befolkninger om, at velfærd ikke (kun?) er økonomisk, men også må måles ’socialt’ og ’omgivelsesmæssigt.’ På dansk betyder det, at vi skal affinde os med kronisk lavvækst i eurozonen, og at vi derfor må finde glæde andetsteds end i økonomisk fremgang og sikkerhed.

 

Denne tradition, som Connie Hedegaard og ’Beyond GDP’ taler ud af, er altså, på trods af hendes partikonservative tilhørsforhold, en venstreorienteret moralistisk kritik af kapitalismen. De industrielt fremmedgjorte proletarer skal simpelthen lære at tænke mere ’autentisk’ og satse på andre værdier end de pekuniære. Etisk socialkirurgi, udøvet med stor selvtillid af eurokraterne, over de dumme, åndløst forbrugende masser. Det lyder som noget fra en dystopisk science fiction-film. Men det er bare Connie, der så gerne vil gøre godt og redde menneskeheden fra den primitive kapitalisme. Fra det profane ønske om vækst. Det er det – pengene, markedet, materialismen, forbruget – der gør os egoistiske og kolde. Til forskel fra det varme, planøkonomiske fællesskab. Hvor man samler magten på få hænder. Hvor befolkninger er noget, der skal reguleres og omformes. Hvor man ser fjendtligt på dem, der skaber værdi.

 

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑