Tag: markedsreformer

Trailblazers – om New Zealands reformer

Den glimrende Johan Norberg er en fin og altid afbalanceret kommunikator. Hans konstante insisteren på fakta, hvor folk ofte tror det modsatte er virkeligheden, er en af hans primære styrker. I en dansk kontekst er hans indlæg om reformer rundt omkring i verden særligt værdifulde, da Danmark øjensynligt har udviklet en politisk kultur, hvor de mindste justeringer af en hellig velfærdsstat betragtes som næsten kætterske kæmpereformer.

Det var derfor med stor fornøjelse, at jeg forleden så Norbergs dokumentarfilm om New Zealands reformer. Kiwiernes reformer startede i 1984, strakte sig over to meget forskellige regeringer, og indebar blandt andet en fuldstændig afskaffelse af landbrugsstøtte og -told, og meget store reformer, der gjorde bl.a. arbejdsmarkedet langt mere fleksibelt. Dokumentaren med titlen Trailblazers er stærkt anbefalet til alle interesserede og deres børn eller elever i gymnasiealderen og opefter! Og man kan også håbe, at der er en politiker eller to på Christiansborg, som også bruger de 58 minutter på at få inspiration fra et land, der på mange måder ligner Danmark.

Hvordan ser opsvinget ud?

I sidste uge skrev min Børsen-kollega Signe Roed-Frederiksen om det opsving, som adskillige politikere glæder sig så meget over. Der har været vækst i dansk økonomi de sidste seks år i træk, og beskæftigelsen er høj og stigende. Dansk Industri var endda ude forleden med en umiddelbart glædelige nyhed, at der nu er flere i beskæftigelse end før krisen satte ind. Man får det indtryk, at det går godt i dansk økonomi – og meningen er formodentlig, at man skal tilskrive de gode nyheder til regeringens politik. Fagbevægelsen brugte også de åbenbart gode tider fornylig til at presse en meget dyr – og formodentlig alt for dyr – overenskomst igennem på det offentlige område.

Problemet er, som Signe meget præcist formulerer det, at opsvinget ikke ligefrem er ’buldrende’ – det er ”fortsat et opsving med forbavsende lav flyvehøjde.” Nok er der nu 2.765.250 danskere i fuldtidsbeskæftigelse, hvilket er 5845 flere end i starten af 2008, men som Signe påpeger, er der kommet 20.000 flere i arbejdsstyrken i forhold til dengang. Så der er reelt ikke tale om nogen rekord, men blot varm luft fra DI. Og nok er der vækst i dansk økonomi, og væksten i BNP ser ud til at blive cirka 1,9 % i år. Som jeg understregede overfor en forsamling hos VU Aarhus i går aftes, skal man dog passe på med at læse dét tal: De 1,9 % er i det totale BNP, og ikke BNP per indbygger. Danmarks befolkning er de senere år vokset med cirka ½ % per år, hvilket bringer væksten i nationalindkomst per indbygger ned  omkring 1,4 % – og dermed ikke noget at prale med. 1,4 % er cirka ½ % under såkaldt ’trendvækst’, dvs. den vækstrate, økonomien har i normale tider.

Som vi har understreget flere gange her på stedet, er det langt mere interessant at se på, hvordan det går dansk økonomi på langt sigt. Det viser figuren nedenfor, der plotter to BNP-serier (per indbygger, en linje baseret på nationale priser, og en prikket linje baseret på købekraftskorrigerede tal) for Danmark og et gennemsnit af vores økonomiske nabolande. Figuren viser først og fremmest den udvikling, der burde være kendt hos vores læsere, i nationalindkomst per indbygger siden 1995, hvor det er tydeligt hvordan Danmark ikke følger med. Det var blandt andet denne udvikling, som Produktivitetskommissionen beskæftigede sig med for nogle få år siden, og som danske politikere stadig i dag helt og totalt ignorerer. Set over de sidste cirka 25 år er dansk trendvækst langsommere end væksten hos de mest sammenlignelige lande.

For det andet visere figuren dog også, hvordan denne udvikling fortsætter i det såkaldte opsving. Ser man på den købekraftskorrigerede serie – den mest sammenlignelige og også mest relevante for danske forbrugere – er den danske økonomi samlet set vokset cirka 3,8 % siden væksten startede igen i 2011. Gennemsnittet for vores nabolande i samme periode er 5,0 %, og tager man forecast fra IMFs World Economic Outlook fra april, regner man med at den danske økonomi også i år vokser 0,4 % langsommere end nabolandene. Dét estimat skal endda tages med et gran salt, da IMF stadig regner med ganske langsom vækst i Storbritannien, der ellers ikke har oplevet den nedgang som analytikerne regnede med efter Brexit.

Bundlinjen, som politikere på begge sider af Christiansborg burde tage alvorligt, er at det faktisk ikke går ret godt med den danske økonomi. Det kommer dog næppe til at ske, og mindst tre forhold står i vejen for at politikerne offentligt anerkender problemet. Først er der ingen grund til at rokke ved båden så tæt på et valg – og i et land som Danmark, hvor statsministeren altid kan udskrive valg, er valget altid potentielt tæt på. For det andet frygter politikerne at lave reformer, bl.a. fordi de tror at danskerne elsker velfærdsstaten som det forestiller sig den er i dag, og bl.a. fordi politikerne tror at reformer er upopulære (hvilket de ikke er – se her). Og for det tredje er de stærkeste danske særinteresser – de offentlige fagforeninger og kommunale byrådskonger – bestemt ikke interesserede i reformer, der kan true deres status. Problemerne burde være velkendte og dansk økonomi skriger på reformer, der kan løfte produktivitetsudviklingen, men de effektive reformer er de mindst sandsynlige. I stedet for at erkende problemet, løber de 179 fjolser rundt på Christiansborg og leger kustoder i et socialdemokratisk museum.

Er liberaliserende reformer virkelig upopulære? Nej

Det påstås ofte, at liberaliserende reformer, der reducerer det offentlige forbrug og afregulerer, og dermed lader mere tilovers til et frit marked og civilsamfundet, er upopulære. Den canadiske journalist Naomi Klein, der er feteret på den yderste venstrefløj, blev for eksempel berømt med sin tese om, at politikere direkte skaber kriser for at gennemtvinge liberalisering. Hendes marxistisk inspirerede tese er, at de udelukkende gør det for at gøre deres allerede rige venner endnu rigere. I Kleins verden – der i høj grad også er blevet Jeremy Corbins, Bernie Sanders og Pernille Skippers verden – er enhver direkte liberaliserende reform derfor demokratisk illegitim.

For halvandet år siden skrev vi derfor om emnet her på stedet (læs her), da en variant af denne debat var blusset op igen. Baggrunden var en ny bog af professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet, hvor han hævdede, at danskernes lave tillid til politikere var en konsekvens af, at velfærdsstatsreformer havde ”skabt større utryghed blandt en stor gruppe af vælgere.” Vi bragte den dag resultaterne af nogle simple regressionsanalyser af faktiske data, der bestemt ikke pegede i Gouls retning.

Emnet blev dog ved at nage, da den grundlæggende påstand dukkede op i flere sammenhænge. I ny forskning sammen med min gode ven og kollega Niclas Berggren fra IFN ser vi derfor på netop dette spørgsmål. Niclas og jeg har gjort præcist hvad vi lagede op til i blogposten for halvandet år siden, men langt mere systematisk. I ”Do voters dislike liberalizing reforms? New evidence using data on satisfaction with democracy” ser vi på effekten af reformer, der enten øger eller reducerer statens rolle i samfundet væsentligt, og sammenholder disse events med udviklingen i folks vurdering af, hvordan demokratiet virker i deres samfund. Vores centrale indikator er derfor borgernes direkte vurdering af, hvor legitimt systemet og politikerne er. Vi dokumenterer i et appendiks, at denne vurdering følger borgernes tillid til politikere og parlamentet meget tæt, og at vi derfor måler kernen i argumenterne imod reformer.

Resultaterne på tværs af 30 europæiske lande mellem 1993 og 2015 er tydelige: Reformer der afregulerer er populære hos vælgerne og reformer, der indfører mere regulering er upopulære. Evidensen taler således direkte og meget tydeligt imod Goul, Klein og andre. Vi finder endda robust evidens for, at vælgerne reagerer endnu mere negativt, når det er en venstreorienteret regering, der indfører mere regulering. Med andre ord opfatter vælgerne i gennemsnit liberaliserende reformer som klart legitime, og yderligere reguleringer som illegitime i de fleste tilfælde.

Niclas skal præsentere papiret på de to public choice konferencer i foråret (Charleston i marts og Rom i April). Mens vi håber på gode kommentarer, der kan bringe vores forskning et skridt videre, ændrer resultaterne sig næppe. Konklusionerne i abstractet nedenfor er robuste, og måske noget, dansk politikere på begge fløje burde kende til?

Since the early 1980s a wave of liberalizing reforms has swept over the world. While the stated motivation for these reforms has usually been to increase economic efficiency, some critics have instead inferred ulterior motives and a desire to enrich certain (already rich) people at the expense of others. This critique, coupled with the claim that many of the reforms have been undertaken during different crises so as to bypass potential opponents, suggests that people will dislike the reforms and even be less satisfied with democracy as such. We test this hypothesis empirically, using panel data from 30 European countries in the period 1993–2015. The dependent variable is the average satisfaction with democracy, while the reform measures are constructed as distinct changes in four policy areas: government size, the rule of law, openness and regulation. Our results indicate that while reforms of government size are not robustly related to satisfaction with democracy, reforms of the other three kinds are – and in a way that runs counter to the anti-liberalization claims. Reforms that reduce economic freedom are generally related to satisfaction with democracy in a negative way, while reforms that increase economic freedom are positively associated with satisfaction with democracy. Voters also react more negatively to left-wing governments introducing reforms that de-liberalize. It thus seems as if the hypothesis of a general negative reaction towards liberalizing reforms taking the form of reduced satisfaction with democracy does not stand up to empirical scrutiny, at least not in our European sample.

The record of history is absolutely crystal clear

“…. so the record of history is absolutely crystal clear, that there is no alternative way so far discovered of improving the lot of the ordinary people that can hold a candle to the productive activities that are unleashed by the free-enterprise system.”

Ovenstående citat stammer fra et interview med Milton Friedman i 1979 -se det fulde interview nedenfor. Og med det seneste socialistiske eksperiment, Venezuela, i totalt kaos, kan det kun undre, at der fortsat  er de som tror der findes en 2. eller 3. vej. For historien er som Friedman siger “krystalklar”. Kun lande baseret på markedsøkonomi har været i stand til at sikre ordentlige levevilkår for den brede befolkning.

Punditokraternes “gamle redaktør” Peter Kurrild-Klitgaard er inde på det samme i sin kommentar i dagens Berlingske Tidende, Socialismen forarmer – altid, hvor Peter bl.a. skriver:

Planøkonomiske regimer ender altid i relativ forarmelse og på et tidspunkt med valget mellem enten at tvinge borgerne ud i tyranni og decideret statsligt slaveri (Venezuela, Cambodia), eller med liberaliserende reformer.

Peter henviser også studier af Martin Paldam og Erich Gundlach, af hvad de kaldte »ægte tvillinger«: Lande, der oprindeligt havde hørt sammen og nogenlunde lignede hinanden i udgangspunktet, men blev skilt fra hinanden og hvor den ene endte med markedsøkonomi, mens den anden endte med planøkonomi, altså  socialistisme. Man undersøgte bl.a. Vesttyskland og Østtyskland (1945-89), Sydkorea og Nordkorea samt Folkerepublikken Kina og »tigerøkonomierne« (Taiwan/Hong Kong Singapore), Østrig og Ungarn (1945-1989), Østrig og Tjekkoslovakiet (1945-1989) og Finland og Estland (1945-89). Konklusionen var i alle tilfælde entydig. Ikke overraskende klarede markedsøkonomierne sig væsentligt bedre end den planøkonomiske tvilling.

Kina og Taiwan illustrerer godt pointen. Som det fremgår af nedenstående grafer, som viser udviklingen i købekraftskorrigeret BNP for henholdsvis Kina og Taiwan i figur 1 samt Taiwan og Danmark i figur 2, er forskellen til at tage og føle på.

Figur 1.

taiwan kina

Kilde: Penn World Tables 9.0

Figur 2

dk - taiwan

Kilde: Penn World Tables 9.0

Som bekendt ændrede Kina i betydelig grad model fra slutningen af 1970erne og frem, har de seneste årtier oplevet meget høje vækstrater – omend officielle tal formentlig overdriver den reelle vækst. Den opnåede vækst i de seneste årtier har dog ikke været nok til at opveje de første årtiers relative stagnation. Forskellen målt på BNP per indbygger er således i dag større mellem Taiwan og Kina, end den var i 1960. Mens Taiwan kun var ca. dobbelt så velstående i 1960, er man i dag ca. 3 gange så velstående målt på BNP. siden 1990erne er forskellen dog indsnævret betydelig (på et tidspunkt i 90erne var Kinas velstand kun en smule højere end 10 procent af Taiwans). Som det fremgår er Taiwan i dag på niveau med Danmark. I 1960 var vi 5 gange rigere end dem. for Kina’s vedkommende gælder, at de målt på BNP per indbygger, ca. er på niveau med Danmark i 1960.

Peter tager i sin kommentar i dagens Berlingske Tidende udgangspunkt i Venezuela og Chile. En ikke helt urimelig sammenligning. Som det fremgår af nedenstående figur 3, var Venezuela målt på BNP per indbygger væsentligt mere velstående end Chile i midten af 1970erne, hvor Chile indledte sine omfattende reformer, der i løbet af kort tid omdannede landet fra en statscentreret og lukket økonomi, til en af verdens frieste økonomier (se figur 4).

Omvendt i Venezuela, hvor man netop på det tidspunkt kastede sig ud i forsøget på en industrialisering baseret på importsubstitution. Det var samtidig starten på den deroute, som foreløbigt er med den totale økonomiske (og på alle mulige andre måder ) nedsmeltning, landet oplever i disse år, med varemangel, ekstreme inflationsrater og hastigt faldende BNP.

Figur 3

cv2

Figur 4

cv1

Det kan kun undre at fortalerne for socialisme og planøkonomi fortsat ikke har indset, at det altid ender på samme måde. Eller som punditokraternes gamle redaktør skriver:

Planøkonomiske regimer ender altid i relativ forarmelse og på et tidspunkt med valget mellem enten at tvinge borgerne ud i tyranni og decideret statsligt slaveri (Venezuela, Cambodia), eller med liberaliserende reformer.

Og jo, Venezuela er i den grad et socialistisk eksperiment, selv om venstrefløjen lige nu løber med 1000 km, i timen væk fra dette seneste fallerede eksperiment. Bla. er langt over 1000 private virksomheder er blevet nationaliseret, mens både den førte finans- og pengepolitik, landbrugsreformer mv. stort set minder om hvad vi før har oplevet under bl.a. Allende i årene 1970 til 73 i Chile.  Mens Chile endte i diktatur og markedsreformer, der heldigvis også endte med at blive fulgt op af politiske reformer og tilbagevende til demokrati. Er Venezuela foreløbig endt med at militæret er den reelle magthaver. Om det så ender med et egentlig militærdiktatur, har vi fortsat til gode at se.

At udviklingen blot endnu en gang understreger Friedmans pointe om markedets afgørende rolle burde være “krystalklart”.

Eller som jeg slutter af med i min kronik, Kunsten at misforstå liberale idéer, i Børsen søndag:

liberale reformer virker. Se blot på Sydamerika. De er forskellen mellem lande som oplever fortsat fremgang og lande, som nu må sande, at trods et historisk råvareboom i nullerne, står man igen midt i en akut økonomisk krise.

Chile – de første til at gennemføre reformer – er den hurtigst voksende økonomi i regionen de seneste 25. år. I begyndelsen af 1990’erne var bnp per indbygger på niveau med Brasilien. I dag er det regionens højeste og 70 pct. højere end i Brasilien. Samtidig er andelen af befolkningen som lever i fattigdom raslet ned og absolut fattigdom næsten udryddet.

Peru, som reformerede økonomien i 1990’erne efter mange års misvækst, er de seneste 15 års hurtigst voksende økonomi i regionen. Bnp er vokset fire gange hurtigere end i Argentina og Brasilien. Den offentlige gæld er minimeret og fattigdommen reduceret drastisk. Dette står i skarp kontrast til udviklingen i Brasilien, hvor den offentlige gæld er faretruende høj, og fattigdommen atter vokser.

Konklusionen er klar. (Neo)liberale reformer – privatiseringer, deregulering af markeder mv – fremmer vækst og fremgang. Sydamerika leverer beviset.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑