Tag: Mandag Morgen

De (ca. 20) mest populære, danske politiske blogs

Lille blog på skærmen der …?  Hvilke danske politiske blogs er egentlig de mest “populære”?  Vi har tidligere berørt spørgsmålet her på stedet (og det samme har Mandag Morgen, samt 180Grader og Kasper Hyllested), men det blev lidt aktualiseret fornylig, da en svensk undersøgelse lavet af Primelabs for Kommunikationsbureauet Cision prøvede at rangordne samtlige danske blogs efter, hvor “indflydelsesrige” de er.  Undersøgelsen havde imidlertid en række problemer–for nu at sige det mildt–og har derfor også fået nogle kritiske ord med på vejen (bl.a. her og her).  F.eks. var metoden til rangordning langt fra gennemskuelig, og man havde kun set på halvdelen af de ca. 60.000 danske blogs, man mente, der var–men man havde ikke anlagt nogen systematiske kriterier for, hvordan man udvalgte blogs.  Resultatet blev en liste, som meget få danske bloggere rigtigt kunne forstå (bortset fra nogle oplagte fuldtræffere).  F.eks. figurerede nærværende, lærde og prominente blog slet ikke på listen over top-100 danske blogs, hvilket vi blev noget pikerede over.  Så nu har den gamle redacteur prøvet noget andet ud fra devisen om, at kan man ikke lide andres resultater, kan man altid lave sit eget resultat.

Jeg har set alene på de blogs, der er tilmeldt Chart.dk, og som har klassificeret sig selv i kategorien “Offentlig & Politik”.  Der er enkelte danske blogs, som ikke er med der, og der er sikkert politiske blogs, som har klassificeret sig selv anderledes–men det er så deres eget valg, og skal man have data for antal besøgende, er der næsten ingen anden måde at gøre det på.  Nedenfor angiver den første kolonne fra venstre de undersøgte +20 blog-navne.  Næste kolonne anfører antal besøgende i forgårs (den 8.X.2007) ifølge Chart.dk, mens den tredje kolonne angiver en rangordning af disse ud fra antal besøgende dog er der taget højde for, hvor tæt to blogs ligger på hinanden (her operationaliseret som +/- 10 styk), idet det er et velkendt fænomen, at det specifikke antal besøgende ryger lidt op og ned fra dag til dag.  (Man kunne have valgt mere end +/- 10 styk, men det er næppe så kontroversielt.)  Ligger to eller flere blogs tæt på hinanden, har de fået lov til at dele den højeste rang.

Dernæst har jeg set på, hvilken “authority” Technorati tillægger de samme blogs, baseret på antal indgående links.  De er talt op i fjerde kolonne, og da disse ikke ændrer sig så markant fra dag til dag, har jeg simpelthen taget listen stringent og rangordnet i kolonne 5.  (Ikke alle blogs fra Chart.dk har en Technorati rating, og de er derfor placeret i bunden, sammen med to fra Chart.dk, som reelt ikke er blogs.)

Blog

Dagl. besøg (Chart.dk, “Offentlig & Politik”)

Rang (af undersøgte) (+/-10 = delt plads)

Indg. links (Techno-rati)

Rang (af under-søgte)

Aggre-geret “Score”

“Gennem-snitlig rang”

Uriasposten 1.973 1 98 1 193.354 1
Pundito-kraterne 585 4 96 2 56.160 3
Hodja 893 3 62 4 55.366 3,5
Dansk politik 480 8 75 3 36.000 5,5
Humanisme 582 4 52 6 30.264 5
Snaphanen 1.121 2 24 11 26.904 6,5
Jarls Blog 411 9 60 5 24.660 7
Polemiken 599 4 40 8 23.960 6
Modspil 203 12 51 7 10.353 9,5
Gülay Kocbay 156 14 31 9 4.836 11,5
Monokultur 267 10 18 14 4.806 12
Skattetryk.dk 167 14 19 13 3.173 13,5
En mave-puster 143 14 21 12 3.003 13
Ulla Nørtoft Thomsen 106 20 26 10 2.756 15
Benny Engel-brecht 157 14 15 15 2.355 14,5
Raapil Un-blogged 146 14 13 16 1.898 15
Denmark Online 599 4 3 17 1.797 10,5
Helen Latifs Small Talk 258 10

NA

NA

DKP/ML 193 12

NA

NA

Faklen 152 14

NA

NA

Filtrat 115 20

NA

NA

Frasorterede
Statsamterne 2.600

(ikke blog)

Liberator 124

(ikke blog)

(Data pr. 8.X.2007)

Billedet, der tegner sig på disse to parametre, er, at Uriasposten ligger helt i top på begge, men dernæst kommer der visse forskelle: Snaphanen ligger meget højt besøgsmæssigt, men får relativt færre links fra omverdenen.  Dernæst ligger en lille gruppe af blogs, der både har pænt mange indgående links og mange besøgende (bl.a. denne blog, Hodja, Humanisme, Polemiken, Jarls Blog, samt Dansk Politik). Der er en vis sammenhæng mellem de to mål, men den er langt fra stærk, endsige lineær (R2 = 0,32), så hvis man klarer sig godt på begge kriterier, er der en vis grund til at være tilfreds.

Men for derfor at komme lidt nærmere på et mere “entydigt” billede af det, svenskerne kaldte “indflydelse”, eksperimenterede jeg med to måder at aggregere de to relevante dimensioner på.  Den ene var–inspireret af den såkaldte “Nash metode” indenfor præferenceaggregering–simpelthen at gange de to tal, altså antal besøgende x “authority”.  Det giver (i kolonne 6) et ret entydigt billede af Uriasposten helt i top, fulgt af denne blog og Hodja meget tæt på hinanden, og derefter de førnævnte blogs samt Modspil som de ialt ni politiske blogs i toppen; resten kommer derefter.  (Dette er, som sagt, igen eksklusiv dem, der ikke er tilmeldt både Chart.dk og Technorati, men eftersom begge er gratis, er det bare om at blive registreret der, hvis man er utilfreds!

Det er i denne orden, at de forskellige blogs er rangordnet i sammentællingen.  Jeg har dog (i kolonne 7) også prøvet en alternativ aggregering, som dog er (mindst) lige så dubiøs, nemlig at tage “gennemsnittet” af de to første rangordninger; ret beset kan man ikke særligt godt, meningsfuldt tage en gennemsnitlig rangordning, men lad nu det ligge …  Det giver under alle omstændigheder stort samme overordnede billede af, hvilke ni politiske blogs, der ligger i toppen (om end med små udsving), mens udsvingene længere ned af listen er noget større.

Her fra kan debatten så gå om, hvem der på uretfærdig vis er udeladt, o.s.v., men jeg vil umiddelbart tro, at i fraværet på politiske blogs, som er registreret andre steder på Chart.dk end i “Offentlig & Politik”, at det bliver svært at få nogle meget forskellige resultater.  Hvis mit udvalg og behandling af dette tages seriøst (og jeg skal være den første til at indrømme, at der er alvorlige, metodiske problemer), så er rangordningen nok meget godt dækkende.  Om noget illustrerer resultatet dermed også, at venstrefløjen er ret fraværende i blogosfæren–om det så er, fordi internettet generelt er mere åndeligt kompatibelt med mennesker, der ikke tror på planøkonomi men godt kan lide pluralisme og individualisme, eller det er fordi venstrefløjen får tilfredsstillet sine holdninger via MSM, skal jeg ikke kunne sige.  (Kasper Hyllested har en tredje forklaring.)

PS.  Fejl eller kritik modtages gerne i kommentar-sektionen.

Tillid -– ikke et velfærdsstatfænomen!

Ugebrevet A4 –  LOs pendant til det ikke videre liberale Mandag Morgen -– har i denne uge en artikel om fænomenet social tillid. Baggrunden er, at Danmark har en af verdens mest tillidsfulde befolkninger og at forskningen de seneste ti år i stigende grad har knyttet netop tillid til forhold som økonomisk vækst, retslig kvalitet og korruption. Den særligt høje tillid i Norden kan således ses som en vigtig forklaring på, hvorfor en gruppe lande i en udkant af verden med elendigt klima er blandt verdens rigeste.

Så vidt, så godt – og ikke kun fordi et af mine forskningsresultater har sneget sig unavngivet ind i artiklen. Men kæden hopper af når A4 kommer til forklaringen på, hvorfor tilliden er så høj i Norden. Man er forudseligt nok påvirket af LO-relationen til at tolke tillid som et positivt forhold som man derfor på en eller anden måde må sætte i forbindelse med velfærdsstaten, men man har også indforskrevet en dansk ekspert, professor i statskundskab på Århus Universitet Gert Tinggaard Svendsen, til at føre sandhedsvidne for påstanden.

Nu er problemet blot, at hans mange kvaliteter til trods – flere punditokrater og en del af vores læsere vil nok placere ham som en stærk kandidat til verdens rareste menneske – er GTS altså ikke nogen stor empirisk forsker. Og når han i artiklen kommer med udsagn som ”at velfærdsstaten både hviler på og er med til at opbygge tillid”, ”at møde andre mennesker ansigt til ansigt i små fora giver meget på tillidskontoen” og ”Frankrigs lave placering hænger sammen med, at de har problemer med korruption”, taler han ganske enkelt mod den nyere forskning på området.

Stjernepolitologen Robert Putnam populariserede begrebet social kapital, som tillid er en del af, og gjorde i den sammenhæng den fatale fejl at argumentere for, at netværksaktivitet, normdannelse og social tillid var forskellige refleksioner af det samme forhold – social kapital. Senere forskning har vist, at de tre forhold er separate forhold. Aktivitet i frivillige organisationer fører altså ikke til mere social tillid, kun til tillid til de mennesker, man er aktive sammen med. Og forhold som korruption medfører ikke at folk mister tillid til hinanden – de mister højest tillid til staten og dens formelle institutioner. En hovedkonklusion fra den nyeste forskning peger faktisk på, at staten slet ikke har nogen rolle i forbindelse med tillid, medmindre den er rendyrket kommunistisk – så ødelægges folks tillid af kommunistisk politistatsadfærd.

Interesserede læsere kan for eksempel konsultere Eric Uslaners glimrende The Moral Foundations of Trust eller eventuelt min artikel om Determinants of Generalized Trust i januarnummeret af Public Choice i år. Hvis man er mindre forskningsinteresseret, kan man sådan set bare tage et kig på, hvor verdens mest tillidsfulde folk bor: Danmark, Norge og Sverige (66 % af befolknings mener man generelt kan stole på andre mennesker), New Hampshire (63 %) og Finland (58 %). Det gælder også for Canada, hvor tillidsniveauet er over 60 % alle andre steder end Quebec, den fransktalende og kulturelt franske provins hvor niveauet kun er 35 %.

Som en ordentlig journalist lader forfatteren, Iver Houmark Andersen, skeptiske stemmer komme til. Der er sund skepsis fra blandt andet Carl-Johan Dalggard, lektor ved Københavns Universitet, og CEPOS cheføkonom Mads Lundby, der begge anerkender forskningen i social tillid, men at GTS og andre ’strammer den’. Dahlgaard noterer for eksempel, konsistent med den nyere forskning, at ”social kapital kan være en forklaringsfaktor blandt andre”. Selvfølgelig er den det, handel og en række andre forhold gør stadig en meget væsentligt forskel.

Totalt set er det temmelig underligt at se LO forsøge at inddrage den social tillid som en faktor, man kan takke velfærdsstaten for, selvom de fleste forskere enten mener den er langt ældre, eller har helt andre forklaringer på den. En ting har Gert Svendsen dog ret i når han siger at ”Bøger og artikler om social kapital går som varmt brød, og der er enorm interesse for begrebet rundt om i verden”. Interessen – efterspørgslen efter viden om social kapital – er simpelthen enorm, og så er det måske mere forståeligt at der ind imellem er lidt svag kvalitet i udbuddet af viden.

To slags multikulturalisme II

Undertegnede var forleden inviteret til at deltage i et debatarrangement om sameksistens arrangeret af Mandag Morgen initiativet “Co-existence of Civilizations” i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirkes Next Stop Mellemøsten.

Arrangementet der foregik på Krogerup Højskole, var tilrettelagt som en retssag, hvor henholdsvis Katrine Nyland Sørensen og Adam Holm (begge journalister på DR) skulle være advokater for hver deres tilgangsvinkel på emnet sameksistens i kølvandet på Muhammed-krisen.

Som tolerancens advokatslog Katrine Nyland Sørensen til lyd for at:

Forskellighed er godt, og mere forskellighed er endnu bedre. Der er som udgangspunkt ikke nogens værdier som er bedre end andres, grundlaget for sameksistens må være at respektere, tage hensyn til og værne om forskellighed. Fortalerne for kritisk engagement er som regel kun kritiske overfor andre, mens de glemmer at gribe i egen barm. Snarere end at pådutte andre vore egne snævre værdier og forestillinger om godt og skidt, ret og slet, burde vi derfor indrette vores samfund til at rumme og udnytte forskellighederne.

Adam Holm var det kritiske engagements advokat:

For at leve sammen, må vi engagere os i hinandens liv. Enhver er selvfølgelig fri til at have sin religiøse overbevisning og kulturelle tilhørsforhold, men det er en privatsag, og som samfundsborgere har vi pligt til at blande os i andres liv, også og især når vi er kritiske over for det. Tolerance er et udtryk for dovenskab og ved blot at være tolerante gør vi vore medborgere en bjørnetjeneste. Resultatet bliver parallelsamfund, hvor forskellige kulturelle enklaver nok eksisterer side om side, men uden at mødes og tage favntag med forskellighederne.

Min rolle var sammen med Tanwir Ahmed, Mona Sheikh, Jamilla Jaffer, Gert Raasdal, og Yasar Cakmak at optræde som “vidner”, der med hvert vores indlæg skulle “oplyse” sagen for tilhørerne og sagens dommer, som, naturligvis i dette forum, måtte være Morten Kjærum fra Institut for Menneskerettigheder.

Før sagen belærte Morten Kjærum, klædt i en kåbe han havde fået fra en kirgizisk dommer, salen om, at betegnelsen “Muhammed”-krisen ikke var passende, man skulle i stedet anvende “Jyllands-Posten” eller “Tegnings”-krisen. Kjærum fik også fortalt, at sameksistens var en nødvendighed lokalt og globalt, så var tonen lagt af sagens upartiske dommer.

Mit indlæg var som følger nedenfor:

Sameksistens på tværs af forskellige religioner og kulturer er mulig. Men meningsfuld, fredelig og nyttig sameksistens kræver et frit samfund. Et samfund, hvor borgerne i størst muligt omfang er frie til alene eller i frivilligt fællesskab med andre at søge at skabe og leve det liv, som giver mening for den enkelte. Værner vi om den individuelle, politiske og økonomiske frihed bliver konflikterne som sameksistens medfører til at håndtere og fordelene ved den frie udveksling af idéer, varer, teknologi og menneskelige erfaringer vil overstige ulemperne.

Men frihed må ikke forveksles med kulturel relativisme. Der er rammer for friheden, rammer som ikke kan overskrides uden fatale konsekvenser. De rammer udgøres af det liberale demokratis retsstat og frihedsrettigheder; Det liberale demokrati forudsætter en enighed om, at nogle helt grundlæggende principper, er bedre end andre. Disse principper erumiskendelige vestlige i deres oprindelse. Men at de er vestlige gør dem ikke irrelevante for andre kulturer.

Principperne skal ikke respekteres fordi de er vestlige, men fordi de virker, og fordi de er resultatet af århundreders udvikling og blodig kamp mod tyranni. Så længe det liberale demokrati behandler det enkelte menneske ens uanset race, religion, eller kulturel baggrund er det liberale demokrati fuldt foreneligt med enhver religion eller kultur, som respekterer dets grundprincipper.

Accepteres det derimod, at undertrykkende religiøse og kulturelle dogmer, er ligeværdige med eller højerestående end det liberale demokratis grundprincipper, undergraves disse. Derfor bør særlige rettigheder til etniske, religiøse og kulturelle minoriteter for enhver pris undgås. Sådanne særrettigheder er i virkeligheden udtryk for en misforstået solidaritet og fastholder minoriteter i en offerrolle. Fredelig sameksistens er derfor ikke automatisk, den kræver, at nytilkommeren respekterer grundlæggende vestlige principper. Men også, at den oprindelige befolkning har modet til at stå fast på disse principper, samtidig med at tillade nytilkommere at leve som de vil, indenfor det frie samfunds rammer. På denne vis skabes en ægte solidaritet og et fællesskab om noget helt grundlæggende, samtidig med at retten til forskellighed fastholdes.

Lad mig prøve at demonstrere mine argumenter med nogle eksempler. I USA er både personlig og økonomisk frihed i højsædet. Her har man siden 1990’erne modtaget mere end 10 millioner indvandrere fra hele verden. Indvandrere der bidrager positivt til det amerikanske samfund. Endnu mere interessant er det, at 59% af de amerikanske muslimer har en videregående uddannelse, en tredjedel har en årsindtægt på over en halv million kr. og op mod 80% gifter sig med ikke-muslimer. Dette står i skarp kontrast til visse lande i f.eks. Mellemøsten, hvor religiøs baseret lovgivning hindrer menneskelig udfoldelse og hvor øvrige religioner og kulturer undertrykkes. Men det står også i kontrast til europæiske velfærdsstater såsom Danmark, hvor vi også personlig frihed men mindre økonomisk frihed. I Europa opfattes indvandring ofte som et problem og især muslimer udgør en isoleret underklasse overrepræsenteret i kriminalitets- og arbejdsløshedsstatistikker.

Når vi diskuterer sameksistens på tværs af kulturer er der således meget der peger på, at fredelig sameksitens opstår når mennesker indenfor vide men faste rammer får frihed til at udfolde sig. Sameksistens skabes derimod ikke gennem statslige tiltag og relativistisk særlovgivning. Med andre ord er personlig, politisk og økonomisk frihed sameksistensens forudsætning.

Herefter fuglte spørgsmål fra “advokaterne” til vidnerne. Alle vidnerne var sådan set enige om demokratiet som ramme for sameksistens. De forskelle som utvivlsomt bestod mellem vidnerne fik ikke rigtig lov at manifestere sig. Mest spændende blev det når Adam Holm, som er skarp, gik til Mona Sheikh, med spørgsmål om hvorvidt det liberale demokrati var en absolut størrelse og om hun kunne gifte sig med en ikke-muslim, men grundet den korte tid der var tilgængelig fik Adam Holm ikke rigtig lejlighed til at fastholde Mona Sheikh, der til tider svarede som vaskeægte politiker, på disse spørgsmål.

Undertegnede slog ofte på økonomisk frihed som et middel til bedre integration her i landet. Men også på, at fordomme og skepsis overfor det fremmede er naturligt og menneskeligt, især i et historisk set meget homogent land som Danmark. Fordomme og skepsis hverken kan eller skal derfor forsøges elimineret fra statsligt hold.

Ikke overraskende var Dansk Folkeparti og højrenationalismen genstand for mange angreb. Endnu mindre overraskende var det, at Morten Kjærum, som sagens dommer, i sin afslutning også lagde afstand til Dansk Folkeparti, og insisterede på, at “vi bliver nødt til at blive bedre til at forstå hinanden og til at tale om ting som diskrimination”. Morten Kjærum kom herefter ind på, at mange muslimer i virkeligheden var godt integreret. Eksemplet herpå var, at mange muslimer “slog hånden i bordet på socialkontoret og krævede mere social
hjælp”. På sin vis
har Morten Kjærum jo ret, men at eksemplet fremhæves som positivt, demonstrerer fint, hvor katastrofal en cocktail indvandring, pomo-humanisme og en velfærdsstat, hvor alle skal være lige uanset forudsætninger udgør. 

Mandag Morgen Watch II

Min med-punditokrat Nicolai Foss har inviteret til en lidt mere konsekvent inspektion af Mandag Morgen. Det finder jeg ret beset betimeligt, da enhver kan forvisse sig om, at dette ugebrev aldrig løber tør for sludder, selv om en blind høne naturligvis også kan finde et guldkorn. Men skriftet er sædvanligvis forsynet med så meget nonsens, at det kræver tålmod at læse det hver uge. Lad mig derfor begrænse denne post til en iagttagelse, jeg gjorde for nogen tid siden, og som vederlagsfrit kan studeres nærmere af de faste læsere af denne blog.

På Mandag Morgen er man fantastik dygtige til at indfange en døgnflue og få den gjort til en cash cow. Uddannelse og underholdning bliver til Edutainment, mens økonomi og sundhed bliver til Wealthcare. Og så kom Muhamed-krisen: Hvad skulle man dog finde på af opsigtsvækkende fraser? Naturligvis, The Co-existence of Civilizations! Læserne af Punditokraterne vil begribeligvis vide, at dette fuldfede floskulatur er en slags antitese til Samuel P. Huntington’s bestseller The Clash of Civilizations, og derfor passer godt til en forretningsmodel, der handler om at skille fårene fra bukkene; altså på den rigtige måde. Således gjort, præsenterede Mandag Morgen et helt nyt projekt, der skulle forebygge fremtidige kultursammenstød.

Jeg skal ikke trætte med en lang svada om projektets formål, for her behøver man blot at mobilisere ens værste forestillinger; de bliver nemlig bekræftet. Men for at give en lille smagsprøve på den intelligentsia, der har samlet sig rundt initiativet, vil jeg citere direktøren fra Hummel, Christian Stadil, som kommer med følgende ordflom:

“Nogle gange er der situationer, hvor det, du gør i Danmark, påvirker noget andre steder i verden på grund af gruppedynamik og interdependence – alle tings forbundethed. Og timingen lige nu er helt rigtig i forhold til verdens gruppedynamik. Hvis vi rykker på det her nu, kan vi virkelig gøre en forskel”

Er det ikke glansfuldt, at vi har sådanne beskinnede væsner i dansk erhvervsliv? Og er det ikke lige så pragtfuldt, at vi har et medie, der kan tjene (penge) som platform for deres udgydelser? Svaret lader nok vente på sig, indtil drengen fra Kejserens nye klæder dukker op.

Disclaimer: Forfatteren af dette indlæg er liberal og deler ikke parasol med mørkets kræfter. Så vidt vides er han endda skeptisk over for en lang række af de antagelser, som Samuel P. Huntington gør i The Clash of Civilizations. Endnu værre har han det med en Who are we? Det sidste kan man bogstavelig talt godt komme i tvivl om, når man læser Ulrik Høy’s indlæg i denne uges udgave i Weekendavisen.

Mandag Morgen Watch

Mandag Morgen, vistnok med undertitlen “Ugebrevet,” er navnet på nogle sammenhæftede A4-sider, der vil være mange læsere af Punditokraterne bekendt.  Der er tale om en i stilen ret prætentiøs publikation, der ofte gør det i dommedagsscenarier og vidtløftige spekulationer pakket ind i en hørm af politisk korrekthed og en irriterende halv-akademisk stil.  Her på Punditokraterne vil vi vie Mandag Morgen Ugebrevet mere opmærksomhed i fremtiden, fordi publikationen trods alt nyder en vis bevågenhed og relativt ofte citeres i medierne.

Mandag Morgen kan bestemt have bidrag af lødighed og dybde. For eksempel er sidste nummers (1.maj) analyse af universitetsfusionsplanerne en god afdækning af et øjensynlig meget kaotisk forløb, der foreløbig ikke synes at være baseret på seriøse analyser af behovet for fusioner. Men når Mandag Morgen er dårligt, er det dårligt big time!

En aktuel bundskaber er sidste nummers (1.maj) med artiklen, “Fortsat skattestop er en dyr fornøjelse.”  Der er tale om en ukritisk gengivelse af en analyse foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.  Ifølge artiklens referat kan “Venstres planer om at ophøje skattestoppet til at være en del af partiets nye principprogram kan blive en rigtig dyr fornøjelse.” Det skyldes at skattestoppet “dræner” statskassen; ja, pengene “fosser” ud af samme, der “svækkes.” Og det “koster penge.” Baggrunden er det simple forhold at boligskatten ikke må stige for den enkelte boligejer, og at der derfor kan blive et spænd mellem mellem offentlige indtægter og udgifter (der vokser med prisudvikling). Det er et voldsomt problem, forstår man. Mere liberalt sindede kan så mene, at det er en af årsagerne til at skattestoppet er en rigtig god idé. Det er en kommitment-device, der er med til at sikre en ganske vist langsom reduktion af de offentlige udgifter.

Det er vist ikke sådan at den formodede sagkundskab ser på sagen. Professor i økonomi Hans Jørgen Whitta-Jakobsen udtaler således “at skattestoppet er meget dyrt for samfundsøkonomien,” hvor professoren øjensynligt mener, at de offentlige finanser er identiske med samfundsøkonomien, helt i overensstemmelse med hele tonen i artiklen.  Der er tale, fortsætter han, om “et betydeligt indkomsttab, der alternativt ville kunne bruges til rigtig mange fornuftige ting.”  Per implikation bruges pengene ikke “fornuftigt,” når de ligger i borgernes lommer.

David Gress’ kommende, af CEPOS udgivne, bog om Velstandens kilder har i sandhed en mission!

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑