Tag: medier (page 1 of 11)

Staten fylder meget i mediebilledet i Danmark

CEPOS har netop offentliggjort en analyse af mediemarkedet, udarbejdet af Nils-Gunnar Indahl, Københavns Universitet. Se rapporten her, eller denne korte video her:

Rapporten viser grundlæggende fire ting:

  • At mediemarkedet er i hastig forvandling, og at ikke mindst de private dagblade er under pres, mens de statslige medier fylder mere.
  • Dagbladenes forretningsmodel er generelt udfordret, men mediestøtten er i stigende grad med til at skævvride markedet. Dagbladene tegner sig for en faldende andel og er nede på en sjettedel. Radio og tv tegner sig for 85 pct. af mediestøtten, heraf DR alene for 73 pct.
  • Staten fylder mere i mediebilledet end de lande, vi normalt sammenligner os med. Vi har høj licens, er tæt på at have hver anden journalist ansat i statslige medier mv., DR.dk og tv2.dk er de største internetsites i Danmark, og generelt er mediepolitikken mindre liberal end f.eks. i Norge og Sverige.
  • Der er ingen gode begrundelser for den mediepolitik, der bliver ført i Danmark. Der er ikke længere nogen ”markedsfejl” af betydning, som kan begrunde den stærke offentlige intervention, og historisk set har ”markedsfejl” slet ikke spillet noget videre rolle som begrundelse. Der anvendes ingen systematisk definition af ”public service”.

Der er lagt op til et nyt medieforlig senere i år. Det haster med at få omlagt støtten. For min skyld må man gerne fjerne al støtte. Der er som sagt ingen af de ”markedsfejl”, som normalt begrunder offentlig intervention. Men som minimum bør skævvridningen bremses. Og politikerne bør begynde med at opstille politiske mål først og så vælge de mest effektive og mindst indgribende redskaber til at nå dem. Hvis man f.eks. gerne vil støtte dansk produktion, bør man som på filmområdet opstille støttekriterier og lade konkurrencen være åben for alle. Vil man gerne støtte et bestemt forbrug, er det mest oplagt at bruge voucheragtige ordninger – f.eks. som på skoleområdet, hvor man kan tage pengene med sig til en friskole. Tvangsfinansieringen til DR bør falde bort. Licensen er reelt en skat. For fremtiden bør den kun betales af DRs brugere.

Hvad medierne kalder ’højreorienteret’

Et kort symposium om Polen er et fejlslagent – eller ’failing’ – demokrati, som Marginal Revolution omtalte i går, mindede mig om en af de ting, der irriterer mig mest: Mediernes jævnlige karakteristik af bestemte partier og regimer som ’højreorienterede’, ’højreekstreme’ og lignende indikatorer.

Adam Zamoyski, en polsk-født britisk historiker, peger i sin del af symposiet på, hvor stor en fejltagelse det er, at benævne det nye polske styre som højreorienteret. Han betragter i stedet Lov og Retfærdighedspartiets kurs overfor medierne og retsvæsenet som en tilbagevenden til sovjetisk politik. Som Zamoyski skriver:

The PiS core are not natural capitalists: They are hostile to free-market economics, regard businessmen as “speculators” and believe in government control of everything, including property rights. Their fiscal policy is anything but right-wing. They have promised to crack down on banks, lower the retirement age and give massive monthly cash handouts to parents for each child.

They are conservative only in that they view the liberal center ground of Western politics — and the modern world in general — with suspicion. Their conservatism is essentially provincialism, their politics populist. They beat the drum of patriotism and talk of preserving national sovereignty, but their idea of patriotism is to wallow in the martyrology of the Second World War and the talk of sovereignty is mostly an expression of xenophobia.

Zamoyski understreger her den voldsomme bias, der ligger i journalisters behandling af en række partier som såkaldt ’stærkt højreorienterede’: Dansk Folkeparti, Front National i Frankrig, Donald Trump i USA, Viktor Orban i Ungarn og PiS i Polen er alle eksempler på partier og politikere, man påstår, er højreorienterede. Fælles for dem alle er, at de ønsker langt større statsstyring og national protektionisme på centrale sociale og økonomiske områder. Hvordan man overhovedet kan kalde dem højreorienterede i nogen anden forstand end en konservativ, quasi-religiøs retning, er ganske uforståeligt for mig.

Næsten komplet stilhed om Buchanans bortgang

Udklip fra nekrolog i Weekend-Avisen

Udklip fra nekrolog i Weekend-Avisen

Rédacteur en chef Bjørnskov har i dag leveret en fremragende kronik til Berlingske Tidende om James Buchanan, der selvsagt skal anbefales. Sammen med Martin Paldam har han også skrevet en nekrolog, som Weekend-Avisen bragte den 25. januar, ligesom Otto Brøns-Petersen den 17. januar fik bragt et stykke i Børsen om nobelpristageren.

Som en mediekendt ex-rédacteur af denne blog har bemærket på en anden platform, så er det besynderligt, at ikke en eneste dansk avis derudover, har bragt en egentlig nekrolog eller omtale af Buchanans død. Check Infomedia, hvis De ikke tror det.

Jeg er overbevist om, at aviserne havde været på banen med det samme – og Politiken nok med et sær-indlæg – hvis det var Paul Krugman, der var gået bort, ligesom det nok også var blevet nævnt på TV, i hver fald i Deadline. – Men nu er jeg jo nok bare fordomsfuld. Eller…?

Patentet på gode intentioner

Når venstrefløjen lancerer politiske forslag og højrefløjen ikke er enige i dem, argumenterer dens modstandere ofte, at fløjen ikke har forstået incitamenter, begrænsninger osv. Når højrefløjen lancerer politiske forslag og venstrefløjen ikke er enige i dem, er et af de klassiske argumenter derimod, at forslagets intention er ond og kun sigter mod at gøre rige rigere. Og deri ligger spørgsmålet: Hvorfor og hvordan har venstrefløjen fået patent på, at have ”gode intentioner”? For hvornår kan man sidst huske et offentligt argument mod et forslag eller en venstrefløjsposition, der gik på at intentionen var ond

Det er ellers ganske let at kritisere intentioner på venstrefløjen – faktisk lige så let som at gøre det mod højrefløjens politikere. Et eksempel er støtten til den etablerede fagbevægelse og den indædte modstand mod de uafhængige fagforeninger. Man behøver ikke tænke ret langt for at indse, at det man argumenterer for, er en lovmæssig beskyttelse af et monopol.  I dette tilfælde er det et monopol på ’salg’ af arbejdskraft, eller i det mindste på reglerne for dette salg, men det er ikke substantielt anderledes end andre monopoler. Og som næsten alle monopoler, har fagbevægelsen udviklet sig til et kompleks, der laver alt muligt andet end sin kerneopgave, mens incitamentet til at sikre medlemmernes ve og vel er til at overse.

Man kan måske med en vis ret skyde noget af skylden på medierne, for hvornår har man sidst set en journalist omtale for eksempel 3F som et ufaglært monopol? Man kan på samme måde overveje, hvorfor det er så nyt et fænomen, at medierne kritiserer fagbevægelsens massive støtte til Socialdemokraterne og hvorfor det stadig usædvanligt, hvis en journalist spørger, hvad de får for pengene. Saxo Banks støtte til Liberal Alliance har derimod udløst en strøm af anklager om, at banken blot køber politisk indflydelse, på trods af at fagforeningspengene og den socialdemokratiske indflydelse er mange gange større.

Én mulighed er at se situationen som en ubetinget succes for marxistisk teori, om end kun i en offentlig debatforståelse og journalistisk skoling. Marxisme tilsiger, at klasseforhold bestemmer magt og politiske beslutninger: Kapitalistiske interesser påvirker således politik gennem deres kumpaner på højrefløjen, mens venstrefløjen ikke lider under særinteressers påvirkning og sigter efter at gavne den almindelige ’arbejder’. I den forstand har just afdøde James Buchanan, Gordon Tullock, Mancur Olson og talrige samfundsforskere levet forgæves. De søgte alle at understrege, at alle politikere kan ligge under for særinteresser, og at alle særinteresser søger at gavne deres egen agenda, uanset hvad der måtte være bedst for samfundet. Hvis man har skepsis overfor en politiker eller et parti, må man således også have det overfor alle resten.

Men i den offentlige debat, og måske særligt i de populære mediers version af den, gælder problemerne kun til højre for midten. Det er ikke blot en sær situation, men en der spiller alt for gode kort på hænderne for de interesser, der traditionelt køber sig indflydelse gennem venstrefløjen. Giver man dem et offentligt patent på ’gode intentioner’, er der ikke mange grænser for, hvor mange kameler af dårlige intentioner der kan slippe igennem det offentlige nåleøje. Det er ikke blot et journalistisk problem, men en politisk faldgrube, der burde være svær at overse.

Hvor venstredrejede er danske journalister?

DR og flere andre medier braget forleden dag historien om, at danske journalister stemmer længere til venstre end andre danskere. Det er næppe nogen nyhed – det var det samme i de få dage, jeg gik på Journalisthøjskolen for mere end tyve år siden – men lige chokerende at se tallene. Så her er de: Journalisternes stemmefordeling, og den seneste fordeling fra meningsmålinger i Berlingske. Man må for gud ved hvilken gang spørge sig selv, hvordan man kan påstå at de er upartiske og helt balancerede i nyhedsdækningen.

Ophavsrettighedsdebatten

Hermed en formatteret og link-holdig gengivelse af et blogindlæg, jeg har i Børsen i dag:

Debatten for og imod immaterialretligheder, så som ophavsret, tog en finurlig drejning, da rettighedspirateri forleden opnåede statslig anerkendelse som en religion i Sverige under det passende navn kopimisme. Kirkens højeste læresætning er, at omdeling af kopier af andre menneskers rettighedsgenstande i sig selv er en religiøs tjeneste.

Hvem anerkendelsen siger mest om – piraterne eller det svenske Kammarkollegiet – skal vi lade stå usagt. Hvad der derimod skal påpeges er, at der for tiden pågår en voldsom debat om ophavsrettens fremtid og at fronterne på begge sider er trukket skarpt op.

Således har selv danske medier indenfor det seneste stykke tid talt om det såkaldte SOPA-lovforslag, der behandles i Repræsentanternes Hus i USA, der udvider rettighedshaveres mulighed for gennem en summarisk proces at lukke bl.a. hjemmesider ned via et fogdeforbud. Bølgerne går højt i dén debat – som de rettelig bør, når nu retsikkerheden står på spil. Det er med andre ord ikke blot en debat for debattens skyld.

På den velansete blog The Volokh Conspiracy bringes i dag et indlæg af William ”Bill” Patry under titlen ”How to Fix Copyright, Part I”. Patry selv, er amerikansk advokat, arbejder in-house for Google og er forfatter til Oxford-publikationerne Moral Panics and the Copyright Wars og How to Fix Copyright.

I blogindlægget præsenterer Patry sin nye bog – som er så ny, at jeg ikke selv har haft en chance for at se den igennem – hvori han forsøger at opstille en konstruktiv løsningsmodel på de problemer, han mener ophavsrettighedsinstituttet er ramt af. Indlæg af denne type skal altid læses med et stort caveat: Den vedrører amerikanske forhold. Men, når det er sagt, så er ophavsrettighedsområdet, i takt med internationaliseringen, ikke længere noget, staterne på nogen måde kan eller bør behandle for sig selv indenfor nationalstatens snævre ramme.

Patrys påstand er, at ophavsrettighedsinstituttet er ineffektivt. Som han siger: ”I believe laws are tools, not ends in themselves, and that we should measure, empirically, their effectiveness against their stated objective.” Heri kan man kun give ham ret. Det samme kan man, når det kommer til de mål, Patry mener ophavsretslove – generelt set – har til formål at nå:

[The] goals are often fleshed out in ways that fit into the following two syllogisms and one tautology. Syllogism number one: Copyright is the basis for creativity. Creativity is the basis for culture. Therefore, copyright is the basis for culture. Syllogism number two: Copyright is the basis for a knowledge-based economy. The knowledge-based economy is the basis for competitiveness. Therefore, copyright is the basis for competitiveness. The tautology is the statement that the creative industries are those industries dependent on copyright laws and therefore copyright laws are essential to the growth of the creative industries.

Bill Patry rammer derudover plet når han fremfører, at teknologi ikke i sig selv er ophavsrettens bane- eller redningsmand, men derimod intet andet end et middel, som faciliterer behov og behovstilfredsstillelse på markedet. – Og som han så korrekt siger:

”Changing markets and products are an economic fact of life: no copyright law can force people to buy things they do not want to buy, anymore than laws can outlaw recessions or business cycles.”

Opdatering: Bill Patrys 2. blogindlæg er udkommet d.d.

Marlene Wind – man undrer sig

Normalt begiver vi os ikke ud i personbetragtninger her på Punditokraterne, men ovenpå de sidste dages skænderi mellem udviklings- og integrationsminister Søren Pind og professor Marlene Wind fra Københavns Universitet er det nok på sin plads. Og det er ikke Søren Pind, vi undrer os over.

Marlene Wind har indtil fornylig væres mso-professor på Institut for Statskundskab i København, dvs. hun har haft et tidsbegrænset professorat. Hun er for et par uger siden blevet udnævnt til fuld professor. Winds specialisering er EU, og hun bruges flittigt som ekspert af både DR, TV2 og en række aviser. Det var i denne rolle, hun forleden gjorde sig klog på regeringsmedlemmers psykologi i forbindelse med sagen om øget grænseovervågning. Det gjorde Søren Pind så sur, at han på sin Facebook-profil omtalte hende som Halv-vind. Om man kan lide ham eller ej, påpeger flere kommentatorer, at: 1) En Facebook-profil er at betragte som personlig, og Pind har altså ikke udtalt sig i sin funktion af minister; og 2) Marlene Wind udtalte sig langt udenfor sin ekspertise, når hun kommenterede på regeringens mest interne overvejelser i en sag, der ikke engang er fuldt oplyst. Wind var dog tydeligt rasende, og kunne mandag aften oplyse seerne på TV2 News om sine store kvalifikationer.

Så man kan tillade sig at undre sig, og når man ser nærmere på Wind, vokser ens undren. Danske, samfundsvidenskabelige professorater gives udtrykkeligt kun til forskere, der har høj videnskabelig status. Det betyder altid at de har publiceret på deres ekspertområde i internationalt anerkendte tidsskrifter, og enten publiceret meget eller publiceret tilstrækkeligt i de allerbedste tidsskrifter. Når man ser på Marlene Winds CV, er det tydeligt at det har hun ikke! Der er én artikel i Journal of Common Market Studies, et anerkendt politologitidsskrift med en impact factor på 1,3 (nummer 23 i political science), og seks artikler i noget mindre tidsskrifter. Og det er så åbenbart det siden hun blev færdig som PhD i 1998 – de tre sidste items under punktet ”Peer reviewed articles in international journals” er et bogkapitel, et working paper fra Robert Schuman Centre for Advanced Studies, og en artikel der står somTo be submitted to Journal of European Public Policy – dvs. den er ikke antaget. Af disse syv er kun tre tidsskrifter tilstrækkeligt gode til, at de er dækket af enten Scopus-databasen eller Web of Science – og kun én af disse artikler er citeret én gang af en anden, end Marlene Wind. Til sammenligning har en anden ekspert, professor Michael Svarer (PhD i 2001), 23 artikler dækket af Scopus og 113 citationer på trods af hans alder.

Marlene Winds publikationsliste – og dermed det håndfaste bevis på hendes kvalifikationer – ligner noget, man ville finde i en lektoransøgning og som nok ville udløse en vurdering som ’kvalificeret’, men uden nogen entusiasme. Hun kan som sådan være et sympatisk menneske, men hvordan i al verden hun nogensinde er blevet professor, er mig en stor gåde. Kan læserne oplyse sagen, eller skal man bede Poul Pilgård Johnsen på Weekendavisen om at interessere sig for den? Der må være en historie bag.

Gør Ekstra Bladet danskerne dummere?

Ifølge Ekstra Bladet er der nu videnskabeligt bevis for, at ”Fox News gør amerikanerne dummere”:

Den magtfulde amerikanske tv-station Fox News er i årevis blevet beskyldt for at være fuld af løgnagtige og alt for skarpt vinklede nyheder.

Den republikaner-venlige og højreorienterede nyhedsstation bliver også beskyldt for åbenlys propaganda, og noget tyder på, at der er hold i begge påstande.

Det viser en ny undersøgelse, som er foretaget af forskere på University of Maryland.

Undersøgelsen viser, at jo mere Fox News man ser, jo mere misinformeret er man om samfundsforholdene i USA og resten af verden.

Det er fuldt forståeligt, at en seriøs og objektiv avis som Ekstra Bladet udtrykker sin bekymring over ”løgnagtige og alt for skarpt vinklede nyheder”, men efter et nærmere kig på Ekstra Bladets dokumentation kan jeg berolige denne blogs læsere: Fox News gør ikke amerikanerne dummere. Snarere tværtimod.

Et nærliggende spørgsmål er derimod, om Ekstra Bladet gør danskerne dummere. Døm selv – og se så i øvrigt dette TV-indslag, som viser, at Fox News havde de mest nøjagtige prognoser og den mest afbalancerede dækning af præsidentvalget i 2008:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=1se-BijzLks[/youtube]

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (3)

Man kan lære meget om USA ved at læse aviser – om end måske ikke lige danske aviser. Læser man f.eks. Poul Høis artikel forleden, “Derfor er Obamas kandidat spiselig”, om Præsident Obamas nominerede kandidat til den ledige post som højesteretsdommer, så kan man læse sådanne vinklinger:

“Venstrefløjen er langt fra tilfreds med præsident Obamas valg af en højesteretskandidat.

»Kunne han ikke have fundet en sand progressiv kandidat,« spurgte f.eks. Kevin Drum, og en anden meget læst blogger, Glenn Greenwald, rasede som om, fanden selv var blevet nomineret til den højeste domstol.

Venstrefløjen er bl.a. utilfreds med, at kandidaten, Elena Kagan, i sin tid som dekan på Harvard ikke var imødekommende nok over for minoriteter, og at hun ikke i tilstrækkelig grad var imod præsident Bushs idé om et mere magtfuldt præsident embede.

Andre kommentatorer klager også over, at hun åbenbart er homoseksuel, men ikke vil være ved det, og at hun dermed »fejer de progressive værdier ind under gulvtæppet«.

Så hvad betyder venstrefløjens utilfredshed? At præsident Obama formentlig er tilfreds, for venstrefløjens kritik skulle i princippet gøre Elena Kagan mere spiselig for et bredere, tværpolitisk flertal i Senatet. Hvis venstrefløjen havde elsket Kagan, og hvis hun havde haft en perlekæde af afgørelser eller udtalelser, hvor hun placerede sig et sted mellem Ted Kennedy og Villy Søvndal, så ville Senatet formentlig gå i baglås. . . .

Har de konservative ikke noget at komme efter? Deres kritik vil formentlig fokusere på, at Kagan i sin tid som dekan forbød militæret at rekruttere på Harvard, fordi homoseksuelle ikke åbenlyst kunne gøre militærtjeneste, men omvendt har hun opbakning fra militærkredse og også fra egne studerende, som siden har fået en militær karriere. . . .

[Kritikpunkterne] er forholdsvis overkommelige i betragtning af, at det hidtil har været umuligt at fange hende i den slags afgørelser eller udtalelser, der ville gøre venstrefløjen glad.”

Altså kort sagt, så er hun vel nærmest sådan lidt i midten, ikke sandt? Måske lidt til venstre, men næppe så meget at man decideret kan kalde hende en “liberal” (i den amerikanske forstand). Men hvad nu hvis man læser f.eks. New York Times? Der kalder de hende “a creature of Manhattan’s liberal, intellectual Upper West Side”:

“[As] a young writer for The Daily Princetonian, the student newspaper at Princeton, Ms. Kagan offered clear insight into her worldview. She had spent the summer of 1980 working to elect a liberal Democrat, Liz Holtzman, to the Senate. On Election Night, she drowned her sorrow in vodka and tonic as Ronald Reagan took the White House and Ms. Holtzman lost to “an ultraconservative machine politician,” she wrote, named Alfonse D’Amato.

“Where I grew up — on Manhattan’s Upper West Side — nobody ever admitted to voting for Republicans,” Ms. Kagan wrote, in a kind of Democrat’s lament. She described the Manhattan of her childhood, where those who won office were “real Democrats — not the closet Republicans that one sees so often these days but men and women committed to liberal principles and motivated by the ideal of an affirmative and compassionate government.””

Den skæve debat om borgerlighed

I denne uge er den nye socialminister Benedikte Kjær på den mest absurde måde blevet angrebet af Socialdemokraterne og DR. DR bragte som hovedhistorie forleden, at Kjær ikke havde angivet på sit minister-CV at hun var medlem af Cepos centerråd, dvs. tænketankens rådgivende organ. Det har fået Mette Frederiksen til at fare i flint og kalde ministeren i samråd for at ”forklare sit mangeårige medlemskab af den ultraliberale tænketank Cepos” (læs Socialdemokraternes udlægning her). Frederiksen omtaler hende endda som ”Cepos-ministeren”. DF’s Martin Henriksen mener dog ikke, at det er et problem da han udtaler til JP, at ” Hun har meget klart sagt fra over for de ultraliberale holdninger, som Cepos har” (her). Undskyld, men her er et eller andet ravende galt.

Sagen reflekterer den totale skævhed i den danske debat, at man gerne må kalde en tænketank og nogle i øvrigt helt legitime, demokratiske holdninger for ”ultraliberale”, og at man endda kan kaldes i samråd til en slags ’kammeratlig samtale’ for at forklare sig. Kunne man forestille sig, at det samme kunne ske på den modsatte side? Hvem af vores læsere har nogensinde set socialdemokrater eller SF’ere omtalt som ’ultrasocialistiske’ i medierne? Kunne man forestille sig, at DR eller noget andet dansk medie – endsige en anden dansk politiker – ville omtale en S eller SF-minister som LO-ministeren? Ville man nogensinde skulle undskylde selv de mest interventionistiske holdninger?

Mine svar er helt åbenlyst alle sammen nejer. Det er kun en i international sammenhæng ganske moderat højrefløj, der er udsat for mediernes spot, og som italesættes som ekstreme. Nylige forslag som for eksempel at forældre skal tvinges til at sende deres børn i statens daginstitutioner – en slags velfærdsstatens Pionerer – bliver omtalt som helt legitime ideer. Hvor er den frie, upartiske og kritiske presse blevet af?

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑