Tag: lykke (side 1 af 2)

Minoritetsrettigheder og majoritetens tilfredshed

Sidste år udgav mine IFN-kolleger og venner Niclas Berggren, Therese Nilsson og jeg en artikel i Social Indicators Research om homoseksuelle mænds tilfredshed med livet (endelig gated version her; tidligere wp-version her; vores omtale her). Som mange læsere vil vide, har jeg brugt en del tid siden min PhD-afhandling på at forske i, hvorfor nogle lande og nogle mennesker er lykkeligere / mere tilfredse med deres liv end andre (se f.eks. det første bud her). Den litteratur er kommet ganske langt med at forstå, hvordan almindelige mennesker opfatter deres liv, men har haft en blind vinkel i forhold til minoriteter. Vi viste, at retslig anerkendelse af lige rettigheder – ikke særrettigheder, som man til tider hører særligt aggressive eksponenter for LGBT-miljøet argumentere for – er særdeles vigtige for disse mænds tilfredshed.

Spørgsmålet, der næsten stiller sig selv, er derfor hvorfor så mange lande ikke har lige rettigheder, og særligt om det (formodentlig heteroseksuelle) flertals tilfredshed på nogen måde skades af, at andre tilbydes de præcist samme rettigheder. Niclas, Therese og jeg besluttede derfor at se på, om indførelsen af disse rettigheder påvirker flertallets tilfredshed. Det er der kommet en ny artikel ud af, som forleden dag udkom i the Journal of Happiness Studies (endelig gated version her; tidligere wp-version her; vores omtale her).

Det robuste svar på spørgsmålet er nej: Som generelt fænomen er flertallets tilfredshed helt upåvirket af, om homoseksuelle borgere får samme rettigheder til at gifte sig, adoptere osv. som de har. Mens vi for eksempel ikke kan afvise, at det kunne påvirke tilfredsheden hos et lille, stærkt religiøst mindretal, ser vi ingen indikationer på nogen negative effekter for de fleste.

Det måske mest interessante er, at vi kan se en statistisk signifikant og ganske pæn positiv effekt på flertallet i lande med særligt lav økonomisk frihed. Mens det er tvivlsomt, om din tilfredshed påvirkes af, at din homoseksuelle nabo får samme rettigheder som du har, er der faktisk en positiv sammenhæng mellem din tilfredshed og hans ret til at gifte sig i de tilfælde, dit lands politik væsentligt indskrænker både din og hans økonomiske frihed!. Mens der næppe er direkte effekter på spil, er det sandsynligt, at vores fund er en refleksion af andre politikændringer, som vi ikke ser eller ved hvad er. Med andre ord er vores tolkning af hovedresultaterne, at indførslen af lige rettigheder for homoseksuelle i lande, der indskrænker befolkningens økonomiske frihed, ofte er en del af en større ’pakke’ politiske ændringer – eller måske et signal om andre politiske ændringer – der øger alles personlige frihed.

Er disse rettigheder da ligegyldige, hvis man er en del af flertallet og ikke lige har nære, homoseksuelle venner? Hvis vores fortolkning er korrekt, er det bestemt ikke. Præsident Musevenis insisteren på, at homoseksualitet skal straffes med henrettelse i Uganda, er ikke blot et signal om, at denne bestemte minoritet ingen rettigheder har – det er også et signal om at den aldrende præsident har meget lidt respekt for andre uganderes rettigheder, og om hans vilje til at knægte disse rettigheder. I en dansk eller svensk andedam kan vi være ligeglade, men bor man i et af de mange lande i verden, hvor ens økonomiske frihed er begrænset, er der god mening i at være interesseret i minoritetsrettigheder. Det er i det mindste vores fortolkning, men som joken ofte er: Resultaterne skaber behov for mere forskning.

Hvor meget lykke tager indvandrere med hjemmefra?

Er indvandrere elendige i Danmark eller smitter de høje lykke- og tilfredshedsstandarder af på dem? Indtil fornylig var der ingen svar på spørgsmålet, men siden i dag er der et svar, der er offentligt tilgængeligt. Grunden er, at vores papir ” How Persistent Is Life Satisfaction? Evidence from European Immigration” nu er ude som working paper fra Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm. Alle interesserede kan hente papiret her, som jeg har skrevet sammen med mine IFN-kolleger og venner Niclas Berggren og Andreas Bergh, og vores japanske kollega Shiori Tanaka.

Papiret, som er et af de studier jeg har været mest stolt af at deltage i de sidste år, svarer på spørgsmålet ved at se konkret på survey-svar fra cirka 26.000 førstegenerations-indvandrere og 5000 andengeneration fordelt i 32 europæiske lande. Vi ved hvor de eller deres forældre kom fra, og kan derfor matche typiske tilfredshedsniveauer i deres ’hjemlande’ med deres egne svar på spørgsmålet i det land, de nu bor i. Vi skrev for halvanden år siden om den basale idé (læs her), og er nu gået et stykke videre.

Svaret er, at der er massiv evidens for adaptation, men også for persistens. Helt konkret ser vi, at indvandrere fra de fleste steder i verden er påvirket af de samme faktorer som resten af befolkningen, og derfor til en vis grad bliver ligesom den generelle befolkning. Kommer man fra Iran eller Congo, bliver man derfor langt mere tilfreds i Danmark eller Sverige end man ville blive i Portugal eller Tyrkiet, bl.a. fordi både velstandsniveauet, men også de langt bedre nordiske institutioner skaber basis for tilfredshed.

Vi finder dog også, at der er persistens, så indvandrere fra Indien stadig er mindre tilfredse end indvandrere fra El Salvador, selvom de har samme job, indkomst, civilstatus osv. Grunden er, at de tager noget af forskellen med til det nye land – gennemsnittet i Indien er 4,2 versus El Salvadors 6,2. Overraskelsen er, at indvandrere fra tidligere kommunistiske lande generelt intet tager med hjemmefra, mens persistensen er størst for indvandrere fra andre rige, vestlige lande.

Hvorfor er lidt af et mysterium, da det for eksempel ikke er sværere at holde kontakt til folk og kultur i Tjekkiet end det er at holde kontakt til ens baggrund i Grækenland. Det passer dog meget med vores egen fornemmelse for, at vores central- og østeuropæiske studerende langt lettere integrerer sig i dansk eller svensk samfund end for eksempel franske eller østrigske studerende. Under alle omstændigheder stiller vores nye studie implicit det interessante spørgsmål, at hvis indvandrere – og måske særligt de central- og østeuropæiske – vænner sig så meget til vores tilfredshed og i det mindste nogle af de institutionelle og kulturelle træk, der skaber den, bliver de så ikke også mere ligesom os på andre vigtige punkter?

Lykkemålinger: Hvad skal man vælge?

Jeg er i løbet af dagen blevet ringet op flere gange i anledning af, at det i dag er FNs officielle International Day of Happiness. Flere af de spørgsmål, jeg er blevet stillet, har handlet om Danmarks position: Hvorfor er Danmark kun nummer 3 i år, og er det rigtigt som andre kommentatorer påstår, at lykken i Danmark enten er stagneret eller decideret på tilbagetog? Svaret er, at det afhænger hvilken måling man bruger.

Problemet skyldes, at de fleste ignorerer forskellen mellem forskellige måder at spørge på, eller simpelthen ikke ved, at der ikke er tale om det samme spørgsmål. Men som jeg skrev om for nogle år siden i Journal of Happiness Studies, gør det rent faktisk en forskel. Gallups World Poll, som FN bruger, beder respondenterne om det følgende:  ”Please imagine a ladder, with steps numbered from 0 at the bottom to 10 at the top. The top of the ladder represents the best possible life for you and the bottom of the ladder represents the worst possible life for you. On which step of the ladder would you say you personally feel you stand at this time?” EuroBarometeret spørger i stedet for “On the whole are you very satisfied, fairly satisfied, not very satisfied or not at all satisfied with the life you lead?” og tilbyder kategorierne “Very satisfied”, “Fairly satisfied”, “Not very satisfied”, og “Not at all satisfied.” World Values Survey stiller et næsten enslydende spørgsmål som EuroBarometeret, men lader dem svare på en skala fra 1 til 10. Forskellen mellem de to typer spørgsmål er, at Gallup eksplicit beder folk om at sammenligne sig med det bedste liv, de kan forestille sig – deres idealliv – mens andre undersøgelser stiller et absolut spørgsmål uden at blande folks forventninger eller idealer ind i spørgsmålet.

I figuren ovenfor har jeg plottet EuroBarometerets gennemsnitsscorer i 2015-2017 mod Gallups scorer i samme periode (som rapporteret i FNs Happiness Report). Overordnet viser de to mål samme billede, med en korrelation på 0,88. Tager man udgangspunk i en antagelse om, at EuroBarometerets tal er ’korrekte’, kan man dog sammenligne scorerne mere direkte. En sådan sammenligning peger på, at Gallup overvurderer lykke- eller tilfredshedsniveauerne i Sverige, Island og Holland med 6-7 %, men Finlands niveau med hele 27 %. Den peger også på, at tidligere kommunistiske lande undervurderes med 25 % i gennemsnit, sandsynligvis fordi folk der sagtens kan forestille sig noget bedre – f.eks. vestlige levestandarder og institutioner – men egentlig ikke er så utilfredse, når de ikke bliver bedt om at lave ideelle sammenligninger.

Overordnet er problemet, at man ikke bør bede folk om specifikke sammenligninger. Er deres bedst tænkelige liv således det bedste for dem, eller det de mener, er det socialt accepterede bedste liv? Og er det overhovedet acceptabelt, eller støder man mod en social norm, hvis man erklærer, at man er tæt på et ideal? Jo mere, man beder folk om en specifik sammenligning, jo mere kommer ens resultater til at lide under denne type velkendte problemer. Så er Danmark faldet i de internationale målinger? Er lykken på tilbagetog? Svaret er nej, så længe man tager danskernes egne svar alvorligt, og lader være med at bede folk om at definere en form for socialt ideal.

Kønsforskelle i lykke – hvor findes de?

Jeg har, som mange læsere vil vide, beskæftiget mig en del med den seriøse del af lykkeforskningen. Det giver ofte invitationer til at holde foredrag om emnet, hvilket jeg gerne gør når jeg har tid til det. Udfordringen – når man ikke kommer fra selvhjælpslitteratur, halvreligiøst spiritualitetsvrøvl eller den billige managementbranche, men et seriøst forskningsmiljø – er at finde ud af, hvordan man tackler folks fordomme og holdninger til, hvordan et lykkeligt liv burde se ud. Det gælder ikke mindst kønsforskelle.

Dagens post er derfor empirisk og ser på, hvor store forskellene er mellem kvinders og mænds subjektive velbefindende rundt omkring i Europa. Grunden er, at et af de spørgsmål, jeg oftest får til foredrag, er om kvinder ikke er lykkeligere end mænd. Og det empirisk begrundede svar er: Jo, nogle steder i verden, men andre steder er de omvendt. Med grundlag i the European Social Survey, viser figuren nedenfor de rå forskelle mellem gennemsnitssvaret blandt kvinder og mænd i 32 europæiske lande.

Det første forhold, man kan bemærke, er at der findes et bredt midterfelt, hvor vi ikke kan sige, at der er nogen systematisk forskel. I dette midterfelt befinder Danmark sig sammen med bl.a. Island, Sverige, Storbritannien, og Polen. Lidt udenfor er det også tvivlsomt, om der er nogen forskel på mænds og kvinders velbefindende i f.eks. Tyskland (hvor forskellen falder ud til kvinders fordel) og Letland (hvor forskellen falder ud til mænds). Men ude i enderne er der næppe megen tvivl.

To lande stikker klart ud fra resten som steder, hvor kvinder er markant lykkeligere end mænd: Finland og Estland. Det giver også en indikation om, at kultur sandsynligvis spiller en rolle, da de to lande på trods af de meget store forskelle i historie og politik, på mange måder er kulturelt meget ens. Lidt efter dem ser det også ud til, at kvinder er bedre stillede i bl.a. Israel, Østrig og Tyrkiet.

I den anden ende skal man til Sydeuropa for at finde de samfund, hvor mænd er langt lykkeligere end kvinder. Her stikker tre lande ud: Portugal, Cypern og Italien.

Et konkret problem er naturligvis, at selvom man gør sit bedste for at ens sample bliver repræsentativt for et land, lykkes det ikke altid. Hvis mere velhavende kvinder af en eller anden grund bliver oversamplet i et land, kommer det til at se ud som om kvinder generelt er bedre stillede. Omvendt kan man, hvis der er højere arbejdsløshed blandt kvinder, komme til at drage den konklusion at kvinder er ringere stillede end andre. I begge tilfælde kan det være rigtigt i gennemsnit, men det har intet med deres køn at gøre. Jeg estimerede derfor forskellen, baseret på en standardspecifikation som vi bl.a. bruger i pågående arbejde med Nicolai Foss: Vi kontrollerer for alder, alder i anden, arbejdsløshed, indkomst, er man selvstændig eller pensioneret, bor man sammen med sin partner, har man børn eller er de flyttet hjemmefra, og folks tillid til andre mennesker, til det politiske system og til myndighederne generelt.

Når man tager hensyn til disse faktorer, kan man statistisk sikker sige, at kvinder og mænds subjektive velbefindende er forskellige i otte af de 32 lande. I Portugal, Cypern og Italien erklærer kvinder sig i gennemsnit cirka 0,2 point mindre tilfredse end mænd. I Finland og Estland er de cirka 0,3 point over mændenes niveau, mens de i Tyskland, Belgien og Schweiz er cirka 0,15 point over. Mens vi ikke kan svare på, hvorfor forskellene er der – det overlader vi til læsernes overvejelser – må man spørge, om forskellene er særligt store? Omkring 0,2 point lyder jo ikke af meget. Men det er de, sammenlignet med andre indflydelser. Når vi ser på indkomstforskelle svarer 0,15 point til den virkning, det giver på folks subjektive velbefindende at de rykker en decil opad – dvs. f.eks. at man rykker fra den midterste gruppe til den næste tiendedel af indkomstfordelingen – et ryk på meget cirka 40.000 kroner mere om året. Uanset at vi ikke kender grunden, er forskellene i f.eks. Estland og Portugal bestemt ikke ligegyldige.

24 Spørgsmål til Professoren

Jeg var i København for nogle uger siden som gæst i Radio 24 7s program ”24 spørgsmål til professoren.” Programmet bestyres af den fremragende Lone Frank, der efter en phd-grad i neurobiologi har etableret sig som Danmarks suverænt førende videnskabsjournalist. Det blev til en professionel, meget behagelig og til tider morsom times tid med Lone, og da programmet blev sendt i lørdags var jeg meget tilfreds.

Der er derfor al mulig grund til at reklamere for 24 spørgsmål overfor punditokraternes sædvanligvis interesserede læsere. Hele programserien er glimrende formidling, og flere af punditokraternes kolleger har været med. Hør f.eks. Jacob Hariri om demokrati, Michael Bang Petersen om evolutionspsykologi og dens rolle i moderne statskundskab, eller i al beskedenhed, undertegnede om hvad der er op og ned i seriøs lykkeforskning. Hele serien er stærkt anbefalet.

Tager indvandrere deres velbefindende med hjemmefra?

Der findes, som de fleste læsere ved, en voksende litteratur om subjektivt velbefindende, SWB. Fænomenet kaldes i daglig tale ’ langvarig lykke’ – ikke at forveksle med affekt, dvs. den meget kortvarige oplevelse af lykke – og er blevet et solidt forskningsfelt. Jeg har bidraget med en række studier (det seneste med Niclas Berggren og Therese Nilsson her; gratis wp-version her), og har nu et nyt projekt på bedding.

Projektet, som jeg arbejder intenst på for tiden sammen med Andreas Bergh, Niclas Berggren og Shiori Tanaka, handler om i hvor høj grad man ’arver’ sit SWB fra sine forældre. Det er et ekstremt svært spørgsmål at svare på, medmindre man har data hvor man direkte kan matche forældre og børn i samme undersøgelse. Det er meget sjældent, det kan lade sig gøre, og vi tager derfor en anden, epidemiologisk approach. Fra the European Social Survey har vi svar på en meget lang række spørgsmål fra cirka 20.000 indvandrere, hvor vi ved præcist hvor de selv – eller deres forældre – kom fra. Ved at matche deres velbefindende til det nuværende SWB i deres oprindelseslande, kan vi estimere hvor meget af deres individuelle velbefindende der slæbes med hjemmefra. Vi har således også mulighed for at få en fornemmelse for, hvordan det slæbes med – er det gennem uddannelse, gener, værdier eller noget helt fjerde.

Hvad er pointen med at skrive om et løbende projekt, kunne man spørge? Svaret er, at vi allerede er ret sikre på, at der er en tydelig historie at fortælle. Den kan formidles gennem den simple figur nedenfor, hvor vi har plottet det nuværende SWB-niveau i folks oprindelseslande (Native satisfaction) med de samme gruppers SWB i de lande, der nu bor i (Migrant satisfaction). Korrelationen er cirka 0,8 og derfor meget stærk, og vidner om en form for ’nedarvet’ velbefindende, som man bærer med sig. To forhold er allerede helt klare. For det første er indvandrere ikke én gruppe, men mange forskellige grupper og individer. For det andet er intet menneske en tabula rasa – vi bærer vores opvækst og forældres kultur med os, om vi vil det eller ej. Der er noget, der kan fornærme både ideologisk nationalkonservative og konstruktivistiske socialister.

nedarvet-lykke

Tillid og lykke hos danskere og andre

Som nogle af læserne allerede ved, er der en fortsat diskussion i tillidsforskning om hvorvidt social tillid er et stabilt, kulturelt fænomen eller en mere direkte erfaringsbaseret ting. Diskussionen er ikke blot principielt eller akademisk vigtig, men har også relevans for hvordan man tænker politik. Kan man fra politisk side ændre folks tillid, er mange af de gavnlige konsekvenser af tillid – lav korruption, højere vækst osv. – opnåelige hvis de politiske incitamenter er til det. Hvis man ikke kan, indebærer det omvendt, at der er udviklingsveje, der sandsynligvis er lukkede for mange nationer.

Det er ingen hemmelighed at jeg personligt hører til i den kulturelle lejr, men dygtige kolleger som Peter Thisted Dinesen, som jeg har stor respekt for, læser evidensen anderledes. Emnet for denne post er derfor, hvordan det billede som vi diskuterer, faktisk ser ud. De to figurer nedenfor illustrere det ved at vise gennemsnittene for social tillid (dvs. tillid til folk, man ikke kender) og folks lykke (dvs. hvor tilfredse de selv synes, de er med deres liv), fordelt på tre grupper: 1) Indbyggere i Danmark med danske forældre, 2) indbyggere i Danmark med en eller begge forældre fra et andet Nordeuropæisk land (Norden, Holland, Tyskland, Storbritannien), og 3) indbyggere med mindst en forælder fra et land udenfor Nordeuropa.

Det er først og fremmest nemt at se, at tillidsniveauet er helt ens på 6,9 (på en 0-10-skala) for folk med danske og nordeuropæiske forældre, så længe de bor her og formodentlig for de flestes vedkommende opvokset her. Til gengæld ligger niveauet for dem med ikke-nordlige forældre på 6,1, og dermed meget markant og statistisk signifikant lavere. Strukturen i de samme gruppers lykke er derimod lidt anderledes med ’danske’ danskeres lykke på 8,51, de nordliges på 8,37 og de ikke-nordliges på 8,00. Problemet er nu, hvordan man tolker det.

Det er her, forskerne kan være uenige. Det er evident, at dem med ikke-nordeuropæiske forældre har slæbt mistillid med fra deres forældres opvækst og erfaringer i hjemlandet, men hvordan fortolker man at de andre med ikke-danske forældre har samme tillid som danskerne? Her kan man frit vælge forestillingen om, at de ’nye’ danskere har lært at man kan have tillid til de fleste – altså at tillid kan ændre sig med erfaringen. Men man kan lige så godt vælge fortolkningen, at de nordeuropæere, der enten fandt en dansk partner eller valgte at flytte til Danmark, i forvejen havde højere tillid og dermed kunne finde sig nemmere til rette i en skandinavisk kultur. Vi kan dermed ikke sige noget præcist om, hvorvidt billedet skyldes læring eller selektion, kun at der er definerbare grupper, der ikke lærer tilliden. På den måde kan forskere blive ved med at være uenige om ganske vigtige spørgsmål.

tillid dk danskere og andrelykke dk danskere og andre

Hvor er bøsser mest tilfredse?

Lykkeforskningen ser næsten udelukkende på, hvad der gør de fleste folk mere eller mindre lykkelige og tilfredse med deres liv. Mens forskningen er kommet ganske langt i at forstå det overordnede spørgsmål, har der ofte ligget en nagende tvivl hos dele af miljøet: Overser vi, at minoriteter måske er påvirket af ganske andre ting? Et nyt studie, der sammenligner 110 lande, tager fat på problemet.

Sammen med mine svenske venner Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og Therese Nilsson (Lunds Universitet og IFN) har jeg lavet papiret ”What aspects of society affect the quality of life of a minority? Global evidence from the new Gay Happiness Index.” Tricket er, at Niclas for nogen tid siden deltog i en global undersøgelse af homoseksuelle mænds tilfredshed – the Gay Happiness Index. Han fik besked, da undersøgelsen blev offentlig, og foreslog Therese og mig at vi burde kigge på den. Det er præcist det, vi har gjort, og med den ekstra fordel, at undersøgelsen også spurgte om respondenternes opfattelse af samfundets syn på dem, og deres oplevelser med diskrimination.

Som man kan se i figuren nedenfor, der illustrerer europæiske landes situation, er der stor forskel på, hvor tilfredse bøsser er med deres liv. Svarene, som vi har skaleret mellem 0 og 10, varierer fra 2,9 i Albanien og 3,7 i Bosnien, til 9,9 i Norge og 10 i Danmark. Det er også ret klart, at de nordiske lande (de blå søjler) som sædvanlig ligger i top, mens de postkommunistiske lande (de røde søjler) er i bund – med den interessante undtagelse af Tjekkiet (pudsigt nok Niclas andet hjem). Den næste figur illustrerer den ekstremt stærke sammenhæng vi ser i hele verden mellem hvordan samfundet opfatter bøsser – deres opfattelse af om love er neutrale, om folk og offentlige institutioner er ’bøsse-venlige’, og om det er accepteret at bøsser holder hånd, kysser og kontakter hinanden offentligt – og hvor lykkelige de er.

BøsselykkeBøsselykke 2Hovedfundene er dog, at gennem offentlighedens opfattelse og diskrimination – de to store ’transmissionsmekanismer’ – er bøsser langt mere tilfredse i lande med lovgivning, der sikrer lige rettigheder (i modsætning til særrettigheder), der er rige, demokratiske, stærkt globaliserede og har relativt begrænsede offentlige sektorer, og som ikke har en kommunistisk fortid eller store muslimske eller ortodokst kristne befolkningsgrupper. Sjovt nok påvirker omfanget af trusler ikke bøssers tilfredshed i synligt omfang, men truslerne – der er voldsommere i fattige og ikke-demokratiske lande, og i lande med store muslimske, katolske eller protestantiske grupper, påvirker dog deres incitament til at flytte væk. Food for thought, som man siger på engelsk, for både dem der argumenterer, at den eneste vej frem er særrettigheder og mere stat, eller dem der mener, at religion kan ordne alt.

Danish happiness is not caused by the welfare state

In some of the most unlikely places in the world, people know that Denmark is the happiest country of all countries covered by international surveys. Politicians and ordinary people are therefore asking what makes the Danes so satisfied with their lives. The topic also occasionally pops up as an issue in political discussions in the UK and US, as well as in Denmark itself. The policy implications that politicians in most places draw from the simple observation that Denmark most years has the top spot are nevertheless wrong. Danish happiness has nothing to do with the welfare state.

People reach the erroneous conclusion by combining two well-known observations: Denmark is the happiest country in the world, and Denmark – as one of the three Scandinavian countries – has one of the largest welfare states in the world. As Swedes and Norwegians are also among the happiest populations, it is easy to surmise that the welfare state creates happiness. It is, however, demonstrably wrong and the simple picture arises because the some of the same factors that allow the Scandinavian welfare states to exist this side of bankruptcy also create happiness. In technical terms: the correlation between welfare state size and happiness is spurious.

While plenty of politicians and political commentators claim that welfare policies create happiness, it has been a strangely well-kept secret in happiness studies since Ruut Veenhoven first published a paper on the topic in 2000 that they don’t. Veenhoven set out to estimate how much happiness is created by the welfare state, clearly expecting a substantial positive effect, but found a zero. Most subsequent studies have recreated the zero while several recent studies also find that while redistribution does not generate happiness, non-redistributive policies in countries with larger government sectors are in general associated with lower levels of happiness.

In a particular Scandinavian context, it is also easy to see how the welfare state logically cannot be associated with happiness. The Social Democrat governments of Denmark headed by Poul Nyrup Rasmussen did more to reform the welfare state and roll back some of its most generous policies in the mid-1990s than any subsequent government. Yet, as is evident in the figure below, nothing happened to Danish happiness in those years. Similarly, Sweden deregulated markets, reformed parts of the government sector and substantially reduced taxes and expenditures in the mid-1990s without experiencing any changes in happiness. The only effects of these policies, which would have been vilified as ‘neoliberal’ had they been implemented anywhere else than in Scandinavia, simply seem to have been a change in the expectations that people have of what the public sector delivers to the population in return of the taxes paid by the same population.

Lykke over tid dkIf the welfare state does not create happiness, what is then the key to understanding Danish happiness? The answer can be found in the cultural fabric of the country, and particularly in two factors. The second figure illustrates the importance of the two features that do explain why Denmark, and not some other rich, democratic nation, has the happiest population in the world: having the combination of one of the highest trust levels in the world and the highest share of people stating that they are free to choose the life they want.

lykke tillid frihed dkWhen asked if you can in general trust other people, or if you have to be careful, about 70 % of Danes respond that you can trust other people. While Norwegians and Swedes share the Danish trust level, the global average is 27 %, and even in well-functioning neighbouring countries like Germany and the United Kingdom, ‘only’ about 40 % declare that they trust most of their fellow citizens. In terms of trust in other people – but no trust in government – Scandinavia is head and shoulders above the rest of the world. Similarly, when Gallup asked people about their freedom to choose the life they want to lead, Denmark turned out to be the freest country in the world. 94 % of Danes (and 93 % in Norway and Australia) stated that they were free to choose. While the welfare state makes the Danes less economically free, their perception of how socially free they are – their personal freedom – ranks among the strongest in the world.

At the end of the day, the confusion of why the Danes are so happy comes from the fact that what matters is what you don’t get used to. Denmark is a country in which a welfare state built by incredibly greedy politicians who hunger for popularity and votes can actually be funded – at least for the time being. But what makes the Danes happy are features that you don’t read about in the newspapers or hear about on NBC: the trust in fellow citizens and sense of personal freedom is something that people only come to discover if they visit the country or if Danes suddenly experience what it is likely to live in a country without that trust.

When a Danish woman a few years ago got arrested in New York for leaving her sleeping baby in a pram on the sidewalk outside the café where she was having lunch, she did what Scandinavians do every day. Until a journalist wrote about it, the American public treated her like a horrible mom because they couldn’t imagine a country where people could do that. Likewise, it can be difficult to imagine a country where you’re not only free to have whatever religion you like, but also free to be free from religion. Those things have nothing to do with the state, and everything to do with the Danish ‘menneskesyn’ – the way we see other people. I’m happy that the welfare state didn’t change that!

Årets temakapitel: Økonomisk frihed, autonomi og lykke

Hvert år er der i Fraser Instituttets rapport om Economic Freedom of the World mindst et temakapitel. I 2012 havde Nicolai Foss og jeg fornøjelsen af at skrive et kapitel om økonomisk frihed og iværksætteraktivitet, og hvert år er der nye aspekter, der kigges på. I år er Fraser-folkene gået en anden retning og fanget en bid tidsånd ved at levere et temakapitel om forholdet mellem økonomisk frihed, autonomi og lykke.

Hans Pitlik (WIFO i Wien) har sammen med Dulce Redín og Martin Rode (Universidad de Navarra) set på hvordan økonomisk frihed påvirker folks lykke og fornemmelse for ”life control” – dvs. deres fornemmelse af autonomi og personlig frihed – og hvordan autonomien påvirker lykken. Ved at kombinere det efterhånden rige datasæt om økonomisk frihed fra Fraser Instituttet med det samlede datasæt fra World Values Survey og European Values Study, der dækker seks undersøgelsesbølger siden 1981, kan de estimere virkningerne af ændringer i den økonomiske frihed ganske præcist.

Sammenligningerne på tværs af ikke mindre end 221.000 mennesker i 63 samfund i forskellige dele af verden viser ganske tydeligt, at begge dele er stærke indflydelser på folks lykke. Pitlik, Redín og Rode noterer, at ingen andre makroøkonomiske variable kommer tæt på effekten af ændringer i økonomisk frihed. En del af dens virkning er dog sandsynligvis gennem at påvirke folks opfattelse af autonomi og personlig frihed. Og som forfatterne peger på, har to af dem i et andet papir peget på, at virkningen af økonomisk frihed på autonomi er markant stærkere for relativt fattige end for velhavende.

Pitlik, Redín og Rodes temakapitel er således et bidrag til en voksende litteratur, der dokumenterer hvordan politik og institutioner påvirker folks opfattelse af deres eget liv. Den helt generelle konklusion er, at mindre regulering, mindre offentlig kontrol og bedre beskyttelse af ejendomsret ikke blot gør folk rigere, men også på andre fronter forbedrer deres liv. Konklusionen er bare ikke særligt populær hos politikere, fordi den peger på, at de helst skal holde fingrene væk.

Politiske forventninger og lykke

Jeg skal ved forårets konference i the Public Choice Society præsentere på en organiseret session om lykkeforskning fra en public choice-vinkel. I helt uvanlig stil er jeg færdig i god tid og har lagt papiret på SSRN. Skulle enkelte af vores læsere være interesserede hedder papiret foreløbig ”When Does Government Ideology Matter? Evidence from Subjective Well-Being in Europe”; abstractet er her:

This paper considers how lay theory and perceptions of issue ownership affect voters’ expectations of political and economic developments. These expectations are likely to mediate the effects on subjective well-being of specific developments. Estimates employing a panel of 29 European countries observed between 1975 and 2011 suggest that problems within an issue attributed to the ideological side of the incumbent government exerts much stronger well-being effects than when similar problems arise with ideologically opposite governments. The evidence suggests a ‘Nixon goes to China’ effect in well-being.

Take-home-budskabet er ret simpelt. Regner folk med at venstreorienterede regeringer enten er bedre til at bekæmpe arbejdsløshed eller prioriterer det højere, og højreorienterede regeringer er bedre til at sikre prisstabilitet, eller prioriterer det højere, kommer dårlig udvikling af den type forhold til at slå hårdere ud på lykken med den ’rigtige’ regering ved magten. Med andre ord er lav inflation forventet fra højre-regeringer og hvis man derefter får høj inflation, slår skuffelsen ud på lykken. Lignende forhold gælder høj arbejdsløshed under venstreorienterede regeringer. Papiret er derfor et første forsøg på at undersøge, hvor informerede de forventninger der påvirker folks lykke, faktisk er.

Ny viden om lykke og økonomi

På trods af manges skepsis, bliver lykkeforskningen ved med at skabe nye og ofte overraskende indsigter. To nye studier er måske værd at tænke over, fordi de udfordrer populær politisk diskurs på flere områder.

For det første er Betsey Stevenson og Justin Wolfers i et nyt papir vendt tilbage til en af lykkeforskningens mest omdiskuterede påstande: At over et vist niveau betyder indkomst og objektiv velstand intet for lykken. Påstanden er af indlysende vigtighed, for hvis den er rigtig, hvad er så grunden til at søge at blive rigere, hvis vi ikke selv synes vores liv bliver bedre? Men ægteparret Stevenson og Wolfers tilbageviser overbevisende den populære påstand. I et stort og rigt datamateriale viser de, at den marginale effekt af at bliver X kroner rigere, er den samme for rige og fattige – ekstra rigdom stopper altså ikke med at gøre en forskel, hvis man er rig. På samme måde viser de, at det også gælder hele nationer. Økonomisk vækst skaber på langt sigt lykke i både rige og fattige samfund. Der er med andre ord gode grunde – også fra en lykkevinkel – at søge at skabe økonomisk vækst.

Den anden bid ny viden er på vej ud i et særnummer af Journal of Happiness Studies, og i al beskedenhed skrevet af undertegnede (se gated version her). For cirka et år siden indså nogle forskere, at vi faktisk ikke vidste ret meget konkret om, hvordan økonomiske kriser påvirker folks lykke og tilfredshed med livet. Jeg var blandt de forskere, der blev inviteret til at skrive artikler til et særnummer om kriser. Oplægget var at finde ud af, hvad der egentlig foregår og om der er noget, man kan gøre for at modvirke eventuelle tab. Resultatet af at sammenligne udviklingen i lykke på tværs af EU-landene siden 1975 viser, at de 94 episoder med recession i gennemsnit giver befolkningen et lykketab. Gennemsnittet dækker dog over, at mens lykken faldt i de 59 tilfælde, forblev den enten stationær eller steg i de resterende 35. Analyser viser hvad der skiller landene: Jo mere reguleret, økonomien er, jo større bliver lykketabet under kriser – og de mindst regulerede samfund ser sandsynligvis ingen tab.

Mens økonomer som Joseph Stiglitz  og Paul Krugman har argumenteret kraftigt for at regulere finansielle og arbejdsmarkeder mere, peger lykkeforskningen altså på, at de samme reguleringer under kriser forårsager større tab. Stiglitz har også været en af de store kritikere af at bruge BNP som velfærdsmål, men når det objektive og det subjektive er så klart forbundet, falder hans kritik noget til jorden.

Lykkeforskning – en introduktion

En lille bid skamløs selvpromovering: DR2’s “Danskernes Akademi” handlede i tirsdags om lykke og lykkeforskning. Jeg havde fornøjelsen af at holde det første af dagens foredrag. Hvis nogle læsere skulle være interesserede i infotainment til weekenden, er hele foredraget online hos DR2 her.

Statslig lykke?

Jeg deltog i går i et policy-seminar i Stockholm, arrangeret af IFN. Efter mit halvtimes oplæg om staten skal maksimere lykke, var der kritiske indlæg af Filip Fors, en åbenlyst dygtig PhD-studerende fra Umeå, og politikeren Rebecka Carlsson fra de Grønne. Omkring 70 deltog i seminaret, og debatten blev ganske livlig.

Det der som liberal – og måske også i en vis grad som dansker – rystede mig, var at politikeren argumenterede helt eksplicit, at hvis noget betyder noget for folk, skal staten regulere det. Hun havde ganske enkelt ingen ide om en forskel mellem stat og samfund, men havde øjensynligt en slags Louis den 14.-agtigt forestilling om, at l’Etat, c’est moi – staten, der er os. Heldigvis var mange uenige, ikke mindst Svenska Dagbladet, der skriver om seminaret nu til morgen. Maria Ludvigsen formulerer det således:

Lycka definieras bäst av oss själva och vårt samvete och kan inte nås på något annat sätt än genom våra egna handlingar. Just detta upprör statsentusiasterna: Det finns åtskilligt som politik aldrig kan åstadkomma. Men det är inget att ängslas över. Samhället är större än staten och därför kan vårt hopp om lycka ställas till andra storheter än politiken.

Weekendens spørgsmål må være, om danske politikere udenfor Enhedslisten kan slippe afsted med det synspunkt.

UPDATE: Hele arrangementet kan ses her.

Ny bog om lykke fra IEA

Jeg havde i efteråret fornøjelsen af at blive inviteret til at skrive et kapitel til en bog om lykke. Bogen, der udgives af Institute for Economic Affairs i London, er nu udkommet. Den koster 12.50 pund, men kan alternativt downloades gratis her. Bogen præsenteres ved et arrangement på onsdag i London. Will Wilkinson omtaler også bogen her.

Lykkepolitik – ja eller nej?

I lørdags deltog jeg i P1’s glimrende program Agenda. Programmet handlede om lykkeforskning, og helt særligt hvorvidt lykke bør blive et mål for politik. Lene Andersen, der er medlem af regeringens nye værdikommission, siger ja. Hun er inspireret af nye diskussioner i Storbritannien og Frankrig, hvor man taler om at rette politik ind efter at hæve befolkningens lykke eller subjektive velbefindende. Jeg mener omvendt, at det er et område, politikere bør blande sig uden om.

Helt særligt er problemet, at man ikke blot vil rette politik ind efter lykke, men også søger at definere politisk, hvordan man bør måle det. Men det bør naturligvis være noget, enhver må diskutere med sig selv og andre – så længe de ved lidt om, hvad de taler om. Hele udsendelsen kan høres her.

 

Børn og lykke

Når jeg er ude at holde foredrag om den moderne lykkeforskning er der to ting, jeg med sikkerhed ved skal vendes et par gange. Den første er, at min forskning ikke har noget som helst at gøre med den voksende og stærkt tendentiøse selvhjælpslitteratur, som har koblet sig på lykkeforskningens popularitet og nu handler om ’hvordan du gør dig selv lykkeligere’. Lykkeforskningen er seriøs og bruger for eksempel i stigende grad avanceret statistik.

Den anden er et af de mest almindelige fund i store studier af folks lykke: Hvis man vil være lykkelig er det, statistisk set, en dårlig idé at få børn. Særligt fra barn nummer to tynger de små vores lykke. Så dagens post handler meget kort om netop det – så har jeg nemlig et sted jeg kan referere de mange interesserede, inklusive journalist, til. Så det korte svar er, at folk før de får børn undervurderer i hvor høj grad de små poder begrænser deres personlige frihed og giver dem konstante bekymringer. Hvis man vil vide mere er her en fin, populær artikel fra New York Magazine, her er en lidt mere videnskabelig, men stadig fuldt læselig artikel fra the Psychologist, og her er en (gated, desværre) konkret videnskabelig artikel der viser det samme. God læselyst!

Den utilfredse venstrefløj

For en uges tid siden sendte min arbejdsplads, Handelshøjskolen ved Århus Universitet, en pressemeddelelse ud på en ny undersøgelse, jeg har lavet med mine to tyske kolleger Axel Dreher og Justina Fischer. Baggrunden for undersøgelsen var en tidligere artikel (på vej ud og allerede online hos Social Choice and Welfare) hvor vi fandt at folk, der placerer sig selv på den politiske venstrefløj, er markant minder tilfredse med deres liv end deres modstandere på den anden fløj. Da en række studier af amerikanernes lykke finder samme mønster, syntes vi at det var interessant nok til at det var værd at kigge nærmere på.

Denne konklusion og vores nye undersøgelse, som jeg præsenterede forleden ved IAREP-konferencen in Ljubljana, giver et mener vi ganske kvalificeret bud på, hvorfor venstrefløjen er mindre tilfreds med livet. For det er den – 72 procent af de venstreorienterede danskere i 1999-udgaven af the World Values Survey erklærede sig meget tilfredse med deres liv mod hele 83 procent på højrefløjen – og en tænkt marginaleffekt af at skifte politisk side når man vel at mærke har korrigeret for indkomstforskelle, civilstatus og en lang række andre forhold, svarer faktisk til lykkehoppet ved at flytte sammen med sin kæreste!

Vores studium af effekterne af traditionelt politiske betingede normer og syn på samfundet peger på, at det er venstrefløjens vurdering af, hvor retfærdigt samfundet er, der driver en stor del af forskellen. En række internationale surveys viser at folk, der stemmer til venstre for midten, er langt mere tilbøjelige til at ønske øget omfordeling og at se fattigdom og forskelle på rig og fattig som udtryk for, at noget er unfair – at de fattige på god, marxistisk vis bliver ’udbyttet’ eller på andre måder er ofre for det senkapitalistiske samfund. Når man siger det på denne måde, er fronterne naturligvis stillet ganske skarpt (og lidt karrikeret) op, men det er i bund og grund resultatet af de mange undersøgelser. Vores studie peger derfor på, at idet folk faktisk værdsætter retfærdighed og fairness så meget, at deres vurderinger af den slår ud i deres personlige, subjektive velbefindende, er venstrefløjen mindre lykkelig netop fordi dens vurdering på disse punkter er så negativ.

Det skægge i den forgangne uge har været at følge debatten. Villy Søvndal, som jeg faktisk har en del respekt for selvom jeg på ingen måde deler hans synspunkter, var tilbøjelig til at acceptere forklaringen som sandsynlig, da vi var sammen i TV2 radio mandag morgen (alt for tidligt), men andre dele af debatten har været mindre elegant. Se for eksempel denne diskussion på dk.politik. En berømt dansk sprogblomst er blevet ved at poppe op i mit baghoved mens jeg har fulgt debatten på venstrefløjen: Folketingsmedlemmet Søren Kjærs famøse ”Hvis det er fakta, så benægter a fakta!”

Pseudovidenskabelig politisk manipulation

Det er til tider deprimerende at følge det, der burde have været videnskabeligt baserede danske debatter, men heldigvis bliver fejl og manipulation nogle gange opdaget. Således også i Jyllandspostens leder i går (læs her), hvor man gjorde opmærksom på stærkt kritisable fortolkninger i Socialforskningsinstituttets (SFI) seneste, højtprofilerede rapport om ”Børnefamiliernes balance mellem familie- og arbejdsliv”. Rapporten, der kan læses her, konkluderer at ”ca. 3 ud af 4 kvinder og mænd er meget tilfredse med balancen mellem deres familie- og arbejdsliv, mens resten er mindre tilfredse.”

Derudfra burde man kunne konkludere, at den sidste fjerdel af danskerne er utilfredse med balancen mellem familie og arbejde, men som Jyllandsposten påpeger, er det ikke tilfældet. SFI-forskerne Mette Deding, Mette Lausten og Angelo Andersen her spurgt folk om deres tilfredshed med balance på en seks-punkt skala, hvor 1 er stærkt utilfreds og 6 er stærkt tilfreds. Standard ved brug af den type skala – og de bruges i utallige surveys – er at splitte skalaen på midten, eller eventuelt inddele den i tre grupper, når man skal præsentere de overordnede resultater. Men det har SFI valgt ikke at gøre. De retfærdiggør deres valg således:

”For simplificeringens skyld opdeles tilfredsheden med balancen i to grupper, således at personer, der har svaret 1-4, placeres i kategorien ”lav tilfredshed”, mens personer, der har svaret 5-6, placeres i kategorien ”høj tilfredshed. Når skalaen ikke deles lige over, skyldes det som nævnt i kapitel 3, at kun meget få personer bruger skalaens nedre ende.” (side 99)

Med andre ord har man valgt at inddrage kategorien ’4’ – danskere som er relativt tilfredse i og med at de placerer deres svar over midten af skalaen – i gruppen af ’utilfredse’, fordi der er for få der er utilfredse! Derefter konkluderer man, at en fjerdedel af danske børnefamilier er utilfredse med deres arbejds/familie-balance. Da jeg læste det, og særligt da jeg efterfølgende checkede tallene i rapporten, følte jeg mig hensat til en helt sovjetisk verden, hvor statistik viser det vi ideologisk set skal tro på i forvejen.

Det fantastiske er, at forskerne – hvis de da fortjener betegnelsen efter dén brøler – ikke angrer deres talfusk. SFI’s svar (læs her) omtaler blot manipulationen som ”sproglig forenkling”, og afviser enhver kritik. Som Jyllandsposten skriver, burde det have haft øjeblikkelige konsekvenser for de implicerede ansatte, men SFI har altså valgt at forsvare dem i stedet for at forsvare instituttets troværdighed.

Sagen er ikke blot kritisabel for de implicerede og instituttet generelt, men har konsekvenser på flere andre niveauer. For det første bruger politikere ofte den type rapporter som lejlighed til at bringe forhold til diskussion og stille konkrete forslag, men hvordan går det lige, hvis rapporterne selv er biased i en bestemt retning og mod et bestemt resultat? For det andet går det faktisk ud over andre dele af SFI, hvor der sidder dygtige og samvittighedsfulde forskere, der nu får deres troværdighed beklikket by association.

De to konklusioner, man kan drage af SFI-rapporten er således disse to: 1) at enkelte rådne æbler kan forurene en hel kurv, selv i den videnskabelige verden; og 2) at danske børnefamilier faktisk er ret tilfredse med balancen mellem deres arbejds- og familieliv. Men det var jo ikke meningen med rapporten, var det vel?

Frihed og lykke

Jeg havde et indlæg i gårsdagens Berlinger om forskellen på frihed og lykke i anledning af en kronik af Jonas T. Bengtsson fra den 16/8.

MSM har ikke de fordele i form af hurtighed og ubegrænset plads, som blogs har. Selvom indlægget blev indsendt samme dag, blev det først bragt i går og da i forkortet stand. Til gengæld har MSM lidt, ahem, flere læsere, så de skal nok klare sig.

Indlægget er her i sin redigerede form:

Frihed er ikke lykken

Forfatteren Jonas T. Bengtsson søger i sin kronik (16/8) at indkredse, hvad frihed er. Ved at tage udgangspunkt i en række medmenneskers situation formår han følsomt registrerende at vise, hvor forskelligt frihed kan tage sig ud. Det er et sympatisk projekt. Desværre har forfatteren gjort sig det vanskeligere ved at blande to helt forskellige begreber sammen. Frihed er ikke lykke, og det er vist snarere det sidste flygtige begreb, han egentlig beskæftiger sig med i kronikken.

Begrebsforvirringen får ham til at skrive om friheden: “I Sovjet byttede de den for lighed, og mange mente, at det var et godt bytte. Mange mener det stadig.” Det sidste er desværre rigtigt, men det første udsagn er forkert på alle måder. Det er faktuelt forkert, at Sovjet bød på lighed; selv ikke lighed i fornedrelse var der. Lige fra starten nød Lenin og hans kreds privilegier i form af bedre mad, tøj og bolig, der hurtigt antog karakter af uopnåelig luksus for de undertrykte masser.

Men mere forkert er den underliggende præmis om, at frihed kan byttes med lighed. Det er forkert, når kronikøren antager, at “under kapitalismen er frihed noget, man køber, frihed giver ingen mening, hvis man ikke har råd til et æg, til at betale varmeregningen, til sko.” Her fremfører han uafvidende diktaturets oldgamle undskyldning, hvor undertrykkelse søges retfærdiggjort ved løfter om bestikkelse. Som om tog til tiden og arbejde til alle kan retfærdiggøre kz-lejre og censur.

Problemet udspringer af, at frihed og lykke sammenblandes. Hvorvidt man er fri eller undertrykt, handler ikke nødvendigvis om at være lykkelig eller ej. Det er rigtigt, at den, der sulter, men er fri, næppe er lykkelig. Men den overvægtige, frie dansker er heller ikke nødvendigvis lykkelig. Der er ganske simpelt ingen logisk sammenhæng.

Frihed er noget andet end lykke. Frihed betyder friheden fra indblanding og dermed retten til selv at træffe egne valg. Kampen for frihed var først reformationens kamp for religionsfrihed, retten for den enkelte til selv at vælge sin tro og sine dogmer uden indblanding fra autoriteter. Herfra voksede oprøret mod autoriteterne, indtil den kulminerede i den såkaldte oplysningstid, hvor kampen nu gjaldt frihed fra statens indblanding og formynderi. Det var i denne tid, at de liberale frihedsrettigheder tog deres form.

Det er farligt at sammenblande frihed og lykke, for det skaber let skuffelse og svækker dermed kampen for frihed. Ikke bare tilbyder det en undskyldning for undertrykkelse, men alt for ofte ser vi, at de undertrykte desillusioneres, når de omsider slipper fri. Nu er jeg fri, hvorfor er jeg så ikke lykkelig, spørger de, og relativerer dermed den forbrydelse, som krænkelse af friheden altid er.

Det er desperationen over at skulle leve med ansvaret for egne valg, der får nogle til at søge tilflugt i totalitære ideologier, politiske som religiøse. Fællesnævneren er hadet til det åbne samfund og drømmen om at komme tilbage til det lukkede samfund, hvor man ikke behøver at tænke selv eller nages af tvivl over trufne valg, fordi alle svar er givne. Tidens fokus på terrorister, der bruger islam som begrundelse, risikerer at overse den oplagte parallel til de terrorister, som brugte marxismen for blot nogle få år siden. Men hadet er det samme. Det rettes fortrinsvis mod USA og Israel, fordi de i særlig grad repræsenterer det åbne samfund; USA globalt, og Israel i det lukkede Mellemøsten. Det er ingen tilfældighed, at karikaturtegninger fra den yderste venstrefløj minder så meget om islamisternes egne, at de ubesværet kan indgå i iranske konkurrencer, hvis ellers tegnerne ønskede at deltage, hvad heldigvis kun få er dumme nok til at gøre.

Det er umådeligt trist, men vi må sande, at det ikke er for alle, at frihed er lykken. Men det gør ikke friheden mindre værdifuld for os andre.

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑