Tag: lighed (page 1 of 3)

Den invaliderende velfærdsstat

Berlingskes forside handler i dag om den nye skatteordfører for de Konservative Jakob Axel Nielsen.

Han forsøger sig med det synspunkt, at solidariteten er på retur i Danmark, hvilket også gælder de seneste fem år under Foghs regering.

Læser man artiklen i Business, får jeg indtryk af, at han er i byen med et for liberale/borgerlige velkendt synspunkt: en stor velfærdsstat amputerer folks evne til at tage ansvar for sig selv og deres medmennesker.

Det er jo et synspunkt, som mest prægnant blev formuleret af Henning Fonsmark i hans bog, Historien om den danske utopi (1990) En bog, der endnu ikke er blevet overgået i vigtighed. Gyldendal har den ikke længere på sin hjemmeside. Måske et genoptryk var på sin plads?

(Velfærds-)staten har bestemt sine gode sider. Denne punditokrat vil hævde, at der er forskel på at være liberal og anarkist, og at den vanskelige, men nødvendige opgave er at indrette Staten sådan, at der er en balance mellem de nødvendige rammer for et civiliseret samfund og risikoen for magtmisbrug og umyndiggørelse, der ikke bare er økonomisk belastende, men også åndeligt invaliderende.

Men velfærdsstaten, som den er blevet udviklet i vores del af verden, er gået langt videre og har skabt et system, der i alvorlig grad umyndiggør folk, så de bliver skadet på både krop og sjæl.

De fleste finder sig i denne umyndiggørelse. Det kan lige frem være rationelt at være systemkonform, for når man bliver flået i skat og derfor både selv og med bofællen må arbejde meget og længe, bliver det fornuftigt at kræve sine problemer løst af Staten. Man har jo ikke selv hverken tid eller penge til det. Det er jo for H…., derfor vi betaler skat, lyder argumentet fornuftigt nok.

For dem, der i det mindste bander, er der fortsat håb. Mere uhyggeligt er de mange, der vokser op med velfærdsstatens invaliderende effekt formidlet af en uhørt systemtro presse. De vokser op åndeligt amputerede, så de ikke kan forestille sig en tilværelse med mere personligt ansvar. Det må Staten ordne, og hvis jeg eller andre ikke er lykkelige, er det Statens eller den til enhver tid siddende regerings skyld, hvilket kun kan afhjælpes med mere Stat.

Måske er det her, at vi finder svaret på, hvorfor danskerne er mere lykkelige end så mange andre folkeslag: vi er lykkelige som børn, ubekymrede i vores tillid til, at Staten som vores forældre nok skal løse stort og småt. For nogle er det uhyre positivt, for os andre er det næsten lige så uhyggeligt som Invasion of the body snatchers.

Forskellen mellem de to opfattelser ses i Berlingskes dækning. Skatteordfører Nielsen prøver – formodentlig belært af sin forgængers kranke skæbne – at pege på denne invaliderende virkning af velfærdsstaten ved at formulere det i bløde former: solidariteten formindskes.

Solidaritet er jo et plusord for alle, selvom nogle efterhånden er blevet træt af begrebet, fordi det har ændret indhold. Det betød jo oprindeligt, at A påtog sig at hjælpe B, der var i nød. Dernæst kom det til at betyde, at A krævede, at C hjalp B, fordi C havde bedre råd. Herefter ophævede man forudsætningen om nød, så A også kunne kræve hjælp sammen med B af C. Og i dag betyder det, at A, B og C alle kræver at blive hjulpet af andre.

Men for uhyggeligt mange er solidaritet og velfærd noget, som kun Staten kan levere. Derfor må Staten som Molok konstant fodres med større skatter. Den tapre skatteordfører (og han er virkelig modig, hvilket man kan forvisse sig om ved at se på tidligere forsøg i samme retning fra andre nu stynede politikerspirer, eller sammenligne med de mere spage udtalelser fra hans kolleger på Christiansborg) bliver derfor mødt med spørgsmålet, om "det så ikke er paradoksalt, at du efterlyser større solidaritet, samtidig med at du taler varmt for at sænke skatten."

Tja, bum bum.

Nå, i samme erhvervstillæg kan man også læse om CEPOS, der holder en konference i dag på baggrund af en rapport udarbejdet af prof. Nicolai Foss (ex-punditokrat) og Christian Bjørnskov (punditokrat-in-chief). Rapporten påviser en sammenhæng mellem en stor velfærdsstat og en manglende lyst til at være selvstændig, dvs. tage en stor personlig risiko, arbejde ekstremt hårdt og med udsigt til konfiskation af hovedparten af gevinsten, hvis det mod al statistisk sandsynlighed lykkes.

Som jurist kan jeg ikke bidrage til denne samfundsvidenskabelige diskussion om mulige sammenhænge. Men jeg kan da pege på det forunderlige i, at den første frie grundlov fra 1849 havde en bestemmelse om næringsfriheden, dvs. retten til at skabe sin egen tilværelse og forsørge sig selv. Da grundloven sidst blev revideret i 1953 indførte man en bestemmelse om retten til arbejde, dvs. retten til at lade sig forsørge af andre. Sic transit, etc. (og hvis grundloven Gud forbyde det skal revideres i nær fremtid, må vi forvente, at det "udvidede" solidaritetsprincip også grundlovsfæstes. Tak til unge prins Christian for at have lagt den sag død indtil videre).

Rapportens konklusioner er for os at se en naturlig følge af velfærdsstatens invaliderende virkning, men den bestrides naturligvis af bl.a. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der er CEPOS velfinansierede modpart i samfundsdebatten. De peger bl.a. på, at iværksættertrangen er større i lande, der er "fattigere og mindre udviklede end Danmark", og at det derfor er "lidt komisk, når CEPOS nu har så travlt med at understrege, at iværksætteri gør os rigere". Tja, man kunne jo også vende det om og hævde, at det var iværksætteri, der gjorde os rige og dermed skabte en velfærd, som langtsomt har kvast initiativet ud af de fleste og gjort dem afhængige af Staten. Mon vi bliver ved med at være rige på den måde?

Konferencen finder sted i Den Sorte Diamant (læs mere her), kl. 11.

Redaktøren af denn blog vil forhåbentlig skrive mere om emnet.

Lighed eller forskellighed

Siden 1960rne har et tabu hersket i den vestlige verden.  Det er tabuet, der siger, at der ikke findes forskelle på mennesker og især ikke på grupper af mennesker, der skyldes gener; alle forskelle skyldes påvirkninger af individerne, enten fysisk (ernæring, underernæring) eller psykisk.  Billioner af kroner, dollar, pund og anden valuta er brugt af regeringer på at opveje virkningerne af sådanne forskelle under etiketter som racisme, dårlig social arv, udstødthed, diskrimination og lignende.

Tabuet har altid været i strid med sund fornuft og elementær darwinistisk udviklingslære, og det er nu så undergravet af videnskaben, at det kun overlever i samfundsvidenskaberne, bureaukratierne og politikken af inerti, politisk korrekthed og magtinteresse.

Af samme grund bliver det svært at bekæmpe.  John Derbyshire har her et essay om, hvorfor konservative (i amerikansk forstand) har svært ved at tale om race, og hvorfor det er dumt.

I lægevidenskaben ved man, at race kan være en afgørende faktor i sygdom, i modtagelighed for behandling, i virkningen af bestemt medicin og i meget andet.  Samfundsvidenskaberne derimod lever for det meste stadig in denial hvad angår race, forskellene på dem og forskelle på grupper af mennesker generelt.

Steven Pinker har i “The Blank Slate” gjort op med det samfundsvidenskabelige dogme om mennesket som den tomme tavle, der ankommer uprogrammeret og uudstyret til verden, selvom han var forsigtig med at drage en række ellers indlysende slutninger af det, han rapporterede, formentlig for ikke at afskrække læsere.

Betyder erkendelsen af arvelige forskelle på mennesker noget for liberalismen?  Den betyder i hvert fald noget for politik på store og dyre områder som socialpolitik, velfærd, sundhed, uddannelse og meget andet.  Hvad tabuet har kostet i spildte penge og fejlanvendte ressourcer lader sig næppe beregne, men tallet må være astronomisk højt.

De nye erkendelser er blot de genetisk og molekylærbiologisk underbyggede erkendelser, som indtil 1960rne ikke var så radikalt bestridt, som de siden blev, for eksempel

— at evolutionen ikke holdt op, da det moderne menneske opstod, men fortsatte, ligesom den er fortsat hos alle andre dyrearter
— at forestillingen om at mennesket som den eneste art skulle være undtaget fra reglen om at dens medlemmer repræsenterer forskellige pakker af genetisk betingede evner, egenskaber og muligheder, er en ejendommelig overtro, som ellers kun trives blandt religiøse fundamentalister, for hvem mennesket også er en art, der er undtaget fra alle biologiske lovmæssigheder
— at forskelle på mennesker og grupper af dem er præcis hvad darwinistisk evolutionslære vil forvente at finde, idet det kun er ved at præsentere forskelle, at individer i en art kan udvise genetisk variation og dermed sondere tilpasningsevnen til bestemte omgivelser
— at viden om sådanne forskelle er noget af den vigtigste viden overhovedet og må være afgørende for ethvert samfund, der anser sig for grundet på rationalitet, videnskab og troen på fordomsfri erkendelse.

Tabuets forsvarere siger ofte, at tabuet er nødvendigt for at holde fast i princippet om menneskers ligeværd.  Jeg har aldrig forstået denne logik.  Ligeværdsprincippet var aldrig (af Locke, Jefferson og de andre) tænkt som om det medførte det for dem indlysende absurde postulat, at alle mennesker er ens.  Det er netop fordi mennesker ikke er ens — i begavelse, charme, effektivitet, pligtopfyldelse, venlighed, fysisk styrke, levetid eller noget som helst andet — at de må anses for lige værd.

Frihed, lighed, demokrati–og velstand?

Jeg holdt i fredags–med cirka et halvt års forsinkelse–tiltrædelsesforelæsning som professor i almen og sammenlignende statskundskab ved Københavns Universitet.  Det skete under den sexede overskrift "Frihed, lighed, demokrati–og velstand?  Nogle empiriske perspektiver på klassiske politologiske temaer".  Gab.

Det gik vist nogenlunde.  Der var bl.a. et par Punditokrater tilstede, og vores med-punditokrat Foss har været så særdeles venlig at skrive et par ord om det andetsteds.  Her vil jeg nøjes med nedenfor at vise jer tre lot-diagrammer, der spillede en central (men ikke afgørende) rolle i forelæsningen.  De meget, meget, meget interesserede kan om føje tid rekvirere et tryk af forelæsningen.

Ensretning eller mangfoldighed?

I forlængelse af nogle af mine tidligere punditokrat-indlæg har jeg her hen over september berørt modsætningen mellem monisme og pluralisme i en kronikrække om Tolstoj, Turgenev og Dostojevskij i Berlingske.

Samtidig har jeg uddybet emnet i et CEPOS-essay, der netop er blevet sendt på gaden. Essayet har titlen “Ensretning eller Mangfoldighed?” og resuméet lyder som følger:

Den russisk-engelske politiske tænker Isaiah Berlin var velbevandret i den klassiske litteratur. Hos den oldgræske digter Arkhilokhos var han faldet over et pudsigt brudstykke af en lille fortælling. “Ræven ved mange ting, men pindsvinet ved én, stor ting”, lød de dunkle ord. De fleste ville nok have rystet på hovedet og ladet fabel være fabel, men ikke Berlin. Han brugte modstillingen mellem ræven og pindsvinet til at sætte et billede på de idéer, han holdt ansvarlige for samtidens politiske sygdomme. Hvor pindsvinene ledte med lys og lygte efter én sand formular for samfundets indretning, der besang rævene mangfoldigheden. Striden mellem ensretning og mangfoldighed blev ikke blot udkæmpet i 1700- og 1800-tallets intellektuelle miljøer. Den lader sig også aflæse i periodens litteraturhistorie. Et sigende eksempel finder vi i Rusland, hvor tre af periodens største forfattere – Lev Tolstoj, Fjodor Dostojevskij og Ivan Turgenev – meldte sig i dysten med både liv og sjæl. Beretningen om de tre store russere viser med al ønskelig tydelighed, hvor forjættende pindsvinenes store lighedstanke er. Netop derfor er den farlig, for ensretning er en opskrift på undertrykkelse.

Jeg hører – såfremt vore læsere kan overskue mere russisk litteraturhistorie 🙂 – gerne nogle kritiske kommentarer.

Ny definition af lighed

Venstres finansordfører Peter Christensen kom for skade at skrive følgende i Politiken den 4. september:

Næste gang vi får ulighedstal i Danmark er jeg sikker på, at uligheden har fået endnu et nyk opad. Så længe det skyldes stigende beskæftigelse og stigende velstand, vil jeg ikke fælde én eneste tåre over det. Tværtimod

Det blev af fagforeningen 3F og deres ligesindede på Berlingske Tidende gjort til, at ordføreren "jublede" over ulighed.

Og det faldt ikke i god jord hos beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen:

Det, synes jeg, er en dum udtalelse. For vi arbejder ikke for at skabe andet end større lighed i det danske samfund. Det vil vi utrætteligt fortsætte med. Og jeg glæder mig som beskæftigelsesminister over, at den største lighed, vi kan skabe, er ved at få folk i arbejde, siger Claus Hjort Frederiksen. (ritzau den 7. september)

Det lyder interessant, at Venstre arbejder for mere lighed. Men det er vist en definitionssag.

Claus Hjort Frederiksen har øjensynligt skabt sin egen definition af lighed. Det handler om at have et arbejde. Den nye definition løser måske et akut problem for ministeren – men skaber straks et nyt: Hvad med de 250.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, som er på efterløn? Er de så holdt uden for det eftertragtede "lighedssamfund"?

 

Amerikanske tilstande

“Vi ønsker da ikke amerikanske tilstande” er et af den danske ideologis yndlingsudtryk.  Hvad det i hvert enkelt tilfælde betyder, er uklart, bortset fra, at “amerikanske tilstande” er noget med, at de fattige har det helt forfærdeligt, kan ikke få lægehjælp, er udsat for kriminalitet og lever i yderste nød.  Her på bloggen er holdningerne oftest men ikke altid mere nuancerede.  Også her optræder forestillingen om, at de fattige i USA har det rigtig dårligt i forhold til de fattige i Danmark.

Nu er der mange måder at definere rigtig dårligt på, men holder vi os til noget så konkret som indtægt og forbrugsmuligheder, findes der faktisk svar på, hvor mange penge, de fattige råder over.  Den progressive amerikanske tænketank Economic Policy Institute har beregnet, hvor stor en procentdel af den amerikanske medianindkomst på ca 28.000 USD de fattigste ti pct. af husstande råder over.  Resultaterne er her, kommenteret af Tim Worstall.  De viser, at andelen i USA er 39 pct., altså at de fattigste ti pct. af husstande i gennemsnit disponerer over 39 pct. af medianindkomsten.  Tallet for Danmark er 43 pct.  Her har de fattigste 10 pct. altså 43 pct. af den amerikanske median udregnet for købekraftsparitet.

Som Tim Worstall kommenterer: al den omfordeling, al den enormt dyre velfærdsstat, alt det ligemageri, og resultatet er, at de fattige i Danmark altså har det få procentpoint bedre end deres modparter i USA.

Min kommentar er, at selv købekraftsparitetsbaserede udregninger undervurderer forskellene, fordi de ikke tager fuldt højde for de ekstremt høje danske forbrugsafgifter, der rammer alle, også fattige.  Og at den amerikanske median er højere end den danske; faktisk er det kun i olielandet Norge, hvor medianen er højere end i USA.

Nick Eberstadt har endvidere i en grundig analyse af de amerikanske fattigdomstal vist, at de ikke måler absolutte forbedringer i de fattiges faktiske leveomstændigheder.

Det er iøvrigt en betragtning, der stemmer overens med løsere iagttagelser.  De officielle fattigdomstal kan simpelthen ikke forklare alt det forbrug, der faktisk finder sted.

Skal vi tale om amerikanske tilstande, hvad husstandsindkomster angår, er det altså først og fremmest nødvendigt at sondre mellem ulighed og absolut indtægtsniveau.  Uligheden er klart større, hvilket ses af, at de rigeste 10 pct. i USA i gennemsnit har 210 pct. af medianen, mens de 10 pct. rigeste danske husstande kun har 113 pct.  Hvortil dog for begge lande skal tilføjes, at målet her gælder indkomst og ikke formue.

Lighedens totalitære logik

I fredagens Politiken kan man  læse, at uligheden i det danske sundhedsvæsen stiger. Det er ord der givetvis får det til at gyse i de fleste danskere da sundhedsvæsnet jo er en  af hjørnestenene i det danske velfærdssamfund. Uligheden skyldes naturligvis den i samfundet omsiggribende tendens til profitmaksimering, som altså nu også har ramt sundhedsvæsnet og dets aktører, der åbenbart ikke holder sig for gode til at tjene penge på syge mennesker. Dette har resulteret i stigende anvendelse af private sygeforsikringer og privathospitaler. Og det er en alvorlig udvikling kan man forstå på eksperterne:

Konsekvensen er, at uligheden i samfundet stiger, mener sundhedsøkonom Jakob Kjelberg fra DSI Institut for Sundhedsvæsen.

»Der er ingen tvivl om, at det er med til at øge uligheden i Sundhedsvæsenet, som hidtil har været kendetegnet ved, at høj som lav skulle kunne komme lige hurtigt til«, siger han til MetroXpress.

Dennis Kristensen, som er forbundsformand i FOA påpeger, at samfundet bliver opdelt, hvis man får en bedre behandling med penge på lommen.

»Hvis væksten i sundhedsforsikringer og andre private ordninger fortsætter, vil vi få en opdeling i et A- og et B-hold. Al erfring fra udlandet viser, at det ikke er sundt at opbygge et parallelsystem til det offentlige sundhedsvæsen«, siger han.

Der mangler først og fremmest politisk engagement i, hvad det offentlige sundhedsvæsen som minimum skal levere, og hvad der skal overlades til markedskræfterne, mener direktøren for brancheorganisationen Forsikring og Pension, Per Bremer.

Artiklen er et skoleeksempel på, hvorledes lighedstanken er blevet fordrejet fra dens oprindelige betydning, hvor lighed alene var ensbetydende med en formel lighed for loven. Nu drejer lighedstanken sig i overvejende grad om materiel lighed. Samtidig med denne udvikling er lighedstanken blevet nærmest indiskutabel, og hensynet til den materielle lighed trumfer alle konkurrerende hensyn i offentlige beslutningsprocesser, som vi har set så mange deprimerende eksempler på.  

Hvis vi går tilbage til eksemplet med det danske sundhedsvæsen kræver artiklen først et par præciseringer, der kan sætte diskussionen i relief. Ligesålidt som alle danskere, der betaler topskat har alle danskere med privat sygeforsikring "speedbåd og hus i Skovshoved". I stedet for at glæde sig over det faktum, at hvad der en gang var forbeholdt en lille eksklusiv elite nu er blevet tilgængeligt for den almindelige dansker, begrædes det, at nogle danskere ikke har denne adgang. Om de danskere der ikke har adgang til det private sundhedsvæsen får det ringere af, at en gruppe har adgang dertil synes ikke at blive berørt.

Det ignoreres også, at private sygeforsikringer og private sygehuse betyder, at der opstår attraktive jobs i Danmark (hvis lønindkomster beskattes), samt at der bliver investeret i essentiel viden og teknologi, som på sigt vil komme alle tilgode.

Det mest skræmmende er dog forslaget om politiske indgreb. Både fra et individuelt rettigheds- og et mere utilitaristisk synspunkt er et indgreb eller forbud mod private sygeforsikringer og sygehuse angribelig. Først rettighedsvinklen: Vil man virkelig forbyde mennesker (og virksomheder), at anvende deres egne optjente penge på at holde sig sunde og raske? Vil man virkelig forbyde læger og sygeplejersker at tjene til dagen og vejen ved at udbyde deres højt værdsatte kundskaber? Sådanne forbud ville være indgribende i både den private ejendomsret og næringsfriheden. 

Dernæst nytteværdien:

Hvor private sygeforsikringer og sygehuse muligvis medfører, at nogle får bedre behandling end andre (men velsagtens fastholder et uforandret og acceptabelt(?) bundniveau for behandling af sygdomme) vil et forbud mod private sygeforsikringer og sygehuse med sikkerhed medføre, at danskere der ville kunne være blevet behandlet hurtigt og effektivt for alvorlige sygdomme nu ikke ville have samme mulighed herfor. Køerne på de offentlige hospitaler ville endvidere forlænges, og der ville være flere patienter om det samme udstyr, personale m.v., hvorfor behandlingsmulighederne for de der allerede må "nøjes" med det offentlige ville forværres. Det ovenfor nævnte vedrørende teknologi og arbejdspladser er selvfølgelig også relevant her. 

Endvidere ville mange dygtige herboende læger og sygeplejersker givetvis vælge at udføre deres gerning i udlandet. Man ville i praksis vende tilbage til dagene, hvor kun de allerrigeste ville kunne få hurtig og effektiv behandling, for millionærerne ville jo blot tage til udlandet. Med mindre man selvfølgelig forfulgte den smukke lighedstanke til ende og forbød danske statsborgere privat behandling i udlandet således, at vi alle kan få det lige dårligt.

Ligestillingens to ansigter

Danmark har ondt i ligestillingen. Sådan lyder budskabet i en artikel bragt i Politiken gårsdags dato. Artiklen bygger på EU-rapporten “Kvinder og ligestilling”, der giver Danmark en absolut bundplacering, når det gælder det fagre køns andel af de samlede tekniske forskerstillinger.

Kamma Langberg, der er seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse, efterlyser i artiklen en langt mere direkte ligestillingsindsats på det tekniske område. Med hendes egne ord:

“For tyve år siden troede vi, at der bare skulle uddannes flere kvindelige ph.d’ere. Dem har vi masser af i dag, men de kommer ikke videre op ad karrierestigen. Derfor må der stilles nogle krav til forskerverdenen. Jeg bryder mig ikke om at fastsætte en kvote. Men vi kunne sikre udviklingen ved at sige, at andelen af kvinder skal stige et par procent om året”.

I forlængelse heraf mener Kamma Langberg, at målet om en bedre kønsfordeling skal indarbejdes i universitetsledelsernes nye resultatkontrakter.

Når man møder sådanne udmeldinger, og det sker jo fra tid til anden, så er det altid værd at indkredse det bagvedliggende lighedsideal. For ligheden har to ansigter. Lighed for loven – den vestlige civilisations måske største historiske præstation – fører kun til lige muligheder. Den fører ikke til lige resultater. Tværtimod. Det samme udgangspunkt leder nødvendigvis til forskellige endestationer, fordi ikke to mennesker er ens, når det kommer til indsats, evner og ønsker. Anderledes kan det ikke være.

Eller kan det? De ulige resultater – de lige muligheder for at blive ulige – har gennem tiden fået mange røster til at afvise de lige muligheder i lighedens navn. Og afvise dem må man, hvis målet er den sammen endestation for alle. For kun ved at genindføre privilegier, denne gang af hensyn til ligheden og ikke forskelligheden, som tilfældet var i standssamfundene, kan man sikre sig, at resultater bliver gjort uafhængige af indsats, evner og ønsker. Den italienske politolog Giovanni Sartori har beskrevet det rammende:

“When ‘equal’ means ‘same’, then liberty constitutes, at a minimum, a disturbance. If we seek Gleichschaltung, likeness or uniformity, we must dislike diversity; and if we dislike diversity, we cannot appreciate freedom – except by being flagrantly inconsistent. Conversely, the freedom seeker will perceive equality as an expansion of his principle and, more precisely, as embodying rights of freedom. His formula is not ‘unequal opportunities to become equal’. To the freedom seeker there is as much injustice in enforcing sameness on what is different as there is in accepting hereditary inequalities. To equalize all in all is to create a situation as rife with privilege as the one that accepts inequality in all. His criterion is that unjustified equalities must be opposed as much, and for exactly the same reason, as unjustified inequalities”.

Det er værd at bemærke, at Kamma Langberg efterlyser lige resultater – med den dertil hørende affirmative action. En sådan genindførsel af juridiske privilegier bør få alarmklokkerne til at ringe. Det kan sagtens være, at der rent faktisk er et ligestillingsproblem, når det kommer til den tekniske forskning. Det er ganske rigtigt slående, at Danmark kommer sidst i den nævnte EU-rapport. Men hvor lige resultater bliver gjort til målestokken for retfærdighed (for det er vel ret beset det, ligestilling handler om), der må forskellighed, der jo følger af lige muligheder, nødvendigvis være uretfærdig. Og i en sådan situation er ensretning den eneste farbare kurs, moralsk set. Den sti bør vi altid vare os for at betræde. Lige muligheder er det bedste, vi kan gøre, hvis vi ønsker at være virkeligheden tro.

Save the world

De fleste kender nok situationen. Man kommer slentrende lige så fredeligt i sine egne tanker, og pludselig springer de frem: underskriftsjægere. Det er ikke din person, de er interesseret i. Det er alene din signatur. Den ene dag skal man skrive under på, at man er “imod AIDS” – hvad det så end betyder i praksis. Den næste dag skal man være “imod fattigdom” eller “imod stofmisbrug”.

Hvis man formaster sig til at svare “nej tak” til tilbuddet, så får man underskriftsjægernes moralske forargelse at føle. For er man virkelig ‘for AIDS’, ‘for fattigdom’ eller ‘for stofmisbrug’? Og denne forargelse får man slynget i ansigtet, eller rettere imod sin ryg, selv om man ikke har ytret sine egentlige begrundelser.

Selv om man ikke har dristet sig til at påpege, at alle disse underskriftsindsamlinger udgør en form for moderne gerningsretfærdighed (uden det helt store tryk på gerning). Selv om man ikke har indvendt, at det i øvrigt ikke giver mening at lægge sin lod i en så abstrakt skål. For hvem er, når alt kommer til alt, ‘for AIDS’, ‘for fattigdom’ eller ‘for stofmisbrug’? Hvor er den potentielle negation, der gør forpligtelsen til en meningsfuld handling? Og hvordan kan man overhovedet give noget så personligt som sit konkrete samtykke – sin underskrift – til en sag, man på ingen måde er part i.

Men sådan er verden åbenbart, og det kan jo ikke nytte at ignorere den. Derfor har jeg en opfordring til alle disse underskriftsindsamlere. Hvad med at træde et par skridt op af abstraktionens stige? Hvad med bare at få os til at skrive under på, at vi vil frelse verden? Alle de andre emner udgør vel logisk set underkategorier, og så kan vi ligesom få sagen ud af verden på en gang. Til gengæld kunne vi, der nu er blandt de frelste, modtage en lille ’save the world’-nål, som vi kan sætte fast på overtøjet; så vi slipper for at blive antastet hver eneste gang, vi er ude at gå. Ville det ikke gøre tilværelsen lettere for alle parter?

Lev Tolstoj og de absolutte sandheders forbandelse

Lev Nikolayevich Tolstoj indtager en central plads i det europæiske åndsliv. Forfatteren til Krig og Fred og Anna Karenina er en af verdenslitteraturens giganter. Og Tolstoj gjorde mere end at skabe kunst. Han frembragte et politisk evangelium, den såkaldte tolstojanisme, der vandt sig tilhængere i og uden for Rusland. Det er almindeligt at sondre knivskarpt imellem kunstneren Lev Nikolayevich og profeten Lev Nikolayevich. Men de to er ret beset uadskillelige. Tilværelsens store spørgsmål drev livet igennem den navnkundige forfatter til fortvivlelsens rand. Han kastede sig ud i de abstrakte idéer malstrøm, blot for at blive revet med af strømmen og kastet imod klipperne. Tolstoj og tolstojanismen træller under det samme åg: under de absolutte sandheders forbandelse. Den historie er – ganske som den gamle mesters store romaner – værd at genfortælle her den 20. november, på årsdagen for hans død.

‘Tolstoj’. Prøv at smage på navnet. Det besidder en rå, udefinerbar kraft. Som hestehove der dundrer mod skovbunden lige inden for hørevidde. Eller en torden der kommer rullende i det fjerne. Navnet minder os om det mægtige Rusland, der i over tohundrede år har udgjort Europas spejl. I det store russiske drama møder vi – specielt i 1800-tallet – igen og igen adelsfamilien Tolstojs mandlige overhoveder, snart i rollen som helt, snart som skurk. De var noget ved musikken disse Tolstoj’er. I dag er de glemt. Alle til hobe står de i skyggen af en mindrebemidlet slægtning, der aldrig gjorde sig ved Hoffet i Skt. Petersborg. For eftertiden er der kun én Tolstoj: forfatteren Tolstoj.

Lev Nikolayevich Tolstojs litterære geni består i en næsten uhyggelig iagttagelses- og indlevelsesevne. Hans egoisme, hans trang til at dissekere sin egen tilværelse, er grænseløs – og den gennemsyrer forfatterskabet. Romanerne er Tolstojs udgave af, hvordan han gerne ville have sit eget liv til at være. Levin, hovedpersonen i Anna Karenina, gennemlever ned i mindste detalje en række oplevelser hentet direkte i forfatterens eget levnedsforløb. Det er ikke tilfældigt, at den unge Lev Nikolayevichs litterære gennembrud i 1850erne kom med semibiografierne Barndom, Opvækst og Ungdom. Midt i tyverne havde han, så at sige, udgivet sine erindringer i tre bind. Livet igennem fortsatte han med at føje kapitler til, de fleste forklædt som fiktion.

Det er almindeligt at sondre knivskarpt mellem to perioder i den store russers forfatterskab. Først kommer de udødelige mesterværker, derpå følger de sociale prædikener. Trangen til at trække en streg i sandet er forståelig, men opdelingen kan nemt komme til at fortegne forfatterskabets betydelige kontinuitet. Der var ikke tale om en pludselig personlighedsspaltning. Tolstoj blev livet igennem drevet til fortvivlelsens rand af de store eksistentielle spørgsmål, og han leder bestandigt efter svar i sine skrifter

I Krig og fred møder vi gentagne gange den mandlige hovedperson, Pierre Bezukhov, på sammenbruddets rand. Han kæmper, romanen igennem, med tilværelsens store spørgsmål: “Hvad er ondt? Hvad er godt? Hvad burde man elske og hvad hade? Hvad lever vi for? Og hvad er jeg? Hvad er livet, og hvad er døden? Hvilken magt styrer os alle?”. Og han undrer sig såre over, at andre kan varetage deres daglige gøremål – ja at de kan overhovedet kan leve – uden at kende svarene på disse spørgsmål. Levin giver udtryk for samme fortvivlelse i Anna Karenina. Han overvejer ligefrem selvmord som en vej ud af sin kvide.

Pierre og Levin gennemlever Tolstojs egen ’sindssyge’, hans altfortærende behov for at finde svar, hvor ingen gives. Lev Nikolayevich måtte afdække livets mening for ikke at blive vanvittig. Men her stødte han ind i et nyt problem. Han troede ganske enkelt ikke på de absolutte sandheder, han fra tid til anden blev præsenteret for. Der er en sigende scene i Anna Karenina, hvor Levins bror skoser ham for manglen på overbevisninger. Selv kommunismens indbildte videnskabelighed er bedre end Levins fundamentale skepsis, lyder anklagen.

Scenen er udtryk for Tolstojs hadefulde forhold til sin egen nøgternhed. I Krig og Fred bliver Pierre en overgang medlem af en frimurerorden. Broderskabet gør ham bekendt med et sæt af doktriner, der forklarer, hvordan livet skal leves. Pierres lettelse er ubeskrivelig: “Han følte sig så glad for endelig at være befriet fra sin lovløshed og at underkaste sig de, der kendte den absolutte sandhed”. Tolstoj ønskede brændende at gøre det samme. Han eneste værn imod meningsløshedens syge – der truede med at slå hans sjæl i splinter – var de absolutte sandheders lægemiddel. Men livet igennem, selv efter at han på sine gamle dage for alvor var trådt i karakter som social profet, så han sine egne synspunkters skyggesider. Vi er nået frem til det mest fængslende træk ved Lev Nikolayevichs liv og forfatterskab: hans Janushoved.

Lad os lægge vejen omkring den russisk-britiske politiske tænker Isaiah Berlins berømte essay om Tolstoj, The Hedgehog and the Fox, skrevet i 1950erne. Hos den oldgræske digter Archilochus var Berlin faldet over et pudsigt brudstykke af en lille fortælling. “Ræven ved mange ting, men pindsvinet ved én, stor ting”, lød de dunkle ord. Den var noget, Berlin kunne bruge. I essayet om Tolstoj opdeler han de store russiske forfattere i Archilochus’ to dyreskikkelser. På den ene side pindsvinene, eller monisterne som han også kalder dem, der er overbeviste om, at der findes ét svar på, hvordan det gode samfund skal indrettes. På den anden side rævene, eller pluralisterne, der fastholder, at menneskelivet ikke kan sættes på formel.

Dostojevskij var pindsvin, Turgenev var ræv, skriver Berlin. Med Tolstoj er sagen mere kompliceret. Berlins listige påstand er, at Tolstoj af natur var ræv, men af overbevisning var pindsvin. “Tolstoj så virkeligheden i sin mangfoldighed, som en samling af adskilte enheder rundt om og ind i hvilke, han kunne se med et klarsyn, som sjældent har haft sit lige. Men han troede kun på én, stor, udelelig helhed”.

Tolstoj langer allerede i sine romaner ud efter de abstrakte idéer, hans selvportrætter bestandigt omfavner. I Krig og fred finder vi en sigende meningsudveksling mellem Pierre Bezukhov og Prins Andrei. Samtalen er sigende, fordi Pierre er den sværmeriske Tolstoj – ham der med tiden bliver til profeten Tolstoj – mens Prins Andrei er den skeptiske Tolstoj. I forening udgør de siderne på den store russers Janushoved. Pierre har fundet sandheden bag frimurerordenen vægge. Nu vil han også udfri Prins Andrei. Men tvivleren Andrei giver ham svar på tiltale:

“Du siger: slut dig til vores broderskab, og vi vil vise dig livets mål, menneskenes skæbne og lovene, der styrer verden. Men hvem er vi? Mennesker. Hvordan kan det være, at I ved alting? Hvorfor ser jeg ikke, hvad I ser? I ser et godhedens og sandhedens kongerige på jord, men jeg ser det ikke”.

Tolstoj kunne lige så lidt som Pierre bære at se tilværelsen i al sin mangfoldighed. Han ønskede sådan at have noget at klamre sig til, når livsleden blev for stærk. Den ældre Lev Nikolayevich kunne ikke modstå sin dybtfølte trang til at forkaste alt, der ikke var perfekt. I sine sociale pamfletter, skrevet omkring århundredeskiftet, kredser han bestandigt omkring det samme tema: behovet for at vaske tavlen ren, at bryde det bestående ned. “For at bygge et nyt og holdbart hus – som erstatning for et der er ved at falde i ruiner – er det nødvendigt at rive det gamle ned, væg for væg, sten for sten, og begynde forfra”, lyder det i en fortælling om revolutionens komme. Huset, som sætningerne henviser til, er det bestående samfund. Det er nihilisten Tolstoj, der taler – han blev både brugt og misbrugt.

Mod livets slutning opstod der en regulær kult omkring den russi
ske greve. Disciple kom re
jsende fra nær og fjern, og hele samfund af ‘tolstojanere’ forsøgte at efterleve hans retningslinier. Dyrkelsen aftog ikke med hans død i 1910. Fredsapostelen Mahatma Gandhi, nobelprismodtageren Romain Rolland, forfatteren Stefan Zweig, borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King – alle bekendte de sig til i hvert fald dele af tolstojanismen. Lev Nikolayevichs posthume indflydelse blev enorm.

Mest væsentlig blev hans arv i hjemlandet. Da Lenin og bolsjevikkerne i 1917 rev magtens tøjler ud af hænderne på Ruslands demokratiske partier, udlagde en stor del af den vestlige presse det som en ‘tolstojsk’ revolution. Det billede var fortegnet. Lenin var ingen tolstojaner. Bolsjevikkernes dyrkede volden som et politisk virkemiddel, og de havde kun hån til overs for Tolstojs religiøse pacifisme. Men kommunisternes førstemand så fra tidlig færd, at Tolstojs skrifter kunne være med til at bane vejen for en kommunistisk magtovertagelse. “Den russiske revolutions spejl”, kaldte Lenin den store forfatter. Han havde en pointe.

Tolstojanismen – som den store forfatters proselytter døbte mesterens evangelium – lider af én meget stor filosofisk skavank: troen på, at der er én sand måde at indrette jordelivet på, ét svar på tilværelsens store spørgsmål. Isaiah Berlin har, i det tidligere nævnte essay, meget rigtigt påpeget, at Tolstojs historieopfattelse hviler på én altomfattende forudsætning: at der findes en naturlov, der styrer menneskelivet; at idéen om den frie vilje og det frie valg derfor er blændværk. Tolstoj mente – ganske som Karl Marx – at have afdækket historiens drivkræfter. Profeten i ham var, efter et helt livs besat stræben, nået frem til den absolutte sandhed: til Bjergprædikens kristendom. Heri bestod, fortæller Berlin os, hans store brøde. For at tro på absolutte fordringer er at dyrke afguder. På det sociale område – hvad angår menneskelivet – findes der ingen lovmæssigheder. Der findes kun valg, og konflikten mellem to mål, eller værdier, er ofte uløselig.

I Krig og Fred er der en bevægende scene, der er værd at nævne i denne sammenhæng. Napoleons Grande Armée står foran Moskvas porte, og byens guvernør har ikke evakueret befolkningen. En rasende folkemængde stimler sammen foran hans residens. Guvernøren, Rostopchin hedder han, udleverer en mistænkt spion til pøbelen for at gyde olie på vandene. Den stakkels mand bliver lynchet af mængden, galden forsvinder, og Rostopchin kan komme i sikkerhed. Tolstoj begiver sig på strejftogt i guvernørens sind og skriver:

“Den tanke, der beroligede Rostopchin, var ikke ny. Siden verdens begyndelse har mennesker slået hinanden ihjel, og ingen har nogensinde begået sådan en forbrydelse imod sine medmennesker uden at søge trøst i den samme idé. Dette er idéen om le bien public, andre menneskers hypotetiske velfærd”.

Det kunne ikke være sagt bedre. Den selvretfærdige idé om at man kan vide, hvad der er godt for andre, har ført til megen fortræd gennem tiderne. Men den ældre Tolstoj slog bevidst vinduesviskeren til, han forsøgte med al magt at fortrænge sin skeptiske side. Det var profeten Tolstoj, Lenin – og alle andre totalitære politikere for den sags skyld – kunne drage nytte af.

Er den kritik nu også helt rimelig? Jeg har allerede nævnt, at Mahatma Gandhi, Romain Rolland, Stefan Zweig og Martin Luther King bekendte sig til dele af tolstojanismen. De har i hvert fald én anden ting til fælles: de var redelige mennesker, mennesker der mente det godt. Ofte kom der også gode ting ud af deres anstrengelser, tænk bare på Gandhi og Martin Luther King. Men – og det er væsentligt – det hang i høj grad samme med, at de var i stand til at veje virkeligheden op imod ideen. Det samme var Tolstoj rent faktisk. Den gamle profet var tro mod sit evangelium i skrift og i tale, men sjældent i handling. Tolstojs ædleste karaktertræk var, at han, når det kom til stykket, ikke ofrede de virkelige mennesker – og specielt ikke sine nærmeste – på de abstrakte ideers alter.

Men det understreger blot, hvor meget på vildspor han var i sin tænkning. Tolstojs store projekt var dømt til at mislykkedes, fordi det hvilede på idéen om, at der findes én rigtig måde at indrette menneskelivet på, ét harmonisk hele. Og – det må vi ikke glemme – forbandelsen hviler ikke kun over på Lev Nikolayevichs tankegods, den lå som en tung skygge over hans liv. De absolutte sandheders forbandelse red ham som en mare livet igennem. Det er den desperate søgen, og evnen til at gengive den i fiktive klæder, der gør ham til en stor forfatter, måske den største nogensinde. Men det er også kilden til hans personlige nederlag. Tilværelsens meningsløshed rev hans sjæl op indefra, og den fik ham til at forstøde både venner og familie. Han kunne – bortset fra korte perioder – ikke finde fred, han kunne ikke slå sig til tåls.

Alt ofrede Tolstoj for sandheden. Men hun var et ubarmhjertig bekendtskab. I stedet for udfrielse gav hun ham med tvivl, selvforagt og livslede. I november 1910 drev hun ham til at forlade sin fædrene gård og sin familie. Lev Nikolayevich Tolstoj døde på en jernbanestation den 20. november, i dag for 95 år siden, som en fremmed i sit eget land. I den forstand er Tolstoj et sandhedens offer – og tolstojanismens største tragedie hans egen.

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑