Tag: markedsøkonomi (page 1 of 2)

Nyt Ekonomisk Debatt på gaden

Forleden dag udkom det nye nummer af det glimrende, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Nummeret omfatter artikler af bl.a. Nikita Koptyug, Lars Persson, Roger Svensson og Joacim Tåg om aktiemarkedets betydning for samfundsøkonomien og af Kent Eliasson, Pär Hansson og Markus Lindvert om udenlandske opkøb af firmaer er en trussel eller en mulighed for det svenske samfund.

Højdepunktet for mig er dog Niclas Berggrens fremragende leder ” Ogillande av vinst” om hvordan folk ofte opfatter profit som moralsk tvivlsomt og skadeligt for samfundet. Baggrunden for Niclas leder er en diskussion i Sverige om forbud mod profit i virksomheder, der producerer såkaldte velfærdstjenester – sygebehandling, skoler osv. Som han skriver:

När det gäller vinster just i välfärdssektorn kan en svensk experimentellt utformad opinionsundersökning sägas ge stöd till denna slutsats. Jordahl (2015) har undersökt vad svenskarna tror om de privata välfärdsföretagens rörelsemarginal. Den sanna siffran vid tiden för undersökningen var 5 procent, men i genomsnitt trodde respondenterna att den låg på 26 procent. En hel fjärdedel trodde att den var 40 procent eller högre. Med andra ord verkar kunskapsläget minst sagt dåligt.

Niclas velskrevne leder stiller dermed skarpt på problemet, at mange almindelige mennesker typisk glemmer de meget store, positive virkninger af fri konkurrence med et profitmotiv, men kun ser moralsk tvivlsom grådighed og tab af arbejdspladser. Hans hovedkonklusion er, at en vigtig del af vores arbejde er at minde almindelige mennesker og debattører om, hvad en fri markedsøkonomi faktisk opnår. Stærkt anbefalet!

Hvor store er mulighederne i Afrika?

Min klumme i Børsen i dag handler om Afrika syd for Sahara, og i særlig grad i hvor høj grad der kan siges at være kommercielle muligheder. Klummen starter med at pointere, at Afrika er mange meget forskellige lande, så det er umuligt at sige noget generelt. Børsen har haft en lang række historier i løbet af de sidste uger, der peger på det samme problem. Centralt er det følgende:

Hvilke lande kunne da være interessante? Ser man på forhold som åbenhed for handel, økonomisk vækst og institutionelle forhold – hvor lang tid tager det at få papirarbejde godkendt, og hvor fri er økonomien – falder afrikanske lande meget forskellige ud. Og den kedelige nyhed for danske firmaer på jagt efter nye markeder er, at mange af de klare succeser er meget små.

Figuren nedenfor illustrerer pointen. Jeg har taget de 44 lande, vi har nogenlunde gode data på, fokuseret på fem områder – eksportåbenhed, real vækst (købekraftskorrigeret GNI per indbygger de sidste 10 år), hvor stor servicesektoren er, hvor lang tid det tager at registrere en virksomhed (fra verdensbankens Doing Business-projekt), og hvor økonomisk frit landet er (fra Heritage Foundation). Hver bid af søjlen viser, om landet er i den gode tredjedel (en score 3), midten (2), eller i den dårlige tredjedel. Ved toppen af hver søjle står et tal, som indikerer hvor stor landets samlede købekraft er relativt til Danmarks. Hver læser kan således tage et kig og spørge sig selv, om de ville investere i et givet afrikansk land.

Afrika muligheder

Pavens tåbeligheder

Det nye nummer af Ekonomisk Debatt – det glimrende svenske økonomtidsskrift – er nu på gaden. I første udgave i 2014 har de to redaktører Niclas Berggren og Therese Nilsson knivene ude. I en umådeligt høflig, men umisforståelig leder hudfletter de to den nye paves økonomiske analfabetisme.

Problemet er, at paven udgav et brev i efteråret, hvor han nedgør almindelige, nationaløkonomiske ideer og påstår, at frie markeder ikke hjælper verdens fattige. Brevet lyder som om, det ellers velmenende overhoved for verdens katolikker har haft besøg af Joseph Stiglitz – og troet på ham. Eller som Berggren og Nilsson diplomatisk skriver ”finns det skäl att tvivla på at påven har rådgjort med de nationalekonomer som har studerat just hur en sådan bed utveckling kommer til stånd.”

Hele lederen er tilgængelig her; pavens brev er her. Døm selv.

 

Om markedet

Hvad mener de liberale egentlig, når de taler om markedet? Det er der givet vis en del, der tænker, hvis de får forvildet sig ud i en samtale med en liberalist – eller er journalister. Svaret er på sin vis både enkelt om komplekst; men det kan og bør besvares.

Der er ingen grund til, at der florerer forståelser af centrale termer, som for det første ikke er korrekte, for det andet yder mere skade end gavn. Derfor vil jeg henlede opmærksomheden på den korte video nedenfor og det lidt længere citat neden under denne.

Videoen er fra Libertarianism.org og citatet er fra Ludwig von Mises’ Human Action. Begge forklarer kort, hvad markedet er og ikke er.

Del det gerne – især med personer, som er i tvivl.

[sz-youtube url=”http://www.youtube.com/watch?v=QCe47daU7SE” responsive=”Y” /]

Beskrivelse fra Human Action:

The market is not a place, a thing, or a collective entity. The market is a process, actuated by the interplay of the actions of the various individuals cooperating under the division of labor. The forces determining the—continually changing—state of the market are the value judgments of these individuals and their actions as directed by these value judgments. The state of the market at any instant is the price structure, i.e., the totality of the exchange ratios as established by the interaction of those eager to buy and those eager to sell. There is nothing inhuman or mystical with regard to the market. The market process is entirely a resultant of human actions. Every market phenomenon can be traced back to definite choices of the members of the market society.

The market process is the adjustment of the individual actions of the various members of the market society to the requirements of mutual cooperation. The market prices tell the producers what to produce, how to produce, and in what quantity. The market is the focal point to which the activities of the individuals converge. It is the center from which the activities of the individuals radiate.

Ny viden om lykke og økonomi

På trods af manges skepsis, bliver lykkeforskningen ved med at skabe nye og ofte overraskende indsigter. To nye studier er måske værd at tænke over, fordi de udfordrer populær politisk diskurs på flere områder.

For det første er Betsey Stevenson og Justin Wolfers i et nyt papir vendt tilbage til en af lykkeforskningens mest omdiskuterede påstande: At over et vist niveau betyder indkomst og objektiv velstand intet for lykken. Påstanden er af indlysende vigtighed, for hvis den er rigtig, hvad er så grunden til at søge at blive rigere, hvis vi ikke selv synes vores liv bliver bedre? Men ægteparret Stevenson og Wolfers tilbageviser overbevisende den populære påstand. I et stort og rigt datamateriale viser de, at den marginale effekt af at bliver X kroner rigere, er den samme for rige og fattige – ekstra rigdom stopper altså ikke med at gøre en forskel, hvis man er rig. På samme måde viser de, at det også gælder hele nationer. Økonomisk vækst skaber på langt sigt lykke i både rige og fattige samfund. Der er med andre ord gode grunde – også fra en lykkevinkel – at søge at skabe økonomisk vækst.

Den anden bid ny viden er på vej ud i et særnummer af Journal of Happiness Studies, og i al beskedenhed skrevet af undertegnede (se gated version her). For cirka et år siden indså nogle forskere, at vi faktisk ikke vidste ret meget konkret om, hvordan økonomiske kriser påvirker folks lykke og tilfredshed med livet. Jeg var blandt de forskere, der blev inviteret til at skrive artikler til et særnummer om kriser. Oplægget var at finde ud af, hvad der egentlig foregår og om der er noget, man kan gøre for at modvirke eventuelle tab. Resultatet af at sammenligne udviklingen i lykke på tværs af EU-landene siden 1975 viser, at de 94 episoder med recession i gennemsnit giver befolkningen et lykketab. Gennemsnittet dækker dog over, at mens lykken faldt i de 59 tilfælde, forblev den enten stationær eller steg i de resterende 35. Analyser viser hvad der skiller landene: Jo mere reguleret, økonomien er, jo større bliver lykketabet under kriser – og de mindst regulerede samfund ser sandsynligvis ingen tab.

Mens økonomer som Joseph Stiglitz  og Paul Krugman har argumenteret kraftigt for at regulere finansielle og arbejdsmarkeder mere, peger lykkeforskningen altså på, at de samme reguleringer under kriser forårsager større tab. Stiglitz har også været en af de store kritikere af at bruge BNP som velfærdsmål, men når det objektive og det subjektive er så klart forbundet, falder hans kritik noget til jorden.

Chavezs økonomiske resultater?

Forleden dag døde Venezuelas de facto diktator Hugo Chavez. Flere medier, inklusive DR, har været ude at hylde hans visioner og resultater i Venezuela. Der har dog ikke været meget virkelighed i meget af dækningen – påstande som markant mindre ulighed, bedre vilkår for de fattige og mere retfærdighed spiller dårligt sammen med fakta. Verdens femtestørste olieproducent har de seneste år oplevet deciderede mangeltilstande. New York Times skrev for eksempel sidste år om, hvordan der ofte mangler basisvarer som madolie, majsmel, kyllinger og toiletpapir i forretningerne. Landet, der traditionelt har haft en stor kaffeindustri, har de sidste fire år været nettoimportør af kaffe.

Så hvordan ser virkeligheden ud. Ofte devisen at et billede siger mere end 1000 ord (som vi ofte bruger i praksis her på stedet), er her udviklingen i Venezuelas overordnede levestandard, sammenlignet med to af Chavezs værste ideologiske modstandere: Chile og Peru. Chavez kom til magten i 1998, og venezuelanernes gennemsnitlige levestandard i dag er stort set den samme som dengang. Peru liberaliserede økonomien omkring 2000, og Chile som bekendt langt tidligere. Spørgsmålet er ikke bare, hvor man helst ville bo i dag, men hvor ville man helst bo om ti år?

Friedman-indsigter 2: Forventningsjusterede Phillips-kurver

Det andet indlæg i vores serie om indsigter, vi skylder Milton Friedman, handler om Phillips-kurver. Phillips-kurven (i ental) var hvad der lignede en empirisk sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed, som den new zealandske økonom A.W.H. Phillips opdagede i tal for Storbritannien: Når inflationen (stigningstakten i forbrugerpriserne) var høj, var arbejdsløsheden lav, og når arbejdsløsheden var høj, var inflationen lav. Phillips og andre økonomer argumenterede derfor, at hvis man sænkede arbejdsløsheden, betalte man en ’pris’ i form af prisstigninger. Lavere arbejdsløshed betød mere konkurrence om arbejdskraften, og derfor et opadgående pres på lønningerne. Idet virksomhedernes omkostninger derfor blev højere, måtte de hæve priserne, og fordi efterspørgslen var større med flere i arbejde, gav det også et pres på priserne.

I 60erne var den klassiske politiske fortolkning af Phillips-kurven, som sammenhængen kom til at hedde, at man kunne sænke arbejdsløsheden permanent, bare man var villig til at acceptere, at priserne steg hurtigere. Flere økonomer så selvfølgelig, at højere priser betød dårligere international konkurrenceevne, men det argument bed ikke på politikere dengang.

Men som så ofte tænkte Friedman et skridt videre. Uafhængigt af, men på samme tid som, kollegaen Edmund Phelps – en senere Nobelprisvinder – beskrev Friedman hvordan forventninger spiller en rolle i løn- og prisdannelsen. I artiklen ”The Role of Monetary Policy”, der blev publiceret I American Economic Review i 1968, forklarede han den følgende mekanisme:

1) Arbejdsløsheden falder, og derfor stiger priserne som Phillips havde beskrevet;

2) Fagforeninger og lønmodtagere observerer, at inflationen er steget, og forventer derfor at inflationen nu permanent er højere – også til næste år;

3) Da de sigter efter som minimum at opretholde samme realløn, dvs. samme købekraft, stiger deres lønkrav automatisk sammen med inflationen;

4) Da lønkravene er steget til næste overenskomstforhandling, må virksomhederne bruge en kombination af prisstigninger – dvs. yderligere inflation – og fyringer til at holde bundlinjen fra at gå i negativ;

5) Arbejdsløsheden er derfor steget igen, hvilket lægger en dæmper på inflationen; men lønkravene er de samme, da man ikke har grund til at nedjustere forventningerne til næste års inflation.

Friedman og Phelps indsigt var, at man ikke permanent kan sænke arbejdsløsheden ved at føre politik, der hæver inflationen. 1968-artiklen viste således, at pengepolitikkens rolle ikke kan være forbundet med en permanent forbedring af beskæftigelsen, men kun i bedste fald en rent midlertidig. Da man nåede ind i 1970erne, oplevede verden et fænomen, der ikke kunne lade sig gøre i den ’gammeldags’ Phillips-kurve. Stagflation, som fænomenet blev kaldt, var kombinationen af økonomisk stagnation med dertil hørende høj arbejdsløshed, og samtidig høj inflation. Økonomer så dermed med egne øjne noget, som kun gav mening med Friedman-Phelps-forklaringen.

Politikerne tog som altid noget længere at opgive ’fine-tuning’ politik, som det blev kaldt. De brugte 70erne på at bekæmpe arbejdsløshed med hvad de troede, havde virket i 60erne, men som nu blot resulterede i stigende inflation og dermed faldende og i mange tilfælde negative realrenter. Fra 1980erne og frem opgav flere og flere politikere – i det mindste i vores del af Europa – at bruge keynesiansk finjusteringer, da erfaringen var blevet tydelig: Friedman og Phelps havde ret, og hverken lønmodtagere eller fagforeninger opførte sig så tåbeligt, som Phillips og andre havde regnet med. Det krævede blot en Friedman at vise det så tilpas pædagogisk, at andre også så det indlysende.

Gary Becker om krisen

Der bliver sagt og skrevet meget nonsens om finanskrisens årsager, og hvad man ‘bør’ gøre for at imødegå krisen og dens konsekvenser. Det gælder ikke mindst i den nuværende valgkamp, hvor politikere på begge fløje kæmper om at ville intervenere mest og bruge flest penge. Hele baggrunden for de politiske ideer er, at politikerne ved bedre og markedet tager fejl. Nobelpristageren Gary Becker havde forleden et indlæg i Wall Street Journal, som meget fint opsummerer, hvad der egentlig er foregået og hvorfor vi burde bekymre os om situationen. Hele indlægget kan læses her (stærkt anbefalet); her er Beckers konkluderende ord:

Government regulations and laws are obviously essential to any well-functioning economy. Still, when the performance of markets is compared systematically to government alternatives, markets usually come out looking pretty darn good.

Økonomisk politik, Chavez-style

Denne post kunne lige så godt have heddet ’Vejen til trældom’ eller ’Hvordan man ødelægger et samfund’.  Posten handler nemlig om de seneste udviklinger i Venezuelas økonomiske politik under det venstrepopulistiske Chavez-styre. I den historie er der to nye udviklinger, der nøje følger det overordnede plot i det, der efterhånden mest ligner en af Sofokles græske tragedier.

Den første nyhed, som Niels Westy skrev om forleden på Americas og Berlingske fulgte op i lørdags, er at Chavez nu også har hævet mindstelønnen med ti procent. Mange ikke-økonomer, inklusive en lang række politikere, synes at tro, at det er gode nyheder for de fattigste. Det kunne næsten ikke være længere fra sandheden, og illustrerer ganske godt, hvordan Chavez’s politik retorisk påstår at hjælpe Venezuelas mange fattige (cirka ti procent af befolkningen lever for under to dollars om dagen), mens virkeligheden er en meget anden. Continue reading

Obama og de bløde budgetbegrænsninger

Washington Post rapporterede i går, at Obama-administrationen har lovet ’ubegrænset finansiel støtte’ til de to lånegiganter Freddie Mac og Fannie Mae (læs her; hattip Volokh Conspiracy). Amerikanske kommentatorer har bemærket to ting: 1) at administrationen, der efterhånden er ekstremt upopulær (ratings er pt. lavere end for George W. Bush i hans anden præsidentperiode), har forsøgt at ’drukne’ nyheden ved at lægge den ud juleaftensdag; og 2) at administrationen samtidig har godkendt chefbonusser hos de to banker for tilsammen 42 millioner dollars.

Det amerikanske finansministerium har med beskeden sendt udtalelsen, at trækket ”should leave no uncertainty about the Treasury’s commitment to support these firms as they continue to play a vital role in the housing market during this current crisis.” Som den republikanske senator Scott Garrett bemærkede, er beslutningen ikke blot “a continued bailout of failed entities that need to be privatized to protect the taxpayer, the timing of the announcement is clearly designed to try and sneak the bailout by the taxpayers.”

Men endnu vigtigere, i det mindste på den længere bane, er at beslutningen synes at reflektere, at Obama og hans medarbejdere slet ikke synes at have forstået et af de største problemer ved deres handlinger: Det, man gennem den pinagtige kommunistiske erfaring i Centraleuropa, er kommet til at kende som ’bløde budgetbegrænsninger’. Fænomenet, som den ungarske økonom Janos Kornai har analyseret indgående, skyldes en indgående politisering af økonomien, eller dele af den. I dette tilfælde, ligesom i tilfældet med den amerikanske stats de facto overtagelse af flere bilfabrikker, vil politisk styring betyde, at der altid kan findes grunde til at give øget støtte eller løsere administration af regler osv. For eksempel påkaldes beskæftigelseshensyn meget ofte som rationale for, at virksomheder tæt på politikerne får offentlig støtte.

Bundlinjen bliver derfor ikke på nogen måde styrende for, hvordan forretningen køres. Incitamenter til at økonomisere med arbejdskraft eller ressourcer, til at indføre effektiviserende tiltag, eller til i det hele taget at tage forbrugernes præferencer alvorligt, svækkes derfor markant. Obamas overtagelse, de facto eller de jure, af Fannie Mae og Freddie Mac lover derfor ikke godt. Den amerikanske stat risikerer at kyle penge ud af vinduet i et forsøg på at ’beskytte’ folk med dårlige lån i de to hypotekbanker. Eneste gode nyhed er, at administrationens blatant venstreorienterede og økonomisk ilitterate adfærd giver masser af stof til de næste års undervisning i politisk økonomi.

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑