En række medier – ikke mindst en noget ophidset Politiken – har i løbet af ugen raset og en hel del af Margaret Thatchers ’legacy’. For det første glemmer kritikerne, hvor elendig en stand britisk økonomi var i, da Thatcher overtog ledelsen i 1979. For det andet forveksler kritikerne, som mange andre, ulighed med fattigdom. Når for eksempel Politiken påstår, at Thatcher skabte fattigdom i Storbritannien, er det faktuelt forkert. Som vi demonstrerer i det følgende, skabte hendes reformer væsentligt større økonomisk ulighed, men ikke dokumentérbart større fattigdom. Tværtimod taler faktaene for, at alle socialgrupper oplevede fremgang i løbet af 1980erne.

Ved at kombinere data på købekraftskorrigeret BNP per indbygger og andelen af BNP, der er privatforbrug, med tal på hvor stor en del af den samlede indkomst blev forbrugt af dele af befolkningen, kan man skabe sig et billede af de fem overordnede socialgruppers status igennem årtiet. Figuren nedenfor illustrerer dette ved at plotte logaritmen til de fem gruppers købekraftskorrigerede privatforbrug (Y-aksen) fra 1971 til 2002.

Figuren illustrerer først, at briterne i Thatcher-perioden oplevede en markant stigning i den økonomiske ulighed. I 1978 var den britiske Gini-koefficient, målt på disponibel husholdningsindkomst, praktisk taget den samme som i Danmark. Ved udgangen af Thatchers ledelse var den steget til at være lidt mindre end i USA eller Irland. Så der er ingen tvivl om, at stigningen var reel og synlig. Men figuren viser også, at denne stigning ikke indebar at de fattige blev fattigere. For den nederste kvintil – de 20 % fattigste i et givent år – steg privatforbruget med cirka 9 % gennem årtiet. For de næste kvintiler hed stigningen henholdsvis 20 %, 27 %, 36 % og 52 %. Så ja, de rige blev rigere, men de fattigstes lod blev også bedre på trods af de markante reformer og reduktionen i overførsler.

Overser vi noget i disse tal? Svaret er et sandsynligt ja, men retningen i den ’fejl’ vi laver er ikke klar. På den ene side var uddannelse ikke længere gratis efter Thatcher, hvilket har været en større belastning for relativt fattige familier. Så måske undervurderer vi udgiftsstigningen for de fattige. På den anden side taler to andre forhold for, at vi overvurderer hvor fattige den første kvintil var. Det første er, at den sociale mobilitet efter alt at dømme steg med reformerne. Den anden er et problem, som bl.a. Robert Gordon har peget på i amerikanske data: Når man bruger samme prisindeks til at købekraftskorrigere for alle samfundsgrupper, løber man en risiko for at overvurdere inflationen for nogle af dem. Og liberaliserende reformer, som dem Thatcher indførte, har som oftest den effekt at de holder prisudviklingen tilbage for basisvarer, men ikke for luksusvarer. De grupper i samfundet, som bruger en stor andel af deres indkomst på basisvarer, får derfor en ekstra fordel, som ikke er synlig i data hvor man korrigerer med et prisindeks, der er fælles for alle grupper. Med andre ord undervurderer man reformernes effekt på de fattigstes faktiske købekraft, og dermed også deres fremgang.

En sidste observation er, at hvis reformerne virkelig havde skadet de fattigste permanent, burde man kunne se at de også efter Thatchers afgang så en langsommere udvikling i deres købekraft – man rullede nemlig ikke de fundamentale reformer tilbage i 1990erne. Men ser man på den længere udvikling, steg første og anden kvintils købekraft med 29 % gennem årtiet efter Thatcher, hvilket var lidt hurtigere end de næste to kvintiler og kun lidt langsommere end det rigeste kvintils 33 %. Ideen om, at Thatchers reformpolitik decideret skadede de fattigste briter er ganske enkelt forkert. Den giver kun mening, hvis man opfatter folks relative position som alt og deres absolutte indkomst som intet – og det er vist kun Ken Livingstone, der mener det.