Tag-arkiv: lykke

Pseudovidenskabelig politisk manipulation

Det er til tider deprimerende at følge det, der burde have været videnskabeligt baserede danske debatter, men heldigvis bliver fejl og manipulation nogle gange opdaget. Således også i Jyllandspostens leder i går (læs her), hvor man gjorde opmærksom på stærkt kritisable fortolkninger i Socialforskningsinstituttets (SFI) seneste, højtprofilerede rapport om ”Børnefamiliernes balance mellem familie- og arbejdsliv”. Rapporten, der kan læses her, konkluderer at ”ca. 3 ud af 4 kvinder og mænd er meget tilfredse med balancen mellem deres familie- og arbejdsliv, mens resten er mindre tilfredse.”

Derudfra burde man kunne konkludere, at den sidste fjerdel af danskerne er utilfredse med balancen mellem familie og arbejde, men som Jyllandsposten påpeger, er det ikke tilfældet. SFI-forskerne Mette Deding, Mette Lausten og Angelo Andersen her spurgt folk om deres tilfredshed med balance på en seks-punkt skala, hvor 1 er stærkt utilfreds og 6 er stærkt tilfreds. Standard ved brug af den type skala – og de bruges i utallige surveys – er at splitte skalaen på midten, eller eventuelt inddele den i tre grupper, når man skal præsentere de overordnede resultater. Men det har SFI valgt ikke at gøre. De retfærdiggør deres valg således:

”For simplificeringens skyld opdeles tilfredsheden med balancen i to grupper, således at personer, der har svaret 1-4, placeres i kategorien ”lav tilfredshed”, mens personer, der har svaret 5-6, placeres i kategorien ”høj tilfredshed. Når skalaen ikke deles lige over, skyldes det som nævnt i kapitel 3, at kun meget få personer bruger skalaens nedre ende.” (side 99)

Med andre ord har man valgt at inddrage kategorien ’4’ – danskere som er relativt tilfredse i og med at de placerer deres svar over midten af skalaen – i gruppen af ’utilfredse’, fordi der er for få der er utilfredse! Derefter konkluderer man, at en fjerdedel af danske børnefamilier er utilfredse med deres arbejds/familie-balance. Da jeg læste det, og særligt da jeg efterfølgende checkede tallene i rapporten, følte jeg mig hensat til en helt sovjetisk verden, hvor statistik viser det vi ideologisk set skal tro på i forvejen.

Det fantastiske er, at forskerne – hvis de da fortjener betegnelsen efter dén brøler – ikke angrer deres talfusk. SFI’s svar (læs her) omtaler blot manipulationen som ”sproglig forenkling”, og afviser enhver kritik. Som Jyllandsposten skriver, burde det have haft øjeblikkelige konsekvenser for de implicerede ansatte, men SFI har altså valgt at forsvare dem i stedet for at forsvare instituttets troværdighed.

Sagen er ikke blot kritisabel for de implicerede og instituttet generelt, men har konsekvenser på flere andre niveauer. For det første bruger politikere ofte den type rapporter som lejlighed til at bringe forhold til diskussion og stille konkrete forslag, men hvordan går det lige, hvis rapporterne selv er biased i en bestemt retning og mod et bestemt resultat? For det andet går det faktisk ud over andre dele af SFI, hvor der sidder dygtige og samvittighedsfulde forskere, der nu får deres troværdighed beklikket by association.

De to konklusioner, man kan drage af SFI-rapporten er således disse to: 1) at enkelte rådne æbler kan forurene en hel kurv, selv i den videnskabelige verden; og 2) at danske børnefamilier faktisk er ret tilfredse med balancen mellem deres arbejds- og familieliv. Men det var jo ikke meningen med rapporten, var det vel?

Frihed og lykke

Jeg havde et indlæg i gårsdagens Berlinger om forskellen på frihed og lykke i anledning af en kronik af Jonas T. Bengtsson fra den 16/8.

MSM har ikke de fordele i form af hurtighed og ubegrænset plads, som blogs har. Selvom indlægget blev indsendt samme dag, blev det først bragt i går og da i forkortet stand. Til gengæld har MSM lidt, ahem, flere læsere, så de skal nok klare sig.

Indlægget er her i sin redigerede form:

Frihed er ikke lykken

Forfatteren Jonas T. Bengtsson søger i sin kronik (16/8) at indkredse, hvad frihed er. Ved at tage udgangspunkt i en række medmenneskers situation formår han følsomt registrerende at vise, hvor forskelligt frihed kan tage sig ud. Det er et sympatisk projekt. Desværre har forfatteren gjort sig det vanskeligere ved at blande to helt forskellige begreber sammen. Frihed er ikke lykke, og det er vist snarere det sidste flygtige begreb, han egentlig beskæftiger sig med i kronikken.

Begrebsforvirringen får ham til at skrive om friheden: “I Sovjet byttede de den for lighed, og mange mente, at det var et godt bytte. Mange mener det stadig.” Det sidste er desværre rigtigt, men det første udsagn er forkert på alle måder. Det er faktuelt forkert, at Sovjet bød på lighed; selv ikke lighed i fornedrelse var der. Lige fra starten nød Lenin og hans kreds privilegier i form af bedre mad, tøj og bolig, der hurtigt antog karakter af uopnåelig luksus for de undertrykte masser.

Men mere forkert er den underliggende præmis om, at frihed kan byttes med lighed. Det er forkert, når kronikøren antager, at “under kapitalismen er frihed noget, man køber, frihed giver ingen mening, hvis man ikke har råd til et æg, til at betale varmeregningen, til sko.” Her fremfører han uafvidende diktaturets oldgamle undskyldning, hvor undertrykkelse søges retfærdiggjort ved løfter om bestikkelse. Som om tog til tiden og arbejde til alle kan retfærdiggøre kz-lejre og censur.

Problemet udspringer af, at frihed og lykke sammenblandes. Hvorvidt man er fri eller undertrykt, handler ikke nødvendigvis om at være lykkelig eller ej. Det er rigtigt, at den, der sulter, men er fri, næppe er lykkelig. Men den overvægtige, frie dansker er heller ikke nødvendigvis lykkelig. Der er ganske simpelt ingen logisk sammenhæng.

Frihed er noget andet end lykke. Frihed betyder friheden fra indblanding og dermed retten til selv at træffe egne valg. Kampen for frihed var først reformationens kamp for religionsfrihed, retten for den enkelte til selv at vælge sin tro og sine dogmer uden indblanding fra autoriteter. Herfra voksede oprøret mod autoriteterne, indtil den kulminerede i den såkaldte oplysningstid, hvor kampen nu gjaldt frihed fra statens indblanding og formynderi. Det var i denne tid, at de liberale frihedsrettigheder tog deres form.

Det er farligt at sammenblande frihed og lykke, for det skaber let skuffelse og svækker dermed kampen for frihed. Ikke bare tilbyder det en undskyldning for undertrykkelse, men alt for ofte ser vi, at de undertrykte desillusioneres, når de omsider slipper fri. Nu er jeg fri, hvorfor er jeg så ikke lykkelig, spørger de, og relativerer dermed den forbrydelse, som krænkelse af friheden altid er.

Det er desperationen over at skulle leve med ansvaret for egne valg, der får nogle til at søge tilflugt i totalitære ideologier, politiske som religiøse. Fællesnævneren er hadet til det åbne samfund og drømmen om at komme tilbage til det lukkede samfund, hvor man ikke behøver at tænke selv eller nages af tvivl over trufne valg, fordi alle svar er givne. Tidens fokus på terrorister, der bruger islam som begrundelse, risikerer at overse den oplagte parallel til de terrorister, som brugte marxismen for blot nogle få år siden. Men hadet er det samme. Det rettes fortrinsvis mod USA og Israel, fordi de i særlig grad repræsenterer det åbne samfund; USA globalt, og Israel i det lukkede Mellemøsten. Det er ingen tilfældighed, at karikaturtegninger fra den yderste venstrefløj minder så meget om islamisternes egne, at de ubesværet kan indgå i iranske konkurrencer, hvis ellers tegnerne ønskede at deltage, hvad heldigvis kun få er dumme nok til at gøre.

Det er umådeligt trist, men vi må sande, at det ikke er for alle, at frihed er lykken. Men det gør ikke friheden mindre værdifuld for os andre.

Subjektiv livskvalitet og staten

Sidste torsdag holdt jeg en præsentation på CEPOS, baseret på et notat skrevet for dem (kan downloades på http://www.cepos.dk) På opfordring er her et indlæg om, hvad vi kan lære ved at se på folks subjektive livskvalitet – altså deres opfattelse af deres egen situation – i stedet for den objektive kvalitet målt på indkomst osv. som vi altid diskuterer.

Man har gennem mange år stillet spørgsmål som “Generelt set, hvor tilfreds er du med dit liv for tiden” i en lang række undersøgelser. Det er svarene på den type spørgsmål der henvises til, når medierne rapporterer, at danskerne er de mest tilfredse mennesker i verden. Det er selvfølgelig dejligt når vi nu bor i Danmark, men potentielt problematisk for mange af os på grund af et andet forhold i undersøgelserne: Folks tilfredshed med livet er ret konstant over tid.  Med andre ord bliver vi rigere og rigere, men ikke mere tilfredse med vores liv. Det interessante er altså, hvad de stabile forskelle mellem lande skyldes, i stedet for at se på en dynamik, der ikke er der.Det interessante er altså, hvad de stabile forskelle mellem lande skyldes, i stedet for at se på en dynamik, der ikke er der.

Det er blandt andet derfor, at folk som den engelske økonom og Labour-politiker Richard Layard er begyndt at argumentere for, at man bør føre offentlig politik efter, hvad der gør de fleste lykkelige i stedet for hvad der gør os rigere. Pudsigt nok kommer Layard i sin horribelt manipulerende bog til den konklusion, at lykke-maksimerende politik er det, han de sidste 30 år har arbejdet for, nemlig traditionel, før-Blair Labour-politik. Layard arbejder altså for, at man bør beskatte de rige hårdere, øge mængden af offentlige goder, regulere arbejdsmarkedet tættere, og lave mere velfærdsstat. Denne konklusion er blevet bakket op af en række andre økonomer, der ofte synes at have det tilfælles, at deres økonomiske vurderinger er blevet afvist i de senere års forskning.

Deres indflydelse på den førte politik er desværre ved at kunne mærkes. Sammen med to tyske kolleger – Axel Dreher og Justina Fischer – satte jeg mig derfor for at undersøge, om Layards konklusioner, sammen med en lang række andre påstande i litteraturen, virkelig holder vand. Det er konklusionerne fra den undersøgelse, som Cepos-notatet opsummerer. Og for punditokrater og ligesindede giver det meget overraskende, men gode nyheder!

Vi finder, at forskellene mellem folks tilfredshed med livet på tværs af verdens lande afhænger af forbløffende få forhold: National indkomst er ikke vigtig, men graden af handel med udlandet  – altså globalisering – er en positiv faktor, ligesom et sundt erhversklima og en høj grad af tillid er vigtigt. På minussiden optræder to stærke faktorer: Kommunisme og aktiv offentlig indblanding i økonomien. Hvis Danmark for eksempel var endt bag Jerntæppet efter anden verdenskrig, ville en million mennesker færre være overordnet tilfredse med deres liv. Der er på den anden side ingen effekter af offentlig velfærd, demokrati, retsstat (desværre), reguleringer, dagpengesatser osv. Mht. den just overståede diskussion af lighed, er det værd at notere, at ulighed heller ikke fører til mindre tilfredshed med livet. Hvis der er noget som helst at komme efter i data, er det, at ulighed synes at være positivt forbundet med de fattigstes livskvalitet! Når Mette Frederiksen og andre danske politikere fra begge sider af Folketinget lufter deres sociale indignation over uligheden, gør de det derfor stik imod fakta fra den virkelige verden.

Stillet lidt skarpt op må man sige at resultaterne fra undersøgelsen, der er den suverænt største hidtil – vi baserer vores fund på cirka 4½ millioner regressioner – støtter almindelige liberale grundregler for offentlig politik: Åben samfundet, giv individer maksimal kontrol over deres egne midler, og sørg for dynamik i stedet for misundelsesdrevne interventioner. Offentlig velfærd fører i hvert fald ikke til personlig velfærd.

Hvis ikke Paradis, så …

“Happiness is back”, proklamerer den britiske økonom og Labourpolitiker Richard Layard i et essay i Prospect (marts 2005), hvor han minder os om lykkens velsignelser. Vi har glemt forestillingen om lykken, mener han, hvilket er en skam, for det Gode er både godt og nyttigt.

Layard vil have lykken tilbage i politisk fokus, og hvem har ikke brug for en Smiley? Efter mange år, hvor vi i de vestlige samfund har stræbt efter stadig mere velstand, stadig flere produkter og et stadig større udvalg på hylderne, er vi stadig ulykkelige. I hvert fald i Amerika, Storbritannien og Japan, som udgør forfatterens geografi, og hvis vi altså skal tro hans statistik. Hvad statistikken angår, så plejer danskerne derimod selv at fremhæve, at de er verdens lykkeligste folk – godt nok efter finnerne – men alligevel.

Layard begynder med det store paradoks: Hvordan kan det være, at velstand ikke gør os lykkelige?

Og så fremfører han to postulater. 1. Lykken er vigtigere end frihed. 2. Lykken er vigtigere end velstand og effektivitet. Det er den korte version. Nok så vigtigt er det dog, at lykken ifølge Layard kan måles. Det er her, den ny neurovidenskab kommer ind i billedet. For den underbygger i forfatterens vurdering lykkens målbarhed. Når vi erfarer noget rart eller behageligt, kan det spores i vores hjerner, glæden i venstre side, smerten til højre. Man bliver, om ikke lyserød indeni, så tilpas opstemt, at det kan spores kemisk og ses på en skærm.

Lykkens politik

Det ligger implicit i denne observation, at lykken ikke er fuldkommen subjektiv; den kan derimod kortlægges, kalkuleres. Visse impulser – herunder familiefølelse, personligt velbefindende og sundhed – gør os lykkelige, andre impulser og forhold gør os ulykkelige, og hvis det er rigtigt, så må al politik og samfundsindretning handle om at skaffe førstnævnte. At arbejde politisk for lykken betyder konkret, at problemer som skilsmisser, arbejdsløshed, depression, anonymitet og dårlig sundhedspleje må løses. Kollektivt, forstås.

Layard afviser dermed også, at lykken skulle være identisk med frit valg på alle hylder, eftersom folk ofte fortryder deres valg. Eksemplerne er legio, fortrydelsen udgør en konstans i den menneskelige psyke. En vis – paternalistisk – opdragelse er derfor nødvendig for at nå frem til en mere “holistisk” politik, som forfatteren også kalder den. Lykkelig bliver man jo ikke bare af sig selv, og er man bare en smule ondskabsfuld, så oversætter man lykkens politik til en velfærdsstat efter skandinavisk model.

For Layard – ligesom for forbilledet Jeremy Bentham (1748-1832) – er en handling god, såfremt den forøger den samlede mængde af lykke i et samfund. Vores aktuelle problem er, at vi – såvel som vores politikere – foretager os en lang række handlinger, der ikke gør os lykkelige. Vi deltager i det store rotteræs på arbejdsmarkedet. Vi sluger medicin som aldrig før. Vi æder og shopper os ihjel. Og det går alt sammen ud over os selv, vores familie og lokalsamfund. Og det store samfund, som kan være nok så velstående, er ikke et lykkeligt samfund.

Størst mulig lykke for det størst mulige antal Jeremy Bentham, der i dag sidder helt stille ved indgangen til University College London, var et ikon over en optimistisk tid. Fremskridtet syntes lige rundt om hjørnet, det var blot et spørgsmål om tid, før menneskeheden ville hægte sig på det og aldrig give slip. Sådan skulle det desværre ikke helt gå, men det er en anden historie. For Bentham – der karakteristisk nok var en af de første intellektuelle, der joggede (hvorfor det ikke er helt utænkeligt, at hans fornemmelse for lykke skyldes en solid gang “runner’s high”) – er lykke glæde eller lyst og fravær af smerte, ulykke det modsatte. Bentham anvendte faktisk hele 58 synonymer for lykke, men han skelnede ikke mellem dem. Lykken er mekanisk: Enten er den eller også er den ikke. Lykken er egalitaristisk, idet den er mulig for alle. Og lykken er humanistisk, fordi den skal tjene mennesket før alt andet liv. Benthams lykkedoktrin blev derfor formuleret som størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker.

For at illustrere, at lykken er altings mål, konstruerede han i 1791 en plan over den ideelle institution, som han kaldte for Panopticon (ordret: “al-syn”). Den panoptiske konstruktion skulle bruges f.eks. i fængsler og tillade én opsynsmand at overvåge alle de indsatte, mens de er bevidste om overvågningen. Kun sådan disciplineres de i henhold til lykkens forskrift, mente Bentham. Netop ved at de implementerer systemets overjeg, hvilket Bentham fandt humant, skønt samtiden afviste hans tanker som tyranniske.

Når man læser Layards essay, ringer en benthamsk klokke. Vi er på vej ind i lykkens herredømme, hvis bagside er indespærringens utopi, og det ser ikke ud til, at der nogen nødudgang. Bentham var ikke bange for, at den panoptiske magtkoncentration skulle udarte til tyranni, da disciplineringen jo var disciplineret af det, han kaldte for “verdens store domstol”, og her bliver selv Kofi Annan svar skyldig. Layard lider heller ikke ligefrem af anfægtelser. Nu må det være slut med al den ulykke.

Hellere en utilfreds Sokrates end en glad idiot

Så er der flere anfægtelser og mere erfaring at hente hos Benthams elev, den britiske moralfilosof John Stuart Mill (1806-73), der raffinerer sin lærer ved at fremhæve, at der er forskel på nydelser. Intellektuelle glæder står således over fysiske glæder, mener Mill, der slog sin pointe fast med disse ord: “Det er bedre at være en utilfreds Sokrates end en tilfreds idiot”. Idioter var der nok af. Også dengang. Mill fremhævede derfor, at de “højere anlæg” skal trænes, ligesom den “ædle karakter” skal kultiveres. Værdigheden, den er menneskets egen, og – fornemmer man – måske vigtigere end selv lykken.

John Stuart Mill er i mine øjne en bedre læremester end Jeremy Bentham, fordi førstnævnte forstår, at utilfredsheden kan bruges konstruktivt og positivt. At utilfredsheden er ualmindelig dynamisk. Den ansporer ikke kun destruktion, kriminalitet eller revolution, men også oprør, kreativitet, protest og snilde. Den lokker det bedste – og værste, indrømmet – frem i os, og den er ikke til at komme uden om. Ignorerer du utilfredsheden, ignorerer du dig selv. Fortæl mig lige, hvor menneskeheden ville være, hvis den var i evig balance mellem yin og yang, mandligt og kvindeligt, nord og syd, øst og vest? Jeg véd det ikke, men tanken er frygtindgydende. Var Odysseus så blevet til noget? Var Spartacus? Var Cæsar? Var Columbus? Var Luther? Var Gud? Var Osama bin Laden? Perspektivet er som at kigge ned i en dyb, dyb skakt.

Mill – igen i modsætning til både Bentham og Layard – er tilmed en god læremester, fordi han har blik for, at også friheden er vigtigere end lykken. Nu var han ikke så dum, at han med frihed forstår frihed til alt, frihed til anarki og exces. Mill taler udelukkende om frihed under ansvar, dvs. at du kan gøre det, der ikke skader andre; du kan gøre det, der ikke er forbudt ved lov. Det vil igen sige, at du er fri til at være ulykkelig, hvis du er i dét hjørne.

Det kan måske lyde hårdt, men jeg vil ikke give køb på hverken utilfredsheden eller friheden for lykkens skyld. Hvis lykken bliver permanent, véd man, at der er noget galt. Lykken er et smykke, som klæder festlige lejligheder. Det, der får mennesket til at stå op om morgenen, er ikke lykken eller udsigten hertil, men derimod den nødvendighed, der hedder en fuld blære eller sult, herunder utilfredsheden, samt menneskets bedste ven – nej, ikke hunden – men friheden. Lykke er muligvis der vigtigste, vi kan komme på, når vi ligger på en solbeskinnet strand med den eneste ene ved siden af. De
t vil sige: lykken er muli
gvis vigtigst på kort sigt – her og nu. Giv mig lykke eller jeg brækker din arm! Men friheden og den latente utilfredshed er vigtigere på længere sigt.

Min lykke er ikke din lykke

Jeg vil – for at gøre en lang historie kort – ikke gøre min lykke til andres lykke. Jeg mener heller ikke, at vi har glemt lykken; nærmest tværtimod. Lykken – f.eks. versioneret som det “hele menneske” og andre rare ting fra selvhjælpsindustrien eller mere profane fænomener såsom det perfekte bryllup eller det perfekte køkken – er blevet en kulturel besættelse, vi kan ikke få nok af lykken, harmonien, hyggen, ja, man kan dårligt blive fri for det alt sammen. Igen: andres lykke forklædt som min lykke. Richard Layard ridder med på denne bølge, og det skal som sagt være ham tilgivet. Men han fortjener nogle bank, ikke mindst fordi han deponerer sine argumenter i kemien.

Egentlig er der intet i vejen med lykken, men når man blander den med politik eller gør den til livets mening, opstår en farlig cocktail. Den politik, som Layard vil befri for realisme og sørgelige kompromiser, skal ikke befris, den skal have lov til at gøre det, den er god til: forhindre hulemænd eller julemænd i at få for stor magt. Politikkens mål er akkurat ikke lykken, som er metafysisk eller individuel ligesom ekstasen, men ulykken, som er social og konkret. Kedeligt, måske, men uomgængeligt. Hvis ikke Paradis, så heller ikke helvedets forgård.