Tag: Margaret Thatcher

Thatcher-revolutionen – gjorde hun briterne rigere?

Otto skrev forleden en kort post om Thatcherrevolutionen, da det i weekenden var 40 år siden Margaret Thatcher kom til magten som premierminister i Storbritannien. Hans pointe var, at Thatcher i høj grad ændrede den økonomiske politik i sit land: Der er praktisk taget ingen andre vestlige lande, der er gået et helt point frem på Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks. Thatcher reformerede bestemt ikke alt – sundhedsvæsenet gik for eksempel fri – men tog et alvorligt opgør med statens rolle i den britiske økonomi. Det store spørgsmål er, om det virkede?

Som Otto pointerede, betragtede man i 70erne den britiske økonomi som Europa syge mand. Den tidligere så mægtige industrimagt var over årene sandet til i regulering, statslig indblanding og voldsomt stærke – og meget venstreorienterede – fagforeninger. Bilindustrien var for eksempel blevet nationaliseret, hvilket endte med at slå store dele af den ihjel. Som an kender fra Danmark med f.eks. PostNord, DSB og i nogen grad også SAS, led kvaliteten når fagforeningsbeskyttet arbejdskraft ikke længere havde incitamenter til at gide. Det endte i en situation i 70erne, hvor man ofte med det blotte øje kunne se større mellemrum mellem panelerne på britiske biler. Slendrianen i de beskyttede sektorer blev også overdådigt eksemplificeret i de mange historier om, hvordan arbejdere hos British Leyland lavede særlige rum, hvor man kunne gå hen og få en frokostlur, og hvordan det var almindeligt, at der var soveposer til rådighed, så man kunne sove på natteholdet (læs f.eks. her). Thatcher gjorde op med det hele under devisen Lad falde hvad ej kan stå.

Derouten kan ses tydeligt på de to figurer nedenfor, hvor vi benytter os af den helt nye version 9.1 af Penn World Tables. I den første figur viser de to linjer udviklingen i købekraftskorrigeret BNP per indbygger i Storbritannien (den blå linje) og et befolkningsvægtet gennemsnit af BNP per indbygger i nabolandene Belgien, Danmark, Frankrig, Holland, Irland, og Norge (den røde linje). I den anden viser vi privatforbrugets udvikling for de samme grupper. I begge figurer viser den stiplede, sorte linje briterns relative BNP og privatforbrug; skalaen for denne variabel er givet på den højre y-akse.

Nabolandenes BNP overhalede Storbritannien allerede omkring 1960 og privatforbruget omkring 1970, og derouten er tydelig i begge de stiplede linjer: Fra at have været næsten en tredjedel rigere end naboerne omkring 1950, og fra at have haft et meget højere privatforbrug, faldt de to andele over de næste 30 år. BNP-andelen endte på cirka 75 % af naboerne, og privatforbruget til 85 % af naboerne.

Men hvis man følger de to andele, stopper udviklingen ganske brat omkring 1980! Figurerne illustrerer med al tydelighed, hvordan Thatchers kur helbredte Europas syge mand. De store reformer virkede, og briternes status er langsomt, men sikkert, vendt tilbage. BNP per indbygger i Storbritannien har de seneste ti år været cirka 85-90 % af nabolandene (og husk, at de også tæller oliestaten Norge og investeringsmagneten Irland) og privatforbruget ligger rimeligt stabilt 5-8 % over naboernes. Det er den anden halvdel af arven fra Thatcher: Nok var mange uenige i retningen på reformerne, men der er næppe megen tvivl om, at de virkede. Og det kan ses med det blotte øje i figurerne. Uden Thatcher-revolutionen havde Storbritannien været langt fattigere, og lignet Grækenland mere end Danmark.

I Sydatlanten for 35 år siden

I morges var det 35 år siden, at der faldt bomber over lufthavnen i Port Stanley på Falklandsøerne. De fleste af vores læsere kender nok baggrunden, og nogle af os er gamle nok til at huske det: 2. april invaderede Argentina de britiske Falklandsøer i Sydatlanten, og premierminister Margaret Thatcher mobiliserede det britiske imperiums styrker. Det, der var tænkt som en storslået demonstration af et argentinsk militærdiktaturs styrke, endte i et nederlag der en sidste gang demonstrerede, at der er grænser for, hvad man byder et af verdens fredelige demokratier.

En stor del af baggrunden var, at Argentina led en dyb økonomisk krise og militærdiktaturet, der havde været ved magten siden 1976, var voldsomt upopulært. Ledelsen var blevet udskiftet den foregående december og General Leopoldo Galtieri, der stod i spidsen for en tremands-junta, besluttede at en hurtig krig ville være en effektiv måde at samle befolkningen om en fælles sag. Argentinerne havde allerede i midten af marts sendt en føler ud ved at plante det argentinske flag på South Georgia og briterne havde sendt tre ubåde og et transportskib afsted. Da invasionen skete den 2. april holdt den britiske regering et krisemøde, og parlamentet godkendte dagen efter beslutningen om at sende en task force til Falklandsøerne. 5. april sejlede to hangarskibsgrupper ud fra Portsmouth og i ugerne, der fulgte, satte briterne resten af kampgruppen sammen og skibede den afsted.

Falklandskrigen huskes i dag som en rungende sejr for det britiske militær, og som baggrunden for Thatchers klare valgsejr året efter. En af de meste bemærkelsesværdige faktorer, der stadig skiller fårene fra bukkene og karakteriserer verdens mest velfungerende lande som helhed, glemmes i stedet ofte. Den blev demonstreret i morges for 35 år siden, da briterne gennemførte Operation Black Buck. Operationen, der blev udført med base på den lille, britiske vulkanø Ascension midtvejs mellem Vestafrika og Brasilien, var et logistisk mesterværk (se f.eks. her).

En af briternes store hovedpiner var, at Argentinas militær var udstyret med nye, franskproducerede jagerfly. Det blev derfor tidligt en hovedprioritet for briterne at begrænse det argentinske flyvevåbens operative muligheder over Falklandsøerne. Man indså, at det mest effektive træk ville være at bombe landingsbanen ved lufthavnen i Port Stanley. Spørgsmålet var blot, hvordan man kunne sende bombefly halvvejs rund om kloden. Argentinerne havde naturligvis indset det samme dilemma og følte sig derfor sikre på, at der ingen reel fare var.

Briterne valgte at mobilisere og ombygge tre Vulcan bombefly, der var bygget i 1960 til at bære atomvåben til gengældelsesangreb på Sovjetunionen, men var udstyret med nyere motorer end de første fly. Flyene skulle egentlig dekommissioneres, men RAF besluttede at sende de aldrende skønheder på en sidste tur. I løbet af ganske få dage havde man en plan og begyndte at ombygge de tre Vulcans til at bære konventionelle våben. Briterne måtte også løse et ekstra problem: Flyenes system til at blive tanket i luften var blevet demonteret og måtte genopbygges. Historien er som taget ud af en film, da man manglede kernekomponenter, og endte med at finde en af dem i en messe, hvor den blev brugt som askebæger. Flyene var dermed klar og deres omhyggeligt udvalgte crews begyndte at træne den ekstremt vanskelige manøvre det er at tanke i luften. Uden den evne var det umuligt at flyve blot en brøkdel af vejen til Sydatlanten.

Det virkeligt mesterlige element var måden, de kom til Falklandsøerne. De britiske logistikere udtænkte en plan, hvor 11 Victor tankfly blev sendt afsted med en enkelt Vulcan. De tankede bombeflyet fire gange undervejs til Port Stanley, og en enkelt gang på vejen tilbage, men tankede også hinanden så det sidste fly kunne blive hos Vulcanen længe nok. På papir lignede planen noget, der kunne være udtænkt af Storm P, men i praksis fik man 50-erteknologi til at udføre en mission, ingen havde forestillet sig da flyene blev bygget.

Sent om aftenen den 30. marts lettede to Vulcans fra Ascension, fulgt af Victor-tankerne. Det første fly måtte vende om pga. at forruden viste sig at være utæt, og det blev derfor reserveflyet, ledt af Flight Lieutenant Martin Withers, der pegede næsen mod krigszonen. Withers og hans crew – Peter Taylor, Bob Wright, Gordon Graham og Hugh Prior – beredte sig på at dø i Atlanterhavet, da deres beregninger – udført på en billig lommeregner, da Vulcanens computer i Withers ord bestod af ”pulleys and bits of string” – viste, at de fire Olympus-motorer brugte mere jetfuel end man havde regnet med. Men som Withers på den meste britiske måde fortalte sin crew: ”Looks like we’ve got a job of work.”

Da Withers nærmede sig Falklandsøerne, lagde han Vulcanen så lavt som muligt for at flyve under den argentinske radar. For at udføre angrebet blev han dog nødt til at øge flyvehøjden for at kunne komme over øens høje og lave en effektiv indflyvning mod målet. Da han trak sit fly op, tænkte han ”this isn’t cricket” – at bombe folk, der ingen anelse havde om at der var et angreb på vej. Det samme tænkte mange dagen efter, da ubåden HMS Conqueror sænkede den argentinske krydser General Belgrano og mere end 300 argentinere døde.

Withers mente dog, at angrebet var nødvendigt og om morgenen den 1. maj åbnede Vulcanen sine bombedøre og lod 20 bomber falde over Port Stanley. En af dem ramte midt på landingsbanen og efterlod et krater, som ikke blot tog argentinerne flere dage at reparere, men gjorde meget mere. Og da Withers trak flyet et en stor bue over øerne, sendte han kodeordet ”superfuse.” På Ascension bredte jublen sig, og meddelelsen blev øjeblikkeligt givet videre til London. Den britiske crew i Sydatlanten havde dog stadig en opgave tilbage: Deres advarselssystemer lyste op, da argentinerne øjeblikkeligt scramblede deres forsvar for at skyde flyet ned. Med brug af dybt gammeldags forsvarssystemer og behændig flyvning kom flyet dog tilbage til Ascension efter at have mødt en ventende Victor tanker i absolut sidste øjeblik.

Argentina opgav at operere dets tunge, franske jagerfly fra Port Stanley efter angrebet, og RAF gennemførte tre yderligere Black Buck-missioner i løbet af den korte krig. Selvom det stadig diskuteres, var en af de vigtigste konsekvenser dog rent psykologisk. Den argentinske militærledelse havde ikke forestillet sig, at det kunne lade sig gøre at angribe lufthavnen, men RAF gennemførte en 16 timer lang mission over 12.600 kilometer og slog dermed fast, at geografi ikke var et uoverstigeligt problem. Operation Black Buck for 35 år siden illustrerede derfor en af de væsentligste forskelle på et latinamerikansk mellemindkomstland med militærdiktatur og et nordeuropæisk demokrati.

Mens Argentina havde moderne fly, moderne våben og talstærke militærstyrker uden mange begrænsninger, havde Storbritannien fremragende institutioner, der viste sig bemærkelsesværdigt fleksible, og folk med samarbejdsevner, der mere end opvejede de ulemper, et deltavinget bombefly designet i 50erne var. 14. juni overgav Brigadegeneral Mario Menéndez sig sammen med de resterende argentinske styrker, i oktober det følgende år genindførte Argentina demokrati gennem frie valg og militæret er aldrig kommet sig over det enorme prestigetab, som Falklandskrigen var. Om det var sket alligevel kan man diskutere, men Argentina var et af de første af de latinamerikanske militærdiktaturer, der faldt. I løbet af de følgende år opgav styrerne i Brasilien, Chile, El Salvador, Panama og Paraguay, og skabte det kaotiske, men demokratiske Latinamerika vi kender i dag. For mig, helt personligt og ganske idiosynkratisk, står et smukt, deltavinget fly som et symbol på alt det.

Hvor meget liberaliserede Thatcher egentlig finanssektoren?

Ikke nær så meget som man skulle tro, forlyder det i rapporten Thatcher: The Myth of Deregulation fra det velestimerede Institute for Economic Affairs, som kom på gaden i går:

It is commonly believed that, during the 1980s, Margaret Thatcher presided over a substantial reduction in government regulation of financial services. …

‘Big Bang’ in 1986 did remove the restrictive practices and largely private regulation that existed in securities markets. However, this involved the state unwinding systems of private regulation and was not, as such, a simple act of deregulation.

The idea that the 1980s was a period of increasing regulation and not deregulation is not revisionist history. Contemporary accounts argued that, under the regulatory system that developed, the City has ceased to be a place “where you look after yourself according to a code of honour of conduct. It is a tough regulatory system”; that the regulator had a “very tough bunch of powers”; and that “There is a substantial risk, in fact, that we now have massive overkill of the supervisory structure in the financial industry.”

Rapporten ledsages af en kommentar i City AM, som også er læseværdig. Den forsøger at gøre op med, hvad forfatteren opfatter som myter: at Thatcher i væsentlighed liberaliserede finanssektoren, og den politik hun førte – hvad end den så var – var en succes:

Thatcher’s governments did two things. They opened the door to the bureaucratic regulation of many areas of financial services, and this regulation has since grown like Topsy. They also stifled regulatory institutions that grew up within the market. Neither policy has been a success.

Thatchers resultater – kriminalitet

I vores miniserie om Margaret Thatchers resultater er vi kommet til et af de punkter, de stædigste Thatcher-hadere slår på. Peter Skov-Jakobsen, Københavns biskop, påstod for eksempel i Information forleden, ”at uligheden i hendes regeringsår forøgede kriminaliteten.” Som vi har dokumenteret tidligere, er det korrekt at uligheden steg, men er det en sandsynlig påstand, at den medførte øget kriminalitet? Svaret er et rungende nej.

Figuren nedenfor illustrerer udviklingen i to kriminalitetsindikatorer, som man kan sammenligne hen over tid: Mordraten og væbnet kriminalitet. Begge dele er udtrykt i hændelser per million mennesker, og som logaritmer (så man lettere kan se udviklingen i serien). Mordraten er den indikator, der viser mindst variation: Efter en svagt stigende tendens i 1970erne var den stort set flad i 1980erne – ved indgangen af årtiet skete der 9,7 mord per million briter, ved udgangen 9,6 mord. Steg denne del af kriminaliteten under Thatcher? Svaret er nej.

På samme måde kan man nemt se, at man ikke kan skyde skylden på hende for stigningen i den væbnede kriminalitet i 1980erne. Storbritannien blev et mere kriminelt samfund i hendes regeringsår, men drager man den relevante sammenligning mellem hendes år, og de to omkringliggende årtier, ser Thatcher-tiden pludseligt ret godt ud. Den væbnede kriminalitet eksploderede nærmest i de grå 1970ere: Raten steg med hele 177 %. Men figuren ovenfor illustrerer ret klart, hvordan kurven ’knækker’ under Thatcher. Stigningen i 1980erne var 44 %, mens den væbnede kriminalitet steg 54 % gennem 1990erne.

Kunne man have ønsket sig, at kriminalitetstendensen var helt stoppet eller endda vendt? Ja, naturligvis kan man det. Men hvis man skal ud i det tvivlsomme ærinde at skyde skylden på nogen for udviklingen, ser Margaret Thatchers regeringsperiode ud som den bedste tid i landet indtil de sidste ti år. Biskoppen burde måske holde sin mund offentligt, medmindre han er klar til at dokumentere sine injurierende påstande mod en afdød.

Mrs. Thatchers resultater – ulighed

En række medier – ikke mindst en noget ophidset Politiken – har i løbet af ugen raset og en hel del af Margaret Thatchers ’legacy’. For det første glemmer kritikerne, hvor elendig en stand britisk økonomi var i, da Thatcher overtog ledelsen i 1979. For det andet forveksler kritikerne, som mange andre, ulighed med fattigdom. Når for eksempel Politiken påstår, at Thatcher skabte fattigdom i Storbritannien, er det faktuelt forkert. Som vi demonstrerer i det følgende, skabte hendes reformer væsentligt større økonomisk ulighed, men ikke dokumentérbart større fattigdom. Tværtimod taler faktaene for, at alle socialgrupper oplevede fremgang i løbet af 1980erne.

Ved at kombinere data på købekraftskorrigeret BNP per indbygger og andelen af BNP, der er privatforbrug, med tal på hvor stor en del af den samlede indkomst blev forbrugt af dele af befolkningen, kan man skabe sig et billede af de fem overordnede socialgruppers status igennem årtiet. Figuren nedenfor illustrerer dette ved at plotte logaritmen til de fem gruppers købekraftskorrigerede privatforbrug (Y-aksen) fra 1971 til 2002.

Figuren illustrerer først, at briterne i Thatcher-perioden oplevede en markant stigning i den økonomiske ulighed. I 1978 var den britiske Gini-koefficient, målt på disponibel husholdningsindkomst, praktisk taget den samme som i Danmark. Ved udgangen af Thatchers ledelse var den steget til at være lidt mindre end i USA eller Irland. Så der er ingen tvivl om, at stigningen var reel og synlig. Men figuren viser også, at denne stigning ikke indebar at de fattige blev fattigere. For den nederste kvintil – de 20 % fattigste i et givent år – steg privatforbruget med cirka 9 % gennem årtiet. For de næste kvintiler hed stigningen henholdsvis 20 %, 27 %, 36 % og 52 %. Så ja, de rige blev rigere, men de fattigstes lod blev også bedre på trods af de markante reformer og reduktionen i overførsler.

Overser vi noget i disse tal? Svaret er et sandsynligt ja, men retningen i den ’fejl’ vi laver er ikke klar. På den ene side var uddannelse ikke længere gratis efter Thatcher, hvilket har været en større belastning for relativt fattige familier. Så måske undervurderer vi udgiftsstigningen for de fattige. På den anden side taler to andre forhold for, at vi overvurderer hvor fattige den første kvintil var. Det første er, at den sociale mobilitet efter alt at dømme steg med reformerne. Den anden er et problem, som bl.a. Robert Gordon har peget på i amerikanske data: Når man bruger samme prisindeks til at købekraftskorrigere for alle samfundsgrupper, løber man en risiko for at overvurdere inflationen for nogle af dem. Og liberaliserende reformer, som dem Thatcher indførte, har som oftest den effekt at de holder prisudviklingen tilbage for basisvarer, men ikke for luksusvarer. De grupper i samfundet, som bruger en stor andel af deres indkomst på basisvarer, får derfor en ekstra fordel, som ikke er synlig i data hvor man korrigerer med et prisindeks, der er fælles for alle grupper. Med andre ord undervurderer man reformernes effekt på de fattigstes faktiske købekraft, og dermed også deres fremgang.

En sidste observation er, at hvis reformerne virkelig havde skadet de fattigste permanent, burde man kunne se at de også efter Thatchers afgang så en langsommere udvikling i deres købekraft – man rullede nemlig ikke de fundamentale reformer tilbage i 1990erne. Men ser man på den længere udvikling, steg første og anden kvintils købekraft med 29 % gennem årtiet efter Thatcher, hvilket var lidt hurtigere end de næste to kvintiler og kun lidt langsommere end det rigeste kvintils 33 %. Ideen om, at Thatchers reformpolitik decideret skadede de fattigste briter er ganske enkelt forkert. Den giver kun mening, hvis man opfatter folks relative position som alt og deres absolutte indkomst som intet – og det er vist kun Ken Livingstone, der mener det.

Thank you, Mrs. Thatcher

I går morges døde Lady Margaret Thatcher, 87 år gammel. Medierne har været fulde af historien, med både beundrende og hadefulde bemærkninger. Kommentatorernes bedømmelse af en af Europas mest markante statsledere i efterkrigsperioden har dog været tynd på fakta. På bedste punditokratvis starter vi derfor med dem. Figuren nedenfor illustrerer, hvad der skete med den britiske økonomi siden 1950.

Briterne kom lige så langsomt i gang efter krigen som deres nabolande, men i 1960erne begyndte det at gå synligt galt. Den britiske bilproduktion, der havde været en af nationens stoltheder i 50erne, blev sindbilledet på problemerne: Fagforeninger, der strejkede og stillede umulige krav, nationaliseringer og monopolisering i British Leyland, og elendigt designede og producerede varer. Da 70erne indtrådte, var Storbritannien ’Europas syge mand’ og i særligt landets minedrift var kombinationen af politisk magtfulde fagforeninger og uproduktive, ressourcespisende formål en konstant kilde til social uro og hovedpiner i Westminster. Det hele reflekteres i figuren. Igennem 50erne voksede den britiske økonomi cirka ligesom nabolandene og var levestandarden lå knap 2-3% lavere, men i 60erne begyndte briterne at falde alvorligt bagud. Derouten er tydelig og per 1980 var briterne 30 % fattigere end nabolandene. 1980erne – Thatchers tid med massive reformer og modig privatisering – rehabiliterede økonomien: Gennem årtiet voksede den britiske økonomi 14 % mere end resten af Nordeuropa! Og selv efter hun trådte tilbage, har reformerne og revolutionen af britisk politik virket, så landet per 2012 praktisk taget har indhentet naboerne.

Thatcher blev premierminister i 1979 og kropsliggjorde nærmest revolutionen. Hun diagnosticerede de britiske problemer præcist og åbenhjertigt overfor vælgerne: Problemet var for meget politik og indblanding! For dén offentlige indrømmelse alene fortjener hun at blive husket. Frihed, fleksibilitet og individuelt ansvar var tilbage i europæiske diskussioner. Hun tog opgøret med uansvarlige fagforeninger og fik – efter voldsom og nogle gange voldelig modstand – lukket en række miner. Modsat en stadig populær fortælling i det nordlige England og Wales var de ikke rentable, men derimod økonomiske zombier. Det politiske mod fejlede ikke, og står som en ekstrem kontrast til snart sagt alle nutidens politikere.

Men det springende punkt, som ingen har nævnt, er hendes position som kvinde i en stadigt mandsdomineret politisk verden i 60erne og 70erne. Thatcher er ikke, men burde være et ikon for al ligestilling! Hun var Storbritanniens første kvindelige premierminister (vi har pt. vores første) og gjorde det på en særlig måde: Ved helt at ignorere kønsfordomme og –forskelle formåede Thatcher at drive det så vidt, som man overhovedet kan i politik. Hun demonstrerede, at køn og ’klassebaggrund’ – hun var datter af en købmand fra provinsen – var ligegyldig, når evnerne og viljen var der. Men på det punkt er vi ikke kommet længere siden Thatcher-revolutionen. Mindre kunne også gøre det og med al grund til for sidste gang at sige ’Thank you, Mrs. Thatcher’.

Camerons ikke-ideologi

Med Labours beslutning om at holde fast i juggernauten Gordon Brown, tyder det meste på en sejr for de britiske konservative ved dette års parlamentsvalg.  I så fald bliver Tory-partilederen David Cameron den næste premierminister.  Men hvad er hans ideologiske observans egentlig?  Er han en Thatcherite i fåreklæder?  En “compassionate conservative”?  Noget helt tredje?  Det altid læsværdige britiske Tory-ugemagasin The Spectator siger i denne uge i en artikel: “None of the above”.  Inderst inde består Camerons politiske filosofi af … ingenting (stort set):

“Once more, search parties are being sent out to look for David Cameron’s big idea. They will return empty-handed. For the truth is that there is no big idea. However much social responsibility, the post-bureaucratic age or progressive conservatism might be talked up as the ‘big idea’, they are not it. Rather, they are a set of classic conservative insights updated for the 21st century. Cameron is not an ideologue but rather that very English, very Tory thing: a principled pragmatist. …

Baroness Thatcher was never as ideologically rigid a politician as legend has it. But she could still, as leader of the opposition, turn up to a meeting and slam a volume of Hayek down on the table and declare: ‘This is what we believe.’ Her convictions were strong enough for her to push through a radical budget in 1981 that outraged conventional opinion — so much so that 364 economists wrote to the Times to denounce it. She was at war with conventional wisdom. Cameron will have no equivalent intellectual driving force when he contemplates the emergency budget the Tories will have to deliver if they win power.

A Cameron premiership will be a test of the utility of traditional English conservatism. If its insights are not sufficient, Prime Minister Cameron, pragmatist that he is, will become more ideological. That is the paradox of his pragmatism. But if Cameron succeeds on his own terms, if he is the prime minister who guides Britain out of this new spiral of decline, there will not be a creed called ‘Cameronism’. To create an ‘ism’, you have to believe in ‘isms’.”

Og hvad skal man så synes om dét?

Thatcher vs. Hillary

 Som bekendt er en af denne punditokrats favorit-klummeskribenter Peggy Noonan.  Hendes seneste Wall Street Journal klumme er en sammenligning af Margaret Thatcher og Hillary Clinton, og den begynder sådan:

The story as I was told it is that in the early years of her prime ministership, Margaret Thatcher held a meeting with her aides and staff, all of whom were dominated by her, even awed. When it was over she invited her cabinet chiefs to join her at dinner in a nearby restaurant. They went, arrayed themselves around the table, jockeyed for her attention. A young waiter came and asked if they’d like to hear the specials. Mrs. Thatcher said, “I will have beef.”

Yes, said the waiter. “And the vegetables?”

“They will have beef too.”

Og lidt af sammenligningen af de to kvinder:

A word on toughness. Mrs. Clinton is certainly tough, to the point of hard. But toughness should have a purpose. In Mrs. Thatcher’s case, its purpose was to push through a program she thought would make life better in her country. Mrs. Clinton’s toughness seems to have no purpose beyond the personal accrual of power. What will she do with the power? Still unclear. It happens to be unclear in the case of several candidates, but with Mrs. Clinton there is a unique chasm between the ferocity and the purpose of the ferocity. There is something deeply unattractive in this, and it would be equally so if she were a man.

Læs resten her.

Kender De den om de 364 økonomer?

For en blog, der gerne pryder sig med sin forankring i den samfundsvidenskabelige forskning, er dette et tiltrængt frikvarter:

Kender De den om de 364 økonomer, der alle var enige?

Nå ikke? Så læs historien her. Det handler om den gang, at den nyvalgte Thatcher gjorde op med den degenererede form for Keynesianisme, som havde paralyseret Storbritannien op gennem 1960erne og 1970erne, hvorefter ikke mindre end 364 økonomer i et åbent brev undsagde hendes politik som skadelig og ødelæggende for landet.

Hele 364 økonomer, der mener det samme, og der havde endda været flere, hvis ikke listen var blevet sendt rundt ved påske.

Her er et uddrag fra historien:

Only a brave few stood out against them. Indeed, it is said that Mrs Thatcher was asked in heated debate in the Commons whether she could even name two economists who agreed with her. She replied that she could: Patrick Minford and Alan Walters. As the story goes on, her civil servant said when she returned to Downing Street: “It is a good job he did not ask you to name three.” In fact, there were one or two others who deserve mention, such as Terry Burns and Tim Congdon, as well as some journalists and politicians who stayed firm and argued the case for what would today be described as orthodox fiscal and monetary policies.

Det åbne brev udkom netop, som økonomien begyndte at rette sig. Ak ja.

Historien er en vigtig påmindelse om, at samfundsvidenskabelige eksperter sjældent repræsenterer en uhildet og upolitisk dagsorden.

Det afgørende er ikke kvantiteten af forskere, men kvaliteten…

… det er vel derfor, at CEPOS klarer sig lige så godt som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Happy Birthday Mrs. T

Margaret Thatcher fylder 80 år i dag. Det er en passende anledning til at erindre os selv om, at et enkelt menneske kan udrette ganske meget og gøre en forskel; især når dette menneske er drevet af et konsekvent og rationelt syn på tilværelsen samt en tro på, at ideer har afgørende betydning for samfundsudviklingen. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er Mrs. T et sådant menneske. Hun evnede at tænde et håb i et land, der var på randen af indre opløsning under Winter of Discontent. Og hun formåede at bygge en bro til et friere og mere dynamisk Storbritannien, der i dag forvaltes af Tony Blair. Hun var kort og godt det 20’ende århundredes pioner inden for politisk mod og forandring.

Lad det være en besked til den danske borgerlighed, der fortsat smatter rundt i de socialdemokratiske efterladenskaber. Vælgerne kan påvirkes og mobiliseres, hvis de præsenteres for en liberal vision, der er bakkes op af stålsat politisk lederskab. Den sidste forudsætning er til stede, hvilket er demonstreret i enkelte sammenhænge. Men modet til idéudvikling inden for det velfærdspolitiske område har fortsat trange kår. For det kan da ikke være evnerne, det er galt med?

Nå, et stort tillykke til Mrs. T, der satte en standard for politisk mod og fornyelse i en tid, hvor det ideologiske klima var vanskeligere end i dag.

En kedelig tradition

De fleste politiske partier oplever nu og da at blive marginaliseret. Enten fordi deres ideologiske platform savner almen appel, eller fordi de simpelthen er omgivet af personer, der er kemisk renset for karisma. Britiske Tories har længe befundet sig i sådan tilstand. Den ideologiske profil er ganske kraftløs og de politiske talenter er vanskelige at få øje på. I en sådan situation er det bedste råd nok, at man åbner sig mod omgivelserne og lader lyset trænge ind. Men de britiske konservative vil det anderledes. Partiets 198 parlamentsmedlemmer har således besluttet, at deres fremtidige leder ikke skal vælges af andre end dem selv.

I en klumme i The Times gør William Rees-Mogg stilfærdigt opmærksom på, at dette bestemt ikke er det bedste, der er set siden brød i skiver. Jeg skal ikke trætte med en gengivelse af alle hans fornuftige betragtninger, men kun fremholde følgende iagttagelse:

“Since 1965 MPs have chosen Ted Heath, Margaret Thatcher, John Major, William Hague and Michael Howard as leaders of the Conservative Party. Apart from Margaret Thatcher?s three successive victories, these leaders have won two general elections and lost six. The MPs sacked Margaret Thatcher, their only real winner. For 40 years the MPs have had their way, and it has usually proved to be a mistake”.

Et såre diplomatisk og opbyggeligt ræsonnement, men mon det hjælper?

David eller David eller … II

Appropos Stanislaws post forleden om “the two Davids”, så havde Michael Gonzalez fra Wall Street Journal dette at sige idag i OpinionJournal.com om de britiske Torys idag, foranlediget af at Sir Edward Heath i en alder af 89 omsider oplevede Keynes’ “long run”:

“Like James Callaghan, a Labour PM who also died recently, Ted Heath had the misfortune to lead Britain during one of his country’s worst and most vexing periods. In the 1970s, taxes were stratospherically high, unions ran riot, economic growth was nil — conditions that finally led to his overthrow as Tory leader by Margaret Thatcher.

What gives Mr. Heath’s death on Sunday at 89 resonance today is that it coincides with an intensifying debate among his fellow Tories about the future of the oldest political party in Christendom.
David Davis is the Thatcherite option, running as a leader who would rescue a party that he believes has lost sight of its core principles. He grew up in a council estate — public housing — and is keen to shrink the state, cut taxes and hold Brussels at a distance.
The “Heathian” option is David Cameron, one of whose key backers recently made news by warning that pushing tax cuts would simply cause voters to “take fright.” Mr. Cameron himself added: “Government must never simply withdraw from social challenges under the banner of a smaller state.” Meanwhile, two major Tory papers, the Telegraph and the Mail, have trumpeted on their front pages a think tank’s charge that Tony Blair’s support for George Bush led directly to last week’s London bombing.

Mr. Heath’s fate has been to be remembered as Ms. Thatcher’s doormat. It’s forgotten that Mr. Heath first had to defeat the anti-immigrant rabble-rouser Enoch Powell before Mrs. Thatcher could defeat him. Those two battles were crucial to turning the Tories into the winning machine that changed Britain. In similar fashion,
Conservatives today are again trying to locate their collective soul as the party of free trade, enterprise and individualism amidst the pull of xenophobes, appeasers and statists.”

“Hear, hear!” Som de ville råbe i House of Commons.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑