For noget tid siden kom jeg for skade at omtale Berlingske som min ynglingsavis (her). Vores tålmodige læsere (vi har formodentlig kun tålmodige læsere tilbage) finder nok dette usandsynligt, men jeg må påpege, at jeg kvalificerede dette med to forbehold: det var blandt aviser på dødt træ (dermed er 180grader undtaget) og daglig udgivelse (og dermed er WEA undtaget, mere herom straks).
Holder vi os til dødt træ som medium, er Weekendavisen en klar vinder. Standarden er høj, og der er spredning af holdninger, som man ikke finder andre steder i MSM. Spredningen indebærer bl.a., at man faktisk finder journalister, der forfægter borgerlige/liberale synspunkter; det er lidt af en sjældenhed med så høj en koncentration af dem i en og samme avis og en ren nydelse.
Weekenden er omme, og man kan se tilbage på en masse spildt tid. Skønt. En god del af den tid, som ikke blev spildt, blev brugt på ugens udgave af WEA. Her er f.eks. en reportage om FARC, som man burde tvinge venstrefløjstosserne til at læse. Så ville de æde deres T-shirts af skam.
Der var en opfølgning på Profet-krisen med en passende spredning. Tankevækkende. Måske skal man se den historie i et positivt lyst. Det overraskende er jo ikke, at store dele af venstrefløjen svigtede. Vi vidste jo godt, at de ikke har det videre godt med frihedsrettigheder, når de udøves af folk, de ikke er enige med. Det positive er vel, at der trods alt var mange venstrefløjsfolk, som støttede ytringsfriheden. Nå ja, ikke mange, men nogle. Skal den positive og varme følelse holde ugen ud, er det nok bedst ikke at tænke på, hvordan den anden fløj, vores fløj, reagerede. Ahem. Men i det store hele gjorde de fleste det godt. Og nu hurtigt videre.
Altid tankevækkende er Pernille Brammings artikler i Irak. Jeg tvivler på, at hun vil påskønne en omfavnelse af liberale lænestolskrigere som denne punditokrat, men jeg kunne nu have god lyst til det alligevel, alene fordi hun modigt tør skrive med en sympati for Irak og det irakiske folk, hvor (næsten) alle andre journalister herhjemme dyrker den konforme fordømmelse af de uciviliserede irakere, hvis de da ikke lige citerer veluddannede sunni-muslimer i eksil, som savner Saddam.
I denne uge dækkede PB oliehandlen i Irak og påviste roligt og overbevisende, hvor formørket og absurd påstanden “it’s all about oil” er. Spredningen i avisen blev dermed ufrivilligt gjort ekstra stor, fordi Ulrik Høy fortsatte sin stadig mere hysteriske tirader i anledning af Greenspan-anden, som han var hoppet på (om den and, se her). Det er trist at se mørket lukke sig om ham, mens han forbander alt og alle, nu ikke længere bare Bush, men USA i al almindelighed.
Og dog. Måske er han ikke på vej ind i mørket, men er blot blandt fortroppen af det nyeste nye: borgerlige anti-amerikanere. Det er en gruppe, som man har mange af i de gamle kulturlande i det øvrige EU, rigtig mange i Frankrig, men også en del i UK, navnlig i kvarteret omkring Whitehall. Den danske debat har jo på mange punkter været mærkelig i sammenligning med udlandet, f.eks. har venstrefløjen haft næsten monopol på at være imod EU, selvom det er den bedste chance for planøkonomi, der er givet. Og højrefløjen har så været for, ikke mindre forunderligt. Men de positioner er ved at rykke rundt, så vi bliver mere normale (jeg er ikke helt svunget rundt endnu, men jeg er også lidt sløv i optrækket).
Hvis den danske debat er ved at blive normal, så er den franske på vej mod det usædvanlige. Best som danske journalister har beskrevet Frankrig som den fornuftige, dvs. socialdemokratiske, modvægt til cowboymentaliteten i USA, og netop som man har afskrevet neokonservatismen, så vinder Sarkozy valget og vælger en udenrigsminister, der med sin venstreorienterede baggrund og støtte til Irak-krigen er en oplagt kandidat til titel som årets neo-con. Endnu en venstrefløjsmand, who got mucked by reality, og som ikke gider bruge sin tid og energi på julekalendere og koncerter med fællessang og lighterlys til fordel for de lande, der lige for tiden har opmærksomheden, men faktisk ønsker at skabe en bedre verden om nødvendigt med revolutionære magtmidler. Denne erkendelse af, at man ikke kan nå noget med tale alene, at FN ikke må blive det eneste middel til at opnå en bedre verden, og at diplomatiet er dømt til fiasko, hvis det ikke bakkes op med troværdige trusler om magt. Det er ren neo-con, bien sur
Hvad skal man dog mene i dansk MSM om det nye Frankrig. Indtil videre træder de vande og håber, at Sarkozy løber ind i problemer med fagbevægelserne, hvad han nok også gør. Journalisterne savner formodentlig Joschka Fischer. En dygtig og charmerende politiker, men oplagt en af de mest overvurderede i sin generation, dog medgivet en nem generation at blive sammenlignet med. Jeg husker endnu hans tåkrummende bemærkninger om, hvordan USA ikke havde gjort de samme smertelige erfaringer som det gamle krigsplagede Europa. Her fik han gjort det lysende klart, at han og formodentlig hovedparten af sin generation var lykkeligt uvidende om, at mens Napoleon kæmpede i Europa, fik amerikanerne deres hovedstad brændt ned af fremmede invasionsstyrker, og mens Bismarck samlede Tyskland, hvad der gik hårdt ud over os i Sønderjylland, gennemgik USA en ekstremt blodig borgerkrig. Og det var så før, de gjorde os selskab i vores tilbagevendende kontinentale selvmordsforsøg i det 20. århundrede. Ak ja.
Til slut en lille posting, som også rummer gode nyheder, der dog ikke nåede med i WEA og naturligvis heller ikke i MSM, hvor stilhed i dækningen af Irak normalt er et tegn på, at det går rimeligt godt.
Det er dels endnu en bekræftelse på, at the Surge virker. Tabstallene for både amerikanske tropper og civile irakere er lave – i det mindste i forhold til de seneste måneder. Læs her, for den kommer næppe i MSM.
Den anden er en ny blog af en law professor. Det er i sig selv interessant (synes jeg som fagfælle), men hans pointe om pålideligheden af både Petraeus og Iraqi Body Counts tal er interessant. IBC er oplagt imod krigen, men de udviser en større respekt for fakta end mange andre på den fløj. Det var f.eks. interessant at se, at FNs undersøgelser af tabstallene i Irak modsvarede tallene fra IBC i rimelig grad, hvorimod de to Lancet-undersøgelser var helt i skoven. Ikke at det forhindrede Lykketoft m.fl. i at citere Lancet, men det er så en anden sag, en anden gang.
Hvis pointen ikke er gået hjem endnu, kommer den her nok en gang:
Så køb dog Weekendavisen, eller endnu bedre, abonner.