Tag: markedsøkonomi

Nyt Ekonomisk Debatt på gaden

Forleden dag udkom det nye nummer af det glimrende, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Nummeret omfatter artikler af bl.a. Nikita Koptyug, Lars Persson, Roger Svensson og Joacim Tåg om aktiemarkedets betydning for samfundsøkonomien og af Kent Eliasson, Pär Hansson og Markus Lindvert om udenlandske opkøb af firmaer er en trussel eller en mulighed for det svenske samfund.

Højdepunktet for mig er dog Niclas Berggrens fremragende leder ” Ogillande av vinst” om hvordan folk ofte opfatter profit som moralsk tvivlsomt og skadeligt for samfundet. Baggrunden for Niclas leder er en diskussion i Sverige om forbud mod profit i virksomheder, der producerer såkaldte velfærdstjenester – sygebehandling, skoler osv. Som han skriver:

När det gäller vinster just i välfärdssektorn kan en svensk experimentellt utformad opinionsundersökning sägas ge stöd till denna slutsats. Jordahl (2015) har undersökt vad svenskarna tror om de privata välfärdsföretagens rörelsemarginal. Den sanna siffran vid tiden för undersökningen var 5 procent, men i genomsnitt trodde respondenterna att den låg på 26 procent. En hel fjärdedel trodde att den var 40 procent eller högre. Med andra ord verkar kunskapsläget minst sagt dåligt.

Niclas velskrevne leder stiller dermed skarpt på problemet, at mange almindelige mennesker typisk glemmer de meget store, positive virkninger af fri konkurrence med et profitmotiv, men kun ser moralsk tvivlsom grådighed og tab af arbejdspladser. Hans hovedkonklusion er, at en vigtig del af vores arbejde er at minde almindelige mennesker og debattører om, hvad en fri markedsøkonomi faktisk opnår. Stærkt anbefalet!

Hvor store er mulighederne i Afrika?

Min klumme i Børsen i dag handler om Afrika syd for Sahara, og i særlig grad i hvor høj grad der kan siges at være kommercielle muligheder. Klummen starter med at pointere, at Afrika er mange meget forskellige lande, så det er umuligt at sige noget generelt. Børsen har haft en lang række historier i løbet af de sidste uger, der peger på det samme problem. Centralt er det følgende:

Hvilke lande kunne da være interessante? Ser man på forhold som åbenhed for handel, økonomisk vækst og institutionelle forhold – hvor lang tid tager det at få papirarbejde godkendt, og hvor fri er økonomien – falder afrikanske lande meget forskellige ud. Og den kedelige nyhed for danske firmaer på jagt efter nye markeder er, at mange af de klare succeser er meget små.

Figuren nedenfor illustrerer pointen. Jeg har taget de 44 lande, vi har nogenlunde gode data på, fokuseret på fem områder – eksportåbenhed, real vækst (købekraftskorrigeret GNI per indbygger de sidste 10 år), hvor stor servicesektoren er, hvor lang tid det tager at registrere en virksomhed (fra verdensbankens Doing Business-projekt), og hvor økonomisk frit landet er (fra Heritage Foundation). Hver bid af søjlen viser, om landet er i den gode tredjedel (en score 3), midten (2), eller i den dårlige tredjedel. Ved toppen af hver søjle står et tal, som indikerer hvor stor landets samlede købekraft er relativt til Danmarks. Hver læser kan således tage et kig og spørge sig selv, om de ville investere i et givet afrikansk land.

Afrika muligheder

Pavens tåbeligheder

Det nye nummer af Ekonomisk Debatt – det glimrende svenske økonomtidsskrift – er nu på gaden. I første udgave i 2014 har de to redaktører Niclas Berggren og Therese Nilsson knivene ude. I en umådeligt høflig, men umisforståelig leder hudfletter de to den nye paves økonomiske analfabetisme.

Problemet er, at paven udgav et brev i efteråret, hvor han nedgør almindelige, nationaløkonomiske ideer og påstår, at frie markeder ikke hjælper verdens fattige. Brevet lyder som om, det ellers velmenende overhoved for verdens katolikker har haft besøg af Joseph Stiglitz – og troet på ham. Eller som Berggren og Nilsson diplomatisk skriver ”finns det skäl att tvivla på at påven har rådgjort med de nationalekonomer som har studerat just hur en sådan bed utveckling kommer til stånd.”

Hele lederen er tilgængelig her; pavens brev er her. Døm selv.

 

Om markedet

Hvad mener de liberale egentlig, når de taler om markedet? Det er der givet vis en del, der tænker, hvis de får forvildet sig ud i en samtale med en liberalist – eller er journalister. Svaret er på sin vis både enkelt om komplekst; men det kan og bør besvares.

Der er ingen grund til, at der florerer forståelser af centrale termer, som for det første ikke er korrekte, for det andet yder mere skade end gavn. Derfor vil jeg henlede opmærksomheden på den korte video nedenfor og det lidt længere citat neden under denne.

Videoen er fra Libertarianism.org og citatet er fra Ludwig von Mises’ Human Action. Begge forklarer kort, hvad markedet er og ikke er.

Del det gerne – især med personer, som er i tvivl.

[sz-youtube url=”http://www.youtube.com/watch?v=QCe47daU7SE” responsive=”Y” /]

Beskrivelse fra Human Action:

The market is not a place, a thing, or a collective entity. The market is a process, actuated by the interplay of the actions of the various individuals cooperating under the division of labor. The forces determining the—continually changing—state of the market are the value judgments of these individuals and their actions as directed by these value judgments. The state of the market at any instant is the price structure, i.e., the totality of the exchange ratios as established by the interaction of those eager to buy and those eager to sell. There is nothing inhuman or mystical with regard to the market. The market process is entirely a resultant of human actions. Every market phenomenon can be traced back to definite choices of the members of the market society.

The market process is the adjustment of the individual actions of the various members of the market society to the requirements of mutual cooperation. The market prices tell the producers what to produce, how to produce, and in what quantity. The market is the focal point to which the activities of the individuals converge. It is the center from which the activities of the individuals radiate.

Ny viden om lykke og økonomi

På trods af manges skepsis, bliver lykkeforskningen ved med at skabe nye og ofte overraskende indsigter. To nye studier er måske værd at tænke over, fordi de udfordrer populær politisk diskurs på flere områder.

For det første er Betsey Stevenson og Justin Wolfers i et nyt papir vendt tilbage til en af lykkeforskningens mest omdiskuterede påstande: At over et vist niveau betyder indkomst og objektiv velstand intet for lykken. Påstanden er af indlysende vigtighed, for hvis den er rigtig, hvad er så grunden til at søge at blive rigere, hvis vi ikke selv synes vores liv bliver bedre? Men ægteparret Stevenson og Wolfers tilbageviser overbevisende den populære påstand. I et stort og rigt datamateriale viser de, at den marginale effekt af at bliver X kroner rigere, er den samme for rige og fattige – ekstra rigdom stopper altså ikke med at gøre en forskel, hvis man er rig. På samme måde viser de, at det også gælder hele nationer. Økonomisk vækst skaber på langt sigt lykke i både rige og fattige samfund. Der er med andre ord gode grunde – også fra en lykkevinkel – at søge at skabe økonomisk vækst.

Den anden bid ny viden er på vej ud i et særnummer af Journal of Happiness Studies, og i al beskedenhed skrevet af undertegnede (se gated version her). For cirka et år siden indså nogle forskere, at vi faktisk ikke vidste ret meget konkret om, hvordan økonomiske kriser påvirker folks lykke og tilfredshed med livet. Jeg var blandt de forskere, der blev inviteret til at skrive artikler til et særnummer om kriser. Oplægget var at finde ud af, hvad der egentlig foregår og om der er noget, man kan gøre for at modvirke eventuelle tab. Resultatet af at sammenligne udviklingen i lykke på tværs af EU-landene siden 1975 viser, at de 94 episoder med recession i gennemsnit giver befolkningen et lykketab. Gennemsnittet dækker dog over, at mens lykken faldt i de 59 tilfælde, forblev den enten stationær eller steg i de resterende 35. Analyser viser hvad der skiller landene: Jo mere reguleret, økonomien er, jo større bliver lykketabet under kriser – og de mindst regulerede samfund ser sandsynligvis ingen tab.

Mens økonomer som Joseph Stiglitz  og Paul Krugman har argumenteret kraftigt for at regulere finansielle og arbejdsmarkeder mere, peger lykkeforskningen altså på, at de samme reguleringer under kriser forårsager større tab. Stiglitz har også været en af de store kritikere af at bruge BNP som velfærdsmål, men når det objektive og det subjektive er så klart forbundet, falder hans kritik noget til jorden.

Chavezs økonomiske resultater?

Forleden dag døde Venezuelas de facto diktator Hugo Chavez. Flere medier, inklusive DR, har været ude at hylde hans visioner og resultater i Venezuela. Der har dog ikke været meget virkelighed i meget af dækningen – påstande som markant mindre ulighed, bedre vilkår for de fattige og mere retfærdighed spiller dårligt sammen med fakta. Verdens femtestørste olieproducent har de seneste år oplevet deciderede mangeltilstande. New York Times skrev for eksempel sidste år om, hvordan der ofte mangler basisvarer som madolie, majsmel, kyllinger og toiletpapir i forretningerne. Landet, der traditionelt har haft en stor kaffeindustri, har de sidste fire år været nettoimportør af kaffe.

Så hvordan ser virkeligheden ud. Ofte devisen at et billede siger mere end 1000 ord (som vi ofte bruger i praksis her på stedet), er her udviklingen i Venezuelas overordnede levestandard, sammenlignet med to af Chavezs værste ideologiske modstandere: Chile og Peru. Chavez kom til magten i 1998, og venezuelanernes gennemsnitlige levestandard i dag er stort set den samme som dengang. Peru liberaliserede økonomien omkring 2000, og Chile som bekendt langt tidligere. Spørgsmålet er ikke bare, hvor man helst ville bo i dag, men hvor ville man helst bo om ti år?

Friedman-indsigter 2: Forventningsjusterede Phillips-kurver

Det andet indlæg i vores serie om indsigter, vi skylder Milton Friedman, handler om Phillips-kurver. Phillips-kurven (i ental) var hvad der lignede en empirisk sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed, som den new zealandske økonom A.W.H. Phillips opdagede i tal for Storbritannien: Når inflationen (stigningstakten i forbrugerpriserne) var høj, var arbejdsløsheden lav, og når arbejdsløsheden var høj, var inflationen lav. Phillips og andre økonomer argumenterede derfor, at hvis man sænkede arbejdsløsheden, betalte man en ’pris’ i form af prisstigninger. Lavere arbejdsløshed betød mere konkurrence om arbejdskraften, og derfor et opadgående pres på lønningerne. Idet virksomhedernes omkostninger derfor blev højere, måtte de hæve priserne, og fordi efterspørgslen var større med flere i arbejde, gav det også et pres på priserne.

I 60erne var den klassiske politiske fortolkning af Phillips-kurven, som sammenhængen kom til at hedde, at man kunne sænke arbejdsløsheden permanent, bare man var villig til at acceptere, at priserne steg hurtigere. Flere økonomer så selvfølgelig, at højere priser betød dårligere international konkurrenceevne, men det argument bed ikke på politikere dengang.

Men som så ofte tænkte Friedman et skridt videre. Uafhængigt af, men på samme tid som, kollegaen Edmund Phelps – en senere Nobelprisvinder – beskrev Friedman hvordan forventninger spiller en rolle i løn- og prisdannelsen. I artiklen ”The Role of Monetary Policy”, der blev publiceret I American Economic Review i 1968, forklarede han den følgende mekanisme:

1) Arbejdsløsheden falder, og derfor stiger priserne som Phillips havde beskrevet;

2) Fagforeninger og lønmodtagere observerer, at inflationen er steget, og forventer derfor at inflationen nu permanent er højere – også til næste år;

3) Da de sigter efter som minimum at opretholde samme realløn, dvs. samme købekraft, stiger deres lønkrav automatisk sammen med inflationen;

4) Da lønkravene er steget til næste overenskomstforhandling, må virksomhederne bruge en kombination af prisstigninger – dvs. yderligere inflation – og fyringer til at holde bundlinjen fra at gå i negativ;

5) Arbejdsløsheden er derfor steget igen, hvilket lægger en dæmper på inflationen; men lønkravene er de samme, da man ikke har grund til at nedjustere forventningerne til næste års inflation.

Friedman og Phelps indsigt var, at man ikke permanent kan sænke arbejdsløsheden ved at føre politik, der hæver inflationen. 1968-artiklen viste således, at pengepolitikkens rolle ikke kan være forbundet med en permanent forbedring af beskæftigelsen, men kun i bedste fald en rent midlertidig. Da man nåede ind i 1970erne, oplevede verden et fænomen, der ikke kunne lade sig gøre i den ’gammeldags’ Phillips-kurve. Stagflation, som fænomenet blev kaldt, var kombinationen af økonomisk stagnation med dertil hørende høj arbejdsløshed, og samtidig høj inflation. Økonomer så dermed med egne øjne noget, som kun gav mening med Friedman-Phelps-forklaringen.

Politikerne tog som altid noget længere at opgive ’fine-tuning’ politik, som det blev kaldt. De brugte 70erne på at bekæmpe arbejdsløshed med hvad de troede, havde virket i 60erne, men som nu blot resulterede i stigende inflation og dermed faldende og i mange tilfælde negative realrenter. Fra 1980erne og frem opgav flere og flere politikere – i det mindste i vores del af Europa – at bruge keynesiansk finjusteringer, da erfaringen var blevet tydelig: Friedman og Phelps havde ret, og hverken lønmodtagere eller fagforeninger opførte sig så tåbeligt, som Phillips og andre havde regnet med. Det krævede blot en Friedman at vise det så tilpas pædagogisk, at andre også så det indlysende.

Gary Becker om krisen

Der bliver sagt og skrevet meget nonsens om finanskrisens årsager, og hvad man ‘bør’ gøre for at imødegå krisen og dens konsekvenser. Det gælder ikke mindst i den nuværende valgkamp, hvor politikere på begge fløje kæmper om at ville intervenere mest og bruge flest penge. Hele baggrunden for de politiske ideer er, at politikerne ved bedre og markedet tager fejl. Nobelpristageren Gary Becker havde forleden et indlæg i Wall Street Journal, som meget fint opsummerer, hvad der egentlig er foregået og hvorfor vi burde bekymre os om situationen. Hele indlægget kan læses her (stærkt anbefalet); her er Beckers konkluderende ord:

Government regulations and laws are obviously essential to any well-functioning economy. Still, when the performance of markets is compared systematically to government alternatives, markets usually come out looking pretty darn good.

Økonomisk politik, Chavez-style

Denne post kunne lige så godt have heddet ’Vejen til trældom’ eller ’Hvordan man ødelægger et samfund’.  Posten handler nemlig om de seneste udviklinger i Venezuelas økonomiske politik under det venstrepopulistiske Chavez-styre. I den historie er der to nye udviklinger, der nøje følger det overordnede plot i det, der efterhånden mest ligner en af Sofokles græske tragedier.

Den første nyhed, som Niels Westy skrev om forleden på Americas og Berlingske fulgte op i lørdags, er at Chavez nu også har hævet mindstelønnen med ti procent. Mange ikke-økonomer, inklusive en lang række politikere, synes at tro, at det er gode nyheder for de fattigste. Det kunne næsten ikke være længere fra sandheden, og illustrerer ganske godt, hvordan Chavez’s politik retorisk påstår at hjælpe Venezuelas mange fattige (cirka ti procent af befolkningen lever for under to dollars om dagen), mens virkeligheden er en meget anden. Læs resten

Obama og de bløde budgetbegrænsninger

Washington Post rapporterede i går, at Obama-administrationen har lovet ’ubegrænset finansiel støtte’ til de to lånegiganter Freddie Mac og Fannie Mae (læs her; hattip Volokh Conspiracy). Amerikanske kommentatorer har bemærket to ting: 1) at administrationen, der efterhånden er ekstremt upopulær (ratings er pt. lavere end for George W. Bush i hans anden præsidentperiode), har forsøgt at ’drukne’ nyheden ved at lægge den ud juleaftensdag; og 2) at administrationen samtidig har godkendt chefbonusser hos de to banker for tilsammen 42 millioner dollars.

Det amerikanske finansministerium har med beskeden sendt udtalelsen, at trækket ”should leave no uncertainty about the Treasury’s commitment to support these firms as they continue to play a vital role in the housing market during this current crisis.” Som den republikanske senator Scott Garrett bemærkede, er beslutningen ikke blot “a continued bailout of failed entities that need to be privatized to protect the taxpayer, the timing of the announcement is clearly designed to try and sneak the bailout by the taxpayers.”

Men endnu vigtigere, i det mindste på den længere bane, er at beslutningen synes at reflektere, at Obama og hans medarbejdere slet ikke synes at have forstået et af de største problemer ved deres handlinger: Det, man gennem den pinagtige kommunistiske erfaring i Centraleuropa, er kommet til at kende som ’bløde budgetbegrænsninger’. Fænomenet, som den ungarske økonom Janos Kornai har analyseret indgående, skyldes en indgående politisering af økonomien, eller dele af den. I dette tilfælde, ligesom i tilfældet med den amerikanske stats de facto overtagelse af flere bilfabrikker, vil politisk styring betyde, at der altid kan findes grunde til at give øget støtte eller løsere administration af regler osv. For eksempel påkaldes beskæftigelseshensyn meget ofte som rationale for, at virksomheder tæt på politikerne får offentlig støtte.

Bundlinjen bliver derfor ikke på nogen måde styrende for, hvordan forretningen køres. Incitamenter til at økonomisere med arbejdskraft eller ressourcer, til at indføre effektiviserende tiltag, eller til i det hele taget at tage forbrugernes præferencer alvorligt, svækkes derfor markant. Obamas overtagelse, de facto eller de jure, af Fannie Mae og Freddie Mac lover derfor ikke godt. Den amerikanske stat risikerer at kyle penge ud af vinduet i et forsøg på at ’beskytte’ folk med dårlige lån i de to hypotekbanker. Eneste gode nyhed er, at administrationens blatant venstreorienterede og økonomisk ilitterate adfærd giver masser af stof til de næste års undervisning i politisk økonomi.

Fra forskningsfronten: Handel gør os rigere -– hvis politikerne holder fingrene væk

Vi kender alle diskussionen: Er globalisering et gode eller et onde? De fleste tænkende, ædruelige mennesker har forladt den marxistiske idé om at handel blot er udbytning i nye klæder, men tankegangen trives stadig i visse nicher på humaniora og andre steder, hvor folk åbenbart betages af Naomi Kleins argumenter (for eksempel raser hun i sin seneste bog mod tænketanke, baseret på et argument om at de er onde fordi ordet jo indeholder ’tank’ – altså kampvogn!).

Men de underlige marxistiske levn fraset, er det sevet ind hos de fleste at økonomisk globalisering – øget handel, udenlandske investeringer osv. – giver nogle unikke muligheder. Men blandt politikere er der stadig en stærk tro på, at der er et eller andet ondskabsfuldt i globaliseringen, der skal reguleres væk. Med andre ord er der en tyrkertro på, at globaliseringen skal ’dirigeres’ og at den helst skal ’under demokratisk kontrol’. Jo mere kontrol, jo mere regulering, jo bedre.

Hvorvidt politikerne tager fejl eller ej er i sidste ende et videnskabelige, empirisk spørgsmål. I en ny artikel ser Verdensbankøkonomerne Caroline Freund og Bineswaree Bolaky på netop dette spørgsmål. Artiklen, der estimerer baggrunde for hvorfor nogle lande er rigere end andre, blev i november accepteret i udviklingsøkonomiens absolutte flagskib, the Journal of Development Economics, og har således fået et af de fineste kvalitetsstempler, der findes i nationaløkonomi.

Artiklen er interessant fordi Freund og Bolaky netop finder en tæt og kausal sammenhæng mellem handel og velstand. Generelt gælder det ifølge deres resultater, at jo mere et land handler, jo rigere ender det med at være. Jo mere åbent, landet er, jo mere effektivt bliver landets samlede fysiske og menneskelige ressourcerne fordelt, og i jo højere grad sorteres dårlige virksomheder fra i den proces, Schumpeter kaldte ’kreativ ødelæggelse’.

Men, og der er et meget stort men, disse smukke virkninger kommer kun i lande, der ikke overregulerer økonomien. I den gruppe af verdens lande, hvor der er stærk kontrol med opstart af virksomheder, regulering af arbejdsmarkedet, og dårlig beskyttelse af privat ejendomsret, har handel ingen gavnlige virkninger på landets velstand. Omvendt gælder det, at i lande uden sådanne reguleringsproblemer vil ti procent mere handel på langt sigt gøre landet mere end fem procent rigere! Og jo mindre man regulerer disse forhold, jo større bliver de positive effekter af handel.

Freund og Bolakys artikel gennemhuller derfor fuldstændigt europæiske politikeres idé om, at økonomisk globalisering skal reguleres for at den bliver til gavn for landet. I stedet viser resultaterne, at politikerne også på dette område skal holde fingrene væk, og lade den usynlige hånd spinde sin magi. På den måde får vi alle sammen mest velstand af globaliseringen – og størst frihed til at bruge den til det, vi helst vil.

Et Øv-Bøv til velfærdsstatens apologeter

På en endagskonference i København i januar præsenterede ex-punditokraten Nicolai Foss og jeg vores analyse af sammenhængen mellem iværksætteraktivitet og økonomisk frihed. I analysen, der var bestilt og betalt af CEPOS, fandt vi at den offentlige sektors størrelse – det offentlige forbrug, overførslerne og skattesystemet – i høj grad bidrager til at Danmark har meget lidt iværksætteraktivitet i forhold til mange andre lande, vi ofte sammenligner os med. Vores analyser blev efterfølgende omtalt i medierne, hvor modtagelsen var noget blandet.

Som Nicolai tidligere har beskrevet her, kaldte økonomiminister Bendt Bendtsen vores analyser ’simplistiske’ og Arbejderbevægelsens Erhvervsråds direktør Lars Andersen kaldte ligefrem analysen ’komisk. Og det er helt rigtigt, at konklusionerne bestemt ikke passer i deres kram for tiden. Andersen, der i øvrigt helt tydeligt ikke havde læst vores notat, er betalt for at levere arbejde der understøtter en socialdemokratisk agenda, at Bendtsen har sine midtervælgere at ’tage hensyn til’. Vi imødegik naturligvis kritikken (læs her), om end vores svar blev ignoreret af de relevante spillere.

Men videnskabelige analysers kvaliteter er heldigvis som oftest ikke bestemt i et snusket, politisk spil! Så dagens kommentar herfra er i virkeligheden to ting. Først er det en understregning af, at man for det meste ikke skal tage politiske spilleres udmeldinger i medierne for gode varer. Og for det andet er det en slags ’øv bøv’ – en blog-udgave af Simpson-seriens Nelson, når han udbrøder sit ’Ha Ha’. Den angiveligt ’simplistiske’ og ’komiske’ analyse er forleden blevet accepteret fil publikation i tidsskriftet Public Choice efter at have været igennem fuldt, videnskabeligt peer review. Med andre ord er analysen, som Andersen, Bendtsen og velfærdsstatens andre apologeter ikke kunne bruge til noget, blevet bedømt som fuldgodt videnskabeligt arbejde. Så kan I lære det, politikere!

Iværksætteri og ministerielle fiflerier

I januar offentliggjorde Nicolai Foss og jeg en analyse af iværksætteraktivitet på tværs af lande. Analysen, der er finansieret af CEPOS og blev præsenteret på en konference afholdt af CEPOS, konkluderer at Danmark ligger i den dårlige halvdel af verden, målt på iværksætteraktivitet. Kun knap 5 % af danskere i den erhvervsaktive alder er involveret i nogen form for opstart, og når man trækker dem fra, som starter eget firma af nød, er vi endda relativt dårligere placeret. Nicolai og jeg finder meget klart i den statistiske analyse, at grunden skal findes i omfanget af den danske velfærdsstat og måden den finansieres på.

På den baggrund er det derfor ikke mærkeligt at f.eks. Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd forsøgte at kritisere vores undersøgelse. Det er heller ikke mærkeligt, at Økonomi- og Erhvervsministeriets analyseenhed FORA rykkede ud med en kritik. Det er trods alt dem, der har formuleret og implementeret en stor del af regerings politik på netop dette område. Men fraset motivanalyse, der i sagens natur altid er farligt, er ministeriets måde at kritisere undersøgelsen på faktisk ganske bemærkelsesværdig.

Grunden er, at man kritiserer vores tal, ikke vores analysemetode. FORA hævder faktisk, at der er mere iværksætteraktivitet i Danmark end i USA, hvis man opgør det på den måde, de anser for korrekt. Men netop den opgørelsesmetode, FORA bruger, afslører sig ved at indeholde to af de ældste tricks i brugsvejledningen til statistisk fifleri. Og de tricks burde en godt begavet 9. klasseelev kunne gennemskue. Det hele drejer sig nemlig om hvordan man gør forholdstal op, altså om at dividere to tal: Antallet af faktiske iværksættere delt med antallet af potentielle iværksættere.

Først og fremmest insisterer FORA på at opgøre iværksætteraktivitet som antallet af nystartede virksomheder som andel af antallet af privatansatte. De bruger derfor Trick nr. 1: Sørg for at vælge et forkert sammenligningsgrundlag, der får resultatet til at falde ud til din fordel. Antallet af privatansatte er nemlig ikke rigtigt relevant når man vil måle den totale iværksætteraktivitet. Det korrekte sammenligningsgrundlag er derimod det totale antal af danskere i den erhvervsaktive alder – dvs. alle der burde have mulighed for at starte egen virksomhed.

Hvis vi nu kalder antallet af faktiske iværksættere for E (entrepreneurs), og antallet af potentielle iværksættere – folk i den erhvervsaktive alder – for B (befolkningen), kan iværksætteraktivitet måles ret let. Man deler ganske enkelt de to tal, så aktiviteten er E / B. Hvis man derimod som FORA insisterer på at sammenligne med antallet af privatansatte, er det tal altså B minus de offentligt ansatte – dem der jo ikke er i privat ansættelse. Så hvis vi kalder offentligt ansatte OA, er FORAs tal altså ikke E / B, men faktisk E / (B – OA). Og som alle, der har gået i den danske folkeskole ved, får man et større tal hvis man deler med noget, der er mindre. Vupti! Trick nummer et har fået Danmark til at se kunstigt bedre ud, fordi vi har et endda meget stort antal offentligt ansatte. Og dem trækker FORA altså fra i regnskabet. Det har også den aldeles perverse effekt, at lande med en stor velfærdsstat – altså mange offentligt ansatte – kommer til at se ud som om de har megen iværksætteraktivitet. Egentlig ganske bekvemt for en regering, der har bekendt sig til velfærdstankegangen, ikke?

Men her stopper fiflerierne ikke. Trick nr. 2 i bogen er nemlig at vælge et tilpas stort tal i tælleren, hvis man kan finde et. Her kommer omfanget af offentlig regulering og registrering ind, for det ‘E’ vi putter ind i vores forholdstal er jo kun dem, vi på den ene eller anden måde har registreret. Så lad os introducere et sidste bogstav – a, som er den procent af faktiske iværksættere, der registreres. Det korrekte tal er, som læseren nok husker, E / B. Dét tal, som man kan uddrage af officielle statistikker, er a*E / B, dvs. de registrerede iværksættere som andel af alle, der kunne have været iværksættere. Her er fifleri nummer to altså, da FORA insisterer på at bruge officielle tal fra de respektive landes offentlige statistik. Det er en vigtig pointe fordi vi i Danmark registrerer alt! I de fleste andre lande rundt om i verden, registrerer man typisk kun større virksomheder eller mindre virksomheder, der er konsoliderede. Vores parameter a er altså tæt på 100 % i Danmark, mens den sandsynligvis er omkring 50 % i USA og endnu lavere i andre lande uden samme registreringstradition.

For at opsummere bruger FORA altså ikke det korrekte forhold E / B – antallet af faktiske iværksættere som andel af den totale erhvervsaktive befolkning. De bruger a*E / (B – OA), og deres påstand om at Danmark har rigtigt meget iværksætteraktivitet – og dermed at regeringens politik virker og velfærdsstaten ikke er noget problem – beror på deres brug af to af de ældste fiflertricks. Det er selvfølgelig en god historie for mange journalister at stille påstand mod påstand, men hvordan i alverden selvstændigt tænkende danskere falder for den, er mig en gåde. Der skal ikke bruges andet end folkeskolematematik for at se gennem de papirtynde argumenter

Kender De den om de 364 økonomer?

For en blog, der gerne pryder sig med sin forankring i den samfundsvidenskabelige forskning, er dette et tiltrængt frikvarter:

Kender De den om de 364 økonomer, der alle var enige?

Nå ikke? Så læs historien her. Det handler om den gang, at den nyvalgte Thatcher gjorde op med den degenererede form for Keynesianisme, som havde paralyseret Storbritannien op gennem 1960erne og 1970erne, hvorefter ikke mindre end 364 økonomer i et åbent brev undsagde hendes politik som skadelig og ødelæggende for landet.

Hele 364 økonomer, der mener det samme, og der havde endda været flere, hvis ikke listen var blevet sendt rundt ved påske.

Her er et uddrag fra historien:

Only a brave few stood out against them. Indeed, it is said that Mrs Thatcher was asked in heated debate in the Commons whether she could even name two economists who agreed with her. She replied that she could: Patrick Minford and Alan Walters. As the story goes on, her civil servant said when she returned to Downing Street: “It is a good job he did not ask you to name three.” In fact, there were one or two others who deserve mention, such as Terry Burns and Tim Congdon, as well as some journalists and politicians who stayed firm and argued the case for what would today be described as orthodox fiscal and monetary policies.

Det åbne brev udkom netop, som økonomien begyndte at rette sig. Ak ja.

Historien er en vigtig påmindelse om, at samfundsvidenskabelige eksperter sjældent repræsenterer en uhildet og upolitisk dagsorden.

Det afgørende er ikke kvantiteten af forskere, men kvaliteten…

… det er vel derfor, at CEPOS klarer sig lige så godt som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Helt uforsvarlig selvpromovering

Jeg burde egentlig promovere Christopher Arzrounis fortræffelige, nye bog, “Helt uforsvarligt”, men da den er (helt uforsvarligt) anmeldt stort set alle steder (og promoveret her), vil jeg i stedet nøjes med at gøre opmærksom på, at Forlaget Politiske Studier (Københavns Universitet) fornylig har udsendt en lille bog med sammenskrevne akademiske artikler m.v. fra min hånd, “Individ, Stat og Marked: Studier i Rationalitet og Politik”.

Det er sagt med det samme: Den er mindre lettilgængelig, mindre elegant, og meget mindre sjov end Christophers. Men den er min.

Absurd teater

Det nye operahus er angiveligt blevet et eksklusivt værested for de bedre stillede. Derfor overvejer Det Kongelige Teater nu at indføre et såkaldt kvotesystem, der skal sikre en mere repræsentativ fordeling af operaens 1.400 pladser. I dag er det nemlig sådan, at alle pladser beslaglægges af de rige og smukke fra Nordsjælland, der i kraft af abonnement på forestillingerne har forkøbsret til operaens løssalgsbilletter. Og det skal der ifølge teaterets ellers så tænksomme kommunikationschef, Kresten Schultz Jørgensen, laves om på.

Er det genialt eller sindrigt, at indlade sig på noget sådant? Det kommer sandelig an på, hvad målet er. Enhver fornuftig økonom ved, at kvoter skaber utilsigtede forvridninger i markedet, hvorfor det helst skal undgås. Hvis kvoter overhovedet tages i brug, bør de suppleres af en ret til fri omsættelighed, så markedsøkonomiens pragtfuldheder ikke sættes helt ud af kraft. Men vi taler nok ikke om fordeling her. Nej, vi taler nok snarere om legitimitet.

Som nobelprisøkonomen George J. Stigler så fornemt har demonstreret i Director’s Law of Public Income Redistribution, er det helt forventeligt at middelklassen bruger de offentlige kasser til at suge penge ud af de velaflagte og de besiddelsesløse. Fænomenet er særlig udtalt, når det drejer sig om kulturtilbud. Her er de velaflagte og middelklassen nemlig rørende enige om, at det er er de dårligt stillede, der skal betale festen. Og når det bliver alt for tydeligt, rokker det naturligvis ved systemets legitimitet.

Det er nok igennem denne prisme, Det Kongelige Teaters overvejelser skal ses. Man befrygter, at den linde strøm af offentlige driftstilskud til operahuset vil decimeres, hvis pladserne kun er optaget af nordkøbenhavnske bourgeoisere. Modtrækket er kvoter. Det er absurd teater!

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑