Tag: makroøkonomi

Konsekvenserne af Friedmans udfordring

I 1968 var Milton Friedman præsident for the American Economic Association og var derfor forpligtet til at holde en presidential address ved den årlige konference det år. De fleste af den slags oplæg er en slags opsummeringer, enten af oplægsholderens eget arbejde eller af arbejdet i et bestemt felt. Det er der bestemt ikke noget galt i – jeg har det seneste år set fine eksempler af bl.a. dansk-britiske Toke Aidt, da han var præsident for the European Public Choice Society i 2015 – men Friedman ville noget andet og mere med sit oplæg.

To nye papirer – et af Robert E. Hall og Thomas J. Sargent, der er ude som NBER Working Paper, og et andet af Greg Mankiw og Ricardo Reis, der kommer i Journal of Economic Perspectives, sporer hvordan Friedmans 1968-address ændrede makroøkonomisk tænkning (hattip: Niclas Berggren).

Friedman udfordrede måden, nationaløkonomer tænkte kortsigtet udvikling og inflation på ved at udfordre den måde, man så den såkaldte Phillips-kurve på. Kurven, der er opkaldt efter den newzealandske økonom A.W. Phillips, tilsiger at der eksisterer en trade-off mellem arbejdsløshed og inflation. Hvis man politisk sænker arbejdsløsheden gennem ekspansiv politik, er omkostningen højere inflation. Kurven var enormt indflydelsesrig i politik i hele den vestlige verden, hvor politikere sigtede efter at sænke arbejdsløsheden (primært for at vinde næste valg). Lidt højere inflation virkede som en rimelig pris at betale, ikke mindst fordi de omkringliggende lande sandsynligvis gjorde det samme.

Friedman indså, at denne trade-off kun gav logisk mening på meget kort sigt. I sin presidential address skitserede han denne logik, som vi i dag underviser i på snart sagt alle universiteter: 1) Antag at regeringen fører ekspansiv økonomisk politik og får held til at sænke arbejdsløsheden. 2) Der er nu lavere arbejdsløshed, og qua den mindre risiko for at blive arbejdsløshed kan arbejdstagere og deres fagforeninger kræver højere lønninger. De regner dog stadig med, at inflationen er den samme som sidste år (de har adaptive forventninger). 3) De højere omkostninger for virksomhederne bliver overvæltet i priserne – og fører også til at de fyrer flere / ansætter færre. 4) Priserne er nu steget – der er kommet inflation – hvilket fører til at arbejdstagerne må kræve højere lønninger. Friedmans grundlæggende pointe her er netop, at arbejdstagerne / fagforeningerne nu kan observere, at inflationen er steget, og derfor kræver at lønningerne skal følge med op. Vi vender dermed tilbage til 3) hvor virksomheder igen overvælter de højere omkostninger i priserne og fyrer folk.

I sidste ende er økonomien tilbage i en situation med højere arbejdsløshed, men også med permanent højere inflation: Lønforhandlingerne er baserede på arbejdstagernes forventede inflation, som nu er steget permanent. Derfor stiger lønningerne også hurtigere, og inflationen er dermed automatisk højere. Den eneste konsekvens, den ekspansive politik dermed har haft på lidt længere sigt, er at føre til permanent højere inflation mens arbejdsløsheden er tilbage der hvor man startede. Efter Friedman har man således kaldt dette niveau af arbejdsløsheden for enten NAIRU – the Non-Accelerating Inflation Rate of Unemployment – eller blot den naturlige arbejdsløshed.

Friedmans store og ganske revolutionerende pointe var derfor, som Hall og Sargent formulerer det, at ”real outcomes are invariant to the monetary policy rule”. Med andre ord er effekterne af simpel økonomisk politik (i Friedmans version pengepolitik) rent midlertidige. Der eksisterer ikke et trade-off mellem arbejdsløshed og inflation, og politikerne kan derfor på ingen måde ’vælge’ et niveau for arbejdsløsheden. Edward Phelps arbejdede på samme tid som Friedman med basalt set samme ideer, og med John Mutt og Robert Lucas arbejde omkring rationelle forventninger fik ideen om, at politikere kan påvirke økonomien på langt sigt endnu et skud for boven. Det først skud, og det der angav retningen, var dog Friedman og Phelps tydelige kritik, og deres formulering af vigtigheden af forventningsdannelse for, hvordan økonomisk politik virker. Nationaløkonomi blev aldrig det samme, og politikeres måde at tænke økonomisk politik ændrede sig også – omtrent 25 år senere.

Plus ça change – priskontroller

En af de væsentligste indsigter i økonomi er, at et ureguleret marked helt generelt skaber de rigtige priser og dermed undgår mangelsituationer. Er der flere, der vil købe lejligheder på Frederiksberg end der er lejligheder til den gældende pris, stiger prisen på lejlighederne. Dem, der i sidste ende får lejlighederne, er derfor dem, der er villige til at betale den højere pris – med andre ord, dem der værdisætter lejlighederne højest i forhold til andre boligtyper, boliger andre steder, og andre ting, de kunne have brugt pengene på. Medmindre der er ganske væsentlige og permanente markedsfejl, som f.eks. forurening eller store forskelle i information, giver et frit marked den rigtige ’allokering’, så de forbrugere der har mest brug for en vare eller service, får den før andre.

Man skulle tro, at politikere over hele verden efterhånden havde lært, at man ikke bør fifle med prisdannelsen. Hvis man tror det, bliver man dog skuffet – plus ça change,  som man siger på fransk. Venezuela, hvor der er mangel på selv de mest basale varer, og hvor et flertal af befolkningen har skåret ned på deres fødevareforbrug, har længe stået som det seneste, klokkeklare eksempel på, hvad der sker hvis politikere stiller sig som herrer over almindelige markeder. Landets økonomi er i frit fald, og den menneskelige nød, som de enorme politiske fejl, der socialistiske styre under Chavez og Maduro har stået for, er svær at fatte, og svær at opsummere som andet end direkte kriminel. Og man må huske på, at en stor del af de problemer startede med, at Chavez implementerede maksimumpriser og tvang forretninger og virksomheder til at tage lavere priser for deres varer. Resultatet var sørgeligt forudsigeligt: Til de politisk bestemte lave priser, kunne stort set ingen levere varerne uden direkte tab, og mælk, majsmel, kyllinger og en stigende liste af andre varer forsvandt derfor fra hylderne.

I dag kan Daily News i Zimbabwe så rapportere, at der er stigende panik blandt almindelige familier, fordi der nu er mangel på madolie (hattip: Niclas Berggren). En del af baggrunden er regimets Statutory Instrument 64, der siden sidste år har forbudt import af en række almindelige forbrugergoder, inklusive madolie. Et kartel af syv producenter, der kalder sig the Oil Expressers Association of Zimbabwe kontrollerer nu hele markedet. De beskyldes for kun at levere til enkelte, udvalgte forretninger og dermed holde olie tilbage fra markedet under en økonomisk krise. Kartellet, på sin side, kritiserer detailhandlen for ikke at have sat prisen på olie ned – og med andre ord have båret et væsentligt tab selv. Og bag det hele lurer det egentlige problem: Zimbabwes tætte politiske kontrol med kapitalflows ind og ud af landet.

Styret har på samme tid forhindret almindelig import af madolie fra f.eks. Sydafrika, hvilket har givet the Oil Expressers Association of Zimbabwe et effektivt monopol i markedet, og forhindret kartellet i at få adgang til udenlandsk valuta, så det i det mindste kunne importere råvarer til at producere olien på lovlig vis. Zimbabwes centralbank styrer allokeringen af udenlandsk valuta i et forsøg på at forhindre et totalt kollaps af landets valuta. Et af de problemer, de forsøger at styre udenom, er at staten er basalt set fallit. Den mangler for eksempel udenlandsk valuta – og politiske vilje – til at tilbagebetale 1,7 milliarder dollars i allerede forfaldne lån til udlandet. Kollapser den zimbabweske dollar, bliver de lån væsentligt sværere at betale, mens eksportvirksomheder kan få det noget lettere.

Venezuela og Zimbabwe er dramatiske eksempler på, hvad der sker når regeringer og enkeltpolitikere med magt ignorerer indsigten fra Adam Smith og frem, at et frit marked generelt giver det rigtige resultat. Begynder man at kontrollere almindelige markeder, fører det til væsentligt lavere velfærd, og i en række tilfælde til direkte nød. Og for de læsere, der affærdiger argumenterne med, at det blot er liberalistisk tænkning, er der én ting at sige: Nøden i Venezuela og Zimbabwe kunne være undgået – den er politisk skabt!

Virker regional udligning? Ny evidens fra Tyskland

Som de fleste nok ved, findes der en lang og til tider voldsom debat om, hvorvidt ulandsbistand hjælper fattige lande.  Denne debat er reflekteret i en mindre voldsom akademisk debat om, hvorvidt regional udligning – overførsler til andre dele af EU eller andre dele af et land – virker efter hensigten. I Danmark er samme debat hele diskussionen af, hvad den voldsomt komplekse kommunale udligning faktisk gør.

Uformelt er argumentet ofte, at udligning tit kan forsvinde i korruption. Der er således masser af eksempler fra Sydeuropa på indlysende tåbelige projekter, der er finansieret af EU’s regionale puljer. De tomme lufthavne i Castellon og Lleida-Alguaire i Spanien er blot blandt de mest synlige eksempler. Men argumentet indebærer dermed også, at regionaludligning burde ’virke’ i de mindre korrupte og mere velfungerende lande.

Om det er tilfældet besvares i et nyt papir af Thushyanthan Baskaran (Uni Siegen), Lars P. Feld og Sarah Necker (begge Uni Freiburg) – hattip: Niclas Berggren. Lars Feld er derudover medlem af der Sachverständigenrat zur Begutachtung der gesamtwirtschaftlichen Entwicklung, der er Tysklands udgave af Det Økonomiske Råd, dvs. de tyske vismænd. I papiret med titlen ”Depressing Dependence? Transfers and Economic Growth in the German States, 1975-2005” undersøger Thushy, Lars og Sarah, om de føderale udligninger mellem de tyske Bundesländer påvirker deres økonomiske vækst. De ser på perioden 1975-2005, hvor man kan identificere de økonomiske effekter af udligningerne fordi systemet blev ændret i 1995 som reaktion på de nye Länder i øst. Deres papir er derfor et studie af regionalstøtte i et af de lande i verden, hvor man a priori burde forvente at den virker bedst.

De tre tyske økonomer finder, at den regionale i bedste fald ikke påvirker de tyske Länders vækst. Med forbehold for den statistiske præcision i undersøgelsen, er alle estimater faktisk negative og indikerer, at et flertal af Länder faktisk skades af udligningen. Så vidt ligner studiet dermed den brede konsensus i litteraturen om ulandsbistand.

Vores tyske kolleger kan dog gå et skridt videre: Pga. de omfattende tyske budgettal, kan det lade sig gøre at estimere hvad Länder-regeringerne faktisk bruger udligningsmidlerne på. Kun én budgetpost er tydeligt påvirket, nemlig den der kategoriseres på engelsk som ”expenditures on economic promotion.” Med andre ord peger den omhyggelige evidens på, at de tyske anekdoter er korrekte. Udligningerne bliver brugt på industristøtte til døende, uproduktive industrier for at holde dem flydende. Selv i det bedste tilfælde – Tyskland – hvor støtteordningerne er omhyggeligt omfattet af klar lovgivning, ender midlerne i sidste ende i rent-seeking som beskrevet af Arye Hillman for mere end 30 år siden. Kunne man måske forestille sig, at den langt mere politiserede og uigennemsigtige danske udligning har lignende konsekvenser?

Hvor interventionistisk er økonomisk krisepolitik?

Siden Keynes og Kaleckis tid i 1930erne har en del af mainstream-tænkning været, at i økonomiske kriser skal staten intervenere for at lette krisen og bringe landet hurtigt ud af den. Det er svært at argumentere imod selve den normative idé, om end det stadig er et åbent spørgsmål om keynesiansk krisepolitik overhovedet virker efter hensigten, om det er muligt at have nok viden til at implementere politikken i tide, og om politikerne måske kunne have andre incitamenter end blot benevolent politik. For at svare på den slags spørgsmål må man bl.a. se på, hvad der rent faktisk gøres i kriser. Det er præcist det, Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg har gjort i et nyt papir, der nu foreløbigt udkommer som working paper nr. 1135 hos Instituttet for Näringslivsforskning.

I papiret med titlen ”And Yet It Grows: Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets” fokuserer vi på to type krisepolitik: Størrelsen af den offentlige sektor, og graden af markedsregulering. Som Bologna og Young viste tidligere i år er den videnskabelige litteratur på området noget blandet. Sagen er, at mens en del af litteraturen har ledt efter keynesianske reaktioner på kriser, har en anden fokuseret på det omvendte argument. Her er idéen, at en krise er en situation hvor de sædvanlige forhindringer for at gennemføre politik er delvist væk, og regeringer således har mulighed for at gennemføre ting. Litteraturen indtil videre har dog antaget, at alle regeringer i den situation har et incitament til at liberalisere fordi – som argumentet har været – at det er så upopulært at de ikke kan gøre det i normale tider. Tager man begge argumenter med, har man således en videnskabelig retning hvor det påstås at regeringer reagerer på kriser ved at øge det offentlige forbrug og reguleringen af markeder, samtidig med at de liberaliserer markederne. Det er indlysende inkonsistent, og Martin og jeg spørger derfor, om det ikke kunne tænkes, at regeringens politiske farve påvirker dens valg.

At bringe ideologi i spil i spørgsmålet er ret indlysende, men ignoreret indtil videre, bl.a. fordi det altid er et kontroversielt spørgsmål om forskelle i politisk ideologi har konkrete konsekvenser. Det er dog det vi finder stærkt og robust evidens for. I en større sample af vestlige demokratier og lande med nogenlunde lignende institutioner finder vi, at for hvert år, et land er i krise i en femårsperiode, øges størrelsen af den offentlige sektor med cirka en sjettedel af et point på Fraser Instituttets EFW indeks (skala fra 0 til 10). Effekten på omfanget af reguleringer er cirka det samme, men denne størrelse er kun når man har en socialdemokratisk regering. Med rent højreorienterede regeringer kan vi ikke se nogen systematisk reaktion, mens de mere venstreorienterede regeringer reagerer væsentligt stærkere på kriser. Overordnet er der således ingen overraskelser i den nye forskning: Ideologi betyder noget, og mere venstreorienterede regeringer benytter kriser til at øge det offentliges intervention i kriser. Vi ser dog ingen tegn på, at andre regeringer systematisk bruger muligheden til at liberalisere.

Overraskelserne skal findes i detaljerne. Det viser sig nemlig, at de områder hvor vi kan identificere tydelige effekter er det offentlige forbrug, men ikke overførsler eller skatter, og reguleringsaktivitet. Omvendt peger vores evidens, om end ikke særligt præcist, på at langt de fleste regeringer uanset politisk farve hæver de offentlige investeringer under kriser. Det særligste resultat er dog, at vi absolut intet evidens finder, der peger på at krisepolitikken efterfølgende bliver rullet tilbage. Man kunne have troet, at den større offentlige sektor og det højere niveau af reguleringer blev ændret, hvis en ideologisk anden regering kom til magten efter krisen. Det finder vi intet, der tyder på. Vi har derfor klare indikationer for det, Robert Higgs kaldte ’policy ratchets’ – altså permanente virkninger af midlertidig krisepolitik. Når man først har øget det offentliges størrelse som et keynesiansk respons på en økonomisk krise, er det ekstra forbrug typisk permanent. Staten bliver dermed ikke mindre, kun større i takt med hver krise. Det er en historie om politiske fejltagelser, der gentager sig selv, og måske en historie, der også passer på hvordan Danmark blev et land med en stat der kontrollerer mere end halvdelen af borgernes indkomst?

Protektionisme er idiotisk – punktum

Hvis nogen skulle være i tvivl, lever vi rent politisk i en post-faktuel verden. Niveauet i den politiske og normative debat er fortvivlende lavt, og det gælder ikke kun på Facebook og andre sociale medier. Når det drejer sig om, hvad folk uden at blinke er parate til at påstå, og ikke mindst hvad andre sluger råt, er vi tilbage i 1930erne. Det er ganske enkelt ingen grænser for, hvad folk kan slippe afsted med at præsentere som ’virkelighed’, bare en tilstrækkeligt stor gruppe af andre mennesker synes, at det ’føles rigtigt’. Til de fleste nationaløkonomers store frustration betyder det, at videnskabeligt stendøde idéer som protektionisme er tilbage som politisk gangbare forslag.

Forleden foreslog den nationalkonservative Morten Uhrskov – der vel at mærke er cand. mag. i samfundsfag – at man indfører ”protektionisme for produkter forarbejdet af især ufaglærte”. I Radio 24syv foreslog Uhrskov at man skulle beskytte arbejdspladser med ”lavt vidensindhold” for at skabe arbejdspladser for ufaglærte og således få ”større social stabilitet.” Han åbnede også op for at ”se på mindstelønnen” – dvs. fra politisk side at hæve mindstelønnen.

Det næsten fabelagtigt tåbelige i de økonomisk analfabetiske argumenter er, at den gruppe danskere, der sandsynligvis vil blive hårdest ramt, netop er relativt lavtlønnede ufaglærte. Uhrskovs fejl er, at han med Bastiats ord kun fokuserer på ’det man ser’ på trods af, at han er opmærksom på yderligere effekter. Hans argument (taget fra Facebook) er, at:

”Hvis man ønsker flere i arbejdsstyrken til at betale skat og ophøre med at modtage skatteyderbetalte overførsler, er det en vældig god idé. Den noget højere pris på en række varer kompenseres af en større produktion og derved et større skatteunderlag, der efter politisk valg kan bruges til skattelettelser og/eller velfærdsforbedringer.”

Han argumenter også for, at man bliver nødt til ”at indflage industriarbejdspladser for at skabe tilstrækkeligt mange arbejdspladser” for at beskytte en slags sammenhængskraft, som han mener, er truet.

Uhrskov tager fejl på en række punkter. For det første påstår han, at hvis man beskytter bestemte produkter – og det betyder her at man fra politisk side med told eller andre midler sørger for, at prisen i Danmark er væsentligt højere end i udlandet – vil det indebære flere arbejdspladser. Problemet er blot, at der ikke skabes mere værdi hvis man beskytter disse arbejdspladser. Grunden til at de forsvinder, er, at den danske arbejdskraft ikke længere er produktiv relativt til den udenlandske (endda inklusive transportomkostninger). Beskytter man dem, holder man derfor danske ressourcer bundet i uproduktive erhverv. Det betyder, som Uhrskov også ved, at danske forbrugere tvinges til at betale højere priser for varerne, og derfor må reducere deres forbrug af andre varer. Der forsvinder derfor arbejdspladser i andre erhverv i proportional takt med, at folks forbrugsvaner ændres.

Problem nummer to er, at han ligesom mange politikere tror på, at man med aktivistisk politik kan ’skabe arbejdspladser’. Baggrunden for ideen er, at der er arbejdsløshed, og man hopper derfor til konklusionen, at det må være fordi der mangler arbejdspladser. På ekstremt kort sigt kan det måske være sandt, men på bare lidt længere sigt er det rendyrket nonsens. Arbejdsløshed skyldes, at folk er mellem jobs (de søger), folk arbejder kun dele af året (sæson), og helt særligt at folk ikke har incitament til at tage de jobs, der rent faktisk er ledige eller ville være det, hvis strukturerne så anderledes ud (strukturel ledighed). Det eneste, man kan opnå med aktivistisk politik er, at flytte arbejdspladser hen til områder eller sektorer, der er politisk favorable. Med Bastiats udtryk ’ser’ man således de nye jobs, man overser at man har slået en masse gamle jobs ihjel. Og medmindre der sker noget nær et mirakel, er de nye, politisk favoriserede jobs, mindre produktive end de gamle. Man har med andre ord gjort Danmark fattigere.

Det sidste problem, Uhrskov overser, er at folk med relativt lave lønninger har et andet forbrugsmønster end han selv. Det skyldes, med et teknisk udtryk, at folks præferencer ikke er homotetiske – man køber ikke lige meget ekstra af alle varer når man bliver rigere. I stedet har de lavtlønnede pudsigt nok et større forbrug af varer, der produceres af andre lavtlønnede, ofte i andre lande. Ny forskning af Pablo Fajgelbaum og Amit Khandelwal, der lige er udkommet i Quarterly Journal of Economics (gated her; tidligere version her), konkluder således at “Larger expenditures inmore tradeable sectors and a lower rate of substitution between imports and domestic goods lead to larger gains from trade for the poor than the rich.”

Med andre ord: Fordi de relativt fattigere / lavtlønnede bruger en større del af deres indkomst på varer, der handles over grænser, og fordi en større del af deres forbrug er noget, man ikke bare skærer ned på (f.eks. fødevarer), rammes de langt hårdere end andre af protektionistiske tiltag. Indfører man derfor protektionistiske tiltag på varer, der produceres af lavtlønnede ufaglærte – i et misforstået forsøg på at ’skabe arbejdspladser’ til dem – skaber man netto ingen arbejdspladser, man gør alle fattigere, og den gruppe, der rammes hårdest af tiltaget er – de lavtlønnede ufaglærte. Protektionisme er over alt og til alle tider tåbeligt, medmindre man er et politisk dyr, der kan score stemmer eller popularitet ved at narre andre til at tro noget andet.

Hvor dårligt går det i Brasilien?

Senere i år er Brasilien vært for OL i Rio de Janeiro, men indtil videre kæmper landet med sine egne problemer. Efter at have været hypet i årevis som B’et i BRICS-landene – de fem lande, der efter sigende voksede bemærkelsesværdigt og var de nye økonomiske magter – er den brasilianske økonomi nu i tydelig recession. Men hvor dårligt går det faktisk i Brasilien for tiden?

Allerførst må man naturligvis se på de rent økonomiske indikatorer. Væksten i det reale BNP – dvs. udviklingen i folks faktiske købekraft – var praktisk taget nul i 2014, BNP faldt over tre procent sidste år, og et forsigtigt IMF-forecast for 2016 er, at Brasiliens økonomi kommer til at skrumpe omkring fire procent. Med et købekraftskorrigeret BNP på 15.800 USD (flg. CIA’s World Factbook, eller 14.400 i Verdensbankens mål) er landet endda meget gennemsnitligt og på ingen måde en særlig succeshistorie. Til sammenligning er Costa Rica, som ingen taler om, næsten præcist lige så rigt, mens Mexico, Panama og Uruguay er omtrent en tredjedel rigere, og folk i Chile er omkring 50 procent rigere end brasilianerne. Udviklingen i Brasilien er tydelig i figuren nedenfor. Og før nogen begynder at klage over, at det bare er de rige chilenere, der kører showet, er det værd at bemærke, at der praktisk taget ingen forskel er på indkomstuligheden i de to lande. Om noget ser det ud til, at selvom Chile omfordeler lidt mindre, har det også mindre ulighed i bruttofordelingen. Brasiliens inflation, der er på den anden side af 10 procent, hjælper heller ikke ligefrem de fattigste.

bra chl 00 til 16

Ser man nærmere på statens finansielle helbred, er Brasiliens internationale kreditrating heller ikke god. Standard and Poor’s nedgraderede i februar landet til BB, Moody’s fulgte med nedad en uge efter til Ba2- og Fitch havde allerede i december placeret brasilianske statsobligationer på BB+ – et hak bedre end junk status. Brasilien har traditionelt et af de største offentlige forbrug i Latinamerika – cirka en halv gang større end Chiles – og havde et budgetunderskud på et par procent sidste år på trods af, at ladet opkræver cirka 35 procent af BNP i skatter og afgifter. Det politiske pres på præsident Dilma Rousseff er for at hæve udgifterne som keynesiansk respons på krisen, hvilket vil udbygge underskuddet yderligere.

Det er netop en del af baggrunden for nedgraderingerne de seneste måneder, da den offentlige gæld vokser hurtigt i disse år, og med en vis sandsynlighed passerer de 75 procent af BNP i år. Den sidste del af den brasilianske historie for tiden, er den politiske krise i landet. Den 68-årige Rousseff er stærkt upopulær i Brasilien og mens hendes ratings har været lidt bedre i år, ramte hun bunden i oktober 2015 med en approval rating på kun 16 procent. Hun læner sig også op af den brasilianske ækvivalent til en rigsretssag, ikke mindst fordi korruptionsskandalen i Petrobras – der allerede har ramt den tidligere præsident Lula – nærmer sig partitoppen og præsidentembedet med stormskridt. Med andre ord er store dele af det politiske establishment, og ikke blot arbejderpartiet, efterhånden illegitimt i mange vælgeres øjne.

Sidste spørgsmål er derfor, hvor slemme problemerne i Brasilien er. Svaret må enhver komme til med egne overvejelser, men problemerne er særdeles vanskelige set i en dansk optik. Alt tyder på, at de strukturelle problemer i brasiliansk politik endnu en gang er ved at skabe en krise af sig selv. Særligt den dybtliggende korruption og sammenblanding af politiske og økonomiske interesser er helt græsk i sin evne til at ødelægge almindelig udvikling. Odds er at Brasilien er på vej ind i en længere nedgangsperiode. På den anden side må ethvert svar også hvile på den ædruelige indsigt, at det på ingen måde er første gang. Landets økonomi har i hele det sidste århundrede, og muligvis længere tilbage, været karakteriseret af booms, der skaber uovervejet optimisme, og efterfølgende alvorlige busts. Det eneste nye denne gang er måske blot, at militæret ikke overtager magten igen.

Rivalerne Friedman og Samuelson

Hvis nogen kan siges at have skabt moderne makroøkonomisk teori, er det Paul Samuelson og Milton Friedman. De blev økonomer under den store depression og begge influeret af keynesiansk tænkning. Men de blev også rivaler. Det var Samuelson (og ikke Keynes), som skabte det matematiske modelapparat bag keynesiansk makroøkonomi og formulerede den såkaldt neoklassiske syntese – den udgave af keynesiansk makroteori, som kom til at præge efterkrigstiden, og hvor finanspolitisk styring syntes at kunne gøre konjunkturbevægelser til fortid. Og det var Friedman, som kom til at lede opgøret med denne tænkning over en bred kam: Metodisk, historisk, empirisk og økonomisk politisk.

Den fremragende økonomiske journalist David Warsh, der driver Economic Principals, har skrevet et medrivende essay om de to rivaler. Det er også fremragende. Han portrætterer både personerne og deres ideer, så man har svært ved at lægge hjemmesiden fra sig (hvis man da kan sige det om en hjemmeside). Den bør man altså ikke snyde sig selv for. Læs f.eks. om, hvordan den ene tilbringer sommeren på stranden, mens den anden tjener til studierne bl.a. ved at servere på en restaurant.

Warsh fører historien frem til det tidspunkt i 1960erne, hvor de to har fået etableret henholdsvis MIT og Chicago Universitetet som kraftcentre for hver deres tilgang til økonomi, og hvor de begynder at blande sig i den offentlige debat ved på skrift at skrive klummer i Newsweek.

Men hvis vi prøver at spole tiden frem til i dag, hvem af rivalerne kan så siges at have præget moderne makroøkonomi mest? Ser vi på den grundlæggende måde at modellere makroøkonomier på, er der stadig tydelige spor af Samuelson. Men det er nok primært Friedman, som kom til at sætte de største fodaftryk. I moderne teori spiller forventninger og individuel økonomisk ageren en central rolle, modsat Samuelsons model baseret på relationer alene mellem makrostørrelser. Ud af Friedmans monetarisme voksede den rationelle forventningsrevolution, som ligger bag de vigtigste makroøkonomiske tilgange i dag – fra nykeynesiansk til real business cycle-teori. Friedmans vægt på pengepolitik og ikke finanspolitik som det mest potente redskab på kort sigt, på økonomisk politiske regler frem for diskretionær økonomisk politik og på empiri er også fremherskende.

Efter den store recession i 00erne har der dog været en fornyet interesse i finanspolitik, men den har foreløbig været noget teoriløs og ad hoc-præget. Dels har fokus været på, om renter omkring nul medfører et skifte, så finanspolitik overtager rollen som det mest effektive redskab fra pengepolitikken. De store quantitive easing-programmer først hos den amerikanske centralbank og siden den europæiske har dog trængt denne opfattelse noget tilbage igen. Og ellers har institutioner som IMF været i gang med rent statistiske målinger af finanspolitikkens effekter (den såkaldte multiplikator) uden rigtig at hægte dem op på en teoretisk forklaring.

Men ét sted lever den simple udgave af Samuelson-modellen i bedste velgående. Og det er i den måde, politikere, journalister og gymnasielærere ofte præsenterer og diskuterer økonomiske problemstillinger på.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑