Tag: medier (side 2 af 6)

Læserkonkurrence

Denne posting fra i går blev afsluttet med spørgsmålet om, hvornår og hvordan danske MSM ville fortælle om, at det går rigtig godt i Irak.

Svaret kom allerede her til morgen fsva Berlingske og var helt som forudset.

Overskriften er “Vesten kan ikke gøre mere i Irak”, hvilket er en næsten genial tvetydighed, fordi den både kan dække over, at vi har nået vores mål om at skabe en demokratisk stat, som kan forsvare sig selv, eller som en erkendelse af det nederlag, det ligger MSM så meget på sinde at få fastholdt som konklusionen på vores indsats.

At det naturligvis er sidstnævnte holdning, der dominerer artiklen, var som sagt (i gårsdagens posting) til at forudse. Det opnås ved at interviewe Juan Cole, naturligvis.

Man skal lede godt og længe for at finde the money quote, men som det serviceorgan vi er, har vi gjort det for jer:

I den seneste måned har været en overvægt af gode nyheder, men der er ingen garanti for, at det fortsætter, og bare i denne uge har der været tegn på en opblussen af volden.

Det giver mulighed for en rask læserkonkurrence for de, der ikke har noget liv og må få tiden til at gå med at læse blogs.

Gennemgå Berlingske for den seneste måned og se, om avisen har rapporteret denne overvægt af gode nyheder.

Præmien er den helt CO2-frie glæde ved at få sine fordomme bekræftet.

God fornøjelse.

Iøvrigt mener jeg, at journalisters brug af meningsmålinger er usaglige II

Bare lige så vennerne på Berlingske ikke tror, at vi særligt er ude efter dem: Her er et dagsaktuelt og næsten lige så graverende eksempel fra dagbladet Børsen (skrevet af en journalist med signaturen “-Sommer”).  Her kommer vores sagligt redigerede version af deres egen “historie”:

Ny måling sætter midten ud af spil

Venstre og De Konservative står igen til at kunne danne regering baseret på støtte udelukkende fra Dansk Folkeparti. Det viser en meningsmåling, som Rambøll Management har foretaget for Morgenavisen Jyllands-Posten. Målingen giver samlet VKO 50,1 pct. af stemmerne. Samtidig viser målingen, at De Radikale og Ny Alliance samlet set ikke er store nok til at kunnd give VK et alternativt flertal. Dermed står VKO-blokken altså til at fortsætte—mens midten i dansk politik, som har været ombejlet siden Ny Alliance blev stiftet i maj i målingen er sat ud af spillet. …

Målingen fra Rambøll bekræfter en tendens fra en Greens-undersøgelse i dagbladet Børsen for to uger siden. Her stod Ny Alliance til kraftig tilbagegang. Partiets opbakning blev i Greens halveret fra 7,1 til 3,8 pct. af stemmerne. I Jyllands-Postens måling går Khaders parti yderligere tilbage til 3,3 pct. af stemmerne—svarende til 6-7 mandater i Folketinget.

Vi skal nok spare læserne for at gøre dette til en meget længere føljeton, men vi kunne godt tænke sig at rette et spørgsmål direkte til fagbladet Journalisten, Dansk Journalistforbund og journalistuddannelserne ved DJH, SDU og RUC: Hvis nu jeres folk begyndte at skrive (andre) artikler om dansk politik, hvor hele grundlaget for historierne var “læsning” af dyrs indvolde, aura-tegning og numerologi, hvad ville I så egentlig sige til det?

Iøvrigt mener jeg, at journalisters brug af meningsmålinger er usaglige

Ja, ja, jeg ved det godt–jeg ved det godt.  Jeg har nu sagt og skrevet det så mange gange (her, her og her), at folk må være godt trætte af at høre mig sige, at danske journalister enten

1) ikke forstår, hvad meningsmålinger er, eller

2) er fuldstændigt ligeglade med, at de systematisk skriver ting, som de ikke har belæg for.

Eller for lige at opsummere: At journalisterne fortolker (og beder politikere og valgforskere om at fortolke) udsving i meningsmålingerne, som isoleret set er indenfor den statistiske usikkerhed (typisk 2 pct.).  Er udsvingene fra måling til måling mindre end som så, ved man (pr. konvention) ikke, om udsvingene i udvalget svarer til den faktiske situation i befolkningen som helhed.

Men nu prøver jeg så igen, men på en anden måde, nemlig ved at tage en faktisk artikel og så fjerne de formuleringer, som journalisterne faktisk ikke har belæg for at skrive.  Da jeg har skrevet det flere gange i Berlingske Tidende og er blevet interviewet til selvsamme fine avis om emnet (og iøvrigt også har taget det op overfor chefredaktionen), så håber jeg, at “min” avis tilgiver mig, at jeg bruger avisens historie fra sidste uge som illustration af min pointe.  (Andre aviser kunne lige så vel have været brugt; Berlingskes journalister er desværre på dette punkt ikke meget værre eller bedre end andre mediers, inkl. vennerne på 180 Grader.)  Så, here we go … Her er Morten Henriksens og Bjarne Steensbecks artikel fra Berlingske, søndag d. 30. september (i en version hentet fra B.T.s domæne), med en overstregning af, hvad der ikke er dækning for at skrive.  Prøv så at se, om resten giver mening:

Fortsat nedtur hos de Konservative

De Konservative har for alvor tabt pusten. Selv om det er en lille måned siden, at partiet fik sin mærkesag nummer et igennem Folketinget, så er vælgertilslutningen katastrofalt lav.

I en Gallup-måling høster det lille regeringsparti ikke spor på sin skattesejr. Tværtimod står partiet stille, erfarer Berlingske Tidende. Målingen siger 8,7 procent i vælgertilslutning mod 8,9 for en måned siden.

Og et godt stykke under resultatet fra 2005-valget på 10,3 procent. Den nye Gallup-måling kommer netop som partiet holder landsråd i Herning, og her blev det meste af eftermiddagen brugt på én ting: Nemlig krav fra dele af baglandet om nye skattelettelser.

Dog har ledelsen indtil videre fået nok af skattelettelser i denne omgang. Fokus skal nu rettes på nye områder.

Politisk ordfører Pia Christmas-Møller forklarer stilstanden med, at det ikke er lykkedes at forklare skattesejren:

»Altså, en stor del af forklaringen er en negativ medieformidling af skatteaftalen, men nu er vi klar med nye ting på dagsordenen. Vi skal engagere folk og væk fra alt det spindoktori, som kortslutter alting i politik.
Det er, hvor man har truffet sin beslutning, før man begynder debatten,« siger Christmas-Møller.

Et andet parti med retning mod bunden har været Ny Alliance. De retter sig og får fremgang til 5,5 procent af vælgerne. Dermed er regeringen nødt til fremover ikke kun at spørge Pia Kjærsgaard, men også Naser Khader.

»Vi har stabilieret os omkring de 5-6-7 procent. Og det ser ud til, at vores politiske udspil er faldet i god jord,« siger Anders Samuelsen, som dog kun lige med nød og næppe får brudt VKO-flertallet.

De har 87 mandater og behøver dermed kun et ekstra mandat mere i fremgang for at beholde magten – under forudsætning af, at de får to nordatlantiske mandater.

»Jeg tror simpelthen ikke på, at VKO vil få held til at holde magten. Vi er den eneste reelle mulighed for at bryde VKO-blokken.«

Venstres Troels Lund Poulsen er tilfreds med, at Venstre fortsat er Danmarks største parti. Selv om de nu kun er et procentpoint foran Socialdemokraterne: »Og så er Ny Alliance jo et borgerligt parti, og dermed er opbakningen jo solid,« siger han.

My favourite dead wood — og andre gode nyheder fra Irak

For noget tid siden kom jeg for skade at omtale Berlingske som min ynglingsavis (her). Vores tålmodige læsere (vi har formodentlig kun tålmodige læsere tilbage) finder nok dette usandsynligt, men jeg må påpege, at jeg kvalificerede dette med to forbehold: det var blandt aviser på dødt træ (dermed er 180grader undtaget) og daglig udgivelse (og dermed er WEA undtaget, mere herom straks).

Holder vi os til dødt træ som medium, er Weekendavisen en klar vinder. Standarden er høj, og der er spredning af holdninger, som man ikke finder andre steder i MSM. Spredningen indebærer bl.a., at man faktisk finder journalister, der forfægter borgerlige/liberale synspunkter; det er lidt af en sjældenhed med så høj en koncentration af dem i en og samme avis og en ren nydelse.

Weekenden er omme, og man kan se tilbage på en masse spildt tid. Skønt. En god del af den tid, som ikke blev spildt, blev brugt på ugens udgave af WEA. Her er f.eks. en reportage om FARC, som man burde tvinge venstrefløjstosserne til at læse. Så ville de æde deres T-shirts af skam.

Der var en opfølgning på Profet-krisen med en passende spredning. Tankevækkende. Måske skal man se den historie i et positivt lyst. Det overraskende er jo ikke, at store dele af venstrefløjen svigtede. Vi vidste jo godt, at de ikke har det videre godt med frihedsrettigheder, når de udøves af folk, de ikke er enige med. Det positive er vel, at der trods alt var mange venstrefløjsfolk, som støttede ytringsfriheden. Nå ja, ikke mange, men nogle. Skal den positive og varme følelse holde ugen ud, er det nok bedst ikke at tænke på, hvordan den anden fløj, vores fløj, reagerede. Ahem. Men i det store hele gjorde de fleste det godt. Og nu hurtigt videre.

Altid tankevækkende er Pernille Brammings artikler i Irak. Jeg tvivler på, at hun vil påskønne en omfavnelse af liberale lænestolskrigere som denne punditokrat, men jeg kunne nu have god lyst til det alligevel, alene fordi hun modigt tør skrive med en sympati for Irak og det irakiske folk, hvor (næsten) alle andre journalister herhjemme dyrker den konforme fordømmelse af de uciviliserede irakere, hvis de da ikke lige citerer veluddannede sunni-muslimer i eksil, som savner Saddam.

I denne uge dækkede PB oliehandlen i Irak og påviste roligt og overbevisende, hvor formørket og absurd påstanden “it’s all about oil” er. Spredningen i avisen blev dermed ufrivilligt gjort ekstra stor, fordi Ulrik Høy fortsatte sin stadig mere hysteriske tirader i anledning af Greenspan-anden, som han var hoppet på (om den and, se her). Det er trist at se mørket lukke sig om ham, mens han forbander alt og alle, nu ikke længere bare Bush, men USA i al almindelighed.

Og dog. Måske er han ikke på vej ind i mørket, men er blot blandt fortroppen af det nyeste nye: borgerlige anti-amerikanere. Det er en gruppe, som man har mange af i de gamle kulturlande i det øvrige EU, rigtig mange i Frankrig, men også en del i UK, navnlig i kvarteret omkring Whitehall. Den danske debat har jo på mange punkter været mærkelig i sammenligning med udlandet, f.eks. har venstrefløjen haft næsten monopol på at være imod EU, selvom det er den bedste chance for planøkonomi, der er givet. Og højrefløjen har så været for, ikke mindre forunderligt. Men de positioner er ved at rykke rundt, så vi bliver mere normale (jeg er ikke helt svunget rundt endnu, men jeg er også lidt sløv i optrækket).

Hvis den danske debat er ved at blive normal, så er den franske på vej mod det usædvanlige. Best som danske journalister har beskrevet Frankrig som den fornuftige, dvs. socialdemokratiske, modvægt til cowboymentaliteten i USA, og netop som man har afskrevet neokonservatismen, så vinder Sarkozy valget og vælger en udenrigsminister, der med sin venstreorienterede baggrund og støtte til Irak-krigen er en oplagt kandidat til titel som årets neo-con. Endnu en venstrefløjsmand, who got mucked by reality, og som ikke gider bruge sin tid og energi på julekalendere og koncerter med fællessang og lighterlys til fordel for de lande, der lige for tiden har opmærksomheden, men faktisk ønsker at skabe en bedre verden om nødvendigt med revolutionære magtmidler. Denne erkendelse af, at man ikke kan nå noget med tale alene, at FN ikke må blive det eneste middel til at opnå en bedre verden, og at diplomatiet er dømt til fiasko, hvis det ikke bakkes op med troværdige trusler om magt. Det er ren neo-con, bien sur

Hvad skal man dog mene i dansk MSM om det nye Frankrig. Indtil videre træder de vande og håber, at Sarkozy løber ind i problemer med fagbevægelserne, hvad han nok også gør. Journalisterne savner formodentlig Joschka Fischer. En dygtig og charmerende politiker, men oplagt en af de mest overvurderede i sin generation, dog medgivet en nem generation at blive sammenlignet med. Jeg husker endnu hans tåkrummende bemærkninger om, hvordan USA ikke havde gjort de samme smertelige erfaringer som det gamle krigsplagede Europa. Her fik han gjort det lysende klart, at han og formodentlig hovedparten af sin generation var lykkeligt uvidende om, at mens Napoleon kæmpede i Europa, fik amerikanerne deres hovedstad brændt ned af fremmede invasionsstyrker, og mens Bismarck samlede Tyskland, hvad der gik hårdt ud over os i Sønderjylland, gennemgik USA en ekstremt blodig borgerkrig. Og det var så før, de gjorde os selskab i vores tilbagevendende kontinentale selvmordsforsøg i det 20. århundrede. Ak ja.

Til slut en lille posting, som også rummer gode nyheder, der dog ikke nåede med i WEA og naturligvis heller ikke i MSM, hvor stilhed i dækningen af Irak normalt er et tegn på, at det går rimeligt godt.

Det er dels endnu en bekræftelse på, at the Surge virker. Tabstallene for både amerikanske tropper og civile irakere er lave – i det mindste i forhold til de seneste måneder. Læs her, for den kommer næppe i MSM.

Den anden er en ny blog af en law professor. Det er i sig selv interessant (synes jeg som fagfælle), men hans pointe om pålideligheden af både Petraeus og Iraqi Body Counts tal er interessant. IBC er oplagt imod krigen, men de udviser en større respekt for fakta end mange andre på den fløj. Det var f.eks. interessant at se, at FNs undersøgelser af tabstallene i Irak modsvarede tallene fra IBC i rimelig grad, hvorimod de to Lancet-undersøgelser var helt i skoven. Ikke at det forhindrede Lykketoft m.fl. i at citere Lancet, men det er så en anden sag, en anden gang.

Hvis pointen ikke er gået hjem endnu, kommer den her nok en gang:

Så køb dog Weekendavisen, eller endnu bedre, abonner.

Blogs som varedeklaration

Der er nye tider på Berlingske, bl.a. blogger man nu også. Det er jo så populært (hvis man ellers har tiden til det).

En af disse blogs er USAblogs, hvor avisens to korrespondenter supplerer deres kommentarer fra udgaven på dødt træ med nye elektroniske bidrag.

Som tålmodige læsere af denne blog vil vide, er blogs velegnede til at udstille bidragsydernes uvidenhed og naivitet. Og ja, jeg tænker ikke kun på vores kommentarspalte.

På det seneste har Poul Høi hæftet sig ved, at Alan Greenspans erindringer er blevet fremhævet i visse dele af pressen for en passage om, at Irakkrigen “was all about oil”. Her på bloggen har vi kort omtalt pålideligheden af denne medieand (her), hvor vi sammenlignede den med Wolfowitz-anden, der da også siden er dukket op i netop denne sammenhæng som endnu et bevis på Irak-løgnen.

Det interessante er, at PH (hvis jeg må bruge denne ellers ganske fornemme forkortelse) knytter Greenspans udtalelse sammen med Collin Powells udtalelser. Det giver et indtryk af, at der ikke var andre grunde end olie for at gå i krig.

Så her står vi efter så mange uafhængige rapporter, at man kunne tapetsere avisens gamle hovedsæde i Pilestræde med dem, der alle fastslår, at ingen løj, men at man blot overvurderede den gamle røver i Bagdad, og får nu igen serveret historien om Irak-løgnen.

Retfærdigvis må man give PH, at han i senere blogs drejer historien over på, at Greenspan burde have fortalt om sin kritik noget tidligere. I denne sammenhæng citerer han den altid fortræffelige Peggy Noonan. Men igen er der noget helt fundamentalt galt. For læser man Noonan, kan man se, at hendes kritik angår Greenspans støtte til den uforsvarlige finanspolitik, som den “socialt konservative” Bush har ført. I relation til Irak er hendes kritik ikke grundlaget for krigen, men afvisningen af folk, der pegede på større problemer, end man ville vedgå i regeringen. Disse folk var ikke Greenspan og kunne heller ikke være det, når Greenspan jo selv indrømmer, at hans bemærkning om olie ikke havde noget med regeringen at gøre. Når Noonan alligevel nævner Greenspan, skyldes det hans mange andre og vigtigere kritikpunkter i erindringerne om finanspolitikken. Men når PH ikke nævner Greenspans øvrige kritik, men fokuserer på den – hvis man betragter den nærmere – ret harmløse iagttagelse af, at det var olien, som var med til at gøre Saddam farlig, ja, så synes det virkelig at være en tro på, at Greenspan kunne have afsløret noget, han ikke fortalte. Det kunne han ikke – i hvert ikke på det punkt – for der var ikke noget, han kunne afsløre.

Tja, vi har jo heldigvis adgang til andre aviser, hvor prioriteringen er anderledes. Forleden (23/9 07) læste jeg en anmeldelse i Financial Times af Greenspans erindringer, The Age of Turbulence. Her skal det indskydes, at den store fordel ved FT i forhold til mange andre internationale aviser er, at den har en utrolig god forbindelse til udenrigstjenesten og bureaukratiet i EU. Ulempen ved avisen udspringer af samme forhold. Man har den britiske udenrigstjenestes traditionelle synsvinkel, hvilket bl.a. indebærer en betydelig foragt for vulgære stater som USA og Israel og en udtalt romantisk sympati for Lawrences lykkelige Arabien, hvilket under tiden giver de britiske diplomater tilnavnet The Camel Corps. Det samme gælder avisen. Men derfor er standarden nu alligevel høj, selv når man ikke er enig med dem.

Hvordan var anmeldelsen af Greenspans bog? Den var, som forventet, kritisk over for Bush-regeringen og over for Greenspans noget forsinkede mea culpa. Men ikke en eneste gang nedlod den distingverede anmelder at komme ind på den med olie og Irak. Den var man ikke så dum at bide på, men de kan jo også tillade sig at holde kvalificerede folk.

Til gengæld er det da venligt af Berlingske at indrette en blog, hvor korrespondenterne kan udstille deres personlige holdning til de ting, de dækker, og dermed bekræfte vores fordomme om, hvor deres sympatier ligger. Det er også en slags varedeklaration.

Klumme på 180grader

Hermed en skamløs selvpromovering for denne weekends klumme, som jeg har skrevet på netavisen 180grader (her).

Når vi nu er i gang med reklamer, er det bemærkelsesværdigt at se, hvordan 180grader allerede har fanget flere historier, som MSM ikke ser, fordi deres udsyn er – ahem – anderledes, f.eks. fagforeningsmanden der havde go’e gamle Stalin hængende på væggen bag sig og ikke rigtig kunne se noget at klandre den gamle fører for.

Det er interessant at se, at der i den borgerlig-liberale del af MSM begynder at dukke stadig flere henvisninger til 180grader op, forleden var Berlingske fair nok til at kreditere Stalin-historien på lederplads. Forhåbentlig spreder ikke bare kendskabet til netavisen sig, men også erkendelsen af, at journalistik kan være andet end det, Politiken og DR udvælger.

Historier der aldrig skrives og spørgsmål der aldrig stilles

blot lidt reklame for denne weekends klumme i 180grader.dk – der er skrevet af undertegnede ud fra en dyb undren over mediernes forhold til den yderste venstrefløj, kan læses på her.

Gone Fisking

Det har været et dejligt vejr de seneste dage, så hvorfor ikke give sig i kast med lidt Fisking.

Kom forbi endnu et indlæg om Plame-sagen i Berlingeren af Karl-Erik Stouggaard, hvor han bl.a. skriver:

For de nykonservative arkitekter bag Irak-krigen er sagen et alvorligt angreb på deres troværdighed, og de mener, at den aldrig burde være ført, og at dommen til Libby er politisk betonet. Deres vrede er så afgrundsdyb, at de endda benægter, hvad CIA, anklagemyndigheden og domstolen har fastslået som uigendrivelige fakta: at Valerie Plame var hemmelig agent, og at det derfor var rigtigt at undersøge, hvem der brød hendes cover, at Libby var med til at lække hendes identitet, inden det slap ud i medierne, og at han i øvrigt har pligt til at tale sandt i sådanne undersøgelser.

… hvilket kan sammenholdes med denne leder fra National Review, der bl.a. bemærker:

The problem was that Fitzgerald not only did not charge Libby or anyone else with those underlying crimes, he never even offered any evidence in court that those crimes, as carefully defined by the statutes involved, ever happened. His throw-the-book-at-him sentencing recommendation contradicted the conclusion reached by probation officials, who in their pre-sentencing report pointed out that “the defendant was neither charged nor convicted of any crime involving the leaking of [Valerie Plame Wilson’s] ‘covert’ status.”

Going one step farther, Fitzgerald also argued that Mrs. Wilson was, without any doubt, a covert CIA agent as defined by the Intelligence Identities Protection Act. In court filings, he offered what he said was a CIA-authored summary of her job status affirming that, at the time her name was revealed by Novak, she was covert, and that the CIA was taking “affirmative measures to conceal her identity,” as required by law. But many months ago, when Libby’s defense team was begging for such information, Fitzgerald refused to provide it. He pointedly declined to call Plame “covert.” He said her job status was irrelevant to the case against Libby. He even argued that it was irrelevant whether Mrs. Wilson worked at the CIA at all. Agreeing with Fitzgerald, Judge Walton barred both sides from discussing Mrs. Wilson’s status at the trial.

Hmm, en af de to aviser har ikke sat sig ordentlig ind i sagen. Gæt hvem. Forhåbentlig ikke vores udsendte fra Tante Berlinger, for han omtaler en af denne blogs helte (Fred, you know) sådan:

»En politisk heksejagt« som en af de ledende skikkelser for at få Libby benådet, den kommende republikanske præsidentkandidat, Fred Thompson, kalder sagen.

STILLET OVER FOR sådan en attitude, hvor fakta er intet og politisk loyalitet alt, kan præsident Bush kun håbe, at dommeren beslutter at lade »Scooter« Libby være på fri fod, indtil en ankesag er afsluttet – måske først engang næste år.

Nydeligt.

Samme avis har i øvrigt kørt en interessant artikel om den skævvinkling, danske medier ofte giver af amerikanske forhold. Måske behøver man ikke se sig så vidt omkring for at finde eksempler.

Ugens citater: Wall Street Journal om avisfilosofi

Det se r ud til, at en af Punditokraternes yndlings-aviser, Wall Street Journal, er ved at skifte hænder.  Bancroft-familien er vistnok ved at sælge Dow Jones & Co. imperiet til Rupert Murdoch.  Det kan der vist både være godt og skidt ved, men på ledersiden i dagens udgave er der ihvertfald en artikel , der handler om dette og avisens filosofi, og her er to-tre gode citater.

Det første er fra en af avisens første debatredaktører, den eksil-skotske, fhv. liberale politiker, William Peter Hamilton:

“Don’t believe the man who tells you there are two sides to every question. There is only one side to the truth.”

Avisen har–i modsætning til stort set alle andre amerikanske aviser–ikke anbefalet en præsidentkandidat siden Herbert Hoover, fordi man bevidst foretrækker at rose eller kritisere kandidaternes ideer og specifikke forslag i.f.t., hvad der er avisens udgangspunkt. Som avisens tidligere chefredaktør, William Grimes, sagde, da Truman i 1948 angreb den for at være “Republikanernes bibel”: “our loyalties are to the economic and governmental principles in which we believe and not to any political party.”

Og hvad var og er de så? Det svarede Grimes på i en leder, “A Newspaper’s Philosophy,” 2. januar 1951:

“On our editorial page we make no pretense of walking down the middle of the road. Our comments and interpretations are made from a definite point of view. We believe in the individual, in his wisdom and his decency. We oppose all infringements on individual rights, whether they stem from attempts at private monopoly, labor union monopoly or from an overgrowing government. People will say we are conservative or even reactionary. We are not much interested in labels but if we were to choose one, we would say we are radical.”

Det er sgu’ da en Punditokrat-avis!

DRs bløde budget og Plummers mesterstykke

Som det vel næppe er undsluppet vore læseres opmærksomhed, har Danmarks Radios nye prestigebyggeri medført nogle store slagsmål, både internt i DR og politisk. Grunden er naturligvis at den nye DR-by i Ørestaden efter alt at dømme bliver 60-70 procent dyrere end oprindeligt budgetteret. Generaldirektør Kenneth Plummer er derfor tvunget til spare, da dette er en stor overskridelse, selv i en offentlig kontekst hvor budgetter ikke rigtigt har samme status som i det private. Så forleden præsenterede Plummer det, han regner med er den endelige spareplan – i hvert fald i hans tid som chef. Og det er en på alle måder smart plan.

En del af planen er nemlig at skære DR-Sportens udgifter ned til en tredjedel af de nuværende. Det vil blandt andet betyde, at de olympiske lege i Beijing næste år udelukkende bliver dækket af TV2 og eventuelle andre private kanaler. Sparerunden betyder også, at DR som helhed – ikke blot Sporten – skal spare 275 medarbejdere væk. De første er allerede forsvundet fra sportsredaktionen under store protester. Planen betyder derfor med en vis sandsynlighed at Danmarks Radio de kommende år mister den del af deres seere, der primært har lukket op for brede sportsudsendelser – fodbold og håndbold – og lørdagsunderholdningen, dette mærkværdige flagskib/fortidslevn som mange andre af os holdt op med at se år tilbage.

Hvorfor er lige netop dét en smart spareplan? Hvordan, kunne man spørge, kan det være smart at ramme de mest populære TV-blokke? Svaret skal findes i det, der kaldes 'bløde budgetbegrænsninger', et særligt forhold som den ungarske økonom Janos Kornai opdagede i sine studier af kommunismens interne logik. Det, Kornai fandt, var nemlig at budgetbegrænsninger ikke rigtigt er begrænsninger i tilstrækkeligt offentlige virksomheder. Mens private virksomheder har et budget, der lægges på grundlag af de forventede udgifter og indtægter, er der mere 'slack' i offentlige virksomheder. De behøver nemlig ikke overholde budgetterne, som i en vis forstand kun bliver forhandlingsoplæg overfor virksomhedernes principaler – politikerne. Hvis indtægterne svigter i det private, må man skære ned på udgifterne eller gøre noget drastisk for at hæve indtægterne næste år. Hvis indtægterne derimod svigter i det offentlige, kan man vifte de ansvarlige politikere om ørerne med en trussel om at afskedige mange medarbejdere for at få budgettet til at balancere. Da arbejdsløshed under kommunismen var officielt afskaffet, kunne denne trussel i de fleste tilfælde afstedkomme, at virksomheden enten fik større tilskud eller på mystisk vis modtog større ordrer fra det offentlige. Den del af ordet 'budgetbegrænsning' der handler om begrænsning blev derfor særligt elastisk, hvilket blandt andet ødelagde virksomhedernes incitamenter til at holde igen på udgifterne, og til at arbejde for at blive mere effektiv.

På samme måde har DR også en blød budgetbegrænsning. Når DR-Byen først er påbegyndt, er der investeret så stor politisk kapital i den, at man ikke kan stoppe byggeriet, skære ned på det, eller eventuelt lade et privat konsortium overtage dele af den (f.eks. koncertsalen???). For Danmarks Radio er et nationalklenodie, ikke mindst i de fleste politikeres verdensforståelse. De politiske omkostninger ved at tvinge DR til at overholde et budget bliver dermed hurtigt ganske høje, hvilket indebærer at DR kan tillade sig meget overfor Folketinget uden at frygte egentlige sanktioner. At man nu er nået så langt ud, at der er hårde ord fra den front, har man muligvis ikke set komme i mediemastodonten. Men verden er blevet en smule anderledes efter at A.P. Møller byggede et operahus på budgettet og gjorde det færdig til tiden. Når en privat virksomhed – selvom det er A.P. Møller – kan gøre det kunststykke med så stort og ambitiøst et projekt, hvorfor skal DR så gå 60 procent over budgettet? Operahuset har sandsynligvis været en øjenåbner for mange politikere og andre mennesker, der arbejder med offentlige virksomheder.

Og det er i denne optik, at Plummers spareplan er så smart – også hvis den skulle vise sig ikke at virke. Ved at spare på netop de sendeflader og de tilbud, som hr. og fru Danmark – medianvælgerne – benytter sig mest af hos DR, maksimerer Plummer de politiske omkostninger ved at stå fast på det kraftigt udvidede budget, man er nået til. Med andre ord benytter generaldirektøren den interne logik omkring offentlige virksomheders bløde budgetbegrænsninger til grænsen. Han synliggør DR's problemer, og sandsynliggør overfor den typiske vælger, at et krav om en almindelig, hård budgetbegrænsning for DR vil ramme hende. Og han sørger for at den nuværende plan for at holde sig rimeligt indenfor det nyeste budget vil ramme medianvælgeren og hendes mand med størst mulig styrke. Og hvis medianvælgeren pludseligt støtter øget støtte til DR, viser de senere års erfaring, at de danske politikere løber begejstrede i den retning.

Sådan går der politisk økonomi i små som store offentlige aktiviteter. Vi mangler stadig at se, om de danske politikere har rygrad til at modstå det kombinerede pres fra DR og vælgerne. Men under alle omstændigheder må man lykønske Kenneth Plummer for den flotte, tekniske udførsel af sit politiske trick. Den typiske vælger er berørt personligt – eller føler sig sådan – og en række personer med særinteresser i DR råber vagt i gevær så højt de kan. Det er virkeligt mesterlig udnyttelse af de politiske faktorer i DR's egeninteresse.

Ny chefredaktør på Berlingske

Her på bloggen vedkender vi os gerne en vis provinsialisme, hvilket især kommer til udtryk ved vores fokusering på Berlingske, en avis der udgives her i byen. Dette på trods af, at vores alfaderlige redaktør har sæde i Århus. Og det er så emnet for dagens medie-posting: spiller redaktøren en rolle, eller er vedkommende reduceret til en klummeskriver på linje med de andre, dog med nogle administrative opgaver som kan betinge en lidt højere løn?

I aftes blev det oplyst, at Niels Lunde og Elisabeth Rühne forlader chefredaktionen på Berlingske og afløses af Lisbeth Knudsen, der for kort tid siden forlod DR.

Vi er nok nogle stykker, der havde set frem til at læse nærmere i dagens avis, men den kom ikke, da journalisterne har nedlagt arbejdet, angiveligt i protest mod en omfattende spareplan. Ifølge talsmand Jesper Termansen er det især “hurtigheden og omfanget” af planen, der har oprørt folk. Man ville åbenbart have foretrukket en langsom og lille plan i stedet.

Man kan undre sig over denne strategi med at holde op med at arbejde i protest mod, at man skal holde op med at arbejde. For i lighed med de jævnlige arbejdsnedlæggelser hos DR giver det os brugere blot muligheden for at se på de mange andre mere eller mindre gratis medier, vi også har adgang til, og man kan da filosofere over, om man får noget for pengene. Og nej, som vi har nævnt det flere gange på denne blog (tryk på medier i øverste linje), så er den journalistiske dækning på Berlingske i deprimerende grad konform med det øvrige medieudbud fra Politiken, DR og gratisaviserne.

For at sammenfatte kritikken, synes Berlingskes borgeligt-liberale standpunkt alene at komme til udtryk i lederspalten (for det meste), i kulturstoffet (til en vis grad) og i Groft Sagt (jævnligt).

Spørgsmålet nu er, om valget af Lisbeth Knudsen vil ændre dette?

Et af de første spørgsmål er, om dette er et opgør med den forestilling, at journalistik er objektiv i betydningen frigjort fra subjektiv politisk indflydelse, sådan at der – som det er blevet hævdet om kunst – ikke findes en særlig politisk journalistik, men kun god og dårlig journalistik.

For en særdeles velargumenteret afvisning af dette standpunkt, se den tidligere Berlingske-medarbejder Ole Birk Olesens artikel i forrige nummer af Weekendavisen (omtalt her).

Fra Politiken er der muligvis tilløb til at støtte denne opfattelse. I hvert fald anser deres chefredaktør, han hedder vist Tøger Seidenfaden, at ansættelsen af Lisbeth Knudsen er modbeviset på, at DR og hun selv som tidligere leder herfor skulle have stået for en særlig venstreorienteret linje.

Nærlæser man hans kommentar, får man dog snarere indtryk af, at hans påstand dog ikke er, at Lisbeth Knudsen har stået for en borgerlig-liberal linje i DR, men derimod at hun er “professionel” og dermed hævet over politik.

Det er mit klare indtryk, herunder fra at have oplevet hende i flere forskellige sammenhænge, at det er helt korrekt. Hun er ganske givet super professionel og en dygtig journalistisk leder.

Det leder til et andet spørgsmål: Hvad kræves af en god chefredaktør ved en avis? I dette tilfælde en avis, der åbent bekender sig til en borgerlig-liberal linje i modsætning til DR, der for at sikre flowet af tvangsudskrevne midler fra borgerne må foregive at være enten “objektive” (vi kan ikke gribes i vinkling) eller “alsidige” (hvis vi kan gribes i vinkling, så hævder vi, at vi et eller andet sted i vores sendeflade også har vinklet til den modsatte side, og prøv så at modbevise det!).

Baseret på min personlige erfaring med en fortid som advokat skal jeg bekræfte, at det alene er et spørgsmål om professionalisme at kunne blive en god opportunist. Hvis Lisbeth Knudsen virkelig er professionel, og det tyder alt på, så kan hun faktisk godt løfte opgaven med at sikre, at Berlingske vinkler sine historier, sit valg af kilder etc., på en borgerlig-liberal måde, sådan at avisen får en profil for nyhedsanalyse og reportage, der adskiller sig fra Politiken og Information.

Spørgsmålet er blot: vil hun det?

Og selv hvis dette spørgsmål besvares bekræftende, er næste spørgsmål: Vil medarbejderne acceptere det eller får vi flere af disse nærdødsoplevelser i form af arbejdsnedlæggelser?

Som med så mange andre spørgsmål, vil tiden give svar.

Wolfowitz i modvind

Vores dækning af Plame-sagen skyldtes ønsket om at give et korrigeret billede af en meget omtalt sag, hvor der blev lagt større vægt på fakta, end medierne normalt gør.

Problemet med den slags er, at så er der mange andre sager, man også burde dække.

Her er f.eks. et uddrag fra WSJ om Wolfowitz, der tilsyneladende er genstand for en klassisk framing. Efter at gennemgå noget så banalt som kilderne, hvilket de fleste MSM ikke lader sig forstyrre af, konkluderer avisen bl.a.:

Needless to say, none of this context has appeared in the media smears suggesting that Mr. Wolfowitz pulled a fast one to pad the pay of Ms. Riza. Yet the record clearly shows he acted only after he had tried to recuse himself but then wasn't allowed to do so by the ethics committee. And he acted only after that same committee advised him to compensate Ms. Riza for the damage to her career from a "conflict of interest" that was no fault of her own.

Based on this paper trail, Mr. Wolfowitz's only real mistake was in assuming that everyone else was acting in good faith. Yet when some of these details leaked to the media, nearly everyone else at the bank dodged responsibility and let Mr. Wolfowitz twist in the wind. Mr. Melkert, a Dutch politician now at the U.N., seems to have played an especially cowardly role.

Det bedste, man kan sige om dækningen i danske medier er, at den er på niveau med de øvrige europæiske MSM. Desværre.

De andre medier – et kig på BBC

Som opfølgning på den seneste posting om venstredrejningen af MSM (se her), og mens vi venter på åbningen af 180grader.dk (her), kan vi fordrive tiden med et kig på BBC.

Tænk, en tidligere medarbejder med flere års ansættelse beskriver BBC som venstredrejet. Det var ellers BBC, som den tidligere direktør for DR beskrev som "regeringsvenlig" – men det var måske bare relativt set.

Læs selv her, mens vi venter.

Hvem slukker lyset for den borgerlige presse?

Vi har på denne blog haft et vågent og kritisk øje til medierne, især den del af pressen, der foregiver at være borgerlig-liberal, men sjældent er det. Se f.eks. her.

Så meget mere trist er det, at en af de få journalister af den observans, Ole Birk Olesen, nu forlader Berlingske Tidende (omtalt her).

Gad vide, hvor mange af den slags, der nu er tilbage på avisen? Uden for redaktionen kan det næppe dreje sig om flere, end de kan tælles på en skeløjet slagters venstre hånd.

Det kræver mod at have den slags holdninger i en branche, der i så høj grad hylder den konforme venstredrejning, og OBO er da heller ikke typen, der sniger sig ud. Han har i Weekendavisen, Danmarks bedste avis, en artikel med den sigende titel: Pressen ser rødt.

Det er ikke kun af respekt for ophavsretten, at vi ikke vil citere artiklen, men også for at sikre, at I køber Weekendavisen, hvis I da ikke allerede gør det. Så gør det.

Som appetitvækker skal her kun citeres hans udgangssalut:

Summa summmarum: Hvis den ikke går som en borgerlig presse og ikke lyder som en borgerlig presse, så er det ikke en borgerlig presse.

Så sandt, så sandt.

Gad vide, om Berlingeren blot vil søge at ignorere det her, eller om de tør tage debatten op.

Der er jo rigeligt at tage fat på. Blandt godbidderne i de seneste dage kan nævnes en reportage om Falklandskrigen, hvor Thatchers enorme popularitet blev beskrevet som en følge af krigen og ikke som en konsekvens af hendes modstand mod den forstenede venstrefløj og de munkemarxistiske og arrogante fagforeninger. En "analyse" om, hvor visionær og klartskuende Chirac har været, og andre tilsvarende analyser om, hvordan det sande Europa er socialdemokratisk, at Sarkozy nok også er det, og at uviljen til at slås i Afghanistan skam ikke skyldes fejhed, men en slem amerikansk general, etc. ad nauseam.

Som påpeget af OBO er et af de ømme punkter den redaktionelle ledelsesret, eller rettere, manglen på samme. Det er ikke fordi, vi er blinde over for de problemer, som det vil give redaktionen på en dansk avis, hvis de pludseligt bad deres journalister om at vinkle deres historier på den måde, som avisen ønsker at fremstå på. Det vil med det samme blive udlagt som et grusomt overgreb på ytringsfriheden.

Men er den debat ikke værd at tage for de forskellige redaktioner rundt omkring? Det er jo en debat, de med sikkerhed vil vinde. For det burde ikke være svært at skære ud i pap, at ytringsfrihed er friheden fra indgreb fra Staten, men derimod ikke retten til frit at benytte et medie, man ikke selv ejer, men tværtimod arbejder for mod betaling.

Problemet er vel nærmere, om redaktionen efter at have vundet det opgør, kan finde nogen, der vil arbejde for dem. Efter Hovdabrekke-undersøgelsen er der kun 11 pct. af journalisterne, der i meget vid forstand kan kaldes borgerligt-liberale, og det er måske ikke nok til at fylde spalterne.

Det er måske fremtiden? De traditionelle medier (MSM) bliver i stadig højere grad et reservat af mere eller mindre venstreorienterede, mens den niche af den danske befolkning, som ikke er det (for tiden godt halvdelen af befolkningen) må vende sig til de nye medier, f.eks. Internettet.

Så kan de jo passende læse OBO's nye netavis (her).

Irak – fire år efter

Årsdagen for befrielsen af Irak skal naturligvis også markeres her på bloggen.

Et hurtigt vue over MSM viser (igen), at Politiken er lidt mere positiv end Berlingske, der i sin tur er lidt mere positiv end public service. Det var vel en gang overraskende, men ikke mere.

Politiken har et interview med Mikkel Vedby Rasmussen, hvilket altid er interessant, bl.a. deres omtale af, hvordan meningsmålingen fra BBC er blevet negativt vinklet (naturligvis også i DR og TV2).

Berlingske er mere negativt vinklet, men deres USA-korrespondent er dog mere afbalanceret end den øvrige dækning. Der tales om 60.000 dræbte irakere, ikke de 650.000 man ser i visse kredse, og han nøjes ikke med at citere meningsmålingen fra BBC, men nævner også som en af de få herhjemme meningsmålingen fra Opinion Research Business. Det er da også en interessant meningsmåling, hvis positive resultater blev omtalt i The Times forleden som et "turning point" for Irak. Det var samme holdning, som en af vores medpunditokrater var fremme med før det.

De to sæt meningsmålinger er ikke helt ens, f.eks. er der forskellig holdning til, om de allierede skal blive eller ej, hvilket vel blot viser problemet med den slags undersøgelser. Her tror jeg mere på PIPA-undersøgelserne, hvor den seneste fra sep 06 viser et flertal for, at vi skal ud, hvilket skyldes øget tillid til egne militære kræfter. Men ingen af dem bekræfter billedet af et land i opløsning, tværtimod støtter de PIPA-undersøgelsens billede af en politisk moden befolkning, der støtter ideen om demokrati. Måske kan en for tidlig tilbagetrækning få demokratiet til at falde, men så er det tydeligvis ikke, fordi den arabiske befolkninng i Irak ønsker det, men fordi militserne og de øvrige terrorister får lov at vinde over befolkningsflertallet. Indtil videre klarer demokratiet sig.

Der er også omtale i medierne af det forhold, at de demokratiske reformer uden for Irak bliver rullet tilbage. Det er desværre sandt nok. Men lektien er vel så, at kun med trussel om militær magt kan vi få de lokale despoter til at lette på trykket. Så snart de fornemmer, at vi ikke kan magte et opgør, fortsætter de med undertrykkelsen. Diplomati og dialog hjælper åbenbart ikke.

Så point til Berlingske for at være mere nuanceret end normalt, selvom resten af dækningen var mere ensidig. Det var dog ikke helt så galt som i søndagsudgaven, hvor der over fire sider blev givet en klart negativ vurdering. Men hvis man læse omhyggeligt, blev det på tredje og næstside side nævnt en passant, at en dansk meningsmåling skulle have vist, at 40 pct. anser den danske indsats for en succes, mens kun 15 pct. deler mediernes holdning og kalder den en fiasko. Hvis jeg redigerede forsiden, havde det være nyheden. Men ledelsen vil åbenbart hellere nøjes med at skrive ledere gemt inde i avisens 2. sektion. Måske tror de, at det andet sælger bedre, måske tør de bare ikke andet?

I stedet kan jeg og I nyde Hitchens, der i fin form forklarer, hvorfor han stadig støtter indsatsen.

Ny borgerlig netavis

Vi har her på bloggen ofte klaget over den journalistiske kvalitet i MSM. Det er derfor med stor fornøjelse at vi kan bringe den korte nyhed, at Thomas Breitenbach Jensen og Ole Birk Olesen er ved at starte en netavis med et hårdt tiltrængt borgerligt tilsnit. I den forbindelse søger de også skrivestærke studenter. Interesserede læsere kan læse opslaget her. Herfra ønsker vi Thomas og Ole held og lykke.

Plame – dommens dag (II)

For noget tid siden lovede jeg at vende tilbage til Plame-sagen, og det gør jeg med denne kronik i dagens Berlinger.

Det er lidt sent, men Berlingeren var storsindet nok til at ville ofre en søndagsudgave på emnet, og det er værd at vente på. Til gengæld har de ændret titlen fra mit forslag “Pressen og Plame” til “Plame-sagen og journalistikkens lavpunkt”. Det er lidt mere gumpetungt, men de har vel gerne ville understrege, at min kritik går på medierne generelt og ikke kun på pressen. Det er sandt nok, selvom jeg nu stadig synes mit forslag var mere snappy.

En kronik må fylde 8.000 tegn inkl. mellemrum, og selvom det er mere, end man normalt har til rådighed i døgnets rejsestald, så er det ikke meget at rutte med. Der er således en del, som måtte skæres væk.

Bare for at nævne nogle få ting, der faldt bort under tekstbehandlingen: Hvorfor var det vigtigt, om det var Cheney eller CIA der havde sendt Wilson til Niger (for var det Cheney, havde han nok set Wilsons rapport, men han fik den aldrig at se, fordi Wilson blot bekræftede de i øvrigt delte opfattelser internt hos CIA). Hvilken rolle spillede de forfalskede dokumenter fra Niger (kan være spændende nok, ikke mindst fordi Wilsons forklaringer i Senatets 2004-rapport er uklare, men det var ikke relevant i forhold til Bush’ SOTU, dvs. tale til nationen, fra januar 2003, der henviste til de britiske efterretninger). Hvilke forbindelser var det, som briterne støtter deres opfattelse på (Hitchens har efterforsket det, men vi ved det ikke med sikkerhed, kun at det var velunderbyggede formodninger, der ikke havde noget med de forfalskede dokumenter at gøre, og som modsvarer Duelfer-rapporten), etc.

Der er heller ikke citater i kronikken, men kun et postulat om, at “mediernes” opfattelse kan sammenfattes som gjort. Men her er det let at finde citater, hvis nogen vil. Der er f.eks. flere gengivelser af, hvad Wilson “afslørede”. De går fra, at han klart afviste uran-påstanden, til det mere forsigtige, at han hverken kunne af- eller bevise det. Begge yderpunkter er faktuelt forkerte, da han som bekendt fandt, at Irak havde forsøgt sig, hvilket var en bekræftelse af Bush SOTU-tale.

Kronikken kommer som nævnt lidt sent, men til gengæld kommer den netop som DRs støtter har sat modangrebet ind mod regeringen for at få flere penge ved at postulere, at regeringen har lagt pres på DR. Der er således et interessant uddrag fra Chr. Nissens bog i gårsdagens Berlinger. Her omtaler han ikke bare Mikkelsens mail, men også, at DR og BBC var blandt de mere pro-krigs medier. Selv hvis man tror på den – og det er unægtelig et leap of faith – så synes hele denne manøvre kun at bekræfte, at medier, der betales af Staten, også bliver sårbar for pression fra Staten.

Men er løsningen så ikke at opgive public service-ideen og dermed undgå denne forkvaklede situation?

Man kan naturligvis også opbygge så stærke mure mellem Staten og DR, at ingen pression slipper igennem, og mediet virkelig kun styres af sine egne. Men vi har jo allerede en masse medier, der styres selvstændigt uden indblanding fra Staten. Den eneste forskel mellem dem og DR er, at de tjener deres penge selv ved at få deres kunder til at betale. Er public service-ideen virkelig skrumpet ind til et postulat om, at det er vigtigt at have en medievirksomhed, der ikke skal tjene til sit eget forbrug, men garanteres forsørgelse? Er der virkelig stadig nogle, der tror, at en virksomheds produktion bliver bedre af ikke at være afhængig af sine kunder? Erfaringerne fra socialismen fortæller os ellers det modsatte. Men det er måske også i den virkelighedsopfattelse, at vi skal finde public service-ideen?

Et skridt i den rigtige retning

Det forlyder, at medarbejdernen på DR er gået hjem i protest mod nedskæringerne.

Det er da i udpræget grad et skridt i den rigtige retning.

Spørgsmålet er nu, hvordan vi holder dem hjemme.

Et andet mere lommefilosofisk spørgsmål er: hvad hvis man strejker, og ingen opdager det?

Nå, fy da føj. Det er ikke pænt at gøre sig lystig over folk, der mister deres arbejde. Men vi lever heldigvis i tider, hvor der er rigeligt med arbejde. Kan vi mon ikke bruge ressourcerne bedre?

Plame – dommens dag (I)

Som forventet blev Libby dømt for sin forseelse, nemlig at have afvist, at han kendte identiteten på Joe Wilsons kone (Ms Plame) på et tidspunkt, hvor han faktisk kendte hende.

Berlingske, hvis dækning af Plame-sagen vi har hygget os med tidligere (blot tryk på Plame-linket), giver den som sædvanligt gas:

Bush-rådgiver løj om Irak

Det er som bekendt faktuelt forkert. Libby løj om sit kendskab til Ms Plame, og sagen har ikke på noget tidspunkt berørt, om der blev løjet om Irak forud for krigen. Alle tilgængelige offentlige rapporter har ikke påvist løgn i så henseende, hvilket både gælder Senatets første undersøgelse fra 2004 og dens 2. fase fra september 2006. I den pågældende retssag har man end ikke fået afgjort, om det faktisk var forbudt at oplyse om Ms Plame. Ingen er blevet tiltalt i så henseende. Libby blev alene dømt, fordi han løj over for efterforskerne, hvilket er et selvstændigt forhold (og for at undgå hysteri i kommentarspalten forneden: nej, man må bestemt ikke lyve under en efterforskning, så det er godt, at Libby blev straffet. Men samtidig tyder det ikke på, at man i administrationen var klar over, at det var strafbart at afsløre Ms Plame, hvis det da overhovedet var det).

Skal man endelig se på, hvem der løj om efterretningerne forud for krigen, hvilket synes at være Berlingskes vinkel på sagen, så ved vi fra Senates 2004-rapport, at det var Wilson, som løj om indholdet af sin rapport, hvorimod Bush’ 16 ord i talen til nationen var – med Butler-rapportens ord – well founded.

Det er interessant at se, at Politiken ikke spidsvinkler sagen på samme måde, men giver en rimeligt redelig dækning, uden dog helt at komme ind på det penible spørgsmål om, hvem der egentlig løj om hvad:

Cheneys tidligere stabschef på vej i fængsel

Lewis ‘Scooter’ er kendt skyldig i fire af fem anklagepunkter i sagen om afsløringen af en tidligere CIA-agents identitet.

Det er ikke første gang, at vi kan konstatere en forskel i følelserne hos folkene på Rådhuspladsen og de forviste i Titangade.

Dommen bliver så vidt vides anket, og the Wilsons har også et håbløst civilt søgsmål kørende, så det her kan blive ved.

Mere følger, når jeg får bedre tid.

Fra mediernes verden: sjove overskrifter og overdrivelser

Vi fortsætter vores stærkt subjektive og københavnerfikserede punktnedslag i mediernes verden i forsøget på at løse det sunde spørgsmål Quis custodiet ipsos custodes (som en service for de, der som jeg aldrig har fået en ordentlig uddannelse og må slå den slags op: hvem vogter vogterne)?

Vi starter med et par sjove overskrifter og ender med en mindre sjov overdrivelse.

Forsiden af Berlingeren er som skrevet ud af hjertet på en god gammel venstreorienteret forkæmper for den hellige danske enhedsfagbevægelse:

STØTTE TIL LOs OPGØR MED GRATISTER

Læser man nærmere, ses det, at støtten udgøres af et "markant flertal" på 52 pct. Det giver jo lyst til at læse videre i Business, hvor undersøgelsen er gengivet. Her lyder overskriften sjovt nok:

GALLUP: INGEN FORSKEL PÅ GULE OG RØDE FAGFORENINGER

Nu fremgår det, at mange og især de unge finder det lige solidarisk at være med i en rød som en "gul" (er det mon deres eget farvevalg?) fagforening. Tja. Læser man spørgsmålene og ser, hvordan de er framet, kan man egentlig kun undre sig over, at svarprocenterne ikke er højere, f.eks. 98-99 pct. med de sædvanlige 2 pct. som ikke har hørt efter.

Så til det mindre sjove.

Berlingskes korrespondent i USA, hvis noget mangelfulde dækning af Plame-sagen vi har dækket mere end godt er, rapporterer i dag om en intern rapport, der kritiserer Pentagons indsamling af efterretninger forud for Irak-krigen, og hvor det anføres, at de …

… brugte både »troværdige og utroværdige« efterretningsoplysninger for at producere en forbindelse mellem Irak og al-Qaeda, »der var meget stærkere«, end den efterretningsvæsenet kunne stå inde for, og »mere i overensstemmelse med politiske synspunkter hos højtstående personer i administrationen.«

Det er jo i sig selv en alvorlig sag, men det er åbenbart ikke nok for korrespondenten, der må have overset, at rapporten taler om både "troværdige og utroværdige" oplysninger og i stedet strammer historien sådan (fremhævelse tilføjet):

Det gjaldt især påstanden om, at Iraks nu afdøde diktator, Saddam Hussein, arbejdede sammen med terrorgruppen al-Qaeda og dermed havde forbindelse til terrorangrebene mod USA den 11. september 2001. En sådan forbindelse er aldrig siden dokumenteret.

Den sidste linje kan man så sammenholde med 11. september rapporten, der baseret på en omhyggelig indsamling af fakta beskriver forløbet omkring terrorangrebene og følger bin Ladens færd. Den er så velskrevet, at man kan købe den som bog, hvis man ikke vil nøjes med den gratis udgave, der ligger her på Internettet:

Bin Ladin was also willing to explore possibilities for cooperation with Iraq, even though Iraq's dictator, Saddam Hussein, had never had an Islamist agenda—save for his opportunistic pose as a defender of the faithful against "Crusaders" during the Gulf War of 1991. Moreover, Bin Ladin had in fact been sponsoring anti-Saddam Islamists in Iraqi Kurdistan, and sought to attract them into his Islamic army. …

With the Sudanese regime acting as intermediary, Bin Ladin himself met with a senior Iraqi intelligence officer in Khartoum in late 1994 or early 1995. Bin Ladin is said to have asked for space to establish training camps, as well as assistance in procuring weapons, but there is no evidence that Iraq responded to this request. As described below, the ensuing years saw additional efforts to establish connections. (s. 61) …

As described below, the ensuing years saw additional efforts to establish connections. (s. 61) …

There is also evidence that around this time Bin Ladin sent out a number of feelers to the Iraqi regime, offering some cooperation. None are reported to have received a significant response.According to one report, Saddam Hussein's efforts at this time to rebuild relations with the Saudis and other Middle Eastern regimes led him to stay clear of Bin Ladin.

In mid-1998, the situation reversed; it was Iraq that reportedly took the initiative. In March 1998, after Bin Ladin's public fatwa against the United States, two al Qaeda members reportedly went to Iraq to meet with Iraqi intelligence. In July, an Iraqi delegation traveled to Afghanistan to meet first with the Taliban and then with Bin Ladin. Sources reported that one, or perhaps both, of these meetings was apparently arranged through Bin Ladin's Egyptian deputy, Zawahiri, who had ties of his own to the Iraqis. In 1998, Iraq was under intensifying U.S. pressure, which culminated in a series of large air attacks in December.

Similar meetings between Iraqi officials and Bin Ladin or his aides may have occurred in 1999 during a period of some reported strains with the Taliban. According to the reporting, Iraqi officials offered Bin Ladin a safe haven in Iraq. Bin Ladin declined, apparently judging that his circumstances in Afghanistan remained more favorable than the Iraqi alternative. The reports describe friendly contacts and indicate some common themes in both sides' hatred of the United States. But to date we have seen no evidence that these or the earlier contacts ever developed into a collaborative operational relationship. Nor have we seen evidence indicating that Iraq cooperated with al Qaeda in developing or carrying out any attacks against the United States. (s. 66).

Så 9/11-rapporten dokumenterer altså flere tilfælde af forbindelse mellem Saddam og bin Laden, der jo havde en fælles fjende. Den dokumenterer, hvordan først bin Laden og siden Saddam tilbyder baser for al-Qaeda i Irak. Men den dokumenterer også, at der ikke blev et "collaborative operational relationship". Hvorvidt et sådant samarbejde kunne etableres, hvis parterne skønnede det nødvendigt, blev klart fra Irak-krigens første dag: det kunne det.

Så bemærkningen om, at der "ikke var forbindelse" melllem Saddam og bin Laden er en af disse absolute bemærkninger, der er lige så misvisende som påstanden om, at underretningerne om Saddams WMD var "helt forkerte" (læs Duelfer-rapporten). Igen efterlades man med spørgsmålet, om det skyldes manglende kendskab til kilderne eller ønsket om at manipulere med læserne ud fra devisen: overdrivelse fremmer forståelsen.

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑